Historier fra Rise og Lundtoft med Sundeved

Vi kigger langt tilbage. Hvad er en Vætte? Heksene i Aabenraa. Men hvor ligger Urnehoved? Kongelig nattely i Bolderslev. Ingen af dem kom i graven uden uheld. Og dengang hed det Kliplev Herred. ”Tav” gik rundt. Løjt-kæmpen blev slået til døde. Bars blev drillet. Sten var der mange af i de gamle sagn. Kertil Urne var her. Kæmpen balder fra Bolderslev. Rune blev ofret ved Tohøj. Han græd hende i live. Bodum var bondeslægtens hjemsted. Kassø-folk var stridbare. Løjtningerne skiftede kirke. Junker Vigge’ s meget sørgelige historie. Skatten sank i nærhen af Nybøl. De to kæmpers kamp. En vætte i Bybjerg ved Felsted. Rise Herreds vætte var en god knivsmed. Hornet blev taget fra vætteren. Barnegråd hindrede skattejagt. Genfærdsluer. Der et spøgelse i Røde Kro. Angel-ormen blev dræbt.

Vi har kigget langt tilbage

Vi har kigget i gamle folkeminder og i gamle sagn, for at se om der var nogle historier fra egnen. Ofte bliver disse kun leveret i enkelte sætninger. Nogle af historierne er så gamle, at vi ikke umiddelbar kan genfinde stednavnene. Så kære læsere god fornøjelse med historier fra Rise og Lundtoft Herreder med Sundeved.

Der er nogle stednavne, vi ikke har kunnet fastslå. Der hvor det er muligt bruger vi de gamle vendinger.

Vi skal måske lige tilføje, at du i andre artikler kan finde mange flere myter, sagn og historier fra specielt Løjt fra dengang

Hvad er en Vætte?

Og så bruges begrebet en Vætte, og hvad er en Vætte. Ja begrebet findes fra nordiske folketro og før-kristen religion. Det var nogle væsner, der bosatte sig under menneskernes boliger. De var tyvagtige. De kunne gøre sig usynlige og forvirre folks syn. De var ofte forbundet med sygdomme og ulykker.

Der findes dog også sagn om mere fredelige og endda venskabelige forbindelser mellem vætter og mennesker. Selv om de var en del af den hedenske mytologi, var det ikke ualmindeligt, at man fortsatte med at dyrke dem langt ind i kristen tid.

De er beslægtet med nisserne.

Heksene i Aabenraa

Under tortur indrømmede Anna Jørgensdatter i 1617, at hun havde stået i lære hos en heks i Kappel. Endvidere indrømmede hun, at hun havde dræbt køer og ved nattetid havde hun danset på Galgebakken. Hun havde plejet omgang med Djævlen.

Margrete Krog var en anden heks fra Aabenraa. Hun skulle gennemgå hekseprøven. Men hun var prisgivet på forhånd. Prøven bestod i, at hun blev smidt i Aabenraa Fjord. Svømmede hun ovenpå, var hun heks. Druknede, ja så var hun ikke heks men så var det bare for sent.

I årene 1500 til 1700 døde mange tusinde danske kvinder på heksebålet. Flammerne blev tændt med kirkens velsignelse. I den katolske kirke havde man ligefrem en heksebibel (1487). Denne bibel gav retningslinjer, hvordan man finder frem til en heks. Hekseri stammede fra kvindens umættelige kødlige lyst. Man kunne sandelig også læse, at kvinderne havde mindre forstand. De blev under tortur aftvunget tilståelser. Her indrømmede de, at de var i pagt med djævlen.

I kirken holdt man øje med kvinderne. For hvis man tørrede sig om munden med et lommetørklæde var man højst sandsynlig en heks. Efter altergangen skulle man være på vagt, for en heks blev nødt til at spytte nadverbrødet ud igen. Fra prædikestolen kunne præsten hurtig se, hvem sognets heks var. Hun ville nemlig vende ansigtet bort.

Det var jo en grund til at høsten slog fejl, at et barn døde og at køerne blev syge. Man kiggede sig rundt i lokalsamfundet for at se, hvem der opførte sig mærkeligt.

Hvor ligger Urnehoved?

Hvor Slogs, Rise og Lundtofte Herreder mødes skal Sønderjyllands gamle landsting Urnehoved findes. Stedet skulle være i en sædmark øst for Oksevejen nord for Uge, øst for Bolderslev, ude ved sogneskellet. Men der er intet at se.

Sønderjyske Jordebøger er i vildrede med byer i Bylderup og Uge sogne til hvilken herred de hører. Urnehoved nævnes ikke. Uden om Urnehoved ligger ”Hjemtingene”. Lovtrup, Rise og Lundtoft. Vi har tidligere i to artikler kigget på de syv steder, hvor man mener, at Urnehoved kunne ligge.

Landstingets sted kunne ikke bruges til herredsting, men nær den bønderne bygdens stævne.

Kongelig nattely i Bolderslev

Når kongen kom og satte ting, kunne han søge nattely i Bolderslev, hvor et sted blev kaldt for kongehuset og et andet Friplov. Manden herfra blev fri fra skattetynge, fordi han dengang, da byen var kringsat med fjender, reddede kongen, og bar ham ud i en sæk. En anden kongsgård har der været i Søderup, nord for Bolderslev, hvor Svend Estridsen døde.

Og det med at en konge bæres væk i en sæk kendes også fra et frisisk kampsagn.

Ingen af dem kom i graven uden uheld

Valdemars Jordebog nævner skatteskyldig jord mange steder i området. Men dette nævnte sagnene aldrig nået om. De har en sær trang til at vende op på stort og småt. De husker en sten og en kilde i århundreder, men de var ligeglade med, hvor landstinget.

Syd for Rise ”blev der gjort falsk Ed” af syv bønder i Søst. Ingen af disse kom i graven uden uheld.

Det hed engang Kliplev Herred

Lundtoft Herred hed i Kong Volmers tid Kliplev Herred efter den store kirke-by Kliplev. Her rejste pilgrimme hen for at fejre St. Hjælper. Siden har herredet fået navn efter den lille landsby Lundtoft.

”Tav” gik rundt

I Sundeved kendes intet gammelt tingsted, men en Tingsti. Den kan spores over Svejrup, Tumbøl, Felsted, Hostrup og Stubbæk mod Urnehoved.

Sundeved havde i Varnæs Sogn et gammelt birketing. Stenderup ved Nybøl havde sin ”Tavhavpold, hvor by-mænd samledes, når budstikken kaldet ”Tav” gik rundt mellem gårdene.

Brudeeng

Brujseng (brudeeng) hedder et vejkryds øst i Stenderup eller et sted ved vejen mellem Sottrup og Snogbæk. Her blev et brudefærd udsat for en ulykke, siger sagnet. Bruden skal være set med udslået hår. Måske er det ”Helligstedet”. Måske var der her man blev viet.

Mellem Sundeved og det øvrige land er der blevet sat stenmærker.

Pinsegraven

Vest for det sydlige Broager lå i en lavning ”Pinsegraven” en stor sten, hvor en ”nedmaning” skal være sket.

I grænseskellet mellem Nybøl, Dybbøl og Stenderup står en sten, som en jæger brød sin hals på. Han jager her med sine hunde.

Og kong Volmer hviler sig på en sten i Stampagerfort i Stenderup.

Sten slynget af kæmpekvinden fra Fyn

Mellem Sundeved og Als står Dybbøl-stenen, også kaldet ”Barsten” eller ”Deggersten”. Den blev slynget i hosebånd eller hårbånd af Kæmpekvinden fra Fyn. Den vender sig, når den lugter nyt brød. Hun slyngede også en til Ullerup og en til, der faldt ved Tumbøl.

Løjt-kæmpen blev slået til døde

Kæmpen i Løjt ville kaste en sten til Egvad Kirke, men stenen nåede kun Rise Hjarup på sysselskellet og ved Løjt Sogneskel. Løjt-kæmpen boede i Bøgebjerg vest for Barsmark. Midsommernat satte han fod på en sten og hævede bjerget på fire gloende pæle til midsommergildet. Stenen med jættefoden ligger nu dækket af jord i Hundeglad Forte.

Løjtkæmpen blev ”slået til døde” af Bars på Barsø (eller Barsmark) og den sten ligger ved Høgebjerg.

Bars blev drillet

Da Bars ville gå over vandet fra Barsø og blev hånet af Løjt-boerne, fordi han stred imod storm, kastede han en fingermærket sten efter dem.

Sten var det mange af i de gamle sagn

Nogle sten i et dige ved Elbjerg og i et andet ved Overgård hører kirken til. Den skulle have været rejst ved Elbjerg.

En sten med indhuggene tegn lå ved Dybvighoved – vejen, og når den svedte varslede det ildebrand.

Gårdnavnet Fladsten går med i ringen af stenmærker rundt om Løjt.

Bars gik over fra Barsø og tog vikingesæde ved Dannebrog-stenene i Genner og jord i Løjt, der kaldes Barsmark. Hans kone hed Birret (Barvid?) Deres grave var Barshøj og Birrithøj ved Povlsgård.

Nu sidder han under mulden i Ellum Syssels nordøstre hjørne. Det kan vi høre om i visen:

• Hvad om den gamle Bars endnu en Gang saa op?

Kertil Urne var her

• Kertil Urne ligger her

Ja sådan stod det på en runesten på Bjolderup kirkegård ved Urnehoved. Men den er hvis nok nu på museet i Kiel. Det er en dansk adelssten, men tysk adel havde magten i landsdelen.

Også Barvid Syssels sten ved Hovslund gik til Tyskland, nemlig Berlin.

Kæmpen Balder fra Bolderslev

I den vestlige del af Rise Herred levede kæmpen Balder i Bolderslev. Det er gudekongen Balder, som ifølge Saxo kom fra Baldersbrønde på Sjælland. Jo det var ham, der kæmpede med kong Hoter i Højer.

Det er en Baldershøj syd for Agerskov kirke. I Bolderslev er der spor af Balders Borg på en af højene. Han har søgt at vinde land i nord og i vest for Rise Herred.

Sagnet mindes Balder og Bars som kæmper med kone – Bars og Birrit, Balder og Runde. Og balder ofrer hende:

• Balder Rune og hans viv, ypped dem en stor kiv

Men på Tohøj dær slog Balder Rune død

Tohøj ligger øst for Bolderslev ved Urnehoved.

Sjov nok så findes der en sjællandsk juleleg og i den lyder det således:

• – stor kiv i Tune, dær slog Balder Rune

Ni Slag ville vi slaa, dermed hjem gaa, en, to tre osv.

Rune bliver ofret ved Tohøj

I Sundeved kvæder Vætten i Bøgebjerg:

• Sej Mand, du paa den brune Drik en Skaal med gamle Rune

Og rytteren flyer med vættens bæger.

Sagnet nævner også Rune som Kæmpe og Munk, men hos Saxo står Balders kamp om kvinden Nanna. Rune er hans viv, og han ofrer hende på Kongestævnet på Tohøj ved Urnehoved.

Mellem Balder og Bars styrer Kæmpen Roland med sit kørertøj ud i Rolandskilde og hans frue ofrer sig i sin ”Kvide for ham i Fruens Pyt”

Han græder hende til live

På borgen i Rise levede en herre, der fandt sin frue død og han græd hende tilbage til livet i et nu.

Til alle sider af Rise Herred står mand med kvinde. Her mødes ved folkestævnet den grædegivende kæmpekvinde og den landeværende Kæmpe. Han dræber hende ved Urnehoved, græder hende til live i Rise.

Bodum er bondeslægtens hjemsted

I dette Kæmpeland, nævnes Bodum som bondelsægtens første hjemsted. Når der siges:

• Det ved Gud og hver Mand i Bodum

Ja så ved alle det.

Kassø-folk var stridbare

Man sagde om Kassø-folk, at de var stridbare. Da de havde sloges i tre døgn sagde de:

• Vi er int skillest ad enno.

I Aarslev var der tapre folk. En bonde dræbte alene mange ”Tatarer”. Han angrede kun, at han engang havde dræbt en svensker.

Løjtningerne skiftede kirke

Løjtboerne havde også et godt ord på sig. De søgte engang over Sysselskellet til kirke i øster Løgum, og her sagde præsten til løgumborgerne:

• Lad de løjtninger tage sæde, dem bør vi ære. Vil vi have en god kælvekoskal vi til Løjt, skal vi have en god følhoppe skal vi til Løjt, og vil vi have en amme skal vi også til Løjt.

Men nu gad løjtningerne ikke mere søge den kirke. Så fik de præst sammen med Varnæs i Sundeved.

Junker Vigge på Vold

Ovre ved Varnæs var der en hellig mand, der byggede kirke, Junker Vigge på Vold. Han gjorde også en pilgrimsfærd. Gammel kom han hjem og satte sig ved sin elskedes grav under det store træ ved kirkens østergavl. Så blev han jordet der. Det går sagn om, at hun var fra Helnæs på Fyn. De flygtede sammen, men blev skilt af på isflagerne. Hun gik i kloster. Han første hende derfra, tvang præsten til at bie dem. Men hun blev ikke hans, thi klostrets værge dræbte hende.

Ja se dette sagn har vi tidligere beskrevet men i en lidt anden version.

Junker Vigge var en ung og velhavende ridder, som boede på borgen Vold ved Varnæs. Han forelskede sig i Jomfru Ida, som boede på Helnæs hos sin far, Ridder Ove. Han snakkede med præsten i Varnæs om han ville vie dem. Det ville han godt, hvis Junker Vigge ville bygge en kirke.

Kirken blev bygget og med pater Mathies som vidne trolovede Ridder Ove sin datter til Junker Vigge. Herefter vendte Junkeren fra Varnæs hjem til sin borg for at afvente sin tilkommende.

Ridder Ove var i gæld til den mægtige Grev John af odde. Greven ønskede Frøken Ida forlovet til sin søn Kaj. En uhæderlig pagt blev indgået mellem de gamle mænd. Under julemessen kom det Vigge for øre, at Ida skulle bortgiftes til Kaj. Han faldt på knæ foran alteret i Varnæs Kirke og svor, at her skulle jomfruen blive hans brud, om det så skulle koste hans sjæl.

Lillebælt var frosset til. Julenat drog junker Vigge sammen med tyve svende over isen til Helnæs. Her ankom følget netop betids til at afbryde bryllupsklokkerne med sværdet. Ingen blev skånet undtagen Ida, som skulle med til Varnæs.

På tilbagevejen over Lillebælt brød isen op. Ida og Vigge kom bort fra hinanden. Mange omkom, og de elskende troede, at de havde mistet hinanden. Det gik flere år, hvor skæbnen førte de to sammen. I Letland var Ida gået i kloster. Sammen rejste de til Varnæs, hvor de endelig blev viet.

Men ak og ved. Morgenen efter var Ida dø. Hun havde i konflikten mellem kærlighed og nonneløftet valgt døden som sidste udvej.

Mange år senere vandrede en olding ind på Varnæs Kirkegård. Det var Junker Vigge for at sone sin skyld havde han hvileløst vandret rundt i årevis. Den gamle lagde sig på Idas grav og udåndede.

Ved korgavlen af Varnæs Kirke under den gamle løn ligger to som i livet ikke kunne få hinanden forenet for evigheden. Tidligere stod der altid vand i en hulning i det gamle træ. Vandet havde helbredende virkning. Desværre er træet nu så utæt i bunden og vandet er borte. Men øverst i gavlen ses stadig Junker Vigges hoved i sten.

Skatten sank i nærheden af Nybøl

Nede ved Gråsten bliver røveren Alf en hellig mand.  Og eneboer. Han taler til folket alt imens han ruger over sine elleve døde røverbrødres skatte, som han lover den der jorder ham. Skatten findes under hans leje. Men den skal fragtes over isen mod Nybøl, ind i Sundeved. Til sidst synker den.

De to kæmpers kamp

Når kæmperne optræder ved Sundeveds fjorde er de strenge. Det skete også for Sundeved-kæmperen. Alsingerne ville have Sundved-boerne derover, og lod Als Kæmpen udfordre Sundeved kæmpen til kamp. Først skulle de se, hvem der kunne æde mest.

Så satte de to kæmper sig på Dybbølbjerg og lod deres folk bringe kost i mængder. De åd lige meget. Manden, der kæmpede for fri samfærd sejrede, alsingeren vandt over Sundeved – kæmpen til alles glæde.

En vætte i Bybjerg ved Felsted

Lundtoft Herred har ingen kæmpe, men til gengæld den værste Vætte. Han bor i Bybjerg ved Felsted-ved skellet til Sundeved. Han røver kvinder, og når de skal føde ind i bjerget, må der hentes overjords jordemoder. Hun fik høvlspåner i løn og kastede dem bort. Men en blev hængende på hendes klæder og blev til guld.

Hun havde smurt sit ene øje med den slave, hun skulle ofre til den spæde. Det betød, at hun blev synsk. Hun kunne se Vætten ved kirken om søndagen. Hun hilste på ham. Da stak han hendes synske øje ud.

Bonden vågede over sin kone i barselsseng

Kvinder i barselsseng røver han især og lægger en træstøtte i stedet. Bonden der kørte til mølle hørte det lyde fra højen:

• Skær Lise med den lange næse ud.

Han skyndte sig hjem og lod våge over sin kone i barselssengen. Da Vætten kom med træbilledet og lagde det i sengen, var han rede og greb sin kone. ”Lad mig ha´ mit og tag i jert. Så kunne de tage deres træbillede igen.

Dette sagn kendes kun her og på Bornholm, begge steder ved kysten.

Rise Herreds vætte var en god knivsmed

Rise Herreds Vætte i Trebjerg er en god smed, særlig knivsmed. De sår der skæres med hans kniv heles ikke.

Fra en høj ved Mellerup sprang en Vætte frem og bad bonden om at blive budt til bryllup med et stort stykke guld i brudegave. Mern hvad med brudespillet. Pauker og trommer og tordenvejr det kunne Vætten ikke holde ud.

Brød i løn

Ude i Løjt må bonden lave Vættens bageskovl og får brød i løn.

Hornet blev taget fra Vætteren

Rise Herreds Vætter er gode. Med dem er ingen strid. Alligevel hændte det, at en karl tog bægeret fra højfolk i Hjordkær. Det blev alterbæger, men låntes ud til syge og til bryllupsgilder, da det gav helse og lykke. Ved et bryllup i Alslev kom en stodder og bad om at drikke af alterbægeret, da han var syg. Men han afleverede aldrig bægeret igen. Men Vætteren sørgede for at det kom tilbage.

I Sundeved må Vætteren to steder give bægeret fra sig. Da Legbjerg mellem Sottrup og Ragebøl står på gloende pæle og rytteren bydes på et bæger, rider han bort med det og Vætteren råber:

• Kom Enhorn, Guldhorn er borte.

Men rytteren reddede hornet og gav det til kirken i Dybbøl.

Vætteren fra Bøgebjerg kvæder

Et andet horn blev taget fra Bøgebjerg, hvor Vætten kvæder verset:

• Sej, Mand du på den brune

Drik en tår med gamle Rune

Tre hundrede og ti jeg er i dag

Drik min skål mig til behag

Man hørte barnegråd ved skattejagt

Bedst stod det til med Vætter blandt bønder i Rise Herred. Da Rise mænd ville grave skatte hørtes barnegråd og de holder op. Man måtte ikke tage fra hjemstavns-jord.

Genfærdsluer

Fra Rise Herred ses et sønderjysk sagn om genfærdsluer.

Det blev svoret falsk om en eng i Hjordkær. Konen sagde til manden:

• Vil du ikke hellere i Helvede og have en rig søn, end have en fattig søn og komme i Himmerig.

Han svor, som hun ville og derfor brænder de tre luer, Bådkilde i Hjordkær. Lignende tre lys brænder i Rugbjerg, Øster Løgum og bliver kaldt Bravrup Trædeild.

Trolde var kirke-byggere

To store kæmpe-trolde blev hyret til at bygge Hjordkær Kirke og Hellevad Kirke. Hjordkær Kirke blev først færdig. Men man havde kun en murske, som man måtte låne hos hinanden. Trolden i Hellevad Kirke blev så arrig, da han så at Hjordkær Kirke var færdig, at han smed murskeen med sådan en kraft mod kirken, at den ramte tårnet. Det er derfor at Hjordkær Kirke ikke i dag har et tårn.

Der kæmpes mod Hel

Der kæmpes mod Hel. Og dette begreb er sønderjysk. Hel er en hest, der farer og spreder Sot og død. Den kan vis bort med ord:

• Gå til Løjt

Ja sådan kunne man henvise den til alle steder. Døden rådede alle steder.

I Hjordkær farer Hel ude på ensom vej, og dens hovslag lyder. Vejen hedder ”Langtborte”, måske er det her, hvor Rise Herred brast ender med sine fire sogne.

Hel rider og Hel rider fra by til by.

Der er et spøgelse på Røde Kro

Her skete der en grusom ulykke. Ved et bryllup på kroen blev Peter Larsen dræbt af Per Hørlyk i 1685. Det eneste øjenvidne var Maren hansdatter. Hendes udtalelser var nok til at sende gerningsmanden på galgen.

Adskillige overnattende på Røde Kro kan berette om, at der af og til er sære lyde på kroen. Usmurte døre åbnes, gulvbrædder betrædes. Man mener, at det er Peter Hørlyks sjæl, der er på besøg.

Nu har undertegnede også adskillige gange siddet på Røde Kro i Rødekro og hørt lyde, men det skyldes nok noget andet, nemlig ”en for meget”.

Angel-ormen blev dræbt

Ved Urnehoved hører Rigskongen dagen til. Og ved begge grænser holder Lindormen til. På Broagerland samler den Sundeved med Angel.

Men ved Broagers vestkyst gik 25 karle på en mark med hver deres le. Så skete der, at en le ramte en slange og slangen skreg. Dens mage over fra Angel kom så svømmende med et blad i munden for at læge den sårede.

Men karle fik dræbt Angels orm inden den kom i land. Men at ormene dræbtes i sagnet vil kun sige, at de bliver levende i mindet som båndet mellem landene, Sundeved – Angel.

Kilde:

• Thorkild Gravlund: herredsbogen Sønderjylland og Øerne
• E.T. Kristensen: Gamle Fortællinger om det jyske Almueliv
• E.T. Kristensen: Danske Ordsprog
• E.T. Kristensen: Danske Sagn
• Jens Kamp: Danske Folkeminder
• Svend Grundtvig: Gamle Danske Minder
• Thiele: Danmarks Folkesagn
• Diverse artikler på www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere:

• Mellem Hjordkær og Rødekro
• Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland
• Endnu flere præster og godtfolk i Sønderjylland
• Løjt Land nordøst for Aabenraa
• Anekdoter fra det gamle Løjt
• Kirker-syd for Aabenraa
• Kliplev Marked
• Urnehoved 1 – 2 og mange andre