En degn fra Varnæs

Vi kigger på en af de stolte og stovte degne, der fandtes mange af dengang. De gjord et omfattende stykke arbejde. Gammelgaard solgte ”klaptræer” i Tønder. Han gik kun i skole om vinteren. I skolen havde de en daglejer, en matros og en teologisk student som lærer. Han var ikke god til praktisk arbejde. Bestod en prøve hos en pastor. Måtte så undervise på en distriktsskole. Aflagde ny prøve og puklede i to på Seminarium, dog ikke i Tønder. Han opgav missionsarbejdet og var 5 år i Klovtoft. I 1832 fik han job i Varnæs. Han fik udmærkelser af kongen, og lavede aftenskole og oplæsningsaftener. Der var masser af fisk i Skovsøen og jagten foregik også på Løjt. Han udstoppede også fugle. Ja så havde han også en skribentvirksomhed. Han samlede sagn. Og vi skal da lige have den med Junker Vigge og Jomfru Ida. Gammelgaard og konen nået at tilbringe 10 års pensionist – tilværelse. Livskraften forsvandt, da hun døde.

 

Stovte og stolte degne

Vi er sydøst for Aabenraa. Og vi besøger degn Gammelgaard fra Varnæs. Ja han hed egentlig Christian Nielsen Gammelgaard.

Han hørte til det kuld af stovte og særprægede degne, der sad rundt i sognene i Sønderjylland. I kraft af deres personlighed øvede de ikke en ringe indflydelse. Men ofte er deres navn er glemt. Som regel ønskede de ikke offentlig omtale.

 

Omfattende arbejde

Men deres virke må ikke undervurderes. De nuværende lærere har kun et medlidende smil tilovers for det, de udrettede. Men de fik faktisk meget udrettet. Dengang havde døgnet også kun 24 timer.

Deres elevers skriftlige efterladenskaber viser den dag i dag, at de kunne læse og forstå, at de kunne skrive og udtrykke deres tanker i et klart og præcist sprog. Ja så kunne de også regne.

Ja skolekundskaberne omfattede en grundig viden i faget religion og en løselig orientering i geografi.

Foruden deres arbejde i kirke og skole var de gamle degne ofte rådgivere i faglige såvel som økonomiske anliggender. De dyrkede deres skolelod. Mange af dem var fremskridtsfolk på landbrugets område. Ofte havde de også en eller anden form for hobby.

 

Arbejde i 44 år i Varnæs

Degn Gammelgaard, der kom til at øve sin manddomsgerning i Varnæs gennem 44 år, var en kendt mand på Aabenraa – egnen. Hans forældre Niels Christian Gammelgaard og Maren Nielsdatter havde et lille sted i Rurup. De havde sparet penge op, som skulle komme deres eneste barn, Christian til gode.

 

Solgte ”klaptræer” i Tønder

Men statsbankrotten og de fattige tider gjorde næsten de opsparede penge værdiløse. I de lange vinteraftener fremstillede forældrene ”klaptræer” Disse blev afsat hovedsagelig marskegnene. Allerede som 10- årig tog drengen med for at få vinterens produktion afsat i forårsmånederne.

Med Tønder som udgangspunkt færdes han i uger i omegnens landsbyer for at sælge. Meget handelsmand var han ikke, men hans færden i naturen lagde grunden til hans interesse for jagten og naturvidenskaben, navnlig ornitologi.

 

Skolegang kun om vinteren

Den skolegang, han fik, indskrænkede sig til vintermånederne. Om sommeren har han som hyrdedreng gjort tjeneste på gårdene. Allerede dengang listede han en bog med ud på de ensomme sletter, når han vogtede langt fra byen.

Han havde let adgang til læsning. Allerede i 1802 var der oprettet et fyldigt sognebibliotek. Flere af de bønder, han tjente, har rystet på hovedet af den sære dreng. Han kunne sidde på diget med en bog, og kreaturerne passede sig selv.

Endnu i sin høje alderdom kunne han citere lange stykker fra guldalderdigtningen. Det var en viden, som han havde tilegnet sig i stille stunder derude på højderyggen.

 

En daglejer som skolelærer

Den skoleundervisning, drengen fik, var ikke værre eller bedre end den, der var normalt ude på landet i den tid. Man gik kun i skole om vinteren, og lærerne var ofte ret tilfældig personer. Det eneste krav, men stillede til dem, var, at de kunne læse, skrive og kendte katekismen. Hans første lærer var en gammel, lammet daglejer, der lavede træsko og snoede tagreb i skolestuen, alt imens børnene kværnede med deres læsning.

 

Matrosen var god til regning

En anden af hans lærere var matros, der på en ejendommelig måde var strandet midt ind i landet. Han håndhævede gennemført disciplin ved hjælp af en ende reb. Navnlig i regning var han ferm og gav de mest begavede en god undervisning i dette fag.

 

Teologisk student var en god lærer

Den mest interessante af hans lærere var en teologisk student. Han blev på stedet i en årrække. Han underviste om vinteren og vagabonderede om sommeren. Han havde afbrudt sine studier for som krigsfrivillig at turnere på slagmarkerne rundt i Europa i årene 1813 – 15.

Hans væremåde var som landsknægten. Og hans tørst var stor. I den tid, hvor tørsten ikke plagede ham, var han en overmåde dygtig og særpræget lærer, der forstod at fængsle sine elevers opmærksomhed. Foruden i de almindelige fag underviste denne forhenværende teologkriger i gymnastik, hvad der var noget usædvanlig på den tid. De større og mest begavede drenge fik nogen undervisning i sprog.

Erindringen om ham bevarede Gammelgaard hele livet igennem. Endnu som gammel mand kunne han fortælle om denne barndoms enestående lærer og give udtryk for sin beundring og taknemmelighed over for ham.

 

Opgav det praktiske arbejde

Gammelgaard blev konformeret 1821 og fik plads som yngste karl på en gård. Da han blev en stor og kraftig dreng, ventede hans husbond en del af ham. Men det blev en skuffelse for dem begge. Hans tanker var ikke ved arbejdet. Hans lyst og interesse gik ad andre baner. Derfor opgav han det praktiske arbejde.

 

En prøve hos pastoren

Han underkastede sig en prøve og fik ved en den 5. nov. 1821 dateret skrivelse af Provst Paulsen i Aabenraa tilladelse til at undervise i en mindre distriktsskole i Aabenraa provsti. Derefter tiltrådte han en stilling som vinterlærer i Hinderup. Dermed begyndte så hans gerning i skolens tjeneste, en gerning, der varede i 55 år kun afbrudt af de år, han tilbragte på seminariet i Vesterborg for at tage lærereksamen.

 

Endnu en prøve

I årene 1821 – 24 underviste han så dels i Hinderup dels i Vellerup, hvorefter han hos provst Høxbro i Rødding lader sig prøve i retskrivning, lærerbog, bibelhistorie, regning samt geografi og sproglære. Der ”findes”:

• At han i 5 første Fag har gjort rosværdig Fremgang, i de 2 sidste ej heller er Ubevandret.

Hermed blev han anset som duelig til at indgå det Vesterborgske seminarium og anbefales til det kgl. Amtshus i Haderslev:

• At ham kan meddeles tilladelse til at benytte denne videnskabelige Forbindelse

 

Hvorfor valgte han ikke Tønder Seminarium?

Nu var det så bare et problem, som han skulle have løst. Han skulle have de militære myndigheders tilladelse til at slippe for militærtjeneste. Denne tilladelse fik han. Han ansøger nu det kgl. Amtshus i Haderslev om at tage af sted til Lolland for at tilbringe to lærerige, arbejdsfyldte, men også fornøjelige lærerige år.

Men hvorfor valgte Gammelgaard Vesterborg i stedet for Tønder?

I de år Vesterborg Seminarium bestod fra 1802 – 31, var der i alt 281 dimittender heraf 84 fra hertugdømmerne.

Det var ikke på grund af, at Tønder var tyskpræget og det tyske sprog var domminerende. Det var i helstatens dage og nationalfølelsen var endnu ikke vågnet.

At forstanderen, biskop P.O. Boisen og førstelæreren Andreas Hansen var slesvigere, kan have været årsagen. De to glemte aldrig deres barndoms landsdel og satte deres personlige præg på hele seminariums liv. De var med deres grundige og pligtopfyldende arbejde med til at præge eleverne og dermed undervisningen.

At de to seminarier i hertugdømmerne, Kiel og Tønder var overfyldte, kan også have været medvirkende. Gammelgaard gjorde ikke det mindste forsøg på at blive optaget på en af disse.

Efter to års ihærdigt arbejde bestod han lærereksamen med udmærkelse. Der stod sandelig også, at han kunne forestå sang og orgelspil i kirken.

 

Et skibsforlis

Han tager imod et vellønnet job som missionær i Trankebar, men da hans far døde i sommeren 1826 føler han sin forsørgerpligt over for moderen. Ifølge aftale skulle 2/5 af hans løn overføres til moderen.

Efter 20 års tjeneste ved missionen var det lovet ham et præsteembede ved hjemkomsten. Efter at have holdt prøveprædiken for Sjællands biskop optages han på missionsskolen.

På hjemvejen strander regeringsskibet. Og det vil gå et år inden det igen kommer tilbage til Indien, opgiver han alle planer. Han har ikke råd til at gå ledig et helt år og søger et embede i folkeskolen.

 

Over fem år i Klovtoft

Det var svært for dimittender fra kongerigske seminarier at få stilling i hertugdømmerne. Han får et embede i Galsted og senere et større embede i Klovtoft. Her var både lejligheden og indtægterne sådan, at han kunne føre sin egen husholdning. Moderen flytter til sønnen og fører hus for ham.

I de 5 ½ år han er lærer i Klovtoft vinder han stor anseelse som en dygtig og pligtopfyldende lærer. Ved siden af sit job tegnede han vægkort og fremstillede glober. Han udstoppede også fugle.

Han underviste også privatelever fra omegnen. Blandt disse var to sønner fra Bevtoft Kro.

 

Ny stilling i Varnæs

Da den sidste person i en gammel degneslægt i Varnæs dør i 1832 i en alder af 82 år, blev stillingen opslået ledig. Han søger stillingen og får den. Forinden havde han afvist et job på Lolland.

Den 1. oktober 1832 tiltræder han sit nye embede og rykker ind i en helt ny skole bygget lige ved siden af Varnæs Kirke. Klovtoft – bønderne stiller vogne til rådighed til flytningen. Og det må have lignet et helt optog.

Først et par vogne med hans beskedne bohave og redskaber, derefter en vogn med ham selv, hans mor, og de to privatelever, de to Krüger – sønner. Derefter blev hans 4 køer, et par ungkreaturer og får drevet frem.

 

Den ”halvgamle” mand blev hendes husbond

Ved den første gård i Varnæs blev der gjort holdt. Her tog gårdens ejer, Anders Thøysen, skoleforstanderen og nogle bønder imod. Da man havde hilst på hinanden, vurderede Varnæs – bønderne besætningen. Gårdens unge døtre tog den nye degn i øjesyn. Den ældste af de tre afsagde dommen:

• Jeg mente, at vi skulle have en ung degn, og så er det en halvgammel karl med skæg over hele hovedet.

At hun 7 år senere som den ”halvgamles” brud skulle flytte ind i degneboligen, kunne ingen forudse. Det var Anne Marie, der stod for husholdningen og holdt styr på pengene. Selv brugte han ikke mange penge. Det vil sige, at når det gjaldt påklædning eller udstyr til hans jagt, fiskeri og andre hobbies, så var han ikke smålig. At de efterhånden blev ret velstående var ikke hans fortjeneste.

 

Måtte afvise et godt tilbud

Efter faderens død arvede hun fødegården, dom de dog ikke beboede før efter pensioneringen. Den var bortforpagtet, indtil den ældste søn kunne overtage den. Måske havde han følt den som en klods om benet. Det hindrede ham i hvert fald, at tage imod et fristende tilbud som seminarielærer i kongeriget.

 

Svært at undervise 100 børn

Elevtallet var stort. I løbet af 20 år fra 1826 – 47 stiger det fra 70 – 120. På grund af landbrugets opsving efter de fattige tider bygges der en del huse, dels til håndværkere, dels til daglejere til gårdene.

At undervise over 100 børn samtidig i samme rum synes at være en uoverkommelig opgave. De bedre begavede elever sættes til at være hjælpelærere.

 

Udmærkelser fra kongen

Gennem skolevisitationer holdt kongen sig nøje underrettet over den enkelte skoles tilstand. Gammelgaard havde flere gange modtaget allerhøjeste tilfredshed fra majestæten.

Efter kongens død 1839 svinder interessen for denne metode ret hurtigt. I Varnæs kommer snart klassedeling med skiftende præparander, som Gammelgaard forbereder til seminariet. I 1863 oprettedes der et fast anden læreembede. Nu er man tre mand om arbejdet.

Ved siden af det store skolearbejde passede han degnetjenesten. Skønt han kun var en jævn sanger, var kirkesangen i Varnæs god. Den udmærkede sig mere ved styrke end skønhed.

Under hele hans embedstid brugte han den komplet forældede ”Flensborg – Salmebog”, der var udgivet i 1717 af præsten i Varnæs, B.C. Ægidius.

 

Aftenskole

Gammelgaard samlede vinter efter vinter en flok unge mænd især tidligere elevere til en videregående aftenundervisning. Foruden i de sædvanlige skolefag undervistes der i matematik, landmåling, naturfag, geografi og tysk. De 3 sidste fag tog man under et, idet undervisningen væsentligt foregik på den måde, at læreren læste højt af tyske bøger i disse fag. Bagefter talte han med eleverne på tysk om det læste.

 

Oplæsningsaftner med strikketøj

Også de unge piger mødte til nogle oplæsningsaftener i skolen. Man mødte op efter aftenmalkningen med strikketøj. Og så læste degnen op en times tid. Så fik man nødder eller æbler. Man sluttede af med en bøn, sådan at man kunne nå at være hjemme til normal sengetid.

 

Masser af fisk i Skovsøen

Gammelgaard slappede af som lystfisker eller jæger. Han var sammen med sin gode ven Leopold Petersen, søn af pastoren. Efter en masse bevægende studieår ved forskellige universiteter var han faldet til ro som landmænd på Varnæshoved.

I Skovsøen var der masser af fisk og fra båden ”Gefion” blev der halet mange fisk op af dybet. Den sidste gang, at Gammelgaard besøgte søen var den 11. november 1889.

 

En beskrivelse fra sønnesønnen

De to kammerater jagtede på begge sider af Aabenraa Fjord. Ofte tog han også over til Løjt, hvor han var en velset gæst. Hans sønnesøn, den senere degn i Stubbæk har i nogle optegnelser til sine børn givet en skildring af sådan jagtudflugt:

 

• Fra min barndomstid står endnu et billede for mit indre øje, når den gamle drog på jagt på Løjt, og det må jeg nødvendigt tegne. Han havde blandt sine venner nogle gamle skibskaptajner i Barsmark, som endnu i den tid, jeg kan huske, indbød ham til deres herlige jagtgrunde.
• Jeg var dengang en dreng på omkring 10 år og måtte tage med som klapper. Bedstefar har altså været cirka 70 år, men han var endnu manddomsfrisk, stærk bred og kraftig.
• Han lod sig sætte over i båd til Barsmark strand af en fisker fra Varnæs Vig. Når han så sad bag i båden iklædt sin gamle kofte med de lange fedtlæderstøvler på fødderne, den lådne kabuds på issen, hvorunder de hvide lokker tittede frem, med den lange bøsse i armen – som hans ven kaptajn Paulsen i Aabenraa havde taget med til ham fra Spanien – medens hånden hvilede kærtegnende på hunden. , der tillidsfuldt havde lagt sit store hoved på sin herres knæ. Og medens øjet under de buskede bryn gled over hav og land og gav genskin af de mange hånde tanker, der formede sig under den brede pande, da indgød dette billede ærefrygt i mit barnesind, og jeg havde en anelse om, at den mand, som jeg turde kalde bedstefar, ikke var af helt almindelig støbning.
• Jeg kunne ikke anet end at sammenligne denne mægtige skikkelse med en af de gamle kæmper, jeg havde læst og hørt om, og hvis heltebedrifter altid fremkaldte mange stolte forestillinger i den barnlige fantasi.

 

Udstopning af fugle

Det var vel navnlig som ornitolog, han blev kendt i en større kreds. Fra ungdommen Havde han beskæftiget sig med udstopning af fugle. De første forsøg havde han lært af sin naturhistorielærer på seminariet. Han havde udviklet og forbedret teknikken, så efterhånden var han blevet ekspert på området.

Fra sine mange jagter hjembragte han selv eksemplarer, ligesom hans udstrakte bekendtskabskreds blandt jæger og naturelskere forsynede ham med dyr. Fra udlandet sendte hans gamle skoledrenge eksemplarer. Efterhånden havde han en enestående samling af fugle, både inden – såvel som udenlandske, ja endda også tropiske.

Denne omfattende samling var opstillet i et stort værelse på Varnæs Skole. Dette rum blev også benyttet som en slags venteværelse af folk fra sognet, der var kommet lidt for tidlig til kirke søndag morgen. Det blev efterhånden et samlingssted, hvor man drøftede sognets sager før kirketid.

Samlingen blev besøgt af mange interesserede lige som adskillige videnskabsmænd brugte den i studieøjemed. Da Kjærbølling således forberedte sit store værk om Danmarks fugle opholdt han sig i flere perioder i længere tid i Varnæs for at tegne efter den fyldige samling.

Som tak for hjælp og gæstfrihed forærede han Gammelgaard et håndmalet særtryk af værket. Gammelgaard forærede mindre samlinger til Rødding højskole og til interesserede kollegaer til undervisningsbrug.

 

Skribentvirksomhed

Også hans skribentvirksomhed vakte opsigt.  Det var navnlig 1840erne, der vakte hans opmærksomhed. Han samlede stof til en række sagn. Efter de gamles fortællinger nedskrev han overleveret sagnstof dels fra egnen omkring Aabenraa fjord, dels fra hjemegnen derude på højderyggen.

Hvor meget der i disse og hans to store sagnromaner er historisk kerne, hvor meget han har hørt fortælle, hvor han har arbejdet flere sagn sammen til ’et, ja og hvor meget han selv har digtet til, er i dag ikke let at afgøre.

 

Gammelgaard samlede sagn

Hans gode ven, Frederik Fischer trykte hans sagn som føljeton i ”Freja”. De blev senere optaget i hans ”Nordslesvigske Folkesagn”. Foruden en række mindre sagn, skrev Gammelgaard to større, ”Junker Viggo på Vig” og ”Hundehøjen”.

Det var særligt den første, der blev kendt i en større kreds. Det blev læst og genfortalt i mange hjem. Den nu fuldstændig glemte tyske forfatter Adelbert Dreesen oversatte det og udgav det på vers. Det blev kendt i Norge og blandt danskere i Amerika.

I en omtale af Skamlingsfesten i Californien 1892 skriver ”Danske Pioner”:

• Festen blev afholdt i en stor park i San Francisco. Ved indgangen var der anbragt to store danske flag. Det var en fornøjelse at se slesvigernes glade ansigter, da de så den gamle dannebrogsfane vaje.
• Her var fremstillet billeder af fremragende danske mænd. Især vakte det store billede af degn C.N. Gammelgaard fra Varnæs ved Aabenraa alles undring. Om billedet var malet en smuk blomsterkrans med indskriften ”Han fremdrog for lyset vore folkeminder”.

 

Junker Vigge og Jomfru Ida

Og historien om Junker Viggo og Varnæs Kirke kender alle i Varnæs og omegn. Og hvis ikke, ja så kommer den her:

 

• På borgen Vold ved Varnæs boede Junker Vigge. Denne Vigge var en ung og velhavende ridder. På Helnæs hos sin fadder, ridder Ove, boede den vakre jomfru Ida. Junkeren og jomfruen havde fundet kærligheden for hinanden
• Vigge gik til pater Mathis, thi endskønt, han var et godt parti, ville han med Herrens velsignelse bedre kunne anmode om Idas hånd. Pateren indvilligede i at arrangere forlovelsen, mod at Junkeren lod opføre en kirke i Varnæs
• Kirken blev bygget, og med pater Mathis som vidne trolovede ridder Ove sin datter til Junkeren Vigge. Herefter vendte Junkeren fra Varnæs hjem til sin borg, for at afvente sin tilkommes ankomst.
• Ridder Ove var i gæld til den mægtige Grev John af Odde. Greven ønskede frøken Ida fæstet til sin søn kaj. En uhæderlig pagt blev indgået mellem de to gamle mænd.
• Da det under julemessen kom Vigge for øre, at Ida skulle bortgiftes til Kaj, faldt han på knæ foran alteret i Varnæs Kirke og svor, at her skulle jomfruen blive hans brud, om det så skulle koste ham hans sjæl.
• Det var en kold vinter og Lillebælt var frosset til. Julenat drog ridder Vigge med tyve håndgangne svende over isen til Helnæs. Her ankom følget netop betids til at afbryde bryllupsklokkerne med sværdklingernes klang. Ingen blev skånet undtagen Ida, som skulle hjemføres til Varnæs.
• På tilbagevejen over Lillebælt brød isen op. Ida og Vigge kom bort fra hinanden, mange omkom og begge de elskende troede, at have mistet den anden.
• Der gik flere år før skæbnen atter førte dem sammen i Letland, hvor Ida var gået i kloster. Sammen rejste de til Varnæs, hvor de endelig blev ægteviet. Morgenen efter lå Ida begravet på kirkegården. Hun havde i konflikten mellem kærlighed og nonneløfte valgt døden som eneste udvej.
• Mange år senere vandrede en olding ind på Varnæs kirkegård. Det var ridder Vigge, som for at sone sin skyld havde vandret hvileløst omkring i årevis. Den gamle lagde sig på Idas grav og udåndede. Han blev begravet ved sin elskedes side.
• Her ved korgavlen af Varnæs Kirke, under den gamle løn, ligger de to, som i livet ikke kunne få hinanden, forenet i evigheden.
• Tidligere stod der altid vand i en hulning i det gamle træ. Vandet havde helbredende virkning. Desværre er hullet nu utæt og vandet borte. Men øverst i gavlen ses stadig Junker Vigges hoved i sten.

 

På pension

I 1875, da Gammelgaard var fyldt 70 år, søgte han om afsked med pension. Skolemyndighederne svarede med en henstilling til ham om at fortsætte, da han stadig var rask og rørig.

Året efter meddelte han kort og bestemt, at han fra den 1. april 1876 flyttede fra skolen til sin gård. Han henstillede til myndighederne at foretage det fornødne for at få udnævnt en efterfølge i embedet.

Pensionsspørgsmålet var han villig til at forhandle om. Pensionen var dengang ikke ordnet ved lov, men blev i hvert tilfælde afgjort af skolebestyrelsen. Efter tidens forhold blev der tillagt ”æ deen”, som han altid omtaltes en ret stor rundelig pension.

 

10 års pensionist – tilværelse

Derefter flyttede de to gamle, men endnu virksomme, efter 44 års tjeneste i skole og kirke i Varnæs til den pæne bolig, de havde indrettet sig på deres gård. Her fik de lov til at leve en halv snes stille og fredfulde år med hinanden. Hun var travlt optaget af en husmors syssel, bistået af deres mangeårige, trofaste hushjælp.

Han færdedes stadig rask i skov og ved strand, eller var beskæftiget med biologiske forsøg. Således fandt han en metode til fremstilling af lim af torskens svømmeblærer, der indbragte ham en belønning fra foreningen til fiskeriets fremme i København. Han arbejdede også med fremstilling af fysiske forsøgsapparater.

 

Livskraften blev brudt

Men da hans højtelskede Anne Marie den 26. november 1886 døde fra ham, var det, som om hans livskraft var brudt. Han holdt sig mere og mere hjemme, og opgav sine vandringer i naturen.

Hans sidste år var ensomme. De gamle venner og jagtfæller var gået bort. Han havde overlevet dem. Han følte sig tilovers og glemt. Lidt efter lidt indskrænkede han sin omgang med mennesker uden for den nærmeste familie. Han søgte tilflugt i bøgernes verden.

Han, friluftsmanden, den passionerede lystfisker og jæger, den livlige fortæller og selskabsmand blev efterhånden noget af en indesluttet særling. Han døde anden påskedag den 7. april 1890.

 

Kilde:

• Faursbøl: Degn Gammelgaard i Varnæs
• Bovrup – Varnæs Sogns Danske Samfund
• Sønderjyske Månedsskrifter

 

Hvis du vil vide mere: Om egnen –  på www.dengang.dk  der indeholder 134 artikler om det gamle Aabenraa og omegn, herunder:

• Lundtoft Herred 1848
• Et pottemageri ved Kliplev
• Bønder – syd for Aabenraa
• Ahlefeldt og Søgaard
• Mysteriet i Ensted
• Hvor ligger Tumbøl
• Kliplev Marked
• Bryllup i Varnæs
• Urnehoved – et tingsted syd for Aabenraa
• Mere om Urnehoved
• Fra Bjerndrup til Hellevad
• Fra Varnæs til Felsted
• Kirker syd for Aabenraa
• Folk syd for Aabenraa
• Syd for Aabenraa
• Bjolderup, Bolderslev, Snubbe og Urne
• Felsted Sogn – dengang (1)
• Felsted Sogn – dengang (2)
• En tolder-familie fra Hærvejen
• Toldsted på Hærvejen

 

Hvis du vil vide mere: Om skoler – Læs her på www.dengang.dk:

• Lærer i Burkal
• Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
• Livet på seminariet i Tønder
• I skole i Højer
• Emmerlev Skole
• Skolen dengang – i Rise Sogn
• I skole i Aabenraa
• De stakkels skolebørn
• Tønder Seminarium – en del af historien
• Tønder Statsseminariums Historie
• Blaagaard Seminarium
• Tønder Statsskole- dengang
• I skole i Tønder
• Vajsenhuset i Tønder
• Den røde skole
• Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864