Dette kaldte han sig selv. Gennem 50 år var en driftig forretningsmand på Nørrebro, og i de 10 af årene var han formand for Nørrebro Handelsforening. Han gik med kalot i lommen, hans far havde kastet den væk. Jøderne var ikke velset alle steder. Vi kigger på nogle af de betragtninger, Albert Borenhoff gjorde sig ved sin afgang. Der var masser af butikslukninger og hele tre handelsforeninger på Nørrebro. Blågårdsgade var kun skyggen af sig selv.
Jøderne var ikke velset, alle steder
Omkring århundredeskiftet klumpede de 2 – 3.000 østeuropæiske jøder sig sammen, først i kvarteret omkring Adelgade og Borgergade i det Indre København. Siden var det omkring Blågårdsgade på Nørrebro. Men de var måske lige så lidt velkommen, som mange af de andre indvandrere er i dag. Mange københavnere havde nok heller set jødernes hæl end deres tå.
Men få mange jøder var det en befrielse at komme til København. Så stor var befrielsen, at mange afskrive deres religion.
Lukning af butik efter 50 år
Han måtte lukke sin butik efter cirka 50 år – i 1997. Manufakturhandler Albert Borenhoff var en ung andengenerationsindvandre, der kom til Nørrebro efter 1945. Disse indvandrere rykkede sig sammen i Blågårds – kvarteret, Og Borenhoff lærte mange af dem, der havde samme baggrund som ham selv, at kende.
Købte navnet for 33 kr.
Albert Borenhoffs far, Israel kom til Danamark i 1905 som russisk – jødisk emigrant. Han blev dansk gift og købte det hjemmelavede navn Borenhoff for 33 kr. og 33 øre. Efterhånden arbejde han sig op i tekstilbranchen. Skrædderen Israel Borenhoff var ved anden verdens udbrud ejer af en forretning i Århus Midtby, hvor familien boede på det tidspunkt. I 1943 flygtede familien til Sverige.
Krone – Magasinet blev købt
Efter befrielsen slog familien sig ned i København. Og i 1948 købte Israel Borenhoff, Krone – Magasinet, Nørrebrogade 27. Butikken var grundlagt den 6. oktober 1897 af M. Thorup. Dengang som herreekviperingshandler.
I 1966 overtog Albert butikken efter sin far. I over halvdelen af butikkens 100 årige historie havde butikken solgt damekonfektionsartikler. Nu skulle den fortsætte med Basketstøvler og inline – rulleskøjter. Sports Master havde overtaget butikken.
Københavns Spisekammer ændrede karakter
Albert Borenhoff havde set Københavns Spisekammer, Blågårdsgade, ændre karakter. Det var en meget livlig gade dengang da linje 3 kørte gennem gaden i begge retninger. Det var dengang, da der var 25 – 30 slagtere og fiskehandlere i gaden.
I Blågårdsgade blev de flotteste lejligheder opført oppe ved Nørrebrogade. De mere ydmyge blev placeret nede ved Ladegårdsåen. I gaden var der butikker for enhver pengepung. Dengang sagde man, Vil man sælge hatte, må man bo i Blågårdsgade. Damerne kom langvejs fra for at opsøge gadens eksklusive modebutikker. Det var dengang, at der var en rivende omsætning i Blågårdsgades butikker.
Erstattet af noget sekundært
Her i 1997 var der kun en slagter tilbage. Store flotte detailhandelsvirksomheder var blevet erstattet af grønthandlere og pizzeriaer. Borenhoff mente, at nu var der kommet noget sekundært, som ikke kunne måle sig med det, der engang var.
– Hvis udviklingen fortsætte – hvis det kundeunderlag, som skal handle lokalt, har andre indkøbsvaner, så tror jeg ikke et øjeblik på, at Nørrebrogade kan genopstår som kvalitetsgade.
Er det Nørrebros fremtid?
Borenhoff mente, at man kunne finde ud af det andre steder, så hvorfor ikke på Nørrebro? Man kunne bare se på venstre Seinebred eller Soho i London. Her findes der handelsmiljøer, hvor folk kombinerede deres indkøb med en sjov oplevelse.
– Når folk driver fra den ene fortovsrestaurant til den anden, opstår der impulsindkøb. Måske er det Nørrebros fremtid?
Nu er Borenhoff ikke hvem som helst. Han var en driftig forretningsmand, der også blandede sig i Nørrebros lokale forhold. Han var formand for Nørrebro Handelsforening. Han havde afløst Knud Schou på formandsposten. I 10 år sad han på formandsposten. Men i februar 1995 var det slut.
Nødvendigt at være solidarisk
I december 1994 havde Nørrebro Avis en samtale med ham i den anledning. Da han var tiltrådt havde foreningen et medlemstal på 500. Nu var man nede på 100. Borenhoff mente, at det var butiksdøden, der var årsagen. Hvis man ville se resultater, var det nødvendigt, at være solidarisk med Handelsforeningen, mente den afgående formand. Men folks indkøbsvaner havde ændret sig. Butikscentre omkring byen, virker som magneter, sagde han. Og så fik Københavns Kommune en bredside. De interesserede sig kun for det handelsliv, der eksisterede inden for voldene.
Der er kun en ”handelsforening”
På det tidspunkt var der tre handelsforeninger på Nørrebro, eller som Borenhoff sagde to gadeforeninger og en handelsforening. Og en gadeforening kunne aldrig erstatte en handelsforening. De profilerede kun et begrænset område.
Borenhoff havde anmodet om, at Handelsforeningen Nørrebro City undlod, at bruge ordet Handelsforening. Han mente, at der kun fandtes en lovlig handelsforening på Nørrebro, og det var Handels og Erhvervsforeningen Nørrebro/Nordvest (sådan hed Nørrebro Handelsforening, dengang). Men Nørrebro City svarede, at den forening i lige så høj grad var en handelsforening, som den Borenhoff repræsenterede. Nørrebro City svarede endvidere, at de var en handelsforening af gavn og ikke af navn. Endvidere foreslog man, at alle foreninger skulle lave et fælles juleoptog.
I øvrigt endte forhandlingerne lykkeligt mellem de tre handelsforeninger et år efter samtalen med Borenhoff i Nørrebro Avis.
Rekordår
Det var ikke økonomiske problemer, der fik Borenhoff til at sælge. Til Information udtalte han, at det sidste år havde været et rekordår. Han havde bedre set, at der var sket et generationsskifte, men hans børn var ikke interesseret i, at overtage.
Den der lever skjult, lever godt
Selv om jøderne havde problemer i København, kunne det dog ikke måle sig med de problemer som de unge på Blågårds Plads havde med det omgivende samfund i 1997. Borenhoff havde altid kalotten med i lommen. Hans far ville ikke gå med den. Hans indstilling var, at man aldrig skulle sige noget. Den der lever skjult, lever godt.
Erhvervslivet skulle vise samfundssind
Det var i den tid, hvor Bydelsrådet på Indre Nørrebro var etableret. I en helhedsplan appellerede de til de lokale erhvervsdrivende til at vise samfundssind. De skulle ansætte rødderne fra Blågårds Plads. Borenhoff mente, at det var mest tale om smukke ord. Det var de færreste virksomheder, der havde plads til en ekstra arbejdsplads. I Krone – Magasinet var det kun ham og hans kone, samt en ekstra medarbejder. Han var modstander af, at der skulle gives tilskud til ansættelse. For når der ikke var mere mulighed for tilskud, så røg medarbejderen ud, og det må betragtes som et kæmpe nederlag. Borenhoff var af den mening, at det var kvalifikationen, der var afgørende for ansættelse, ikke hudfarven.
Et vindue til ca. 30.000 kr. pr. stk.
Mange gange i tidens løb gik det ud over Krone – Magasinets vinduer i de kampe, der foregik her hvor Fælledvej mundede ud i Nørrebrogade. Ruderne kostede dengang 28.600 kr. pr. stk. Når forsikringen havde betalt deres andel, stod Borenhoff tilbage med et tab på 14. – 18.000 kr. pr. rude. Han synes var dybt uretfærdig. Men ingen ville påtage sig skylden.
Kilde: Se
- Litteratur Nørrebro
- Avisartikler, Information og Nørrebro Avis
- Uwe Brodersen: Nørrebro Handelsforening gennem 110 år (2001)
- Arkivmateriale: Nørrebro Handelsforening
Hvis du vil vide mere:
Vi har samlet hele Nørrebro Handelsforenings Historie under rubrikken: Fra Urtekræmmer til Shawarmabar på www.dengang.dk