Mindeplade for Peter von Scholten

Politikere mener, at en mindeplade på Assistens Kirkegård skal fjernes. Man vil nedtone Peter von Scholtens indsats. Men hvad bliver det næste? Hvad med alle de bygninger i København, der er etableret for slavepenge, skal de nedrives? Og skal vi i sidste ende i gang med bogafbrændinger? Tidligere har det været fremme, at der ikke er nok oplysning om kolonihistorien. Kig engang på nettet og se engang på litteraturlisten. Aldrig har det været så let at tilegne sig viden. Det er en farlig vej vi er i gang med. Hvis man gennemgår bare Assistent Kirkegård er der masser af ting, der ikke svarer til moderne historieopfattelse. Skal vi til at have en ”statshistorie” lige som i Polen? Dette er en omtale af familiegravstedet på Assistens Kirkegård. Og Peter von Scholtens kamp for slaverne. Han kæmpede imod plantageejerne og kræfter i København. Liberale kaldte ham ”fej og eftergivende”. Indtrykket er, at politikerne ikke har sat sig nok ind i historien. I første omgang blev Peter von Scholten dømt senere blev han frikendt ved Højesteret.

 

Politikere mener, at Peter von Scholtens rolle skal nedtones

En mindeplade på Assistens Kirkegård på Nørrebro vækker nu efter 50 år, forargelse. Politikere mener, at den skal fjernes. På mindestenen står anført:

 

• At han ”ærefuldt bragte slaveriet til ophør i vores troppebesiddelse”

 

Politikerne mener, at det ”er en nedtoning af hans rolle som håndhæver af den koloniale undertrykkelse”

Nu er det jo forholdsvis let at fjerne en mindeplade. Politikerne har allerede forespurgt den fond, der står for gravstedet, om de har noget imod en fjernelse.

 

Er det politikere eller historikere, der skal stå for historieformidlingen?

Men er det politikerne eller historikerne, der fremover skal stå for historieformidlingen? Hvad bliver det næste. Skal man nu til at gennemgå alle de bygninger i København, der er bygget af penge fra plantageejere fra kolonitiden? Ender det så med bogafbrænding på de bøger, der ikke lever op til politikernes holdning.

Vi har tidligere fra politikere set en holdning med, at der ikke fandtes nok information om Danmarks rolle i kolonitiden. Og det postulat er ikke sandt. Både på nettet og i litteraturen er det et righoldigt udvalg.

 

Flugter ikke med vores nuværende forståelse for historien

Den omtalte mindeplade er fra 1973. Og nu påstår politikere, at den ikke flugter med vores nuværende forståelse for historien.

Vi har også set statuer blive fjernet og overmalet. Det er som om at politikere ikke er klar over, at det var en anden tid dengang. Og så bruger man som undskyldning, at vi i dag ved mere end for 50 år siden. Med andre ord, så skal vi i gang med at omskrive hele vores historie.

 

Vi har ikke fri adgang til arkiverne

Så længe vi ikke alle sammen har den samme frie adgang til arkiverne er det en farlig udvikling, der er i gang. Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med dette problem. Alt tyder på, at det kommer vi også til i fremtiden.

I Polen har man fået en ”Statshistorie”. Skal vi fremover have en historieformidling, der bygger på magthavernes holdning?

 

Fra starten kæmpede han for slavernes sag

Når vi nu kigger på Peter von Scholten. Det er rigtigt at Vest-inderne ikke så frigørelsen som en gave fra Peter von Scholten. Men hvorfor gjorde de ikke det? De var i gang med et stort oprør og truede med at brænde det hele ned. Peter von Scholten havde jo ikke andet valg. Man glemmer jo at han fra starten kæmpede for slavernes sag.

Men politikerne mener, at skiltet skal antyde at han fra starten stod i spidsen for et styre der stod i spidsen for et styre, der anerkendte slaveriet. Skiltet skildrer ikke en version af historien, der yder anerkendelse af, at slavegørelsen af mennesker kræver universelle idealer.

 

Vi får sandelig travlt

Hvis hele vores historiefortælling skal leve op til vores nuværende idealer, så får vi sandelig travlt alle sammen.  Så skal masser af ting omformuleres, glemmes og fjernes.

Peter von Scholten var søn af kaptajn ved Kronprinsens Regiment, Casimir Wilhelm von Scholten. Familien von Scholten var en officersfamilie, hvis første repræsentant var tyskeren Jobst von Scholten, der stammede fra grevskabet Tecklenburg.

 

Som 20-årig satte han første gang fødderne på De Dansk vestindiske Øer

Peter von Scholten Landkadetakademiet fra da han var otte år. Det tog ham lidt længere tid end normalt at blive fændrik. Hans familie boede bl.a. i Boldhusgade 4 og Højbrostræde 2. Hans far tog ham med til Sankt Thomas. Som 20 – årig den 13.august 1804 som 20 – årig fændrik satte sine fødder på De Dansk Vestindiske Øer.

Den 22. november 1804 opstod der ved syvtiden om aftenen brand ved siden af Toldboden i Charlotte Amalie på St. Thomas. Branden bredte sig meget hurtigt fra hus til hus, da de lå meget tæt og bygget af træ. Halvdelen af byens huse nedbrændte.

Branden opstod over for kommandant Casimir Wilhelm von Scholtens hus. Hans kone havde i fire dage været syg af den vestindiske feber med var nu i bedring. Men hun måtte evakueres og bæres bort. Derved tiltog hendes sygdom og hun døde.

 

I engelsk fangenskab

Her opholdt han sig under faderens kommando i perioden 1804 – 1807. På det tidspunkt var faderen kommandant på Sant Thomas. Efter et kort ophold i England som krigsfange efter den engelske besættelse af De Vestindiske øer kom von Scholten til Danmark, hvor han opholdt sig fra 1808 til 1814.

 

Optaget i ”De Røde Fjer”

I de følgende år blev han optaget blandt ”De Røde Fjer” i Frederik den Sjettes adjudantstab. I 1808 blev han sekondløjtnant ved sjællandske jægerkorps. I 1811 premierløjtnant og 1813 kaptajn. Det vigtigste var dog at han via adjudantstaben knyttede en personlig kontakt til kongen.

Skal man karakterisere ham som menneske og embedsmand, så var han autoritær, patriarkalsk, gæstfri, ødsel, festglad og jovial men uden intellektuel dannelse. Modsat politikerne i dag så fastslog Hermann Lawaetz i en biografi fra 1940, at Peter von Scholten allerede fra første færd en frigørelse af slaverne. Såvel den danske historiker Jens Vibæk og den tyske historiker Christian Degn er af samme mening.

 

Konen ville ikke med tilbage til Dansk Vestindien

I 1810 giftede han sig med den 24 – årige Anna Elisabeth Thortsen (Lise). Hendes familie tilhørte handelsmarinen. De fik tre døtre sammen. I 1814 returnerer han efter eget ønske til Sankt Thomas som vejermester og postmester.

Efter en rejse til England i 1816 valgte hun at tage tilbage til Danmark, mens han tog til de vestindiske øer. Hun kom aldrig sidenhen hertil.

 

Han fik mange modstandere

I løbet af kort tid steg han i graderne. Han blev valgt til generalguvernør for De Dansk Vestindiske Øer, hvilket betød at han nærmest var en slags enevældig hersker. Men han havde ikke kun beundrere.

Plantageejere og rivaler involverede ham gang på gang i retssager, som medførte mange rejser mellem Vestindien og København. Han klarede altid frisag så længe Frederik den Sjette levede.

 

Forsøgte hele tiden at forbedre forholdene for slaverne

Allerede i 1829 fremkom han under et besøg i København med en masse forslag om forbedringer af slavernes forhold. Bl.a. skulle slaverne have en ugentlig fridag. Men hvis de nu arbejdede denne fridag, kunne de spare penge til at købe sig fri. Denne plan mødte modstand. Og først i 1834 kom der så et forslag igennem, der gav ret til frikøb, ejendomsret for slaver, ret til skifte herrer og begrænsning af tugtelsesretten.

 

Position svækket under Christian den Ottende

Men hans position i Danmark blev svækket under efterfølgeren Christian den Ottende. Von Scholten var en tilhænger af slavernes frigørelse allerede fra 1830. Han arbejdede målrettet på forbedring af deres og de frigivnes retsstilling. Slavernes og de fire farvedes forhold lå von Scholten og hans farvede samleverske stærkt på sinde. Trods modstand fra plantageejerne fik han gennemført forbedringer for slaverne.

Von Scholtens indsats for ligestilling mellem sorte og hvide indbyggere afspejler et menneskesyn, der var usædvanligt blandt danske koloniembedsmænd i både samtiden og eftertiden.

Hele tiden forsøgte Von Scholten at komme igennem med forslag til forbedring af slavernes forhold. I 1843 blev plantageejerne tvunget til at lade lørdagen være fridag.

Han var modstander af det kongelige reskript fra 1847, der lovede ophævelse af slaveriet først efter en periode på 12 år, og at ”Børn af ufrie, som fødes efter Datum af denne vor allerhøjeste Resolution skal fra Fødselen at være frie”

Denne løsning tilfredsstillede hverken slaverne eller deres ejere.

 

Andre kæmpede også for slaverne

Allerede i 1843 havde det engelske Anti-Slavery Society sendt to medarbejdere til Danmark for at agitere mod slaveriet. I Danmark førte dette til ”Comiteen for negerslavernes frigivelse. Blandt dens medlemmer var D.G. Monrad, J.F. Schouw og N.F.S. Grundtvig. I 1844 rejste denne komite på Østifternes stænderforsamling spørgsmålet om slaveriets ophævelse i Dansk Vestindien. Men kongen var ikke så varm for ideen. Han mente først at slaveriet skulle ophøre i 1859.

På Sankt Croix levede von Scholten i mange år sammen med den frie farvede kvinde Anna Elisabeth Heegaard. Sammen købte de den smukke ejendom Bülowsminde. De fik ingen børn sammen. Også Peter von Scholtens bror Frederik gjorde som forvalter karriere på De vestindiske Øer.

 

Oprøret i 1848

I 1848 gjorde slaverne på Sant Croix oprør, hvilket fik Peter von Scholten til på eget initiativ og med hans egne ord ”for at undgå megen blodsudgydelse” med øjeblikkelig virkning at proklamere frigivelse af alle slaver. Det skete den 3. juli i Frederiksted.

Flere hundredeslavegjorte arbejdere stod klar til at ødelægge og afbrænde Frederiksted og resten af St. Croix, hvis de ikke fik deres frihed.

På US Virgin Island gav guvernøren ikke slaverne fri. Slaverne tog sagen i deres egen hånd og krævede frihed.

 

Liberale mente at von Scholten var ”fej og eftergivende”

Presset på von Scholten var nu enormt. Han fik et nervesammenbrud. Og på dagen den 14. juli 1848 (om natten) nøjagtig 21 år efter hans ankomst som generalguvernør forlod han Vestindien for bestandig.

I liberale kredse med dagbladet Fædrelandet i spidsen blev Peter von Scholten kritiseret for ”vaklen og fejhed” i forbindelse med slavefrigørelsen. Ministeriet stævnede ham for embedsforsømmelse. Den nedsatte kommissionsdomstol dømte ham til at have sit embede forbrudt med fortabelse af retten til pension.

 

Von Scholten blev frifundet ved Højesteret

Von Scholten appellerede til Højesteret og denne frifandt ham enstemmigt.

Peter von Scholtens hustru døde i 1849. Nogle år senere flyttede han ned til sin datter og svigersøn general du Plat i Altona. Der døde han 69 år gammel den 26. januar 1854 kun to år efter Højesterets dom.

Han blev overført til Danmark og begravet fra Holmens Kirkes kapel den 6. februar 1854. Hans blykiste blev senere den 7. marts 1854 overført til Assistens Kirkegård i kirkegårdens eneste mausoleum.

 

Familiegravsted fra 1813

Da von Scholten stammede fra en tysk-reformeret familie ligger han begravet på afdeling D (Den reformerte kirkegård). I dag ligger her kun generalguvernørens og hans hustrus kister.

Det nygotiske mausoleum er bygget på et familiegravsted fra 1813 og blev formentlig færdig i 1825. Det er restaureret mindst tre gange sidste gang i 2009.

Lidt over et år efter hans begravelse på Dansk Vestindien blev Peter von Scholtens far begravet her. Åbenbart var stedet stråtækt. Det blev fornyet i 1856.

 

Slaverne fik det ikke meget bedre

Formålet med at producere tropiske produkter var at dyrke ting, som ikke kunne dyrkes i Danmark. Det var bomuld, kaffe og sukkerrør. Med tiden var det særlig produktion af sukker som fik en stor betydning.

Efter afskaffelsen af slaveriet i 1848 blev der lavet en ny lovgivning, ”Arbejdsregulativet af 1849”. Den bestemte, hvad daglønnen skulle være. Desuden måtte man kun skifte arbejdsplads en gang om året.

De forhenværende slaver fik nu ansættelse på de samme plantager, hvor de før var slaver. Deres levevilkår blev ikke i væsentlig grad forbedret.  Nu var plantageejerne ikke mere forpligtet til at forsørge ældre og uarbejdsdygtige.  De skulle heller ikke mere betale for lægebesøg.

 

Endnu et oprør i 1848

Arbejdernes løn var så lav, at de havde svært ved at forsørge sig selv og betale for de nye ydelser samtidig. Utilfredsheden voksede. Ved skiftedagen den 1. oktober 1878 opstod der uroligheder. Politiet tog så hårdt fast, at en landarbejder, Henry Trotman måtte på hospital. Rygtet gik på, at han var død.

Politi og militær blev nødt til at trække sig. Arbejderne begyndte at storme fortet men det lykkedes dem ikke at komme ind. Ud på natten blev mange huse i Frederiksted sat i brand og butikker plyndret.

Den følgende morgen kom soldater fra Christiansted til undsætning. Men dagen igennem fortsatte afbrændingen af marker og plantageejendomme. Det meste af Frederiksted blev efterhånden brændt ned. Derfor har opstanden fået navnet ”Fireburn”.

 

De tre dronninger

Specielt tre kvinder, der deltog i dette oprør, er i Vestindien i dag et vigtigt symbol på deres modstand mod kolonimagten. Kvinderne er kendt som ”Queen Mary, Queen Agnes og Queen Mathilda. De blev alle anholdt med en fjerde kvinde Bottom Belly. De endte med at afsone dele af deres straf i København i kvindefængslet på Christianshavn i 1870’erne.

Efter opgøret opnåede landarbejderne mindre forbedringer, bl.a. en højere løn. Deres kamp for rimelige arbejdsforhold under det danske styre endte ikke her, men fortsatte indtil Dansk Vestindien blev overdraget til USA.

 

Solgt for 25 mio. Dollars

Den 31. marts 1917 blev Dansk Vestindien overdraget til USA for 25 mio. dollars i guld. Denne dag betegnes som Transfer Day, hvilket betyder overdragelsesdag. Øerne skiftede herefter navn til U.S. Vigin Islands. Denne beslutning blev ikke taget fra den ene dag til den anden. Forhandlingerne med USA havde stået på siden midten af 1860’erne.

Pengene gik til indlemmelse af Nordslesvig i Danmark. Det blev en dyr affære som kostede endnu mere.

 

Kolonien gav underskud

Og Danmark valgte at sælge Dansk Vestindien, fordi kolonien fra midten af 1800-tallet var blevet en underskudforretning. Mens sukkerproduktionen voksede stødt på de andre caribiske øer, navnlig Cuba, gik det tilbage på de danske. Ny teknologi kunne ikke vende udviklingen alene for jorden var ikke tilstrækkelig frugtbar. Og så fik man langt billigere rørsukker fra Brasilien og Østasien.

USA havde brug for et militært holdepunkt i Caribien. Skt. Thomas var et godt bud på grund af den gode naturhavn. Efter at Danmark havde tabt krigen i 1864, frygtede USA desuden, at Østrig kunne kræve de danske øer som krigsbytte.

De første forhandlinger i 1865 omhandlede kun St. Thomas og St. Jan Prisen blev sat til 7,5 mio. dollars. Den danske konge ville dog ikke sælge øerne før der var gennemført en afstemning. Resultatet blev et klart ja. I 1867 blev kontrakten underskrevet fra dansk side. I USA havde kongressen dog fået betænkeligheder.

 

Nu sagde Danmark nej

I 1898 overtog USA Puerto Rico og fik dermed et militært holdepunkt i Caribien. Men interessen for de danske øer svandt ikke. Tilbage stod frygten at andre stormagter ville overtage øerne. Efter 1873 verserede det rygte, at tyskerne kunne tænke sig at bytte disse med Nordslesvig.

I 1900 kom der et nyt tilbud fra USA. Der blev udfærdiget en ny traktat, denne gang for alle tre øer. Prisen lød på 5 mio. dollars.  I 1902 lykkedes det at få godkendt den i den amerikanske Kongres.

Til gengæld blev der nu gjort protester fra dansk side.  Salget blev stemt igennem i Folketinget. Men i Rigsdagens Landsting stemte konservative kræfter imod bl.a. fordi erhvervslivet lovede at skubbe fang i økonomien på øerne.

I det nystartede Plantageselskabet Dansk Vestindien forsøgte man at eksperimentere med andre afgrøder som bomuld, majs, kartofter og ananas. Og med den nye Koloniallov i 1906 blev kolonien eftergivet sin gæld ligesom det blev besluttet, at den danske stat fremover skulle afholde udgifter til guvernement, militær og skolevæsen.

 

Tredje gang lykkedes det

Salgstankerne gik dog ikke i stå. I 1914 brød Første Verdenskrig ud. Amerikanernes frygt for at tyskerne skulle etablere en base i Caribien blev igen aktuel. Samtidig bød verdenskrigen på nye udfordringer for den danske kolonial administration. Som følge af verdenskrigen steg priserne på fødevarer i Vestindien, men ikke arbejdernes lønninger. Det førte til stigende protester blandt arbejderne under ledelse af david Hamilton Jackson, grundlægger af fagforeningen Labour Union.

Da de danske plantageejere frygtede for et oprør som i 1878, sendte Danmark i november 1915 krigsskibet Valkyrien til Vestindien.

I tredje forsøg gik man igen i gang med forhandlingerne med USA. Holdningen var forskellig blandt politikerne.  Regeringen var for et salg, men Venstre og De Konservative var imod.  Spørgsmålet skulle afgøres ved en folkeafstemning 14. december 12916. det var første gang kvinder og tyende havde stemmeret Henved 2/3 af de danske vælgere stemte for et salg af øerne.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• da.wikipedia.org
• denstoredanske.lex.dk
• natmus.dk
• Berlingske Tidende
• Hans Gregersen: Peter von Scholten – en biografi
• Helweg m.fl.: Assistens 250 år
• Lawaetz: Peter von Scholten
• O.A. Hedegaard: Frederik den Sjette og ”De Røde Fjer” 1-2
• Ove Hornby: Kolonierne i Vestindien
• Historiske meddelelser om København

 

Hvis du vil vide mere: Om Assistens Kirkegård –

• dengang.dk indeholder 1.741 artikler, herunder 302 artikler fra Nørrebro++ bl.a.:
• Røde faner på Assistens Kirkegård
• Genforenet på Assistens Kirkegård
• Under jorden på Assistens Kirkegård
• Begravelse på Assistens kirkegård 1887
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro
• Livet på Assistens Kirkegård
• Assistens Kirkegård – 250 år
• Assistens Kirkegård – en oase
• Da Gertrud rejste sig fra kisten

 

• Under Andre Historier (68 artikler) finder du:
• Hvem skriver historien?
• Den digitale ytringsfrihed – under pres
• Historieformidling på Facebook