Tyskerne brugte Danmark som udstillingsvindue, for at vise hvor human de kunne være. Det danske idrætsliv var medvirkende til denne forblændelse. Hovedorganisationen DIF så  slet ikke, at de blev misbrugt. En fodboldkamp mod et østrigsk hold kunne have endt i en massakre. Det danske publikum viste med al tydelighed, hvad de mente om Heil, Hagekors og Hitler. Men DIF tog ikke ved lærde.

 

Sieg Heil

Den danske idrætsledelse hævdede, at idræt intet havde med politik at gøre. Dette standpunkt havde man gennem hele besættelsestiden. Problemet var bare at de nazistiske idrætsledere
brugte idrætten som propaganda. Nazisterne mente, at dette var elitesportens vigtigste funktion. De tyske idrætsudøvere var ambassadører for Det tredje Rige. Og de gjorde det meget åbenlyst.

Den danske idrætsledelse ville ikke provokere den store nabo. Man var åbenbart også uanfægtet af den statslige terror og åbne vold, der blev praktiseret i Tyskland.   De tyske sportsforeninger indledte deres hilsen med Sieg Heil, tiltaleformen var Kammerad, og brevene blev afsluttet med Heil Hitler.

 

Deutschland über alles

Den danske idrætsledelse accepterede Deutschland über alles, hvor teksten kunne tolkes  som om Sønderjylland skulle indlemmes i Det Tyske Rige. Bagefter var det traditionen at man sang Horst Wessel Lied, den blev også kaldt Die Fahne hoch. Heri lovpriste man Hagekorset, Hitler og SA.

Allerede i 1934 opstod der et problem til en landskamp mellem Danmark og Tyskland. DBU havde sørget for en orkesterversion af Horst Wessel – sangen. Adskillige tilskuer Heilede ved den lejlighed.

 

Dyb beundring over for Tyskland

Den verdensberømte gymnastikpædagog Niels Bukh havde stor succes med sine opvisninger i Berlin. Han vakte stor sympati hos den nazistiske ledelse. Og det var åbenbart gensidig. I Danmark startede han en kampagne for indførelse af den nazistiske ideologi. Han lede blandt andet Ollerup Idrætshøjskole på Fyn. Den blev senere et yndet opholdssted for den tyske besættelsesmagt.

I Danmark var der en dyb beundring for Tysklands satsning på elitesporten, idrætsuddannelse og sportsfaciliteter.

 

Olympiaden i Berlin

Egentlig interesserede Olympiaden i Berlin i 1936 ikke Hitler. Tænk hvis tyske idrætsudøvere tabte til sorte. Men snart gik det op for ham, at det var udstillingsvinduet til hele
verden. Hans propaganda – ministerium var tidlig ude. Hitler stillede en masse midler til rådighed. Det Olympiske Stadion i Berlin blev 30 gange dyrere end beregnet.

Det var under OL, at Gunnar Nu Hansen fik sit gennembrud. Ja egentlig var hun kommet med på afbud. Kai Seier Larsen fra Radioavisen havde meldt afbud – af politiske grunde.

Gunnar greb chancen og rapporterede begejstret fra OL.

Dansk Arbejder Idræt  var fortørnet over at DIF ville deltage til OL i Hagekorsets tegn. Danmarks Olympiske Komité afviste blankt kritikken. Idrætsbladet mente, at tyskerne skabte Fredens Olympiade.

 

Arisk avlsdyr

I 1938 var Knud Lundberg som 18 – årig med et udvalgt håndboldhold i Tyskland. Den garderhøje og lyskrøllede Knud blev tilbudt, at blive avlsdyr for den ariske race. Hans udseende begejstrede nazisterne. Det var lige sådan, man havde forstillet sig, den ariske race skulle se ud.

 

Hagekors på  Østerbro Stadion

I 1939 bar Niels Bukh’ s gymnasiaster et hagekors – flag ind på Østerbro Stadion.  Selv om krigen var brudt ud, spillede det danske håndboldlandshold fra 1939 hele 8 kampe mod tyskerne. Også  inden for cykelsporten havde man meget nære og varme relationer til tyskerne. De professionelle danske cykelryttere deltog i mange arrangementer i nabolandet.

DIF mente, at selv om der var udbredt krig, skulle man fastholde de nære forbindelser til Tyskland. På et tidspunkt var Danmark det eneste land, der ikke boykottede nabolandet.

 

Skamrosning af danske idrætsfolk

Ved besættelsen af Danmark blev DIF kastet ud i et mægtigt dilemma.

• Skulle man dyrke sport med et land, der havde besat Danmark?

Bukh fortsatte med at lovprise nazisterne. De tyske medier kastede sig over ham. Det samme gjorde de med svømmerne Ragnhild Hveger og Jenny Kammersgaard. Disse blev skamrost i høje toner. Snart kunne man se dem i de tyske ugerevyer, i soldaterblade og høres i den tyske radio.

Svømmeren Ragnhild Hveger blev upopulær i Danmark, fordi hun opholdt sig mest i Tyskland under krigen. Angiveligt skyldtes dette dog en forelskelse .

 

Hvervning til Waffen SS

I sensommeren 1940 havde DNSAP hvervet 250 – 300 unge danske mand til et seks måneders træningsophold hos Waffen SS i Klagenfurt. Her deltog Sønderjysk Idrætsforening. Men de fleste unge mænd rejste hjem igen, da det viste sig, at det var en hvervning til soldatertjeneste, det hele gik ud på.

 

Et nyt idrætsoplæg 

Den tyske besættelsesmagt havde planer om, at hele idrætten i Danmark skulle omorganiseres, når DNSAP overtog regeringsmagten. Et oplæg blev udarbejdet af tre ledende folk i idrætslivet. Oplægget skulle godkendes af Frits Clausen.

Idrætslivet skulle deles ud i fem departementer. De påtænkte ledere af disse havde allerede sagt ja.

DIF var under stærk pres fra tyskerne. Men de var også under pres fra de forskellige sportslige specialforbund. Således forhandlede DBU uden om DIF.

 

En mand med meningers mod

Fyns repræsentant i DIF, Erik Petersen var helt og aldeles uenige i ledelsen holdning til tyskerne. Han oprettede Odense Terrænsportsforening. Denne forening blev et forbillede for andre lignende foreninger i Danmark. Herfra blev der rekvireret folk til modstandsbevægelsen.

Erik Petersen tog også initiativ til bladet Frit Danmark. Heri kritiserede han i barske vendinger idrætssamarbejdet. Han blev anholdt flere gange og måtte til sidst flygte til Sverige.

 

Fortsat samarbejde

Tennisspillere og fægtere tog til Tyskland uden DIF’s accept. Fra Udenrigsministeriet pressede man også dansk idræt.

Den 7. juni 1940 kunne Castenschiold, formand for DIF så give tilladelse til uofficielt dansk – tysk idræts – samkvem. Forskellige idrætsforeninger rundt om i Danmark havde også optaget tyske soldater som medlemmer.  Men de tyske ledere i Danmark var mere begejstret for Leo Frederiksen fra DBU. De mente, at han var lettere at samarbejde med.

Svømmeforbundet og Bokseforbundet ville også have nærmere samarbejde. Og det samme gjaldt især Atletikforbundet. Men det var måske ikke så mærkeligt. Deres formand var fra 1940 til 1943 organiseret nazist.

 

Flere Hagekors

Den 22. august deltog 13 atletikudøvere fra Berliner Luftwaffe Sports Verein til et stort anlagt stævne på Østerbro stadion. Den militære øverstbefalende General Lüdke overværede stævnet. Selv om det ikke var landskamp, spillede militærorkesteret de to landes nationalmelodier. Der var igen Heil – hilsner og Hagekors – flag på Østerbro Stadion.

Ved et boksestævne Spartas Rundskue Stævne den 11. – 13 september accepterede de danske deltagere at kæmpe under et gigantisk Hagekors – flag. To bokselandskampe mod tyskerne fulgte.

 

Forbudt for jøder

Brydeforbundet stod ikke tilbage for de andre specialforbund. Man havde et godt kort. Abraham Kurland fra den jødiske idrætsforening Hakoah. Men på grund af tyskernes racisme, kunne han ikke deltage. Dette blev accepteret fra dansk side. Den 5. marts 1941 holdt brydeklubberne Hermod og Dan et dansk – tysk brydestævne.

Under en fægtelandskamp heilede man som sædvanlig. En af tyskernes værste bødler Heydrich overværede kampen. Men danskerne stillede op som sædvane uden deres bedste kort – den jødiske mesterfægter Ivan Osiier.

 

De første protester

Den 28. maj 1941 spillede Austria Wien mod et udvalgt dansk hold. De tabte hele 4 – 0. Østrig var blevet indlemmet i Det Tredje Rige. To dage efter vandt de dog 1 –  0. I Idrætsparken var man dog irriteret over at de østrigske spillere havde heilet.

Efter kampen hilste de østrigske spillere med den tyske hilsen. Det udløste en sand pibekoncert. I det tyske udenrigsministerium og i den tyske hær vakte dette stor irritation. Man var utilfreds med de danske tilskuers flabethed.

 

Masser af tyske soldater

I en syvårig periode havde det østrigske hold Admira spillet 21 kampe i Danmark. Men den kamp, de skulle spille Grundlovsdag, blev noget særligt. Østrigerne vandt 4 – 1. Der var masser
at tyske soldater, der overværede begivenheden. De var kommet i busser.   Tyskerne havde et horn med, og det generede i høj grad de danske tilskuer. Efterhånden opstod der bataljer mellem danskerne og de mange tyske soldater.

Nogle af de tyske soldater følte sig så truet, at de bad en af de 12 betjente om at hjælpe sig.

 

Bajonetterne var trukket

Efter sidste fløjt opstod der direkte slagsmål. De danske tilskuere var så ophidsede at de kastede sten efter tyskerne og begyndte at svinge med deres ølflasker. De tyske soldater havde trukket deres bajonetter.   Inden der kom forstærkning var fire tyske soldater og 10 danske tilskuer kørt på hospitalet. De var blevet mere eller mindre såret.

Uden for stadion fortsatte urolighederne. Situationen var nærmest ude af kontrol. En dansk politikommissær fik dannet en kæde om de soldater, der havde trukket deres bajonetter.
Stavene kom frem.   Langt om længe fik politiet styr på  tropperne. Parterne var blevet adskilt. Man havde faktisk forhindret en massakre.

 

Antitysk

Tyskerne var meget rystede over episoden. Og begivenhederne blev taget meget alvorlig af de danske myndigheder. En masse blev afhørt, dog ikke nogen af de tyske soldater. En af dem,
der blev afhørt var Gunnar Nu Hansen. Han mente, at have set en tysk soldat tæve en dansk tilskuer 10 minutter før tid.

Admira – episoden kunne ikke glemmes. Sporten var nu ikke mere, det som tyskerne gerne ville have det til – et venskabeligt bindeled mellem dansk og tysk. Det havde udviklet sig til et anested for anti-tyske demonstrationer og en farlig urokilde. Danmark var udset til at være udstillingsvindue for tyskernes humane besættelsespolitik.

Renthe – Fink aflyste til Dansk Bicycle Clubs store fortrydelse et stjerneløb i Roskilde med stor tysk deltagelse tre dage efter. Og DBU frygtede nu aflysning af dansk – tyske fodboldkampe. Det ville betyde en økonomiske lussing for forbundet. Det bekymrede mere end moralske og etiske hensyn.

 

Justitsministerens afgang

Fra tysk side krævede man justitsministerens afgang. Man havde længe haft et horn i siden på ham. Han havde forhindret danske nynazister i at mødes. Desuden havde han udlovet dusør til de betjente, der forhindrede en massakre efter den famøse fodboldkamp.

Danskerne forsøgte at skubbe aben videre. Mange mente, at det var Københavns politidirektør, der måtte gå. Han var ofte set i drikkelag med tyske politiofficerer. Det irriterede mange.  Men dette ønskede tyskerne ikke. De mente, at de havde et fint samarbejde med Københavns politidirektør. Resultatet blev at justitsministeren skulle gå efter egen fri vilje
efter et par måneder. Det skulle nødig se ud som om, at det var Admira – kampen, der var skyld i hans afgang.
DBU: Det var de danske tilskuers skyld

Og DBU føjede endnu engang tyskerne. De udsendte en presse-information, hvori de fordømte de danske tilskuers optræden. Inden da havde besættelsesmagten nægtet svenskerne indrejsetilladelse, så man ikke kunne afholde en fodboldlandskamp mod arvefjenden.

 

50 betjente til boksestævne

Den tyske invasion i Sovjet satte en kortvarig pause i samarbejdet. Men tre måneder efter blev det genoptaget ved et boksestævne . Hele 50 betjente var mødt op Idrætshuset. Danskerne tabte alle kampe.

 

Venskabelige og fredelige forbindelser

Så sent som i september 1942 havde Dansk Skytte Union et arrangement med tyskerne.

Fodboldlandskampen mod tyskerne den 19. november 1942 var i fare. Egentlig skulle den være afholdt på  Olympia Stadion i Berlin, men den blev flyttet til Dresden.  Kampen endte uafgjort. Den tyske ugerevy bragte selvfølgelig en stor reportage fra kampen. Man gjorde opmærksom på de venskabelige og fredelige forbindelser mellem de to lande.

 

Protest fra BBC

Men fra BBC´s danske redaktion syntes man, at det var ufatteligt, at de danske spillere stillede op

• De danske sportsfolk bliver i den fri verden betragtet som tyskervenlige. Sporten er ikke længere upolitisk. Internationale sportsstævner bliver brugt som politisk våben af Danmarks politiske fjender. Danske sportsfolk, der deltager i idrætskonkurrencer med tyskere og nazister stempler sig ind som tyskvenlige og tilsmudser Danmarks navn i den fri verdens bevidsthed.

I oktober 1943 krævede besættelsesmagten, at jøderne skulle fjernes fra al offentlig liv. DIF nægtede at skrive under på en protest mod denne afgørelse.

 

Et helt hold af illegale

Studenternes Roklub deltog aktivt i modstandsbevægelsen. Og min gamle klub Tønder Sportsforening havde et helt fodboldhold, hvor alle var involveret i illegalt arbejde. Men de var heller ikke medlem af DIF.

Efter befrielsen ville en engelsk kommando fra Nibøl i Tyskland gerne spille mod holdet fra Tønder. Da ingen af dem havde pas, hentede englænderne dem i lastbiler. Tøndringerne havde æg med til dem, og det blev kvitteret med chokolade og cigaretter. Og en masse øl efter kampen blev det også til.

 

Kø  ved håndvasken

18 idrætsledere og udøvere var efter befrielsen i modstandsbevægelsens søgelys. Der blev vasket mange hænder ved håndvasken. DIF mente at al idrætssamarbejde under besættelsen var tvang fra besættelsesmagtens side. Specialforbundene og DIF havde måske god grund til selvransagelse, men det er aldrig sket.

Andre kulturområder som for eksempel litteratur, film og tv holdt sig langt væk fra enhver form for samarbejde Det har heller ikke været muligt, bortset fra to bøger, at finde noget materiale omkring samarbejdet med tyskerne. Man forbigår dette i tavshed. De to bøger er

• Hans Bonde: Oprøret i Parken
• Hans Bonde: Fodbold med fjenden

 

Havde Gunnar Nu – skyklapper?

Men hvad så med Gunnar Nu Hansen?   Gunnar Nu Hansen var blevet vældig populær i radioen. Han redigerede også Idrætsbladet og kom til at spille en stor rolle i idræts – samarbejdet med tyskerne.

Han lovpriste i høje vendinger Leni Riefenstahls film om legene i Berlin. Han dækkede Willy Falch Hansens mange cykelløb i Berlin og den danske bokser Carl Andersens kamp mod Carl Blaho i februar 1941 i Sports Palast i Berlin.

Gunnar dækkede også udvekslingen af fodbolddommere under krigen. Således dømte danske dommere i Tyskland, mens tyske dommere dømte i Danmark. Selvfølgelig var han også på pletten, da der var fodboldlandskamp mod tyskerne.  Fra Klampenborg Travbane berettede han i ugerevyernes om de tyske æresgæster.

Mærkelig nok viste Gunnar Nu efter krigen klip, der skulle vise tyskernes overgreb mod den danske sport. Hans stemme blev også brugt som symbol på antitysk stemning. Han kunne høres i Danmark i Lænker fra 1945.

Gunnar Nu var helt upåvirket af sin egen rolle under det dansk – tyske idrætssamarbejde. I en mindeudsendelse om ham på DR udtrykte han endnu begejstring for legene i Berlin i 1936.

Nogle har kaldt Gunnar for tilhænger af den nazistiske ideologi. Men det er det nu ikke noget, der tyder på. Han fulgte vel bare dansk idræts skyklappe – politik .

 

Hvorfor er der ingen selvransagelse?

Heilende tyskere, Hagekors og nazistiske slagsange fandt vej til landskampe i fodbold, fægtning og flere andre sportsgrene. Samtidig accepterede DIF også  indirekte den nazistiske racepolitik, fordi jødiske sportsfolk ofte var udelukket fra internationale stævner.

Allerede tidligt blev den tyske sport nazificeret. Det var nærliggende at forbinde sportens dyrkelse af kroppen med nazismens dyrkelse af den stærke ”ariske” og unge krop og skepsis over for den stillesiddende intellektuelle. Samtidig var nazisterne interesseret i sporten af propagandahensyn. I forbindelse med OL bragte Idrætsbladet mange positive beretninger fra Berlin. Det var inden censuren. Hvorfor fortalte man ikke sandheden?

Det var ikke kun under ekstremt pres at DIF fortsatte samarbejdet med besættelsesmagten. Man har sikkert også fået et godt økonomisk udbytte af det. DIF reagerede heller ikke på
opløsningen af den jødiske forening ”Hakoah”, som indirekte konsekvens af nazisternes racepolitik.  Det var en besættelsesmagt som man kæmpede med. Andre, blandt andet modstandsbevægelsen kæmpede imod.

Vores land var blevet taget. Den tyske befolkning troede vitterlig på, at de tyske soldater udelukkende var kommet for at beskytte os mod ”de stygge englændere”  Vi fortsatte jo med at fægte, svømme, cykle, bokse, bryde, spille fodbold og håndbold som om intet var hændt.  Efter befrielsen forsøgte DIF at fortælle befolkningen at de var et bolværk mod nazismen.

Denne historie viser kort og godt, at ideologien ikke giver mening, når dem man samarbejder med, ikke der synspunktet, og netop lader sporten politisere. Enten var Dansk Idræts Forbund så politisk tonedøve, at de aldrig indså dette, eller også blev ideologien blot et middel til at retfærdiggøre et fortsat sportsligt samarbejde med den nazistiske besættelsesmagt.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – Diverse artikler
• Hans Bonde: Oprøret i Parken
• Hans Bonde: Fodbold med Fjenden

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/under/Efter) finder du 362 artikler

Redigeret 29. – 11. 2021