Dette er Tønder – historie fra 1728 – 1829. Og der er igen engang sprogproblemer. Selv om Brorson kom med danske salmer, måtte de ikke synges i alle kirker. Der var nogen, der ikke forstod et ord tysk. Værst stod det til med kvinderne. Man forstod ikke præsten og katekismus – stakkels konfirmander. Amtmanden og provsten i Tønder løg over for kongen for at forstærke fortyskningen. Det danske sprog var helt udelukket på Tønder Seminarium. Først i 1810 fik man 2 – timers dansk, og først i 1828 fik man en lærer i dansk – men ak og ved, hvilken lærer!

 

En god hjælpepræst

I året 1728 blev Johan Herman Schrader præst i Tønder. Han var født i Hamborg. Han fandt sig i at den danske præst Hans Adolf Brorson blev hjælpepræst i byen. Han tilskyndede vel også til, at der nu blev indført dansk salmesang ved den danske gudstjeneste. Det mærkelig forhold, at der blev sunget tysk samlesang ved danske gudstjenester havde været almindelig i sønderjyske købstæder havde været almindelig lige siden reformationen.

 

Danske salmer

Men i julen 1732 indførte Brorson dansk salmesang med sin herlige samling af danske julesalmer. Men med Troens rare Klenodie kunne især sønderjyder nu synge dansk ril påske, pinse og advent.

 

Pietister

Begge de nævnte præster var pietister, og dette vakte også genklang hos Christian den Sjette. Kongen begyndte at rette sin opmærksomhed mod Sønderjylland. Han forlangte indberetninger om skolens og kirkens tilstand i Sønderjylland. Og det var i den grad mærkelig indberetninger, som han modtog. Sproget var en stor hindring i forståelsen af Guds ord. Enten forstod man ikke dansk eller tysk.

 

Hele befolkningen i Aabenraa kunne tysk?

Amtmanden og Provsten i Aabenraa meddelte, at i byen var hele gudstjenesten og skoleundervisningen tysk med undtagelse af, når der holdtes dansk froprædiken. Amtmand v. Massow mente, at hele befolkningen i Aabenraa var kyndige i tysk.

 

Kun 1/30 talte tysk

I Løgumkloster var der tysk skoleundervisning og tysk prædiken hver 3. uge. Det ville man godt have ændret til hver 4. uge. Der blev nemlig påstået, at kun 1/30 af befolkningen kunne tysk. Men her var amtmanden helt uenig. Han mente derimod at de fleste var noksom kyndige i det tyske Sprog. På landet var alt dansk.

 

Man skulle kunne læse Forordningerne

Amtmanden og Provsten i Tønder Amt regnede alle de frisiske sogne samt de tilgrænsende nærmest danske sogne Læk, Klægsbøl, Nykirke og Rødenæs for rent tyske. Så talte de også om blandede sogne, hvor der, sagde de, tales mere dansk og skoleundervisningen er tysk.

I Højer, som de indrømmede var dansk, blev der dog stadig sunget tyske salmer til danske gudstjenester, og skoleundervisningen var på tysk. Man mente dog, at det var en fordel med tysk, da man så kunne læse de kongelige love og anordninger, der var udstedt på tysk.

Efterhånden blev tysk samlesang afskaffet i Højer og Løgumkloster til dansk gudstjeneste, og det samme var tilfældet for længst i Tønder.

 

Struensee på besøg i Tønder

I sommeren 1777 visiterede provst Struensee Tønder Provsti, hvor der side om side var dansktalende menigheder med henholdsvis tysk og dansk kirke – og skolesprog. Struensee var Generalsuperintendent. Her havde han lejlighed til at se forskellen. Han rapporterede direkte til kongen.  Han siger herom:

Ved Eksamina bemærkede jeg tydelig, hvorledes Undervisningen er beskaffen saavel i Skoler som Kirker. Hvor der er dansk Prædiken og Ungdomsundervisning fandt jeg Kundskaben god på de fleste Steder. Men i nogle Menigheder, hvor Gudstjenesten holdes i det tyske Sprog, var Uvidenheden stor. En medvirkende Aarsag hertil er vel, at Indbyggerne indbyrdes taler Dansk og på Søkysten i Hvidding Herred, Frisisk. Det er vel Kongens aller alvorligste Befaling, at Skoleungdommen overalt i Hertugdømmet skal undervise i det Sprog, hvori der bliver prædiket. Med denne ”alleheilsameste” Befaling bliver ikke efterkommet alle Steder.

Hvor der prædikes Tysk og Indbyggerne indbyrdes taler Dansk og Frisisk, der lærer Børnene hverken at forstaa Ord eller Mening, da de lige til Konfirmationen kun hører Dansk eller Frisisk. Jeg har ikke forsømt, at indprænte det alvorligste at indprænte Præster og Skolemestre at intet Sprog tales i Skolerne uden det, i hvilken den offentlige Gudstjeneste holdes.

I Særdelshed har jeg bemærket, at simple Folk af Kvindekønnet slet ikke er det tyske Sprog mægtige. Paa nogle Steder har jeg paa Grund af særlige Anliggender haft Lejlighed til at tale med dem. Men de har slet ikke kunnet forstaa mig, naar jeg talte Tysk til dem. Ikke desto mindre hører disse Personer tysk prædiken, synger Tyske Salmer og fremsiger deres Skriftemaal i det tyske Sprog.

 

Struensee ville fremme fortyskningen

De fleste havde en mistanke om, at Struensee ville fremme det tyske sprog. Men han kunne godt se, at der var noget alvorlig galt. Det var langt fra alle, der fik noget ud af, at gå i skole, og langt fra alle forstod præsten.

 

En forstærkning af det tyske sprog

I Tønder mente både Amtmand og Provst, at folk ikke kunne lære noget om Gud, når de ikke forstod tysk. Det førte til en henstilling til skolemestrene, om at forstærke deres indsats med at undervise i det tyske sprog.

 

Angreb af en præst i Tønder

Men senere bed pastor Balthasar Petersen fra sig og lod sine foresatte vide, at tysk gudstjeneste i mange menigheder var en hindring for kristelige livs trivsel. Han sagde endvidere, at mange præster uden lovlig ret havde indført det tyske kirkesprog i tillid til Hertugen på Gottorp. Hans angreb var så heftig, at regeringen så sig nødsaget til at udsende en erklæring den 10. november 1778, at det var forbudt for præsterne på egen hånd, at indføre det tyske kirkesprog.

 

Fortyskningen skulle udvides

I mellemtiden havde Struensees indberetning ført til, at den daværende udenrigsminister og præsident i Det Tyske Kancelli, Grev A.P. Bernstorff fik den ide, at fortyskningen skulle udvides til hele Sønderjylland. Med andre ord, der hvor der nu var dansk kirke og skolesprog, ja da skulle eleverne have så meget tysk undervisning, at de kan forstå de forordninger, der udsendtes.

 

Præsten ændrede indstilling

Åbenbart synes, Balthasar Petersen, at dette var en god ide. Det så ud som om, at han havde drejet sig 180 grader. Han sagde det på den måde, at han var

Særlig glad over Udsigten til, at Pigerne kunde komme til at lære tysk, for de kunne jo blive Enker og paa den Maade faa megen Nytte af at kunne læse Loven.

Overkonsitoriet fandt dog den bernstorffske tanke for urimelig og frarådede den af hensyn til, at lærerne ikke kunne tysk.

 

Pastor Fabricius protesterede

Syd for Tønder i Kær Herred indtrådte Struensees fortyskning. Her måtte de dansksprogede præster adlyde. Men præsten Anders Gottlieb Fabricius i Humtrup overrakte biskoppen sin fremstilling af situationen. Han gjorde opmærksom på, at der i kirker og skoler blev talt tysk, men at indbyggerne alle talte dansk. Det var kun enkelte, der talte tysk. Børnene lærer Katekismus på tysk. Degnen i Humptrup taler tysk, uden nogen sinde at få et svar på dette sprog. Konfirmanderne i området er temmelig uvidende, for de har ikke forstået noget som helst, forklarede pastor Fabricius. Pastoren forklarede, at nabopræster i Aventoft og Ubjerghavde det på samme måde. Det var kun i Læk, Enge og Stedesand, der blev talt tysk, hævdede præsten.

Pastoren sluttede sin henvendelse med, at han håbede, at begge sprog blev indført, og at man fik dansksprogede skole – og salmebøger.

 

Struensee lyttede

Struensee bad om et møde med Fabricius. Det endte med, at han godt kunne se, at han havde gjort nogle uret. Struensee sendte derfor Fabricius brev videre til kongen med en anbefaling. Han gjorde også gældende, at der var mange menigheder i Tønder Amt og nogle i Flensborg Amt, hvor beboerne indbyrdes talte dansk, og børnene aldrig hørte et andet sprog. Derfor er det umuligt for dem, at forstå en prædiken eller et foredrag i det tyske sprog. Dette var årsagen til den store uvidenhed.

 

En helt anden indstilling

Dette førte nu til, at Amtmanden og Provsten var halvanden år, om at afgive en erklæring. Det gjorde de den 17. september 1782. Og man kan vel godt kalde den erklæring for uredelig. De sagde, at

1. Det tyske sprog ufejlbarlig var det herskende i Kær Herred
2. Nu og da blev der hovedsagelig for tjenestefolk nordfra holdt en dansk gudstjeneste
3. Bønderne gennemgående forlangte tysk undervisning, for at deres børn kunne hævde sig i stæderne og i det fremmede.
4. De allerunderdanigst fraråde forandringen

Det var en helt anden udlægning end den, som den lokale præst kom med. Endvidere rettede Overkomsitoriet sig også ind efter Amtmanden og Provstens udlægning. De havde ellers lagt beslutningerne om anvendelse af det danske sprog ud til menighederne.

 

Adlers forslag blev forkastet

Struensees efterfølger blev J.G.K. Adler. Og det skete i 1796. Han kunne godt se, hvor unaturlig og skadelig forholdene var i Flensborg og Tønder Amter. Han mente, at der skulle flere dygtige lærerkræfter til. Det var ikke nok, at der i 1781 blev stiftet et seminarium i Kiel, og i 1786 et i Tønder. Han mente også, at lærerlønningerne skulle i vejret. Adler fik oprettet 440 faste skoler i Sønderjylland, og nedlagt alle latinskoler undtagen fire stykker.

Adler forlangte, at seminaristerne i Tønder skulle undervises i dansk retskrivning og katekismus. Skolerne i Nordslesvig, hvor der var dansk undervisning, skulle have danske læsebøger. Men ak Overkonsitoriet satte sig imod. Adler måtte opgive sit forehavende.

 

Det danske sprog var udelukket på Tønder Seminarium

Da det danske sprog således fuldstændig blev udelukket fra Tønder Seminarium gik de unge mennesker, der ville være lærere i de danske skoler i Nordslesvig til kongerigske seminarier – især til Skaarup.

 

2 timers dansk – uden for normal skoletid

Dette betød også, at der kun var 12 seminarister i Tønder i 1794, selv om Provst B. Petersen havde doneret 18 pladser.

Først i 1810 fik seminaristerne lov til at få 2 timers undervisning i dansk uden for skoletiden.

 

Sikke dog en lærer

Og først i 1829 blev der ansat en lærer i dansk. Men ak og ve. Det blev den mest skamløse og berygtede præst af dem alle, Jørgen Brag, præst i Adsbøl. Det var ham, som Hertugen af Augustenborg brugte til at forberede sit oprør i 1848.

 

Kilde: Se

• Litteratur Tønder
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Brorson – en præst fra Tønder
• Emmerske – ved Tønder
• Tønder Kristkirke
• Tønder Statsseminariums historie
• Åndens Folk i Tønder
• De sidste Hertuger på Augustenborg
• Rendsborg 1848