Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Amalienborg

Juni 11, 2016

Amalienborg

Det er Eigtved vi kan takke for de fire flotte palæer. Og det er ham, vi kan takke for Frederiksstaden. Han satte nogle helt specifikke mål for standarden. Og mange af bygningerne kom fra hans hånd. Han var utrolig flittig og konstruktiv. Men det hele startede med en lysthave ved Vesterport, som blev ødelagt af svenskerne. Så blev den flyttet ud til Ny – København. Og her blev anlagt det første Amalienborg. En fødselsdagsfest ødelagde det hele. 200 mennesker indebrændte. I seks år lå det hele bare glemt og gemt. Christian den Sjette brugte 75 pct. af nationens budget til et kæmpe nyt slot. Og endelig kom Eigtveds fire flotte palæer op. Men den ene adelsmand havde ikke formue til at kunne fortsætte. Christiansborg brændte og kongefamilien blev hjemløs. Her er historien om en kongefamilie, hvor der både var børn født uden for ægteskab, elskerinder, sindssyge og meget andet.

 

Man føler sig kongelig

Man føler sig i den grad kongelig, når man befinder sig på slotspladsen. Og motivet gengives igen og igen på fil, postkort og turistbøger. De fire palæer er i sig selv også ganske imponerende.

 

Eigtved og Frederiksstaden

Og egentlig er stedet samt hele området, Frederiksstaden en mands værk. Og denne mand er Nicolai Eigtved. Ja egentlig blev han døbt Niels Madsen i 1701. Hans far var en fattig fæstebonde på gården Eigtved under Skjoldenæsholm Gods.

Som færdiguddannet fik han arbejde i Frederiksberg Have. Ja den 22 årige gartnersvend var så heldig at få et rejsepas underskrevet af Frederik den Fjerde.

I Polen arbejde han i det saksisk – polske bygningsvæsen. Her udmærkede han sig med en meget dygtig konduktør ved opførelse af militære voldanlæg. Han sugede til sig af viden og fortsatte med at imponere.

Han fik de nødvendige midler til en videreuddannelse i Italien, Østrig og Bayern. I 1735 vendte han tilbage efter 12 år i udlandet. Nu var han blevet en feteret hofbyggemester og kaptajn i ingeniørkorpset.

 

Eigtved havde travlt

Snart blev han involveret i færdiggørelsen af Christiansborg Slot. Han lavede det kongelige beboelsesrum samt tegningerne til Marmorbroen og to markante pavilloner.

Eigtved leverede tillige tegningerne til Prinsens Palæ på den anden side af kanalen. Bygningen blev i 1743 – 44 som bolig for landets kronprins, den senere Frederik den Femte.

Han havde travlt denne Eigtved. Ret hurtigt leverede han tegninger til en række rigmandspalæer og lysthuse i Nord – og Sydsjælland.

Han fik også overdraget opgaven til at opføre det første kongelige teater, Komediehuset Kongens Nytorv. Og derefter fulgte Det Kongelige Frederiks Hospital (Kunstindustrimuseet), Det asiatiske Kompagnis Pakhus Christianshavn og Christianskirken.

 

Alt skulle godkendes af ham

Og så var det at kongen engagerede Eigtved til at føre ideen om Frederiksstaden og Amalienborg ud i livet. Han kom i den grad til at sætte sit fingeraftryk. For alle tegninger skulle godkendes af ham. Han ville have ufravigelige retningslinjer opfyldt. Husene skulle være lige høje og både gesimser og vinduer skulle flugte.

Ved hans død i 1754 havde han kun set begyndelsen af det som skulle blive hans hovedværk. Moltkes og Levetzaus palæer var opført. Men der manglede endnu to.

 

Jubelåret med et års forsinkelse

I 1749 fejrede man jubelåret for Oldenborgernes overtagelse af kongehvervet. Men man tog det ikke så nøje dengang, for det var i 1448, at grev Diderik af Oldenborg blev indsat som dansk kunder under navnet Christian den Første.

På tredjedagen af disse festligheder lagde kongen grundstenen til et andet af Eigtveds produkter, Frederikskirken. 145 år gik det fra første spadestik til indvielsen af Marmorkirken i 1894.

Jo Frederiksstaden udviklede sig til noget af det fornemste i København.

 

Brandfare

På kysten holdt flåden til, og langs Toldbogade var der mange tømmerhandlere, De havde store mængder af brandfarlig træ liggende. Man skulle sikre sig en byggetilladelse fra Holmens chef, admiral Suhm. Og tilladelsen blev givet under forudsætning for, at de nye huse blev grundmuret og ikke det traditionelle bindingsværk.

De brandfarlige erhverv måtte placeres andre steder i byen. Fremstilling af øl, brød og brændevin måtte forgå andre steder.

I rasende fart havde Eigtved udarbejdet en plan for hele området af Amaliegade og Frederiksgade. Og den centrale plads, hvor de skærer hinanden.

 

Fire ens palæer

Han lavede facadeudkast til borgerhuse og tillige udkast til fire ens palæer på pladsen.

Overhofmarskal Adam Gottlob Moltke engagerede sig i projektet. Formelt var han uden politisk indflydelse, men han var kongens nærmeste rådgiver. Og egentlig var han rigets mægtigste mand.

Den tysksprogede Moltke havde i 1743 også ansvar for Kronprins Frederiks moralske vandel. På grund af Frederik den Femte’ s udsvævende livsførelse var det ofte Moltke, der skulle påtage sig de opgaver, kongen egentlig skulle have påtaget sig.

De fire palæer blev opført efter en samlet plan i 1750 erne. Men egentlig skal langt længere tid tilbage for at få starten af historien.

 

En lysthave, der blev ødelagt

Et lille stykke vej uden for Vesterport omtrent der, hvor Hovedbanegården ligger i dag, havde Frederik den Tredje’ s dronning en lysthave. Den var blevet ødelagt af svenskerne i årene 1658 – 1659. Da freden igen havde sunket sig, måtte der findes en erstatning.

Hendes svigerfar Christian den Fjerde havde taget initiativ til at fordoble Københavns areal ved at flytte byporten og hovedstadens voldanlæg.

 

Sophie Amalie anlagde en lysthave

I den nye bydel Ny – København var der masser af plads og åbne vidder. Derfor var det naturligt, at det var her i det landelige miljø, at Sophie Amalie besluttede at anlægge Dronningens Have. Hun erhvervede sig den nuværende Sankt Annæ Plads og Fredericiagade, og som strakte sig fra kysten og ind til Bredgade.

Det var ganske vist meget sumpet og et værre morads at færdes i, men det kunne der jo gøres noget ved. I 1664 havde Magistraten fået at vide, at de skulle lade hovedstadens betydelige mængder af gaderenovation indgå som opfyldningsmateriale i den våde strandeng. Efter nogle kunne Toldbogade anlægges på en dæmning langs kysten.

 

Sophie Amalienborg – et lystslot

Dronningen var tydeligvis glad for sin have. Da Frederik den Tredje døde i 1670 opførte hun et lystslot som enkesæde. Det var en bygning på tre etager med en kuppel over midterpartiet. Den fik meget passende navnet Sophie Amalienborg.

Det var herude at kongen valgte at holde sin 44 – års fødselsdag den 15. april 1689. Det foregik med en festforestilling i en teaterbygning, der via en søjlegang stod i forbindelse med lystslottets ene sidepavillon.

 

En dramatisk brand

Også byens lavere rangklasse fik lov til at se forestillingen i en ekstra forestilling. Ingen havde tidligere overværet opera med sang og musik, mængder af levende lys og fyrværkeri. 200 mennesker var de plads til i den propfyldte teatersal.

Men ak en af de 1.000 olielamper faldt ned i nogle tørre enebærris. Få sekunder efter havde ilden fået fat i de tynde silkestoffer, der hang langs væggene. Panikken bredte sig, og alle trængte mod salens eneste udgangsdør.

Foran vinduerne havde man af sikkerhedshensyn anbragt tremmer. Efter et kvarter var den interimistiske træbarak forvandlet til en glødende askehob. Og det frygtelige er, at næsten samtlige 200 gæster omkom.

Ilden fik også godt fat i slottet som ikke stod til at redde. De materialer, der kunne genbruges blev anvendt til opførelsen af Garnisons Kirke for enden af Dronningens Have. Således forsvandt Sophie Amalienborg ud af bybilledet.

 

Et slot, der aldrig blev bygget

Allerede i 1670 havde Christian den Femte planer om at erstatte Københavns Slot med en residens, der var en enevældig konge værdig. Men de planer blev aldrig ført ud i livet.

 

Brandtomten lå der i seks år

I mere end seks år lå brandtomten hen. Men da de sidste rester at lystslottet var ryddet af vejen, blev den del, der lå nærmest Sank Annæ Plads udlagt som kongelig lysthave. Og den del, der lå nærmest Kastellet blev inddraget til mønstringsplads for Københavns garnison.

I skellet blev opført en ottekantet pavillon. Her kunne kongen opføre sig, når han inspicerede sine tropper.

På det tidspunkt var hele området med haven og mønstringspladsen omgivet af kanaler på alle fire sider. Og langs Sankt Annæ Plads og Bredgade blev der plantet alleer af lindetræer.

 

Slottet slugte trefjerdedel af Nationens budget

I 1728 oplevede vi den store bybrand og i 1730erne gik Christian den Sjette i gang med at nedbryde den gamle borg på Slotsholmen og opføre et nyt kongeslot. Og dette slot kom til at sluge mere end trefjerdedel af nationens budget. Men i pragt og udstyr var den ikke til at sammenligne med noget som helst i Europa.

Og derefter var der ingen, der interesserede sig for området omkring Amalienborg indtil Kongen i 1743 bad Eigtved om at lave tegninger til et nyt palæ til kronprinsen. I dag rummer bygningerne Nationalmuseet.

Eigtved havde allerede dengang henvist Christian den Sjette til den glemte plads, Amalienborg – pladsen. Men det syntes denne dog ikke om.

 

Hvem skulle bygge de fire palæer

Men det stod klart, at der skulle bygges fire ens palæer. Moltke var udsæt til at være førstevælger. I begyndelsen af maj 1750 fik den unge generalløjtnant C.F. Raben Levetzau overdragt skødet til nabogrunden. På østsiden var det gehejmråd, baron Joachim Brockdorf, der var udset til at opføre et palæ. Og endelig var det konferensråd baron Severin Løvenskiold, der var fundet værdig til formålet.

 

Det kneb for unge Løvenskiold

Det gik da også fint med de første tre, som med det samme kastede sig over opgaven. Men det kneb for unge Løvenskiold. Det gik et helt år, inden han kom i gang. Problemerne voksede da også efterhånden som huset fik form. Økonomien kunne ikke holde til det.

 

Lensgreve Schack i økonomiske problemer

I 1754 afhændede han det hele til den hovedrige grevinde Anna Sophie Schack. Hun ville ikke selv bo der. Hun havde netop købt admiral Niels Juels store palæ på hjørnet af Kongens Nytorv og Bredgade.

Men nu var det sådan, at hendes barnebarn, lensgreve Hans Shack stod netop og skulle giftes. Og det var med naboen A.G. Moltkes datter. Et palæ på Amalienborg Plads var vel en passende begyndelse.

Men nu boede parret ikke ret længe her. Lensgreven havde jo også Schackenborg Slot i Møgeltønder. Og her bliv han udnævnt som stiftsamtmand. Økonomiske problemer opstod, ja faktisk blev han sat under administration af Rentekammeret. Løsningen blev, at Schacks Palæ blev udlejet til folk, der gerne vil betale en tårnhøj leje på byens dyreste adresse.

 

Moltke købte Brockdorffs palæ

Næsten det samme skete for baron Brockdorff. Han ejede flere godser i Sydslesvig og foretrak at opholde sig der. Inden hans død i 1763 havde han fundet passende lejere. Det var tre unge prinser fra Hessen – Kassel.

Da Moltke købte Brockdorff’ s sønderjyske besiddelser fulgte Amalienborg med i handelen. Dette solgte han så videre til Frederik den Femte. Således blev kongen kort før hans død i 1766 ejer af en af de palæer, som han 15 år tidligere havde befalet opført.

 

Akademi for militæret

Palæet blev i kongehusets navn omdannet til akademi for henholdsvis hære og flåden. Frem til 1827 blev der her uddannet officerer til rytteriet, infanteriet og flåden i Brockdorf’ s fornemme bygning.

 

En national katastrofe

Sidst på eftermiddagen den 26. februar 1794 kunne der iagttages et rødt skær ind over København. Nogle timer tidligere havde tjenestegørende ved hoffet opdaget, at der var udbrudt brand på Christiansborg. Men desværre, da var det alt for sent.

Dagen efter ragede de sodsværtede rester af murværket op gennem askedyngerne. Det første Christiansborg havde et pragtfuldt indbo og et væld af kostbare kunstværker. Slottet nåede kun at blive cirka et halv hunderede år gammel. Det var en national katastrofe.

 

Kongefamilien skulle genhuses

Kongefamilien, der altid om vinteren befandt sig på slottet, var blevet evakueret. Nu var kong Christian den Syvende og den i praksis regerende kronprins Frederik blevet hjemløse.

Den første nat tilbragte far og søn hos general von Huth i Gjethuset Kongens Nytorv. Derefter blev kronprinsen indkvarteret hos udenrigsminister Bernstorff, mens den øvrige kongefamilie blev indkvarteret på Rosenborg, Sorgenfri og Fredensborg.

 

Moltkes palæ blev købt

Allerede tre dage efter begyndte man, at kigge på Moltke’s palæ, der havde stået tomt i halvanden år efter dennes død. Bygningen var ubeboet og stadig møbleret. Prisen var overkommelig kun 45.000 rigsdaler.

 

Også Schack’ s palæ blev købt

For at skaffe plads til Kronprinsen blev Schack’ s palæ på den anden side købte to dage efter. Denne skulle dog igennem en omfattende restaurering. De mange forskellige lejere havde ikke været skånsom over for bygningen.

Ja og så købte Arveprinsen, Kongens halvbror, Levetzaus palæ. Nu var kongefamilien sandelig flyttet ind.

 

En tronstol til kongen

En tronstol med himmel blev skaffet fra Frederiksberg Slot. Også et nyt billard bord blev stillet til rådighed. Og de ting, der blev reddet fra Christiansborg blev stillet til rådighed for de kongelige.

 

Håndværkerne strejkede

Det var professor i arkitektur ved Kunstakademiet, hofbygmester Harsdorff, der skulle stå for ombygningen. Herskabet lå på landet, men da arbejdet skulle gå i gang, strejkede halvdelen af de københavnske håndværkere. Man måtte kalde assistance fra Holmens skibstømrer. Og de 200 strejkende tømrersvende fik valget mellem strafarbejde i lænker eller fast lønarbejde.

 

Et slot uden udgang

Frem til 1808 spillede det tidligere Moltke’ s palæ en central rolle i statsstyrelsen. Den sindssyge Christian den Syvende blev installeret her, og siden har dette palæ båret hans navn. Han blev indlogeret i et mindre gemak ud mod haven i stueetagen. Det havde dog ikke udgang til det fri.

På hver side fik to kammerherrer deres logi, som en slags skildvagter, der kunne passe på den utilregnelige monark. Resten af det prægtige palæ tjente andre formål.

 

Let adgang til kongen

Når det nu var så vigtig at have denne monark i nærheden, var det fordi, at kronprinsen (Frederik den Sjette) efter at have overtaget magten i 1784 altid skulle have sin fars signatur på alle kongelige reskripter og ordrer.

Derfor havde arkitekten, Harsdorff i 1794 opført Kolonnaden, der forbandt Kronprinsens (i dag Dronningens residenspalæ) og kongens palæer. På den måde gav det en bekvem adgang for sønnen, når han skulle hente fars underskrift.

Da Kolonnaden blev opført regnede man med, at det kunne ville gå kort tid før kongefamilien atter kunne vende tilbage til Christiansborg. Derfor blev den kun bygget i træ og blev malet i sandstenskulør. Men det blev aldrig noget med at flytte.

 

Kæmpe kunstsamling

Levetzau’ s palæ blev bolig for arveprins Frederik og prinsesse Sophie Frederikke, hvis søn, prins Christian Frederik (senere Christian den Ottende) boede her under hele guldalderperioden. Her samlede kongen store samlinger af kunst.

Enkedronning Caroline Amalie kom efter kongens død til at sidde i udskiftet bo. Og først efter hendes død i 1881 solgtes samlingen.

 

H.C. Andersens jul i Brockdorff’ s palæ

Sandelig om ikke H.C. Andersen kom i Brockdorff’ s palæ. Kommandør Wulff og frue havde inviteret. Den var den 19. december 1825. Lillejuleaften var der bal i riddersalen for de unge kadetter. Selve kongen, Frederik den Sjette kom forbi og så på sine kadetter.

 

Kongen sendte svigersønnen i eksil

I 1828 blev palæet indrettet til bolig for prins Frederik Carl Christian den senere Frederik den Syvende og kongens datter, Vilhelmine. De blev formælet med et kæmpebryllup med 700 gæster.

Men ak, ægteskabet var elendigt. Prinsen holdt højrøstede fester nede i stueetagen. Og selv om det blev forsøgt at ligge låg på, så var det kendt at ikke alle sømmelighedens grænser blev overholdt.

Til sidst mistede den kongelige svigerfar (Frederik den Sjette) tålmodigheden med sin svigersøn og sendte ham i 1834 i eksil, først på Jægerspris Slot og så på Island. Han talte ikke senere et eneste ord med ham.

Vilhelmine blev hurtig lykkelig igen. Kort tid efter blev hun forlovet med hertug Carl af Slesvig – Holsten.

 

Frederik den Niende flytter ind

I 1869 flyttede kronprins Frederik (den senere Frederik den Ottende) og prinsesse Louise ind. Her boede de i mange år, indtil han i 1906 efterfulgte sin far på tronen.

I 1935 blev det indrettet til kronprins Frederik (den senere Frederik den Niende) og dronning Ingrid.

 

En lejlighed til Louise Rasmussen

Frederik den Syvende tog for resten aldrig ophold på Amalienborg. Han boede enten på Christiansborg, Frederiksborg eller på Jægerspris Slot(te).

Han lod indrette en bolig til sin hustru til venstre hånd Louise Rasmussen, som efter vielsen i 1850 blev ophøjet til lensgrevinde af Danner.

Palæet stod ikke tomt så længe. Det blev overdraget til Landgreve Vilhelm af Hessen – Kassel. Langt senere blev stedet, der blev kaldt Frederik den Ottendes palæ beboet af Dronning Ingrid.

 

God nat Ole – sluk lyset

Schacks Palæ kom til at hedde Christian den Niendes Palæ.

Her boede Frederik den Sjette. Hver aften sagde han God nat Ole, sluk lyset. Det var henvendt til kongens gamle kammertjener. Dengang havde kongen kun en meget spartansk seng uden himmel eller gardiner. Dette blev også bemærket af biskop Martensen, da denne kom for at se til kongen under hans sidste sygdom i 1839.

 

Kun 10 pct. til kongen

Privat levede han ganske spartansk. Det chokerede befolkningen, at 38 pct. af nationens udgifter gik til soldatervæsnet men kun 10 pct. til kongen.

 

Elskerinde og flere børn

Han holdt til i stuen, mens dronningen boede oven på. I hele 40 år holdt kongen til her i palæet. Man sagde at ægteskabet var lykkelig, selv om Frederik den Sjette havde sin elskerinde, oberstinde Dannemand med hvem han havde flere børn.

 

Han glemte ikke, at han var enevældig

Han var meget afholdt, men han glemte dog aldrig, at han var enevældig. Således sørgede kongen personlig for, at dr. Dampe måtte sidde i et kummerligt fængsel, blot fordi han havde givet udtryk for, at han ville diskutere en demokratisk styreform.

Efter kongens død blev dronning Marie boende i palæet til hendes død i 1852. Her blev også en kort årrække sæde for Højesteret. Ja i stueetagen holdt Udenrigsministeriet også til en overgang.

 

Dronning Margrethes residens

Efter en renovering i 1865 blev det bolig for Christian den Niende og hans dronning. Han døde i 1906

Siden 1972 har det været Dronning Margrethe residens i vintermånederne.

 

 

Kilde:

  • Claus M. Smidt, Mette Winge: Hen over Torv og Gade
  • C. Nielsen. København
  • Jørgen Larsen, Thomas Larsen, Bjarke Ørsted: Amalienborg
  • Diverse artikler fra dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: Om adel og kongehus – Læs:

  • Frederiksberg Slot
  • Ahlefeldt – fra storhed til fald
  • Da Augustenborgerne fyldte 100 åt
  • De sidste hertuger i Augustenborg
  • En adelsborg ved Tørning
  • Slottet Duborg i Flensborg
  • Dengang – på Sønderborg Slot
  • Gråsten – en flig af historien
  • Mere om Kongens Hvide Hest
  • Kongens hvide hest
  • Pigen fra Højer
  • Begik kongen højforræderi?
  • Margrethe den Første og Sønderjylland
  • Abel og hans sønner
  • Enklaverne i Sønderjylland
  • Ahlefeldt og Søgård
  • Caspar von Saldern – hvem var han?
  • Adelslægten fra Aabenraa
  • Gårde og mennesker i Bov Sogn
  • Grøngård – et forsvunden Jagtslot
  • En amtmandsbolig i Tønder
  • Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
  • Adel – og Storgårde i Tønder Amt
  • Møgeltønder – dengang
  • Trøjborg slot 1 – 4
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • Tønderhus – slot borg og fæstning
  • Hertugen af Tønder
  • Tønderhus, slot, borg og fæstning
  • Oprør i Møgeltønder
  • Møgeltønders historie
  • Kongeligt besøg i Tønder
  • Akeleye – slægten 1 – 9
  • Bjolderup, Bolderslev, Snuppe og Urne
  • Brundlund Slot og mange flere

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København