Genforening – Juridisk: Nej – Folkeligt: Ja

Det er ikke tale om Genforening i juridisk forstand. Og Nordslesvig blev ikke bare ”hugget”. Der var virkelig drama, da kongen red over grænsen. Vi skal høre, hvad der skete med den lille pige og hesten. Og om det er rigtig at kongen også styrtede. I 1907 accepterede den danske regering at nordslesvigerne ikke skulle kunne stemme sig til Danmark. Vi oplevede et historisk paradoks. Andre lande kæmpede for os. Det sagde vi aldrig tak for. Den danske regering fulgte en tyskerkurs og tilbød en anden ø, hvor de kunne opbygge en flådestation. Omtalen har et skær af nationalromantik. Kongens ridt blev holdt i et mytologisk skær. Glemt var alt om Påskekrisen. Endnu en profeti gik i opfyldelse. Der har været mange knaster i det dansk – tyske samarbejde. Mindretallets Museum ville ikke kendes ved vores bog trods god omtale i Der Nordschleswiger. Tilliden voksede efterhånden til de tysksindede. Begge mindretal får masser af tilskud.

 

Man undlader bevidst at nævne noget af Neergaards tale.

Det er ikke let at forklare københavnerne disse ting, ja heller ikke sønderjyderne. Man omtaler gene den store Dybbøl – fest, hvor Neergaard selvfølgelig omtaler de 6.200 nordslesvigere, der faldt i krigen. Men man glemmer helt bevidst at nævne det han også sagde:

• Det er ikke tale om en Genforening – Sønderjylland har aldrig været en del af Kongeriget.

Det har man så alligevel, men det er godt nok længe siden. Og det var før vi fik hertugdømmet Slesvig – Holsten.

 

Rent juridisk er det ikke Genforening

”Slesvigs deling” bliver kaldt moderne og gør ”Genforeningen” til en slags tragedie. Det er noget af den debat, der har verseret.

”Nordslesvigs indlemmelse i kongeriget” er et udtryk der også bliver kaldt for ”distanceret ligegyldighed”. Men formuleringen er ikke forkert.

Men dette forklarer ikke, at rent juridisk kom de dansksindede sønderjyder ikke hjem igen.

 

Et historisk paradoks

Nordslesvigerne også de dansksindede havde kæmpet mod dem, der sikrede at Nordslesvig kom til Danmark. Det er et trist historisk paradoks. Et sted mellem 25.000 og 30.000 dansksindede måtte trække i tysk uniform.

Jo, der var stort dansk flertal i Nordslesvig i 1864 og det var det også syd for Flensborg dengang. Men ret hurtig blev det fortysket.

 

Det var andre lande, der havde kæmpet for os

Vi skal høre om det drama, der opstod, da kongen red over grænsen i 1920. Her stod danske piger med blomster i favnen – i begejstringen af den ”nationale samling”.

Men egentlig var det andre lande, der gjorde det muligt for os. Det var Verdenskrigens lange mareridt af bomber, giftgas og dødsmarcher mod fjendens kugler. Der skulle ”vold og magt” til. Fjenden var ”Det Tyske Kejserrige”

Det er historien om, at Nordslesvig aldrig var kommet til Danmark, hvis ikke millioner af franskmænd, briterne, italienere, russere, amerikanere og andre havde ofret deres liv i skyttegravene.

 

Danmark sagde nej til afstemning i 1907

De havde flere gange markeret, at de dansksindede ikke skulle sætte næsen op efter en flytning af grænsen. Og det til trods for Prag – freden i 1866. Uden Stormagternes protest fjernede Preusserne afstemningen vedr. § 5 i 1878, hvor man i Nordslesvig selv kunne bestemme, hvor man hørte til.

Og den danske regering accepterede dette så sent som i 1907. Det ville man bare nødig erkende, at man havde gjort. Først da kejsermagten lå i ruiner ville de acceptere, at slesvigerne selv måtte bestemme, hvor de ville hen.

 

Den danske regering fulgte en ren ”Tyskerkurs”

Danskerne har heller aldrig få at vide, at da tyskerne meddelte, at vi nok ikke kunne få Als, for her lå en tysk flådestation. Straks meddelte den danske regering så kunne de få en anden dansk ø, hvor de kunne opbygge en flådestation, så de kunne holde øje med trafikken i de danske bælter.

De danske regeringer fulgte en ren ”Tyskerkurs” i alle spørgsmål om sikkerhed. Vi var en lilleputnation med en stor og farlig nabo. Vi skulle nødig provokere tyskerne. Og det skulle vi heller ikke under fredsforhandlingerne.

 

Neergaard glemte at sige tak

Vender vi tilbage til statsminister Neergaards tale den 11. juli 1920 i Dybbøl var der heller ingen tak for de europæiske ofre eller til præsident Woodrow Wilson, selv om det var hans 14 punkts-program for genopbygningen af Europa, som etablerede en ramme for national selvbestemmelsesret.

 

Et skær af nationalromantik

Efter den tid tog fortielserne til. Det er ikke særlig populært at anfægte disse. Fortællingen om den såkaldte ”Genforening” er indhyllet i et skær af nationalromantik i vores kollektiv erindring. Det er selvros og hyggenationalisme. Vi dyrker fortællingerne om dansk modstandskamp under Anden Verdenskrig og helteindsats under 1864.

Vi har en tendens til at have en glansbillede-historie om danmarkshistorien. Om gode, retfærdige konger og et folk, der løser problemerne gennem samtale og forhandling. Men sådan er det altså ikke.

I skolen i Sønderjylland lærte vi, at Kong Hans skar ørerne af friserne, fordi de ikke betale skat til den danske konge. Om det nu er rigtig, ja det kan man da have sin tvivl om.

Hertugdømmernes historie har handlet om konflikter og krige, som handlede om hvilke stormænd, hertuger og konger, der skulle have retten til at pine naturalier, penge og arbejde ud af undersåtterne.

 

Danmark ville ikke respektere internationale regler

Vi kom ud i en håbløs kamp mod det ekspanderende Preussen.

Nej, vi blev ikke bare overfaldet uden videre. Og Nordslesvig blev ikke bare taget fra Danmark. For det første så tilhørte landsdelen ikke Danmark. For det andet så havde Christian den 9. underskrevet november-forfatningen, der trak Slesvig nærmere til Danmark.

Det var imod fredsaftalerne indgået efter den første slesvigske krig. Andre vil så også påstå, at det var imod Ribe – brevet. Men det sidste var nok nærmere end håndfæstning.

 

Et ydmygende nederlag

Det gik kun et halvt år, så var krigen over. Danmark havde lidt et ydmygende nederlag. Vi husker rømningen af Dannevirke, den preussiske storm på Dybbøl og den afsluttende invasion af Als.

5.000 mennesker var gået tabt – døde, sårede eller taget til fange. Man regner med, at 3.200 dansksindede døde i krigen 1864

 

Danskhed skulle fjernes og bekæmpes

Al danskhed skulle fjernes og bekæmpes. Og det forsøgte Preusserne med mange midler. Modsvaret var danske foreninger og Sønderjysk Kaffebord. Men egentlig var det begrænset, hvor danskerne måtte mødes. Udvisninger var et hyppigt anvendt værktøj fra tyskernes side.

 

Kongen begik politisk fejlgreb

Tænk engang lige inden kongen red over grænsen må han have følt den kongelig taburet vakle under ham. Han havde begået en politisk fejl af dimensioner. Men han var interesseret i Flensborg. Hans kongerige skulle være så stort som muligt. Han kunne se, hvordan hans fætter, zar Nikolaj den Anden var blevet afsat af revolutionære kræfter.

Stauning kom den lidende konge til undsætning og tilbød ham en kattelem ud af krisen. Enten lyttede kongen til Stauning eller også var det farvel til tronen. Kongen havde lyttet til nogle af sine venner i erhvervslivet inden han tog den fatale beslutning at fyre Zahle – regeringen.

 

Kongens ridt i mytologisk skær

Det kunne have gået anderledes. Kongen kunne ride over grænsen på en hvid hest som Jomfru Fanny fra Aabenraa havde forudsagt. Arrangørerne gik langt for at få kongens ridt til at fremstå i et nærmest mytologisk skær. Og kongen selv gjorde sit til at det lykkedes. Alt hvad der skete nogle måneder tidligere, var pludselig glemt. Kongen var i den grad populær.

 

Må jeg tage hende op på hesten?

Den 10. juli 1920 klokken er lidt over ni om morgenen. Christian den Tiende var netop redet gennem æresporten på den gamle grænse nord for Christiansfeld, da den stærkt bevægede konge fik øje på en lille lyshåret pige i menneskemængden. Hun havde et dannebrogsflag i den ene hånd og i den anden hånd havde hun en kurv med roser – en rød og en hvid.

Hendes hvide kjole var prydet med røde bånd. Da kongen så pigen fik han lyst til at tage hende op til sig på hesten og omfavne hende.

Han kunne ikke vide, at pigen Johanne var et adoptivbarn med så beskidte sokker, at hendes mor havde vendt vrangen ud på dem tidligere på dagen. Kongen greb fat om den lille hånd under roserne. Kongen spurgte pigens mor:

 

• Må jeg tage hende op på hesten

 

Hun blev helt paf og svarede ikke, men så spurgte han anden gang:

 

• Må jeg?

 

Moderen kunne se tårer på kongens kind.

 

• Ja tak

 

Johanne var ulykkelig

Ja sådan fik moderen det fremstammet. Og så løftede han den hvidklædte pige med blomsterne op på sin saddel og kyssede hende. Så spurgte kongen:

 

• Vil du med til København

 

Den ni – årige pige svarede, men kongen hørte hende ikke. Han var allerede videre på den hvide hest. Johanne Braren brød sig ikke om, at kongen tog hende med:

 

• Nej, jeg vil blive hos min mor

 

Oppe på hesten lagde pigen sin arm om kongens hals, mens hendes mor forsøgte at følge med gennem menneskemængden. Den ni – årige Johanne var begyndt at græde, men kongen registrerede det ikke. Han skrev efterfølgende i sin dagbog:

 

• Da det lille væsen lagde sin arm om min hals, havde jeg følelsen af, at jeg havde taget Sønderjylland i mine arme.

 

Vi har tidligere her på siden skrevet både om ”Pigen fra Højer”, ”Den Sure Præst fra Højer” (Johannes plejefar) og mange artikler om ”Jomfru Fanny”.

 

En lille pige dukkede op i Aabenraa omkring 1805

For at forstå mytologien om denne begivenhed skal vi tilbage til årene omkring 1805, hvor en anden lille pige dukker op i Aabenraa. Hun hed Franziska Caroline Elise Enge. Der gik og går stadig rygter i byen om, at hun var fornem slægt, måske endda barn af kronprinsen, den senere kong Christian den Ottende.

I virkeligheden var hun sandsynligvis uægte datter af en tjenestepige fra Mecklenburg i Tyskland og en skovridder fra samme egn. Hun arbejdede som syerske og begyndte at få drømmesyn. Den synske pige blev kaldt for Jomfru Fanny.

Hun blev landskendt, fordi Fyens Avis bragte en artikel om, at hun havde forudset Treårskrigens udbrud allerede i 1837. Hun forudså også, at det hele ville ende med en dansk sejr. Det skete i maj 1849 – altså inden de afgørende slag ved Fredericia og Isted, hvor danskerne vandt.

Hendes forudsigelser blev bragt som skillingstryk i København. Trykkene var den tids ugeblade. Derfor nåede historien vidt omkring.  Da Danmark vandt krigen i 1850, havde Jomfru Fanny for alvor skabt sig et navn.

Hun spåede at der ville komme endnu en krig, som Danmark ville tabe. Efter det store danske nederlag i 1864 kom Jomfru Fanny med beroligende ord til apotekeren i Aabenraa.

Spåkonen forudså, at der i 1870 ville komme en krig, man aldrig havde set magen til, og efter et stort slag uden for Aabenraa ville Danmark genvinde tabt land.

Danmarks konge ville komme ridende på en hvid hest, der ville vade blod i gaderne, lyder det i apotekerens referat. Der kom faktisk en stor krig i 1870 mellem Frankrig og Preussen, men resten passer ikke.

Jomfru Fanny glemte dog ikke drømmesynet, og kort før sin død i 1881 kom hun så med en spådom:

 

• Det bliver ikke Christian den Niende, som kommer herned som dansk konge. Kongen, som kommer hertil, er en mand i sin bedste alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende på en hvid hest. Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser, og der vil være sort af mennesker for at tage imod ham.

 

Johanne’ s mor blev stoppet af politiet

Mon ikke H.P. Hanssen fra Aabenraa gjorde sit til, at denne drøm gik i opfyldelse. Han har sikkert givet hoffet et tip om, at kongen burde benytte en hvid hest.

Allerede ved fire-fem tiden om morgenen stimlede folk til den gamle grænse ved Frederikshøj for at afvente det historiske øjeblik, da det gamle sagn om kongen på den hvide hest skulle gå i opfyldelse.

Men for Elisabeth Braren, der forsøgte at følge hendes datter på kongens hest, var de store menneskemængder et problem.

Hun kunne se, at Johanne oppe på hesten var ulykkelig. Hun forsøgte at mase sig gennem tilskuerne. Det lykkedes hende at komme ned i en grøft, hvor hun kunne løbe efter kongens hest. Men pludselig blev hun råbt an af tre politibetjente.

Så måtte den bekymrede mor forklare sig til ordensmagten, mens kongen red væk med hendes datter ude på vejen.

 

Hesten var sandelig hvid

I de kongelige stalde var der ikke en hvid hest. Men grev Knud Danneskiold – Samsøe fra Visborggård ved Hadsund havde lige inden Første verdenskrigs udbrud i 1914 købt en hvid hest i Paris. Den hed Malgré Tout eller på dansk ”trods alt”. Den var blevet trænet i flere måneder, så den ikke gik i panik.

Hendes farve har man diskuteret. Således havde Christian den Tiendes yngste søn, prins Knud fået noget hvidt på bukserne. Hesten er formentlig blevet striglet med wienerkalk eller pibeler for at fjerne gule misfarvninger fra urin på bugen.

 

Flere dramaer omkring Kongens ridt

Der skete flere ”dramaer” dengang. For mens Johanne Braren sad oppe hos kongen, tog en ældre herre sit sidste åndedrag lidt længere nede af vejen. Hans syvårige barnebarn så på, mens det skete. Manden, hans Jørgen Bylling, var faldet om. Da folk havde råbt ”Kongen kommer” og barnebarnet, der også hed Hans Jørgen Bylling, så sin bedstefars stok flyve op i luften, da den gamle faldt bagover.

Den døende bedstefar blev båret ind på Høkkelbjerg Skole, hvor han udåndede på et bord. Den lille dreng huskede resten af sit liv, hvordan ”bedstefar døde af glæde”.

 

Johannes mor fik stoppet kongen

Mens den tragiske situation udspillede i skolestuen, slap Johanne Brarens mor forbi politiet og nåede hen til kongens hest, hvor hun fik standset majestæten. Denne spurgte:

 

• Må jeg beholde hende

 

Elisabeth Braren skrev efterfølgende, at hun ikke efterfølgende turde udsætte sin datter for mere. Hun løftede datteren ned og trak hende i sikkerhed i grøften. Hun havde fået et lille nerveanfald, som udtrykte sig i klagende toner. Moderen fik bragt hende til ro. Hun fik hatten på, og stille gik de bagefter sværmen.

 

Veteranerne ved Tyrstrup kirke

Men kort tid efter mistede endnu et menneske livet.

Efter sit ridt gennem Christiansfeld steg kongen af ved Tyrstrup Kirke, hvor han skulle deltage i en kort andagt. Da kongen kom ud af kirken, gik han hen og hilste på de krigsveteraner, som havde været med ved nederlaget i 1864.

En af veteranerne var den 82 – årige snedkermester Peter Wandt fra Bjerndrup. For ham var øjeblikket så bevæget, at han faldt om og døde ved kirkemuren, skrev Berlingske Tidendes korrespondent.

Der blev også snart kongens tur til at falde.

 

Kongen styrtede

Efter ceremonien i Tyrstrup Kirke fortsatte majestæten videre mod Haderslev i bil. Lidt uden for byen skulle kongen så til hest igen og her gik det galt.

Den hvide hest havde opfyldt spådommen, så kongen skiftede til en af sine egne gangere. Hesten veg til side, da han ville sætte sig op, men Kong Christian den Tiende, der var en erfaren rytter, ville ikke lade hesten bestemme, så han svingede sig op alligevel.

Men så sprang dyret til siden, væltede den hjælper, der holdt tøjlerne, og bukkede. Kongens sabel kom i klemme mellem ben og hest, og så faldt majestæten til jorden.

 

Endnu en profeti gik i opfyldelse

På den måde opfyldte Kong Christian den Tiende muligvis endnu en profeti – i hvert fald, hvis man skal tro Robert Ludvigsen fra Berlingske Tidende.

Korrespondenten skriver nemlig, at en ældre herre overværede styrtet og sagde:

 

• Der er et gammelt sagn, der siger, at en dansk konge engang skal kysse Sønderjyllands jord.

 

Og med tårer i øjnene fortsatte han:

 

• Så gik også dette gamle sagn i opfyldelse. Det var endda skønt.

 

Kongen red ind i Haderslev på en anden hest, men så kunne han heller ikke mere. På resten af turen gennem Sønderjylland var han tydeligvis plaget af smerter. Resten af turen måtte foregå i bil.

Men da var myten skabt. Påskekrisen var så godt som glemt. Billederne af kongen på den hvide hest blev et nationalt ikon.

 

Kongen glemte ikke ”Lille Johanne”

Kongen glemte ikke Johanne Braren. Han sendte hende et indrammet billede fra rideturen, inviterede hende til arrangementer, når han besøgte Sønderjylland og forærede hende gaver da hun blev konfirmeret og senere gift.

Men selv om det havde været en stor oplevelse fyldte det ikke meget i hendes tilværelse. En stor del af Johanne Brarens liv kom til at gå med hårdt arbejde. En overgang var hun bagerfrue i vejle, men butikken kunne ikke løbe rundt.

I 1945 blev hun skilt efter 10 års ægteskab og da hun fandt kærligheden igen i 1947, gik der kun seks år før hun igen blev enke. Hun hed nu Johanne Herlak og var alene med to små piger, som hun måtte forsøge ved at arbejde som kogekone. Hun døde i 1999 i Århus og blev 87 år.

 

Den hvide hest levede ikke så længe

Den hvide hest levede knap så længe. Den blev syg og måtte aflives i 1921. Den hestehov, som efter sigende var først over den gamle grænse, blev forsølvet og fik inskriptionen:

 

• Jeg bar kongen over Grænsen hen – da Sønderjylland blev dansk igen

 

Den endte på kongens skrivebord på Amalienborg.

 

Man deler sig også mellem dansk og tysk

I det sønderjyske er det helt afklarede bekendelser uden tvivl. Det er hele familier, som er danske eller tyske. Der er familier, hvor man deler sig mellem dansk og tysk.

Grænselandet er et sted, hvor forskellige kulturer mødes, stride, lever med hinanden og mod hinanden. Ja man kan sige meget, og det har undertegnede faktisk gjort i form af en bog. Den fortæller, hvordan det dansk – tyske forhold var i grænselandet i form af oplevelser, som jeg har været igennem ind til for efterhånden mange år siden, da jeg flyttede fra grænselandet.

Jo dengang i min ungdom i Tønder havde det tyske mindretal også deres egne butikker. Andersen & Nissens Boghandel blev anset for at være sådan en. Jeg fik at vide, at jeg skulle tiltale medlemmer af det tyske mindretal på tysk, men det nægtede jeg.

 

Man ville ikke kendes ved vores bog

Tænk – engang ville man ikke røre min bog med en ildtang på museet for det tyske mindretal og det trods en positiv omtale i Der Nordschleswiger. Men nu befinder den sig på museet.

Det er nu heller ikke rigtig, at forholdet mellem det danske og tyske har været gnidningsfrit i alle årene som påstået i medierne. Flittige læsere af vores hjemmeside vil vide, at det har været nogle gevaldige knaster. Disse knaster voksede i 1930’erne og begyndte vel først at aftage midt i 1950’erne. Men først mange årtier efter er disse knaster næsten forsvundet.

I Sønderborg ville borgerskabet ikke handle hos Wohlenberg Delikatesser. De sendte så tjenestepigerne. Og når der så blev købt vin, så blev det hældt over på en anden flaske eller etiketten blev fornyet. Man skulle da nødig se, at man støttede Wohlenberg.

 

Tilliden voksede til de tysksindede

I 2005 viste en undersøgelse lavet af Vilstrup for Politiken, at hver anden dansker mente, at danskernes forhold til tyskerne stadig i nogen grad var påvirket af besættelsen i årene 1940 – 45.

Resultatet var egentlig forventet, men samtidig også lidt skræmmende. Ti år senere viste en Voxmeter – undersøgelse at syv ud af ti danskere havde en overvejende positiv opfattelse af den tyske befolkning.

 

Masser af tilskud

Tænk engang, Jørgen Mads Clausen, medejer af Danfoss opfordrede ligefrem sønderborgerne til at stemme på det tyske mindretals spidskandidat Stephan Kleinschmidt ved kommunalvalget.

Det tyske mindretal synes måske, at Danmark er lidt sløv i optrækket når det gælder opfyldelsen af de europæiske sprog – og mindretalsrettigheder.

Det Danske Mindretal syd for grænsen får ca. 600 millioner kroner årligt fra den danske stat, mens det tyske mindretal nord for grænsen får 90 millioner kroner fra Tyskland. Dertil kommer omfattende tilskud fra stat og kommune. Faktisk finaseres cirka 75 pct. af det tyske mindretal med danske midler – ikke mindst i form af tilskud til skoler og børnehaver.

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• powinternational.dk
• dr.dk/nyheder
• nyheder.tv2.dk
• altinget.dk
• b.dk
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
• Berlingske Tidende

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.586 artikler heraf 133 artikler under Indlemmelse, Afståelse og Genforening:

• Under denne kategori finder du en artikel, der hedder Velkommen til Indlemmelse, Afståelse og Genforening – den indeholder en liste med 118 artikler, der relaterer sig til emnet.

Under Aabenraa (150 artikler):

• Jomfru Fanny – myte eller virkelighed
• Jomfru Fanny fra Aabenraa
• Fanny Enge (2015)
• Fanny Enge (2013)
• Jomfru Fanny 6. kapitel (b) (Ny-redigeret)

Under Højer (73 artikler):

• Den sure præst fra Højer
• Pigen fra Højer

Under Sønderjylland (187 artikler):

• Kongens Hvide hest (1-2)