Hvorfor var Bødlen og Natmanden uærlig?

Ærligt arbejde. Bødler og natmænd blev tillagt magiske kræfter. Erhvervene blev omtalt allerede i 1200-tallet. Var det ”uærligt” at spise hestekød? Jydske rakkere blev sammenlignet med natmænd.  En lov påbød at ansætte bøddel og rakker. Først omkring 1800 syntes ”uærligheden” at forsvinde. Flere erhverv var ”uærlige” i Tyskland.  Dommere og fyrster måtte selv udføre dødsdommen.  Et smudsigt erhverv. Æresfortabelse. Man mistede æren på kagen. Tyve og mordere fik tilbudt stillingen.  Professionelle skarprettere vandt frem. Ikke alle skarprettere var lige velhavende. Natmænd var byens luksus. Selvdøde dyr måtte ikke begraves med hud.

 

Uærligt arbejde

Vi har tidligere skrevet især om bødlerne. De og natmændene var underlagt den såkaldte uærlighed. Det betød, at de var udeladt af de ærliges fællesskab. De var foragtede og frygtede. Skellet mellem dem og den ærlige befolkning var konkret fysisk. Man måtte ikke røre ved bødlen og natmanden. Også deres familier var uærlige.

Allerede i 1688 skrev Sjællands stiftamtmand Otto Krabbe, hvor umuligt det var at få natmændene i købstæderne ordentlig begravet.  Ingen ville berøre ligene eller ligkisterne.

Bødlen blev uærlig, når han ved skampælen på byens torv offentlig piskede lovbrydere eller henrettede dem på retterstedet uden for byerne, Natmændene hjalp bødlen i hans arbejde. De fjernede og aftog huden af selvdøde dyr. De aflivede heste og indfangede og aflivede katte og hunde. De fjernede natrenovation og de fejede skorstene.

Alle disse opgaver var det mere eller mindre uærliggørende for almindelige mennesker at udføre. Erhvervene som bøddel og natmænd er kendte i Danmark fra omkring år 1500 og op til omkring 1850. I 1700 – tallet havde groft sagt hvert andet amt sin bøddel og hver købstad og herred sin natmand.

 

Bødler og natmænd blev tillagt magiske kræfter

Det er vanskeligt for os i dag at forstå, hvorfor man i bogstavelig forstand havde berøringsangst. Denne fremmedartede forestilling forekommer i dag primitive og uantagelige.

Det havde noget at gøre med folkeliv overtro, hvor bødler og natmænd tillagdes magiske evner som følge af deres erhverv. Men de indeholdt også en kraftig social nedvurdering og en voldsom foragt for disse to erhverv.

Fra 1685 forsøgte den danske stat at bekæmpe disse forestillinger. Men i dagligdagen anerkendte den danske stat imidlertid uærligheden.  I mange sammenhænge.

 

Erhvervene omtales i 1200-tallet

Erhvervene omtales første gang sidt i 1200-tallet i de tyske byer. Deres oprindelse må derfor antages placeret noget før. Og måske skal vi se uærligheden i forbindelse med hedensk og kristen religion.

Tager man udgangspunkt i den sociale nedvurdering, synes middelalderbyens udvikling med bl.a. den stærke lavsstruktur at være det centrale. Endelig ligger også forbindelsen til den juridiske æresfortabelse som en mulig grundforklaring.

 

Var det uærligt at spise hestekød?

En fordom var at det var uærligt at slå heste ihjel og spise deres kød. En af natmændenes opgaver var netop at aflive heste. Det var ikke rationelt at lade et nærende og velsmagende fødemiddel gå tabt.

I Danmark begyndte lærere og på veterinærskolen omkring år 1800 at slagte og spise hestekød. Der blev oprettet et hesteslagteri, hvis mest stabile aftager var Tugt-, Rasp – Og Forbedringshuset.

Et vigtigt element i fordommen mod hestekød var imidlertid at forklare dens oprindelse. Der er eksempler fra den nordiske sagn – og sagalitteratur på at hestene ofredes til guderne og spistes som et helligt måltid. Men der var dog også eksempler på, at heste blev fortæret uden nogen form for religiøst formål.

Det Gamle testamente indeholder flere spiseforbud heriblandt at spise kød af dyr, der ikke har spaltede klove. Hvilket heste ikke har. Heller ikke selvdøde dyr måtte spises. Men blev ”uren” indtil aften, hvis man havde rørt ved et selvdødt dyr.

Ved kristendommens indførelse i Nordeuropa blev de gammeltestamentlige spiseforbud introduceret. Et paveforbud fra 740 indeholder forbud mod at spise heste og harer.

Hvor de andre spiseforbud ikke slog an i Norden, så blev forbuddet mod at spise hestekød gentaget i en række nordiske – især islandske – kirkelove fra 1000-1200 tallene. Årsagen kan være, at hestene var brugt til ofringer i den hedenske religion, hvorfor denne spise var ukristelig.

 

Rakkere sammenlignes med natmænd

I begyndelsen af 1820’erne kunne man endnu i de øde egne af Jylland møde omvandrende grupper af folk, som udførte diverse småhåndværk, men også i høj grad tiggere. Grupperne udførte også de foragtede natmands-håndværk. Natmandsfolket på den jyske hade havde egne skikke og desuden i et vist omfang et eget sprog, som de kaldte ”rotvelsk”. Det var dengang navnet på et tysk ”tyvesprog” i Tyskland. Denne gruppe havde myndighedernes interesse. Det var derfor de blev forfulgt.

Disse natmænd blev også kaldt tatere og et ord, der antagelig ligger på Facebooks ”forbudt-liste”. Steen Steensen Blicher har ofte beskæftiget sig med disse i hans beskrivelser af den jyske hede og på vores hjemmeside kan du også læse om dette folkefærd.

Det første belæg for, at der var bødler i Danmark, er omtale af en bøddel i København i 1496. Fra 1516 findes en indirekte omtale af en rakker i København.

 

Lov påbyder at ansætte bøddel og rakker

Christian den Anden påbød i sin verdslige lov af 1521 alle købstæder at ansætte en bøddel og en rakker. Denne sidste skulle udføre ådsler og andet som stank fra købstæderne. Omkring år 1600 fandtes bødler i de fleste købstæder og i herreder som lå langt fra købstæder.

 

Først omkring 1800 synes ”uærligheden” at forsvinde

Omkring enevældens indførelse vandt tyske skarpretterslægter indpas i Danmark. Enevælds-kongerne gav efterhånden disse privilegier til at være skarprettere i stadigt større områder. De fleste skarprettere i 1700-tallet var velstående. De forestod ansættelse og opsyn med natmændene i deres bøddeldomme.

I en forordning af 21. marts 1685 besværede kongen sig over, at en del løse personer, som bl.a. skorstensfejere og natmænd søgte at tiltvinge sig rettighed til at udføre adskillige tinge arbejder under skin af, at det skulle være uærligt.

Forordningen bestemte at disse herefter ikke skulle anses for uærlige. Det måtte heller ikke anses for uærligt at udføre dødt kvæg og anden urenlighed.

Forordningen blev gentaget flere gange i 1700-tallet men tilsyneladende med begrænset effekt.  Først omkring 1800 syntes natmændene og uærlighedsforestillingerne at vige.

 

Flere erhverv var ”uærlige” i Tyskland

I Danmark var den professionsbestemte uærlighed altovervejende begrænset til bødlen og natmanden. Men i Tyskland var den mere udbredt. En lang række erhverv har haft en eller anden form for uærlighed knyttet til sig i de tyske byer. Det var hyrder, møllere, vandrende musikanter, gøglere, bademestre, barberer og linnedvævere.

Også visse offentlige embeder blev tillagt en form for uærlighed. Det gjaldt toldere, kirkegårdsgravere, tårnvægtere, tiggerfogeder, natvægtere og bytjenere. Måske kan man kalde uærligheden for småborgerlig.

 

Dommere og fyrster måtte selv udføre dødsdommen

Før bødlen var det dommeren eller den anklagede part, som også udførte dommen. Det er således endda eksempler på, at tyske fyrster og hertuger selv udførte henrettelserne. Men allerede i 1276 kan vi se forekomsten af bødlen som selvstændigt erhverv i det tyske byer. (Augsburg).

Måske har dette noget at gøre med romerrettens stigende indflydelse i Tyskland. I den romerske tradition var bødlen ilde lidt.

I kristendommen er det at slå ihjel et brud på det 7. bud. Der kendes flere eksempler på bødler, som tog på pilgrimsfærd for at sone deres mange drab.

Bødlen fungerede som leverandør af magiske relikvier fra sin arbejdsplads. Skamstøtten – kagen – på byens torv, spillede hovedrollen i bekæmpelsen af usædeligheden i 1500 – 1600 – tallene. Herpå udspillede der sig et helt uærliggørelses teater, hvis hovedperson var bødlen.

 

Et smudsigt erhverv

Bødlens funktion var grusom og natmandens erhverv var smudsig. Og så kunne det vare at befolkningen på en eller anden måde har fået en traumatisk holdning til dette. Dette kun også være årsag til uærlighed.

Bødlen såvel som rakkeren blev også smittet af den jævnlige omgang med uærlige forbrydere, særlig med tyve, mente man. Andre forskere mener, at årsagen til natmændenes uærlighed ligger i den tyske kultur. Det skyldes de tyske håndværkslav.

Nogle mente også at offentlige henrettelser havde et religiøst indhold. For at afvente gudernes vrede, måtte ”mis-æderen” ofres til guderne.

Særlig tyske forskere synes, at uærligheds-betegnelsen kommer fra et borgerligt æresbegreb. I middelalderbyerne skulle alle forsvare dem. Dem der så ikke gjorde det blev kaldt ”ohne Gewehr” men også ”unehrlich”.

 

Æresfortabelse

Op gennem middelalderen værnede især de fattige håndværk om deres ære og bruge afvisningen af de uærlige hverv og uærlige handlinger i øvrigt som en vigtig social afgrænsning nedadtil.

Det centrale i æresfortabelsen var den foragt, som fulgte af selve forbrydelsen. Kagen og kagstolpen skulle man ikke røre. Så blev man uærlig.

Bødlen og hans hjælper, rakkeren (natmanden)færdes hjemmevant på den uærlige kag. De udførte de mindre forbryders æresfortabelse med piskning osv. De hængte tyvene på den lige så skyede galgebakke. Rakkeren skar de rådne lig ned og begravede dem i galgebakken. Denne overførsel af smitte fra dem, som dømmes til æresfortabelse, må være en vigtig medvirkende årsag til bødlens og rakkerens uærlighed.

 

Man mistede æren på kagen

Det stod ikke i lovene, at berøring med kagen gjorde uærlig, men forestillingen støttedes af bystyret og det dominerende handelsborgerskab, som lod kagbygningerne rejse.

Også hekseforfølgelsen hang sammen med den uærlige bøddel i Danmark. Bødlen var et vigtigt instrument for myndighederne i det groteske skuespil. Han fremtvang bekendelserne med tortur og udførte den uhyggelige levende afbrænding af heksene.

De forbrydere, der mistede æren på kagen, men ikke blev hængt, forsvandt jo ikke.  De blev udstødt af det nærsamfund, som dømte dem, men måtte så flygte et andet sted hen. Derfor var der konstant i samfundet et element af afskyede æreløse personer, som ærlige borgere måtte vare sig for at tage i deres brød. Ærligt tyende måtte vare sig for at arbejde sammen med dem.

 

Tyve og mordere blev tilbudt stillingen

Bødlens og rakkernes huse blev så samlingspunkter for de æreløse udstødte. Nye kandidater til de to erhverv kunne så rekrutteres fra disse. De havde jo allerede været i berøring med kagen.

Der er i Danmark flere eksempler på, at mord – og tyveridømte undslap sværdet eller galgen mod at blive bøddel i stedet. Det var vanskeligt at finde folk til et så vanærende arbejde. Myndighederne kunne vel heller ikke have været utilfredse med at udpege en morder eller tyv dertil.

Den selv kagstrøgne eller måske øreløse tyv-bøddel som også fjernede stinkende ådsler, inkarnerede alt afskyvækkende og gjorde mødet med ham/hende på kagen endnu frygteligere.

Dette skrækkens og afskyens teater på byens vigtigste torv kulminerede først i 1600-tallet, men skiftede også karakter. Det var samtidig med at hekseforfølgelserne begyndte at give moralske tømmermænd, begyndte de herskende også at væmmes ved straffescenariet. Bødlen var trods alt statens forlængede arm. Jo mere grotesk han fremtrådte, des mere hævngerrig og blodtørstig fremstod staten og retssamfundet.

 

Professionelle Skarprettere vandt frem

I stedet for tyve- og morderbødlen fremtrådte så den professionelle højtbetalte skarpretter, som for at ansættes skulle dokumentere sin uddannelse, gode vandel og helst afstamning fra skarprettere.

Henrettelserne var nu rykket udenfor byerne. Skarpretteren skulle værdigt og professionel usvigelig træfsikkerhed gøre volden så upersonlig som muligt. Sammenhængen mellem forbrydelsen og afstraffelsen skulle dominere sceneriet uden at bringe magtapparatet i uønsket fokus. Skarpretterens professionalisme, gode vandel og rigdom hævede dem delvis ud af bødlernes uærlighed, i Danmark fra omkring 1700.

Som bødlens medarbejdere ramtes natmændene også af kagens uærligheds-smitte.

 

Ikke alle skarprettere var lige velhavende

Nu var det ikke alle bødler der var lige velhavende. Mange kunne slet ikke leve af deres profession. De fik enten en fast årlig ydelse., fik ret til opkrævning af bøddelpenge hos borgere og bønder, eller fik forpagtningen af natmandsbevillinger.

 

Natmænd – var byens luksus

Natmændene var henvist til at leve af deres profession. Det oprindelige erhvervsindhold synes at være fjernelse af ådsler, natrenovation og andre uhumskheder fra byerne. Den ældste betegnelse for natmanden i Tyskland var det latinske ”cloacarius”. Det betyder, den som har med spildevandskanaler at gøre. Det gamle nordtyske og nordiske betegnelse ”rakker” stammer enten fra ordet ”raken” som på ældre nedertysk og i øvrigt også på engelsk betyder bortskaffelse af urenlighed. På højtysk ”recken” betyder ordet ”at strække eller torturerer”.

Borgere i større byer, som ansatte en natmand, slap for selv at udføre de ubehagelige arbejdsopgaver. Det var en bylivets luksus og må være blevet betragtet som udtryk for by-civilisation og forfinelse, at borgerne ikke som bonden var tvunget til selv at borttage ådsler og andre urenheder. På den måde kom den uglesete natmand til at markere bylivets dannelsesmæssige fortrin.

 

Selvdøde dyr måtte ikke begraves med hud

Den mest udbredte tyske benævnelser for natmænd fra renæssancen og fremefter var imidlertid ”Schinder” eller ”Abdecker”, som hentyder til dette at flå huden af dyrene.

Natmændenes vigtigste indtægt i 1600 – 1800-tallets Nordtyskland viser at salget af huder som de aftog af ådslerne, var deres vigtigste indtægtskilde.

En forordning fra den 31.1.1794 befalede, at det ikke var tilladt at begrave selvdøde dyr før huden var aftaget, ligesom ingen måtte undslå sig for at hjælpe hermed.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• tidsskrift.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.745 artikler

 

• Under Andre Historier (70 artikler) finder du:
• Jagten på den adelige heks
• Var Anne Palles den sidste heks?
• Borgerligt Regimente
• Kjælle-Kaspar – den sidste Kæltring
• En professor og en taterkonge
• Norden for Lands Lov og Ret

 

• Under Østerbro (96 artikler) finder du:
• Henrettet på Østerfælled 1772
• Mordet i Vordingborggade 1942
• Henrettelse på Østerbro
• De gamle statsfængsler på Citadellet
• Et mord i Brumleby 1914
• Mord på Østerbro 1893
• Vilhelmine Møller – en morder fra Østerbro
• Legemsdele i Kastelgraven

 

• Under København (188 artikler) finder du:
• Bag Bremerholms mure
• Børne – og Tugthuset
• Mord i Nyhavn

 

• Under Nørrebro (303 artikler) finder du:
• Barnemorderen fra Jægersborggade 1-3
• Likvideret på Nørrebro

 

• Under Sønderjylland (202 artikler) finder du:
• En skarpretter fra Haderslev
• Riber Ret (3)
• Ribe – Hekseafbrænding (2)
• Lov og ret i Sønderjylland – dengang
• Et mord 1814
• De Mystiske Mord ved Grænsen 1-2

 

• Under Tønder (280 artikler) finder du:
• Bødler i Tønder
• I fængsel i Tønder
• Henrettelser i Tønder
• Æ Kagmand i Tynne (Kagmanden) i Tønder)
• Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
• Lov og ret i Tønder

 

• Under Aabenraa (166 artikler) finder du:
• Henrettet i Aabenraa (b)
• Lov og ret i Aabenraa
• Urnehoved 1-2
• Jordemødre, Hekse og kloge koner

 

• Under Besættelsestiden før/under/efter (352 artikler) finder du:
• Henrettelser i Undallslund
• Rovmordet i Utterslev Mose
• Ikke alle mord skulle undersøges
• I et skyde-skur på Amager
• Dødsstraf
• Deserteret i Svendborg – Likvideret i Gelting Bugt.
• Likvideret i Alssund den 5. maj 1940

 

• Under Grænsen er overskredet (6 artikler)
• Asmus Jensen – et mord efter 1945