De Socialistiske Blade fra Nørrebro (Nør.LIV 6)
Her er vores sjette indlæg til Ugebladet Nørrebro LIV 6. Vi følger Louis Pio og socialisterne på Nørrebro. De udgiver nogle ”farlige” blade, som borgerskabet gerne vil have væk. Trykkerier bliver truet. Og natten inden den store samling på Fælleden bliver de tre socialister Pio, Geleff og Brix arresteret. De får nogle særdeles hårde straffe. Mere eller mindre frivillig bliver de sendt ud af landet. Sponsorer er store virksomheder, der ikke er interesseret i Socialismens udbredelse. Ja tænk engang. Det hele startede i Ravnsborggade 21.
Redaktion: Ravnsborggade 21
Arbejdernes oprør mod kapitalismen startede som så meget andet fra Nørrebro. Det blev startet af tre pionerer. Men ak, de blev svigtet af deres egne, og det blev udgivet smædeskrifte mod dem.
En stigende harme og utilfredshed bredte sig blandt arbejderne. To pjecer, der udkom i maj og juli 1871 begyndte at vende udviklingen. De pjecer blev kaldt ”Socialistiske Blade”. Arbejderne ville værge sig over de kapitalistiske overgreb. Bladene udkom nu med 14 dages mellemrum, og blev nu kaldt ”Socialisten”.
Som redaktør stod anført H. Brix, bog – og musikhandler fra Amagertorv, der lige var gået fallit. Politiet truede bogtrykkerne, og det gjorde de hver gang man måtte skifte trykkeri.
Der var også den egentlige redaktør Louis Pio, 30-årig løjtnant fra Roskilde, indtil for nylig var han postskriver i Købmagergade. Nu havde han bosat sig på Ravnsborggade 21. Her var den egentlig redaktion.
Ja det var også Geleff fra Bredebro i Sønderjylland. Han kom fra et fængselsophold på 14 dage, fordi han havde sagt sin oprigtige mening om Prøjsen.
Da 1.200 murere valgte at strejke udkom Socialisten hver dag. Pio havde en ide om, at man skulle samles til et kæmpe møde på Fælleden. Han mente også at grundloven tilhørte arbejderne.
De måtte ikke bruge deres ytringsfrihed
Myndighederne mente bestemt ikke, at Socialister skulle bruge deres ytringsret. De brugte spioner og stikkere. De var godt klar over, at et kæmpe møde var under opsejling på Fælleden. Natten før blev de tre pionerer anholdt.
Grundlaget for anholdelsen af de tre, Pio, Brix og Geleff var meget spinkel. Men i liberale kredse var organisationen Internationale det samme som en krig på liv eller død. Magthaverne befalede, at der skulle ske en domsfældelse, og straffen skulle være så hård som mulig.
Der var indkaldt masser af militær. På Kastellet sig man parat med skarpladte våben.
Politiets hensigt var at forebygge stærk sammenstimlen ved Sankt Hans Torv. Kniplerne blev trukket frem. Og det begyndte at regne med slag i hovedet. Der opstod voldsom trængsel foran Sankt Johannes Kirke. Dørene til kirken blev trukket ind. Den yngre præst, der stod på prædikestolen fik pludselig fuldt hus. Efter et kort ophold fortsatte han sin prædiken. Et sted i prædiken sagde han:
- På Moses stol sidder nu de skriftkloge farisærer
Så hørte man en dyb stemme nede fra bagerste række
- Det er hørt
Efter lidt orgelspil tømtes kirken langsom. Ude foran stod politiet klar med deres knipler
Hårde domme
De tre blev dømt for:
- Forbrydelser mod den offentlige myndighed og orden
- Overtrædelser af Politiloven
- Forbrydelser mod religionen
Sagen varede længe og det var ingen lempelige forhold for dem i ”Blykamrene” på Nytorv. Den 29 marts 1873 faldt dommen:
- Pio fik seks års Forbedringshus (nedsat til 5 år ved Højesteret)
- Brix fik fire års Forbedringshus (nedsat til 3 år ved Højesteret)
- Gerleff fik tre års Forbedringshus
I Vridsløse fik Pio og Brix et knæk for livet. Pio blev ligefrem syg af opholdet. Geleff havde det lidt lettere. Først efter 35 måneders afsoning blev de ”benådet” og løsladt på kongens fødselsdag den 8. april 1875.
Pio rejste til London og forsøgte at få Karl Marx til Danmark. Det gik dog ikke. I arbejderbevægelsen var der uoverensstemmelser og Pio gik af som formand.
Men ak myndighederne var stadig bange for de tre. De blev sendt i Horsens Tugthus. Men samtidig samlede myndighederne penge sammen hos arbejdsgivere, så man kunne få de farlige socialister sendt ud af landet.
Den 23. marts 1877 rejste Pio ganske uventet til Amerika sikkert også ganske mør af modgang. Han satte sig i spidsen for dannelse af en koloni, men det måtte dog opgives. Pio ernærede sig som typograf og redaktør.
Men kun 53 år gammel døde Pio glemt af alle – den 17. juni 1894 af tyfus på et hospital i Chicago.
Geleff blev kaldt hjem efter 43 år i Amerika. Han døde som 86 årig på Capri i Italien.
Den 12 juli 1921, nøjagtig 50 år efter, at Pio skrev sine første artikler til De Socialistiske Blade på Ravnsborggade bar hans enke Augusta Pio en urne med hans aske i land i København. Socialdemokratiet ønskede sin første fører bisat på dansk jord i anledningen af partijubilæet den 17. juli 1921. Nu var han pludselig ikke glemt mere. 5.000 mennesker fulgte bisættelsen.
På www.dengang.dk har vi masser af artikler om arbejdernes vilkår på Nørrebro.