En politibetjent i Tønder
En kort audiens 1932. Et beskedent værelse på Strucksalle. Et hyggeligt pensionat på banegården. Kontrolsteder på Banegården – Møllehus og Sæd. Gammeldags lokum kun i absolut nødstilfælde. Grænsegendarmerne skulle holde sig udenfor. Det dansk – tyske forhold. Specialtilladelse. Paskontrollen på banegården. Uniformen var lang tid undervejs. Tre slags stempler. En brøler af betjenten. Et godt forhold til de tyske kollegaer. Betjenten kom med på ”100 mands-holdet”. Man talte ikke med SS-vagterne ved grænsen. Strengere bevogtning og nu bevæbnet. De tysksindede i Tønder blev frækkere, mente betjenten. Uniformsloven. Den berusede sømand. Statspolitichefen kunne ikke lide politimester Seidenfaden. Gendarmen kunne ikke følge med Paludan-Müller.
En kort audiens 1932
Det var i 1932 – En ny betjent var kommet til byen. Det var en meget kort audiens hos politimester Seidenfaden. Han fik besked om at henvende sig i paskontrollen på banegården. Det var her han indtil videre skulle forrette tjeneste.
Et beskedent værelse i Strucksalle
Lederen af paskontrollen var overbetjent Neisgaard. Han stammede fra Vendsyssel. Han var en uhyre rar mand, der bad en af de ældre at være behjælpelig med at finde et sted at bo til den nye unge betjent. Kollegaen var meget kendt i Tønder. Han henviste til enkefrue, fru Røhe i Strucksalle. Her fik han et beskedent værelse til en rimelig pris. Fru Røhe var krigsenke og havde været lærer.
Selv om hun tilhørte det tyske mindretal var hun en særdeles rar og venlig dame, bemærkede den unge betjent, der kom oppe fra landet. Hun havde to døtre boende hos sig. De gik begge i den tyske skole i Tønder. Ingen af dem, hverken moderen eller døtrene lod sig nogensinde mærke med deres politiske tilhørsforhold.
Et hyggeligt pensionat på Banegården
På banegården i Tønder var der bl.a. en slags pensionat i ventesalen, hvor den unge betjent spiste. Det var to venlige damer som var kommet til Tønder fra Thy, der drev restaurationen og dermed ”Pensionatet”. Her mødtes hver dag to toldassistenter, en lokomotivfører og den unge betjent. Det var hyggeligt at spise her. Her kom mange mennesker.
Banegården, Møllehus og Sæd
På dette tidspunkt var Tønders politistyrke delt i to afdelinger – nemlig styrken på politistationen og styrken ved paskontrollen. Et tilsvarende antal var på selve stationen.
Under paskontrollen hørte tre forskellige ”steder” nemlig:
- selve banegårdens paskontrol
- kontrollen i Møllehusbro
- Kontrollen i Sæd
På selve kontrolbygningen i Sæd boede Wind og Berthelsen. På fridage og ferieperioder blev de afløst af betjente fra Tønder, men ellers blev kontrollen i Sæd i det daglige passet af de to fastboende. Ud over de to betjente boede der også en toldbetjent i bygningen.
Gammeldags lokum kun til nødstilfælde
I ”Møllehusbro” fandtes der dengang kun en mindre træbygning. Der var ikke installeret elektricitet eller vand. Opvarmningen foregik fra en gammel kakkelovn. I en lille træbygning fandtes der brændsel samt i et hjørne et rigtig gammeldags ”lokum”, der kun blev benyttet i absolut trængende tilfælde.
Transporten derud foregik på cykel. Det var en lidt blandet fornøjelse på en vinterdag, men den unge betjent overlevede og ingen gjorde indsigelser over de ret primitive forhold. Ikke langt fra træbygningen i Møllehus lå en mindre toldbygning, hvor der boede en toldbetjent.
Grænsegendarmerne skulle holde sig udenfor
Ud over politi og told var det hele døgnet vagt af en grænsegendarm. Samarbejdet mellem de tre forskellige kategorier af tjenestemænd var fortrinligt. Grænsegendarmerne skulle hele tiden opholde sig udenfor. Det var dem på det strengeste forbudt at gå ind og få lidt varme. Der blev ret hyppigt foretaget kontrol af en grænsevagtmester.
Det dansk – tyske forhold
For en oppe fra landet var det lidt mærkeligt at se tosprogede skilte med gadenavne. Og så skulle man også vænne sig til, at der indimellem blev talt tysk på gaden. Man fik af kollegaer at vide, hvilke butikker, der var dansksindede og hvilke, der var tysksindede. Det var en selvfølge at man handlede i de dansksindede butikker.
Selv på skolebørnene kunne man se, hvem der gik i tysk skole. De gik nemlig næsten alle med en uniformskasket. Men ellers gik det uden gnidninger. Man tolererede hinanden. Tyskerne holdt til i Tonhalle, hvor danskerne ikke kom.
Speciel tilladelse
Adskillige større gårde, der lå lige i nærheden af grænsen, havde en del af jorden beliggende på den anden side af grænsen. Disse mennesker havde selvfølgelig en særlig form for tilladelse til at overskride grænsen. De havde deres egne overgange, som de – og kun de – måtte benytte uden særlig kontrol.
Paskontrollen på banegården
Paskontrollen på banegården foregik på den måde, at rejsende fra Tyskland – Niebøl – steg af toget og gik ind til toldkontrol. Fra toldvæsnets lokale skulle de rejsende derefter gennem politiets paskontrol og først derefter kunne de fortsætte enten på indkøbstur i byen eller med et dansk tog videre mod nord.
Uniformen var lang tid undervejs
Det gik temmelig lang tid, før man fik en uniform. Efter nogle dage kom der fra udrustningskontoret i København et måleskema. Med dette skulle man så henvende sig til en lokal skræddermester og få ham til at påføre skemaet de mål, hvorefter et firma i København skulle fremstille en uniform. Efter temmelig lang tid kom der en påbegyndt uniform, hvor den unge betjent så atter skulle henvende sig til skrædderen med. Han skulle rette den til, hvorefter den skulle returneres til København, hvor den så endelig blev syet færdig og sendt til den unge betjent. Det gik endnu længere tid inden der så kom en uniformshue.
Uniformen bar præg af, at den var beregnet for Sønderjylland. Således var huemærket et forgyldt rigsvåben. Samme rigsvåben fandtes på begge sider af den grønne krave. Knapperne var forsynet med tre løver og ni hjerter, alt sammen noget der havde med det sønderjyske at gøre. Fra udrustningskontoret fik den unge betjent tilsendt en brugt uniformskappe, en brugt cykel samt en regnfrakke og et par lædergamacher.
Efterhånden fik den unge betjent på fornemmelsen at han var politibetjent. Men politiskiltet blev først udleveret ved fastansættelsen.
Tre slags stempler
Efterhånden som man blev iklædt og havde udstået en vis læretid fik man udstået en vis læretid, ja så fik man betroet paskontrollen alene en gang imellem både på banegården og ved grænsen. På det tidspunkt var kontrollen temmelig effektiv. Der blev brugt meget tid på at efterse de rejsendes pas. Der var tre forskellige stempler. Nemlig et for indrejse og for udrejse og endelig et for afvist. Det sidste blev brugt meget sjældent.
Kom der en eller flere, der ikke var i besiddelse af penge og ikke på direkte forespørgsel kunne redegøre for deres ærinde, kunne man afvise dem. Det røde afviserstempel betød, at man så ikke bare kunne rejse et andet sted over grænsen. Stemplerne var forsynet med numre, som man skulle indføre i tjenestebogen, hvilket nummer man havde anvendt under vagten. Hvis det så var sket en fejl kunne man så finde frem til ”den skyldige”
En brøler fra betjenten
Vores unge betjent begik da også sin allerførste brøler, da han var på alene-vagt en aften på banegården. En tysk dame viste sit pas og hun fik indrejsestempel. Indvendig på omslaget af passet bemærkede han godt nok, at der var skrevet U.M.T. Derunder var så kriminalpolitiets stempel samt et journalnummer. Den unge betjent vidste ikke, hvad det betød.
Næste dag kom en af kollegaerne fra kriminalpolitiet ned på stationen. Han havde mødt den pågældende kvinde på en restaurant i Tønder. Han havde sørget for, at hun i ”stilhed” blev lempet over grænsen ved Sæd. De famøse tre bogstaver betød nemlig ”Udvist med Tilhold”. Kollegaen havde ordnet det hele ganske smertefrit. Den pågældende dame vidste udmærket, at hun ikke måtte rejse ind i Danmark. Hun havde sagt at det var en ganske ung betjent, der sad ved paskontrollen. Så kunne kollegaen godt regne ud, hvem synderen var. Kollegaen havde på sin egen måde sparet vores unge betjent for ubehageligheder.
På det tidspunkt hed stationslederen ved kriminalpolitiet K. Larsen, der gik under navnet ”den onde maler”. Han fik aldrig noget at vide om sagen.
Et godt forhold til de tyske kollegaer
Forholdet til kollegaerne på den tyske side var godt. Tyskerne kom ret ofte over til en hyggelig sludder. De fleste af de tyske tjenestemænd var i 50 – års alderen. Det skulle senere vise sig, at de absolut ikke var nazister.
Et hårdt job for en grænsegendarm
Gendarmerne patruljerede i nattens mulm og mørke langs selve landegrænsen. Det var ikke noget behageligt job. Selve vagten ved grænseovergangene kunne til nød gå an. Men turene ud langs grænsen ganske alene såvel dag som ved nat var ikke rare.
De havde altid fire timer ad gangen. Hvis f.eks. tjenesten begyndte kl. 12 middag, havde han tjeneste til klokken 16. Derefter gik han hjem men skulle igen møde klokken 24 til klokken 4 om morgenen. Gendarmen havde på denne måde faktisk ikke noget ud af dagen og heller ikke af natten, men således var det dengang.
Gendarmerichefen boede i Gråsten. Han kom en gang imellem på inspektion. Det var først Moltke, som imidlertid blev afløst af Paludan-Müller, der som bekendt skød sig selv i 1944 i kamp mod tyskerne foran sit hus. Vi har skrevet flere artikler om ham.
Betjenten kom med på ”100 mands-holdet”
Da Hitler kom til magten, medførte dette til forskellige forholdsregler på den danske side af grænsen. En ganske voldsom udvidelse af kriminalpolitiet blev der givet bevilling til. Det var det såkaldte ”100-mands hold”. Det kom til at bestå af yngre mænd fra hele landet.
Den oprindelige mening med dette var, at dette hold skulle kunne tilkaldes til steder eller optrin, hvor en hurtig og effektiv indsats var påkrævet. Vores unge betjent kom med i denne gruppe. Uniformen bestod af den ”sønderjyske uniform”, men nu med guldstribe samt et rigsskjold på venstre ærme.
Man talte ikke til SS – vagterne ved grænsen
Han var nu blevet overført til det, der hed Statspolitiet. Som skrevet var Hitler kommet til magten. Og ved grænsen var der også sket noget. De gamle tjenestemænd på den tyske side var med øjeblikkeligt varsel overført til den polske grænse. Deres danske kollegaer så dem aldrig igen.
De var i første omgang afløst af nogle SS-folk. Det var dem i sorte uniformer med dødningehoved som pynt.
De prøvede ganske tydeligt på at ”fedte sig ind” hos de danske vagter ved grænsen. Men de havde aftalt, at de ikke ville tale med dem. Så snart de kom gående på vejen ned mod de danske grænsevagter, gik de ind og lukkede døre og vinduer. De blev ret hurtigt klar over, at danskerne ikke ønskede at tale med dem.
Strengere bevogtning ved grænsen
Ved grænsen havde de danske vagter fået ordre til at ”anlægge” livrem med skrårem og skarpladt pistol. Tyskerne der passede grænsen, lurede lidt på dette. Det havde de aldrig tidligere set. Der blev påbegyndt en meget stærk patruljering i grænseområderne. Foruden de mange uniformerede var der af og til enkelte kollegaer fra rejseafdelingen nede ved grænsen. Det var ganske tydeligt, at man fra dansk side ikke var begejstret for de ændringer, som efterhånden skete i Tyskland.
De tysksindede blev ”frækkere”
De meget tysksindede mennesker i Tønder, blev efter den unge betjents opfattelse blevet lidt mere ”frække” efter nazismens overtagelse af magten i Tyskland. Således var der mange steder i Tønder anbragt hagekorsbannere i vinduerne ud mod gaden. Det virkede og var meget provokerende. Men man kunne ikke forbyde de pågældende at anbringe disse bannere i deres stuevinduer.
Det var en selvfølge at man som rigsdansker oppe fra ”det gamle land” meldte sig i en af de nationale foreninger i Tønder.
Uniformsloven
På et ret tidligt tidspunkt kom der en bekendtgørelse om, at det var forbudt at bære ”emblemer, uniformer eller uniformsdele”, der viste, at man tilhørte et bestemt politisk parti. Denne bestemmelse var sikkert langt mere aktuel ved grænsen end andre steder i landet.
Ved grænsen var man meget opmærksom på dette. Ingen rejsende syd fra måtte ikke bevidst eller ubevidst overtræde denne bestemmelse. Formentlig kendte nazisterne disse bestemmelser. Alligevel mødte de op ved kontrolstationerne med deres emblemer. De fik ingen indrejsetilladelse før deres emblemer var fjernet.
Den berusede sømand
En sen aften ved Sæd kom en tysk taxa. Chaufføren kom ind og fortalte, at han havde en syg dansker med i bilen. Det viste sig at være en sømand fra Odense. Han var tidligere på dagen kørt ud af landet. Han var frygtelig mishandlet og blødte voldsomt, men han var også voldsom beruset.
Chaufføren var kommet forbi en arbejdslejr i Sønder Løgum (Ladelund?). Uden for porten stod to vagter med spader i stedet for geværer. Den berusede sømand havde gjort nar af de to vagter og havde sagt forskellige mindre pæne ting om Hitler og Det tredje Rige i sin helhed.
Vagterne havde trukket ham ind i lejren, hvor han var blevet gennembanket på det voldsomste, hvorefter de havde beordret ham kørt til grænset og afleveret til dansk politi. Han blev tilset af en læge, vasket og forbundet. Derefter kunne han fortsætte. Han gav meget tydeligt til kende, at han havde været i Tyskland for sidste gang.
Statspolitichefen kunne ikke lide politimester Seidenfaden
Statspolitichefen var en enkelt gang på inspektion. Han ville se dagbogen. Og så skrev han ”Set den” med hans karakteristiske underskrift. Han var ikke særlig gode venner med politimester Seidenfaden. Og så advarede man hinanden, at den øverste chef var på vej. Og så skulle man huske at fjerne askebægere. Tobaksrygning på stationen og kontrolstederne var absolut forbudt.
Seidenfaden var ikke så populær hos de tysksindede. Han var politimester i Tønder til 1934. Han viste stor handlekraft og skabte opmærksomhed, da han i 1922 genskabte roen ved strejkeurolighederne ved at indsætte militæret. Han blev formand for politimesterforeningen. Ved tyskernes aktion mod dansk politi lykkedes det ham at flygte. Han gik under jorden og var med til at opbygge et illegalt politi.
Gendarmen kunne ikke følge med sin chef
Når Paludan-Müller kom på besøg hos grænsegendarmerne, var det altid som passager i en sidevogn på en motorcykel som blev ført af en gendarm fra Gråsten. På bagsædet sad også en gendarm. Fra Sæd gik Paludan-Müller til fods til Rudbøl. Og den stakkels gendarm havde stort besvær med at følge med. Lettere var det for føreren af motorcyklen. Han skulle køre af landevejen til Rudbøl, hvor de to igen steg på.
Vores unge betjent blev forflyttet til Gråsten, hvor han blev forlovet. Derfra gik turen til Viborg. Det var med stor vemod, da han forlod Sønderjylland.
Kilde:
- dengang.dk – diverse artikler
- Sønderjysk Månedsskrift
Hvis du vil vide mere:
- dengang.dk indeholder 2.112 artikler
- Under Tønder finder du 350 artikler
- Under Padborg/Kruså/Bov finder du 66 artikler
- Under Sønderjylland finder du 259 artikler
- Under Nørrebro finder du 329 artikler
- Politi
- Tønders politistyrke: 1 mand
- Da politimesteren skulle smides ud af kirketårnet
- Det hemmelige politi
- Dansk Politi under pres
- Politiet under besættelsen
- Politiassistent Rantzau
- Politi og banditter på Nørrebro 1-2
- Masser af politibetjente
- Da Politiet gik patrulje på Nørrebro
- Den Sønderjyske politiadjudant
- Ballade i sædelighedspolitiet
- Fælledvejens Politistation
- Gendarmer
- Grænsen og dens bevogtere
- Obersten fra Tønder
- Var Paludan-Müller en folkehelt
- Gendarmer ved Grænsen 9. april 1940
- Dansk agent var skyld i gendarmers død
- Dramaet ved Viadukten 1-2
- Pas på grænsen 1-2
- Grænsen
- På vagt ved grænsen 1945-1949
- De slagne ved grænsen
- Grænsen dengang (b)
- Man strides om grænsen
- Manden, der skabte grænsen
- En tur langs grænsen 1-2 og mange flere