Karen Margrethe Rahbek

 

Som barn var hun meget knyttet til sin far. Han lærte hende meget. Hun lærte Knud Lyhne Rahbek at kende – Han var 34 år – hun var 19 år. I 1780 var Rahbek flyttet ud i Bakkehuset. Først i 1798 flyttede Karen Magrethe derud. Hun fik styr på haven. Og så skrev masser af breve. Nogle af de brevvenner begyndte også at komme i Bakkehuset. Det blev et sted for de kendte inden for kultur. En af dem, der kom, var P.A. Heiberg, der blev landsforvist. Ægteparret tog afsked med ham på Frederiksberg Bakke. Rahbek mistede sin professor- titel, fordi han forsvarede Heiberg. Han fik den først tilbage mange år efter. I 30 år varede eventyret i Bakkehuset, så blev det stille. ”Kamma” døde kun 53 år gammel af tuberkulose.  

 

 

Karen Margrethe Rahbek er født 1775, død 1829. Datter af Hans Heger og Anne Louise, født Drewsen. Karen Margrethe Heger gift 1798 med Knud Lyne Rahbek, han død 1830. Hun død i Bakkehuset på Frederiksberg, Gravlagt på

Frederiksberg Kirkegård.

 

Karen Margrethe Rahbek blev født 19. oktober 1775 i det solide københavnske borgerskab. Hendes far var konferensråd og assessor i Hof- og Stadsretten, og hendes mor var født Drewsen.

 

Datteren Karen Margrethe har næsten til i dag været en myte i dansk litteratur- og personalhistorie, og det er måske grunden til, at mange af dem, der har skrevet om hende, frejdigt har tilladt sig den familiaritet at kalde hende ved det kælenavn “Kamma”, som hendes familie og kredsen af meget nære venner var alene om, da hun levede.

 

Som barn og ung var hun stærkt knyttet til sin far, og af ham lærte hun meget. Når vi taler om piger og kvinder fra tiden før ca. 1840, vender det tema stadig tilbage, at i skole kom hun ikke til at gå. Men hun lærte ikke bare at læse, hun lærte sprog, så hun senere arbejdede med tysk, latin, græsk, italiensk, spansk, portugisisk og engelsk. Det sidste var på den tid ikke almindeligt, for det var ikke på mode i Danmark. Hvor langt hun nåede i hvert af de sprog tør ikke siges, men hun må have haft et medfødt sprogtalent.

 

Thorvaldsen kom tit i hendes hjem som ung og lærte hende at tegne, og sit tag på husflid lærte hun af sin far. Sammen med ham fik hun også fat i astronomien, og fra ham arvede hun ikke alene glæden ved, men også en solid viden om at dyrke en have, men det må hun også have et naturligt talent for.

 

Hun var klog, hurtig i hjernen, og hun kunne det, som man den gang ikke ventede af en ung pige: diskutere. Vel at mærke skolet debat, ikke bare snakkeri og postulater.

 

I sin opdragelse og udrustning blev hun formet, så hun nok var lidt ud over tidens mening om, hvordan en ung pige burde være, men på det punkt var tiden nu knap så snæver og stupid, som det siden er hævdet.

 

Hendes bror Carl Heger førte hende sammen med Knud Lyne Rahbek. I hjemmet kom mange af tidens levende mennesker, og Rahbek var en ny lovende stjerne, akademisk skolet, tidligt både digter og kritiker. Da han traf Karen Margrethe Heger – i 1794 – var han 34, hun var 19.

 

Knud Rahbek var blevet student i det år, da hun blev født og da han selv knap var fyldt femten. To år efter tog han sin filosofiske eksamen, og så styrtede han sig over æstetik og teater. Hans begejstring for teatret varede hele hans liv, og det er ikke for meget sagt, at han grundlagde den danske teaterkritik og gjorde det godt.

 

Men han var også ung, og det var romantikkens tid. Til romantikken hørte i litterært skolede kredse dyb og ulykkelig forelskelse, og efter J.W. von Goethes recept (“Den unge Werthers Lidelser”) skulle den unge mand helst være forelsket i en anden mands kone. Det lyder lidt værre, end det var, for elskoven skulle være både bundløst ulykkelig og platonisk, tilbedelse, forgudelse, fortvivlen og dybe sukke.

 

Rahbek blev forelsket i skuespilleren Michael Rosings unge hustru Johanne, og naivt lige på kunne han, mens de tre sad på en plæne i Frederiksberg Have, henført sige, at her sad de som den unge Werther og så videre.

 

Men just fra Rahbek har vi det friske glimt, der livsaligt viser, at helt så ætervadende fjollet var de unge danskere ikke i stand til at spille den romantiske rolle. Rahbeks far blev træt af det pjank og sendte ham til udlandet.

 

Han måtte afsted. Rosings og hans unge hustru fulgte ham til Toldbodens kaj, og her brusede den romantiske gejst op i Rahbek, så han tog sine briller, kastede dem på stenbroen og trampede dem i stumper, thi nu, da han så den elskte for sidste gang, skulle hans tårevåde øjne intet skue mere! – Skibet var knap lettet, før han sad ombord og ærgrede sig over at nu kunne han ikke læse de bøger, han havde med I kufferten.

 

Så meget om det for at minde om, at en stormende elskov jævnligt fører over i, at næste anfald bliver mere nøgternt. At Rahbeks damptryk var fuset ud af sikkerhedsventilen i de unge år, var nok en af grundene til,

at hans ægteskab med Karen Margrethe Heger blev så smukt, eller som biskop J.P. Mynster sagde det: I intet andet ægteskab havde han set en mere uforandret hengivenhed. Tredive år var Knud Lyne Rahbek og hans hustru gift.

 

I 1780 var Knud Rahbek flyttet ud til Bakkehuset. Det og de andre huse på stedet nævnes gerne, som om alle er født med at have rede på det byggeri, der lå ved og på skråningen af Frederiksberg Bakke, Valby Bakke, og Solbjerg – tre navne for den samme banke i det flade land vest for København.

 

Men ved Søndermarkens sydvestlige hjørne svinger Pilealléen nogenlunde mod vest. Her, ved svinget, lå Gamle Bakkegård og Ny Bakkegård, Gamle Bakkehus og Ny Bakkehus. Det var i Gamle Bakkehus, Rahbek flyttede ind.

 

Af Gamle Bakkehus står i dag to længer, en tredje, vestlig og ret kort, er revet ned. Den gang lå huset frit. København begyndte først inde bag voldene, der lå ved Rådhuspladsen og langs voldgaderne. Fra Bakkehuset var der frit udsyn over marker og enge, videre over Køge Bugt til Stevns, og over det åbne land og Kalleboderne ind mod hovedstaden, og bag den Øresund og den skånske kyst. Køgebugten gik næsten op til nuværende Vesterbrogade.

 

Her boede Rahbek alene i en lille snes år, så blev han gift med Karen Margrethe Heger, og hun flyttede herud. Det gjorde hun først i 1798, så den aften, da han stod i vinduet og så ind mod det brændende første

Christiansborg, var han alene.

 

Fru Rahbek kom og prægede stuerne, og fik skik på en have ved at bryde en gammel vejbane op, der gik lige forbi huset. På den tid var parkerne ved Frederiksberg Slot kun akkurat på vej til at blive lagt om i engelsk stil, så her var blomstergartnere, og dem søgte hun, for hun havde hvad man i dag kalder grønne fingre, så alle haveejere måbede.

 

Rahbek havde sit at passe, og han var for gammelgroet ungkarl til at lægge sine vaner ganske om. Det var i øvrigt tidens stil, at manden passede sit og havde hjemmet som fast station og retræte, og til

repræsentation, hvis der var brug for det. Næsten hver dag gik han ind til byen (og bor man i dag på Frederiksberg eller Broerne, hedder det stadig “ind til byen”, hvis man skal indenfor voldgaderne). Han var

professor ved Københavns Universitet, og han havde sit teatervæsen at passe, sine studier, og klubberne.

 

Fru Rahbek var meget alene. Den situation fik hun sat skik på. Hun boede jo udenfor byen, ikke som de fleste andre gode borgerfruer dør om dør med andre fruer, og de obligate “visitter” nåede ikke af sig selv så langt ud. Så hun skrev breve.

 

Forfatteren Horace Walpole (1717-1797) jarlen af Orford kaldes i England “Brevskrivernes Konge”. Hans breve siges at være kommet i en ret ny engelsk-amerikansk udgave i 71 bind, den mere kendte fra 1903-05 på 19 bind var ellers regnet for pæn. Så meget har Fru Rahbek knap skrevet, men hun er én af vores store og kendte brevskrivere.

 

Om hun er vores største, i brevtal, tør ikke siges, H.C. Andersen, Georg Brandes og en del andre var også flittige. Men det særlige ved Fru Rahbeks breve er, at hun “har ikke noget program”. Hendes breve er ikke politiske, og det kunne breve på den tid knap nok være i Danmark,

men hun slås heller ikke for litterære, filosofiske eller religiøse systemer, og hun var ikke litterær i den triste forstand at have en stor læsning og viden systematisk ordnet i åndelige kategorier og båse.

 

Hendes breve er menneskelige.

Det kan måske være svært at se, hvad man skal stille op med hendes breve, for de er så personlige. Vi har dem (en del af dem) trykt især i en del ældre udgaver, gerne ordnet efter hvem hun skrev til. Men man kan ikke bare læse dem. Man må gøre sig den ulejlighed at lære de mennesker at kende, som hun skrev til.

 

Så opdager man, at en del af dem lærer vi meget om netop i hendes breve. Og hun skrev med mange. Man har selvfølgelig mest hæftet sig ved de kendte navne blandt dem hun stod i brevveksling med, teologen J.P Mynster, historikeren Christian Molbech, P.A. Heiberg, H.C. Andersen, filosoffen Heinrich Steffens, Oehlenschläger (han var gift med hendes søster Christiane), forfatteren Just Thiele og så videre, remseriet

siger intet, hun skrev med mange andre, og en stor del af hendes breve er gået tabt.

 

Men mange af hendes brevvenner kendte hende ikke kun pr. brev.

Bakkehuset trak mennesker til sig. Efterhånden sad hun her ude hele året, og der var år, hvor hun højst kom ind til byen en enkelt gang. Vennerne kom til Bakkehuset.

 

Noget hang det sammen med familierne. Hegers og Oehlenschläger kom her af sig selv, og med Heiberg, fader og søn, gik det også nogenlunde naturligt til.

 

Så vidt Heibergerne er helt naturlige. Rahbek og hans hustrus nære ven P.A. Heiberg måtte ved nytår 1800 rejse fra Danmark som landsforvist. Han havde skrevet respektløst politisk, og tiden var følsom overfor “de revolutionære”, for ingen stat ønskede den franske revolutions blodorgier i kopi på nært hold. Det var måske en overdreven frygt, men den var der.

 

Desværre bar P.A. Heiberg sig utroligt kluntet ad under retssagen, for det han havde skrevet, var ikke så skrækkeligt. Værre var, at han havde gjort det, man rent taktisk ikke gør, hvis man har sin smule fornufts fulde brug.

 

Kongen var ikke krænket. Han var syg og sat fra bestillingen, så ingen bad ham om at mene noget. Kronprins Frederik (6.) var i og for sig heller ikke krænket, selv om han fik sagen forelagt. Men P.A. Heiberg havde fornærmet kammeradvokat Christian Colbjørnsen, metodisk og med vilje, og Colbjørnsen var en høj embedsmand med magt.

 

P.A. Heiberg måtte rejse. Hans tilfælde var i øvrigt, som det vil ses, når man læser om hans unge hustru, Thomasine, lidt mere indviklet. På Frederiksberg Bakke tog han afsked med vennerne Rahbek. Fru Rahbek gav ham sin ene grå handske. Den gemte han i en af hendes smukke æsker til sin død.

 

Han rejste fra hustruen og søn, og så fik Rahbeks sønnen Johan Ludvig i pleje i Bakkehuset. For det var unægtelig sket det, at P.A. Heibergs unge hustru ikke var indstillet på noget martyrium.

 

Ægteskabet havde været mislykket, og nu sveg hun sin landflygtige mand og giftede sig med en svensker der hed Gyllembourg, I sin udlændighed blev P.A. Heiberg ude af sig selv, og alt det var grunden til, at Johan

Ludvig Heiberg kom ud til Bakkehuset og ikke måtte bo hos sin mor.

 

Der er gjort blæst af, at det “barnløse aldrende” ægtepar ikke forstod sig på børn. Hvor mange “forstår sig børn?” I det stykke er de fleste forældre også amatører. Men aldrende? Rahbek var 42, hans hustru var 27,

og drengen var 11 år, og ikke et spædbarn. Så plejeforældrenes alder var som i mange andre familier.

 

Men Rahbeks var den landflygtige P.A. Heibergs venner, og de var rystede over hans hustrus opførsel. Som ved de fleste skilsmisser holder vennerne med den ene eller den anden, uagtet vi af andre menneskers private samliv har kendskab til såre lidt. Også her reagerede Rahbeks som normalt, selv om den hastige og kategoriske “holden med” kan være svært uheldig. Det hævdes og menes, at der i Rahbeks hus er blevet sagt ting om drengens mor, som han hørte, og at det sårede ham, så han “flygtede”.

 

Det lyder troligt, og det er også helt normalt. Naturligvis har Rahbek og hans hustru talt om P.A. Heibergs situation, og ord eller blikke kan nok have røbet, hvad de mente om hans troløse hustru. Drengen holdt af

sin mor og savnede hende, han var jo 11 år. Hvor sjovt der var for en knægt i den alder på Bakkehuset, når Rahbek var i byen og fruen skrev breve, kan vel tænkes, og når der endelig kom fremmede, snakkede de

voksent. Også fra alle gæsterne kan der have lydt et ord om drengens mor, i tankeløshed.

 

Hvor meget og hvordan Rahbeks tog sig af ham, udover klæder og føden, aner vi ikke. Der er fabuleret om, hvorvidt Fru Rahbek var en “modertype”, og hvilken rolle hendes egen barnløshed kan have spillet, men vi ved ikke et suk. En tidlig udviklet og moden dreng på elleve år blev taget fra sin mor og sat i huset hos mennesker, som han ikke selv havde noget ønske om at være hos. At han så stikker af og hjem til sin mor, er ikke en så sælsom hændelse, at vi er nødt til at skrive om den efter så mange år.

 

Den siger intet håndgribeligt om nogen af de medspillende, og Johan Ludvig Heiberg kom allerede som ung igen som jævnlig gæst i Bakkehuset og fandt ganske sammen med både Rahbek og hans hustru. Han viste sig tidligt at være en selvstændig herre, og det kan han nok have været som dreng. (Mere om hans moder i næste artikel)

 

Men hos Rahbek var der ellers åbent hus – en dyr vane at styrte sig ud i, hvis gæsterne skal beværtes rimeligt pænt, og det blev de, med middage, tiere med teborde, som der gik ry af. Det skal nok ikke overvurderes, for tiden var enkel i vaner, og der var ikke flere penge i huset, end der var god brug for.

 

Rahbek tjente hæderligt. Han havde ellers præsteret den flothed, at da P.A. Heiberg rejste, sagde han dristige ting og fik en reprimande. Han mente at den sag måtte følges op i heltestil, så han tog sin afsked

som professor, som en demonstration for friheden og den retfærdige sag.

 

Tiden elskede den slags, vennerne hyldede ham henrykt, og så sad han dér med sin glorie og uden professorgage. Det varede 16 år før han blev professor igen, men han havde mange gøremål og var utroligt flittig.

 

Jævnligt sad han og arbejdede mens gæsterne talte med hans hustru, og jævnligt måtte han skrive forord til mindre lødige bøger for at holde økonomien bare nogenlunde flydende. Men af de mange regninger blev hans hustrus, for te og rødvin og alt hvad bordet krævede, altid betalt først, for det var hjemmets liv og funktion.

 

Gæsterne kom. Det er rigtigt at de klistrede æsker, og at Fru Rahbek helst en gang om året rejste til Hamborg for at købe papir og alt hvad hun ellers skulle bruge (hun skrev kun med ravnefjer) Det er lige så

rigtigt, at hun var dygtig til at lave smukke æsker, som man kan se dem i glasmontre i Bakkehuset. Men det var og er ikke hovedsagen. Æskemageriet var med til at samle en hyggelig kreds om bordet, for livet var

samtaler med mennesker.

 

I et glimt ser vi hende, når vi får at vide, at hendes yndlingsstilling var at stå foran en stol, vippe den fremover og hvile knæet på den, mens hun havde hænderne på dens ryg, og så lænede hun sig lidt forover, ivrig, og talte, diskuterede, forklarede, mens hendes dybblå øjne lyste. Hun fascinerede alle hun talte med.

 

Og så skrev hun sine breve. Som alle gode brevskrivere skrev hun i et eget sprog, i en egen stil, og om særlige emner, til hver af sine korrespondenter, efter deres natur og temperament, og eftersom hun kendte dem.

 

For mange fik hun dyb betydning, for J.P Mynster for eksempel. Så dyb at han brændte de fleste af hendes breve. Ikke fordi der stod skrækkelige eller alt for intime ting i dem, men de var ham for personlige til at de

måtte komme videre. Men særlingen Christian Molbech var hun nogle gange noget nær i krig – tre hundrede breve har de vist vekslet. Men i alle sine breve giver hun os sit portræt som en usædvanlig kvinde, og alligevel ikke selvoptaget eller prætentiøs. Hun kunne den store skrivende kunst: tale med en pen.

 

Hun var religiøs, betaget af Grundtvig, og det var jævnligt religion hun skrev om. Men brevene og gæsterne var hendes liv. Det er også rigtigt at der var et “særligt Bakkehussprog”, men også det er der gjort rigeligt

ud af, herregud, hundreder af familier har et familiesprog, og det må være fordi enkelte lærde trods alt ikke ved hvor de skal placere Fru Rahbek eller hvad de skal stille op med hende, at de lader papæsker og sjove husgloser noget nær kvæle det der var væsentligere. Hun havde jo salon i tidens stil. Ikke på højde med de store franske damers, ikke i penge og sceneri på højde med salonværtinde Friederike Bruns på Sophienholm.

 

Fru Rahbek var ude hos Friederike Brun som gæst, men nogen omfavnelse kom det ikke til. Hvilket tjener fru Rahbek til ære. Hun var brystsyg, som det hed. Det lille spinkle menneske sad i Bakkehuset og skrev sine hundreder af breve, ja flere, hun tog imod sine gæster, hun var spillende fuld af liv og humor.

 

Betydningen af Bakkehus-salonen var at de mennesker her traf hinanden, i afslappet form, helt uden de store bevægelser. Og de traf hende, spurgte hende, talte med hende, og hun har haft en udstråling, som – ja, hun var sikkert nok et af de mennesker, der “ikke kunne tåle at dø”, fordi noget væsentligt, ja vel det væsentlige, så var borte for stedse, ikke til at fastholde, og kun til at skildre som et ret blegt ekko.

 

Bøger, litterære arbejder, skrev hun ikke. Vi har hendes breve og i dem har vi hendes tid, hendes venner, men først og sidst hende selv. Hun var en kvinde fra tiden før kvinder på trods af Pauli ord fik lov at tale i forsamlingen. Hun talte, og vidste udmærket at det for en del var til tidens førende åndelige mænd. Og hun var ikke nervøs.

 

I 30 år varede det eventyr i Bakkehuset. Så døde hun, kun 53 år gammel, af tuberkulose. Og så stod den næsten 70-årige Rahbek aften efter aften med sin lygte ved lågen nede ved Vesterbrogade (vej var det dengang) og stirrede i mørket, ind mod byen – kommer der nogen?

 

Det gjorde der sjældent nu. Hans hustru, vennernes “Kamma”, var borte. Det holdt han ud i godt et år, så døde også han. Vennerne samledes til den sidste Bakkehus – begravelse i Frederiksberg Kirke. J.P Mynster

talte, Bakkehuset stod tomt. “Hele kassen er ikke bedre værd end at rive ned” sagde Mynster. For hvad er en gammel og slidt dekoration, når spillet på scenen er slut?

 

 

https://www.geni.com/people/Kamma-Rahbek-d%C3%B8benavn-Karen-Margareta-

Heger/340770956840013025?fbclid=IwAR1SEPXHi7q8dJ-

5tBfPWWDCxUzvNmnHJiX4ujVmYXq3_fvSuDHdpGVNwnc

 

 

 

• dengang.dk indeholder 1.534 artikler, heraf 162 artikler om København. Her finder du vores Frederiksberg – artikler. Flere af disse omtaler Bakkehuset.