Da Politiet gik patrulje på Nørrebro

Det kneb med disciplinen i korpset. Betjentene måtte ikke gå på beværtning, men gjorde det alligevel og så sov de på deres vagt. Betjenten måtte heller ikke gifte sig. Om natten skulle han gå med lys, og der var penge til svovlstikkerne. Det blev påtalt, at man ikke havde hilst på de kongelige. Det var uhyggelige lange vagter. På Ydre Nørrebro var der i et par år, gendarmer. Dem havde forbryderne respekt for. Og hver torsdag gik de gamle fra ”Almindeligheden” på plyndringstogt. Og så var det ikke sjovt, at skulle bære ”Svenske Stina” ned ad trappen. Og så er der diskussion om politivolden var så hård, som beskrevet i Rabarberlandet. Men i kampen på Fælleden var politiet flittig i brugen af staven.

 

 

Det kneb med disciplinen

Det kneb i den grad med disciplinen inden for politiet, dengang i 1882, da Crone var politidirektør. Når politiet var på nattjeneste lagde de sig til at sove. En stald i Gartnergade var et yndet tilholdssted for natposterne.

En anden ældre kollega bad sin yngre kollega vække sig efter et par timer på en bænk ved Dosseringen. En anden betjent havde taget et vækkeur med og lagde sig til at sove på Brohusmarken, som i dag er Brohusgade. Han blev så vækket lige før, der var afmelding om morgenen klokken 6.30.

 

 

Man måtte ikke gå på beværtning

Det var strengt forbudt for betjenten at gå på beværtning, hvorimod det vel maa ham tilladt fra et saadant med hans Overbetjents Samtykke for Betaling at lade sig bringe nogle Forfriskninger, dog at dette skeer med saa kort Ophold som muligt.

Dette blev dog heller ikke overholdt på Nørrebro.

Politistationen på Fælledvej omfattede hele Nørrebro helt ud til byens grænse, der dengang gik ved Lygtekroen, ved Ladegårdsåen, omtrent ved den senere Hareskovbane.

 

 

Rantzau var den store chef

Stationen blev placeret i nummer 13, og stationslederen, politiassistent Rantzau boede i nummer 11. men lokalerne var meget dårlige, så i 1865 flyttede stationen til Fælledvej 18, hvor stationen lå til 1884.

Denne Rantzau var stationens første chef fra 1863 til 1891. Vi har tidligere her på siden beskrevet ham. Politistyrken bestod på et tidspunkt af en overbetjent, tre inspektionsbetjente og 28 politibetjente.

Det var oprindelig tanken, at alle stationer skulle oprettes som kaserne for ugifte politibetjente. Her skulle de så også bo. I 1864 boede der således på Station 6 en overbetjent og 12 betjente, der boede på stationen.

I 1874 blev politiet sagt op af ejeren af ejendommen, Fælledvej 18. Man måtte dog gerne blive boende, hvis man gik med til en lejeforhøjelse på 25 pct. Det gik kommunalbestyrelsen med til, men forlangte så til gengæld en opsigelsesfrist på fem år.

 

 

Hvad blev der krævet af en betjent?

Men hvad krævede det egentlig at blive politibetjent dengang?

Ja man skulle være mellem 22 og 40 år gammel. Man skulle ikke lide af nogen legemlig mangel, der gjorde én uskikket til polititjeneste. Man skulle kunne læse og skrive. Man måtte heller ikke være straffet for nogen i den offentlige mening i vanærende handling:

 

• Enhver Overpolitibetjent og Politibetjent skal nøie holde sig efterrettelig alle ham vedkommende Bestemmelser i Lov angaaende Kjøbenhavns Politis Omordning af 11. Februar 1863 saavelsom i Regulativ for Kjøbenhavns Politis Indretning og Bestyrelse af 12. Juni s.A. og Instrux for det udøvende Politi af 23. Juni.
• Ugifte Overbetjente og Betjente skal tage Bopæl i Politiets Kaserne eller paa en Politistation, naar saadan Bopæl anvises dem af Politidirektøren og for Bolig med Lys og Varme svare den ved Regulativet bestemte Leie og derfor lide maanedlig Afdrag i Lønningen. De skal behandle de Dem udleverede Uniformsstykker og øvrige Rekvisitter forsvarligt………….

 

Giftemål krævede tilladelse

Af den højest lønnede klasse af politibetjente blev udtaget nogle af de dueligste som inspektionsbetjente. Politibetjente måtte helst ikke gifte sig. I dagsbefalingen stod der herom:

 

• Da det ikke er foreskrevet, at Politibetjente skulle have deres Foresattes Tilladelse til Ægteskab, kan det som Følge deraf ikke fornemmes dem at gifte sig, men da de dem tilladte Lønninger er saa lave, at i det mindste Betjente i den tvende laveste Lønningsklasser, der ikke have eller ved at indgaae Ægteskab erholde anden Indtægt end deres Lønning, ikke vil være i stand til at ernære en Familie uden, til Skade for dem selv og Tjenesten, at komme i meget trange Kaar, er det uundgaaeligt nødvendigt ved de Midler, der staae til Raadighed at forebygge de saavel for Tjenesten som for de Paagjældende selv fordærvelige Følger af deslige Ægteskaber.

 

De stakkels politibetjente blev truet med fyring, hvis de giftede sig uden tilladelse. Man havde fri læge og medicin og frit ophold på et hospital. Men man blev trukket i løn, såfremt man boede på Fælledvejens Politistation. En almindelige betjent blev således trukket seks kroner i løn om måneden.

 

 

Der var penge til svovlstikker

Man skulle altid bære uniform og politiskilt. Hver mand fik udleveret en uniformsfrakke og en overkjole samt et halsbind og et par benklæder. Endvidere en hat, en hue, hætte og en regnkappe. Det påhvilede hver enkelt betjent, at vedligeholde sin uniform.

Hver mand fik udleveret en Kontrabog som skulle indeholde alle oplysninger om hans uniforms – og udrustningsgenstande. Ved forflyttelse til en anden station eller afdeling skulle bogen gennemgås og uniforms – og udrustningsdele efterses af en overordnet.

Den filthat som man fik udleveret, blev efter få år erstattet af en hjelm. Som forsvarsvåben havde hver mand en stav, der skulle bæres skjult i frakkelommen. Den afløste den tidligere stok, der meget ofte blev misbrugt til at prygle borgere med. Under patruljen havde man en signalpibe og om natten også en lygte. Den skulle altid være i sådan en stand, at den straks kunne tændes. Til olie, væger og svovlstikker kunne det bevilliges 5 Skilling om måneden pr. lygte.

 

 

Uha, man glemte at hilse på de kongelige

Da opdagelsespolitiet kom som en nyskabelse, måtte den enkelte betjent ikke tilkendegive, at han kendte personen fra opdagelsespolitiet. Han skulle forblive hemmelig over for den brede befolkning.

Betjentene måtte ikke røre nogen, og de måtte ikke uden grund indlade sig i en samtale med borgerne. Og så måtte de heller ikke have hænderne i baglommen samt at patruljere sammen med en hund. Ak ja, i 1863 kunne politidirektøren så komme med en formaning:

 

• Jeg er kommet til Kundskab om, at de patrouillerende Betjente ikke alene ofte er forsømmelige med at hilse Foresatte, men endda ogsaa af og til undlade at gjøre Honneur for Kongehusets Medlemmer, naar disse kjøre gjennem Gaderne.

Politidirektøren pålagde i den anledning samtlige foresatte strengt at vaage over, at saadanne forsømmelser blev paatalt.

 

Nu var det nok ikke dagligt, at kongehusets medlem tog en tur til Nørrebro.

 

 

Tilsyn med offentlige og løsagtige fruentimmere

I 1868 var det galt igen. Da blev betjentene gjort skyldige i, at de ikke anholdte tiggere, der på befærdede veje bad om almisser.

En stor del af tiden skulle betjentene også føre tilsyn med offentlige og løsagtige fruentimmer. Og så skulle man sandelig også påse, om tyre nu blev ført forsvarlig gennem gaderne. Det var ikke nok med en ring i næseborene.

 

 

Politivagter

I 1872 blev der åbnet en politivagt under Station 6 på Strandvejen 1 – Lille Vibenhus. Fra begyndelsen var her stationeret to betjente. De skulle holde vagt fra klokken 6 morgen til 23 om aftenen. Men der skulle altid være en betjent i huset. I 1885 gik vagten over til den nye Station 7.

Station 6 fik også en lille filial i form af en politivagt ved Stefansgade.  Det var i Nørrebrogade 167.

 

 

Den nye station blev præsenteret

I 1881 blev tegningerne til den nye station på Fælledvej præsenteret. Og det blev den med følgende tekst:

 

• Mod Fælledveien ligger en treetages Bygning med en Port paa hver Side af samme. Det er Politistationen. Porten til venstre fører ind i en rummelig Forhalle, hvorigjennem baade Nat og Dag. Adgangen er til Stationen, saaledes at Adgangen til Stationen fra den aabne Passage kun bliver at benytte af Politiassistentens Familie og i enkelte særlige Tilfælde af Politiet.
• Porten til højre fører ind til en fri Grund, ved hvis venstre side Brandstationen er tænkt opført i to Etager med Kælder.

Lokaliteterne på Fælledvej 22 blev taget i brug i oktober 1884.

 

 

Betjentene skubbede forbryderne over i Nordre Birk

Betjentene skulle sørge for, at gadedrenge og andre ikke fiskede noget op af rendestenene. Desuden skulle de tjekke, at lågene på latrinvognene var lukkede. Og så skulle de sørge for at skolebørnene ikke støjede, når skoledagen var forbi.

Men det var nu ikke altid lige let for betjentene at få styr på uromagerne. Så ofte havde man mistanke om, at betjentene forsøgte at genne de urolige elementer over på den anden side af åen til Nordre Birk, hvor der sjældent viste sig en betjent.

 

 

Respekt for gendarmerne

Til gengæld kunne uromagerne forvente, at møde en gendarm fra det nyoprettede gendarmkorps. Fra Nørrebros Runddel ud til bygrænsen patruljerede de. Og mens de talrige bøller i Allersgade og Gormsgade konstant var i krig med politiet havde de den dybeste respekt for gendarmerne.

Gendarmens instruktioner lød på, at når en person var anholdt, måtte man ikke røre den anholdte. Han skulle gå tre skridt foran. Hvis han forsøgte at løbe, måtte gendarmen ikke løbe efter ham. Han skulle råbe ham an. Hvis den anholdte ikke standsede, skulle han skyde på ham med sin karabin. Foruden karabinen var gendarmen bevæbnet med en omdrejningsrevolver med seks skarpe skud.

Men nu var gendarmerne lige som betjentene heller ingen engle dengang. Det var efter, at typograf Julius Rasmussen skød på konseilspræsident Estrup, at gendarmkorpset blev oprettet. I en kælder på Jagtvejen nær Odingade havde de deres samlingssted.

Gendarmerne patruljerede i tidsrummet 1891 – 94. De var to underofficer og 23 menige gendarmer.

 

 

Det kneb med renligheden

Det kneb med renligheden på vejene på Nørrebro og i København. En politimand beskriver, hvorledes fodgængere blev oversprøjtet med snavset vand, når de gik over den træbro, der var anlagt inden Dronning Louises Bro.

I broens træbelægning var der nedlagt sporvejsspor, fastholdt med kramper. Hvis der manglede kramper, trykkede sporvognen skinnerne ned i pløret, så pladderet stod ind over fortovet helt op til de gule murstensrækværker, der kantede broen.

Ellers var der de mange hestepærer, der bidrog til at gøre Nørrebros gader snavset. Man skulle så tro, at dette kunne få damerne til at anlægge fodfri kjoler. Men ak nej. Moden krævede lange kjoler.

 

 

De gamle gik på plyndringstogt

Jo de havde nok at se til, betjentene og gendarmerne.  Når de gamle fra Almindeligheden havde udgangstilladelse hver torsdag tog de på organiserede plyndringstogter til byens forskellige større forretninger.

Det var en betjent, der blev kaldt for Hurtigløberen, der engang skulle bringe en kæmpe und på stationen. Kæmpen blev kaldt for Slagteren kunne til enhver tid have krøllet betjenten sammen. Men ved hjælp af kløgtighed fik betjenten ham dog lokket med på Fælledvejens Station. Betjenten drillede simpelthen slagteren med at sige, at denne ikke turde at følges med ham.

 

 

Hjelmen blev derude

En nytårsnat måtte en betjent ud i Sortedamssøen for at redde en, der var flygtet fra Kommunehospitalet, som var ved at drukne sig. Betjenten vadede ud efter ham, og fik ham med stort besvær halet i land og bragt ham tilbage til hospitalet igen. Der blev sørget godt for den bortkomne, men man glemte betjenten. Han måtte sjokke hjem i sit drivvåde tøj. Undervejs var det dog en underofficer, der fik ham op i sin lejlighed. Med et pas snapse fik han betjenten kvikket op. Ligeledes fik han lånt ham et par sivsko og et sort stiv hat som erstatning for hjelmen, der blev ude i søen.  En kollega han traf undervejs var af den mening, at han havde en ordentlig brandert på. Men den våde betjent nåede dog hjem, og helt glemt blev han dog ikke, for han fik sin belønningsmedalje.

 

 

Ingen pardon

En af de værste gader dengang, var Rantzausgade. Her var det næsten altid værtshusuorden, overfald og slagsmål. Derfor var der oprettet en politivagt i Korsgade 60. Så skulle betjentene ikke slæbe de anholdte så lang, og så kunne de få hurtig hjælp.

Når de anholdte nægtede at gå med betjentene, blev de simpelthen slæbt af sted. Der var ingen pardon.

 

 

Svenske Stina var en våd fornøjelse

En sommeraften omkring år 1900 patruljerede to betjente i Rantzausgade, der dengang endnu hed Nordvestvej. De hørte noget larm fra en af sidegaderne. Det viste sig, at være en kvinde i et meget let kostume siddende i vindueskarmen med fødderne i tagrenden, der havde påkaldt opmærksomhed.

Hun råbte ned til de mange forsamlede mennesker på svensk. Den ældste af de betjente sagde beroligende til sin yngre kollega:

• Det er bare svenske Stina, der er fuld igen, men vi kan ikke lade hende siddende der. Vi kan risikere, at hun dratter ned derfra.

Døren til værelset var uaflåst, og ganske stille listede betjentene ind. De fik Stina ind i værelset trods en del protester. Men hvis damen ikke kom med på stationen ville hun sikkert kravle ud på taget igen.

De to betjente blev enige om, at den mest praktiske måde, at få hende ned på ad den smalle trappe, var at lade kvinden ride ranke på skulderen af den ene betjent. Med stort besvær fik de hende losset op på skulderen af ham. Han tog et solidt tag i hvert ben, og så gik det ned ad trappen.

Desværre havde damen været utæt og vendingen det løb ham koldt ned ad ryggen kunne ikke bruges ved denne lejlighed. Bedre passede det gamle mundheld, at når man havde fået Fanden på ryggen, må man bære ham. Betjenten kunne ikke komme af med hende før nede ved gadedøren, og da var han våd helt ned til strømperne

 

 

Masser af øl til betjentene

En ølhandler i Korsgade var så glade for politiet, at han hver nat stillede en – to kasser øl ud til betjentene, som havde nøgle til rummet. Men ham, der havde nøglen solgte ikke kun til sine egne kollegaer. Han solgte også til tørstige Nørrebro – borgere med fortjeneste. For han købte også øl hos ølhandleren og solgte dem med fed fortjeneste, når værtshusene havde lukket.

 

 

Masser af originaler hos politiet

Med tiden har der været mange originaler i politiet. En af disse var overbetjent på den nye Station 8 på Ydre Nørrebro. Han havde tidligere været betjent i politivagten ved Stefansgade. Han var ganske uden forståelse af, hvad man skylder en uniform. Han var ejer af en gedebuk, og den trak han hjem fra græsning til sin bopæl i Baldersgade, hvor han tog den i nakken og bar den op i sin lejlighed – iført uniform med hjelm og det hele.

En dag havde han fået lov til at sikre sig brændsel for vinteren fra nogle vejtræer, der skulle fældes. Stadig iført uniform krøb han op i træerne og savede grene af.

Når man skulle transportere fuldrigger fra Fælledparken til detentionen var det praktisk, at man bare kunne tage en af de græssende heste og vælte fuldriggen op på.

 

 

Politivold i Rabarberlandet

Som vi tidligere har beskrevet, så var beboerne i særlig Rabarberkvarteret ikke begejstret for politiet. Mange episoder er omtalt i syndikalisten, Christian Christensens to fortræffelige bøger.

Arbejderen Eriksen havde protesteret over politiets overgreb mod nogle koner, der solgte fisk og blomster i rendestenen. To betjente overfaldt i den anledning Eriksen og brækkede hans arme om på ryggen og tvang ham hen i politivagten i Korsgade. Her blev han gennemtævet. Tre uger efter kom en betjent med en tilsigelse, men Eriksen protesterede og ville ikke møde til afsoning.

Allerede 2 døgn efter kom en kolonne med fem store betjente til ejendommen. Alle var straks parate til at hjælpe Eriksen. En ung mand forsøgte at stoppe politiet. Men betjentene trampede ham i ansigtet, så han til sidst lignede en stor blodklump. Han døde senere på Kommunehospitalet.

Nu gik hele Rabarberkvarteret til angreb mod politiet. De var bevæbnet med jernrør og alt muligt. Konerne smed fyldte pispotter i hovedet på betjentene. Der måtte tilkaldes ambulancer til betjentene. Men nu mødte der 12 nye betjente op. Men da de så, at hele kvarteret var i oprør vendte de om.

En læge var blevet tilkaldt til Eriksen. Men den næste morgen var den endnu ikke ankommet. Ubemærket var et par betjente i stedet for at afhente ham. De tog ham i nakken og stak ned ad trapperne med den halvdøde Eriksen. Betjentene smed ham ned i bunden af en drosche, hvorefter kusken piskede på hestene. De løb alt, hvad de kunne.

Handlingen i bøgerne er blevet efterprøvet. Måske er handlingen m.h.t. vold lidt overdrevet. I den ene bog står det eksempelvis at Eriksen to dage efter, døde af kraniebrud. Men i arkiverne har man fundet frem til, at han døde et år efter af tuberkulose på Øresundshospitalet.

Men så man politiets ageren under Slaget på Fælleden så var der masser af politivold. Disse episoder kan du læse om i en tidligere artikel her på siden.

 

 

Station 7 blev mindre

Station 7 fik i 1885 hovedstation i Rosenvængets Allé. Dette betød, at station 6’s virkeområde blev mindre. Grænsen mellem 6. og 7. kreds blev linjen Lyngbyvej, Nørre Allé, Tagensvej, Fredensgade.

Ja vi kunne også fortælle om politiets gøremål i forbindelse med Ladegården og Lersøen. Men her må vi igen henvise til andre artikler.

Da Brønshøj i 1901 blev indlemmet i Københavns Kommune blev der oprettet en ny 8. kreds.

I 1924 blev Station 6 udvidet med det område op til Frederiksberg, hvor før Ladegården har ligget.

 

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro

Ja sådan kunne vi blive ved med historier fra politiets verden på Nørrebro, men egentlig har vi allerede fortalt en del. Her en lille oversigt over historierne:

 

Hvis du vil læse mere: Om Politi på Nørrebro – Se her:

• Klunsere og kræmmere på Nørrebro
• Prinserne på Nørrebro
• Derude – på Lersøen
• Politi og ”Banditter” på Nørrebro
• Livet på Ladegården
• En barnemorder i Jægersborggade
• BZ – Bevægelsen – endnu engang
• Ned med arbejderne
• Fælledvejens Politistation
• Skyd efter benene
• Hypnose – mordene – nok engang
• Slumstormere, Besættere og Autonome
• Dramaet i Brorsons Kirke
• Hvorfor skulle Janne død
• Bomben i Søllerødgade
• Bomben i Søllerødgade – endnu mere
• Byggeren på Nørrebro – endnu engang
• Rabarberlandet
• Spiritusprøve på Fælledvejens Politistation
• Lersø – bøller og bisser nok engang
• Lersø – Bisser
• Arbejderkamp på Nørrebro
• Nørrebro – flere sabotager
• Varehuset Buldog på Nørrebro
• Fristeder og Ungdomshus
• Ladegården – dengang
• Ungeren – set fra 6. klasse
• Besættelses på Nørrebro 1 – 5
• Dramaet i Husumgade
• Fattiglemmer på ladegården
• Et ”Faderhus” på Nørrebro
• Ungdomshusets historie 1 – 2
• Sabotage på Nørrebro
• Likvideret på Nørrebro
• Louis Pio på Nørrebro
• Hypnosemordene på Nørrebro
• Nørrebro – den 18. maj 1993
• Nørrebro beboeraktion – og kampen om Byggeren
• Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944
• BZ – bevægelsens historie på Nørrebro
• Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
• Kampen på Fælleden og mange flere