Dengang – i Varnæs

Dansk egn fra tidernes morgen. Dækket af skov. Købstad med eget retsområde. Et af områdets største sogne. Pantet af holstenske grever. I 1490 var det kongeligt. Franske tropper i Varnæs Spor af Vold. Et par mord. I hertugens hænder. Klager over Skovbølgård. Strid mellem Varnæs og Bovrup. Mange gårdmænd i Varnæs. Næsten alle ernærede sig af landbrug.

 

Dansk egn fra tidernes morgen

Varnæs Sogn hørte i de ældste tider til Sundeved., der egentlig betyder skoven ved sundet. Sundeved var oprindelig et stort skovområde. Mennesket fik efterhånden bugt med skovene.

De mange landsbynavne på -torp – rup, – strup, og – bøl viser tydeligt, at halvøen hører til de sidst opdyrkede dele af Nordslesvig. Og dog. Man har også mente, at Sundeved var tyndt befolket. Det har vist sig ikke at være tilfældet.

Kigger vi på navnene dengang, så er det udelukkende danske navne og endelser. Vi befinder os på en egn, der var dansk fra tidernes morgen.

 

Dækket af skov

Det må også antages at Varnæs sogn i de ældste tider har været næsten dækket af skov, Oldtidsminder viser, at der her har boet mennesker her i stenalderen. Selve navnet Varnæs har beskæftiget mange historiker. Den romerske forfatter Tacitus nævner et folk, Vanerne sammen med Anglerne.

En række tyske forskere mener, at Vanerne har boet i Varnæs. Men den tror jeg nu ikke på. Oldtidsminder viser, at der har været mennesker her siden stenalderen. Men de har dengang nok udelukkende opholdt sig ved strandkanten.

 

Købstad med eget retsområde

For første gang, der kastes lys over Varnæs sogn er i Kong Valdemars jordebog fra 1231. Vi ser at på dette tidspunkt er størstedelen af Varnæs – kongens ejendom.  Vi kan også se, at der her ved Aabenraa Fjord allerede dengang har ligget en købstad. Måske skyldtes dette færgefarten, som også er nævnt i Jordebogen.

Birket kan have eksisteret i århundreder før den tid. Det ser ud til, at byen allerede dengang, da Jordebogen blev til har udgjort et særligt retsområde.

 

Et af områdets største sogne

Varnæs Sogn må allerede i middelalderen have været en af omegnens største sogne. I en fortegnelse over ”katedraticum” – en afgift til biskoppen i Slesvig, opføres Varnæs sogn med en afgift på 24 skilling, lige så meget som Broager betalte. Alle andre kirker i Lundtofte Herred og på Sundeved betalte kun mellem 6 og 12 skilling.

Endnu et endnu mere afgørende vidnesbyrd om størrelsen finder vi 1462 over fortegnelsen over biskop-tienden. Fra Varnæs solgtes den for 24 mark, mens alle andre i området var betydelig lavere. I 1509 var beløbet det samme som Sottrup. Felsted kun 22 mark.

 

Pantet af holstenske grever

Om Varnæs bys skæbne i middelalderen har vi kun enkelte oplysninger. Fra Kong Valdemar Sejr gik den over til den sønderjyske hertugslægt. Omkring 1344 pantsatte hertug Valdemar byen og Blåmølle til den holstenske adelsmand Gotfred Barsebæk for 406 mark og 10 skilling. Da han senere gik over til kongen, Valdemar Atterdag, blev pantet frataget ham af de holstenske grever.

I 1409 kunne Erik af Pommern fremføre sønnen Ludvig Barsebæks klage over fratagelsen i sit store klageskrift mod holstenerne. Besiddere af Birket var på det tidspunkt hertug Claus´ arvinger. Det var hans datter Elisabeth, hertuginde af Saksen og hertug Erik af Saksen.

I 1411 pantsatte de blandt andre besiddelser:

• Slottet og fæstningen Aabenraa, beliggende i Sønderjylland, kongens birker Varnæs, Søderup og Alslev ”

til dronning Margrete. Varnæs birk hørte altså på dette tidspunkt under Aabenraa. Dette ejendommelige forhold blev som bekendt bevaret ned igennem tiderne. Det fik samme skæbne som Brundlund Slot.

 

I 1490 blev det kongeligt

Det fik samme skæbne som Brundlund Slot:

• Ved delingen i 1490 blev det kongeligt, mens det fra 1544 hørte under Gottorperne. I 1713 kom det igen under Kongen.

Under det 17. århundredes mange krige var Varnæs birk altså gottorpsk. Det kom derfor til at lide samme skæbne som de andre gottorpske områder i 1625 var Christian den Fjerde blevet indviklet i 30-årsktigen og i 1627 væltede Wallensteins tropper op igennem Sønderjylland.

 

Franske tropper i Varnæs

Varnæs var ikke kongelig på det tidspunkt. Det lå temmelig langt fra alfarvej, men alligevel mærkede man til krigens uvejr. Den 1. april 1628 kom en fransk vagtmester med sine ryttere til Varnæs. Soldaterne havde egentlig kvarter i nærheden af Horsens, men nu var de på vej til Sønderborg. Undervejs gjorde de ophold i Varnæs. Et ophold som blev dyrt for bønderne.

Store udgifter havde de til de indkvarterede ryttere på i alt ca. 250. Meget husråd, proviant og penge blev stjålet af disse vilde lejesoldater. Også præsten blev ramt. Ikke mindst gik det ud over byens heste. 23 af disse foruden 2 kvier og 5 okse var gået tabt.

De samlede udgifter og skader blev anslået til 5.884 mark og 12 skilling. Det var et meget højt beløb dengang. Hvordan det gik, da Torstensson – fejden raserede, vide sikke. Men antagelig har det været i samme størrelsesorden. Man er blevet bravt brandbeskattet og udplyndret. Det vides således, at en Brandenborgsk afdeling holdt til på Sundeved, idet kurfyrste Frederik Wilhelm havde kvarter hos degnen i Sottrup, Thomas Brun.

 

Blåmølle blev nedlagt

Blåmølle er uden tvivl den samme mølle som omtales i Kong Valdemars Jordebog. Den blev nedlagt i 1598 efter overenskomst mellem bymændene i Varnæs og hertugen. Man enedes om, at bymændene og Peter Møller på Krusmølle hver skulle betale halvdelen af den årlige afgift.

Allerede før dette tidspunkt fandtes der et laksefiskeri i Blåbæk. Oprindelig havde mølleren Boy Møller og hans søn Asmus drevet fiskeriet. Men da de ikke havde nogen papirer på dette, anlagde Kay Rantzau ”ein Lachswehr”.

 

Hertugelige strid om fiskerettigheder

Efter nedlæggelsen af møllen blev den flyttet og anbragt nedenfor mølleslusen. Da bækken dannede skel mellem Varnæs og Blans bymarker, opstod der senere strid om fiskerettighederne mellem hertugen af Gottorp og hertug Hans den Yngre som ejede Blans.

 

Adelige i Varnæs

Selv om kongen ejede det meste af Varnæs findes der et vidnesbyrd om, at der også i Varnæs har været adelige lodsejere, for i 1269 overdrager Peder Jonsen sit gods ”Warnesmarc” til hertug Erik. Måske har det også været anden adelig ejendom i Varnæs by.

I hvert fald vil traditionen vide, at både Hipholm og Gammelgaard er navne på middelalderlige adelsgårde. Gammelgaard skulle have ligget lige på grænsen mellem Varnæs og Bovrup vest for vejen mellem de to byer. Men der foreligger ikke nogen dokumenter om disse to gårde. Undertegnede har ikke set nogen.

Også ved Hesselgård have været en borg. Der er fundet en stenbro og et lag trækul. Men det er selvfølgelig ikke tilstrækkeligt bevis for, at der har ligget en herregård her. Dennes eksistens må indtil videre være lige så tvivlsom som Gammelgaard og Hipholm.

En hol i Varnæs mose kaldes Borresholm. Den nævnes første gang 1710. Navnet må være sammensat af borg eller muligvis borghus eller borgris. Man kan ikke helt afvise tanken om, at der her kan have ligget en gammel adelig borg. Først ved spadens hjælp kan man afgøre om der har ligget adelige borge i Varnæs.

 

Spor af Vold

Nede ved Varnæs vig findes spor af et voldsted, kaldet Vold. Det kendte sagn om junker Viggo fortæller, at han boede her. Men junkeren er en ren sagnfigur. Kunne det så have været en kongelig borg?

 

Et par mord

Den eneste sikre adelsgård i Varnæs by er Ornum, som dog først opstod omkring 1575. Den blev oprettet af to bøndergårde. Den ses på Mejers kort fra 1641. Bygherren var Hans Blome, der var søn af Hans Blome af Melsgaard. Hans Blome Jun. fik en tragisk skæbne. Den 1. juni 1589 skød han sin nabo Povl Uge til Skovbølgård, da denne var hans gæst på Ornum.

Drabsmanden følte jorden brænde under sig. Han flygtede til Mecklenburg. Han vendte dog tilbage til Ornum et par år senere. Efter hjemkomsten blev han dog dræbt af Poul Uge, da denne overfaldt ham på hans gård. Hans Blome blev begravet i Varnæs kirke. Arvingerne lovede at give 10 Daler til kirken. Endnu i 1609 beklagede kirkeværgerne sig over, at de ikke havde fået pengene.

 

I hertugens hænder

Hans enke, Drude Rantzau solgte Ornum til amtmanden i Aabenraa, Kai Rantzau den 27, februar 1592. I 1597 overdrog denne gården til hertug Johan Adolf af Gottorp for 3.500 rigsdaler. Den blev nedlagt og jorden blev lejet ud til bønderne.

Hele byen var nu på hertugens hænder, men derfor fik man ikke fred for adelen. I den følgende tid kom det til flere sammenstød.

 

Klager over Skovbølgård

I 1622 beklagede Varnæs – folkene sig over Jesper von Buchwald, som fornyelig havde købt Skovbølgård af Claus Uge.

Han havde ladet sit kvæg drive ind på deres bymark for at lade det græsse der. Hertugen gav selvfølgelig herremanden ordre til at lade hans bønder i fred. Kort tid efter var der igen galt med Jesper von Buchwald. Han og hans folk var flere gange blevet set inde på Varnæs Bymark på jagt efter harer.

Hensyn kendte de høje herrer ikke noget til. Det gik også ind over bøndernes rugmarker. På samme tid blev det også fastslået at den mægtige Frederik Ahlefeldt til Søgård benyttede Varnæs bymark. Som jagtterræn. Begge herremændene fik selvfølgelig skrivelse fra herremanden om at holde op.

Men herremanden til Skovbølgård ville ikke sådan uden videre give tabt. I sin svarskrivelse hævdede han at ejerne af Skovbølgård havde haft jagtret på Varnæsmark ikke blot i Claus Uges tid men også i hans faders- og bedste-faders tid. Samtidig gjorde han gældende, at om efteråret, når ævred blev opgivet og gærderne fjernet havde Skovbølgård ret til at lade kreaturerne gå på bymarken. Disse påståede rettigheder synes at stamme fra, at Skovbølgård havde to marker, altså ganske små jordstykker på Varnæs Bymark.

 

Strid mellem Varnæs og Bovrup

Denne efterårsgræsning gav året efter i 1624 også en strid mellem Varnæs og Bovrup. Det var nemlig fra gammel tid sædvane i de år, da Varnæs Østermark og Bovrup Nørremark var under plov, græssede de to byers kvæg i fællesskab. Men fra Bovrups side påstod man, at Varnæs – folkene var for tidligt på den. I Bovrup havde man endnu ikke bjerget høet.

 

Mange gårdmænd i Varnæs

Vi ved, at der i 1609 var 45 gårdmænd i Varnæs by. Et ganske betragteligt antal. Ved udskiftningen i 1710 var der 55 gårde. I 1860 var der foruden præstegården, degnegården, 2 kroer, 21 kåd, 49 huse og 52 gårde.

 

Næsten alle ernærede sig af landbruget

I ældre tid ernærede næsten hele befolkningen i Varnæs sogn sig af landbrug. Hoveriet blev allerede i 1597 afløst med en ret stor pengeafgift som med tiden blev forøget. Således blev der i 1704 betalt 8 rigsdaler for en almindelig gård. Dog blev bønderne ved med at lave lidt hoveri ved reparationer og lignende af Brundlund Slot.

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjyske Årbøger
• Johan Hvidtfeldt: Varnæs Sogns Historie

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.012 artikler
• Under Aabenraa finder du 203 artikler
• Under Sønderjylland finder du 246 artikler

 

• Er Varnæs en ældgammel købstad
• En salmebog fra Varnæs
• En degn fra Varnæs
• Bryllup i Varnæs
• Fra Varnæs til Felsted
• Den gamle skole i Felsted
• Felsted Sogn 1-2
• Bønder – syd for Aabenraa
• Kirker – syd for Aabenraa
• Folk – syd for Aabenraa
• Syd for Aabenraa
• Hvor ligger Tumbøl?
• Bombenatten over Als og Sundeved 1942
• Underfundige folk på Sundeved
• Sundeveds fortid
• Historier fra Rise og Lundtoft Herreder med Sundeved
• Ahlefeldt og Søgård