Et barn på Nørrebro (NørrebroLIV 15)

Dette er vores 15. bidrag til Ugeavisen Nørrebro Liv. Det handler om det, at være barn på Nørrebro. Vi skal høre om det at være Pølsedreng. Og så var det den Store Badedag. Der var ingen kage til børnene, selv om de selv hentede en stor kurv inde hos en bager inde i byen. Men de kager blev brugt til, at kvinder kunne holde en ordentlig omgang kaffe-komsammen hver uge. Det var ikke altid lige let at være barn på Nørrebro

Pølsedrengene

Spisekammeret var tomt. Det eneste man kunne få var masser af sukkermadder. I stuen var det kun baggårdens lugter. Det var gaslygter ligesom ude på gaden. Ved mørkets frembrud tændte lygtemanden dem med sin lange stang. Petroleumslampen derinde måtte børnene ikke selv tænde. Det var farlig for børn. Elektriciteten eller gassen var lukket på grund af manglende betaling.

På Nørrebro boede alle de fattige med udsigt til baggården. De lidt finere havde udsigt til gaden. På hver etage boede der fem familier, som deltes om to toiletter for enden af den lange gang. Sådan var forholdene omkring Skyttegade. Ja nogle måtte ned til retiraderne nede i gården. Det var nu ikke så rart. Her var masser af rotter.

Beboerne skulle selv sørge for rengøring af toiletterne, så det gik på omgang. De enlige mænds rengøring var ikke særlig effektiv. Så børnene gik kun nødtvungen derud. Når man skulle tisse foregik det i potte, og når den var fuld, blev det bare smidt i vasken.

Det var ellers de store knægtes lod at tømme natpotten. Og det var ikke sjovt, når man skulle ned i retiraderne. Det var heller ikke så velset blandt baggårdens unge. Så det skete ofte efter mørkets frembrud, at den skvulpende potte blev båret ned fra fjerde sal. Det var ikke altid, at der var lys på bagtrappen. Men blev det for meget for ”Pølsedrengne” blev både ”det store” og ”det lille” tømt i vasken. Resultatet var, at indholdet ofte dukkede op hos naboen. Ja så blev faldstammen tilstoppet og man kan forestille sig, hvordan det lugtede om sommeren.

Store Badedag

Stuen blev opvarmet af en lille kakkelovn. Når det var højvande i kasse, blev der fyret med koks. Og hvis købmanden ikke ville give kredit, så brugte man sammenpressede avisbriketter.

Godt nok havde man vaskekældre, men det var billigere at vaske i køkkenet, selv om det var drøjt. Tøjet blev kogt i en gryde over gassen, og det var kun koldt skyllevand. Om vinteren blev tøjet tørret ved kakkelovnen i stuen.

Hver lørdag skulle familien i bad. En stor balje blev sat i stuen. Og vandet blev varmet i fløjtekælderen. Baljen blev kun fyldt en gang, så alle måtte bruge det samme vand. Og de små måtte vente til allersidst. Det kunne jo være at de tissede i vandet. Der blev skrubet og håret vasket i brun sæbe. Så måtte man have en klud for øjnene, ellers gik det galt.

Bagefter blev der kæmmet med den store tættekam. At have lus var det værste, der kunne overgå børnene. Havde man lus måtte man i gang med olie. Det var også uheldigt, hvis skolelægen opdaget, at man havde fnat. Så måtte børnene en tur på Kommunehospitalet. Og det blev en barsk omgang. Man blev smurt ind i en fed substans og sænket ned i et badekar med varmt vand. Efter endt opblødning blev man skuret med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Derhjemme måtte man huske at udskifte sengetøjet. Alt andet tøj skulle vaskes.

Mange lejligheder var en ren lopperede. Det var fugtigt, og der var ikke muligheder for udluftning. Pludselig følte man, at det kriblede og krablede alle steder. Gulve og paneller blev vasket i salmiakspiritus og møblerne skoldet. Det kunne holde tøjet i skak i nogen tid, indtil de atter kravlede igennem gulve, vægge og loft.

Butikkerne på Nørrebro havde store problemer med børn, der rapsede. Der gik konkurrence i, hvem der hurtigst kunne hugge fra forretningens udstillingskasser. Når det blev opdaget holdt man en lille pause og så gik man i gang igen. Disse togter skabte stor respekt i baggården.

Mange gik i søndagsskole, bl.a. i Gartnergade. Det var ikke nødvendigvis på grund af almindelig dannelse. Men her var hygge og varme. Om søndagen marcherede Frelsens Hær med fuld musik gennem Rantzausgade med alle unger bagefter. På Blågårds Plads blev der talt om Gud den almægtige.

Man fik at vide, at man ikke måtte lyve, men hvis købmanden kom med regningen, måtte man godt sige, at far ikke var hjemme, selv om han gemte sig inde i soveværelset. Gasmanden kom hver måned for at tømme gasautomaten for mønter. Men faderen havde allerede været der. Så blev der ellers brutalt slukket for gas og lys. Så var det slut med kaffe, kartofler og spejlæg.

Ingen kage til børnene

Når det gik helt dårligt så kom ”Dullen” fra Kommunen. Hun skaffede nye tandbørster og spisebilletter til folkekøkkenet. Men brunkål eller gule ærter med flæsk kunne være barsk kost for børn, der ikke var vant til varm mad. Ofte solgte familien disse spisebilletter for at skaffe nogle kontanter.

Børnene var i evig kamp med viceværterne. Øretæverne måtte man så tage, hvis man blev fanget. Og så var det Ladegårdsåen – en skøn legeplads. På det grønne område ned til åen blev der arrangeret boksekampe. Så var det også de drabelige kampe mod de andre gader.

I åen blev der fanget aborrer og skaller. Sommetider var man heldig og fange en gedde. Der blev sejlet med bræddestumper, fanget blodigler, rygsvømmer, salamander og skøjteløber. Man løb på skøjter om vinteren og balancerede på isflager. Kunsten bestod at vippe de andre i vandet uden selv at blive våd.

Et kendt bageri inde i byen havde tilbudt et børnehjem en stor kurv wienerbrød og kager en gang om ugen. Så kunne børnene finde ud af, at sådan noget også eksisterede. Det var selvfølgelig strengt forbudt, at tage noget på turen tilbage til Nørrebro. Og det blev tjekket hos børnene. Munden blev revet op og forstanderinden lugtede dem i munden. Var forbuddet blevet ivertrådt var det eller prygl og mørk arrest.

Og kagerne, ja dem fik børnene aldrig at se eller smage. Om eftermiddagen samledes nemlig forstanderindens talrige veninder til kaffegilde med børnenes kager til. Det var under disse gilder, at børnene fik lov til at sidde ved vinduerne ud til gaden og kigge på livet.

Ja og denne historie med kagerne, er en som Asta Nielsen, den store filmskuespiller har oplevet. Hun boede en overgang i nærheden af Stefans Kirken. Hvor dette foregik.

På www.dengang.dk kan du læse 249 artikler om det gamle Nørrebro