Frihedsrådet-det kneb med opbakningen

Det kneb med opbakningen fra andre illegale blade, store dele af modstandsbevægelsen og de allerfleste partier. Tiden efter 29. august 1943 tilbragte politikerne stadig sammen, dog ikke officielt. Tyskerne var ikke interesseret i at lukke helt ned. De bevarede også det kommunale selvstyre. Det var ved, at udvikle sig til uoverskuelig konflikt efter Folkestrejken i 1944. Frihedsrådet sagde ”Kæmp videre” Politikerne sagde stop. De allierede undrede sig. Frihedsrådet fik kolossal magt også politisk. De fik næsten alt gennemført, dog ikke udrensningen af politikerne. En fejloversættelse og videregivelse i BBC kom som et chok for mange danskere. Der var nu heller ikke enighed internt i Frihedsrådet ”Tøjteløse Revanceryttere, ja sådan beskrev Mogens Fog forholdet.

 

Det står ikke meget om uenighed i historiebøgerne

Vi har før været inde på det, at ikke alle modstandsgrupper bakkede op om Frihedsrådet. Og det gjorde heller ikke alle de politiske partier og alle illegale blade.

Fra modstandsbevægelsen anfægtede man, at rådet ikke kunne udtale sig på baggrund af hele modstandsbevægelsen. Og partier og blade anfægtede Rådets ret til at etablere sig som en art illegal regering.

Det er ikke meget vi finder i historiebøgerne om denne uenighed. Vi skal her forsøge at samle trådene.

 

Repræsenterer ”de danske Bevægelser”

I september 1943 trådte Danmarks Frihedsråd første gang frem for offentligheden som ”den nationale folkefront mod nazismen”. Rådet meddelte at det var dannet af:

• Repræsentanter af de danske bevægelser, der i fællesskab og i overensstemmelse med folkets ønsker aktivt vil bekæmpe den tyske besættelsesmagt, indtil Danmark igen var et frit og uafhængigt land

 

En dårlig oversættelse

Rådets proklamation blev bragt i Daily Telegraph den 12. oktober.

Men så var det bare lige det, at bladets Stockholms- korrespondent havde oversat det som om, at det var repræsenteret af alle politiske partier. Og da Christmas Møller skulle give beskeden på BBC’ s danske udsendelse, havde han endnu ikke modtaget den oprindelige tekst, så han var henvist til den fejlagtige oversættelse. Beskeden fra BBC kom som et chok for mange.

 

Hvem sad i Rådet?

Men dengang havde Rådet repræsentanter fra de to ”tværpolitiske” modstandsorganisationer Ringen og Frit Danmark samt de to politiske partier, Danmarks Kommunistiske Parti og Dansk Samling. Ja det var kun det sidste parti, der var legalt. Der var så to enkeltpersoner Erling Foss, industrimand med forbindelser til Det Konservative Folkeparti. Kort efter Rådets dannelse blev han tilknyttet det illegale blad ”De Frie Danske” som politisk rådgiver, hvorefter han så kunne repræsentere dette i Rådet.

Så var det Aage Schoch, der i 1942 måtte træde tilbage som redaktør af Nationaltidende på tysk forlangende. Han havde en lang række ”illegale” forbindelse, bl.a. til SOE, men også til konservativt prægede blade som ”Hjemmefronten” og ”Studenternes Efterretningstjeneste” uden dog at repræsentere dem i Rådet.

På et senere tidspunkt, antageligt i sidste halvdel af september, knyttedes endvidere lederen af SOE’ s arbejde i Danmark, Flemming Muus til Rådet.

 

Man forsøgte at få andre partier i Rådet

Man forsøgte fra Rådets side, at få en Socialdemokrat tilknyttet. Man startede i toppen og gik så ned efter i hierarkiet. Og egentlig var det også sådan med Det konservative Folkeparti.

Afslaget fra politikerne har noget gøre med den 29. august 1943. Landet blev erklæret i undtagelsestilstand på grund af den omfattende strejkeaktivitet. General von Hanneken overtog den udøvende magt. En tysk aktion lammede hær og flåde. En række kendte personer blev internerede. Og tyske politistyrker blev trukket til landet.

 

Mødeforbud grundet undtagelsestilstand

Det er blevet hævdet, at Danmark fra denne dato rent faktisk befandt sig i en krig mod Tyskland. Men da Rigsdagen var forhindret i at samles grundet mødeforbud, da regeringen var trådt tilbage. Kongen var afskåret fra at udøve sine forfatningsmæssige funktioner, så lod denne krigstilstand sig blot ikke formelt erklære.

 

Tyskland havde interesse i ”Spisekammeret”

Af hensyn til Danmarks optagelse blandt de allierede nationer, har det været en klar interesse i at fokusere på bruddet, men forskning peger på, at datoen ikke markere det klare skel som det traditionelt hævdes, men at der på vitale områder skete en videreførelse af den forudgående periodes kollaborationslinje.

Således havde den tyske stat en væsentlig interesse i at bevare Danmark som ”spisekammer”. Leverancerne af industri- og landbrugsvarer blev ikke blot opretholdt i samme omfang som før, men blev endda kraftig forøget efter den 29. august 1943.

 

Politisk frihed

Her må vi vel også fastslå, at Danmark også efter denne dato blev indrømmet en høj grad af politisk frihed og at dets stilling fortsat afveg grundlæggende fra andre besatte landes.

Der blev ikke dannet nogen ny regering, men departementscheferne fik lejlighed til at viderefører den statslige administration på danske hænder. Det var den tyske rigsbefuldmægtigede der efter undtagelsestilstandens ophævelse styrede landet gennem forordninger, så vidt angik tyske interesser.

 

Rådgivende skyggeregering

I sager af mere principiel rækkevidde handlede departementscheferne i nøje samråd med politikerne hvis samarbejdsudvalg fungerede som en slags rådgivende ”skyggeregeringsdag”. Også det kommunale selvstyre fortsatte uden tysk indblanding.

Blandt de arresterede den 29. august befandt der sig størstedelen af den konservative rigsdagsgruppe. Men de blev kun anholdt som enkeltpersoner. Partiorganisationerne forblev intakte. Det samme gjaldt fagbevægelsen og de øvrige interesseorganisationer.

 

Hvis Rigsdagen var mødt

Hvis nu Rigsdagen var mødt, havde de ikke kunnet undgå at vedtage en protest mod det tyske overgreb. Det ville så have skadet departementschefordningen og den kommunale forvaltning.

Men politikerne mødtes nu stadig i rigsdagsbygningen og de fik løn i hele besættelsestiden. Gennem partiernes repræsentanter i Samarbejdsudvalget blev de holdt orienteret om udviklingen. De lod informationerne gå videre til partiernes tillidsfolk gennem ”lukkede” dagligstuemøder.

 

Mulighed for kommunikation

Herigennem var der mulighed fortsat at opretholde en kommunikation mellem partierne og vælgerne.

Selvfølgelig havde de danske myndigheder gennem opløsningen af de militære værn mistet en del af de magtmuligheder, der normalt står til regeringens rådighed. Men man havde dog et politikorps frem til 19. september 1944.

Militærets illegale værn stod til rådighed, når tyskerne rømmede landet. Departementschefordningen betød, at officererne fortsat kunne få udbetalt deres løn gennem Krigsministeriet. Men de måtte holde lav profil i forhold til besættelsesmagten.

 

”Tøjteløse Revancenytter”

Socialdemokratiet afviste stadigvæk at indtræde i Frihedsrådet. De mente, at Kommunisterne havde en alt for domminerende rolle. Men internt i Frihedsrådet måtte der også skabes justits inden for egne rækker. Det gjaldt, om at skabe tillid hos politikkere og hos befolkningen. Men hvad var det lige Mogens Fog udtrykte:

• Visse Frihedskæmpers tøjteløse Revanchelyster

 

Når Danmark atter er frit

I Rådet fik man færdiggjort pjecen ”Når Danmark atter er frit”. Her gjorde man rede for demokratiets genindførelse og et opgør med de egentlige landsforræderiske elementer. Rådet tog klar afstand til den samarbejdspolitik ind til den 29. august. Man mente, at den var til stor skade for vores land:

• Fordi det var danske, der selv nedbrød vor retsorden og undergravede vor økonomi, og fordi det blev danske, der deltog i bekæmpelsen af den aktive modstand mod besættelsesmagten

 

Rådet mente ikke at Rigsdagsvalget var demokratisk

Om den Rigsdag, der var blevet valgt den 23. marts 1943 hævdede Rådet, at den ikke opfyldte fordringerne om demokratisk folkerepræsentation. Den var ikke valgt ved et frit valg, idet alle, hvis anskuelser om landets kurs afveg væsentligt fra regeringen, var afskåret fra eller i høj grad hæmmet i at give dette udtryk. Hertil kom at et af partierne, nemlig DKP, direkte var forbudt. Frihedsrådet ønskede derfor nyvalg udskrevet snarest muligt efter besættelsens ophør.

 

Talte man på befolkningens vegne?

Rådet mente, at de repræsenterede den store del af befolkningen. Men man havde ikke fået noget mandat fra befolkningen til at tale på deres vegne.

 

Nordisk Nyhedstjeneste

En kreds af blade omkring det illegale nyhedsbureau ”Nordisk Nyhedstjeneste” havde ikke deltaget i de drøftelser der gik forud for Rådets dannelse. Man arbejdede selv med planer, der tog sigte på en koordinering af den illegale indsats. Der var kontakt til Arne Sejr fra Studenternes Efterretningstjeneste, Sonny Nielsen fra De Frie Danske og overbetjent Weiss fra Politiets politiske afdeling.

Tanken var, at alle blade kunne få del i den samlede stofmængde. Frihedsrådet kom dog disse planer i forkøbet. Bladkredsen hilste initiativet velkommen. Men foreløbig forholdt man sig afventende. Man var enige om, at optræde samlet over for Frihedsrådet, for at henvendelsen kunne få større vægt. Man havde også opbakning fra ”Hjemmefronten”, ”Nordisk Front” og ”Nordens Frihed”.

 

”Hjemmefronten” tog mest afstand fra Frihedsrådet

Frihedsrådets forskellige udsendelser blev drøftet. Men en fælles holdning til det, kunne man ikke blive enige om. Man tog også afstand fra Niels Jørgensens skrappe kommentarer i ”Hjemmefronten”.

Dette blad blev startet i en kritisk fase i Frit Danmark. Og det var egentlig i forbindelse med dannelse af en konservativ modstandsorganisation som modvægt til kommunisternes. Efter den 29. august 1943 havde Niels Jørgensen overtaget redaktionen.

Man opstillede også militære grupper som ”Nationalt Værn”. Man havde kontakt til foreningen af løjtnanter og kornetter, samt Akademisk Skytteforening. Meningen var, at dette korps skulle beskytte mod kommunister. På et tidspunkt fik gruppen økonomisk støtte af folketingsmedlem Hasle og mottoet var, at kommunisterne ikke fik hånd i hanke med modstandsbevægelsen.

 

Studenternes Efterretningstjeneste

Studenternes Efterretningstjeneste føres tilbage til Slagelse Gymnasium anført af Arne Sejr lige efter 9. april 1940. Fra august 1942 begyndte man at udsende et illegalt blad. Man fik efterhånden meddelere på alle de større københavnske blade, bl.a. Børge Outze på Nationaltidende.

I efteråret 1943 dannedes en militær efterretningsgruppe under ledelse af den sønderjyske officer Chr. Friis med en central i Øresundsgade.

 

Anklaget for kontraspionage

Så var det lige Danske Tidende. Her var Nicolai Blædel tilknyttet. Han havde fået skriveforbud fra Det Berlingske Hus. Men også Haerman Dedichen og Erik Seidenfeden fra Politiken var tilknyttet. Fra starten blev Danske Tidende finansieret af restauratør Niels Mikkelsen og lensgreve Siegfried Raben-Levetzau.

”Kirkens Front” var inspireret af Dansk Samling. De leverede også artikler til bladet.

Niels Jørgensen fortsatte sine barske angreb mod Frihedsrådet. Ja det endte med at Frihedsrådet anklagede ham for kontraspionage. Man blev dog efterhånden gode venner.

 

De Allierede havde anerkendt Frihedsrådet

Alt imens kæmpede Frihedsrådet videre for at blive anerkendt. Hærens og flådens illegale stabe indgik et samarbejde med Rådet. Efterhånden gik det op for grupperne, at forbindelserne til England udelukkende gik gennem Frihedsrådet. Og åbenbart havde allierede anerkendt Frihedsrådet. Men de havde vel ikke godkendt Rådet som illegal regering velvidende, at en masse partier manglede?

 

Skarp modsætningsforhold

Det er heller ikke videre kendt, at under Folkestrejken i juni/juli 1944 kom rådet og politikerne i et skarpt modsætningsforhold. Det kulminerede den 2. juli, da politikerne opfordrede til at afblæse strejkerne. Frihedsrådet havde den modsatte opfattelse og mente, at strejkerne skulle fortsætte.

Strejkerne fortsatte om mandagen. Måske vidnede dette om Frihedsrådets stigende popularitet og politikernes faldende popularitet. Men vi skal da lige huske, at det dog stort set var de samme som danskerne stemte på, efter besættelsestiden.

I Rådets skildring af strejken skrev Frode Jacobsen, at det var et kedeligt budskab at sende fra politikerne til de allierede. Det officielle Danmark havde åbenbart ikke forstået kampens krav.

 

Kontaktudvalg

Efter Folkestrejken oprettede man et kontaktudvalg mellem Rådet og politikerne. En sådan episode som opstod under Folkestrejken kunne blive farligt for Folkestyret. Det var også dette kontaktudvalg, der fra november 1944 forhandlede om overgangsregeringens sammensætning.

 

Man havde svært ved at indordne sig

I Frihedsrådet måtte man indordne sig under en fælles strategi. Men gang på gang tørnede Dansk Samling og Kommunisterne sammen. Frode Jacobsen lavede en samling under Ringen. Det havde til formål at ”skabe enhed og dermed styrke den upolitiske del af den danske modstandsbevægelse.

 

Repræsentant for ”Det Kæmpende Danmark”

Russerne mente ikke, at Danmark var værdig til at blive optaget hos de allierede. Måske var Rådet klar over dette, derfor udsende s Th. Døssing til Moskva i september 1944. Han var diplomatisk repræsentant for ”Det Kæmpede Danmark”. Dette blev kommenteret i ”Nordens Frihed”, som mindede om, at

• Frihedsrådet er et reserveorgan, hvis konkrete opgave er at organisere vor modstand, det er en politisk nattevagt!

 

Regeringen skal dannes af Kongen og Rigsdagen

I ”Hjemmefronten” hed det at:

• Frihedsrådet og den aktive modstandsbevægelses autoritet rækker ikke ud over kampen mod tyskerne og deres følgesvende. Regeringen skal dannes af Kongen og Rigsdagen
• Det var Rigsdagen, der sammensvejsede befolkningen til en helhed i kampen mod tyskerne. Og derved bevarede Rigsdagen sin moralske ret til sammen med kongen at være forfatningsmæssige demokratiske faktorer, der ene kan danne og godkende den kommende regering.

Man anerkendte dog, at modstandsbevægelsen burde være repræsenteret i regeringen.

Det, at partierne ikke ville lade sig repræsentere i Rådet på grund af deres holdninger til dansk Samling og Kommunisterne betød, at Frihedsrådet var uden berøring med væsentlige sociale grupper som fagbevægelsen og landboerne.

 

En ikke uvæsentlig kritik mod Rådet

Trods fejlslagne forsøg på at udvide Rådets politiske og sociale grundlag, søgte Rådet at spille en politisk rolle ved at etablere sig som en illegal regering, idet Rådet gjorde krav på en moralsk ret i kraft af, at det repræsenterede den aktive modstand.

I den første del af Rådets levetid stod en række blade uden for Rådet. De rettede en ikke uvæsentlig kritik i deres ret til at være en illegal regering over for befolkningen. Disse repræsenterede den borgerlige og nationale del af modstandsbevægelsen.

 

Var modstandsbevægelsen en samlet enhed?

Efter at bladudvalget var etableret i 1944 fremstod denne kreds dog ikke som opposition. Men der var fortsat en stærk modstand i modstandsbevægelsen mod at Rådet optrådte som en politisk gruppe.

Frihedsrådet har haft interesse i at fremstille modstandsbevægelsen som samlet under dets ledelse i kampen mod besættelsesmagten.

 

Programmet holdt sig til det nationale

At Frihedsrådet og politikerne, der var meget uenige om væsentlige ting kunne gå sammen i overgangsregeringen blev det ydre udtryk for den nationale enighed. Programmet holdt sig også til det rent nationale.

Den danske modstandsbevægelse var, ligesom i andre tyskbesatte lande, både en national bevægelse rettet mod den fremme besættelsesmagt, og en oprørsbevægelse. Men se dette sidste punkt har historieskrivningen heller ikke beskæftiget sig så meget med.

 

Frihedsrådet fik utrolig magt

Frihedsrådet fik utrolig meget magt efter besættelsen. De fik stort set gennemført det de ville. De fik måske ikke så mange mandater i regeringen og de fik heller ikke udrenset dem de ville, men alligevel.

Man kan nok ikke gøre Frihedsrådet skyldig i det til tider skæve retsopgør. Dommerne lyttede til gadens parlament. Det samme kan man vel sige om politikerne, da de var sluppet gennem nåleøjet.

Det var nu ikke lige demokratisk alt sammen. Og jeg må igen engang citere Bjørn Svensson:

• I 1945 var Danmark ikke en retsstat.

 

Kilde:

• Opposition til Danmarks Frihedsråd 1943/44 (Vedel-Historisk Tidsskrift)
• La Cour: Danmark under Besættelsen
• Hæstrup: Hemmelig Alliance
• Outze: Danmark under den anden verdenskrig
• Niels Alkild: Besættelsestidens fakta
• Muus: Ingen tænder et lys
• Frode Jacobsen: I Danmarks Frihedsråd
• Erling Foss: Fra passiv til aktiv modstand
• Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943
• Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen
• Palle Roslung-Jensen: Værnenes politik-politikernes værn
• Henning Hasle: Skyggen fra syd
• Sandbæk, Raid: Den danske kirke under besættelsen

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 197 artikler om besættelsestiden herunder:

• Kæmp for alt, hvad du har kært-Christian Fries
• Besættelsestiden-det har vi glemt
• Efter besættelsestiden
• Frihedsrådet-som springbræt
• Udleveret til tyskerne
• At handle med ondskaben
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Stikkerdrab
• Samarbejde med Besættelsesmagten
• Historien om Overvågning 1-2
• Politik under Besættelsen