Hertugræve og Køkkenharer

Dette er en anmeldelse af en bog af Hans Kristensen, der omfatter Jagt, Vildt og Jægere i Sønderjylland før Genforeningen. Selv for en ikke-jæger er bogen ”vildt” underholdene og informativ. Vi får nogle pragtfulde hertugelige beskrivelser og vi hører om en Kejser, der fik serveret vildt inden for skudvidde. Der er i den grad brugt arkiver og litteratur. Et kæmpe arbejde er blev foretaget. Vi er mange steder, bl.a. på sæljagt på Rømø, og tænk engang en hjort blev skudt på Jordsand. En masse gæs vækkede borgerne i Tønder. Og Emil Nolde var bestemt ikke tilfreds med afvandingen.

 

En ny jagtlov

Hvordan var jagten i Sønderjylland før Genforeningen. Ja erfaringerne blev brugt herfra og fik betydning for jagten i hele Danmark. Ja det er et tre årigt jagthistorisk forskningsprojekt, der er blevet afsluttet med bogen ”Hertugræve og Køkkenharer”.

Hovedvægten af bogen omhandler tiden fra 1864 til 1920. Pludselig fik man en helt anden jagtlovgivning som var forskellig fra den danske. Den måde, det blev forvaltet på havde betydelige fordel frem for den måde, det blev forvaltet på nord for Kongeåen.

Det var den måde, man samarbejdede på, der stort set var ukendt i Danmark før 1925. Man oprettede blandt andet jagtforeninger. I Sønderjylland havde man under det preussiske styre en regel om, at et jagtterræn skulle være på mindst 75 hektar.

 

”Den Gamle Redaktør” er ikke jæger

Egentlig troede undertegnede at her skulle man anmelde en såkaldt ”smal” bog. For det er jo ikke lige jagt, som har den største prioritet hos undertegnede. Det er nok ”Den Gamle Redaktørs” to brødre, der nok nærmere ville kunne udtale sig om dette.

Så det var nok med lidt skepsis, at man her kaster sig over anmeldelsen og omtalen af denne bog. Som ”amatørhistoriker” hefter man sig med det samme ved det omfattende register, der præger denne bog. Og det er i sandhed et omfattende kildemateriale, der er anvendt både i private og offentlige steder. Men også et hav af litteraturmateriale er anvendt. Som prikken på i’et er der også et stedregister, man kan kaste sig over.

 

Der er masser af historier at hente

Det gik jo ikke lang tid før undertegnede fandt ud af, at det er jo ofte mange af de samme hertugelige personer, som man har beskæftiget sig med på vores hjemmeside. Men faktisk også de samme landskaber.

Ja egentlig er vi i vores historie dukket helt til bage til Hertug Hans den Ældre og hans jagtslot Grøngård. Dette er så ikke omtalt i bogen vel sagtens fordi bogen koncentrer sig om tidspunktet 1864-1920.

Fascinerende er det også at opleve beskrivelserne af jagten i Tøndermarsken. Vel sagtens fordi, vi også har skrevet en del om dette på vores hjemmeside. Men her tænkes også på Tøndermarsk-Initiativet. For i denne bog, er der masser af historier at hente. Og der er jo nok ikke nogen, der er bedre til at beskrive dette en vadehavsmaleren Nolde, som heller ikke er glemt.

 

Et kæmpe arbejde

Bogen er inddelt i 40 afsnit og er på cirka 300 sider. Den kombinerer på en forunderlige måde Jagtens historie med Sønderjyllands indviklede historie og det skønne, forunderlige landskab, som vi er opvokset med hernede.

Vi får en masse flotte naturbeskrivelser, som Hans Kristensen har fundet i utallige bogværker og arkiver. Og så rummer bogen også en masse flotte illustrationer.

Forfatteren Hans Kristensen driver fra Lydersholm i nærheden af Tønder firmaet www.bogjagt.dk Han er også en ivrig skribent på diverse tidsskrifter.

 

H.P. Hanssen startede som 12-13 årig

Vi starter med en kort gennemgang af Sønderjyllands historie. Og så går vi ellers på jagt med danskhedens bannerfører, H.P. Hanssen. Allerede som 12-13 årig anskaffede han sig ”skydere”. Som 16 årig skød han sin første ræv, odder og råbuk. Hans nære ven mente, at det var en god ide for H.P. Hanssen, at han mindst en gang om ugen havde en ugentlig jagtdag. Danskhedens leder havde en stresset hverdag.

Digteren Valdemar Rørdam var hans gode jagtkammerat.

 

Hertug Christian August af Augustenborg fik sin vilje

Hertug Christian August af Augustenborg havde opbygget et omfattende jagtvæsen med over 20 mand, der på den ene eller anden måde beskæftigede sig med jagt. I kennelen ved Augustenborg Slot stod der ikke mindre end 200 jagthunde.

Og det var ret så omfattende jagtselskaber, han havde. Og hertugen var bestemt ikke enig i at jagtretten udelukkende skulle tilfalde jordbesidderne som i kongeriget. Men i Stænderforsamlingen fik han ret i sin argumentation. Han havde vel også sine forbindelser.

I 1848 under de slesvigske krige forblev Als dansk i de tre år. Og det var til hertugens store fortrydelse. For nu var hans jagtlidenskab begrænset.

 

Diverse forbud var indbygget i kontrakterne

Før Genforeningen bortforpagtede landskommunerne jagtretten. Indtægterne fra kommunernes bortforpagtninger blev omhyggelig fordelt blandt lodsejerne efter indskudt areal. Sådan var praksis mange steder.

Omkring Højer Kog måtte man ikke anvende jagthunde. Man var bange for, at de ville jagte fårene i Abild nord for Tønder stod der i vedtægterne, at kornmarker hverken måtte betrædes af hunde eller jægere.

Kontrakterne for udlejningen af byjorderne omkring Tønder i begyndelsen af 1900-tallet indeholdt forbud mod ”trampjagt” efter harer. Jagtforpagterne måtte kun afholde en fællesjagt om året. Dette var for at sikre bestanden af harer. Disse var den vigtigste vildart i området.

Dengang var det inden afvandingen af Tøndemarsken. Store dele af den var dækket af ferskvand fra Vidåen. Så blev der ellers drevet ”kravlejagt” fra fladbundede jagtpramme.

En gårdejer fra Øster Terp ved Løgumkloster nedlagde i tidsrummet 1883 til 1909 hele 547 harer og 954 agerhøns.

 

Prima Jagtbøsser i solid udførelse

Isenkræmmer H. Frees i Haderslev solgte våben og udstyr til jægerne i det nordlige Sønderjylland. Længere syd på kunne man hos Weber i Aabenraa købe:

• Prima Jagtbøsser i solid Udførelse til yderst billige Priser

Hos Mørch i Sønderborg kunne man få:

• Jagtbøsser i stort udvalg med Garanti for godhed og Skudsikkerhed.

Og bøssemager Berg i Flensborg annoncerede med:

• Gode Jagtbøsser til moderate Priser køber man hos en Fagmand

 

Masser af Jagtforeninger

I begyndelsen af 1900-tallet skød der masser af jagtforeninger op flere steder i Sønderjylland. I Aabenraa var der 43 medlemmer i den lokale jagtforening omkring 1911. Man forpagtede i løbet af kort tid kommunejagten i Øster Løgum og Lovtrup samt jagten i et større grusgravsområde vest for byen.

Man arrangerede lerdueskydning. Og medlemmerne blev godt rustet til jægerlivet med den lokale skovfoged Wehding, der fortalte og jagthundens sundhed og dressur. Man havde egne foreningslokaler. Her kunne medlemmerne læse i det tyske jagtblad ”Wild und Hund”.

Også i Sønderborg og Tønder var der jagtforeninger. I Christiansfeld kaldte man sig en international jagtforening. For her var der både plads til dansk- og tysksindede.

 

Skovridder imponeret af jagtudbyttet

Vi får i bogen også en beskrivelse af hønsefugle og hønsehunde og ”herlige harejagter”. Den mest udbredte jagtform på disse var ”Klapjagten”, hvor stor drenge drev harerne frem mod de posterede skytter. Også den såkaldte ”Keddeljagt” var udbredt.

Skovridder Simonsen der var tilflytter fra Kongeriget var imponeret over fangsten på en jagt. Således kunne der på det store Gråsten Gods nedlægges 100-140 harer på en gang.

 

H.P. Hanssen måtte selv hente sine ænder

Moserne i Sønderjylland var fulde af vildænder. Valdemar Rørdam skriver, at H.P. Hanssen havde smukke, velbegavede og uopdragne hunde. Han var i Berlin det meste af tiden og havde ikke rigtig tid til at tage sig af disse hunde. De nægtede at hente ænderne ude i dyndet. Og så måtte H.P. Hanssen selv af sted. Han sprang selv ud, og stod der ofte med vand til halsen.

 

Beskrivelse af Valdemar Rørdam

Valdemar Rørdam fortæller også, at han ofte var gæst hos greven på Schackenborg, hvor han oplevede:

• Rømøs klitmoser, hedesøer, sump og eng ved Trøjborg, Nørmark og ved Visby Hedegård. Sølsted Mose, hvor vi, fem mand høj vaklede med livet og bøsserne i hænderne på de smalle balker mellem tørvegravene, nedlagde 87 ænder den første jagtdag, uden at en eneste preussisk gendarm fandt generende ud til os.

Andejagterne havde dog ikke samme prestige over sig som i sommerjagten på ænder- alle hare og agerhønejagten havde.

 

Der røg også lige et par katte

Skovfoged Wehing fra den bynære Hjelm Skov kunne berette om nedlagte ræve og grævlinger. Men der røg også en del af områdets mange katte.

Råvildtet måtte man normalt ikke nedlægge i statsskovene. Det blev foretaget af den lokale skovfoged. Han fik så en kontant præmie for hver nedlagt dyr. Men nu og da fik prominente mulighed for at skyde en buk.

 

Et storstilet projekt gik i vasken

Det preussiske statsskovvæsen var kendetegnet med planlægning og sagkundskab. De praktiserende forstfolk havde da også en fortid i såkaldte jægerkorps i Slesvig-Holsten eller andre dele af det tyske rige.

I Sønderskoven på Als forsøgte Oberförster Plaas at oprette en dyrehave. Hertugen af Augustenborg bekostede hegnet. Han havde fået frataget sine besiddelser og jagtrettigheder, så han havde intet at tabe.

Men da Første Verdenskrig startede måtte Oberförster Plaas i krig. Blot halvanden måned efter krigsudbruddet var han faldet i krig. Den efterfølgende genforening kom til at koste hans ambitiøse råvildtprojekt livet.

I den tyske tid efter 1864 tog oprettelsen af plantager yderligere fart. Midlerne til dette kom fra omfattende krigsskadeerstatninger som franskmændene måtte betale efter krigen 1870-71. Plantagerne i Frøslev, Bommerlund og Årtoft stammer fra denne tid.

 

En Kronhjort blev set i Søgård Skov

De preussiske statsplantager lå i klynger. De private var få og spredte. Det kneb med finansieringen.

• En kronhjort blev i går set i Søgård Skov

Ja sådan lød indledningen til en notits i Hejmdal i december 1908. Det var rigsdagsmedlem, redaktør og jæger H.P. Hanssen, der skrev dette. På det tidspunkt var kronvildt en sjældenhed i Sønderjylland. Sådan havde det ikke altid været.

 

Vildtbestand gået tilbage

Op gennem 1500- og 1600-tallet, hvor kongehus og adel havde eneret på jagten, stod der kronvildt i størstedelen af området. De krige og troppeindkvarteringer, der hærgede landsdelen op gennem 1600-tallet gjorde et stort indhug i bestanden. Dertil kom landboreformerne i 1700-tallet. Her blev landbrugets og skovbrugets produktion prioriteret højere end vildtet og jagten.

De sidste bastioner var skovene ved Haderslev, ved Gråsten og under Gram Gods. I 1846 deltog Christian den Ottende i en jagt på gram Gods. Her stod stadig kronvildt.

 

En hjort i Søgård Skole

Den hjort der blev set i 1908 ved Søgård er sikkert kommet nordfra. Interessant er også, at der omkring 1900 blev nedlagt en hjort på den for længst forsvundne ø, Jordsand ude i Vadehavet.

 

En skovfoged i Gallehus

På de gamle godser i landsdelen var der storstilede herskabelige jagtudfoldelser. Det største jagtområde var gram Gods efterfulgt af Gråsten. På tredjepladsen kom Schackenborg.

Men her var der betydelige problemer med økonomien. På tidspunkter var godset sat under administration. Dette hæmmede udviklingen af jagten. En lokal boghandler fra Tønder lejede størstedelen af jagtområdet mellem Tønder og Møgeltønder i 1859.

Det var greve Hans Schack, der sørgede for at få udbygget Gallehus Skov til 110 HA. Et tilsvarende projekt satte han i gang ved Solvig.

Greven ansatte en tysk skovfoged, Theodor Rojahn, som bosatte sig i Skyttehuset i Gallehus. Han blev berømt for sine stikkelhårede hønsehunde. Han drev hundeopdræt under navnet ”Kennel Nordslesvig”.

Hans Schack havde en svag fysik. Han ville hellere beskæftige sig med ægyptologi frem for at arrangere store jagter. I den nationale kamp holdt han også lav profil.

 

Greven valgte side

Men sønnen Otto Didrik Schack forpagtede også jagten på de store nabogårde Rosinfelt og Røj. Således havde han jagtretten syd og øst for Gallehus Skov.

I 1912 skiftede greven side i den nationale kamp. Han var sikkert blevet på virket af H.P. Hanssen. Men mon ikke også godsinspektør H.C. Davidsen har været en inspirationskilde.

 

Hertug Ernst Günther

Hertug Ernst Günther forsøgte på en meget omtumlet måde at finde et passende parti at gifte sig med. Slægten fra Augustenborg var blevet degraderet af det danske kongehus. Men han var en respekteret jæger. De eksklusive jagter, som han arrangerede strakte sig over flere dage. Der blev endda trykt et program.

 

Da kejseren var på jagt

Flere gange deltog den tyske kejser, Wilhelm den Anden. Han var blevet gift med Ernst Günthers søster, Auguste Viktoria.

Der er registreret en jagt, hvor kejseren alene nedlagde 1.031 fasaner, to harer, 212 kaniner, en agerhøne og en spurvehøg. Men dertil skal lige siges, at de jagter, hvor kejseren deltog, var anbragt på den måde, at han fik flest mulige skudchancer.

På et tre dages besøg nedlagde kejseren 20 råbukke siddende på en hestevogn. Dette kunne kun lade sig gøre, hvis hesten var tilpas rolig.

En anden dag nedlagde kejseren 50 vildsvin, en anden dag var det 600 harer. Ja man tror næsten, at det er løgn.

Ernst Günthers position i den tyske adel afhang af kejserens velvilje. Og Ernst Günthers fyrstelige livsførelse afhang af den betydelige årlige apanage, som kejseren havde tildelt ham.

 

Man tog salonvognen fra København

Når Greve Adolph Brockenhuus-Schack modtog sine herskabelige gæster fra København havde han lejet en salonvogn til stationen i Vojens. Rejsen blev forkortet med adskillige gange whist. Fra Vojens gik turen med hestevogn videre til Gram. Her ventede en god middag og bægerne blev hyppigt fyldt op. Greven havde bestilt øl direkte fra München.

Ved Vidåen udlagde man foder og tamme ænder lokkede store mængder af vildænder til. Det var ”Trækjagten”, der nu spillede ind.

 

Masser af gæs i Tønder

Og i Tønder blev befolkningen vækket om natten af sædgæssenes hæse skrig. De opholdt sig foran det gamle gasværk i tusindvis.

På byens gader kom folk slæbende med gæs i en trillebør eller i små trækvogne. De døde gæs fyldte overalt købmændenes udhængsstænger og butikker, samt borgernes middagsborde.

 

Nolde var imod afvandingen

Ja vi møder skam også Vadehavsmaleren Emil Nolde i bogen. Han købte i 1912 gården Utenwarf. Han lærte sig efterhånden marskboernes jagtmetoder. Hans første jagter foregik i en almindelig tjæret fiskepram. Men han fik bygget sig en decideret jagtpram, der for alvor gav ham jagtmuligheder.

Han giver i sine bøger en malende beskrivelse af sine jagtoplevelser. Og gennem hans malerier får vi en flot oplevelse af livet ude i marsken i nærheden af vadehavet.

Nolde kæmpede en ihærdig kamp for at bevare en natur, et landskab og en jagt, som havde spillet en umådelig stor rolle for ham. Han var en indædt modstander af den planlagte afvanding af marsken. Han skrev utallige protestbreve til Tønder Kommune. Denne afvanding gik i høj grad ud over fuglelivet. Nutidens Tøndermarsk berømmes i dag i høje toner, men faktisk er det kun en svag afglans af det fantastiske vådområde, det var engang.

Nolde blev så sur og skuffet, at han i 1927 flyttede til Seebüll på den tyske side.

 

På sæljagt

På et tidspunkt var der en stor bestand af sæler i Vadehavet. Fra gammel tid var der mange på Rømø, der havde stor erfaring i at jagte sæler. Det var særlig på sandbankerne mellem Rømø og Mandø, at sælerne søgte op.

Man kunne møde dem i hundredevis, hvor de lå og sov. For en ikke jæger kan aflivningsformen lyde brutal. Man havde nemlig et stykke træ med en klods på den ene ende og en jernpig i den anden. Først bedøvede man sælen med et slag i hovedet. Så vendte man redskabet og huggede piggen i sælen. Man kunne nå at få ram på 6-7 stykker på den måde.

På øen Norderoog i Vadehavet ud for Husum boede en familie af sæljægere, der nedlagde 130 sæler om året. Her brugte man skindet til beklædning. Forklæder, jakker, kapper og bukser af sælskin, hvor hårene sidder på. Her ude ved vestkysten i det barske vejr var denne mundering praktisk.

 

På jagt i Første Verdenskrig

I bogen får vi sandelig også indblik i sønderjydernes jagt, mens de deltog i Første verdenskrig. Og det var i den krig, hvor 6.000 sønderjyder mistede deres liv. Dertil kom et stort antal krigsinvalider, hvis fysiske eller psykiske skader i større eller mindre grad havde gjort dem uarbejdsdygtige.

Jagten har givet soldaterne en kærkommen pause og udbyttet har beriget en stadig ringere feltration.

Vi møder også Nis Kock fra Sønderborg, som vi næsten daglig følger på vores Facebook. Han opholdt sig i Østafrika. Og han har deltaget i nogle eksotiske jagtoplevelser, bl.a. med jagt på flodheste. I 1919 vendte Niels Kock og andre overlevende sønderjyder hjem.

 

Lidelser under krigen

Nolde fik også nøden at mærke under krigen. En vinter tilbragte han i kunstnerkolonien i Berlin. Han berettede om, at han ligefrem sultede. Og da han kom hjem kunne de næsten ikke genkende ham.

Også H.P. Hanssen mærkede nøden, når han var til Rigsdagsmøde i Berlin. Og det var især udvalget i butikkerne, som han hæftede sig ved. I november 1017 var udvalget i det gigantiske varehus på Leipziger Platz skrumpet ind til krager, skader og ugler.

I Slesvig Holsten kunne man i den grad også mærke fødevaremanglen. Fra Kiel lød opfordringen til Jagtforeningen i Aabenraa, at de skulle sende nedlagte råbukke til byen. Men omkring Aabenraa var vildtbestanden helt i bund.

 

Krybskytteri

I krigsårene 1914-18 havde krybskytteri og ulovlig jagt grebet om sig. Ved Ballum lå der i perioder et tysk ”ulankompagni”. De byggede en storkalibreret haglkanon, som blev brugt til jagt på flokke af ænder i Vadehavet.

På Rømø gik soldaternes ulovlige jagt blandt andet ud over en lille bestand af rensdyr, som man kort før krigen havde importeret og sat ud på øens klithede.

Overgangen fra preussisk til dansk jagtlov skabte store problemer efter Genforeningen. Effekten af lokale jagtforeningers tiltag viste sig dog hurtig i form af stigende vildudbytte.

 

”Vildt” underholdene og informativ

Bogen må siges at være vildt underholdende og informativ for en ikke-jæger. Mange af oplysningerne harmonerer med ting, vi har beskæftiget os med på vores hjemmeside. Og hvad mon en jæger så kan få ud af bogen. For undertegnede ”amatør-historiker” har det været en oplevelse at læse. Bogen har sandelig også givet et væld af nye informationer.

 

Hans Kristensen: Hertugræve og Køkkenharer – Jagt, Vildt og Jægere i Sønderjylland før Genforeningen (Bogjagt.dk)

 

Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk

• Askersodde ved Vidåen
• Solvig – en herregård i Slogs herred
• Trøjborg (1-4)
• Avlsgården Grøngård-endnu mere (2)
• Grøngård-et forsvundet jagtslot
• En hede nord for Tønder
• Overinspektør på Schackenborg
• Adel og storgårde i Tønder Amt
• Emil Noldes liv-vest på
• Tønder, Marksen og afvandingen
• Møgeltønder-dengang
• Schackenborg i Møgeltønder
• Tønder, Marsken og Afvandingen
• Vadehavets maler-Emil Nolde
• Tøndermarsken-under vand
• Aventoft-byen ved grænsen
• Ulvejagt ved Tønder
• Tøndermarsken 1-2
• Da Augustenborgerne fyldte 100 år
• De sidste hertuger på Augustenborg
• Skovene omkring Aabenraa
• Ahlefeldt og Søgaard
• Landet bag digerne
• Stormflod ved Vestkysten
• Bådfolket i Rudbøl
• Øen Jordsand-engang ud for Højer
• Højer, stormflod og diger
• Bomerlund-snaps, kro og skov og mange flere