Artikler
Juli 8, 2018
Vesterbro – omkring 1914
Vaskevandet var blåt. Man kunne godt snige sig på vognene. Vesterbro var forlystelsescentret. Man fik kartofler efter ”træmål”. Og så var en ugeløn på 14 kr. Mad betød altid meget på Vesterbro. Mandelsæbe fik man om lørdagen som tillæg. Og 10 øre fik man for en død rotte. Stakkels butiksfolk med lange åbningsdage. Folk boede elendigt. Især om lørdagen var der liv. Der var masser af Lånekontorer. Måske var sand-ål det eneste familiefaderen havde med hjem af ugelønnen. Og det var ”tøset” at have håndklæde med, når man skulle bade i 9 graders varme. I biografen hamrede pianisten løs, og så blev man advaret, når der var flyvning. Det var dengang, da ”Hønen” endnu kørte. Og så blev en dansesal til kirke. Men forlystelser var der skam nok af.
Vaskevandet var blåt
Man taler så meget om ”de gode gamle dage”. Verdenskrigens udbrud satte et slags skel, før og efter. Vi har i dag tv, biler og nymodens bekvemmeligheder. Men er vi lykkeligere?
Livet havde både som nu og dengang sine lyse og mørke sider. Dengang var pengene noget værd. Det var gammeldags stenbrobelægning med store rendestene.
Ud for hver ejendom var der rendestensbrædder. Når børnene legede i gården kunne man se, når der blev vasket i huset. Der strømmede blåt vand ud. Folk benyttede dengang ”blåelse” til vask. Så fik tøjet ”en god grund”.
Af vaskemidler kendtes kun soda og brun sæbe eller det lidt billigere grøn sæbe. Tøjet blev i hvert fald snehvidt og duftede herligt.
Man kunne køre med på vognene
Det var ikke meget trafik i gaden. Børnene kunne sagtens lege på gaden. De eneste vogne, der kom, var brødvognen eller ølvognen. De kunne høres på lang afstand, når de på hårde hjul blev trukket af heste skrantende hen af brostenene.
Når kuske ikke lige så det kunne man køre med, når vognen satte i gang, idet man hagede sig fast på trinet på bagenden, hvor kusken stod, når man skulle lange ind efter brødet. På ølvognen hagede man sig fast på de nedhængende ølanker.
Så var der trækvogne, som folk benyttede til at hente kul og koks på fra gasværket. Det var billigere end at købe brændslet i butikkerne.
Vesterbro var forlystelseskvarteret
Vesterbro har aldrig som Nørrebro fået præg af arbejderkvarter til trods for, at der i sidegaderne kunne være både nød og slum. Selvfølgelig var der mange arbejdere, der boede her. Men bydelen bar præg af at her boede bohemer, gadepiger, artister og forlystelsessyge, der fra hele byen søgte mod Vesterbro.
Jo her var mange livlige forretningsgader, hvoraf Istedgade bærer prisen. Vesterbro har tidlig været et forlystelseskvarter, hvor dansebulerne og værtshusene har floreret.
Kartofler efter træmål
Hørkrambutikkerne solgte kartofler efter mål – stort eller lille. Jo det var træmål. Desuden solgte han eller hun også spegesild, kål, porrer, gulerødder, petroleum, optændingsbrænde og ildtændere.
En ugeløn på 14 kr.
I etagerne boede jævne arbejdere og håndværkere, der stred for at komme igennem livet. En ugeløn på 14 kr. var almindelig til oprettelsen af livet for en familie. Men priserne var også derefter. ½ pot mælk kostede 6 øre, ¼ pægl fløde 5 øre, 1 pilsner 11 øre.
I brødudsalget kunne man hente for 3 øre fløde. Her havde man kopper stående med kogt fløde. Ved hjælp af en hornpind drejede man langs kanten af koppen, for at ”flødens skind” skulle løsne sig. Så blev det hele hældt op i den medbragte flødekande.
Wienerbrød kostede 4 øre, men man kunne også få 2 øres wienerbrød eller rosenbrød til samme pris. Ja og så var det 5 øres kager.
Mad har altid betydet noget på Vesterbro
Det var også spændene inde hos spækhøkeren. Han havde dejligt hjemmesmeltet fedt. Og en mager spegepølse. Desuden havde han flæsk, der ikke er så sejt som nutidens. Dengang var flæsk fattigmandsspise. Når man kom ind i opgangen lugtede det ofte af stegt flæsk med løg. Det var billigt mad.
Mad har altid betydet noget på Vesterbro. Der spares på alle andre områder for at få god mad. For en daler kunne der laves mad til en hel familie ofte for flere dage.
Mandelsæbe som tillæg
På det andet gadehjørne boede en urtekræmmer, en lille pukkelrygget mand med bakkenbarter. Her fik man hver lørdag i tilgift et stykke mandelsæbe og et kræmmerhus bolsjer.
Slap teen op, blev knægten ofte sendt der over efter to lod. Mor var tit derover for at låne telefonen eller ”Berlingeren”. Det var dengang, man kunne abonnere på Dannebrog, men den gik hvis ned. Så var det en avis, der hed Riget, men det var nu begrænset, hvad der stod i den.
Belysning
Det var gadebelysning på gaden. Gadelygterne blev tændt, når tiden var til det, af en lygtetænder med en lang stang. Stangen blev sat ind i en rung ring i lygten. Trods sit navn slukkede han også lyset, men aldrig helt. Der var en lille ”vågekone”, som brændte hele dagen.
Tændstikker havde man også. Det var billigst at købe dem i ”tutter” og så have en strygeflade ekstra, der blev sat på tændstikkestativet i køkkenet.
På trappen var der også gasbelysning. Viceværten lukkede op for hele opgangen på en gang. Og det lugtede af gas indtil han havde været turen igennem fra kælder til kvist for at få lys på. Det var ikke bengalsk belysning, men kun et lille blus, så man lige kunne skimte trapperne. Man måtte føle sig frem til nøglehullet i entredøren.
Gaslugten gentog sig senere på skolen, når man vintermorgener skulle have lys, men her var der godt blus på.
I lejlighederne havde man petroleumsbelysning. Når man kom hjem efter mørkets frembrud, var det om at have tændstikkerne parat. Det gjaldt om hurtigt at finde lampen, tage glasset af og få den tændt.
Man måtte passe på, at den ikke osede, at lampeglasset nyligt havde stiftet bekendtskab med en lampepudser, og at der var petroleum på lampen.
I Gasværksvejens skolegård var der nogle træer. Dem var der nu ikke mange af i brokvarteret.
10 øre for en død rotte
I gården blev der leget langs skraldebøtterne. Der blev spillet klink med blyknapper, der anvendtes til arbejdsskjorter. De blev kaldet for janter. Så var der også brandmandsknapper. Pigerne nipsede og havde fine nipsepuder.
Der var rotter i gården, og når man fangede dem i de opsatte fælder, fik man 10 øre pr. hale, når den blev afleveret på den nærliggende Svendsgades politistation.
Lange åbningsdage
Butikkerne på Istedgade lukkede først kl. 23 om lørdagen. Inden butikspersonalet kunne gå hjem skulle der først gøres rent. Så blev lukketiden fastsat til kl. 22 kl. 20 osv. Det var hyggeligt at gå på indkøbstur lige inden lukketid om lørdagen.
Folk boede ofte elendigt
Folk boede ofte elendigt. Mange mennesker var sammenstuvet i et enkelt rum. Det var i reglen forhus, sidehus og baghus, ja visse steder flere baggårde. Folk boede i mange tilfælde i etværelses – lejligheder, hvor man fra trappen gik ind i den eneste stue. Der måtte for eksempel skrives 3. sidesal på brevene for at postbuddet skulle finde adressaten.
Først efter at have passeret en eller et par porte nåede man ad sandbelagte trapper op til lejeren, hvis eneste udsigt var til andre triste lejekaserner.
Liv og glade dage om lørdagen
Når man kom hen i Istedgade en fredag eller lørdag aften, var der liv og glade dage. Lyset strålede fra butikkerne med de mange dejlige varer. Fra Eskildsgade til Oehlenschlægersgade var der på den ene side af gaden, der vender mod Sønder Boulevard, en lang række trækvogne, som solgte alskens varer, æbler, pærer, appelsiner, ost, røgede sild, rødspætter, røgede ål m.m.
På lånekontorerne
Ja sådan lød det. Prangerne havde travlt. Handelen gik livlig. Carbidlygterne på vognene lyste og lugtede. På gaden hørte man også i dagtimerne sælgernes råb om ”Rejer er godt”, ”Sild, rødspætter eller frugt”.
Blandt Vesterbros mange handlende var der også en del pantelånere. Her måtte folk gå den triste gang for at skaffe sig penge til maden eller til at sætte lidt ekstra kolorit på tilværelsen.
På lånekontorerne afleverede man det to – tårnede – sølvtøj, overfrakken om sommeren eller en tøjbylt om vinteren.
Familiefaderen kom hjem med sand – ål
Så var det også manden med sand – ålene, der vandrede gennem Istedgade. Det var ål, der var fanget i Gasværkshavnens mudder. Efter at være flået blev de rullet i sand. Manden søgte ofte beværtningerne, hvor han prakkede de snavsede ål på mere eller mindre fulde arbejdere. Det var måske det eneste, familiefaderen kom hjem med af ugelønnen foruden ”kæferten”.
En egen luft i Istedgade
Altid var der liv og glade dage i Istedgade, Sporvognene klemtede. Sent om aftenen, når beværtningerne lukkede, hørte man lystige folks stemmer. Om dagen kunne man være heldig at se brygger Carl Jacobsen i lyst tøj med en rose i munden gå gennem Istedgade på vej til Carlsberg.
Det var en egen duft i Istedgade. Når man en sommeraften kom fra Tivoli, var det, ligesom luften stod stille iblandet lugte fra forretningerne – øl, klipfisk, ost, spegesild, æbleskiver, i et sammensurium iblandet ”duften” fra beværtningerne.
Når dampsprøjten kom
En særlig fest var det, når dampsprøjten kom kørende. Hestens hove slog gnister og det samme gjorde den blankpudsede dampsprøjte, hvor man under kørslen var ved at ”fyre op”. En anden lyd, der vakte opsigt var, når Lægevagtstationens vogn kom kørende, og man hørte det dumpe signal og så hesten i fuld fart mod ulykkesstedet.
En tredje vogn med en underlig ringlende lyd var sygevognen med de matte ruder, der skulle føre patienter til Blegdamshospitalet eller Kommunehospitalet.
Søndagsskolen blev afholdt i Gasværksvejens skoles gymnastiksal, hvor der blev afholdt børnegudstjeneste kl. 3. Man sad på en umagelig træbænk uden rygstød. Benene kunne ikke engang nå gulvet. Når der var sunget et par samler, kom prædiken.
Vejrmøller i gymnastikhallen
Så kom julefesten, hvor man fim appelsiner og andre godter, samt ”Skovturen”, der som regel gik til Søndermarken, hvor der blev leget ”røver og soldater”.
For mange Vesterbro-borgere var Søndermarken et yndet udflugtssted, hvor man spiste sin medbragte mad. Turen kunne også gå op til Korups Have eller de små haver i Pile Alle.
Men se der skete også andre ting end søndagsskole i denne gymnastiksal. Under kommando af en krigsassessor og en gymnastiklærer blev der her holdt eksercits. Her skulle man også kunne slå vejrmøller og stå på hænder.
Gasværkvejens Betalingsskole
Se dengang hed det Gasværksvejens Betalingsskole. Det kostede 1 kr. om måneden i skolepenge. En af lærerne var særlig populær. Det var den senere berømte tegner, Herluf Jensenius.
På Sønder Boulevard var der marker. Om vinteren kunne man kælke ned ad bakkerne. Det var allerede dengang skabt betingelser for den senere højhusbebyggelse. Det sidste høje hus på hjørnet af Enghavevej og Sønder Boulevard blev kaldt ”Blæsenborg”, fordi det stod så ensomt.
Bekendtskab med naturens vidundere
Længere ude af Enghavevej var der om vinteren skøjtebane. Ved Vestre Kirkegårds Alle var der køkkenhave, hvor poderne for første gang stiftede bekendtskab med naturens vidundere. For en knægt fra stenbroen var det en oplevelse at kunne lægge frø i jorden og se dem gro under sine hænder. Der blev dyrket gulerødder, blomster, radisser og så kunne man om efteråret gå hjem med store græskar.
Om sommeren gik man i vandet i Gasværkshavnen. Man gik af Sommerstedsgade, som dengang hed Hartmannsgade. Derfra over Dybbølsbroen og ind på kommunens badeanstalt.
”Tøset” at have håndklæde med
Det kunne godt være hårdt for poderne, når man ved en temperatur på 11 grader i luften og 9 grader i vandet eller omvendt skulle afføre deres tøj og ad ribberne begive sig ud i de våde element på tre fod. De mere dygtige, der kunne svømme, kom på fire fod. De særlige frisvømmere tog udspringet fra den høje vippe på ni fod. Og så var det ”tøset” at have håndklæde med.
Mange mødte her for første gang det salte vand og fik den første lektion i svømning. Læreren stak en stiv løkke på en stang ud til en, og så var det ikke andet at gøre end at lægge sig på maven ind i løkken. Drukne kunne man ikke, men man kunne få en ordentlig dukkert af læreren, der holdt i den tykke ende af stangen. Så kæmpede man sig halvkvalt op og hørte gennem sine vandfyldte øren og med munden fuld af saltvand kammeraternes hoverende grin.
Pianisten hamrede løs
Af fornøjelser var der biografteatrene, der lige var dukket op. Det var i stumfilmens dage, og man sad på hårde klapsæder. Filmen gik over det hvide lærred, mens en pianist hamrede løs på klaveret.
Advaret om flyvning
Bilerne var lige begyndt at komme frem, men man ventede sig ikke nogen stor fremtid af dem. Flyvningens første tid var også inde. Når der var flyvning på Kløvermarken blev det annonceret ved, at Taxamotors vogne havde flag på, hvorpå der stod: ”Flyvning”. Så vidste man, hvad der ville ske.
Da ”Hønen” endnu kørte
Det kostede 5 øre at køre en kortere strækning med sporvogn, en længere kostede 10 øre. Skulle man lave en omstigning, benyttede konduktørerne et stykke blåt kridt til at skrive på billetten, hvor man var stået på, så den næste kunne se, om man havde ret til at stige om.
Det var på den tid, hvor Hønen endnu kørte på Nørregade, bussen forspændt 2 heste på strøget, og linje 12 også med to heste fra Højbro ad Købmagergade til Søtorvet. Den sidste bus kunne selv en dreng stadse ved blot at række hånden i vejret. Der var ingen faste stoppesteder dengang.
En dansesal blev til kirke
En tidligere dansesal, Valkyrien på Vesterbrogade var omdannet til kirkesal under navnet Skt. Mariæ Kirkesal. Det var Vesterbros navnkyndige præst, A.N. Fibiger, der prædikede her og tordnede for sine bysbørn. Det var på hans initiativ og gennem hans arbejde, at Eliaskirken på Vesterbros Torv rejste sig i 1908 med deraf følgende værdifulde samfundsgavnlige virkninger. Fibigers navn vil for al fremtid være knyttet til Vesterbro i kirkelig henseende.
Masser af forlystelser
Vesterbro har altid været forlystelsernes centrum. Det følger vel af, at solen går ned i vest. Man begyndte med Tivoli, Scala, Tivoli – Variete (Kisten)senere Apolloteatret. Her optrådte i sin tid Gissemand (Holger Pedersen), Carl Fischer og Schiøler Linck.
På Scala i de store dage var det Carl Alstrup, Liva Weel, Olga Svendsen m.m.
Fortsatte man længere ud ad Vesterbrogade kom man forbi Figaro, der var dansesalon, en årrække Palais de dance, senere Valencia. Endelig blev forlystelserne afsluttet i Frederiksberg Alle med Sommerlyst og Alleenberg, hvor der var optræden og alskens forlystelser for både voksne og børn.
Tænk engang over alt dette, når du går en tur i Vesterbros gader.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 153 artikler fra det gamle København og omegn herunder:
Juli 7, 2018
Jernbanesabotage
Der var flest jernbanesabotager i Jylland. Og så skubbede man lige et lokomotiv i Vidåen. Man fejrede kongens fødselsdag med 50 sprængninger. Man gik også over grænsen. Trommer fik at vide, at han havde skrevet noget sludder. Endvidere gik angrebene på, at han var unfair og urimelig. Men SOE mente, at danskernes indsats var af ”væsentlig militær betydning”. Masser af dræbte i Tønder efter ”engelsk sabotage af jernbanen”. Det samme skete et par år efter. Skulle Trommer have anlagt en anden vinkel? Var efterretningsvæsnet godt nok? Var koordinationen god nok? Der manglede også engelsk flystøtte. I illegale aviser blev den danske indsats rost. Det er stadig upopulært at rokke ved sandheden. Også selv om ser det ”med datidens billeder”. Man må stadig ikke ”bande i kirken”. Men enden af det hele blev, at vi fik ”adgangskort” til de allierede.
Flest jernbanesabotager i Jylland
Fra juni 1944 til maj 1945 fandt der 1.400 jernbanesabotager sted. Alene i de fire måneder af 1945 blev der foretaget 1.100 aktioner.
Af de 1.400 aktioner i sidste krigsår foregik de 1.100 i Jylland.
Et lokomotiv i Vidåen
Det var mange måder at lave jernbanesabotager på. I Tønder puttede man patroner i skorstene på seks lokomotiver. Her kørte man også et lokomotiv i Vidåen. Det tog tyskerne tre uger at få den op.
En måde at fejre kongens fødselsdag på
Den 26. september 1944 vågnede borgerne i Tønder med meddelelsen om, at begge jernbanelinjer fra Tønder var blevet udsat for sprængninger i nattens løb. Om det var den måde, man ville fejre Christian den Tiendes fødselsdag, ja det vides ikke.
Politiets radiobil kørte rundt i gaderne og fortalte, at klokken 19 ville det være spærretid, restauranterne ville lukke og tyskerne ville foretage afspærringer.
Egentlig var der kun sprunget 49 bomber på strækningen mod Bramminge og Tinglev. For den sidste bombe var fundet ueksploderet. Den blev afleveret af ”Sheriffen fra Tinglev” med bandeord over de der ”forfærdelige sabotører”. Han var dog nu selv en af dem. Ja og krudtet til alt dette var gravet ned i Tøndermarsken i nærheden af Højer.
Man gik over grænsen
Det var den 30. december 1944. Kl. 22.30 ringede telefonen på Padborg station. En anonym ringer op og fortæller, at der om kort tid vil sprænge bomber på området.
Kort efter går sprængningerne i gang. De fortsætter i over en time. Befolkningen troede, at det var tale om et luftangreb. Næsten alle skiftespor samt installationer blev ødelagt. Gennemkørsel var umulig i flere dage.
Selv over grænsen gik man og sprængte skinnerne mellem Padborg og Flensborg. En 3 mands gruppe anbragte ikke mindre end 30 ladninger med tidsindstilling under sporene. De sprang næsten samtidig med et engelsk luftangreb mod Flensborg.
3.Region var specialister i jernbanesabotage. De tyske troppetransporter blev forsøgt hemmeligholdt, men det lykkedes ikke.
I de sidste år af krigen blev fanger fra Frøslevlejren anbragt i en vogn, som regel lige efter lokomotivet, når det var tysk troppetransport. Men banepersonalet gav hurtig besked om, hvor fangevognen befandt sig så sprængning kunne indrettes efter det.
”Det er noget sludder, de har skrevet”
Det var ikke en særlig glad modstandsleder, Jens Toldstrup der mødte ind på Odense Universitet i 1971. Han skulle høre Aage Trommer forsvare sin doktordisputats om jernbanesabotage i Danmark. Han nåede da lige at udveksle et par ord med Trommer:
Ja doktordisputatsen var fyldt med statistikker og tabeller med udgangspunkt i gamle DSB-kørerplaner. Ja den var skrevet i et tørt og meget teknisk sprog. Det er nu ikke en af de mest underholdende bøger fra besættelsestiden.
”Det er urimeligt og unfair”
Men 900 mennesker var mødt op. Mange af disse var tidligere modstandsfolk. De brød sig bestemt ikke om, hvad de hørte. Nogle af dem havde sat deres liv på spil i modstandskampen. Det var nu heller ikke alle, der nøjedes med at lytte. Toldstrup nåede da også at sige nogle flere bevingede ord til Trommer:
Man har glemt Trommers indledning
Men hvad var det nu lige, Trommer indledte med at sige deroppefra:
Trommer kunne konkludere, at de forsinkelser, som de tyske tropper blev udsat for, var marginale. Men under alle omstændigheder er Trommers provokerende udtalelser kommet til at spille en rolle for fremtidens historieformidling.
SOE: ”Væsentlig militær faktor”
Det var den gængse opfattelse, at Danmarks væsentligste bidrag foruden efterretningstjenesten var sabotagen. Men det var militært betydningsløst, fastlog Trommer.
Indtil 1971 var man gået ud fra modstandsbevægelsens egen materiale plus de ting, der var frigivet fra SOE. Men i enkelte meldinger fra det britiske militær omtales den danske indsats som en ”væsentlig militær faktor”.
Den militære betydning ”begrænset”
Men mon ikke de fleste kritikkere af Trommer glemmer nogle ting, han har skrevet. Her er et par citater fra hans bog ”Disse fem år”:
En sort dag i Tønder
Lørdag den 11. juli 1942 var to engelske fly kommet ud af kurs De var omkring 20 km nordligere end de havde regnet med. Jo de troede, at de var i Niebüll, der havde forbindelse med en dæmning til øen Sild. Derfor var det et oplagt bombemål.
Men klokken 18.58 drønede de to fly ind over Tønder. Fra 50 meters højde kastede de deres 500 punds sprængbomber. Flight Sergent Rowland drejede af mod vest og fløj hjemad.
Den første bombe havde ramt jernbaneterrænet 40 meter fra banegården, men var ikke eksploderet. Den rikochetterede derfor gennem en mur gennem en have tværs over Jernbanegade og endte i kælderetagen i ejendommen, Jernbanegade 10, hvor den eksploderede med en anden bombe fra samme fly. Ødelæggelserne var enorme.
To øvrige bomber var faldet i nærheden og beskadiget andre ejendomme.
Mange ofre i Tønder
Flight Lietenant Hughes havde endnu ikke smidt alle sine bomber. Han valgte derfor at følge jernbanen nord på. Kl. 19.10 angreb han et tog mellem Døstrup og Skærbæk. Den danske lokomotivfører var død på stedet. Fyrbøderne døde et par dage senere af sine kvæstelser.
Det engelske fly styrtede ned fem minutter senere skudt ned af et tysk jagerfly.
En dyrlæge og hans datter var blandt de mange dræbte i Tønder. De var egentlig flyttet men var vendt tilbage for at rydde op. Nu var der murbrokker over det hele. Glassplinter, blod og støv over det hele. Helt over på Kongevej var der ødelæggelser.
Begravelseshøjtideligheden i Kristkirken for ofrene var gribende. Den store kirke var fyldt til bristepunktet. Og det var pladsen ude foran kirken også.
Endnu flere ofre i samme hus
Men skæbnen ville, at natten mellem den 14. og 15. april gik det ud over det samme hus på Jernbanegade 10 i Tønder. Åbenbart var målet banegården i Tønder med i stedet blev det genoprettede hus nærmest torpederet. Bygningen blev nærmest halveret. I ruinerne fandt man efterfølgende fem dræbte og 7 sårede.
Angrebet var kommet så pludselig, at luftalarmen ikke var gået i gang. I alt kostede disse to engelske fejlangreb 12 dræbte og 14 sårede i Tønder.
Mange ofre i tog
Ja kigger vi på omkommende DSB folk, så blev 8 henrettet af tyskerne. 9 døde i fængsler, KZ – lejre eller tyske lazaretter. 6 blev dræbt under kamphandlinger.
Ved terrorattentater mod danske persontog blev 29 dræbt og 158 sårede. Ja ofte var det landsmænd der stod bag.
I beretninger fra modstandskampen herinde på siden har vi også ofte berettet om farefulde jernbanesabotager. Mange modstandsfolk er taget under og efter sådanne operationer. Det er ofte endt med en tur mod syd i KZ-anstalter for efterfølgende aldrig at komme hjem.
Skulle Trommer have bragt en anden vinkel?
Man kan egentlig godt forstå, at Aage Trommer ikke blev en populær mand, da han påstod, at de mange sabotageaktioner mod jernbanerne ikke havde en militærisk betydning.
De fleste historikere er stort set enige med Trommer. Og selvfølgelig er der mange, der mener, at han burde have set i andre arkiver, brugt anden form for litteratur og anskuet temaet fra en anden vinkel.
Han kunne have set i tyske arkiver og fået vished for, hvor meget sabotagen generede tyskerne. Havde det nogle psykiske følger for de tyske tropper, at der blev øvet sabotage mod dem? Ja egentlig skulle man tro, at de var vant til stærkere sager.
Et vandtårn, en blokpost, et sporskifte eller et væltet lokomotiv. – der kan være nuancer. Men det standsede stort set tyskerne i lige lang tid.
På forsiden i England
De tyske banemyndigheder etablerede sig ved 2. distrikt i Aarhus. Her modtog det danske personale instrukser, når tyske transporter var på vej. Men de danske banefolk sendte informationer direkte til modstandsbevægelsen.
De engelske aviser bragte selvfølgelig nyheder om, at der havde været sabotager mode jernbanerne. Måske overdrev man også. Men det drev også Danmark længere ind i de allieredes kreds.
Jernbanesabotage blev prioriteret højt. Det var måske også lettere at forklare et angreb på en værnemagtstransport end en dansk fabrik. Nu var en fabrikssabotage også ofte mere kompliceret.
Man savnede kommunikation
Både SHAEF og SOE havde anset det for hensigtsmæssigt, at der blev uddannet jernbanesabotører, såfremt fronterne nærmede sig Danmark eller Slesvig – Holsten.
Nu var det heller ikke alle aktioner, som DSB kunne se det rimlige i. Måske savnede man en gang imellem noget kommunikation. Der nævnes i forskellig litteratur, som vi har brugt, at stabsarbejdet måske ikke altid var godt nok. Og her kan det sikkert også være masser af uenighed.
Måske har instruktionen for utilstrækkelig eller føringen for mangelfuld eller tilrettelæggelserne af sabotagerne ikke altid hensigtsmæssige, således at sabotageaktionerne kunne have været mere ødelæggende.
Var efterretningsvæsnet godt nok?
Man manglede både trænet mandskab, sprængstof og våben. Man kunne tidens forhold taget i betragtning ikke foretage så en intens overvågning, som det måske var påkrævet. Ja nogle påviser også, at efterretningsvæsnets oplysninger også ofte var mangelfulde.
Man havde ikke telefon til London. Man havde kun hemmelige radiosendere. Disse var tyskerne dygtige til at pejle sig ind på.
Det var uden betydning at ødelægge blokposter og signalanlæg, hvorimod mere lønnede mål var skinner, lokomotiver, vandforsyningsanlæg og oliedepoter.
Tre gendarmer var på det forkerte sted
Interessant er det lige at konstatere, at generaldirektør P. Knutzen nævner, at der den 9. april fandtes sprængkamre i jernbanebroerne. De blev støbt på tysk forlangende for at hindre sabotage.
Det var også i denne forbindelse at tre gendarmer natten til den 9. april blev skudt ved viadukten i Padborg. Tre civilklædte soldater, der var sendt i forvejen mente, at disse gendarmer skulle anbringe sprængstof. Tyskerne er højst sandsynlig blevet alarmeret af danske spioner.
General roser den danske indsats
Hæstrup skriver, at jernbanesabotagen voksede betydeligt i Jylland i 1944 – 1945. Men samtidig faldt antallet af troppetransporter pr. jernbane. De tyske soldater måtte på god gammeldags maner marchere på de jyske landeveje.
General Gubbins holdt i 1948 et foredrag, hvor den danske modstandsbevægelse blev fremhævet og den danske jernbanesabotage. Foredraget blev afholdt i en officersklub med mange udenlandske militærfolk.
Manglende engelsk flystøtte
Men det har nok ikke påvirket det tyske krigsforløb. Alle tyske bevægelser gennem Danmark er klarlagt ligeledes alle sabotageaktioner. Og det var jo både den østjyske og den vestjyske længdebane. DSB havde på forhånd i de trykte særtogsanmeldelser opstillet planer for disse tog.
Efterhånden blev den tyske moral dog sløjere. Alene dette medførte også betydelige forsinkelser. Dette medførte også rivninger med de tyske banemyndigheders repræsentanter. De danske banefolk gik ind i den strid, for dem var de tyske banemyndigheder en stødpude mod det tyske militær.
Der nævnes manglende flystøtte. Briterne kunne ikke undvære flyvere til et så sekundært område som Danmark
Tyskerne havde garderet sig. Således havde man fabrikeret en instruks for tilfældet:
200.000 soldater skulle transporteres
Men selv om nogle tyske soldater skulle marchere, så var situationen denne, at 200.000 kampvante tyske tropper fra 20. Gebirgsarmee gradvist blev overført fra den nordlige østfront til Nordnorge. Herfra skulle de overføres fra Kontinentet for at afstive den vaklende tyske front. Overførslen skulle ske via Oslo transporteret videre sydpå med tog ned gennem Jylland. Fra de vestallieredes synspunkt var det vigtigt at lægge hindringer i vejen for denne trafik.
En anden ting var, at omkring årsskiftet 1944/45 var Norge den tyske krigsindustris sidste kilde til råvarer. Og så skulle man da tro, at man lagde hindringer i vejen. På vandet havde man lagt miner. Og man foretog angreb mod skibsfarten selv i dagslys.
I en efterretningsoversigt fra marts 1945 udarbejdet af Royal Air Forces Kyskommando hedder det:
Ikke mange soldater blev forsinket
SOE havde dog også beordret jernbanesabotagen i Jylland intensiveret i efteråret. Men kunne man tænke, at man fra britisk side vurderede den danske indsats højere end den egentlig var, siden man fra britisk side ikke iværksatte flere flyangreb mod de jyske jernbanestrækninger? Var det bevidst, at man fra dansk side i SOE havde skruet op for knappen? Man havde beordret angreb mod tyske lufthavne i Danmark.
Ser man på den operative tyske trafiks omfang bliver resultatet, at tyskerne i løbet af krigens sidste 11 måneder transporterede 14 enheder af divisions – eller brigadestørrelse plus otte mindre enheder fra Danmark sydpå. De kom enten fra styrker, der var operativt placeret heroppe eller fra ”Truppenübungslager Oksbøl”, hvor nye divisioner blev uddannet. Hertil kom ni divisioner fra Norge. De blev sejlet til Århus og derpå kørt videre sydpå. Dette giver i alt 23 store og otte små enheder.
Kun fem divisioner og en regimentskampgruppe blev forsinket i et døgn eller mere. Resten blev forsinket i mindre end et døgn, adskillige slet ikke.
Man var selv klar over den begrænsede virkning
Ja fra juni 1944 til maj 1945 drejede det sig om hele 680 læssede tog. Jyllandsledelsen var klar over aktionernes meget begrænsede virkning, men erkendelsen førte ikke til fornyet gennemarbejdning af jernbanesabotagens taktiske problemer – hverken i Jylland eller London (SOE). I 1945 bevirkede en kodemeddelelse en hurtigere ordreafgivning.
BOPA havde ellers konstrueret en kogebog til jernbanesabotage. Måske var den inspireret af SOEs kogebog.
Stor succes i de illegale aviser
Man havde ellers indtryk af at sabotageaktionerne var en kæmpesucces, hvis man var læser af de illegale blade. I Information kunne man den 7.10.1944 læse følgende:
Føreren havde lagt mærke til sabotagen
Som en belastende faktor oplyste General Bennike, at 50-80.000 mand gik med til jernbanebevogtningen i Danmark i krigens sidste måneder. Det var en belastende faktor i stabsplanlægningen af transporter og taktiske operationer.
Men nu var jernbanesabotagen ikke lige meget for tyskerne. Den 6. februar 1945 indløb der en telefonisk besked fra Førerhovedkvarteret i Berlin til den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark, Generaloberst Lindemann:
Og to dage efter gjorde Lindemann de tyske kommandører personligt ansvarlige for, at troppetransporterne forløb uden forsinkelser.
Tyskerne ville hurtigere i toget
Det nærmeste vi kommer en egentlig vurdering af jernbanesabotagens effekt, er en kort melding fra den 14. april 1945 fra Marinenoberkommando Ost i Kiel til chefen for Krigesmarine i Danmark, admiral Wurmbach. På baggrund af de forstærkede luftangreb i Skagerrak og Kattegat, samt de kortere nætter, ønskede man, at Wurmbach skulle prøve, om det var muligt at lade hurtigere troppetransporter anløbe Frederikshavn i stedet for Århus, og dermed længere jernbanetransport ned gennem Jylland. Og han fortsatte:
Der henvises til hæren, som foretrækker selv store forsinkelser gennem længere jernbanetransport frem for total tab til søs.
Ingen fødevaretransporter blev angrebet
Det er bemærkelsesværdigt, at vi ikke har kunnet finde en eneste sabotage af fødevarer til Tyskland. Gad vide om der i denne forbindelse har været først forhandlinger mellem Werner Best og Svenningsen. Måske har dette også været i forståelse med Samarbejdsregeringen og Frihedsrådet.
I Holland foretog modstandsbevægelsen sådanne aktioner med det resultat, at tyskerne kastede den hollandske befolkning ud i sult, som kostede mange tusinder livet.
Upopulært at rokke ved sandheden eller det vi tror er sandheden!
Det er altid upopulært at påstå noget, som kan rokke ved danskernes troværdighed, når det gælder besættelsestiden. Det har vi selv erfaret med flere artikler her på siden og udgivelse af vores bog ”Grænsen er overskredet”. Den er ikke blevet særlig godt modtaget i Padborg – området. Man påstår, at vores argumenter ikke er dokumenteret. Men alle dokumenter som vi kunne få fat i ligger nede på Lokalarkivet i Bov.
Vi forsøgte også igen at anmelde mordet på Asmus Jensen. Det kunne jo være, at man ville tage sagen op med de nye beviser, som vi havde fundet frem til. Men nej, to timer efter anmeldelsen blev vi ringet op af politiet i Aabenraa. Sagen var henlagt i 1947. Ja der bliver den nok liggende. Den fuldstændige opklaring må ikke komme frem.
Familier til ofrer skal stadig leve med løgn og bedrag. Er det rimligt?
Husk at se det med ”den tids briller”
Eksemplet er kun fremdraget for at vise, at sandheden om besættelsestiden stadig er ilde hørt. Selv om man ser hændelserne med ”den tids briller”. Vi har på vores side i den forbindelse artikler om Riffelsyndikatet, F.L. Schmidt og slavearbejderne, de tyske flygtninge og retsopgøret.
I Information blev Trommers afsløringer modtaget med overskriften:
Det var alt sammen meget meget lærd. Måske var det godt, sabotørerne ikke prøvede at erhverve sig så megen viden – så havde de lært lektier, til krigen var forbi. Og ”de andre virkninger” af jernbanesabotagen var nu ikke til at kimse af.
Man må stadig ikke bande i kirken
Der har i den grad været en medløbergeneration. Nogle gange er det så opstået en modreaktion men det kapper så over nogle gange. Vi mangler måske stadig at få afsluttet grunddiskussionen. Hvorfor må man stadig ikke ”bande i kirken”.
Man får at vide, at man skal komme med fakta. Men når fakta bliver udstillet som udokumenteret og yderligere dokumentation ikke er mulig, da arkivindsigt ikke er muligt, ja så affejer man selv vidner.
Vi har også mange fantastisk gode historikere herhjemme, men vi har sandelig også nogle, der er fyldt med fordomme. Og dette bærer besættelseslitteraturen desværre også præg af gennem tiden.
Adgangsbillet til de allierede
Jernbanesabotagens moralske betydning var overordentlig stor. Det gav Danmark en fornemmelse af, at nu var vi kommet med i krigen. Nu skete der noget, der generede tyskerne. Alle kunne mærke det gennem timelange forsinkelser, som de danske tog nu blev udsat for. Det var adgangsbillet til de allierede. Det blev sammen med al den øvrige sabotage et alibi for nationen, muligheden for at se udlandet lige i øjnene.
Mange modstandsfolk mistede deres liv ved jernbanesabotage. Mange levede i konstant frygt og mange måtte finde sig i tortur og kom ikke hjem fra KZ – lejrens pinsler.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse 235 artikler om Besættelsestiden (før/nu/efter) herunder:
Juli 3, 2018
Sømændene fra Emmerlev
Der har altid været mange søfolk fra de kongerigske enklaver ansat i Søetaten. Hvert år har der været masser af styrmænd og matroser fra Emmerlev, der skulle mønstre på Holmen. Som styrmand fik man en god hyre. Mange i Emmerlev dengang fik så lille et jordlod, at de ikke engang kunne blive selvforsynende. Så var det godt, at de kunne kaste sig over kniplekunsten, og det gjorde 56 kvinder fra sognet i slutningen af 1700-tallet. Andelen af søfolk i Emmerlev Sogn var på et tidspunkt 34 pct.
Mange ansatte i Søværnet
Den danske Søstat omfattede i 1700-tallet betydelig anlæg. Det var først og fremmest i kraft af at 2.000 søfolk fra Danmark og Norge hver år skulle stille på Holmen. Her arbejdede ca. 5.000 mand, der var kontraktansat ”stampersonel”. De var organiseret i fire divisioner, en række håndværkerkompagnier, kendt som ”den faste stok”.
Orlogsflåden bestod i 1700-tallet af 25 – 30 linjeskibe med flere end 50 kanoner, 15 – 20 fregatter og et større antal mindre fartøjer.
Det var nu langt fra alle disse, der hvert år blev udrustet.
En god løn som styrmand
Styrmænd fra Søetaten var civilt ansatte ”betjente” og ikke underofficerer. De havde ofte en baggrund i den civile søfart. Lønmæssigt var de placeret i den øverste del af gruppen af betjente og underofficerer. De bedst lønnede overstyrmænd på linjeskibe var næsten lige så vellønnede som de lavestlønnede løjtnanter.
En stor del af de faste styrmænd, som Danneskiold-Samsøe fik ansat i 1740’erne og 1760’erne stammede fra Møgeltønder-området i de kongerigske enklaver i hertugdømmet Slesvig.
”Holstenske” styrmænd var højt ansete
De holstenske styrmænd var fortræffelig og højt ansete. Hvis man kun kunne få sådanne, var der ingen fare for kongens skibe, blev det sagt. De ”holstenske” styremænd kom fra et område, hvor man havde søfartsdemonstration. Her var man ikke lang fra forholdsvis store havnebyer.
Det var nemmere at få hyre i flåden end i større handelsskibe. Styrmændene beskrev i øvrigt sig selv som ”boende i Holstein”. Det komplicerede de folkeretlige tilhørsforhold i Hertugdømmerne. Det var åbenbart lige så kompliceret som senere tiders historieundervisning.
Mange ”sønderjyder”
I Søetatens styrmandsprotokol er de enkelte faste styrmænds karrier i Søetaten veldokumenteret. Påfaldende mange har tilknytning til Schackenborg Gods ved Tønder.
Hvis vi kigger på en liste over faste styrmænd i Søetatens tjeneste finder vi for perioden 1741 – 1795 blandt andet disse:
20 stykker fra Tønderegnen
Til og med havde alle de faste styrmænd deres bopæl i omegnen af Tønder, nærmere bestemt Schackenborg Gods. Ud af de 38 faste styrmænd i Søetaten, der var ansat i årene 1744 til 1795 stammede 20 fra Tønderegnen, fem yderligere fra de nordslesvigske amter Haderslev og Aabenraa. Fra Tønderområdet var der alene fra Emmerlev Sogn 13 styrmænd, fire fra nabosognet Ballum og en fra Døstrup.
De Kongerigske enklaver
I 1661 modtog Hans Schack Møgeltønder Len og det gamle Ribe Bispelen Brink med birket Ballum og Rømø Sønderland. I de følgende år erhvervede han endnu flere besiddelser. I 1673 blev hans vestslesvigske godser ophøjet til grevskabet Schackenborg, som bestod indtil 1924. Disse områder var som bekendt ”de kongerigske enklaver i hertugdømmet Slesvig”
Tre gange så mange husmandssteder som gårde
Særligt påfaldende er det høje antal af styrmænd fra Emmerlev Sogn, som bestod af landsbyerne Sønder Sejerslev, Nyland, Emmerlev og Kærgård. Størstedelen tilhørte godset Schackenborg. En lille del tilhørte dog godset Trøjborg.
Fra 1740erne, hvor de mange styrmænd først optræder, findes der ingen folketællinger. Men Schackenborgs jordebøger giver indtryk af ejerforhold af ejerforholdene i Emmerlev Sogn. De indeholder oplysninger om alle gårde og husmandssteder, der tilhørte grevskabet og betalte landgilde til greven.
I 1742 var der tre gange så mange husmandssteder som gårde. Der fandtes ikke en eneste helgård. De fleste gårde var kun tredjedels eller kvart-gårde og ofte endnu mindre udstykninger.
Landegilde og familieskat
Dog fandtes der enkelte hele husmandssteder, men halvdelen af husmændene havde kun halve steder, tredjedels, kvart eller sjettedelssteder. Der var husmandssteder med ekstrem udstykning af jordlodder med en størrelse, der ikke muliggjorde selvforsørgelse gennem landbruget.
Ud over jordebøgerne findes der også skattelister over landegilde og familieskat. Mens gårdenes og husmandsstedernes landgilde viser brugernes antal og størrelse, giver familieskatten et indtryk af antallet af medarbejdende familiemedlemmer og tjenestefolk.
Det skal dog bemærkes, at hustruer og mindre børn som regel ikke dukker op i denne opgørelse (dog findes der blandt husmændene enkelte enker).
Den samlede befolkningsstørrelse var altså ikke højere, end de angivende tal lader formode.
Den første folketælling fra 1787
I 1787 fandt den første folketælling sted, fra hvilken vi har de optællingslister med navne bevaret, som også indeholder angivelser af erhverv. Folketællingen kan give et godt billede af befolkningssammensætningen og erhverv. Har kan vi se, hvad de mange småbønder og husmænd levede af. Ud over de tilsammen 489 indbyggere stod de 432 under godset Schackenborg, 57 var under godset Trøjborg.
I Emmerlev Sogn var der i 1787 flere søfolk end bønder. Hvilket er usædvanligt for et landsogn. Andelen af søfolk var meget høj med 34 pct. af de erhvervsaktive mænd. Schackenborgernes andel var på 36 pct. og endda dobbelt så stor som Trøjborgernes på 18 pct.
I landsbyerne Emmerlev og Nyland lå andelen af søfarende på ca. 45 pct., mens Sønder Sejerslev og Kærgård med henholdsvis 17 pct. og 12 pct.
Men skal vi lige kigger på hvilke erhverv, der var dengang i 1787 i Emmerlev Sogn. Vi fandt ud af, at der var 160 hustande, og med hensyn til deres erhverv fandtes der frem til følgende:
Hos kvinderne så det sådan ud:
43 søfolk i sognet
Ud af de 43 søfolk i sognet var de 8 skippere, 6 styrmænd og 29 matroser. 18 af matroserne, næsten halvdelen af søfolkene, var ifølge folketællingslisten udkommanderet til Søetatens skibe det år.
Vi har tidligere i en artikel været inde på, hvor effektive kongens styrker var, når det gjaldt at udskrive de unge til militærtjeneste. Åbenbart var man ikke helt enige om, hvornår man skulle melde sig, og hvornår man ikke skulle.
Jorden i Emmerlev var ud fra et landbrugsmæssigt synspunkt forholdsvis ringe. Det var muligvis årsag til, at mange af indbyggerne søgte en ekstraindtægt i andre aktiviteter.
Mange søgte til Amsterdam
I 1772 var der på hyrekontoret i Amsterdam registreret 45 søfolk fra Emmerlev. De gik ombord på et skib et eller andet sted i Amsterdam. I 1780 var der 54 mand og i 1787 hele 108 mand. I grunden et bemærkelsesmæssigt tal.
51 pct. sejlede som enten hel- eller halverfaren matros. 14 pct. var skibsdrenge under oplæring og 11 pct. sejlede som kokke. 11 pct. sejlede som styrmænd, og så kunne Emmerlev præstere 6 skibstømrer og tre sejlmagere.
56 kniplersker i Emmerlev Sogn
Mens mand og kone andre steder var fælles om at være beskæftiget i landbruget, finder vi i Emmerlev Sogn 56 kvinder, der var aktive som kniplersker. Hertil kom 6 spindekoner. Antallet af mandelige daglønnere (husmænd, daglejere, hyremænd) på 32 er næsten lige så højt som antallet af jordbesiddende bønder.
Knipleri var meget udbredt hos kvinder på Tønder-egnen. Det blev gennemført i forlagsvæsen for købmændene fra Tønder. Købmændene leverede garn og mønstre og aftog de færdige produkter. Enkelte købmænd beskæftigede mellem 50 og 1.500 kvinder, som først blev betalt, når de leverede de færdige kniplinger.
Lønnen var forholdsvis dårlig og afhængigheden af købmændene stor. Mens spinderi var en beskæftigelse for de allerfattigste kvinder og ikke forudsatte nogen forhåndskundskaber, var knipleriet en specialiseret beskæftigelse, der krævede både viden og værdifulde råvarer.
Knipleriet gav ikke blot mange enlige kvinder i Emmerlev Sogn et udkomme, det var også en indtjeningsmulighed for familier, der ikke var beskACæftiget i landbruget.
Ingen overskud af kvinder i Emmerlev
Mens man i andre søfartsområder som Amrum eller Föhr kan konstatere, at der er et stort overskud af kvinder, så er balancen mellem kønnene i Emmerlev Sogn mellem 246 kvinder og 243 mænd næsten ligelig.
Dette hang sammen med at færre mænd rejste bort idet deres koner i kraft af knipleriet kunne få et udkomne mens manden var borte til søs. Det var en slags modvægt til mandens indtægt på søen.
Kombinationen af søfart og knipleri gav familier uden landbrugsbaggrund en eksistensmulighed, som de ellers ikke havde haft. På denne baggrund blev det muligt at stifte familie uden først at skulle overtage en gård eller en håndværksvirksomhed.
Søetaten rekrutterede mange fra Schackenborg
At den danske Søetat rekrutterede så mange styrmænd og matroser fra godset Schackenborg, hænger sammen med, at vesterhavsøerne siden 1735 i stor udstrækning ophørte med at stille folk til flåden.
Egentlig havde man kun undtaget befolkningen fra militærtjeneste netop for at have de mange søfolk til rådighed for Søetaten som kvalificeret mandskab til orlogsflåden. Men undtagelsen blev forstået som en generel befrielse for at stille folk til militærtjeneste, og øboerne prøvede at undgå at stille til tjeneste i Søetaten.
87 pct. beskæftiget med søfart
Pligten til at stille med ”indrullerede” søfolk gled næsten bort i glemselen før det blev genindført i 1780. Netop på øerne var antallet af søfolk særlig højt. På de kongerigske øer Amrum, Westerland og Föhr var mere end 87 pct. af mændene i 1787 beskæftiget i søfarten. Indtil 1780 var disse dog undtaget fra at stille til tjeneste i Søetaten.
Søetaten måtte altså rekruttere kvalificerede søfolk til flåden fra andre områder med tradition for søfart. Det var nærliggende at finde sådanne folk i det nærbeliggende grevskab Schackenborg. For den jordløse underklasse var kombinationen af tjeneste i flåden og kvindernes knipleri en god måde at sikre sin eksistens på.
Til Norge
De første styrmænd trak snart flere med sig til flåden. Ganske som ved andre arbejdsvandringer opstod en vandringslinje, der medførte koncentration i en bestemt egn. Et lignende eksempel finder vi omkring år 1700 da østfrisiske søfolk sejler mod Norge og besætter sig der.
Nord for Aabenraa
Ja lige som i Emmerlev var der i Løjt mange, der tog til havs. Og der var endda rigtig mange og det var lige fra konfirmandalderen af.
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du finde 69 artikler fra Højer og Omegn og 232 artikler fra Tønder og Omegn herunder:
Juli 2, 2018
Kniplinger – nord for Højer
Vi skal hilse på Kathrine fra Emmerlev. Hun ville have et knipleskrin allerede som 7-årig. Det var der ikke råd til. Jamen så kunne man lave et selv med lidt lån. Hun kom på kursus i Knipleskole i Tønder. Og så var det lige Den københavnske Damekreds. De opkøbte Tønderkniplinger, og så kunne de betale med det samme. Kathrine blev inviteret til København flere gange for at kniple. Kathrine skulle kniple for turister i Magasin. Hun blev gift med Anders. Og så skulle der hver dag også laves mad til Peter Beyer. Så kom der ellers store leverancer til lodsen fra Thyborøn. En dug og servietter til 12 personer var en stor ordre. Jo Kathrine kniplede også som 90 – årig. Og så aflægger vi lige et besøg hos Hansigne og Cathrine Lorenzen.
Kathrine fra Emmerlev
Vi skal hilse på Kathrine Thuesen fra Emmerlev nord for Tønder. Her var langt de fleste dansksindede. Det var også et gammelt enklave-sogn. Derhjemme blev der snakket sønderjysk. Forældrene Sørine og Andreas Drøhse havde en lille ejendom og Kathrine var en af seks børn.
Den ældste af drengene, Christian erhvervede senere forældrenes ejendom. Som barn kom Kathrine ofte inde hos en ældre nabo, Anna Jensen, der var kniplerske. Kathrine kunne godt lide at se Anna arbejde, og selv om hun var delvis lam i den ene arm, så kunne hun godt håndtere den svære kunst at kniple.
Hun ville have smykkeskrin som 7-årig
Da Kathrine var omkring syv år begyndte hun at klage sin mor om et knipleskrin. Moderen, der selv kniplede sagde nej. Der var ikke råd til det. Og erhvervet kunne vel heller ikke rigtig brødføde nogen mere.
Kathrine var dog ikke tabt bag en vogn. Hun fik beklædt en gammel fodskammel med noget uldent stof. Med den gik hun nu til Anna Jensen. Hun lånte nogle kniplepinde, tråd og et prikkebrev af hende. Og så kom hun ellers i gang.
Hun lærte at kniple ved at kigge på en lille prøve af en gammel knipling. Så kniplede hun et par meter af denne, inden hun kunne det uden ad. Og så havde hun åbenbart flair for det.
Knipleskole i Tønder
Nu skulle hun også lige som sine søskende hjælpe til i hjemmet, have og stald og mark. Det var fordi hendes far døde meget tidligt. Og selvfølgelig skulle hun også passe hendes skole.
I 1928 meldte hun sig til et tre måneders kursus i Tønder. Og det var i Tønderkniplinger hos Hansigne Lorenzens datter, Cathrine Lorenzen. Hun havde oprettet en ny knipleskole i Tønder.
Den Københavnske Damekreds
I de år hvor Kathrine kniplede hos Anna Jensen besøgte næstformanden For Den Københavnske Damekreds, Else Marie Thomassen i 1917 for første gang Vestsønderjylland for at opleve, hvorledes kniplingshåndværket var foregået på egnen.
I 1923 var Den københavnske Damekreds for Tønderkniplinger blevet oprettet. Det var en støtteforening for Hansigne Lorenzens Det tønderske Kniplingsdepot. Men samarbejdet var nu langt fra gnidningsløst.
Det skyldtes, at Hansigne Lorentzen ikke brød sig om, at medlemmer af Den københavnske Damekreds på egen hånd kontaktede de kvinder, der kniplede for foreningen.
Foreningen havde penge til at betale
Dette forbud trodsede Else Marie Thomassen i sommeren 1927. Hun fik kontakt med en del af de kniplersker, der kniplede Tønderkniplinger. Mange ville gerne levere direkte til Den københavnske damekreds. Foreningen kunne betale lige efter leveringen, hvilket Hansigne Lorenzen ikke havde den fornødne kapital til.
På et tidspunkt mellem 1927 og 1930 gik Kathrines lærermester, Anna Jensen, over til at kniple for Den københavnske Damekreds. Det må have været hende at Kathrine i 1930 begyndte at kniple for damekredsen.
I de første år kniplede hun kun smalle Tønderkniplinger som ”Marens Hægte” og ”Danmarks lille Hjerte” altid i længder på to meter, men snart gik hun over til at kniple vanskeligere mønstre.
Da Kathrine var i København første gang
Den københavnske Damekreds foretog med jævne mellemrum deres tur rundt i det sønderjyske, hvor de fordelte nye mønstre. Man modtog så de mønstre, der var færdige til videresalg. Hver sommer aftalte man også, hvem der den følgende vinter skulle til København for at demonstrere kniplehåndværket i Magasin. Fru Thomassen skrev følgende i hendes dagbog:
Kniplinger til turister
I begyndelsen af november rejste Kathrine på sit første besøg i København. De første to uger skulle hun demonstrere sin kniplekunst i Klampenborg. De sidste tre uger sad hun hver dag i Magasin du Nords broderiafdeling og kniplede.
Sådan et arrangement betød meget for salget af kniplinger. Fru Thomassen skrev i hendes dagbog:
I 1935 blev der besluttet, at Kathrine skulle være i København i tre uger om sommeren, idet Magasin du Nord ønskede, at hun kniplede i forretningen i turistsæsonen. Også under dette besøg boede Kathrine hos fru Thomasson på Nordkrog i Hellerup.
Under disse besøg havde Kathrine pressens bevågenhed.
Forbindelse til Magrethe i Hjerpsted
I 1934 var Kathrine 16 år. Hun havde forladt skolen og var ude at tjene. Hun kniplede så meget for Den københavnske Damekreds, som hun havde tid til. Meget tyder på, at hun ikke havde så meget kontakt med de andre kniplersker, der var meget ældre end hende.
En undtagelse var der, og det var Margrethe Sørensen i Hjerpsted. Denne var en slags talskvinde for kniplerskerne, og hun var nok blandt de dygtigste. Et varmt venskab udviklede sig helt til Magrethe Sørensens pludselige død som 70-årig i 1959.
Gift med Anders
Kathrine havde forskellige pladser, bl.a. på Hohen Warte syd for Højer. Hun havde også været i huset hos underdirektør Mathiesen på Højer Tæppefabrik.
I løbet af disse år mødte hun hendes mand, Anders Thuesen født i Juvre på Rømø. Han blev udlært som manufakturhandler hos Winther i Skærbæk. Senere blev han ekspedient hos Peter Beyers manufakturforretning i Skolegade i Højer. I 1941 blev de gift og Kathrine blev nu til Kathrine Thuesen.
De første år af deres ægteskab boede de på førstesalen i et lille parcelhus på Nørrevej i Højer. Her blev deres første søn, Dan født i 1945.
Daglig middagsmad til Peter Beyer
Peter Beyer ønskede at afhænde sin butik og ønskede at Anders Thuesen skulle overtage den. Aftalen var, at Peter Beyer skulle bevare sin lejlighed og have et lille månedligt beløb hver måned og middagsmad hver dag. Således lavede Kathrine mad til ham hver dag til han døde i 1976.
Selv flyttede Familien Thuesen ind i den lejlighed, der oprindelig tilhørte forretningen. De fik yderligere to børn, og Kathrine havde bu hænderne fulde. Og hun nåede endda endnu at få kniplet. Og så oprettede hun også en rulleforretning.
Store leverancer til lodsen fra Thyborøn
I 1954 fik Damekredsen navneforandring og hed nu ”Foreningen til bevarelse af Tønderkniplingerne”. Lodsen Bent Wegeberg fra Thyborøn blev en stor aftager hos Kathrine Thuesen. Han ønskede sig en stor samling Tønderkniplinger. Og han modtog efterhånden 50 forskellige lommetørklæder, mellemlægsservietter, flakoner, lyseduge og meget mere.
Dug og servietter til 12 personer
Til sidst blev Kathrine overtaget til at kniple og sy en stor dug til tolv personer med tilhørende servietter. Den aftalte knipling skulle være ”Store Hjerpsted”. Ved kniplingsfestivallen i 1995 blev det store arbejde præsenteret.
Kathrine ønskede aldrig at arbejde under pres, så hun satte aldrig en fast deadline. De sidste 15 år af Kathrines liv bød på mange udstillinger over hendes arbejde. Hun syntes, at en Tønderknipling blev flottest på et gammeldags knippelskrin.
Kniplede som 90-årig
I 1994 døde Kathrines mand, Anders, 86 år gammel. Forretningen havde været lukket i nogle år. Men parret var blevet boende i huset. Rullestuen havde hun dog fortsat med at passe.
Hun solgte ejendommen i Skolegade og flyttede i 1996 til en treværelses lejlighed på første sal i en trelænget gård i Østerende i Højer.
Hun fortsatte med at fabrikere et stort antal af Tønderkniplinger. Hun fik bestillinger fra hele Danmark. I 2009 besluttede hun at flytte til en lejlighed uden trapper. Efter at hun var blevet 90 år, kniplede hun for sidste gang ”Danmarks store hjerte”
Hansigne og Cathrine Lorenzen
Ude i Bådsbøl-Ballum var der ligefrem undervisning i kniplingskunsten. Det var Hans og Hansigne Lorenzens datter, Cathrine Lorenzen, der tog sig af dette. Men også hun forsøgte, at forhindre at prikkebreve og kniplinger blev sendt til Berlin. Hun var i høj grad med til at genoplive Tønderkniplingerne.
Cathrines mor var også forfatter under pseudonymet Svend Tange. Hun udgave romaner og digtsamlinger. Hun bidrog til at holde det danske sprog ved lige i de år, hvor Sønderjylland var under tyske herredømme. Hansigne og Hans Lorenzen var kæmpe forkæmper for danskheden.
Hun udgav sin første i 1905, der hed ”Der kæmper et folk”. Og i 1919 var det værket Arveguld” om guldhornene.
Hansignes far var lærer. Men han forlod skolen på grund af sin holdning. Og Hansigne giftede sig med en førstelærer.
Da Første Verdenskrig brød ud var parret kortvarig arresteret af prøjserne. Efter Genforeningen i 1920 arbejdede Hansigne meget for, at få genoptaget fremstillingen af Tønderkniplinger
Gennem sit mors arbejde med kniplinger fik Cathrine et stort kendskab til kniplinger og kniplingens historie. I 1927 begyndte hun at undervise elever og oprettede kniplekurser på Kunstindustrimuseet i København. I 1929 oprettede hun knipleskole i Østergade i Tønder. Den flyttede hun i 1945 til Lorenzens gård i Ballum.
Hun overtog gården i 1956 og ved sin død i 1971 testamenterede hun gården til sine søskende og til sit legat. Gården har jævnligt været åben for tyrister i juli måned. Der har desuden været arrangeret weekendkurser.
Undertegnede havde Tønderkniplinger med til brylluppet, fabrikeret af min mor. Lillesøster arvede knipleskrinet. Og min tante har faktisk undervist i den svære kunst at kniple i Tønder. Det vil jeg lige tænke over, når jeg næste gang ser kniplingsudstillingen i Drøhses Hus i Tønder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk:
Juni 30, 2018
Aabenraa – Rødekro Banen
Den lille Rødekro – Aabenraa Bane. Jernbanefeberen kom tidligt til Aabenraa. Ikke den store begejstring for alle forslag. En syrlig artikel i Dannevirke. Banen var færdig i 1868. Og den varede til maj 1971. Stationsbygningen er fredet. Højdeforskellen gjorde det dyrt. Små preussiske lokomotiver. Klosterruten Den kortest eksisterende jernbanestrækning. En smart rangering. Sporet endte blindt. Der var en speciel stemning på gamle Rødekro Station. To store flygtningetog på stationen. Når Havnebanen krydser Haderslevgade. Masser af spor havnen Veterantog på strækningen. Genoptagelse af godstransport ville koste 45 millioner kr.
Den lille Rødekro – Aabenraa bane
Jeg glemmer aldrig den dag, da der pludselig dukkede et damplokomotiv op på banen lige ude foran vinduerne. Jo det var veteranbanen, der skabte julestemning midt i snevejret.
Det er den lille Rødekro – Aabenraa bane, vel ikke mere end knap seks kilometer. (6,7 km) Det letteste have jo selvfølgelig været, hvis man havde anlagt banen langs købstæderne ved østkysten, men se så mange penge ville man ikke give.
Jernbanefeberen kom tidligt til Aabenraa
Hver by havde sin fortolkning af, hvordan jernbanen skulle se ud.
Jernbanefeberen havde bredt sig til Aabenraa allerede i 1844. Man ville have byen forbundet til Hamborg. Men ak planerne måtte droppes. Så vendte man blikket nord på til Haderslev og Årøsund. Men Den Kongelige Jernbanekommission sagde nej.
Strækningen skulle gå fra Aabenraa til Rise Hjarup, Lerskov, Hovslund, Marstrup, Haderslev, Øsby, Årøsund. Prisen var 2.790.000 kr. Lokomotiv, vogne, værktøj 290.800 kr. Opførelse af tre banegårde 309.800 kr. Men den 4. oktober 1845 kom det endelig afslag.
Ikke den store begejstring
Dannevirke advarede mod jernbanefeberen. Og Jernbanekommissionen sendte spørgeskema ud til alle byråd og amtsråd i Jylland. Kommissionen var bange for en jernbaneforbindelse til Hamborg. De mente, at Hamborg blev for stor en konkurrent. Egentlig var den danske regering ikke så begejstret for en tilknytning til Flensborg.
I sommeren 1851 havde den engelske entreprenør Samuel Morton Peto ført forhandlinger i København om baneanlæg. Med ham var lokomotivfabrikant Robert Stephenson. Efter forhandlingerne tog de via Tønning hjem. For her lå Petos eget dampskib og ventede.
Den 3. december 1852 havde Samuel Peto forespurgt om en jernbane fra Flensborg til Frederikshavn finansieret og bygget af ham selv.
Han havde forestillet sig en zigzag linje fra Flensborg til Frederikshavn finansieret af ham selv. Den skulle gå fra Flensborg til Tønder og Ballum og videre til et punkt midt mellem Hjerting og Århus. Derfra skulle den føres via Viborg til Aalborg og Frederikshavn.
Ja den 14. februar 1853 sendte han en ny ansøgning. Heller ikke den var man interesseret i. Det var man først 8 år senere.
Bladet Fædreland mente, at havnemulighederne skulle undersøges. Fra Hjerting burde der anlægges en bane via Ribe til Aabenraa.
En syrlig artikel i Dannevirke
En syrlig artikel kunne man finde i Dannevirke i 1861:
Da krigen udbrød den 1. februar 1864 var strækningen mellem Skovkro ved Flensborg og Rødekro færdig.
Rødekro – Aabenraa banen færdig i 1868
Dengang i min tid var der kiosk var der kiosk i stationsbygningen i Aabenraa. Den er fra 1867 tegnet af N.P.C. Holsøe. Han stod for hovedparten af bygningerne langs den sønderjyske længdebane. Ja og denne blev anlagt fra 1864 – 1866.
Og det først da denne var færdig, at man gik i gang med stikbanerne. Således blev Rødekro – Aabenraa først færdig i 1868, ja banen blev indviet den 12. september.
Det blev konsortiet Peto, Brassey and Betts, der byggede hele banen. Banen skulle finansieres af konsortiet mens jord til banen blev stillet til fri rådighed. Ja en jernbanelinje i Sydslesvig havde de allerede fået bygget.
Det varede til 23. maj 1971
Aabenraa Statsbanegård lå ikke langt fra den nu nedrevne Aabenraa Amtsbanegård (Apenrade Kleinbahnhof). Her var der forbindelse til Gråsten med Aabenraa Amts Jernbaner. Hvis man skulle skifte til/fra amtsbanelinjen til Hovslund-Løgumkloster var Nørreport Trinbrædt (Haltepunkt Nordertor) nærmere.
Ja og det varede så til den 23. maj 1971. Så blev det stoppet for al persontrafik. Og det fortsatte med gods indtil engang i 1990erne.
En fredet stationsbygning
Den person, der giftede min kone, Hanne og mig købte banegården i 1993. Ja det var den forhenværende borgmester Jens Terp Nielsen. Her blev indrettet et kulturcenter.
Stationsbygningen er faktisk fredet, og det forstår man også godt, når man ser den. Det er den ældst bevarede stationsbygning i Sønderjylland.
Højdeforskellen gjorde det dyrt
Ja egentlig var det meningen fra starten, at Aabenraa og Haderslev skulle ligge direkte på strækningen, men på grund af de mange bakker og priser var det ikke helt let. Det ville koste ikke så lidt ekstra. Det havde vi også set i Dannevirkes syrlige kommentar. Man kan også mærke det på højdeforskellen på den lille bane til Rødekro.
Sidebanen var anlagt af Schleswigsche Eisenbahn Aktien-Gesellschaft ligesom den østlige længdebane. Og som denne overgik banen til Königliche Preussische Staats-Eisenbahn Vervaltung den 1. januar 1883.
DSB igen fra 17. juni 1920
Ligesom de andre normalsporede baner i Sønderjylland havde banen DSB drift fra den 17. juni 1920. Banen var også enkeltsporet ved overtagelsen. Der var kun et enkelt trinbræt, og det var ved Rise.
DSB havde bortset fra højtansatte tilbudt at personalet gerne måtte blive.
Små preussiske damplokomotiver
Trafikken på Aabenraa banen knyttede sig til fjerntrafikken på den østlige længdebane. I den tyske tid blev der kørt med små preussiske damplokomotiver. Efter at den danske administration overtog, var DSB’ s Litra F og O, der kørte her. Disse var oprindelig til den københavnske nærtrafik.
Den 1 km lange havnebane blev oprettet den 12. juni 1889. Dengang undertegnede boede i Aabenraa lå skinnerne der stadig gemt nede i asfalten mellem Jernbanegade og Reberbanen.
Klosterruten
Da smalbanen blev nedlagt oprettede DSB Klosterruten. Den blev indviet den 2. oktober 1927. Den gik fra Aabenraa over Rødekro til Bredebro. Da var skam også mange af togene, der var gennemkørende til Bredebro. Klosterbanen blev stykket sammen af:
Der var 100 indbudte gæster med trafikminister Stenballe og DSB’s generaldirektør Andersen Alstrap i spidsen.
Kortest eksisterende jernbanestrækning
Nu kunne man komme fra Løgumkloster til Aabenraa på fem kvarter i stedet for 3-4 timer. Ja grundet til dette var at Æ Kleinbahn kørte med 30 km/t og fra Aabenraa til Løgumkloster var der 26 stationer.
Nu var taksten blevet halveret. Ja enkelte tog blev endda gennemført til Tønder. I perioden 1927 – 1930 kørte der fem daglige tog par på strækningen Rødekro – Løgumkloster.
Fra den 15. maj 1930 kørte et damptog med nyt materiel mellem Aabenraa og Bredebro. Jo man kaldte de sandelig for ”Det Pæne Tog”.
Man sagde om banen, at det var den der havde den største stigning på en dansk jernbanestrækning. Først senere blev dette overgået af Storebæltstunnelen. Derfor var det en af de DSB-strækninger, hvor dampdriften fortsatte længst.
Den 15. maj 1936 blev Klosterruten allerede nedlagt. Allerede i 1930-31 havde man kun indtægter for 133.000 med driftsudgifter på 275.000 kr.
Jo, Klosterruten var Danmarks kortest eksisterende jernbanestrækning.
Man sparede en ledvogter
Det var spændene, at gå ind i vognene dengang i 1940erne. Over hvert af de seks sæder hang et foto af et sted i Danmark.
Tenderlokomotiverne behøvede ikke at vende i Rødekro. De kørte altid baglæns fra Rødekro. I den periode var det sjældent at drejeskiverne i Rødekro og Aabenraa blev benyttet.
Til Aabenraa Station var der både et fremskudt signal og et indkørselssignal. Begge armsignaler blev betjent fra en grønmalet kasse, der stod ude på perronen ved siden af stationsbygningen. Der var to håndsving til hvert signal.
Lige ved siden af stod en stander med et enkelt håndsving. Det var til bommene på Toften. Det er denne gade, der krydser banen 300 meter fra stationen. Med denne ”fjernbetjening” sparede man en ledvogter ved selve overskæringen.
En smart rangering
Så snart passagerne var læsset af skubbede O – maskinen hele toglæsset ud på strækningen, så det næsten nåede hen til overskæringen, hvorefter lokomotivet blev koblet fra for at skifte spor ud for remisen og kulpladsen. Togstammen blev stående nogle minutter. Derefter slækkede den ombordværende togfunktionær for bremserne, hvilket fik hele togstammen til langsomt at trille ned og standse ved perronen nøjagtig samme sted, hvor den havde holdt få minutter forinden.
Banens stigning mod Rødekro begynder umiddelbart efter den yderste del af perronen. Man kan allerede fra banegården med det blotte øje se Toften-overskæringen ligge betydelig højere i terrænet. Ja så er det ikke så mærkelig, at det kan lade sig gøre.
I perioder var der stationeret hele 3 stk. F – maskiner i Aabenraa.
I 1950erne kom der mange kreaturtog til eksportstaldene i Sydhavnen. Der blev brug for så maget trækkraft, at der en kort periode var stationeret en Hs-maskine.
Sporet endte blindt
I 1940erne var der også masser at se på Rødekro Station. Det var når de såkaldte Urlauberzüge (til besættelsesmagten) kørte forbi stationen. De havde en hel anden form for tysk trækkraft.
Dengang så Rødekro Banegård helt anderledes ud. Det var meget forskellig fra det moderne anlæg som man ser i dag. Sporet fra Aabenraa endte blindt med en kraftig sporstopper lige op af stationsbygningens endevæg. Der var et stort perrontag, så man kunne gå tørskoet fra Aabenraa-toget til togene på hovedlinjen. Den holdt altid ved samme perron, men foran stationsbygningen.
Der var en tredje perron, som var ret smal, og som praktisk talt aldrig blev benyttet. Det var den sidste synlige rest af den nedlagte bane til Løgumkloster. Der var ingen perrontunnel dengang.
En speciel stemning på Rødekro station
Der var en speciel stemning over den gamle station. Der var altid en eller anden form for aktivitet selv om der ikke var nogen tog. Under perrontaget mist på stationsbygningens væg hang der et klokkeværk bestående af 2 klokker med hver sit lod og kæde nedenunder. Herfra lød der fra tid til anden klimten fra enten begge klokker – så vidste alt stationspersonalet – at nu havde et sydfra kommende tog passeret sidste station før Rødekro (Hjordkær). Hvis nu, der kun var lyd fra den ene klokke, ja så betød det, at nu havde et tog passeret Hovslund Station fra nord.
Lige nord for Rødekro station krydsede Vestergade dengang banen i niveau, og bommene samt signalerne blev betjent af en kommandopost – en rødmalet træbygning – der stod lige ved overskæringen. Her lå dengang Rødekro Bio, og når toget så passerede, så rungede hele salen.
Store flygtningetog på Aabenraa Station
Da flygtningestrømmen kulminerede i foråret 1945, satte det også sit præg på togtrafikken. En dag var der ankommet to ”lange” tog med ”store” lokomotiver (K-maskiner) Sådanne tog og lokomotiver havde man aldrig set før og siden her på den lille sidebane. Disse to tog var fulde af flygtninge.
Når Havnebanen krydsede Haderslevvej
Helt op gennem 1950erne krydsede havnebanen Haderslevvej uden nogen form for lysregulering eller skiltning. Når et tog rangerede til og fra havnen sprang en af DSB-folkene af toget og løb i forvejen. Han stoppede al trafikken midt på hovedvej 10. Ja og det har åbenbart kunnet lade sig gøre uden uheld af nogen art.
Umiddelbart efter overskæringen var der et stikspor ind til ”Cimbria” Tømmerhandel. Reberbanen blev forsigtig krydset. Straks delte havnebanen sig vifteformet, Nordligst på en dæmning skråt over de lave engarealer og muddergrøfter syd for Reberbanen til Kilen ud for Nyhavn.
Masser af spor på havnen
Herfra løb det ene spor oprindeligt langs Kilen og enden af havnebassinet, for derpå at svinge mod syd til Esso og BP’s tanklager. Senere da Kilen skulle udvides blev der lagt en ekstra dæmning længere inde på arealet, så tankvognssporet samt det nyanlagte spor til Aabenraa Frysehus kunne krydse Kilen vinkelret.
Hvor den oprindelige dæmning mødte Kilen, gik havnesporene til Nyhavn fra – fra her var der to spor langs hele kajen. Længere inde var der endvidere to stikspor til Andelsslagteriet og inderst inde mod byen løb havnebanens ”hovedstrækning” videre langs Gasværksvej. Hvor denne vej endte ved Mellemvej var der sporskifte til to spor langs Gammelhavns nordkaj.
Havnebanen fortsatte langs Gammelhavns vesterende og bagom Fiskernes Fællessalg for enden af Sydhavn. Her var der sporskifte til sporet langs Sydhavns nordkaj, men havnebanen herefter forgrener sig i fire spor. To spor svingende ind mod eksportstaldenes lange losseramper, hvor man ofte kunne se to F-maskiner rangere med hver sin lange kreaturvognstamme, mens to spor endte uden for Mølleåens udløb i fjorden. Mellem disse to spor stod et gammelt museumsstykke af en hånddrevet kran.
Veterantog på strækningen
Kørertiden for personvognene på Rødekro – Aabenraa banen var 15 minutter. Ellers var det 12 minutter for de blandede tog og for godsvognene. Lokomotiverne holdt altid ved remisen i Aabenraa. Indtil 1960’erne kørte man med ”de høje Fere”.
For jernbanenørder må vi nok lige nævne, at man også brugte diesel-hydrolyserede lokomotiver af litra MH eller Ardelt-traktorer for godsvognenes vedkommende og MO-motorvogne for personvognenes vedkommende.
I forbindelsen med den store DSB-nedlægning af sidebaner i 1971 mistede Aabenraa-banen den 23. maj dette år persontrafikken. Det var DSB’s røde busser, der overtog persontrafikken. Men dette var nu ikke nyt, for allerede i 1930erne blev visse tog erstattet af busser.
Efter at banen var nedlagt, kørte der veterantog på banen, senere var der skinnecykler. Indtil 2003 kørte der juletog på strækningen. Foreningen Aabenraa Veteranbane startede som Tinglev-Tønder Veteranbane i Tønders gamle remise i 1993. Men flyttede til Aabenraa i 1999, da remisearealet skulle bruges til andet formål.
I 1996 købte foreningen en tysk motorvogn, så de kunne køre egne veterantog om sommeren. Efter 2004 blev Aabenraa-banen lukket og ikke længere vedligeholdt. Foreningen solgte motorvognen, men de havde dog som mål at komme til at køre veterantog igen.
Genoptagelse af godsdrift ville koste 45 millioner kroner
Genoptagelsen af godstrafikken blev i 2009 vurderet til at koste 45 millioner kroner. Skinnerne var i en rimmelig stand, men krævede renovering. Halvdelen af svellerne skulle udskiftes straks, resten over de følgende 5 – 10 år.
Kunstforening på Stationen
Man kan på Aabenraa Veteranbanes hjemmeside leje skinnecykler på strækningen mellem Rise og Aabenraa. I Banegårdsbygningen er der skiftende kunstudstillinger. Her holder Kunstforeningen BaneGården til med 400 medlemmer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om, tog, busser og sporvogne, her på www.dengang.dk:
Juni 27, 2018
Familien Fischer fra Aabenraa
Dette er en delvis nyredigering af ældre artikel. Vi møder en masse gamle familier fra Aabenraa. Og historien er fuld af søfartshistorie, forlis og overlevelse. Vi skal møde både bedstefar, oldefar og tipoldefar. Vores hovedperson er kaptajn C.C. Fischer. Vi skal både til blodbad i Stockholm, se Napoleons styrker og ombord på krigsskibet Geiser. Vi skal også møde den ejendommelige lærer Deichmann. Og så var det lige Frederik Fischer, som blev lam som lille. Han var guldsmed og blev senere redaktør. Han vidste alt om astronomi og navigation. Han var forhadt af borgmester og Hertugen af Augustenborg. C.C. Fischer oplevede tre af sine børn blive født om bord ude i østen. Han blev udvist af prøjserne lige som mange andre af familien. Han var med til at købe Folkehjem. Brødrene måtte ikke komme hjem til bryllup, så foregik den i Danmark.
Ny redigering af ældre artikel
Vi har tidligere beskrevet denne familie i en artikel her på siden, mange af familiemedlemmerne står sikkert også anført andre steder rundt om i artiklerne. Det var en betydningsfuld familie i søfartsbyen og det var ikke kun m.h.t. søfarten. Det var det også m.h.t. danskheden.
Kaptajn C.C. Fischer var udsat for mange forlis. Tre af hans børn blev født om bord. I fem år arbejdede han i Japan, hvor han tog japansk kaptajnseksamen. Også i Siam arbejde han.
Hjemme i Aabenraa arbejdede han for danskheden. Han var med til at købe Folkehjem og oprette en frikirke. Ikke overraskende forsøgte prøjserne flere gange at udvise ham.
Tipoldefar Magnus Fischer
Kaptajn C.C. Fischers tipoldefar var Magnus Fischer. Han var ikke sømand som stort set resten af familien. Han døde tidlig. I ægteskabet var der to børn Christopher Conrad og en datter, der blev gift med en Nielsen, der boede ved Nørreport.
Hans enke, Margrethe Amalie giftede sig senere med løjtnant Dormeier. Han talte plattysk. I ægteskabet med Dormeier fødtes en søn, Jørgen David Dormeier, som blev ritmester ved dragonerne i Itzehoe.
Oldefar Christopher Conrad Fischer
Oldefar Christopher Conrad Fischer (1736 – 1810) blev efter sin fars død opdraget i Aller. Han kom tilbage til Aabenraa, hvor han blev skibsfører for en af Cornelius Cornelsens skibe. Han var en af Aabenraas første købmænd. Jo han havde sandelig været i England for at se, hvordan man skar tobak ved hjælp af hestekraft.
Dengang blev der dyrket en del tobak i Aabenraa.
Cornelsen mistede alle sine skibe
Efter krigen mod England mistede Cornelsen alle sine skibe. Han kaldte sine kreditorer sammen og forelå dem situationen:
Til at slå til
Ellers har I her mit guldur
Han boede på Storetorv, men grundet sin økonomisk situation, måtte han flytte. Når han gik sine gåture gik han altid vejen forbi sin tidligere ejendom.
Han mødte Marie Dorthea
Men tilbage til Christopher Conrad Fischer. Han var en myndig og hidsig person. På en prøvetur ude på fjorden med et nyt skib, hvor hans medejere var med, blev han uenige med dem og tog i land.
Hos Cornelsen traf Christopher en ung pige, Marie Dorthea Festersen, der senere blev hans hustru. De fik fem børn, Magnus, Margrethe Amalie, Fester og Christopher Conrad samt Maria Dorthea.
Nyt ægteskab med Cecillie Bahnsen
Efter sin kones død blev Christopher gift med Cecillie Bahnsen, der fødte ham tre sønner, Martin Bahnsen, Jørgen Davis og Jes Fester.
I året 1790 førte Christopher briggen Fortuna. I Middelhavet led de skibrud ikke langt fra Tyrkiet. Bedstefar Fischer var med som kahytsdreng. De kom i land på en øde ø, undtagen en dreng, som druknede. De opholdt sig på øen i 9 dage. Ved hjælp af lidt krudt, som de fandt i et krudthorn fik de gjort opmærksom på dem selv.
I kanalen blev Christopher påsejlet og forliste. Også dengang var hans søn, Fester med. Denne kom op på et fremmed skib. Og så blev de sejlet til Hamborg. Far Christopher reddede sig på en anden måde.
Stor var glæden, da Fester ankom. Man havde anset ham for omkommet.
Bedstefar Fester Fischer
Bedstefar Fester Fischer (1774-1863) var gift med Cathrina Regina Callesen, der også var af en berømt Aabenraa-slægt. Fester kom som vi allerede har hørt tidligt til søs med sin far. Som kaptajn kom han til at føre skib for købmand Kopperholdt.
Senere førte han det skib, der hed ”Industri”. Det var dengang det største skib i Aabenraa. Det forliste ved Anholt på rejse fra Newcastle til København. Billedet af dette skib har været model til Aabenraa Statsskoles segl.
Blodbad i Stockholm og Napoleon
Han købte derpå en gammel grønlandsfarer i Glückstadt, briggen Anne Carina. Efter at skibet var blevet efterset og istandsat hjemme, gik turen til Sønderborg og Fåborg, hvorefter det indtog et læs korn. Men skibet forliste i Læsø Rende med lods om bord. Skibet kom selv fri, men blev boret af en englænder.
Senere købte Fester briggen ”Die Hoffnung, som han sejlede med i flere år, indtil den forliste ved indsejlingen til Bremen, mens Festers søn var styrmand om bord.
Fester havde på en af sine mange ture set Napoleon holde parade over sine tropper. I Stockholm havde han været vidne til blodige uroligheder på gaderne.
Man sejlede skibsmateriel op ad åen
Ligesom de andre kaptajner lagde Fester op om vinteren. Sejl og tovværk blev da bragt til hus. Han boede dengang på Søndertorv.
De kaptajner, der boede i Slotsgade, førte skibsmaterialet i både op ad åen, der dengang var sejlbar, hvorefter det så blev ført til hus. Om foråret gik skibene så ud igen. Det var dengang, at der var 70 – 80 skibe på reden.
Fannys veninde – Fru Cornett
Festers søster Maria Dorothea blev gift med kaptajn Mathias Kock. En datter, Marie af dette ægteskab var den gamle Fru Cornett, gift med sejlmager Jørgen Cornett. Hun var efter faderens forlis kommet i hus hos Fester og blevet opdraget her.
Fru Cornett var Fannys gode veninde og døde i en alder af 94 år i 1910. En af hendes døtre, Anna blev først gift med kaptajn Frederik Callesen. Efter hans død blev hun gift anden gang med rigsdagsmand J.P. Jungreen.
Mange at holde styr på
Fester havde syv børn, Maria Dorothea, Frederik, Christopher Conrad, Christine, Fester, Carl Ludvig og Cecilie.
Maria Dorothea blev gift med rebslager Casper Garben. Hendes datter blev gift med sin morbror, Fester Fischer. En søn, Johannes Garben overtog faderens rebslagerforretning og blev gift med Maria Hansen.
Festers næstældste barn Frederik er det også en del at fortælle om. Det tredjeældste barn er Christopher Conrad Fischer (1811- 1884). Han er far til kaptajn C.C. Fischer i hvis erindringer, vi er dukket ned i. moderen er Anna Elisabeth Callesen.
Ja det er mange navne at holde styr på i denne store familie Fischer.
Christopher fik briggen ”Anna Celine” bygget i Lybæk. Denne blev overladt til sin bror Fester. Han solgte den i Hamborg og fik derefter i 1857 barken ”Farvel” bygget på Reimers Værft.
I eksil på Barsø
Vores hovedperson, Kaptajn C.C. Fischer er født på Posekær Teglgård. Det var morfars ejendom. Men den første ejendom, som han kan huske, lå i Slotsgade.
Krigen i 1848 bevirkede, lige som andre danske mænd i Aabenraa var blevet udvist. Nu sad han over på Barsø sammen med sin bror, Frederik Fischer, Farver Bahnsen og mange andre.
Under krigen var der både indkvartering af danske og prøjsiske tropper.
En nat i vinteren 1848-49 flygtede flere af familien Fischer ud fra Aabenraa. Den følgende sommer sejlede de til Assens, hvor de boede, indtil kriger var forbi.
Havnefoged og konsul i Aabenraa
Hjemkommet til Aabenraa var der svensk indkvartering. Faderen blev udnævnt til havnefoged og i 1856 udnævnt til agent. Det var i den tid, hvor Nyvej blev anlagt. Indtil da havde det kun været Skibbrogade. Midt i 1850erne blev den første dæmning over Lindsnakke anlagt. Samtidig blev der bygget en mølle til at udtørre Kilen.
Den ejendommelige lærer Deichmann
Kaptajn Fischer gik først i Borgerskolen siden i Deichmanns Privatskole, der havde til huse i to skolestuer på Hotel Rudebeck. Det blev senere til Hotel Royal på Nørretorv. Skolen flyttede senere hen i et gammelt hus på Kirkepladsen. Har havde det tidligere været pigeskole under Rektor Buch. Der var to klasser i skolen.
Deichmann var godt nok en ejendommelig lærer. Han kunne bruge de værste skældsord. Men han var meget afholdt blandt eleverne. Han morede sig over, at eleverne sloges indbyrdes. Men det kunne Pastor Leth ikke tolerere.
Under krigen i 1864 blev faderen afsat af tyske myndigheder. Han deltog i oprettelsen af Den Nordslesvigske Bank i 1872.
En boghandler i familien
Christophers søster, Christine blev gift med boghandler og bogbinder Nikolaj Sørensen, der senere overtog bladet Freja fra Frederik Fischer, mens sønnen Richard Sørensen blev redaktør.
En boghandel dengang var meget primitiv indrettet. Bøgerne stod inde i et skab inde i stuen. Når det var marked i byen, blev den benyttet som skænkestue.
Frederik Fischer blev lam som 9-årig
Frederik Fischer var handicappet. Han var blevet lam som 9-årig. Han boede på Ramsherred. På gaden kørte han rundt i en lille vogn forspændt med en hund. Egentlig var han urmager. Jo det var allerede seks år efter sin uddannelse, at han startede op som selvstændig i Aabenraa.
Fra Sydamerika til Singapore
Farbror Fester Fischer havde lært drejerhåndværket, og må have været dygtig til sit fag. En rig mand fra Sydamerika var kommet til Aabenraa og overtalte Fester til at tage ham med til Sydamerika.
Kort efter ankomsten døde manden. Nu stod Fester helt alene med det i det ukendte. Han tog så hyre og gik til søs. Tilfældigvis kom han til Hamborg, hvor han mødte en bekendt fra Aabenraa.
Han lod sig overtale til at tage hjem, men han havde også fået lysten til søen. Han blev gift med søsterdatter, Catharina Garben, der tog med ham til Buenos Aires. Han forliste i 1867 ud for Singapore og druknede.
Cimber bliver bygget på Kalø
Dengang var der masser af skibsværfter i Aabenraa. Michelsens blev senere overtalt af Jacobsen. Endvidere havde vi Thorkild Andersens, Rabens, Reimers og Poulsens. Foruden disse var det også Lunds og Holms værft. Sidstnævnte blev senere store reder i København.
Byens absolutte største reder og bygmester var Jørgen Bruhn, der havde sit værft på Kalø. Han byggede i 1850erne Danmarks dengang største handelsskib Cimber. Tidligere havde han bygget Calcutta, der forliste ved Læsø. En del af materialet blev dog brugt til at bygge Cimber.
Jørgen Bruhn var i mange år byens eneste agent. Han ejede Nymølle, Knappen, Teglgården og villaen Scotland. Ja så var det også lige vejrmøllen og flere huse i Aabenraa.
Aabenraas befolkning indirekte afhængig af skibsfarten
Byens befolkning var indirekte afhængig af skibsfarten. Efter at den blev indstillet ophørte diverse håndværk i byen.
Japan blev åbnet for amerikanerne i 1856. Hollænder havde dog for alle andre europæer adgang til den japanske havn, Nagasaki, en gang om året, idet de, som man sagde, ikke regnedes for kristne, men for hollændere.
Efterhånden kom de andre europæer dog også til Japan.
Da Kaptajn Fischer sejlede for Japan var der kun fire åbne havne, Nagasaki, Kobe, Yokohama og Hakadati.
Masser af gamle Aabenraa-familier
Kaptajn Fischers slægt på moderens, Anna Elisabeth Callesens side var også udpræget Aabenraa – familie. De kunne føres tilbage til midten af det 17. århundrede, hvor morfar Hans Jesper Callesen også var kaptajn.
Fischer stak tidligt til søs. Det gjorde han allerede som 15 – årig. Skibet han tog med var ”Farvel” med farbror Fester Fischer som kaptajn. Den første tur gik til Buenos Aires.
Da han kom hjem tog han på styrmandsskolen, der lå bag den gamle folkebank på Skibbroen. Han fortsatte med at gå på navigationsskolen. Styrmandseksamen blev taget i Flensborg.
Frederik Fischer vidste meget om navigation og astronomi
Fischer havde fået en masse at vide af farbror Frederik Fischer. Han kunne en masse om astronomi og matematik. Han havde også lavet sine egne logaritmer. Frederik lavede også sine egne kikkerter og andre astronomiske apparater. Lige så dygtig han var til at konstruere sine egne apparater, lige så dårlig var han til at styre sin økonomi. Han forstod sig slet ikke på penge.
Privilegium til at lave blad
I 1839 fik han privilegium til at lave blad. Han gik bevillingen efter at der havde været seks ansøgere. Kopperholdt havde mistet sit privilegium som bladudgiver. Han var blevet advaret 20 gange. Men han kunne ikke lade være med at lade sine politiske synspunkter slippe igennem.
Den daværende borgmester Schow den ældre havde sikkert ment, at Fischer var let at indfange til at præge ”de rigtige ideer”.
Borgmesteren mente nok ikke, han var den rigtige
Senere sagde borgmesteren, at han aldrig skulle have haft privilegiet, og det ville glæde ham, hvis det blev taget fra ham igen.
Han besørgede selv de redaktionelle på bladet. Han hjalp også til på trykkeriet trods sin handicap. Og trykkeriet lå i baghuset til hans hus i Ramsherred. Han hjalp også mange til at udfylde diverse dokumenter uden at tage penge for det.
Freja blev lagt sammen med Dannevirke
I 1839 var han startet med ”Königlich privilligiertes Apenrader Wochenblatt”. Det var på tysk men med dansksindet indhold. I 1840 skiftede bladet sprog og navn til ”Kongelig privilegerede Ugeblad for Aabenraa”. Det vakte stor forargelse, at Frederik Fischer brugte byens gamle navn i stedet for Apenrade. Så måtte han igen skifte navn. Denne gang til ”Kongelig privilegeret Apenrader Ugeblad”.
Som så mange andre måtte Fischer, som vi har hørt også fortrække fra byen. Men han var tilbage igen den 10. september 1849. Han kaldte da sit blad for Freja (Freia) 10 år efter afhændede han bladet til en svoger. I 1874 gik bladet sammen med Dannevirke.
Hertugen af Gråsten var ikke begejstret
Det var bestemt ikke en guldgrube for Fisher, og borgmesteren forsøgte også hele tiden at ødelægge det for ham. De ville hele tiden have ham til at sælge. Hertugen af Augustenborg havde sat en stråmand til at købe avisen, men også det mislykkedes. Denne stråmand var pastor Jørgen Brag. Pastoren meddelte hertugen, at Fischer var:
To gange blev Frederik Fischers hjem udsat for hærværk og plyndring.
En af Frederik Fischers største fjender var fysikus Neuber. Han boede hos borgmester Schou – den yngre.
Mindesten ved Folkehjem og kirkegården
Frederik Fischer tog ikke direkte del i det kommunale arbejde, men som rådgiver spillede han en stor rolle. Byens fremtrædende danske borgere samledes i hans stue for at diskutere dagens spørgsmål med ham.
Ja og så startede han også et lejebibliotek med danske bøger.
På en mindesten uden for Folkehjem står der Fischers egen beskrivelse af Danmark og danskheden. Denne beskrivelse blev offentliggjort i avisen Dannevirke i maj 1838:
Frederik Fischer er begravet på Aabenraa Kirkegård. Jens Junggreen har skrevet teksten på gravstenen:
Stod håbet lyst og kraftigt ved hans side.
Gid så det stå hos os, som endnu stride,
Og hjælpe os til kampens mål at nå
Om bord på Geyser
Vores hovedperson C.C. Fischer blev kaldt ind til søværnet. Først blev han kaldt til København. Så blev han med tre-fire andre kaldt til Kegnæs, hvor de efter tre-fire dage gik om bord i krigsskibet Geyser. Her var general de Meza om bord. Alle de indkladte blev så igen ført tilbage til København.
Kaptajn Fischer kom så tilbage til et krigsskib, som var en hjuldamper fra 1848.
Om bord på Catherina
Efter krigen gik Fischer selv i gang med at rigge barken Catherina til. Den var under en bygning på Tømmergården. Dannebrog blev rejst, da redderne ikke ville sejle under tysk flag. Derfor blev kursen sat mod Svenborg, hvor skibet blev registreret under dansk flag. Derfra gik skibet til Nikolajowisk, hvortil skibet ankom i 1868.
Et par år i Østen
I 1868 gik kaptajn Fischer i siamesisk tjeneste. Han blev styrmand om bord på barken St. George. Det var dengang mange danske søfolk i Siam.
Handelen foregik dengang hovedsagelig via kineserne. Først da H.N. Andersen kom derud, kom der gang i handelen i Siam.
Kaptajn Fischer kom om bord på briggen Rebecca, som blev ført af danskeren, kaptajn Ravnkilde. I Bangkok traf Fischer styrmanden på det tyske skib Filicia, der var for hjemadgående. Så gik der ellers rundt om Kap Det Gode Håb til Bremerhaven. I 1869 var han igen hjemme i Aabenraa.
På dette tidspunkt var Frederik Fischer flyttet ned til den gamle Folkebank på Skibbroen. Her reparerede han bl.a. kaptajn Fischers sekstant.
Problemer med Prøjserne
Det var ikke en lang orlov til kaptajn Fischer. Snart gik turen til Østasien igen med Charlotte Christine. Den var bygget hos Skifter Andersen. Skibet skulle gå under tysk flag. Kaptajn Fischer havde nu sit eget skib. Men han skulle bevise, at han havde de nødvendige papirer. Helt let var det nu ikke. Han måtte gå til Landråden:
Landråden ville hjælpe Fischer. Så denne måtte skrive under på, at han havde opteret for Danmark. Dette gav så problemer senere, men Fischer fik sine papirer.
Trist melding i Singapore
I Singapore kom så meldingen, at der var udbrudt krig mellem Tyskland og Frankrig. Og i Shanghai fik kaptajn Fischer så i 1871 meldingen om Frederik Fischers død. Han havde altid holdt på det danske sprog, selv om embedsmændene talte tysk. Ja det gjorde man også i skolen. Men på gaden i Aabenraa talte man dansk.
I de følgende år sejlede Fischer på Kina-Kysten o Japan. I 1872 kom hans forlovede derud og brylluppet blev afholdt i Shanghai. Den første datter, Anna blev født om bord.
Reddet af Zarens tidligere livlæge
Det var et lidt usikkert område at sejle i. Farvandet var hjemsøgt af kinesiske sørøvere. I 1873 gik Fischer mod Wladiwostok. Både hans kone og lille Anna var med om bord. Men i september forliste skibet. Under dramatiske forhold lykkedes det for mandskabet at redde sig i land på en ø. Her var de i ti dage efter at de blev reddet af Kaptajn Naszimoff, der tidligere havde ført zarens lystjagt.
Hustruen rejste hjem
Datter nummer to, Sara blev født i oktober 1874 om bord fra Makassa til Hongkong under Ækvator mellem Borneo og Celebes.
Da den tredje datter, Marie blev født var hustruen blevet i land i Arnoy. I 1877 rejste hustruen hjem med de tre småpiger og fødte Jenny hjemme, hvor alle fire blev døbt på samme dag.
Japansk Kaptajns-eksamen
Nogle måneder senere forliste Kaptajn Fischer med Catherina i en taifun på vej fra Hakadati til Yokohama. Mange andre skibe led samme skæbne. Også denne gang blev han reddet.
Med japanerne gik det så på vej til Yokohama. På vej mødte han det tyske orlogsskib Königen Elisasabeth, der var sendt ud for at bjerge mandskaberne fra de tyske skibe. Han kom om bord til et lægetjek.
Da han var kommet til sig selv, tog han til Tokyo for at tage japansk kaptajns-eksamen. Jo japanerne var det modigste og mest tapre folk, som Fischer kendte. Dengang gik de endnu alle rundt med to sværd. Flid og nøjsomhed var også kendetegnede for disse japanere.
Hjemme igen – i Aabenraa
Fischer sejlede en gammel engelsk postdamper Aden. Den blev rigget til som sejlskib. Og den første tur gik til Kobe. Flere japanere om bord blev uddannet til sømænd. Senere blev Fischer styrmand på nogle japanske dampskibe. I fem år varede eventyret.
Men en fransk postdamper gik han til Marseille. Og over Svejts gik det nu hjem mod Aabenraa. Hustruen og børnene boede hos Peter Callesen i Nygade. Hustruen ville nu gerne have, at han blev på landjorden. Hun foreslog ham at oprette et vaskeri/strygeri.
Hustruen dør
Han købte derefter en ejendom i Slotsgade og indrettede et stort dampvaskeri og en badeanstalt. Hustruen blev alvorlig syg og måtte opereres flere gange. Hun døde i 1888, og da var den ældste datter 15 år gammel. Den yngste Thoma var da kun et år gammel.
Problemer med dansk borgmester
I Aabenraa samledes de danske stemmer på Vreden, ja sådan hed han altså. Og til tyskernes store forundring, så blev han valgt til borgmester. Dette gentog sig i 1894. I Slesvig ville man dog ikke godkende valget. I stedet for blev Michael Jepsen fungerende borgmester.
Også fra den tyske regering forsøgte man at vælte Vreden. Denne bad nu Fischer om hjælp. Og det hele endte med, at en deputation rejste ned til regeringen med krav om, at valget blev stedfæstet. Det skete sandelig.
Folkehjem blev købt
De dansksindede købte Schweizerhalle for 30.000 mark. Og Fischer var selvfølgelig med i handelen. Det blev som bekendt til Folkehjem. Myndighederne prøvede på alle mulige måder at chikanere de dansksindede. Ikke engang øl måtte de servere, men Fischer sørgede for en ølvogn.
Frederiksklubben blev erklæret for politisk, men også det fandt Fischer en løsning på.
Ved århundredeskiftet havde pastor Thomsen holdt gudstjenester på Coloseum og senere i den lille sal på Folkehjem. Han havde samlet sig en lille menighed. De dansksindede slog sig sammen og ville bygge en kirke.
Folkehjem gav grunden. Der var kun adgang til marken bagved ad markvejen fra Frydendal ved Gartner Jacobsens grund. For at kunne få adgang fra Chausseen måtte Villa Emmy købes. Og den blev så skrevet i Fischers navn.
Jenny bliver gift i Danmark
Fischers datter, Jenny var blevet forlovet med en søn af den gamle kaptajn, Martin Drescher. Fischer gik til landråd Uslar og forklarede landråden, at han gerne ville have sine to brødre med til brylluppet. Landråden mente godt, at dette kunne anbefales. Der blev sendt en ansøgning. Men det blev afslag. Og så blev brylluppet afholdt i Danmark.
C.C. Fischer udvist
En morgen i 1902 kom der en politibetjent. Fischer skulle give møde hos borgmesteren. Og det var et vigtigt møde.
Borgmester Rickmers rejste sig op med et papir i hånden og sagde:
Da 14 dage var omme kom betjent Matzen for at ledsage Fischer til banegården. Fischer overnattede på hotel i Vamdrup. Det var trods alt bedre end fængslet i Aabenraa. Men han tog dog morgentoget hjem. På Rådhuset klagede han over udvisningen, da han sagde, at han var preussisk undersåt.
To retsinstanser talte ham imod. Men Distriktsudvalget i Slesvig erklærede man, at Fischer ikke var udlænding. Det at mønstre et dansk skib var ikke det samme, som at flytte til Danmark. Men dermed var sagen langt fra afgjort. Fischer havde også en del problemer med sit pas.
Frataget sine borgerlige rettigheder
Han fik så lov til at blive i landet, men han fik frataget sine borgerlige rettigheder. I 1895 blev han valgt ind i Sprogforeningens bestyrelse. Han overtog kassererstillingen, som han beholdt helt frem til 1928.
Carl Christian Fischer døde den 29.10.1933.
Broderen udvist med 8 dages varsel
Kaptajn Fischers bror, Anton sejlede som kaptajn på Kina-Kysten. Han forliste med jernskibet Anna Celie. Så rejste han hjem og tog afsked med søen. Han købte derefter en gård i Skovby og blev gift med en datter af naboen, Doris Michelsen.
I 1884 blev de udvist med 8 dages varsel. Han måtte overlade gården til svogeren Jep Michelsen som bestyrer.
Anton rejste til Korsør, hvor en anden bror, Harald var rejst til for at slippe for militærtjeneste. Her oprettede han et bryggeri og døde i 1900.
Kaptajn Fischers søster, Christine blev gift med kaptajn Chr. Michelsen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 137 historier fra Aabenraa og Omegn herunder bl.a. disse om Søfart i Aabenraa:
Hvis du vil vide mere: Om den tid, som vi beskriver i artiklen:
Fanny Enge
Juni 24, 2018
Slemme folk fra Sønderjylland
Anton Peter Callesen fra Rens. Han slog syge mennesker med en kæp. Ja han slap med dødsstraf. Og så var de sorte fra SA åbenbart politiets håndlangere. Ns lorns Closter var fra Stollig. Han blev også dømt til døden med løsladt i 1957. Og så var det stikkeren Johannes Nielsen fra Padborg. Han var indirekte skyld at to blev nærmest tortureret til døde. Carl Christian Jensen havde arbejdet i Padborg Mølle. Han gemte sig hos borgmesteren i Handewitt. To brødre i Tønder blev straffet. Men værst gik det ud over en fra Ensted. En skomagersøn fra Aabenraa var efterlyst, antagelig mistet livet om bord på skib. Og Jepsen blev hængt af de amerikanske myndigheder. Wind blev benådet i 1953, han blev beskyldt for at være sadist. 99 KZ- fangere er straffet. Der har været mange flere. 100.000 slemme nazister forsvandt eller fik foretaget et ID-skifte.
Anton Peter Callesen fra Rens
Familien Callesen kom fra Rens meget tæt ved grænsen ca. 17 – 18 km øst for Tønder. Anton Peter har medvirket i begge krige. Allerede i november 1915 kort efter sin konfirmation blev han indkaldt første gang.
I 1920 blev han dansk statsborger. Han arbejdede mange forskellige steder og begik småkriminalitet. I 1935 blev han medlem af NSDAP-N.
Da tyskerne kom fik han arbejde på Fliegerhorst Grove (Karup) som altmuligmand. I 1942 meldte han sig til Waffen SS. Han kom dog ikke til fronten, som han havde håbet, men blev udstationeret i forskellige KZ – lejre.
Han slog de syge med en kæp
Han fik hurtigt et øgenavn ”Stokken” eller ”Knippel” fordi han slog fangerne kæp. I Neuengamme blev han i foråret 1943 udnævnt til SS – Rottenführer. Derefter gik turen til KZ Aussenlager Laagberg (Fallersleben). Her blev han udnævnt som næstkommanderende.
I sygebarakkerne slog han de indlagte og udskrev dem til tvangsarbejde. Han lod også hundene bide fangerne til blods. Han beordrede fangerne til at begå mishandlinger mod andre fangere. På appelpladsen lod han fangerne stå i timevis i al slags vejr. I den grad udøvede han tortur mod de fangere, som han havde set sig gal på.
I begyndelsen af april 1945 var de engelske og amerikanske tropper kommet til Tyskland. Dette betød at mange udkommandoer og KZ – lejre sendte fangerne fra lejr til lejr uden vådt eller tørt.
Slap for dødsstraf
Anton Peter Callesen tog i civilt tøj og drog nord på. Men her blev han hurtig opdaget og indsat i Fårhuslejren. Han fortalte selvfølgelig ikke noget om sine mange gøremål. Derfor slap han i første omgang med fire års fængsel.
I januar 1950 havde Københavns Byret. Her blev han dømt for forbrydelser mod menneskeheden og dømt til døden. Men den 14. december 1950 blev han benådet for dødsstraf og i stedet hensat til afsoning på livstid.
Man kan så spørge sig selv, hvorfor en mand med så mange liv på samvittigheden skulle slippe for dødsstraf. Den 5. februar 1960 blev Callesen løsladt fra Vridsløse Statsfængsel.
Benådet allerede i 1948
C.S. havde også gjort tjeneste samme sted som Callesen. Han blev anholdt i Tønder. Han idømtes tre års fængsel, men dommen blev anket til Vestre fængsel. Her fik fire års fængsel. Men allerede i 5. juni 1948 blev han benådet.
SK fungerede som tyskernes håndlangere
Den 9. april 1940 ankom tre sortklædte mennesker til rederiet Cleemanns kontor i Aabenraa. De anholdt skibsredder Knud Thyregod Larsen mistænkt for spionage for England. Og de sortklædte, ja de var fra Schleswigsche Kammeradenschaft. De handlede på ordre af politiet i Flensborg. Samme dag blev skibsredderen ført over grænsen. Visiteret og smidt i en celle. Man fandt da også et engelsk visum.
Næste dag blev han løsladt og sat af ved grænsen, dog med en formaning om, at han ikke måtte gå til pressen. Det tyske politi havde fundet beviser på, at han havde en kæreste i England.
Nis Lorens Closter fra Stollig
De tre sortklædte personer var anført Nis Lorens Closter. Familien Closter stammede fra Stollig lige syd for Aabenraa. Han blev erklæret 40 pct. krigsinvalid efter sin deltagelse i Første Verdenskrig.
Da en hjemmetysk gård i nærheden blev solgt til en dansk landmand var Closter anfører for en række chikaner mod den danske landmand. Men han slap med en bøde på kun 100 kr.
Han meldte sig ind i NSAP-N og blev afvist af Waffen SS på grund af sine skader. Men i maj 1942 lykkedes det for ham at blive ansat af den tyske besættelsesmagt. Han blev tolk ved flere byggerier. I november 1943 fik han arbejde hos Sicherheitsdienst i Aarhus.
Dømt til døden – løsladt i 1957
Han gik lige til grænsen af, hvad hans helbred kunne holde til ofte gik han meget videre end sine kollegaer, når det gjaldt razziaer, afhøringer og brutale mishandlinger.
Den 28. april 1944 troede Closter, at han skulle stige i graderne, men da fandt de ud af, at han ikke var arisk gift. Nu måtte han tage til takke med et job på Vandel Flyveplads. Men han fik kontakt til Staldgården i Kolding – Gestapos hovedkvarter i Sydjylland. Her fortsatte han så med at mishandle folk.
Closter blev dømt til døden, men benådet i 1949. I løbet af 1957 blev hans helbredstilstand svækket, så man besluttede at løslade ham. Men man var nu ikke meget for det.
Stikkeren Johannes Nielsen fra Padborg
To modstandsfolk sneg sig over grænsen ved Padborg. De havde Johannes Nielsen med sig. De sidste forhandlinger om et våbenkøb skulle afsluttes hos en mand ved navn Clausen i Flensborg. Men pludselig præsenterede denne Clausen sig som dansker og ansat hos Gestapo i Flensborg. Og så vrimlede der pludselig med bevæbnet politi over det hele. En af de senere torturede modstandsfolk befandt sig i direkte livsfare.
Stikkeren Johannes Nielsen boede i Padborg. En mængde penge havde han fået for sin ”heltedåd” Han havde her kone og fem børn. Han havde i 1942 fået arbejde hos den tyske statsbane som fyrbøder på strækningen Flensborg og Padborg. Modstandsbevægelsen vidste godt, at Johannes Nielsen havde meldt sig ind hos DNSAP, men alligevel kontaktede de ham.
Johannes Nielsen blev anholdt den 27. maj 1945. I sagen kom det frem, at Johannes Nielsen havde angivet mange for Judas – penge. Han blev dømt til døden med benådet. Han kom til at sidde i 10 ½ år, inden han blev løsladt.
Havde Jeppe Jepsen begået forbrydelser?
Jeppe Jepsen var fra Årøsund. Han gjorde tjeneste i KZ Dachau. Det har ikke kunnet bevises, at han her lavede forbrydelser.
Thomsen fra Gråsten var sadist
SS manden Thomsen er fra nærheden af Gråsten. Han var medlem af forskellige nazistiske organisationer i mindretallet. I Sachsenhausen var han ansat i våbenafdelingen. I KZ Sachsenhausen var han desuden chef for transportafdelingen. Vidner har set han banke fangere med kæppe. Han blev karakteriseret som sadistisk.
Carsten Christian Jensen arbejdede ved Padborg Mølle
SS- manden Carsten Christian Jensen blev født i landsbyen Jardelund i Medelby sogn i Kreis Süd Tondern i Tyskland. Han havnene i Toftlund blev gift og fik fire børn. I flere omgang arbejde han ved Padborg Mølle.
Han meldte sig ind i NSDAP-N og meldte sig ind i Deutsche Selsthilfe. Han kom til Neuengamme, hvor han blev en del af vagtmandskabet. 1. november 1943 bliver han forfremmet til SS-Sturmann og iklædt SS-uniform og dødningehoved.
Han gemte sig hos borgmesteren i Handewitt
Vidner har fortalt, at Jensen ofte pryglede KZ-fanger uden grund. Han slog KZ- fangere med slagvåben og pisk. Krøblinger og ældre mennesker fik også klø af ham.
Han forsøgte den 6. maj 1945 at krydse grænsen sammen med en anden vagtmand fra Neuengamme.
Den 9. august blev han fundet hos borgmesteren i Handewitt efter, at det ar lykkedes ham at holde sig skjult. Først skulle han dog forbi karantænestationen i Padborg og afluses. Under retssagen blev der afhørt hele 21 vidner. Han blev også erkendt skyldige i, at han bevidst havde slået jødiske indsatte. Ja hele 21 anklagepunkter blev han dømt for, herunder hængning.
Carsten Christian Jensen slap for dødsstraf. I 1949 blev han idømt 14 års fængsel. Men allerede i 1952 blev han benådet af Frederik den Niende. Senere i 1969 efterforskede Statsadvikaten ved Landgericht i Hamborg mod Carl Christian Jensen for meddelagtighed for mord i KZ Neuengamme. Men sagen blev henlagt.
J.F.C. slap med 2 ½ år
Tre SS-vagter var blevet dømt i Tønder. Det var J.N.C, C.W. Og J.F.C. Deres sager var indbundne forbundne og tilmed var to af dem brødre.
J.F.C. var 23 år og tilhørte den tyske mindretal og havde været medlem af Deutsche Jugendscahft. Nordschleswig. Han var blevet indrullet i Divison Totenkopf. Han var blevet såret, men blev igen indkaldt i tjeneste. Han gjorde tjeneste i Normark ved Kiel. Han blev i 1946 idømt 2 ½ års fængsel.
J.N.C. fik 3 ½ år
Hans bror J.N.C. var zeitfrewillig. Omkring den 29. august 1943 lå han i fem dage i beredskab på Tønder Kaserne. På broderens foranledning kom han også til Nordmark. Han slog ofte fangerne med en stok under afhøringer. Han blev dømt for 3 ½ års fængsel.
C.W. fra Ensted fik 8 år.
C.W tilhøret også det tyske mindretal. Han stammede fra Ensted. Han havde 3 været Zeitfreiwwilig. Flere vidner berettede om, at han havde været brutal. CW blev ved retten i Tønder dømt 8 års fængsel.
Heide blev eftersøgt
En SS-mand ved navn Carl Friedrich Robert Heide blev eftersøgt. Han blev nævnt af flere vidner. Han er født i Aabenraa som søn af en skomagermester. Han var gift med børn og tilhørte det tyske mindretal. Han tilhørte det tyske mindretal og blev overført til KZ Neuengamme. Senere blev han overført til Aussenlager Meppen-Versen. Sammen med en fangetransport blev han indskibet i Lübeck.
Det var det sidste livstegn fra ham. Han blev eftersøgt af både rigspolitiets efterretningstjeneste og de allierede for mishandlinger. Den 2. maj 1945 blev han formodet som død om bord på et skib.
I første omgang, 4 års fængsel
Gustav Alfred Jepsen er blevet født i Haderslev af en søskendeflok på fire. Han kom ind i SS Germania. Han kom til Prag og Holland og Blev sendt til Dachau. Han blev i september 1944 overført til Neuengamme og videre til Aussenlager Marinenwerft/Wilhelmshafen. Han blev overført til skibsværftet Westwerft i nærheden af Banterweg.
På et tidspunkt var Jepsen afløser for lejrkommandanten Günther Rudolf. Jepsen havde en elskerinde, selv om han havde en kone derhjemme.
Jepsen blev anholdt den 17. juni 1945. I første omgang fik han fire års fængsel. Via Military Mission Demark henvendte man sig tide danske myndigheder og forlange Jepsen udleveret. Man meddelte dog, at en dansk undersåt ikke kunne retsforfølges i udlandet.
Det endte med hængning
Men den 7. marts blev Jepsen idømt livsvarig fængsel til afsoning i Celle. Men den 7. marts 1947 idømtes Carl Alfred Jepsen i Hamborg døden ved hængning.
I Danmark overvejede myndighederne, hvordan de kunne forlange Jepsen udleveret. Men egentlig ikke udleveret, da man mente, at have begået så grusomme ting og druknet folk. Den 26. juni 1947 blev den knap 39 – årige Gustav Alfred Jepsen hængt for forbrydelser begået i Aussenlager Marinenwerft/Wilhelmshafen.
Hans ven fik tre år
En af hans venner fra Haderslev. Han udførte vagttjeneste i Dachau. Efter endt krigsfangenskab var han ankommet til den dansk-tyske grænse den 29. juni 1946. Den 7. november samme år blev han idømt tre års fængsel. Den 4. maj 1948 blev han benådet.
Wind allerede benådet i 1953
Karl Johannes Wind var gået i tysk skole indtil han blev 14 år. I sommeren 1942 meldte hans sig til tysk krigstjeneste efter, at han havde meldt sig ind i NSDAP-N. Han indkaldtes sammen med 12 andre danskere den 10. oktober 1942 til KZ Sachsenhausen. Senere blev han tilknyttet vagtmandskabet i Neuengamme.
I februar 1943 blev Wind overført til Aussenlager Wittenberge. Her var en delvis underjordisk rustningsfabrik. Ifølge vidner var han meget grusom. Et vidne kunne fortælle, at Wind havde en særlig forkærlighed at banke invalide mennesker. Hanhavde også banket en fange indtil denne faldt om og døde.
Wind deltog også i et stort antal hængninger. Han var også med til at hænge 40 hollændere.
Johan Wilhelm Wind blev idømt 18 års fængsel. Men han blev benådet allerede den 15. maj 1953.
Fire år og seks måneder for terror
Frederik Peter Andreas Schmidt arbejde indtil 1941 på Aabenraa Havn. Egentlig var han kommunist men han meldte sig ind i Schleswigsche Kammeratenschaft (SK). Han arbejde sig til en tillidspost men blev degraderet på grund af alkoholproblemer.
Han meldte sig til vagttjeneste i Waffen SS og kom til Sachsenhausen. Da han under en orlov kom 12 timer for sent blev han overført til KZ-lejr Krakow Plaaszow i Polen. I september 1944 kom han til Neuengamme.
Den 9. maj 1945 blev han anholdt på sin bopæl. Han blev fire år og seks års fængsel. Schmidt var en aktiv del af terror og chikane.
Gerninger oprullet mange år efter
Hans Friedrich Petersen fra Sønderborg og hans gerninger i Bullenhuser Damm blev først oprullet i 1970erne og 1980erne. Det var det tyske magasin Stern, der fandt ud af identiteten. Og den tyske statsadvokat fortsatte undersøgelserne. Men Petersen var død den 22 december 1967.
99 danske KZ – fangere dømt
I 1945 blev 99 danske KZ-vagter dømt. Men der var mange flere. 44 af disse var medlem af NSDAP-N eller DNSAP. 43 af de dømte KZ-vagter tilhørte det tyske mindretal. Og de 1.500 af de godt 6.000 frivillige kom fra mindretallet, der også leverede 500 til værnemagten.
10 – 20 medlemmer af det tyske mindretal fungerede som vagter ved KZ- lejren Ladelund sydøst for Tønder. Den lå her kun i meget kort tid og fungerede som en aussenlager for KZ Neuengamme.
Masser af frivillige til Gestapo
En 14 stykker fra mindretallet havde også meldt sig som vagtmandskab m.m. hos de forskellige Gestapo – hovekvarterer. Men inden vi nu går i selvsving over dette, så var det lige så mange rent dansksindede der gjorde det samme. Dertil kom også de mange terrorgrupper og uniformerede korps.
Alene i Neuengamme var der 30 danske vagter. Destruktionen af kildemateriale fra de forskellige KZ – lejre hjalp senere en masse danske SS-vagter. Hurtig var det også lykkedes for det tyske efterretningsvæsen at få fat i en masse registre fra lagrene.
100.000 forsvandt lige så stille
På den måde lykkedes det for ca. 100.000 svært belastede nazister at ”forsvinde” lige efter krigens afslutning eller bare at skifte navn. Særlig i Flensborg i de sidste 20 dage af Döniz magt var myndighederne gode til at ændre topforbryderes identitet. Det var som om, at man havde forberedt sig på det.
For de danske myndigheder var det ikke let at knytte en vagt, som man havde fanget til en bestemt forbrydelse, så i sidste ende måtte man bare lade vedkommende slippe igen.
Vi burde også i denne artikel have det store antal stikkere med, der befandt sig i Sønderjylland. Ja her var også før krigen egentlige spioner, men vi har allerede berettet om disse.
Mange ulykkelige skæbner
Og så er det også alle de ulykkelige historier, hvor forældre fra mindretallet har fået at vide, at deres søn er efterlyst. Han vil blive henrettet, når de finder ham. Han er flygtet som en vagt fra en KZ – lejr. Da vi var inde i ”Dibbernhaus – kartoteket” i Aabenraa fandt vi mindst fem eksempler.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 234 artikler fro inden/under/efter besættelsestiden herunder:
Juni 20, 2018
Dødsstraf
78 danskere blev dømt til døden. Og disse blev i den grad tilsvinet. Folk var ophidsede og hævngerrige. Hvordan skulle besættelsestiden tolkes? Og så skulle man have syndere. Frihedsrådet ændrede syn på dødsstraf De første blev henrettet i 1946. Henrettelsesskuret var arkitekttegnet. Og det foregik om natten. Justitsministre var herre over liv og død. Børge Outze mente, at modstandsbevægelsen skød for få. Der var tale om 400 – 450 stikkerlikvideringer. Men dødsstraffen gjaldt kun for forbrydelser begået før 4. maj 1945. Frygten for Stalin var stor. Militæret anbefalede øget alarmberedskab. Derfor blev dødsstraffen genindført. Justitsministeren var modstander af denne. K.K. Steincke afleverede en kvindeundertrykkende bredside. Og igen i 1978 blev dødsstraffen afskaffet.
78 danskere blev dømt til døden
Ifølge retsopgørets love kunne den anklagede dømmes til døden, hvis vedkommende blev kendt skyldig i en af seks nærmere angivende forhold, heriblandt tortur og terror i tysk interesse, tjeneste i Hipo-korpset og særligt grove angiverier.
Med udgangspunkt i tillægget idømtes 78 danskere til døden. Af disse blev 46 henrettet.
De skulle i den grad tilsvines
For de fleste var dette helt naturligt dengang. Man diskuterede overhovedet ikke principper eller overvejelser. I stedet kappedes politikere, lederskribenter og modstandsfolk om at overgå hinanden i at tilsvine dem, der havde været på nazisternes side under krigen.
Justitsminister Busch Jensen sagde blandt andet, at
I sommeren 1952 vedtog Folketing og Landsting:
Socialdemokraten Frank Dalgaard har udtalt:
Under pseudonymet Corpus Juris forkyndte Carl Madsen i en Land og Folk – leder, at
Ophidsede og hævngerrige
Modstanderne af dødsstraffen var først og fremmest radikale og socialdemokrater men også enkelte konservative og venstrefolk havde som udgangspunkt, at dødsstraf var uciviliseret og unødvendig for en retsstat.
Det var svært at sige nej til dødsstraf. Hvem kunne være modstandere af, at man udsletter et skadedyr?
Befrielsessommerens massehysteri undskyldes gerne med henvisning til de forfærdelige krigsoplevelser og til at ”sådan var stemningen jo”.
I debatten om besættelsestiden må man ikke anfægte det forkerte i, at folk var ophidsede og hævngerrige.
Folket ville spørge om dødsstraf!
Det er hævdet, at indførelsen af dødsstraffen var et krav fra befolkningen. Men nu var meningsdannelsen under et voldsomt pres dengang i ugerne efter besættelsen. Allerede den 5. maj kunne Berlingske Tidende forkynde at folket:
Hvordan skulle besættelsestiden tolkes?
Forholdet mellem politikerne og Frihedsrådet var ikke så rosenrødt, som det er fremstillet i eftertiden. Da den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl præsenterede sin nye samlingsregering for befolkningen, så det måske ud, som om tidligere tiders stridigheder var glemt, og de to parter nu ville samarbejde om at sikre overgangen til fred.
Måske troede nogle modstandsfolk og politikere i disse hektiske majdage også selv på dette billede. Men det skulle snart vise sig, at forestillingen om enheden og det fælles mål var illusorisk.
For selvom kompromiset om samlingsregeringen var kommet i hus inden befrielsen, manglede man stadig løsningen på det mere diffuse problem, som for mange af de involverede var det mest påtrængende – spørgsmålet om, hvordan de fem besættelsesår skulle tolkes i fremtiden.
Man skulle have syndere
På et møde i Socialdemokratiets forretningsudvalg umiddelbart inden befrielsen så gjaldt om at:
Skulle en sådan strategi lykkes, var det vitalt, at der blev lagt afstand til samarbejdet med tyskerne. Samarbejdet blev i begyndelsen – måske helt til august 1943 bakket op af befolkningen. Nu i maj 1945 var det ikke just så populært at tale om dette.
En metode at tage afstand var at få andre til at tage skraldet. Til det formål var de hensynsløse Gestapo – medhjælpere, Hipoer og stikkere fortrinligt.
Frihedsrådet ændrede syn på dødsstraf
I modstandsbevægelsen havde man indtil slutningen af 1943 afvist indførelsen af dødsstraf. I november 1943 mente man, at fængsel på livstid skulle være den højeste straf.
Men i takt med at modstanden voksede, ja så voksede Hitlers afstraffelse også. I krigens sidste halvanden år blev 128 modstandsfolk henrettet, 125 danskere blev dræbt i tyske terroraktioner ofte begået af danskere.
Ja og mellem 400 – 450 danskere blev offer for stikkerlikvideringer.
Man kunne ikke sige sig fri for en hvis hævntørst
Frihedsrådets krav om dødsstraf var nu pludselig blevet ultimativ. I et interview med Carl Madsen, der var med i retsopgørets lovudvalg svarede denne til historikeren Lone Heyde i 1973 omkring Frihedsrådets kursændring omkring dødsstraffens genindførelse, at Frihedsrådets jurister ikke havde kunnet:
Dermed er ikke sagt at modstandsbevægelsen var primitiv eller blodtørstig.
Men der var en oppisket stemning i befolkningen, og denne stemning bredte sig til Rigsdagen. Men for politikerne kom dødsstraffen belejligt. Nu kunne fokus rettes på nogle andre.
De første blev henrettet i 1946
Den første dødsdømte blev henrettet i januar 1946 og den sidste i juli 1950. Flere tyske statsborgere blev også dømt til døden, men de blev benådet med fængsel og udvist senest i 1953.
To kvinder blev også dødsdømt, men justitsministeren mente ikke, at han kunne forsvare, at kvinder blev henrettet,
Arkitekttegnet henrettelsesskur
Efter mange overvejelser havde man fundet frem til at det østlige henrettelsessted skulle placeres på 2. Redan på Marinestation Holmen (Redan: Lille pileformet fremspring på en fæstningsvold)
Mange steder fremgår det, at stedet var en del af Hærens nærliggende Bådsmandsstræde Kaserne. Men det er ikke korrekt.
Der blev opført et arkitekttegnet skur, hvor henrettelserne fandt sted. Inden da havde man været i Norge for at hente inspiration. Officielt skulle skuret bruges til opbevaring af skydeskiver. Nu er det kun fundamentet tilbage, for allerede i 1950 blev skuret revet ned.
Bilkortegen med den dødsdømte kørte fra Vestre Fængsel til pladsen via Langebro, Prinsessegade og Refshalevej.
Det foregik om natten
I et militært område vest for Viborg var der også oprettet et henrettelsessted med tilsvarende skur.
Henrettelserne blev foretaget af 10 frivillige politifolk. Man havde overvejet militæret eller modstandsfolk. Ud over mandskabet fra politiet, der skulle skyde, deltog en politikommandør, en repræsentant for Stadsadvokaten, fængselspersonale og medhjælpere samt en læge. Henrettelserne foregik om natten og skuret blev oplyst af to medbragte batteridrevne projektører.
Justitsministre var herre over liv og død
Det var den siddende justitsminister, der blev herre over liv og død. Han skulle behandle ansøgninger om benådninger fra de dødsdømte. I praksis blev det to meget forskellige ministres personlige indstilling til restopgøret, som blev afgørende i den forbindelse.
Aage Elmquist fra Venstre var justitsminister fra den 7. november 1945 til den 13. november 1947. I hans embedsperiode var det kun to, der blev benådet.
I socialdemokraten Niels Busch-Jensens 2 ½ års periode var der 23 personer, der blev benådet.
De resterende syv benådninger blev foretaget af skiftende justitsministre.
Børge Outze: Vi skød for få
Børge Outze udtalte et par år efter besættelsen
Som vi tidligere har været inde på, så foregik der også andre dødsdomme i form af stikkerlikvideringer. Og det var uden domsafsigelse eller rettergang. Sådan var det også for Asmus Jensen i Padborg. Da fejllikvideringen gik op for lokalsamfundet, ja så forsøgte myndighederne at viske tavlen ren ved at fylde offentligheden og familien med løgn.
Ja historiebøgerne har også gengivet den forkerte historie. Og arkiverne, ja de blev lukket allerede i 1947. Det skulle sandelig ikke undersøges til bunds.
Gad godt nok vide, hvor mange det er af disse sager.
Dødsstraffen blev genindført
Dødsstraffen kom igen i tale i forbindelse med en større revision af straffelovens kapitler om statsforbrydelser, som fandt sted i årene 1948-52. Blandt de juridiske eksperter, som afgav en betænkning om straffelovsrevisionen, og et flertal Folketinget anbefalede, at dødsstraffen skulle genindføres i den borgerlige straffelov.
Dødsstraf eller livsstraf som det hed dengang var blevet afskaffet i 1930. Men i juni 1945 genindførte man den i forbindelse med det straffelovstillæg, der dannede grundlag for retsopgøret efter besættelsen.
Kun for forbrydelser før 4. maj 1945
Man gjorde det bl.a. for at imødegå den selvjustits, som havde fundet sted lige efter befrielsen. Hadet til tyskerne og til alle, der havde fraterniseret med eller arbejdet for dem – fra tyskerpiger til Hipo-folk – havde fået de mest primitive hævninstinkter frem i den danske befolkning, der tog loven i egen hånd og eksekverede straffe efter forgodtbefindende.
Straffelovstillægget gjaldt kun for forbrydelser begået før 4. maj 1945, Det vil sige først og fremmest forbrydelser begået under besættelsen. Tillægget var vid udstrækning dækket ind af straffeloven fra 1930. Men dødsstraf var der ikke dækning for i gældende lov. Det indførte man så med tilbagevirkende kraft.
Man ville undgå tilfældigheder i retspraksis
Det var netop det man ville undgå, da man genindførte dødsstraffen i 1952. Man ville undgå en tilfældighed i retspraksissen, hvis situationen ændrede sig. Et stort flertal var imod dødsstraf. Den skulle kun gælde under ekstraordinære omstændigheder.
Situationen i 1950erne var en anden end i dag. Krigen havde sat sit præg på hele samfundet- også på de beslutninger, der blev taget i Folketinget.
Frygten var stor for Stalin
Man skuede også ud i verden. Lige på den anden side af Østersøen lå Sovjetunionen, som i begyndelsen af 1950erne var reageret af diktatoren Josef Stalin, der hen mod sin død i 1953 forekom mere og mere utilregnelig.
I 1948, hvor forhandlingerne om straffeloven tog sin begyndelse var Europas situation stadig usikker. Danmark havde endnu ikke fundet nogen plads i en forsvarsalliance og Stalins udenrigspolitiske tiltag i netop dette år forekom ganske foruroligende set fra en dansk synsvinkel.
Militæret anbefalede øget alarmberedskab
I februar havde et sovjetisk støttet kommunistisk kup fundet sted i Prag. Samtidig havde Sovjet presset Finland til at indgå en venskabspagt. Situationen var anspændt. Ingen kendte Stalins hensigter. Det danske diplomati blev grebet af den anspændte situation og rygter i Danmark begyndte at brede sig. I påsken 1948 var forestillingen om en overhængende trussel så intens, at militæret anbefalede øget alarmberedskab. Det kommunistiske kup kom aldrig.
Men frygten for en sovjetisk besættelse i begyndelsen af den kolde krig var særdeles nærværende. Det var erindringen om besættelsestiden også. Begge dele fandt deres helt konkrete udtryk i den såkaldte 5. kolonnelov, som straffelovsrevisionen af 1952 blev kaldt.
Dødsstraffens genindførelse
Bestemmelserne blev udformet så detaljeret som muligt og i så præcist et sprog som muligt. Dødsstraf blev genindført, så domstolene havde mulighed for at gøre brug af den i et eventuelt retsopgør efter en ny besættelse. Det var trods alt et bedre onde, end at befolkningen tog sagen i egn hånd, lød argumentet.
Forhandlingerne om dødsstraffens genindførelse optager meget plads i Rigsdagstidende. Det var en vanskelig beslutning. For mange var det tale om et samvittighedsspørgsmål, og samtlige partier stillede deres medlemmer frit i afstemningen.
Justitsminister var modstander af dødsstraf
En af dem, der havde de største betænkninger var justitsminister Helga Pedersen. Hun var modstander af dødsstraf. Før hun satte sig i ministerstolen under Venstreregeringen Erik Eriksen i 1950 havde hun stillet som betingelse, at hun måtte indstille samtlige til benådning.
Hun søgte at komme igennem med et forslag om, at dødsstraffen skulle overføres til den militære straffelov. Hendes begrundelse var, at det ikke senere hen kunne blive vanskeligt at fjerne dødsbestemmelserne fra den borgerlige straffelov, når den aldrig var blevet optaget i den.
Kvindeundertrykkende bemærkning fra K.K. Steincke
Forslaget blev mødt med beskyldninger om både at være uærlig og ulogisk. Hendes mandelig forgænger på posten, K.K. Steincke blev tilsyneladende ked af, at en kvinde havde udfordret hans forslag og kvitterede med disse ord:
Sådan kunne man sige dengang. Den var hvis ikke gået i dag. Også på det punkt var tiden en anden.
Dødsstraffen blev afskaffet igen i 1978
Det endte med et kompromis. Dødsstraf under krig og besættelse fik efter svensk forbillede sin egen lov. Det blev ikke en del af 5. kolonneloven, men indgik, som flertallet ønskede, i den borgerlige straffelov.
Ja denne lov blev fjernet fra den borgerlige straffelov i 1978. Samtidig fjernede man den fra den militære straffelov.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 233 artikler fra besættelsestiden før/under/efter herunder:
Juni 17, 2018
Valby – dengang
Det var bøndernes, hønsekræmmernes og slagternes by. Der har boet folk her, siden oldtiden. Svenskerne brændte byen af. Vi besøger Valbys gamle kro. Kroejer fik sandelig erstatning, da landevejen blev lagt op. Og så var det lige Rytterskolen og Tingstedet. Der var sommergæster hos hollænderne. Frederik den Sjette fik smør fra Valby. Bønderne fik først deres frihed i 1788. Vi kigger på de gamle gårde, og det var netop de store gårde, der gav Valby karakter. Slagterne kom til byen fra vesterbro. Her var også gartnerier og Fastelavn blev markeret på en speciel måde. På et tidspunkt var Valby kendt for ”slem brolægning og mangel på renlighed”. De fine kom i Korups Have og Gammel Bakkehus. Den røde hane galede for alvor i Valby. Et mundheld havde noget på sig: ”Når det brænder, brænder det i Valby”. Valby mistede sin gamle idyl. Og så var det lige Valby Mose, men mosen groede til og industrien kom til byen. Det gjorde Dansk Film også. Så blev Valby indlemmet i København. Valby Gasværk sprang i luften.
Hønsekræmmernes og slagternes by
I middelalderen hørte Valby landsby til hovedgården Utterslev.
Valby var hønsekræmmernes og slagternes by. Det var en udpræget bondeby. Det kan nu også skyldes, at afstanden ind til byen føltes længere end den egentlig var i virkeligheden. Og det var på grund af Søndermarken og Valby Bakke. Dette isolerede byen lidt fra omverdenen. Og så var det også lige det at vejene her ud var meget dårlige.
Først fra 1901 hvor byen blev indlemmet i København gik det lidt bedre. Nu begyndte den gradvise udvikling af Københavns forstad.
Men se dette handler mere om byens fortid som landsby. Ja Tingstedet har endnu sin oprindelige plads i bydelens centrum, og mange af de gamle gadenavne er bevaret fra den tid. Gennem århundreder var det ”byen bag bakken”.
Folk her-siden Oldtiden
Valby Bakke der er egnens højeste punkt var engang på alle sider omgivet af damme og moser. I århundreders løb groede de fleste af disse til. Andre blev opfyldt. Men den sidste del af mosen forsvandt dog først i vor egen tid.
Men Valbys overdrev, de flade strandenge ved Kalvebod Strand har været beboet siden oldtiden. Bopladser fra Ertebølletiden og den yngre stenalder er fundet ved Frederiksholm i Kongens Enghave.
På toppen af Valby Bakke var der indtil Frederiksberg Slots opførsel i 1696 fem gravhøje fra bronzealderen.
Byen Valby er opstået ca. 900
Byen Valby er dog først opstået i vikingetiden ca. 900. Det er sandsynligvis omkring en udflyttergård fra den nærliggende landsby Solbjerg, der lå på Frederiksbergs nuværende grund. Den nævnes i 1193 som Walbi, der egentlig betyder ”gården på græsmarken”.
Svenskerne ødelagde byen
Under hovedstadens belejring 1523 – 24 og 1535 – 36 blev gårde og huse plyndret og brændt i omegnen. Valbys 13 gårde og 26 huse blev således alle lagt øde. I en indberetning fra 1660 hedder det, at da:
Valbys gamle kro
Men gårdene blev med kongens støtte atter genrejst. Samtidig byggede Hans Pedersen Bladt 1661 Valbys gamle krobygning på hjørnet af Langgade og Skolegade. I hans bevilling siges der at han:
Bladt var en af Københavns mest fremtrædende borgere. I 1662 blev han udnævnt som meddirektør i Det Islandske Kompagni, og som leder af stadens 32 mænd (datidens borgerrepræsentation) blev han 1667 rådmand og ni år senere borgmester.
I København ejede han forskellige ejendomme. Da kronen under svenskernes belejring af byen var kommet i gæld til ham, fik han efter krigens afslutning overladt nogle gårde i Valby. Blandt disse var kroen, som han åbenbart havde interesseret sig særlig for, idet han ikke blot genopbyggede den på sin gamle plads, man han udvidede den også.
Uden tvivl har det været en god pengeanbringelse, for hans enke solgte den først tre år efter hans død, 1677.
Mange kroejere i tidens løb
Hvis det virkelig som påstået, er rigtigt, at Bladts krobygning først forsvandt ved Valbys brand 1865, må den i hvert fald i tidens løb være blevet stærkt ombygget.
Den var opført af bindingsværk og af en brandtaktion fra 1793 fremgår det tydeligt, at den endnu på dette tidspunkt kun var en etage høj. Men på fotos indeholder den to etager. Denne forhøjelse må være sket i 1820/1830. I udseende kom den til at minde om Peter Lieps oprindelige skovløberhus i Dyrehaven.
Gennem det 18. århundrede skiftede den hyppigt ejere. Da tiderne var dårlige forfaldt den mere og mere. På grund af de mange løse eksistenser, der holdt til i Valby, fik den efterhånden også et dårligt ry.
Kroejer fik erstatning
Anlægget af den ny Roskilde Landevej over Valby Bakke 1776 gavnede den heller ikke, idet de vejfarende nu ikke længere fulgte den gamle landevej gennem Valby, men den nye vej forbi Frederiksberg Slot. Kromanden ansøgte derfor kongen om erstatning, da den skadede ham i hans næring. For de 2.000 Rigsdaler, der tildeltes ham udvidede han kroen. Så helt dårligt kunne det nok ikke have gået ham.
Tingstedet
Kroen lå som nævnt ved Tingstedet eller Bystævnet, som det rettere burde kaldes. Hvornår dette er opstået, vides ikke, man sandsynligvis kan det dateres tilbage til middelalderen. På de tolv kampsten – en for hver af årets måneder – der stadig ligger omkring et lindetræ, skal bønderne have siddet, mens de afgjorde deres indbyrdes tvister.
Her aftalte de også, hvornår høsten skulle finde sted og høsten begynde. De enkelte marker var delt mellembønderne som smalle strimler, for at ingen skulle føle sig forfordelt. Når det var sådan var det mest praktisk, at al markarbejde blev gjort i fællesskab.
Når Oldermanden kaldte bymændene til samling, ringede han med den klokke, som nu findes i Københavns Bymuseum, men i sin tid var ophængt i en stabel ved siden af tingstenene, således som det ses på ældre billeder fra Valby.
Den gamle Rytterskole
I Skolegade ikke langt fra Tingstedet ligger den gamle Rytterskole, som er Valbys ældste bygning. Den er opbygget fra 1722 – 25. På facadens indskrifttavle berettes på latin under Frederik den Fjerdes kronede mongram:
Og derunder kan læses på dansk:
Lærerne fik en dårlig løn. Den bestod mest af naturalier. Der blev undervist i dansk, regning og religion. I lange tider fandtes der ikke flere børn i Valby, end at det kunne klares med en lærer. Men elevantallet voksede til 150, så der blev ansat en andenlærer.
Kun tre bøger til de små
I 1866 blev der desuden indrettet en ”pige-klasse” med en særlig lærerinde. Foruden denne indeholdt skolen nu to klasser. De store børn kom om formiddagen og de små om eftermiddagen, piger og drenge hver for sig.
Børnene havde kun tre bøger. En salmebog, en katekismus og en bibelhistorie. I den store klasse havde de dog endnu tre, nemlig en regnebog, en geografi – og en danmarkshistorie.
Rytterskole som brandstation og bibliotek
En forbedring skete der, da den ”Graa Skole” blev bygget i 1876 på den modsatte side af gaden og indrettet til pigeskole. ”Den Røde Skole” blev opført i 1898. Men Rytterskolen blev brugt helt til 1904.
I 25 år blev den brugt som brandstation. Men i 1929 fik Kommunebiblioteket til huse her.
Sommergæster hos hollænderne
Tilstandene i Valby har nok ikke adskilt sig så meget fra andre sjællandske landsbyer. Men de tyve hollændere som Frederik den Tredje lod indkalde i 1651 fra Amager satte alligevel deres præg. Da slottet blev opført tiltrak det mange københavnere og de lejede sig ind hos hollænderne. Ja de byggede skam også landsteder. Måske havde landsbyen på den anden side af bakken forekommet københavnerne lidt bondsk.
Frederik den Sjette fik dagligt leveret smør
Om det daglige liv på en gård herude, fortæller digteren Meir Goldschmidt. Hans far havde erhvervet en gård herude i 1827. Han havde hidtil været købmand i Vordingborg. Og det var ikke normalt, at købstadsfamilier bosatte sig her. Så lokalbefolkningen så lidt skævt til dem. Men sønnen mindes dog opholdet med glæde:
Med gården fulgte det privilegium at levere smør til den kongelige familie. Hver morgen, fortæller Goldschmidt fik Frederik den Sjette et halvt pund aldeles friskt, nyskæret smør, dronningen et halvt pund og hver af prinserne et fjerdingspund.
Fandt kongen den ringeste sorte plet i smørret – og han var meget nøjeseende – så truedes vi med at miste leverancen, skrev Goldschmidt.
Kun i kort tid ejede Goldschmidt ”Madam Bechs Gaard” som gården blev kaldt efter den forrige ejerinde. Den var beliggende i Skolegade over for kroen. Den var som de andre Valbygårde firefløjet men i modsætning til disse var den ene længe ”bekvemt indrettet til beboelse for en familie uden for bondestanden”.
Under Valbys brand i 1865 gik den op i luer og blev derefter flyttet ud til markerne ved Køge Landevej. Det var på dens jorder, at Grøntorvet blev anlagt.
Bøndernes frihed i 1788
Skønt bønderne ved ryttergodsets ophævelse i Københavns Amt 1766 fik skøde på deres gårde, opnåede de dog først deres fulde frihed ved Stavnsbåndets ophævelse i 1788. Skønt jorden i Valby blev udskiftet 1781 – 83 var endnu ved byens brand i 1865 kun fem af dens 17 gårde blevet udflyttet.
Mens disse var beliggende på markerne ved Langgade ved Søndermarken, grupperede de øvrige 12 sig stadig omkring Tingstedet og det nu forsvundne gadekær, som vejen, der bærer dets navn, minder om.
Gammel Bakkegård og andre gårde
For enden af Skolegade lå den først udflyttede gård, Gammel Bakkegård, som den blev kaldt på sin ny plads på hjørnet af Pilealle og Valby Langgade. Brygger Carl Jacobsen, der senere erhvervede den, benyttede den i nogle år som bolig. Men da han mente den på grund af fugt var sundhedsfarlig for hans børn, lod han i dens sted arkitekten Hans Kaufmann opføre den store røde villa, Valby Langgade 1.
Gamle Bakkegårds nærmeste nabo var Bjerregården, der blev liggende ved gadekærret til 1795, da den blev flyttet til markerne ved den nuværende Bjerregårdsvej. Dens hovedbygning eksisterer endnu dom en hyggelig villa ligesom ”Lykkens Minde” på Søndermarksvej, der oprindelig lå ved Tingstedet.
Skovbogård brændte den 1. juni 1912. Den var beliggende ved den vej, der bærer dens navn. Valbygård havde også oprindelig ligget ved gadekærret. Hvor Jesukirken siden blev opført lå gården derefter fra 1795 til den brændte i 1877.
Ved Valbygårdsvej på den modsatte side jernbanen blev den genopbygget, indtil Det Allerske Etablissement overtog og nedrev den. Kjeldsgården blev også erhvervet. Og den lå, hvor Kjeldsgårdsvej i dag ligger.
En af de mest kendte gårde, som ikke blev udflyttet, var sognefoged Peder Bechs gård ved gadekæret ved den nuværende Blankavej ud for Lauravej. I 1881 overlod han den til sin søn. Da den to år efter gik op i luer, blev den genopbygget ved Herman Bangs Plads, hvor Valby Langgades S-station nu er beliggende.
De store gårde gav Valby karakter
Det var de store gårde, der gav Valby karakter. Men det var hønsekræmmerne og senere slagterene, der skabte byens særstilling blandt omegnens landsbyer.
Der fortælles i 1835:
120 personer beskæftiget med høns i 1820
Mange af hønsekræmmerne blev med årene velhavende folk. Da høns fra Valby var stærkt efterspurgte i København måtte de ofte have folk i deres tjeneste, som opkøbte dem rundt om på Sjælland.
I 1820 skal ikke mindre end 120 personer have været beskæftiget hermed. Kvinderne, som besørgede videresalget til de københavnske husmødre, havde deres faste stade ved springvandet ved Gammeltorv. Foruden fjerkræ handlede de også som nævnt med æg og smør.
Slagterne flyttede til Valby
Fra gammel tid var slagtning forbudt inden for voldene. Slagterne havde derfor bosat sig på Vesterbro. Her blev byens første kvægtorv indrettet allerede 1671.
Mange af Vesterbros slagtergårde blev ejet af slagtere. Og det nogle af disse, som politikerne ikke mente, skulle bevares, så de er fornyelig blevet revet ned. Efter voldenes fald i 1856 valgte mange af slagterne at flytte til Valby. Og til andre omegnsbyer.
Her erhvervede de også gårde til kvægopdræt. Skønt de blev holdne mænd, kunne man hver dag finde dem i deres boder i ”Maven” ved Nikolaj Kirke, hvor de havde deres udsalg. På torvedagene mødtes de ofte på Nytorv. Det brogede liv er skildret i historikeren Troels-Lunds erindringer ”Et Liv”:
Markedet i København
En familie boede på Gammeltorv, og fra deres vinduer kunne de se, hvad der foregik på de to torve (Nytorv og Gammeltorv):
Gartnerier
Foruden bøndernes, hønsekræmmernes og slagternes gårde og huse fandtes der i Valby en række småejendomme, som tilhørte håndværkere, handelsmænd og arbejdere. Desuden var der – i hvert fald senere – et par større gartnerier.
De mest kendte var Christinedal og Valdal, der først blev nedlagt omkring 1930. Samtidig blev Valdals gamle hovedbygning nedrevet. På de to gartneriers grunde rejstes de store ejendomme på Kirstinedalsvej og Bag Søndermarken.
Fastelavn i Valby
Arbejdet med jorden gav bønderne deres daglige brød, men hverdagens slid og ensformighed blev afbrudt af de årlige tilbagevendende højtider, jul, fastelavn, påske og pinse. Ja så var det også de store fester, når familiebegivenheder skulle fejres. Så var hele familien indbudt til fest.
Fra sin barndom i Valby erindrer Goldschmidt bøndernes fastelavnsfest, hvor de stak til stråmanden:
Begivenheden trak mange københavnere til. De morede sig over Valbykarlenes fest.
Slem brolægning og mangel på renlighed
Valby var dengang og længe efter endnu en forholdsvis lille landsby. Helt op til branden i 1865 var byen, som det fortælles i Illustreret Tidende:
Da fødder og næse berøres i lige høj grad ved forholdene på hovedgaden, søgte kun få vejfarende at stifte bekendtskab med byen selv, end der kunne erhverves ved ad den tidligere banestrækning at passere Valby-bakkens gennemskæring.
”Man fattede godhed” for stedet
Men enkelte mennesker ”fattede godhed” for stedet, så de valgte at ”ligge på landet” her i Valby.
I et brev fra begyndelsen af det 18 århundrede prises Valbys landlighed og dens velegnethed som ferieby:
I et andet brev står der:
Man lejede sommerboliger hos Valby-borgere
Og så var det jo Frederiksberg Slot, hvor kongefamilien yndede at ligge på landet. Slotshaven og Søndermarken tiltrak også mange københavnere. År efter år lejede de sig ind på gårdene, der ofte indeholdt en ekstra lejlighed, beregnet til udlejning til sommergæster.
Andre som havde bedre råd, byggede landsteder eller erhvervede sig et lille bondehus, hvor de kunne tilbringe den varme årstid.
Skønt slottet var bygget af Frederik den Fjerde, var det dog først Frederik den Sjette, der sommer efter sommer boede herude, som skabte den store popularitet. Både Frederiksberg Have og Søndermarken, som længe var lukket land for det almindelige borgerskab var nu blevet åbnet.
Funktionærboliger for slots-personale
I Skovbrynet på hjørnet af Pilealle og Valby Langgade lå til omkring 1890 de sidste rester af nogle småhuse, der var kendt under navnet ”Snap op”. Det var oprindelig funktionærboliger for slotsbetjente og gartnere ligesom de endnu eksisterende ”små haver” i Pilealleen.
De fine kom i Korups Have
Til sidst sluttede sig Korups Have i Valby Langgade også en gammel slotsbetjentbolig som i 1852 tilligemed det stykke af Søndermarken, hvorpå huset lå, ved aktion blev solgt til enkedronning Marie Sophie Frederikkes løber, Jens Rasmussen Korup. Jo det blev et populært traktørsted.
Om haven har hans datter fortalt:
Senere blev der bygget en lille teaterbygning, men i 1934 var dens dage talte og det hele måtte rives ned.
En datter af Korup var i mange år Valbys postekspeditrice. Oprindelig havde Valby kun et brevsamlingssted, der havde til huse i den første jernbanestation, der lå ved Gammel Jernbanevej. Det blev opført samtidig med den første jernbane til Roskilde i 1847.
Da linjen gennem Valby blev nedlagt i 1864, blev ”posthuset” flyttet til villaen, Valby Langgade 2, ved siden af Korups Have, der også for længst er nedrevet.
Gamle Bakkehus
Det ældste landsted i Valby er Gamle Bakkehus en bygning under Københavns Ladegård, der leverede landbrugsprodukter til Københavns Slot. Ja vi skal helt tilbage til 1620.
Det har også været traktørsted og landevejskro. Landevejen fra Roskilde til København løb dengang gennem Valby og lige forbi Bakkehuset.
I midten af 1700-tallet blev huset ejet af landets statsminister greve Johan Ludvig Holstein. Det var ham, der fik ideen til at flytte landevejen op forbi Frederiksberg Slot på Valby Bakke med fortsættelse i Vesterbrogade ind mod byen. Det betød så, at der ikke mere kunne drives kro i Bakkehuset.
Af dets fire fløje, der opførtes 1763 af arkitekten I.C. Conradi, står nu kun syd- og østfløjen i hvis lavloftede værelser i stueetagen Kamma og Knud Lyne Rahbek havde deres hjem fra 1798 til Rahbeks død 1830.
Asyl for idiotiske og svagtsindige
Efter Rahbeks død fortsatte ejerne med at leje huset ud til sommergæster. Her har skam boet Johan Ludvig Heiberg og Johanne Louise Heiberg og N.F.S. Grundtvig og mange flere.
Masser af digtere og forfattere samlede sig om ægteparret. Bakkehuset var deres andet hjem. I deres lejlighed er det derfor indrettet en række mindestuer for guldaldertidens litterære berømtheder.
I 1855 blev Bakkehuset omdannet til et asyl for idiotiske, svagtsindige og epileptiske børn. Og i den forbindelse blev Rahbeks Alle nr. 21 opført.
Ny Bakkegård
Overfor dette ligger på Bakkegårds Alle, Ny Bakkegård. Den fine empirebygning er bygget ¨år 1800 af dispachør Knud Engelbreth Langberg. Dens mest kendte ejer var den national – liberale politiker C.C. Hall, som ejede den fra 1840 til sin død i 1888. Hans statue af Vilhelm Bissen står nu ved indgangen til Søndermarken over for Kammasvej, mens hans hustru Marie Hall, der var kendt for sit store velgørenhedsarbejde blandt Valbys fattige, har sat sig selv et varigt minde som medstifter af Valby Børneasyl, Valby Tingsted 3.
Valhøj, Valdal og Landlyst
Valhøj, der lå ved Gammel Jernbanegade var kun beboet om sommeren. Det blev nedrevet 1895. På flere billeder af dette landsted ses op til højre for bygningen en mølle. Det er den tidligere Store Kongens Mølle fra Vestervold, som lå ved den nuværende Mølle Alle fra dens udflytning 1872, indtil den blev nedrevet 1896.
Over for Valhøj på den modsatte side langgade lå et par andre af Valbys kendte landssteder, Landlyst og Valdal.
Landlyst eller som det oprindelig hed ”Sorte Hest” blev i 1779 erhvervet af danser ved Det Kongelige Teater Isac Jacobsen Borup, der ejede det frem til 1798. År 1800 blev det købt af brændevinsbrænder Peder Spendrup i Vingårdsstræde. Men der var masser andre småhuse i Valby, der var landssteder.
Den røde hane galede i Valby
Den 23. juli 1865 galede den røde hane over det gamle Valby. Mange af indbyggerne var ikke hjemme. Man havde benyttet det gode vejr til at tage på udflugt. I lang tid var der ikke faldet regn. Gadekæret var nærmest kun en vandpyt.
Kl. 10 om aftenen opstod der brand hos svinehandler Mortensen i Langgade tæt ved kroen. Snart blev kroen også antændt. Ilden bredte sig til andre gårde. Vinden skiftede hele tiden retning, som spredte gnister til alle sider.
De tørre stråtage blev hurtig antændt. Forgæves søgte man at bekæmpe ildens rasen. Der var sprøjter fra København, Frederiksberg, de omkringliggende landsbyer og fra Carlsberg.
I alt blev 4 gårde og 35 huse foruden kroen blev ildens bytte, medens 150 familier blev hjemløse.
Dagbladets beskrivelse af tragedien
I Dagbladet fra den 25. juli 1865 findes en meget malende beskrivelse af den sørgelige begivenhed:
Når det brænder, brænder det i Valby
En indsamling til hjælp for de nødstedte blev sat i gang. Christian den Niende ydede 600 Rigsdaler. Genopbygningen skred forholdsvis hurtig frem. Det første hus, der blev opført var snedkermester Jens Christensen på Mosedalsvej 4.
Året efter brændte flere af de gamle Valby-gårde. Og snart blev det almindeligt mundheld at:
Desværre kan det have sin rigtighed for natten mellem den 1. og 2. juli 1883 brændte fire af de gamle gårde ved gadekæret.
Valby mistede sit gamle idyl
Med undtagelse af et enkelt hus her og der og den klump huse, der indtil 50 – 60 år siden lå mellem Anneksstræde og Bomuldsspinderiet mistede Valby ved de to store brande sin gamle skikkelse, for de bygninger, der rejste sig i stedet for de nedbrændte, fik et helt andet udseende end de forsvundne.
Med dem mistede Valby ikke blot meget af sin gamle idyl, men de ny grågule grundmurede teglstenshuse med deres skifer- og tegltage gav desuden byen et helt købstadsagtigt præg.
Dertil bidrog også de fabrikker, der i slutningen af forrige århundrede så småt begyndte at blive bygget på de Valby-gårdes jorder, som mange af bønderne fandt det fordelagtigt at afhænde til de nye industrivirksomheder, der opstod i disse år.
Carlsbergs bygninger
Allerede i 1847 havde brygger I.C. Jacobsen med H.C. Stilling som arkitekt påbegyndt opførelsen af byggeriet Carlsbergs første bygninger på tre tønder land sort areal, som han havde købt af Bjerregården.
1871 oprettedes man hans søn Carl Jacobsen som leder Ny Carlsberg, hvis ældste bygninger opførtes efter tegning af arkitekt N.S. Nebolong.
Jesuskirken
Jesuskirkens opførelse skyldes Carl Jacobsen. Valbyerne, der hidtil havde været henvist til at benytte Hvidovre Kirke hilste naturligvis dens indvielse den 15. november 1891 med stor begejstring. Det var ikke blot den første kirke, der blev bygget i Valby, men det var også en bygning, man kunne være stolt af.
Det fritstående klokketårn blev føjet til i 1894-95. Og bygningen er ikke kun et bedehus, idet den også er en værdig ramme omkring familien Jacobsens smukke gravkrypt under koret.
Valby Mose
Valbys forvandling til et moderne fortidskvarter har medført, at mosen helt er forvundet. Men omkring år 1900 var den en fristende legeplads for byens ungdom.
Ellen Duurloo fortæller:
Valby Mose var resterne af en bugt. Mosen strakte sig for længe siden fra Søndermarken til skellet og fra Valby Langgade helt over til Peter Bangsvej. Det var en farlig legeplads. Mange druknede fordi de ikke kendte mosen og vidste, hvor de kunne gå. Trådte man ved siden af, ja så sank man i.
Det var fristende for børn men forældrenes skræk. Mosehullerne var bundløse og vandet var iskold. Hvor mange der er druknet her vides ikke. Jorden var som kviksand.
Som ældre billeder af mosen viser, lå her i sin tid også et teglværk, men dets virksomhed ophørte allerede omkring år 1900.
Dansk film i Valby
Sin største berømmelse vandt den dog, da Ole Olsen i filmens barndom indrettede sit atelier i Valby Mose, og herude skabte en lang række film, som gik deres sejrsgang over hele verden. Om disse minder os endnu Nordisk Film på Mosedalsvej.
Mosen groede til
Gradvis groede mosen til, og samtidig tog udstykningen til. Over for Søndermarken kom der et smukt villakvarter. Men i selve det gamle Valby rejste sig det ene etagehus efter det andet, kroen blev nedrevet, og mange gamle huse forsvandt eller blev indrettet til forretningsbrug.
Valby blev indlemmet i København
Længe inde Valby blev indlemmet i København havde Valbyerne diskuteret, hvornår mon de blev indlemmet i København. Borgmester Borup kunne i 1899 fortælle, at der underhånden var blevet ført forhandlinger mellem formanden for Hvidovre Sogneråd og ham om en eventuel indlemmelse:
Men først efter halvanden års forløb afsluttedes forhandlingerne med indlemmelse den 1. januar 1901. Men for mange københavnere blev Valby stadig betragtet som en fjernliggende landsby. Dette skyldtes nok de forholdsvis dårlige trafikforbindelser – den første sporvogn til Valby kom først 1896 – og den landelige beliggenhed i læ af Søndermarkens gamle træer og ikke mindst de store gartnerier og gårde, der endnu satte deres præg på flere kvarterer.
Valby øvede stor tiltrækning på digtere og kunstnere i begyndelse af 1900-tallet.
Da Valby gasværk eksploderede
Mange kan endnu huske det kæmpe store brag lørdag den 26. september 1964 kl. 9.36 om morgenen. Braget blev efterfulgt af en gigantisk paddehattesky. Man troede at e var blevet kastet.
To smede havde fået besked på at smøre den store ventil 604 i målehuset på Valby Gasværk. Arbejdet gik trægt. De to smede gik ned i målehusets kælder, hvor de fjernede ventildækslerne for at komme til at smøre ventilens spindel og styr. De lod ventilerne stå åbne, for at ventilhuset kunne blive udluftet, og gik så til kaffepause.
Imens sivede gassen ud gennem de åbne ventilhuller i kælderetagen. Gassen gik i forbindelse med luften og dannede knaldgas, der kunne antændes ved en enkelt gnist. Al udpumpning af gas fra værkets to store gasbeholdere til hele byens ledningsnet gik via måler – og pumpehuset.
Hvordan knaldgassen blev antændt kan ikke siges med sikkerhed. Men det lød et øresønderrivende brag. Brændende bygningsdele fra målerhuset antændte gassen i de to store beholdere. Tårnhøje ildsøjler strakte sig mod himlen.
I de omkringliggende boligområder blev der skabt massive ødelæggelser. Vinduer og døre blev blæst ind, og det regnede med nedfaldne tagsten og knust vinduesglas.
Intet hus i Valby havde et helt vindue. Hoveddøre blev suget af deres hængsler. Vinduer helt op til fem kilometer fra eksplosionsstedet blev knust af trykbølgen. Vigerslev kirke havde mistet hele taget.
Folk blev væltet omkuld, fik forbrændinger, blev ramt af tagsten og andre bygningsdele. Redningsmandskabet fik de sårede væk. Man fandt 40 mennesker liggende kvæstet i deres lejligheder.
Fem blev dræbt ved eksplosionen og 180 blev såret. De materielle skader løb op i 11 millioner kroner. Det svarer til 110 millioner kroner i nutidens mønt.
Valby Gasværk blev aldrig genopbygget.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 152 artikler om København og Omegn herunder:
Juni 14, 2018
Klampenborg – dengang
Det var en ”Adelsvej, der førte ad Helsingør til”. Klagerne væltede ind, Strandvejen var for dårlig. Så måtte man betal ved Slukefter. Men så kunne man få en ”Gammel Øl med Pind”. Det bedste for borgerskabet var at have eget landsted. Men efterhånden blev fiskerhytterne accepteret. Man var jo ”paa Klampenborg”. Skovfogeden blev dømt for ulovlig kroholde. Hjaltetin skrev en bog: ”Vandkuren i historisk udvikling”. En anstalt blev støttet af kongen og hertugen. Problemer med godkendelse. Svedekure og kildebade var med i prisen. Vi skal have en oversigt over sunde og skadelige spise. Køerne blev afskaffet. Ja det gjorde badehuse på hjul også. Gode råd til de badende skal vi også have. Var dans gavnlig for kurgæsterne? Man blev sandelig helbredt for mange sygdomme. Mange gik hele vejen. Dyrehaven startede med telte. I Tingbogen stod der, at utugt var forbudt i skoven. Mange så frem til Sankt Hans, og et sygehus havde fundet en guldgrube.
Adelsvej, der fører ad Helsingør til
Dengang i det 18. århundrede fortrak de fleste københavnere, hvis de ellers havde midlerne til det, at ligge på landet om sommeren. Man ville bo ved en af Nordsjællands mange idylliske søer. Her var både frodige marker og stemningsfulde skove.
Det var ikke altid, at badning langs Strandvejen i Øresund kunne betragtes som en sundhedskur. Men visse steder var Strandvejen dengang kun et par hjulspor.
Strandvejen var en ældgammel vej. Den har været kendt siden middelalderen og man sagde om den:
Hurtig blev vejen overbelastet særlig i ”Kildetiden” som var fra 23. – 25. juni og 1. – 3. juli. Ja i en periode blev kildetiden udvidet til tre uger.
Klagerne væltede ind
Og vejen var i den grad elendig at køre på. Ofte måtte bønderne, der skulle fjerne gødning i staldene i hovedstaden tømme deres vogne i Hellerup, fordi de ikke kunne køre på den smattede og opblødte vej.
Klagerne regnede ned over amtmanden. Men han kunne ikke gøre noget. Hverken amtet eller regeringen så sig i stand til at ofre penge på en udbygning af vejen.
At betale – ved Slukefter
En driftig sadelmager ved navn Randel havde en løsning. Han tilbød at stille sig i spidsen for en gennemført renovering af vejen finansieret af egen lomme på betingelse af at han efterfølgende fik lov til at opkræve penge for kørsel og ridning på vejen. Samtidig lovede han to gange dagligt at dæmpe støvgenerne i sommerperioden ved vanding.
I Berlingske Tidende kunne man læse, at der fra den 24. juni 1825 ville blive opsat en spærrebom ved Slukefter. Ved passage skulle der betales et beløb til bommanden. I avisen stod der, at dette var forbigående, men betalingspligten varede i 90 år.
Ventetiden var ulidelig. Så var der godt, at der blev indrettet et fortræffeligt værtshus ved navn Slukefter. Det blev berømt for specialiteten ”Gammelt øl med pind”. Det smagte altid efter en mere og en mere.
Det bedste var at have eget landssted
Fiskernes talrige hytter var nu heller ikke noget, der tiltrak københavnerne i hvert fald ikke som sommerbolig. Det bedste var at have eget landsted.
Nu blev indstillingen dog efterhånden ændret. Nu blev det morderne at leje sig ind hos en fattig fisker, som glædede sig. De var vant til det trælsomme liv på havet. Men samtidig blev antallet af rigtige landsteder med store prægtig anlagte haver foran forøget.
Flotte beskrivelser
Nu kneb det efterhånden med udsigten for træerne på begge sider af Strandvejen blev forøget. Men læs blot denne beretning fra 1855:
Og denne beskrivelse kommer fra ”En Veileder paa Den nordsjællandske Jernbane” er fra 1864, året efter at jernbanen til Klampenborg var blevet indviet:
Ulovlig krohold
På dette sted lå i slutningen af 1600-tallet et skovfogedhus, som blev beboet af en mand ved navn Klampe. Et halvt århundrede senere blev det indrettet til traktørsted og skovfoged Ole Nielsen, som overtog det 1755, søgte tilladelse til at brygge og brænde. Det blev han ikke blot nægtet, men han fik oven i købet bøde for ulovligt krohold.
Siden fik han dog bevilling og langt ind i det 19. århundrede var her et søgt traktørsted. Det lå ud til Strandvejen ved nuværende Peter Lieps Vej. Den bestod af tre stråtækte længer i en stor have.
Vandkuren i dens historiske udvikling
Trods dets popularitet skyldtes Klampenborgs berømmelse nok i højere grad den ”Vandkur, Brønd- og Søbadeanstalt”, som bataljonskirurg dr. med. J.J. Hjaltetin oprettede i 1844 på terrænet mellem den gamle traktørsted og Taarbæk. Men nu gjorde han det ikke selv
I udlandet havde vandkur-anstalter længe været tidens store mode. De erfaringer om vandets helbredende egenskaber disse havde indvundet, offentliggjorde Hjaltetin 1842 i et skrift om:
Christian den Ottende støttede foretagenet
Samtidig virkede han for en lignende anstalt i Danmark. Men se disse planer havde en anden allerede planlagt. Og det var udgiver af Kjøbenhavns Posten, Andreas Peter Liunge. Den skulle ligge ved Øregaard på Strandvejen i Hellerup.
Men for at undgå konkurrence, der ville skade dem begge, indgik de to en ”interessentskabskontrakt” i 1843. Udadtil var det Hjaltetin, der var den ledende kraft. Christian den Ottende var meget interesseret i planerne. Så derfor blev der givet privilegium til indrettelse af en ”vandkur-anstalt”. Desuden blev der overladt 23 tønder land i Jægersborg Dyrehave på bakken oven over Taarbæk.
På kort tid lykkedes det at få tegnet den nødvendige aktiekapital på 100.000 rigsdaler der dog senere blev fordoblet. Det nye aktieselskab unævnte Liunge til bogholder og kasserer. Hjaltelin blev badelæge og den ny anstalts reelle leder.
Det lovede udbytte udeblev
Det med økonomien var lidt usikkert. Hjaltelin lovede investorerne 18 pct. i udbytte. Men kuranstalten blev aldrig en guldgrube. De 8 pct. blev konverteret til et rundt 0. Det hjalp heller ikke da jernbanen kom til.
Blandt investorerne var hertug Christian af Augustenborg. Det var ikke nogen dårlig reklame med så prominente folk blandt investorerne.
Det terræn, kongen havde overladt dem, blev udvidet med den tidligere nævnte skovfogedboligs jordlod. For at få direkte adgang til sundet erhvervedes desuden til indretning af en søbadeanstalt for damer landstedet ”Chritiansro”. Til herrer fik man ”Skrænten” nord for Taarbæk.
Med M.G. Bindesbøll som arkitekt begyndte man derefter opførelsen af de nødvendige bygninger, mens slotsgartner Rothe på Fredensborg anlagde parken. Allerede i 1845 var disse arbejder så fremskreden, at det nye kursted i juni kunne begynde sin virksomhed.
Problemer med godkendelse
Men se nu var det jo Det Kongelige Sundhedskollegium der fik sagen til behandling. Og det gav anledning til problemer. Den øverste sundhedsmyndighed mente ikke, at vandkur og søbade havde noget med hinanden at gøre. I Kollegiet herskede det den opfattelse, at en sammenblanding kunne være absolut farlig, eftersom lægerne på vandkure – anstalterne konsekvent hævdede, at badevand og drikkevand altid skulle have samme temperatur.
Ingen tvivlede om, at dette ville blive en succes. Ikke blot var disse vandkur – anstalter den store mode, men Klampenborg havde også en fortrinlig beliggenhed ved Øresund og lå i en smuk egn, hvor der var et væld af kilder.
Stor søgning i begyndelsen
Jo det var moderne at passe på helbredet. Og havde man råd tog man gerne på kuranstalt en måned eller to nede i Tyskland. Snart sagt alle tænkelige lidelser lod sig kurere med kildevand. Men nu var der altid en badelæge til stede, der afgjorde om vandet skulle drikkes eller om det var til udvortes brug.
Nu var det også en fordel, at afstanden til København kun var kort. Man kunne sagtens komme frem og tilbage, selv om det på dette tidspunkt endnu ikke var nogen jernbane. Men man kunne sejle med de to små dampbåde William og Emma eller med dampskibet Hamlet.
I 1819 havde nationen fået sit første dampskib, Caledonia. Det fik også fast rutefart mellem Toldboden og Klampenborg. Ja i kildetiden blev stort set hele den danske dampskibsflåde sat ind.
Ja så var det jo også omnibusserne Hertha, Merkurius og Figaro,
Trafikken på Strandvejen må med datidens øjne have været meget betydelig. I sommermånederne blev den befærdet af 50.000 passagerer fordelt på 5.000 wienervogne og 9.500 åbne vogne, foruden bønder og arbejdere.
Også den ny anstalt kunne i begyndelsen glæde sig over mange besøgende. De, der ikke boede der, skulle betale entre for at komme ind. Det første år drejede det sig om ca. 40.000. Og det næste var det cirka det dobbelte antal.
Da kongen blev modtaget
Blandt disse var Christian den Ottende, der havde en stor andel i anstaltens tilblivelse, som vi allerede har læst. Han var ledsaget af dronning Caroline Amalie. I den anledning var indkørselsporten festligt smykket med egeløv og flag. De kongelige gæster blev hilst velkommen med en fanfare af blæsende instrumenter og kongesalut.
Hjaltetin overrakte kongen et smukt hyldestdigt, mens et medlem af anstaltens bestyrelse bød velkommen. Kongen svarede med et hjerteligt ønske for anstaltens held og fremme til gavn og glæde for dem, der besøgte det.
Senere kom kongeparret sammen med det svenske kongepar.
En flot anstalt
Anstaltens bygninger var opført langs vejene, der fra den store hovedport ved den gamle skovfogedbolig i Klampenborg slyngede sig gennem det vidtstrakte terræn. Længst mod øst lå den egentlige promenade, den såkaldte ”Lange Linje”. Herfra var det den mest fortryllende udsigt.
Ved Lange Linje lå kurstedets koncertpavillon med sit høje pyramideformede tag, hvis øverste del var af glas. Gennem dette og bygningens 21 glasdøre væltede lyset ind i dens store sal.
Foran de ni østlige døre var under en markisse anbragt borde og bænke og med rette blev det sagt, at:
Svedekure og kildebade var med i prisen
På den grusbelagte plads foran facaden stod meget naturligt anstaltens flagstang, som øverst var prydet med en vindfløj. Til hovedbygningen sluttede sig mod nord og syd to mindre pavilloner. Den ene var indrettet som aftrædelsesværelse for den kongelige familie, den anden til læsekabinet. I tilbygningen på vestsiden over for hovedindgangen var der indrettet konditori og bolig til konditoren.
På grund af sit særprægede og fremmedartede udseende kunne det ikke undgås, at bygningen fremkaldte en hel del kritik. Bag koncertpavillonen lå en restaurant og en cafe, adskilt af restaureres bolig og fordelt over det store terræn anstaltens øvrige bygninger.
Blandt disse er det særlig grund til at fremhæve de såkaldte kottager og det treetagers høje kurhus, der oprindelig indeholdt 36 værelser. Hvert værelse var efter datidens forhold luksuriøst udstyret. Det var forsynet med en seng, en sofa, fire stole, bord, spejl. Servante med tilbehør, kommode og klædeskab.
I prisen indgik foruden betjening:
Sunde og skadelige spise
Endvidere leveredes pudsigt nok tre gange dagligt kogende vand til te og kaffe. Kildebadet fandtes i en udbygning, der bestod af to værelser, et for herrer og et for damer, som hver var forsynet med et badekar.
Her var også koldtvands- bassiner til fod – og sædebade. Der var sandelig også svedekur i uldne tæpper og fugtige lagener. Her var ude i det fri indrettet 5 grader koldt brusebad med op til ni meter højt vandfald. Her kunne man vælge mellem støvregn, regnbad eller plaskregn. Alt dette var gavnligt for helbredet. I Klampenborg Badetidende kunne kurgæsterne orientere sig om både sunde og skadelige spise – og drikkevarer.
Var man indkvarteret på brøndkur, kunne man med god samvittighed drikke kakao og kaffe i små mængder og mælk, men den måtte dog ikke være for fed. Vand med og uden sukker (ikke for koldt) og varmt øl dog i ringe kvantitet.
Det var derimod aldeles forbudt at drikke limonade og alle typer likør, punch, rødvin og enhver form for hedvin.
Det var gavnligt at spise bl.a. agerhøns, agurker og asparges, dog ikke for mange. Blomkål, hvedebrød, haresteg, havregrød og høns, kartofler med måde samt æg, kun blødkogte og ikke hårde, ja se det var sundt.
Listen over forbudte retter var lang, meget lang og den omfattede bl.a. ål og abrikoser, and, alle former for frisk frugt og is af enhver art, ost og pølse, sild, svinekød og østers.
Køerne blev afskaffet
I kottagerne på Christiansro og Skrænten var der både enkeltværelser og lejligheder beregnet til hele familier. Men etablissementet omfattede naturligvis også funktionærboliger, desuden de nødvendige økonomibygninger. Ja her var sandelig også et mejeri og hertil blev der indkøbt 25 køer. Men allerede efter en måned blev disse afskaffet igen.
Her var en stald til gæsternes heste og vogne, te pavillon, hvor de besøgende fra København kunne få kogende vand på maskine til deres medbragte kaffe eller te. Her var også et cigar – og et frugtudsalg.
Det var således gjort alt, for at gæsterne skulle føle sig tilfredse.
Badehuse med hjul blev afskaffet
Særlig populære synes dog søbadene at have været. Kuriøst nok havde badehusene oprindelig hjul, så de kunne blive trukket op af vandet af heste. Men dette fandt man dog ubehageligt og upraktisk.
Det kunne være en meget farlig tur og særlig damer kunne vælte og drukne, især på den stenede Øresundskyst.
Disse blev så afløst af badehuse på pæle som en bro førte ud til. Hvert badehus var indrettet med et bord og en stol. Ville man være ugenert under selve badet kunne en markisse trækkes ned til vandets overflade.
Gode råd til de badende
Der tilrådedes følgende:
Grunden til at damerne skulle bade uden hue, var at hvis kurens hensigt var at skaffe sig af med hovedpine, gigt og andet. Og så gjaldt det om at forkæle hovedhuden.
Efter badet skulle man desuden klæde sig på i en fart og for at blive varm:
Var dette ikke tilstrækkeligt, eller hvis man følte sig udmattet, så skulle man drikke et glas portvin eller en kop bouillon:
Det var eksklusivt at ligge ”paa Klampenborg”
På grund af sin beliggenhed og fortrinlige indretning havde Hjaltelin egentlig tænkt sig, at den nye vandkur-anstalt ville blive besøgt af mange udlændinge. Men det håb gik ikke i opfyldelse, måske på grund af treårskrigen (1. Slesvigske Krig).
Kottagerne blev derfor indrettet til sommerlejligheder med køkken. De blev nok betragtet som primitive. Men borgerskabet accepterede det, for det var jo fint og eksklusivt at ligge på landet:
Kvinderne måtte bære morgenkjole hele formiddagen
Gæsterne kunne i øvrigt opføre sig som det passede dem bedst. Tonen var fri og forholdene hyggelige:
Var dans gavnlig for kurgæsterne?
Og så blev der afholdt koncerter. En gang om ugen var der bal i koncertsalen:
Man blev helbredt for mange sygdomme
Ifølge en reklame for Klampenborg Badeanstalt i 1851 var mange blevet helbredt for gigt, lamhed, nervesvækkelse og underlivsonde.
Desuden blev der i 1854 anskaffet et transportabelt teater, hvor der spilledes pantomimer.
I løbet af årene blev der her afholdt officielle festligheder, kongresser m.m. Med årene mistede stedet sin betydning som kursted, men til gengæld blev myndighederne mere opmærksom på stedet. Måske var det derfor man i 1866 måtte flage med splitfag på stedet.
Da Klampenborgbanen åbnede i 1863 oprettedes der ved indgangen fra Klampenborg et stort badehotel med restaurant. Det lå på Staunings Plæne. Dets fornemme indretning, udstyr og elegance vakte selvsagt stor beundring.
Det gik alvorlig tilbage
I julen 1923 opstod der brand på stedet. Det var for mange et stort tab, selv om det med årene var blevet noget forfaldent. Men hotellet var med til at højne Klampenborgs ry som badested.
Men branden indvarslede en ny epoke i Klampenborgs begivenhedsrige historie. I 1937 blev hele etablissementet revet ned. Arealet blev udlagt som skovpark. Kun en af Bindebølls bygninger blev bevaret. Det var det oprindelige inspektionskontor. Det blev indrettet som restaurant for de mange soldyrekere på Staunings Plæne.
Mange gik hele vejen
Dengang hed det sig, at det kun var de velhavende, der havde råd til en vogn, når familien skulle på skovtur, blev afstanden mellem hovedstaden og dyrehaven i Klampenborg betragtet som en betydelig rejse. Og havde man ikke penge til en kaperkusk på Trianglen måtte man tilbagelægge turen til fods.
Efterhånden kom her så mange, at man spekulerede på at anlægge en kanal hertil inde fra København, så kunne heste på bredden trække en pram. Men man kunne også sejle hertil via Øresund.
Dyrehaven startede med telte
Ja Dyrehaven startede med, at der var rejst nogle telte, hvor gæsterne kunne brygge kaffe og tømme de medbragte kurve for flasker og madpakker. Det endte med et helt lille forlystelsesindustri med gynger og karruseller. Ja nogle vil kalde et ganske stort forlystelsessted.
Løjtnanten kunne ikke klare det
Men det var også det sted, hvor nu Skovriddergården ligger. I mere end 100 år trak ”Over Stalden” folk til fra nær og fjern. Det begyndte i 1820, hvor løjtnant Wiglar var faldet af hesten og slået sig slemt. Han fik lov til at bygge en stald til de mange gæster, der besøgte traktørstedet Constantia i landbyen Hellerup.
Da han i 1828 fik bevilling til at drive værtshus gik det stærkt. På etagen over stalden indrettede han beværtning. Men han havde mere sans for at passe heste end at drive forretning. Så det gik galt for ham.
Konditorenken fik sat gang i den
Traktørstedet blev overladt til madam Lardelli. Hun var enke efter en konditor inde fra byen. Hun vidste, hvad der skulle til. Hun engagerede nogle yndefulde damer, der kunne synge viser om ulykkelig kærlighed. Kunne de også spille harpe var det en yderlig fordel.
Det var overordentlig virkningsfuldt. Det var ikke så vulgært, som i teltene rundt omkring. Da konditorenken trak dig tilbage, gik bevillingen til Niels Husar, som egentlig hed Nielsen. Han moderniserede og udvidede det allerede berømte etablissement. Han indrettede også en kro for kuske og beridere.
Forbud mod utugt i skoven
Et stykke længere inde i skoven lå Charlottenlund Slot, som i 1863 var blevet overdraget kronprins Frederik som sommerresidens. Her gik han og ventede i over 40 år for at blive konge. Slottets bygninger blev omkring 1880 udevidet med kavalergårde. Og så måtte ”Over Stalden” flytte til den modsatte side af alleen. Her havde de mange telte med det tvivlsomme ry været placeret hver sommer. De rykkede nu til Grøndalssletten til stor forargelse for husejerne. I den lokale tingbog blev der gjort opmærksom på forbuddet mod at drive forretning med utugt i området op til skoven.
Her blev Skovridderkroen opført
Restauratøren i Over Stalden hed nu Fugmann. Mellem serveringen og scenen blev der nu opsat et gitter under devisen ”Nok se, men ikke røre”. Fugmann passede på sine sangerinder, som om de boede i et kloster.
Over Stalden havde en betydelig revyscene. Men efter Første Verdenskrig gik det ned ad bakke. Bygningen blev revet ned i 1936. Og på grunden ud mod Strandvejen blev Skovriderkroen opført.
Mange så frem til Sankt Hans
Mange så frem til Sankt Hans. Efterhånden herskede der her en mere løssluppen stemning. Her kunne både rig og fattig mødes. Nu var der plads til alle i Dyrehaven og ved kilderne.
Senere foretrak man sine egne drikkevarer og stolede på dens magiske virkning. Men tilbage i historien havde kilderne især til Sankt Hans en magisk kraft. Lige siden 1581 har der hele tiden opstået kildemarkeder med forskellige forlystelser.
Guldgruppe for hospital
Således skulle man for teltpladser betale afgift til Gentofte – Lyngby Hospital. Bevillingen skulle søges hvert år. Det blev en guldåre for hospitalet.
Her kom linjedansere og udenlandske gøglere og taskenspillere i hobetal. Her kunne man se fremmedartede vilde dyr. Her var aber, løver, tigre – ja selv en elefant blev vist frem. Ja her var en kalv med to haler og to hoveder.
Der var et vokskabinet med alverdens berømte stormænd, generaler, konger og kejsere. Der var luftballoner og gynger, marionetteater og pantomime. Her var bajadser og tusindkunstnere. Kunst-beridere af begge køn med vajende fjer i hatten var her. Ja og visesangere med et repertoire så upassende, at anstændige mennesker måtte fly.
På et tidspunkt havde kildedagene udviklet sig til en tre-ugers periode. Her gik skovnymfer rundt i skoven i mørket og gjorde anslag mod moralen ved Kirsten Pils hellige kilde.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk