København var en meget skiden by

Slået af den slette lugt. Man havde for længst besluttet, at der skulle fejes hver dag, men det blev det ikke. Man bestak ordensmagten. Byens snavs blev ført gennem rendestenene. Kun en sjettedel af dem var overdækket. De såkaldte kældersumpe. En kommunal ”Bestillingsmand” skulle fjerne ådsler. En storvask af rendestene. Disse havde aldrig lugtet værre. På Christianshavn måtte man opgive. Fædrelandet” var ikke så begejstret. Arbejdet skulle foretages tidligt om morgenen. Offentlige urinkroge. Gruberne kom for tæt på vandledninger. Når gruberne skulle tømmes Intet blev overholdt. Private tømte selv gruberne i søer, grave og kanaler. Kuler på Amager. Voldgraven ved Rosenborg Slot blev en renovationskule. Lugt – problemer på Nørrebro. Manglende kloaksystem. Blev udskudt. Begge systemer kørte side om side i 30 år.

 

Slået af den slette lugt

I et skrift fra 1847 sagde Dr. Hornemann det rent ud:

• København er en meget skiden by og enhver, der fra landet kommer ind gennem dens porte, bliver straks slået af dens slette lugt.

Ved en anden lejlighed skriver han:

• Jeg beder enhver, der muligvis ikke kender disse mangler i hele deres udstrækning, om at besøge nogle af vores værste smågader og vove sig ind i de fattige og smudsige huse og gårdrum eller spadsere langs vores åbne kloaker og indånde den ved sommerens og solstrålernes varme fordampende slam, for ej at tale om nattens giftige dunster. Disse kan endog også om dagen spores på hele den lange vej gennem byen, som den natlige kørsel for øjeblikket er henvist til.

 

Man havde for længst besluttet, at det skulle fejes hver dag

Hornemann foreslog også, at gaderne skulle fejes hver dag. Dette var dog ikke noget nyt krav. Det var allerede foreslået i det 18. århundrede ved en række anordninger. Det var dog aldrig blevet efterlevet men heller aldrig ophævet. I 1777 bestemte man at gaderne skulle fejes hver dag på et bestemt klokkeslæt. Rendestenene skulle samtidig renses til bunds og alt skarn skulle fjernes senest en time derefter.

I 1779 bestemte man at renovationsvognene skulle køre langsomt i gå-tempo og på højre side af gaden. Og i 1778 at toiletter skulle renses ”ved mindste ulejlighed af lugt”. I 1789 skulle nybrolagte gader hver morgen betænkes med vand og at afledning af al urenlighed til rendestene var forbudt.

 

Man bestak ordensmagten

Men intet af alt dette blev overholdt.

I 1840erne blev byens gader fejet to gange om ugen. Kun på disse to dage indfandt skraldevognen sig for at køre ”fejeskarnet” og husaffaldet ud på lossepladsen til føde for svinene. Man kunne høre når skraldemanden kom. Han brugte ”Skralden” for at melde sin ankomst. Den var blevet indført i 1806.

Der findes en beskrivelse af gadefejningen i 1857:

• Denne vigtige ordens- og sundhedsforanstaltning udføres således, at gaderne renses kun tre gange om ugen.
• Rensningen foretages højt op på dagen til hindring for passagen og forstyrrelse af god orden.
• Den foretages ved privat foranstaltning under husværtens illusoriske ansvar, oftest ved de af værterne dertil forpligtede kælderfolk.
• Den kontrolleres af en dårligt lønnet politibetjent eller kommissær, der åbenlyst tager imod ”Håndpenge” af dem, hvis pligtopfyldelse træder i baggrunden.
• Når då fejningen omsider er besørget, kommer ”de såkaldte skraldevogne” og ungmøer stormer frem med bøtter og ”Fjerdinger”.

Netop i 1857 bestemte Borgerrepræsentationen at der i sommermåneden skulle fejes hver dag i sommermånederne.

 

Byens snavs blev ført gennem rendestenene

Med åbne rendestene førtes byens snavs gennem alle gader. Det fortsatte med at være en plage for byens befolkning. Når garverne oppe ved Nørreport udskyllede deres kar fire fem gange om dagen, så lod man det stinkende vand føre ud i rendestenen. Det løb så af Frederiksborggade, over Kultorvet og gennem Købmagergade indtil det nåede ned til kanalen, efter at have fyldt hele strøget med stank.

 

Kun en sjettedel af rendestenene var overdækket

Længden af alle rendestene og udløbs-render i byen var 139.500 alen (over 11 mil). Særlig om sommeren var det ubehageligt. Om sommeren var disse halvfyldte med stinkende vand og mudder. Rendestenenes indhold har været omtrent stillestående. Kun cirka en sjettedel af rendestenene var overdækket.

 

De såkaldte kældersumpe

De såkaldte kældersumpe var et arnested for smitte og stank. Grundvandet stod højt i den lavtliggende by og kældrene ville stå under vand, hvis der ikke under dem var gravet et endnu dybere hul. Det var her sumpen lå. Her samlede vandet sig. Med jævne mellemrum måtte det oppumpes. Det var langt fra rent vand, som blev samlet her. Grunden under byen var så gennemsivet af skidt fra latringruber, fra rendestenenes stillestående slam, fra kirkegårdene osv. Det gav en slem stank, hver gang kælderpumpen blev rørt.

Dr. Hornemann fortalte:

• Jeg har på flere steder fundet kælderen, porten og trappegangen helt op i huset fyldt med den afskyelige stank fra disse sumpe.

 

En kommunal ”Bestillingsmand” skulle fjerne alle ådsler

Der var ansat en kommunal ”Bestillingsmand”, hvis hverv var at bortskaffe ådsler fra stadens grunde, gader og veje. Denne stilling blev lønnet med 100 Rigsdaler. Dette hverv blev varetaget af Ole Tønnesen, der døde i 1847. Hans søn, skomagersvend Jokum Tønnesen, blev hans efterfølger. Han sad endnu i embedet i 1856, da han ansøgte om lønforhøjelse.

 

En storvask af rendestene

I 1851 oplevede København en begivenhed, som kun forekom den ene gang – nemlig en storvask. Professor Hummel, der var medlem af den hygiejniske kommission, fandt på at foreslå, nemlig at alle gårdrum, gader og rendestene hver morgen skulle underkastes en kraftig skylning. Alle pumper skulle aktiveres i en halv time. Der skulle skyldes med vand, der blev hentet fra de offentlige pumper.

Vandværket var dog betænkeligt, ved at der skulle bruges 8.500 tdr. vand dagligt. Borgerrepræsentationen ville da heller ikke bruge 13.800 Rigsdaler, som foretagendet ville koste. Man ville heller ikke ulejlige grundejere til at foretage en bestemt handling på et bestemt tidspunkt hver dag.

 

Rendestenene havde aldrig lugtet værre

Længe inden skylningen var ophørt havde glæden forvandlet sig til en misfornøjelse. Rendestenene havde aldrig lugtet værre end nu. Det var den almindelige mening, at ingen sommer i København havde lugtet værre end den i 1851.

 

På Christianshavn måtte man opgive

Vandinspektør Colding, som vi tidligere har omtalt i en af vores artikler, så lidt humoristisk på sagen. Han var selv tilhænger af en ”skylning”.  På Christianshavn måtte man helt opgive det på grund af mangel på vand.

 

”Fædrelandet” var ikke begejstret

Det hjalp ikke, at også justitsministeriet anbefalede en gentagelse af den store rendestensskylning under henvisning til sommerens vedvarende varme. Fædrelandet skrev den 12. juli:

• Når alle vi andre i den vestindiske varme lider under den utålelige stank, der så godt som fra alle kanter omgiver København i denne tid, fra syd og vest i blandt andet udgående fra masser af forrådnet tang, en stank, der næsten gør det til en tortur at besøge Rysenstens-Badene. Fra nord og øst iblandt andet fra garverierne, gamle forrådnede spækhøker – oplag, stillestående rendestene. Fiskebløderier, sumpe, svovlstikfabrikker, latrintømninger og andre uhumskheder, hvoraf København flyder over – så skulle man synes at byens bestyrelse og politi at have glemt koleraens fremmarch. Så skulle man tro at byen ville foretage ekstraordinære ting.

Arbejdet skulle foretages tidligt om morgenen

Det stank så kraftigt fra kanalerne at man var bange for folkesundheden. Et antal slaver fra fæstningen sørgede for at det værste mudder blev fjernet fra rendestenene. Af hensyn til stanken kunne der kun arbejdes på dette i de allertidligste morgentimer.

Professor Clausen havde i sine artikler i Dansk Folkeblad henledt opmærksomheden på den

• ”Udskæmmelse og besudling som København på den måde var genstand for:
• Private folk søger ved at barrikadere sig med disse anstalter ved bøjler. Brædder, stænger og hager. Men alle offentlige bygninger er prisgivne

 

Offentlige urinkroge

Den hygiejniske kommission forslog at der indrettedes ”Offentlige Urinkroge”, der jævnlig skylledes rene. Forsigtig og tøvende gik Borgerrepræsentationen for tanken. I 1852 blev de to første småhuse opstillet – det ene ved bolværket lige over for Slotskirken og Thorvaldsens Museum. Det andet på den sydlige side af børstrappen. De var af træ, en snedker havde lavet dem. De var ganske små, en kvadratalen, Størrelsen passede meget fint til navnet. Officielt blev de kaldt urinskabe.

Jo det var Danmarks første offentlige toiletter.

 

Gruberne kom for tæt på vandledningerne

Byens latriner var endnu for den langt overvejende dels vedkommende indrettet efter det gamle grubesystem. Latrinindholdet samledes i store kældre eller fordybninger i jorden, der kunne rumme flere læs. Så behøvede man kun at tømmes en eller to gange om året.

Gruberne skulle efter anordninger være murede. Men ofte var de utætte så grundvandet trængte ind i dem og skyllede deres opløste indhold ud i de omgivende jordlag. Her kom det ofte i forbindelse med vandledningerne utætte og halvrådne træ render.

Grubberne var så fulde, at når man trådte på de lemme, der dannede gulvet, trængte det øverste, flydende lag op gennem huller og sprækker. Stanken var så gennemtrængende, at det endnu læge efter hang i klæderne.

 

Når gruberne skulle tømmes

Når grubberne skulle tømmes, skulle man huske to ting. Man skulle lukke alle vinduer og om aftenen smøre et forsvarligt fad smørrebrød, der med øl og brændevin skulle stilles ud til Natmændene.

Grubernes tømning blev besørget af de såkaldte natførere, en snævrere kreds inden for det lille Vognmandslaug. Oprindelig var de 11 stykker. Men byens skarpretter. Oswald fik også en part, så nu var de 12 og dette tal blev aldrig forøget.

 

Intet blev overholdt

Et renovationskontor blev indrettet. Her kunne husejere henvende sig, hvis de ønskede deres grube tømt. Deres vogne var beregnet til fire tønder med tætsluttende dæksel med påmalet nummer. Vognene skulle køre i meget langsom kørsel og altid i højre side. Tømning måtte kun foregå om natten. Men ingen af disse forskrifter blev overholdt.

Konstant blev det klaget over at vognene var utætte og ofte helt manglede låg. I en politirapport fra 1854 hedder det, at natførerne på gaden piskede hestene så de kørte i galop så de spildte indholdet ud af vognene.

 

Private tømte selv gruberne

Og det at tømme gruberne tog man også let på. Det blev konstateret i 1853, at mange gruber aldrig blev helt tømte, men kun det øverste lag. Det kostede 10 – 25 Rigsdalere – foruden stanken at få tømt en grube. De privilegerede natførere havde nok at bestille endda. Ja de kunne efterhånden slet ikke overkomme arbejdet. I 1854 lå der 7.000 læs i byens gruber og ventede på dem.

Natførerne bar ikke fine folk særlig ikke når skarpretteren uden videre kunne indlemmes i dette laug. Men de tjente nu ret godt. Flere vognmænd ville gerne være med, men de blev holdt ude. Men det var ikke noget at gøre.

 

Kuler på Amager

Natrenovationen førtes ad samme vej, over Knippelsbro gennem Christianshavn og ud til renovationskulerne på Amager. Kulerne lå lige til venstre for landevejen uden for fæstningsgraven omtrent ved begyndelsen af nuværende Kløvermarksvej.

Disse kuler var blevet oprettet i 1777 og siden havde de været i brug. Men nu i 1851 havde politidirektør Bræstrup kigget på forholdene. Han kunne konstatere at forholdene var sådan at ekskrementerne forblev flydende. Meningen var at disse skulle køres væk i tør tilstand og sælges som gødning.

Forpagter af kulerne var grosserer Owen, Han havde anlagt en fabrik til ”Renovationens forvandling til patentgødning.

Man forsøgte at få lov til at køre gennem alle byens porte med disse renovationsvogne, men atter engang viste myndighederne uvillige.

 

Voldgraven ved Rosenborg Slot blev en renovationskule

Husejerne prøvede at komme af med deres latringødning på alle mulige ulovlige metoder. Boede man i nærheden af en grav eller kanal, ja så skaffede man sig afløb til disse. Den lukkede grav omkring Rosenborg Slot var således blevet en hel renovationskule, idet alle latrinerne i Gardehusarkasernen havde direkte afløb til den, ligesom den optog akt spildevand fra kasernen og fra kommandantboligens kostald.

 

Lugt – problemer på Nørrebro

Også ude på Nørrebro fik man efterhånden store lugt-problemer. Efterhånden blev gamle kuler nedlagt og nye kuler gravet. Man fandt på at bygge en vold omkring dem. Blev en kule overfyldt, kunne man lade en del af dets indhold løbe ud i søen eller kanalen.

Det nye tønde-system blev indført af folk som Jerichau og Mygind, men det var man nu ikke så tilfreds med på Nørrebro.

 

Manglende kloaksystem

Det store kloaksystem som var planlagt sammen med nedlægningen af vand – og gasrør blev opgivet og indførelsen af vandklosetter blev derved skudt et halvt århundrede ud i fremtiden.

Tøndesystemet var ganske vidst et fremskridt fra de gammeldags gruber i gårdene, men med disse var der sandelig også ulemper og ubehageligheder. Desuden blev grubesystemet er jo ingenlunde afskaffet,

 

Begge systemer kørte side om side i 30 år

I 1854 var der endnu 2.355 latringruber mod 809 latrinindretninger. Kun meget langsom blev det gamle system trængt tilbage. De to systemer trivedes side om side i 30 år. Den sidste latringrube i København blev først nedlagt i 1885.

 

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Villads Christensen: København 1840 – 1857
• Carøe: Københavns Natrenovation 1800 – 1870 (særtryk af Tidsskrift for Sundhedspleje)
• Wilhelm Bergsøe: Krigen og Koleraen
• Fædrelandet
• Dansk Folkeblad

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.103 artikler
• Under København finder du 205 artikler
• Under Nørrebro finder du 328 artikler
• Under Østerbro finder du 112 artikler

 

• Det var trangt i København
• Vesterbro 1840 – 1857
• Sådan boede arbejderne engang
• Da voldene forsvandt
• Pustervig og fattigvæsnet
• At være fattig
• Det lugtede i København
• Kvinderne i Peder Madsens Gang
• Guldalderens København – sådan var det også
• Pest i København
• København 1840 – 1880
• Nørrebro 1840 -1880
• At bo på Nørrebro
• Arbejderanstalten på Ladegården
• Epidemi på Nørrebro
• Et epidemihospital på Nørrebro
• En stinkende kloak og flere opløftende temaer
• Kolera på Nørrebro 1853
• Lokummer på Nørrebro
• Latriner og kloaker på Nørrebro
• Latriner og kloaker på Nørrebro
• Pest på Nørrebro