Borgerligt Regimente

Anmeldelse og beskrivelse af ny bog: Jørgen Mührmann-Lund: Borgerligt Regimente – Politiforvaltningen i købstæderne og på landet under den danske enevælde – Museum Tusculanums Forlag. Vi skal kigge på politiforordninger. Ja det er Danmarks historie på en anden måde. Og bogen er fuld af herlige historier om ”lovovertrædelser” og domsafsigelser. Fra 1548 kendte man i Aalborg til ordet ”Politi”. Bytjeneren skulle fange løse grise. I 1660 begyndte man at arbejde med Danske Lov. Politimesterens arbejde i København var opdelt i 12 kapitler. Det var bl.a. ski9k og orden, Falskmøntneri, Falsk Vægt og Mål. Men ude i lokalsamfundene sagde man, at det havde man altid gjort på den og den måde. Så var det lige Helligåndslovgivningen og ærbarhed og gode sæder. I lokalmiljøet ønskede man et renere nærmiljø. Her ønskede man en skrappere lovgivning. Der var reguleringer af handlen. Kongemagten ville afskaffe lavenes egne love. Vi skal også høre om Landpolitiet og hoveribestemmelser.  

Politiforordninger

Hvorfor skal bogen have så mærkelig en titel? Jo det har sin forklaring. I en ordbog fra 1641 omtales politi som ”borgerligt regimente i købstæderne”.

Dette handler om de forskellige politiforordninger lige fra brødpriser til renovation til helligdagsorden. Normalt blev disse forordninger vedtaget af hver købstads magistrat i samråd med borgerskabet og håndhævet af de kommunale embedsmænd.

Danmarkshistorie på en anden måde

Bogen er sine steder særdeles underholdende. Det sker, når forbrydelser og straffe skal beskrives. Men da det også er en afhandling, så kan vi ikke slippe for fremmedord. Her er det så godt med en ordbog. Nogle af afsnittene bærer også præg af at være en afhandling. Men man kunne sagtens have lavet en populariseret udgave.

Men bogen kan varmt anbefales. Det er danmarkshistorie på en helt anden måde. Den beviser også at jura måske ikke altid har været lige retfærdigt. På en meget pudsig måde kommer vi også ind på byhistorie. Flere steder berører man problematikken om, hvem der har magten hvornår og hvordan.

En politimester i København skulle finde ud af forholdene i Aalborg

Det kunne være svært for en politimester i København og finde ud af, hvordan man i Aalborg løste problemerne. Og det var sandelig ikke altid at befolkningen ville finde sig i forordninger m.m. Nogle gange ønskede lokalbefolkningen strengere lovgivning. Det gjaldt bl.a., når der var tale om forurening. Det var nok heller ikke behageligt at skulle drikke forurenet vand.

Fra ca. 1500 – 1800 søgte de danske konger at harmoniserer lovgivningen ved at udsende et stigende antal politiforordninger med gyldighed for hele landet. Denne udvikling tog fart efter enevældens indførelse. Og Christian den Femte oprettede en særlig politimyndighed i 1682.

En bylov fra 1522

I tre nordjyske jurisdiktioner undersøges borgernes efterspørgsel efter et ”godt” politi frem til år 1800. Vi vil her på siden forsøge at belyse det tidlige politis mangeartede opgaver gennem denne bog.

Bogen er en revideret udgave af en ph.d.-afhandling fra 2012.

Den senere politilovgivning har rødder i lokale vedtægter, som kaldes ”vilkår”. Disse vilkår omhandler primært handel og næring men også andre politiretlige forhold som bygning af stenhuse og placering af lokummer. Men også overdådighed ved bryllupper, barsler og begravelser.

I Christian den Andens bylov fra 1522 som skal ses i en forlængelse af udviklingen af disse ”vilkår” optræder ordet ”politi” for første gang. Man lægger op til forskellige politiforordninger, der i sidste end skal godkendes af kongen.

Christian den Tredjes politilovgivning indeholder også bestemmelser om landboforhold som hoveri, ulovlig skovhugst og vedligeholdelse af landeveje. Senere påbydes bønderne fra 1537 også at plante humle og frugttræer nok.

Ordet ”Politi” kendes i Aalborg fra 1548

I Aalborg støder man først i ordet ”politi” i 1548, hvor Christian den Tredje befalede magistraten:

• At gøre politi i byen, at enhver kunne få for et skikkeligt værd, håndværksmands arbejde, og alt andet, som lejes, købes og betales, at lade det opslå på rådstuedøren med straf derhos.

Man møder politi og råd. Og i Aalborg bestod dette af 24 dannemænd. Det var de bedst e bosiddende og ældste borgere.

Ja i Ribe blev de fornemmeste dannekvinder hørt i forbindelse med vedtagelse af en politivedtægt om barselsfester. De var såkaldte ekspertvidner.

Bytjeneren skulle indfange løse svin på gaderne

Bytjeneren skulle indfange løse svin på gaderne. Såfremt han forsømte denne embedspligt, skulle han bøde 1 skilling. Men efterhånden var det bødlen, der skulle lave dette arbejde. Han skulle også indkræve bøder af borgere, der ikke renholdt gaden foran deres huse.

Den allerstørste del af vedtægterne regulerede byens handelsliv med forbud og forprang samt takster på brød, øl og kød samt tjenesteydelser fra vognmænd, dragere, bysvenden, byskriveren og bødlen. At lokalsamfundets velfærd er målet ses i vedtægterne, der forbyder salg af tagsten, lægter og søm til udenbys folk.

Den næststørste grupper af vedtægter handler om renlighed og brandsikkerhed.

”Tjenestefolk udi København”

Og en bestemmelse fra 1560 er interessant. Den handler om ”Tjenestefolk udi København”, som omhandler tyendets fæste og opsigelse. Denne skulle være vedtaget sammen med Kongens Foged i København. Men mon ikke bare, at man har kopieret en magistartsvedtægt fra hovedstaden.

I Christian den Fjerdes tid udsendes et stigende antal politiforordninger. De truer købstædernes autonomi. I 1613 blev lavene afskaffet. I 1619 kom så en reform af købstædernes ”justits, ordning og politi”.

Man begyndte arbejdet med Danske Lov

Efter enevældens indførelse i 1660 påbegyndtes arbejdet med Danske Lov. Der er erstattede de middelalderlige landskabslove i 1683. Egentlig skulle man også have haft en politilovgivning med. Men i 1681 nedsatte Christian den Femte en kommission, der udarbejdede en separat politiordning.

Det var købstædernes magistrater, der havde ansvar for at håndhæve disse forordninger. Således blev købemand Jens Bang stævnet i Aalborg i 1640 for at have pyntet sin kones ligkiste i strid med en luksusforordning fra 1624,

 I 1667 blev en borger kaldt op på rådstuen og idømt en bøde på fire rigsdaler for at have holdt en overdådig barselsfest.

Den første politimester blev udnævnt i København i 1682. Det var Claus Rasch. I 1684 blev hans virke udvidet til hele landet, byfogderne skulle fungere som hans politifuldmægtige.

En pastor nægtede at tage borgerskab

I Aalborg var man lidt træt af Claus Rasch. Men mistro blev afløst af tillid. For Rasch bakkede Magistraten op omkring pastor Reenberg. Denne havde nægtet at tage borgerskab i byen, selv om han gennem flere år havde haft krambod med sild og kornvarer. Byfogden fik ordre til at opkræve dagbøder.

Købmænd i København bad Rasch om at anholde tre kvinder fra Aalborg, der solgte sild i hovedstaden. Og en anden klage fra købmændene var, at sildetønderne fra Aalborg var mindre end det anordnede tøndemål.

Overpolitiinspektøren i Aalborg konfiskerede i 1685 tre ”nødkroppe” (Oksekød), som nogle bønder fra Nørresundby faldbød i Aalborg. Dette var ulovligt. Aalborg Slagterlav havde eneret på at sælge kød i byen.

Politimesterens opgave inddelt i 12 hovedopgaver

Politimesterens opgaver var opdelt i 12 opgaver. Kapitel 1 handlede om gejstlige sager. Kapitel 2 var om helligfest og bededage. Det handlede om at opretholde ro og orden under gudstjenester og skride ind for tumulter både i og uden for kirken samt udskænkning på værtshuse. Ja det handlede også om arbejde, der afholdt folk i at komme til gudstjeneste.

Kapitel 3 handlede om ærbarhed og gode sæder. Ja det var forskelligartede ordensforstyrrelser som prostitution, nattesæde, ophold på værtshuse efter kl. 22, grassatgang ”med draget gevær” i gaderne, gadedrengenes kasten med sne, sten, affald eller fyrværkeri, injurierende ”skandaleskrifter” samt tjenestefolks ulydighed over for deres husbonder. 

Kapitel 4 handlede om fremmede og løsgængere. Ja så var det lige fremmede spioner, omvandrende jøder, tatere og tiggere samt næringsdrivende uden borgerskab i købstæderne.

Skik og orden

Kapitel 5 var om skik og orden vedrørende håndhævelsen af luksusforordninger om bryllupper, barsler, begravelser og gæstebud samt rangmæssig påklædning.

Kapitel 6 var om torve. Her pålagde politimesteren at holde torvene ”her i staden” renholdte og fordele torvestaderne blandt de handlende.

Og kapitel 7 fulgte rengøringen. Denne gang var det på gader og veje. Rendestene og stakitter skulle følge reglerne. Byggematerialer måtte ikke blokere trafikken. Og så måtte der ikke udøves hærværk på vandposterne. Så var det lige lygter og vejtræer samt tilfartsveje, der skulle holdes i orden.

Kapitel 8 handlede om vandvæsnet, rensning af søer, grøfter og dæmninger.

Falskmøntneri, falsk vægt og mål

I kapitel 9 er vi over i køb og salg, omhandlende politiets indsats over for falskmøntneri, falsk vægt og mål, dørsalg, handel med usunde fødevarer, forfalskede guld – og sølvarbejder og forbudte bøger. Ja så skulle taksterne på brød, kød og øl være overholdt. Ja man skulle også tjekke bagernes og bryggernes forråd af korn og malt.

Kapitel 10 om lavene handlede om håndhævelse af de generelle forordninger om lavene, om svende og drenge samt de enkelte lavs kongelige artikler.

Vægtere, lygter og brandvæsenet figurerer i kapitel 11. Politimesteren skulle holde opsyn mad brandslukninger, ildsteder og skorstene.

Og den offentlige transport og kontrol med vognmænd og færgemandens takster er omhandlet i kapitel 12. Her er også bestemmelser om indretning af kroer og værtshuse på landevejene.

Klager over politimester Rasch skulle rettes direkte til kongen, mens klager over politiembedsmænd skulle rettes til Rasch.

”Det har vi altid gjort”

Det kunne dog være svært for de enkelte embedsmænd, at styre den lovgivning under devisen ”Det har vi altid gjort”. At være byfoged var ikke et helt let job.

Politimesterens betjente skulle udstyres med et tegn i form af en hvid stok med det særlige politisegl for enden. Også i provinsen skulle politisager indføres i en særlig politiprotokol.

I 1708 blev der oprettet politi- og kommercekollegium om foranstaltninger til at forhindre en pestepidemi fra Danzig og Königsberg til at brede sig i Danmark. Fra 1709 – 11 blev stiftamtmanden i Aalborg bl.a. pålagt at få indkommende skibe fra disse byer sat i karantæne på øen Kyholm ved Samsø. Stiftets godsejere skulle udsætte strandvagter.

Man skulle også sætte ind imod det, der kunne forårsage Guds vrede i forbindelse med pesten. Men nu var det næppe dette, der gjorde at Aalborg modsat København slap for pesten.

22 spørgsmål til Magistraten

I 1719 kom der en ny stiftamtmand i Aalborg, Gotfred von Petz. Han startede sin embedsperiode med at stille 22 spørgsmål til magistraten og borgmesteren vedrørende politiforvaltningen.

Der var masser samarbejdsproblemer dengang i Aalborg. Byfogeden nægtede at fjerne det affald som generede stiftamtmanden. Han sagde, at borgmesteren ejede en af de lossepladser, der førte op til amtmandens grund. Vægterne klagede over at byfogeden i fuldskab havde overfaldet dem.

Konflikter i Aalborg

I 1722 blussede konflikten atter op. En politistyrke bestående af to rådhusbetjente, to vægtere og byfogedens tjener beslaglagde nogle jødiske kræmmers varer under det årlige pinsemarked, selv om de havde stiftamtmandens tilladelse til at handle i byen.

I 1729 blev byfogeden Christen Schmidt afskediget og i 1730 ligeledes stiftamtmand Reitzer for at have støttet en flok håndværkere, der ikke uden grund at have anklaget Magistraten for underslæb.

De traditionelle kommunale velfærdsopgaver som forsyning af markedet med billige levnedsmidler og opretholdelse af orden og renlighed i byens offentlige rum forblev langt vigtigere opgaver for politiet end den overvågning af løsgængere og festligheder på helligdage. Magistraten lagde også stor vægt på forprang.

Helligdagslovgivningen

Politilovgivningen kan ses som en reaktion på kirkens manglende kontrol med menigheden i byen, hvor livet var mere frit. Indbyggerne forsømte i stigende grad gudstjenesten og ville hellere gå på værtshus.

I 1707 afviste kongen en fransk købmand. Han ville oprette et manufaktur mod at tillade en calvinistisk menighed. I Aalborg blev der indført en strammere helligdagslovgivning, der på mange måder var strengere end rigets.

En politivedtægt, der er specifikt rettet mod håndværkssvendes druk på helligdage, tyder på, at håndværksmestrene efterspurgte denne disciplinering af byens arbejdende ungdom.

”Forlokkelse” af piger

Under en politisag i 1741 klagede en skræddermester således over, at en svend gik i byen om søndagen og først kom hjem tirsdag aften trods mesterens formaninger. I 1764 blev en skomager ligeledes anmeldt af en bødker for at lade sine tjenestepiger forlede hans drenge til ”at drikke og tumle” en søndag efter kl. 22, da der ved ”sådan forlokkelse af pigerne kunne flyde andre ulejligheder”.

Politiet fredede den lokale elite

Politiet havde manglende autoritet. Man fredede den lokale elite og gik specifikt efter ”de ordinære” på deres helligdagspatruljer.

Sager om udskænkning i kirketiden samt private fester i dagtimerne truede den religiøse orden. Natlig uorden truede den offentlige sikkerhed og forstyrrede borgernes nattesøvn.

De fattige søgte at bruge politiretten som et billigt alternativ til de ordinære retter i sager om natlige gade- og værtshusslagsmål.

Ærbarhed og gode sæder

Overvejende handlede opgaverne vedrørende ”ærbarhed og gode sæder” mere om at bevare den traditionelle samfundsorden. Gaden blev et offentligt rum. Husstanden blev i stigende grad privat.

Øvrigheden forsøgte i høj grad at forhindre offentlig forargelse, frygt og uro, som kunne svække autoritetstroen og udvikle sig til opløb og oprør.

I sagerne om helligbrøde rettede dette sig ikke mod hele samfundet, men primært mod byens laveresociale lag, dens ”pøbel”. ”Ærbarhed og gode sæder” var snarere en form for social kontrol.

Nu var det godt nok svært med magtmidler at disciplinere afvigere. Det bringer bogen gode eksempler på.

Staten ville installere en negativ holdning til tiggere og løsgængere

Der var masser af politiforordninger om tiggere og løsgængere. Man skulle opretholde standssamfundet ved at forfølge folk uden tilhørsforhold til en husstand.  Staten forsøgte at installere en negativ holdning til tiggeri og mobilitet i befolkningen.

Arbejdsføre løsgængere blev tvangshvervet. Og tugthusarbejde skulle forøge statens indtjening.

Der blev klaget over kvindelige daglejere, samtidig med at borgerne klagede over mangel på tjenestepiger. Enlige kvinder blev betragtet som en trussel mod moralen, sædeligheden og de mandelige borgers næringsprivilegier. Indsatsen mod omvandrende kræmmere rettede sig primært mod jøder, som var inviteret til landet i enevældens tid. Men borgerskabet anså disse som en trussel.

Heller ikke i Aalborg lykkedes det at skabe et positivt syn på almisselovgivningen og medlidenhed med tiggerne. Det var de mest afvigende vagabonder, der kom for politiretten.

Politiforordninger mod luksus og hasardspil

Der var dog ingen, der blev dømt for at give almisser eller huse tiggere. Antallet af omvandrende natmænd og vagabonder faldt i slutningen af 1800-tallet. Men måske skyldtes dette stigende velstand.

Politiforordninger mod luksus og hasardspil kunne ses som et middel til at opdrage befolkningen til sparsommelighed. Med luksusforordningerne lykkedes det til en vis grad at hæmme luksusforbruget eller spilleglæden.

Begravelsesforordningen af 1682

Men der er masser af dispensationer fra begravelsesforordningen fra 1682. Overtrædelser af luksusforordningerne blev forsvaret med at de var i overensstemmelser med lokal skik og brug.

Luksuslovgivningen var også efterspurgt af såvel adelen som borgerskabet som en støtte til dem, der følte sig presset til at efterligne mere velstilledes luksusforbrug selv om de ikke havde råd.

Forbuddet mod hasardspil imødekom klager over soldater, som lokkede borgere og bønder i fordærv med falskspil.

Man efterspurgte et renere nærmiljø

Det er næppe tvivl om, at indsatsen for at fremme renlighed, sikkerhed og bekvemmelighed i det offentlige rum var efterspurgt af Aalborgs indbyggere. Dog havde enevælden også en interesse i at sikre byerne mod epidemier og ildebrande samt i at fremme cirkulationen af varer og tjenesteydelser. Man kiggede også på miljø- og brandsikkerhed.

Ved at forvise løsgående svin og andre husdyr fra byens gader og fælleder var politilovgivningen også med til at fremhæve skellet mellem land og by. I den forstand kan den politimæssige regulering godt knyttes til den varige forandring af sociale holdninger og adfærdsformer.

Det var og lokale embedsfolk og borgere i Aalborg, der efterspurgte et renere nærmiljø. De var fuld af væmmelse over skarn, spildevand og ådsler i byens åer og gader. Urenhed blev forbundet med vanære. Indsatsen gik i første omgang på at sikre særligt ærefulde steder og personer som tinghuset og stiftamtmanden mod den smittende urenhed.

Også de almindeligere borgere forbandt væmmelse over det urene drikkevand med vanære. Temaet var en konflikt mellem forskellige brugere af det offentlige rum. Ja det var en kompetencestrid mellem magistraten og byfoged med stiftamtmanden som mægler.

Regulering af handel

Reguleringen af handlen med livsnødvendige varer udgjorde kernen af politiforvaltningen. Det angik byen og borgenes handelsprivilegier. Det var også et middel til at fremme etablering af manufaktur. Efterhånden var der også spørgsmål om regulering af brødpriser som et værn mod folkelig uro. Det er påfaldende, at det især var fra de fattige, der forlangte politimyndighederne s hjælp i sager om høje kødpriser, forprang og landprang, når magistraten svigtede. Man forsøgte ”at tæmme de handlendes ukristelige vindesyge”.

Politiet blev ofte anklaget for sin passivitet, og private angivere kunne kun lokkes til at angive deres medborgere ved udsigten til at få del i bøderne.

Kongemagten ville afskaffe lavenes egne love

Kongemagtens forsøg på at afskaffe lavenes egne love og skikke var at forøge statens indtægter. Man ville lette styringen af borgerne.

Det er først i 1770’erne at lavene selv begynder at bruge den enkelte politibetjent til at ransage mistænkte fuskeres bopæle og konfiskere deres håndværksarbejder.

Men myndighederne ville også forhindre lavene i at chikanere enlige kvinder eller aftakkede soldater, der havde fået bevilling som frimestre for at spare fattighjælp. Politiet skulle kun skride ind i de tilfælde, hvor frimestrene forbrød sig mod deres bevilling ved at ansætte medhjælpere.

Med etableringen af en garnison i 1772 kom desuden problemet med soldater, der gjorde indpas i lavenes næring. Men indsatsen blev besværliggjort på grund af politiets begrænsede myndighed i den militære jurisdiktion.

I Aalborg så man, at lavene henvendte sig til politimesteren i København eller stiftamtmændene, når de mente, at magistraten svigtede sin forpligtelse til at forsvare deres næringsprivilegier.

Politiefterforskning af indbrud fra 1747

Forbedringsstraffene for ringe tyveri havde et generelt præventivt mål. Den første politiefterforskning af et indbrud fandt sted i 1747. Politiet skulle ikke længere fremhæve velfærden. Nu var det vigtigere at fremme sikkerheden.

I den lokale presse var der masser af læsebreve, der beskrev politimestrens passivitet. Og det var ikke kun borgerskabet, der skrev. Det var også jævne folk som Lene Andersdatter. Hun fortalte om hendes nabos smårapserier.

Generelt blev politiforhørene brugt til opklaring til at opklare småtyverier, som det ikke kunne betale sig at opklare ved en ordinær retssag. I nogle tilfælde afgjorde politiretten endda mindre sager med en disciplinærstraf.

Aalborgs pantelånere havde ikke nogen skrupler med at tage ågerenter af soldaternes tyvekoster.

Hvordan så det ud i de små købstæder

Hvordan så forholdene ud i Sæby? Der var folkelig modstand mod græsningsret. Og så var man ikke tilfreds med en aktion mod en populær vinkelskriver. De mere velstillede borgere bakkede op om politimyndighedernes indsats.

Et opgør i 1818 vidnede om, at der stadig var modstand mod politiet. Politiopgaverne blev en vigtig men ikke uoverskuelig opgave for byfogederne i de små købstæder.

Landpolitiet

Også situationen i Børglum-Jerslev herreder er blevet undersøgt. Landsbyfællesskaberne, godsejerne og præsterne fungerede som politimyndigheder på landet før der blev oprettet egentlig landpoliti. I 1684 blev der oprettet et statsligt landpoliti til at udfylde hullerne i den traditionelle sociale kontrol på landet.

Landpolitiet fik især til opgave at bekæmpe krænkelser af købstædernes handels – og næringsprivilegier, at forsyne de rejsende mellem købstæderne med gode landeveje og kroer samt at indfange løsgængere til tugthusene i byerne. Disse opgaver udgjorde hovedparten af landfiskalens opgaver. I nogle tilfælde måtte man også udfylde hullerne i strafferetsplejen på godserne.

Alt var ikke lige let at bekæmpe

Rets- og toldbetjente forsøgte at udrydde forbrug, produktion og salg af brændevin på landet. Men dette blev nærmest umuliggjort af landbosamfundets traditionelle ordensmagter. Modstanden tog både form af kollektive aktioner organiseret af landsbyerne og retlig modstand, hvor godsejere og andre husbonder udnyttede deres juridiske privilegier til at holde hånden over deres fæstere.

Det overvejende indtryk er, at den nye politimyndighed udelukkende imødekom byernes efterspørgsel på at fremme byernes økonomi på bekostning af landbosamfundet. Det gjaldt åbenbart at opretholde den standsmæssige del mellem land og by.

Dog viser de mange eksempler på modstand, at den enevældige stat ikke var i stand til at gennemtvinge sin vilje på landet i de tilfælde, hvor ordenshåndhævelsen ikke var efterspurgt af landboerne.

Landpoliti-forordningerne af 1791

Landpoliti-forordningerne fra 1791 havde til hensigt at en friere borgerlig orden på landet. Selv om forordningerne gav bønder og tjenestefolk en række nye rettigheder, kom det primært som en reaktion på godsejernes klager over ulydelige hovbønder som følge af tabet af politimyndighed over deres fæstere og frygten for løsgængeri og usædelighed blandt tyendet som følge af stavnsbåndets ophævelse.

Dermed er det en dobbelthed i forordningerne. Forordningerne havde til hensigt at bevare den traditionelle samfundsorden i stedet for at modernisere den.

Den samme dobbelthed så man i udnævnelsen af sognefogeder, som skulle fremme ”flittighed” blandt de andre bønder. Men frem for alt så skulle den kommunale orden, der gik tabt, da udskiftningerne opløste fællesskabet, genskabes.

Landsbyfællesskabet blev set som en forudsætning for god ro og orden.

Hoveri – bestemmelser

Implementeringen af forordningen om orden ved hoveriet var særdeles konfliktfyldt og præget af ulighed. Politiretten blev næsten udelukkende brugt af godsejerne til at disciplinere deres hovbønder på en hurtig måde.

Uberettiget hoveri blev henvist til de ordinære retters langsommelige behandling. Øvrigheden opfordrede parterne til at afgøre deres konflikt ved forlig fremfor dom. Det lykkedes politiretten at underkue bondestanden.

Retspraksis i tyendesager præget af ulighed

Retspraksis i tyendesagerne var også præget af ulighed. Statens interesse i at regulere tyendets arbejdsforhold var i højere grad at hindre løsgængeri og usædelighed blandt de unge tjenestefolk med henblik på at forøge landbrugsproduktionen.

I flere tilfælde fik tyendet dog ret i klager over løn- og arbejdsforhold i politiretten. Denne ret synes ikke at have et særligt virksomt middel til at disciplinere hovbønder eller tjenestefolk, der i stigende grad gjorde krav på borgerlige rettigheder.

Bogen kan varmt anbefales

Ved hjælp af tre steder i det nordjyske kommer vi vidt omkring. Bogen afspejler på udmærket vis livet i Danmark, dengang. Og sjov nok var det problemer i embedsstanden i den lokale by. Dette problem er vi ofte stødt på i vores historier. Vi opdagede tre fejl, som korrekturlæseren har overset. Som vi nok allerede har nævnt kunne man have valgt at udgive bogen i en populærudgave. Men nu har man så valgt denne ”forskningsudgave”. Såfremt man lige har dette i baghovedet er det en til tider overraskende bog med masser af gode historier.

• Jørgen Mûhrmann – Lund:

Borgerligt Regimente

Politiforvaltningen i købstæderne og på landet under den danske enevælde (464 sider)

Museum Tusculanums Forlag

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi 1.365 artikler herunder:

• Lov og ret i Sønderjylland dengang
• Lov og Ret i Tønder
• Lov og ret i Aabenraa
• Sankt Knuds Gildet i Flensborg og mange andre