Landevejen mellem Tønder og Ribe

En vej har det næsten altid været. Men 70 år kæmpede Kongeriget med Slesvig om strækningen. Vejproblemer uden for Slesvig blev løst. Et modtræk fra Kongeriget, strækningen-Ribe – Haderslev. En vejforordning fra Slesvig. Dårlige erfaringer med Tønder – Ribe egnen. Bidrag til anlæg af hovedlandevej fra Ribe til Tønder. Ulemper for lokalbefolkningen.

 

En vej har der næsten altid været

En vejforbindelse mellem Tønder og Ribe har der naturligvis været der fra gammel tid. Her har også været andre forbindelser end nu. Således gik ruten før fra Tønder til Gallehus og længere nord på. Langs disse veje i ældre tid er der ført ret mange okser, køer og heste syd på. De gik skam ikke kun af Hærvejen.

Der fandt således masse af udskibning af okser fra Ballum og Højer. Det var nok omkring 1612, at der eksporten var størst. Ja så var det jo også de store markeder i Tønder og længere syd på i Husum.

 

Vejproblemer uden om Slesvig blev løst

Det var en meget simpel vejforbindelse fra Tønder til Ribe. I slutningen af 1700erne gennemførtes vigtige reformationer. Man var godt klar over store vejproblemer.

I 1793 tog man et overblik over situationen. Enkelte strækninger med betydelig færdsel blev optaget som hovedlandeveje. Andre blev nævnt som mindre landeveje. Men for begge kategorier skulle de vedligeholdes af ”Det offentlige”. I Vestjylland var afstanden store og bebyggelserne små.

Åbenbart kiggede man ikke ved den lejlighed på problemerne i Vestslesvig. Det afgørende var vel at dette hørte under det Slesvigske ministerium og i øvrigt under den hertugelige administration. Man var enige om en østlig og en vestlig hovedlandevej ind i hertugdømmet.

 

Modtræk: Ribe – Haderslev

Den østlige vej gennem Jylland skulle ende syd for Kolding, hvor den sluttede sig til vejen til Haderslev. Den vestlige hovedlandevej skulle slutte ved Ribe. Herfra og syd på savnede man en langt bedre forbindelse. Det blev nu i stedet foreslået at oprette en hovedlandevej fra Ribe til Haderslev. Men dette blev ikke til noget. De Slesvigske myndigheder havde et andet syn på sagen.

Som modtræk anlagde man i kongeriget vejen Kolding – Ribe (1852) Den blev optaget som hovedlandevej. Men det vestslesvigske vejanlæg var endnu ikke blevet gennemført. Dette samarbejde førte til store vanskeligheder fra såvel kongerigsk som slesvigsk side. Og det er uden tvivl dette manglende samarbejde mellem to sæt myndigheder inden for monarkiet, som var grund til, at man i lange tider ikke kom videre med den såre tiltrængte hovedlandevej.

Andre interesser har sikkert også spillet ind. Flere af Vestslesvigs største landsbyer som for eksempel Højer ville ikke blive tilsluttet.

 

En vejforordning for Slesvig

I 1842 kom der en vejforordning for hertugdømmet Slesvig. Heri var der tale om en hovedlandevej Tønder – Ribe til Gredstedbro. Men en ting er at trække en linje op på kortet, noget andet at få projektet gennemført.

Som en besværlighed kunne forudses, at vejen jo skulle gennemskære snart slesvigsk område, snart de under kongeriget hørende enklaver, og dette kunne medføre vanskeligheder, også ud over de rent administrative.

 

Dårlige erfaringer med Tønder – Ribe vejen

For folk, der var henvist til at benytte omhandlende vejrute, og som vidste, at der andre steder blev udført forbedringer af vejene, kunne det være svært at holde utålmodigheden i tømme.

Således kunne man i ”Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende” for 1. maj 1846 læse følgende, der var forlangt indrykket:

 

• Indsenderen finder det yderst påfaldende, og det kan næppe være generalpostdirektionen bekendt, at pakkeposten mellem Ribe og Tønder i almindelighed bruger henimod 9 timer at passere denne vej, mens pakkeposten mellem Ribe og Haderslev kun har 7 timer, uagtet vejen er længere og lige så slet som til Tønder.
• Indsenderen, der nyligen har kørt med posten fra Tønder til Ribe, skal nok vogte sig for at benytte en så langsom og tidsspilende befordring oftere, hvilket flere rejsende også har besluttet
• En Reisende

 

Denne kritik har jo først og fremmest adresse til postvognen og dens kusk, men indirekte peges der dog samtidig på den usle vej. Noget resultat kunne indsenderen naturligvis ikke vente at skulle følge af et sådant hjertesuk i Ribeavisen. Men man nærmede sig trods alt den tid, da folkets røst skulle blive hørt i sådanne offentlige anliggender.

 

Bidrag til anlæg af en hovedlandevej fra Ribe til Tønder

I Rigsdagssamlingen 1858 blev fremsat et forslag fra regeringen om:

 

• Bidrag til anlæg af en hovedlandevej fra Ribe til Tønder

 

I sin forelæggelsestale oplyste indenrigsministeren, at vejen skulle anlægges efter de for Slesvig gældende anordninger, og da den vil gå ud over en del kongerigsk territorium, havde det slesvigske ministerium andraget om, at kongeriget gav et forholdsmæssigt bidrag til vejens anlæg.

Amtmanden i Ribe Amt havde indstændigt anbefalet, at denne hovedlandevej kom i stand, idet landevejene i de kongerigske enklaver var i mådelig stand og kunne vanskeligt forbedres, før man vidste, hvor hovedlandevejen kom til at gå.

Hertil måtte ministeren føje, at det slesvigske ministerium, hvis der ikke kunne få det ønskede bidrag fra kongeriget, agtede at lægge hovedlandevejen så østlig, at den undgik enklaverne. Nu var det foreslået, at vejen skulle gå fra Ribe over Brøns, Skærbæk, Døstrup, Bredebro og Abild til Tønder. Da rundt regnet en tredjedel af denne strækning ville falde på kongerigsk område ville bidraget være tilsvarende.

 

Ulemper for lokalbefolkningen

Under Folketingets behandling af sagen fremkom ikke mindst fra Sofus Høgsbro, flere synspunkter, som klarlagde, hvilke vanskeligheder man ved vejens anlæg måtte regne med. Han var således betænkelig ved, at hele vejstrækningen efter forslaget skulle anlægges af slesvigske embedsmænd og efter slesvigsk lovgivning.

Dette ville betyde betydelige ”ulemper” for lokalbefolkningen i den kongerigske del. Han måtte derfor foreslå, at der blev anvendt kongerigske embedsmænd i de sogne, hvor flertallet af beboere hørte under kongeriget.

Et andet vigtigt anliggende var, at man efter slesvigsk praksis havde tænkt sig at forsyne den nye vej, hvor den skulle ligge under hertugdømmets administration med vejbomme, hvilket betød, at de vejfarende måtte betale her og der for at slippe igennem. Penge, der skulle bruges til vejens vedligeholdelse.

 

70 års kamp for vejstrækning

Da det blev foreslået, at den nordlige tredjedel af vejen nemlig fra Ribe til Brøns skulle stå under kongerigsk administration og ikke forsynes med bomme, ville beboerne her på dette slesvigske område slippe for at betale for at færdes på vejen. Ja for dem i de kongerigske enklaver blev det tale om dobbelt betaling.

Der kom til en lang debat om disse vejbomme. Men man var også betænkelig ved ar lade planen strande bare på dette spørgsmål. Den 20. december 1858 blev loven vedtaget.

Vejens østlige forløb mellem Skærbæk og Tønder gennemførtes under modstand fra slesvigsk side. Forbedringen var uomtvistelig. Da vejen 1860 – 62 blev fuldført, lå der ca. 70 års drøftelser bag. En sej tovtrækning, der vidnede om et eller andet der var galt mellem hertugdømmet og kongeriget. Det er ikke lige det, som vi har fået fortalt i historien.

 

Kilde:

• dk (Valdemar Andersen)
• Se Litteratur Tønder
• Artikler på www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.482 artikler, herunder 186 artikler fra Sønderjylland.