De skamfulde sygdomme

Det var bestemt ikke alle der var velkommen på de københavnske hospitaler dengang selv om de trængte til behandling. Og det var heller ikke alle behandlinger, der hjalp. Nogle behandlinger gjorde mere skade end gavn. Og så var det de sygdomme, som man ikke talte om. Carl havde mærket det klø i to måneder. Det var de uacceptable sygdomme. Officielt var ingen sygdomme udelukket fra behandling. Så var det den hemmelige prostitution. Og det skabte disciplinære problemer. Fnat var en mide under overfladen. Bagersvende var mest udsatte. Gode huskeråd mod fnat. På hospitalet fik man kviksølv mod det. Men det havde en del bivirkninger. Ladegårdsmedlemmer frembragte selv kunstig ”Fnat” På Hospitalet brugte man petroleum og harpiks, fordi det var billigt. Men det var ikke smart.  

 

Mærket en kløe i to måneder

Børne skammede sig over, at få lus, lopper og fnat. Men det gjorde de voksne sandelig også. Og hertil kom også syfilis og andre kønssygdomme. De var meget udbredte dengang i København mellem 1863 og 1892.

Carl Georg J.E.V. Larsen lod sig indlægge på Københavns Kommunehospital efter at have:

 

• Mærket en Kløe i ca. to Maaneder

 

Han havde desuden udslæt mellem fingrene, på lårene og andre steder. Det var den 19. september 1892. Jo disse symptomer førte til indlæggelse på hospitalets 4. afdeling som forestod behandlingen af fnat, hudsygdomme og syfilis.

 

Uaccepterede sygdomme

Carl Georgs diagnose var scabies (fnat). Fnat og syfilis var i slutningen af 1800-tallet såre almindelige, men socialt uaccepterede sygdomme. Begge sygdomme blev forbundet med urenlighed, fattigdom og moralsk fordærv. For mange patienter var det bestemt ikke lidelser, man talte højt om, en tendens, som kan spores til nutiden.

Man mente dengang at denne sygdom var udtryk for ubalance eller uregelmæssighed i de fire legemesvæsker: blod, slim, gul og sort galde. Behandlingen skulle genkalde balancen. Det kunne for eksempel ske gennem afføringsmidler eller forskellige former for diætetiske forskrifter.

 

Ingen sygdomme er udelukket fra behandling

Sygdommene fnat og syfilis førte i 1800-tallet ikke kun til diskriminering og fordomme i det omgivende samfund. Også indenfor hospitalsverdenen blev der diskrimineret.

Københavns Kommunehospital var ved sin åbning det første hospital med princippet:

 

• Ingen Sygdom er udelukket fra Behandling

Patienten skulle være i stand til at betale for behandlingen, da hospitalet var et betalingshospital. Men der var undtagelser. Personer som led af:

 

• Fnat, Skurv (hudsygdom, der skyldes svamp) eller Utøj (lus, lopper m.m.)

 

Skt. Johannes Stiftelsen

Og som blev forsørget af Københavns Fattigvæsen skulle principielt behandles på Almindeligt Hospital. Men Almindeligt Hospital var i flere perioder bl.a. i 1892 ikke i stand til at varetage behandlingen.

Patienter indlagdes i stedet på Kommunehospitalet. Dette forhold syntes dog ikke at have ændret sig synderligt efter at behandlingen i 1886 overgik til den nyopførte St. Johannes Stiftelsen på Blegdamsvej.

Skt. Johannes Stiftelsen var ligesom de to andre hospitaler ejet af Københavns Kommune. Det bestod af et arbejderhus, en optagelsesanstalt og et sygehus. Sygehuset modtog foruden anstaltens egne beboere, syge fra fattigvæsenet herunder patienter overført fra andre hospitaler pga. af pladsmangel, ved langvarig rekonvalescens eller uhelbredelig tilstand.

 

De offentlige fruentimmere

Men fritliggende fnatpatienter var kun en del af de patienter som af sociale eller diagnosemæssige årsager var uønskede. Blandt de øvrige var byens prostituerede – de såkaldte offentlige fruentimmere.

Prostitution var i slutning af 1800-tallet et lovligt erhverv, hvis kvinden var registreret hos politiet. I 1892 var 538 prostituerede indskrevet hos Københavns politi. Derudover fandtes der en såkaldt ”hemmelig” prostitution dvs. kvinder, der drev erhvervet uden at være registreret.

 

Christiane ansås for at være sindssyg

Til disse hørte Christiane, der ansås for at være sindssyg. Hun opholdt sig normalt på Ladegården. Mange prostituerede endte her deres dage. Den 43 – årige Christiane tilstod ved indlæggelsen:

 

• Et meget uforbeholdent Alkoholforbrug – Hun havde ført et meget lystigt Liv – dog aldrig eller i hvert fald kun faa Dage practiseret som Scorium (prostitueret).

 

Christianiane skulle have været indlagt på Vestre Hospital (senere Rudolph Berghs Hospital). Ved åbningen i 1886 var 60 af hospitalets 200 senge forbeholdt udøvere af den hemmelige prostitution. Men som sindssyg hørte hun under Kommunehospitalet.

Oprindelig var det kun:

 

• De ikkun under Observation henliggende offentlige Fruentimmere

 

Disciplinære problemer

Der var uønskede. Disse kvinder var prostituerede, som politilægen havde mistanke om, var smittet med en kønssygdom eller selv meldte sig med mistanken. Ugentlige lægeundersøgelser var tvungne for de prostituerede.

Ved mistanke om smitte blev de indlagt på særlige sygestuer på Almindeligt Hospital. Indlæggelsen måtte højst vare 14 dage, hvorefter de skulle overføres til Kommunehospitalet til videre behandling.

Men i 1864 blev det ”paa Grund af Pladsmangel” besluttet at alle prostituerede skulle indlægges på Almindeligt Hospital.

Kommunehospitalet havde fra starten haft store disciplinære problemer med de prostituerede. Allerede tre måneder efter hospitalets åbning blev besøgstiden indskrænket på 4. afdeling som husede flest prostituerede, til kun tirsdag og torsdag mellem 16 og 18.

 

Ladegårdslemmer var heller ikke velsete

Ladegårdslemmer var en anden ikke særlig velset patientgruppe, som Kommunehospitalets øvrige patienter ikke gerne delte stue med. Stedet var nærmest at betragte som Københavns Fattiggård og husede 700-800 af byens over 6.000 fattige på varig hjælp.

 

Eget sygehus på Ladegården

Ladegården havde to sygestuer hver med plads til 10 – 15 patienter, men indtil 1869 blev kun indlagt mindre syge patienter. Alle andre syge blev indlagt på Kommunehospitalet. I 1870 blev forholdene ændret således, at ladegården selv kunne forstå behandlingen af en lang række sygdomme herunder:

 

• Benbrud (Urinrørsstrikturer), primære Syphilistiske Saar og Gonorrhoea

 

Mistro og modvilje mod Ladegårdslemmer kan have medført disse forandringer. Ladegårdslemmerne blev af mange anset for at lægge samfundet til fastslog for på alle måder at ”udnytte systemet”. En samtidig observatør skriver om Ladegårdslemmerne, at de ikke undslog sig fra at ”benytte Lægen som Skærmbrædt” ved ulyst til at arbejde.

 

Frederiks Hospital opdagede, at de ikke skulle behandle kopper

Kommunehospitalet var ikke alene om at forsøge at slippe for særlige patientgrupper. Ved det nye hospitals åbning trak det Kongelige Frederiks Hospital sin fundats op af skuffen og påpegede, at de ikke var forpligtet til at modtage koppepatienter, hvilken man hidtil havde været nødsaget til.

Dette fik Kommunehospitalet til at skrive følgende i deres årsberetning som medførte:

 

• En højest ubelejlig Tilstrømning af Individer angrebne af sidstnævnte Sygdom (kopper)

 

En mide under overfladen

Fnat var en udbredt sygdom i sidste halvdel af 1800-tallet. Det var en parasitær hudsygdom, der skyldtes en mide, der gnaver sig ned under overhuden. Miden kan lige ses med det blotte øje. Den laver gange, som viser sig ved en streg i huden. I den ene ende findes miden.

Miden medfører kløe, hvorfor patienten kradser sig, og der går infektion i sårene. Sygdommen er meget smitsom, specielt ved tættere kontakt i varme omgivelser som ved seksuel omgang.

Behandlingen rettede sig herefter mod at mekanisk at åbne gangene under overhuden ved f.eks. stødt kridt eller hård skrubning og dernæst dræbe miden med midler som svovl eller speciel balsam.

 

Bagersvende var meget udsatte

Når en fnatpatient blev indlagt forsøgte lægerne at opspore kilden til sygdommen. Det gjaldt også for havnearbejder Carl Georg. Men han var nu ikke i stand til at give nogen forklaring på, hvordan han havde fået sygdommen.

For nogle fag syntes fnat nærmest at have været en erhvervsrisiko. Det gjaldt for eksempel de københavnske bagersvende. Omkring ¼ af de svende, der blev indlagt på Kommunehospitalet i 1867 med fnat var bagersvende.

Bagersvendene hørte til bagermesterens husstand og var dermed hans ansvar. I de fleste hjem sov flere i samme seng. Selv i arresten delte 4-5 personer en sovebriks. Det var en praksis, der først blev ændret i 1882. Da gik man over til celler i stedet for fællesrum.

Soldater var en anden udsat gruppe. Især krigen i 1864 medførte en opblomstring af fnat. Flere af disse tilfælde havnede på Kommunehospitalet.

 

Gode råd mod Fnat

Mange børn blev også smittet af fnat. I892 modtog Kommunehospitalet 106 børn med fnat. Hverken Børnehospitalet i Rigensgade eller Dronning Louises Børneasyl behandlede fnat.

Husråd blev gerne anvendt først, En folkelig tryksag fra 1868 med råd mod børnesygdomme anbefalede mod fnat at barnet fik et afføringsmiddel bestående af sennepsblade kogt med salt eller svesker så det medførte afføring ”et par Gange” med to – tre dages mellemrum. Herefter bør det ”svede et par Nætter” hvilket opnås ved at drikke hyldeblomstte.

Kuren skulle afsluttes med varm mælk tilsat finstødt svovlblomme (tungtopløselig svovl) samt smøring af de fnattede steder med en salve af svovlblomme og fløde.

 

Kommunehospitalet med flere senge

I 1892 havde Kommunehospitalet eksisteret i mere end en generation nærmere bestemt 29 år. Hospitalet var vokset i størrelse. Sengeantallet var øget fra 800 til 966 senge uden at der var sket tilbygninger. Flere af hospitalets oprindelige funktioner bl.a. isolationsbygningen for epidemiske sygdomme var flyttet til Blegdamshospitalet og Øresundshospitalet.

 

Kviksølvssalve

Behandlingen af havnearbejder Carl Georg tog seks dage og bestod af en kur med indgnidning af kviksølvssalve. Dette præparat anvendtes ellers mest mod syfilis. Og gonorre.

Havde Carl Georg nu blevet indlagt i 1863 havde behandlingen bestået af sæbekure, dvs indgnidning af grøn sæbe. En beskrivelse fra Ladegården:

 

• Sæbekuren er imidlertid langt højere grad generende, ja saa smertefuld, at den dog undertiden fremkalder formelig Feber.

 

Ladegårdsslemmer frembragte kunstig Fnat

Men man sagde om Ladegårdslemmerne, at de med vilje fremkaldte kunstig fnat for derigennem at undslippe Ladegårdens trængsler.

Fnatten frembragte man ved hjælp af knappenålsstik, hvori man smurte tobakssaft. Opholdet kunne forlænges med børstning med en rigtig stiv børste. Så kunne man altid få lægen til at ordinære en ny smøretur.

 

Brug af petroleum og harpiks var ikke for smart

Kommunehospitalet forsøgte sig i 1865 med en tredages kur. Kuren bestod i indgnidninger i alkohol og petroleum. Brugen af petroleum ophørte dog hurtigt. Det var billigt men virkningerne var hvis ikke det man havde håbet. Hjemmekure med petroleum medførte ofte længerevarende hospitalsindlæggelser.

Man forsøgte også med harpiks. Men det viste sig at være meget allergifremkaldende. Dengang kiggede man nøje på medicinudgifterne. Billigst var man på psykiatrisk afdeling. Her var de årlige medicinudgifter pr. patient 4 kr. 69 øre.

 

Man måtte vaske sig i flere dage

I 1880’erne kom en ny salve man skulle indgnides i. Bagefter pudredes man så med mel. Man måtte så ikke vaske sig i flere dage. Men nu blev man også instrueret i at desinficere derhjemme.

I 1892 var syfilis socialt uacceptabel og til tider livstruende sygdom. Syfilis blev betegnet som en venerisk sygdom (kønssygdom) hvis behandling hørte under Kommunehospitalets 4. afdeling. Venerisk sygdom dækkede over:

 

• Lidelser af høist forskellig Natur og Betydning, der kun have det Ene tilfælles, at de udelukkende eller dog hyppigst overføres fra Individ til Individ ved Samleie.

 

I 1892 behandlede kommunehospitalet 1.210 patienter for syfilis.

 

Mange konsekvenser

Gennem 1800-tallet gennemgik patienter forskellige former for kviksølvskure. Man kunne komme op på 8 piller om dagen. Ligeledes kunne man gennemgå ætsninger af sår. På hospitalets badeanstalt fandtes særlige svedekasser til syfilispatienter.

Der kunne med den store indtagelse af kviksølv let opstå forgiftning. Det bevirkede tandtab, mundbetændelse, psykiske symptomer, mavepine og blodig diarre. I 1892 var den gennemsnitlige indlæggelsestid for syfilispatienter 28 dage.

Men behandlingen havde sjældent den ønskelige virkning. Patienter fik ofte tilbagefald. Den behandling som man fik var ofte fuld af bivirkninger.

 

Transportable badekar

Når en patient blev ordineret badeterapi, fik vedkommende udleveret et af de 210 badetegn, hospitalet havde købt til formålet. Badetegnet skulle afleveres til badekonen.

Mands- og kvindebadeanstalten lå i hver sin fløj af hospitalet. Sengeliggende patienter kunne få bad på stuen. Hospitalet rådede over flere transportable badekar med varmeapparater til badevand.

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• Dansk Medicinårbog (div. Udgaver)
• Københavns Historie bd. 4 (1982)

 

Hvis du vil vide mere: Om sygdomme og sygehuse. www.dengang.dk indeholder 1.659 artikler herunder:

• Under København (180 artikler):
• Pest i København
• Kommunehospitalet – i begyndelsen
• Bispebjerg Hospital – dengang
• Ballade i Sædelighedshospitalet
• Røverhistorier fra Lægekunsten
• Jørgen – Helgen, Hospital og Sø
• De farlige kvinder

 

• Under Nørrebro (293 artikler):
• Et epidemihospital på Nørrebro
• Blegdamshospitalet på Nørrebro
• De Kellerske anstalter på Nørrebro
• Sinker og Halvidioter på Nørrebro
• Pest på Nørrebro
• Epidemi på Nørrebro
• Kolera på Nørrebro 1853
• Et Hospital på Nørrebro

 

• Under Aabenraa (156 artikler):
• En fysikus fra Aabenraa
• En fysikus fra Aabenraa (b)
• Når man bliver syg i Aabenraa
• Sygehus, apoteker og læger i Aabenraa
• Syge mennesker i Aabenraa

 

• Under Tønder (269 artikler):
• Fysikus Ulrich fra Tønder 1-2
• Sygehus i Tønder
• Sygdom og andre lidelser i Tønder

 

• Under Andre Historier (65 artikler)
• De frygtelige sygdomme
• Pandemi, Epidemi og Udbrud
• Mandelejren på Livø
• De unge kvinder på Sprogø

 

• Ladegården (under Nørrebro):
• Ladegården – nok engang
• Ladegården uden for Nørreport
• De fattiges fabrik på Ladegården
• Ladegården og åen
• Livet på Ladegården
• Ladegården – dengang
• Fattiglemmer på Ladegården
• Ladegårdsåen (NørLiv 18)
• Den gale præst på Ladegården
• Den fjerdes Ladegård
• En tur langs Ladegårdsåen
• Skal Ladegårdsåens vand atter flyde?

På YouTube kan du finde to videoer omhandlende et foredrag, som undertegnede holdt i Stefans Kirken. Videoen er forsynet mad gamle fotos fra Ladegården og åen.