Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden

Da vi fik hjælp fra England

Juli 30, 2017

Da vi fik hjælp fra England

Det var ikke alt, hvad SOE foretog sig i Danmark, der var en succes. Dansk Politi og Gestapo jagtede faldskærmssoldaterne. Og indbyrdes hos agenter var man ikke altid lige enige. Således var der mange af dem, der ikke ville arbejde sammen med Kommunister. Man må også sige i London blev der udvist en del arrogance over for danskerne. Således var det kun Mogens Fog fra Frihedsrådet, man rigtig respekterede. Og man mente, at hvis det ikke havde været for SOE, havde der ikke været noget modstandsbevægelse i Danmark. Kommunister var længe i gang, før den første SOE-agent viste sig. Vi skal kigge på en række personligheder som Flemming Muus, Poul Hansen, Ole Lippmann m.m. Poul Hansen måtte sig fyret ved en politikers indblanding. Vi skal kigge på tre markante danske politikere, der var agenter for amerikanerne. Og så var det lige en efterladt pistol på Østerport Station, Hvidsten Kro, endnu et mystisk mord og Fleming Muus’ umoralske liv.

 

At sætte Europa i brand”

Allerede i begyndelsen af Anden Verdenskrig vedtog den britiske regering under Winston Churchill at oprette den helt særlige militærstyrke Speciel Operations Executive (SOE). Denne skulle hjælpe de europæiske modstandsbevægelser med ”at sætte Europa i brand”.

SOE fik en separat dansk sektion. 2.000 danskere havde meldt sig til britisk militærtjeneste. De fik en særdeles krævende og intens uddannelse. 53 af dem blev senere fløjet til Danmark, hvor de sprang ud i faldskærm. Derefter virkede de som instruktører og telegrafister.

 

Ikke alle var tilhængere af SOE

Dansk Politi, der samarbejdede med Gestapo blev direkte eller indirekte skyld i flere danske SOE-agenters død. Andre agenter blev fanget og gav fjenden oplysninger, som førte til bølger af arrestationer, der i en længere periode lammede modstandsbevægelsen.

SOE-organisationen blev oprettet den 19. juli 1940 og underlagt Ministry of Economic. Det var nu ikke alle der var lige begejstrede. Særlig de konservative politikere og professionelle diplomater var modstandere.

 

Omfattende uddannelse

I Ringway blev man uddannet i faldskærmsudspring og ellers foregik der kurser på Speciel Training Schools på diverse herregårde. Den egentlige uddannelse i sabotageteknik foregik på Hatfield i Hertfordshire. Her lærte eleverne at fremstille bomber af britiske sprængstoffer. De lærte også, at fremstille hjemmelavede bomber. Og så lærte de at sprænge fabriksanlæg, motorer og transportsystemer.

I Thame Park i Oxfordshire blev de folk, som skulle fungere som telegrafister i Danmark undervist. På Beaulieu ved Kanalkysten blev de frivillige uddannet som egentlige spioner. De blev undervist i at leve, arbejde og bevæge sig som illegal og at oparbejde rutiner i sikkerhed.

De blev oplært i anvendelsen af ”døde brevkasser”, koder, åbning af kuverter, forfalskning, indbrud, opdirkning af døre, lydløst drab, psykologisk krigsførelse, dækhistorier og meget andet.

 

Han udnævnte sig selv som major

Den danske SOE-sektion blev i lang tid ledet af Flemming Muus. Han havde en fortid som ansat i et britisk rederis afdeling i Liberia. Han fik kodenavnene ”Table Gossip”, Jam, Mint og Jørgen Møller. Sammen med flere andre faldskærmsfolk sprang han ud over Trinderup Hede den 11. marts 1943.

Fra marts til december 1944 var han chef for de danske SOE folk. Ved oprettelsen af Danmarks Frihedsråd i september 1943 indtrådte han i dette som repræsentant for De Frie Danske.

Han udnævnte sig selv som major. I London pralede han med, at det var ham, der stod i spidsen for den stadig voksende sabotage i Danmark, som førte til det folkelige oprør i august 1943.

 

En nødlanding på Midtsjælland

Men det var nu de illegale kommunister, der legalt importerede sprængstof fra Tyskland. De havde lovligt oprettet et firma, der foretog sprængninger. De lavede også hjemmelavet sprængstof. Men rigtigt er det, at sabotagens effektivitet tiltog, da SOE fik gang i de luftbårne leverancer af sprængstof. Men Flemming B. Muus havde dog ikke en personlig andel i deres anvendelse.

Da Flemming Muus i december 1943 vendte tilbage til Danmark efter afrapportering om begivenhederne i Danmark omkring oprøret i august, ja så foregik det ret så dramatisk. Han skulle være landsat med faldskærm. Men maskinen måtte mavelande på Midtsjælland. Såvel Muus som besætningen slap uskadte og uden tysk indblanding fra episoden.

Det var nok at tage fat på for den hjemvendte faldskærmschef. Den militære efterretningstjeneste lå i ruiner efter at cheferne var flygtet til Sverige. Ritmester Lunding var blevet arresteret af tyskerne. Først efter udnævnelsen af Svend Truelsen som ny leder kom der efterhånden igen styr på denne del af modstandsarbejdet.

 

Idømt to års fængsel

Da Muus i slutningen af 1944 blev kaldt tilbage til London, skyldtes det at ”overkommandoen” dik at vide, at han havde tillagt sig en ganske kostbar livsførelse og sløsede med betroede midler. Efter krigen blev han genstand for en britisk auditørundersøgelse suppleret med en dansk.

Den førte til afsløringen, at han umiddelbart efter befrielsen, da han var tilbage i Danmark havde tilegnet sig ca. 550.000 kr., som var gemt af vejen i en hemmeligholdt bankboks i Handelsbankens daværende afdeling på Bernstorffsvej.

Flemming B. Muus blev idømt to års fængsel. Man vurderede, at han havde gjort et stort stykke arbejde for Danmark. Dette blev betragtet som stærkt formidlende. Juleaften 1946 blev han dog benådet på den betingelse, at han i en længere periode ikke viste sig i Danmark.

Det var en højest pinlig skandalesag nok uden lige i dansk retshistorie. Han blev regulær landsforvist.

 

Deporteret til Liberia

Muus var født i velhaverhjem. Der manglede ikke noget. Denne livsstil kom til at præge ham gennem hele hans liv. Han forlod skolen uden at tage studentereksamen. Han kom i faderens handelsfirma. Her begik han underslæb ved at forfalske checks i familiens navn. Det var et karaktertræk, der viste sig ved flere lejligheder.

Sagen blev dysset ned og er vel også gået i glemmebogen. Han var nu en ung mand på 25 år og blev deporteret til det vestafrikanske land Liberia. Her befandt Muus sig i 1940, da han hørte om tyskernes besættelse af Danmark.

 

Delte meninger om Muus moral

Det blev starten til den stjernestund i Muus liv, der varede indtil 1944. Han hastede til London og meldte sig til tjeneste i det britiske udenrigsministerium. Det kunne kun gå for langsomt.

Allerede i rekruttiden var der delte meninger om den unge mands moral. På trods af intern modstand og dårligt syn lykkedes det Muus gennem stædighed og ubøjelig vilje at stige i graderne. Han blev endda plastikopereret, så han ikke kunne genkendes i Danmark.

I sit arbejde var han dristig og snu. Han fik efterhånden etableret et ualmindeligt stort netværk af forbindelser, bekendtskaber og dækadresser. På den måde undgik han gang på gang at komme i dansk politis eller Gestapos klør.

 

Champagne og kaviar

Han førte sig frem som en flottenheimer, der rådede over mange penge. Champagne og kaviar flød i stride strømme i hans kølvand. Som følge af sine endog meget stærke briller og hele sin skikkelse var han ikke den fødte kvindebedårer. Men de rigelige pengemidler kunne også føre vidt. Måske blev det for vidt og især i hans branche. Men også til fordærv.

 

Bindeled mellem Soe og modstandsbevægelsen

Længe var Flemming Muus det helt afgørende bindeled mellem SOE i London og den danske modstandsbevægelse. Men efterhånden dukkede der stærke lederskikkelser op i Danmark som for eksempel de jyske nedkastningschefer Jens Toldstrup og Flemming Juncker.

Efterhånden blev Muus rolle udvandet. Der var også tale om rivaliseringer mellem de stærke lederskikkelser.

Efter et halv års afsoning af sin straf, blev Muus landsforvist. Sammen med sin kone, Varinka Wichfeld Muus, der havde fulgt ham hele vejen forlod Muus sit fædreland, han havde ydet så mange tjenester. Nu blev han i stedet forfatter. Frem til sin død i 1982 skrev han en række erindringsbøger, romaner og drengebøger.

 

Poul Hansen – en omstridt person

En af SOE-agenterne var Poul Hansen. Han var organisationens sabotagechef i København. I kredsen var der en stærk diskussion om kommunisterne og modstandsarbejdet. Der var også diskussion om de Finlands-frivillige. En af disse var Christian Michael Rottbøll, der blev SOE-chef i Danmark i 1942. Han blev dræbt af dansk politi. Vi har her på siden to artikler om denne hændelse.

Paul Hansen havde ikke den reservation over for kommunister, som mange af hans kollegaer havde. Han var dygtig og stridbar. Og han var bestemt ikke enig med Rottbøll, som havde sympati for at Finland havde allieret sig med Tyskland i en ny finsk-russisk krig. Paul Hansen havde en kontroversiel holdning i et militært miljø, nemlig at SOE folk i Danmark skulle kunne arbejde lige godt med kommunister som ikke kommunister.

 

Der var forskel på folk i SOE

Der var i den grad forskel på folk i SOE. Der var sympati og antisympatier. Poul Hansen blev afhentet af folk fra SIS (Secret Intelligence Service) og bragt til London. Her blev han underkastet forhør af sådan karakter, at han følte sig angivet som potentiel dobbeltagent.

Efter en diskussion med en anden Finlandsfrivillig, hvor Poul Hansen simpelt hen blev lovet ”røvfuld” blev han idømt husarrest. Det samme skete i et andet tilfælde. Major Taylor, der var en af de britiske officerer, som stod for uddannelsen, var dybt bekymret over de skarpe diskussioner, klikkedannelser og de tydelige sociale og politiske skel.

 

Hvidsten Kro

 

 

I maj 1943 blev Peter Carlsen alias Lard født i Canada og agenternes alderspræsident sammen med Poul Hansen i fly bragt til Danmark. I faldskærm blev de landsat på modtagepladsen Mustard Point ved Allestrup gård i nærheden af Hvidsten ved Randers.

I en periode var Hvidsten Kro med ejeren Marius Fiil og en gruppe på 14 personer hovedcentral for modtagelsen af våben m.v. fra luften. Gruppen blev revet op den 11. marts 1944 efter at to tilfangetagne faldskærmsfolk, Jacob Jensen(Pudding) og Kaj Lund (Table Lamp) havde røbet gruppen og dens virke.

Agenterne Jacob Jensen, Kaj Lund og Boisen Juncker blev den 13. december 1943 uden modstand arresteret af Gestapo i Århus. Det skete efter at en stikker var kommet på sporet af de tre søstre Ulrich, som i deres lejlighed i Bruunsgade bl.a. husede nyankommende agenter, der skulle videre.

 

200 modstandsfolk blev angivet

Tyskerne overraskede de tre agenter, da de holdt møde i lejligheden. Hvor der var mange våben. Boisen Juncker var netop ankommet og var derfor ikke særlig nyttig for tyskerne. Men de to andre var virkelig lækkerbiskner for tyskerne.

I strid med de ellers strikse sikkerhedsregler havde Flemming B. Muus anvendt Jacob Jensen som omrejsende kurer. Denne havde derved et indgående kendskab til store dele af agentnettet. Han besad en stor viden om modstandsbevægelsen.

Som de øvrige agenter havde han lovet at sluge en medbragt giftpille. Dette var langt bedre end at falde i Gestapo’ s klør. Men han svigtede løftet. Nu var det vel heller ikke så lige til at tage sit eget liv.

Udsat for Gestapos brutale forhørsmetoder og ved udsigten til at blive henrettet valgte han at give los for sin viden i håb om at redde sit eget liv. Det lykkedes men på bekostning af mange andres liv. Da valget først var taget, udleverede han et væld af kontaktadresser, navne m.m.

Herefter kunne Gestapo rette et lammende slag imod modstandsbevægelsen. En bølge af arrestationer over hele landet bragte hen imod 200 modstandsfolk i Gestapos net. Nogle af disse røbede andre modstandsfolk og således rullede bolden videre med det resultat at al modstandsarbejde i Danmark blev lammet for en længere periode og led ubodelig skade.

 

Tilfreds med Paul Hansen (Jelly)

Tyskernes blodige hævn lod ikke vente på sig. Mange modstandsfolk, deriblandt halvdelen af Hvidstensgruppen blev henrettet, mens de andre endte i tyske tugthuse eller Kz-lejre.

Paul Hansen blev af Flemming B. Muus indsat som sabotagechef i København. Han fik tildelt kodenavnet Jelly og fik til opgave at forsyne sabotørerne med sprængstof og virke som sprængningsinstruktør.

Han blev kastet ned ved Hvidsten Kro den 10. maj 1943.

I løbet af sommeren leverede han sprængstof m.v. til sabotørgrupperne. Blandt disse var der en, der blev kaldt Morten. Gruppen var tilsluttet Bopa. Grupperne havde faktisk ikke noget navn. Man havde ikke medlemskort. Man skulle helst vide så lidt som muligt.

Under besættelsen blev politiske stridigheder begravet. De politiske skærmydsler eksisterede længere oppe i systemet. Enkelte politikere havde de hede ønske, om at ”komme med på vognen”.

Flemming B. Muus var overordentlig tilfreds med Jellys indsats. Ligesom flere andre instruktører havde Poul Hansen det dog af og til lidt svært ved ikke selv at deltage i sabotagearbejdet. Sikkerhedsreglerne forbød dem direkte at deltage i sabotageaktioner. Men det skete at Jelly på afstand overværede aktioner og iagttog virkningerne.

 

Du skal flygte til Sverige

Den 7. oktober 1943 fik Poul Hansen ordre til at møde hos Preben Lok-Lindblad, som var Flemming B. Muus’ ”personlige assistent”. Mødet fandt sted i opgangen til Bredgade 47. Her fik Poul Hansen overrakt en skriftelig ordre, at da han var stærkt eftersøgt, skulle han under navnet Georg Georgsen øjeblikkelig flygte til Sverige. Her skulle han ikke foretage sig noget som helst blot afvente ordre.

Poul Hansen adlød. Han og de øvrige SOE folk havde skrevet under på, at de uden spørgsmål ville efterkomme enhver ordre fra en overordnet.

 

I et garderobeskab på Østerport Station

En anden agent, Frantz Lassen (Fritz) havde været så uforsigtig at opbevare en pistol i et garderobeskab på Østerport Station, hvor tyskerne ofte fortog razziaer. Pistolen var pakket ind i et stykke papir, hvor der blev fundet et kontonummer til Magasin du Nord. Via kundekartoteket fandt Gestapo frem til en villa i Hellerup, hvor der blev arresteret to SOE-agenter, Knud Herschend og Frantz Lassen.

Efter ”voldsom forhør” fik de munden på gled og straks efter blev en hel række modstandsfolk og også Lok-Lindblad arresteret. Lok-Lindblad og mange andre blev deponeret til tysk koncentrationslejr. I Århus blev to SOE-agenter, Finn Ibsen og Chr. Altenborg Hansen arresteret.

 

Endnu flere blev røbet

Dengang var Finn Ibsen noget af en legende og virkelig helt. Efter et stikkeri imod en modstandsmand i gaden Åbenrå i København blev han i december 1943 arresteret af Gestapo. Men han slog Gestapo manden i jorden og flygtede i løb. Han kom senere til Sverige og tilbage til Storbritannien. Her bliver han uddannet som telegrafisk.

Han blev den 4. august 1944 kastet ned over Feldborg Plantage ved Holstebro. I Århus laver han et fremragende stykke arbejde. Men umiddelbar efter Frantz Lassens uforsigtighed i København bliver han anholdt. Frantz Lassen røbede Finn Ibsens som flere andre SOE-faldskærmsfolks navne og adresser til Gestapo.

Han blev deponeret til det store tugthus Dreibergen ca. 40 km sydvest for Rostock. Her blev fanger på løbende bånd henrettet ved halshugning. Man kunne aldrig vide, hvornår det var ens tur. Ved den såkaldte Bernadotte-aktion blev han sammen med 198 andre danskere og 198 andre danskere afhentet af Røde Kors den 14. april 1945 og i bus transporteret til KZ-Neuengamme. Stadig som Gestapos fange fortsatte turen den 28. april videre mod Danmark

 

Poul Hansen mødt med mistro

Da Poul Hansen den 7. oktober 1943 ankom til Malmø blev han mødt med mistro. Han blev arresteret af svensk politi og indsat i arresthuset i Malmø. Efter forhør blev han transporteret til opsamlingslejren for danske flygtninge i Snogelholm.

Han fik efter meget besvær kontakt til den danske efterretningsofficer P. Winge. Denne lovede at sende et budskab videre til Ronald Turnbull, der repræsenterede SOE ved den britiske ambassade i Stockholm.

Han fik aldrig noget svar, men blev i stedet sendt på skovarbejde i en af de endeløse svenske skove langt fra civilisationen. Hvis en flygtning ikke var særlig privilegeret og ikke havde de rette forbindelser, blev vedkommende sendt på en slags tvangsarbejde hos for eksempel restauratører, skovejere eller bønder. Disse gned sig til gengæld i hænderne over at have fået stillet billig udenlandsk arbejdskraft til rådighed.

 

Betragtede sig som fyret

I sommeren 1944 lykkedes det Jelly at få personlig kontakt til John Ray i Stockholm. Denne var tidligere officer i efterretningstjenesten MI 5 og var medlem af den danske SOE-sektions stab.

Poul Hansen blev modtaget meget hjertelig. Men dagen efter mødte han en isnende skulder. Det var ikke muligt for Poul Hansen, at få nogen forklaring på dette. Han havde på fornemmelsen, at SOE måtte være i besiddelse af informationer, der belastede ham i alvorlig grad.

Det er aldrig heller ikke efter krigen lykkedes konkret at opklare, hvilke informationer, der kunne være tale om, og hvor de stammede fra. Efter denne oplevelse, som Poul Hansen betragtede som en fyring fra SOE søgte Poul Hansen optagelse i Den Danske Brigade. Han kom ved befrielsen med til Danmark. Han sluttede krigen som medlem af Grænsekommandoen ved den dansk-tyske grænse.

 

Falske dokumenter og politikere

Poul Hansen var godt nok en irriterende type, men hvordan kan det gå så galt? Muus havde mange år senere fortalt, at hans ordre til Poul Hansen om at føje sig fra Danmark byggede på oplysninger fra den ledende socialdemokratiske politiker H.C. Hansen alias den senere amerikanske agent Big Horn.

Muus har aldrig fortalt om oplysningens karakter, men de må jo have været ganske alvorlige ellers fyrede man ikke sin velanskrevne ”sabotagechef”.

Blandt de tidligere faldskærmsagenter cirkulerede et rygte om at Poul Hansen var desertør. Åbenbart skulle han have annulleret sin troskabsed til den britiske hær den 7. oktober.

Begæringen var dog falsk. Nogen eller nogle søgte at kompromittere Jelly at få ham ekskluderet og måske få udstedt en ordre til at likvidere ham. Alene det, at Hansen er underskrevet med to s’er viser at det er tale om et falskneri. Det viser de grove metoder, der blev brugt mod uønskede.

 

Hvem gav ordren?

Jo der skete ting sager. Således blev faldskærmsmanden Hans Henrik Larsen (Table Trick) skudt og liget kastet i Sjælsø i maj 1943. Ordren til at likvidere ham var medbragt fra London af Preben Lok-Lindblad. Den blev så videregivet til Flemming B. Muus, der så gav skydeordren.

Sammen med tre fæller var han landsat ved Furresøen den 26.-27. februar 1943. Hans indsats blev meget kortvarig.

Sagen blev aldrig opklaret. De implicerede oplyste kun, at Table Trick havde været ”letsindig” og ”upålidelig”. Nogle kilder mente, at hans brøde bestod i, at han havde rettet bebrejdelser imod Flemming B. Muus for dennes luksuriøse tilværelse og letfærdige omgang med betroede midler.

Men se dette mysterium får vi nok aldrig opklaret. Det bliver nok arkiveret under hylden ”konspiration”.

 

En uskyldig dræbt

I Frederikshavn optrådte Adolf Larsen (Table Tennis) vitterlig uforsigtig med værtshusbesøg. En Grethe Jensen havde fået færten af, at han var modstandsmand. Hun angav ham til politiet. Han blev arresteret og udleveret til Gestapo.

En anden SOE-agent, Poul Jensen, alias Marokko-Jensen konstruerede en helvedesmaskine og sendte den til hende. Det var en cigarkasse med sprængstof og forsynet med en aflastningstænder, der udløste en eksplosion, når den blev åbnet. Men desværre var det en mandelig bekendt, der åbnede og blev dræbt. Så den metode var ikke smart.

 

En skæv våbenfordeling

Det er ikke en hemmelighed, at der var en skæv våbenfordeling dengang. Kaptajnerne Viggo Hjalt og Svend Shjødt-Eriksen søgte i alliance med samarbejdspolitikkerne at tilegne sig broderparten af de våben, der blev leveret af SOE. Sabotørerne efterlyste våben og sprængstof.

Man favoriserede hærens officersgrupper i København. De var 100 procent forsynet. Men 300 mand i Korsør, som skulle beskytte havneanlægget havde tilsammen kun to maskinpistoler.

 

Stjal våben til kommunisterne

Flere rygter blev udbredt, at modstandsfolkene Knud Skov og Erik Crone stjal våben til ”Kommunisterne”. Ligeledes skulle Skov have været på førerkursus i Tyskland.

Svend Schjødt-Eriksen gav en gruppe fra Holger Danske ordre til at likvidere dem. Den 23. november 1944 blev Knud Skov myrdet ved Skovridderkroen i Charlottenlund. Erik Crone undslap mirakuløst. Men han blev angivet og henrettet i Ryvangen den 27. februar 1945.

 

Prominente agenter for amerikanerne

Og her kommer så den senere udenrigsminister og i årene 1955-1960 statsminister H.C. Hansen for alvor ind i billedet. Sammen med den konservative Aksel Møller blev han redaktør af det illegale blad Den Danske Parole, som forsvarede samarbejdspolitikken.

H.C. Hansen blev en central figur, han forsøgte at få politikere placeret sådan, at man kunne få kontrol over modstandsbevægelsen. Ifølge Knud J.V. Jespersen, forfatteren af den fremragende bogværk ”Med hjælp fra England 1-2” så var det H.C. Hansen, der fodrede Muus med de fatale og falske oplysninger, der førte til Poul Hansens afsættelse som sabotagechef.

I nogle år efter Anden Verdenskrig var H.C. Hansen efterretningsagent med navnet Big Horn hos den amerikanske spionorganisation OSS, som var forløber for CIA. Men også Hans Hedtoft og Jens Otto Krag var impliceret i efterretningsvirksomhed for USA.

 

Flemming Muus hadede kommunisterne

Og det kan have noget at gøre med kommunisthadet, der var meget udpræget hos socialdemokraterne. Også dette had var Flemming B. Muus grebet af. I et brev af 2. november 1954 til den navnkundige historieker skriver han således:

  • Jeg ønskede og arbejdede ganske bevidst efter dette ønske, at Danmark ved befrielsen kunne vise ansigt, der ikke var domineret af kommunister men af danske officerer.

 

Måske i Fleming Muus’ ånd?

Måske var det helt i Muus ånd ”at dolke” Poul Hansen. Men Muus glemte nu aldrig at fremhæve sig selv, når kommunisterne havde foretaget heldige sabotager. Det var tydeligt at se i hans rapporter til London.

Flemming B. Muus pralede også med, at han efter tyskernes nederlag ved Stalingrad hver onsdag deltog i frokoster med politikere som Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft-Hansen, Alsing-Andersen, Ole Bjørn Kraft og Aksel Møller.

 

Buhls sabotagetale

Det var jo også den 2. september 1942, at Buhl holdt sin ”store” tale:

  • Sabotage i den forstand der her er tale om, er ødelæggelse eller beskadigelse af værdier som direkte eller indirekte er af krigsmæssig betydning for den krigsførende part.
  • Og endvidere må det ikke glemmes, at det først og fremmest er den danske stats interesse at undgå sabotagehandlinger, det være sig mod trafikmidler, offentlige forsyningsindretninger etc. Eller mod den tyske værnemagts materiel
  • Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de unge, at den som begår sabotage eller hjælper med dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageaktioner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler mod sit fædrelands interesse.

 

Bemærk lige datoen

Der foregik i den grad grumsede ting dengang. Glemt er i den forbindelse også det cirkulære, der blev udsendt af De Samvirkende Fagforbund (datidens LO) Sekretær Alsing Andersen udsendte følgende den 2. september 1943:

  • Gennem tre år viste vores politik sin berettigelse og sin holdbarhed, ingen anden politik kunne have givet godt tilnærmelsesvis lige så godt resultat, og således kunne det sikkert have fortsat lige til krigens slutning.

Bemærk lige datoen. Ja i det lys opererede SOE-agenter i Danmark. Og de blev i den grad jagtet af Dansk Politi og Gestapo i fællesskab.

 

Ufine metoder til miskreditere modstandsbevægelsen

”Den lille Generalstab” havde forsøgt at tage patent på modstandsbevægelsen. Men det gik ikke så godt. Kaptajn Gyth var på foranledning af Ebbe Gørtz blevet sendt til London for at forhandle med SOE.

Fra dansk side var der i den grad blevet indberettet en masse oplysninger til SOE om tyskerne.

Fra dansk side forsøgte man, at overbevise SOE om, at kommunisterne udgjorde en kæmpe fare. De ville overtage magten i Danmark efter krigen. Men dette ville englænderne overhovedet ikke høre tale om.

Kaptajn S. Schjødt-Eriksen og Herman Dedichsen bruger ufine midler for at miskreditere den civile modstandsbevægelse over for SOE. Man optrådte som en slags handlekraftige manipulatorer. Man påstod at modstandsbevægelsen ikke kunne klare sig uden militæret. Og bag denne manipulation lå igen det faktum, at ”Den Lille Generalstab” ønskede at styre modstandsbevægelsen.

 

SOE havde mistet tilliden til dansk militær

Begge de to herrer havde tilknytning til socialdemokratiet. Schjødt-Eriksen måtte også erkende, at han havde en hvis tilknytning til det danske nazistparti.

Men SOE havde mistet tilliden til forhandlerne fra det danske militær.

 

Officererne skulle have meldt sig i London

Og Gyth fik endda at vide, at det danske officershierarki i Sverige var ”defaitistisk” Commander Ralph C. Hollingworth, lederen af SOE’ s danske afdeling i London klandrede de flygtede officerer til Sverige, at de ikke straks efter den 29. august havde forsøgt at komme til England til den direkte kamp mod tyskerne.

Han havde stor sympati for de officerer, som gik ind i det praktiske modstandsarbejde, men nærmest hånede de øvrige retrætesoldater.

 

Sendebuddet blev ofret

Gyth fik at vide, at dansk efterkrigspolitik ikke interesserede SOE. Hollingworth afviste, at det var en realistisk fare for at kommunisterne skulle overtage magten ved et politisk kup i Danmark. Senere forskning har også afvist alle påstande om, at kommunisterne havde planer om at tilrive sig den reelle magt herhjemme.

Volmer Gyths helhjertede forsøg på at få sin chef, general Gørtz’ synspunkter frem i Baker Street hos SOE, er historien om sendebuddet, der blev ofret. SOE opererede ikke med nationale modstandskampe. Man søgte at gøre modstandsbevægelsen til fleksible størrelser, som kunne indgå i en overordnet strategi med henblik på det store opgør med tyskerne.

 

To, der blev afvist af SOE

Volmer Gyth delte skæbne med Christmas Møller, som var kommet til London som erstatning for Hans Hedtoft (Stauning ville ikke af med ham). Begge troede, at de var udset til en afgørende rolle i SOE’ s arbejde, men begge blev afvist.

SOE havde gennemskuet, hvad der foregik i Danmark. De var udmærket klar over, at der var rivalisering mellem hærens politiserende officerer og modstandsfolkene. Alle søgte at positionere sig i forhold til situationen efter krigen.

Men SOE havde dog brug for de militære ventegrupper i Danmark. Lige til det sidste vidste man ikke, om general Lindemann ville kapitulere uden kamp.

Christmas Møller udgjorde en sikkerhedsrisiko, han var for åbenmundet. Volmer Gyth repræsenterede det danske militærs synspunkter, som SOE ikke kunne stå inde for. For dem begge var Englands-opholdet en personlig tragedie.

 

Englænderne ”sad” på den danske modstandsbevægelse

Det var absolut ikke idyl mellem de forskellige tjenester i London. Der var masser af kompetencestridigheder vedr. blandt andet kommandoforhold.

Englænderne ”sad” på den danske modstandsbevægelse. Ikke blot var det englænderne, som sørgede for våben og udrustning til grupperne suppleret med yderst beskedne tilførsler fra Sverige. Men de lagde også linjen for, hvordan udviklingen skulle forme sig efter krigen.

 

Englænderne ville genskabe ”normale” forhold

Holligworth havde ganske vist sagt til Volmer Gyth, at englænderne ikke havde interesse i udviklingen i Danmark efter befrielsen. Men på det tidspunkt holdt SOE lederen det for sig selv.

Englænderne havde absolut en interesse i at få genskabt ”normale” forhold hurtigst muligt. Om det var den normale engelske kræmmermentalitet med Danmark som et godt forsyningsområde, lader sig ikke besvare. Men Danmark var at betragte som ”interesseområde” med masser af landbrugsvarer.

 

Engelsk arrogance

Der var bestemt ikke begejstring for Vilhelm Buhl. Man havde ikke glemt hans sabotage-tale. Og dansk politi havde mange SOE-agenter på samvittigheden. Og man havde også meget lidt til overs for Christmas Møller. Man havde hellere set Henrik Kaufmann, gesandt i Washington.

Åbenbart havde englænderne heller ikke så meget respekt for de personer, der sad i Frihedsrådet. Man kaldte dem for ”rather small men”-ubetydeligheder. Den eneste, som man havde respekt for, var Mogens Fog. Både Frode Jacobsen og Børge Houmann blev betegnet som politiske letvægtere. Man fornemmer er god portion britisk arrogance.

 

En unuanceret rapport

Og det var der vel også, da det hele var forbi. Så sendte SOE en afsluttende evalueringsrapport opad i systemet. Og heri hedder det sig, at havde det ikke været for SOE havde det ikke været nogen modstand i Danmark.

Men den forklaring er nok lige lidt for unuanceret. Som vi har beskrevet, var kommunisterne i fuld sving, længe før den første SOE-agent ankom. Men man kan sige at SOE satte gang i folk fra Dansk Samling og KU.

 

Ole Lippmann i modsætningsforhold til Generalstaben

Flemming B Muus måtte slippe tøjlerne. Det var den unge Ole Lippmann, der måtte lukke og slukke for SOE’ s engement i Danmark. Men inden da skiftede SOE’ s virksomhed karakter. En af de store opgaver var at sikre enighed og kontrol mellem og med modstandsgrupperne.

Modstandsbevægelsen forskellige grupperinger skulle under militær og politisk kontrol. Og mon ikke det danske hjemmeværn egentlig kan takke SOE for oprettelse.

I en alder af 23 år blev Ole Lippmann direktør i Simonsen & Weels Handelsafdeling. På det tidspunkt havde han allerede rejst i en del af verden. Han afskyede af et godt hjerte de totalitære regimer i både Japan, Tyskland og Sovjetunionen. Han var desuden udpræget handlingens mand. Således var han lige ved at komme med en dansk ambulance til Finland i januar 1940.

Via en god bekendt, boghandler Mogens Staffelt, kom han efterhånden ind i det illegale arbejde. Nordisk Boghandel blev en slags illegal kommandocentral. Her blev Truelsen Lippmanns nærmeste samarbejdspartner og ven. Lippmann bidrog med efterretninger fra sin forretningsrejser i Tyskland i efteråret 1943.

De to kom i et modsætningsforhold til ”Den lille Generalstab”. Truelsen måtte i maj 1944 flygte til Sverige, hvorfra han senere kom til London. I juli 44 måtte Lippmann samme vej. Han frygtede ikke en kommunistisk magtovertagelse, og han mente at alle kunne bidrage til modstanden.

Lippmann havde stor foragt over Christmas Møllers åbenmundethed. Den 5. maj havde Lippmann den store ære at modtage chefen for SHAEF’ s mission i Danmark, generalmajor Richard H. Dewing.

 

Kilde:

  • Peter Birkelund m.fl: Faldskærmsfolk-Soe’ s arbejde i Danmark 1941 -45
  • Knud J.V. Jespersen: Med hjælp fra England 1-2
  • danmarkshistorien.dk
  • Niels Barfod: En kriger-portræt af Ole Lippmann
  • Sven Ove Gade: Faldskærmschefen-Flemming B. Muus-helt og skurk
  • Håndslag (1-2009)
  • Besættelsestidens Litteratur (under udarbejdelse)
  • Artikler på www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 198 artikler om besættelsestiden herunder:

  • Skud i Vordingborggade
  • Drama i Vordingborggade(Øresundsgade)
  • Kæmp for alt, hvad du har lært-Chr. Friis
  • Frihedsrådet som springbræt
  • Statsminister Buhl og hans ”Stikkertale”
  • Politiet under Besættelsen
  • De mystiske mord ved grænsen 1-2
  • Og mange flere

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden