Har tyskerne betalt deres krigsgæld?

Mange meninger om dette spørgsmål. I 1947 mente den danske regeringer, at tyskerne udsatte os for systematisk udsugning. Langt senere mente Nationalbanken, at de økonomiske skader ved besættelsen var begrænset. I Tyskland tog besættelsesmagterne selv. En egentlig fredskonference blev det aldrig. Vi blev presset til at give afkald på over halvdelen af vores fordringer. Selv om andre også bestemte, at vi ikke mere kan komme med individuelle krav, har regeringen flere gange haft emnet oppe at vende. Tyskerne var den gang forgældet med 200 pct. Mærkeligt, at de skal belære andre lande i at betale. Virksomhederne havde nu ikke frit spil. Der blev kun betalt 300 millioner kr. tilbage fra værnemagere. Men danskerne ”glemte” lige at opgive 3 milliarder kr. i formuer. De store slap. Og pludselig havde vi en eksport på 80 pct. til tyskerne. Ingen stillede krav til landbruget herhjemme. Og de store havde en aftale med regeringen.

 

Mange meninger

Ja se lige dette spørgsmål er der mange meninger og ideer om. Alle har en mening om netop dette spørgsmål. Så det bliver spændende, om vi finder svaret. Det bliver sikkert en lang artikel.

Ja for egentlig bliver det ofte overset, at der fra tysk side er blevet betalt krigsskadeerstatninger oven på det tyske riges undergang i 1945.

 

Besættelsesmagterne tog selv

I august 1945 besluttede de tre allierede stormagter Storbritannien, Sovjet og USA, at de som besættelsesmagter hver især kunne hente krigsskadeerstatninger i deres respektive besættelseszoner. Det krigshærgede Sovjet fik således 10 milliarder dollars krigsskadeerstatning.

De fire besættelsesmagter sikrede sig i tiden derefter. Frankrig tog materielle erstatninger i sin zone. Storbritannien demonterede industri – og fabriksanlæg. USA sikrede sig patenter, know how og viden (blandt andet 1.500 raketeksperter), mens Sovjet hentede materielle erstatninger og demonterede produktions – og trafikanlæg.

 

Sovejet fik 300 milliarder dollars

Det samlede omfang af disse tyske krigsskadeerstatninger er svært at gøre op. Det skønnes dog at Sovjetunionen frem til 1954 hentede erstatninger i et omfang af godt 14 milliarder dollars (det er vel 300 milliarder dollars efter nutidens beregning).

De fire besættelsesmagter besluttede i oktober 1945, at lade tysk ejendom og tyske værdier i udlandet beslaglægge, og det blev på Pariskonferencen 1946 som krigsskadeerstatning fordelt mellem andre lande, der kunne gøre krav på krigsskadeerstatninger.

 

Danmark fik kun 0,25 pct.

Den beslaglagte tyske formue skønnes at have haft en værdi af omkring 400 millioner dollars (10 milliarder dollars). Disse blev fordelt efter en nøgle, der blev vedtaget i Paris om fordeling af konfiskerede tyske værdier.

Danmark fik som følge af denne ret til 0,25 pct. og 0,35 pct. af visse tyske industrianlæg og skibe. Man inddrog værdien af tysk ejendom i Danmark, bl.a. det af Siemens ejede Københavns Kul- og Kokskompagni og tysk ejede godser som erstatning.

Til sammenligning skulle USA og Storbritannien have 28 pct. hver, mens Frankrig var berettiget til 16 pct.  Holland 3,9 pct. og Norge 1,3 pct.  Det danske krav var absolut det mindste.

Efter den aftale fik danskerne maskiner og skibe for 13 millioner kroner. De slagne tyskere efterlod materiel for 30 millioner kroner. Og det gods, der blev beslaglagt havde en værdi på 156 millioner kroner. Dermed nåede tyskerne, at betale hen ved 200 millioner kroner af de 11,6 milliarder kroner.

 

Regeringen: Systematisk udsugning

Regeringen var utilfreds med tyskernes langsomme afhøvling af gælden og allerede den 31. januar 1947 udarbejdede man et bemærkelsesmæssigt memorandum. I den konstaterede man, at

 

• Danmark under den tyske besættelse var genstand for systematisk udsugning, under hvis følger Danmarks økonomi lider.

 

De egentlige krav om krigsskadeerstatninger kunne rejses på den fredskonference, der skulle være startet i 1947. Og derfor indsendte eksempelvis Danmark i slutningen af 1946 sine krav blandt andet om krigsskadeerstatninger. De blev opgjort til omkring 11,5 milliarder kroner.

 

De to store tyske konti

Det var til dels for de landbrugsvarer og fisk, som de hev ud af Danmark under besættelsen, dels for de fæstningsanlæg og anden infrastruktur i Danmark.

Gælden bestod især af den såkaldte værnemagtskonto i Nationalbanken. Denne konto betalte de danske firmaer, som profiterede på arbejde for nazisterne.

Ud over værnemagtskontoen havde Tyskland en clearingskonto, hvor Danmarks import af tyske industriprodukter blev modregnet i Tysklands import af danske landbrugsvarer. Den var efter krigen i tysk disfavør med 2,9 milliarder kroner.

 

• 4,8 milliarder kroner stammede fra værnemagtskontoen, som blev brugt til at betale for de mange tyske bunkeranlæg på vestkysten, nye flyvepladser og veje
• 2,9 milliarder kroner for tabet på den såkaldte clearingskonto, hvor man trak importen af tyske industriprodukter fra Danmarks eksport af landbrugsprodukter til Tyskland

 

Andre udgifter:

• Militære udgifter: 1,786 milliarder kroner. Det tab, der blev påført hæren og flåden den 29. august 1943 og forskellige udgifter i forbindelse med frihedskampen.
• Tab af menneskeliv og helbred: 168 millioner kroner. Det er udgifter på grund af deportationer, henrettelser og nedskydninger.

 

En egentlig fredskonference blev aldrig til noget

Nu blev denne fredskonference dog ikke til noget som følge af uenighed blandt de fire besættelsesmagter.

Kravet om krigsskadeerstatninger blev fremført på den omtalte London skyldnerkonference i 1952, hvor Vesttyskland som rets – efterfølger til den tyske rige gik med til at betale den tyske før – krigsgæld. Men kravet om krigsskadeerstatninger var ikke hovedemnet, det var den tyske kommercielle gæld til udlandet.

 

Der kunne ikke rejses nationale krav

Det blev i London bestemt, at indtil en fredskonference kunne afholdes og en altomfattende fredstraktat indgås, kunne der ikke rejses krav mod Tyskland der hidrørte fra krigsårene. Der kunne således ikke rejses isolerede nationale krav om krigsskadeerstatninger.

Alt dette fik folketingsmedlemmerne Kai Moltke og Erik Sisgaard at vide da de i 1960erne i Folketinget spurgte til de tyske krigsskadeerstatninger.

 

Danmark gav afkald på masser af penge

Konferencen i London i 1952, hvor ud over Vesttyskland deltog omkring 20 krigsallierede lande, deriblandt Danmark, omhandlede den tyske før – krigs – og efterkrigsgæld, ikke kravet om krigsskadeerstatning. Det drejede sig om kommercielle lån, der skulle tilbagebetales. Og det drejede sig om afholdelse af udgifter forbundet med de tyske flygtninges ophold i Danmark.

Udgifterne til de tyske flygtninge blev udregnet til 429 millioner kroner. Regeringen forsøgte at få dette spørgsmål med til London Konferencen 1952 – 1953. Men man fik at vide, at dette skulle man forhandle direkte med tyskerne.

Og dette beløb blev barberet helt ned til 160 millioner kroner. Tyskerne skulle afdrage dette rentefrit over 20 år med 8 millioner om året. Dette var en noget pauvert resultat.

London – aftalen medførte ikke som det ofte bliver fremført en eftergivelse af den tyske gæld, men den medførte omlægning og nedskrivning af gælden til knap 14 milliarder DM. Det var godt halvdelen af den samlede fordring på 29,7 milliarder DM.

Her gik Danmark også med til, at tyskernes gæld blev halveret til 5,7 milliarder (Det svarer vel i dag til 112 milliarder kr.)

Det blev aftalt at Vesttyskland skulle afdrage den med årligt ½ milliard DM frem til 1988. Med renters rente blev det sidste afdrag på før – krigsgælden betalt i oktober 2010. Dermed havde Tyskland endeligt afdraget sin finansielle gæld fra førkrigstiden.

 

Danmark var åbenbart ikke tilfreds

Da der i 1990 opstod udsigt til tysk genforening var en forudsætning herfor, at de allierede sejrherres kontrol ophørte.

Det skete forhandlinger mellem de to tyske stater og de fire allierede, der i september 1990 blev afsluttet med 2 + 4 traktaten. På vesttysk og amerikansk foranledning var det vedtaget ikke at indkalde til et altomfattende fredskonference med i alt 55 stater, der havde været i krig med Tyskland.

I stedet for en altomfattende fredstraktat kom derfor en traktat, der skabte fred, afsluttede kontrollen med Tyskland og bestemte, hvad der var Tyskland, altså Tysklands grænser. Traktaten omfattede ikke krigsskadeerstatninger.

Det var også i 1990, at den kendte forsvarsadvokat Jørgen Jacobsen mindede om de ubetalte regninger fra tyskernes side og for de varer, de tog med sig ud af landet.

 

Holland har kun fået dækket 5 pct. af deres udgifter

Reelt er det med krigsskadeerstatninger lukket, da der er indgået en slags fred med Tyskland. Der vil kræve enighed blandt 55 stater, hvis dette skulle laves om. Det vil de stater, der fik krigsskadeerstatning efter 1945 nok ikke være interesseret i.

Politisk og folkeretlig er den tyske regering i sin ret ved at hævde at spørgsmålet om krigsskadeerstatning er afsluttet.

Men i 1990 pressede flere lande på først og fremmest Italien og Holland på, at der endelig blev afholdt en fredskonference. Men den vesttyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher fejede kritikken af bordet med de berømte ord:

 

• You are not part of the game

 

Men mon ikke at det er de fire stormagter, som vi kan takke for, at der aldrig blev afholdt en reel fredskonference. Således fik Holland kun dækket under fem pct. af deres udgifter.

 

Man kan godt give en moralsk gestus

En moralsk gestus kunne jo være at yde erstatning til de efterladte for Distomo – massakren i Grækenland er noget andet. En sådan gestus viste Vesttyskland i 1953 over for Israel (jødedommen). Nogen lignende gik Tyskland med til over for ofrene for det nazistiske diktaturs forbrydelser.

Tyskerne har også til Danmark betalt 16 millioner D-mark som er gået til ofrene for det, der betegnes som nationalsocialistisk forfølgelsesforfølgelsesforanstaltninger.

 

Hvorfor gav Danmark afkald på erstatning?

Hvorfor Danmark i den grad gav afkald på erstatning. Ja det kan jo have sine grunde:

 

• For det første var Vesttyskland en vigtig handelspartner, nummer 2 efter England
• For det andet ønskede Danmark at inddrage tyskerne i NATO på grund af den kolde krig
• For det tredje er det ingen tvivl om, at Vestmagterne lagde hårdt pres på Danmark
• For det fjerde troede Danmark, at Vesttyskland ikke havde råd til at betale sin krigsgæld.

 

Skal tyskerne belære andre?

I 2006 gennemgik udenrigsminister Per Stig Møller efter en forespørgsel sagens akter. Og her fremkom det, at Anker Jørgensen i 1977 tilkendegav, at regeringen ikke vil forsøge at inddrive den gæld, der jo reelt blev eftergivet i 1953 – ikke mindst i lyset af, hvor lille en andel, der tilkom Danmark.

Men skulle dette så ikke være blevet diskuteret i forbindelse med Bonn – København – aftalen i 1955? Nu har både Danmark og Europa også nydt godt af Tysklands økonomiske genrejsning.

Man kan jo groft sige, at tyskerne aldrig har betalt den fulde krigsskadeerstatning for hverken Første eller Anden verdenskrig. Og så kan man lige så groft hævde, at det er en joke, når de belærer andre lande om, at betale deres gæld.

 

Forgældet med 200 pct.

Den tyske stat var ved krigens afslutning i 1945 forgældet med over 200 pct. af sit bruttonationalprodukt. 10 år senere var det ikke meget tilbage af gælden. Statsgælden udgjorde 20 pct. af BNP. Det var nok aldrig lykkedes hvis ikke 50 – 60 pct. af den tyske ulandsgæld blev annulleret. Skulle de unge generationer lide under deres forældres fejltagelser ved at betale i flere årtier?

 

Ingen sultede i Danmark

Nu var det ikke alle penge, der bare forsvandt ud af landet. Statsindgrebene hindrede ikke, at visse erhverv og virksomheder tjente godt på besættelsen. Det var særlig inden for landbrug og fiskeri, der blev tjent masser af penge. Og der var også masser af beskæftigelse undtagen lige i begyndelsen af besættelsen.

Myndighederne indførte også en stram priskontrol. Og allerede i september 1939 blev der indført rationering. Men sult som i andre lande fandtes ikke i Danmark, som tværtimod næst efter de neutrale lande Sverige og Schweitz havde det højeste kalorieforbrug pr. indbygger i Europa.

Nu har man sikkert glemt, at den danske stat beslaglagde masser af bankkonti hos de familier, hvis mænd kæmpede for tyskerne. Her skabte det problemer. Men det har litteraturen ikke rigtig fundet anledning til at beskæftige sig med.

 

National forargelse

Arbejderklassen var nok dem, der mærkede forringede livskår mest. Der var national forargelse over at nogle bevidst profilerede på den nationale ulykke. Det stærkt negativt ladede udtryk ”værnemagere” blev hæftet på de virksomheder, som tjente stort på tyskerne. Men det blev aldrig brugt mod landbrug og fiskeri. Private, der solgte kartofler og kød til de tyske soldater, der gik vagt langs Flensborg Fjord fik maskiner ødelagt og blev i den grad chikaneret efter krigen.

De små værnemagere fik strenge straffe, men mange af de store slap helt uden straf.

 

Næsten fuld beskæftigelse

Besættelsesmagten satte store befæstningsarbejder i gang – især på den jyske vestkyst. Arbejdet blev udført af danske arbejdere og virksomheder. I 1943 – 1944 tog arbejdet til med en beskæftigelse i visse perioder på over 50.000.

Sammen med de over 100.000 arbejdere, der fik arbejde i Tyskland, var befæstningsarbejdet en væsentlig faktor bag den fulde beskæftigelse, som blev opnået i 1943 – 44. Som vanligt ved militære besættelser betalte staten for de tyske besættelsestroppers forbrug samt for befæstningsanlæggene. Midlerne blev hentet fra værnemagtskontoen i Nationalbanken, der som skrevet sammen med clearingskontoen finansierede det tyske forbrug.

 

Modstandsbevægelsen ønskede omfattende opgør

Nu skete en del af arbejdet for tyskerne i samarbejde med regeringen. Danmark var afhængig af import af råvarer. Erhvervslivet var afhængig af at handle med Tyskland, hvis ikke hele produktionsapparatet skulle falde fra hinanden.

Størstedel af det økonomiske samarbejde skete som normal handel mellem landene og i underhold af de tyske soldater.

Store dele af modstandsbevægelsen ønskede et omfattende opgør med værnemagerne efter befrielsen, hvor de både skulle straffes og deres indtjening konfiskeres. Og her var det især den kommunistiske del af modstandsbevægelsen, der førte an.

 

De store slap

Men opgøret med værnemagerne fik dog aldrig det omfang, som kommunisterne havde ønsket. I sidste ende kunne man ikke få dømt de store virksomheder, der havde handlet i forståelse med regeringen. Dette kom frem allerede under den store sag mod entreprenørfirmaet Wright, Thomsen og Kier, der havde bygget lufthavne for tyskerne helt tilbage fra 1940.

Firmaet kunne dog henvise til, at de havde været imod at påtage sig arbejdet, men de var blevet kraftig opfordret til det af både statsminister Stauning og de konservatives formand John Christmas Møller. Anklagemyndigheden frafaldt sagen, inden der faldt dom.

 

Kun 300 millioner kroner blev tilbagebetalt

Ca. 1.100 værnemagere blev dømt, men omkring halvdelen blev benådet, inden de skulle i fængsel. Straffene var langt mildere end i det øvrige retsopgør. Kun 75 personer fik et år eller længere i fængsel.

Med hensyn til tilbagebetaling af overskud blev 50.000 sager undersøgt, og i ca. 10.000 sager blev det besluttet, at der var tilbagebetalingspligt. I alt blev kun 300 millioner kroner tilbagebetalt, hvilket var et meget lille beløb i forhold til den udbredte samhandel med besættelsesmagten, der havde fundet sted.

 

Virksomhederne havde ikke frit slag

Besættelseslitteraturen m.m. glemmer, at virksomhederne ikke bare havde frit slag. De var underlagt en stram styring af leverancernes omfang og den tilladte avance. Således er det hævdet, at A.P. Møller i den grad tjente på Dansk Industri Syndikat på Østerbro (Riffelsyndikatet). Nu ejede han kun 30 pct. af aktierne. D.I.S. måtte efterbetale 7 millioner kroner efter besættelsen.

 

Politiske fejltrin

Men nu kunne det jo være endt helt galt. Den danske regering gav udtryk for indgå i en politisk og økonomisk nyordning under Tysklands førerskab. Det fik så det tyske udenrigsministerium til at foreslå en dansk-tysk mønt – og toldunion. Dette skete med Hitlers samtykke. Det kunne have endt med at Danmark blev frataget egen indflydelse på den økonomiske politik. Forhandlingerne forliste på erhvervenes og Nationalbankens absolutte modstand. Erklæringen må ses som et absolut politisk fejltrin på grund af dets mulige følger.

Den danske regering havde selv rådet sig ind i problemerne. Det mest bemærkelsesmæssige er, at tyskerne lod sagen falde selv med Hitlers indblanding uden konsekvenser for Danmark. I litteraturen har vi ellers ses antydninger på at det var noget tyskerne havde påtvunget os.

Tyskerne var slet ikke begejstret for den stærke nationale samlingsregering fra juli 1940. De ville have nazisterne med, og ville gerne have haft en svagere regering, som de kunne styre. Egentlig var hverken Renthe Fink eller Berlin tilfredse med dette. I december 1940 gik det så op for tyskerne, at DNSAP ikke havde en chance.

Derfor var det katastrofalt, da Højgaard-kredsen forsøgte at få kongen og Rigsdagen til at udnævne en national og ikke politisk bundet regering. Og egentlig var Scavenius tilhænger af dette. Han var også tilhænger af, at Stauning skulle gå. Hvordan mon økonomien havde set ud, hvis dette var blevet realiseret?

 

Englændere og amerikanere har undersøgt den danske samarbejdspolitik

Når man nu taler om alt dette, så har briterne og amerikanerne foretaget officielle undersøgelser af den danske samarbejdspolitik. Og de afviser, at det er tale om kollaboration. Tyskerne var godt klar over, at flertallet af den danske befolkning var klart engelskvenlige. De danske myndigheders samarbejde var ikke et resultat af lyst men af nødvendighed.

 

Nationalbanken: Forholdsvis beskeden skadelig effekt

Men egentlig bevirkede den tyske besættelse af Danmark en forholdsvis beskeden skadelig effekt for dansk økonomi. Ja det er ikke noget ”Den Gamle Redaktør” her bare slynger ud. Det siger Nationalbanken.

Det var en række økonomiske problemer, der skulle løses. Krigen gav kraftige prisstigninger og sammenbrud for de vanlige handelsmønstre. Afsætningen af landbrugsvarer ændrede helt karakter. Handlen på det engelske marked blev markant mindre. Handelen med Tyskland steg til 80 pct.

 

Forøgelse af pengemængden

Af hensyn til forbrug og beskæftigelse blev markedsmekanismerne på centrale områder sat ud af kraft. Overordnede økonomiske dispositioner blev foretaget af staten. Det skete i form af stram priskontrol med indførelse af maksimalpriser samt via det såkaldte Direktoratet for vareforsyning.

Under besættelsen indtrådte der store forskydninger i landets pengevæsen som følge af tvungne finansiering af besættelsesmagten. Resultatet var en forøgelse af pengemængden af usædvanlige dimensioner.

Ved pengeombytningen i juli 1945 fik man saneret pengemarkedet og fik opsuget en stor del af værnemagtens skjulte formuer.

 

Man regulerede landbrugets fortjeneste

Det danske prisniveau steg kraftigt i begyndelsen af besættelsestiden. Det var især eksportpriserne på de vigtigste landbrugsvarer, der var steget. Landbruget ville tjene en ekstra skilling. Derfor blev der stillet et forslag om en revaluering af kronen, da en revaluering bl.a. ville reducere landbrugets eksportindtægter.

Tyskerne var ikke begejstrede for forslaget, da lavere eksportindtægter kunne påvirke landbrugets leveringsvillighed. Men de endte med at acceptere en opskrivning af kronens værdi på 8 pct. over for alle valutaer. Revalueringen blev vedtaget 22. januar 1942.

 

Beslaglæggelse af værnemagtsformuer

I løbet af besættelsen var der sket en markant stigning i seddelomløbet, Fra et niveau på cirka 400 millioner kr. i årene før krigen voksede seddelomløbet i løbet af besættelsen til ca. 1,6 milliarder kr. dvs. en firedobling. For at undgå inflation efter frigivelsen af priserne efter krigen var kontrol og nedbringelse af det store seddelomløb en af de første opgaver på det økonomiske område i efterkrigstiden.

Problemet skulle løses ved indkaldelse af samtlige cirkulerende Nationalbanksedler samtidig med, at der blev foretaget en formueopgørelse. Herved kunne man beslaglægge værnemagerprofitter og afsløre sortbørsgrosserer samt annullere alle de pengesedler, tyskerne måtte have bragt ud af landet.

 

Danskere ”glemte” at opgive 3 milliarder kr.

For at muliggøre ombytningen påbegyndte Nationalbanken i efteråret 1943 i al hemmelighed fremstillingen af en ny seddeltype, og i februar 1945 lå Nationalbanken inde med en tilstrækkelig mængde af alle seddeltyper til at ombytningen kunne foretages.

Pengeombytningen begyndte på ”Formuekontroldagen” den 23. juli 1945 og omfattede alle sedler. Forinden var de nye pengesedler 1,4 mia. kr. – blevet fordelt til bankerne. Pengeombytningen viste at knap 3 mia. kr. eller 20 pct. af de opgivende formuer, var tjent uden at være opgivet til skattevæsenet.

 

Kilde:

• videnskab.dk
• Tom Piketty: Kapitalen i det 21. århundrede
• Udenrigsministeriet
• danmarkshistorien.dk
• nationalbanken.dk
• Den Parlamentariske Kommissions Betænkning 4, 11, 12
• Hans Kirchhoff m.fl.: Gads Leksikon om dansk besættelsestid 1940 – 1945
• Viggo Sjøquist: Erik Scavenius 1 – 2
• Hans Kirchhof: Augustoprøret 1-2
• Joachim Lund: Danmark og den europæiske nyordning 1940 – 1942
• Steen Andersen: Danmark i det tyske storrum

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 251 artikler fra Besættelsestiden (Før/under/efter) herunder:

 

• Retssikkerheden under og efter besættelsestiden
• Fagbevægelsens indflydelse på Tysklandsarbejderne
• Tysklandsarbejdere og Dansk Erhvervsliv
• Krigens Købmænd
• Dansk Cementfabrik med tvangsarbejdere
• Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik
• Værnemagere
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Da Skrydstrup fik en flyveplads
• Sønderjylland – maj 1945
• Opgøret efter 1945
• Politik under besættelsen
• Samarbejde med besættelsesmagten og mange flere