Hammers krig i Vadehavet i 1864

Hammer fik overladt noget gammelt skrammel, der var gennemrustet. Han bad hele tiden forgæves om nyt materiel, bl.a. dampskib. Meget tyder på, at de i København slet ikke var klar over, hvad der skete. Selv om flåden på et tidspunkt var i nærheden måtte han ikke gør brug af dem. Hammer forhindrede mange gange landgang fra fastlandet over til vadehavsøerne. Og så kæmpede han også mod Slesvig – Holstenerne på øerne. Han fik åbenbart tilsendt en forkert våbenhvile. erklæring af en embedsmand. Han stoppede kamphandlingerne, men det gjorde fjenden ikke. Så de fik nogle fordele. De havde nemlig ikke fået nogen. Dagen efter, som Hammer havde overgivet sig den 20. juli 1864 fik han præsenteret en våbenhvile. Det irriterede i den grad Hammer. Men heller ikke det havde han fået noget at vide om. Det kan godt være, at de i København havde glemt Hammer. Men det havde de ikke i Vadehavet og har det stadig ikke.

 

Vi har før hørt om ham

Vi har tidligere rapporteret om Hammer i Vadehavet i forbindelse med Den Første Slesvigske Krig. Og så har han været gode venner med apotekerfamilien fra Højer, som også har berettet om Hammer.

Med stor dygtighed forhindrede han at den prøjsisk-østrigske hær besatte Vesterhavs – øerne. Det var med en beskeden styrke og noget udrangeret materiale at han gjorde dette. Og som vi skal høre om så havde han også oprørske Slesvig – Holstenere at kæmpe imod.

 

Bedre vidende i København

Det var en lunken støtte som han fik fra en vankelmodig regering i København. Således udtalte Marineministerens adjudant efter et møde:

 

• Hvad kan det nytte, at hammer får et dampskib, så vil han jo straks have et til, og tror at han dermed kan erobre Tyskland.

 

Hammer havde hele tiden bedt om bedre materiel. Men styrken bestod kun af to små armerede dampskibe, 8 kanonjoller, et antal toldkrydsere samt et kompagni soldater. Han kæmpede med enestående sejhed, djærvhed, der aftvang såvel fjender beundring som var påskønnelsesværdig.

Adskillige gange anmodede han uden virkning marineministeriet om forstærkning.

 

Hammer havde stort lokalkendskab

Hammer havde stort lokalkendskab. Og han ville godt have haft fat i de to dampskibe, der lå i Husum – Hammer og Augusta. Det var gamle postskibe. De havde en ringe dybde. Men forhandlingerne trak alt for langt tid ud.

Løjtnant Holbøll kom til at fungere so0m næstkommanderende. Han blev beordret til at tage til Fanø og oprette en station der. Der var kommanderet et mandskab på 40 men kun 30 var dukket op.

 

Lodserne kom ikke

På det tidspunkt havde Hammer ikke fået et dampskib til rådighed. Han meddelte Marineministeriet at dette var absolut en nødvendighed. I det hele taget var kommunikationen med marineministeriet meget dårligt. Og her var det som om, at man overhovedet ikke havde kendskab til forholdene eller lagt en strategi.

Hammer skulle have modtaget et antal lodser fra Ejderen, men de havde åbenbart ”svigtet deres ed” og var udeblevet. Hammer fik en lille næste fordi han syntes det gik for langsomt fra Marineministeriet så han havde selv kontaktet kommandoerne. Men han fik at vide, at alle anmodninger skulle gå gennem ministeriet.

Hammer ville også gerne have oplysninger om, hvorfra hans mandskab kom. Det kunne han ikke få i første omgang. Den 16. februar 1864 tog Hammer en tur syd på til Amrum og Smaldyb.

 

Prins Frederik af Augustenborg skabte røre

Han fik at vide, at er havde været ballade i Wyk på Før. Landfogeden havde været nødsaget til at forlade øen. Han opholdt sig i kutteren Neptun i Amrum Havn. Straks tog Hammer videre til Wyk.

Prins Frederik af Augustenborg havde sendt agenter til vadehavsøerne for at opildne folket. Straks ved oprørets start havde inspektionsassistent ladet krydsfartøjerne opruste og føre til Amrum Havn så de ikke faldt i oprørerens hænder.

Nu var det sådan at Hammer faktisk boede på Før sammen med sin kone og seks børn. De boede ret isoleret i den sydligste del af byen.

 

Beboerne var bange for Sultan

De boede også sammen med den store ”glubske lænkehund Sultan” som hele byens befolkning havde en panisk skræk for.

En skare mere eller mindre fordrukne individer, forsynet med jagtbøsser høtyve og lignende demonstrerede op mod det hammerske hus. De ville med vold og magt trænge ind i dette. Men fru hammer var en ualmindelig resolut og modig dame. Hun tog med Sultan hen til porten og truede med at pudse den på hver og en, der vovede sig inden for rækværket. Det hjalp – skaren spredte sig hurtig.

Efter at Hammer var ankommet forsvandt de oprørske tendenser. Hammer sammenkaldte Flækkekollegiet og landskabsrepræsentanterne fra Østerlands-Før. Efter nogen forhandling blev det besluttet med de kommunale myndigheder at Landfogeden skulle komme tilbage. Hvor længe der var ro, kunne man ikke vide. Der skulle nok komme flere fanatikere fra fastlandet.

 

Det lykkedes aldrig at skaffe en læge

Hammer rejste videre til Amrum, hvor der i havnen lå nogle indefrosne krydsfartøjer. Han beordrede dem til, så snart isforholdene tillod det at krydse Før og Amrum.

Næste dag tog Hammer til Sild, hvor han talte med landfoged Tvede. Her fik han så at vide, at også her havde der været optræk til ballade. Den værste agitator var Dr. Jenner. Men over halvdelen af befolkningen her var loyale over for Danmark. Hammer aftalte at al post fremover skulle ske via Nørrejylland (nord for Kongeåen) og Strandby.

Det lykkedes aldrig at få en læge tilknyttet til flotillen. Det blev forsøgt mange gange. Efter Dannevirkes rømning forsvandt også en del af det unge mandskab. For ikke at bruge for meget tid på dette lod Hammer denne sag i bero.

 

De måtte true med at skyde

Hammer gik nu sammen med et par krydsere og to kanonjoller syd på for at afskære Sild og Før’ s forbindelse til fastlandet. For at berolige beboerne udsendte Hammer en proklamation.

Men Keitum by og omegn befandt sig allerede i oprørstilstand. Hammer sendte løjtnant Rasmussen som anholdte seks af hovedmændene i oprøret. Man fik dog ikke fat i den egentlig hovedmand Dr. Jenner.

Mod Landfogedens hus stormede 100 oprører. Og enhver opfordring til at stoppe blev efterkommet. Sidste chance for at stoppe oprørerne var kommandoen til matroserne:

 

• Læg an

 

Kun truslen om at der ville blive skudt, så snart en eneste havde trådt inden for rækværket fik den ønskede virkning. Der blev indgået en overenskomst som foreløbig bragte ro. Men Hammer stolede ikke på denne ro, da hovedmanden endnu ikke var pågrebet.

Atter engang gjorde Hammer opmærksom på i en ny rapport til Marineministeriet at han ikke kunne forsvare øerne uden dampskibshjælp og flere soldater.

 

Igen optræk til ballade

I Wyk havde der igen været uroligheder. Man havde besluttet at hvis der blev arresteret nogen så ville man gøre modstand. Nu vidste Hammer, at der kun var en mindre del af øens befolkning, der bakkede op om dette, så han tog ikke rigtig notits af det.

Den 4. marts modtog Hammer et telegram, hvor Marineministeriet gav ham deres fulde opbakning. Desuden havde man besluttet at sende yderligere 100 mand under hans kommando. Han havde desuden fået bemyndigelse til at erklære ”Belejringstilstand” på Vesterhavs-øerne.

 

Beboerne forsynede sig med knipler og pigge

Den 11. marts var de sidste kanonjoller på Fanø færdige. Og i landsbyen Øvenum begyndte man at forsyne sig med knipler og pigge for om muligt at få jaget kanonbådsvagten bort fra Wyk. Heldigvis kunne nogle af jollerne undværes fra afspærringen så de kunne sættes ind mod oprørerne.

Hammer sendte patruljer ud forskellige steder. Enkelte arrestationer blev foretaget. En af urostifterne, en indvandret preussisk barber blev sat om bord i fyrskibet. Efter nogle dage var roen genoprettet.

 

Kanonjolle var læk

Det viste sig at nogle af jollerne var læk. Efter en skydeøvelse sprang kanonjollen ”Aarøsund” så læk. Den sank ved Wyk red. Dette vakte stor glæde blandt de tysksindede. Tyske blade kunne allerede meddele, at den havde gjort sin sidste rejse til havet s bund. Det lykkedes dog at få den hævet. Men al krudtet var naturligvis fordærvet.

Den 20. marts lykkedes det at føre de sidste kanonjoller fra Fanø over åben sø til de sydlige øer. Endnu var hverken dampskib og tropper dukket op. Ankomsten var anmeldt af marineministeriet den 8. marts.

 

Endelig – et dampskib – men uden tropper

Endelig den 24 marts dukkede dampskibet op. Men der var ingen tropper med. Nu måtte en reserveløjtnant fra Hammers flotille selv tage affære. Endelig den 31. marts dukkede 100 mand fra 11. regiment op ved Hjerting. De blev afhentet af dampskibet ”Limfjorden”.  Og ført videre til Før. Her blev oprørerne meget lange i ansigtet.

Det gik nu efterretninger om at der var ankommet preussiske krigsskibe til Bremerhaven. De skulle snart videre nord på.

Den 26. marts gik Hammer med dampskibet og to kanonjoller syd på og nærmede sig Okholm. Herved kuldkastedes fjendens planer om at gå op langs Øland og så om natten at overrumple Før.

Fra nu af måtte man være forberedt på at forvente angreb såvel fra søen som fra Elben og fra fastlandet.

 

Kun øerne fra Amrum mod nord kunne besættes

Den 27. marts rekognoscerede Hammer farvandene omkring Nordstrand, Pelvorm og Heveren op til Husum. Men med kun et dampskib uden forbindelse til krigsskibe i Nordsøen var styrken alt for lille til at kunne besætte disse øer.

Strategien fremover blev at forsvare øerne fra Amrum mod nord.

 

Igen engang – resultatløst møde i København

Gennem længere tid havde Hammer ikke hørt fra Marineministeriet. Han var bange for at hans breve og rapporter var havnet i fjendens hænder. Han ville nu personlig stille op i ministeriet også for at anmode om mere materiel. Men i stedet besluttede han at sende Lind.

Men efter 14 dage i hovedstaden havde denne ikke opnået noget som helst. Det var med beklemt hjerte han overdrog denne besked til Hammer. Man var ikke særlig imødekommende over for Hammers mission i Vadehavet.

Man mente i ministeriet at dampskibene var uhyre kostbare.

 

Hvor blev den danske flåde af?

Hammer havde en plan, hvor han skulle bruge den danske flådes hjælp for at få de to dampskibe i havnen i Husum. Men efter fire uger havde Hammer ikke hørt fra ministeriet og nu var den danske flåde væk.

Den 11. april mødte Hammer så endelig den danske eskadre. Men glæden varede kort. Allerede den 20. april var de igen forsvundet. Hammer løb derfor med Limfjorden til Helgoland med fik her at vide, at eskadren var afgået til Chritianssand.

Den 4. maj anløb Hammer igen Helgoland. Befolkningen på øen, der var i engelsk besiddelse, havde næsten udelukkende danske sympatier.

 

Fjendtlige både i sigte

Pludselig lød der en melding om, at danske skibe var i sigte. Men det viste sig at være fjendtlige skibe, nemlig to østrigske fregatter og tre preussiske krigsskibe. Hammer afgav straks melding til Marineministeriet og sendte kutteren Neptun til Christianssand for at underrette dem.

I de følgende dage blev den fjendtlige eskadre set ret jævnligt ud for øerne. Den 9. maj lød meldingen at der var fjendtlige skibe i sigte. Glæden var stor, da det viste sig at være danske skibe.

Man ville gerne bringe eskadrens 50 sårede i land, men Hammers flotille havde ingen læge, så det hjalp ikke noget. Men enden på det hele blev at der blev indrettet et lazaret i Wyk.

 

”Danskerne lod æblerne ligge”

Men pludselig uden Slesvig – Holstenerne jublede. ammers viden stak den danske flåde af uforklarlige grunde med fulde damp mod nord.

Hvordan englænderne havde set kampen ved Helgoland fik Hammer mulighed for at få at vide, da han mødte en engelsk søofficer fra fregatten Aurora:

 

• De danske plukkede æblerne af træet, men de lod dem ligge ved foden af det.

 

Overgang fra Højer blev standset

Planen var at netop den dag skulle de to preussiske dampkanonbåde løbe ind i farvandene for at angribe kanonjollerne. Samtidig skulle 400 landsoldater overføres fra Højer til Sild og 1.000 mand til Før dels med både fra fastlandet og dels fra Husum med dampskib.

En østrigsk søofficer var ankommet til Højer om formiddagen for at lede angrebet, men kort før ekspeditionen skulle starte kom der melding om slaget ved Helgoland. Samtidig blev ordren om indskibning standset.

 

Hammer i København

Hammer besluttede nu selv at tage til København for at berette om den nye situation. Han foreslog at der blev oprettet batterier på øerne. Hvis dette ikke skete, var man prisgivet. Dampskibets plader var så godt som fortæret af rust. Kølpladerne var fulde af huller. De måtte tilstoppes med talg og værk.

Ministeren mente at Hammer skulle få hele flotillen tilbage til Fanø og der indtage en position, så man i yderste nødstilfælde kunne tilintetgøre hele materiellet og dernæst slippe bort med besætningen til søs.

Hertil gjorde Hammer opmærksom på, at farvandet mellem Fanø og fastlandet og selve havnen ved Nordby var fuldstændig behersket af fjendens riflede skyts. Her var man fuldstændig magtesløs. Hammer erklærede at han ville foretrække en retræte i det sydlige vadehav mellem Før og Sild. Atter engang bad han om mere dampkraft.  Og endelig en dampkanonbåd.

Man kunne ikke undvære Rolf Krake. Den skulle bruges til at forsvare Als. Atter engang måtte han forlade hovedstaden med uforrettet sag.

 

Keitum i undtagelsestilstand

I mellemtiden var oprøret i Keitum igen blusset op. Folk, der havde givet deres æresord holdt det ikke. Landfogeden erklærede sig ude af stand til at oprette ro og orden. Hammer måtte derfor erklære Keitum i belejringstilstand, og byen blev afspærret.

Folk blev anholdt og betragtet som landsforrædere. De blev anbragt i Limfjorden og ført op til den militære kommando i Nykøbing på Mors. Herfra blev de sendt videre til København. Fanatikerne blev rasende over disse arrestationer. En præst, der havde svoret troskabsed til Kong Christian den Niende opfordrede de slesvig-holstenske beboere på Sild til at øve lynjustits mod de danske kommanderende. Forinden Hammers afrejse fra Sild var der genskabt ro.

Ved en smart manøvre lykkedes det for Hammer at få fat i dampskibet Aurora. Slesvig – Holstenerne havde mente, at den skulle bruges til at overføre tropper fra Højer til Sild.

Under en våbenhvile syntes nogle af skibene at de kunne føre det Slesvig – Holstenske flag. Dette kunne ikke tåles fra Hammers side. Et skib blev opbragt og skipperen blev idømt fem dage på vand og brød. Og så kan det godt være at skibene fik fjernet flaget.

 

Hammer ville have batterier installeret på øerne

Hammer anmodede nu om at få batterier installeret på øerne, men det blev igen afvist. I stedet fik han lovning på 6 kanoner som skulle installeres på Fanø. Desuden var der lovet yderligere 60 – 70 mand. Og så ville man sende dampskibet Dan til flotillen, men det kom dog aldrig.

Hammer måtte atter engang gøre opmærksom på at Fanø var det dårligste sted til retræte og 60 – 70 mand ikke kunne stille noget op imod fjenden.

 

Fjenden skulle tro at øerne var besat

Den 30. juni lå en østrigsk eskadre bestående af et linjeskib, en panserfregat, to fregatter, en korvet og tre kanonbåde under Helgoland. Fjendens tropper var fordelt langs kysten. Efter de modtagende efterretninger stod der 2.000 østrigere over for Fanø.

Desuden var kysten besat helt ned forbi Dagebøl med så stor en styrke, at man skulle tro at fjenden frygtede angreb fra øerne. Man var åbenbart blevet narret af de sidste efterretninger.

For at vedligeholde troen på at øerne var stærkt besat, blev der af og til foretaget divisioner imod fastlandet af dampskibet Limfjorden med kanonjoller og mindre fartøjer.

Østrigerne sendte nogle armerede både ind til Sild og bortførte to beboere. Dem tog de med ombord og afhørte dem om den danske styrke og stilling.

 

Østrigerne forsøgte igen landgang fra Højer

To kanonjoller fra Hammers flotille lå foran Højer Kanal. Og det var ganske heldigt. Med 30 både, hvori der var 8 – 10 soldater om bord forsøgte østrigerne at sejle over mod Sild. Men det havde Hammers kanonjoller set. Et par granater fik soldaterne til at springe i vandet. De løb og svømmede gennem vand og mudder i alle retninger op efter digerne.

Mens dette foregik forsøgte fjenden også at iværksætte overgang fra fastlandet på to forskellige steder over til Før. De to kanonjoller der havde station her, gik straks i angreb. En halv snes skud var nok til at fjenden vendte om.

 

Også landgang fra Dagebøl blev forhindret

Også fra Dagebøl forsøgte østrigerne at komme over. Men det lykkedes heller ikke. Løjtnant Holbøll var om morgenen stået ud fra Wyk i dampskibet Augusta sammen med to kanonjoller. Tre overgangsforsøg på en gang var blevet afvist.

Hammer bestemte nu at opgive forsvaret af Sild for en overgang fra Ballum over Rømø til List kunne iværksættes uden at den danske styrke kunne gøre noget som helst.

Snart igen kunne man fra udsigtstårnet i Wyk se, at man havde travlt med at træffe foranstaltninger til en ny overgang fra Dagebøl. Hammer beordrede straks Holbøll til med ”Augusta” og 4 kanonjoller at angribe og ødelægge bådene.  Fra to sider løb jollerne tæt ind under Dagebøl og åbnede på 800 – 1.000 alen en livlig granatild.

 

Sild var blottet for forsvar

Dette gjorde en fortrinlig virkning. Efter en halv time kom der fjendtlig artilleri til stede og rettede kraftig ild mod jollerne mens disse fortsatte beskydningen. Efter en times beskydning var bådene ødelagt. Hammers joller fik en del skud gennem sejl og årer, men hverken både eller besætning tog skade.

Da de danske styrker havde trukket sig tilbage fra farvandene mellem Højer og Sild var vejen fri for østrigerne og den 13. juli iværksatte de overgangen til denne ø som nu var blottet for forsvar.

 

Opfordring til Hammer om overgivelse

Et krydsfartøj sendtes imod et fartøj med Parlamentærflag på toppen kommende inde fra Dagebøl. Det var feltmarchall – løjtnant von Gablenz, der lod Hammer underrette om, at den danske styrke nu var fuldstændig indesluttet af den allierede østrigsk – preussiske krigsmagt til lands og til vands. Han opfordrede ham til at overgive sig med hele sin styrke. Men Hammer gav herpå et kort og bestemt afslag.

Men situationen var yderst kritisk. Fjenden var ubestridt herre i Nordsøen og kunne hvad øjeblik det skulle være sende fem stærkt armerede kanonbåde ind i farvandene og desuden udsende barkasser og andre armerede fartøjer fra sine linjeskibe og fregatter uden at der var noget batteri i land, som man kan støtte sig til. Endelig kunne man møde op med lige så mange små dampere med landgangstropper fra Elben, som man ønskede at disponere over. De danske styrker både til lands og til vands var slet ikke i nærheden.

I længden kunne man heller ikke forhindre en besættelse af alle øer. Man var henvist til stillinger i vadehavet. Man skulle forsvare sig med forældet materiel. Rækkevidden på skyts var kun halvt så langt som fjendens.

 

Østrigerne fik en overraskelse

Østrigerne belavede sig på at falde den danske styrke i ryggen ved at forberede landgang på vestsiden af Før. Dette måtte forhindres. Kl. 2 om morgenen kunne man skimte en del både, der var lagt op på en landtange. Kanonjollerne blev lagt i angrebsstilling og fra dampskibet blev der gjort landgang. Mens Hammer var ude på denne ekspedition, havde Holbøll foretaget en fremrykning mod sydvesthjørnet.

 

Holbøll truede med at smadre byen

Indefra kunne det se ud som om, at danskerne var på flugt, men det var ingenlunde tilfældet. Demonstrationer og skandaler blev igen sat i værk. Og det ene oprørsflag efter det andet blev hejst. Det fik så fru Hammer til på kommandørboligen at hejse Dannebrog.  På den til huset hørende flagstang.

Holbøll skyndte sig ind tilkaldt af det hejste flag. Han lod byens borgere underrette om, at byen ville blive skudt i brand hvis flagene ikke omgående blev taget ned. På Limfjorden blev de erobrede både ophugget og brugt som brændsel. Oprørsflagene blev igen taget ned og der blev igen skabt orden.

På Hørnum Odde var man rasende over tabet af både. Da kanonjollen Barsø patruljerede blev man beskudt. Næste morgen blev to af kanonjollerne beskudt på 5-6.000 alens afstand.

 

En kort glæde

Den 17. om morgenen blev der jubel i den danske lejr. Hammer modtog et telegram fra generalkonsul Pontoppidan fra Hamborg. I det stod der, at der var våbenstilstand til enden af måneden. Glæden varede desværre kort.

Hammer så i løbet fa formiddagen skibe nærme sig i Smaldyb. Det ville Hammer ikke finde sig i. Han hejste parlamentærflag og nedlagde protest mod fjendens fremtrængen. Oberstløjtnant Schidlack modtog protesten. Han havde ikke modtaget nogen meddelelser om våbenhvile.

Heller ikke i Højer eller Dagebøl havde man modtaget nogen melding. I nattens mulm og mørke og uden at afvente yderlige oplysninger havde fjenden landsat tropper på Nieblum Strand. Han nedlagde straks protester imod denne adfærd som var ganske uforsvarlig og stred imod tro og love. Hammer henviste til den besked som han havde fået fra Hamborg.

 

Fjenden overholdt ikke krigens regler

Men chefen på den østrigske kanonbåd Seehund, kaptajn Kronowetter underrettede Hammer om, at fjendtlighederne ville blive fortsat kl. 6 næste morgen. Det var kun et par timer efter, at hammer kunne forlade den tyske eskadre. Dette protesterede Hammer også over, fordi det var det mest uheldige tidspunkt på grund af ebbe.

Hammer forklarede fjenden at han havde fuld tillid til telegrammet fra Hamborg og derfor havde indstillet alle forsvarsforanstaltninger på Før. Han foreslog derfor at fjendtlighederne først fortsatte kl. 11.

Men allerede kl. 5.30 begyndte fjenderne at beskyde Hammers flotille. Først efter et stykke tid kunne Limfjorden igen flyde. De østrigske tropper besatte nu Wyk. De var forundret over slet ikke at finde noget militær.

 

Hammer fulgte mandskabet

Fjenden havde endnu ikke fået en våbenhvile og fortsatte fjendtlighederne og var sikkert heller ikke interesseret idet nu hvor de pludselig havde fået store fordele ud af kampene. Man diskuterede nu hos danskerne om man skulle overgive sig eller prøve på i nattens løb at undslippe med Limfjorden. Men ingen turde tage et ansvar at stå til søs med 200 mand om bord i et fartøj, der ikke var sødygtigt.

Hammer foretrak at følge sit mandskab i fangenskab. Man tog beslutningen straks at ødelægge al krigsmateriel.

 

En overraskende ny våbenhvile

Hammer overgav sig til den nærmest liggende fjende, kanonbåden Blitz. Den 20. juli om formiddagen begav Blitz sig til Wyk. Ombord blev Hammer præsenteret for en våbenhvile underskrevet af den danske oberst Kauffmann, der skulle træde i kraft den 20. juli kl. 12. Denne efterretning ærgrede Hammer og hans officerer. Dette havde Hammer ikke haft nogen anelse om. Han henholdt sig stadig til den besked som han havde fået fra Pontoppidan.

Hammer beordrede den øvrige del af flotillens mandskab til at melde sig til chefen for Seehund. Hele styrken på 9 officerer og 236 mand var endnu før våbenstilstanden indtrådt i krigsfangenskab og blev over Husum ført til Rendsborg. Dampskibet ”Limfjorden” blev straks efter overgivelsen besat af østrigerne og benyttet til at overføre den danske styrke til Husum.

 

Krigsfange i Schlesien

Hammer endte som krigsfange i Schlesien. Men han havde nu ret frie forhold. Han havde lovet med æresord at han ikke ville flygte.

Han kom skuffet hjem efter fredsslutningen i Wien til et reduceret kongerige. Skuffet var han over at regeringen dengang svigtede ham. Han blev dog langt om længe dekoreret med Kommandørkorpset og modtog en æressabel som var en kopi af Tordenskjolds sabel. Sidstnævnte var givet af de dansksindede på Vesterhavsøerne.

 

Hammer havde et eventyrligt liv

Men Hammer havde et eventyrligt liv. Udover at være med i to slesvigske krige, var han involveret i bataljer med de indfødte i den danske koloni ved Guldkysten i 1845. Og i 1870 drev han i flere døgn rundt på en isflage for til sidst at havne på Island.

Han var en tid medlem af Rigsrådets landsting som repræsentant for Haderslev, Tønder og Løgumkloster.

Han havde oprettet det danske Fiskeriselskab, der drev hval- og robbefangst. Men selskabet måtte senere opløses. Den russiske regering belønnede ham med en guldmedalje. Og inden sin død drev han et savværk ved Gällö i Jämtland.

 

Ikke alle har glemt hans indsats

Hammer var godt sur over alle de misforståelser og manglende opbakning som han oplevede fra den danske regering. Anerkendelsen fra hans bedrift var højere i udlandet end på hjemmefronten. Det var som om, at man i København var ligeglade med hans indsats. Men alle dansksindede på vesterhavsøerne og ved det nuværende Sønderjylland og Nordfrislands vestkyst kan endnu huske Hammers indsats.

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• Hammer: Kaptajnløjtnant O.C. Hammer – en livsskildring
• C. Hammer: Vesterhavsøernes forsvar i året 1864
• biografileksikon.lex.dk
• welt.de

 

Hvis du vil vide mere: Om Hammer, 1864 og Vesterhavsøerne:

Under Højer (76 artikler):

• Apotekeren fra Højer
• Min barndom i Højer
• Heltene i Vadehavet
• Øerne – syd for Højer

Under Sønderjylland (188 artikler):

• De sidste hertuger på Augustenborg
• Slaget om Als
• Sønderjylland til Ejderen

Under Aabenraa (154 artikler):

• Aabenraa 1848 – 1851
• Aabenraa – før prøjserne
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
• Aabenraa 1864
• Familien Jürgensens tyske sind

Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):

• Sejren ved Bov
• Kampen ved Bov – og de slesvigske krige

Under Tønder (269 artikler):

• Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
• Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
• Dagbog fra Møgeltønder
• Ulrich (Ulrik) – en fysikus fra Tønder 1-2
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Soldat i Tønder 1851
• Ned med de dansksindede

Under København (178 artikler):

• Istedløven brøler stadig
• Begik Kongen højforræderi?
• Rendsborg 1848-1851

 

Under 1864 – og De Slesvigske Krige (36 artikler):

• Den falske Hornblæser
• Niels Kjeldsen ved Blåkær Skov
• Hvad skete der egentlig efter 1864?
• 1864 – en ulykkelig kærlighedshistorie
• Soldatergraven i haven
• Statskup og enevælde
• Unødvendige krige?
• Lundtoft herred 1848
• Slaget ved Brøns – set med tyske øjne
• Sandheden om Herman Bang’ s Trine
• G. Monrad 1-2
• Sønderborg 1864
• Slaget ved Brøns