Fordrejer Socialdemokratiet historien?

Syv billeder i partiets gruppeværelse skal illustrere partiets 150 års historie (2021). Men især et af billederne har skabt debat. Her ser vi Wilhelm Buhl stå i stævnen af det gode skib, Henny. Mange debattører mener ikke, at han burde stå der efter sin stikkertale i 1942. Men som sædvanlig glemmer debattører bevidst eller ubevidst ting. Og det er særlig udtalt, når det gælder besættelsestiden. Mange ville hellere have at Frode Jacobsen stod der. Men denne er skyld i at familier blev holdt hen med løgn og bedrag i generationer. Man kan altid diskutere, om Buhls stikkertale var velanbragt og om den form for ”kunst” som Socialdemokratiet praktiserer, er befordrende for historien. Men vi glemmer, at Buhl også var en af sværvægterne, der ikke lod sig kue af Scavenius. Der var også grænser for Buhls samarbejdspolitik.

 

Vil Socialdemokratiet kapre historien?

Socialdemokraterne har fået syv billeder op at hænge i deres gruppeværelse. Det skal illustrere historien og måske partiets rolle i historien. Der i den forbindelse lavet en bog på 160 sider. Og det er da bestemt ikke alle, der kan lide et billede med Wilhelm Buhl stående i kutteren Henny på vej over Øresund. Partiet har 150-års jubilæum i 2021.

Kutteren var fra Strandby lidt nord for Frederikshavn. Besætningen sejlede ved flere lejligheder jøder og modstandsfolk over Kattegat til Sverige og medtog våben og i et enkelt tilfælde engelske agenter den modsatte vej.

Det er syv kæmpestore malerier, som skildrer Socialdemokratiets historie siden 1871. Kritikkere har udlagt det som, at partiet vil tage patent for redningen af de danske jøder under krigen.

 

• Socialdemokratiet forsøger at kapre historien og gøre den fælles historie til deres egen.

 

Ja sådan lød det fra Søfartsmuseet.

 

Billederne kritiseret sønder og sammen

Ja billederne er blevet kritiseret sønder og sammen. Diverse historikere, aviskommentarer og kunsteksperter, der i den grad kalder det for propagandakunst i stil med østtyske kunstskoler. Det er kunstneren Jacob Brostrup, der har malet billederne.

 

Christmas Møller fik en røffel af englænderne

Ja nogle kalder det ligefrem historieforfalskning. Og dette kommer nok i betragtning af, at det var Wilhelm Buhl, der holdt den berømte eller berygtede ”Stikkertale” i 1942. Han mente oprigtigt, at han til denne tale havde englændernes opbakning. Men selv Jens Otto Kragh mente senere, at Buhl var gået lidt for langt.

Kigger man på medierne dengang, så stod de nok bag Buhl. Sabotage blev opfattet som terror mod det danske samfund.

Mange fremhæver Christmas Møllers tale i æteren fire dage efter, hvor han sagde:

 

• Gør jert værk

 

Man glemmer at nævne, at alle med undtagelse af kommunisterne reagerede med bestyrtelse. Den engelske udenrigsminister Anthony Eden gav Christmas Møller en røffel.

 

Folkets redningsmand ved roret

Der har været overskrifter fremme som ”Socialdemokratiets skønhedsmaleri af fortidens helte”. Nogle kan ikke forstå, at Buhl skal placeres som folkets redningsmand ved roret på en navnkundig fiskekutter

Nu er Buhls placering på dette skib nok symbolsk ment. Var den forkætrede samarbejdspolitik med til at redde de danske jøder? Var vi i det hele taget ikke ret heldige med at komme igennem Besættelsen, først med samarbejdspolitikken, som blot afspejlede befolkningsflertallets holdning frem til 1943? Og så begyndte opbakningen til modstandsbevægelsen at komme.

 

Man opnår aldrig enighed

Man opnår nok aldrig enighed om besættelsestidens historie.

Det er også upopulært at nævne at Jens Otto Kragh måske i begyndelsen var lidt betaget af nazisterne, men det var der jo så mange, der var. Han kunne heller ikke lide tysklandsarbejderne, ja han nærmest kaldte dem landsforrædere.

Kommunisterne arbejdede jo også sammen med nazisterne i begyndelsen. Stalin lykønskede Hitler med hans besættelse af Norge og Danmark.

Efter Stalingrad var det kø ved håndvasken. Og glemt er det også, at Danmark var Tysklands fortrukne spisekammer.

Men egentlig er det skønt, når historien diskuteres. Man risikerer også at blive smidt ud af Facebook, hvis man holder på den forkerte hest. Det er måske ytringsfrihedens vilkår?

 

Man har glemt Buhls fortjenester

Mange modstandsfolk har da også kaldt Buhl for landsforræder. Og ledende debattører har i diverse medier også ment at motivet er forkasteligt.

Glemt har man også, at det var Buhl, der dikterede nej til det tyske ultimatum i august 1943.

 

Han var ikke den væbnede modstands mand

To dage efter drabet på Kaj Munk 4. januar 1944 udsendte Vilhelm Buhl sammen med andre ledende politikere fra samarbejdspartierne, der var gået af 29, august 1943, en erklæring, der tog afstand fra selvtægt og ”fortidens hævnemetoder må bandlyses”. Modstandsbevægelsen opfattede ordlyden sådan, at Buhl sammen med erklæringens medudstedere sidestillede stikkerlikvideringer med f.eks. den tyske terrorbandes drab på digterpræsten fra Vedersø.

 

Det var ham, der trak streget i sandet den 29. august 1943

Nej Vilhelm Buhl var bestemt ikke den væbnede modstandskamps mand. Men hvordan kunne han så blive statsminister i befrielsesregeringen fra maj til november 1945?

Bo Lidegaard er en af de historikere, der betegner Buhl positiv. Han betegner ham som en mand, der lige fra Thorvald Staunings død i maj 1942 til november 1945 satte grænserne for først udenrigs – og statsminister Erik Scavenius og derefter for departementschefernes linje.

Han var den, der med stor og uanfægtet autoritet trak stregen i sandet den 29. august 1943, og den, både Frihedsrådet og de gamle politikere kunne acceptere som leder af befrielsesregeringen. Han var faktisk en af samarbejdspolitikkens mest skeptiske tilhængere, og som den der ofte havde været mere tilbøjelig til at sige nej end ja til de tyske krav.

 

SOE – folk blev jagtet af dansk politi

Buhl’ s holdning førte til, at det ved Werner Bests ankomst til Danmark som en ny rigsbefuldmægtiget i november 1942 endte med et ultimativt tysk krav, at Erik Scavenius skulle afløse den ”besværlige” socialdemokrat som statsminister.

Måske var hans berygtede tale et forsøg på at bevare de danske myndigheders samfundsstruktur. I den forbindelse var det for ham alt afgørende at beholde politi og retsvæsen under dansk kontrol.

Man kan så sige, at det nok ikke helt lykkedes. Således jagtede dansk politi i den grad SOE – agenter. Og i Vordingborggade (Øresundsgade) blev Christian Rotbøl brutalt skudt af dansk politi. Tre danske SOE – folk blev anholdt i Tårbæk under et forsøg på at rejse illegalt til Sverige. De endte i KZ – lejr i Tyskland.

 

Buhl var blandt de agtede politikere

Buhls holdning var antinazistisk, men kommunisterne faldt helt og holdent under samme kategori. Han var meget mistænksom over for kommunisternes rolle i modstandskampen.

I februar 1944 fremsatte den konservative eksilpolitiker John Christmas Møller for første gang ideen til, at en befrielsesregering skulle sammensættes af repræsentanter af ”de gamle politikere” og Frihedsrådet.

Frit Danmarks rejsesekretær havde besøgt 18 ud af 21 større grupper i Midt – og Nordjylland. Formålet var at lodde stemningen vedr. blandt andet dannelsen af en befrielsesregering.

Der var megen harme og utilfredshed med et ministerium bestående af de gamle politikere. Specielt gælder harmen Alsing Andersen, Johannes Kjærbøl, Lauritz Hansen og Bertel Dalsgaard. Flertallet ville gerne acceptere navne som Buhl, Ole Bjørn Kraft, Knud Kristensen m.m.

Selv om Frit Danmark var en organisation med et markant kommunistisk indslag, var mange aktive i marts 1944 indstillet på at se en efterkrigstid i øjnene, hvor manden bag ”Stikkertalen” ville få del i regeringsansvaret.

 

Skulle Frode Jacobsen have stået i stavnen?

Enkelte mener, at det var Frode Jacobsen, der skulle have stået i stævnen. Han har sikkert også lavet en masse gode ting. Man han forhindrede også, at mistænkelige stikkerlikvideringer blev nærmere undersøgt. Således blev undersøgelserne af rovmordet i Utterslev Mose pludselig indstillet.

Vi kunne ligeledes i vores bog ”Grænsen er overskredet” bevise, at det ikke var Den Danske Brigade, der skød Asmus Jensen under flugt over grænsen ved Padborg den 7. maj 1945. Det var den lokale modstandsbevægelse. De tre mænd fra brigaden, der underskrev rapporten blev forfremmet til store stillinger.

Da vores bog udkom, anmeldte vi sagen som et mord hos Aabenraa Politi. To timer senere blev vi gjort opmærksom på, og som vi godt vidste i forvejen, at sagen var lukket allerede i 1947, trods det, at vi havde fundet nye beviser. Og det er sikkert Frode Jacobsens henstillinger, der endnu er gældende.

Tænk alle de familier, der blev holdt hen med løgn og bedrag. De gamle historiebøger bliver ikke rettet eller opdateret.

 

Kritikkerne glemmer bevidst og ubevidst ting

Man kan jo altid diskutere, hvordan man formidler historien. Men debatten om dette tema viser også, at man hurtig glemmer, hvad der reelt skete under besættelsen. Man kan da også se at kritikkerne af Socialdemokratiets initiativ bevidst eller ubevidst har glemt væsentlige ting.

Glemt er, at kommunisterne dengang ønskede afvikling af det danske folkestyre og etablering af et folkedemokrati. Modellen var Sovjetunionen og de kommunistiske stater, der blev oprettet i den sovjetiske magtsfære. Hans Hedtoft formulerede skismaet mellem socialdemokrater og kommunister således:

 

• Hellere demokrati uden socialisme end socialisme uden demokrati.

 

Jo Buhl nærede frygt og foragt over for kommunisterne. Han var bange for at kommunisterne banede vejen for en sovjetisk annektering af Danmark i stil med det, der var sket med Estland, Letland og Litauen.

 

Danmark måtte blive en tysk provins

Buhl var også bange for, om Danmark som nation kunne overleve. Hitler instruerede da også den nye tyske øverstkommanderende, general von Hanneken om, at

 

• Danmark måtte blive en tysk provins.

 

Dette skete lige efter telegramkrisen.

 

Skepsis over for modstandsbevægelsen

Samarbejdspolitikken vurderes stadig af mange i dag som moralsk uforsvarlig. Og vel også uheroisk. Det er mere bekvemt at spejle sig i modstandskamp og frihedskæmpere. Særlig dem, der havde våben i hånd. Sådan vil de fleste se sig selv i dag.

Buhl var bestemt ikke tyskervenlig, men han var heller ikke en del af modstandskampen. Han skaffede dog våben til at bekæmpe tyskerne. Det var bestemt ikke rigtig at placere ham der i båden, men det var vel heller ikke helt forkert!

Buhl bevarede sin skepsis overfor modstandsbevægelsen. Han nærede dyb mistillid til frihedsrådet, som han anså for en tålelig anomali i et parlamentarisk demokrati på grund af dets mangel på formelt mandat. Ikke desto mindre fandt han det nødvendigt at samarbejde i erkendelse af den folkelige opbakning, rådet nød.

 

Han frygtede et kommunistisk kup

Buhl frygtede at modstandsbevægelsen ville få meget indflydelse efter krigen. Her var han igen bange for et kommunistisk kup.  Kontakten til frihedsrådet var derfor også drevet af ønsket om at kontrollere modstandsbevægelsen., blandt andet via hærens deltagelse i modstandsarbejdet.

Han forsøgte at få taget luften ud af modstandsbevægelsens mere vidtgående politiske krav. Dette lykkedes til dels. Ved valget i oktober 1945 blev de politiske magtforhold fra før 1940 stort set genskabt.

 

Tyskerne mente, at Buhl var besværlig

Historikeren Martin E.O. Grunz fortæller til Politiken, at Henny ikke skal forstås konkret, men at det er det gode skib Danmark, som vi ser:

 

• Han blev sat ved roret, fordi besættelsesmagten ikke ville have, at Hans Hedtoft var kaptajn på skibet. Han var sat til at styre Danmark gennem krigen

 

Men nu holdt Buhl ikke så længe, tyskerne ville hellere have Scavenius. Han var ikke så besværlig.

 

Han lod sig ikke kue af Scavenius

Jo Buhl var overbevist om samarbejdspolitikkens rigtighed og nødvendighed. Men der var dog grænser. Han var betænkelig ved et udstrakt samarbejde. Han var en af de få, som på møderne ikke lod sig kue af Erik Scavenius arrogante og nedladende facon.

Ved Staunings død i maj 1942 blev Buhl statsminister. I sine seks måneder på posten stod han over for en hastig eskalering af problemerne for samarbejdspolitikken, som truede med krigsretter og dødsstraf for sabotage.

Man har glemt, at Buhl blev leder af Nimands-udvalget, der forestod kontakten mellem regeringen og Rigsdagens partier. Med Buhls deltagelse fik udvalget mere tyngde. I kraft af Scavenius stigende isolering i forhold til såvel partierne som befolkningen blev Buhl det reelle centrum for den del af den politiske magt, der endnu var på danske hænder.

Det var Buhl, der gang på gang efter den 29. august 1943 afviste såvel tyske som danske bestræbelser på at få dannet en ny regering.

Vi skal da heller ikke glemme, at han også spillede en meget aktiv rolle for Hedtofts beslutning om, at Danmark skulle tilslutte sig Atlantpagten, det senere Nato.

 

 

Kilde:

• nielsbirgerdanielsen.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• jyllands-posten.dk
• information.dk
• altinget.dk
• danmarkshistorien.dk
• Weekendavisen
• Bo Lidegaard: Kampen om Danmark
• Hans Snitker: Det illegale Frit Danmark
• Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet

 

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1.506 artikler, herunder 301 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter). Inklusive følgende:

• Rovmordet i Utterslev Mose
• De mystiske mord ved grænsen 1-2
• Stikkerdrab
• Ikke alle mord undersøges
• Hvorfor må man ikke fortælle sandheden?
• Ville russerne kun have Bornholm?
• Politik under besættelsen
• Erik Scavenius, hvem var han?
• Scavenius – samarbejdets kunst eller landsforræder?
• Du skal omgås fortiden med forsigtighed
• Frihedsrådet – det kneb med opbakningen
• Har Frihedskæmperen sandhedsmonopol?
• Besættelsestiden – det vi har glemt?
• Politiet under besættelsen
• Frihedsrådet – som springbræt
• Statsminister Buhl og hans ”Stikkertale”
• At handle med ondskaben
• Skud i Vordingborggade
• Drama i Vordingborggade (Øresundsgade)
• Mordet i Vordingborggade
• Da vi fik hjælp fra England (SOE)
• At grave i historien Og meget mere