Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Da Janne døde i den store rockerkrig (NørLIV 27)

April 7, 2019

Da Janne døde i den store Rockerkrig (NørLIV 27)

Hun var en flot pige, men var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. En panserværnsraket blev affyret fra et nærliggende cykelskur. Det var et led i den store Nordiske Rockerkrig, der i alt krævede 11 døde og 75 drabsforsøg. 26 kampklædte betjente bevogtede festen i Titangade. Men raketten strøg lige hen over hovedet på dem.  Det var medlemmer af Rockergruppen Bandidos der skød raketten af mod Hells Angels klublokale. Dette er vore bidrag nr. 27 til Ugeavisen Nørrebro Liv.

Hun var en flot mørkhåret pige. Når hun kom ind i butikken var der gang i den. Der var fart og humor over Janne. Hun arbejdede i ”Den lille Sorte” En dag kom hun ikke mere. Hun blev offer for ”Den Store Rockerkrig”, der krævede 11 døde og 75 drabsforsøg.

Janne var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Hun var til Vikingefest i Hells Angels Klubhus i Titangade. Selv boede Janne Krohn i Ægirsgade. Naboer og bekendte var inviteret indenfor.

  • Til Beboerne

Lørdag den 5-10-96 afholder vi vores årlige viking party. Hvis musikken skulle blive for høj, håber vi at I trods alt vil være over med dette, ellers er i velkomne

Med Venlig Hilsen – Hells Angels MC Copenhagen.

Der var endnu gang i den kl. 3.06 om natten den 6. oktober 1996 i Titangade 2 – 4. Der var vel 150 mennesker forsamlet. Man havde spist helstegt pattegris. Nu var man i gang med musik og dans. En stor del af gæsterne havde overhovedet ingen tilknytning til HA.

26 kampklædte betjente vogtede festen. De holdt vagt uden for bygningen. De gik også rundt og fotograferede gæsterne. De skulle udfylde et oplysningsskema, der omhandlede deres tilknytning til Hells Angels.

  • Kender du nogle af rockerne?
  • Er du kæreste med en af dem?

PET fik sikkert mange nye oplysninger den aften. Hvis du nægtede at deltage, var der ingen adgang. Hvad Janne svarede, ved vi ikke. Men jeg vidste, at hun kendte et par stykker af dem.

Pigerne måtte løfte op i deres hår og tage støvlerne af. Tøj og tasker blev gennemrodet. Når først alt dette var overstået, kunne man gå videre til Danmarks mest sikre fest. Betjentene gik rundt med maskingeværer.

Mens alt dette foregik var Bandidos i gang med at planligge noget. Udstyret var allerede for længst fragtet ind i området. Fra taget på et cykelskur blev en panserværnsraket affyret. Den flyver over hovedet på alle betjente. Raketten går gennem husmuren.

Arrangementet blev forvandlet til et mareridt. To blev dræbt og 28 såret. Prøvemedlem Lars Linde Nielsen var den anden, der blev dræbt. Den daværende chef for Hells Angels, Christian Middelboe var en af de alvorlig sårede.

Næste dag besøger advokat Peter Hjørne præsidenten på sygehuset. Advokaten havde også været med til festen. Men han var for længst taget hjem til privaten i Roskilde, da raketten ramte.

Bandidos – rockeren Niels Poulsen blev den 13. marts 1998 ved østre Landsret i København dømt livstid for at have været med til at affyre panserværnsraketten. Han er så senere blevet prøveløsladt.

Et andet panserværnsangreb havde fundet sted den 17. april 1996, hvor målet var rockergruppen South’ s klubhus i Snoldelev. Dette attentat blev aldrig opklaret.

Åbenbart skulle politiet være blevet advaret mod et panserværnsangreb i Titangade. Men der var nu ingen betjente, der havde natkikkert med. Og der var heller ingen helikoptere med projektører i gang. Man var ikke forberedt på, at der kunne sidde nogle på tage i nærheden med et panserværnsraket.

Men politiet eller PET havde åbenbart møder med forsvarets sprængstof – eksperter. Der skulle således have været to møder lige inden festen i Titangade. Politiet nægter, at der skulle have været en advarsel mod et panserværnsangreb.

Dan Lynge blev agent for politiet i 1991, hvor han stod til en lang fængselsstraf for narkokriminalitet, mordforsøg og attentatplaner. Men i stedet for at blive retsforfulgt blev han meddeller for politiet under navnet Guldfuglen.

Han var først medlem af rockergruppen Hells Angels og senere Bandidos.

Men nu var det sådan, at Dan Lynge var blevet en slags rådgiver i aktionen i Titangade. Da Lynge blev gjort bekendt med Titan – aktionen meddelte han, at det var sindssygt. Han påpegede, at der skulle være 30 meter fra affyringen til målet før granaten var ”skarp”. Ja i nogle tilfælde skulle det være 75 meter, hvis der var gamle granater.

I et møde foran Politikens Hus fik Lynge at vide, at man ville fyre raketten af fra en lejlighed i Rådmandsgade, som man havde adgang til. Man havde også plantegninger fra hele området, som man havde anskaffet fra Københavns Kommune. Lynge mente dog, at en affyring indefra ”ville rydde hele bygningen”.

Senere blev Lynge kaldt til et møde og fik at vide, at såfremt nogle ville forlade klubben ville blive lagt ”vandret” (likvideret).

Bandidos endte med at klatre op på et nærliggende cykelskur. Raketten var fløjet gennem bygningen og havde omdannet det tætpakkede rum, hvor baren stod til en smelteovn – panserbrydende raketter har den egenskab, at de udvikler stor varme, inden de sprænges. Til alt held detonerede raketten ikke, men varmen var kraftig nok til at slå mennesker ihjel.

Rockere, civile og nu hundredevis af politifolk løb rundt i en stor forvirring og prøvede på at få styr på, hvad der var sket.

Efterfølgende lykkedes det efter lang eftersøgning at få fat i to af gerningsmændene bak aktionen. Personen, der afskød raketten var ikke opmærksom på tilbageslaget ved afskydningen. Han fik en svær ansigtsskade. Ved hjælp af denne skade lykkedes det at lokalisere manden og hans kompagnon. Den tredje mistænkte i sagen blev senere sprængt i luften af en bilbombe.

Det værste bombeangreb i norsk fredstid, et altødelæggende attentat mod Bandidos – hovedkvarteret i Drammen, blev efter al sandsynlighed udført efter en direkte ordre fra danske HA – bosser. Bandidos-hovedkvarteret blev forvandlet til en flammende dødszone. En 50 – årig kvinde blev dræbt og bygninger blev lagt øde. Værdier for 250 millioner kr. blev ødelagt ved bombeangrebet.

En af de syv tiltalte var til stede i HA – kvarteret i Titangade i 1996, da Bandidos affyrede panserværnsraketten. Han forklarede i retten, at attentatet gjorde ”dybt indtryk” på ham.

Rockerkrigen i Skandinavien kulminerede fra 1994 til 1997 med håndgranater, skudattentater, panserværnsraketter og bilbomber.

Den 25. september 1997 tonede Blondie alias Bent Svane Nielsen fra Hells Angels og Jim Tinndahn fra Bandidos frem på de danske skærme i nyhederne. De proklamerede, at de havde indgået en aftale, der betød, at der blev sat en stopper for volden. Bag aftalen stod advokat Thorkild Høyer.

Men Janne får vi ikke tilbage.

www.dengang.dk   indeholder i alt 1.385 artikler, herunder 262 fra Det Gamle Nørrebro


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro