Danske våben til Tyskerne

Der blev solgt masser af varer til tyskerne under besættelsen. Regeringen opfordrede til, at man samarbejdede med tyskerne. Så egentlig kan man vel ikke forarges over dette. Man kan så sætte spørgsmålstegn ved fremstillingen af krigsmateriel. Og man kan sætte spørgsmålstegn ved retsopgøret. Havde du meldt dig til Waffen SS fik du 2 ½ i Fårhuslejren. Små husmandssteder ved Kollund Fjord blev truet og chikaneret af den lokale modstandsbevægelse, fordi de havde solgt brød og æg til tyske soldater, der holdt vagt langs Flensborg Fjord. Der var forskellige slags straf for landsforræderi og værnemageri. Men man gik efter de små. De var lettest at få fat i. De havde ikke råd til advokat. De A.P. Møller – ejede virksomheder måtte af med det, der i dag svarer til 137 millioner kr. Han havde også ca. 30 pct’ s andel i Riffelsyndikatet. Og lederne af denne virksomhed opsøgte selv Berlin for at få gang i våbensalget. Først efterfølgende fik de tilladelse til eksport. Men læs engang her i artiklen, hvorfor hverken ledere eller ejere af Riffelsyndikatet fik dom for landsforræderi.

 

Kun navnet tilbage

I dag kan du ikke mere se i Århusgade på Østerbro og kvarteret deromkring, at her lå der engang en kæmpe våbenfabrik. Og dog – navnet går igen.

Riffelsyndikatet blev oprettet i 1900 som Compagnie Madsen A/S, hvis hovedprodukt var Madsen Maskingeværet, I få år. Og egentlig var det kun i folkemunde, at det hed Riffelsyndikatet.

Navnet er kommet til ”ære og værdighed” efter at tre journalister fra Berlingske Tidende gravede nye informationer frem. De oplevede nu ikke den store begejstring fra myndigheder, institutioner og virksomheder, da gik i gang. Og virkningen var også mærkbar, da deres artikler blev bragt i Berlingske Tidende.

 

Dansk Industri havde det generelt godt

Nu var det ikke kun våben som vi solgte til tyskerne under besættelsen. Dansk industri havde det generelt godt. De skruede hele tiden op for priserne og solgte til tyskerne. Dem, der havde det dårligst i Danmark, fik det endnu dårligere, for de ikke kunne blive ved med at betale de forhøjede priser.

Lige efter besættelsen gled det danske erhvervslivs rolle under krigen stille og roligt ind som en del af den nationale myte om det samlede Danmark i kamp mod besættelsesmagten. Virkeligheden var dog en anden.

Virksomhedsledere kunne i årene 1940 -1943 ikke se en modsætning mellem at producere for Tyskland og det at handle i sit lands interesse. Samtidig med at den danske regering opfordrede til samarbejde med tyskerne, mente mange fabriksejere, at det var en vigtig samfundsmæssig opgave at bevare landets sammenhængskraft ved at sikre arbejdspladser og sørge for at landet blev forsynet med de vigtigste varer.

 

Da fortielsen ophørte

Da fortielsen omkring samhandelen blev ophævet og forskningen omkring århundredeskiftet afslørede at flere kendte danske virksomheder handlede med tyskerne skabte det store overskrifter. Det var ikke kun Dansk Rekylriffel Syndikat med storaktionær A.P. Møller, der tjente penge i samhandel med tyskerne.

Det var også firmaer som Højgaard og Schultz og F.L. Smidth, der som vi allerede i en artikel har nævnt beskæftigede tvangsarbejdere henholdsvis på østfronten og i Tyskland. Det var også Århus Oliefabrik og Vognfabrikken Scandia, der leverede adskillige togvogne til Tyskland og efter en krise i slutningen af 1930’erne fik en opblomstring under krigen.

Det danske firma Contractor byggede veje i Polen med brug af tvangsarbejdere. Contactor var et datterselskab stiftet af Højgaard & Schultz sammen med entreprenøren Wright, Thomsen & Kier

Ja det var også Christiani og Nielsens ingeniørarbejde i Norge fra 1941 til 1945. Nej danske virksomheder var på ingen måde blot passive elementer i et politisk spil under krigen. De forfulgte i høj grad deres egne økonomiske interesser. Vi har også tidligere beskrevet landbruget og fiskeriets fremgang under besættelsen.

Entreprenørfirmaet Wright, Thomsen & Kier med underleverandører, der havde bygget tyske flyvepladser i Jylland, bunkers på Vestkysten og Dueodde, måtte betale. De blev betegnet som den største værnemager i mange år. Andre kendelser ramte Novo, B&W og ikke mindst maskinfabrikkerne Atlas og Vølund, der havde produceret krigsmateriel til tyskerne.

 

A.P. Møller-ejede virksomheder måtte betale 137 mio. kr. (2000 – priser)

Og det var ikke kun Riffelsyndikatet men også A.P. Møllers rederier, Dampskibsselskabet af 1912 og Dampskibsselskabet Svendborg og hans værft, Odense Staalskibsværft, der fik konfiskeret store beløb i retsopgøret. I Kalundborg måtte også Motorfabrikken som A.P. Møller ejede til kassen. De producerede motorer og sikkerhedsventiler til tyskernes ubåde.

Alt i alt måtte de A.P. Møller-ejede firmaer af med i alt 137 millioner kroner i 2000 – priser. Nu hæftede han ikke selv for alle pengene. Der var også andre aktionærer i selskaberne. Men han var den erhvervsleder, der fik den største økonomiske lussing.

 

Værnemagere var ikke bare få ”tykke herrer”

Mange virksomheder brød også loven ved at medvirke i sortbørshandel. Værnemagerne var ikke bare nogle få ”tykke herrer”. Der var mange tusinder der handlede med tyskerne. Hvem skulle de ellers handle med? Deres samhandel var en integreret del af samarbejdspolitikken.

Der blev efter krigen behandlet hele 50.000 sager om avancebegrænsning. Det viste sig at være store vanskeligheder med at få virksomhederne dømt for overtrædelse af de skrappe værnemagtslove.

Kendelserne foregik for lukkede døre. Ingen skulle vide noget. Hensigten var, at det hele først skulle offentliggøres i 2040.

Både det juridiske og de økonomiske retsopgør blev forfusket og afsporet af politikerne og resultatet kom til at ligge langt fra frihedsbevægelsens intentioner. Der blev nedsat et særligt Revisionsudvalg for Tyske Betalinger. Ved kendelse af 10, august 1950 blev det pålagt Dansk Industri Syndikat at tilbagebetale godt 6,7 mio. kr. Det svarer i dagens penge til 90 mio. kr.

I alt indkom der kun 318 mio. kr. i tilbagebetalinger. Det siger lidt om, hvordan det lykkedes politikere, erhvervsfolk, revisorer og advokater at afspore hele det såkaldte retsopgør.

 

Sabotage var forberedt mod Danfoss

En del af den sønderjyske modstandsbevægelse var under besættelsen parat til at sprænge Danfoss i luften, fordi de vidste eller troede, at fabrikken i Nordborg leverede varer til den tyske værnemagt. Der var en voldsom diskussion, om der skulle laves en sabotage. Nogle var imod for Danfoss var en god dansk arbejdsplads og mads Clausen var en god mand.

Den planlagte sabotage mod Danfoss fandt aldrig sted. På vej tilbage med sprængstoffer døde de to modstandsfolk, Anker Hansen og Karl Laursen i en af besættelsestidens mest drabelige skuddueller på Strandhotellet i Kollund, da de var blevet afsløret at et par stikkere.

Danfoss havde kun to direkte men små leveringer til tyskerne. Og de to leveringer var ikke engang frivillige.

Under krigen leverede Danfoss også ventiler og termostater for 400.000 kr. til store virksomheder som igen leverede til tyskerne. Danfoss skulle efter krigen kun betale 30.000 kr. Det var vel nærmest kun skat af fortjeneste.

 

Danfoss ville ikke fremstille patronhylstre

Faktisk havde DIS (Riffelsyndikatet) kontaktet Danfoss om de ville fremstille patronhylstre. Man modtog tegninger, der viste, at man ønskede, at der skulle fremstilles patronhylstre i forskellige størrelser. Og det var på et tidspunkt, hvor der ikke var meget at lave på fabrikken. Med Danfoss sagde nej. De kunne godt regne ud, at disse skulle leveres til tyskerne.

 

Riffelsyndikatet gik uden om de danske myndigheder

Den tysk – nazistiske besættelse af Danmark er stadig sprængfarlig. Visse af begivenhederne er så ømtålelig at omtale af dem kan få vidtrækkende følger. Det fremgik at Riffelsyndikatet ligefrem pressede det danske udenrigsministerium for at få godkendelse af våbensalget. De gik også uden om de danske myndigheder i samarbejdet med tyskerne.

Først i 1943 trak A.P. Møller sin betroede repræsentant ud af Riffelsyndikatets bestyrelse, men beholdt sine aktier. Syndikatet fortsatte sit våbensalg til tyskerne også efter, at den danske regering i august 1943 opgav videre samarbejde med tyskerne.

En del af sine indtægter herfra lod A.P. Møller dog ad omveje tilflyde modstandsbevægelsen til våbenkøb.

 

Hvor stor en andel fik modstandsbevægelsen?

De kulegravende journalister ønskede blandt andet at få Mærsk-virksomheden til at oplyse, hvordan forholdet var mellem indtægterne fra Riffelsyndikatet og udgifterne til modstandsbevægelsen. Men skibsreder Mærsk McKinney Møller ønskede intet at oplyse. Han skrev i et brev til journalisterne:

 

• De stillede spørgsmål vil ikke blive besvaret.

 

Havde Riffelsyndikatet gjort mere

Journalisterne på Berlingske Tidende havde oplevet deres daværende chefredaktør, Peter Wivel, som utilpas ved at trykke historien. Det førte til faglig uro. Wivel havde givet en ordre, som journalisterne opfattede som en ordre til at standse arbejdet med historien.

Peter Wivel mente, at oplysningerne om Riffelsyndikatet var baseret på rygter. Han skrev til journalisterne, at sådan en historie ikke ville blive bragt i en avis som han havde ansvar for.

Hvis graverholdet kunne vise, at Riffelsyndikatet havde gjort mere, end man kunne forvente af det, så var det en anden historie. Det kunne journalisterne. De fandt ud af, at koncernen efter krigen blev dømt efter ”Landsforræderiparagraffen”. Men bortset fra en kæmpe bøde, så var der ingen i ledelsen, der blev dømt. Dette kan i den grad overraske. Tusindvis af danskere blev dømt til internering og fængsel for langt mindre.

 

Berlingske overtaget af norske Orkla

At Berlingske Tidende endte med at trykke historien, førte til alvorlige repressalier fra Mærsk. Chefredaktør Wivel blev fyret. Danske Bank og Mærsk trak deres aktier ud af koncernen og bladhuset blev bortsolgt til den norske koncern Orkla.

Inden da havde en rasende Mærsk McKinney-Møller afbestilt sit abonnement. Han mente, at bladet i den grad sværtede hans far til.

I 1982 havde han ellers tegnet en stor aktiepost på 160 mio. kr. og reddet bladet fra konkurs. Efter den store konflikt med typograferne i 1977 udkom bladet ikke i 141 dage så bladet var i store økonomiske vanskeligheder. Redningsaktionen fra A.P. Møller kostede 160 mio. kr.

En række af erhvervslivets tunge drenge sad i bestyrelsen, bl.a. folk fra FLS Industries, efterfølgeren af værnemagerfirmaet F.L. Schmidt.

 

Også på Christiansborg rullede dønningerne

Også på Christiansborg rullede dønningerne. Enhedslistens frank Aaen stillede som betingelse for at stemme for SR – regeringens finanslov, at der blev afsat en bevilling til en uvildig undersøgelse af dansk erhvervsliv under besættelsen.

Der blev givet 5 mio. kr. til dette initiativ. En konference blev holdt og et udvalg nedsat. Og man blev enige om at prioritere forskningsprojekter inden for industri, landbrug, fiskeri, arbejde i Tyskland og entreprenørbranchen.

Konferencens titel var for øvrigt:

 

• Rene hænder, nødvendigt samarbejde eller opportunisme

 

Gyldendal ville have en bog ud af det

Forlaget Gyldendal mente, at der kunne spindes guld på en fortælling om godt og ondt. De overtalte de unge journalister til at skrive en bog. Og den måde, den bliver skrevet på, skal man lige vænne sig til. Det er tydeligt at de ikke er historikere.

Forfatterne diskuterer ikke, hvad fabrikkerne ellers skulle have gjort for at sikre arbejde, hvis de ikke havde samarbejdet med tyskerne. De er også ukritiske, når de omtaler øjenvidner, selv om disse er langt oppe i årene. For nazisterne var Danmark et mønstersamfund. Vi var ikke så besværlige som Norge.

 

Interessant bog med saftige nyheder

Og når tyskerne rapporterede tilbage til Berlin om samarbejde og handel, så kunne de jo være, at der var en grund ti, at man var optimistiske

Det er moralsk overhøjhed og helte og skurke stilles over hinanden uden rum og tid. Men når det er sagt, så er det en interessant bog med masser af saftige nyheder.

Historien om Dansk Rekylriffel Syndikat er interessant. Det startede med Hermann Madsen, der deltog i krigen i 1864 som 19 – årig. Bagefter begyndte han en karriere som matematiker og våbenproducent. I samarbejde med forretningsfolk startede han så dansk Rekylriffel Syndikat.

 

Et dyrt russisk eventyr

Selv om Danmark også var neutral under Første Verdenskrig, så leverede man maskingeværer til russerne. En russisk handelsagent dukkede op i 1915 med en løsning på dette problem. Planen var at omgå det danske eksportforbud ved gennem et russisk datterselskab at opbygge en fabrik nordøst for Moskva. Men det russiske eventyr udviklede sig til et økonomisk mareridt. Og det blev kun værre med den russiske revolution i 1917.

Den fejlslagende russiske satsning kostede ti års hårdt arbejde og den internationale salgssucces var tabt på gulvet. Det var også i 1930, hvor direktør Werner Haubroe aflagde A.P. Møller et visit. Der skulle ny kapital til.

 

Leveret våben uden eksporttilladelse i 1938

I 1930erne havde Riffelsyndikatet fortsat fremgang selv om P. Munchs stramme neutralitetspolitik irriterede firmaet. Da Danmark blev besat, havde A.P. Møller lidt over 30 pct, af aktiekapitalen i selskabet, der nu hed Dansk Industri Syndikat.

Allerede i 1938 havde DIS (Riffelsyndikatet) leveret våben til Tyskland uden eksporttilladelse, som var nødvendige. Man udfoldede store bestræbelse på at opfylde tyskernes købelyst. Ja man rykkede også for råmateriale, når det ikke gik hurtigt nok.

 

Christmas Møller noterede: ”Landsforræderi”

DIS accepterede ordre før ministeriet var hørt. Christmas Møller noterede ordet ”Landsforræderi” i sine notater, da han hørte om det. Nu blev A.P. Møllers navn knyttet til firmaet, der udviste stor ”Lieferfreude”. Det var lige som dansk landbrug og fiskeriet. De fleste danskere handlede med og producerede for tyskerne både herhjemme og i Tyskland.

Hitler var blevet Danmarks største handelspartner. Der havde været en bilateral handelsaftale siden 1934.

Kort efter besættelsen modtog man en ordre på 500 Flak Madsen-kanoner og 2.400 Madsen-geværer til Tyskland.

 

Moralske overvejelser spillede ingen rolle

Hvem var de skyldige? Var det arbejderne på fabrikken, der vidste at der blev leveret våben til tyskerne? Var det ledelsen på fabrikken? De repræsenterede vel kun ejernes økonomiske interesser.

Moralske overvejelser spillede ingen rolle. Det var omsætningen, der var afgørende. Det var både fabrikken selv og tyskerne, der tog initiativet.  De danske myndigheder godkendte så salget på efterbevilling.

 

Regeringen spillede dobbeltspil

Hærens Våbenarsenal leverede med regeringens vidne våbendele til Tyskland. Var det derfor DIS ikke blev dømt efter de allerhårdeste værnemagtslove, da man så ville have røbet regeringens dobbeltspil. Dette kan man aldrig bevise.

Ofte var det tekniske udfordringer, der fik Riffelsyndikatet til at give Hærens Våbenfabrik ordren.

 

25. maj 1944 ville Riffelsyndikatet have fremskyndet ordre

Selv lang tid efter 29. august 1943 lovede DIS at stille den danske hærs våbenfabrik, Hærens Våbenarsenal til rådighed for tyskerne.

Riffelsyndikatets to øverste ledere, Werner Haubroe og Aage Henckel anmodede i et brev af 25. maj 1944 Tysklands rustnings – og våbenforsyningsafdeling i Danmark kaldet Rüstungsstab Dänemark, om at skride ind og få fremskyndet en ordre på 37 mm luftværnskanoner, som delvis skulle udføres på Våbenarsenalet.

Det særligt bemærkelsesværdige er, at denne aktion til fordel for tyskerne fandt sted ni måneder efter, at regeringen var blevet fyret af befolkningen. Dette må da i den grad kaldes for ”Landsforræderi” Men det blev DIS, lederne eller dem, der havde økonomiske interesser i fortagenet aldrig dømt for.

 

Det militære samarbejde startede allerede i 1941

Måske er forklaringen at den danske stat i hemmelighed koblede hærens våbenfabrik, Våbenarsenalet på våbenproduktionen og salget til tyskerne. Det skete efter pres både fra tyskerne og Riffelsyndikatet allerede i 1941. Det danske udenrigsministerium og hæren gik med under forudsætning at, det dansk – tyske militære samarbejde måtte forblive hemmeligt for offentligheden og de allierede. Det kunne skabe tvivl om Danmarks stilling under krigen.

Den 15. april 1940 redegjorde forsvarsminister Alsing Andersen således et tysk ønske om at overtage 24 antiluftkanoner til opstilling ved Lillebælt, Storebælt og Storstrømsbroen. Udenrigsminister P. Munch mente, at udlevering af kanoner lå ”uden for” rammerne af samarbejdsaftalen. Han fik støtte af den konservative minister Christmas Møller.

 

Oberstløjtnant: ”Det giver god beskæftigelse”

Men i løbet af de følgende dage blev man nødt til alligevel at bøje sig for det tyske pres. Der kom flere anmodninger fra tyskerne. Hærens Våbenarsenal var blevet koblet på Riffelsyndikatets produktion for tyskerne. Dette var ikke sket ved almindelige forhandlinger men efter pres. Allerede i november – december var Våbenarsenalet begyndt at fremstille reservedele til den tyske overkommando:

 

• Det pågældende arbejde vil give god beskæftigelse i cirka halvanden år i kanonværkstedet

Ja sådan skrev en oberstløjtnant ved arsenalet til sin overordnede i Hærens Tekniske Korps. Man blev så enige om at leveringen skulle ske gennem Dansk Industri Syndikat. Det skulle være sådan, at ingen dansk militærenhed måtte træde i kontraktforhold med den tyske værnemagt.

Krigs – og Udenrigsministeriet bremsede ikke dobbeltspillet.

 

De danske myndigheder var indforstået med at arbejde for tyskerne

Og efter august 1942 var de danske myndigheder parate til at fortsætte våbenproduktion for tyskerne. Officielt skulle det fremstå, som om Hærens Våbenarsenal arbejdede for Riffelsyndikatet og ikke havde direkte forbindelser til tyskerne.

I virkeligheden var både Hærens Tekniske Korps, Krigsministeriet og Udenrigsministeriet indforstået med fabrikkens arbejde for værnemagten.

Det er derfor en retssag ved en offentlig domstol ville indebære en regulær risiko for at dobbeltspillet blev afsløret. Syndikatets advokater kunne bevise, at våbenproduktionen havde regeringens fulde accept men også egentlige deltagelse. En sådan afsløring ville have skadet landets anseelse.

 

Myterne trives stadigvæk

Der var fire værnemagtslove. Efter de to af dem kunne man idømmes egentlig straf, mens de to andre omhandlede tilbagebetalinger af ulovlige fortjenester.

Industrirådet nægtede forfatterne adgang til arkiverne, 60 år efter. Det var også det som vi oplevede med vores bog i 2017. På den måde trives myterne om besættelsen fortsat. Og de enkelte virksomheders historie er man bange for at få belyst. Man vil heller se fremad giver de som undskyldning.

 

Det var ikke det vi fik fortalt i skolen

Jo der var helte dengang og hurra for det. Men langt de fleste koncentrerede sig om at få dagen og vejen til at gå og om at slippe uskadt igennem. Derfor handlede de danske virksomheder med tyskerne. Derfor arbejdede danske arbejdere langs vestkysten. Men ofte var det ikke frivilligt. De blev truet af fagbevægelsen med at de ingen dagpenge ville få, hvis de sagde nej. Sådan var det også med Tysklandsarbejderne.

Det var dem, som jens Otto Kragh nedgjorde. Han kaldte dem for ”ikke de bedste elementer”.

Men det var bestemt ikke det som vi fik fortalt i skolen. Skal besættelsen blive ved med at skjule sine kedeligste hemmeligheder.

 

Tre gange blev Riffelsyndikatet saboteret.

I vide kredse var der stærk uvilje mod den danske våbenproduktion for besættelsesmagten.

Hele tre gange blev DSI saboteret – to gange i 1943 og en gang i 1944. Det var alle sabotørers drøm at se denne virksomhed lagt ned.

 

Sabotageaktionen 22.juni 1944

Den 22. juni 1944 skete det med stor succes. Fabrikken var indhegnet og afspærret efter alle kunstens regler. Den var faktisk gjort til en ”uindtagelig ” fæstning under direkte tysk kontrol. Ud over egen vagtstyrke på 60 – 70 mand, der var opdelt i tre hold, blev området dag og nat afpatruljeret af svært bevæbnet tyske politisoldater. Tysk militær kunne tilkaldes vis direkte telefonledninger.

Modstandsfolkene havde allierede blandt vagtkorpset på våbenfabrikken. Efter at være trængt ind på området skulle det gå stærkt med at overmande og afvæbne de andre vagter på stedet.

Der var gået måneders minutiøs planlægning i den store modstandsgruppe BOPA. Egentlig ville man ikke foretage sabotageaktionen. Det var først efter at have fået kontakt med tre vagter at man alligevel gjorde det.

De tre vagter skaffede tegninger over fabrikken og dens sikkerhed. Det lykkedes stort set gnidningsfrit. Dog gjorde to vagter så meget modstand at de måtte slås ned. Der blev ikke løsnet skud.

Indtrængningen på fabrikken var indtil da forløbet så stilfærdigt, at mange af arbejderne på fabrikken endnu ikke havde opdaget noget. Nu kunne hovedporten åbnes og selve sabotagen udføres.

Tre lastbiler kørte ind på fabriksområdet og endnu flere modstandsfolk trængte ind bevæbnet med maskinpistoler og almindelige pistoler. I lastbilerne lå i alt 400 kg pulverformigt trotyl.

Så blev der virkelig travlt. Der blev anbragt fire bomber a 50 kg i hovedbygningen, to på 25 kg i maskinhallen. I hver bygning blev bomberne forbundet indbyrdes, så de detonerede samtidigt.

 

Et stort våbenudbytte

Mens nogle anbragte sprængstoffer, fyldte andre de nu tomme lastbiler med nye våben fra fabrikken til brug for fremtidige aktioner. Byttet blev cirka 40 maskingeværer, 60 maskinpistoler fra vagterne, to maskinkanoner og store mængder granater og patroner. Nu gjaldt det om at komme ud.

Arbejderne fra fabrikken forlod deres arbejdsplads, da modstandsfolkene satte luftsirenen i gang for at tømme fabrikken.

Der skete skader for 10 mio. kr. – svarende til 200 mio. kr. i dag.

 

Werner Best og hans medskyldige hævnede sig

I de samme dage havde det været mange andre aktioner med andre aktioner, som var stærkt følgelig for tyskerne. Der var bl.a. angreb på fabrikken Globus, der hørte til F.L. Smidth – koncernen, som med minister Gunnar Larsen i spidsen udnyttede slavearbejder og KZ – fanger i Estland og Tyskland.

Werner Best og hans medskyldige hævnede sig ved fra den 23. – 26. juni at nedskyde otte modstandsfolk i Ryvangen.

 

En aftale mellem BOPA og Riffelsyndikatet

En højtstående funktionær og BOPA fik ad uransagelige veje kontakt med hinanden. Der blev herefter indgået en aftale om, at fabrikken kunne blive sparet for yderligere sabotageangreb, hvis den til gengæld kunne levere våben og ammunition til BOPA. Den skulle desuden levere løb til de maskinpistoler, som BOPA fremstillede på sin illegale våbenfabrik i Holte nord for København.

Som følge af aftalen og uden at løsne et skud blev en tysk transport på Køgevej syd for København standset og man ”erobrede” seks 20 mm maskinkanoner, der skulle leveres til den tyske besætning på Mosede batteri.

 

Kilde:

• Københavns Museum
• dengang.dk -div. Artikler
• b.dk
• wikipedia.org
• jyllands-posten.dk
• denstoredanske.lex.dk
• mediawatch.dk
• information.dk
• finans.dk
• jv.dk
• oktobernet.dk
• skibsrederen.dk
• fyens.dk
• Berlingske Tidende (2.dec.2000)
• Jensen, Thomas Kristiansen, Karl Erik Nielsen: Krigens købmænd
• Benson, Lambek, Ørskov: Mærsk, manden og magten
• Ditlev Tamm: Danfoss under besættelsen
• Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen
• Hans Chr. Johansen: Industriens vækst og vilkår
• Steen Andersen, Joachim Lunn: Danmark I det tyske storrum
• Claus Bundgård Christensen: Den sorte børs
• Aage Trommer: Modstandsarbejde i nærbillede
• Erhvervshistorisk Årbog

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.672 artikler – herunder 337 artikler fra Besættelsestiden (før/nu/efter) inkl.
• Hitlers spisekammer
• Tysklandsarbejdere – ikke de bedste elementer
• Tysklandsarbejdere og Dansk erhvervsliv
• Fagbevægelsens indflydelse på Tysklandsarbejdere
• Retssikkerhed under og efter besættelsestiden
• Krigens købmænd
• Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik
• Værnemagere
• Gunnar Larsen – en udskældt trafikminister
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Dansk Cementfabrik – med tvangsarbejdere

 

• Under København (180 artikler):
• Politik under besættelsen
• Samarbejde med besættelsesmagten
• I en lovløs tid

 

• Under Østerbro (92 artikler):
• Riffelsyndikatet