Ingen ”Kaiser Wilhelm Denkmal” i Aabenraa

Denkmall i Haderslev og Tønder. Kejseren blev bortvist i Tønder. Det skulle gå 7 år i Aabenraa, inden der skete noget. Fra Brundlund Slot kom en opfordring. Hele 8,50 mark blev der indsamlet fra Stubbæk. Det kunne ikke blive til et monument. Der skulle ikke laves relief af bedstefar, sagde barnebarn. En billedhugger fra Berlin blev foreslået. Landråden accepterer. 30 herrer på Statdttheater bestemmer, at man skal have Kaiser Wilhelm Brunnen. Nu peger ny landråd egenhændig på billedhugger fra Flensborg. Trist brev Aabenraas Magistrat. Harmfuldt indlæg i Apenrader Tageblatt. Sagsanlæg fra billedhuggeren fra Berlin, som han vinder. Efter revolutionen var der ikke nogen, der interesserede for ”Kaiser Wilhelm der Erste”

 

Denkmall i Haderslev og Tønder

Vi skrev en artikel om dette Denkmal i Haderslev. Og det fik en lokalhistoriker op af stolen. Til artiklen havde vi ellers brugt 8 kilder. For dem, der stadig tør læse den artikel, laver vi lige en henvisning. Men se dette ”Denkmall” kom også til Tønder.

 

Kejseren blev bortvist i Tønder

Og her var det i 1897 foran Tønder Kristkirke yil ære for Kejser Wilhelm den Første. Befolkningen i Tønder havde vænnet sig til Kejseren. Men handelsfolkene i Tønder mente ikke at kunderne fra området skulle se en tysk kejser i en dansk by efter 1945.

Så blev den stakkels kejser flyttet bag Schweizerhalle. Og der stod han helt til 1994. Derefter blev kejseren flyttet på kirkegården. Men hvorfor var der ingen kejser i Aabenraa?

 

Det skulle gå 7 år, inden der skete noget

Mange har sikkert skuet til Haderslev, hvor der den 12. september 1890 rejste sig et flot monument for Kejser Wilhelm den 1. på Søndertorv, Nu måtte Aabenraa sandelig også kunne præstere noget sådant. Men det skulle gå syv år, inden der skete noget.

 

Fra Brundlund Slot kom opfordring til indsamling

Det startede med et brev fra selveste von Uslar, der fra Brundlund Slot sendte en skrivelse til amtsforstanderne i Aabenraa amt:

• Den 22. marts på hundredårsdagen (for Kaiser Wilhelm) blev der ved festen om aftenen på min foranledning besluttet at sætte et værdigt men enkelt mindesmærke over vor elskede højsalige Kaiser Wilhelm den 1., den store. Allerede den samme aften fik man indsamlet 1.030 Mark.
• Jeg skal herved anmode Dem om at bekendtgøre dette i Deres bekendtskabskredse og hos gode tyske mænd, men ganske privat modtage frivillige gaver til rejsning af dette monument og godhedsfyldt indsende disse bidrag inden 14 dage under navngivelse af bidragsyderne og beløbets størrelse. Jeg håber så, at de til formålet nødvendige midler, ca. 3 – 4.000 mark, så til den tid vil være til rådighed

 

Hele 8,50 mark fra Stubbæk

.

Der har sikkert været god stemning på ”Geburtsdags- festen” med indtagelse af alkoholiske drikke. Men ak, da indsamlingslisterne blev modtaget, var der en form for misstemning. Der var overraskende små bidrag.

Giverne var naturligvis amtsforstandere, lærerne, gendarmerne, ledvogtere og andre afhængige tjenestemænd.  Men selv disse var ikke så gavmilde.  Fra Uge blev der modtaget en sum på 10,80 mark. Fra Stubbæk kom der 8.50 mark. Men retfærdigvis skal nok lige nævnes at præsten og degnen havde betalt direkte.

Man blev nu nødt til at rette henvendelse til ”Actien-Gesellschaft der Bergbau” i Dortmund. Herfra fik man den 23. juni 1900 et imødekommende brev, der lovede 2.000 Mark til formålet. Måske havde de allerede en gang bidraget til indsamlingen.

 

Efter 10 års indsamling: 5.200 mark

Så gik der atter en rum tid. Og endelig den 2.1.1906 skriver landråden til ”Baurat Jablonowski” i Haderslev, der for øvrigt var ansvarlig for en del offentlige bygninger. Denne blev nu bedt om at komme med råd i sagen.

 

Det kunne ikke blive et helt monument

Nu efter 10 års indsamling var beløbet kommet op på 5.200 mark. Landråden var nu kommet til den erkendelse, at det kun kunne blive til em medaljon og et egetræ – en såkaldt ”eine sogenannte Bismarkseiche”

 

Der skulle ikke laves relief over bedstefar

Nu skulle der bare findes en egnet plads i byen. Nu var det så heldigt, at redaktøren af Apenrader Tageblatt, dr. Kähler sad i bestyrelsen for komiteen med von Uslar som formand. På en fremstående plads på forsiden af sin avis skriver redaktøren, at Kaiser Wilhelm den Anden ved anden lejlighed har udtalt, at han ikke ønsker, at der skulle laves relieffer af hans bedstefar. Der må kun udføres buster eller statuer. Da man skulle indhente tilladelse fra højeste sted om udformningen, så kunne von Uslars plan ikke gennemføres. Sagen gik atter engang i stå i nogle år.

 

En billedhugger var Berlin blev forslået

Den 24. april 1910 henvender dr. Kähler sig til redaktøren for at kunsttidsskrift, hr. Helvag. Kähler spørger, om denne vil udskrive en prisopgave. Men denne fraråder, da beløbet er så lille. I stedet anbefaler han en dertil egnet billedhugger fra Berlin – Hr. Otto Glauflügel fra Berlin.

Dette råd blev fulgt. Billedhuggeren får tilsendt fotos fra Nørreport og Sønderport. Han blev bedt om at komme med et udkast til en prydbrønd til en værdi af 6.000 mark.

 

Landråden accepterer

Man får dog også tilsendt tre udkast. Landråden sender disse retur og skriver, at det sandelig ikke skal være en almindelig prydbrønd eller springvand. Det skal sandelig være en ”Kaiser Wilhelm Brunnen”. Nye breve og udkast følger.

Endelig den 15. maj 1911 skriver landråden, at det sidste udkast til ”Denkmalet” nu har fundet hans endelige tilslutning og bifald. Kun ønsker han at få de nøjagtige omkostninger at vide og desuden ønsker han Aabenraas byvåben erstattet med det Slesvig – Holstenske.

Billedhuggeren presser nu på for at komme i gang. Han beskrev et af sine seneste udkast:

• Springvandet består af en stenbækken med en obelisk, på hvilken kaiserkronen er anbragt. En medaljon af Kaiseren er fæstnet til obeliskens side flankeret af to marinesabler. Foran dette sidder en marinesoldat på et fjeld og stirrer ud i det fjerne, medens han holder en sø-kikkert i hånden og har et anker ved sin side. Tæt ved ham sidder en havørn parat til at flyve, et symbol på den almægtige ”søfarts-kejser”.

Men ak – atter en hindring – Den stakkels Glauflügel hører nu pludselig ikke mere fra Aabenraa

 

30 herrer på Stadttheater bestemmer, at man skal have en brønd

Derfor blev der nu indkaldt til møde i Stadttheater i Vestergade. Har skulle man drøfte anvendelsen af de indsamlede penge. Der var mødt 30 herrer frem.  Man blev enig om at den pompøse Kaiser Wilhelm – Brunnen skulle bygges. Også den tyske ”Burgerverein” pressede på.

 

Landråd peger nu på billedhugger fra Flensborg

Men nu blev von Uslar syg. Hans efterfølger landråd Siemon giver selvbestaltet ordren til billedhugger Anton Huber i Flensborg. Denne foreslår at fremstille ”kunstværket” i beton i betragtning af, at der ikke er ret mange penge.

I 1914 fremstiller han en model af brønden, som udstilles i et butiksvindue hos isenkræmmer Zink, Storegade 29. Men ak.

 

Brev fra Magistrat

Den 27. juli 1914 – lige inden Første Verdenskrigs udbrud modtog komiteen en skrivelse fra Magistraten, hvori man afslår at yde gratis installation og brolægning af brønden. Som begrundelse mener man, at det var bedre, hvis hele projektet blev udført af komiteen alene.

Og det blev endnu værre. For Magistraten meddelte også, at det hverken kunne blive Nørretorv eller Storetorv, at hensyn til den trafikale udvikling. De første biler var begyndt at dukke op.

Magistraten foreslog i stedet pladsen ved Toldkammeret eller ved Madevejen, den nuværende H.P. Hanssensgade.

 

Harmfuldt indlæg i Apenrader Tageblatt

Reaktionen på dette nye moment i sagen kan man læse i Apenrader Tageblatt den 29. juli 1944. I en meget bitter artikel skrev dr. Kähler, der jo havde været primus motor i hele sagen, at det havde været bedre, hvis magistraten havde sagt nej fra begyndelsen. De havde jo hele tiden kendt pladsforholdene. Nu blev man nødt til at opgive projektet, bruge penge til noget andet eller placere monumentet i Øster Løgum eller Gråsten. Og ironisk slutter Dr. Kähler med at man kan fejre 25.- året for projektet ved at tage afsked med det.

 

Sagsanlæg fra billedhugger

Det var ikke engang slut endnu. Der kom også et erstatningskrav fra billedhuggeren, Glauflügel. Kravet blev afslået. Der kom til en retssag som komiteen tabte. Man indgik dog et forlig om erstatningens størrelse.

 

Efter Revolutionen – ingen interesse for kejseren

Nu kom krigen og billedhuggeren Anton Huber blev indkaldt. I juli 1918 var der atter planer fremme om en indsamling. Den 27. 1. 1919 efter revolutionen var alle tanker om Kaiser Wilhelm Denkmal i Aabenraa skrinlagt. Man henstillede atter, at pengene blev brugt til ”promenaden”. Inflationen ilede imidlertid. Og det var med stormskridt. Inden man traf en afgørelse, var pengene værdiløse.

Det var eventyret om Kaiser Wilhelm Denkmall i Aabenraa.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Se Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2008 artikler
• Under Aabenraa finder du 202 artikler
• Under Sønderjylland finder du 245 artikler

 

• En kejser i Haderslev