Gallehus – den femte fortælling

Du kender sikkert historien om to Guldhorn. Men det er usikkerhed om findestederne er rigtig. Men har du så hørt om det tredje guldfund i 1795 – 1796? Der er mange myter om Galehus. Og mange herlige vandrehistorier. Historikere har også mange fantasiforestillinger om byen. Men det er ikke en oldtidsby. Det er Møgeltønder. Men Gallehus ligger ved en oldtidsvej. Sådan en kan godt blive op til 35 meter bred. Det var først efter de to Guldhorns – fund at vejen blev markeret. Det andet guldhorn var brækket af i den ene side. Hvor er resten? Og det tredje guldfund var også brækket af noget. Også her kan man spørge, hvor er resten. Vi kan rekonstruere, hvor finderen af det andet guldhorn boede og tegne det ind på et kort. Vi kan så gå de skridt, som han havde gået. Men vi kommer et helt andet sted hen end der, hvor fundene er angivet. Denne artikel føre til mere forvirring end afklaring.

 

TV var også interesseret

Vi er atter engang taget til Gallehus. Har vi da ikke allerede fortalt det hele? Nej det tyder på, at det er nyt at fortælle selv om kilderne er ældgamle. Og så er der altid spændende at fortælle om myter og overleveringer.

I tidens løb er der blevet gravet meget i Gallehus og omegn. Mange har sikkert også været rundt for at lede efter endnu et Guldhorn. Nu viste det sig, at guldhorn nummer to ikke var komplet. Men sidenhen blev der jo igen fundet guld i jorden i Gallehus. Stammede dette guld fra guldhorn nummer to, og er det rigtigt at Gallehus har heddet Rosengården?

Siden sidste artikel har vi så hjulpet DR 2 med et program om disse sten. Vi troede at kortet med placeringen af guldhornstenene befandt sig i Gram Slotsarkiv. Men det gjorde de så ikke. Vi kunne så henvise til en person, der garanteret vidste, hvor det kort befandt sig. Og ganske rigtigt!

 

En ”Gadeplads” i Gallehus

Halvanden kilometer nord for Møgeltønder glider landskabet over i Abilds og Visbys tidligere hedeegne. På randen ligger den ”mærkelige” husmands by Gallehus. Ja det er nogle af historikerne, der kalder den for ”mærkelig”.

Går man tilbage til skriftlige kilder, ja så kan man se, at byen altid har bestået af to mindre gårde og 15 – 40 husmandsfamilier. De havde en lille have, en mark og lidt land. Dengang havde byen form som en retvinklet trekant. Den vigtigste vej var landevejen fra Tønder til Lindskov Mølle. Så var der et par byveje. På den måde blev der dannet en ”Gadeplads” på 15 tdr. land.

Før udskiftningen blev denne fællesjord brugt til udgravning af ler og græstørv til tækkebrug. Endnu lang tid ind i det 19. århundrede henlå gadepladsen som en ødemark, gennemhullet af lergrave. Senere blev denne plads dyrket og gennemskåret af skelgrøfter på egnens vis. Noget af pladsen blev også bebygget.

 

Mange herlige fortællinger om guldfund

Guldhornene har gjort denne gadeplads berømt. I begyndelsen af 1900 – tallet var beboerne overbevist om, at denne plads gemte på store og mærkelige skatte. Der er fortællinger om guld-og sølvfund af meget sjælden art.

Her har en husmand opgravet så store kostbarheder at han kunne købe sig en gård længere nord på. En anden skulle have fyldt sin trillebør med sølvborddækning. Det var et såkaldt ”Sølvtaffel”, som han havde solgt i Holland for en formue.

 

En natursten blev fundet

Men det mest kostbare ligger endnu gemt i jorden. I den sydligste del af gaden skulle der en gang have stået en vældig sten, høj som en dør, udhulet foroven som en offersten med mærkelige indskrifter.

Den skulle være gledet ned i lergraven. Men hvis den engang dukker frem, vil man kunne finde en bordopdækning, et ”Guldtaffel” og Thors Hammer. Der er da også gjort adskillige forsøg på at finde denne sten. En tidligere sognepræst i Møgeltønder, pastor Prahl har efter sigende anvendt ikke så lidt tid på ”boringsforsøg”.

I efteråret 1906 har man omtrent på det angivende sted fundet en natursten på omkring en meters højde uden noget som helst mærkeligt. Og allerede i 1881-83 skrev pastor Prahl i et tidsskrift, der hed ”Am Urdsbrunnen” om Guldhornene.

 

Skattejægere har været i gang

Ja selv om natten har skattejægere været på jagt i Gallehus. En landmand på egnen gravede hele sin svinesti op på jagten efter guld. Og en anden mener, at der i Gallehus er mere guld end i resten af Verden.

Der er masser af overleveringer. Mange er uklare og udvisket og som det kan høres i den grad overdrevet. Men kan man i grunden finde de nøjagtige findesteder for guldhornene?

Begge Guldhorn er fundet i den nordlige spids af Gallehus Gadeplads.

 

Mange nuancer på historierne

Den 27.07.1639 skiltes Kristine Svendsdatter fra sine ledsagere, der gik til Gallehus. Hun var nær ved Hovedvejen før reguleringen og indgravningen. Hun strøg over det første Guldhorn og fandt det på ”øde og slet Jord med nogle små Tuer”.

I december 1907 rejste Greve Schack to mindestene på de angivne findesteder.

Kigger man tilbage i litteraturen er der angivet mange forskellige findesteder. Der er også angivet forskellige historier om, hvordan finderne opførte sig efter fundene af Guldhornene. Mange originale dokumenter i den forbindelse er forsvundet. Og historier fra slægstled til slægtsled har efterhånden skiftet nuancer.

 

Kristine troede at det var messing

Kristine troede måske, at hendes fund var lavet af messing så hun lod ingen se sit fund, da hun kom hjem til Østerby.

Dagen efter da hun atter var i færd med at rense hornet for bedre at finde ud af, hvilket metal det var lavet af fik hun besøg af to mænd, der mente at hornet havde tilhørt en trompeter. Måske kun det lettest sælges til sådan en.

Pigen mente, at de tog fejl, siden hornet bestod af så mange dele. Da hun med vold og magt havde trukket det op af jorden, var hun kommet til at løsne nogle ringe, der omgav hornets indre. Hun ville tage til Tønder for at få sikker besked om hornets brug og hvilket metal, det var lavet af.

 

Rygterne løb hurtigt

Ole Worm fortalte at pigen gik fra Østerby over Gallehus til Møgeltønder. Det er en omvej, men måske besøgte hun en slægtning i Gallehus.

Hun gik derfor til Tønder. Samtidig med overlod hun en lille del af hornet til en veninde, der skulle gå til en anden guldsmed. Kristine var bange for, at hun ikke selv ville få sandheden at vide.

Svaret lød, at det var guld. Nu løb rygtet milevidt omkring om den fundne skat. Også lensmanden i Tønder hørte tale om hornet og ville tale med pigen.

Men her halter historien lidt. For Tønder hørte dengang til Hertugen af Gottorp, mens Møgeltønder/Gallehus hørte til Kongeriget – en såkaldt Kongerigsk Enklave, der blev bestyret af lensmanden på Riberhus, Gregers Krabbe.

 

Der blev gravet på grunden

Kirsten var klar over, at det var et værdifuldt horn som hun havde fundet. Hun bad om en vogn til kongen, så hun selv kunne aflevere fundet. Men i stedet blev hun vejledt til at tage til Ribe og aflevere fundet til den kongelige lensmand. Pigen rejste derfor til Ribe.

Men lensmanden var på embedsrejse. Derfor tog slotsskriveren imod. Han sendte pigen hjem igen og lovede at passe på hornet. Senere kaldte lensmanden pigen til sig. Hun skulle aflægge en beretning om fundet.

To karle blev nu bedt om at grave ved findestedet efter pigens anvisning på vejskellet. Men der findes ikke noget.

 

Kongens søn brugte drikkehornet

Endelig nåede rygtet om den fundne skat til Christian den Fjerde. Han opholdt sig i Glückstadt. Han sendte en mand afsted for at finde ud af det hele og bringe hornet med sig tilbage. Kort efter modtog kongen så hornet sammen med en beretning om fundet.

Da Prins Christian (den senere konge) godt kunne lide dette horn, skænkede Christian den Fjerde ham dette. Så kunne han bruge dette som bæger til ære for oldtiden og til minde om fundet. Dette kom så til at pryde prinsens skænkebord.

Senere måtte Kirsten så drage til kongen og fortælle om fundet. Hun vendte tilbage til Østerby med en stor hædersgave. Åbenbart er hornet kommet i kongens besiddelse cirka 8 uger efter fundet.

 

Det var en hovedvej

Johannes Meyer har på sit kort fra 1649 som udkom i Danckwerths ”Landesbeschreibung” in 1652 indtegnet fundet af Guldhornet. Men det angivne sted kan næppe være rigtigt.

Men hornet fandtes på Lindskov – Tønder Vejen. Men hvad var det for en vej? Ja det var den gamle Ribe Landevej. I begyndelsen af 1900-tallet kunne man endnu finde spor af denne vej på Visby Hede. Den gik forbi Gallehus og Lindskov Mølle, hvor den gjorde et brat knæk over Østerby Hede, Visby Hede og Aspe for at nå Bredevad.

På den måde undgik man den brede og uvejsomme Sølsted Mose, som man først med en nyere vejbyggekunst formåede at komme over. Men man skal vel også lige have med, at Kongeriget Danmark i over 70 år forhandlede med Hertugdømmet Slesvig-Holsten om en ny Tønder – Ribe vej. Først i 1860 – 62 blev denne færdigbygget. Men dele af strækningen kunne dog tages i anvendelse lidt før. Således kunne man allerede i 1804 – 05 køre i direkte linje fra Tønder til Abild.

I øvrigt er en del af den nuværende Tønder – Ribe vej bygget af resterne af det nedrevne Tønderhus.

 

Manglende afgrænsning på vejen

Jo den gamle forbindelse gennem Gallehus var den gamle Oldtidsvej De spor man endnu i begyndelsen af 1900 – tallet kunne ses var op til 35 meter brede med indtil 17 spor. Der var spordybder helt ned på 50 cm. Først 1794 – 96 ved en fornyet udskiftning af Gallehus Gadejord lod greven på Schackenborg vejen afpæle og regulere.

Dengang da guldhornene blev fundet var vejen ikke afpælet.

 

Da Erik Larsen fandt det andet Guldhorn

I juni 1734 blev der igen indsendt en beretning om et fund i Gallehus. Men dette dokument findes ikke mere. Det er antagelig brændt i 1794. Men der findes en brevveksling i Schackenborg Arkivet.

Onsdag den 21. april henimod aften i 1734 gik den fattige kådner eller husmand Erik Lassen, der boede på et halvt fæste i den nordlige del af Gallehus By ud for at grave ler på et jordstykke, der i mange år havde ligget øde hen, men af ham var blevet inddraget til dyrkning.

Han gik omtrent 23 skridt lige mod øst fra sit hus, stak spaden i jorden og fandt et stykke nede et horn. Den lå på siden med den brede åbning imod nord. Det nye findested lå ti skridt sydøst for det gamle fra 1639. Da han havde fundet hornet, ilede han straks hjem viste sin kone det og råbte glad:

 

• I dag har jeg fortjent brændevin

 

Man mødte op hos greven

Hans halvvoksne datter tørrede det foreløbigt af. Naboer og bekendte strømmede til for at beundre skatten. Endnu samme aften ilede han til Tønder for lade en guldsmed bedømme metallet.

Denne erklærede det for guld. Næste morgen, skærtorsdag mødte både husmand og guldsmed på Schackenborg for at aflevere hornet til greven, der som grundejer var den rette ejermand.

 

Greven afleverede hornet til kongen

Grev Schack besluttede dog at overgive hornet til offentlig opbevaring. Den 3. maj overrakte han det personlig til Christian den Sjette i Flensborg. Denne bevilligede 200 Rigsdaler til Erik Larsen, at denne sendte et takkebrev til kongen. Men desværre døde han kort tid efter kun 56 år gammel.

 

Hvor var resterne?

Den nederste og snævre del af hornet var der ikke. Denne mangel vakte stor opmærksomhed såvel på Schackenborg som i København. Kongen overdrog i 1734 kammerråd Paulli, arkivar i rentekammeret, at udgive en beskrivelse og afbildning af hornet, skrev denne til godsinspektør C. Lehmann på Schackenborg for at få sagen nærmere oplyst.

Guldhornene tillægges ukendte religiøse forestillinger. De er fundet ved en oldtidsvej. Men fandtes denne vej også i folkevandringstiden?

 

Blev spidsen senere fundet?

Men lad os lige blive ved fundet i 1734. Der gik rygter i Gallehus om, at den spids der manglede senere, blev fundet på den nordlige side af Lindskov – Tønder vejen ved en kro omtrent 160 alen fra det egentlige findested imod nordvest.

Var det muligt at en plov eller en harve kunne have ødelagt guldhornet og flyttet det? Men har det egentlig noget på sig – denne historie?

 

Et tredje fund i 1795 – 1796

Omtrent omkring 1800 – tallet havde en husmand ved navn Niels Christian Jensen Stind sammen med sin søn Jens pløjet en mark nord for Tønder ved den omtalte kro. Man fandt et stort stykke guld forsynet med ringe og forsiringer. Christian Stind solgte en af disse ringe og fik 6 sølvspiseskeer for den.

Men resten blev mærkværdigvis liggende. Først langt senere solgte sønnen de øvrige dele til en kromand og kræmmer i nabolaget.

Der findes en beretning om dette fund som stiller det hele i et andet lys. I 1855 udgav C.C. Rafn en beskrivelse af ”de tvende ved Gallehus fundne Guldhorn”. Og dette blev beskrevet i ”Annaler for nordisk Oldkyndighed”.

Også Pastor H.C. Sonne fra Møgeltønder beskriver dette fund:

 

• For omtrent 60 år siden fandt en mand ved navn Christian Stind i Gallehus ved at pløje tæt nord for kroen, et stykke massivt guld af størrelse og form omtrent som en lidt krumbøjet finger på en voksen mand, i den tykke ende lidt i lighed med en flaskebund, i den anden tilsyneladende afskåret af plovjernet fra en anden genstand. Det var aldeles uden ”Zirater”. Finderen antog det for messing og havde det liggende i flere år, indtil han omsider blev gjort opmærksom på, at det var meget fint guld, og solgte det for 80 Rigsdaler.

 

• Sønnen af denne Stind lever endnu, er 70 år gammel, og har fortalt mig dette, samt at han selv kørte ploven for faderen, da de fandt guldstykket, der vejede 8 ”Lod”. Han har senere pløjet meget dybt i samme mark i det håb at finde mere men uden resultat. Findestedet kan han nu ikke ganske nøje bestemme, da markerne senere er blevet anderledes inddelt. Eftergravninger synes aldrig senere at være foretaget på dette sted.

 

Efter Sonnes beretning skulle fundet være sket i 1795 eller 1796. Intet tyder på at dette fund kan have været en del af guldhornet fra 1734.

 

I 1735 var man i tvivl om findestedet

Efter grev Schacks opgivelse lå findestederne på de to guldhorn ti skridt fra hinanden, Efter Paulli’ s opgivelse var det tre et halvt skridt fra hinanden. Disse afvigelser kunne tyde på, at man i 1735 ikke var helt sikker på, hvor findestedet egentlig var.

 

Erik Larsen havde 23 skridt til findestedet

Fra sit hus havde Erik Larsen 23 skridt lige øst hen til findepladsen og 25 skridt til findestedet fra 1639, der lå på eller op ad den gamle vejkant i selve vejskellet mellem Gallehus Nørregade og Lindskov – Tønder vejen.

Ved skridt forstås på egnen fra gammel tid dobbelttrin eller favne, idet der kun tælles for hvert anden fodslag. Omsat i mål svarede det til at guldhornet fra 1734 fandtes ca. 69 alen lige øst for Erik Larsens hus. Jamen så kunne man vel let bestemme findestedet?

 

Hvor lå Erik Larsens hus?

Erik Larsen fæstede sit halve kåd i 1715. Det blev fornyet i 1721. Han døde i midten af august 1734, ikke engang 4 måneder efter fundet. Hans enke sad på stedet til 1747 og efterfulgtes af en vis Jep Hansen. Senere blev huset overtaget af Jens Nielsen Kromand. Det skete i 1750 og 1753. Han fik tillige frihed til at holde kro. Og fra hans tid er krohold knyttet til ejendommen. Jens Nielsen sad på stedet til 1781.

Påskelørdag 1832 brændte den gamle kro. Kroen blev lagt hen på en matrikel ved Abildvejen, hvor den endnu fandtes i begyndelsen af 1900 – tallet.

Under branden reddede kromandens 11 – årige søn et lille barn ud af luerne. Denne modtog en belønning af regeringen. Denne person levede endnu i begyndelsen af 1900 – tallet som 86-årig i Gallehus. Det nedbrændte hus kunne han tydelig huske.

Det var et 12 fags hus a 3 alen. Stuehuset med korshus lå mod syd, derefter fulgte stalden, laden eller porthuset umiddelbart til toftens nordgrænse.

 

Navnet ”Rosengård” dukker op

På grund af disse oplysninger burde man så kunne finde det helt nøjagtige findested. Og det er så slet ikke i overensstemmelse med de nu angivende findesteder. Men det vil nok være forkert at komme med nye antagelser.

Man har også i litteraturen forsøgt at knytte vidtløftige formodninger til egnens topografi. Således er navnet Rosengård blevet knyttet til stedet. I oldtiden skulle der have været et ”Gjaldrehus”, deraf har byen fået sit navn.

Men Gallehus var ikke en oldtidsby lige som Møgeltønder og Østerby.

Andre mener så at navnet Rosengård skulle have haft tilknytning til borgen eller slottet Møgeltønderhus. Andre knytter stedet til Tønderhus.

 

Gallehus kommer af Galge

Og så er det dem, der knytter navnet til Galge, fordi byen er opståen ved sådan en. Da Møgeltønder 1361 blev et eget birk under biskoppen i Ribe, fik byen også sit eget rettersted eller sin egen galge. Dengang blev disse rejst på et øde sted men ofte et sted, hvor de virkede som skræk og advarsel ved ”Adelvejene”.

Møgeltønder Galge lå et par hundrede meter nord for Lindskov – Tønder vejen, umiddelbart øst for ”Galgehuse” på heden. De sidste rester af galgepælene blev opgravet i sommeren 1904. I lang tid blev markerne omkring den kaldt for ”Galgeagrene”. Den bæk eller strøm, der løb forbi den, og hvor Kristine Svendsdatter i 1639 afvaskede Guldhornet, kaldes Galgestrømmen. Vejen fra Møgeltønder til Retterstedet blev i lang tid kaldt Galgevejen.

I 1537 fremkom navne som Galligehusen, senere Galliehuse eller Gallehuse.

 

Johannes Meyer havde tegnet et kort

Men hvorfra kommer så Rosengård? 4-500 meter syd for Gallehus lå en ejendom, der hed Rosengård. Det havde dog ikke nogen historisk værdi. Men hvordan kan en mand som Paulli så have fundet navnet.

Navnet findes på et ældgammelt kort over det gamle Nordfrisland fra 1240, et kort som Johannes Meyer senere gengav. Her blev Gjerup til Gerdrum. Abild blev til Abildholt, Lindskov blev til Lindholdt. Og der hvor Gallehus skulle have ligget er betgnelse blevet til Rosingsgarde. I fri dansk gengivelse ”Rosengaarde. Hvorfra Johannes Meyer har navnet er ikke let at sige.

 

To gamle gårde ved Rosinfelt

Formodentlig har det i den nordvestligste del af Tønder Landsogn i nærheden af gården Rosinfelt ved Tved liget en Rosingård. Er det mon dette navn, der er indgået i Guldhorns-litteraturen i forvansket form.

Og før at gøre forvirringen endnu større, så har man fundet ud af, at en stor gård ved Rosinfelt nedbrændte her for 1.600 år siden. Og det er i bronzealderen. En anden gård har man også fundet lidt længere væk. Den er 800 – 1.000 år yngre. I forbindelse med fundene er der fundet mindst en jernudvindingsovn.

 

Mystikken om Gallehus vil bestå

Gallehus to gårde blev efter 1664 nedlagt af General Hans Schack.

Det mærkelige er, at historikerne i tidens løb slet ikke har taget med i deres betragtninger, at Vadehavet havde et helt andet kystforløb. Således er der inde i Møgeltønder by fundet rester af en havn.

Men mystikken om Gallehus vil bestå. Vi er ikke kommet opklaringen nærmere. Måske har vi bidraget til at forvirringen er blevet endnu større. Og måske ligger der mere guld i Gallehus jord?

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Se Litteratur Tønder
• Lauridsen: Historiske og Topografiske Oplysninger om Guldhornsfundene ved Gallehus

 

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1.562 artikler:

Under Tønder (262 artikler) finder du:

• Guldhornene fra Gallehus (1)
• Guldhornenes ældste historie (2)
• Guldhornene – den tredje historie (3)
• En ridder fra Gallehus (4)
• Præsten fra Daler
• Overinspektør fra Schackenborg
• En landsbydreng fra Møgeltønder
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Dagbog fra Møgeltønder
• Møgeltønder Kirke
• Møgeltønder – dengang
• Schackenborg i Møgeltønder
• Oprør i Møgeltønder
• Møgeltønders historie
• Da Birthe fra Ballum forsøgte selvmord

Under Sønderjylland (187 artikler) finder du:

• De Kongerigske enklaver 1-2
• Landevejen mellem Tønder og Ribe
• Johannes Meyer – en korttegner fra Husum

Under København (176 artikler) finder du:

• Tyven, der stjal Guldhornene