De farlige kvinder

De farlige kvinders ø var Sprogø. De blev betragtet som letfærdig og løsagtig. Åndsvages seksualitet blev anset for at være stærkere. Men nu var de ikke åndsvage. De fleste havde gået i almindelig skole. Opfindsomheden var stor hos kvinderne på Sprogø. Samfundet ville vende den ”uheldige” udvikling. Der var fare for udbredelse af kønssygdomme og det var en økonomisk byrde for samfundet. Kvinderne var selv skyld i deres situation, de fik diagnosen ”moralsvag”. Incest blev ikke set som overgreb. Hjemsendelse skete kun mod sterilisering. Der var en nedladende og kynisk tone. Mænd blev tiltrukket til øen. Samfundet var bange for degenererede børn. Mange af kvinderne fik den tvivlsomme diagnose: ”antisocial åndsvag”. Først i slutningen af 1950erne stillede man spørgsmålstegn. ”Det Hvide Snit” var en måde at pacificere kvinderne og nu handlede det om kontrol.

 

De farlige kvinders ø

Vi suser lige forbi. Men de fire velholdte længer står her endnu ude midt i Storebælt op Sprogø. Ja øen er faktisk kaldt ”De farlige kvinders ø”.

Vidste du, at hertil blev cirka 500 kvinder deporteret. Og det var i tidspunktet fra 1923 til 1961. De skulle isoleres på ubestemt tid. Seksuelt og moralsk fordærvet, ja sådan lød beskrivelsen af de kvinder der boede her.

De havde ikke meget plads at boltre sig på Gamle Sprogø er ca. 1,7 kilometer lang og 400 meter bred med flere stejle bakker.

Flere mindre øer var i tale. Valget faldt på Sprogø på grund af den geografisk placering. Den lå centralt i Storebælt og i så lang en afstand fra fastlandet at flugt var umulig.

 

Letfærdig og løsagtig

De var i høj grad til fare for samfundet. Den typiske beboer blev anset for ”letfærdig og løsagtig”. Vi har stadig nemt ved at sige, at noget er galt med bestemte grupper. De professionelle var sikker på, at det var den måde, de skulle behandles på.

Anstalten på Sprogø blev oprettet i 1923. Arbejdsløsheden var stigende. Man bekymrede sig om en dalende kønsmoral. Antallet af kønssygdomme var stigende. Dette satte fokus på seksuelt aktive kvinder som smittespredere. Socialhygiejnen var fremherskende både hos læger og politikere.

 

Åndsvages seksualdrift blev anset for at være stærk

Initiativet blev i samtiden betragtet som progressivt og humanitært, fordi det befriede anstalterne for at anbringe de seksuelt løsslupne kvinder i lukkede anstalter. I stedet kunne de nu leve i det fri, drive have- og landbrug på øen, ganske vist under opsyn, men dog under langt friere forhold end det var muligt på en af de store anstalter på fastlandet.

Åndsvaghed blev betragtet som arveligt dengang. Og åndsvages seksualdrift blev anset for at være stærkere end andre folks.

 

Opfindsomheden var stor

Opfindsomheden var stor hos kvinderne. Nogle byggede tømmerflåder, andre forsøgte at smadre det hele for at slippe fri. Og så var det dem, der jævnligt holdt stævnemøder med stenfiskere fra Korsør.

Efter en brand i 1927 blev pigehjemmet genopbygget. Den normale turnus var et halvt år i køkkenet, et halvt år i systuen og et halvt ved landbruget. Men så kunne man sagtens risikere, at det hele startede forfra igen og igen.

 

Man skulle vende den ”uheldige” udvikling

Visse grupper skulle forhindres i at få børn. Man mente, at forskellige racer og klasser havde nedarvet negative ting, som ville forhindre at gøre menneskeheden bedre. Man skulle vende den ”uheldige” udvikling til at forhindre visse grupper i at få børn.

Vi har tidligere beskæftiget os med racehygiejne med et par artikler her på siden. Og det var de Kellerske anstalter, der startede deres virksomhed på Nørrebro, der holdt opsyn med Sprogø – pigerne i 30 år. Overlæge H.O. Wildenskov fra de Kellerske anstalter formulerede opgaven som at forhindre:

• Tiltagende forøgelse af minusindividerne

 

Fare for udbredelse af kønssygdomme

Svagt begavede kvinder blev betragtet som en stor samfundsfare. De var potentielle smittespredere af kønssygdomme. Deres seksuelle aktivitet kunne føre til uønskede børnefødsler med stor risiko for ”degeneret arv” Værnet mod dette var blandt andet Sprogø-anstalten.

Arkitekten bag ø-anstalten var Christian Keller, overlæge ved Den Kellerske Aandsvageanstalt. Han var også manden bag Livø-anstalten, der blev oprettet i 1911 til utilpassede mænd. Til en embedsmand i Undervisningsministeriet skrev Keller i 1919, at øen skulle være opholdssted for:

• Den klasse af letaandsvage Kvinder, hvis Erotik frembryder en væsentlig Fare i det frie Samfund for Udbredelse af Kønssygdomme og for en Forøgelse af Samfundets aandelige Individer gennem Barnefødsler.

 

En økonomisk byrde

I april 1922 skriver formand for den Antropologiske Komité, Søren Hansen om nødvendigheden af at oprette Sprogø:

• Navnlig fordi det Afkom om de bringer til Verden gennemgaaende er af meget ringe Kvalitet.
• Ø – anstaltens vigtigste Opgave skal være at formindske den store økonomiske Byrde, som det aandeligt defekte Afkom er for Samfundet, og at den altsaa i det lange Løb skulle betale sig

 

Kvinderne var skyldige i deres egen situation

Birgit Kirkebæk har i sin bog kikket på 18 kvinders journaler med blandt andet diagnoser, breve, lægeattester, skolevurderinger, lovgivning med mere. Og det er i den grad rystende læsning. Det minder i den grad om, dengang det borgerlige Danmark ville have de fattige af vejen i Fattiggårde, og hvor de fattige selv blev gjort skyldige for deres situation.

Det var kvinderne, der her blev gjort skyldige i deres egen situation. Det var i hvert fald ikke mandens ansvar.

 

”Moralsvag”

Sørine havde ”flakket omkring” Selv var hun født uden for ægteskab og havde selv fået et barn. Derfor blev hun indsat på Sprogø. Hun blev beskrevet som ”kønsligt ustyrlig”. Hun blev anset for normal begavet med ”moralsvag”.

De færreste kvinder var udviklingshæmmede, måske snarere sent udviklede. De fleste havde gået i almindelig skole. Men efter at være testet af øens overlæge havde de fleste en forbavsende lav intelligenskvotient.

 

Incest blev ikke set som overgreb

Ophobninger af tunge sociale problemer i familien blev taget som udtryk for arvelig belastning. Flere af kvinderne havde været udsat for incest, hvilket ikke blev set som et overgreb, men som en legitimering af diagnosen:

• Allerede som barn havde hun forført fædre eller brødre.

 

Hjemsendelse kun med at man accepterede sterilisering

Sprogø var en blanding af hospital, arbejdsplads og fængsel. Man var anbragt på ubestemt tid. Det var alene overlægen, der bestemte, hvor længe man skulle blive. Efter at steriliserings-loven var blevet skærpet i 1934 var det nærmest en forudsætning for at forlade øen, at kvinden blev steriliseret.

Næste skridt mod friheden var familiepleje. Her skulle kvinden arbejde uden løn og familien fik penge af forsorgen for at have hende boende.

 

En nedladende og kynisk tone

Der var 40-50 kvinder af gangen. Der var mange genindlæggelser, mest af disciplinære grunde. De stak af fra deres arbejdspladser.

Overlægens diagnose var ufejlbarlig. Tonen var nedladende og kynisk. Men de to læger Chr. Keller og O.H. Wildenskow nød stor anerkendelse både nationalt og internationalt. Befolkningen opfattede dem som opofrende og humane som kun vilde det bedte for kvinderne.

 

Mænd blev tiltrukket til øen

Kvinderne blev til tider bæltefikseret og fik indsprøjtninger. De blev opdraget som en slags kønsløse arbejdsbier.

Blandt befolkningen gik der mange fortællinger om kvinderne på Sprogø. Ifølge rygtet var øen befolket af vildfarne unge kvinder, som ikke kunne stå for mandfolk. Det virkede som en magnet, en hel ø fuld af letlevende kvindfolk.

Dette har været fascinerende for mænd udefra. Det skete, at fiskerne samlede kvinderne op eller andre interesserede mandfolk gik i land og havde sex med kvinderne. Jo det var da en fyrbøder der gik på jagt på øen. Også efter kvinder. En af pigerne blev gravid. Manden var gift og havde børn. Han slap med en tjenstlig påtale.

Under krigen var hjemmet lukket. Øen var besat af 100 tyskere, der havde oprettet et antiluftskytsbatteri på øen. I 1947 blev hjemmet åbnet igen.

 

”Antisocial åndssvag”

Kvinderne var på Sprogø i gennemsnitlig syv år. En enkelt var her i 38 år.

Magda ankom til Sprogø allerede i 1923. Hun flyttede til De Kellerske Anstalter i Brejning i 1929, og her blev hun til 1984, hvor hun så flyttede på plejehjem. I et referat fra et behandlingsmøde på Brejning i 1981 skrives der:

• Hvis Magda havde haft chancen for år tilbage, havde hun kunne klare en normal tilværelse uden for institutionen.

Hun blev på institutionen med det der i dag må kaldes en yderst tvivlsom diagnose som:

• Antisocial åndssvag

Og det i mere end 60 år. Det er frygtelig at tænke på.

 

Samfundet var bange for degenererede børn

Op gennem 1950’erne var belægningerne dalende. Den kvindelige læge, der fik opsynet med øen i 1959 mente, at klientellet havde ændret sig. Anstalten blev lukket, og den sidste Sprogø-pige forlød øen i 1961.

Allerede inden anstalten var helt lukket ned, blev øen igen overvejet til et socialt formål. Denne gang ville man isolere unge kriminelle.

Samfundet var bange for at få flere degenererede børn. Svaret var, at de sunde skulle opmuntres til at få flere og de usunde skulle tvinges til slet ingen at få eller i hvert fald ganske få. De usunde skulle isoleres. Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med tvangssterilisation og Det Hvide Snit. Nazister dengang, takkede Danmark for et banebrydende arbejde m.h.t. racehygiejne.

 

Først i 1950’erne stille man spørgsmålstegn

Et andet formål med Sprogø dengang, var at det skulle virke afskrækkende for det omgivende samfund.

Øen blev derefter brugt som feriekoloni indtil lukningen i 1976 på grund af brandfare.

Snart vil Sprogøs mørke fortid blive foreviget, når vi ser filmatiseringen af endnu en af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q – bøger.

Allerede i sidste halvdel af 1800-tallet blev såvel åndssvage som blinde, døve, lovbrydere, ordblinde og ”løsagtige personer betragtet som afvigere fra det ”civiliserede” samfund.

Det var ”De Kellerske Institutioner”, der stod for anstalten på Sprogø. Først i slutningen af 1950’erne begyndte man at stille spørgsmålstegn ved filosofien bag ved deres fortolkninger.

 

En måde at pacificere kvinderne

Af de 4.500 danskere, der i perioden 1939 til 1983 fik Det Hvide Snit udgjorde 70 pct. kvinder. De bandede, var aggressive og frivole. Ind imellem var de også voldelige. Og en sådan ageren kunne i 1940erne og de efterfølgende årtier føre til diagnosen psykopati især, hvis man var kvinde.

Danmark fik den tvivlsomme ære at få verdensrekord sammenholdt med befolkningsstørrelsen i brugen af det omstridte neurokirurgiske indgreb.

På en måde blev det hvide snit en måde at pacificere kvinderne på. Det var som regel unge kvinder, som det gik ud over. Systemet var neget autoritær, og man brugte bestemte trusler, som f.eks. at sende kvinderne på de værste afdelinger eller true dem med elektrochok.

 

Det kom til at handle om kontrol

Dødeligheden ved indgrebet var 6 pct. Og 30 pct. fik konstateret epilepsi efter indgrebet. Mange fik også forværret deres tilstand. Konstant kvalme, apati, vandladningsproblemer og desorientering var nogle af de symptomer, der overgik de opererede. Der manglede i høj grad kontrol med bivirkningerne.

Efter anden verdenskrig tog operationerne til. Man prøvede ikke andre muligheder. Det kom til at handle om kontrol. Operationen blev efterhånden brugt mod alt.

Psykopater fik tidsubestemte straffe, psykiske syge fik forbud mod at gifte sig og afvigere, som vi har hørt blev sendt ud på øde øer.

 

Kilde:

• Birgit Kirkebæk: Letfærdig og Løsagtig
• Jesper Vaczy Kragh: Det hvide snit – psykokirurgi og dansk psykiatri 1922 – 1983

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

• De Kellerske anstalter på Nørrebro
• Jagten på det perfekte menneske