Barn under Besættelsen

Tiden krævede fantasi og sparsommelighed. Man kendte 1930´ernes knaphed. Højtider og mærkedage blev fejret. Hjemmetyskere i dilemma. Børn måtte ikke blive bekymrede. Tænk, tyskerne tog vores skole. Undervisningen blev nationaliseret, alsang drillede tyskerne. Man forsøgte at leve så normalt som muligt. Større børn uddelte illegale blade. Stort indtryk på børn, da tyskerpiger og stikkere blev afhentet. Det samme gjaldt den 29. august 1943 for børn i byen. Man havde lært hjemmefra at hade tyskerne og flygtningene var også tyskere? At skelne kunne være svært. De større børn blev påvirket. Og for mange opstod der en loyalitetskonflikt.

 

Fantasi og sparsommelighed

Vareknaphed og rationalisering prægede dagligdagen. Der blev mangel på selv de mest elementære varer. Landbobørnene savnede dog ikke madvarer i lige så stor grad som børn i byerne. Men også disse mærkede mangel på tøj. Familierne i byen blev ofte hjulpet af familiemedlemmer på landet.

Moderen måtte bruge fantasi og sparsommelighed for at lave god og nærende kost. I byer var der en god hjælp når der var skolehaver. Der var dømt grøddage og kødløse måltider. Heldigvis var der også dem, der havde kolonihaver.

 

Griseben hos slagteren

Man kunne være så heldig at købe nogle billige griseben hos slagteren. Kødet kunne bruges til sammenkogte retter, frikadeller og til sidste suppe, hvor der gerne også røg nogle grisetæer i.

Ja det skete da også, at man fik stegte grisetæer. Det ville man nok ikke spise i dag. Importerede frugter og chokolade var sjældent. Bananer og appelsiner var sjældne.

 

Kaffedugen blev til en sommerkjole

Børnetøjet blev arvet, omsyet og byttet, indtil det var helt opslidt. Mange steder havde man en byttecentral, som for eksempel på Nørrebrogade.

En broderet kaffedug kunne sagtens laves om til en sommerkjole. Pigernes almindelige skoletøj var kjole eller nederdel, mens bukser kun var til fritidsbrug. De strenge isvintre og den mangelfulde opvarmning af undervisningslokaler gjorde det nødvendigt at slække på kravene og tillade, at man gik med lange bukser i skolen.

Men en del piger kom dog til at fryse, fordi deres mødre dog stadig syntes, at det var upassende.

 

Man kendte 1930´ernes knaphed

Men nu var denne sparsommelighed og knaphed ikke ukendt og kun et symptom i besættelsestiden. Man kendte det i 1930´ernes knaphed.

Kigger man i gamle erindringer og familieanekdoter er det sjove eksempler på, hvordan man fik fat i diverse ting og sager. Men det var nu ikke altid lige morsomt, at skulle undvære og prøve, at få enderne til at nå sammen. Det krævede opfindsomhed og pionerånd.

Mange mødre fandt det ydmygende at skulle gå fra butik til butik for at tigge om for eksempel om bleer til den mindste.

 

Under bordet

En cykel var ofte en meget urealistisk drøm. Det gjaldt om at have forbindelser dengang. Stof til en kjole skulle man have ”under bordet”. Var man noget i byen, oplevede man ikke så mange mangler. Så havde man også rigtig kaffe hver dag.

 

Højtider og mærkedage blev fejret

Højtider og mærkedage forsøgte man at fejre som sædvanlig uanset krig eller ej. Julehøjtiden blev fejret sammen med familie og slægtninge. Der var grantræ, mad og gaver. Måske var kvaliteten hist og her ikke så god.

Påsken var dog trist med klokkeringning og alvorlig musik i radioen. Der var ingen forlystelser i helligdagene. Men i Sønderjylland gik man stadig på jagt i haven efter skjulte æg.

 

Ekstra penge ved trappevask

Måske var faderen mere arbejdsløs end sædvanlig, så måtte moderen tjene ekstra penge ved trappevask. Og måske var man så heldig, at man to – tre gange om året fik mad og tøj fra Børnenes Kontor.

Til børnefødselsdagene var der stadig kakao, wienerbrød og boller. Og en is blev det også til.

Konfirmation var en vigtig fest for børnene, men det blev noget kompliceret med udgangsforbud en gang imellem. Man kunne søge den tyske kommandant om dispensation.

 

Man lærte at hade tyskerne

Ikke alle børn var blevet inddraget i de voksnes bekymringer i besættelsestiden. Og det er meget forskellig, hvordan børnene oplevede den. Hvis de voksne var bekymrede og banke, ja så kunne det ikke undgås at ramme børnene.

Mange forældre flyttede sig i en kø, når der stod en tysk soldat. Og hjemmefra havde børnene fået at vide, at de ikke skulle modtage noget fra en tysk soldat. Og hjemmefra lærte børnene, at de skulle hade de tyske soldater.

 

Forskellige oplevelser

Angsten kunne selvfølgelig blive større, når man opholdt sig i et beskyttelsesrum under luftbombardement og skyderier. Det var selvfølgelig også de børn, der syntes at krigen var spændende og ikke ønskede, at den skulle holde op.

Men andre børn igen oplevede tiden som kaotiske. I Sønderjylland måtte de pludselig ikke mere lege med naboens børn, for de tilhørte Mindretallet.

 

Hjemmetysker i et dilemma

Mange hjemmetyske børn gik i dansk skole. Polariseringen under besættelsen medførte at mange af disse blev indmeldt i tyske skoler. Dette betød tab af kammerater og at naboer ikke mere omgikkes hinanden. Jo, der kom skarpe skel mellem tyske og danske børn i Sønderjylland.

Ja det gjorde det sandelig også med deres forældre. Der blev aldrig mere et normaliseret forhold mellem dem, der før besættelsen var gode venner og naboer. Krigen satte varige men og skel.

Børnene udkæmpede de voksnes krig ved at gruppere sig efter nationalt sindelag og genere og moppe hinanden og det, der var værre.

Da de tyske skoler var lukkede efter besættelsen vendte nogle af de tyske børn tilbage til de danske skoler. Og det forløb bestemt ikke gnidningsløst alle steder. Lærerne forsøgte, men ikke altid med held.

 

Børnene måtte ikke blive bekymrede

Ikke alle forældre involverede deres børn i, hvad der skete. Børnene blev ikke så meget inddraget i samfundsforhold som nu til dags. Mange valgte også den løsning, for at børnene ikke skulle blive mere bekymrede.

Mange børn lyttede med på BBC eller svensk radio. De så også de illegale blade.

 

Tyske soldater blev pirrelige

I begyndelsen af krigen var det unge, velopdragende tyske soldater. I slutningen af krigen var der flere og langt ældre tyske soldater, der dukkede op. Men helt i slutningen var der ganske unge tyske soldater, der ofte var pirrelige indtil det aggressive.

Og så kom flygtningene. Det gjorde et stort indtryk på børnene.

 

”Tyskerne tog vores skole”

Skolerne nævnes ofte i forbindelsen med beslaglæggelserne. Den 9. april 1940 fik de fleste elever fri. Det føltes også som noget mærkeligt. Skolegangen blev ændret som følge af beslaglæggelserne. Undervisningen blev flyttet.

Alle aktiviteter i forsamlingshusene i det lille samfund ophørte. Folk samledes i større grad i hjemmene. Og pladsmanglen førte til, at eleverne ofte blev undervist på skift.

På Stormgades skole blev gymnastiksalen beslaglagt til ”aflusningsanstalt” for tyske soldater med det kedelige resultat, at skolebørnene ofte kom hjem med utøj.

Børnene var vrede over at ”tyskerne tog deres skole”. Efter at flygtningene var væk skulle skolerne gøres rene. Og folk her var også bange for at få masser af utøj efter flygtningene.

 

Undervisningen blev nationaliseret

Nogle lærere benyttede lejligheden til at nationalisere undervisningen. Man fik danskheden helt ind under huden.

I Tønder blev alle vinduer beordret åbne og så stod den ellers på danske national – og fædrelandssange. Og det skete, når de tyske soldater gik til og fra kasernen i Tønder. Lærerne opfordrede eleverne til at deltage i alsangsstævner som foregik i parkanlægget.

Nogle gange var de tyske soldater ligeglade og andre gange afbrød de stævnet.

 

At leve livet så normalt som muligt

De fleste forsøgte at leve så normalt som muligt. Krigen var dog blevet en del af hverdagen. De tyske soldater sang deres sange, når de kom marcherende. Men som sædvanlig spillede børnene rundbold, sjippede, hinkede og gik på æbleskud i øde villahaver.

Der var de traditionelle børnebøger, Flemming – bøgerne af Gunnar Jørgensen og Bøger af Torry Gredsted samt OTA – bøgerne. Og så kom Skipper Skræk bladet om tirsdagen.

Drengenes lege var præget af ”krigslege”. Heltene var de allierede soldater og modstandsmænd, der skulle nedkæmpe ”nazisterne”. Det var ikke populært at få tildelt de tyske roller.

Primitive stenslynger blev fremstillet så man også var bevæbnet. Drengene følte sig som frihedskæmpere når de kunne chikanere flygtningebørnene.

Men børn spillede stadig bold, legede med dukker, tegnede, svømmede, gik til gymnastik, lavede sang – og gemmelege, stod på skøjter og kælkede om vinteren.

 

Distribution af illegale blade

Børnene vidste ikke, at deres familiemedlemmer deltog i modstandsarbejde. Den mest almindelige form for illegalt arbejde var uddeling af blade og aviser som Frit Danmark m.m. En håndfuld af de lidt større børn hjalp af og til med distributionen. Disse blade blev afleveret på forskellige adresser rundt omkring.

 

Negativ oplevelse

Enkelte steder oplevede børnene det negativt, hvis deres far var i modstandsbevægelsen og havde fået det at vide. Moderen græd og sagde, at far havde forpligtelser over for hende og deres fire børn. Ja sådan noget kunne godt påvirke børnene.

Nogle forældre var involveret i sort arbejde. Andre arbejde for tyskerne ved befæstningsarbejder ved vestkysten.

 

Afhentning af tyskerpiger, kollaboratører og stikkere

Afhentningen af tyskerpiger, kollaboratører og stikkere i befrielsesdagene gjorde dybt indtryk på børnene. Yngre børn forstod ikke rigtig, hvad der foregik.

Under feriebesøg oplevede en pige, der var på feriebesøg hos bedstemor, at nogle mænd og helt kortklippede piger blev skubbet voldsomt op på en lastbil med åbent lad. Imens råbte folk tyskertøs, stikker og spyttede efter dem.

Pigen fik at vide af bedstefar, at det var fortjent. De havde været sammen med tyskere og skulle straffes. Men hvad de havde lavet, fik hun ikke at vide.

Flere følte stærk ubehag ved at se de hårdhændede behandling og den måde, de voksne gik amok på. En skolekammerats mor blev afhentet og kaldt ”Feltmadras”. Hun blev mishandlet, overspyttet og slæbt væk. Hendes søn stod ved vinduet og så den forfærdelige behandling, som hendes mor fik.

Ved Stormgades Skole i Esbjerg stod folk og jublede, da frihedskæmperne kom slæbende med tyskerpigerne, som var afklædte og klippede skaldede. Børnene følte det ekstra pinligt, hvis man kendte en af ”Tyskerpigerne”.

 

”Spændende” 9. april

Den 9. april 1940 var et stort øjeblik for mange børn. For pludselig var der masser af fly og spændende biler med soldater ”Tyskerne kommer” Tyskerne Kommer”, blev det råbt. Men dette førte til en lussing. For det skulle man bestemt ikke glæde sig over. For en knægt i Aabenraa og sin kammerat var det bestemt en forfærdelig oplevelse.

 

Den 29. august 1943

Særlig den 29. august 1943 kan huskes af bysbørnene. Der var store menneskemængder. Og nogle af børnene i København kan sikkert også huske Hipo – patruljerne, eller da tyskerne ved lejlighed skød kanoner af i gaderne.

 

Da den franske skole blev ramt

Og så var det den 21. marts 1945, hvor den franske skole blev ramt. Her kunne man ikke lade være med at identificere sig med de døde jævnaldrende børn. Og børn i nærområdet kunne ikke undgå at se, at noget var ravruskende galt.

 

Jubel og Chok

For mange børn var det at opleve den 4. maj 1945 en lettelse. Men for mange var det dog en kortvarig lettelse for flere steder blev det afløst af skyderier. Inden da havde børnene oplevet en stor glæde med jubel, råb og hurra – råd.

I en frisørsalon på Østerbro var det en håndfuld modstandsfolk ankommet i bil og affyrede flere skudsalver. En del børn oplevede konens skrig af rædsel inden hun døde.

 

At skelne kunne være svært

Mange børn blev præget af deres forældres foragt for alt, hvad der var tysk. De føler stadig at det tyske samfund er kæft, trit og retning. Måske havde man lidt svært ved dengang at skelne mellem tyskere og mennesker i nød (flygtningene). For børnene gjorde dette et forvirrende indtryk.

 

De lidt større børn blev påvirket

Forældrene forsøgte generelt at beskytte børnene mod de negative påvirkninger ved at undlade at inddrage dem i problemerne og holde dem hen i uvidenhed. Denne strategi fungerede af indlysende grunde ikke overfor større børn. De alleryngste kunne skånes og husker vel ikke tiden som utryg.

 

Det virker om pigerne regerede med mere frygt end drengene. Men måske er det også et udtryk for, at de var mere villige til at erkende deres angst.

Krigen påvirkede de større børns normer og holdninger til etiske spørgsmål i resten af livet.

 

Loyalitetskonflikt

Og hvordan mon børn af hjemmetyskere, værnemagere, tysklandsarbejdere, stikkere, danske nazister og sabotører har det? Ja de har nok en helt anden opfattelse.

Børn kunne let komme i loyalitetskonflikt splittet mellem deres følelser for familien og omgivelsernes forsømmelser.

 

Kilde:

• Helen Nielsen, Lizette Albæk Nielsen, Skolepige under besættelsen
• Arbejderhistorie nr. 2 – 2000
• Annette Warring: Tyskerpiger: Under besættelse og retsopgør
• Rie Osted: Vi var der også
• Sønderjysk Månedsskrift
• Elisabeth Lyhneborg: Jeg var der, 21 marts 2945
• Aagaard, Larsen: Barn under besættelsen

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 179 artikler om tiden før, under og efter besættelsen herunder:

 

• Stikkerdrab
• Tyske Flygtninge
• Den franske skole nok engang
• De tyske flygtninge på Nørrebro
• De fem dramatiske år på Nørrebro
• Besættelse på Nørrebro 1- 5
• Besættelse på Østerbro 1- 5
• En frihedskæmper fra Tønder
• Tyske flygtninge i Nordslesvig
• Modstand og sabotage i Sønderjylland
• Danskerpak og Tyskerpak
• Modstand i Kolding
• Tyskertøser, feltmadrasser og horeunger
• En stikker fra Sønderjylland
• Sabotører og stikkere på Østerbro
• Likvideret på Nørrebro
• Sorgen ramte Aabenraa 1 – 2
• Tyskertøser og Drageyngel og mange flere