Historien om Overvågning (1)

Her er masser af blå briller og spioner. Det er altid fare for konspiration, når man fortæller om egne oplevelser, Der var et godt samarbejde med tysk politi i 1930erne. Efter krigen ansatte man tidligere Gestapo – folk i jagten efter kommunister. I 1948 var man bange for russisk invasion. Var PET i lommen på CIA? Der eksisterede et hemmeligt notat hos efterretningstjenesten og politikerne. Var det virkelig 400.000 registreret i 1960erne? Venstrefløjen skulle i den grad overvåges. Aksel Larsen samarbejdede med CIA. Arbejderbevægelsen havde deres eget register.

 

Fare for konspiration

Problemet med at skrive om dette emne, er, at man nærmer sig ofte konspiration. I et andet medie har vi efterhånden skrevet 38 artikler om emnet – men mere emnet, som det udvikler sig i dag. I denne artikel vil vi gå historisk til værks.

 

Stå ret for majoren 

Inde hos Telegraftropperne i Århus fik et år til at gå. Som en herlig afveksling havde vi civilundervisning. Jeg meldte mig til at undervise i et tema Radiobølger. Jeg vidste en del om det, og havde stillet nogle betingelser til kompagniet. Dem var man gået med til.

Jeg havde fået omadresseret min post fra Tønder til Langlandsgades Kaserne. Og jeg havde ikke tænkt på, at der kunne være noget kontroversielt imellem. Men det var det åbenbart. Jeg havde en hobby med at aflytte både radioamatør og radiofonistationer. Og særlig de sidstnævnte kvitterede ofte med farvestråelende bøger og brochurer.

En dag blev jeg så kaldt over til Major Løwenstein. Jeg skulle give en forklaring på alt det, der var blevet sendt fra Radio Moskva. Majoren havde selv pakket min pakke op. Jeg fik en advarsel om, at jeg ikke skulle lade mig påvirke af kommunistisk propaganda.

Et par dage efter, da jeg gik rundt med en flok interesserede i et par soldaterbiler for at teste hærens nyeste radiomodtagere, blev jeg nærmest arresteret og ført hen til en sur løjtnant, der betragtede det, som jeg gjorde, som spionage. Vi var i 1971 og koldkrigen rasede.

 

Filmstar på Den Amerikanske Ambassade

Mindst hver anden uge er jo på Garnisonskirkegården og besøge min afdøde kone. For cirka fem stod der pludselig et par uniformerede vagter, går jeg ud fra, oppe på øverste etage på Den Amerikanske Ambassade med et kamera i hånden og filmede mig på kirkegården.

Hold da op med det pjat, råbte jeg, hvorefter to granvoksne vagter nærmede sig. Jeg skyndte mig væk, godt sur i skralden, men tænkte ellers ikke over, før jeg 14 dage oplevede det samme.

Om mandagen ringede jeg til Kirkegårdskontoret. Her kunne de godt forstå min vrede. Men de kunne ikke gøre noget, og det kunne ikke betale sig at klage til politiet eller ambassaden. Det ville jeg ikke få noget ud af. De har deres helt egen rettigheder, blev det sagt.

Siden har der ikke været ballade fra ambassaden. Jeg spekulerede faktisk på, om jeg har foretaget mig noget antiamerikansk. Og ja, det var dengang for nu cirka 20 år siden, hvor jeg skrev en del artikler i Dagbladet Arbejderen. Og her skrev jeg en overgang en del antiamerikanske artikler. Jeg var blevet lidt sur over amerikanernes dobbeltmoral. Men egentlig burde det jo ikke være de artikler. Vi har ytringsfrihed

 

PET på arkivet

Inden vi her går i gang med vores egentlige artikel, så har mange af de artikler, der ligger her på siden ført til arkivindgang – eller snarere omvendt. Her har min makker og mig oplevet direkte interesse fra bl.a. PET og efterfølgende en mærkelig opførsel fra arkiverne. Og netop i disse dage er der så trådt en lovgivning i kraft. Vi skal til at starte forfra med at indhente tilladelser til diverse arkiver. Dem havde vi så haft i forvejen, men nej.

Men frygt ikke kære læsere. I Danmark har man ikke ret til at registrere dig, hvis du tilhører en lovlig organisation og bruger din ytringsfrihed og ellers opfører dig ordentlig.

 

Efterretningsvæsen siden 1920erne

Siden slutningen af 1920erne havde politiet en efterretningsafdeling. Den var dog ikke landsdækkende og hørte under Københavns Politi.

 

Godt og tæt samarbejde med tyskerne

Den 25. marts 1933 skrev Københavns Politidirektør til Politipræsidenten i Berlin med henblik på et samarbejde om bekæmpelse af Kommunisme.

Fra dansk side ville man gerne vide, om der opholdt sig tyske kommunistiske anstiftere. Fra dansk side var man mere interesseret i at få fat i kommunister frem for nazister. Men gennem 1930erne knyttede der sig et godt og tæt samarbejde mellem det danske efterretningsvæsen (Københavns Politi Afd. D) og tysk politi.

 

Russer – Hansen

Chefen for Afd. D hed Andreas Hansen. Han gik under navnet Russer – Hansen på grund af sin legendariske kommunistforskrækkelse. Han blev senere tvunget til at forlade sin post, da det kom frem, at afdelingen i 1934 havde bortført den tyske immigrant Franz Vogel og sendt ham til Tyskland efter de tyske myndigheders ønske.

Andreas Hansen formulerede selv grundlaget for Afd. D’ s arbejde. I en beretning, der i 1936 blev sendt ud til alle landets politimestre hed det blandt andet:

• Enhver Kommunist tilhører et Verdensparti, hvorved der systematisk udøves Lands – og Højforræderi mod det enkelte Land.
• De Kommunistiske Partiers saakaldte Arbejde er intet andet en latent Borgerkrig, ført ved hjælp af Opløsning.

 

Et landsdækkende sikkerhedspoliti

I november 1938 talte folketingsmedlemmer om at oprette et landsdækkende sikkerhedspoliti under Rigspolitiet. Det skulle ifølge justitsminister K.K. Steincke:

• Skabe værn mod handlinger, der er rettet mod rigets selvstændighed og lovlige samfundsorden, samt naturligvis i stigende grad gennemførelsen af effektiv tilsyn med fremmede og rejsende.

Ideen blev realiseret i 1939, da den nationale sikkerhedstjeneste SIPO (Sikkerhedspolitiet) blev oprettet.

Organisatorisk lå SIPO under Rigspolitichef Thune Jacobsen. SIPO’s første chef blev politiinspektør Poul Strøbech.

 

Et register blev udleveret til tyskerne

Afdeling D samarbejdede med den tyske besættelsesmagt og Gestapo. Det skete formelt i forbindelse med regeringens samarbejdspolitik. Men ofte gik SIPO og afdeling D langt videre.

Nazisterne krævede i forbindelse med tyskernes angreb mod Sovjet i 1941, at det danske politi skulle internere 60 danske kommunister. Men SIPO havde langt flere kommunister registreret. Så de valgte at arrestere ca. 300 flere. Gennem flere år var kommunister blevet registreret. Dette register blev senere udleveret til tyskerne. Flere af de internerede døde senere i tyske KZ – lejre.

Ifølge nogle af de kilder vi har anvendt til denne artikel, så hævdes det, at grunden til det danske politis beredvillighed var, at der blandt efterretningsafdelingens ledelse var flere overbeviste nazister.

 

Forløberen til Forsvarets Efterretningstjeneste

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) blev dannet i 1967 som selvstændig myndighed. Men da Anden Verdenskrig brød ud var efterretningsvæsnet opdelt i to:

• Generalstabens Efterretningssektion
• Marinestabens Efterretningssektion

Til forskel fra politiets efterretningssektion var militærets sektion nationalt indstillede og samarbejdede ikke med tyskerne eller Gestapo. De gik tidligt i gang med at modarbejde tyskerne. De opbyggede den militære tjeneste og samarbejde med udenlandske tjenester.

I 1943 da samarbejdspolitikken brød sammen, blev der på Den Danske Ambassade i Stockholm oprettet en dansk efterretningsafdeling.

Mange flygtede til Sverige. De kom hjem efter krigen og havde foretaget sig handlinger mod regeringen, fordi de fra starten modarbejde den danske regering. Under normale omstændigheder ville det blive betragtet som forræderi.

 

Man ansatte Gestapo – folk

Ved krigens afslutning var kommunisterne trods deres store indsats i modstandsarbejdet stadig nationens hovedfjende nummer et. Snart gik danske og engelske efterretningsfolk i gang med at afhøre befolkningen om, hvad de vidste om navngivne kommunister.

Ja man ansatte ligefrem gamle Gestapo – folk til dette arbejde. Og i den store og meget dyre kommisionsrapport om PET’ s arbejde (70 millioner kroner) i seks bind står følgende at læse:

• Der er ikke fundet noget spor i materialet af, at ledelsen eller medarbejderne på noget tidspunkt overvejede kildemæssige eller andre problemer ved at købe oplysninger om kommunister af tidligere Gestapo – folk.

 

Top – Nazist var Efterretningschef

Nu var det ikke kun det danske efterretningsvæsen, der brugte topnazister efter krigen. Det gjorde amerikanerne også i høj grad. Men også hos tyskerne fandt man dem.

I 1956 hed spionchefen i Tyskland, Dr. Schneider. Men under dette navn gemmer det sig Reinhard Gehlen, Hitler’s efterretningschef på østfronten. CIA, som ikke var meget bedre selv sagde:

• Man brugte Hitler’ s efterretningstjeneste som førerhund. Det eneste er bare, at den snor, som den er i, er for lang.

 

Vil ikke føre kartotek over ustraffede dansker

Den 5. marts 1947 garanterede den daværende justitsminister at

• Politiet ikke førte kartotek over ustraffede danske borgers lovlige politiske virksomhed

Det var Land og Folk, der mente at politiet stadig var i besiddelse af registret med alle kommunister. Trods dette er jagten på bevæbnede kommunister aldrig holdt op.

 

Aftale med amerikanerne

Efter krigen fandt kommandør P.A. Mørch ud af, at den reelle trussel kom fra russerne. På egen hånd uden om regeringen kontaktede han amerikanske OSS, det senere CIA, og indgik en aftale, der indebar at amerikanerne skulle levere en masse radioudstyr. Det var med henblik på, at der skulle oprettes et moderne aflytningscenter. Til gengæld skulle man hjælpe amerikanerne, der skulle tjene USA’ s formål. Herunder var det vigtigt for amerikanerne at få alt om kommunisme at vide.

Også tyskerne efterlod en del radioudstyr. Og det tog man også med tak imod.

 

Fra Den Danske Modstandsbevægelsen til israliterne

En væsentlig del af de våbner som modstandsbevægelsen havde til overs, særlig de kommunistiske blev samlet sammen i 1948 af Herbert Pundik og David Israel. De blev derefter smuglet til væbnede jødiske grupper i forbindelse med Israels dannelse. Disse oplysninger er dog ikke medtaget i den kommissionsrapport, vi referer til. Efterretningsvæsnet var fuld klar over dette smugleri.

 

1948: Russisk invasion truer

I påsken 1948 opstod der vedholdende rygter om, at Danmark ville blive offer for en russisk invasion. Statsminister Hans Hedtoft havde allerede givet spionchef (FE) H.M. Lunding lov til at købe 200.000 geværer.

Amerikanerne havde gjort opmærksom på, at de ville være en fordel at forsvare Læsø, Anholdt og eventuelt Samsø. Politimester Brix havde fået at vide, at han skulle bistå militæret.

 

To sønderjyder

Lunding ville helst forblive i det sønderjyske. Der skulle bare en gang imellem sendes lækkerier ned til ham bestående af specielle cigarer, whisky, kaffebønner, friske frotte – håndklæder, annanas og abrikos. m.m. Denne sønderjyde var udpeget til den militære efterretningsleder.

Hans bekendt, politimester Brix var udpeget til den første leder af PET. Politimesteren havde opbygget et meget omfattende register over folk fra Det Tyske Mindretal, Folk, der havde været frivillige ved fronten, dømte og ikke dømte efter besættelsestiden.

 

Klippe og klistre

Som en tommelfingerregel skulle PET jagte fremmede spioner inden for landets grænser, mens det militære efterretningsvæsen skulle jagte spioner uden for landets grænser.

Men først måtte 42 officerer gennempløje 44 internationale tidsskrifter og dagblade. Og så blev der ellers klippet og sat artikler i system på kartotekskort.

Nogle officerer blev sendt til uddannelse hos MI 15 og MI 16 i England. Andre måtte i gang med undervisning i det russiske samfund, østeuropæiske uniformer og gradstegn.

Under den kolde krig koncentrerede man sig om at aflytte skibe, hærstyrker og fly. Man fik specielle pejlestationer i Hjørring, Løgumkloster, Gedser og Bornholm.

 

Den Femte Kolonne

Myndighederne betragtede udmeldinger fra DKP som en begyndelse til en slags Femtekolonne. Derfor fik man fra CIA i 1948 kopi af et kartotek. Dette indeholdt oplysninger om danske statsborgere. Det var rart at have i tilfælde af en russisk invasion.

I 1950 blev der igen ændringer omkring registrering. Nu sagde man:

• Stive Regler har været hæmmende for et effektivt Efterforskningsarbejde, derfor er Registrering af lovlig politisk Virksomhed absolut nødvendig til bekæmpelse af 5. Kolonnevirksomhed og yderliggående politisk Infiltration i officielle Institutioner m.v.

 

Kommunist – aktionen bliver rost

I dette år havde man stadig ikke indset at aktionen mod kommunisterne var grundlovsstridigt. Ja det er der jo nogen, der den dag i dag heller ikke kan se. Men i 1950 blev der udsendt et notat, hvor der blandt andet stod anført:

• Politiets aktion den 22. juli 1942 mod DKP/ Danmarks Kommunistiske Parti og ledende personligheder viste, hvilken betydning et slagkraftigt og velorganiseret politi kan have i en given situation, når man i tide har det velforberedt, og der slås til samtidig i hele landet.

Først i 1951 blev Sikkerhedspolitiet, i forbindelse med politiets hemmelige tjenester, omdøbt, og fik sit nuværende navn PET

 

Utroværdige oplysninger

Ifølge efterretningsvæsnet skulle DKP i 1947 have foretaget en registrering af hele den danske befolkning. Tusindvis af grupper på fem personer skulle have registreret den danske befolkning. Men hvordan skulle det være foregået uden at vække opmærksomhed. I 1950erne og 1960erne så det også ud, som om, at alle militære oplysninger omkring Danmark kom via Vesttyskland.

Blandt PET var opfattelsen, at østeuropæiske efterretningstjenester fik deres spioner fra DKP’ s medlemsliste.

 

Er han kommunist?

I 1952 blev en kandidat fra Retsforbundet ganske chokeret, da politiet rettede henvendelse til hans arbejdsgiver for at få at vide, om han var kommunist. Årsagen var, at han havde skrevet under på en protest mod regeringens politik.

Dette afstedkom selvfølgelig en diskussion i Folketinget. Justitsminister Helga Petersen udtalte:

• Hvad angår spørgsmålet om kartotekerne, kan jeg henvise til, hvad der tidligere er oplyst for Tinget, at der her i landet ikke foretages registrering af personer blot på grund af deres politiske overbevisning.

 

Har man ikke lært af Tyskland og Rusland?  

Men Justitsministeren måtte dog trække denne udtalelse til bage, da der kunne fremdrages masser af eksempler på, at politisk registrering fandt sted. Dette fik folketingsmedlem Kjelgaard Iversen til at udtrykke dette:

• Det må herved ansås for fastslået, at danske myndigheder desværre fører sådanne (politiske) kartoteker. Jeg troede i øvrigt, at man havde lært tilstrækkeligt af Tyskland og Rusland, hvad diktaturets hemmelige politi og spionage over for befolkningen betyder.

 

I tilfælde af krig

I slutningen af 1950erne fandtes der detaljerede planer for interneringen af omkring 1.000 ledende kommunister i det storkøbenhavnske område i tilfælde af krigs – og krisesituationer. Enkelte hjemmeværnsafdelinger havde endda i de tidligere halvtredser gået endnu videre og udarbejdet likvidationslister.

 

PET i lommen på CIA?

I 1956 var kritikken over Brix arbejde hobet sig så meget op, at han måtte gå. Vi har tidligere beskæftiget os med denne her på siden. Han nåede dog at føre en bred side af, inden han gik. Og det handlede om, at han mente, at PET var fuldstændig i lommen på CIA.

 

Ulovlig registrering

Men trods dette, så fortsatte regeringen den ulovlige registrering. Det afslørede justitsminister Hans Hækkerup i 1963. Han sagde rent ud:

• Registrering omfatter personer, der har manifisteret et tilhørsforhold til ideologier, der er vor samfundsopfattelse fremmed, ja måske fjendtligt indstillet over for den, og som fremtræder med en sådan styrke, at det bringer sine tilhængeres loyalitet over for den danske stat i fare.

 

Et hemmeligt notat

For i virkeligheden opererede PET og sikkert også FE i mange år med et hemmeligt notat, som blev vedtaget af skiftende regeringer. Notatet tillod at man registrerede meget bredere end oplyst. Således ville man til stadighed have at vide, hvad der foregik hos kommunisterne og i de venstreorienterede miljøer.

 

Warmberg – udvalget

Ikke engang det nedsatte Warmberg – udvalg, der skulle føre tilsyn med PET var klar over dette notat.

Dette udvalg blev nedsat i 1964. Det blev nedsat som følge af masser af kritik over PET. Nu troede borgerne, at der var kommet en vagthund, som kunne kontrollere tjenestens registreringer og organisationer.

 

Var 400.000 borgere registreret?

Også midt i 1960erne kom det frem, at PET i mange havde gemt en masse oplysninger om et stort antal borgere. Ja man regnede med, at der lå et kartotek med omkring 400.000 borgere. Når danskere søgte om visum til andre lande kunne PET levere oplysninger om de pågældende borgere. Men atter engang, den 30. september 1968 udsendte regeringen er erklæring:

• Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.

 

PET bliver landsdækkende

Men i 1968 erklærede fik vi så justitsminister Knud Thestrup at registrering af danske statsborgere var nødvendig og skulle fortsætte. Det vakte vild forargelse og Venstresocialisterne forsøgte at rejse en rigsretssag.

Københavns Politis Efterretningsafdeling D blev i 1960erne til Københavns Sikkerhedspoliti og skulle efterforske politisk betonede attentater, hærværk og brandstiftelser.

I 1966 blev de to lagt sammen til en enkelt efterretningstjeneste ind i PET, der samtidig blev landsdækkende. I 1970 havde PET syv lokalkontorer fordelt over hele landet.

 

Venstrefløjen skal overvåges

Den 31. december 1968 udsendte PET – chefen, Arne Nielsen en instruks, hvor det bl.a. hedder:

• Følgende personer skal registreres, også hvis de alene er kendt som medlemmer af:

DKP’ s centralkomité

DKP´s Københavnerledelse

DKU’ s Hovedbestyrelse

DKU’ s Københavnerledelse

VS’ s Hovedbestyrelse

VS’ s Københavnerledelse

Overvågningen omfattede dog også abonnenter på kommunistiske blade, borgere, der skrev under som stillere for kommunisterne i tilfælde af valg, medlemmer af foreninger som af efterretningstjenesten blev betragtet som kommunistiske fronttjenester, møder arrangeret af kommunister, børn af kommunister der blev indkaldt til militæret, fredsaktivister m.m.

 

Til opgaven – med fuld energi

I koldkrigsperioden mellem 1945 og 1991 var Danmark allieret med resten af Vesteuropa og USA imod Sovjetunionen. Mange danskere frygtede længe en invasion fra øst. Det var en kamp mellem de kommunistiske og de kapitalistiske ideologier. Og dette satte i høj grad sit præg på PET og FE.

Danmarks tilhørsforhold til Vesten herunder NATO og USA, betød desuden, at mange danske politikere anså de dele af den danske venstrefløj, der havde forbindelser til Sovjet, som en potentiel trussel mod Danmark’ s sikkerhed og selvstændighed. Derfor fik PET til opgave at overvåge venstreorienterede. Og de gik til opgaven med masser af energi.

 

Firmaet

Nu var alt, hvad man foretog af overvågning måske ikke lige smart, men for det meste bevarede de implicerede deres job, og der blev aldrig rejst rigsretssag mod nogen politikere.

Firmaet var en dansk, halvprivat efterretningsorganisation, der fungerede fra 1948 – 1963. Stifteren af Firmaet hed Arne Sejr. Han havde været modstandsmand under besættelsen. Der havde han grundlagt Studenternes Efterretningstjeneste. Og denne bestod af tre dele:

• En ”hvilende” organisation, som skulle aktiveres, hvis eller når russerne invaderede
• En tilsyneladende officiel organisation, foreningen Frihed og Folkestyre
• En hemmelig organisation, der skulle varetage såkaldte ”sorte operationer”

Et af Firmaets ”sorte” aktioner var aflytningen af ægteparret Alfred Jensen og Ragnhild Jensen. Førstnævnte var også formand for DKP.  Man havde simpelthen lånt lejligheden nedenunder.

På baggrund af aflytningerne sendte man såkaldte sorte breve. Formålet var at splitte kommunisterne. Man udøvede psykologisk krigsførelse, og det så ud som om, at det lykkedes.

Og spionchef Lunding var slet ikke klar over dette. Han fik chokket en dag i 1963. Kontraefterretningschefen, Niels Bjarne Schou havde kørt parløb med amerikanerne

 

Axel Larsen samarbejdede med CIA

Axel Larsen havde forsøgt at føre en mere midtsøgende politik, men det lykkedes ikke at holde sammen på partiet. I november 1958 blev han kylet ud af DKP.

Han tabte magtkampen og dannede SF. Og hvad ikke engang det danske efterretningsvæsen vidste, var, at han arbejdede sammen med CIA.

 

Amerikanerne kvitterede med 2,6 millioner

 Både FE og CIA var aftagere af informationerne fra Firmaet. Og som tak for anstrengelserne kvitterede amerikanerne med 2,6 millioner kroner.

Men også andre støttede Firmaets aktiviteter. Herunder mange af dansk industris kæmper, Danfoss, F.L. Smidth, Carlsberg, Sukkerfabrikkerne og endda Arbejdsgiverforeningen og Industrirådet.

 

Jens Otto Kragh: Gør det så meget

Mange år senere kom det frem, at forsvarsminister Kjeld Olesen havde givet tilladelse til denne aflytning. Måske vidste Jens Otto Kragh dette for han spurgte:

• Gør det så meget

Og Rigsadvokaten mente, at sagen var forældet. Ja man kan undre sig over, at det heller ikke i dette tilfælde skete noget med de ansvarlige.

CIA var fuld af lovord over for Arne Sejr. Og Politikens chefredaktør, Herbert Pundik købte de seks røde ringbind med aflytningsmaterialet hos Niels Frommelt for 6.000 kr.

 

Arbejderbevægelsens Informations Central

Arbejderbevægelsens Informations Central (AIC) var fagbevægelsens og Socialdemokratiets efterretningstjeneste. AIC blev oprettet i 1944 for at overvåge kommunisterne. Denne overvågning fortsatte helt frem til 1973. Det var en stærk konkurrence om vælgerne mellem Socialdemokraterne og Kommunisterne. Og arbejderklassen skulle jo helst vælge det rigtige parti. AIC arbejdede både sammen med den militære efterretningstjeneste og den Amerikanske Ambassade i København.

Samarbejdet med PET blev formaliseret, da Brix blev chef.

 

Glæd jer til Del 2

Ude på Sandagergård på Aflandshage blev anlægget efterhånden udbygget til endnu mere aflytning.

Vi skal i næste del høre om mere avancerede aflytningsformer. Ja det startede med en computer med hele 16 kiloram hukommelse. Og så har efterretningsvæsnet i den grad været indblandet i en del episoder. Vi skal høre om Frede Farmand og Echelon og meget mere – men alt dette kan du læse i del 2.

 

Kilde: (1 – 2):

• Herbert Pundik: Det er ikke nok til at overleve (Gyldendal 2005)
• PET – Kommissionen 1 – 16
• Overvågning, Aflytning og Hacking 1 – 38 (norrebro.dk)
• Erik Haarest: Agent – affæren (1978)
• Jacob Andersen, Søren Jacobsen: Spionen, der sladrede (1977)
• –                             –            : Operation Kastanje
• Jacob Andersen: Undergravende virksomhed (Peter La Cour 1999)
• Preben Wilhjelm: Fra min Tid (2005)
• Preben Wilhjelm: Demokratiets vogtere (Centrum 1999)
• Charlotte Aagaard. I nationens tjeneste Frank Grevil – majoren, der fik nok (Information 2005)
• Rie Holdum: Hver en sten, der vil blive vendt (Tiderne Skifter 1999)
• Søren Steen Jespersen, Miki Mistrati: Den hemmelige tjeneste, da PET blev afsløret (Aschehoug 1999)
• Hans Jørgen Bonnichsen: Hånden (2006)
• Hans Davidsen Nielsen: I en højere sags tjeneste
• Wilhelm Christmas Møller: Obersten og Kammertjeneren (Gyldendal 1995)
• Kjeld Hillingsø: Trusselsbilledet – en koldkriger taler ud (2004)
• Per Henrik Hansen: Firmaets største bedrift – den hemmelige krig mod danske kommunister
• Hvidbog om PET (Demos)
• Erik Jensen: De hemmelige tjenester PET og FET gennem 40 år (Demos 1998)
• Arendse Lund, Jan Jørgensen: Spion for Danmark (Tiderne Skifter 1989)
• Flemming Sørensen: Demokratiets Grænseland (SP Forlag 1987)
• Martin Kryhl Jensen. Hetler – spionen fra højre (Peoples Press 2013)

 

 

Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk

• En justitsminister i unode
• Overvåget – dengang
• Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Historien om Overvågning 2
• Skyd efter benene
• Hvorfor skulle Janne dø?
• Bomben i Søllerødgade
• Bomben i Søllerødgade – nok engang
• Terrornatten på Nørrebro