Kooperation, Hestesko, Olieraffinaderi og Fællesbageri

I dette kapitel skal vi besøge Kooperationen, Arbejdernes Fællesbageri, Københavns Hesteskofabrik, Novo og Olieraffinaderiet Glad. Arbejderbevægelsen ville følge en fra vugge til grav. Man løb ind i økonomiske vanskeligheder. Bageriet lancerede brød med mange navne. Man byggede det berømte tårn, og alle kan huske at fabrikken blev besat i 1981, et år efter at den var ophørt. Tænk, at man dengang kunne lave 20.000 hestesko om dagen. Stakkels de drenge, der arbejdede her. En af dem, der arbejdede med insulin, fik Nobelprisen. En retssag afgjorde at ”Nordisk” skulle have en del af fortjenesten. En voldsom brand var enden for olieraffinaderiet på Nørrebro. Næsten 100 års historie var dermed afsluttet. Men virksomheden eksisterer dog stadig.

 

Kooperationen

Når vi nu skriver om industri på Nørrebro, så kommer vi ikke uden om Kooperationen. Ved siden af de mange private virksomheder, der opstod på Nørrebro, var der også de kooperative virksomheder, drevet af arbejderne i fællesskab.

 

Mange af den slags virksomheder i 1880’erne

De første kooperativer blev oprettet i nødværge som modtryk til arbejdsløshed eller af arbejdere, der var lockoutede eller sortlistet af arbejdsgiverne. For dem lå det lige for at oprette værksted og drive det i fællesskab – ofte i nærheden af bopælen.

På Nørrebro skød mange af disse virksomheder op i årene omkring 1880. De fleste forsvandt igen, når arbejdssituationen blev normaliseret. Kooperationen viste, at det kunne betale sig at stå sammen. De små produktionskooperativer svingede med konjekturerne og overlevede sjældent på længere sigt.

Anderledes var det med den kooperative bevægelse, som arbejderbevægelsen stod bag. Dens sigte var hovedsagelig at skaffe billige og gode fødevarer og andre varer til arbejderbefolkningen.

Thorvald Stauning tog initiativ til oprettelse af Det Kooperative Fællesforbund i juni 1922. Nu fik arbejderkooperationerne en mere officiel status. Det blev eden tredje streng ved siden af LO og Socialdemokratiet.

 

Fra Vugge til grav

Indtil 1950erne var Kooperationen kendt som en del af arbejderbefolkningens daglige tilværelse i hovedstaden. Man boede i en lejlighed i et af Arbejdernes Kooperative Byggeforenings huse. Der blev købt ind i Hovedstadens Brugsforening. Kurven blev fyldt med brød fra Arbejdernes Fællesbagerier. Mælk kom fra Mejeriet Enigheden og øl blev drukket fra Bryggeriet Stjernen.

Man havde også en bred vifte af andre aktiviteter fra brændsel til bolig, bank og oplysning. Sko og klipning foregik også hos en af de egne. Ja selv begravelsen og det sidste farvel foregi9k i kooperationen. Denne bestod nogenlunde ligeligt af forbrugerkooperation og produktivitetskooperation. Man boede, købte og arbejdede kooperativt. Ja man brugte udtrykket ”Fra vugge til grav”.

Arbejderbevægelsen ville løfte fælles økonomiske opgaver uden deltagelse af kapitalister. Jo kooperationen spillede en betydelig rolle i arbejderbevægelsens barndom. Ideen med arbejderkooperativer var at løse sociale og økonomiske problemer. Kooperationens far hed Robert Owen. Og så var det lige Rochdale-vævernes brugsforening i England i 1844.

En gruppe håndværkere dannede et fælles værksted. Men ingen af disse overlevede grundet kapitalmangel.

 

Man løb ind i økonomiske vanskeligheder

Størstedelen af producentkooperationen (bl.a. bryggeriet Stjernen) løb ind i alvorlige problemer i 1960’erne til 1980’erne. Kooperationen fungerede ikke uden for det kapitalistiske samfund.

Nu er Stjernen uden for vores område. Men vi havde alligevel en del af det i Stefansgade i forbindelse med bryggeriet Hafnia. Stjernens storhedstid var i 1920’erne, men Stjerne-øl slog dog alligevel ikke an. Trods talentfuld reklame måtte man lukke i 1964.

 

Et stykke socialistisk økonomi

En af de største fortalere hed F.J. Borgbjerg. Han mente, at kooperationen var midlet til at sikre, at arbejderen fik mere købekraft ud af den lønforhøjelse som fagforeningen havde sikret ham efter strejken.

Et andet element for ham var, at kooperationen skulle lære arbejderklassen at overtage produktionen i samfundet. Kooperationen havde en direkte forbindelse til socialisme, konstaterede Borgbjerg og bemærkede:

 

• Vi må gennem kooperationen skabe et stykke socialistisk økonomi, hvis område stadig vokser, mens vi samtidig trænger kapitalismen tilbage.

 

 

Arbejdernes Fællesbageri

1880’ernes fald i kornpriserne gav sig ikke udslag i faldene brødpriser. Bagermestrene strøg fortjenesten. Dette var baggrunden for, at man startede. Man fik succes med billig brød, der holdt vægten og ovenikøbet smagte af noget.

 

Initiativet kom fra Snedkerforbundet

Arbejdernes Fællesbageri begyndte sin virksomhed i 1886 med malerformanden Jens Jensen som banner – og pennefører. Aktier a 10 kr. med 50 øre i ugentlig afdrag skulle sikre tilknytning fra et bredt udsnit af arbejderbefolkningen. Snart måtte man flytte.

Initiativet til brødfabrikken kom fra Snedkerforbundet. Grunden var at kornpriserne var faldet, men det var brødpriserne ikke. Bagermestrene holdt fortjenesten for sig selv.

Brød var på dette tidspunkt hovedernæringsmiddel for arbejderklassen. Nu var det sådan at også reallønnen var faldende i 1886, så derfor virkede det som om, at brød opfattedes som urimelig dyr.

 

Nye bygninger på Nørrebro i 1887

Denne virksomhed blev som sådan ikke oprettet i forbindelse med en konflikt. Faktisk havde bagersvendenes forbund intet med sagen at gjorde. Det var redaktøren af Socialdemokraten, der nedlagde grundstenen til bageriets nye bygninger på Nørrebro i 1887. Af talen fremgik det, at partiet anså fællesbageriet for en løsning på et praktisk problem.

Man begyndte i et lejet byggeri på Lyngbyvej. Men snart havde man en aktiekapital på 10.000 kr. Aktiekapitalen måtte kun forrentes med 4 pct. Den enkelte aktionær havde kun en stemme uanset, hvor mange aktier man havde.

Senere blev aktiekapitalen udvidet til 350.000 kr. Disse måtte dog højst forrentes med 5 pct.

Bestyrelsen havde kig på en grund på vejen til Rådmandsmarken. Gartner Langhoff kørte grundstykket. Den 29. juli 1887 blev grundstenen nedlagt til hovedbygningen, der fik adresse i den nyoprettede Nannasgade.

Allerede i november begyndte indflytningen. Fire nye ovne stod parat. Personalet blev udvidet til 14 bagersvende, 5 kuske, en arbejdsmand, en karl og forvalteren – Ferdinand Hurop.

 

Brødtårnet blev virksomhedens symbol

Fra 1893 blev brødproduktionen suppleret med møllerivirksomhed. Senere blev ”brødtårnet” fabrikkens varetegn. Den store kornsilo ragede over de 4-etagers huse, der skød op i årene omkring århundredeskiftet.

De private brødfabrikker var alt andet end glade for Arbejdernes Fællesbageri. Da situationen spidsede til under Første Verdenskrig kom Bagerlavets oldermand, folketingsmedlem Pitzner i polemik med bagerbestyrer C.C. Andersen.

Han satte Pitzner til vægs med nøgterne kendsgerninger og bragte til sidst den koleriske oldermand til at udbryde:

 

• Gid F…… annamme, det forbandede socialist bageri på Nørrebro – i arbejdernes øren et kompliment.

Fra 1905 var Pitzner direktør for De forenede Bagermestres Rugbrødsfabrik på Nørrebro, der lå i konkurrence med Arbejdernes Fællesbageri nogle gader væk.

 

Mange forskellige navne

Arbejdernes Fællesbageri blev udgangspunkt for etablering af en række andre kooperative virksomheder. Således fik Arbejdernes Kødforsyning og Bryggeriet Stjernen både startkapital og know – how fra Fællesbageriet.

Under navne som Vitana, Fultana, Sitana, Nutana og Rutana sørgede det arbejdsstyrende kooperativ at arbejderne fik billigt og godt rugbød at spise. Lignende initiativer blev siden hen taget i andre byer i landet til gode for arbejderne, som ellers var tvunget til at købe dyrt brød på det frie marked.

 

39 fællesbagerier

De mange bageri gik sammen i De Sammensluttede Fællesbagerier, der i 1941 omfattedei alt 39 fællesbagerier. Men i 1970 var der kun 25 fællesbagerier tilbage i sammenslutningen. I perioden fra 1978 til 1984 var tilbagegangen voldsom, og næsten alle bagerierne blev lukket ned.

I 1893 havde Fællesbageriet allerede fået eget mølleri. Fabrikkens karakteristiske 40 meter høje kornsilo stod færdig i 1948. Fabrikken beskæftigede 295 arbejdere i året 1959.

Den stigende omsætning omkring midten af 1900-tallet krævede udvidelse og modernisering af møllen. I 1940 blev der opført et nyt bageri, hvor et helt nyt bageri blev opført. Antallet af ovne blev tredoblet.

 

Fabrikken stoppede i 1980,

Virksomheden udvidede gradvis produktionen helt indtil september 1980, hvor bageriet lukkede og ca. 125 arbejdspladser gik tabt. Fabrikken i København var ellers meget moderne. I 1966 blev den moderniseret og gik som den første rugbrødsfabrik fra tidskrævende portionsbagning af rugbrød over til en kontinuerlig proces, altså rugbrød på samlebånd.

Så sent som i foråret 1980 så det ud til at være muligt at skaffe kapital til fabrikkens videreførelse, herunder et millionbeløb fra FDB. Videreførelse af produktionen forudsatte dog en prisforhøjelse af fabrikkens brød. Forhøjelsen blev godkendt af monopoltilsynet, men ikke af FDB. Eftersom adskillige leverandører til fabrikken samtidig krævede store kontanter, besluttede bestyrelsen en betalingsstandsning, der kort efter fabrikkens endegyldige lukning.

 

Fabrikken blev besat i 1981

Den 15. oktober 1981 blev fabrikken besat ved en af BZ – bevægelsens første store aktioner. Fabrikken blev holdt besat af initiativgruppen i to timer, før politiet smed BZ’ erne ud. Igen i april 1983 blev Rutana besat. Og så sendte man ellers Piratradio fra silotårnet.

Det var en spektakulær begivenhed, da brødfabrikkens store silobygning i 1985 blev sprængt bort for at gøre plads til nyt boligbyggeri på grunden mellem Nannasgade og Mimersgade. Silobygningen med navnet Vitana på toppen kunne ses viden om og havde været et varetegn for Mimergadekvarteret i hen ved 50 år.

 

Københavns Hesteskofabrik

Københavns Hesteskosfabrik lå på Tagensvej 7 (nuværende Tagensvej 47). Stedet opførtes i 1882 af I. S. M. C. Møller og A. Andersen. To år efter blev fabrikken købt af firmaet Beckett & Meyer. I 1901 blev det omdannet til aktieselskab med A. Abrahamsen som direktør. Efter dennes død blev firmaet i 1910 videreført af Louis Meyer.

Københavns Hesteskosfabrik lukkede i 1958.

 

20.000 hestesko om dagen

Dengang lavede man 20.000 hestesko om dagen. Hovedparten gik som eksport til Belgien. Ja tænk en hest kunne godt slide sko op på 4-5 dage.

Inde i hallen var der to rækker maskiner, som larmede helt utroligt.

Først stod der uden for en ”klippemaskine”, der godt kunne ligne et monster. Her stod to mænd hele dagen og klippede lange 6-8 meter længder af jern, der blev klippet over kolde. ”Gunk – Gunk”, sagde det hele dagen. De største var vel 12 – 15 mm. tykke og længden var vel omkring 30 cm.

Borgerstuen lå mod den ene side, som var ind mod Thorsgade. Midt på den store grund lå maskinhallen med dens larmende maskiner og så var det store aksler hen over luftet, hvorfra alle maskiner blev drevet med remtræk.

Der var fire rækker af maskiner, som skoene blev lavet på.

De omtalte afklippede længder blev varmet op i store ovne ude bagved og var til sidst helt hvidglødende. De blev så pillet ud af en mand med skærm for øjnene og en tang på omkring tre meter.

Han lagde et halvt hundrede på et stålbord, og så gik han væk, da det var alt for varmt, når lågen i ovnen var åben.

 

De stakkels drenge

Der stod så en dreng og svedte med alle de gloende stykker jern kun en halv meter fra kroppen. Han skulle så tage et stykke ad gangen og skubbe det ned ad vinkeljernet, til det kom ned til den første valse i den store maskinhal.

Arme dem, hvis det ikke var fart nok på jernet og valsemanden selv skulle hente et stykke oppe ad vinkeljernet. Så råbte og skreg han i den grad.

Sokker og bukser var konstant hullede af glødeskader. Hænder og vriste var altid fyldt med brandsår.

Ja inden hesteskoen var færdig, fulgte der lige nogle flere arbejdsgange. Drengene havde ingen pauser. Man vidste nu godt, hvordan man kunne få en 20 minutters tiltrængt pause. Man kunne foretage en bestemt arbejdsgang med et ryk. Så raslede det hele ned. Og smeden han råbte og skreg det bedste, som han havde lært. Og det tog 20 minutter med at få det hele rigget op igen.

Varmen var træls. Intet andet end en klud, der hængte foran vinduet og var kølig kunne hjælpe. Den kunne man så tørre sig med, hvis det ellers var tid.

 

Da trillebøren forsvandt

Om fredagen var der altid dømt nogle timers overarbejde fordi hele ovnen var fyldt med glødeskaller, og disse skulle fjernes hver uge.

Ofte skulle bruge en utæt og gammel trillebør til dette. Det var et træls stykke arbejde. Åbenbart måtte man ikke få en ny. Nu fik en af de vakse knægte så den geniale ide at smide trillebøren i ilden.

Så påstod han, at han ikke kunne finde trillebøren. Den var væk. Ingen kunne finde den. Men nu havde knægten ikke tænkt over, at beslagene ikke brænde. Så da man fandt disse inde i gløderne blev den pågældende knægt fyret på gråt papir.

 

Novo – lige over grænsen

Vi er gået over grænsen til Frederiksberg.

Novo Terapeutiske Laboratorium og Enzymfabrik opstod her med de allerførste bygninger på Fuglebakkevej, Nordre fasanvej og Hillerødgade. Da Insulinet var opfundet skabte Arne Jacobsen ”Den Hvide Fabrik”. Og det skete i perioden 1934 – 1935.

Her ville man eksperimentere med biokemi. Og Arne Jacobsen blev virksomhedens husarkitekt helt frem til sin død i 1971. Han var også med til de store øvelser i 1960’erne.

 

Nobelpris til August Krogh

Vi skal tilbage til 1920’erne, hvor professor August Krogh modtog Nobelprisen for sin forskning i stofskiftesygdomme. Sammen med konen Marie tog han i 1921 til USA. Ægteparret mødte to canadiske forskere, der havde udviklet verdens første insulin-ekstrakt.

De to fik lov til at producere den i Danmark og Marie skrev hjem til dr. Hagedorn om hjælp til dette. Hagedorn opgav sin lægegerning for at koncentrere sig om det at være leder af Nordisk Insulinlaboratorium.

 

Krogh og Hagedorn ville ikke samarbejde

Allerede i 1910 havde maskinmester Harald Petersen assisteret Krogh på Dyrefysiologisk Laboratorium i sin fritid. Han var den ideelle mand til at opbygge maskiner til insulinproduktion. Maskinmesterens bror blev også ansat. Og i maskinmesterens villa lykkedes det i foråret 1924 at fremstille Insulin Novo. Samtidig havde Harald konstrueret Novo Sprøjten.

Da man henvendte sig til Nordisk og tilbød samarbejde afviste Krogh og Hagedorn et hvert samarbejde. De to maskinmestre – brødre dannede nu Novo Terapeutiske Laboratorium. Man sendte et intro – brev til alle apoteker.

 

Friske bugspytkirtler blev transporteret til villaen

Friske bugspytkirtler fra okser og grise blev nu transporteret fra Københavns Kvægtorv ud til brødrenes villa på Fuglebakken. Kirtlerne blev kørt gennem en hakkemaskine, hvorefter insulinen blev udtrukket som sur alkohol.

Den livsvigtige medicin blev hurtig en efterspurgt eksportvare. Gennem en årrække skete der en kæmpe forskningsmæssig indsats få meter fra Nørrebro. I 1935 lykkedes det for brødrene at forlænge insulinens virkning.

 

Nordisk vandt en retssag

På Nordisk fandt det egentlige gennembrud sted. Der blev tilsat et proteinstof. Men en retssag fulgte. I første omgang vandt brødrene Harald og Thorvald Petersen. I Højesteret vandt Hagedorn og Nordisk dog. Man mente, at brødrene havde fremstillet insulinen i en metode som Nordisk havde patent på. Det betød, at Nordisk skulle have andel i fortjenesten af salg af Insulin.

I 1959 byggede Novo de første laboratorier i Bagsværd. 10 år efter indvier man en enzymfabrik i Kalundborg.

I midten af 1970erne havde Novo 14 datterselskaber, hvortil kommer informations – og salgskontorer rundt om i verden. I 1989 fusionerede de to selskaber.

I dag laves der Insulin til mere end 150 millioner sukkersygepatienter.

 

Olieraffinaderiet Glad

Hvem skulle tro, at der har ligget et olieraffinaderi på Nørrebro?

Det danske olieraffinaderi L.C. Glad blev grundlagt den 30. december 1880. Olieraffinaderiet importerede russisk råolie og raffinerede det til maskinolie. I dag laver firmaet primært smøreolie.

 

Masser af udvidelser

I begyndelsen fremstillede firmaet smørfarve og osteløbe baseret på rapsolie, men fra 1882 begyndte man at fremstille og forhandle kemisk-tekniske produkter som natron, grafit, salmiak, sæbe etc. I 1887 blev der opført en ny fabrik i Rådmandsgade 23.

Firmaet udvidede snart igen. Man købte nabogrunden for 54.000 kr.

Efter nogle år begyndte L.C. Glad og Co. at fremstille maskinolie ved destillation af russisk råolie, hvilket var et efterspurgt produkt på grund af den øgede mekanisering af industrien og fremkomsten af automobilen. En mere permanent lokalitet fik virksomheden i Nannagade 6-10.

Første Verdenskrigs udbrud i 1914 giver anledning til panik i det københavnske handelsvæsen. Virksomhederne hamstrer råvarer og priserne eksploderer.

Hos L.C. Glad & Co står det sløjt til med oliereserverne. Til gengæld har man efter opkøb af en konkursramt tysk virksomhed umiddelbart inden krigsudbruddet – erhvervet sig pudse twist nok til adskillige år. Men det havde hvis nok noget med en kontrakt med Statsbanerne at gøre.

 

Efter krigen kom der gang i hjulene

Efter krigen kom der bogstavelig talt gang i hjulene igen. Den store import af biler fra Amerika betød et væld af Glad smøreolier. I 1919 indførtes en gladiator som varemærke for virksomhedens autoolie og konsistensfedt. Men gladiatoren lever den dag i dag.

Virksomheden udvidede flere omgange bl.a. gennem opkøb i 1923 af Marcus & Co’ s ejendom med lagerbygning til huder og skind og kontorbygning, som havde adresse på Tagensvej.

Anden Verdenskrig satte dansk erhvervsliv i stå. Import og eksport af varer mellem lande og kontinenter svandt til et minimum. L.C. Glad & Co ramtes meget direkte på grund af den store import af varer fra Kaukasus og andre fjerne afkroge af verden.

Virksomheden rejste sig til en af de sundeste virksomheder med mange medarbejdere, stabil omsætning og med fabrikker, oliecisternerne og kontordomiciler adskillige steder i København.

 

En voldsom brand

Den 4. september 1980 blev virksomheden i Nannasgade ramt af en voldsom brand, der også nær havde sat ild til en beboelsesejendom i nærheden. En eksplosionsagtig brand breder sig på kort tid og truer på et tidspunkt at brede sig til flere beboelsesejendomme.

Folk åndede lettet op, da ilden kommer under kontrol.

Men fabrikken nedbrænder til grunden. Dermed sættes punktum for en københavnerkrønike, der varede i næsten 100 år.

 

Virksomheden eksisterer endnu

Da tiden generelt var løbet fra kemiske fabrikker med tæt bymæssig beliggenhed, flyttede firmaet til Vallensbæk, hvor den stadig ligger i dag.

Den nedsivende olie har i årenes løb forurenet grunden i Nannasgade. Det blev besluttet at kapsle forureningen ned og plante græs på stedet. På den tidligere fabriksgrund er der derfor i dag boldbaner, den såkaldte BaNanna Park.

I dag er det fjerde generation af familien, der står for driften af virksomheden.

 

• Artiklen er en del af projekt ”Industri på Nørrebro”

 

• Hvis du vil vide mere: dengang.dk indeholder 1.645 artikler herunder kategorien ”Industri på Nørrebro” med 58 artikler

 

• Under Historier fra Nørrebro finder du 291 artikler

 

• Under ”fra Urtekræmmer til Shawarmabar” – Historien om Nørrebro Handelsforening finder du 28 artikler.