Fagbevægelsens indflydelse på Tysklandsarbejderne

Fagbevægelse nedtoner indflydelse. De opfordrede tidlig til loyalt samarbejde. De bakkede op om hvervning. De havde ingen moralske eller etiske skrupler. De strammede kursen og truede med at tage understøttelsen, når man sagde nej til en tur syd på. Fagbevægelsen var bange for fløjene. Bakkede op om kulturelle aktiviteter syd på. Tysklandsarbejdere skulle betale dobbeltkontingent. Fagbevægelsen inviteret på studietur syd på. DKP truede fagbevægelsen. Så ændrede man strategi men fortsatte samarbejdspolitikken i det skjulte. Arbejdsløsheden faldt. Det gjaldt om at komme ”levende” gennem besættelsestiden. I 1945 kom det der et voldsomt internt opgør i fagbevægelsen. Og i 1946 tog 2.000 arbejdere syd på, for at arbejde for ”de gode”.

 

Fagbevægelsen nedtoner indflydelse

Det sker heldigvis ofte, at vi får en masse henvendelser omkring det vi skriver. Og de fleste er ganske relevante. Men at påstå, at de fleste Tysklandsarbejdere rejste frivillig, og at fagbevægelsen ingen indflydelse havde er ikke korrekt. Og det er hovedformålet med denne artikel at modbevise disse argumenter.

Jo fagbevægelsen tog aktivt del i hvervingen. Man har i den grad forsøgt at nedtone dette. I 1947 lød det således fra DsF:

• Fagforeningernes Opgave bestod da alene deri at gøre arbejdsløse Medlemmer opmærksom paa, at der kunde faas Arbejde i Tyskland til nærmere fastsatte Betingelser, som for øvrigt var de samme, som gjaldt for tyske Arbejdere.

Ja og den holdning havde stort set ikke ændret sig. I LO’ s Jubilæumsbog 1998 skrev Henning Tjørnehøj:

• Men DsF påtog sig senere – efter en henstilling fra regeringen – at give meddelelse om muligheden for arbejde i Tyskland via forbundene og fællesorganisationerne.

 

Opfordrede til loyalt samarbejde

Allerede en uge efter besættelsen havde den tyske rigsbefuldmægtigede Renthe-Fink rejst spørgsmålet i sin indberetning. Men han havde frarådet ideen, da han mente, at det var bedre, at danskerne arbejdede for tyskerne i Danmark.

Formanden for De samvirkende Fagforbund (DsF), Laurits Hansen talte den 1. maj 1940 i radioen. Han opfordrede til et loyalt samarbejde med samlingsregeringen for at sikre en fornuftig nationaløkonomi. Nogen fandt, at Laurits Hansen var gået for vidt. Således også arbejdsmændenes formand, Axel Olsen. Han var meget kritisk over for talen. Men det var nu ikke så meget over for det omfattende samarbejde, som i sidste ende tjente tyskernes interesser, men nærmest fordi, at talen gav det indtryk, at arbejderne på forhånd skulle give efter for kravet om lønregulering.

I de dansk-tyske handelsforhandlinger i begyndelsen af maj, bl.a. om leverancer af det for dansk industri så vigtige kul. Under disse forhandlinger rejste tyskerne den 11. maj igen spørgsmålet om hvervning. I årene 1938-39 havde det ikke været den store succes.

Tyskerne fastholdt imidlertid hvervningen, og tilsagnet om et års kvantum på 3 mio. tons kul og 1 mio. tons koks blev knyttet sammen med krav om 5.000 mand. På et regeringsmøde den 21. maj redegjorde udenrigsminister P. Munch for den tyske krav.

 

Bakkede op om hvervning

Sagen blev overdraget til socialministeren, og nu skulle gøres forsøg på at hverve 1.000 bygningshåndværkere. Den 23. maj blev fagbevægelsen præsenteret for de tyske krav og regeringsbeslutninger.

Efter omtale af de tyske krav og nødvendigheden af kultilførsler udtalte, formanden for DsF på generalforsamlingen i slutningen af maj:

• Denne Hvervning af danske Arbejdere er frivillig, og vi maa gøre os klart, at den Arbejder, som har været ledig igennem Aar, i Dag ikke først spørger om, hvad er Timelønnen? Jag tror at de 5 a 6.000 Arbejdere, som er nødvendige vil melde sig frivilligt.

Med 21 pct. af a-kassemedlemmerne uden arbejde i maj 1940 sagde Laurits Hansen bl.a.:

• Med Arbejdsløsheden som Baggrund er Beskæftigelsesproblemet det altoverskyggende for dansk Fagbevægelses Fremtid
• DsF er af finde paa den Linje, at vi gaar ind for en positiv Udnyttelse af enhver Form for Beskæftigelse.

En positiv udnyttelse kunne også være Tysklands-arbejde, som man tilsyneladende ikke stillede sig helt afvisende overfor.

 

Ingen moralske skrupler

Det kan godt være, at man i begyndelsen stillede sig tøvende over for hvervningen. Men man modsatte sig ikke ordningen, da en afvisende holdning ville kunne skade forholdet til besættelsesmagten. På den anden side frygtede man, at arbejderne i Tyskland ville blive nazistisk inficerede og derved gå tabt for fagbevægelsen.

På intet tidspunkt udviklede det sig til moralske skrupler over at arbejde i tysk tjeneste.

De københavnske støberi-, special- og maskinarbejdernes bestyrelsesmedlemmer kunne godt:

• Forstaa, at Tyskerne ønsker Folk fra Danmark, da en meget stor Del af de tyske Arbejdere er Soldater

Men man mente:

• Ikke det skulde være nødvendigt for at faa Kul, da Tyskerne kan faa baade Flæsk og Smør her uden at de behøver at sende Folk herop.

Stille og rolig stegt antallet af Tysklandsarbejdere og efter tysk anmodning blev antallet forøget i juni og august.

 

Fagbevægelsen strammede kursen

Hvervningen begyndte at forløbe mere trægt. Nogle arbejdere rejste hjem, da de var utilfredse med forholdene. Fra tysk side pressede man den danske regering om at få styr på dette.

Den 16. juli 1940 udsendte Arbejdsdirektoratet et cirkulære til a-kasserne om reglerne for arbejdsløshedsunderstøttelse med hensyn til Tysklandsarbejdere. Arbejdere, der vendte hjem før deres kontrakt udløb og uden gyldig attest fra deres tyske arbejdsgiver fik frataget retten til a-kasseunderstøttelse og henvistes til socialhjælp.

Med god ret mente de danske myndigheder også at kunne nægte arbejderne ret til socialhjælp.

 

Fagbevægelsen var bange for fløjene

Fagbevægelsen i Holland var blevet nazificeret, og dette ville fagbevægelsen undgå i Danmark. Man skiftede i Danmark til en mere imødekommende holdning over for tyskerne. Man tillod en forøgelse af rejserne i håbet om, at kunne opnå større goodwill hos tyskerne og derved mindske risikoen for opløsning af organisationerne.

Arbejdsløsheden for a – kassemedlemmer lå på 16 pct. i juli 1940. Den steg kraftigt i løbet af efteråret for i december at toppe med 35 pct.

Fagforeningerne frygtede, at deres medlemmer rykkede mod de politiske yderfløje, kommunisme og nazisme. Når nu flere rejste til Tyskland ville arbejdsløsheden falde og arbejdernes kår ville blive væsentligt forbedrede. Samtidig ville risikoen for radikalisering af arbejderne mindskes.

 

Ingen moralsk – ideologiske overvejelser

Presset på a-kasserne blev lettet. Disse motiver blev vægtet højere end moralsk-ideologiske overvejelser ved at sende arbejdere til et krigsførende land, der tilmed havde besat Danmark.

En del tyske firmaer benyttede sig af danske entreprenører på byggepladserne i Tyskland. Disse entreprenører medbragte fagligt kvalificeret hjælp hjemmefra, hvorved danske arbejdere blev antaget uden om de officielle hvervningskontorer. Men også dette forhold accepterede fagbevægelsen.

Et eksempel er kulkoncernen Hugo Stinnes, hvor DsF forhandlede uden om de danske og tyske myndigheder. Firmaet fik 1.000 arbejdere til gengæld for ekstra leverancer af kul og koks. Denne ordning blev indgået uden tvang og havde fuldstændig opbakning i DsF’ s forretningsudvalg.

Man diskuterede også et storstilet projekt til 300 millioner rigsmark i entreprise med danske arbejdere og danske maskiner. Laurits Hansen og Axel Olsen fra DAF, der organiserede hen ved 40 pct. af DsF’ s medlemmer, var positive over for tanken og ville desuden søge at få indflydelse på arbejds- og lønvilkår.

 

Bakkede op om kulturelle aktiviteter

I januar 1941 fremgik det af en tysk meddelelse at der nu var 30.000 danskere alene i den tyske rustningsindustri, men at der stadig var 196.638 arbejdsløse danskere.

I foråret 1941 blev den private hvervning uden om de tyske myndigheder standset af det tyske rigsarbejderministerium. Al hvervning skulle foregå gennem tyske kontorer, men DsF havde i realiteten deltaget i den private hvervning.

Udover disse tiltag medvirkede DsF aktivt i det kulturelle arbejde for Tysklandsarbejdere. Man organiserede en bogkommission, der frem til 1944 sendte flere tusinde bøger til de danske arbejdere i Tyskland. Ligeledes arrangerede man turneer med kendte danske kunstnere, indtil den tyske Arbejderfront forbød det, da dets monopol på påvirkning af arbejderne blev omgået.

 

Skulle betale dobbeltkontingent

Tysklandsarbejderne var tvunget til at betale kontingent både til deres danske a-kasse og til den tyske arbejdsløshedsforsikring.

Arbejdsdirektoratet, flertallet i DsF’ s forretningsudvalg og de fleste fagforbund gik ind for at bevillige frikontingent. Men DAF og Murerforbundet gik imod. Men socialminister Johannes Kjærbøl besluttede i samråd med statsminister Stauning at indføre tvungen frikontingentordning for alle Tysklandarbejdere.

Når Tysklandsarbejderne vendte hjem var de berettiget til fuld understøttelse. De havde bevaret understøttelsen.

 

Fagbevægelsen inviteret på studieturer

DAF blev opfattet som en af de mest positive fagforbund over for samarbejde med besættelsesmagten og dermed hvervningen. Halvdelen af Tysklandsarbejderne var arbejdsmænd og flertallet var organiseret i DAF. De var da også blandt de fagforbund, der lod sig invitere af tyskerne til studieture syd på.

Også Axel Olsen var en af de mest tilpasningsvillige i DsF’ s top. Han gik stærkt og positivt ind for hvervingen.

 

Sagde de nej, røg arbejdsløshedsunderstøttelsen

I efteråret 1941 ønskede tyskerne 5.000 danske arbejdere i kulminerne i Tyskland. Argumentet var også denne gang, at Danmark selv måtte stille et antal arbejdere til rådighed, hvis man fortsat ville have kul fra Tyskland.

Det kneb dog med at få nok folk, selv om man nu skulle arbejde udendørs og ikke i minerne. I det tredje cirkulære skruede man bissen på. Nu fortalte man, at tyskerne antagelig ville stoppe for leveringen af kul. Det kunne få ”de alvorligst følger” for brændselssituationen i de kommende vintermåneder. I forlængelsen af truslen appellerede man til arbejdernes nationalfølelse ved at bemærke, at arbejderne jo bidrog til at sikre landet de fornødne brændselsforsyninger. Desuden gjorde man opmærksom på, at hvis man nægtede at tage arbejde som arbejdsløs så ville understøttelsen blive frataget en.

 

DKP truede fagbevægelsen

Med de danske kommunisters arrestation den 22. juni 1941 skabtes der grobund for en illegal opposition i fagbevægelsen. Selvom DKP kun havde fat i en begrænset del af arbejderklassen, så udgjorde kommunisterne alligevel en potentiel trussel mod det etablerede socialdemokratiske system på grund af deres stærke kritik af Socialdemokratiets og fagbevægelsens svigtende omsorg for arbejderklassen.

Der udkom illegale blade, der for første gang stillede spørgsmål ved hvervningen af danske arbejdere og kritiserede fagbevægelsens ledelse. I Politiske Månedsbreve (det senere Land og Folk) beskrev DKP i november 1941 situationen således:

• For hver eneste dansk Arbejder, der kommer til Tyskland, bliver en tysk Arbejder taget ud af Produktionen og sendt til Fronten. Den, der rejser til Tyskland, hjælper saaledes Hitler med at faa Kanonføde til sin Krig. Og Den, der hjælper Hitler med Krigen, skader Danmark.

 

Fagbevægelsen ændrede overlevelsesstrategi

Men fagbevægelsen gik stadig ind for hvervingen. Men efter kritikken spillede man nu en passiv og tilbagetrukken tilværelse. Der blev ikke sendt nye cirkulærer og nye anvisninger ud.

I perioden 1943-1945 var fagbevægelsen ikke synlig som i de foregående år. Tysklandsarbejdere var slet ikke på dagsorden. Men alligevel rejste der arbejdere afsted helt frem til krigsafslutningen i 1945.

Besættelsesmagten stillede ikke flere krav. Det politiske system blev sat ud af spil efter Augustoprøret i 1943. Derved stod fagbevægelsen i en betænkelig situation som eksponent for samarbejdspolitikken samtidig med at modstandsbevægelsens kritik og sympati i befolkningen tog til.

Derfor ændrede fagbevægelsen overlevelsesstrategi og indtog en mere passiv holdning, om end man stadig gik ind for samarbejdspolitikken.

 

Fagbevægelsen fortsatte samarbejdspolitikken

Gradvis opnåede kommunister og modstandsbevægelsen større sympati blandt fagbevægelsens medlemmer og i befolkningen generelt. Fagbevægelsen kom gradvis ud af trit med medlemmerne, der mand og mand imellem begyndte at tage afstand fra Tysklandsarbejderne.

Utilfredse Tysklandsarbejdere, modstandsbevægelsens kritik og den øgede beskæftigelse i Danmark hæmmede hvervningen. Men passivt var det stadig muligt for fagbevægelsen at fortsætte den hidtidige strategi og gå ind for samarbejdspolitikken.

 

Arbejdsløsheden faldt

Arbejdsløsheden faldt markant til under 10 pct. Reallønnen steg, og fagbevægelsens medlemmer oplevede betydelig bedre forhold end i 1941. Allerede i 1941 falder arbejdsløsheden til 11,1 pct. og 1944 var den helt nede på 4,6 pct. Det er i høj grad besættelsesmagtens anvendelse af dansk arbejdskraft til de mange forsvarsanlæg, der bevirker at arbejdsløshedsprocenten falder i den periode.

Tyskerne byggede omfattende bunkere langs den jyske vestkyst. Der blev indført arbejdskort for at forhindre misbrug af arbejdsløshedsunderstøttelse. Der blev indført stavnsbånds lignende forhold for landbrugsarbejderne, så deres arbejdsgivere kunne tjene på eksporten til tyskerne. Men landbrugsarbejderne følte det meget frustrerende og irriterende. Det var som om stavnsbåndet var genindført.

 

Det gjaldt om at komme levende gennem besættelsestiden

Jo fagbevægelsen spillede en større rolle, end de selv gav udtryk for efter befrielsen. Deres materielle tankegang vajede højere end moralske – ideologiske overvejelser. Det gjaldt for fagbevægelsen og arbejderklassen at komme så helskindet gennem besættelsestiden som muligt. Man ønskede ikke et brud med samarbejdspolitikken, hvad der må anses som en ansvarsetik.

 

Arbejde for ”De Gode”

I 1946 var der bud efter 2.000 danske arbejdere til Tyskland. Endnu engang var der bud efter danske arbejdere, men denne gang var arbejdsgiveren en af ”de gode”.

 

Et voldsomt internt opgør

Efter krigens afslutning fandt der et voldsomt internt opgør sted i DsF. Man diskuterede om nogle af lederne var gået for vidt i samarbejdet med tyskerne. Socialdemokratiet nedsætter i 1945 en æresret, der skal undersøge enkelte medlemmers forhold til samarbejdet med den tyske besættelsesmagt.

Laurits Hansen er en af dem, der blev efterforsket og stærkt kritiseret. Han blev afsat, ekskluderet af Socialdemokratiet og endte sine dage som billetkontrollør i Idrætsparken.

 

 

Kilde:

• Se Litteratur Besættelsestiden (under udarbejdelse)
• Hartvig Frisch: Danmark besat og befriet 2
• Henning Tjørnehøj: Fremad og atter Fremad LO’ s historie 1871 – 1960 bind 1
• Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen
• Årbog for Arbejderbevægelsens Historie 1994
• Årbog for Arbejderbevægelsens Historie 1972
• Børge Houmann: Det illegale Land og Folk bind 1
• Arbejderhistorie nr. 4 – 1994
• arbejdermuseet.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 223 artikler fra Besættelsestiden før/under/efter herunder:

• Tysklandsarbejdere og Dansk Erhvervsliv
• Dansk Cementfabrik med slavearbejdere
• Besættelsestiden – stadig masser af huller
• Historikkernes besættelsestid
• Besættelsestiden – det vi har glemt
• Krigens købmænd
• Riffelsyndikatet på Østerbro
• Dansk vaccine i Buchenwald
• Sandheden om Besættelsestiden
• At handle med ondskaben
• Tilfældet Aabenraa Motorfabrik
• Værnemagere
• Gunnar Larsen – en udskældt trafikminister
• Scavenius- Samarbejdets kunst eller forræder
• Tvangsarbejde i det tredje rige
• Politik under besættelsen
• Samarbejde med Besættelsesmagten
• Besættelsestiden – skønhedsmaleri eller glemsel
• Besættelsestidens fortrængninger og mange flere