Se artikel som HTML document
Fra Lærkevej til ”Æ synnejysk ambassade”

Da Uwe den 1. maj 2003 holdt foredrag på sønderjysk midt i København mødte han pludselig sin gamle legekammerat efter 44 år. Dette er beretningen om de glade dage på Lærkevej i Tønder.

Goddag til Ib – efter 44 år
Første maj 2003 holdt jeg et foredrag ”Æ kagmann, æ kniplepiche å åll de anne i Tynne” eller oversat til dansk, ”Tønders glorværdige historie”. Det blev et langt foredrag, måske for langt for nogle, men ikke for Ib. Jeg havde set ham før i ”Æ Synnejysk Ambassade” med vidste ikke, hvem han var. Under foredraget blev Ib rød i hovedet og en yndig pige ved hans side skraldgrinede.

”Æ Synnejysk Ambassade” er et samlingssted for sønderjyder i hovedstaden. Et af formålene er at bevare det sønderjyske sprog.

Efter foredraget kom Ib op til mig. Er du klar over, at vi har været legekammerater på Lærkevej for cirka 44 år siden? Han præsenterede den yndige pige for mig, det var hans datter, Kit. Ib troede i begyndelsen af foredraget, at jeg var hjemmetysker på grund af mit navn. Det havde min far og mor trods alt også været. Tre af os seks søskende er tysk døbt. De sidste tre er dansk døbt.

Når vi skal beskrive de forskellige personer og familier er det selvfølgelig nogle vi husker mere end andre. Nogle har vi helt glemt. Og noget af det, vi fortæller er måske forkert gengivet. Ib rejste fra Lærkevej, da han var meget ung med sin familie til Munkebo på Fyn. Jeg rejste først, da jeg skulle aftjene min værnepligt efter endt læretid, da jeg var cirka 19 år gammel.

Et lighedspunkt mellem vore familier er at både Ib ´s og min far har været aktive i fagbevægelsen, Ib ´s far i SID. Min far i Murerforbundet, som nu i dag jo også er i SID, eller den helt rigtige betegnelse er 3F. Det har så igen til en hvis grad afspejlet sig i Ibs opdragelse, han har været aktiv i Finansforbundet, og jeg i HK, hvor jeg i fire år var formand for HK i Aabenraa. Et andet lighedspunkt er interessen for det sønderjyske og for jazz – musik. Ib er aktiv under Tønder-festivalerne. Og så kan vi begge lide at skrive. I tidens løb har vi hver især udgivet mange artikler, og jeg har desuden fået udgivet tre bøger  – om Nørrebro. Ja og så en i 2017 om et mord begået efter 1945.

Ib har købt et flot hus i Uldgade i Tønder. Og jeg bor på Østerbro.

 

Lærkevej – en oase
For dem, der ikke ved det. Inde fra Tønder kører man ad Ribe Landevej og drejer til venstre ved Falck-stationen ned af Dragonvej. Lærkevej er den første vej på højre hånd. Den går snorlige til Nordre Landevej

Sidst jeg gik igennem Lærkevej var i forbindelse med min storebrors begravelse. Det er mange år siden. Og det var helt dødt. Sådan var det ikke, da vi boede der. På asfalten var der ingen spor af hinkepotte, mål til hockey, fodbold eller håndbold. Der var ingen aftegning af veje til sæbekassebiler. Ja, der var ikke et barn, at se i miles omkreds. Der var heller ingen voksne, der stod og sladrede om hinanden. Nej det så lidt anderledes ud dengang.

 

Det gamle stadion
For enden af Lærkevej på Dragonvej lå det gamle stadion. Vi rødder fra Lærkevej havde vores måde at se fodboldkampe på. Vi betalte aldrig entre. Der var masser af smutveje, hvor vi kunne snyde os ind. Det var en kæmpe tribune, bygget i tysk stil med omklædningsrum. Her kunne vi se masser af fodboldkampe, men også atletikdyster. Min onkel havde været jysk mester i kuglestødning. Men TSF (Tønder Sports Forening) var god til atletik dengang. Uwe Scheelke var en god 100 meter løber. Jeg kan ikke huske, hvornår Basse blev solgt til skotsk fodbold, men jeg mener, at have set ham på det gamle stadion. Han skød mål i massevis. Men også da Henning Enoksen kom, gik det frem for TSF.

Det var også på dette stadion, der var skoleidrætsstævner, det brød jeg mig ikke så meget om. Vi marcherede i strækmarch til marchmusik.

Her var det også jeg løb 10 kilometer. Det var hårdt og kunne mærkes i flere dage bagefter. I dag har jeg lettere ved at løbe en time omkring søerne i København eller Frederiksberg Have, Dengang forlangte vores træner Kjeld Tychsen det.  Jo, han var træner for Lærkevejs fodboldklub, som vi kaldte for Bologna FC. Men det skal vi også høre mere om senere.

Det nye stadion havde ikke samme charme. Her skød jeg faktisk en af de første mål, der nogensinde er scoret her i en officiel kamp. . Det var i en ”drenge” – kamp mod Møgeltønder. Det var hjørnespark og bolden ramte mig tilfældigvis på låret. Den gik lige i kassen. Jeg var dybt skuffet over, at avisen ”Vestkysten” ikke skrev om det. Vi var ellers inde at fortælle det. Det vil sige min gode ven Per Keller gik ind på redaktionen. Han påstod, at han fik penge for at fortælle avisen om resultater m.m. Men min scoring ville de ikke berette om.

Jeg så også engang min far spille fodbold her. Han var med på murernes hold. Det var en oplevelse. På det gamle stadion landede også de store helikoptere, som skulle hente patienter fra sygehuset. Det var en oplevelse for os børn. Det kunne vi snakke om i ugevis.

 

Rødderne fra Svinget
Nu var det ikke alle områder omkring Lærkevej, der var lige sikre for os. Når vi skulle hen til købmand Petersen på Dragonvej, og ville skyde genvej på et græsareal over mod Ryttervej, kunne det gå gruelig galt. Her lå rødderne fra Svinget ofte på lur, og så kunne man risikere og få en ordentlig en på hovedet. Engang kom alle rødderne marcherende gennem Lærkevej anført af Heron Gerlach, der bankede på en bliktromme. Hans sammensvorne var iført hakker og spader. Det var virkelig et ømt syn. Jeg tror Heron, der boede  i Dyrhus er her ikke mere. Han blev lidt  mere fredelig med årene. Nåh, men vi bankede dem da senere i fodbold.

 

Hulerne
Der var to oaser på Lærkevej, hvor vi byggede huler. Men det var farligt. De var ikke så stabile, og ofte var det glasskår i sandet. Det skete også en gang for mig, hvor en hule, jeg havde bygget, brasede sammen. Blodet flød. Meta Johansen, vores nabo var uddannet samaritter fik ellers fat i sin cykel og kom ilende. Jeg var så midtpunktet i et par dage. Meta har vi tit brugt i min familie, når mine brødre var syge, havde skåret sig, eller da lillebror Jan fik en magnet i hovedet! Da jeg engang i en orkan ville sikre min antenne over til naboen, mistede jeg fodfæste og gled ned af taget. Den første der kom løbende var Meta. I sidste øjeblik fik jeg dog redet mig selv. Dengang blev det ikke brug for forbindingskassen.

Lige op mod Nordre Landevej lå også et sted, hvor man kunne bygge huler. Her fandt vi også bestik efterladt af tyskerne, da de besatte landet. . I mange år lå her en hytte beregnet til musikkens folk. Mange jazzmusikere har overnattet her. Det gik ofte lystigt for sig. Her har bl.a. papa Bue Wiking Jazz band overnattet.

 

Æg pakkeriets have
Langs højre side af Lærkevej lå Æg – pakkeriets Have, det var også en yndet legeplads, især fordi det var forbudt at opholde sig her. Over på Nordre Landevej var det endnu marker dengang. Her satte vi drager op. Der var også to kanaler i nærheden, hvor vi fangede hundestejler. Og roer huggede vi over på Ribe Landevej.

Med alle de børn, var det jo klart, at vejen blev udnævnt til legegade. Det tog vi børn jo bogstavelig. Vi gad ikke, at flytte os, hvis der kom en bil susende. Ja vi truede de bilister, der vovede sig ind på vores område.

 

Masser af biler
Vi var tidligt ude og sent inde. I jorden foran rækkehusene legede vi med biler af mærkerne Tekno og Wilmar. Senere kom der Matchbox – biler. Med en hakke lavede vi veje i jorden. Det var altid de samme, der ville være vognmand, politi og Falck. På et tidspunkt gik det mode i at farve bilerne. Alle mine blev lyseblå. Men der var ingen, der havde så mange som Jørn Henrik. Han flyttede ind, der hvor Ib boede.

Engang, da mine forældre en sjælden gang var ude at rejse, indrettede min storebror og mig en naturpark med rindende vand i vores have. Så kunne gadens unger mod betaling få lov til at lege med deres biler for en kort stund. Inden mor og far kom hjem havde vi ryddet det hele og fået mavepine, af al den slik, vi havde fået for entreen. Det købte vi hos købmand P.C. Petersen på Dragonvej, hvor jeg senere fik by-plads.

Vejen blev brugt efter alle kunstens regler. Sæbekassebiler blev produceret i massevis. Min far lavede en til os af et strygebræt. Men også kuglelejer blev brugt som hjul. Dem tiggede vi hos bilforhandlerne på Ribe Landevej, Bruhn og Knudsen og hos Dela.

 

Masser af sport
Vi spillede hockey med nogle kæppe, som vi fandt. Men det gik lidt hårdt til nogle gange, når vi blev sure på hinanden. En lidt mere avanceret form for hockey, var på rulleskøjter, det gav endnu flere blå mærker. Men ellers spillede vi jo både fodbold, håndbold og rundbold.

Da System Abstracta åbnede over på Nordre Landevej havde vi nogle flotte faciliteter til fodbold ved cykelskurerne. Indgangen var perfekt til badminton. Jeg blev engang Lærkevejs-mester i badminton. Det var stort. Det blev John Andersen meget sur over. Det gjorde han også dengang, da jeg vandt vores løbe-konkurrence over ham. Vi skulle løbe fra Lærkevej rundt om Ribe Landevej.

 

Vores fodboldklub
Det var John Og Allan Andersen der var foregangsmænd i næsten alle vore sportslige tiltag. Det var også dem, der startede vores fodboldklub. Vi fik vores egen stadion ude ved Tved Plantage. Kjeld Tychsen fra nr. 19 blev vores professionelle træner. Han fik simpelthen betaling for at træne os. Vi spillede mod Vandrehjemmet fra Ryttervej, og senere startede vi en gadeturnering i Tønder.

En gang da vi trænede stoppede tre sportsvogne op ved vores stadion ude ved Tved Plantage lige over for det gamle TH Lauersens Bogtrykkeri. Det var spillere fra HSV, der var på vej til Rømø. De ville da lige træne med os. Det var stort.

Brødrene John og Allan Andersen spillede adskillige kampe for TSF` s førstehold dengang.

En anden sport var cykling. Ingolf og mig tog mange cykelture til Højer, Rømø og Aabenraa. Engang var Ingolf nær forsvundet ned af en skrænt ved Aabenraa, han sad fast i en gren med cyklen nedenunder.

 

Far kom hjem med legetøj
Jeg læste faktisk meget, allerede dengang. Det skyldes min far. Det varede længe inden vi fik TV, så om aftenen hørte vi radio og far læste historier. Senere abonnerede han på Mit Skattekammer og andre bøger, som jeg slugte. Jeg læste mange voksne bøger, som barn. Det hændte også, at min far fandt ting på sit arbejde som murer, som han tog med hjem, der i blandt var der Ota Solgryn bøger.

Engang havde han et Fleischmann – modeltog med hjem og en masse tyske modelbiler. Sikke en jubel. Dette havde sikkert været af meget stor værdi i dag. det var det allerede dengang. Nu spurgte han selvfølgelig altid om lov, inden han tog det med hjem.

Det var også glæde, når mor havde storvask. Så blev tændt op i kedlen i vaskerummet. Der blev hældt vand i baljen og vi blev alle vasket. Far hentede affaldssække i Schous varehus. Af og til var der også overraskelser her, som vi kunne bruge.

Sammen med bl.a. Ib legede vi mest med biler, men med Per Keller over i nummer 29 legede vi ”betal-mand”. Jeg havde en lille kuffert, hvor jeg havde en del papirer, jeg havde fået af min far fra dengang, han var kasserer i murerforbundet.

 

Radioen – den store lidenskab
Men senere var det radioen, der blev min store lidenskab. Nogle gange til stor fortrydelse for mine søskende og mine forældre.

Jeg deltog i en årrække i EDR(Eksperimenterende Danske Radioamatører)´s juletest. Den foregik om søndagen. Efter at jeg havde været ude med morgenbrød for Arnolds Bageri tændte jeg for radioen nede i stuen. Det gjaldt om at registrere så mange radioamatører som muligt. To gange vandt jeg konkurrencen. Men det larmede.

Senere fik jeg min egen amatørradio. Og den skulle jo have en antenne. Helst så stor og så lang som mulig. Mange træmaster er brækket i årenes løb. Antennen blev fastspændt på vores skorsten og så i den anden ende på en mast. Det var ikke så heldigt når der var stormvejr. Og det er det som bekendt ofte i Tønder.

Det var rart, at jeg så fik mulighed for at spænde den anden ende fast i Familien Rasmussens skorsten i nr. 21 Men alligevel skulle jeg lige op at spænde fast, når der var optræk til stormflod og orkanagtig blæst. Jeg opnåede at komme i Vestkysten, fordi jeg modtog et QSL- kort fra Kong Hussein af Jordan. Et QSL – kort er et postkort, radioamatører bruger som kvittering for en samtale.

 

Piratsenderen på Lærkevej
En lille piratsender fik jeg også lavet. Den kunne klare 40 volt, og sendte 9 kilometer. Det var sjovt, den var direkte forbundet til min spolebåndoptager. Men Ejnar Sørensen mente, at den gik i hans hjemmeværnsradio. Og en dag mens vi stod med transistoren ud på vejen rullede en patruljevogn ned af gaden. Jeg gemte mig.  De stoppede ved min far. Jeg for op og smed senderen over i naboens have. Da Ejnar Sørensen også var i Politihjemmeværnet troede jeg, at han havde anmeldt mig.

Det viste sig at betjenten var en bekendt af min far. Men der var aldrig mere radiobølger fra Lærkevej 25. Radio 101 og 104 led døden lige så voldsom som Radio Merkur. Ifølge min onkel Pulle rakte min sender helt til Rudbøl. Han lavede engang en test.

 

Walkie – Talkie
Nogle af beboerne blev chokeret, da der kom endnu flere antenner på taget, da vi senere fik Walkie Talkie. Atmosfæriske forstyrrelser fik nu nogle beboer til at gå amok, De troede, at det var lillebror Erwin og mig, der forstyrrede. De truede med at anmelde os. Det tog vi alvorlig, fordi vi kørte ikke med en helt lovlig udgangseffekt. Men det var slet ikke noget imod den effekt onkel Pulle brugte under en stormflod, da han holdt uden for politistationen i Tønder. Han klarede det bedre end militærets radioanlæg og i fuld forståelse med politiet.

De folk, der var med på den aktion, skulle skrive under på, at den aldrig var foregået. Så kære læsere, det har aldrig fundet sted. Især om sommeren stod de voksne i forskellige klynger på Lærkevej. Når så en ambulance eller brandbil rykkede ud, ja så skete det jo rigtig noget. Jeg kunne så underrette de forskellige, hvor de kørte hen. Jeg lyttede nemlig med på min radio.

 

Min Familie
Beskrivelsen af min familie er ikke så indgående. Men jeg ved, at min familie på min mors side kan spores tilbage til 1700-tallet til en kvægdriver-familie fra Nørresundby. Min mor har forsket i familien, og meget overraskende er vi langt ude i familie med Armin Bruhn i Aventoft. Det har nu aldrig resulteret i familie-rabat, hverken i ”Gaststätte” eller over i supermarkedet. Og dog jeg tror min storebror indkasserede hele rabatten på en gang og kun til sig selv.

 

Skønne minder fra Ny Frederiks kog
Min morfar og mormor, som vi kaldte Opa og Oma, boede i Mellemgade i Højer, da min mor og min far lærte hinanden at kende til fåremarked i Højer. Min Opa var fisker og fungerende slusemester i Højer. Min far og hans brødre byggede et hus til dem i Ny Frederiks Kog syd for Højer.

Det er min Opa´s skyld at jeg ikke spiser fisk. Når man var på besøg eller ferie hos dem, fik man fisk morgen, middag og aften. De boede utrolig dejligt i en flot natur. Når vi børn legede ude på marsken, fik vi at vide, hvornår der var højvande, og hvordan vi skulle forholde os.

Jeg husker især, da min lillebror Jan blev født, da tilbragte jeg en herlig sommer hos dem. Jeg blev håbløst forelsket i en feriepige fra Vester Højst. Men det blev hun hvis aldrig klar over.

 

Ballade i det tyske mindretal
Min farfar og farmor, som vi også kalder Oma og Opa boede i mange år i Spikergade, i en af de mest velbevarede huse. Opa døde tidligt, men Oma besøgte vi hver søndag på Leos Plejehjem i mange år. Her boede hun i mange år sammen med Tante Helga. Min kusine Christel boede også hos min Oma et langt stykke tid. Det var hende, der lærte mig matematikkens grundbegreber.

Christel var også skyld i at min far pludselig vendte ”hjemmetyskerne” ryggen. Hun havde nemlig valgt Statsskolen i Tønder frem for Deutsches Gymnasium i Aabenraa. Og det blandede den tyske præst sig i. Han henvendte sig til min Oma. Det synes min far, var for meget, så han skiftede Der Nordschleswiger ud med Sønderjyden. Nu er den historie hvis også mere nuanceret. Men rigtigt er at tre af os er tysk døbt, og de efterfølgende er dansk døbt.

Det var også herligt at besøge Christel og min onkel og tante i Nørregade i Højer. Min tante hed Annelise og han blev kaldt for Kedde Smed. Christels søster, kusine nummer to hed Elke og fik senere firlinger.

 

De mange onkler
Min far havde også en bror, ”Niko”, der også var murer, I mange år boede Onkel Niko og tante Tinne på Dragonvej, senere flyttede de til Carstensgade. Han døde på deres sidste tilholdssted på Anne Marievej.

Min fars anden bror, Martin var stenhugger, og boede i mange år i Skive. Her tilbragte jeg også nogle gange mine ferier Jeg var lidt smålun på min kusine Jonna. Min fætter Olav førte stenhuggeriet videre. Jeg tror endda, at han også havde et stenhuggeri i Give. Og endnu to kusiner figurer her. Min mors søster døde under krigen. Og hendes barn, Günther boede i mange år hos os på Lærkevej, da han arbejde hos Dela på Ribe Landvej.

Min mors bror Jacob og hans kone Titti bestyrede i mange år Botshaus nede ved Vidåen. Jacob var også i mange år udsmider på musikstedet Slusen i Tønder. Han har reddet mig for mange skrammer. De fik to børn, Hannah og Jørgen.

 

Min dejlige kusine – June.
”Pulle”, min mors anden bror, var bager i Bylderup Bov. Han blev senere kørerlærer i Højer. I mange spillede han i Brandværnsorkestret. Det var altid fest når han og min tante Sonja kom på besøg på Lærkevej. Det første han gjorde var altid at tømme køleskabet. Herdis og June hed deres døtre, altså mine kusiner. June var lige så musikalsk som hendes far. En meget livlig og skøn pige. Hende var jeg også lun på. Det var min gode ven Ingolf, også.

Det er dejligt at konstatere, at hendes humør den dag i dag, er den samme. Vi gik ofte til bal på Emmerlev Klev. Bagefter vækkede vi Pulle og Sonja på Prilen i Højer og så var det underholdning til den lyse morgen. Under en koncert i Dige-hallen i Højer gik June uimponeret op og underholdt forsamlingen i pausen.

 

De seks søskende
Jeg havde fem søskende. Efter alder: Karl Edlef(Jørgen), han fik hele tre navne, det synes jeg er snyd. Min storebror er død, kun halvanden måned efter min far. Ved min fars begravelse sagde han til mig. Om kort tid er det min tur. Han fik desværre ret.

Men tilbage til rækkefølgen, her følger jeg (Uwe), Erwin, Jan, Tommy og Berit.

 

I Østergade
Jeg blev født i Østergade, der hvor der nu er møbelbutik. Omtrent der, hvor jeg sidst så en sofa, der kom jeg til verden. Endnu husker jeg nogle af vores naboer dengang. Vi kaldte dem for Toto-Dreds og Lotto-Hertha, fordi da vi endelig havde fået fjernsyn på Lærkevej, kom de næsten hver lørdag for at se lotto-zahlen, mens vi sad klistret for at se TV i Tivoli.

 

I Strucksalle
I mange år boede vi i en lejlighed i Byggeforeningens Huse i Strucksalle. Det gjorde nogle af vore kommende naboer på Lærkevej også, Familien Keller og Schütt. Det var også her på Strucksalle, at min far var kasserer for Murerforbundet. Når min Opa fra Højer havde været på besøg, havde han ofte fisk med. Ikke så få gange strøg der en ål over køkkengulvet, når murerne kom få at få deres dagpenge. Når Opa kom på besøg på sin knallert var han af og til ude for at kigge på skyerne, og det hændte også, at han pludselig måtte drøne mod slusen, for at lukke sluseportene. Han kunne læse vejret.

Min Opa`s knallert arvede jeg mange år senere. Selvfølgelig gav min mor de arbejdsløse murer kaffe og af og til smurte hun også en madpakke til dem, selv om pengene også var små hos os. Min far var ofte kompromisløs, når det gjaldt murerne og hans egne rettigheder. Ofte opstod der gnidninger med det lokale murerforbund eller med kæmneren.

Engang meget senere skrev jeg en kronik om 1. maj i dagbladet Arbejderen. Jeg beskrev, hvad der skete i Køkkenet på Strucksalle. Min mor græd, da hun læste artiklen. Mens min far var i gang med til at bygge rækkehusene på Lærkevej, brækkede han benet. Det skete samtidig med at min bror, Erwin blev født. Men det forhindrede ikke min far i, at hente kager over hos Bager Wraamann over på den anden side. Han tog sin cykel, og kørte direkte ind i bageriet.

Vi var nu tre børn og berettiget til at søge en lejlighed i en social filantropisk bebyggelse på Lærkevej.

 

De røde rækkehuse på Lærkevej
På højre side i de ulige numre var de bygget sammen to og to, og på venstre side i de lige numre var de bygget sammen fire og fire. Indskuddet var det astronomiske beløb på 500,- kr. Det var faktisk mange penge dengang. En række murermestre var gået sammen om byggeriet. For Tønders forhold var det et stort byggeri. Vi flyttede først ind to år efter at husene på venstre side var færdigbygget.

Jeg mener, at det var i 1957. Inden da havde vi været ude at se på det. Det var en fantastisk oplevelse. Tænk. Man kunne få eget værelse – det varede desværre ikke så længe. Nye børn kom til. Tænk, vi kunne få egen græsplæne og have. Det var virkelig stort, og så havde min far bygget det.

 

Husene blev bedre udnyttet
Husene var oprindelig bygget med bryggers og vaskerum og rum til opbevaring af koks. Det var der efterhånden mange, der byggede disse rum om til værelser. En flot udestue kunne også indrettes i stedet for terrassen. Også kakkelovnen blev overflødig, da fjernevarmen kom. Jeg tror, at vi var nogen af de første, der på den måde fik udvidet vores køkken. En fornuftig stue var der også. Fra gangen var der adgang til spisekøkken. På første sal var det oprindelig et soveværelse og to kamre. Fra det ene kammer var der et kryberum. Det havde vi stor glæde af. Her lavede vi meget ballade med naboens børn, Hans Jørgen og Leif.

Med alle disse omrokeringer var der rigelig med arbejde til min far.

 

Et besøg på Lærkevej i 1960/61
Vi aflægger et besøg på Lærkevej i 1960/61. Vi starter på højre side fra Dragonvej. I nr. 1 har vi Holger Kristiansen, bedre kendt som Holgers lillebiler. Det var luksus for på et tidspunkt havde vi to taxavognmænd på Lærkevej, idet Dreds havde lillebilforretning i nr. 31.

I nummer 3 boede familien Mende,

Dengang var der et stort område til hulebyggeri, som jeg har beskrevet. Her blev der bygget en ny villa, og familien Peglau flyttede ind. Johannes og Peter kom en del sammen med min storebror. Her i København havde jeg for nogle år siden besøg af Johannes.

De røde rækkehuse startede i nr. 9 hvor Ruth Knudsen boede. I nr. 11 boede Henry Bagger. Min mor arbejdede sammen med fru Bagger på politistationen. I familien kom der to smukke rødhårede piger. På et tidspunkt var jeg helt vild med  den ene rødhårede. Vel sagtens fordi jeg var lun på min tysklæres datter Birthe Ommen på Dragonvej. Men som det så ofte sker, dummer man sig. En gang havde hun sin kusine med fra Flensborg ude på Emmerlev Klev, og da Silver Boys spillede Flippers gamle hit Monja var jeg solgt i den forkerte Birthe, nemlig kusinen. Men hun var fra Flensborg. Det var lidt langt væk.

De to Bagger – piger flyttede hvis nok til Tyskland, men den ene arbejde en periode i kiosken på Tønder Øst. Så jeg havde ikke noget imod at hente søndagsavisen til min far. Fru Bagger kom en del i vores hjem. Desværre led Henry Bagger en grusom død.

I den anden række af de røde huse, har vi nummer 13 familien Steffensen, og i nummer 15 familien Schmidt. Han var faglærer på Teknisk Skole.

 

Mange søde piger på Lærkevej
I næste række er det så ”Post Jørgensen”. Jeg husker de to af børnene Flemming og Ena. Ved siden af i nummer 17 boede Andreas Tychsen. Her var det Kjeld, som var gadens fodboldtræner i en periode. Men også Mona, en flot mørkhåret pige som var aktiv på TSF s atletikhold. Vi var mange af drengene, der så op til hende.

Jeg husker en episode, hvor jeg havde været i Nibøl og spille fodbold. Under træningen skød jeg et frispark, et langskud 30 meter ude, som ramte overliggeren. Mod Rot Weiss Niebüll på deres hjemmebane skulle jeg forsøge at gentage succesen med bare lidt mere held. Men det der skete, var at min ene klodsede fodboldstøvle ”lettede” sig fra foden. Resultat, en advarsel. Jeg var dybt deprimeret også fordi vi tabte 1-0. Da vi ankom til Tønder Øst, hvem stod så der?

Det gjorde Mona, tilfældigvis. Hun trak cyklen med mig helt ud til Lærkevej. Så depressionen blev forvandlet til glæde.

 

Thai – piger på Lærkevej
I næste række i nr. 21 har vi Aage og Lillian Rasmussen med. Nogle dejlige og gæstfri mennesker. Det var jo lige over for os. Jeg kom meget inde hos dem, de var anderledes. Der var fire børn, Niels Erik, Bjarne, Dorte og ?. De må også have været meget tålmodige, når de skulle udholde den musik, der især om sommeren strømmede ned på vores græsplæne, når især far og mig tog solbad. Musikken stammede fra min spolebåndoptager, der så var tilkoblet min lille piratsender.

På denne adresse flyttede Arne senere ind. Han var søn af ”Dovn Anton” og ”Dreje”, der boede i nummer 24. Arne var meget kreativ og fik sig en thai-pige som kone. Han fandt så ud af, at der var penge i at importere thai-piger. Pludselig så man store Mercedes og BMW på Lærkevej. Det var, når tyskerne kom, og ville købe sådan en thai-pige. Men pigerne på kvindehøjskolen i Visby brød sig ikke om det. De lavede store demonstrationer.

 

Nabo – fjendskab
Tilbage til 1960, da boede familien Andreas Christensen inde i nummer 23. Jeg må indrømme, at jeg ikke husker familien så tydelig. Men den efterfølgende familie husker jeg til gengæld tydelig. Det var familie Ingrid og Verner Jensen og især børnene Marinus og Bjarne. Marinus har også hjulpet meget med til Tønder Festivalen gennem årene. Ingrid og naboen Lilian blev hvis nok uvenner. Det var til tider sjovt, for vi kunne følge med over fra hvor vi boede.

 

Lærkevej 25
Ja så når vi til nummer 25, hvor jeg boede. 14 år af mit liv har jeg tilbragt her. Efter at jeg flyttede, har både mine søskende og jeg slæbt et væld af venner og veninder med hjem. De er alle blevet fantastisk modtaget. Til Tønder Festivalerne var både stuegulvet og græsplænen fulde af forventningsfulde festival – deltagere.

Min mor vidste udmærket godt, at Ingolf stjal cigaretter af skuffen. Det fortalte hun mig mange år efter. Ingolf har jeg kendt siden 1, klasse på Tønder Kommuneskole. Vi taler stadig ofte sammen. Og da jeg holdt foredrag i Rens den 10. februar 2020 overnattede jeg selvfølgelig hos ham i Tinglev. Det blev til masser af vin og løgnehistorier om vores bedrifter gennem tiden. Jeg kom i seng kl. 5 om morgenen og et par timer efter slikkede en schæferhund mig så i ansigtet og vækkede mig.

Ja dengang holdt foredrag på Schweitz med en hel fuld sal skete det også med overnatning hos Ingolf. Det var min gamle klasselærer fra Tønder Kommuneskole Anna Johansen, der havde arrangeret dette foredrag. Når vi kom fra byen tidlig om morgenen, ja så stod min mor ofte op og lavede kaffe til os og gæsterne. I sagens natur var vi ikke altid ædru.

Tre af mine søskende blev født her på Lærkevej. En enkelt gang gik det så hurtig, at jordmoderen knap nåede frem. Da jeg gik rundt i byen og luftede lillesøster Berit, ja så var det mange, der troede, at det var mit afkom, der lå i barnevognen.

 

August og Meta
Vores naboer var August og Meta Johansen. August blev fængselsbetjent og var en herlig fyr. Det var Meta også. Vi kom meget sammen med dem, også med børnene, Hans Jørgen, Leif og Bent Ove. En Foska – klub lavede vi. Det var noget man kunne lave, hvis man købte meget havregrød. August og Meta fik fjernsyn længe før os, det var stort, når vi kunne se lørdags underholdning inde hos dem. Meta havde vi stor glæde af, fordi hun også var sameriter.

På et tidspunkt flyttede familien Johansen ud på Leos Alle, lejligheden på Lærkevej blev overtaget af en fætter til min mor fra den navnkundige slægt – Tønder. Vi er nu nået over til den sidste række af huse til nr. 29. Her finder vi Ingrid og Karl Keller med børnene Johannes, Per, Eva og Susanne. Per var en, jeg legede meget med. Han blev senere målmand på TSF´ s førstehold.

 

De gummiløses forstad
Når der var fastelavn, og de store optog blev vist på Rosenmontag i tysk tv, ja så fejrede vi det sammen. Vi smed karameller og slik rundt i stuen. Min far og mor var med i en slags klub, hvor der deltog 5 familier fra Lærkevej. De holdt skiftevis komsammen hver 14.dag og familien Keller var med i denne ”klub”.

Naboen var familien Mertner. Mertners bror var fra Aalborg. Han udtalte engang, at Lærkevej var De gummiløses forstad. Her flyttede ”Dreds og Martha Christiansen og deres børn ind senere. Dreds kørte lillebil, som det hed dengang. På skorstenen monterede han en vejrhane. Mange år senere, da jeg arbejdede i Aabenraa hørte jeg i radioen, at befolkningen i Tønder skulle evakueres. Jeg ringede hjem til mor, og spurgte om hun var i gang med at pakke. Nej, siger hun, jeg har kigget på Dreds vejrhane, jeg kan se vinden er vendt, det er bare pjat, at vi skal evakueres.

Efter nummer 31, var der ikke mere på højre side af Lærkevej. Senere byggede Hans Erik Hansen en villa foran den sidste række af røde rækkehuse. Dengang var hans store lidenskab fugle. Hvis vi nu går tilbage til Dragonvej, og starter gåturen ned gennem Lærkevej bare på venstre side, møder vi i nummer 2, snedkermester Christian A Petersen. Her kan jeg huske Broda, som også var med på vores fodboldhold. Egentlig burde jeg kunne huske de andre børn, fordi jeg kom der faktisk jævnligt.

Nu kom så den berygtede mark, som rødderne fra Svinget og Ryttervej mente, at det var deres. På dette sted byggede elektriker Andersen senere et hus. Hans kone Esther var i mange år i byrådet. Vi skal langt hen før de røde rækkehuse begynder, og her er de så koblet sammen med 4 stykker.

 

Ingolf napper Ulla
I nummer 18 boede Irmgard og Elias Jørgensen med et hav af børn. Nogle virkelig festlige og dejlige mennesker, hvor jeg kom rigtig meget. Her var det altid fest. Dog ikke i de perioder hvor den ældste af pigerne Elke var syg. Hun blev overført til Odense. Den sidste gang, hun blev indlagt, samledes os unge ude på Lærkevej, for at høre sidste nyt om hendes tilstand. Desværre fik vi det triste budskab, at man ikke kunne redde hendes liv.

Inden da havde hun ofte været sammen med min gode kammerat Ingolf og mig i Tønders natteliv. Senere var det så lillesøster, Ulla som jeg blev interesseret i. Men alle odds var imod. Vi var altid omgivet af mennesker. Min kammerat Ingolf snuppede hende, han var åbenbart mere kreativ. Ingolf og mig snakkede ikke sammen i et halvt år. I dag kan vi grine af det. Ingolf og Ulla boede senere sammen i en lang årrække. To gange gav Irmgard mig en kaktus med besked om, nu måtte jeg hellere gå.

I nummer 20 boede familien Houggard, og i nummer 22 familien Voss.

 

Dovn Anton
Ved siden havde vi så Anton og ”Dreje”, med børnene Hans Peter og Arne samt to piger. Anton var en fin fyr, nærmest altmuligmand.  Han kunne reparere alt, lige fra radioer til kakkelovne. Måske var det ikke helt reelt at kalde ham for ”Dovn Anton”. Og så havde han en kæmpe samling af 78 – plader. En interessant fyr. Jeg arvede et par bud-pladser efter Hans Peter. Tidlig søndag morgen kørte jeg ud med rundstykker for Arnolds bageri. Nogen gange var jeg heldig af have chauffør på, det var Manfred, en velkendt skikkelse i Tønder, den dag i dag. Det var ikke så sjov, når Arnold fik et raserianfald, men ellers var han meget fin. Af og til havde jeg så fornøjelsen at skulle vække ekspedienten, Jonna, der havde et kammer lige op ved siden af lageret. Det glemmer man aldrig. Jeg kom senere meget ved hende og hendes senere mand i Aabenraa.

Jeg havde mange bud pladser, hos to købmænd i Østergade, Petersen og Kaiser. Også i Tonhalle Vaskeri og som allerede nævnt hos købmand Petersen på Dragonvej.

Vi skal nu til række nummer to på venstre side. Her har vi hjemmeværnsmand Ejnar Sørensen og hans familie. Det var især Hans Christian, jeg kunne huske. Men han havde også to søstre, og en sød og vild kusine. Men hver eftermiddag, når Ejnar kom hjem fra arbejde, blev børnene bedt om at gå ud på gaden – en times tid.

 

Eksperter i loppemarked
I nummer 28 boede familien Christian Jacobsen, og i nummer 30 Max Petersen.

I nummer 32 boede familien Andersen.  De tilhørte selskabs – klubben. Her boede også børnene John, Allan, Ilse og Dorit. Det var også et herligt sted, at komme. John og Allan var især eksperter til loppemarked, og ivrige fodboldspiller, som vi har hørt.

 

Ib `s familie
I tredje række på venstre side har vi så Ib og hans familie. Jeg husker meget tydeligt, at vi i køkkenet fik at vide, nu udvandrede familien til Munkebo på Fyn. Hans og Rita fik fem børn, John, Ib, Ole, Henry og Jørn. Her var der altid fyldt med unger, der skulle se børne-tv. De var nogle af de første, der havde TV på Lærkevej.

 

Brandalarm
Da familien Hansen var rejst, flyttede familien Lassen ind, og her huskes bl.a. Jørn Henrik og hans søster Anne Grethe. Jørn Henrik var nok den der havde den største samling af biler på hele Lærkevej.

Jeg købte også senere en knallert af ham, der var bygget sammen af forskellige andre knallerter. Den var godt affjedret, og jeg kan huske, at jeg kørte fra Ingolf. Han havde ellers en Kreidler med tuning- sæt. Når vi sådan drønede af sted, var vi altid bange for at blive skrevet op af ”Den gloende blyant”. En berygtet betjent i Tønder, der var kendt for sin effektivitet.

Ved siden af Ib boede repræsentant Jens Clausen. Jeg er ikke sikker på om personen er identisk med en vi kaldte for Nasser. Denne Nasser var en meget energisk brandmand fra Tønder frivillige brandværn.

En dag var jeg kommet hjem fra Ellum på min knallert, hvor jeg blev undervist i morsealfabetet. Det var derude OZ5TDR holdt til. Det var radioamatørerne fra Tønder. Knallerten var blevet lidt varm, så jeg mente det var godt, at hælde vand på.

En ordentlig røgudvikling opstod. Og Nasser ilede til. Næsten iført branduniform. Jeg fik en ordentlig skideballe. Jeg kan huske, at han havde to smukke døtre.

I nummer 38 boede familien Erwin Petersen. Her var børnene Benny, Tove og Ulla. I perioden da kampene raserede med Ryttervej/Svinget ville Benny gerne være anfører for Lærkevej. Det var også Erwin Petersen, der mente at vi forstyrrede med vores walkie på tidspunkter, hvor vi slet ikke var hjemme.

 

Post Ehmsens mange gøremål
Ved siden af i nummer 40 boede Gudrun og Aksel Lauridsen. Desværre døde Axel meget tidlig, men jeg husker, at Gudrun var med i selskabsklubben. Hun var også et dejligt menneske. Jeg husker børnene Per og Ole.

I den sidste røde række boede i nummer 42, familien Weiss med børnene Robert og Herbert og en lillesøster. De tilhørte også selskabsklubben. Weiss var fiks på fingrene med træværk, og fru Weiss havde det med sy og strikketøj. Det var også dejlige mennesker.

Så har vi nummer 44 ”Post Ehmsen”. Her var bl.a. børnene Leif og Lene. Ehmsen var meget initiativrig. Han kørte rundt med transportabel vaskemaskine, og lejede denne ud. Desuden gik han med mapper. Det var indbundne ugeblade, der gik på omgang blandt familierne.

 

Dejlige Betty
Ved siden af boede snedkersvend Hansen med familie, og i nummer 48 familien Schútt. Jeg husker Ejler, Andreas og Betty. Nogen af disse børn boede også i nærheden i Strucksalle. Fru Schütt gjorde ren på politistationen sammen med min mor. Ejler har jeg så senere diskuteret politik med i Aabenraa, da jeg blev HK – formand. Jeg har også set ham spille fodbold med Siggi Matlock. Et ynkeligt syn, undskyld Ejler. Siggi eller Siegfred var redaktør af Der Nordschleswiger. Tænk han brugte en hel side til at anmelde min bog fra 2017 i bladet.

Betty var en yndig pige. Hun tilbød mig, at overtage Ulla´s plads, da det gik over. Fordi ham Ingolf havde snuppet hende. Jeg forstår ikke, at jeg ikke sagde ja. Men hun sagde hvis kun af medlidenhed. Sidst jeg så hende, var hun skolelærer i Kollund. Familien Schütt var en overgang også med i selskabsklubben.

Det var en kort gennemgang af familierne på Lærkevej. Desværre husker man ikke alle børn lige godt

 

Dansk eller Tysk?
Jeg var som barn ikke bevidst, om det danske eller det tyske. Min far gjorde som sagt oprør mod det tyske mindretal, fordi de blandede sig. Men som barn husker jeg ikke, at det var et afgørende spørgsmål i vores hjem. Vi er alle sammen gået i dansk børnehave og skole. Derhjemme har vi altid snakket sønderjysk.

Karl Edlef, Erwin og jeg er tysk døbt, af en tysk præst, mens Jan, Tommy og Berit er dansk døbt af en dansk præst.

Hos Ib og hans familie blev vi betragtet som hjemmetyskere. På Lærkevej vidste vi også hvem der gik i Ludvig Andresen Schule, men de blev ikke udelukket af den grund. Det var først langt senere, jeg blev bevidst om, at for nogle var dette et problem.

Jeg kom i lære i Andersen og Nissens Boghandel. Her fik jeg at vide af gamle boghandler Nissen, at jeg skulle tiltale alle hjemmetyskere på tysk. Det kan du jo godt, sagde Nissen. Men jeg kan huske, at jeg sagde nej. Vi lever i Danmark, og så må de da tale dansk. Nissen blev meget sur. Det var lige før han ville fyre mig. Men Andersen tog mig i forsvar.

 

Pornobølgen
Men senere da erotik-litteraturen blev givet fri, og Fritz og Helmuth med gule gummistøvler og Niebüll-Mútze styrtede ind i boghandlen og forsynede sig, ja så kunne jeg godt sige

• ”Nur für den eigenen Gebrauch.

Jeg har ikke noget imod at tale tysk. I Malente i nærheden af Lübeck har jeg holdt et foredrag om den danske fagbevægelse og på Boring Højskole har jeg ledet et kursus på tysk, om hvordan man solgte computere i dansk boghandel. Det må være cirka 28 år siden.

 

Dobbeltsproget
I Tønder og Aabenraa har jeg ikke mærket det store problem med ”tyskheden”. Det gjorde jeg så til gengæld i Padborg, hvor vi valgte, at Rasmus skulle gå i tysk skole, for at blive dobbelt sproget Det var ikke særlig velanset. Et kommunalbestyrelsesmedlem kom engang ind i boghandelen i Padborg. Uwe, jeg skal bruge noget gavepapir.. Jeg gav hende noget med Dannebrog på. Hun kiggede mærkelig på mig ”Hvordan kan du da give mig det, du bryder dig da ikke om Danmark. Tænk. Hun var socialdemokrat.

 

Hjælp fra Schul – und Sprachverein
Min familie synes også, at det var mærkelig, at sende Rasmus i tysk skole.

Vi fik senere nogle problemer med den tyske skole, og måtte have Schul und Sprachverin til at hjælpe os. Det var heldigvis min gode ven Peter Tröster fra Tønder, der repræsenterede foreningen. Vi fik senere en undskyldning fra skolen. Men se problemerne med det Tyske Mindretal er bl.a. skitseret i den bog, som jeg udgav i 2017

•  Efter offentliggørelse af dette har forskellige beboere fra Lærkevej kommet med bidrag. Der er åbenbart sket nogle erindringsforskydninger hos mig siden dengang. men det er jo også lang tid siden. 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 19, – 04. 2022