Fælledbisser og Prinser (NørLIV 16)

Dette er vores 16. bidrag til Ugeavisen Nørrebro Liv. Det handler i første omgang om Fælled-bisserne. De bosatte sig her på Fælleden, for ude i Lersøen var industrien kommet for tæt på. Og måske var politiet også blevet lidt for aktive. En af de mest berømte Fælled-bisser var Maja Robinson. Man sagde om hende, at hun havde været meget smuk og gift med an australsk læge. Der blev sandelig også kæmpet om hendes gunst. Mange forsøgte at hjælpe hende ud af hendes tilværelse. Det var herude, at Robert Storm Petersen fandt sine motiver. Ja anden del i artikler handler om ”Prinserne”. De bosatte sig bl.a. på Blågårds Plads. Og de levede hovedsagelig af flydende føde. Prinserne var gode babysittere. Og da alkoholen steg i pris, jamen så lavede de et hjemmebrænderi i Rådmandsgade, men ak det blev opdaget.

Udtrykket ”bisse” stammer egentlig fra kvæg, der går frit på græs. Da Fælledbisserne var utilpassede, frie sjæle, der aldrig kunne holde sig i ro, fik de øgenavnet ”bisser”, der som ”bøller” stadig lever i folkemunde for ”rå og ubehøvlede personer”

Fælledbissernes ”dronning” var Maja Robinson. Hun havde efter rygterne været en fin lægefrue i Australien. Men så var hun kommet til Danmark, hvor misbrug havde ødelagt hende. Hun skulle som unge have været billedskøn. Hun gik rundt med et billede af sig selv, inden det blev slidt.

Deroppe hvor Aldersro Bryggeri lå, var der engang en tobaksfabrik, der hed A/S Lichtinger. Ja det var omkring det nuværende Jagtvej 169. Her havde en række kvindelige medarbejdere flere gange forsøgt at bringe Maja Robinson på ret køl. De samlede ind til hende og klædte hende på fra yderst til inderst. Men det hjalp ikke.

Engang imellem forsvandt hun helt, så kom hun pludselig tilbage. Det var altid ballade omkring hende. For alle ville gerne være ”Førstebajs” hos hende. Men det var som regel ”Proppen”, der vandt.

Man sagde om hende, at hun hver måned fik tilsendt penge fra hendes forhenværende mand. Når hun så blev anholdt og sat i brummen, kunne hun finde på at klæde sig af over for de rødmende betjente. Senere ude på Fælleden fik hun om sommeren 5 øre for at trække op i kjolen af rødmende karle.

En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen kom meget på Fælledbisserne. Han brugte dem til sine berømte motiver med vagabonder. Men ak tidens tand ramte også Nørre Fælled. Det blev forvandlet til folkepark, bebyggelse og idrætsanlæg. Flokken delte sig. Halvdelen søgte ind på Blågårds Plads. Og de andre søgte ud omkring Rentemestervej, hvor en del af dem blev kræmmere og klunsere.

Nogle få kom fri af miljøet og fandt deres plads i samfundet. Men de fleste af Lersø-bøllerne og Fælled – bisserne endte deres dage som forhutlede drankere på Sundholm.

Ib Spang Olsen fortæller i sine erindringer fra kvarteret omkring Bryggervangen og Vognmarksmarken minder om Fælledbisser og Maja Robinson. De var ofte gæster i Likørstræde ved Kristineberg.

De rigtige damer gik i en stor bue forbi Maja, når de så hende. Om vinteren boede Maja og Julius i et skur bag Persons Stenhuggeri. I Ledvogterhuset ved ”Holger Danskes Briller” blev Maja og Julius vasket. Men Maja havde det nu ikke let. I Aftenbladet den 14. september 1917 var overskriften:

• Fælleddronningen Maja Robinson slaaet fordærvet af sin kæreste

I 1918 var de ikke så mange tilbage. De var vel kun 5 – 6 stykker. Her så man blandt andet ”Stegt Sild” ”Den Hvide Neger” og ”Krølle Charles”. De var nu ret fredelige, men stjal i ny og næ. Mange lå på Fælleden i en evig brændevinsrus. De var glade, når folk gav dem en skilling. Men ridende politi kom ofte med deres sabler og jog dem på flugt.

Når Maja så børn, havde hun altid en slikpose parat. Hvad der blev af Maja vides ikke. Men endnu i 1940erne så man Julius i Fælledparken.

Nogle af Fælled – bisserne blev til ”Pinserne”. Det kaldte man spritterne på Blågårds Plads. Politiet og vægterne kæmpede en forgæves kamp for at få dem fjernet. Men de sad på bænkene på Blågårds Plads blandt legende børn. Og ofte tjente de en ekstra skilling ved at være babysittere. De var enige om, at følgende skulle stå på deres gravsten:

• På min Gravsten, skal der skrives

Der skal printes på latin:

Under denne Gravsten hviler

Der et smask fordrukken Svin

De sov som regel uden tilladelse i en eller anden uhumsk kælder, lige på det bare cementgulv. Sengetøj betragtede de som luksus. De frøs ikke, sagde de. Det var den indre varme, der bestemte. De opholdt sig i de mange nedrivningsejendomme. Ja her kunne et gammelt spiserkammer sagtens fungere som lokum. Stanken var dog ubeskrivelig.

De blev så i ejendommen indtil entreprenøren begyndte at rive den ned Først når bulldozerne havde fjernet de sidste murbrokker, var prinserne hjemløse. Men så kastede de sig bare over et nyt hus.

Under Første Verdenskrig satte værtshusholderne altid flasker på bordet, når man fik kaffepunch og rødvinstoddy. Som regel blev der en sjat tilbage i flasken. Disse sjatter blev hældt på en flaske. Dette blev så til en bitter, som Prinserne kaldte ”Hanerumpe”. Og grunden til dette, var de mange farver.

Meget populært i de kredse var ”Indianerfrokost”. På stegepanden varmede Prinserne røget markrel, wienerbrød, rugbrød, fedt, tomat og afaldspålæg. Ja så fik de en spirtdram til. Og alt imens skrålede de:

• De Frelserpiger

De er så Fromme

De går med Salmebog

I deres Lomme

Med korte Skørter

Og skæve Ben

Og Ræven går som Slibesten

Man blandede portvin og sprit. Men en langt finere og billigere drik var en såkaldt ”Primuslikør”. Det var kogesprit og sodavand eller saftevand. Nogle blandede også skummetmælk i sprit. Ja man kaldte det for en ”Karbidsnaps”.

Det var gode tider omkring 1908, da en hel flaske Aalborg Taffel kostede 55 øre. Og her var inkluderet en afgift til Staten på hele seks øre. Fra 1. januar 1918 kom en flaske Aalborg Taffel op i den skyhøje pris på 11 kr.

Omkring 1939 var der mangel på spiritus, brændevin og likør. Men det var også mangel på kogesprit. Og så var det i en periode grønt. Dette var ikke godt for prinserne. Myndighederne havde også tilsat bismag til kogspritten. Men Prinserne fandt en løsning. Og det gjorde de ved hjælp af eksperimenter med gasblus m.m. Alt dette foregik på førstesalen i Rådmandsgade 69. Forsøgene gik så godt, at man afsatte flaskerne i restauranterne på Nørrebro. Man fik hele 25 kr. for dem.

Men ak, det blev selvfølgelig opdaget. Men disse Prinser er nu ikke tabt bag en vogn. Anholdelsen foregik på denne måde:

• Ja De er sigtet for hjemmebrænderi. De er arresteret og må følge med
• For hvad?
• Ja vi har lavet en husundersøgelse, og nede i Deres kælder, der har vi fundet remedierne til hjemmebrænderi
• Åh vil det så også sige, at De vil arrestere mig for voldtægt?
• Hvad vil det sige? Har De også begået voldtægt?
• Nej Hr. betjent, men jeg har remedierne til det!

På www.dengang.dk kan du læse alle de andre indlæg, som vi har leveret til NørrebroLIV – i alt så kan du læse 250 artikler om ”Det Gamle Nørrebro”.