Danskerpak og Tyskerpak

Forsøg på anmeldelse af Hans Boll – Johansen bog af samme navn. Det er en særdeles værdifuld bog. Den handler om hævn, bitterhed og dømte fædre. Men den viser også at det åndeligt er langt fra Sønderjylland til København. Mange blev indsat uden dom. Modstandsbevægelsen tog magten, Og danskerne opførte sig, som om de havde vundet krigen. Vi hører om Knuds grusomme skæbne, og de to, der ville forandre krigen på hver deres side. Og så havde Willy lige glemt et mord. Hitler blev kaldt gadedreng af en lærer på Statsskolen. Og taler man fra tre til fem sprog i Sønderjylland kan man sagtens begå sig.

 

Studiekammerater mødes igen

• Tyskerpak mæ æ knippel o æ nak – å æ hat i æ hand, hærut a æ land. Ja sådan lød det i efterkrigen i Sønderjylland. Men Det Tyske Mindretal var ikke sen med at komme med deres version:
• Danskerpak – mæ æ schnut i æ nak – mæ æ prop i æ rau – Nej hvor var det sjov.

Bogen blev faktisk præsenteret i Frøslevlejrens Museum. Og bogen blev præsenteret sammen med to studiekammerater som har bidraget til bogen. Ja det interessante er, at Uwe Hänel, den ene af de to studiekammerater, var medlem af Det Tyske Mindretal.

Egentlig er det seks studiekammerater fra Aabenraa Statsskole, der mødes og udveksler erfaringer. Og forfatteren er ikke historiker, men ansat på Københavns Universitet og docent i fransk litteratur. Og som sådan har et længere forfatterskab bag sig, netop i fransk kultur, ja senest har det været en triologi om de fransk – danske relationer. Man må sige, at denne bog handler om de danske – tyske relationer.

Og erindringerne tager udgangspunkt fra det nordlige Aabenraa set med barneøjne. Egentlig kendte Hans og Uwe ikke hinanden under krigen. Det kan godt være, at de har råbt af hinanden.

Man lukker hinandens skoler

Efter 1945 blev de tyske skoler i Sønderjylland lukket, og de tysksindede skolelever blev sendt i danske skoler. Og det med at lukke hinandens skoler i Sønderjylland er ikke ukendt. Men pludselig blev de tyske elever sat til at skrive dansk diktat. Det syntes de danske lærer var helt fair. Men mange af disse lærer havde været i Modstandsbevægelsen. Og resultat var som forventet. Man lod de tyske elever dumpe med udtryk som forfærdende.

Bogen går videre

Forfatteren beskriver ikke kun besættelsestiden men også 1950erne. Ja egentlig går bogen også videre. Den har så ikke fået skilte – debatten med. Men mon ikke denne debat er opstået for fremprovokere modsætninger.

For folk med absolut ingen kendskab til modsætningsforholdene i Sønderjylland vil nok have en helt anden oplevelse end undertegnede, der har mærket modsætningsforholdene. Vi levede midt i den. Men på et tidspunkt tog undertegnedes far afstand fra Det Tyske Mindretal. Vi kom i dansk børnehave og dansk skole. Men det forhold er sådan set allerede rigelig belyst i andre artikler på vores hjemmeside.

Herfra kan vi regne ud at forfatteren til bogen var 9 år i 1945. I udarbejdelsen af bogen er der brugt en masse kendt litteratur for at belyse problematikken. For undertegnede, der sluger alt nyere besættelses – litteratur er det måske lidt underligt, at denne nu bruges til at belyse det dansk – tyske forhold.

Et andet forhold er også, at undertitlen på bogen er:

• De danske og de tyske i Sønderjylland, og hvordan vi hver for sig oplevede krigen.

Egentlig er bogen ikke typisk det som man kan henlede under besættelseslitteratur, for den går lidt videre i emnerne.

Man talte ikke om alt

Hvis man skulle omgås de tysksindede efter krigen var der ting, man ikke skulle tale om. Og man skulle huske på, at hjemmetyskerne havde fået flertal i Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Højer.

Dagen før invasionen stod 30.000 soldater og materiel parat til at rykke ind i Danmark lige syd for grænsen. De stod der i kilometervis. Trods dette kom det som en overraskelse. Og besættelsesmagten fik en strålende modtagelse af det tyske mindretal.

På samlingsstedet Deutsches Haus i Aabenraa blev der afholdt Begrüsungsabend. Her blev de tyske soldaters ankomst fejret. Hagekorsflaget var ophængt mange steder i Aabenraa, dog ikke på rådhuset. Det forhindrede borgmesteren.

Tre til fem sprog – så kunne man begå sig

Går vi tilbage i historien, så blev Sønderjylland invaderet både syd – og nordfra. Nogle blev nødt til at lære sig hele fem sprog for at kunne begå sig her. De fleste indbyggere kunne dog nøjes med tre sprog, dansk, tysk og sønderjysk. Sprogligt og religiøst skilte det tyske mindretal sig ikke ud. De fleste i mindretallet beherskede også de tre sprog.

Den nationale ånd prægede fra vugge til grav

I Aabenraa stemte over halvdelen tysk i 1920. Disse hjemmetyskere accepterede egentlig aldrig grænsedragningen. De to nationale folkeslag konkurrerede indbyrdes. De havde hver især deres egne forretninger, foreninger, institutioner og skoler. Den nationale ånd skulle præge en fra vugge til grav.

Foreningstætheden fra 1930 – 1945 findes ikke noget andet sted i landet. Man gjorde efter rigstysk forbillede meget ud af, at få de helt unge med fra starten i fællesskabet. Sangen blev af begge parter også flittig brugt i den nationale kamp.

Under besættelsen havde det tyske mindretals avis tilladelse til at skrive, hvad de ville om danskerne. Men det modsatte var ikke tilfældet. Især vakte Asmus von der Heide’ s skriverier forargelse.

Kun den illegale presse satte sig imod denne skribent. Således opstod det illegale blad Dybbøl fra juni 1943.

Hver folkegruppe havde også sine egne banker. Den tyske Apenrader Bank skiftede i 1945 navn til Aabenraa Kreditbank.

De fleste dansksindede brugte Den Nordslesvigske Folkebank. Denne bank opstod i 1872 efter at de tyske forretningsdrivende i 1866 oprettede Vereinsbank Apenrade. Den danske bank kom senere til at hedde det mere mundrette Sydbank.

Sporten blev også brugt i kulturkampen. Alle sønderjyske byer havde både danske og tyske sportsforeninger. Dette afspejlede sig også i vedtægterne:

• Som medlem kan optages enhver dansk mand eller kvinde.

Dette var så med modsat fortegn i de tyske sportsforeninger. Men disse regler ser man i dag gennem fingrene med.

Når man tilhørte det tyske mindretal kunne man dog ikke melde sig ind i en meget dansk forening som Ulveunge.

Også byggekunsten prægede tilhørsforholdet

Selv i byggekunsten var der forskel. Aabenraa Statsskole var oprindelig bygget som Königliche Realschule. Det kunne tydelig ses på byggestilen.

Lige modsat denne stil var danskernes frimenighedshus på bakken lige over for Folkehjem. Stedet fik senere navnet Skt. Jørgens Hus. Den er bygget med elementer af hvidkalket dansk landsbykirke.

Ja og egentlig er Folkehjemmets stil også dansk. Stedet var oprindelig bygget op omkring en bjælkehytte fra alperne. Æ Svejts kender vi også fra Tønder.

Skikke og traditioner

Skikke og traditioner var forskellige. Tag for eksempel fastelavn. Man tilpassede sig efter forholdene. Således har denne anmelder ofte gået med lanterner, hvor vi sang på tysk, Sonne, Mond und Sterne. Også juletraditionerne var forskellige.

Et nederlag for Det Tyske Mindretal

Under krisen i 1930 købte dansksindede landmænd en gård, der havde tilhørt en tysksindet, der var gået konkurs. Dette blev af det tyske mindretal betragtet som et nederlag for hele mindretallet.

De tysksindede fyldte den danske landmands brønd med ko – og hestemøg. Da det ikke hjalp på deres sag, anbragte de pigtråd i danskerens kornmarker, så det ødelagde hans slåmaskine.

Hærværksmændene blev dømt, men sagen slutter ikke her. Nu udfoldede den tysk sindede presse sig virkelig. I en række artikler svinede Nordschleswigsche Zeitung anklagemyndighederne til.

Kampen om jorden

Kampen om jorden var gået i gang. Allerede i 1896 begyndte den preussiske stat, at opkøbe proprietærgårde, som blev bortforpagtet til tysksindede. Endvidere tilbød den preussiske stat fordelagtige lån til de tysksindede. På den måde blev der fra 1892 til 1914 skabt 357 rentegårde i landsdelen til tysksindede.

Da den danske stat havde konfiskeret disse, startede tyskerne forfra. I 1926 startede man Kreditverien Vogelgesang. Som modsvar oprettedes fra dansk side, Laneværnet. Mens Vogelgesang skaffede 1.907 lån til en værdi af 10,2 million kroner. Fra dansk side blev dette imødegået med 1.328 lån til en værdi af 3,6 millioner kroner.

Mange dansksindede landmænd var emigreret for at undgå tysk militærtjeneste.

Tysk skolevalg blev belønnet

Fra tysk side blev tysk skolevalg ofte belønnet med solidariske goder. Nogle gange også med arbejde. Modsat forlange man, at når tysksindede optog lån, at de sendte deres børn i tysk skole og abonnerede på den tysksprogede avis. Samtidig skulle de dukke op til vælgermøder og sætte deres kryds det rigtige sted.

Ja så var Sønderjylland nok den landsdel der var mest mærket af de allieredes bomber. Og mange engelske piloter er styrtet ned og begravet i Sønderjylland.

Tyskerpiger blev sammenlignet med rotter

I det illegale blad Dybbøl blev tyskerpiger nærmest sammenlignet med rotter. Mandelige modstandsfolk kunne efter befrielsen risikofrit klippe håret af disse feltmadrasser. En af disse modstandsfolk var ingen ringere end den legendariske Carl Scharnberg.

Måske skal denne sides redaktør lige indskyde, at denne Carl Scharnberg var så farlig og venstreorienteret, at HK – Ungdom i Aabenraa blev nægtet at afholde et arrangement med denne.

Men tilbage til feltmadrasserne. Det menes, at 50.000 danske piger havde et forhold til en tysk soldat. Dette kom der cirka 5.500 børn ud af. Børn som havde en tysk far.

Hitler blev kaldt for Gadedreng

Lektor Rosent på Aabenraa Statsskole havde kaldt Hitler for en gadedreng. Det tyske mindretal forsøgte på flere måder, at få Rosent fjernet. Men det hjalp ikke. Så blev det beordret, at han blev overfaldet.

Det chokerede det tyske mindretal, at voldsmændene blev idømt 40 dages hefte af det danske retssystem i 1941. Partleder Jens Møller betragtede dette som et slag i ansigtet. Men både retten og justitsministeriet afslog benådning. Jens Møller tog en dag sagen op med Scavenius den 17. april 1943. Men Rosent blev aldrig landsforvist fra Sønderjylland, selv om han skulle stå skoleret for en af de øverste embedsmænd i undervisningsministeriet. Denne opfordrede Rosent til at søge bort.

Ved et tilfælde fandt elever fra Aabenraa Statsskole Rosents gravsten i en opfyldning ved Kalvebod Strand. Ved egen hjælp fik de flyttet stenen og anbragt på hans gamle arbejdsplads på Aabenraa Statsskole.

Kun 1.500 af 6.000 tilhørte Det Tyske Mindretal

På landsplan forsøgte 12.000 danskere at blive optaget i Waffen SS. Kun halvdelen blev dog antaget. Og af disse 600 var kun de 1.500 fra det tyske mindretal. I diverse historiebøger har undertegnede ofte set, at man har tildelt medlemmer af mindretallet for hovedparten. Der skal lige nævnes at yderligere 600 fra mindretallet havde meldt sig til Wermacht.

Willy glemte lige et mord

En af dem, der meldte sig til Waffen SS var slagtersvend, Willy Kirsten. Men han fortrød det. Og han skrev hjem for at advare sin bror til at melde sig. Men uheldigvis havnede brevet i censuren. Og det betød, at Willy måtte tre uger i fængsel.

Hjemvendt til Aabenraa lod Willy Kirsten sig dog overtale til at melde sig i Gestapos tjeneste. Her var han til stede ved mindst 12 arrestationer. Når han gik rundt i Aabenraa Ribe – egnen

Men i retten efter krigen hævdede han, at han aldrig havde forvoldt andre skader. Han glemte dog lige at fortælle, at han skød en landsmand i Rønshoved. For denne forbrydelse fik han 18 års fængsel.

Skulle stille foran Gestapo på Dagmarhus

I bogen beskriver Hans Boll Johansen også, hvordan hans ven Uwe’ s far som var prokurist i Aabenraa’ s tyske bank lukkede den omkring 1. juli 1944, fordi der ikke var nogen kunder. Det var midt under folkestrejken.

Det fik i høj grad Jens Møller, lederen af det tyske mindretal til at reagere. Det endte med, at Uwe’ s far måtte stille op i Gestapos hovedkvarter i Dagmarhus i København. Straffen blev, at banken skulle give to ledende medarbejdere orlov til, at de kunne tage til fronten.

Sabotage var bestilt

I bogen får vi også historien om dengang, da Aabenraa Politistation blev sprunget i luften. Sprængningen blev udført af Otto Schwerdt, leder af tyskernes mest berygtede terrorgruppe Peter – Gruppen, som også stod for mordet på Kaj Munk. Schwerdt havde fået ordren direkte fra lederen af det tyske sikkerhedspoliti i Danmark, Otto von Bovensiepen. Politiet skulle have en ordentlig lærerstreg. Det var som straf for deres passivitet i forbindelse med sabotagen mod Aabenraa Motorfabrik.

Store bedrifter fra Aabenraa

Mindst to personer i Aabenraa drømte om at udføre store bedrifter. De ville blandt andet flygte sammen i fly til England og melde sig i allieret krigstjeneste. Men sådan kom det ikke til at gå. Den ene meldte sig i Waffen SS og den anden i Modstandsbevægelsen Bopa. Den første hed Erik Abild. Han var søn af byens praktiserende øre, næse, halsspecialist. Den anden var Jesper Juel Berg, søn af en dansk funktionær i Telegrafvæsnet.

En sabotage mod påhængsvognsfabrikken Dapa mellem jul og nytår blev gennemført af Jesper. Og Erik blev med bød og næppe hentet hjem fra Rusland ved hjælp af sin fars forbindelser.

Fra enden side har denne sides redaktør så erfaret at Erik blev afhentet af hans far, der fløj hele vejen til Rusland for at hente ham. Og at det var Fritz Clausen, der hjalp med at få ham frigivet. Disse oplysninger har dog ikke kunnet blive bekræftet.

Knuds grusomme død

Forfatteren gik i klasse med Birgit, hvis bror Knud led en smertefuld død.

Knuds dramatiske død stadig i dag optager en masse mennesker. Tyskerne var kommet på sporet af et lager af nedkastede våben på Ribe – egnen. Knud var ansvarlig for denne del af modstandsbevægelsens ansvarsområde i Ribe, og han var i skudduel med tyskerne for at forsvare en kammerat den 28. februar 1945.

Men Knud blev desværre selv ramt af hele syv projektiler. Han blev bragt til afhøring i Vojens og senere ført til Frøslevlejren. Under hele forløbet nægtede tyskerne at give tilladelse til at han blev opereret af en dansk specialkirurg. Det ene projektil havde sat sig fast i rygsøjlen og gav ham lammelser og ulidelige smerter. Hans familie måtte heller ikke besøge ham.

Han svævede længe mellem liv og død. Han døde blot 14 dage før befrielsen. Den 10. maj 1945 blev Knuds kiste ført til Ensted Kirke.

Gestapo havde ellers hentet hans lig. Det blev så bare klasket ned i en grav i plantagen uden for Frøslevlejren.

Jens Møller hjalp med frigivelsen

Hans Boll – Johansen nævner også, at lederen af det tyske mindretal, Jens Møller aktivt gik ind i kampen for at få frigivet 12 ledende personligheder i Sønderjylland efter Folkestrejken i august 1943. Tretten dage efter anholdelsen blev de frigiven. Antagelig har Jens Møller brugt sit venskab med Werner Best.

Jernbanearbejdere strejker

Den 15. september 1944 nedlagde sønderjyske jernbanefolk arbejdet, fordi de nægtede at transportere fangere fra Frøslevlejren til Neuengamme. Fire dage efter blev det danske politi opløst af tyskerne og betjentene arresteret.

Sabotagen, man ikke måtte skrive om

Den 7. oktober 1944 blev et tysk militærtog afsporet syd for Rødekro Station. Syv tyske soldater blev dræbt og fyrre såret. Tyskerne nedlagde forbud mod at omtale sagen.

Flygtninge i Aabenraa

De sidste dage i marts 1945 ankom det største skib, der nogensinde havde anløbet Aabenraa Havn. Det var Leipzig. Skibet medførte et stort antal flygtninge. Tyskerne forlangte, at skoler, det tyske gymnasium, sommerrestauranter m.m. skulle ryddes for at gøre plads til flygtningene. Allerede den 12. og 13. februar ankom de første 1.000 flygtninge til Aabenraa.

I midten af maj måned 1945 var der 5.000 tyske flygtninge i Aabenraa Politikreds. 1.725 af disse var indkvarteret privat hos medlemmer af det tyske mindretal. Restaurant Knappen modtog 100 flygtninge og Jebsens store villa på Lindsnakkevej modtog 73 flygtninge i april 1945.

Danskerne opførte sig, som om de havde vundet krigen

Den 5. maj 1945 var glædens dag i Aabenraa. De dansksindede indbyggere opførte sig, som om de havde vundet krigen. Det gode borgerskab i byen var ude på det rabiate overdrev, konstaterer Hans Boll – Johansen.

En del yngre borgere i byen havde fået blå – hvid – røde armbånd og maskinpistoler. De kaldte sig nu frihedskæmpere. Hjemmetyske borgere kunne nu opleve at få presset et skydevåben i ryggen af mennesker, som hidtil havde været deres naboer.

Allerede den 9. maj kunne Hejmdals læsere begynde at studere lange lister over arresterede hjemmetyskere. Ud for hver person stod anført, ”hvilke forbrydelser”, de havde gjort sig skyldige i. Man var lige glade med, at de anholdte endnu ikke var stillet for en dommer.

Lange rækker af tyske soldater kom slæbende med trækvogne eller skubende med barnevogne. De var ikke klar over, at de ca. 25 kilometer sydligere ville blive frataget alt det, som de slæbte på. Ydmygelsen skulle selvfølgelig ramme dem hårdt.

I kølevogne og på åbne lastvogne ankom nu alle arresterede nordslesvigere til Faarhuslejren, der i hast havde taget navneforandring fra Frøslevlejren.

En undersøgelseskommission blev nedsat for at finde ud af, hvordan de tyske lærere havde opført sig. Og de tyske skoler blev som bekendt lukket.

30 pct. af de tyske elever dumpede

Som vi omtalte i indledningen skulle de tyske elever nu eksamineres af danske lærere, som også havde deltaget i modstandskampen. Nu skulle alt hævnes. 30 pct. af de tyske elever dumpede. Personlige hævnmotiver havde frit spil i retsopgøret.

Modstandsbevægelsen havde magten

Man arresterede efter devisen ”sandsynligheden for at medlemmer af en nazistisk organisation som det tyske mindretal havde begået en strafbar handling var overhængende”.

Modstandsbevægelsen havde magten. De satte dagsordenen og her var der mange høvdinger. Den 13. maj overtog politiet igen lov og orden.

Uenige med amtmanden

Men folkemængdens arrestationslyst var betydelig. Amtmanden tilbød at gennemgå de tyske aviser for at finde yderligere syndere, men det brød modstandsbevægelsen sig ikke om. Og amtmanden brød sig ikke om modstandsbevægelsens arrestations – lister. Han mente, at de var useriøse.

Således blev en kvinde fra Aabenraa anholdt for at sælge frugt til de tyske soldater. Forfatteren antyder, at der i Aabenraa var forholdsvis flere anholdte i forhold til de andre købstæder i Sønderjylland. Det var ganske enkelt lynchstemning, der prægede begivenhederne. Det var ganske enkelt tale om selvjustits.

Indsat – uden dom

Alle vidneforklaringer kunne ende med en tur i Faarhuslejren. Og så måtte man ellers vente til en dommer havde tid til at se på sagen. Alle sagførere i Sønderjylland arbejdede i døgndrift.

Tysksindede embedsmænd, der nødvendigvis ikke havde foretaget sig noget ulovligt blev fyret uden pension efter besættelsen. Deres eneste brøde var, at de tilhørte et forkert national sindelag.

Loven om konfiskation af tysk og japansk ejendom førte mange mennskelig tragedier med sig. Den omfattede nemlig også landmænd, der havde forpagtet en ejendom af den tyske kreditforening, Vogelgesang.

Det var ikke slut, efter at interneringen var afsluttet i Faarhuslejren. Man blev også dømt for tab af tillid. Det betød, at man mistede stemmeret til demokratiske valg, men også begrænsninger i erhvervsudførelsen. Man kunne sagtens blive dømt for tab af tillid i fem år. Men selv om dette så var blevet afviklet, så glemte samfundet ikke, at man havde siddet i Faarhuslejren. Man kunne heller ikke søge offentlige stillinger.

Inden for det tyske mindretal opstod begrebet Faarhusmentaliteten. Man gravede sig ned i at være blevet forurettet og sat bag pigtråd. Man var blevet offer for danskernes hævntørst. De var ikonet på uretfærdighederne i retsopgøret.

Var retsopgøret retfærdigt?

De krigsfrivillige var en del af den pris, der åbenbart måtte betales for at fastholde samarbejdspolitikken. Retsopgøret blev ifølge Ditlev Tamm et hjemmelavet præg som følge af det forhold, som regeringen havde indladt sig på under besættelsen.

Modstandsbevægelsen forlangte, at man retsforfulgte som man nu engang gjorde, selv om det nok ikke var juridisk holdbart.

Åndelige afstand til København er stor

De to folkegrupper lever i dag ikke hver for sig. Man har mange venner i begge lejre. For mange dansksindede i Sønderjylland er den åndelig afstand mellem Sønderjylland og København større end mellem Nord – og Sydslesvig.

Det er desværre mange eksempler på den dag i dag, at mange tyske sportshold er blevet kaldt nazister og meget andet. Der findes nok ikke en større fornærmelse at give en ung tysker prædikatet, nazist.

De unge på det tyske gymnasium i Aabenraa mener, at de gamle konflikter er historie i ordets forstand. Det skal dog ikke glemmes, og man skal arbejde for at noget lignende ikke kan gentages.

En ændring på Knivsbjerg

Knivsbjerg Ehrenheim for de faldne under Anden Verdenskrig blev omdøbt til Gedänkstatte efter at Henrik Skov Kristensen i sin bog Straffelejren havde gjort opmærksom på, at det hvis ikke kunne være meget ære forbundet med at havde tjent et totalitært, antisemitisk regime.

Både fra tysk og dansk side

Forfatteren til bogen, Hans Boll – Johansen siger meget rammende:

• Når nogle ovre i København mener at danskere ikke har haft nogen som helst erfaringer med krig mellem Dybbøl og Irak, dvs. i 139 år, er det fordi, de ser bort fra at Sønderjylland høre med til Danmark.
• I Sønderjylland former krigene og de 6.000 faldne i Første Verdenskrig identiteten mere end nogen andre steder i landet.

Om hævn, bitterhed og dømte fædre

Bogen handler om hævn, bitterhed og dømte fædre. Det er en erindringsbog som belyser tingene både fra dansk og tysk vinkel. Egentlig handler den om meget mere end besættelsestiden. For undertegnede har såmænd haft problematikken helt inde på livet. Det har vi været inde på i tidligere artikler. Og egentlig står denne bog stærkest, når Hans Boll – Johansens egne kommentarer kommer til udfoldelse.

En værdifuld bog

Men for at se situationen i sin helhed er det nødvendigt at se den i sin helhed og tage den øvrige besættelses – litteratur med.

Det er en værdifuld bog som tager os med i et tema, som københavneren nok ikke ofrer meget tid på, men for os sønderjyder er det nok stadig flere åbne spørgsmål, vi gerne vil have besvaret.

Vi kan herfra varmt anbefale bogen, men se den nu ikke som et yderligere bidrag til besættelses – litteraturen, for den indeholder meget mere.

 

Hans Boll – Johansen: Danskerpak og Tyskerpak. De danske og de tyske i Sønderjylland – og hvordan vi hver for sig oplevede krigen / Gyldendal.

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder ca. 137 artikler om besættelsestiden. Men hvis det er specielt det dansk/tyske forhold du er interesseret i, så kig her:

Under Sønderjylland:

• Folketingsvalget 1939
• Tyske Flygtninge i Nordslesvig
• Modstand og sabotage i Sønderjylland
• Den dansk – tyske Sameksistens i Sønderjylland
• De fem lange år i Sønderjylland
• Det mystiske mord ved Grænsen
• Jens Møller – en folkefører eller folkeforfører i Sønderjylland
• Danskeren, der ville skyde Hitler
• Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Det tyske mindretal
• Flugten over grænsen 1914 – 1918
• Haderslev 1017 – 1918
• Haderslev – under Første Verdenskrig
• Istedløven brøler stadig
• Begik kongen højforræderi?
• Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
• Langs Grænsen
• Mindre i Brændepunktet
• Ned med de dansksindede
• Opgøret efter 1945
• Pastoren fra Bylderup Sogn
• Rendsborg 1848
• Sheriffen fra Tinglev
• Sønderjyder i Første Verdenskrig
• Sønderjyder i København
• Sønderjyder i Knibe
• Sønderjylland til Ejderen
• Sønderjylland efter Genforeningen
• Sønderjylland – maj 1945
• Vejen hjem – Sønderjyske skæbner 1845 – 1920

Under Aabenraa:

• Knivsbjerg – nord for Aabenraa
• Fritz, nazister og et kartotek
• Aabenraa 1800 – 1850
• Aabenraa 1848 – 1851
• Aabenraa 1864
• Aabenraa – under de to krige
• Fritz Clausen – lægen fra Aabenraa
• Løjt – mellem dansk og tysk

Under Padborg/Kruså/Bov:

• Bov Kommune – under besættelsen
• En sønderjyde krydser sit spor
• Fårhuslejren
• Første verdenskrig i Bov
• To skæbner i Kiskelund
• En villa i Kollund
• En villa i Kollund – endnu mere
• Straffelejren

Under Tønder:

• Heimatfest i Tønder 1921
• Jamen, vi forstår ikke tysk
• De dødsdømte fra Tønder
• Tønder – egnen 1848 – 1852 (2)
• Da tyskerne kom til Tønder
• Da Tønder igen blev dansk
• Dagbog fra Møgeltønder
• Flygtninge i Tønder
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Nazister i Tønder
• Tønder – mellem dansk og tysk
• Tønder før og efter Genforeningen
• Tønder – under Besættelsen
• Tønder – efter krigen
• Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
• Tønder – maj 1945
• Tønder – Marskens hovedstad
• Tønders dansksindede
• Tønders tyske sportsforening
• Ulrik – en fysikus fra Tønder
• Minder fra Tønder 1864 – 1920

Under Højer:

• Apotekeren fra Højer
• Heltene i Vadehavet
• Højer 1935 – 1945
• Højer – minder 1 – 3

Under København:

• Danskere i Hitlers tjeneste
• Landsforrædere og landssvigere
• Overvåget – dengang
• Stikkerdrab
• En justitsminister i unode
• Politik under besættelsen
• Scavenius – samarbejdets kunst eller forræder?
• Tvangsarbejde i det tredje rige
• I tysk krigstjeneste

Under Besættelsestiden:

• Tilfældet: Aabenraa Motorfabrik
• Værnemagere
• Retsopgøret i Sønderjylland og meget mere.