Guldsmedehåndværket i Tønder og Omegn

Håndværksvirksomheder blev privilegeret. Håndværk på landet blev forbudt. Voldsomme stridigheder mellem land og by. Et værn mod udenlandsk arbejdskraft. Der måtte betales afgift for at være medlem af Skyttegildet. Bestemmelser blev ikke overholdt. Velstand gik op og ned. Udstrakt frihed til at etablere sig. Mesterstykket skulle sælges. Kravene til mesterstykke. I Løgumkloster måtte en guldsmed aflægge endnu en prøve. Ingen logik i uensartet praksis. Erhvervsfrihed i Tønder.  Guldsmedekvarter i Tønder. De lå langt fra Købmandsstanden. Ikke alle guldsmede havde det lige godt. Ingen garantikapital. Udvist fordi han bagtalte rådet.  En svend giftede sig ikke ind i en virksomhed. Medhjælper/lærlinge i Tønder. Landsby – håndværkeren måtte ikke holde medarbejdere/lærlinge. Bestemmelser blev overhovedet ikke overholdt. Mindst et år i udlandet. Guldsmede var ikke nævnt i cirkulære. Betydelig produktion af sølvgenstande i Tønder Landdistrikt. Rømøs kaptajner blev forsynet af lokal virksomhed. Også i Tønder havde guldsmede småbrug.

 

Håndværksvirksomheder blev privilegeret

Med den stadfæstelse af lybske ret som hertug Valdemar 11.6.1354 gav Tønders borgere understreges utvetydigt købstadens rettigheder og privilegier m.h.t. håndværksvirksomhed.

 

Håndværk på landet blev forbudt

Håndværk på landet blev forbudt. Der blev pålagt håndværkere i Tønder, Højer, Slogs. Lø og Hvidding herreder inden seks uger at flytte til Tønder. I hvert sogn måtte der kun være:

• En skrædder
• En tømrer
• En skomager
• En buntmager

Dette håndværkerprivilegium blev fornyet af hertug Chr. Albrecht den 31.10.1691. Og det var i det store og hele i samme ånd. Inden for en omkreds af 2 mil fra byen, måtte der kun bo en skomager, en skrædder, en hjulmager og en smed i hvert sogn.

 

Voldsomme stridigheder mellem land og by

Der opstod voldsomme stridigheder, der uden ophør ud-fægtedes mellem by- og landhåndværkere. Denne strid fortsatte langt ind i 1800-tallet.

 

Et værn mod udenlandsk arbejdskraft

Men her syntes guldsmedene altid at have været de mindst lavsbundne og tilbagetrukne. Det må anses for usandsynligt at der nogensinde har eksisteret et guldsmedelav i Tønder. Men det var det i Ribe.

Men hvorfor var det egentlig ikke et i Tønder? Man havde i 1596 fået hertugelig tilladelse til at oprette et skyttegilde til værn mod:

• Den frembden auslendischen Handtwergleuten

som næsten rev dem:

• Das liebe Brodt aus den Zehnen.

Nej det er ikke en stave – eller trykfejl. Sådan skrev man dengang.

Et lignende gilde som i Tønder kendes fra Flensborg, hvor malere, guldsmede, glarmestre og snedkere slog sig sammen i 1497. Men her findes en håndværksmæssig organisation med omfattende artikler for de enkelte fag. Det var det så ikke i Tønder.  

 

Der skulle betales afgift for at være med i skyttegildet

Skyttegildet må opfattes som en faglig organisation, selv om man ikke kender statuetterne. Men man kunne åbenbart forbyde fremmede at arbejde i byen og på slotsgrunden. Som betingelse for medlemskab krævedes ”ehrliches herkommen” og en afgift på 10 rigsdaler – 5 til gildet og skyttelavet, 5 til hertugen og rådet i Tønder.

Den, der nægtede at betale denne afgift og alligevel understod sig at drive sit håndværk. skulle ikke tåles, men straffes som en foragter af denne nødvendige forordning. Og det blev pålagt borgmester og råd at værne om privilegiet ”steif und fesst” til håndværkerens beskyttelse.

 

Bestemmelser blev ikke overholdt

Historien viser hvor store vanskeligheder, der var med ar få disse bestemmelser overholdt. Således var der mange der slog sig ned uden for byens jurisdiktion liggende Uldgade. Dette problem blev først løst i 1665, da man fik gennemtrumfet at de derboende håndværkere skulle aflægge borgered. Blandt dem er en af byens kendteste guldsmede, Jacob Reimer.

Christian den Fjerdes radikale forbud mod lavene slog ikke rigtig igennem i Hertugdømmerne.

 

Velstand gik op og ned

Følgerne af 30-årskrigen og de senere krige i 1600 – tallet spores også i guldsmedens tal i tiden mellem 1625 og 1675. Da der i århundredets sidste tredjedel igen kommer velstand, mærker man fra regeringens side tiltagende bestræbelser for at lette lavsvæsnets hindringer for unge i at etablere sig. Reelt var det 1500 – årenes retningslinjer som guldsmedene måtte indordne sig under.

 

Udstrakt frihed til at etablere sig

Men der sondres i forordningerne mellem fag med lukkede og åbne lav. Hvor der var guldsmede, var de ofte lukkede. Men for Tønders vedkommende har vilkårene svaret til dem for de åbne lav. Der syntes at have været udstrakt frihed m.h.t. etablering.

Betingelser for et mesterskab var:

• Fremlæggelse af dåbsattest for myndighederne
• At ansøgeren var fast bosiddende
• At han havde erhvervet sig borgerrettigheder
• At han kunne forevise almindeligt lærebrev fra den mester, hvor han havde lært sit håndværk.
• Kunne udfærdige et mesterstykke.

 

Mesterstykket skulle sælges

I 1738-forordningen fremhæves det at den unge mester skal have ret til at fremstille et moderne arbejde som ikke er for kostbart og sådan beskaffent at det kan gøres til penge igen ved salg. Arbejdet skal i nærvær af øvrigheden beskues af to dygtige mestre.

Hver af mestrene skal have en rigsdaler og øvrigheden fire.

 

Kravene til mesterstykke

En plakat angående mester- og svendestykkers forfærdigelse for samtlige guldsmedelav i Danmark blev udsendt af det danske kancelli den 26.4.1822 med følgende krav om et mesterstykke.

Guld:

1. en dåse
2. et såkaldt diadem
3. et brystsmykke
4. et guldsignet med ottekantet indfattet kariolsten, samt dertil tillige enten et par ørenringe, en bryst-nål eller en ring med indfattede stene eller perler.
5. en halskæde besat med stene eller perler. Samt prætention og lås, ligeledes med stene eller perler.

Sølv:

1. en terrin
2. en kaffemaskine
3. et par armstager
4. et par lysestager med drivning eller gravering
5. en platmenage med drivning eller gravering
6. en kaffekande eller tepotte

 

I Løgumkloster måtte en guldsmed aflægge endnu en prøve

I 1858 søger guldsmedesvenden Christian Frendsen fra Tønder om tilladelse til at arbejde som guldsmed i Løgumkloster. Han er født i Tønder 1817. Fra 1834 til 1838 havde han lært guldsmedeprofessionen i Flensborg. Derefter havde han været på vandring i 7 ½ år og siden forestået sin fars forretning i Tønder.

I indstillingen fra Løgumkloster erkendes at ansøgningen opfylder betingelserne m.h.t. Vandreårene. Men han er ikke lavssvend hvilket reskriptet forlanger.

Men man antager ham, hvis han vil aflægger en prøve på amtshuset i Tønder. Her møder han om med guldsmedene Feddersen og Haas. Her bestemmes, at han på Feddersens værksted skal lave en forgyldt sølvpotte. Den bliver godkendt af de to guldsmede og amtmanden. Nu fik han så lov til at nedsætte sig som guldsmedemester i Løgumkloster.

 

Ingen logik i uensartet praksis

Guldsmed Jacob Petersen født i Nibøl og lærling i Tønder hos Christopher Hamburg fra 1844 – 1843 med tilsluttede vandreår søgte om koncession og guld – og sølvarbejder i Nibøl. Det bevilges ham uden at han skal aflægge mesterprøve. Det er svært at finde noget logik i den uensartede praksis.

Da Tønder – guldsmeden Heinrich Hagel seks år senere søger koncession i samme by afvises han med den begrundelse, at konjekturerne ikke kan give mere end en guldsmed arbejde i byen. Og det til trods for, at man året forinden havde givet en guldsmed fra Augustenborg ret til at arbejde i Nibøl.

 

Erhvervsfrihed i Tønder

Men i hovedbyen høres intet om offentlige mesterprøver eller om koncessioner. Denne erhvervsfrihed kan måske være årsag til at der var så mange guldsmede i Tønder. Man har slækket på 1708 – forordningerne og i videst muligt omfang overladt det til håndværkerne selv at regulere deres forhold.

Der kendes til mindst 110 kendte mestre fra Tønder.  I mere end en halv snes tilfælde går virksomheden i arv til sønnen. I tre tilfælde tilbage i 3-4 generationer.

I et reskript fra 1754 understreges det at bestemmelsen om at mesteren skal være fastboende ikke skal forstås som husejere men at det er tilstrækkeligt at den begyndende mester lejer sig ind i en bolig inden han får råd til at erhverve sig en ejendom. Men inden 30 – års krigen anføres de som ejere af stavne i hovedgaden. En overgang, hvor velstanden daler flytter de ud i Tønders periferi. I midten af 1700 – årene genvinder de igen førstepladsen blandt håndværkerne.

 

Guldsmedekvarter i Tønder

Det egentlige guldsmedekvarter – hvis man overhovedet kan tale om sådan et – lå i Spikergade, Slotsgade og Møllevej.

De berømte Bödewadtere boede i Søndergade indtil de i 1854 rykkede ind i en ejendom i Østergade 7, som i mange år var i familiens besiddelse.

 

De lå langt fra købmandsstanden

Som skatteydere lå guldsmedene i forhold til de øvrige håndværk i toppen, men langt fra købmandsstanden. Det har sikkert været anderledes før 1600. Men der er flere vidnesbyrd om de daværende guldsmedes høje sociale rang. Men fem af de ældre var medlemmer af det eksklusive Fastelavnslav. Her havde kun byens spidser adgang.

De urolige tider i 1600-tallet gjorde en ende på velstanden. Således er der i 1625 – 50 kun to guldsmede i Tønder. Fra 1825 – 1850 var der 31 og fra 1875 – 1900 var der 8 guldsmede i Tønder by.

 

Ikke alle guldsmede havde det lige godt

Det var nu langt fra alle guldsmede i Tønder, der sad godt i det. Peter Detleffs blev i 1623 stævnet af guldsmede-enken i anledning af at han ikke havde betalt restbeløbet på en forsikring på 35 mark. Det var seks år efter, at han havde bosat sig. Det endte med, at han blev sat i gældsfængsel. Hans hustru klagede over at han havde siddet i fængsel i 9 uger. 6 dage efter blev han løsladt. Man hører om ham igen i 1625, hvor han prøver på at slippe for soldatertjeneste ved at få en anden til det.

 

Ingen garantikapital

Andre af byens guldsmede findes i skatteregnskaber sammen med ord som Armuth og veramt. I Tønder blev der ikke krævet en garantikapital for at nedsætte sig som guldsmed.

 

Udvist fordi han bagtalte Rådet

I 1725 udvises guldsmed Johan Nielsen fordi han efter at være straffet for hæleri havde bagtalt Rådet. Han undskyldte sig med at han havde været beruset. Det strenge Råd forlangte, at han i offentlig ret skulle ”slå sig på munden”, forlade byen og love at han hverken ville hævne sig på grund af straffen eller nogen sinde slå sig ned i byen.

En del guldsmede forlader byen for at slå sig ned i nærmeste omegn. Det skyldtes personlige – økonomiske eller ægteskabelige problemer.

 

En svend gifter sig ikke ind i en virksomhed

Den i håndværkerkredse så almindelige praksis at en svend gifter sig ind i en virksomhed enten med en enke eller datter til en håndværksmester, er for guldsmedene ikke så almindelig. Det er dog et par tilfælde, hvor enken fortsætter virksomheden og siden gifter sig med den svend der forestår værkstedet.

 

Medhjælpere/lærlinge i Tønder

Det var ikke altid at en guldsmed i Tønder havde nogen medhjælp. Af folketællingslisten 1769 fremgår det at af de ni guldsmedeforretninger dengang, havde kun de tre medhjælp.

Men at så betydelige guldsmede som A.C. Boetewadt og Jürgen Hinrichsen tilsyneladende har været alene om arbejdet viser at guldsmedeværkstederne i Tønder har været små

Folketællingslisten fra 1803 anfører 9 selvstændige mestre, hvoraf de 7 havde svende og/eller lærlinge.

Hos A.C. Boetewadt blev brodersønnen Jacob Andreas Bödewadt hjemkaldt fra Rusland som svend. Men langt det største værksted var hos Paul Hansen i Uldgade. Han havde to svende og to lærlinge.

 

Landsbyhåndværkerne måtte ikke holde svende/lærlinge

Landsbyhåndværkerne måtte hverken holde svende eller lærlinge men bestemmelserne er dog ikke blevet overholdt. Særlig ikke i 1800 – tallet, hvor ellers Tønder amt så sent som i 1852 afslog et andragende fra Fr. Aug, Jacobsen i Læk om at holde en medhjælper.

 

Mindst et år i udlandet

Uddannelsen var ikke endt med læreårene. I fortsættelse af dem fulgte vandreårene, der i visse guldsmedelav var obligatoriske. Man skulle også lige skaffe de obligatoriske 6 Rigsdaler til mesterprøven. En hver mester skulle også i mindst tre år arbejde uden medhjælp. Og så skulle han ifølge et direktiv fra 1745 have været mindst et år i udlandet. Det forbydes desuden at han betaler sig fra dette vandreår med mindre, at der gives kongelig dispensation.

 

Guldsmede er ikke med i cirkulære

I et direktiv fra Gottorp fra 1805 nævnes der at alle landsbyhåndværkere skal have kongelig koncession. Men i et cirkulære i hvilken afgiften for 20 forskellige erhverv nævnes guldsmedene ikke. Godt nok er almindelige smede nævnt. Dette peger på guldsmedenes ejendommelige stilling og muligvis hyppige forekomst i Vesteregnen. I Hvidding Herreds kirkebøger er der et iøjnefaldende stort antal lærlinge, der bor hos de der boende guldsmede og urmagere.

 

Betydelig produktion af sølvgenstande i Tønder landdistrikt

Der var en meget betydelig produktion af sølvgenstande i Tønders landdistrikt. Og det var det ikke alene i Højer, der havde opnået flækkerettigheder i 1736, og hvor der har boet guldsmede fra tiden omkring 1725 men navnlig i Skærbæk. Lidt senere i Døstrup samt i Ballum.

 

Rømø forsynet fra lokal virksomhed

Det sidste sted har en familie gennem fire generationer forsynet specielt Rømø med anselige mængder sølvtøj, specielt knapper. Stamfaderen smeden Lauritz Lauritzen har antagelig som det hyppigt ses haft sølvsmedjen som sideerhverv. Men den hyppige forekomst af sønnens og særlig sønnesønnens arbejder på Rømø, tyder på at familien har forladt det grove jernarbejde til fordel for de ædle metaller. Den sidste i dynastiet – Jonathan Nielsen – var også urmager og særdeles habil.

 

Også i Tønder havde man små brug

Karakteristisk for alle landsbyhåndværkere var at de har drevet større eller mindre landbrug ved siden af håndværket. Men også i Tønder By må det fremhæves at en del af guldsmedene drev mindre brug til supplering af indtægterne.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sigurd Schouby: Guldsmede-håndværket i Tønder – og på Tønderegnen 1550-1900

 

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk har 2.169 artikler
• Under Tønder finder du 367 artikler

 

• Guld-og Sølvsmede i Tønder
• Da Tønder Handelsforening startede
• Handel før 1864