Det var ikke let at dyrke sport – dengang. Moralbegreberne var anderledes. Og dengang var der klasseforskel. Sportens udøvere blev betragtet som en særlig race. På badeanstalter badede kønnene hver for sig. Pludselig viste en herre i Adamskostume sig. Vi kigger på et patenteret svømmebælte. Brydning blev ikke betragtet som sport, men det ændrede Bech – Olsen. Fodbold var for halvgale individer. Det var vigtigt at sports – damer på trick – cykel klædte sig rigtig. De fine skøjteløbere løb i Kastelsgraven. 

 

En slags gøglere

Sportens udøvere blev betragtet som en mærkelig race. Omkring år 1900 ansås folk som dyrkede visse former for sport som eksklusive eller som en slags gøglere.

Sejlsport, ridning, fægtning og det nye mærkelige tennisspil var forbeholdt den egentlige overklasse. Den jævne befolkning og arbejderbefolkningen foretrak fodbold, brydning og boksning.

 

Sport bliver mere og mere vulgær

I 1898 hed det således:

• Der klages i de senere Aar stærkt over, at al Sport bliver mere og mere vulgær herhjemme. Meningen hermed er vel ikke, at det brede, det laveste Lag i Befolkningen nu ogsaa udøver Sport, thi det er kun glædeligt, men Klagen angaar vist det Faktum, at de Folk, som nu om Stunder blive Sportsmænd, saa at sige af Profession, gennemgaaende tilhøre de mindst dannede Kredse, udgøre næsten en Race for sig, yngre og ganske unge Mænd, der i Livets borgerlige Forhold ikke fandt sig til Rette eller vare særligt værdifulde. Saadanne Anker have vel nærmest været rettede mod Cyclesporten som Fagsport – og i visse Maader med Rette. Den Revyforfatter, som fornylig lagde en professionel Cyclist følgende kaade Refræn i Munden:

 

• Jeg ka’tte skrive, jeg ka’tte læse,
  Jeg ka’tte regne – men jeg ka’ pace

 

Teksten har trods Overdrivelse, sagt Sandheden. Lad imidlertid baade Cyclesporten og Travsporten, Fodsporten og Atletikken være blevne vulgære, Ridesporten er det dog ikke helt endnu, og Rosporten og Sejlsporten bliver det vist aldrig. Hvor en Totalisator ikke har fundet Anvendelse, er Sporten først og fremmest Sport, ikke Geschäft, og af den Grund tiltalend og fin.

 

Cykelsporten starter

Ja cykelsporten startede ved omkring 1870. Da startede en sand Velocipede – feber i København. I 1880erne afløstes denne feber af en ny feber, Ordinary – feber. Dette apparat bestod af et kolossalt forhjul og et meget lille baghjul. Det var meget vanskeligt at komme op på den. En tysk håndbog angav 23 forskellige metoder til bestigning af dette apparatur.

Et godt råd fandtes også i et cykelblad, at hvis man havde fået for meget fart på, burde man styre efter den nærmeste hæk eller busk. Når man nærmede sig dette skulle man smække benene over styret. Man kunne på den måde slippe for større kvæstelser.

 

885 cyklister på Strandvejen

Efter en halv snes år kom så Safety’en med kædetrækket. Med den blev cyklen yderst populær, både til søndagsudflugten og som sportsartikel. I 1881 stiftedes Dansk Bicykle Club. I 1888 havde foreningen 200 medlemmer.

I 1882 blev det første cykel – væddeløb arrangeret i Tivoli. En sommerdag i 1891 kunne bomhuset i Hellerup registrere passage af 885 cyklister.

 

Ikke alle var lige begejstret for disse bicyklister. Således kunne man i datidens medier læse:

 

Sports – damer rider gennem byen

• Fra at være en uskøn men uskadelig Adspredelse i ledige Timer, er Bicyklevæsenet omsider endt med at blive en Epidemi, hvorimod den gode Smag bør nedlægge sin Protest. Bicyklisten er en Parodi paa Rytteren; han viser sig iført Nattrøje og lange, nøgne Ben og med Ridepisk til at holde Hundene borte med. Tilmed tror Bicyklisten, at han driver Sport. Som om det var Sport at træde Bælge.

 

En Onkel skriver følgende:

•  Toppunktet af Galskab er det nu, at være Sports – damer, der hidindtil har holdt sig til Trckcyklen, i disse Dage viser sig paa Gaderne ridende den lille hæslige, tohjulede Safety, udelukkende optagne af Skørterne og de rebelske Ben…..

 

I en senere artikel skriver den samme skribent:

•  Kan det kaldes Ladylike, og kan det forenes med en ung Dames Værdighed, at hun rider gennem Byen paa en 2 – hjulet Bicykle?

 

Vigtigt, at klæde sig rigtigt

En læge advarede mod, at de talrige rystelser, som man fik, var skadelige. Andre mente dog, at det var ganske naturligt, at de unge damer cykler, og at tværtimod var sundt for dem med den motion. Andre mente igen, at de unge damer ikke behøvede korset, for at stive sig af, hvis de cyklede.

Det var også vigtigt, at klæde sig rigtigt på cykelturen for kvinderne, dengang. Således skriver et ugeblad fra 1897:

• Nu da næsten enhver Kvinde er Cyklerytterske, gaaer det heldigvis mere og mere op for Bevidstheden, at der til dette Brug maa holdes en særlig Dragt. Den Kvinde er klog, der til Cyclebrug bærer saa lidt Undertøj som mulig:
• En Uldtrøje, Combinations, et meget lavt Korset, Knæbenklæder af Serge eller Klæde og en kort Nederdel af samme Tøj. Livet kan enten være stramt i Blusefacon eller en Coat med aabne Forstykker, Hatten maa svare til Dragten i Farve; en Touge eller Sømandshat er kønnest og skal der bruges Slør, maa dette være ganske tarveligt og glat; i det Hele gjelder det for en Dame, der kjører paa Cycle, at være klædt saa stilfuldt som muligt; Fjer og Pynt er ganske ude af Plads paa en Sadel. Paa denne Aarstid vil jeg anbefale Gamacher, længere hen paa Saisonen bliver de for varme.

 

Byg et cykelskab

Og i diverse blade kunne man også se anvisninger på, hvordan man sad anatomisk rigtig i sadlen. Indgående anvisninger på, hvordan man lavede et elegant Cycleskab i entréen til at sætte maskinen i, når det ikke var i brug, kunne man også finde i bladene.

 

I Ordrup kørtes det første væddeløb i 1888. I 1892 overværede st stort publikum cykelklubben Cyklisten’s væddeløb på Traverbanen i Charlottenlund.

Da klubben havde fået sin egen bane ved siden af Tivoli, omtrent på Hovedbanegårdens nuværende plads, afholdtes i 1894 en stor konkurrence mellem heste og cykelryttere. Denne begivenhed blev overværet af 30.000 tilskuere.

 

Fodvæddeløb

Nu var det dog lige før, at Fodvæddeløbene kom til at overskygge Cykelvæddeløbene. Dette skyldtes nok hovedsagelig den 27 årige løjtnant I.P. Müller. Han var ubestridt mester på alle distancer lige fra en halv engelsk mil til ti danske mil.

På cykel blev der arrangeret landevejsløb f.eks. Sjælland rundt. Det var dog ikke tilladt at køre væddeløb på Strandvejen. Der skulle man – som det hed – staa af Maskinen paa de lovbefalede Bakker.

 

Mere fint med ridning

Cykelsporten fik flere og flere tilhængere, men alligevel var der mange, der betragtede den som mindre fin. Den tålte slet ikke sammenligning med Ridning.

Denne sport blev af det københavnske borgerskab anset for at være en nobel og ædel sportsgren. Det var en sund motionsform. Ridehuset på Christiansborg og Lørups Ridehus i Stockholmsgade var toneangivende i de velhavende kredse i Bredgade.

 

Men snart bredte hestesporten sig i alle samfundslag. Det skyldtes ikke mindst travsporten. I 1885 stiftedes Det danske Travselskab. De første løb afholdtes på en bane ved Lyngbyvejen.

I 1891 blev banen flyttet til Charlottenlund. På Eremitagesletten var der liv og glade dage indtil 1910, da den nuværende Klampenborg Væddeløbsbane i Ordrup Mose blev indviet. Kongefamilien var altid til stede med eskorte og firspand. På Neiiendams Væddeløbsrestaurant mødtes alle de fine.

 

Sejlsport

Det var vel det samme fine publikum, der som regel mødte op til kapsejladserne eller deltog aktivt. I en udtalelse fra 1901 forlyder det således:

• Ingen Sport sluger sine Dyrkere i den Grad med Hus og Haar som Yachtsporten; den der først er tabt for Slægt og Venner og for Landjorden, i alt Fald saa længe Sommeren varer.

 

Årets store begivenhed var Øresundsugens Kapsejlads. Den var oprindelig indstiftet af Dansk Forening for Lystsejlads (1866). Denne afløstes senere af Den Kongelige danske Yachtklub, der fik til huse på Langelinie.

 

Foruden sejlsport var der allerede dengang adskillige unge, som dyrkede roning – endog flere kvinder. Enkelte gik også til fægtning. ja mange spillede tennis, selv om kvindernes lange kjoler hindrede bevægeligheden.

 

Fodbold for halvgale individer

Derimod var det helt nye golfspil, en sport, der kun egnede sig for mænd. Det samme gjaldt fodboldspillet. Omkring år 1900 blev dette dog ikke dyrket af den københavnske overklasse.

Den allerførste fodboldkamp fandt sted på Rosenborg Eksercerplads i 1883.

 

I begyndelsen anså man fodboldspillere som nogle halvgale individer, der rendte omkring ude på Fælleden og sparkede hverandre op ad benene.

En af de største fodboldhelte var Sophus Krølben Nielsen, der ved olympiaden i London i 1908 præsterede det kunststykke at score 10 af det danske landsholds 17 mål. Modstanderne, Frankrig fik kun scoret et mål.

 

Gymnastik – ikke populært i skolerne

Allerede i slutningen af forrige århundrede indgik i gymnastik og svømning i den højere skoles undervisningsplan, men det var ikke altid den store begejstring hos eleverne. Men mange vedblev dog med at dyrke gymnastik – for bedre at kunne fordøje de store middagsselskaber og fede spiser.

 

At mange kvinder dyrkede motion i 1880erne vakte i den grad anstød. Problemet blev livligt diskuteret på møder og i pressen. Det vakte i den grad forundring, at Hr. Paul Petersen kunne uddanne lærerinder, som havde forståelse for gymnastikken.

 

Afklædning i vandet

På kørebanen var der problemer. I pinsen 1884 begyndte den berømte og berygtede dampsporvogn at køre hver 12. minut fra Trianglen til Klampenborg. Ialt var der 10 dampsporvogne samt elleve åbne vogne. Tænk i pinsen blev der solgt i alt 34.909 biletter. Og tænk hos konditor Larsen, Østerbrogade 58, kunne man tilbringe ventetiden fra klokken 8 morgen til klokken 11 om aftenen. Mon ikke mange ventende har indtaget et stykke kage og en kop kaffe?

 

Men det der med dampsporvognene var ikke særlig populært. Men mon ikke mange blev transporteret til Tuborg Havn i 1886. Her optrådte den svenske svømmekunstner Akej i vandet. Han opførte afklædningsscener i vandet. Han kunne ryge, spise og hvile i det våde element.

Trods den store interesse for svømmesporten, så blev man forarget over at se unge piger i stramtsiddende svømmedragter optræde foran et stort publikum hos kaptajn Nilssons Søbadeanstalt på Strandvejen.

 

Johansens patenterede svømmebælte

Og når vi nu er ved svømmesporten burde vi præsentere Johansens patenterede Svømmebælte (1876):

• Det anbefales til brug ved Svømmeøvelser
• Bæltet er prøvet og anbefalet af Autoriteter samt flere Lærere og Lærerinder, som nu anvende det ved Undervisning.
• Fordelene, som opnaaes ved dette Apparat ere:
  1. at Eleven erholder et roligt Leie i Vandet, saa at han med Ro og Opmærksomhed kan høre paa Lærerens Instruktioner samt med Besindighed udføre Svømmebevægelserne.
  2. at den kunstige Bærekraft kan formindskes i Forhold til Elevens Færdighed.
  3. at Læreren med et Bælte, paa et senere Stadium af Underviisningen ved Adskillelsen af de 2 Dele, hvoraf Bæltet bestaaer, kan beskjæftige 2 Elever ad Gangen.

 

Bæltet faaes med Bærereb (Underviisningsapparat for Begyndere), uden Reb (Selvøvelsesapparat for Viderekommende) samt i tre Størrelser: Nr. 1 (for Børn) med Reb 15 Kr. 50 Øre, uden Reb 10 Kr. 50 Øre, Nr. 2 (for Halvvoxne) med Reb 17 Kr., uden Reb 12 Kr. Nr. 3 (for Voxne) med Reb 20 Kr. uden Reb 15 Kr.

Fuldstændig Beskrivelse følger med ethvert Apparat.

 

Endvidere anbefales Bæltet til de ærede Familier, som selv have Badested, lige som Selvøvelses apparater anbefales som Sikkerheds – redskab for usikre Svømmere, der foretage Øvelse paa egen Haand.

Ordre til Provindserne med Postforskud

 

I.P.T. Johansen

Gymnastik – og Svømmelærer

 

NB: Ved min Svømmeunderviisning paa Hr. Engelbrechts Badeanstalt, Strandpromenaden Nr. 2. fra Kl. 6 til 10 Form. betjener jeg mig af Apparatet. Indmeldelse til Svømmeunderviisning modtages. Voxne undervises fra 6 til 7 form.

 

En solbrændt kvinde var ikke en dame

Både kvinder og mænd dyrkede som nævnt svømning, men ingen af parterne opfattede det som sport. Strandbade, for ikke at sige solbade var endnu ukendte. En stærk solbrændt kvinde blev ikke betragtet som en dame.

 

En herre i Adamskostume

Man badede på varme sommerdage for at blive forfrisket. Herrer og damer badede hver for sig. For dem, der ikke ville lade sig beskue i de kunstfærdige og upraktiske badedragter var der på badeanstalterne indrettet særlige aflukkede rum, afskærmet af markiser. Her kunne man bade i ensomhed og skjule sine yndigheder.

 

Det vakte stor rædsel hos kvinderne under Paul Petersens Svømmeeksamen, sa en herre midt under præsentationen dukkede op i bassinet i adamskostume.

 

Søslag om en bold

For svømmesportens udøvere var badeanstalten Helgoland i Svanemøllebugten i mange år et dejligt paradis. Det vakte stor sorg, da det endelig i 1932 besluttedes at lukke den på grund af badeanstaltens forurening.

Efter en svømmekonkurrence som Dansk Idrætsforbund afholdt på Orlogsværftets bedding i 1904 skrev en anmelder:

• er det slet ikke værd at tale, thi det er nok som bekendt, hvilke Flodhestekure de vover at byde det menneskelige Legeme.

 

Anmelderen synes dog, at det var interessant at se:

• et Vandpolo – spil, et reglementeret Søslag om en Bold, der med Svup og Plask bliver drevet i Maal.

Dagen efter blev også en Succes for den militære Blufærdighedsfølelse idet Hr. Krigsassessor Paul Petersen følte sig krænket over, at to unge Damer dristede sig over Vandfladen for at vise Publikum et par elegante Udspring. Denne Episode blev i alle Tilfælde Dagens mest opsigtsvækkende Vandgang.

 

En net lille fod

Kvinderne dyrkede ikke blot gymnastik og svømning. Mange af dem var gode skøjteløbere. Det krævede ikke de større investeringer. De dyreste skøjter kostede 2,50 kr. Man kunne få nogle almindelige jernskøjter for 1,50 kr.

De løb i deres almindelige tøj, dog uden at give afkald på deres uundværlige muffer. På skøjtebanerne vakte de ikke forargelse, men kun velbehageligt gys hos herrerne, når de faldt, og de lange skørter åbenbarede en net lille fod. Man var nemlig ikke forvent.

 

De fine løb i Kastelsgraven

Begge køn kunne være medlem af Kjøbenhavns Skøjteløberforening. Foreningen var stiftet i 1869. Oprindelig brugte man en del af Peblingesøen som bane. Men her var ret koldt og vinden susede igennem alt og alle. I 1875 fik en del af medlemmerne lov til at løbe på graven ved Kastellet. Her var læ og mere hyggeligt.

Andre valgte den mere fritliggende og større stadsgrav ved Tivoli.

 

Nu skal det dertil siges, at dem der løb i Kastelsgraven, var de mere fine. Det var fortrinsvis officerer og Bredgadekvarterets adel og diplomati med prins Valdemar i spidsen. Eller som medierne sagde dengang:

• de grundmurede Borgers Repræsentanter løbe rundt i Pelsværk og deres Ansigts Sved.

 

Om damernes tournurer fortaltes det sarkastisk, at de afbødede de fejl og fejltrin de begik, når de havde ladet sig lokke på glatis.

 

Ungdommen foretrak søerne

Næsten lige så fin var kanalen i Frederiksberg Have. Men hos ungdommen var søerne mest populær. Her var der god lejlighed til at unddrage sig vogtende mødres og tanters bevågenhed.

Og dengang var det trendy at løbe på skøjter med en tændt cigar. Det imponerede det svage køn, troede de unge mænd. Og specialcigaren El Indica kunne erhverves for 40 øre for seks stykker. Ville man imponere endnu mere kunne 100 stykker erhverves for 6 kroner hos Waldemar Soldath i Frederiksberggade.

 

Når der var fest på en af byens skøjtebaner med kunstløb, illumination og musik stod teatrene tomme.

At løbe på rulleskøjter var ikke ukendt, men det var nærmest en cirkus – begivenhed. I 1877 fik københavnerne gennem Cirkus Renz denne sportsgren at se.

 

Brydning ikke en sportsgren

Brydning blev heller ikke anset for en sportsgren, det sømmede sig for ordentlige mennesker at dyrke. Men alligevel var det en begejstret folkemængde, der hyldede den danske bagermester Saft, da han besejrede tyskeren Heister på Christiansborgs Ridebane. I de almindelige cirkusforestillinger var brydekampe et festligt indslag.

 

Hofbryderen måtte bide i græsset

Den helt store begejstring vakte Bech – Olsen. Brydekampen mellem ham og den tyrkiske sultans hofbryder, den frygtelige tyrk, Mehmisch var en københavner – begivenhed, der optog alle. Kampen fandt sted på en tribune i St. Thomas Have på Frederiksberg den 27. september 1896. Blandt tilskuerne var Georg Brandes. Det så ud, som tyrken ville vinde, men så tog danskeren sig sammen, og så måtte tyrken slippe sit tag. Kampen blev vildere og vildere, og publikum jublede. Tomme for tomme pressede Bech – Olsen tyrkens skuldre mod jorden. For første gang i sit liv måtte sultanens hofbryder bide i græsset. Begejstringen ville ingen ende tage.

 

Verdensmester

I 1897 besejrede den danske helt, den frygtelige græker Antonio Pierri og vandt det eftertragtede verdensmester – bælte. Magnus Emanuel Bech Olsen var oprindelig murer, men nu slog han sig ned som værtshus – holder. Hans mange sejre førte til, at hans beværtning blev meget søgt.

 

Cirkusdirektør

I år 1900 tog han på turné i Amerika. Efter hjemkomsten slog han sig ned som cirkusdirektør. I Bech – Olsens Cirkus ude ved Ladegårdsåen optrådte han selv med frihedsdressur – tyve heste i managen på en gang.

 

 

Kilde: Se

• Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:

 

Under Østerbro:

• Badeanstalter på Østerbro
• Langelinie – dengang
• Nord for Østerbro
• Sporvogn på Østerbro
• Strandvejens historie
• Østerbro – Nyheder 1884 – 1898
• Østerbro – Historier 1912 – 1930

 

Under Nørrebro:

• Den sidste Badeanstalt
• Forlystelser på Nørrebro – dengang
• Københavner – Historier 1891 – 1902