Gårdmandsdatteren Helene Dideriksen

Hun følte sig anderledes. På mange måder var hun sat uden for fællesskabet, familien og landsbyen. Hun var født i 1860 på Dalmosegård på Møn. Moderen dør, da Helene er 8 år. Tilbage er faderen og tre søskende. Helene er ude at tjene i nabosognet hos familie. Men hendes helbred skranter. Helene læser masser af aviser og går til foredrag. Nu får kvinderne også adgang til højskolen i hvert fald Rødkilde Højskole lige i nærheden. Det er lige noget for Helene. Men hun tager beslutninger som ikke lige er forenelige med familien og samfundet. Således går hun imod at man slagter dyr. Hun går ind for havebrug og grøntsager. Hun går ind for kvindesagen og skriver indlæg til de lokale medier. Det er dog ikke alt, der bliver optaget. Hendes dårlige helbred betyder, at hun ikke kan klare de daglige pligter. Søsteren mener, at hun er hypokonder. Hun mødes af fordømmende blikke. Hun dør allerede som 31 – årig, ugift, misbilliget og misforstået. Hun var forelsket i en af sine fætre, men han ville ikke have hende.

 

 

Gårdmandsdatteren Helene Dideriksen 1860-1891

“Jeg er som et udskud, en særling. Der er så meget, jeg ikke kan med”. Hun er nedtrykt og forvirret. Hun tager sig kun sammen til at skrive til sin gamle højskoleveninde, fordi veninden gentagne gange har skrevet og efterhånden er overbevist om, at brevene er gået tabt. Hun føler sig anderledes. Hun hedder Helene Dideriksen – og ér anderledes. Landbosamfundet er i slutningen af 1800-tallet under forandring.

 

Mange har måske netop derfor et behov for at holde fast ved de gamle traditioner. Men ikke Helene. Hun lader sig i den grad påvirke af de nye strømninger i tiden. Derfor sætter hun sig på mange måder uden for

fællesskabet – familien og landsbyen. For Helene vil noget andet end de andre og har nogle underlige ideer. Det gør hende sær i omverdenens øjne, og hun bliver mere og mere isoleret.

 

Helenes baggrund er der ellers ikke noget usædvanligt i. Hun bliver født den 21. oktober 1860 på Dalmosegård på Møn. Da Helene er otte år, dør moderen i barselseng. Selv er hun tredje barn i familien, men alligevel den første, der fylder 20 år. Da Helene begynder sin dagbog som 14-årig, består familien af hendes fader Diderik Nielsen. Helene selv og søstrene Line på 12 og Hanne på 10 år.

 

Efter moderens død hjælper faster Johanne, der bor i nærheden, ofte til med de større praktiske opgaver, ligesom en del fætre og kusiner periodisk er en del af husholdet. Også Helene er ude at tjene hos sin mors familie i nabosognet, men hendes helbred har skrantet fra fødslen og da hun bliver syg, må hun sendes hjem igen. Om sin hjemkomst skriver hun i en af sine dagbøger: “Hvor lykkelig følte jeg mig ikke, da vognen standsede i min faders gaard, og de alle kærligt rakte en haand op i vognen og trykkede min, da var jeg glad, skønt jeg var meget syg.”

 

Helene er glad for sin familie og føler sig tryg ved at være hjemme. Kigger vi imidlertid ti år frem i tiden, tegner der sig et helt andet billede. Helene afskæres mere og mere fra familien. Line, hendes søster, synes hun går i vejen. Hendes fødselsdag bliver nærmest glemt, ikke kun af naboerne, men også af dem derhjemme.

 

Hun går alene i kirke, alene til foredrag og er ikke rigtigt længere en del af familien. Der er her, hun skriver brevet til sin højskoleveninde.

Dalmosegård ligger i en dalsænkning lidt syd for landsbyen Sønder Vestud med sine marker udstrakt omkring sig. Men sådan har det ikke altid været.

 

Indtil 1803 lå alle gårdene samlet inde i landsbyen, men i forbindelse med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet bliver også jordene omkring Nr. og Sdr. Vestud udskiftet. Det betyder, at jorden, der før havde været dyrket i fællesskab, nu bliver fordelt på de enkelte fæstegårde, og, i flere tilfælde, at gårdbygningerne bliver flyttet ud på den nye jord. Dette sker over hele landet – en konsekvens af landboreformerne i slutningen af 1700-tallet.

 

Fæstebønderne bliver løst fra stavnsbåndet og får de fleste steder mulighed for at købe gårdene selv. Jorder, der før har været fælleseje

eller er blevet dyrket ved fælles drift, skal nu dyrkes af et enkelt hushold. Gårde flyttes ud. Det betyder vidtstrakte sociale forandringer.

 

For traditionelt er hver enkelt familie knyttet til landsbyen og sognet med utallige bånd. Det er herfra, ens verden går. Gårdmændene i landsbyen har hidtil udgjort et kulturelt og økonomisk fællesskab, som er organiseret i to sociale institutioner: Bylavet og gildeslavet. Hvor bylavet bruges til at regulere udnyttelsen af fælles ejendom som f.eks. mose og eng, bruges gildeslavet til at regulere det selskabelige samvær, bl.a. festerne i forbindelse med årets gang og livets højtider.

 

Netop på Helenes tid sker der dog et skred i alle disse mønstre – efter udskiftningen er der ikke i samme grad brug for by- og gildeslavet til at organisere det fælles arbejde med bl.a. at passe jorderne. I stedet

bliver det mere og mere almindeligt med foreninger og kasser, der varetager forskellige interesser for deres medlemmer, både socialt og praktisk. På landet kommer der f.eks. forbrugsforeninger, foredragsforeninger, sparekasser, brandkasser og sygekasser.

 

Aktiviteterne får hver deres ramme i stedet for at være samlet i de gamle lav, som havde mange funktioner. Samtidig er det interessant at bemærke, at det ikke længere er gårdene eller husholdet, der er medlemmer, men de enkelte personer. Det er individet, ikke kollektivet.

 

Hvor man før automatisk tilhørte et fællesskab på grund af sin alder, eller bopæl, får den enkelte nu i stigende grad mulighed for, med udgangspunkt i egne interesser, at vælge selv. Det er på den baggrund,

Helene får mulighed for at træffe sine egne valg. Men der er tale om en gradvis udvikling. Helenes farfar, Niels Andersen, køber i 1856 Dalmosegård til selveje.

 

I teorien gør han sig dermed økonomisk uafhængig af det gamle landsbyfællesskab. Men et er teori – noget andet praksis. Der er i

Helenes dagbog, som er skrevet 20 år senere, flere eksempler på, at fællesskabet på visse områder fortsætter med at eksistere. For det første i kraft af arbejdsgilder såsom kartegilder, hvor alle hjælpes ad

med en bestemt opgave til gengæld for efterfølgende mad og fest. I lige så høj grad er der tale om en vedvarende nabohjælp i det daglige, afvejet efter et gensidighedsprincip.

 

Man hjælper med de ydelser, man kan. Diderik, Helenes far, er gårdmand med egen hest og vogn. Den udlånes ofte til de mange husmænd i området, men til gengæld forventer Dalmosefolkene hjælp i høsten ved slagtning el.lign. Socialt vedbliver de årlige fester også at være organiseret af gildeslavet, som alle gårdene er en del af. Folkene på Dalmosegård er således deltagere og arrangører af gildelavets julestuer og fastelavnsfester, samtidig med at de hver især er medlemmer af f.eks. en teaterforening, en foredragsforening og et avishold.

 

Helene lever hele sit liv på Møn. Den eneste gang, hun er uden for øen, er i forbindelse med en tur til København. Man kunne måske derfor tro, at hun ikke ved noget om verden udenfor, men sådan forholder det sig langtfra. Dalmosegård holder sammen med nabogårdene flere aviser, som Helene læser med stor interesse. Hun kender til den russisk-tyrkiske krig og de italienske frihedskrige.

 

Hun følger med i indenrigspolitiske spørgsmål. Specielt de provisoriske finanslove i 1870-80’erne, der midlertidig sætter grundloven ud af kraft, og det nationale spørgsmål i Sønderjylland vækker hendes interesse.

 

Desuden interesserer Helene sig også meget for kirke- og skolepolitik. Hun har mange ideer om, hvordan ting bør være, og nogle af disse ideer henter hun inspiration til i den grundtvigianske højskolebevægelse.

De to store folkelige bevægelser Grundtvigianismen og Indre Mission har deres storhedstid i årene 1860-1900. På Møn er det dog kun grundtvigianismen, der bliver udbredt. Det er præsten i Stege, Frederik

Engelhardt Boisen, der formår at få spredt de grundtvigianske tanker og budskaber til Mønboerne.

 

Og det er i samme ånd, at præstens søn Frederik Bojsen (1841-1926) opretter højskolen Rødkilde i nærheden af Stege by. I de første år er skolen kun åben for karle, men fra sommeren 1868 får også pigerne adgang til skolen. Skolegang for voksne af bondestanden og tilmed for kvinder var noget nyt og uvant. Men de unge er ikke sene til at tage denne nye mulighed til sig, og da tilslutningen er på sit højeste i 1880’erne,

modtager skolen knap 1200 elever årligt.

 

Pigerne bliver undervist i de tre sommermåneder fra maj til august og karlene i de fem vintermåneder fra november til april. Både Helene og hendes søstre kommer på Rødkilde Højskole. Helene bliver først noget overrumplet over den megen “støj og bulder”, men er senere begejstret for legene og lærdommen. Opholdet varer kun tre måneder – en enkelt sommer – men det er en sommer, der får stor betydning for Helene. Hun får nye

venner fra Sjælland og Jylland, hun får en større og bredere viden, men først og fremmest bliver hun en del af livet i og omkring højskolen. Hun indlærer og bruger det tankesæt og den ideologi, som præger

højskolen.

 

I den første dagbogstekst fra højskolen skriver hun: “Gid alle danske Piger og Karle kunde komme på Højskole, da vilde det blive et lykkeligt folk.” – Hun er ikke blot begejstret for højskolen i sig selv, men skriver også i højskolens ånd om “det danske folk”. Rødkilde Højskole ligger ikke langt fra Dalmosegård.

 

Hele husholdet kommer ofte til foredrag og andre arrangementer dér. Det er der ikke noget usædvanligt i. Højskolebevægelsen vinder frem i store dele af Danmark blandt den bedre stillede del af bondestanden. Højskolerne gennemfører en omsiggribende “folkeoplysning”, der ikke kun højner uddannelsesniveauet, men også bidrager til bøndernes egen

selvforståelse som grundstenen eller kernen i det danske folk. Filosofien er oplysning gennem personlig, levende meddelelse – “de levende ord”.

 

For Helene rækker højskoleopholdet langt ud over de tre måneder. Det bliver en skole for livet. Hun er usædvanligt engageret i højskolelivet og i grundtvigianismens tanker i det hele taget. Hun giver penge ud

af egen lomme til bygningen af et forsamlingshus ved Rødkilde, og da der bliver bygget en friskole i nabobyen, er hun en sikker tilhører til samtlige aftenskoleforedrag. Helene er i sandhed en af “friskolens

venner”.

 

Men friskolen er en slags konkurrent til den gamle landsbyskole, der også afholder aftenskole. Det er ikke umiddelbart noget problem. Så længe den nye friskole holder foredrag på andre tidspunkter end landsbyskolen, bliver den accepteret af de lokale, men kommer det til et decideret valg mellem det gamle og det nye, bakker de allerfleste op om den gamle landsbyskole. Men ikke Helene.

 

En af de vigtigste forudsætninger for bylavets og gildelavets eksistens er den kulturelle homogenitet i landsbysamfundet. Men de nye religiøse vækkelser og de nye foreninger er med til at skabe grupper af åndelige afvigere. Afvigere, der ved at bryde gængse normer og vurderinger ofte skaber afstand mellem sig selv og omverdenen.

 

Folk, der tidligere har været tæt knyttet i landsbyens arbejdsfællesskab, taler ikke længere samme sprog. De vakte vælger nu i højere grad at mødes med ligesindede og søge nye fællesskaber på tværs af landsbyer og sogneskel. Engagementet i vækkelserne og de nye ideer giver imidlertid ikke kun problemer i forhold til naboerne. Det kan også give problemer på tværs af generationerne.

 

For med vækkelsernes krav om personlig stillingtagen til spørgsmål i livet føler mange forældre, at deres autoritet pludselig bliver undergravet. Helene tager stilling til mange ting, som de andre i familien kan ikke følge hende i. Gennem sin læsning og skolegang opbygger hun et stærkt personligt ideal til tilværelsen, som den ikke altid kan leve op til. Hendes idealisme grænser undertiden til det fanatiske. Blandt andet væmmes hun ved kød og fedt. Det var langt fra en almindelig indstilling i datidens bondesamfund.

 

Helene bryder sig ikke om at spise det, og heller ikke om at slagte dyr. Igen er Helene i opposition til fællesskabet, og det i en tid, hvor der netop skete en omlægning af det danske landbrug fra kornproduktion til kreatur- og mejeridrift. Både kød og smør bliver eksporteret. Alt det gode kan der tjenes penge på, så mange steder i Danmark beholder landbefolkningen kun fedtet og lidt flæsk til eget forbrug.

Og det er netop fedtet, der generer Helene. Til gengæld er hun meget interesseret i grønsager og i havebrug.

 

I dagbogen noterer hun sig flittigt, hvornår hun sår eller køber frø og kålplanter. Helene er meget passioneret i sin afstandtagen fra kvægbruget både i sin dagbog og i breve til hendes højskolevenner. Hun har i alle spørgsmål en forestilling om, at hendes samvittighed viser hende, hvad der er rigtigt at gøre.

 

Samtidig ved hun, at det, der for hende er rigtigt, i det store hele er uforeneligt med familiens måde at leve på. Hendes største drøm er derfor at få sit eget hus med have. Et sted, hvor hun både kan dyrke sine egne ideer og sine grøntsager i fred. Hendes far Diderik er meget imod ideen og vil hverken give hende lov eller penge, før hun gifter sig. Men Helene gifter sig ikke. Hun er hele sin ungdom ulykkeligt forelsket i sin fætter, Chresten, som ikke vil have hende “selv for en gårds skyld” – som han skriver til hende.

 

Helene bliver derfor gammeljomfru og sætter sig på den måde uden for normerne, som dikterer, at det eneste rigtige for en ung kvinde er at blive gift og stifte familie. Som ugift bliver Helene en belastning for familien. Tovtrækkeriet med faderen om penge til et hus fortsætter over flere år.

Helene forsøger sågar at få en af højskolelærerne til at overtale hendes far til at give hende sit eget hus. Da det heller ikke lykkes, sætter Helene alt ind på at få en uddannelse, så hun med tiden selv vil kunne købe et hus og forsørge sig selv.

 

I 1883 opretter friskolelærer Jens Jørgensen en pigehøjskole, der skal uddanne lærerinder. Helene søger forgæves at få sin fars tilladelse til at komme på denne højskole, men også her er han ubøjelig. Det kan man virkelig ikke som gårdmandsdatter! Lokalsamfundets gamle normer går i den

grad imod tidens strømninger og nye ideer, som så fint forkyndes fra højskolernes talerstole.

 

Og når det kommer til stykket, er Helene ikke den eneste kvinde, der på dette tidspunkt har svært ved at finde balancen mellem de nyvundne indsigter i samfundsspørgsmålene og stillingen i hjemmet. Måske er det Helenes erfaringer med sine manglende rettigheder, der gør hende interesseret i kvindesagen.

 

I hvert fald overværer hun flere foredrag om og af kvinder og sender flere indlæg til Møns Folkeblad, hvor hun bl.a. argumenterer for ligeret i ægteskabsløftet. Ikke alle indlæggene bliver trykt, men igen går hun brændende ind i sagen. Det er mildt sagt ikke populært hos familien. En kvinde skal ikke på den måde stille sig offentligt til skue. Familien lægger mere og mere afstand til Helene.

 

Til gengæld kan Helene så regne sig med i et andet fællesskab, der på dette tidspunkt breder sig på tværs af landet, nemlig “de frisindede kvinders”. Som sådan er hun dog ikke et aktivt medlem af bevægelsen, men hun er meget stolt af, med sine artikler, at kunne bidrage til dét, hun selv kalder, den offentlige forandring.

 

Og netop forandringerne – de store samfundsmæssige ændringer, som finder sted i tiden – viser sig nok at være Helenes største problem. De er et problem for hende, fordi hun i modsætning til sine omgivelser er hurtig

og villig til at tage tidens nye muligheder og tendenser til sig.

 

Et andet nok så væsentligt problem i Helenes forhold til omverdenen er hendes dårlige helbred. Helt fra lille af skranter Helene voldsomt. I løbet af ungdomsårene udvikler det sig til tuberkulose. Hun generes af

forkølelse, øjenbetændelser og udslæt og må ofte fritages for pligter. Madlavningen, der foregår over åben ild, kan hun ikke tåle, og markarbejdet bliver for hårdt.

 

I landbosamfundet får man i høj grad sin plads i familien og landsbyfællesskabet efter den funktion, man indtager. Som en del af husholdet på Dalmosegård, som landbokvinde, skal Helene udføre forskellige pligter, for at gården kan fungere.

 

I denne sammenhæng er hendes uduelighed et problem – også socialt. I de første år, hun skriver dagbog, tager hun del i gårdens arbejde på lige fod med søstrene. Hun laver mad, kalker vægge i mellemstuen, hjælper

til med høsten, vasker tøj, kærner smør, klipper får, laver håndarbejde og hjælper til med slagtning. Men efterhånden som hendes helbred forværres, må hun fritages for pligter.

 

Helene skriver selv, at især søsteren Line bliver irriteret over hendes passivitet og mistror hendes sygdomme. Vi kan se af dagbogen, at samtidig med at Helene deltager i mindre og mindre arbejde, udelukkes hun tilsvarende fra flere og flere sociale aktiviteter.

 

Havde det nu været Lines dagbog, der var bevaret i dag, havde det måske været et helt andet billede, vi havde fået af Helene. Måske er hun simpelthen hypokonder – måske er hun bare doven? Vi har kun Helenes egne skrevne ord at gå ud fra. Der er dog ingen tvivl om Helenes tiltagende isolation.

 

Hun har svært ved at udholde den varme og kvalme tobaksrøg, der ligger tæt ved mange gilder, og må derfor gå hjem. Hun bliver ikke brudepige ved sin kusines bryllup og deler ikke sine søstres fortrolighed. I virkeligheden er Helene måske ikke så sær, når det kommer til stykket, men blot forud for sin tid. Hun må i hvert fald sande, at det samfund, hun lever i, ikke er parat til at opfylde og efterleve de mange smukke ord og hensigter, som runger ud over forsamlingerne i højskolernes foredragssale.

 

Helene begynder derfor at tvivle på sig selv. De fordømmende blikke og hvisken i krogene får hende i sidste ende til at acceptere de andres dom over hende. Det er nok det, der får hende til at skrive til sin højskoleveninde, at hun føler sig som et udskud – en særling.

 

Helene Dideriksen dør 1891 kun 31 år gammel, ugift, misbilliget og misforstået.

 

 

Kilde:

 

https://www.dba.dk/helene-dideriksens-dagbog-og/id-

1033982549/?fbclid=IwAR3bEE0Fw7_mJVgaDfZIN_8NvAg0AhlvA4V88XZDDGIimWSMv5DtF45lo0w

 

www.dengang.dk indeholder 1.538 artikler – under ”Andre Historier” (52 artikler) kan du også læse disse kvindeportrætter:  

 

• Ida Johnsen
• Eleonora Christine Stampe
• Johanne Louise Heiberg
• Thomasine Gyllenbourg – Ehrensvârd
• Karen Margrethe Rahbek
• Charlotte Dorothea Biehl
• Landsforræderen Leonora Christina Uhlfeldt
• Var Anne Palles – den sidste heks?
• Da Fruentimmerne satte kryds
• Avis Mine
• Støvlet Cathrine og en jagthytte i Utterslev
• De unge kvinder på Sprogø
• Letfærdige Kvindfolk og mange flere