Artikler
August 11, 2018
I et skydeskur på Amager
7 mand blev kørt ud på dette øde sted. Det var natten mellem den 8. og 9. maj 1947. De var medlemmer af den berømte Brøndum (Peter) – Bande. De havde mindst 150 mord på deres samvittighed og skader for 100 millioner kroner. Tre medlemmer af banden slap med livsvarig fængsel. De ansvarlige – de uniformerede blev efter kort tid løsladt. Og den værste Horst Issel var endda beskyttet af CIA. Efter et par år i dansk fængsel blev han i 1957 sendt til USA. Kaj Munks morder sagde om Issel ”Hensynsløs, sadistisk og uden hæmninger”. Terror og mord over hele landet. Det var tyskernes svar på sabotage og modstandskamp. Men ofte blev dette udført af danskere. De vakte i den grad folks afsky.
Man hører syv skudsalver
De nærmeste hører syv skudsalver med en halv times mellemrum. Vi er ude på Amager ved militærdepotet på Magretheholmen. Et uhyggeligt og blodigt kapitel finder sin ende herude. Det er henrettelsen af Brøndum-banden. Tænk engang, at de syv, der var i tysk tjeneste stod for over 150 terrordrab. Og dette inden for de sidste to år. Var de blevet dømt to år senere, var de måske sluppet med livet i behold.
Sidste benådningsansøgning afvist
Det er en flot dag – den 8. maj. Sydøstlig vind og skyfri himmel. Temperaturen er hurtig over 20 grader. Sommeren i 1947 blev fantastisk. I Vestre Fængsel går livet sin vante gang. Her sidder mange fængslede og internerede fra besættelsestidens tid. Det er som om, at der findes en usikker neutralitet mellem dem og de almindelige kriminelle.
Specielt er det i dag. Den sidste benådningsansøgning er netop blevet afvist. Nu er det sikkert de syv medlemmer af Brøndumbanden skal henrettes i nat.
Den sidste rejse
Man havde fået indkørt rutinerne. Fængselsinspektøren havde meddelt afgørelsen og fangerne var nu indsat i enkeltceller. Nu blev en del af fængslets restriktioner ophævet. Nu havde hver især mulighed for at komme overens med sin samvittighed.
Nu måtte man også sige farvel til familien. Men det var nu ikke så lige til. Ingen af de syv familier måtte møde hinanden. Dette gav problemer ved ind- og udgange. Det hele skulle koordineres.
Personalet løste problemerne stille og rolig. Ingen havde egentlig så meget lyst til det. Opgaven skulle løses ordentlig.
Kort før midnat, var Brøndum-banden parat. De ventede nu på, at blive bagbundet og ført på deres sidste rejse.
På vej til skydeskuret
Kort efter midnat den 8. maj 1947 kører lastbiler med en halv times mellemrum gennem København til bestemmelsessted. Og det var på det militære område ved Christianshavn eller for at være mere nøjagtig Christiania.
Hvert af bandemedlemmerne bliver bevogtet af fem bevæbnede politibetjente. Og en hundefører. I andre biler fulgte maskinpistolbevæbnede betjente. Det var en hel kortege, der kørte gennem de afspærrede gader i København.
Kl. 0,15 kører den første lastbil gennem porten ved Magretheholmen. Den kører til militærdepotet ved den anden fæstningsgrav, ad en smal græsdækket jordvej, som adskiller Amagers indre og ydre voldgrav.
Her ved militærdepotet er der efterhånden masser af aktivitet. Det første eksekutionskommando var kommet. De står nu ved siden af ammunitionsbygningen. Et stykke presenning er spændt over vejen og skjuler derved kommandoen for henrettelsespladsen.
Klar og fyr
Den ansvarlige politikommandør læser dommen op for de 10 politifolk – otte betjente og to kriminalbetjente.
Efter oplæsning af dommen pointerer kommandøren, at henrettelsen foregår på vegne af det danske folk og under ordre. Efter en kort prøve går det stærkt.
Straks efter ankomst bliver den dødsdømte straks ført over i skydeskuret. Her bliver han bundet fast til bagvæggen og får trukket en hætte ned over hovedet. Det er embedslægen, der anbringer et hvidt sigtemærke over hjertet. Hvis den døddømte har ønsket det, træder præsten frem for at lyse den sidste velsignelse.
Natten er klar og det er ganske lunt. Mens præsten siger de sidste ord, træder eksekutionskommandoet frem og tager opstilling fem mener fra skydeskuret. Kommandøren giver to enkle ordre:
Der bliver skudt. Mens skuddene lyder i natten træder lægen frem og kontrollerer, at døden er indtruffet. Politikommandøren står klar med en pistol, hvis dette er nødvendigt. Et såkaldt nådeskud blev dog aldrig nødvendig i Danmark.
Klokken 4 er det slut
De døde bliver nu straks lagt i en kiste og ført til krematoriet. Imens bliver skydeskuret gjort rent med vand fra voldgraven. Med en halv times mellemrum gentager scenen sig til alle syv fra Brøndum-banden er skudt.
Klokken 4 om morgenenden 9. maj 1947 er det slut. Den største sag under besættelsen er over. Og disse personer har fået deres straf:
Mange danskere fra den tyske sikkerhedstjeneste
Dagen efter er der en kort notits, der meddeler at henrettelsen er foretaget. Man ønsker ikke unødig meget omtale af dødsstraffen. Derfor holdt man omtalen så diskret som muligt.
Blandt de i alt 30 personer, der blev henrettet på voldterrænet, var der mange danske medlemmer af den tyske sikkerhedstjeneste for modterror. En af disse var den 29 – årige Henning Brøndum. Han var dengang leder af en mindre gruppe.
Derfor hed det ”Peter – gruppen”
Modviljen mod tyskerne og deres håndlangere var åbenlys. Tyskerne mente, at de med modterror kunne skræmme danskerne væk fra at støtte modstandsbevægelsen. Derfor oprettede tyskerne sikkerhedspolititjenesten(SD). Det var en dansk – tysk specialgruppe, der egentlig fik navnet ”Peter gruppen. Det var efter den tyske leder, Otto Schwerdt, hvis dæknavn var ”Peter Schäfer”.
Denne blev senere afløst af SS-Hauptsturmführer Horst Issel, der virkede frem til besættelsen.
En af de første mord, som de begik, var mordet på digterpræsten Kaj Munk.
Flere blev rekrutteret
Flere blev allerede rekrutteret i foråret 1944. Fælles for de fleste var, at de havde været med i Frikorps Danmark eller Waffen SS. Brøndum fik ledelsen af en gruppe på ti mand. Og den første terrorhandling var sprængningen af lampefabrikken LYFA i Valby.
Mistænkte modstandsfolks – sympatisører blev anholdt og mishandlet. Ofte med døden til følge. Uskyldige civile plaffes ned i forbindelse med folkestrejkerne. Antallet af clearingsmord stiger. Ja det gjorde tilfældigheden i udpegning af ofre også.
Ramt af stikkerlikvidering
Også Brøndum-banden blev ramt af stikkerlikvidering. Det var tre stykker, der blev likvideret af medlemmer fra Holger Danske. Brøndum – banden svarer igen med markaber modterror, der trækker et blodigt spor af bombesprængninger og likvideringer til Jylland og Fyn.
Brøndum anholdt på Mørkøv Station
Nogle af de danske medlemmer forsøger at flygte til Tyskland, da det hele var slut. Her kunne de gemme sig. For nogle lykkedes det, for andre gjorde det ikke. Brøndum blev arresteret på Mørkøv Station med falske ID-papirer.
Terror og mord over hele landet
Sagen kom op i Københavns Byret i juli 1946. Statsadvokaten indledte sin procedure:
De vakte befolkningens afsky
Omfanget vakte efterhånden befolkningens afsky. Ved retsmøderne mødte folk op i stort tal for at se de anklagede. Skrækken fik ansigt. Henning Brøndum tiltaltes personligt for 35 drab og to drabsforsøg samt deltagelse i 52 bombesprængninger og et togattentat. Under afhøringerne gribes Brøndum flere gange i forsøg på at påtage sig skyld for mord, som andre medlemmer har begået. Han var ligeglad nærmest kynisk. Han vidste vel, hvad der ventede forude.
Han viste ingen fortrydelse for sine handlinger, hverken før eller efter retssagen. Højesteret dømte syv medlemmen til døden tilsammen har de vel 150 mennesker på samvittigheden.
Forpligtet af ed til føreren
Statsadvokat Alex Haslund spurgte:
Kaj Henning Bothildsen Nielsen svarede:
Statsadvokaten:
Bothildsen Nielsen svarede:
Dømt for 55 drab
Egentlig var der ti af Brøndum (Peter) – Gruppen, der var indstillet til dødsstraf. Men nu slap de tre af dem med livsvarrig fængsel.
Kaj Henning Bothildsen var 27 år, da han modtog sin dødsdom for 55 drab, 11 drabsforsøg, 84 sprængninger, seks togattentater og tre røverier.
Robert Lund var 21 år, da han fik en dødsdom for 16 drab eller medvirken til drab, fire drabsforsøg, 31 sprængninger og to togattentater.
Via Schalburgkorpset
Mens Kaj Henning Bothildsen Nielsen søgte at blive indrulleret i kampen for det tredje rige – men blev kasseret på grund af dårlige lunger – gik Robert Lund i nationalsocialistisk arbejdstjeneste. Han fortsatte i 1943 mod Waffen SS, men også han måtte lide den tort, at blive kasseret. Det var på grund af en uopdaget hjertefejl. I stedet blev Robert optaget i Schalburgkorpset, et korps, der i Danmark skulle hjælpe bekæmpelsesmagten til at bekæmpe modstandsbevægelsen. I oktober 1944 blev Robert overført til den værste terrorgruppe på dansk jord nogensinde Peter – gruppen. Her mødte han Karl Henning.
150 dræbte og skader for 150 millioner kr.
Det var lykkedes for Karl Henning i 1941 at blive sendt til SS-forskole i Sennheim i Sydtyskland. Hjemme i Aarhus havde han efterladt sin kone og to små børn. Men han fik ikke held med at blive sendt til østfronten.
Men i 1943 blev han optaget i Schalburgkorpset.
Ja det var jo ikke kun de cirka 150 mennesker de fik dræbt. Gruppen forvoldte skader for 100 millioner kroner.
”Sonderkommando Dânemark”
Det var Himmler, der havde udpeget lederen, Otto Schwerdt. Det havde fået det tyske navn ”Sonderkommando Dänemark. I Berlin havde man fået at vide, at gruppens arbejde hovedsagelig var mord og sabotage.
To gange gennemførte Peter – gruppen attentater mod passagertoget Jyllandsekspressen, i oktober 1944 og februar 1945. Resultatet var 20 dræbte og mange hårdt sårede.
En inderkreds af tyske officerer havde bestemt, at man skulle ramme, hvor danskerne kunne mærke det. Og det var i Tivoli, teatre, biografer og andre forlystelsessteder. Et yndet mål var også avis-pressen. Det gik ud over Fyens Stiftstidende, Demokraten i Aarhus, Vendsyssels Tidende m.m. Bomberne ramte også private forretninger, fabrikker og produktionsfirmaer, der ikke arbejdede for tyskerne.
Den 22. februar 1945 gennemførte gruppen et attentat mod Guldsmedegade i Aarhus, hvor en hel gade blev angrebet, 7 mand omkom.
På Odense Amts og Bys Sygehus blev fire unge lægekandidater dræbt med nakkeskud.
De uniformerede blev løsladt
Hvordan gik det lige for de hovedansvarlige for terroren i Danmark. Werner Best, den tyske rigsbefuldmægtigede – blev dømt ved højesteret i marts 1950. Han blev idømt 12 års fængsel. Politichef Pancke fik 20 års fængsel. Lederen af den tyske sikkerhedstjeneste, Bovensiepen blev fundet skyldig i terrordrabene og idømt livsvarigt fængsel.
Men ak. Best blev løsladt i august 1951 og i juni 1953 fulgte Pancke. Og Bovensieben blev løsladt sammen med de sidste tyske krigsforbrydere den 1. december 1953. Blandt disse var også Kaj Munks morder, Söhnlein.
Efter at have afsonet 4 år af de 24, som Otto Schwerdt, leder af den berygtede Peter – gruppe, blev denne frigivet i 1953. Han døde i 1975.
Horst Paul Issel på flugt
En af de værste fra gruppen Horst Paul Issel er det også en speciel historie om. Han havde fået den specielle opgave sammen med sin deltagelse i Peter – gruppen at oprette Varulve – grupper. Under Issels ledelse foretog Peter – gruppen 63 mord, 7 mordforsøg og 129 sprængninger. Tre af disse var foretaget mod tog. Ved sprængninger blev 29 dræbt og mere end 32 alvorlig sårede.
Det lykkedes Issel at komme fra København til Næstved. Han fik udleveret en uniform, der svarede til en rytters. En tysk oberstløjtnant Günther Toepke, som vi tidligere har mødt i vores artikler forsynede ham med falske ID-papirer og et dokument, hvor det stod, at hans soldaterbog var blevet væk.
Issel var ved at tage kapsel
Fra Næstved gik det videre til Kruså, hvor han blev stoppet af modstandsfolk. De opdagede ikke hans falske papirer. Mange eftersøgte tyske soldater i Danmark slap på denne måde ud af landet.
Issel forsøgte desperat at komme væk fra Tyskland. Han viste en af sine kammerater, Söhnlein – den cyankaliumkapsel, som han havde været ved at tage, da modstandsbevægelsen ved Kruså havde været ved at afsløre ham. Han havde haft kapslen i munden.
Denne Söhnlein var en, som Issel mødte under sin flugt. Og hvis du kan huske navnet, så var det ham, der myrdede Kaj Munk. Han var også gået uhindret over grænsen.
Hensynsløs, sadistisk og uden hæmninger
Senere fortalte Söhnlein om Issel:
Det lykkedes dog for Issel, at holde sig skjult indtil 1948. Og nu anmodede dansk politi at få ham udleveret. Men det tog sin tid, at få ham udleveret, og det havde sin årsag. Issel forsøgte sig med at hævde, at han slet ikke havde gjort tjeneste i Danmark. Men den 21. maj 1949 lykkedes det for to danske betjente at føre Issel fra Holstein til Roskilde.
CIA beskyttede Issel
De danske betjente opdagede nu, at Issel var blevet brugt som CIA – agent. Og åbenbart var man ifølge et dokument fra 16. juni 1945 klar over Issels engagement i Danmark. Han havde også fået et stort netværk, som nu CIA kunne gøre brug af. Men selv om Issel havde været eftersøgt, havde CIA ikke være videre behjælpelig.
Tværtimod så forsøgte amerikanerne at hindre, at danskerne tog ham med hjem. Men nu var det englænderne, der hjalp danskerne i dette tilfælde.
CIA gjorde også masser af indvendinger, da krigsforbryderen Issel var i dansk varetægt. Han erkendte sig ikke skyldig, idet han sagde, at han som officer bare havde udført en ordre.
Benådning – med CIA’ s hjælp?
Ved Byretten den 21. januar 1950 blev Issel dømt til døden. Han ankede og fik sin dom omstødt til 20 års fængsel i Landsretten. Han afsonede i Horsens Statsfængsel, men han blev benådet i 1953 med eller uden CIA’ s hjælp.
I hvert fald så oprettede CIA dette år en ny personalemappe på ham. Og i 1957 rejser han så til USA med eller uden CIA’ s hjælp. Han var igen en af de talrige uniformerede, der slap for videre tiltale.
Vi finder aldrig ud af om, CIA havde en finger med i spillet
Andre terror – grupper
Vi har tidligere beskæftiget os med tyske terrorgrupper her på siden, der var jo bl.a.
Disse grupper stod hovedsagelig for direkte efterforskning af modstandsbevægelsens. Af og til involverede de sig i tilfældige mord og terror. Men langt de fleste terrorhandlinger blev begået af Peter – gruppen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk er der 252 artikler om Besættelsestiden (før/under/efter) herunder:
August 9, 2018
Masser af politibetjente
Vi kigger på panserbassen fra 1870 – 1920. Det var om, at få fat i en hestedroske, når man havde langt hjem og anholdt en. Så var der også Tugt- rasp – og forbedringshusene. Og så var der optagelsesprøve. Eksercits var kedelig. Der var strenge uniformsregler. Der var en masse, der skulle tjekkes. Der var lige fra tyveri til dyremishandling. Og så var der en sørgelig dag med to selvmord. De unge betjente ”lærte” af de ældre. Det blev for meget for chefinspektøren. Så fik man kendskab til Dukkehjemmet. Og de havde fortjent det. Drikkevarerne var på husets regning. Korporlig slagsmål var en erhvervsrisiko. 10 gange med bambuskæp – han havde stjålet 10 tomme ølflasker. Så politiet transportmidler.
Få fat i en hestedroske
I 1879 var det samlede antal af politibetjente i København oppe på 347 mand. Fem år senere var man oppe på 390. i 1885 lykkedes det for politidirektør Crone at gennemføre endnu en forøgelse af styrken.
I 1874 oprettedes der poster på faste knudepunkter i byen. Det var her, hvor normal patruljering ikke ansås for at være tilstrækkelig. De seks oprindelig politikredse blev udvidet. Men herved øgedes afstanden fra yderområderne til kredsens politistationer betydelig.
Hvis det ikke lykkedes for betjenten at kapre en hestedroske, var han henvist til at transportere den anholdte til fods. Af praktiske grunde – for at betjentene ikke under publikums jublende bevågenhed skulle en genstridig, ofte beruset synder længere end højst nødvendig, etableredes der en række faste politivagter i de mest urolige kvarterer.
Mange små stationer
Allerede i 1872 oprettedes Fælledvejens Politistationen. På lille Vibenshus på Østerbro og bl.a. Korsgade og Stefansgade indrettedes der stationer. Det var i stueetagen i private ejendomme. Her var fire liggepladser med detentionslokaler. Når uromagerne gik amok kom stavene i brug. Så tog man støvlerne af dem og bandt hænder og fødder.
Staklen blev transporteret til arresten i hovedkvarteret på Nytorv, og så blev man anbragt i ”pipcellen”, hvor han kunne råbe og skrige, som det passede ham.
I 1883 havde alle vagter åbent i døgndrift. Omkring århundredeskiftet kom der tre nye politistationer. Syvende kreds var i Nordre Frihavnsgade nummer 9. Den blev oprettet i 1885. Den ottende kreds blev oprettet i 1902 med stationen i Lyngbygade, senere i Hillerødgade. Niende kreds med stationen på Mørke Alle 16 så dagens lys i 1906.
Station 5 flyttede i 1881 til Svendsgade, hvor man skal dele en ejendom sammen med brandvæsnet. Og i 1884 flyttede man længere ned ad Fælledvej.
Tugt-, Rasp- og Forbedringshus
Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset ”Børnehuset” havde siden 1873 også fungeret som kvindefængsel. I 1889 kom der et nyt kvindefængsel, som blev bygget til det eksisterende arresthus på Nytorv. Otte år senere kom der igen en modernisering af forholdene.
Et nyt stort fængsel blev omsider taget i brug i 1895. Mange hjemvendte værnepligtige, bønderkarle og håndværkersvende stod i kø for at blive optaget i styrken. Den gang var ansættelsesproceduren enkel. Man skulle være mellem 22 og 40 år gammel. Man skulle være uden legemlige skavanker, kunne læse og skrive og så skulle man have et nogenlunde uplettet levned bag sig.
Optagelsesprøve
I 1890 blev seks aspiranter bedt om at sætte sig til bords. De fik alle udleveret et gult folieark, et penneskaft og en pen. Fra den høje pult dikterede 1. politiinspektør herefter med klar og tydelige røst fra en af straffelovens paragraffer. Den koncentrerede stilhed dirrede i lokalet. Pennene kradsede og smuttede.
Da skriftprøverne meddelte politiinspektøren efter en kort omgang, at ansøger et, to og tre ikke kunne antages. Den ene måtte vente en times tid. Så blev han fremstillet for selveste politidirektøren, der stillede ham nogle spørgsmål.
Så blev han igen sendt ud og måtte vente på politiinspektøren.
Efterfølgende var der undervisning et lokale i arrestbygningen to gange om ugen. Og det var politiinspektøren, der stod for undervisningen. Efter tre måneder forventede man, at de unge mennesker havde tilegnet sig den nødvendige kendskab til politiinstruksen, politivedtægten og helligdagsloven. Hvad der herefter var af mangler, skulle hver enkelt tilegne sig gennem dumheder og erfaringer.
Og så skulle man til eksercits
En lidt større plage for de nye folk var den militære eksercits, der eksempelvis for natholdets vedkommende praktiseredes tre – fire gange om måneden i Gothersgade Eksercerhus.
Den gamle politiinspektør var gammel dragonofficer. Han havde ringe erfaring i at kommandere med fodfolket. Det så også ud til, at de unge mennesker havde vidt forskellige baggrund i at eksercere. Det var heller ikke altid et skønt syn, at se betjentene forcere Rosenborg Eksercerplads i tungt og urent trav.
Også dengang foretrak man de ugifte. Betjentene forpligtedes til at have deres bopæl på politiets kaserne. Såfremt de blev gift, uden ledelsens samtykke blev de opsagt.
Strenge uniformsregler
Husleje samt udgifter til lys og varme trækkes i om måneden for en menig betjent – seks kroner om måneden. Otto kroner for en enlig overbetjent og fjorten kroner for en overbetjent med familie.
Lægehjælp, lægehjælp og eventuel sygehusophold var tjenestegoder. Der var strenge regler om, hvordan man skulle behandle og opbevare tøjet.
Sengen skulle være redt, intet måtte anbringes på sengen, og man måtte ikke ligge i sengen med fodtøj på. Af- og påklædning skulle foregå for nedrullede gardiner. Genboerne måtte ikke generes.
Latrintømmerne skulle også tjekkes
På patruljen skulle betjenten nøje følge den angivende rute med tilhørende gader og veje. Han måtte hverken gå for langsom eller for hurtigt. Han måtte ikke sætte sig eller stå stille med mindre opgaven krævede det. Han måtte ikke indlade sig i en samtale med nogen om noget, der ikke havde med tjenesten at gøre.
Enhver unødvendig berøring af civile borgere – hvor god hensigten end måtte være skal ubetinget undgås. Så måtte betjent på vagt hverken ryge tobak, bære stok eller paraply. Han måtte heller ikke ledsage en hund. Han måtte heller ikke gå ind på en beværtning.
Betjenten skulle være opmærksom på, at latrintønderne var forsvarligt påsatte under transporten. Gadedrengene skulle ikke rode og svine i rendestenene Man skulle sprede flokkene af drenge, der overalt i byen spiller top eller bols på torve og offentlige pladser.
Man skulle også se til, at tyre, der blev trækket gennem gaderne var passiviseret på en forsvarlig måde. Det havde i flere tilfælde vist sig, at ringen i tyrens næse har givet efter for presset.
Man lærte folk at kende
Ja og så var det jo også det endelige betleri, der også skyldes de strenge vintre. Så skulle der også kontrolleres de folk, der spillede i baggårdene. De skulle fremvise, om deres tilladelser var i orden.
Efterhånden kunne betjentene sætte ansigter på personer i bydelen. De dukkede op med tilsigelser eller bødeforlæg. Forældrene blev måske også krævet skolemulkt, hvis barnet pjækkede fra skole. Det kunne også være, at der var et forargeligt samliv mellem ugifte folk.
Travle betjente
Man fulgte også professionelle tigere, der drev illegal håndværk og gik fra dør til dør. Ja så var der også hasardklubber.
En hestevogn havde tabt sit hjul og måtte ikke køre videre. Latrinkusken Ole Nielsen spildte fra sin latrinvogn. Der var indløbet en klage fra officersskolen på Frederiksberg Slot.
Herfra lød også en klage, at en kvinde opførte sig upassende fra forlystelsesetablissementet Alleenberg. Hun råbte:
Hun måtte indrømme, at hun netop havde haft en halv times samleje med en nydelig herre for to kroner.
En enke finder til sin forfærdelse et dødt pigebarn på omkring et halv år i køkkenet. Et par dage efter lykkedes det at anholde moderen, der havde siddet i fængsel, men nu er løsladt uden logi. Da dødsårsagen ikke umiddelbart kunne konstateres blev sagen overgivet til birkedommeren.
Lige fra tyveri til dyremishandling
Så var det en hestevogn med mælkeflasker, der løb løbsk i Frederiksberg Have. En stor hund forulempede og snuppede hatten af børnene.
Snedkersvend Schede erkendte at leve i en forargeligt samliv med fruentimmeret Henriksen, som nu er i svangerskab igen, og med hvem han i forvejen har en 2-årig datter.
Tyverianmeldelserne udgjorde en tredjedel af rapporter, ja så var det også værtshusslagsmål, oftest var det problemer med afregningen. Ja så var der også lige tiggerproblemer med børnene.
Ni årige Niels Pfeiffer på ni år blev hver morgen af sine forældre sendt over til Frederiksberg Allé for at tigge i husene. En anden bettler på 11 år var stukket af hjemmefra. Hun overnattede i henstillede barnevogne.
En betjent får fat i en 11-årige, der var i besiddelse af tre to ører og to enører samt noget smørrebrød.
Så er det ildløs, anmeldelser om dyremishandling, hælerisager og barmermester Sass, der er dybt uenig med en lærling om dennes ekstrafortjeneste i jobbet.
Det var en sørgelig dag
Lørdag den 26. marts er en sørgelig dag, da en ældre drikfældig kone har hængt sig i en dør, mens en yngre mand har hængt sig i et dørgreb. Samme måned går værthusholder Veise amok, affyrer en række revolverskud og sårer flere personer. Han bliver svinebundet til en ”Meubelvogn” og trukket af seks personer. Han må transporteres til sygehuset, hvor doktor Heiberg erklærer ham for sindssyg.
Det drejede sig om en neger
Så opdager en smart opvarter i Kehlerts Have, Allegade 9 en tidligere kollega. Det Robert Donowan fra Vestindien. Hen var ikke blot blevet fyret. Han havde fået en bøde på 12 kroner og et politiforbud mod at vise sig i kvarteret igen. Opvarteren brølede ”Der er hen den slave”. En betjent bliver tilkaldt og denne skriver omhyggelig i sin rapport, at det drejer som om en ikke hvid person
De unge kunne ”lære” af de ældre
Jo de betjente lærer hele tiden noget, således den unge, den ældre betjent, der slukkede gadelyset, satte sig på en bænk ved Dosseringen og sagde, at ville vækkes om et par timer.
En anden garvet ordenshåndhæver, der fik sin søvn på Brohusmarken er praktisk nok til at have et vækkeur med. Det fungerede også godt, indtil hans ondskabsfulde kollega ændrede tidspunktet.
I Gartnergade var der også en fin stald, hvor man kunne hvile øjnene. I Gasværkshavnen kunne man søge tilflugt på en lille damper.
Nogle af betjentene fik aftaler med deres inspektører, så de slap for at blive efterset i sømmene. Der var efterhånden lidt for meget lemfældighed.
Det blev for meget for chefinspektøren
Da chefen for ordenspolitiet Th. Jensen i begyndelsen af 1880erne-mens han stadig kun var inspektionsbetjent – en aften træffer en glad og beruset betjent i selskab med bordelværtinde og med en toddy i hver hånd, udbryder han harmdirrende:
Straks efter sin udnævnelse til 1. politiinspektør indfører han i disciplinens navn et nyt – og nu civilt – korps af inspektionsbetjente. Deres eneste opgave var, at gribe styrkens menige folk i pligtforsømmelse eller småforseelser som at undlade at bære de hvide handsker eller forlade ruten for at gå ind i en butik for at købe en rulle skrå eller lignende.
Huset betaler
Begge dele blev takseret til bøder mellem tre og fem kroner. Således fortæller en yngre betjent i 1890erne, at en ældre kollega, Petersen også kaldet ”Drengen” pludselig standser op for en værthus ved Vognmagergade. Han beordrer novicen til at komme med indenfor.
Den unge forbereder sig til konfrontation med berusede ballademagere. Men inden da havde ”Drengen” gjort tegn til værtshusholderen, der straks har sat to bajere på bordet. Og sådan fortsætter det til mange andre værtshuse på turen. Jo den unge betjent lader sig også traktere af kaffepunch og andre drikkevarer selvfølgelig på husets regning.
Kendskabet til ”Dukkehjemmet”
Efter et par dage rundt på diverse værtshuse blev den unge politibetjent overladt til en ældre betjent, der blev kaldt Bølle-Jørgen. Det første den unge betjent blev spurgt om var:
Og det gjorde den unge selvfølgelig ikke. Det var en kælderbeværtning på hjørnet af Store – og Lille Brøndstræde. Det var en dyb kælderbeværtning, hvis stampersonale bestod af luder, alfonser og bondefangere.
Da Bølle-Jørgen kommer rejser de fleste sig op og hilser ærbødigt. Men dem der ikke rejste sig hurtig nok; De fik besøg af ham:
Han uddeler lige et par lussinger. Han beordrer sine unge kollega til at holde døren, og åbne for døren op til gaden. Efter tur tager han hver enkelt i hovedet. Så smed han dem ud på fortovet, hvor de lige skal ligge et stykke tis og sunde sig, inden de lusker væk igen.
De havde fortjent det
Den unge uerfaren kollega spurgte om gæsterne havde fortjent denne behandling. Bølle-Jørgen trak bare på skulderen og sagde bare, at det havde de altid. Han var ikke ligefrem elsket i bordelkvarteret. Alfonserne og bøller ved, hvor de har ham. De prostituerede accepterede hans retfærdige afgørelser, når han eksempelvis afsluttede de hyppige slagsmål blandt pigerne. Han ordnede det hele med et par lussinger i stedet for at skrive rapport.
Men ak en dag fornærmede Bølle-Jørgen en pæn ældre dame, der var gift med en jurist. Straks blev Bølle-Jørgen forflyttet til det yderste Nørrebro og skulle nu omgås Lersø-bøllerne.
Korporlig slagsmål var en erhvervsrisiko
Korporlige slagsmål var altid en erhvervsrisiko, staven er altid en god forbundsfælde. Ja det er håndsnøren sandelig også. Det er et stykke reb, der med et stykke træ i hver ende vikles om synderens håndled og drejes rundt indtil smertegrænsen eller længere. Den er god til at berolige genstridige.
I logihusene står der ikke noget om, hvor mange gæster, der må være i hvert værelse. Man behøver heller ikke, at være så strenge med hygiejnen og renligheden som på et hotel. Man kan nøjes med at skifte lagner en gang om måneden.
Ja i disse logihuse serveres der også flydende føde fra morgen til aften. Almindelig føde, ja så kunne man måske gå i kælderen i Vognmagergade. Der kan du få varme kartofler og stegt yver for fem øre. I spisehusene ved Gl. Strand, var gafler, knive og skeer lænket til bordet. Tallerknerne var erstattet af fordybninger i bordet.
Serveringen består først og fremmest af gule ærter, der sprøjtes ned i fordybningen. Men den suges også straks op igen, hvis ikke betalingen falder.
Politiet er der hele tiden
Også i spisestederne – tilladt eller ej – skænkes der spiritus i rigelige mængder. Ølhandlere, brændevinsbrændere, købmænd og mange andre handlende måtte nok erkende, at mange af dem var alkoholiserede.
Politiet er der hele tiden. Værthus – uorden, husspektakler, berusede ægtemænd der banker kone og børn og smadrer lejligheden.
Ballade på Nørrebro
I 1901 var der deciderede plyndringstogter i Vesterbros sidegader. Der skulle også skaffes rigeligt af flydende varer. Vi har allerede beskrevet problemerne i Rabarberkvarteret og ude i Lersøparken.
Stjålet 10 tomme ølflasker
Omkring 1893 måtte betjenten op på øverste etage af retsbygningen på Nytorv. Den unge forbryder på ca. 10 år blev spændt fast. Afstraffelsen sker med en 5 cm tyk bambusstok. Betjenten tildeler nu den fastspændte forbryder 10 hårde slag. Huden flås af i striber og blodet pibler frem.
Efter afstraffelsen følger betjenten den unge knægt ned til fængselsporten.
Da politiet fik transportmidler
Politiet fik dog transportmidler. I begyndelsen var det betjentenes egen. Men langt fra alle havde råd til sådan en. Man fik tjenestecykler, da der kom gummi på hjulene. Men ikke alle var lige begejstrede. Og man måtte ikke bruge cykelstierne, for så brugte man dem frem for de andre.
Og når cyklen ikke stod på stationen, så var den heller ikke klar til hurtig udrykning.
Fængselsvæsnets hestetrukne cellevogn blev anskaffet i 1871. Den eksisterede helt til 1918.
Tænk engang i 1918 blev Frederiksberg Politi motoriseret. Et par måneder efter var det Københavns Politi, der lejede en syvpersoners åben patruljevogn af mærket Hupmobile. Allerede året efter udvidede man med en Indian Standard motorcykel. Dern vakte vild begejstring.
Nu lejede man endnu to af denne motorcykel med nu med sidevogn. Men det måtte man opgive igen, for i et sving river en velvoksen inspektionsbetjent sig løs med sidevogn.
For nu er det Odense, der kommer først i 1921 med en udrykningsvogn med plads til 17. To år senere, der skaffer et motorkørertøj med en tophastighed på 85 km/t.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk Kan du læse en del artikler omkring kriminal – og politisager. Men du kan også læse om politiet:
August 8, 2018
Mandø – endnu en historie
Velkommen til vores tredje historie fra Mandø. Jo vi ved godt, at vi er nord for Sønderjylland. To ”mørkværdige” veje fører til øen. Du skal kende forholdene. Øen var kendt allerede i 1231. Tidligere hørte man ordsproget ”Hr. Svends Støvler”. Der var masser af ”smugler-tobak” på øen Pastor Thorning giver en beretning fra øen. Der var hele tre kirkesogne. Kirken blev opført tre gange. Og engang var øen landfast. En kiste står altid klar. Den første mølle er fra 1820. Kongen fik eneret til østers. Drengene blev opdraget til søfolk. De var selvejere. Forsamlingshuset blev omdannet til kro. Skole holdt helt til 1996. Her var masser af stormflod. Bål brugt til at kommunikere med.
Vores tredje besøg på Mandø
Vi ved godt, at Mandø ikke hører til Sønderjylland, og aldrig har gjort det. Grænsen gik mellem Mandø og Rømø. Men Mandø er en naturlig del af Vadehavet. Så derfor besøger vi her øen for tredje gang.
Nogle ”mærkelige” veje
Skal du en tur til Mandø, ja så skal du bruge nogle ”mærkelige” veje. Du skal enten med Låningsvejen eller Mandø Ebbevej fra Vester Vedsted. Begge vje bliver overskyllet to gange i døgnet. Ebbevejen ligger direkte på havbunden og er markeret med riskoste. Vejen er ikke farbar for almindelig trafik.
Låningsvejen lidt længere nord på er anlagt på en meget lav dæmning bygget af sten og grus. Den er cirka 6 kilometer lang, og er en offentlig vej. Men brug den kun, hvis du er kendt med forholdene, også hvornår det er ebbe og flod.
Du skal kende forholdene
Begge veje ender på nordsiden af Gammel Mandø. Her kører man over en rist og selve diget. Hvorfor denne rist? Jo det er for, at fårene ikke skal forlade forlandet.
Turen med traktorbusserne tager cirka 45 minutter. Ja du kan leje cykler på øen. Du skal ikke selv forsøge, at cykle derover.
Nævnt 1231 i Kong Valdemars Jordebog
Mandø nævnes første gang i 1231 i Kong Valdemars Jordebog, men har eksisteret længe før. Man ved også, at der har boet mennesker på Mandø i starten af 1300 – tallet. I 1340 blev Mandø Kirke nævnt i en oversigt over kirker i Ribe Stift.
Han har Hr. Svends Støvler på
Man sagde, at den første præst på Mandø efter reformationen var Hr. Svend. Vi har i en tidligere artikel skrevet om de syv, der overlevede en stormflod, fordi de var inde på fastlandet. Det var de eneste overlevende. I mange havde de syv ikke nogen præst. Men så kom Hr. Svend og blev der i mange år.
Der findes et gammelt ordsprog på Mandø:
Præsten overraskede folk ved at gå fra fastlandet over dybet, også når floden var højest. Ja et andet sted, står der at hr. Svend startede på Mandø som student. Og at han blev næsten 100 år gammel.
Masser af tobak til Mandø
I 1684 strandede et skib ved Sønderho. Det havde masser af tobak med fra Holland. Øboerne gik straks i gang med at tømme skibet. Inden foged og inspektør ankom var der forsvundet en masser af lasten. Adskillige ture var også foregået fra Mandø til vraget.
Fisk til hemmelige havne
I 1685 udeblev øboerne med fisk til Ribe – borgerne. Og der kom heller ingen fisk fra Mandø. Grunden var, at blev lagt told på disse varer. I Ribe gik man tik stiftsamtmanden for at få ændret denne told. Mandø – fiskerne og andre øboere landede deres fisk i hemmelige havne, hvor der ikke var told.
Ja man sagde, at fiskene blev læsset på vogne og ført ind i hertugdømmerne.
Tre år efter blev der ansat en toldinspektør, der skulle tage sig af Ølandene (Fanø, Mandø og Sønderhoved). Man havde fundet ud af, at adskillige varer blev udskibet og ført over til fastlandet og landsat i hemmelige havne.
Så kom der sandelig også en gang imellem soldater fra Ribe ud til Mandø. De søgte efter deserterede.
Pastor Thorning fortæller
Pastor Thorning var præst på øen fra 1750 – 1760.
Han fortæller, at Gammel Mandø var Dronning Dagmars ”reddeplads”. Her strandede hun. Og Gammel Mandø er det første, som man kommer til fra fastlandet. Her lå øens by engang. Men Mandø blev delt i to. Og det skete i året 1558. På gammel Mandø skulle der have stået en fyrreskov, der blev kaldt Skogum. Pastoren skrev, at man endnu kunne finde rødder på stedet.
Der var tre kirkesogne
Oprindelig bestod Mandø af endnu flere øer. Mellem Gl. Mandø og Ny Mandø løb en 1 km bred tidevandsrende, der blev kaldt Store Rende. Men efterhånden er denne rende forvandlet til en smal grøft midt på øen. I dag er Mandø kun en ø
Jo Mandø havde skam tre kirkesogne. Og på Koresand skulle der have ligget en by, der blev kaldt Corre By (Kurveby) 4 mil mod vest ude i havet skulle der også en gang havde ligget en by kaldet Knok. Pastoren nævner også en stor østersbanke nord for øen, som man kan gå til under ebbe.
Beboerne købte selv øen
I 1741 solgte kongen Mandø med strand- og jagtret til beboerne for 864 rigsdaler. Præsten skulle årlig have 30 rigsdaler og 54 skilling. Og disse penge skulle fremover betales fra Ribe Amtsstue i stedet for fra Christian den Fjerde.
Indtil da havde Mandø hørt under krongods under Riberhus Ladegård.
Landet blev mindre på den vestre og søndre side, idet store floder skyller lidt efter lidt land bort, skrev pastoren.
Fisk og dyr på Mandø
Tidlig i foråret fangede man de små ”Hamborger Skulder” som også blev kaldt Mandø laks. De blev tørret usaltet. Og indtil 14 dage før Skt. Hans fangede man på krog, hvillinger.
I efteråret inden isen kom fangede man vildænder, vildgæs og regnspurve. Disse fugle blev fanget i garn som blev opstillet mellem Mandø og Vester Vedsted.
Man fangede også strandgæs. Men disse fortærede øboerne selv. Man saltede dem, kogte kål og suppe på dem. Og pastor Thorning kunne fortælle, at der boede 140 personer over 12 år på øen. Og så fødtes der hver år cirka 8 og døde 6 personer.
Køer, får og heste
Han fortalte endvidere af luften var lige som i Ribe. Jorden var sandagtig, men dog visse steder frugtbar. Den var fri for sten og muldvarpe. Og årsagen til det sidste mente pastoren kunne skyldes, at man gravede fiskehoveder ned.
Der var heller ikke giftige slanger eller orme, tudser, padder eller frøer. Dog var der mange mus og i engene var der masser af myretuer. På øen var der 30 køer eller flere, 100 til 150 får samt 40 heste.
Indtil 1700 – tallet var ingen af øens marker inddiget. Beboerne oplevede ofte, at en tidlig efterårsstorm skyllede hele høhøsten bort. I digerne lavede de små sluser af træ til vanding af agrene.
Diget var ca. 180 cm højt og lå 3 meter over daglig vande. I 1870erne tilplantede man klitterne med hjelmgræs for at komme sandflugt til livs
Kirken opført tre gange
Pastoren nævner også, at de fattige ikke får noget fra sognet. ”Tavlepengene” beholder kirken. Her var endnu intet skolehus. Skolelederen nyder fri kost og seng hos dem, hvis børn går i skolen. Desuden får han 6 rigsdaler årlig i løn. Han holder skole om vinteren, så længe der er lyst. Om sommeren er der både skole om formiddagen og eftermiddagen.
Kirken blev opbygget i 1570, nogle år efter at kirken på Gamle Mandø var skyllet bort. Anden gang var i 1639 og tredje gang blev den igen opbygget i 1727 på gehejmeråd Gabels forordning.
I kirken er der i alt 15 mands- og 15 kvindestole og 5 sæder i hver stol, foruden en stol ved siden af alteret til præstens familie. Og pastoren nævner, at kirkegården er indhegnet med et dige af græstørv.
Prædikestolen blev i 1717 skænket af Klosterkapellet i Ribe. Altertavlen er en kopi af Joachim Skovgårds maleri ”Jesus med røveren i Paradis”. Originalen hænger på Den Hirschsprungske Samling i København. Det kunne ikke klare det barske klima på øen.
Mandø var engang landfast
På den ene sidevæg hænger rensdyrtakker fundet på en højsand vest for øen. De er omkring 10.000 år gamle. De vidner om en tid med et andet klima. Dengang var der fastland og tørt lang ud i Vesterhavet ca. 2-300 km ud fra kysten.
Tre gamle træfigurer på bagvæggen stammer måske fra den kirke, der lå på Gammel Mandø. Ja og så er der to døre i kirken. De skal bruges alt efter, hvordan vinden blæser. Skibsmodellerne i loftet vidner om, at størstedelen af befolkningen var søfolk.
En kiste står klar
Ja og på kirkens loft står der altid en kiste klar. Man vil være sikker på at kunne begrave den døde – også selv om der har været højvande i flere dage og man ikke kan få bragt en kiste eller en præst til øen. Der bor nemlig siden 1996 ikke mere en fast præst på øen.
Den gamle præstegård er i dag bygget om som sommerhus.
Foreningen Mandøhuset har købt et hus fra 1831 eller ældre og som tidligere har været indrettet som skipperhjem. Huset er stadig indrettet som på opførelsestidspunktet. Det udgør i dag Mandøs hjemstavnsmuseum (Mandøhuset)
Den første mølle er fra 1820
I den nordlige del af Mandø by ligger møllen. Den kan dateres tilbage til 1832. Men allerede i 1820 fik Mandø sin første mølle. Indtil da blev kornet kørt til fastlandet og malet i Skallebæk Mølle nær Seem, hvilket var meget besværligt.
Den første mølle blev opført som en stubmølle, men den var vanskelig at håndtere og allerede 10 år efter blev den nuværende vindmølle, en såkaldt hollandsk mølle opført.
Kongen fik eneret til østers
Nu var der ikke meget landbrug på øen. Dette alene kunne ikke brødføde øen. Mændene var søfolk og kvinderne passede fra 1700- tallet landbruget. De ældre mænd fiskede, mens de yngre sejlede fra Holland med hvalfangerbåde til Grønland.
Mandø – borgerne har sikkert også fanget mange østers, men det har nu ikke altid været enhver mands ret til at samle østers i Vadehavet. I 1587 udsendte Frederik den Anden et åbent brev, hvori han krævede eneretten til alle østers i Vadehavet. Brevet slutter med at notere, hvorledes man kunne forvente dødsstraf, hvis man dristede sig til at indsamle de kongelige østers. Frederik den Andens monopol varede indtil 1676, hvor retten til østers overgik til Schackenborg Gods.
Drengene blev opdraget til søfolk
Senere deltog de i koffardifarten fra Holland, Hamborg, Holland og Altona. Samtidig leverede Mandø med de andre vesterhavsøer masser af mandskab til flåden, ja også handelsflåden.
Der var en kollektiv opdragelse af drengene fra de var små til at være sømænd.
Dengang anså folk fra fastlandet, at det var besværligt og risikabelt at komme til Mandø. Den eneste fremmede øvrighedsperson på øen var præsten. Ja dertil kom landfogeden, som var en af deres egne. Det kunne måske være, at nogle af de varer, der blev handlet med på øen skulle have set en tolder.
Mellem 1785 og 1835 var der mellem 46 og 48 huse i Mandø by.
Selvejere
Mandø-borgerne var selvejere. Der findes ingen godsprotokoller. Tjenestepiger var der også nogen, der havde. Men det var som regel øens egne piger. Ja nogle af disse tjente også på fastlandet.
På Mandø blev der i 1801 talt 97 personer.
Forsamlingshus omdannet til kro
Omkring 1900 opførte øens beboere forsamlingshuset, som senere blev ombygget til kro. Den blev renoveret flere gange, men den beholdt den oprindelige stil. Og i 1912 fik man sandelig også en redningsstation. I 1920 forliste fiskekutteren Valborg ved Mandø. Redningsstationen reddede besætningen. Men i 1961 blev stationen nedlagt igen.
Indtil 1960erne var der fragtsejlads til Mandø med vejmaterialer, brændsel og kraftfoder til kreaturer og får. I flere år sørgede everten ” Karen af Mandø” (1924) for søtransporten til øen. Skibet var fladbundet, og det var mulig for heste og traktorer at komme ud til skibet.
Skole til 1996
Øen havde sit eget mejeri frem til 1971. Det er længe siden, der har været skole på øen. I 2016 var der 5 skolesøgende børn, 1 i børnehavne og 1 på gymnasium. Men i 1776 blev øens første skole bygget. Den bestod af et skolehus med degnebolig. Fra 1819 blev øens præst enelærer. I 1884 blev skolen udvidet med en skolestue mere.
I 1943 blev skolen udvidet med gymnastiksal, skolekøkken, sløjdlokale og bibliotek. I 1946 fratrådte præsten som lærer. Nu blev det så ansat en førstelærer og lærerinde. I 1964 blev præsten så igen førstelærer. Og så sent som i 1977 var der 16 elever. I 1996 blev skolen nedlagt og Mandø Centret blev etableret. De tidligere skolebygninger bruges nu som lejrskole, hotel, restaurant og naturmuseum.
Masser af stormflod
Diverse stormfloder har været hårde ved Mandø. Efter stormfloden i 1881, som gennembrød Toftegårdsdiget, voksede ønsket om et højere og mere stabilt bydige. I 1887 blev der inddæmmet ca. 150 ha. Opførelsen af bydiget bevirkede, at indbyggerantallet steg, og omkring 1890 havde den lille vadehavsø 262 indbyggere. 92 levede af jordbrug, 59 af skibsfart, 22 af industri og 13 af handel. Dengang var der en købmand, en kromand, to smede, en bager og en snedker.
I 1885 fik præsten sandelig også assistance i skolen. En vinterlærerinde blev ansat.
Bål blev brugt som information
Syd for Mandø by står en mindesten om Baunsbjerget eller Bål – bjerget, der ligger bag stenen. I gamle dage før telefonen kom til øen i 1989, tændte man bål på denne klit. Bålet betød, at mandøbeboerne savnede lægehjælp. Fra vester Vedsted sendte man en båd af sted med den ønskede læge. Ligeledes baumede man også fra fastlandet, når sømændene vendte hjem til jul. Man signaliserede så fra Mandø med et bål som svar på, at en båd var sendt af sted efter de ventende søfolk.
Den eneste forbindelse til omverdenen var, når beboerne skulle til fastlandet. Fra 1870 gik en post to gange ugentlig til fastlandet. I 1874 blev denne ordning udvidet med daglig postforbindelse til vester Vedsted. Samtidigt forpligtede postvæsnet sig til at have en båd i reserve, så højvandet ikke blev en forhindring
En tur til Koresand
I 1981 stod næsten hele Mandø under vand – 200 får og 18 kreaturer druknede men heldigvis ingen mennesker.
Fra tidlig tid gav Mandø – borgerne agt på himmellegemer for at få rede på, had året ville bringe vestfra. Derfor var det vigtigt, hvilket vejr, der var på Sct. Povls Dag.
På vores Facebook – side bringer vi ofte fotos og video fra skønne sælture og østersture fra øen. Der går ture til Koresand, som vi tidligere har omtalt. Det er en 20 km2 stor sandbanke, der ligger sydvest for Mandø, Som regel bliver stedet ikke oversvømmet ved højvande. På turen til Koresand kan man finde rav og se masser af sæler.
For et par år siden gik det galt. En traktor kørte i en revle. Det var et alvorligt uheld med dødsfald.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse 158 artikler om Sønderjylland, 69 artikler om Højer og 233 artikler om Tønder herunder:
August 4, 2018
Har tyskerne betalt deres krigsgæld?
Mange meninger om dette spørgsmål. I 1947 mente den danske regeringer, at tyskerne udsatte os for systematisk udsugning. Langt senere mente Nationalbanken, at de økonomiske skader ved besættelsen var begrænset. I Tyskland tog besættelsesmagterne selv. En egentlig fredskonference blev det aldrig. Vi blev presset til at give afkald på over halvdelen af vores fordringer. Selv om andre også bestemte, at vi ikke mere kan komme med individuelle krav, har regeringen flere gange haft emnet oppe at vende. Tyskerne var den gang forgældet med 200 pct. Mærkeligt, at de skal belære andre lande i at betale. Virksomhederne havde nu ikke frit spil. Der blev kun betalt 300 millioner kr. tilbage fra værnemagere. Men danskerne ”glemte” lige at opgive 3 milliarder kr. i formuer. De store slap. Og pludselig havde vi en eksport på 80 pct. til tyskerne. Ingen stillede krav til landbruget herhjemme. Og de store havde en aftale med regeringen.
Mange meninger
Ja se lige dette spørgsmål er der mange meninger og ideer om. Alle har en mening om netop dette spørgsmål. Så det bliver spændende, om vi finder svaret. Det bliver sikkert en lang artikel.
Ja for egentlig bliver det ofte overset, at der fra tysk side er blevet betalt krigsskadeerstatninger oven på det tyske riges undergang i 1945.
Besættelsesmagterne tog selv
I august 1945 besluttede de tre allierede stormagter Storbritannien, Sovjet og USA, at de som besættelsesmagter hver især kunne hente krigsskadeerstatninger i deres respektive besættelseszoner. Det krigshærgede Sovjet fik således 10 milliarder dollars krigsskadeerstatning.
De fire besættelsesmagter sikrede sig i tiden derefter. Frankrig tog materielle erstatninger i sin zone. Storbritannien demonterede industri – og fabriksanlæg. USA sikrede sig patenter, know how og viden (blandt andet 1.500 raketeksperter), mens Sovjet hentede materielle erstatninger og demonterede produktions – og trafikanlæg.
Sovejet fik 300 milliarder dollars
Det samlede omfang af disse tyske krigsskadeerstatninger er svært at gøre op. Det skønnes dog at Sovjetunionen frem til 1954 hentede erstatninger i et omfang af godt 14 milliarder dollars (det er vel 300 milliarder dollars efter nutidens beregning).
De fire besættelsesmagter besluttede i oktober 1945, at lade tysk ejendom og tyske værdier i udlandet beslaglægge, og det blev på Pariskonferencen 1946 som krigsskadeerstatning fordelt mellem andre lande, der kunne gøre krav på krigsskadeerstatninger.
Danmark fik kun 0,25 pct.
Den beslaglagte tyske formue skønnes at have haft en værdi af omkring 400 millioner dollars (10 milliarder dollars). Disse blev fordelt efter en nøgle, der blev vedtaget i Paris om fordeling af konfiskerede tyske værdier.
Danmark fik som følge af denne ret til 0,25 pct. og 0,35 pct. af visse tyske industrianlæg og skibe. Man inddrog værdien af tysk ejendom i Danmark, bl.a. det af Siemens ejede Københavns Kul- og Kokskompagni og tysk ejede godser som erstatning.
Til sammenligning skulle USA og Storbritannien have 28 pct. hver, mens Frankrig var berettiget til 16 pct. Holland 3,9 pct. og Norge 1,3 pct. Det danske krav var absolut det mindste.
Efter den aftale fik danskerne maskiner og skibe for 13 millioner kroner. De slagne tyskere efterlod materiel for 30 millioner kroner. Og det gods, der blev beslaglagt havde en værdi på 156 millioner kroner. Dermed nåede tyskerne, at betale hen ved 200 millioner kroner af de 11,6 milliarder kroner.
Regeringen: Systematisk udsugning
Regeringen var utilfreds med tyskernes langsomme afhøvling af gælden og allerede den 31. januar 1947 udarbejdede man et bemærkelsesmæssigt memorandum. I den konstaterede man, at
De egentlige krav om krigsskadeerstatninger kunne rejses på den fredskonference, der skulle være startet i 1947. Og derfor indsendte eksempelvis Danmark i slutningen af 1946 sine krav blandt andet om krigsskadeerstatninger. De blev opgjort til omkring 11,5 milliarder kroner.
De to store tyske konti
Det var til dels for de landbrugsvarer og fisk, som de hev ud af Danmark under besættelsen, dels for de fæstningsanlæg og anden infrastruktur i Danmark.
Gælden bestod især af den såkaldte værnemagtskonto i Nationalbanken. Denne konto betalte de danske firmaer, som profiterede på arbejde for nazisterne.
Ud over værnemagtskontoen havde Tyskland en clearingskonto, hvor Danmarks import af tyske industriprodukter blev modregnet i Tysklands import af danske landbrugsvarer. Den var efter krigen i tysk disfavør med 2,9 milliarder kroner.
Andre udgifter:
En egentlig fredskonference blev aldrig til noget
Nu blev denne fredskonference dog ikke til noget som følge af uenighed blandt de fire besættelsesmagter.
Kravet om krigsskadeerstatninger blev fremført på den omtalte London skyldnerkonference i 1952, hvor Vesttyskland som rets – efterfølger til den tyske rige gik med til at betale den tyske før – krigsgæld. Men kravet om krigsskadeerstatninger var ikke hovedemnet, det var den tyske kommercielle gæld til udlandet.
Der kunne ikke rejses nationale krav
Det blev i London bestemt, at indtil en fredskonference kunne afholdes og en altomfattende fredstraktat indgås, kunne der ikke rejses krav mod Tyskland der hidrørte fra krigsårene. Der kunne således ikke rejses isolerede nationale krav om krigsskadeerstatninger.
Alt dette fik folketingsmedlemmerne Kai Moltke og Erik Sisgaard at vide da de i 1960erne i Folketinget spurgte til de tyske krigsskadeerstatninger.
Danmark gav afkald på masser af penge
Konferencen i London i 1952, hvor ud over Vesttyskland deltog omkring 20 krigsallierede lande, deriblandt Danmark, omhandlede den tyske før – krigs – og efterkrigsgæld, ikke kravet om krigsskadeerstatning. Det drejede sig om kommercielle lån, der skulle tilbagebetales. Og det drejede sig om afholdelse af udgifter forbundet med de tyske flygtninges ophold i Danmark.
Udgifterne til de tyske flygtninge blev udregnet til 429 millioner kroner. Regeringen forsøgte at få dette spørgsmål med til London Konferencen 1952 – 1953. Men man fik at vide, at dette skulle man forhandle direkte med tyskerne.
Og dette beløb blev barberet helt ned til 160 millioner kroner. Tyskerne skulle afdrage dette rentefrit over 20 år med 8 millioner om året. Dette var en noget pauvert resultat.
London – aftalen medførte ikke som det ofte bliver fremført en eftergivelse af den tyske gæld, men den medførte omlægning og nedskrivning af gælden til knap 14 milliarder DM. Det var godt halvdelen af den samlede fordring på 29,7 milliarder DM.
Her gik Danmark også med til, at tyskernes gæld blev halveret til 5,7 milliarder (Det svarer vel i dag til 112 milliarder kr.)
Det blev aftalt at Vesttyskland skulle afdrage den med årligt ½ milliard DM frem til 1988. Med renters rente blev det sidste afdrag på før – krigsgælden betalt i oktober 2010. Dermed havde Tyskland endeligt afdraget sin finansielle gæld fra førkrigstiden.
Danmark var åbenbart ikke tilfreds
Da der i 1990 opstod udsigt til tysk genforening var en forudsætning herfor, at de allierede sejrherres kontrol ophørte.
Det skete forhandlinger mellem de to tyske stater og de fire allierede, der i september 1990 blev afsluttet med 2 + 4 traktaten. På vesttysk og amerikansk foranledning var det vedtaget ikke at indkalde til et altomfattende fredskonference med i alt 55 stater, der havde været i krig med Tyskland.
I stedet for en altomfattende fredstraktat kom derfor en traktat, der skabte fred, afsluttede kontrollen med Tyskland og bestemte, hvad der var Tyskland, altså Tysklands grænser. Traktaten omfattede ikke krigsskadeerstatninger.
Det var også i 1990, at den kendte forsvarsadvokat Jørgen Jacobsen mindede om de ubetalte regninger fra tyskernes side og for de varer, de tog med sig ud af landet.
Holland har kun fået dækket 5 pct. af deres udgifter
Reelt er det med krigsskadeerstatninger lukket, da der er indgået en slags fred med Tyskland. Der vil kræve enighed blandt 55 stater, hvis dette skulle laves om. Det vil de stater, der fik krigsskadeerstatning efter 1945 nok ikke være interesseret i.
Politisk og folkeretlig er den tyske regering i sin ret ved at hævde at spørgsmålet om krigsskadeerstatning er afsluttet.
Men i 1990 pressede flere lande på først og fremmest Italien og Holland på, at der endelig blev afholdt en fredskonference. Men den vesttyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher fejede kritikken af bordet med de berømte ord:
Men mon ikke at det er de fire stormagter, som vi kan takke for, at der aldrig blev afholdt en reel fredskonference. Således fik Holland kun dækket under fem pct. af deres udgifter.
Man kan godt give en moralsk gestus
En moralsk gestus kunne jo være at yde erstatning til de efterladte for Distomo – massakren i Grækenland er noget andet. En sådan gestus viste Vesttyskland i 1953 over for Israel (jødedommen). Nogen lignende gik Tyskland med til over for ofrene for det nazistiske diktaturs forbrydelser.
Tyskerne har også til Danmark betalt 16 millioner D-mark som er gået til ofrene for det, der betegnes som nationalsocialistisk forfølgelsesforfølgelsesforanstaltninger.
Hvorfor gav Danmark afkald på erstatning?
Hvorfor Danmark i den grad gav afkald på erstatning. Ja det kan jo have sine grunde:
Skal tyskerne belære andre?
I 2006 gennemgik udenrigsminister Per Stig Møller efter en forespørgsel sagens akter. Og her fremkom det, at Anker Jørgensen i 1977 tilkendegav, at regeringen ikke vil forsøge at inddrive den gæld, der jo reelt blev eftergivet i 1953 – ikke mindst i lyset af, hvor lille en andel, der tilkom Danmark.
Men skulle dette så ikke være blevet diskuteret i forbindelse med Bonn – København – aftalen i 1955? Nu har både Danmark og Europa også nydt godt af Tysklands økonomiske genrejsning.
Man kan jo groft sige, at tyskerne aldrig har betalt den fulde krigsskadeerstatning for hverken Første eller Anden verdenskrig. Og så kan man lige så groft hævde, at det er en joke, når de belærer andre lande om, at betale deres gæld.
Forgældet med 200 pct.
Den tyske stat var ved krigens afslutning i 1945 forgældet med over 200 pct. af sit bruttonationalprodukt. 10 år senere var det ikke meget tilbage af gælden. Statsgælden udgjorde 20 pct. af BNP. Det var nok aldrig lykkedes hvis ikke 50 – 60 pct. af den tyske ulandsgæld blev annulleret. Skulle de unge generationer lide under deres forældres fejltagelser ved at betale i flere årtier?
Ingen sultede i Danmark
Nu var det ikke alle penge, der bare forsvandt ud af landet. Statsindgrebene hindrede ikke, at visse erhverv og virksomheder tjente godt på besættelsen. Det var særlig inden for landbrug og fiskeri, der blev tjent masser af penge. Og der var også masser af beskæftigelse undtagen lige i begyndelsen af besættelsen.
Myndighederne indførte også en stram priskontrol. Og allerede i september 1939 blev der indført rationering. Men sult som i andre lande fandtes ikke i Danmark, som tværtimod næst efter de neutrale lande Sverige og Schweitz havde det højeste kalorieforbrug pr. indbygger i Europa.
Nu har man sikkert glemt, at den danske stat beslaglagde masser af bankkonti hos de familier, hvis mænd kæmpede for tyskerne. Her skabte det problemer. Men det har litteraturen ikke rigtig fundet anledning til at beskæftige sig med.
National forargelse
Arbejderklassen var nok dem, der mærkede forringede livskår mest. Der var national forargelse over at nogle bevidst profilerede på den nationale ulykke. Det stærkt negativt ladede udtryk ”værnemagere” blev hæftet på de virksomheder, som tjente stort på tyskerne. Men det blev aldrig brugt mod landbrug og fiskeri. Private, der solgte kartofler og kød til de tyske soldater, der gik vagt langs Flensborg Fjord fik maskiner ødelagt og blev i den grad chikaneret efter krigen.
De små værnemagere fik strenge straffe, men mange af de store slap helt uden straf.
Næsten fuld beskæftigelse
Besættelsesmagten satte store befæstningsarbejder i gang – især på den jyske vestkyst. Arbejdet blev udført af danske arbejdere og virksomheder. I 1943 – 1944 tog arbejdet til med en beskæftigelse i visse perioder på over 50.000.
Sammen med de over 100.000 arbejdere, der fik arbejde i Tyskland, var befæstningsarbejdet en væsentlig faktor bag den fulde beskæftigelse, som blev opnået i 1943 – 44. Som vanligt ved militære besættelser betalte staten for de tyske besættelsestroppers forbrug samt for befæstningsanlæggene. Midlerne blev hentet fra værnemagtskontoen i Nationalbanken, der som skrevet sammen med clearingskontoen finansierede det tyske forbrug.
Modstandsbevægelsen ønskede omfattende opgør
Nu skete en del af arbejdet for tyskerne i samarbejde med regeringen. Danmark var afhængig af import af råvarer. Erhvervslivet var afhængig af at handle med Tyskland, hvis ikke hele produktionsapparatet skulle falde fra hinanden.
Størstedel af det økonomiske samarbejde skete som normal handel mellem landene og i underhold af de tyske soldater.
Store dele af modstandsbevægelsen ønskede et omfattende opgør med værnemagerne efter befrielsen, hvor de både skulle straffes og deres indtjening konfiskeres. Og her var det især den kommunistiske del af modstandsbevægelsen, der førte an.
De store slap
Men opgøret med værnemagerne fik dog aldrig det omfang, som kommunisterne havde ønsket. I sidste ende kunne man ikke få dømt de store virksomheder, der havde handlet i forståelse med regeringen. Dette kom frem allerede under den store sag mod entreprenørfirmaet Wright, Thomsen og Kier, der havde bygget lufthavne for tyskerne helt tilbage fra 1940.
Firmaet kunne dog henvise til, at de havde været imod at påtage sig arbejdet, men de var blevet kraftig opfordret til det af både statsminister Stauning og de konservatives formand John Christmas Møller. Anklagemyndigheden frafaldt sagen, inden der faldt dom.
Kun 300 millioner kroner blev tilbagebetalt
Ca. 1.100 værnemagere blev dømt, men omkring halvdelen blev benådet, inden de skulle i fængsel. Straffene var langt mildere end i det øvrige retsopgør. Kun 75 personer fik et år eller længere i fængsel.
Med hensyn til tilbagebetaling af overskud blev 50.000 sager undersøgt, og i ca. 10.000 sager blev det besluttet, at der var tilbagebetalingspligt. I alt blev kun 300 millioner kroner tilbagebetalt, hvilket var et meget lille beløb i forhold til den udbredte samhandel med besættelsesmagten, der havde fundet sted.
Virksomhederne havde ikke frit slag
Besættelseslitteraturen m.m. glemmer, at virksomhederne ikke bare havde frit slag. De var underlagt en stram styring af leverancernes omfang og den tilladte avance. Således er det hævdet, at A.P. Møller i den grad tjente på Dansk Industri Syndikat på Østerbro (Riffelsyndikatet). Nu ejede han kun 30 pct. af aktierne. D.I.S. måtte efterbetale 7 millioner kroner efter besættelsen.
Politiske fejltrin
Men nu kunne det jo være endt helt galt. Den danske regering gav udtryk for indgå i en politisk og økonomisk nyordning under Tysklands førerskab. Det fik så det tyske udenrigsministerium til at foreslå en dansk-tysk mønt – og toldunion. Dette skete med Hitlers samtykke. Det kunne have endt med at Danmark blev frataget egen indflydelse på den økonomiske politik. Forhandlingerne forliste på erhvervenes og Nationalbankens absolutte modstand. Erklæringen må ses som et absolut politisk fejltrin på grund af dets mulige følger.
Den danske regering havde selv rådet sig ind i problemerne. Det mest bemærkelsesmæssige er, at tyskerne lod sagen falde selv med Hitlers indblanding uden konsekvenser for Danmark. I litteraturen har vi ellers ses antydninger på at det var noget tyskerne havde påtvunget os.
Tyskerne var slet ikke begejstret for den stærke nationale samlingsregering fra juli 1940. De ville have nazisterne med, og ville gerne have haft en svagere regering, som de kunne styre. Egentlig var hverken Renthe Fink eller Berlin tilfredse med dette. I december 1940 gik det så op for tyskerne, at DNSAP ikke havde en chance.
Derfor var det katastrofalt, da Højgaard-kredsen forsøgte at få kongen og Rigsdagen til at udnævne en national og ikke politisk bundet regering. Og egentlig var Scavenius tilhænger af dette. Han var også tilhænger af, at Stauning skulle gå. Hvordan mon økonomien havde set ud, hvis dette var blevet realiseret?
Englændere og amerikanere har undersøgt den danske samarbejdspolitik
Når man nu taler om alt dette, så har briterne og amerikanerne foretaget officielle undersøgelser af den danske samarbejdspolitik. Og de afviser, at det er tale om kollaboration. Tyskerne var godt klar over, at flertallet af den danske befolkning var klart engelskvenlige. De danske myndigheders samarbejde var ikke et resultat af lyst men af nødvendighed.
Nationalbanken: Forholdsvis beskeden skadelig effekt
Men egentlig bevirkede den tyske besættelse af Danmark en forholdsvis beskeden skadelig effekt for dansk økonomi. Ja det er ikke noget ”Den Gamle Redaktør” her bare slynger ud. Det siger Nationalbanken.
Det var en række økonomiske problemer, der skulle løses. Krigen gav kraftige prisstigninger og sammenbrud for de vanlige handelsmønstre. Afsætningen af landbrugsvarer ændrede helt karakter. Handlen på det engelske marked blev markant mindre. Handelen med Tyskland steg til 80 pct.
Forøgelse af pengemængden
Af hensyn til forbrug og beskæftigelse blev markedsmekanismerne på centrale områder sat ud af kraft. Overordnede økonomiske dispositioner blev foretaget af staten. Det skete i form af stram priskontrol med indførelse af maksimalpriser samt via det såkaldte Direktoratet for vareforsyning.
Under besættelsen indtrådte der store forskydninger i landets pengevæsen som følge af tvungne finansiering af besættelsesmagten. Resultatet var en forøgelse af pengemængden af usædvanlige dimensioner.
Ved pengeombytningen i juli 1945 fik man saneret pengemarkedet og fik opsuget en stor del af værnemagtens skjulte formuer.
Man regulerede landbrugets fortjeneste
Det danske prisniveau steg kraftigt i begyndelsen af besættelsestiden. Det var især eksportpriserne på de vigtigste landbrugsvarer, der var steget. Landbruget ville tjene en ekstra skilling. Derfor blev der stillet et forslag om en revaluering af kronen, da en revaluering bl.a. ville reducere landbrugets eksportindtægter.
Tyskerne var ikke begejstrede for forslaget, da lavere eksportindtægter kunne påvirke landbrugets leveringsvillighed. Men de endte med at acceptere en opskrivning af kronens værdi på 8 pct. over for alle valutaer. Revalueringen blev vedtaget 22. januar 1942.
Beslaglæggelse af værnemagtsformuer
I løbet af besættelsen var der sket en markant stigning i seddelomløbet, Fra et niveau på cirka 400 millioner kr. i årene før krigen voksede seddelomløbet i løbet af besættelsen til ca. 1,6 milliarder kr. dvs. en firedobling. For at undgå inflation efter frigivelsen af priserne efter krigen var kontrol og nedbringelse af det store seddelomløb en af de første opgaver på det økonomiske område i efterkrigstiden.
Problemet skulle løses ved indkaldelse af samtlige cirkulerende Nationalbanksedler samtidig med, at der blev foretaget en formueopgørelse. Herved kunne man beslaglægge værnemagerprofitter og afsløre sortbørsgrosserer samt annullere alle de pengesedler, tyskerne måtte have bragt ud af landet.
Danskere ”glemte” at opgive 3 milliarder kr.
For at muliggøre ombytningen påbegyndte Nationalbanken i efteråret 1943 i al hemmelighed fremstillingen af en ny seddeltype, og i februar 1945 lå Nationalbanken inde med en tilstrækkelig mængde af alle seddeltyper til at ombytningen kunne foretages.
Pengeombytningen begyndte på ”Formuekontroldagen” den 23. juli 1945 og omfattede alle sedler. Forinden var de nye pengesedler 1,4 mia. kr. – blevet fordelt til bankerne. Pengeombytningen viste at knap 3 mia. kr. eller 20 pct. af de opgivende formuer, var tjent uden at være opgivet til skattevæsenet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 251 artikler fra Besættelsestiden (Før/under/efter) herunder:
August 2, 2018
Aabenraa i det 17. århundrede
Vi skal kigge på livet i Aabenraa set gennem en pastors briller, og det er bestemt ikke kedeligt. Det var i den grad en udfordring for provst Hübschmann at udføre sit erhverv i Aabenraa. Han var nok heller ikke den mest elskede person. Men det kneb i den grad med moralen i byen dengang. Ja det gjaldt skam også for amtmand von Brockdorff. Han kunne ikke lade tjenestepigen gå i fred. Ja han havde 21 børn i forvejen. Han foretrak da også de udenbys præster, for Hübschmann havde gennemskuet ham. Pastoren må har haft en god psyke. Der var utallige overgreb mod ham i den ene eller anden form. Men han påtalte også oppe fra prædikestolen, når borgerne ikke levede op til de etiske og moralske kristne grundholdninger.
Hübschmann – præst 1631 – 1672
Der skete selvfølgelig meget mere i Aabenraa end det, der står nævnt i diverse historiebøger. Og det er jo skønt at man kan dukke ned i hverdagslivet dengang. Det kan vi takket være Georg Hübschmann, der var provst og præst i Aabenraa fra 1631 – 1672.
Han skrev ivrigt i kirkebogen og førte dagbog. Det var en tid med masser af krig, ”sot og død”, øde gårde og øde mennesker. Præsten var nok blandt det man kan kalde de betydelige præster.
Han giftede sig efter den tids skik og brug til sit embede. Men han havde nu også været sin opgave voksen uden dette giftemål.
Streng opfattelse af sine pligter
Der er beretninger om indkvarteringer af fremmede tropper, om plyndringer og voldshandlinger, og hvad det ellers følger med. Men se disse begivenheder har vi bragt i tidligere artikler.
Provst Hübschmann har haft en vist også for den tid en ret streng opfattelse af sine pligter som bestikket ” vogter af sæd og orden”. Han noterede flere gange i Kirkebogen, at han på embedsvegne er skredet ind mod fråseri, svir og banden.
Hans Becker – Præstens nabo
Dette var også tilfældet, da dragerne i anledning af Birrit Bomskovs begravelse holdt gilde i Hans Beckers hus. Ambrosius Becker og Hans Nielsen kommer op at skændes og Hans Becker forlanger ro i djævlens navn. Provsten som har hørt det i sit studieværelse går dagen efter over til hans Becker og straffer på embedsvegne.
Hans Becker var præstens nærmeste nabo. Derfor skal vi da lige kigge på deres forhold. Han havde set skævt på provst Hübschmann i et par år.
Å, aabenraaernes dårskab!
En af grundene var, at provsten ikke havde gjort nok ud af det, da han holdt ligtale over Hans Beckers afdøde broder, Hermann. Han havde været meget syg men blev rask igen. Nu var han blevet så overmodig, at han sagde, at han skulle jage ”Skræmmefuglen” ud ad byen.
Ja denne ”Skræmmefugl” blev også kaldt døden. Et sted i kirkebogen oplyses, at ”Schramsfull” var en gammel hest, der luskede omkring ved de huse, hvor nogen skulle dø.
Men tilbage til Hermann. Han fik ”sprinkler” (plettyfus?) den 15. december, da han stod i sin dør og begive sig på vej for at besøge Peter Møller på Nymølle. Han døde to dage efter.
Provsten beskriver ham som et trodsigt menneske, der havde været opsætsig mod sin sjælesorger.
Et dødfødt barn
Der havde været det bedste naboforhold til Hans Beckers hus, fortæller provsten i anledning af Margarete, Hans Beckers kones død 13. januar 1654. Men så kom Ellen, Margaretes søster, i barselseng i 13. uge efter vielsen. Det ville provesten nu ikke se gennem fingrene med.
Tilmed havde Ellen pyntet sig til sit bryllup som ingen anden. Han straffede på embedsvegne. Og så blev Beckers ”Spinnefeind”
Hans Becker selv var gået til skriftemål. Men han hilste ikke på provsten på kirkegården, dagen før, provsten skulle holde ligtale over et dødfødt barn af Hans Becker.
Ved et nytårsgilde, hvor provsten var til stede, havde provsten med glas i hånden ønsket Becker et glædelig og lykkeligt nytår – bedre end de sidste, hvortil Hans Becker havde svaret:
Gud trøste det arme borgerskab
Hos Beckers svoger, Peder Hansen i Ravsted gik det helt galt. Hans Becker stod i gården, da provsten kom. På den uundgåelige irettesættelse gav Hans Becker det svar:
Inde ved bordet sad Becker hele tiden og beklagede sig. Provsten forsøgte at ignorere det. Gang på gange fortalte Hans Becker, at han var rådsherre, som godt kunne forlange et svar. Men denne Becker ville hvis hellere dokumentere med næven. Han var også bedre til det mundtlige end det skriftlige. Og Hübschmann tilføjede da også:
Så blev provstens græsningsret annulleret
I rådet havde Becker mindst en hjælper, nemlig Peter Andersen. Disse to fik i 1657 annulleret græsningsret til 2 køer som amtsforvalter Joachim Danckwerth havde tilstået provsten for 17 år siden. Ja og hertugen havde konfirmeret det i 1656.
Det var især det 6. bud som provsten tugter. Han noterer i kirkebogen ved førstefødsler omhyggeligt uger og dage efter vielsen. Der var ingen personanseelse. Eller dog – den fornemme synder får ekstra opmærksomhed af provsten.
Amtmanden forførte tjenestepigen Trincke
Amtmand Heinrich von Brockdorff, der i adelsårbogen stod opført med ikke færre end 21 ægtefødte børn, havde som 59-årig for anden gang forført amtmandindens pige Trincke.
To mord og et drab på samvittigheden
Som en revser fra den gamle pagt svinger provstens tunge svøbe over ”denne amtmand Brockdorff’ s hoved, som desuden har en mand i tjeneste, der har to mord og drab på samvittigheden.
Denne mand som provsten hentyder til er Niels Skytte, der den 29. maj 1654 i sin kro ved Løjt Kirke myrdede en student fra Magdeburg eller Halle og en soldat. Provsten kalder kroen for ”Et Djævlens Kapel”.
Niels Skytte får et dårligt skudsmål af provsten. Han døde den 22. juni 1663 i en staldbygning tilhørende Risegård. Den følgende dag blev han begravet på Rise Kirkegård. Det har nok ikke været med ”sang og klang”.
Hvem er Faderen?
Men tilbage til amtmanden. For i kirkebogen står det meget mere om denne persons udskejelser. Badmoderen (de Bademoer) er kommet til provsten og har I pigens navn bedt om at få barnet døbt. Spørgsmål: Hvem er faderen? – En Soldat! Som provsten skriver, så skal hun ikke ”prøve at sætte Gud og mennesker briller på næsen. Alle og enhver ved, hvem det er.
Hvorfor havde man ladet barnet ligge udøbt i en halv snes dage? Obersten, borgherren i Aabenraa, amtmanden m.m. havde ikke været hjemme. Badmoderen måtte tilstå, at hun var i oberstens magt.
Men pludselig fik provsten at vide, at han ikke skulle gøre sig nogen ulejlighed med at få barnet døbt. Hun havde fået det andet barn døbt, og fik sikkert også dette barn døbt. Og provst Hübschmann skrev:
Barnet var dødssyg
Ugen efter kommer badmoderen igen og meddeler, at barnet er alvorligt syg. Provsten bøjer sig og giver ordre til at bringe barnet til kirken. Det bringes i et forklæde. To vidner beordres af provsten, som døber barnet tre timer inden det dør. Som provsten skriver:
Men sagen er slet ikke slut endnu. Amtmandens uægte datter fødtes og døde i juni 1659. I august fødtes en søn på slottet. Men denne gang fik Hübschmann ikke noget at gøre.
Nu blev magisteren fra Løjt brugt
Amtmandens vogn med tjeneren Hendrik på bukken henter magisteren (præsten) fra Løjt.
Amtmanden havde ved forskellige lejligheder ladet kirkelige handlinger udføre af fremmede præster, skønt han går lige så lidt i kirke hos dem som ham. Det fyrstelige slot hører under Aabenraa Kirke, og ”den gode magister” i Løjt vil han altså nok lade forstå, at i Aabenraa er det ham, Georg Hübschmann, der er provst og præst. Men hvad skal man sige om en præst, der har ladet sine egne børn døbe ikke af sin kollega, diakonen i Løjt, men af henholdsvis hr. Knud (Bruun) i Løgum, hr. Reinhold (Reimers) i Bedsted og hr. Erik (Wind) i Brede.
Et ugudeligt menneske
Den lille mand, som angrer hos provsten kan nok opnå både forbøn og tilgivelse. Den 28. oktober 1659 dør amtmandens skytte, Rotker (?), som provsten kalder et ugudeligt menneske, der aldrig kommer i kirken. Men før hans død kommer der bud efter kapellanen, som meddeler den syge Nadveren.
Skytten havde i og for sig ikke noget positivt udestående med kirkeordonnansen, så vidt, der kan ses af overstående.
Hans Carstensen måtte bekende sine synder
Dette havde derimod Peder Andersens stedsøn, Hans Carstensen. Han havde i 1648 forført sin fars tjenestepige. Og så havde han skubbet skylden over på en anden for at undgå det åbenbare skriftemål og havde begivet sig udenlands.
Der var han til sidst havnet hos generalmajor Ulrik Christian Gyldenløve. Denne var Christian den Fjerdes naturlige søn. Hans Carstensen kom i efteråret 1653 hjem til Aabenraa behæftet med ”Sprinkler”.
Moderen kom til provsten og bad ham tage den syge til alters. Provsten spurgte, hvorfor han ikke havde indfundet sig for længe siden for ved åbenbar bod at søge forsoning med Gud og den kristne menighed.
Moderen måtte skriftlig på sønnens vegne forpligte sig til at indhente det forsømte, hvis sønnen blev rask igen. Ikke nok dermed. Provsten gik nu selv hen til den syge og lod ham mundtlig gentage løftet om ufravigeligt at opfylde kirkeordonnansen bud, når han blev rask.
Han lod sig ikke ”sætte briller på næsen”
Men kirkeordonnansen måtte ske fyldest. Johan Malers kone, Anna måtte under vielsen beholde hovedbeklædningen på, skønt hun forsikrede, at hun var ligeså ren som Jomfru Maria og beseglede sin renhed med et:
Hun døde i barselsseng 11 uger og 4 dage efter vielsen. I dette stykke så provsten hverken gennem fingrene eller lod han sig ”sætte briller på næsen”.
Chritoffer Meerkatz levede et ugudeligt liv
Forholdet til amtmand von Brockdorff må fra begyndelsen af have været mindre godt. Allerede i 1655 noterer Hübschmann i kirkebogen, at den 7. september – en søndag – havde Christoffer Meerkatz prædiket på slottet. Han havde fået forbud mod at prædike i Aabenraa Sognekirke grundet ”erschrecklichen Legen (løgne). Men amtmanden havde givet ham tilladelse til at prædike på slottet.
I slutningen af 1657 får vi mere at vide både om genvordighederne med Meerkatz og Brockdorff.
Kort før Mikkelsdag havde borgmester og råd under amtmandens indflydelse afsat kantor Antonius Bruun og indsat brandenborgeren Christoffer Meerkatz i hans sted.
Denne Meerkatz, skriver provsten, fører et ugudeligt, forargeligt levned med fråseri og drukkenskab, banden og sværgen. Han er ærkeløgner og pralhans. Han gør sin næste al den fortræd, han orker, og øver skadelig indflydelse på ungdommen i skolen.
Anden juledag har provsten kort påtalt forholdet i sin prædiken. Men hvad sker der? Dagen efter lader diakonen Johannes i direkte modstrid med modtaget instruks om ikke at lade Meerkatz komme på prædikestolen denne afholde gudstjeneste ”thom trotz und shimpf” for provsten.
Meerkatz lader ikke lejligheden gå ubenyttet hen. Han tildeler sognepræsten en irettesættelse. Til gudstjenesten var mødt amtmanden og amtmandinden. Det blev dog for groft for amtsskriver Bastian Stal. Han ytrede til amtmanden, at menigheden ville forarges, når en uvedkommende kunne benytte prædikestolen på denne måde.
Men amtmanden synes, at det var helt i orden. Han havde bare svaret igen. Borgmester og råd var vel vidende om Meerkatzes forhold også m.h.t. en gældsstiftelse. Men de gav ham et godt skudsmål.
Et godt forhold til den forrige amtmand
Forholdet mellem Provstegården og Brundlund Slot havde ikke altid været spændt. Da der for første gang var barnedåb i provstens hus er det von Brockdorff’ s forgænger, amtmand von Winterfelt, der er anført som fadder. Og da denne forlader Aabenraa i 1655 efter 14 års embedstid, skriver provsten i kirkebogen:
I året 1659, samme år som sagen med amtmanden og pigen, Trincke er Hübschmann på Brundlund Slot.
En ”stor” begravelse på Brundlund Slot
Den 11 august 1659 bliver der begravet et barn med fornavnene Ernst Dietrich, kun 2 år, søn af en fremmed oberstløjtnant, som antageligt har været en officerskammerat til amtamand von Brockdorff. De medvirkende til begravelsen var ikke færre end 6 præster, og så kunne provsten ikke forbigås. Tilmed blev liget begravet i kirken.
Begravelsen skildres udførligt. Foran i ligfølget gik skoledrenge og så fulgte de seks præster, to og to. Efter kisten fulgte amtmanden og en oberst Kanütz. Provsten holdt ligprædiken.
Provsten fik sendt 6 Rigsdaler for sin ligprædiken, diakonen fik 2 Rigsdaler. Til kirken var to store alterlys. Præsterne forblev til kl. 11 om aftenen på slottet.
Noget tyder på, at begravelsen ikke blev holdt efter gældende regler. I hvert fald var der indført en forordning i 1637 omkring overdådighed ved adelige begravelser. Efter denne måtte der i byerne ikke gives begravelsesmåltid. Liget skulle ligeledes bringes til kirken klokken et om eftermiddagen.
I motiverne stod der, at det var for at hindre, at den ene skulle overgå den anden i dragter, drikke, sølvtøj og andre overflødigheder. Og det var også for at forhindre timelange prædikener.
Pastoren havde udarbejdet et dødsregister
Provsten havde vedhængt kirkebogen et særligt dødsregister over fyrster, herrer og gejstlige, som var afgået ved døden i hans embedstid. Og det var tydeligt, hvem provsten kunne lide og hvem han ikke kunne lide.
Forholdet til landsherren og regeringen på Gottorp har vel i det højeste været korrekt. Til amtmanden næsten uholdbart og til byens borgmester alt andet end venligt. Det viser følgende historie.
Man må ikke lave grin med kirken
Svenne Slagter eller Gide kunne ikke komme til alters, fordi han ikke havde noget at tage på. Til Kyndelmisse 1637 lod han sig af B. Hans Magnussen (Byens borgmester) Anders Iversen og Peter Skrivers søn købe til at optræde i kirken i fine klæder med et sølvbælte om livet og en stor udenlandsk krave. Provsten troede, at det var en fornem rig købmand, der kom i kirke. Kirken genlød af latter, da de så hvem det var.
På provstens klage kom der fra Gottorp en streng ordre til amtsforvalter Joachim Danckwert, at Gide skulle have 8 dages vand og brød. Man skulle også finde ud af, hvem der havde arrangeret det hele for at gøre kirken til grin.
Provstinden overfuset af borgmesteren
Det har bestemt ikke været let for pastor Hübschmann. Allerede efter få år efter hans embedstiltrædelse var der modtand mod ham. I en skrivelse fra 1638 fortæller provsten om sine genvordigheder til hertugen.
Provsten fortæller, at borgmesteren den 2, juli 1637 i provstens fraværelse har narret provstinden ind i sit hus. Der havde han overfuset hende og råbt efter hende ud af vinduet, da hun gik. Provsten havde håbet, at borgmesteren ville undskylde med, at han havde været fuld. Dette havde provsten via diakonen meddelt borgmesteren.
Men denne havde svaret, at han ikke havde været mere fuld, end at han vidste, hvad han gjorde.
Provstindens slægt havde været agtet i Aabenraa i 100 år, og hendes fader, bedstefar havde været præster og provster på stedet.
Atter overgreb mod pastoren
Ved et bryllup den 4. december 1637 ville man have strid med præsten, fordi han kun ville skåle en gang. Byfogeden havde bemærket, at det var gået bedre, hvis ølkruset havde været fyldt med penge. Det havde fået provsten til at gøre byfogeden opmærksom på hans restancer. Byfogeden havde bag provstens ryg kaldt ham for ”en hundsfot” og benævnt ham som ”Jens Smædekarl”.
Organisten havde taget parti for byfogeden og løbet efter provsten og gjort mine til at ville slå ham. En anden, Jens Decker havde hældt et glas øl ned af ryggen på provsten. Alt dette var sket fordi provsten ”tugtede fråseri og drikkeri og andre laster blandt de fornemme i byen”.
Ved en ildebrand for 4 år siden havde alle de fornemme været så fulde, at de ikke vidste, hvordan de skulle håndtere situationen.
Organisten burde afsættes
Provsten anmodede om, at organisten bliver afsat. Hvad der skal ske med byfogeden og Jes Decker overlades til hertugen. Undersøgelsen bedes foretaget af amtsforvalteren, da provsten ikke havde tillid til borgmester og råd.
En anden var barnefadder eller?
Den omtalte Jes Decker havde provsten måttet indberette til hertugen nogle måneder før. En pige fra Haderslev havde først udlagt Jes Decker som barnefadder, senere på Deckers foranledning, Calli Petersen fra Rise, og derpå igen Jes Decker.
Jes Decker var ufortrødent mødt til skriftemål, og på provstens forlangende om åbenbar bod havde han svaret, at hellere ville han til evig tid ligge under djævlens fødder.
Han klager til hertugen over, at som kautions – og panteduelig borger skal i fængsel for bryllupsaffæren, og klager så samtidig over provsten. Skandalemagerne i Aabenraa havde endnu ikke en von Brockdorff at støtte sig til.
Advarsel fra Hertugen
I en skrivelse af 4. januar 1638 hedder det, at alle og enhver, der forulemper provsten i Aabenraa, det være i ord og gerning vil blive straffet med store pengebøder eller efter omstændigheder på legeme og liv. Det samme gælder for dem som benytter sig af tredje person.
Byfogeden Anders Iversen måtte i begyndelsen af 1638 vandre i arrest. I april 1639 blev han afskediget af hans fyrstelige nåde. I kirkebogen står der under den 2. februar 1646:
Organisten havde ikke vidner
Organisten Nicolaj Thomsen (Thomæus kalder han sig selv) var ikke så kæphøj som f.eks Jes Decker, da han fra Arresten skrev til Gottorp. Svaret løs på, at han kunne bevise sin påståede uskyldighed over for amtsforvalter Joachim Dancwerth, som efter provstens henstilling havde fået disse sager overdraget.
Thomsen havde hævdet, at provsten havde sagt til ham:
Men det var der nu ingen vidner, der havde hørt. Borgmester Hans Magnussen må have reddet stormen af.
Nøgen rundt i Aabenraa
Man kan godt forstå, at provsten nogle år senere benyttede lejligheden til at minde borgmesteren om sinde pligter. Den 26. februar 1642 døde en stakkels sindsforvirret mand, Jacob Svarrer fra Vestergade, som i vinterkulde og østenstorm gik splitternøgen omkring på gaderne, indtil han sank død sammen foran Peter Rebslagers dør i Ramsherred.
Pastoren undrede sig over, at borgmesteren ikke havde haft folk til at tage sig af dette elendige menneske, da hans vanvid var på det højeste, så han ikke havde fået sådan en elendig død.
Han udøvede tugt i sin menighed
Det er omtalt, at provst Hübschmann opfattede det som sin embedspligt at udøve tugt i sin menighed. Han synes i udstrakt grad at have benyttet prædikestolen i dette øjemed. Alt tyder på, at hans prædikerne havde været både aktuelle og haft tydelig adresse.
Christen Bomskov – en ny fjende
En anden borger, som provsten ikke var længe at blive forarget over, var købmanden Christen Bomskov, der var kommet fra Sundved og havde bosat sig i Aabenraa. Det må have været en kraftig prædiken, provsten har holdt mod Chr. Bomskov.
Nytårsmorgen 1633, da provsten var i færd med at begive sig over til gudstjeneste mødte der en fremmede krigsmand op i provstegården. Denne boede hos Chr. Bomskov. Hanm viste provsten sin sabel og sagde at med denne ville han gennembore ham, selv om han stod foran alteret, hvis han prædiker om ham lige som om Bomskov.
Provsten havde da også været på Gottorp og rådført sig med superintendenten Jacob Fabricius vedr. Chr. Bomskov.
Under bordet – parat med knippel
Nogle dage efter nytårsbesøget skulle provsten til bryllup hos Johan Asmussen Skipper. Under bordet lå da, fortæller Hübschmann i kirkebogen Chr. Bomskovs 15 – årige Hans med en knippel og lurede på provsten.
Hvorvidt attentatet lykkedes vides ikke, men Hans Bomskov omtales senere ved flere lejligheder på en måde, som må kaldes alt andet end rosende. I flere har provsten haft en meget ivrig og virksom modstander.
Men åbenbart må der være indgået et forlig med Bomskov. Ved en retssag mod Chr. Bomskov, hvor provsten var tilkaldt som vidne, bekræftede denne, at han havde tilgivet Chr. Bomskov.
Jens Hansen med den berømte bror – borgmester i Aabenraa
Jens Hansen eller Kramer var søn af præsten i Hellevad Hr. Johannes (Hans Nissen) og bror til den kendte Nicolaus Helvadderus (Niels Heldevad) (Se artiklen: En berømt mand fra Hellevad). Han var i 1618 blevet borgmester i Aabenraa,
Ingen anden kunne læse og skrive
Og det var skønt han var den yngste i rådet. Han blev afsat i 1632. Hans efterfølger var Hans Magnussen fra Blansgård. Og det hedder om ham, at han var den eneste i rådet som
Ingen anden i det velvise råd kunne læse og skrive uden vanskeligheder.
Bomskov ville ikke betale sin gæld
Og i den sag der opstod mellem Jens Hansen og Chr. Bomskov, ja der mangler der heller ikke farver. Bomskov havde erkendt, at han havde en gæld, men han betalte ikke. Gælden blev stiftet i krigsåret 1629 og obligationen lød på 10 år.
Jens Hansen skriver også til hertugen, at han føler sig truet af Chr. Bomskov og hans søn. Drillerier, skældsord og voldshandlinger er omkvædet i alle vidneudsagn. Og Chr. Bomskov var ellers en velstillet mand, der ejede et hus i 4. kvarter. Om Jens Hansen nogensinde fik sin penge vides ikke.
Tog sit arbejde alvorligt
Nej, det var ikke sjovt at være provst i Aabenraa for 375 år siden. Hübschmann tog sit arbejde yderst alvorlig. En herres tjener af en mindre stærk sjælelig konstitution ville sikkert være segnet.
Man kan jo undre sig over, at amtmanden ikke fik en straf af hertugen for sine uægte børn. Men det skyldes nok hans fortjenester som oberst. Han fik også skattefrihed omkring Risegård. Det blev en såkaldt frigård. Han var selvskreven til en bod.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 141 artikler om Aabenraa og Omegn herunder:
Juli 28, 2018
Da Ballum næsten fik en Havn
Han var særdeles initiativrig, denne Christian den Fjerde. Inden vi kommer til havnen i Ballum, var det lige nogle digearbejdere, der havde en anden religion. Og så skulle der lige indføres told i Lister Dyb. Her var masser af sørøvere, så kongen mente, at der skulle bygges en fæstning med havn, købstadsrettigheder m.m. Første forslag lød på Rudbøl. Andet forslag gik så på Ballum. Kongen var selv nede og kigge på sagerne. Men så var det lige nogle hollændere og svenskere, der skulle ryddes af vejen. Men disse svenskere kom igen. Og nu havde kongen mistet gejsten og pengene. I begyndelsen troede Rigsrådet, at kongen ville bygge fæstningen på Sild. Inddigningen af Ballum Enge blev mange år forsinket.
Svenskerne hærger
I begyndelsen af det 17. århundrede blev området flere gange inddraget i krigsbegivenheder. Især blev det tilfældet, da Torsteinson lidt før jul 1643 var gået ind i hertugdømmerne. Med sin hær drog han hærgende nord på.
På et tidligt tidspunkt havde en svensk styrke bemægtiget sig Lister dyb fra søsiden og besat Rømø og Sild. På Rømø havde de anlagt et par skanser. Det forlød, at de allerede havde bemægtiget sig de fleste skibe på øen.
Bådene ikke stukket i brand
Sognepræst Jens Engelbrechtsen fortalte, at svenskerne i 1644 havde brændt 26 af øens skibe, så de kunne havde 6 stykker tilbage. Men den 15. februar (efter nutidig tidsregning den 25. februar blev der sendt 100 mand fra Glückstadt til Rømø for at tilbageerobre de skibe, som svenskerne havde erobret.
De kom dog tilbage med uforettet sag, da skibene lå på det tørre. De havde ikke engang, som de havde fået ordre på stukket dem i brand.
600 mand til Rømø
Den 21. (31. marts) gjorde en ny styrke på 600 mand fra Glückstadt landgang. De erobrede to skanser, tog 3 kaptajner, 3 løjtnanter, 3 fændrikker og 140 mand tilbage tillige med den engelske forræder, Martin White.
I begyndelsen af maj blev der endnu mere dramatik i Lister Dyb. En hollandsk flåde på 36 skibe stævnede mod Danmark for at hjælpe svenskerne. Men inden de nåede Kattegat var Christian den Fjerde over dem med 9 orlogsfartøjer.
Et stort nederlag til hollænderne
24 fjendtlige skibe var krøbet ind bag Sild. Kongen spærrede dem udgangen gennem Lister Dyb og tilførte dem et frygteligt nederlag. Men hollænderne kunne med deres mindre dybdegående både trække sig lang ind bag List og Sild, så kongen ikke kunne få ram til dem. Så disse slap bort.
Masser af sørøveri i Lister Dyb
Men det var nu længe før den tid drama i Lister Dyb.
I det 16. og 17. århundrede florerede sørøveri og fribytteri i den grad i Vesterhavet at forskellige regeringer måtte gribe ind over for det. Man kunne ligge i skjul i roligt vand inde bag de høje klitter og holde udkig med, hvad der foregik på havet udenfor.
1572 og 1573 har været nogle af de værste år. I 1588 sendtes der orlogsskibe til Kattegat og Vesterhavet for at sikre sejladsen mod spanske og nederlandske fribyttere.
Men under Christian den Fjerdes regeringstid var der også gang på gang sendt skibe til området som værn mod skibsfarten. Særlig berygtet var sørøverne fra Dunkerque.
Siden 1630 skulle der have været placeret en flådeafdeling her.
En fæstning ved Rudbøl
Det var disse forhold, der bevirkede, at Christian den Fjerde mente, at der skulle placeres et befæstningsanlæg i nærheden.
I første omgang havde kongen Rudbøl i tankerne. Her skulle der bygges en fristad, fæstning og havn. Han havde udset sig stedet den 9. oktober 1637. Det skulle være ved et tilløb til Vidåen. Det var dengang, der endnu var et tilløb til Siltoft.
Den 17. november minder kongen Rigsrådet om dette fort, som han håbede ville blive bygget den kommende sommer. Han skriver, at der i tide bør tænkes på besætningens underhold, på hus til proviant og ammunition. Der skal også store og små kanoner til stedet.
For yderligere at lægge pres på Rigsrådet skriver han to dage senere, at han allerede har bestilt tømmer i Norge. For nogle tusinde daler.
Det blev dog ikke noget med dette fort/havn m.m. Rigsrådet frarådede det.
Hollænderne havde en fremmed religion
Men Christian den Fjerde kunne ikke få Lister Dyb og egnen ud af tankerne. Et par år senere havde han kig på et andet sted, hvor der kunne bygges by, havn og fæstning. Det var Ballum. Og denne gang slap han ikke planerne så let.
Inden kongen lige fandt dette sted, ved det en anden ting på vestkysten, som han beskæftigede sig med. Det var omtrent midt mellem Tønder og Husum.
I 1631 havde Hertug Frederik den Tredje af Gottorp givet et hollandsk selskab bevilling til inddigning af 16.000 Demant stor strækning til dels mark, til dels vader. Arbejdet på dette var påbegyndt 1633. Og det blev to gange afbrudt og til dels ødelagt ved store oversvømmelser.
En del af de hollandske arbejdere var katolikker. De havde i 1634 bygget en kirke og en skole. Kirken kunne rumme 200, men der kom dobbelt så mange. Og det var noget, der i den grad irriterede kongen.
Ingen toldfrihed
Han rejste derfor i september 1640 til Lyksborg for at få et svar af hertugen. Hertugen ville ikke vedgå, at den selvtagende religionsfrihed var ulovlig. Han hævdede, at der var truffet aftale at kirkelige forhold var noget som hertugen selv kunne tage stilling til. Derfor kunne han også give religionsfrihed til dem han ville.
Men kongen skulle nok vise hertugen, at han havde overtrådt sine beføjelser. Gjaldt der ingen religionstvang i det nydannede land, så gjaldt det sandelig heller ingen toldfrihed. Derfor sendte han to små skibe derned for at kræve told.
Den 1. september 1642 var kongen igen i Lyksborg og besøgte katolikkerne. Ved den lejlighed må det have været, at han forbød dem at bruge kirken. De måtte holde deres messer i deres egne huse. I 1680 blev kirken nedbrudt.
Christian den Fjerde i Ballum
Men turen syd på gjaldt nu først og fremmest Ballum, hvortil kongen kom den 7. september. Han tog ind i en gård, som senere – 1695 – blev ejet af afdøde herredsfoged jens Aagesens enke Dorthea.
Kongen ville undersøge muligheden for at anlægge en by med havn og befæstning her. Han skrev allerede den 1. september fra Lyksborg til sin Kansler Chr. Thomsen Sehestedt om sine planer med Ballum.
En meget ihærdig konge
Den 10. september skriver han fra Haderslevhus igen til Kansleren. Allerede dagen før havde han skrevet til Lensmanden på Ribehus, Gregers Krabbe, at han agtede at lade marsklandet ved Ballum inddige, og derfor skulle Lensmanden tilsige Digegreven fra Bredstad at lade strandkanten på Ballum til enden af marsken (Astrup Klint) opmåle.
Nogle dage senere befaler han, at Markus Whitte skulle sørge for, at intet gennem Lister Dyb bliver ført toldfrit ud af riget, men han skulle opkræve samme told for heste og kreaturer som i Kolding.
Nye kort over området
Den 21. oktober gav han derpå kartografen Johannes Meyer i Husum ordre til at tegne et kort over Vestkysten Fra Glückstadt til Ribe. Det modtog han den 13. oktober 1643 og et par specialkort over Lister Dyb, Rømø, Manø, sydspidsen af Fanø og de mellemliggende farvande. Kort over fastlandet modtog han noget senere.
Rigsrådet skulle orienteres
Indtil videre havde kongen handlet på egen hånd. Nu gjaldt det om at få Rigsrådet gjort interesseret i sagen. Den 22. november 1642 skriver han til Rådet, at han havde brugt meget tid på at kigge på forholdene til lands og til vands. Ved Ballum havde han fundet det ideelle sted til havn, fæstning og by.
Skulle Rigsrådet have betænkeligheder ved anlægget af den nye købstad om det eventuelt kunne skade Ribes handelsliv, så ville han gerne stå til ansvar for det.
Allerede den 25. november svarede Rigsrådet. Deres største betænkning var at skaffe midlerne til etableringen. Men åbenbart var der nogen misforståelse i korrespondancen. Kongen taler om to steder, hvor den nye by kunne bygges. Det ene sted er på Riberhus grund og det andet sted er i hertugdømmet. Nu lå Ballum By i kongeriget og ikke i hertugdømmet. Åbenbart har Ballum været kongen aldeles ubekendt indtil han besøgte stedet.
Masser af misforståelser
Værre var det imidlertid, at kongen og Rigsrådet taler om to forskellige steder, der lå tre mil fra hinanden under yderst forskellige forhold.
Rigsrådet troede – vel sagtens vildledt af kongens tale om Lister Dyb – at det var på List (Sild), han ville have den ny ”fornemme Handelsstad” bygget, mens kongen ville have den bygget i Ballum Enge.
Hvorfor skulle de ellers inddiges? Og hvorfor skulle der bygges en sluse? Han må åbenbart have tænkt sig Brede å anvendt som sejlløb og havn. Den har sikkert nok dengang været betydelig dybere, end den var, inden den ved digebygningen begyndte at fyldes med slik.
Der mangler penge
Men kongen blev harm over at Rigsrådet ikke var lige så begejstret som ham selv, men det skyldes vel nok økonomien. Kongen var bestemt ikke en billig konge. Men med det samme svarede han igen.
Om Rigsrådet var blevet klogere af kongens svar, er nok tvivlsomt. Men kongen havde nu alligevel opfattet Rigsrådets senere svar som en godkendelse. Og kongen har travlt. Dagen efter skriver han til Rigsmarsk Anders Bille og Kansler Christian Thomsen Sehested og fortæller dem om Rigsrådets beslutning.
Den følgende dag, den 27. november erklærede Rigsrådet da også, at de gerne vil hjælpe kongen med at fremme anlæggelse af købstad/havn/befæstning. Men deres største problem var, at de ikke kendte udgifterne. De ville ikke love noget, hvis det ikke var midler til det. De havde allerede lovet kongen ”nogle tønder guld”.
Det var penge, som de havde lovet ham. Desuden medgik en stor sum til ”Det fremmede folk at underholde”. De ville dog give tilsagn om, at hvis han lagde projektet på ”Danmarks Riges uomtvistelige grund”, ville kongen til hjælp med en enkelt skat bidrage med 120.000 Rigsdaler, så snart rigerne kunne betale de ”forrige udlovede Tønder Guld, det fremmed Krigsfolk aftakkes og Rigets Undersaatter taale en ny Skat”.
Der bestilles allerede tømmer
Kongen tog nu fat på forberedelserne til at sætte arbejdet i gang. I juni 1643 skriver han til Rigshovmester Corfitz Ulfeldt, at han skal bestille en hel masse tømmer. Det hele var udspecificeret.
Men så stopper alle oplysninger omkring anlægget af købstad, fæstning og havn i Ballum Enge. Om det bestilte tommer fra Norge nogensinde er ankommet til Ballum, ja det vides ikke. Men der findes et brev fra 20. januar 1644, der omtaler noget tømmer.
Inddigningen af Ballum Enge mange år forsinket
Da foråret stundede til var svenskerkrigen i gang. Da det endte med at freden i Bremsebro den 13. august 1645, var Danmark et ydmyget, hærget og svækket land. Kongen var en olding, hvis kræfter var ved at ebbe ud.
Inddigningen af Ballum Enge blev først udført i årene 1914 – 1919. Købstad, havn og fæstning bliver det sikkert aldrig noget af. Men noget tyder på, at Ballum dog engang har haft en fæstning.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 233 artikler fra Tønder og Omegn, 69 artikler fra Højer og Omegn samt 157 artikler om Sønderjylland herunder:
Juli 25, 2018
Fra Krig til Internering
Gadens Parlament og Folkets Vilje bestemte i begyndelse i retsopgøret. De frivillige blev gjort lovløse. Folkestemningen bestemte straffeudmålingen. Der var kaotiske tilstande og minimumsstraffen blev sat til 4 år. Man ville straffe de hårde, men sådan blev det ikke. Ramaskrig i befolkningen, da tre frivillige blev frikendt. Var tilladelsen til Frikorps Danmark givet under pres? DNSAP startede også en hvervekampagne uden den store succes. Vildledning, at Frikorps Danmark var et dansk bidrag. SS blev gjort kriminel. Man melde sig af ideologisk grunde.KZ-vagter fik hårdere straffe. Tjeneste i Danmark nærmest fordoblede straffen. Professionelle soldater fik hårdere straffe. Begrundelsen var, at de burde kunne gennemskue det hele. Det tyske mindretal fik ingen særbehandling. Man ville udvise dem. Men nogle byretsdommere gav formidlende straf til dem. Ikke alt gik rigtig for sig i Fårhuslejren. Anspændt forhold i Sønderjylland.
Gadens parlament og Folkets Vilje
Der er stadig mange meninger omkring retsopgøret. Det er derfor vi atter engang skriver en artikel om emnet. Og i denne artikel kigger vi på, om straffeudmålingen var retfærdig. Det er tydeligt, at i den første tid var det ”Gadens Parlament” og ”Folkets Vilje”, der fik deres vilje.
Under udarbejdelse af vores bog mødte vi også en del fra det tyske mindretal, som stadig mener, at de blev uretfærdig dømt. Dette forsøger vi også at kigge på.
De frivillige blev gjort lovløse
Under Anden verdenskrig gjorde 6.000 danskere tjeneste på tysk side. Langs Norges kyster til torpedobåde i Adriaterhavet og panserenheder i Kaukasus kunne man finde danske frivillige.
Da krigen sluttede blev de frivillige hurtig lovløse. En stor del var allerede i Danmark, fordi de var hjemsendt eller på orlov. Andre var taget til fange af de allierede. Da de så blev løsladt skulle de i Danmark gennem en retssag, hvor de så efterfølgende blev fængslet.
Straffeudmålingen prægede folkestemningen
Retsopgøret sigtede i princippet at dømme de mere alvorlige forbrydelser. På den baggrund blev der fremsat en minimumsstraf på fire års fængsel. Men i praksis endte det med, at mange blev dømt denne straf for små forbrydelser.
Straffeudmålingen var i begyndelsen hård og præget af folkestemningen. Det skulle være et folkeligt retsopgør, hvor der blev renset godt ud.
Frode Jacobsen udtalte den 22. maj 1945:
Allerede under besættelsen havde Frihedsrådet udarbejdet et udkast til rammerne for et retsopgør, som skulle straffe alle, der på den ene eller anden måde havde gået tyskernes ærinde under besættelsen.
Disse rammer blev præsenteret i pjecen ”Naar Danmark atter er frit” fra november 1943. Først og fremmest skal der ske et opgør med kollaboratørerne, og dette opgør skal ske ad rettens vej.
Det skete så ikke altid. Vi har tidligere beskrevet stikkeraktionerne.
Frihedsrådet ville have særdomstole
Frihedsrådet ville have oprettet særdomstole til retsopgøret. ”Naar Danmark atter er frit” er egentlig juridiske paragraffer. Udvalget, der primært bestod af jurister, var i eksil i Sverige. De udarbejdede et udkast til Straffelovstillæg og en lov om særdomstole, der kunne varetage sagerne efter besættelsen.
Der var ligeledes nedsat et embedsmandsudvalg. Dette udvalg var modstander af de hårde minimumsstraffe, som Frihedsrådet havde lagt op til. De ønskede heller ikke særdomstole.
Kaotiske tilstande
Lige efter besættelsen gik bevæbnede modstandsfolk nærmest fra dør til dør. Man havde Centralkartoteket med 40.000 navne, der skulle interneres. Pladsmangel og manglende professionalisme hos mange modstandsfolk førte til kaotiske tilstande.
Der var flere eksempler på verbale og fysiske overfald. Der var også drab på formodede kollaboratører og frygten for selvjustits voksede. Allerede den 6. maj manede man i aviserne til besindighed blandt befolkningen. I Nationaltidende skrev man:
En minimumsstraf på 4 år
Den nye befrielsesregering trådte i kraft allerede dagen efter befrielsen. Den kom til at bestå af en lige fordeling mellem de traditionelle politikere og medlemmer af Frihedsrådet. Den 23. maj blev forslag til straffelovsforslaget fremlagt. Og behandlingen skete lynhurtigt, og loven skulle være med tilbagevirkende kraft.
Dødsstraf og tab af borgerlige rettigheder blev diskuteret. De danskere, der havde gjort tysk krigstjeneste blev indbefattet af straffelovstillægget §10 stk. 1:
Ofte var denne straf betydelig hårdere, end interneringen/fængslingen.
Forholdet mellem brøde og straf var ude af funktion
Domstolene lagde hårdt ud. Minimumsstraffen havde sat forholdet mellem brøde og straf ud af funktion. Den første dom faldt den 12. juli 1945.
En dansker, der i 1942 havde meldt sig til Luftwaffe, blev idømt fire års fængsel. Denne straf blev gældende for hele sommeren 1945.
Ramaskrig i befolkningen
Allerede den 20. juli udløste en byretsdommer dog et ramaskrig i befolkningen, da hun frikendte tre østfrontfrivillige under henvisning til, at de havde ladet sig hverve før 29. august 1943 efter lovlig anvisning fra dansk myndighed, hvilket kunne give tiltalefrafald ifølge lovgivningen.
Der blev med denne sag henvist til en udtalelse fra regeringen den 8. juli 1941, hvor nuværende og hjemsendt personel fik regeringens tilladelse til at træde ind i Frikorps Danmark. Dette blev af mange frivillige tolket som en officiel anerkendelse til at deltage i krigen.
Ja når selv Juraen er tvivl, så må noget være i vejen. Vi vender lige tilbage til dette spørgsmål.
Opstandelse i Land og Folk
Men frifindelsen vakte i den grad opstandelse. I Land og Folk kunne man læse følgende:
Var tilladelsen givet under pres?
Havde den danske regering udsendt en egentlig tilladelse i 1941, og var denne tilladelse i så fald udsendt under pres?
De pågældende tre sager blev omgående anket til Landsretten, der ikke var tvivl. De tiltalte blev alle dømt skyldige. I løbet af august måned blev den hårde kurs således stadfæstet ved Landsretten.
Som sagt var det hensigten, at straffelovstillægget først og fremmest skulle ramme de større lovovertræder. Men det tog tid at forberede disse. Derfor ramte det mest de små lovovertræder.
Kritik af straffelovstillægget
Overretssagfører Frants Dragsted rettede i aviser en skarp kritik af straffelovstillægget. Han mente, at mange havde meldt sig til krigen i den tro, at de havde regeringens accept. Også forfatteren Karl O. Christiansen, hvis bog vi bl.a. har citeret, kritiserede de hårde domsafsigelser. På den måde blev velfungerende borgere gjort kriminelle.
Men heller ikke inden for Jura- verdenen var man enig. Således skrev sagførerfuldmægtig Kjeld Lundgren:
Justitsminister: Man administrerede ikke loven efter hensigten
Venstres justitsminister Busch Jensen mente ikke, at man havde administreret loven efter hensigten. – nemlig primært at skulle ramme de alvorlige forbrydere, og at de små kriminelle skulle slippe hurtigt.
Man havde ikke i Danmark behov for at sende flere arbejdsduelige danskere i fængsel end højst nødvendigt. Man forudså pladsproblem i fængslerne, hvis selv de mindste landssvigersager gav 4 års fængsel uden prøveløsladelse.
Man kiggede på uretfærdigheden
Der var allerede afsagt flere tusinde domme. Men i januar 1946 var det begrænset, hvor langt man var kommet. Og det var et udvalg, der skulle se, om straffelovstillægget egentlig var rimligt. Man overvejede nu lavere minimumsstraffe, korte frakendelse af almen tillid og mulighed for prøveløsladelse.
Fejl hos Rigsdagen
Venstre – manden Svenning Rytter opsummerede sin version af problemet i Jyllands posten den 29. juni 1946:
Rytter havde håbet, at det ville blive straffrit at have meldt sig til krigstjeneste før 29. august 1943, men så vidt gik det ikke. Minimumsstraffen blev dog nu nedsat til et år under formidlende omstændigheder, og tab af almen tillid blev nu nedsat til fem år.
Folkestemningen var blevet roligere
Man var dog allerede tidligere fra domstolene begyndt at give mildere straffe. Efter at jurister havde stillet spørgsmålstegn ved det rimelige i den straf man blev tildelt, begyndte dommerne at sætte spørgsmålstegn ved den hårde linje. Måske skyldtes det også, at dommens længde heller ikke mere havde avisernes opmærksomhed. Folkestemningen var også blevet roligere.
DNSAP startede hvervekampagne
I 1939 og 1940 var der kun få danskere, der meldte sig i tysk kristjeneste. Dem, der meldte sig var fra det tyske mindretal. De mente, at de skulle tjene ”fædrelandet”.
Da Danmark blev besat iværksatte DNSAP en symbolsk hvervekampagne blandt sine medlemmer. Man holdt dog størstedelen af de våbenføre hjemme, da man helt bestemt mente, at de skulle overtage magten i Danmark.
Men da det viste sig, at dette ikke blev aktuelt øgede DNSAP hvervekampagnen. De fleste danskere, der meldte sig i 1940 endte i SS-Standarte Nordland (senere Regiment Nordland).
12.000 dansker havde meldt sig – 6.000 var antaget
Dette ændrede sig den 22. juni 1941, da tyske kampvogne rullede over grænsen mellem det tysk- og sovjetbesatte Polen. Nu var verdenskommunismen pludselig en officiel fjende. Fra DNSAP blev hvervningen intensiveret. Men det blev dog aldrig den succes, som partifører Frits Clausen havde ønsket sig.
Efter krigen blev der anslået, at 12.000 danskere havde meldt sig. Af disse blev godt 6.000 fundet egnet. Endvidere anslås det, at 620 gjorde tjeneste i de tre værn under den tyske værnemagt, hæren, flyvevåbnet og krigsmarinen.
Cirka 200 gjorde tjeneste i den tyske flåde. Langt de fleste landede hos Waffen SS. De fleste kom i starten i 5. SS Panserdivision Wiking og Frikorps Danmark og senere i 11. Pansergrenaderdivision Nordland.
Frikorps Danmark beregnet som dansk bidrag
Efter Frikorps Danmarks nedlæggelse blev Regiment Nordland en selvstændig division, men der var fortsat en del danskere i Wikings øvrige afdelinger til krigens slutning.
Frikorpset blev i begyndelsen udelukkende betegnet som et rent dansk bidrag til krigen, der skulle hjælpe i kamp mod bolsjevismen. Den danske regering udstedte formelt en accept af Frikorpset, og efter et par uger blev det tilladt dansk personel at træde uden for nummer for at indtræde i Frikorpset. Man var dermed sikret en stilling i hæren, når man engang vendte hjem igen.
Frivillig deltagelse i krig
Flere regeringsudtalelser fulgte i de kommende måneder og blev af mange frivillige set som en opfordring til at deltage i krigen. Et eksempel kommer her. Det er en udtalelse fra regeringen fra foråret 1942:
Vildledning at Frikorpset var et dansk bidrag
Nu var det ikke alle danskere, der havde denne mening. Men det var udsendt af regeringen! Det var i den grad en vildledning, at frikorpset var en dansk enhed. Korpset fik et stort antal tyske officerer og instruktører. De frivillige fik SS-uniformer og skulle aflægge ed til Hitler.
Trods udbredte protester fra danskerne kom Frikorpset dog til østfronten og kom flere gange i kamp. En ændret tysk politik betød dog, at de enkelte frikorps blev nedlagt fra 1943. Personalet blev overført til egentlige SS – enheder.
SS blev gjort til en kriminel organisation
Nu gjorde de fleste danskere tjeneste i Regiment Nordland. De blev overført til partisanbekæmpelse i Kroatien. Og det gik grusomt til fra begge parter. Derefter blev de indsat i kampe langs Østersøen. Resterne af divisionen endte sine dage i Berlins gader, hvor de sidste frivillige blev taget til fange af sovjetiske tropper i maj 1945.
Efter krigen blev SS betegnet som en kriminel organisation, ikke mindst på grund af det nazistiske tilhørsforhold og gennemførelsen af Holocaust. Og det kom de danske SS – frivillige til at mærke.
De dansksindede i Sydslesvig blev tvunget til krigsdeltagelse eller til at arbejde i rustningsindustrien.
Man meldte sig af ideologiske grunde
Men hvad drev i grund danskerne til at melde sig frivillig? Ja det fremgår af domsudskrifterne. Den væsentligste faktor var den ideologiske kamp mellem nazismen og kommunismen. De fleste mente, at kommunister udgjorde en fare for verdensfreden, ikke mindst efter den finske vinterkrig i 1939 – 1940, hvor Sovjet angreb Finland. Her meldte en del danskere sig for at forsvare broderfolket.
De fleste nævnte kampen mod bolsjevismen i stedet for støtte af nazismen. Men det var vel også klogt at holde fast på det. De erklærede nazister fik en betydelig længere straf. En frivillig SS’ er fik fire års fængsel efter at vedkommende havde fortalt, at han stadig var nazist og selv om han kun havde gjort krigstjeneste i et år.
Medlemmer af det tyske mindretal nævnte patriotisme eller pligtfølelse over for fædrelandet som begrundelse. Blandt mindretallet var mange vokset op med nazistisk påvirkning gennem foreninger og ikke mindst skolesystemet. Generelt tog domstolene hensyn til propagandaen og betragtede dette som en formidlende omstændighed.
Tvunget i krig
Mange er også direkte blevet tvunget i krigstjeneste. De har været fulde på værtshus og skrevet under på noget papir, de egentlig ikke vidste, hvad var. Tysklandsarbejdere har troet, at det var arbejdsrelaterede dokumenter, så har det vist sig at være indmeldelsesblanketter til Waffen SS. Men disse forklaringer har nu ikke rigtig påvirket dommerne.
Men åbenbart har det påvirket dommerne, at man gjorde tjeneste på et militærhospital, så fik man halveret straffen til to års fængsel.
KZ-vagter fik hårdere straf
Havde man gjort tjeneste i en KZ – lejr blev straffen forøget, men egentlig var det svært at bevise. I bogen ”Under hagekors og Dannebrog anslås det, at antallet af danske KZ – vagter har været ca. 100. men Dennis Larsen mener i sin bog ”Fortrængt Grusomhed” at dette tal er væsentlig højere.
Men egentlig indsatte tyskerne efterhånden sårede og ældre soldater i KZ – lejrene. Så kunne man frigive de yngre soldater kamptjeneste. Også et stort antal fra mindretallet kom til de nordtyske aussenlager. Vi har tidligere beskrevet det i vores artikler.
Retten i Sønderborg gav forkert straf
En person fra mindretallet blev idømt 18 måneders fængsel for at have været tre år i KZ – lejren Neuengamme. Retten i Sønderborg mente, at det var en formidlende omstændighed, at han ikke havde gjort fronttjeneste. Anklageren mente dog netop, at dette var en skærpende omstændighed. Landsretten dømte dog også personen 30 måneders fængsel.
Svært at bevise krigsforbrydelser
Under retsopgøret var man ikke klar over omfanget af krigsforbrydelser. Man var dog klar over, at det var en barsk affære. En frivillig forklarede til retten, hvordan danskerne under tilbagetrækningen fra Narva i 1944 var blevet udnyttet af tyske enheder som skjold for tilbagetrækningen.
Henrik Skov Kristensen forklarer i sin bog, Straffelejren, hvordan en person i Faarhuslejren pralede med, at han havde været med til at brænde landsbyer ned. Men det har ikke været muligt for domstolene at gå nærmere ind i sådanne undersøgelser.
Tjeneste i Danmark var en skærpende omstændighed
Havde man gjort tjeneste i Danmark blev dette takseret højt rent domsmæssigt. Et eksempel er en person, som i to år var ansat ved luftværnsartilleriet i Danmark. Fra domsudskriften lyder følgende:
Det må nok siges, at være en ret hård straf.
Anvisning af dansk myndighed?
I sidste ende kom straffelovstillægget til at gælde hele besættelsen, dog med den undtagelse, at forbrydelser begået før 29. august 1943 var straffri, såfremt gerningsmanden handlede efter anvisning fra en lovlig dansk myndighed. Dette omfattede i praksis ikke de danskere, der meldte sig til tysk krigstjeneste. Flere Frikorps-folk påstod, at de havde modtaget anvisninger fra regeringen i sommeren 1941, og i enkelte tilfælde resulterede dette da også i frikendelse.
Det reviderede straffelovstillæg fra juni 1946 indførte reelle lempelser i forhold til den 29. august.
Den skjulte krigstilstand
En interessant tendens opstod i Sønderjylland, hvor man ofte henviste til den ”skjulte krigstilstand” mellem Danmark og Tyskland. Efter august 1943 kunne der tales om denne skjulte krigstilstand. Alle danskere burde dermed have vidst, at der var tale om forræderi, når man meldte sig herefter.
Professionelle soldater blev straffet hårdere
Danske officerer og befalingsmænd, der meldte sig under de tyske faner og i Frikorps Danmark blev straffet hårdere. Mange af disse var dybt skuffet over det der skete den 9. april.
Erik Lærum var kaptajn ved hærens flyvetropper meldte sig senere til Waffen SS:
Lærums erindringer blev skrevet 15 år senere, da han stadig var overbevist nazist. Oberstløjtnant Peter Kryssing meldte sig som chef for Frikorps Danmark. Frikorpset blev i hæren lanceret som en mulighed for at genoprette en del af officersstandens ære. Den 8, juli 1941 udsendte Krigsministeriet et cirkulære, hvor der bl.a. stod:
Der var ingen formidlende omstændigheder
Det forlød også, at kongen bakkede op om Frikorps Danmark. Mange officerer og befalingsmænd meldte sig på den baggrund. Disse ting brugte de anklagede også i deres forsvar efter krigen. En dansk officer henviste også til samtale med Kryssing inden hvervningen. Denne havde henvist til regeringens godkendelse af cirkulæret. I retten blev han trods forklaringen kendt skyldig:
Retten erkendte ”misvisende udtalelser” fra regeringen
Det er dog andre tilfælde, hvor retten har anset regeringens udtalelser for at kunne have virket misvisende for de danske frivillige. En landssviger, der ikke kom fra forsvaret, fik følgende udtalelse med sig fra retten:
De professionelle soldater burde have gennemskuet det!
Fort de professionelle soldater blev det forventet, at de kunne gennemskue at Krigsministeriet havde fremsat udtalelserne under pres fra tysk side og at man dermed ikke skulle følge anvisningerne. Det ses tydeligt fra en domsafsigelse, hvor en dansk officer havde gjort tjeneste hos Luftwaffe fra august 1941 til marts 1945:
De professionelle fik gennemsnitlig 50 pct. længere straf end andre.
Ubegavede fra underklassen, vaneforbrydere og vildfarne unge
Tyskerpigerne blev fremstillet som ubegavede medlemmer af underklassen. De danske frivillige blev generelt beskrevet som en gruppe vaneforbrydere, nazister og vildfarne unge. Dette billede blev dog senere lidt mere nuanceret, men det tog lang tid.
Anspændt forhold i Sønderjylland
Vi har tidligere været inde på det tyske mindretal. NSDAP-N’ s øgede aktiviteter førte til et meget anspændt forhold mellem mindretallet og de etniske danskere i Sønderjylland. Forholdet blev ikke bedre af, at mindretallet modtog flere goder og vareleverancer fra selve Tyskland under besættelsen. Med forskellige organisationer virkede det som om, at mindretallet var en aktiv del af besættelsesmagten.
Allerede ved krigsudbruddet i 1939 havde nogle enkelte fra mindretallet meldt sig til krigstjeneste. Efter april 1940 blev Sønderjylland et helt nyt rekrutteringsområde for den tyske værnemagt. Det tyske mindretal påtog sig øget hvervevirksomhed. Mindretallet opfattede det som pligtfølelse over for ”fædrelandet”.
1.500 lod sig hverve til Waffen SS
Det anslås at 1.500 lod sig hverve til Waffen SS og et par hundrede til den tyske værnemagt. De flest frivillige gjorde tjeneste enten i SS-divisionerne Totenkopf, der var rent tysk eller Wiking, der bestod af hjemmetyskere fra hele Nordvesteuropa.
I begyndelsen var der også folk fra mindretallet i Frikorps Danmark. Men de tysksindede ønskede ikke at gøre tjeneste i det, der i propagandaen blev iscenesat som et rent dansk korps. Man ønskede at kæmpe i tyske enheder og i alle henseender at blive behandlet som tyskere. Mindretallets ledelse rettede derfor henvendelse til Himmler, der i 1942 overførte de tilbageværende mindretalstyskere fra Frikorpset til Totenkopf.
Modstandsbevægelsen krævede udvisning
Mindretallet havde et særdeles blakket image, da retsopgøret blev indledt. I mange danskers øjne figurerede mindretallet som dybt nazistiske med patruljerende sabotagevagter og Zeitfreiwillige.
Modstandsbevægelsen krævede, at de folk fra mindretallet, der havde gjort sig skyldige i forræderi udvist af landet efter afsluttet straf. I den offentlige debat dannede der sig to grupperinger. Den ene gruppe bestod af modstandsfolk og yngre sønderjyder. De krævede fortsat skærpede straf over for mindretallets frivillige og kollaboratører, herunder fortsat udvisning af landet.
Den anden gruppe bestod overvejende af ældre sønderjyder, der selv kunne huske tiden før 1920 og de dertilhørende problemer ved at være et mindretal.
Mod særbehandling af det tyske mindretal
Hvorvidt mindretallet skulle underlægges særlige vilkår blev også debatteret ivrigt i Rigsdagen i løbet af maj 1945. En række politikkere mente, at de blot handlede, som man kunne forvente. I første udkast til straffelovstillægget fra 25. maj blev det derfor formuleret, at der ved tilfælde af hvervning til tysk krigstjeneste kunne gives straffenedsættelse, såfremt man tilhørte det tyske mindretal.
Der blev dog argumenteret mod særbehandling af mindretallet og at loven skulle være lige for alle. Modstandsbevægelsen fastholdt dog en skærpet kurs over for mindretallet. Politikken skrev den 29. maj 1945 bl.a. følgende:
Der blev ikke givet ved dørene
Det endelige straffelovstillæg tog derfor ikke formelt hensyn til mindretallet, men der blev indført en sikkerhedsventil, som de enkelte byretsdommere i Sønderjylland kunne tage i brug for at lempe straffen over for mindretallet.
Men der blev dog ikke givet ved dørene, hvis det drejede sig om vagter ved de tyske koncentrationslejre. Her dokumenterer Dennis Larsen, at der var overrepræsentation af folk fra det tyske mindretal.
Vi har tidligere i artikler beskrevet det voldsomme sociale pres, der var i det tyske mindretal med hensyn til hvervning. Men hvis man var med i det tyske mindretal, var opvokset i dansk miljø og var gået i dansksproget skole så var det ingen pardon. Vedkommende havde i 1943 meldt sig til Krigsmarinen og gjort tjeneste i godt halvanden år. Efter krigen blev han idømt to års fængsel. Var dommen faldet tidlig var det sikkert blevet til 4 års fængsel. Retten sagde bl.a.:
Man kunne ikke bruge ”tyskhed” som formidlende
Det var langt fra alle medlemmer af mindretallet, der kunne regne med strafnedsættelse. Retten i Sønderborg dømte også en person fra mindretallet fire års fængsel for at have gjort tjeneste i Waffen SS:
Landsretten var af en anden mening
Men sagen blev anket til Landsretten, og her slap tiltalte med to års fængsel. Nu var bestemte politimestre og dommer i Sønderjylland nok også tyskfjendtlige. Det har sikkert også præget dommene. Vi har også i artikler kunne dokumentere mærkelige domsafgørelser.
Ikke alt var i orden i Fårhuslejren
Og det som det tyske mindretal blev udsat for i begyndelsen i Faarhuslejren var vel ikke i orden. Om det tyske mindretal er behandlet korrekt, ja det har vi egentlig allerede omtalt i andre artikler og i vores bog. Det har allerede givet en del reaktioner.
Det er ikke uden grund, at højesteretssagfører Henriques kaldte det for et ”juridisk galehus”.
I de første måneder lå mange afgørelser over landssvigere markant over minimumsstraffen. Efterhånden spillede almindelige retsregler ind. Der var dog undtagelser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 236 artikler om Besættelsestiden (Før/under/efter) herunder:
Juli 23, 2018
Aabenraa – hvordan så byen ud dengang?
Der var masser af oversvømmelser. Folk fra Løjt og Stollig måtte hente tang ved Sønderport, men ikke sten. Dem kunne man selv bruge. Vi kigger på Kapelbjerget. Endelig kom der en dæmning. Vi besøger Bispens enemark og Gamle Opnør. Sten fra Skt. Jørgen blev brugt til Nymølle. Aabenraa var godt sikret mod fjender. Og så behøvede man ikke mere at køre over Toldsted. Varnæsfolk havde lavet en sommervej. Og galgen blev placeret på Arnbjerg. Så var det lige historien om Bygraven og heri blev også transporteret tyvegods. Der var problemer med at bygge på Storetorv på grund af Bygraven. Fyrsten ville gerne have teglværksgrunden.
Masser af oversvømmelser
Ved vintertid drev østenvinden fjordvandet ind over engene vest og sydvest for Aabenraa. Samtidig kom der masser af nedbør. Sønderchausse lå betydelig lavere end nu. Alt det land, der lå op til Hjelm vest og sydvest for Sønderport lignede ofte et hav.
Jo, det var også de store oversvømmelser i 1872 eller Nytår 1914, da byen trods forhøjelser, diger og dæmninger fra næsten alle sider havde forsøgt at gardere sig. Dengang sejlede og stagede man rundt i både. Hverken bro eller Sønderchausse var at øjne. Fjorden gik helt op til Rebekkagangen, ja helt til Kilegaard og viste sig på Nybro. Ja selv i Slotsmøllen.
Var ulykken sket var det skik og brug at frivillige mødtes ved Sønderport.
Man måtte hente tang men ikke sten
Det var først i det 18. århundrede, at der her kom en sommervej som aldeles ikke kunne bruges om vinteren. Ja det var dårligt nok, at den kunne bruges om sommeren. Indtil da gik færdslen over slottet.
Vi ved at de i år 1611 kom fra Stollig og Løjt og hentede tang uden for Sønderport. Men de måtte ikke tage stenene. Dem kunne Aabenraa nemlig godt selv bruge til deres stenbro.
Kapelbjerget
Lidt syd for byen og dens Sønderport lå ved Sommervejens sydlige end, hvor Vejrmøllen stod, en holm eller en bakke i retningen fra øst til vest. Denne blev i 1737 kaldt Kapelbjerget eller Andreaskapellet. Den lå her i katolsk tid.
I den vestlige ende lod Dronning Margrethe den Første i 1411 bygge et nyt slot. Men som følge af hendes død blev det i første omgang kun til et Porthus. Syd for Andreaskapellet helt over til Posekjær var bortset fra en holm (Fru Annas Eng) alt kun sand og tang. Strækningen mellem Kapelbjerget og Sønderporten lå om vinteren altid under vand.
Endelig kom en dæmning
Først en del år efter 1411, måske først i Kong Hans tid er Slotsvejen og Møllebroen blevet anlagt. Og det var i form af en dæmning.
Det er derfor, at Claus Organist skriver i år 1600, at dem der i ældste tid ville nordpå, måtte over vandet til Varnæs for derfra at tage med færgen til Årøsund og videre.
Claus Møller (organist) meddelte at byens grænse mod vest, begyndte der, hvor Nybro senere kom til. Her løb i tidligere tid en å, nord om Kongelund eller Kongegården, det gamle slot, så den blev skilt fra byen.
Bispens Enemark og Gamle Opnør
Dengang i begyndelsen af det 14. århundrede kaldte man vandet syd for Sønderport for ”Nørets Vand” eller Nørets mund”. Og syd her for lå jorderne fra Hostrup, Stubbæk og Årup. Og der hvor Farversmølle senere lå, kaldte man dengang ””San vith Lith”.
Længe før byen fik en byret lå i nærheden en bispegård med Bispens Enemark, der strakte sig helt hen til landsbyen ”Gammel Opnør”.
Og tæt her ved i udkanten af Hjelm lå Kongens Forhøjning. En gammelt sagn fortæller, at her skulle Valdemar Sejr været gået i land på sin hjemrejse fra Estland. Derfra skulle han havde begivet sig til Urnehoved Ting.
De gamle landsbyer Heisel og Gammel Opnør er siden forsvundet. Peter Amtsskriver indførte dem dog i sin Jordebog i 1609.
Sten fra Skt. Jørgens Kapel blev brugt til Nymølle
Skt. Jørgens Kapel ophørte efter Reformationen. Det var opført som et sygehus for spedalske. Og det blev bortforpagtet til ”den fyrstelige nåde”. Da dette ophørte, blev stedet nedbrudt. Men tømmer og sten blev brugt til bygning af Nymølle.
Ved denne lejlighed forsvandt også ”Skt. Jørgens Karpedam. I inventaret fra 1709 blev der opgivet en dam men uden karper. Den var nærmest overgroet.
En såkaldt ”Pippel” dannede tidligere grænsen mellem Aabenraa By og Herredet. Vandeløbet blev dengang ikke kaldt å men ”Pippel”.
Aabenraa var godt sikret
Hele egnen hørte til herredet. Og så er det hele diskussionen med hvornår det hed Opnøraa og Gammel Opnør. Vi har allerede skrevet to artikler om temaet. Der er lidt diskussion og forskellige meninger om det. Men der findes en tegning fra 1641, der viser en lille by omkring Kongslund lidt syd for den gamle rådhus. Den var omgivet af en bygrav og en byvold, som fra ”Kiil” i øst gik nord om Vestergades kålgårde og vest om det gamle slot ved Vestergades den gang sydvestligste hjørne. Her mundede det ud i indvandet eller ”Nøret”. Dengang, skriver Claus Møller, var byen er de bedst sikrede byer i hele landet, endda stærkere end Slesvig.
Ikke mere over Toldsted
Imod øst var ”det salte vand”, som man dengang kaldte fjorden, i syd og vest indvandet eller ”Nøret”. Imellem var en bygrav af forsvarlig bredde og dybde.
Med Brundlund var der bygget en dæmning, mølle og møllebroen. Med den lange bro var der skabt en ny forbindelse syd på. Nu behøvede man ikke at tage over Toldsted. Med dæmningen og møllebroen var der knap så meget vand især om sommeren. Af ”Nøret” blev der nu kun en Mølledam tilbage.
Galgen på Arnbjerg
Den nuværende Hjelmalle blev anlagt i sidste halvdel af det 16. århundrede som en Slotsvej med 2 sluser eller to bække, der løb langs med den. Jorden til den hentede man fra ”Fru Annes Eng”, hvor byens rettersted en kort overgang havde været. Derfra blev den flyttet til op på Arnbjerg, der fik navnet Galgebakken.
En sommervej til Varnæs
Omtrent ved samme tid havde Varnæsfolk syd for Posekær anlagt en ”Forte” ind til byen – det var omkring 1611. Det var dog kun en sommervej. Man kunne ikke bruge den om vinteren. I flere hundrede år har Sønderschausse så kun været en sommervej.
Historien om Bygraven
Bygraven førte ned til Nøret, og tjente senere sammen med Slotsgraven til værn for Brundlund. Slotsgraven fik vandet fra indvandet. Slotsgraven sorterede under amtmanden. Mens byen sørgede for Bygraven. Men den forsømte man. Til sidst blev det bare en lille rende med smudsigt vand. Her kunne beboerne efterhånden se store mængder af ”Paider” (frøer). Det gav så Bygraven det gamle navn ”Paidsik”.
Ligesom navnet ”Nøret” forsvinder også begrebet ”Bygraven” men ”Paidsik” bliver hængende. Efterhånden var det kun en ussel rende tilbage, der fra vest til øst gik langs med de nordlige haver i Vestergade og over i den nordlige ende af Storetorv, for nede ved Gildegade at løbe ud i ”kiil” (Kilen).
I 1707 lå ”Paidsik” i hele sin længde kun 1 ¼ stavn nord om Vestergades haver, lidt sønden om rådhuset, som en øde sump fra vest til øst, kan vi se i Stavnsprotokollen.
Tyvegods i Bygraven
Ved ældre fund har man fundet ud af, at der var palisader og bolværk med kramper i Bygraven, så noget tyder på, at man havde sejlet med både i den.
Claus Møller nævner, at man havde begreber som ”Tyvkjærhavn” og Tyvkjæret”. Rak og pak skule have holdt til ”ved Aaen nothern By”. Åbenbart har de også fragtet deres tyvegodser i byrenden. Men ellers forlød det fra historien, at tyverpak holdt til i Ramsherred.
Problemer på Storetorv
Hvor Bygraven gik over Vestergade, lå købmand Schmidts hus. Og man sagde, at den slog revner grunden Bygraven. Over for boede Thomas Iversen. Han fik i 1795 at vide, at han på sin grund skulle sørge for, at bygraven skulle være mindst en alen bred.
I lang tid var Byrenden synlig ved nordenden af det gamle Løve Apotek på Store Torv. Et lille usselt hus tilhørende rebslager Daniel Møller havde ligget på Store Torv. Da man skulle bygge et større hus her, kunne man ikke bare gøre det. Der var nemlig ikke en sikker grund. Man skulle først igennem 3 – 4 alen fyld. I en bredde af 26 alen fra nord til syd var det derefter en fed brun morads, som i midten var 11 alen dyb. Først i denne dybde stødte man på fast lergrund. Man traf her rester af et bolværk eller plankeværk på 12 – 15 tommers tykkelse.
Åbenbart har Byrenden haft en normal dybde på 8 fod.
Aabenraa har fra gammel tid været inddelt i stavne. Nord på gik det til hertugens Teglværk på den såkaldte Klinkebjerg og derfra til Kolstrup ad den såkaldte Kolstrup Stenbro eller Kolstrupper Kirkeforte, som den efter reformationen blev kaldt.
Teglværksgrunden
Teglgården var ikke ældre end i midten af det 16. århundrede. Den havde afløst galgen og retterstedet her, som fra ældre tidret passede til det såkaldte Ramsherred med Tyvekjærsbækken nedenfor og Retten som nærmeste nabo, ikke langt derfra på den gamle Vægterplads. Dengang var den ganske ubeboet. Efter gammel skik boede uærlige folk (bødelen) afsondret.
Trods skelstenen hørte Teglværksgrunden dog til byen. Men ” Hans Fyrstelige Nåde” havde i sin tid ønsket at få den. I bytte havde byen så fået ”Fru Annas Eng”. Den brugte man så som rettersted. Men ved denne lejlighed havde byen mistet en del af ”Fællesfægangen”. Den havde Kong Valdemar i sin tid købt til byen for ”sine egne penge”.
Fra den gamle tid længe før år 1600 havde enhver stavnsejer har ret til ”fællesfægang” og ”madeskift”. Men man havde også en stavnspligt. Man skulle holde broer og veje vedlige.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 140 artikler om det Gamle Aabenraa og Omegn herunder:
Juli 16, 2018
Slogs Herred mellem dansk og tysk
Vi kigger på det dansk-tysk forhold i herredet lige øst for Tønder. Det var jo den skæve firkant, der var med i dette. Og så var det også det med Tiedje-linjen. Hvorfor adskilte tyskheden sig? Det kan skyldes de nordslesvigske præstegårde og frihedsbrevene. Der var mange plattyske tingsvidner i Slogs Herred. Politikken kom også i menigmands tilværelse. Det tyske sprog ville finde stor interesse og nytte. Man samlede ind til bogsamlinger på 20.000 bind. Steenholdt blev sognefoged for Ravsted Sogn. Men han trak sig, da han blev upopulær. Ravsted blev kaldt for ”Klein Berlin”. De stillede med en protestdelegation hos amtmanden. Det var dyrt at blive sognefoged. Ja så forlangte den ene at få opsigelse på dansk. Pludselig kom der nye præster i halvdelen af sognene. Der var stadig dansk flertal i 1867, men så kneb det. Dog var der knebent flertal i 1920. Og så var det i den grad stor standsfirskel i herredet.
Det dansk – tyske forhold
Ja vi befinder os lige øst for Tønder – i Slogs herred. Vi har jo heldigvis læsere fra hele Danmark, som skal vide, hvor vi er.
Undertegnede har skrevet en bog ”Grænsen er overskredet”. Her har hovedhistorien skabt stor interesse, men også ”Den Gamle Redaktørs anskuelser” på det dansk – tyske forhold i Sønderjylland. Så dette fortsætter vi med i denne artikel.
Den skæve firkant
For at finde magtforholdene mellem det dansk – tyske tegner det sig med ret stor skarphed et blandet område, der går under navnet ”Den skæve firkant”. Det drejer sig om et område, der mod syd følger landegrænsen fra Højer til hen imod Gråsten og imod nord når på højde med Nørre Løgum og Øster Løgum Sogne.
Købstænderne Tønder og Aabenraa samt Løgumkloster flække ligger inde for denne firkant, som det under indtryk af ”Hitler – Tyskland” i 1930erne almindeligvis blev kaldt ”Den truende firkant”.
Danskheden i Slogs Herred
Den sydligste og centrale del af dette område udgøres af Slogs Herred omfattende af seks sogne, Hostrup, Øster Højst, Ravsted, Bylderup, Burkal og Tinglev. Indtil 1850 var det også den vestlige del af Bjolderup og Uge Sogne.
Ved afstemningen i 1920 faldt der i den nuværende Slogs Herred 2.176 danske stemmer og 1.932 tyske stemmer. Det var i procenttal henholdsvis 53 pct. og 47 pct. I årene før verdenskrigen var her tysk flertal.
Tiedje- Linjen
Derfor var det måske ikke så meget at sige til, at den tyske regerings daværende sagkyndige i spørgsmål vedrørende den dansk-tyske grænse, Johannes Tiedje forslog herredets nordgrænse som fremtidig grænsekel. Det var den såkaldte Tiedje-linje,
Sammenlagt med det store tyske flertal i Tønder og Højer kunne der faktisk påvises et knebent tysk flertal på 6.735 stemmer mod 5.658 danske stemmer i de 76 distrikter, som Tiedje- bæltet omfattede.
Hvorfor adskilte tyskheden sig?
Man har adskillige gange søgt at finde en historisk forklaring på, hvorfor hjemmetyskerne sindelagsmæssigt har adskilt sig fra Nordslesvigs øvrige befolkning. Nogle mener, at det skyldes den gottorpske statspatriotisme, idet den skæve firkant tilhører det gamle gottorpske område.
Der findes dog også eksempler på, at befolkningen i 1700 – tallet nærede større sympati for fyrstehuset i Slesvig. Den hjemmetyske historiker Ludvig Andresen har i en afhandling om hjemmetyskheden fremdraget mange eksempler herpå.
Men egentlig er der ingen, der er fremkommet med det endelige bevis på, at denne gottorpske statspatriotisme havde holdt sig uafbrudt til den nationale vækkelse i 1830erne og 1840erne.
Vi skal lige huske, at ved magtskiftetraktatens underskrivelse i 1773 gav huset Gottorp tilmed definitivt afkald på alle dets rettigheder i hertugdømmerne. Omkring det påfølgende århundrede prægedes Slesvig derfor lige så vel som enhver anden del af monarkiet af undersåtternes loyalitetsfølelse for den enevældige konge i København.
De Nordslesvigske præstegårde
Troels Fink mener, at gottorpstyret har givet forudsætningen for hjemmetyskheden. Men større påvirkning vil han tillægge den påvirkning, der er kommet fra de nordslesvigske præstegårde, hvor der til trods for dansk kirkesprog er leveret tysk kulturliv.
Det gamle fæstevæsen
Men kigger vi på Slogs Herred, skal vi også kigge på det gamle fæstevæsen. Befolkningen skulle derigennem være blevet knyttet særligt nær til øvrigheden. Men man fristes også til at spørge om den privilegiebreve som grev Adolf den 8 sendte ud til en række frigårde i strøget mellem Flensborg, Aabenraa og Tønder.
De gamle frihedsbreve
Fra tidsrummet 1429 – 1450 kender vi ikke færre end 40 frihedsbreve. For Slogs Herred kan vi nævne:
Greven har med denne privilegietildeling bevidst søgt at knytte egnens storbønder til sig. Efter hans mange kampe mod Erik af Pommern har det måske været hans mål at knytte Sønderjylland til Holsten.
Efterhånden har tyskheden fået sin betydning for tyskheden. I hvert fald har den grebet om sig blandt storbønderne i Slogs Herred. Også økonomisk var den i rivende udvikling.
Mange plattyske tingsvidner
For Slogs Herreds vedkommende findes der i tiden 1470 – 1550 17 danske tingsvidner jævnsides med 34 plattyske. Måske var det plattyske ikke så tilgængelig for alle?
Den lutherske reformation har også haft sin betydning. Grænsen mellem dansk og tysk kirkesprog var stort set der, hvor 1920 – grænsen blev trukket. Efterhånden som det folkelige skolevæsen kom i gang, var det også her sproggrænsen blev trukket.
Præsterne og deres indflydelse
I tiden 1581 til 1721 var Slogs Herred en del af det gottorpske hertugdømme. Men det er nok overvurderet i forbindelse med fortyskningsfaktor. Pietismen, Herrnhutismen og studehandlen har nok betydet mere i den forbindelse.
Med hensyn til præster og deres indflydelse, ja så var der stor forskel på dem. Vi har allerede omtalt et par stykker omkring Bylderup Sogn. Skal vi lige kigge på nogle af dem:
Først ind i det nye århundrede begyndte et nyt liv at røre sig i præstegårdene. Det var efterdønningerne efter Claus Harms forkyndelse, der fik en lignende virkning for hertugdømmerne som Grundtvig forårsagede i kongeriget.
Politikken kom også i menigmands tilværelse
Men den nye tid bragte også politikken ind i menigmands tilværelse. Til den slesvigske stænderforsamling i 1836 lod man sig i Slogs Herred repræsentere af gårdmand Theis Hansen Steenholdt fra Ravsted og storbonden Peter Todsen på Mejerholm ved Tønder. Gårdmand Martin Adolph i Nolde var suppleant. Men det er nok for tidligt ved dette valg at tale om en national tilkendegivelse.
”Det tyske sprog ville finde stor interesse og nytte”
Men det fik vi vel ved spørgsmålet om de to stænder-deputeredes stilling til Niels Lorenzen Lillholts andragende om at måtte få det danske sprog indført som rets- og forvaltningssprog i de egne, hvor der i forvejen var kirke- og skolesprog.
Steenholdt udtalte under forhandlingerne herom i 1838, at han i taknemlighed ville påskønne det, når det danske sprog blev indført ved retten, selv om han ikke synes, at det var nødvendigt. Han havde aldrig hørt klager over anvendelse af det tyske sprog og synes heller ikke, det var forkert. Han gjorde sig til talsmand for øget undervisning i det tyske sprog i Nordslesvig:
Han sluttede sig til ”Hertugen af Augustenborg”
Men med dette blev en gnist sluppet løs. Da det kongelige reskript om brugen af dansk øvrighedssprog blev udsendt den 14. maj 1840 var situationen en helt anden.
Steenholdt havde i mellemtiden sluttet sig til Hertugen af Augustenborg. I Stænderforsamlingen sagde han:
Steenholdt kom dog aldrig selv trods alle mulige anstrengelser til at beherske det tyske sprog.
Sit elskede Slesvig – det lykkeligste plet på jorden
En ung teolog fra Øster Højst var trådt ind på scenen, Nis Hansen, Bondesøn, som han yndede at kalde sig, var en hjemstavnens mand. Han ville gøre:
Bogsamlinger på 20.000 bind
Og der savnedes var oplysning. Det lykkedes ham i 1839, at få en kreds af københavnske sønderjyder samlet omkring dannelsen af:
I løbet af de følgende fire år var denne forening i stand til at forsyne omtrent 60 bogsamlinger med ikke færre end 20.000 bind. I Slogs Herred fik Øster Højst, Ravsted og Rørkær bogsamlinger.
Endnu så sent som i 1840 søgte han at få sine landsmænd Todsen og Steenholdt med til sine ideer.
Men i stedet valgte de to at få offentliggjort brevene i Tondernsche Intelligenzblatt den 5. august 1840. Processen var fuldbyrdet. Slogs Herred var delt i to nationale lejre.
Steenholdt bliver sognefoged for Ravsted Sogn
Bortset fra rivninger under stænderdebatterne og lidt avisskriveri i ny og næ var egnen præget af dybt indgroet bondekonservatisme. En mand som herredsfoged Eerend Feddersen var en embedsmand fra den tid. Under kriseårene i 1820erne havde han været herredet en god mand.
Den 21. april 1840 blev Thies Steenholdt udnævnt som sognefoged for Ravsted Sogn. Det hed at kun få personer i sognet var kvalificeret til en sådan stilling. Endvidere hed det sig, at han ”nød agtelse og anseelse i hele sognet”.
Steenholdt trækker sig – bliver upopulær
Om han nu gjorde dette er et spørgsmål. Han lod sig lede af ”Hertugen af Augustenborg”. Og det var bestemt ikke den moderate fløj inden for Slesvigholstenismen. Hans ildhu endte da også med at skaffe ham modstandere i hans eget sogn.
David Bargum med hvem han havde kæmpet om sognefogedposten repræsenterede således den mere moderate fløj inden for hjemmetyskheden. Spændingen mellem de to fløje blev akut under treårskrigen.
Nytårsaften 1848 indlod Thies Steenholdt sig på en jagt efter en ung mand, der var flygtet nordpå for at undgå indkaldelse til den Slesvig – Holstenske oprørsarme. I anledningen af helligdagene havde han dristet sig hjem til sine forældre i Havsted.
Nogle dårlige elementer havde da med sognefogedens billigelse foranstaltet optøjer i den ellers stille landsby. Gårdmand David Bargum forholdt sig trods sit hjemmetyske sindelag passiv.
Thies Steenholdt havde åbenbart blevet upopulær under denne aktion. Nogle dage senere den 3. januar 1849 anmodede han om at blive fritaget for hvervet som sognefoged i Ravsted Sogn.
Ravsted kaldt for ”Klein Berlin”
Ravsted har jo ellers i tidens løb gjort sig kendt for sine hjemmetyske sympatier, ja det er endda blevet kaldt for ”Klein Berlin”. Hvad årsagen kan være vides ikke. Op til treårskrigen er sognet blevet rost for deres flid og iver i skolegerningen.
I løbet af 1840erne blev skoleundervisningen forbedret i sognets skoler. Det siges udtrykkelig i 1839, at det var pastor Bargums fortjeneste, at sognets skolevæsen var så god. Han virkede som sognets præst fra 1801 til 1847. Han har således i en menneskealder sat sit præg på sognet.
Pastor Meyer holdt hånden over degnen
Lærer og degn Christian Christensen var dansksindet. Det var ham, der bestyrede den før omtalte bogsamling i sognet. Han har ikke præget børnene i tysk retning. Hans indflydelse over for de velståede tysksindede bønder var kun ringe. Under oprøret blev han udsat for forfølgelser på grund af sin troskab mod konge og fædreland. Når det ikke gik ham værre skyldtes det pastor Meyer, der holdt hånden over ham.
Treårskrigen gav ikke i Slogs Herred anledning til nationale uoverensstemmelser i lighed med, hvad vi kender fra det tilgrænsende Aabenraa Amt. Det var her storbønderne, der bestemte. Man så store økonomiske fordele ved at tilslutte sig Holsten og Hamburg.
Det var dyrt at blive sognefoged
Det var ikke alle, der bare kunne blive sognefoged. Man skulle erlægge en temmelig høj sum, 54 mark. Man skulle søge hos Tønder amts nye amtmand, grev Arthur Rewentlow, en loyal helstatsmand, der dog i løbet af få år ragede sig uklar med mange af de nye nationalliberale embedsmænd.
Efter treårskrigen skete der en stor udskiftning af illoyale embedsmænd, ja man kan vel kalde det udrensning. Og det var svært at finde frem til de rette.
Sognefoged i Burkal protesterede
Man kan så stille spørgsmålet, om man gik rigtig frem. Sognefoged F.P. Höeck i Burkal følte sig i hvert fald forurettet. Han skrev til Amtshuset i 1850:
Han slutter meget betegnede med, at anmode om at få tilbagebetalt de 25 rigsdaler, som han årligt i seks år har betalt sin forgænger for at få jobbet. Dette blev dog afvist.
Sognefoged Peter Simonsen fra Holm i Højst Sogn havde opfordret militærpligtige til at søge til oprørsstyrkerne i Rendsburg.
Men pastor Høxbroe sagde, at det var løse rygter, og at han var en god dansk mand. Peter Simonsen fik lov til at beholde sit job.
Området, hvor det ”blakkede” standpunkt stod i fuldt flor
Man sagde om Slogs Herred, at det allerede dengang var et område, hvor det ”blakkede” standpunkt stod i fuldt flor, mens de nationale tanker først meget sent formåede at slå rod.
H.V. Clausen omtaler således en mand fra Havsted, der indtil 1848 var dansk, under opgøret var han Slesvig – Holstensk. I tiden mellem krigene var han igen dansk og efter 1864 endte han sine dage som preusser.
Næsten tvunget til at blive sognefoged
I Bylderup Sogn var Chr. Hansen fra Nymølle blevet afsat, hvad han tog myndighederne ilde op. Og det var i den grad vanskeligt at finde en afløser. Sluttelig faldt valget på Matthias Hansen Matthiesen i Bylderup, skønt han kun var 24 år gammel. I 1867 anmodede han om sin afsked. Som grund afgav han, at han nærmest var blevet presset til det. En åben dansk erkendelse turde han ikke at fremkomme med.
De tysksindede forsøgte da på en hver måde, at hindre den nye sognefoged i at udføre sit job.
Nye præster i halvdelen af sognene
I halvdelen ag Slogs Herreds seks sogne indsattes det efter treårskrigen nye danske præster. I Burkal, Bylderup og Øster Højst var det henholdsvis Joh. Kok, Holten Lützhöft og Sabinus Høxbroe.
I Hostrup fortsatte derimod Chr. Hoeck i embedet, skønt han med årene slet ikke forstod at dølge sine Slesvig – Holstenske sympatier. I Ravsted og Tinglev forblev to mænd af den gamle skole, nemlig Meyer og Beyer. De har vel nærmest søgt at holde de gamle helstats-synspunkter i hævd. De tilhørte således en slægt, der havde forstået, at broderkrigen havde skabt et ulægeligt brud imellem mennesker af samme rod i en fælles hjemstavn, at nationalismens århundrede nu var indledt.
I et indlæg i Dannevirke, hvor forståelsen for helstats – princippet var ringe, stempledes Beyer sammen med flere andre præster som tysksindet.
Pastor Kok fik mindst anerkendelse
Den mest navnkyndige af herredets præster blev Johs. Kock. Det er dog betegnende nok som forfatter og ikke som præst, at han har gjort sig kendt. Ikke uden fanatisme gik han ind for tidens nationalliberale opfattelse af det slesvigske spørgsmål.
Sit tyske slægtsnavn lod han fra begyndelsen af 1860erne stave på dansk. I kirkebogen gennemførte han en ”danisering” af sine sognebørns slægtsnavne. Således blev Roth til Rød. Selvfølgelig faldt det den pågældende familie for brystet.
Pastor Kok var nok den af de danske præster, hvis virke fandt mindst anerkendelse på selve egnen. Ved forjagelsen i 1864 stod en mand som pastor Lützhøft helt anderledes stærkt i befolkningen.
Som vi har skrevet i en tidligere artikel så blev pastor Lützhøft fordrevet fra Bylderup.
Stor standsforskel i herredet
De toneangivende større bønder – op under 1864 var det brødrene Mommsen på Store Tønde og Vrågård – var tysksindede. De danske småkårsfolk gik derfor i reglen stille med, hvad de tænkte og følte.
Den sociale deling inden for landbostanden var meget udpræget i det gamle Slogs Herred. Og det kunne mærkes. Da anlægget af en skolesti fra Skovhus til Lyderholm var på tale i 1850, fordi en indsidders børn havde store vanskeligheder med at komme i skole, erklærede bylaget kategorisk, at man ikke godvilligt agtede at udlægge en skolesti ”for en Hyerling”, der havde været noget helt andet, dersom det havde drejet sig om ejeren af Skovhus!
Da overklassen som nævnt gennemgående var tysksindet kan det ikke undre, at man i tyske kredse mente at være i majoritet, når det regnedes efter kvalitet og ikke kvantitet!
Tyskheden blomstrede efter 1864 i herredet
Den stærke hjemmetyskhed i Slogs Herred ved Genforeningen i 1920 skyldtes i ikke ringe grad fremmeherredømmet, der satte ind efter 1864. Det lykkedes faktisk tyskheden at gøre folkelige erobringer blandt ”de blakkede”. Men det kan også noteres, at det ikke lykkedes tyskheden at fastholde disse elementer i tiden, der fulgte efter 1920.
Tyskernes administration i 1864 synes i Slogs herred i det store og hele at været gået roligt for sig. Herredsfoged Cohen, der i tiden mellem krigene gennemførte de danske myndigheders foranstaltninger til punkt og prikke fortsatte uanfægtet efter krigen som et lydigt redskab for de nye magthavere.
De danske præster blev hurtig fordrevet. Kun i Ravsted og det danske Rørkær synes befolkningen at have protesteret.
En delegation fra Ravsted mødte op hos amtmanden
Den 29. marts mødte en delegation fra Ravsted op hos den konstituerede amtmand i Tønder. Den krævede omgående indførelse af tysk skolesprog eller i det mindste ligeberettigelse af tysk og dansk. Læreren i Ravsted var født alsinger. Han kunne begge sprog og var dansksindet, men hans kollega i Foverup gjaldt for at høre til i den modsatte lejr. Læreren i Korup var ude af stand til at undervise i tysk. Han var fra enklaverne.
Deportationen krævede omgående fjernelse af sognefoged, Jacob Jørgensen, der blev betegnet som fanatisk dansk. Forsamlingen havde også forslag med til, hvem der skulle have de andre embedsmandsstillinger.
Ravsted – tyskerne ønskede ”Die Landesfarben”.
Sognefogeden forlangte sin opsigelse på dansk
Der var en række optøjer. Roen i sognet blev forstyrret af en række skandaløse optog. Da sognefogeden fik sin opsigelse var den affattet på tysk. Det ville han sandelig ikke finde sig i. Han forlangte den på dansk og det fik han sandelig også.
I Rørkær kunne man heller ikke have sognefoged Peter Lund siddende. Man sagde at danskheden brugte ham til deres propaganda. Men det var nu protest fra de solvigske gårde mod hans afsættelse.
Klart dansk flertal i 1867
Slogs Herred var ved afståelsen i 1864 et godt dansk land. Ved valget til den nordtyske rigsdag i 1867 var det et klart dansk flertal i herredet, alene med undtagelse af Ravsted. Men takket være en komplet mange på danske personligheder, lykkedes det for tyskheden at vinde fremgang.
De jævne danske småkårsfolk i Slogs Herred følte sig trykket af de nationalt ugunstige forhold. Hvad der så skete i Slogs Herred før eller siden, ja det kan du så rigelig læse her på siden. Vi bringer en artikelfortegnelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du bl.a. læse156 artikler fra Sønderjylland og 233 artikler fra Tønder, 139 artikler fra Aabenraa, 68 artikler fra Højer og 55 artikler fra Højer herunder:
Artikler fra Slogs Herred:
Artikler: ”Da Sønderjylland blev dansk (tema)
Juli 11, 2018
Da Sønderjylland blev dansk
De danske politikere var mere end forsigtige. Tænk hvis tyskerne spærrede for kul. § 5 afstemningen var ikke juridisk bindende over for Danmark. Sønderjyderne betragtede det som et uløst nationalt problem. Men Danmarks repræsentant i Berlin Grev Moltke mente, at sønderjyderne skulle lade sig germanisere. I Sydslesvig råbte tyskerne: ”Dänen raus”. De københavnske politikere var irriteret over de aktive sønderjyder. Stauning indrømmede over for sine tyske kollegaer, at socialdemokraterne ikke bakkede danskerne op. Allerede i 1915 havde tyskerne henvendt sig angående Nordslesvig. Munch ville ikke have afstemning. Han ville også forære tyskerne Årø, så de kunne bygge militærbase. Og Scavenius ville have englænderne til at give nogle af deres erobrede kolonier tilbage til tyskerne. Der var to fløje hos danskerne, men det handlede nu ikke udelukkende om nationalitet med om grådighed. Det var de allierede der bakkede sønderjyderne op.
Ordet ”Genforening”
Mange læsere har gjort os opmærksom på, at ordet ”Genforening” ikke er det rigtige ord at anvende, om det der skete i 1920. Men hvad skete der egentlig op til den afstemning, der blev afgørende for, at Sønderjylland blev dansk. Ja det kigger vi på. Og selv det lille stykke af danmarkshistorien er der delte meninger om.
Danmark havde ingen juridisk krav
I 1879 havde den danske regering skrevet til Bismarck og gjort opmærksom på §5’ s ophævelse. Den var blevet ratificeret under Wiener-freden. Men Bismarck svarede, at han betragtede dette kapitel som afsluttet. I øvrigt havde han heller ikke set, at Danmark havde taget nogen som helt hensyn til Tyskland som stormagt.
Med andre ord, man så ikke fra tysk side nogen dansk retskrav,
Det er lige vigtigt at huske, at Danmark ikke havde noget juridisk krav gældende på Sønderjylland eller dele af den gamle danske provins. Ved Wienerfreden i 1864 havde Danmark afstået hele Sønderjylland sammen med Holsten og Lauenborg til de tyske stormagter. To år senere havde Preussen efter en ny krig tvunget Østrig til at afstå krigsbyttet fra 1864. På den måde blev hele Sønderjylland indlemmet i Preussen.
Ved Pragerfreden lovede Preussen ganske vist Østrig at lade afholde en folkeafstemning i de nordlige distrikter af Slesvig (den berømte & 5) gennem hvilket, der skulle afgøres, om disse skulle tilbage til Danmark.
Forslaget blev trukket i 1878
Der førtes i årene 1866 forhandlinger med Bismarck om en opfyldelse af dette løfte – forhandlinger, i hvilken også Danmark deltog. I 1878 blev Østrig og Preussen enige om at ophæve & 5.
Et uløst nationalt problem
De danske sønderjyder følte, at der stadig var et uløst nationalt problem mellem Danmark og Tyskland. Da krigen brød ud i 1914 meddelte den danske regering, at de vedblev med at være neutral. Da krigen sluttede kunne den danske regering ikke fremsætte et juridisk krav.
I mange år håbede man på at blive dansk i en linje nord for Tønder og syd for Flensborg. Sådan viste valget sig også til den tyske Rigsdag i 1867. I forventning til snart at komme tilbage udrejste mange dansksindede og dette svækkede den danske nationalitet i Sønderjylland. Men den danske leder opfordrede de unge til at blive for at styrke den danske nationalitet.
Det kneb med danskheden sydpå
Nord på så det ud til, at danskheden blev bevaret, men sådan så det ikke ud syd på. Her havde tyskheden fået overtaget. I flere mellem slesvigske havde befolkningen mere og mere mistet forbindelsen til de slagkraftige danske organisationer. Det blev i årene frem over en svær dyst med de tyske myndigheder.
Man skal også huske på, at ikke mindre end 6.000 dansksindede sønderjyder mistede livet under første verdenskrig. Andre tusinder kom hjem som krigsinvalider.
Scavenius var meget forsigtig
I perioden 1913 til 1920 var Erik Scavenius udenrigsminister. Han blev hurtig stillet over for et sønderjysk problem. Det var landraaden i Sønderborg, Curt Schônberg, der rejste problemet. I sommeren 1913 var flere danske dampere blevet nægtet landingsforbud. Danske rejsende på lysttur måtte ikke gå i land i Nordslesvig.
Udenrigsminister Scavenius var meget forsigtig i Tysklands- politikken. Han lod den danske gesandt i Berlin sørge for et svar. Men det lykkedes dog ikke. Der kom aldrig et svar. Men så kunne man jo fortælle, at man havde forsøgt.
”Dänen raus”
Regeringen Zahle forsøgte også at lægge en dæmper på festlighederne for 50 året for festlighederne omkring 1864. I Tyskland gik det lige modsat. Tonen blev angivet som:
Og det fik så overpræsidenten i Slesvig-Holsten, Detlev von Bülow til at udbryde:
Danamarks gesandt mente, at sønderjyderne skulle lade sig germanisere
I dagbladet København var der så sent som i 1919 en række artikler, hvor der blev påvist, at grev Moltke, Danmarks gesandt i Berlin tog afstand fra sønderjydernes utilfredshed. Det bedste de kunne gøre var at holde op med at kværulere og så lade sig germanisere. Ja denne Moltke blev senere Danamarks udenrigsminister.
Statsminister Zahle viste nu heller ikke den store interesse for Sønderjylland. Men i 1915 sagde han dog følgende:
De københavnske politikere var irriteret over sønderjyderne
Nu var kemien mellem Zahle og H.P. Hanssen heller ikke særlig god. Sønderjyderne var noget irriteret over de danske politikers gøren og laden. Den danske udenrigsminister havde påbudt, at man ikke diskuterede Sønderjylland offentlig.
Udenrigsminister Scavenius var på tysk side. Han mente helt bestemt, at vi skulle holde på tyskerne i stedet for englænderne.
En speget holdning fra de danske socialdemokrater
De danske socialdemokrater og deres holdning til tyskerne i begyndelsen af Første Verdenskrig var også lidt speget. De tog gerne imod indbydelser til landet. Og de ville ikke skrive under på en henvendelse fra Socialdemokraterne i Belgien i en forsømmelse af tyskernes overfald over Belgien.
Da USA som ventet gik ind i krigen, efter at Tyskland havde indført den uindskrænkede u-bådskrig, havde Stauning sin egen udlægning. Til Berliner Zeitung siger han den 9. juni 1917, at Amerikas krig er kapitalismens krig, og at den forsinker freden i stedet for at fremskynde den.
Tyskerne havde deres bagtanker
Tyskerne havde bagtanker med at stå godt med de danske arbejdere. Således indberettede den tyske gesandt i København grev Rantzau den 12. august 1916, at kulleverancerne havde udøvet en gunstig virkning. De socialdemokratiske førere havde over for ham ladet vide, at de var rede til at sætte deres parlamentariske indflydelse ind, som han ønskede det.
Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning A/S, der blev stiftet den 23. juni 1916 opnåede trods en aktiekapital på 25.000 kr. allerede det første år en bruttofortjeneste på 10 millioner kr. De danske socialdemokraters tyskerkurs gjorde dem faktisk til kejsersocialister eller sagt på en anden måde højreorienterede socialdemokrater.
Stauning indrømmede, at man ikke bakkede sønderjyderne op
Til et møde sammen med tyske SPD, blev Stauning da også spurgt om deres holdning til Nordslesvig – spørgsmålet:
På mødet spurgte Stauning heller ikke de tyske socialdemokrater, om man ville bruge selvbestemmelsesretten her.
En forespørgsel i 1915
I marts 1915 var den danske regering nærmest blevet chokeret. Her rejste tyskerne det sønderjyske spørgsmål. Allerede i september 1914 var H.P. Hanssens gode ven, dr. Rudolf Breitscheid været i København for at diskutere spørgsmålet. Gennem Grev Rantzau havde man fra Berlin spurgt den danske regering, hvad man forventede sig af Nordslesvig/Sønderjylland?
Munch ville ikke have afstemning
Munch ville i stedet for en afstamning have, at man var enig om en fælleslinje, så man kunne omflytte danskere og tyskere. Zahle var skuffet over, at Als ikke kunne komme med, fordi den tyske flådestation lå i Sønderborg. Men efter de første føler var det som om sagen igen gik i stå.
Tredje gang, der kom noget officielt fra Tyskland var den 26. november 1915. Her dementerede overpræsidenten i Slesvig-Holsten Friedrich von Moltke rygter om, at der efter krigen kunne gives noget tilbage til Danmark. Dette bragte Grev Rantzau i en lidt pinlig situation.
H.P. Hanssen efterlyste interesse fra danske politikere
Den 14. december var Grev Rantzau hos udenrigsminister Scavenius for at beklage sig over tyskfjendtlig agitation i det sønderjyske spørgsmål. Greven påstod, at man fra dansk side, havde opfordret de dansksindede til at desertere.
H.P. Hanssen havde efterlyst en positiv interesse fra dansk side, om at få Nordslesvig tilbage. Munch og Scavenius havde diskuteret dette. Man mente ikke, at man kunne tage stilling under en krig. Såfremt man skulle modtage en gave fra Tyskland, ville dette blive for dyrt.
Et overraskende forslag fra Scavenius
Den 10. februar 1917 kom der højst overraskende et forslag fra Scavenius omkring Sønderjyllands-spørgsmålet. Landsdelen skulle modtages som følge af en overenskomst mellem Tyskland og England. Vi skulle have Nordslesvig mod at englænderne tilbagegive dem nogle kolonier. Med andre ord, England skulle betale den tyske velvilje.
Nordslesvig skulle have en stilling som Luxembourg med selvstyre og fritagelse for værnepligt.
Forvirring hos danske politikkere
Den tyske rigskansler prins Max af Baden havde sent den 5. oktober givet rigsregeringen meddelelse om, at han over Schweiz havde givet præsident Wilson meddelelse om, at man på basis af de 14 punkter, som præsidenten havde stillet op var klar til at påbegynde fredsforhandlingerne.
Nu var Nordslesvig – spørgsmålet ikke udtrykkeligt nævnt i disse punkter, men det var klart, at det ville blive aktuelt. Nu var spørgsmålet om folkenes selvbestemmelsesret jo proklameret. Så dette måtte være udgangspunktet.
Sønderjyderne havde længe været i gang
Der var allerede en del forvirring blandt de hjemmelige politikere. Man turde ikke at tage et afgørende skridt for at genere tyskerne og det var som om, at de danske politikere holdt de dansksindede sønderjyder helt ude af problematikken. Men hvem var i stand til at tage det afgørende skridt? Der forelå tre muligheder:
Ja sønderjyderne havde været i gang længe. Og den danske regering ville helst have at tyskerne tog initiativet.
Den første danske avis med Sønderjylland på dagsordenen
Den 6. oktober 1918 kunne bladet ”Socialdemokraten” som den første danske avis stille det sønderjyske spørgsmål på dagsordenen. I en længere ledende artikel gjorde bladet opmærksom på de socialdemokratiske forhandlinger i Stockholm i 1917, som nu forelå samlet i en fransksproget redegørelse. Det mundede ud i det neutrale socialdemokratiske fredsudkast af 10. oktober 1917, som nu også var tiltrådt af de tyske socialdemokrater.
Hvad der slet ikke stod i manifestet var, at de tyske socialdemokrater havde afvist en folkeafstemning i Sønderjylland.
”Socialdemokraten” ville have taget det sønderjyske spørgsmål ud af fredsopgøret mellem det tabende Tyskland og de sejrende allierede. De ville have det klaret direkte i en aftale mellem Tyskland og Danmark.
Et brev, der ikke eksisterer, Staunings Brev
Hvad mange benægter er, at Stauning sendte et brev til senere rigspræsident Friedrich Ebert. Det var stilet ”Lieber Genosse” og dateret den 18. oktober 1918. Heri anbefaler Stauning, at tyskerne selv rejser ”Nordslesvig/Sønderjyllands” spørgsmålet. Man må gå ud fra, at Scavenius var indforstået med brevets indhold.
Egentlig var det en uofficiel henvendelse fra den danske regering til den tyske regering om, at få ordnet grænsespørgsmålet underhånden, så både den danske opposition og de allierede sejrherrer kunne stilles over for en fuldbyrdet kendsgerning. Men officielt så eksisterer dette fortrolige brev ikke.
Forsvarsminister Munch ville give tyskerne, Årø
9 dage før brevet blev afsendt kaldte Zahle professor Aage Friis til sig for at drøfte problemet Sønderjylland. De to var enige om at trække en grænse bor for Flensborg og syd for Tønder. Om aftenen den 9. oktober havde Scavenius besøgt Zahle. Scavenius havde over for Grev Rantzau sagt, at tyskerne selv skulle løse problemet. Forhandlingerne med Danmark kunne så komme bagefter.
De to ministre var ikke meget for H.P. Hanssens gøren og laden. Man ville have sendt professor Friis for at forklare regeringens holdning i spørgsmålet. Men nu var man så enige om, at H.P. Hanssen skulle underrettes af den tyske regering. Scavenius kunne også fortælle greven, at man forventede, at den tyske regering bremsede H.P. Hanssen. Munch mente, at man kunne måske lade tyskerne beholde Årø som militærstation. Men se de tanker havde de allierede slet ikke gjort gældende. De mente, at tyskerne skulle helt afvæbnes. Derfor kan Munchs holdning virke meget overraskende.
Kendte han ikke Versailles – traktaten?
Den danske forsvarsminister Munch burde have kendt til Versailles – traktaten artikel 195, hvori der blev fastslået, at alle nationer skulle sikres fri adgang til Østersøen. Munchs planlagte indrømmelse til tyskerne om at give dem Årø til beherskelse af Lillebælt stred fundamentalt imod de allieredes interesser. En tysk base på Årø ville jo være vendt direkte mod de allierede. I storpolitisk sammenhæng ville det jo binde Tyskland og Danmark sammen.
Det er indlysende, at militære indrømmelser til Tyskland på de allieredes bekostning i en situation, hvor det udelukkende var de allieredes sejre, der havde åbnet mulighed for en genforening, ville være en provokation.
Den 13. oktober om formiddagen fortsatte det grænsepolitiske spørgsmål mellem statsminisister Zahle, udenrigsminister Scavenius samt professor Aage Friis.
Scavenius ville ikke have at de allierede blandede sig
Scavenius refererede en samtale med en amerikansk chargé d´affaires. Han var kommet til Scavenius og spurgt, om der forelå en overenskomst med Tyskland. Om Nordslesvig på en meget dårlig løsning for Danmark. Her måtte Scavenius svare, at det gjorde det ikke, men at man skulle tage hensyn til vores store nabo i syd. Danmark havde jo som de krigsførende magter ikke noget krav at rette mod Tyskland.
Scavenius havde forklaret, at egentlig ønskede man ikke de allieredes indblanding i sagen. Der gik også rygter om, at tyskerne kunne havde tilbudt danskerne Haderslev og Aabenraa – amter.
De danske politikere havde forregnet sig
Scavenius og Stauning havde forventet hurtigere svar på deres henvendelser til den tyske regering.
Fra dansk side havde man helt overset de svage elementer i planen. Der ville komme en voldsom kritik fra Prøjsen og Slesvig-Holsten. Og dette kunne i sig selv være farlig for den tyske regering. De allierede ville også føle sig irriteret over udspillet.
Troels Fink har i arkiverne fundet belæg for, at samtalen med den amerikanske diplomat har fundet sted.
Vi opgav neutralitetspolitikken
Danmarks stats-, udenrigs- og forsvarsminister opgav i krigens sidste face vores neutralitetspolitik, som jo forudsatte, at vi ikke kom i et taknemligheds- og afhængighedsforhold til Tyskland. Regeringens repræsentanter vente ryggen til de allierede.
De allierede slog bremsen i
Men de allierede slog bremserne i. Oppositionen og sønderjyderne kom ind i billedet. Og det var netop dette som H.P. Hanssen han kæmpede for fra sit hotelværelse i Berlin. Han skrev til blade, politikere og indflydelsesrige personer. Det initiativ som H.P. Hanssen lagde for dagen var ikke noget, de etablerede politikere i København brød sig om.
Et skuffende svar fra tyskerne
Den 23. oktober fremkom der et svar fra understatssekretær David, der meddelte, at man ville anvende princippet om folkenes selvbestemmelsesret også på det nordslesvigske spørgsmål. Man bestred dog fra tysk side, at man havde et krav på § 5
To fløje hos danskerne
Men nu var det sådan, at man fra dansk side havde to fløje. En fløj samlede sig om historikeren H.V. Clausen og hvortil hørte dr. Mackeprang, professor Harald Høfding, dr. H.L. Møller og professor Aage Friis. Disse ønskede afholdt en folkeafstemning. De ønskede en linje nord for Flensborg og syd om Tønder. Man kaldte det for den såkaldte H.V. Clausen – linje.
Det handlede ikke kun om nationalitet
En anden gruppe ville have Flensborg tilbage. Man var ikke helt enige om, hvor meget man egentlig ville have. Nogle ønskede den gamle Dannevirke-linje. Andre ville fraviste tyskerne Kieler – kanalen.
Tonen mellem de to linjer var meget personlig og i de 18 måneder denne krig raserede, blev der gravet særdeles dybe grøfter i det danske folk. Det handlede ikke kun om nationalitet men også om grådighed.
Et forslag til fredskonferencen
På Folkehjem i Aabenraa var Vælgerforeningens Tilsynsråd samlet den 16. – 17. nov. For at godkende en løsning. Man var enige om, at der skulle tilvejebringes en folkeafstemning om genforening med Danmark i det område man betegnede Nordslesvig.
I København gik regeringen videre med resolutionen. Nu var den så overladt til den fredskongres, der skulle afholdes i Versailles.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse mere om samme emne. Indrømmet ordet ”Genforening” i denne forbindelse er ikke altid helt let at forstå: