Mathias Asmussen måtte have hjælp de sidste to uger, han levede. Han ejede næsten kun det tøj, han havde på. Da han døde måtte enken bede sin værge, Jacob Petersen fra Møgeltønder, drage ind til Tønder for at samle penge ind blandt hendes mands venner og bekendte, for at dække begravelsesudgifterne.

 

Asmussen gifter sig

Mathias Asmussen var en af Tønders patrioter. Han var født i 1751, og uddannet købmand i manufaktur og galanterivarer. Den 18. september 1778 giftede han sig med Christina Tychsen, datter af borger og hvedebrødsbager, Poul Tychsen.

 

Masser af aktivitet

I 1779 fik han koncession til at drive forretning med silke, uld og linned. Han udvidede aktiviteterne og rejste til messer i Braunschweig, Leipzig og Hamburg for at sælge de berømte Tønder kniplinger og indkøbe varer til sin forretning i Tønder.

Det unge par flyttede ind i Storegade 9, og en anseelig købmandshandel med kontor og kamre til svende og lærlinge, lagre med skabe og hylder voksede frem.

 

En fabrik i udsigt

Asmussen satte sig ind i fabriksdrift, mens han var i udlandet. Han vidste at mange fattigfolk i byen manglede arbejde. Der var godt nok en blondefabrik,
og nede i Østergade 40 var der et aktieselskab af kniplingsfabrikanter, der fremstillede tråd til kniplinger. Mange var også beskæftiget med at kniple, men det var ikke alle, der egnede sig til dette arbejde.

Asmussens ide var, at der i de små hjem skulle spindes uld, som derefter skulle videreforarbejdes til stof. En sådan fabrik, var noget helt nyt i Tønder. Men det krævede viden, maskiner og penge.

I Bremen kendte han en strømpevæver, Heinrich Benten. I forvejen fremstillede han strømper til købmand Tychsen og enkefru Richtsen i Tønder.

I 1782 foreslog Asmussen, at Benten skulle komme til Tønder, og starte en produktion af uldhuer og strømper på grundlag af garn spundet af fattige arbejdsløse. Fabrikken skulle ikke være et almindeligt profitforetagende.

Magistraten stillede penge og lokaler til rådighed og alt var parat i 1783.

 

Hue – strømpe og linnedfabrik

Et skib afsejlede fra Bremen med vævestole, redskaber, tre svende og en pige til at betjene det indviklede maskineri. Den 29. marts 1784 gav kongen endelig sin godkendelse af hue – strømpe – og linned-fabrikken med tilhørende farveri.

Fabrikken startede flot. Allerede efter første år ville produktionen overstige 1.000 Rigsdaler.  Kvaliteten var bedre. end det man kendte i forvejen. I 1785 var der syv vævestole i gang, og i alt 50 mennesker fandt beskæftigelse.

 

En ny fabrik starter

Asmussen fik blod på tanden. Han indledte et samarbejde med en af de store kniplingskræmmere Boy Thamsen i Møgeltønder. Det var planen at begynde i det små. Man startede med et indskud på ti aktier af 500 Rigsdaler.

Spindemester og uldsorterer Jacob Heuler fra Wiesbaden blev hentet til Tønder. Østergade 29 blev købt og straks nedrevet, og en ny fabriksbygning blev opført. I Tønder hentede knap 50 kvinder uld til spinding hos Asmussen og andre fik arbejde med at kæmme og sortere.

Også i Ribe blev folk sat i arbejde. I Møgeltønder i Slotsgade 25 opførte Asmussen også et spinderi sammen med Boy Thamsen.  Pludselig var i alt 226 mennesker i beskæftigelse, deraf 130 fattige indbyggere og børn i Tønder, 80 personer på landet og 161 i Ribe.

 

Asmussen udgør en fare for kniplingsindustrien

Men ikke alt gik lige godt. Det alvorligste angreb kom fra Magistraten i Tønder. Den eksklusive forsamling af købmænd og kniplingshandlere var svær at bide skeer med.

Man frygtede et afbræk i den lukrative produktion af kniplinger den eneste kilde til byens næring og erhverv. I 1790 skabte denne industri beskæftigelse til 16.000 piger i Nordslesvig, og skabte stor rigdom til en række familier i Tønder (Popsen, Richtsen, Tychsen m.m.).

Magistraten mente pludselig, at der var virksomheder nok i Tønder, og de fattige kunne bare begynde at kniple. Man mente, at Asmussen ville få kvinderne væk fra kniplebrættet over til spinderok.

Magistraten kunne ikke bevillige skattefrihed, som kniplingsindustrien havde. Man mente også, at Asmussen skulle indberette, hvor de beskæftigede kom fra, så kniplingsindustrien ikke blev truet. Ja man tillod sig endda, at mene, at man godt kunne have været hans fabrikker foruden. Den model, at det skulle hjælpe
de arbejdsløse var blot et blindværk, mente Magistraten.

Asmussen fik endog Grev Schack til at hjælpe sig. Gang på gang fremhævede Asmussen sin velmente hensigt med fabrikkerne. Til sidst opnåede han skattefrihed i tyve år, man han måtte kun ansætte dem, der ikke duede til at fremstille kniplinger.

 

En fjerde fabrik startes

I Februar 1787 ansøgte Asmussen og Thamsen om lov til at fremstille vævede kniplinger, bånd og tråd med tilhørende garn blegeri. De bad om toldfri indførsel af silketråd og garn, samt uhindret salg af varerne i Danmark, og et forskud på 5.000 Rigsdaler. Man anbefalede fra Magistratens side støtte, men frarådede skattefrihed. De 5.000 Rigsdaler fik man heller ikke.

 

Asmussen starter østerseventyr

Partneren Thamsen var formuende, det var Asmussen ikke. Han havde til sine foretagender indhentet store lån. Han havde endnu ikke fået nok. I 1789 forpagtede han for seks år alle de kongelige østersbanker i Ribe Stift, Haderslev, Tønder og Husum amter, altså ved Fanø, Sønderho, Manø, Rømø, List, Før,
Anrum og Pelworm. De vigtigste banker lå dog ved Rømø.

Som sikkerhed måtte Boy Thamsen, dr. Repsold, samt delefoged og rests-skriver Paul Dethlefsen i Ballum stille en betydelig kaution.

Fangstfloden blev udvidet fra 10 til 18 fartøjer. Allerede i 1789 måtte han bede om henstand, men i 1794 sluttede han kontrakt om fiskeriet på livstid. Men i de følgende år blev han gang på gang truet med udpantning.

 

På vej ned af bakke

Den ene efter anden handelspartner frygtede for deres tilgodehavender. Flere fabriksinteressenter bad om, at få deres indskudte kapitaler tilbagebetalt. Asmussen kom i likviditetskrise. Først måtte han afvikle sin købmandshandel, og derpå fabrikkerne. Fabrikken i Tønder havde ikke givet det forventede afkast, så efterhånden var det hele blevet samlet i Møgeltønder.

I 1795 og 1796 væltede fordringerne ind over ham, tilliden blandt medaktionærerne var også forsvundet.

 

Asmussen gifter sig igen

I 1792 var hans kone død fra fem børn. Han giftede sig igen i 1795. Onde tunger påstod, at det var for pengenes skyld. I 1794 købte han godset Lindeved ved Flensborg i konens navn.

I slutningen af 1796 solgte han alle sine værdier. Men værdier slog langt fra til. De samlede krav løb op på 190.754 mk. Han overlod fabrikken i Møgeltønder
til Boy Thamsen og Boy Boysen, og drog med familien til Lindeved. Men kreditorerne ville ikke lade ham i ro. Magistraten var i en vanskelig situation.

• Vi sætter alle pris på ham som en fagligt dygtig mand, der i mange henseender har gavnet det fælles bedste (gemeinnützig) og vi ønsker ham alt godt

 

Konkurs

På Lindved var han begyndt at brygge øl og brænde brændevin. Men kreditorerne kom nærmere. I Tønder måtte hans gode ven dr. Repold udstede den ene kaution efter den anden i forbindelse med østersforpagtningen.

I Overretten erklærede man Asmussen konkurs, og det lykkedes ikke at holde Lindved ude.

 

Hvordan gik det med fabrikkerne

Den delvis kommunalt finansierede hose – og strømpefabrik fortsatte uanfægtet med godt resultat under købmand Joh. Hanquists ledelse, lige til tabet af det vigtige marked Norge i 1814. Herefter fulgte afsætningsvanskeligheder, og efter en gradvis hen-syngende tilværelse, blev fabriksbygningen Østergade 56 i 1829 overladt en lærer fra seminariet som tjenestebolig.

Asmussens egen aktiefabrik gik i stå før konkursen.

Fabrikken i Møgeltønder gik heller ikke så godt. I 1809 berettes det om, at fem personer var beskæftiget i fabrikken. Det sidste af Asmussens projekter holdt helt til 1833, så døde produktionen i Møgeltønder endeligt.

 

Endnu mere modgang

Under Lindeveds konkursbehandling den 15. – 17. april 1799 kom vennen dr. Repold igen til hjælp. Han købte en del af indboet og lånte det til Asmussen. Familien tog til Haderslev, hvor Asmussen tog borgerskab som købmand for den arv, der var sat til side til børnene af første ægteskab.

Men ak, den 12. juli døde sønnen Hans. Den 18. juli fik Asmussen en datter, som kun blev en time gammel. For at det ikke skulle være nok, så døde hustruen den 27. juli.

 

Gift for tredje gang

I 1801 havde dr. Repold i Tønder mistet tålmodigheden, han krævede de udlånte møbler tilbage. Den 29. september 1802 blev det store gavlhus i Haderslev, Møllepladsen 6 som en del af konkursboet overtaget af staten.

Den 30. november 1802 giftede han sig i Åbenrå til sin tredje kone.

 

Asmussen bliver hædret

På fabrikken i Østergade 29 havde han på en indskrifts-tavle skrevet

• Man hjælper gerne de fattige at finde frem til midler, så de ved flid i ro kan sikre sig det daglige brød.

I første bind af Schleswig – Holsteinissche Provinzialberichte kunne man i 1787 læse følgende:

• I Tønder har der i nogle år været et fortræffeligt plyds – og silkemanufaktur. Det er anlagt af en meget uegennyttig og menneskelig ven, hr. Asmussen. Den ædle mand havde især tanke for at ophjælpe sine forarmede medborgere ved deres eget arbejde, og han har i den sidste hårde vinter ernæret 300 mennesker ved sit manufaktur. De producerede ”tøjer” var i farve og kvalitet lig de bedste udenlandske, ”og dog forfærdiges de for størstedelen af fattige børn fra byen og den omliggende egn.

 

Gravminde i Møgeltønder

Asmussen blev sikret en pæn begravelse, ja endog et gravminde i Møgeltønder Kirke. Dog blev den udhugget på bagsiden af en tidligere brugt sten.

Enken levede i Tønder helt til 1861, underholdt ved hjælp fra et legat stiftet af en onkel, gehejmeråd Carstens Asmussen fik dog ikke opkaldt en vej, allé eller gade efter sig lige som Popsen eller Richtsen

 

Kilde: 

• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 15. – 04. 2022