Cementfabrikken brugte mindst 200 tvangsarbejdere bestående af jøder og sigøjnere.I Port Kunda er det rejst et museum til ære for Theodor Jensen. Fabrikken var ejet af F.L. Smidth. De blev ikke dømt for værnemageri grundet dette. Ca. 20 danske firmaer menes at have brugt slave arbejdere og kun to har vedkendt sig dette. Danske Entreprenører mener ikke, at tiden er inde til at grave i dette forhold. Trafikminister Gunnar Larsen havde et dobbelt forhold til at holde sig gode venner med ledende tyske nazi – folk, men også han blev frikendt under retsopgøret. Man kan undre sig over prioriteringen i retsopgøret. Dansk Industri håbede på en tysk sejr, så kunne de få alle deres besiddelser igen. Inden krigen var der fra dansk side investeret kraftigt i Rusland. Nu var det chance for, at få besiddelserne igen.

To KZ – lejre ved fabrikken
Der var to koncentrationslejre i Kunda. Det var en lille by på Estlands nordkyst. Den ene var en Tvangsarbejderanstalt for jøder. Den eksisterede fra 1941 til september 1943. Den anden beskrives som KZ – Lager (udekommando for KZ Vaivara). Den eksisterede fra 15. september 1943 til august 1944.
Beboerne i begge lejre var den jødiske befolkning. Begge lejre var såkaldte tvangsarbejderlejre. Lejrene var organiseret under SS. Den første var ledet af den baltisk – hviderussiske rigskommisars øverste SS – kommandant. Den anden var ledet af SS Wirtschafts und Verwaltungshauptamt.
Både mænd og kvinder var indsat. De arbejdede i cementfabrikken og i kulværket. Ingen steder står anført, at cementfabrikken var dansk.

Cement var et godt bindemiddel
Cement var et uovertruffen byggeteknisk bindemiddel. Det hærder ved vand. Man blander kalk og ler i et bestemt forhold, brænder og tørrer det ved høje temperaturer og knuser det til pulver under tilsætningen af en række forskellige mineraler, alt efter hvilken egenskab i cementen, man ønsker at forstærke.
Pludselig havde Danmark et råstof, kridt (kalk), som man kunne bruge. Teglværkerne havde ikke længere monopol på udnyttelsen af undergrunden, når der skulle tænkes i penge.

Et selskab fra 1882
I Danmark var det F.L. Smidth som drog nytte af denne mulighed. Selskabet blev stiftet i 1882 af Frederik Læssøe Smidth. Firmaet startede under navnet Teknisk Bureau. I begyndelsen var det med projekteringer af kornmøller og teglværker. I 1887 tog firmaet navneforandring til det nuværende navn.
Nye folk var kommet i ledelsen, og det var et dynamisk trekløver:

– Smidth var ”teknikeren”
– Larsen havde ”forretningstalentet”
– Foss var ”den visionære leder og organisator”.

Cementfremstilling
Man begyndte nu at interessere sig for cementfremstilling. Og første etape var anlæggelse af Limhamm – værket i 1887 – 1888. Man oprettede internationale kontorer. Og i 1898 grundlagde man sin egen maskinfabrik i Valby.
I 1909 oprettede man en maskinfabrik i Lübeck og i Narva i den estiske del af Rusland begyndte man i 1913 opførelsen af en maskinfabrik.
I 1889 – 90 havde man startet Aalborg Portland – Cement – Fabrik. Ved indgangen til 1890erne kontrollerede Fl. Smidth & Co syv teglværker, tre cementfabrikker og et kalkværk. Ved hjælp af prisdumping lykkedes det snart at udkonkurrere de udenlandske rivaler.
Snart begyndte man at opkøbe konkurrenter rundt om i Verden. Med en tysk cementproduktion begyndte man snart at udfordre tre tyske cementsyndikater. Krigen blev ført i fjendens lejr.

Omfattende ekspertise
F.L. Smidth & Co havde på få år opbygget en omfattende ekspertise i cementfremstilling og virksomheden blev i stigende grad bestilt til at projektere cementfabrikker over hele kloden. Og i stigende grad kiggede man på Rusland.
Rusland var fra 1800 – tallets slutning og frem til 1914 i det hele taget dansk industris vigtigste udenlandske marked. Jernbanenettet blev udbygget og russerne oplevede et sandt industrielt boom. Også forsøgende på at tiltrække udenlandsk kapital lykkedes.
Industrirådet vurderede at ca. 60 danske industrivirksomheder indtil Første Verdenskrig eksporterede til Rusland. Danske investeringer i Rusland var nået op på 400 mill. kr. – hvilket svarede til det danske statsbudget.
F.L. Smidths ingeniører havde efterhånden ombygget næsten alle cementfabrikker i Rusland.

En tiendedel af verdens cementproduktion
I 1928 – 29 producerede man en kapacitet, der svarede til 1/10 af verdensproduktionen.
De russiske tråde var blevet klippet over i 1918. Man begyndte igen hårdnakket, at vinde det tabte tilbage.
I de baltiske provinser var de danske investeringer foreløbig sikre. Estland, Letland og Litauen vendte ryggen til den tidligere stormagt mod øst og rettede blikket mod de kapitalistiske lande mod vest. Det var en fordel, at F.L. Schmidt allerede var repræsenteret her.

På Estlands nordkyst
På Estlands nordkyst ca. halvejs mellem Talin og Narva havde en række russiske virksomheder i 1870 etableret et aktieselskab med det formål at opføre en cementfabrik. Denne fabrik var den første af sin art i Rusland.
Kontakten til F.L. Smidth blev etableret i foråret 1893. Og det danske firma fik til opgave at omdanne fabrikken. Tilbage i 1879 havde man her etableret Estlands første telefonlinje. I 1893 blev det første vandkraftværk i det baltiske område opført i Kunda.
I 1922 kom den endelige danske overtagelse af Port Kunda Cement. Man havde råstofferne, kalk og ler lige ved hånden. Og der var store forekomster af olieskifer. Fabrikken lå lige ved kysten. Fra havnemolen kunne cementen udskibes og sejles direkte til kunden.
En jernbane forbandt fabrikken med kalkbruddet og den åbne olieskifermine få kilometer inde i landet. Direktøren på stedet Theodor Hansen gik også under navnet Kong Hans. Han var ansat helt til 1940.

Omfattende byggerier
Til fabriksanlægget hørte foruden bruddene og den egentlige cementfabrik, det allerede nævnte kraftanlæg, et laboratorium, smedje – og maskinværksted, diverse lagre for reservedele og driftsmaterialer, savskæreri, elektrisk reparationsværksted samt en administrationsbygning.
Man opførte funktionær og arbejderboliger, to sygehuse, skole, børnehave, mølle, bageri samt badeanstalt og vaskeri. Man anlagde også en normalsporbane.
Anlæggelsen af alt dette ændrede meget for lokalbefolkningen. Ja det lykkedes også at oprette en lokalafdeling af et universitet i området.

Den sovjetiske planøkonomi
Den sovjetiske okkupation og anneksion af Estland i juli – august 1940 bragte den socialistiske planøkonomi til landet og satte dermed en stopper for de udenlandske investeringer. Danskerne blev tvunget ud. Kompensation var ikke på tale. Dette gav en række tovtrækkeri sidenhen.

Wehrmacht overtager kontrollen
Den sovjetiske kontrol over Port Kunda Cement varede et år. Hitlers Wehrmacht invaderede den 22.juni 1941 Sovjetunionen. I august brød man igennem til Narva og Tallin.
I løbet af december 1941 begyndte Grenzbezirk Estland at få et overblik over industrien i området. Den halvmilitære byggetjeneste Organisation Todt (OT) havde i efteråret begyndt at genopbygge de vigtigste industrianlæg. Deres kompetencer blev nu overgivet til civilforvaltningen.

Stor betydning for den russiske krigsindustri
Port Kundas drift blev efterhånden af tyskerne betegnet som værende af stor betydning for den tyske krigsførelse. Da den Røde Hær trak sig tilbage forsøgte de at sprænge fabriksanlægget og broen over Kunda – floden i luften. Og da 6 – 7 store russiske skibe passerede Kunda natten mellem den 1. og 2. november benyttede de lejligheden til at bombardere et andet cementværk Asserin lige i nærheden. De troede, at det var Port Kunda.
I forsommeren 1942 blev der indført en Werkschutz på 22 mand mod partisanangreb. Fabriksterrænet blev afspærret og der blev opstillet vagtposter. Fabrikkens eget hjemmeværn gjorde vagttjeneste ved særlig udsatte steder.
Den 31. august 1942 foretog det sovjetiske luftvåben sit første luftangreb på fabrikken – tre uger efter at den tyske Wermacht havde forsikret om, at det ikke var fare på færde.

Gunnar Larsen på rundtur
På invitation af Reichskommissar Hinrich Lohse havde trafikminister Gunnar Larsen i april – maj berejst de tyskbesatte baltiske lande i spidsen for en delegation, ledsaget af tyske repræsentanter.
Gunnar Larsen havde året forinden i samarbejde med udenrigsminister Erik Scavenius søsat Arbejdsudvalget til Fremme af Dansk Initiativ i Øst – og Sydeuropa. Et halvt år senere kom det til at hedde Udenrigsministeriets Østrumsudvalg.
Man gjorde fordringer på dansk jord, men udvalgets succes afhang af krigens udfald. Rejsen til Baltikum kom i stand, efter at Gunnar Larsen havde forhandlet direkte med ministeren for de besatte østområder, Alfred Rosenberg.
Ministerens forhandlinger med de tyske myndigheder i Riga dækkede over et usædvanligt sammenfald af politiske og privatøkonomiske interesser. Gunnar Larsen (1902 – 73) var søn af Poul Larsen, som vi tidligere har beskrevet som et af F.L Smidth’ s trekløvere. Fra faderens død i 1935 til sin ministerudnævnelse i juli 1940 var han administrerende direktør og bestyrelsesformand i F.L. Smidth & Co A/S. Også efter den tid bevarede han sin kontakt til firmaet.
Gunnar Larsen sagde i 1942 til statsminister Buhl:

– Jeg vil komme i så godt forhold til så mange af Tysklands ledende mænd som mulig af hensyn til den fremtidige udvikling.
Ved retsopgøret efter krigen blev trafikminister Gunnar Larsen først idømt to måneders fængsel. Han apellerede og blev frikendt.
Med den tyske besættelse af Baltikum i 1941 var der pludselig opstået en chance for at genvinde tabt dansk ejendom. Han skyndte sig til Irland, men kom hjem i 1973 og døde på Kommunehospitalet.

Østrum – udvalget
I september måned omkring det tidspunkt da det første initiativ til Østrumudvalget blev taget, blev der skabt kontakt mellem F.L. Scmidth & Co og Organisation Todt angående Port Kunda.

Theodor Hansens rolle
Det er lidt modstridende oplysninger om, hvorfra initiativet til dette kom fra. I Københavns Byret blev det nævnt at initiativet kom fra Organisation Todt. Det hævdede Theodor Hansen.
Men en rejseberetning fra november 1941 af den selvsamme afviger dog fra denne forklaring. Ifølge denne var Theodor Hansen den 7. oktober i Berlin, hvor han mødtes med Ministerialrat Dorsch med Reichsverkehrsamt i OT – lejren.
Og herfra forlød det, at F.L. Schmidt allerede om sommeren havde henvendt sig med henblik på Port Kunda. Dette var dog blevet afvist. Men da Gunnar Larsen og den tyske rustningsminister og leder af OT, Fritz Todt, havde mødtes på Lolland til det første spadestik på Fugleflugtslinjen, havde man aftalt at gå videre med sagen.
Den 7. oktober fik Theodor Hansen ordnet alt det praktiske i Berlin. Han fik et Ausweiss og kunne tage direkte til Port Kunda.
I dette Ausweiss bekræftes det, at Theodor Hansen er ansat i Organisation Todt. Men dette benægtede han dog, og gav udtryk for at det bare var noget administrativt.

Hitler anbefalede samarbejdet
Den 24. februar kunne aftalen med Danmark fejres med en middag, og Gauleiter Meyer kunne fortælle, at aftalen havde været forelagt Føreren, der var uhyre positiv. Den danske minister, Gunnar Larsen ville have en storstjerne hos føreren, uanset om han var nationalsocialist eller ej.
På et års dagen for bolsjevikkernes evakuering af Port Kundas maskiner ankom i alt 21 godsvogne og 2 passagervogne fra København under bevogtning af en tysk underofficer og to menige. En enkelt vogn og de tre svenske lokomotiver til fabrikken var brændt sammen undervejs, men de ankom i løbet af de følgende uger.
I juli 1943 kunne forsyninger med cement kun dække 63 pct. af mindstekravet. Tallet var vokset til 90 pct. året efter.

Mangel på arbejdskraft
I Port Kunda var manglende arbejdskraft et problem fra starten. Theodor Hansen kunne ved sin tilbagekomst til fabrikken i oktober 1941 konstatere at omkring 300 af de oprindelige 1.000 medarbejdere ved fabrikken stadig var tilbage. En del af de øvrige var blevet deponeret med deres familier af bolsjevikkerne. Ligesom kommunistiske sympatisører blandt personalet var rejst øst på, da tyskerne nærmede sig.
Endnu en stor del var mobiliseret til den estiske hær.
Man begyndte nu at få arbejdskraft fra diverse flygtningelejre, men ak glæden varede kort, for flygtningene blev nu placeret i Finland. Man gik forgæves til Arbeitsamt. Åbenbart var der ingen arbejdere at få.

En ændring i jødepolitikken
Men det så ud til at problemet var ved at blive løst. Det var ved at ske et skift i tyskernes Jødepolitik. Den 21. juni 1943 gav Heinrich Himmler øverste SS – chef ordre til at opløse de baltiske ghettoer og overføre deres jødiske befolkning til arbejde i KZ – lejre med særlig henblik på olieskiferbrudene i Estland. Ved den lejlighed blev ”22.000 ikke – arbejdsduelige ud af Baltikums 72.000 jøder evakueret østpå” Med andre ord for at blive udryddet.
Den første KZ – lejr blev indrettet i Riga. Der fulgte endnu flere. I november 1943 opholdt der sig 50.000 jøder i de baltiske KZ – lejre. De skulle først og fremmest sikre billig arbejdskraft.

20 lejre i Estland
I januar 1942 blev der proklameret, at

– Heute gibt es in Estland keine Juden mehr.

Efterhånden blev der rapporteret om flere end 20 lejre I Estland. Lejrene blev bevogtet af enheder af den estiske SS – legion. Medlemmer af OT deltog af organiseringen af arbejdet uden for lejrene.
Alene i Virumaa – distriktet som vi interesserer os for, blev der efterhånden oprettet 12 lejre.

200 jødiske arbejdere bag pigtråd
Port Kunda blev i 1943 på denne måde endnu et skud på stammen af arbejdslejrene tilknyttet KZ – lejren i Vaivara. Den 10. oktober ankom 200 jødiske fangere til fabrikken under bevogtning af SS. De blev anbragt bag pigtråd.
Fabrikkens ledelse havde presset for ekstra arbejdskraft og nu gik det i opfyldelse. Men egentlig kender vi ikke så meget til forholdene i arbejdslejren Port Kunda. Et enkelt vidneudsagn fra sovjetiske afhøringer i efteråret 1944 bekræfter, at der var omkring 250 fanger i lejren stammende fra hovedlejren, Vaivara.

Fik Theodor Hansen kolde fødder?
I halvanden år havde værket været på danske hænder og det var kort efter augustoprøret hjemme i Danmark. Måske synes direktøren, Theodor Hansen efterhånden, at hans arbejde måske kunne opfattes som landsskadelig for han søgte nu om sygeorlov.
Men han var dog ikke mere syg, end at han på sin hjemrejse forhandlede med de tyske myndigheder om udvidelser og andre praktiske gøremål. I København accepterede F.L. Smidth endnu en udvidelse med 50 pct.
F.L. Smidth var tilsyneladende ikke bekymret over anvendelse af tvangsarbejdere. Man udvidede hele tiden aktiviteterne med de tyske myndigheder.
Den 22. februar 1944 skred de tyske myndigheder til afskedigelse af Theodor Hansen. Det havde måske noget at gøre med, at Den Røde Hær var under fremmarch.

Dødsmarch
Tyskerne tvang nu de jødiske tvangsarbejdere må en omstridt dødsmarch. Via skib blev kvinderne indsat i Stutthof, mens mændene blev indsat i Buchenwald. Men egentlig var der mange, der overlevede turen.
Ud af 50.000 jødiske KZ – lejrfanger i Reichskommissariat Ostland overlevede 2.500.
I Danmark blev der efter befrielsen indledt værnemagtssag mod Theodor Hansen, der den 26. november 1946 blev idømt 8 måneders fængsel ved Byretten i København. Vidner bekræftede ganske vist, at der havde været tale om jødiske tvangsarbejdere ved Port Kunda. Men det stod ikke noget om jødiske tvangsarbejdere i værnemagtslovene. Men Theodor Hansen havde været vidende om, at cementproduktionen skulle bruges i den tyske krigsførelse.

Ingen sag mod F.L. Smidth
Der blev ikke rejst sag mod F.L. Smidth & Co. Statsministeren gav også dengang udtryk for, at han så heller ikke noget problem i, at levere cementmaskiner til dem, der ville købe.
Der anlægges masser af erstatningssager
I 1948 anmeldte F.L. Smidth tilgodehavender i form af millionbeløb i maskinleverancer og aktieposter i Port Kunda, Asserin, Riga Gips og Riga Cement. Sagen trak dog i langdrag. I 1964 blev der fra USSR udbetalt 2.600.000 kr.
Estland fik sin selvstændighed i 1991 og fabrikken i Port Kunda blev privatiseret. I 1994 nåede cementproduktionen op på 500.000 tons under store miljømæssige omkostninger.
FLS Industries, som F.L. Smidth er en del af i dag, forsøgte igen at rejse erstatningskrav over for den estiske regering. Men dette blev opgivet, da der i efteråret 1997 dukkede historier op i de danske nyhedsmedier om tvangsarbejde.

Erstatning til 12 overlevende
I marts 2001 måtte FLS Industries udbetale erstatninger til 12 overlevende jøder og romaer. Ja de måtte slippe med 600.000 kr. Man kan så undre sig over at koncernen ikke blev dømt i denne sag.
Se her på siden om for eksempel Aabenraa Motorfabrik, der hele tiden mente at have tilladelse til det, som de gjorde. Heller ikke noget bortset fra en i Østrum – udvalget blev dømt.
Nogen gange kan man undre sig i prioriteringen i retsopgøret og sagerne om værnemagere.

Danske Entreprenører vil ikke grave i sagen
Holocaustforskeren Therkel Stræde mener, at flere danske entreprenørfirmaer har benyttet tvangsarbejdere og burde bidrage til den tyske erstatningsfond Erindring, Ansvar og Fremtid. Ifølge forskeren har ca. 180 danske virksomheder, deraf dog en del små udført anlægsarbejder i Tyskland i krigsårene.

Højgaard & Schultz har fundet anledning til selvransagelse
Brancheforeningen Danske Entreprenører ønsker imidlertid ikke at grave i sagen. Af de store firmaer har kun Højgaard & Schultz fundet anledning til selvransagelse.
Højgaard & Schultz har anvendt 1.000 tvangsarbejdere, overvejende jøder i det tyskbesatte Polen. Virksomheden har oprettet en fond, der foreløbig har betalt erstatning til 69 overlevende.
Det bliver spændende at se, om Gunnar Larsens Dagbøger i tre bind som snart udkommer kan give et andet lys over denne historie.

Et museum til ære for Theodor Hansen
Ved Port Kunda har man i dag indrettet et museum, hvor Theodor Hansen bliver hædret og æret. Her kan blandt andet se Theodor Hansens barnevogn. Her ser man stort på, at danskerne samarbejdede med tyskerne og brugte sigøjnere og jøder som tvangsarbejdere. For da den røde hær kom tilbage, skete der ting og sager. Døgnet inde, russerne kom tilbage blev sigøjnerne lukket ud, så de kunne nå at flygte.
Russerne sendte hele familier til Sibirien. De indrettede to fangelejre til tvangsarbejdere.
Da danskerne var her, var der både kegle – og tennisbaner til de danske ingeniører. Og direktørboligen omdannede russerne til kulturhus. Theodor Hansens prægtige vinkælder var blevet lavet om til offentlig bar.

Kilde:
– Dansk Biografisk Leksikon
– Hvem er hvem 1940 – 1945 (Gad 2005)
– Niels Erik Hansen: Ro og orden – Danmark i 1940erne (2004)
– Knud Aage Risager: F.L. Smidth & Co 1882 – 1922
– Per Boje: Danmark og multinationale virksomheder før 1950
– Ole Lange: Den hvide elefant (1986)
– Carl Erik Andersen, Flemming Agersnap: Dansk erhvervshistorie 1880 til vore dage (1989)
– Poul Drachmann: F.L. Smidth & Co A/S 1922 – 1932
– Bent Jensen: Danmark og det russiske spørgsmål 1917 – 1924 (1979)
– Joachim Lund: F.L. Smidth & Co og spørgsmålet om den gamle konsekvente linie – Port Kunda Cement fra mønsterfabrik til tvangsarbejde 1893 – 1944 – Arbejderhistorie 2001
– Viggo Sjøquist: Erik Scavenius (1 – 2)
– Anders Vigen: Erik Scavenius (1958)
– Vello Helk: Dansk ministerbesøg i Baltikum 1942
– Vello Helk: Estlands historie (1993)

Hvis du vil vide mere:
– Her på www.dengang.dk kan du læse ca. 134 artikler fra besættelsestiden, herunder en artikel om Værnemagere, Tilfældet, Aabenraa Motorfabrik samt en biografi om trafikminister Gunnar Larsen