Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Færge fra Ballum til Rømø

Juli 2, 2016

Færge fra Ballum til Rømø

Matros Gram gjorde en heltegerning om bord på Christian den Fjerdes flagskib. Kongen opfyldte et særpræget ønske. Dette bevirkede jobbet som færgemand til samme familie i 275 år. Befolkningen klagede til kongen over dårlige transportmuligheder. Pastor Jacobsen oprettede alternativ rute. Men det kneb for det lille dampskib. Der blev oprettet en anløbsbro på hele 230 meter. En tur over isen kunne være livsfarlig. Vi kigger også på en skinnevej på Rømø

 

En heltegerning

En læser spurgte forleden, hvornår færgeforbindelsen fra Ballum til Rømø startede. Det kan nok være lidt svært at finde ud af. Men en gammel anekdote fortæller, at det startede på Christian den Fjerde’ s tid.

Under slaget på Kolberger Heide den 1. juli 1644 deltog en matros fra Ballum. Han hed Gram og var på kongens flagskib Trefoldighed. Som vi alle ved, blev kongen ramt og styrtede om på dækket. Det var ved den lejlighed Christian den Fjerde mistede det ene øje.

Folkene om bord troede at kongen var døde og ville trække sig fra slaget. Matros Gram fik ordre til at stryge flaget. Men han mente ikke, at det var det rigtige at gøre. Så med vilje kludrede han i det. Flaget kom ikke ned. Kampen fortsatte, og danskerne vandt.

 

Et særpræget ønske

Efter slaget forlangte kongen at tale med den tapre matros. Han spurgte, om han kunne gøre matrosen en tjeneste.

Gram bad kongen, om at han og hans efterkommere til evig tid måtte have eneret på færgefarten fra Ballum til Rømø.

Christian den Fjerde opfyldte de særprægede ønske. Gram vende hjem efter krigen til Vadehavskysten for at drive færgeriet. Det løftebrev som kongen gav eksisterede helt til begyndelsen af det 20. århundrede.

 

Myte eller fakta

Er dette så en myte eller fakta? Ja man ved, at der i Det Danske Kancelli findes en skrivelse, der henviser til en ansøgning om en kongelig godkendelse af en bestalling, som Grev Schack Schackenborg den 28. juni 1786 har meddelt Peder Nielsen Gram på at være færgemand mellem Ballum og Rømø.

 

Schackenborg skulle udskrive næringsbrev

Da Bådsbøl – Ballum, hvorfra færgen udgik i retslig henseende lå under grevskabet Schackenborg, var det greverne Schack, som fornyede de enkelte færgemænds næringsbrev.

Men nu kan færgefarten sikkert føres tilbage til 1640erne. Vi har bare ikke kunnet finde beviser for det. Nu var det dog ikke en særlig hyppig forbindelse.

 

Befolkningen klagede

Da Frederik den Sjette således i sin rundrejse til Vadehavsøerne i 1832 kom til Rømø klagede de lokale beboere over de dårlige trafikforhold. I 1836 lod kongen regeringen udarbejde regler for hyppigere forbindelser når vejr og vind tillader det.

Meget praktisk blev der udarbejdet en taksttabel, så folk altid vidste, hvad

 

Taksttabel

  • En enkelt person med rejsetøj, et ”Quæghoved” eller en kiste, kasse, pakke, kuffert, skrin eller deslige af 50 punds vægt eller derunder, kostede i fragt.

Tabellen gør grundig rede for næsten enhver art af last, som overhovedet kunne tænkes at forekomme. Der nævnes dog ikke i færgebevillingen noget om, hvem der drev færgeriet.

 

I samme familie i 275 år

Den 25. juni 1860 godkender Frederik den Syvende, at der

  • Allernådigst forundes styrmand Laust Mikkelsen Gram eneretsbevilling på færgefarten fra Ballum til Rømø

Senere var det dennes svigersøn, Frederik Lausten, der overtog færgeriet. Herfra gik bevillingen videre til dennes svigersøn Christian Jefsen, der solgte færgeriet i 1909 for 15.000 mark. Da havde Ballum – Rømø – forbindelsen været i samme families eje i 275 år, hvis vi helt kan stole på begyndelsen af historien.

Efter at en konsortium på Rømø i nogle år med stigende tab havde drevet ruten, overgik den i 1919 til H. Clausen og senere igen til Laurits Nielsen, som drev ruten fra 1923 til dæmningen blev åbnet i 1948.

 

Pastor Jacobsen oprettede ny forbindelse

Grevskabet Schackenborg have bevillingsretten til færgeriet til 1853, da postvæsnet tog ansvaret. I 1865 fornyede det prøjsiske den gældende kontrakt uden ændringer. Efter 1920 var det igen det danske postvæsen, der havde ansvaret.

Men der var nu også andre ruter til Rømø. I 1899 oprettede den kendte pastor Jacobsen, som også stod bag det badested, som vi tidligere har omtalt i en artikel. Denne færgerute gik fra Skærbæk Brohoved til Kongsmark.

 

Det kneb for det lille dampskib

Med et lille dampskib, der blev døbt Rømø sejlede man gennem Brede å’ s gamle udløb og over det flade vand til øen. Denne rute overtog i nogle år postbefordringen. Men sejladsen blev besværliggjort ved, at der ofte var for lidt vand, så dampskibet ikke kunne sejle ind til Brohovedet. Derfor måtte passagerer og post af og til dirigeres over den gamle rute fra Ballum.

Ruten fra Skærbæk Brohoved bestod til 1907, da den blev nedlagt. Den gamle færgerute fik postbefordringen tilbage.

 

En anløbsbro på 230 meter

Nogle år efter Genforeningen blev ruten lagt om. Nu gik den ikke længere fra Bådsbøl Ballum til Havneby, men fra Ballum Sluse til Kongsmark, hvor man benyttede pastor Jacobsens anlægsbro.

Denne anlægsbro var på hele 230 meter.

Men vi skal da også lige huske, at omkring år 1900 drev pastor Jacobsens selskab en sommerrute mellem Havneby og List.

 

Højer – List – Havneby

I årene 1915 – 1918 var der en dampskibsrute mellem Højer, List og Havneby. Efter at statshavnen blev indviet i Havneby i 1964 kom der igen fast færgeforbindelse mellem Rømø og Sild.

Den eneste forbindelse til øen under krigen var pr. skib fra Højer Sluse

 

Beskrivelse af en færgetur

Dukker vi ned i Rømø – litteraturen kan vi få en beskrivelse af sådan en færgetur af den gamle postkasserer Hans Carl:

  • Fra Færgekroen i Ballum skulle man køre med vogn ud over vaderne til færgen.

Hestene var vant til turen, så de gik roligt fremad, selv om vandet nåede dem til bugen. Var det blæsevejr, kunne vandet godt sprøjte ind over vognen, og det var derfor langt fra altid, man slap tørskoet fra turen. Når vognen var kommet langt nok ud – som regel ca. 1 km – og var kørt op på siden af den opankrede færgebåd fandt den til tider ret vanskelige omstigning af personer og omladning af gods sted.

 

Efter at udvekslingen af personer, gods og post var tilendebragt, og havde fået hilst på bekendte, som skulle den modsatte vej, returnerede vognen til Ballum.

Sejlene blev sat, ankeret hevet om bord, og sejladsen til Rømø kunne påbegyndes. Overfartstiden afhang af strøm – og vindforhold. Ankommet til Havneby blev der kastet anker.

 

Passagererne blev her afhentet med en lignende vogn, som anvendtes ved Ballum, dog af noget mindre format.  Og forspændt den gamle ”Lise”, et sindigt og roligt dyr, som havde gjort turen adskillige gange og var kendt med forholdene.

 

Selv om færgefarten mellem Rømø og fastlandet under nogenlunde gunstige vind og vandforhold mildest talt var uhensigtsmæssig og langtfra tidssvarende, var den dog intet at regne sammenlignet med istransporterne, der ved vintertide opretholdt forbindelsen mellem øen og fastlandet.

 

Om vinteren, når isen dækkede vandet eller drev frem og tilbage i Vadehavet satte man ind med istransporten. Når der øjnedes en revne i isen, blev isbåden af et par mand skubbet ud over den faste kystis og ankommet til åbent vand roet ud i retning af fastlandet.

 

Det hændte dog også at isjollen ved hjælp af hager og stager måtte manøvreres frem mellem de drivende isflager, en skrap omgang, der krævede sin mand fuldt ud.

Ankommet til den faste kystis på fastlandssiden blev passagererne overladt til sig selv.

 

 Der måtte de klare den på bedste måde, og selv om de havde været så fornuftige at medbringe lange støvler, kom de alligevel i mangfoldige tilfælde til at stifte bekendtskab med det salte havvand.

 

Farlige ture

Sådanne vinterture kunne godt være langvarige, kolde og farlige. Strømmen og tidevandet kunne drive båden ud i Listerdyb, hvor man så kunne blive liggende til vandet vendte og båden igen kunne komme ind gennem dybet og nå frem til Havneby.

 

En tur over isen

I vinteren 1916 ville et pat mænd hjem til Rømø for at fejre jul. Den ordinære rute var aflyst grundet isdannelser i farvandet. Men de vandrede så ud på isen sammen med dem, der havde ansvar for postforsendelsen. De kom velbeholden op i isjollen.

Men nu tog ebbestrømmen fat. Store ismasser pressede nu båden ud i Listerdyb. De blev til sidst presset ind mod Rømø’ s kyst i nærheden af Havneby, hvor de ombordværende gik i land. Turen havde taget ca. et døgn uden varm, uden mad og uden drikke.

I Sprogforeningens Almanak 1970 fortælles om en episode fra 1903, hvor 20 mand samledes en tidlig vintermorgen 1903. Der var sat en del kaffepunche til livs, men pludselig meddelte skipperen, at båden ikke kunne sejle.

 

Jeg er skide fuld

Man delte sig op i grupper og ville gå over isen. Men det var nu meget risikofuldt. En Dr. Moritz, der har skrevet en bog om Rømø fulgtes med en ung pige. Efter 4 – 5 timer var de nået Bådsbøl men var drattet ned i isen.

Sammensunken på en isblok fandt man en sammensunken dame på en isblok:

  • Jamen Gud, Anna er du syg?
  • Nej, men jeg er skide fuld

Heldigvis havde denne Dr. Moritz taget en flaske cognac med, og det blev deres redning.

 

En skinnevej

En anden form for kollektiv transport på Rømø har man for længst glemt. Og det er jernbanedriften. Det var Pastor Jacobsens Badekonsortie, der i 1897 – 1898 der anlagde denne skinnevej. Den udgik fra Kongsmark Færgekro. Med denne skulle de rejsende køre det sidste mil til selve badeparadisset. Ja strækningen er ikke mere end 4 kilometer.

Der var store planer med damplokomotiver. Men sandet kunne ikke bære maskinerne. Så man måtte nøjes med en enkelt Lise eller to.

 

En motoriseret skinnecykel

Men nu var der også en motoriseret maskine på banen, idet en bager bragte morgenbrød til badehotellet, og han brugte en motoriseret skinnecykel.

 

Transport med vind

Ja uden for badesæsonen blev banen brugt på en anden måde. Man brugte vinden som drivmiddel. Køres med sejl blev legalt. Men man måtte dog stage sig frem den ene vej. Og så var den legale tophastighed sat til 15 kilometer i timen. Men det så man dog lidt stort på.

Banens sidste driftsår var 1940. Sporene blev taget op i 1941 og solgt til brunkålslejrene i Brande.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak 1970
  • E. Sørensen: Rømøs Historie
  • C. Hansen: Den gamle færgerute fra Bodsbøl – Ballum til Rømø (1970)
  • Niels Jensen: Sønderjyske jernbaner (1975)
  • Nis Edwin List Petersen: Sagn og historier fra Rømø (1976)
  • Kurt Koch: Danske Dampskibsselskabers historie (1929)
  • (Snart offentliggører vi litteraturliste Rømø)

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk:

  • Da Rømø fik sin Nordseebad
  • Agga – en sønderjysk pige
  • Ude mod vest
  • Rømø – den tredje tur
  • Rømø – endnu engang
  • Ballum – dengang
  • Det vestlige Sønderjylland
  • Rømø – en ø i Vadehavet
  • Mellem Højer og Ballum
  • En vandretur mod vest – dengang

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland