Den sønderjyske historie er ret kompliceret. I forbindelse med de slesvigske krige forsøger vi hermed at løfte lidt af sløret. Med udgangspunkt i slaget ved Bov forsøger vi at forklare sammenhængen.

Den 31. marts 1848 rykkede den Slesvig – Holstenske hær på 6.000 mand under kommando af general Krohn mod nord, hvor de indtog en stilling ved Bov.

 

Danernes land

Sønderjyllands historie er kompliceret. Det kan være svært at forstå. Vi vil med udgangspunkt i slaget ved Bov forsøge at løfte en flig af historien. Vi skal tilbage til år 811, hvor Karl den Store og Hemming aftalte grænsen ved Ejderen. Danevirkes volde stammer fra 650. Danerne og deres mark optrådte første gang i skriftlige kilder omkring år 500.

 

Ribe – brevet

Ribe – Brevet spiller også en rolle. Her lovede kongen i slutningen af 1400 – tallet, at Slesvig – Holsten skulle være uddelt. Og det internationale samfund har ofte henvis til dette ”brev”.

 

Helstaten

Statsdannelsen i sidste halvdel af 1700 – tallet med den enevældige danske konge i spidsen omfattede Grønland, Island, Norge, Danmark, hertugdømmerne Slesvig og Holsten samt de oversøiske besiddelser (De Vestindiske øer, Trankebar i Indien og Guineakysten i Afrika). Helstaten blev i høj grad båret af en balance mellem den norske, danske og holstenske del af riget.

En række aftaler med den russiske zar i 1773 sikrede den enevældige danske konges suverænitet i alle overnævnte områder, samtidig med, at der ikke var nævneværdige trusler fra naborigerne Sverige, Hamborg, Mecklenburg og Hannover. Helstaten gik fra Nordkap til Hamborg.

Men ikke alt var fryd og gammen. Det viste bl.a. Tyskerfejden i 1789 – 90 klart. Spændingen mellem dansk kulturelle og tysk – kulturelle kræfter havde hersket i området gennem længere tid.

Helstaten blev forandret efter Napoleonskrigenes afslutning. Danmark havde til sidst holdt med Frankrig, og betalt temmelig dyrt for dette. Norge blev i 1814 afstået til Sverige. Danmark fik en symbolsk erstatning i Lauenburg

 

Sejr i Bov den 9. april 1848

Den danske hær var i slutningen af marts blevet formeret i to afdelinger, Det Nørrejyske Armékorps ved Kolding med 7.200 mand og Flankekorpset på Als med 3.800 mand. Planen var at de to hære skulle forenes og rykke mod syd og slå oprørerne, inden de tyske forbundstropper nåede frem.

Hovedstyrken skulle angribe og fastholde oprørerne i deres stillinger ved Bov og Kruså. Kavaleri-brigaden og 1. Infanteribrigade skulle gå vest om Bov og afskære fjendens tilbagetog.

Som afledningsmanøvre blev en mindre dansk styrke sat i land ved Holnæs. Den 6. april sendte Krohn derfor en tredjedel af styrken til Glücksborg, for at standse et angreb derfra.

Efter en hård kamp erobrede danskerne Bov den 9. april 1848, og Slesvig – Holstenerne trak sig tilbage, først til Nyhus og derefter til Harrislev, hvor de havde barrikaderet indgangen til byen.

Efter en heftig kamp blev fjenden tvunget tilbage til Flensborgs udkant, hvor de indtog en ny stilling i skovene nord for byen. Og i et teglværk og nogle huse i den nordlige del af byen. Efter gentagende Angreb blev Slesvig – Holstenerne omsider tvunget til overgivelse eller flugt længere syd på.

En Slesvig – Holstensk styrke ved Kobbermøllen vidste ikke, at hovedstyrken var tvunget tilbage fra Bov. Da det endelig gik op for styrken, at slaget var tabt, blev de beskudt af danske krigsskibe fra Flensborg Fjord.

I Rendsborg stod en styrke 22,000 mand parat til at komme til undsætning. Men de kom for sent.

 

En spændt situation

Det var den spændte situation i den danske helstat, der var årsag til de slesvigske krige. Egentlig var de slesvigske krige en slags borgerkrig. Slesvig var et dansk len, hvorimod Holsten og Lauenburg var medlemmer af det tyske forbund. Den danske konge repræsenterede dermed to hertugdømmer i det tyske forbund, selv om Slesvig og Danmark ikke var medlemmer.

Den rådgivende stænderforsamling for Slesvig og Holsten var præget af tysksindede, og det kom stigende krav om en selvstændig Slesvig – Holstensk stat.  Først krævede man et land i en personalunion med Danmark – med en fælles konge. Senere krævede man Slesvig – Holstens optagelse i det tyske forbund
og dermed total løsrivelse fra Danmark.

 

Danmark til Ejderen

I Danmark var der to politiske lejre – den konservative ”helstatspolitik” og den nationalliberale ”Ejderpolitik”.

”Helstatsfolkene” ville bevare den tyske helstat med den danske konge som hertug i Slesvig og Holsten. Deres politik tog ikke hensyn til de nationale modsætninger, der var opstået.

”Ejderfolkene” ville have adskilt hertugdømmerne, så det tyske Holsten blev udskilt, og også fremover kunne være en del af det tyske forbund, mens Slesvig skulle være en del af Danmark. Derved skulle grænsen gå til Ejderen.

Slesvig og Holsten var bedre udviklet end resten af kongeriget. De udgjorde 2/5 af rigets befolkning, men betalte 3/5 af statsudgifterne. Danmark var endnu præget af statsbankrotten i 1814.

 

Situationen i København den 22. marts

I København betød det, at de nationalliberale Ejderfolk kunne presse en del af kongens helstatsfolk ud fra deres ministerposter og overtage styringen af Danmark den 22. marts 1848. Borgerne i Slesvig og Holsten fik den besked, at man ville tillade en holstensk løsrivelse fra riget, men Slesvig skulle stadig tilhøre Danmark.

Ved Christian den Syvendes død den 20. januar 1848 overtog Frederik den Syvende tronen. Den nye konge var ikke indstillet på at videreføre sin faders hårde linje over for Slesvig – Holsten, men han afviste ønsket om løsrivelse af området fra Kongeåen til Ejderen. I stedet håbede han på, at der ved forhandling kunne opnås et resultat, der var acceptabel for alle parter.

 

Regering i Kiel den 23. marts

I Kiel gik rygterne, at kongen var taget til fange af pøbelen. Centrale personer i den Slesvig – Holstenske bevægelse benyttede lejligheden til at gennemføre løsrivelsen af de to hertugdømmer. Den 23. marts 1848 blev en provisorisk regering dannet i Kiel. Man udsendte en proklamation, der krævede at Slesvig
og Holsten blev sluttet sammen i én stat.

 

Erobringen af Rendsborg den 24. marts

Den 24. marts kørte et ekstratog fra Kiel til Rendsborg med soldater og 50 frivillige under ledelse af den ny regerings krigsminister, Frederik af Nør. Han var bror til hertugen af Augustenborg, som havde håbet på, at blive regent i den nye stat.

Erobringen af Rendsborg var meget let. Der var ingen vagter. Ved hjælp af brandklokken lokkede man soldaterne ud af fæstningen ubevæbnet. Officerer og soldater med tilknytning til Danmark fik lov til at marchere nordpå. Resten tilsluttede den Slesvig – Holstenske oprørshær.

 

Slaget ved Slesvig 23. april

Efter sejren ved Bov fik den danske hær kontrol over Slesvig ned til Ejderen. Men Preussen og det tyske forbund besluttede at komme oprørerne til hjælp. Den preussiske general Wrangel angreb med 32.000 mand og 74 kanoner i slaget ved Slesvig den 23. april 1848. Det lykkedes ikke for de 10.000 danskere at holde stand, og de trak sig tilbage til Als.

 

Sejr i Nybøl og Dybbøl

Den danske hær vandt et slag ved Nybøl den 28. maj samt ved Dybbøl den 5. juni. Kampene ebbede ud og den 26. august sluttedes der våbenhvile i Malmø.

 

Nederlag og sejr

Det følgende år blev våbenstilstanden opsagt fra dansk side, og krigen genoptaget. Den danske hær var oppe på 41.000 mand, mens Slesvig – Holstenerne og tyskerne kunne mønstre 65.000. Derfor trak danskerne nord på. Den 23. april 1849 led den danske hær nederlag i slaget ved Kolding.  Derefter besatte fjenderne området til Århus. General Rye trak sin brigade ud på Mols, og forskansede sig her. Brigaden under de Meza forblev på Als.

I Fredericia var en styrke på 7.000 mand under kommando af oberst N.C. Lunding belejret af 14.000 tyske Slesvig – Holstenere. Lunding fik tilladelse af overgeneral Bülow til at foretage et udfald fra Fredericia.

Rye udskibede sine tropper fra Helgenæs til Fyn og videre til Fredericia. De Mezas styrker blev i stilhed trukket fra Als til Fyn.

Slaget ved Fredericia fandt sted den 6. juli 1849 og resulterede i en stor dansk sejr. Nu blandede russerne sig, og truede med at bryde forbindelserne til Preussen., hvorefter Wrangel fik ordre til at rømme Jylland.

 

Slaget ved Isted 25. juli 1850

De Slesvig – Holstenske oprørere fortsatte krigen på egen hånd, indtil de led et afgørende nederlag i det største slag i danmarkshistorien. Under slaget på Isted Hede kæmpede 40.000 danske soldater mod 34.000 tyske Slesvig – Holstenere, og da slaget sluttede 12 timer senere var resultatet 5.500 døde og sårede.

 

Slaget ved Frederiksstad oktober 1850

I oktober 1850 skete de sidste krigshandlinger, da de Slesvig – Holstenske tropper angreb Frederiksstad. Byen blev svært ødelagt, men angrebet var en fiasko.

 

Krigens afslutning

Den 8. maj 1852 underskrev stormagterne England, Rusland, Østrig og Preussen den såkaldte London – protokol, der fastholdt status quo. Det danske overherredømme over Slesvig og Holsten var fortsat garanteret. Men det blev fastslået, at hertugdømmerne ikke måtte sluttes sammen med Danmark eller hinanden.

 

Slesvig indlemmet i forfatningen

I 1863 havde Danmark uretmæssigt indlemmet Slesvig i forfatningen. Det afstedkom konfrontationer med Holsten og det tyske forbund. Danmark var helt uforberedt, og hjælpen fra udefra kom der ikke noget af. Udrustningen i den danske hær var ikke blevet forbedret, og forsvarsværkerne var ikke blevet forstærket. Og reaktionen sydfra kom åbenbart også som en overraskelse.

 

I strid med de internationale regler

I 1863 havde de nationalliberale fået genoplivet Ejder – politikken. Man forsøgte at få indlemmet hele Slesvig i kongeriget, hvilket var i strid med fredsaftalerne i 1851 – 52. Måske havde danskerne håbet på en skandinavisk alliance.

Den 23. december 1863 havde hannoveranske og saksiske tropper besat Holsten og Lauenburg. Preussen og Østrig stillede Danmark et ultimatum. Inden for 48 timer skulle man ophæve forfatningen.

 

Danevirke stormes 2. februar

Den 31. januar 1864 stod 57.000 preussiske og østrigske soldater klar til at overskride Ejderen. Dagen efter gik man over floden. Den 2. februar blev Danevirke angrebet Både med hensyn til udrustning, antal og uddannelse var den Preussisk/østrigske hær den danske overlegen. Danskerne var udstyret med forladegeværer, hvorimod preusserne havde ny-konstruerede bagladegeværer, som kunne afskyde 4 skud, hver gang danskerne affyrede 1.

Da de danske styrker ankom til Danevirke var indkvarteringsforholdene elendige, og der var ikke bygget forbindelsesveje til stedet. Kulden gjorde også sit til, at besværliggøre forsvaret.

Preusserne var udstyret med moderne bagladegeværer, der kunne skyde med 7 – 8 skud i minuttet. De kunne lade i liggende stilling. Deres geværer var 4 – 5 gange hurtigere end danskernes. Her skulle man rejse sig op, når der skulle lades og bruge lade-stokken. Disse forhold var den menige soldat og den danske befolkning ikke klar over.

Den danske hærledelse under den øverst befalende de Meza indså hurtigt, at overmagten var for stor. Man besluttede at trække sig tilbage mod nord.

 

Tilbagetrækningen

Under ekstreme forhold med snestorm og kulde trak den danske hær sig tilbage mod Flensborg. 10 soldater fryser ihjel, 120 bliver taget til fange og 173 deserterer undervejs.

Kort før grænsen ved Sankelmark indhentede østrigske tropper den danske hær. Det kom til en voldsom kamp. Danskernes seje kamp og de relative store østrigske tab, for østrigerne til at opgive videre forfølgelse.

 

Den danske hær delte sig

Den danske hær ændrede strategi. Hovedparten ca. 26.000 går mod Dybbøl. Resten gik nordpå i Jylland. En afdeling forblev i Fredericia for at forsvare skansen.

 

Angreb mod Dybbøl

Den 18. april foretog de preussiske styrker flere mindre angreb mod stillingen i forbindelse med anlæggelsen af en pontonbro over Egernsund, som skulle sætte preusserne i stand til at besætte Broagerland. Det danske panserskib Rolf Krake sejlede ind i Flensborg Fjord, og forsøgte at ødelægge broen uden held.

De preussiske styrker tog en del danske fanger. Den 22. februar foretages et større angreb. Den 17. marts trænges danskerne helt tilbage til skansen. Ved de to angreb mistede danskerne cirka 900 mand.

Fra den 10. marts anlægges kanonstillinger på Broagerland. Moderne belejringsskyts transporteredes fra Berlin til Dybbøl. Den 15. marts sættes der store angreb ind, men preusserne måtte indse, at kanonbeskydning ikke alene kunne fordrive danskerne fra skansen.

Den 28. marts blev skansens sydside angrebet Men panserskibet Rolf Krakes indsats forhindrer et større angreb.

Preusserne havde anlagt nogle kæmpe kanonstillinger foran de danske. 126 preussiske kanoner og morterer fordelt på 30 batterier deltog i ødelæggelsen af de danske skanser.

Den 18. april kl. 4 om morgenen begyndte det mest alvorlige angreb af Dybbølstillingen med 8.000 granater på kun seks timer. Kl. 10 stoppede kanonerne og 10.000 veltrænede preussiske stormtropper angreb. Herefter fulgte yderligere 10.000 mand, og bagved lå yderligere 20.000 parat til angreb.

Cirka 5.000 danske soldater lå i forreste række og modtog preusserne med geværild. I løbet af en halv time var alle syv skanser erobret. De preussiske styrker var beruset af sejren og officererne var ved at miste kontrollen. Det var lige før, det var lykkedes de danske styrker at vinde modangrebet, men i sidste øjeblik
fik de preussiske officerer styr på deres soldater.

De danske tropper trak sig tilbage til brohovedet ved Alssund. Den sidste danske soldat forlod Skansen kl.14.

Næste dag forhandlede man sig til en våbenhvile fra klokken 12 til 19. De sårede blev samlet op, og de døde blev begravet i store massegrave omkring Dybbøl Kirke. Tabene den 18. april var

• 1.201 preussiske døde og sårede
• 1.669 danske døde og sårede, samt 3.131 u-sårede fanger og desertører Mange af de sidstnævnte kunne også være døde.

Efter den glædelige meddelelse rejste kejser Wilhelm af Preussen til Slesvig, hvor han ankom 21. april. På markerne ved Adsbøl og Gråsten blev der gennemført en kæmpe sejrsmarch med 20.000 mand.

Efter nederlaget ved Dybbøl beordrede den danske krigsminister Lundby til alles forundring en tilbagetrækning fra den langt stærkere Fredericia – fæstning. Alle kræfter blev nu sat til at forsvare Fyn, Als og Nørrejylland.

 

Flåden vandt i Nordsøen

Den østrigske flåde, der havde base i Adriaterhavet var nu på vej til Danmark. I antal var den, den danske flåde overlegen. Den danske eskadre i Nordsøen blev forstærket, og bestod af to fregatter og en korvet. Opgaven var et møde den østrigske fortrop.

Den 9. maj kl. 13.45 åbner østrigerne ild på 4 km´s afstand. Den danske flåde trækker sig dog sejrrigt ud af kampen.

 

Danmark forlod fredskonferencen

En konference i London indledes den 25. april. Men forhandlingerne bryder sammen den 25. juni. Danmark accepterer kun en grænse ved Danevirke.

 

Angreb mod Als

Den 29. juni kl. 2 om morgenen sætter 2.500 preussiske soldater med 600 både den første angrebsbølge mod Alssund ved Sottrupskov.

Den danske hær forsøger på at forsvare, men man er meget dårlig organiseret. De danske styrker er hurtigt trængt tilbage. Det danske panserskib Rolf Krake deltog i evakueringen af de danske tropper. Tropperne trækker sig tilbage til Kegnæs, hvor de udskibes. Den danske hærs tab i forbindelse med kampene på Als var på i alt 3.148 mand (døde, sårede og tilfangetagende). De tilsvarende preussiske tal var 372.

 

Modløsheden bredte sig

Efter tabet af Als bredte modløsheden sig i Danmark. Hele Jylland var besat Man var bange for at Fyn nu også skulle blive angrebet. Den danske regering gik af. Man anmodede om våbenhvile og fredsforhandlinger blev indledt i Wien, som blev underskrevet den 30. oktober 1864.

Sejrherrerne var nådesløse ved fredsforhandlingerne. Danmark måtte afstå hertugdømmerne. Nederlaget var total. Det var ingen garantier for de dansksindede. Danmark mistede Slesvig, Holsten og Lauenburg og dermed to femtedel af landets samlede størrelse. Indbyggertallet blev reduceret fra 2,6 millioner til 1,6 millioner.

Kilde: 

• Div. Litteratur 1864 
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse) 
• www.dengang.dk – div. artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• Under www.dengang.dk finder du 1.784 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 43 artikler 
• Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du 142 artikler 

Redigeret 28. – 02. 2022