Artikler
Oktober 3, 2018
KZ – Udelejr Husum – Schwesing (Svesing)
Dette blev en ret lang artikel. Vi forsøger, at beskrive de fleste ekstreme forhold i lejren. Vi starter med stamlejren Neuengamme og har også lidt med om Ladelund. Kommandanten af disse to lejre blev aldrig straffet. Her herskede ekstreme forhold. I Schwesing (Svesing) var det en lærer og en skoleklasse, der pludselig fandt ud af, at der havde ligget sådan en ekstrem lejr her. Lejren eksisterede kun i kort tid, men mellem 300 og 500 nåede at dø. I Ladelund var der 300, der døde. De to lejre blev kaldet døslejre. Nattero var luksus. 25.000 var i gang med at bygge Friesenwall. Det var forbudt, at blive snavset. Man fik muggen rugbrød lavet af savsmuld. Der var likvideringer med sprøjter af dem, der var uarbejdsdygtige. Ligene blev betragtet som affald. En lærer og hans skoleklasse opdaget den frygtelige skoleklasse. Mange hånede også fangerne, når de kom gående.
Neuengamme havde 87 udelagre
Dette frygtelige sted var ligesom Ladelund en udelejr fra KZ – Neuengamme. I denne artikel vil vi derfor også komme lidt ind på KZ – Aussenlager Ladelund. Tænk engang Neuengamme havde hele 87 udelagre.
Over halvdelen af de 106.000 fangere, der passerede Neuegamme mistede livet.
De fleste danskere, der blev deporteret til Neuengamme mellem den 15. september 1944 og 12. januar 1945, blev hurtigt overført til en af de 87 udelejre for at blive misbrugt til livsfarligt tvangsarbejde. I alt blev 1.700 danskere deporteret til Neuengamme. Hvor mange der blev overført til udelejre vides ikke.
Pjaltet fangetøj med gul kors
Tempoet i Neuengamme var et helt andet end i Frøslev. SS skyndte på fangerne ved hjælp af pisk og bidske schæferhunde. Man blev tvunget til at stille op i en marchkolonne langs toget. SS – mændene var bevæbnet med maskinpistoler. Uhyggen bredte sig, da man så synet af de kommende medfanger, der tydeligvis havde tilbragt nogen tid i lejren. . De mødtes af tavshed og sløve blikke. Danskerne så fanger i lurvet, civilt tøj, bemalet med gule kors.
Selv om danskerne ikke blev skånet, så viser måden de blev behandlet på, trods psykiske ydmygelser, at danskerne var mere privilegeret i de nazistiske koncentrationslejre på grund af deres racetilhørsforhold.
Men også danskerne fik udleveret pjaltet fangetøj med gul kors. Det var brugt og bestod af gammelt og beskidt civilt tøj. Udleveringen skete tilfældigt og fangerne måtte selv bytte eller tilrette for at få tålelige størrelser. Fodtøjet bestod af en slags klipklapper med træsåler.
Hængning fandt jævnligt sted
Men hængninger fandt jævnligt sted. Niels Aage Skov beskrev, at døden med ét blev meget nærværende:
Vabler og sår kunne ikke behandles
Danskerne, der blev sendt videre til Schwesing opholdt sig cirka 1 ½ ugen i Neuengamme. Einar Røen fortalte en SS – mand, at en ældre mand, som han jagtede ikke kunne løbe hurtigere bevirkede at han selv blev slået i jorden med geværkolbe og efterfølgende fik yderligere prygl. SS – manden bandede på dansk. Hvem denne var vides ikke.
Fangerne måtte finde sig til rette i de nye omgivelser. Volds – og ydmygelsesrutinerne var blevet skabt gennem seks år. Den var påbegyndt i 1938 af en personkreds, der allerede var rundet af KZ – systemet i andre lejre som fx Sachsenhausen, som Neuengamme i begyndelsen havde hørt under. Allerede fra starten havde det fysisk hårde tvangsarbejde været en fast del af fangernes brutale dagligdag, da KZ – lejren var indrettet i forbindelse med et teglværk.
81 danskere til Husum – Schwesing
Fangernes helbred blev i høj grad påvirket af, om de kunne holde varmet i det våde tøj i Schwesing. Og elendigt fodtøj kunne få alvorlige følger. Således kunne vabler og sår ikke behandles. Dette krævede i sidste end dødsofre.
Cirka 5 kilometer nordøst for Husum i Schwesinger bydelen Engelsburg blev Udelejr Schwesing den 26. september 1944 taget i anvendelse. Her var i alt 2.500 mennesker fra 14 lande. Mellem 300 og 500 mennesker døde her som følge af tvangsarbejde, underernæring og mishandling.
Med den første sending var 81 danskere. Fangerne vidste ikke, hvor de skulle hen. Bevogtet af et stort antal SS – vagter med hunde blev de læsset op i kresturvogne. Toget kørte via Hamborg, Itzehoe og Friederichstadt til Husum, for derefter at følge den nedlagte bane mod Flensborg. Rejsen varede cirka seks timer.
En flyveplads med attrapper
Allerede i 1938/1939 blev flyvepladsen Husum-Schwesing anlagt. I nærheden blev der indrettet en Rigs – arbejdslejr. Dengang kunne der her være ca. 250 mand. Men nu var det ikke flyvemaskiner, der blev anbragt her. Det var kun attrapper.
Fra 1940 blev lejren benyttet til soldater, der efter deres ferie skulle tilbage til Skandinavien.
I september 1944 blev borgere fra Husum beordret til at sørge for, at der kom en dobbeltrække med ståltråd om hele lejren. Desuden blev der anlagt 4 vagttårne.
Her var 9 barakker, en sygebarak og større bygninger. Her var lagerbygninger, et snedkervirksomhed og provisoriske latriner. Der var en forvaltningsbygning for SS, ja og så var det et såkaldt kartoffelskrælleri.
Imellem de to rækker pigtrådshegn var der strøet hvidt kalk, så bevogtningspersonalet bedre kunne se fangere i tilfælde af flugtforsøg.
Lokale vognmænd tjente på anlæggelsen
Uden for pigtråden forefandtes der beboelsesbarakker til SS og marineinfanteriet. Det er muligvis disse, der blev tilføjet til den oprindelige lejr fra slutningen af 1930erne. Fangerne beskriver barakkerne som gamle og nedslidte.
Fakturaer viser, at lokale vognmænd leverede barakdele. De tjente også penge på Friesenwall – projektet. Om de også fragtede mandskab ud til arbejdsstederne kan man ikke rigtig se, men den 15. oktober kørte mandskab fra ”E-lager” til Hockenbüll og senere kørte samme mandskab tilbage til Schwesing.
Papirsæk med halm tjente som madras
I Husum ventede fem SS – mænd samt ca. 100 marinesoldater. Da fangerne kom til udelejren, foretog SS-mændene en magtdemonstration på en russisk fange, der får 25 slag på enden uden angivelse af årsag.
Størstedelen af fangerne stammede fra Holland, Frankrig, Danmark og Polen. Hertil kom de fra Sovjet og Tyskland.
De nye beboers første opgave var at fylde en papirsæk med halm, der til lejligheden er blevet kørt dertil i en stor stak. Den fyldte sæk er fangernes madras i barakkernes køjeseng, i Husum kun to etager. I Neuengamme var der tre etager. Men det blev senere en ulempe, da yderlige 1.000 fangere senere også skulle have plads.
Nattero var luksus
Men i takt med at fangerne mistede legemesvægt blev det lettere at dele køjen. Nattero var dog en luksus, der ikke eksisterede i koncentrationslejren. Fangerne oplevede hurtigt lejrens daglige chikaner. En måde at chikanere fangerne på, var at vække dem om natten ved at give luftalarm.
Dette var meningsløst, dels fordi der aldrig kom fly, der angreb lejren ved disse alarmer, og dels fordi der ikke var nogen beskyttelsesrum i lejren. Det eneste fangerne skulle var at stå ved siden af deres senge, indtil alarmen på et tidspunkt blev afblæst af SS.
De udmattede fanger fik en efter en lov til at gå i seng, men risikerede efter nogen tid igen at blive udsat for ”luftalarm” samme nat.
”Bettenbau” var ren chikane
Om morgenen skulle fangerne rede deres senge, hvilken i koncentrationslejrene også var en form for chikane. Her blev fangerne straffet hårdt, når sengene ikke blev redt ordentligt. Da der var tale om halmmadrasser og primitive tæpper, der i Husum på grund af fangernes helbredstilstand, den dårlige hygiejne og de elendige sanitære forhold hurtigt blev meget snavsede, gav det næppe megen mening at rede køjesengene, så betrækkenes mønstre flugtede.
Hertil brugte man brædder, der samtidig sikrede, at madrasser og tæpper kunne rettes ud på en måde, at de blev pænt kantede. At den såkaldte ”Bettenbau” stadig blev praktiseret i en udelejr under primitive forhold i efteråret 1944 siger noget om, at den såkaldte ”Dachau-model” stadig blev praktiseret på dette tidspunkt.
SS` ideologiske doktrin blev prioriteret
SS’ ideologiske doktrin blev prioriteret langt højere end en effektiv udnyttelses af fangernes arbejdskraft i forhold til anlæggelse af ”Friesenwall”. At fangerne var ordenligt udhvilede til at kunne arbejde var således ligegyldigt, så længe de fysisk og psykisk kunne knækkes gennem meningsløse disciplinære foranstaltninger.
Danskerne måtte bo sammen
Hans Mørup beretter, at de danske fanger ved ankomsten til Husum første gang fik at vide, at de som arier var privilegerede. De måtte bo sammen i samme stue i barakkerne. I første omgang blev de delt i to grupper i hver deres barak. Gruppen bestod udelukkende af modstandsfolk fra Syd – og Sønderjylland. I denne blok blev præsten Aage Dahl fra Horsens stueældste. Blokældste var ifølge Dahl derimod en asocial, antagelig tysker, der har været tjener og havde sadistiske tilbøjeligheder.
Dem lod han dog ikke gå ud over danskerne, men derimod særligt hollænderne.
Interessant er dog, at transporten fra Frøslevlejren til Neuengamme den 15. september særlig domineres af modstandsfolk fra Københavnsområdet (Region 6) og Sønderjylland (Region 3) samt enkelte fra Sjælland (Region 5) Midtjylland (Region 2).
I foråret 1944 optrevlede tyskerne specifikke modstandsgrupper og organisationer i de pågældende områder, hvor særligt sabotagen mod Aabenraa Motorfabrik og Hamag kan fremhæves. Disse fatale konsekvenser for optrevlingen af særligt modstandsgrupperne i Aabenraa, Varde og København, hvor Holger Danske 2 var direkte involveret i sabotagen.
25.000 i gang med at grave Friesenwall
I det tunge marskjord måtte fangerne med skovl og spade grave en fem meter bred og tre meter dyb pansergrav. I mange dage stod de hele dagen i koldt vand og mudder. De måtte dagligt finde sig i slag fra Kapos. Ældre marinesoldater overvågede fangerne. Grunden til at de to lagre blev oprettet var Hitlers ”Führerbefehl” nr. 77 fra 28. august 1944.
Tænk engang i alt 25.000 var i gang med at grave ”Friesenwall. Man frygtede en allieret invasion i Danmark eller ved den tyske vestkyst. Hitlers ordre om at opføre befæstningsanlæg langs Tyske Bugt og på tværs af Slesvig – Holsten skal ses i det trusselsbillede og forklarer oprettelsen af de to lejre, som vi beskæftiger os med.
Både Hitler Jugend og Bund Deutscher Mädel blev involveret. Unge og ældre, der ikke ville blive indkaldt til krigstjeneste var tvunget til at deltage i arbejdet. Vi ved, at ved Meppen var der også danske KZ – fanger, der gravede tankspærringer.
Værnemagten og marinen var ikke enige
Marinens overkommando ytrede sine bekymringer om endnu en allieret landsætning langs den tyske kystlinje og betonede nødvendigheden af en militær befæstning. Værnemagten havde overkommando havde tidligere ment, at en invasion her var usandsynlig. Men problemet var, at den militære efterretningstjeneste Abwehr var brudt sammen i Frankrig efter invasionen i sommeren 1944.
En britisk efterretningsrapport frarådede en invasion på grund af Vadehavets bløde havbund.
Tvangsarbejdet dikterede fangernes hverdag
Husum var en arbejdslejr, hvor tvangsarbejdet dikterede fangernes hverdag. Størstedelen af de vågne timer gik for de fleste fanger med tvangsarbejde, så længe de på nogen måde havde kræfterne til det.
Selv fanger, der efter normal målestok var for dårlige til at gå på arbejde, blev dog oftest tvunget til det. Hverdagen begyndte tidligt om morgenen, ofte så tidligt som kl. 4.30. Fangerne blev brutalt vækket. De skulle indtage en sparsom morgenmad og ordne morgentoiletten, hvilket ud fra de utilstrækkelige sanitære forhold var en udfordring. Man skulle kæmpe med de andre fangere for at komme til at vaske sig.
Forbudt at blive snavset
Det var forbudt at være snavset. Men omvendt var lejrens sanitære faciliteter utilstrækkelige, så det var umuligt at renholde både sig selv og det udleverede fangetøj, der jo også fungerede som arbejdstøj i de mudrende pansergrave i al slags vejr. Mange svækkede fanger nåede ikke at forlade deres køjer eller barak for at nå hen til latrinerne, som var dimensioneret efter, at de skulle anvendes af 250, maksimalt 400 soldater og ikke op til 2.500 fanger.
Herefter blev fangerne med fløjte kaldt til appel. Fangerne skulle tælles inden afgang til arbejdsstederne. Næsten dagligt førte dette til tumult og voldsanvendelse. Foruden arbejdet med tankspærringer kunne arbejdet også dreje sig om losning af skibe. Og dette var særligt eftertragtet, da man også havde chance for at skaffe sig lidt ekstra mad. Dette var dog illegalt og blev straffet meget hårdt.
Efter apellen skulle fangerne transporteres til arbejdssteder, enten til fods eller i takt med arbejdets fremskridt også i åbne eller lukkede jernbanevogne.
Mishandlet med kæppe
Grøfterne blev gravet med håndkraft og arbejdet skulle udføres i et højt tempo. For at opretholde temposet blev fangerne løbende mishandlet med kæppe af kapoperne. Dels havde marinens overkommando udstukket retningslinjer, der definerede, hvornår de enkelte etaper af ”Friesenwall” – projektet skulle færdiggøres i løbet af efteråret og vinteren 1944/1q945. Dels opretholdt SS også sin tradition for at udnytte fangernes arbejdskraft til det yderste uden hensyntagen til menneskeliv.
Kommandant Griem inspicerede således næsten dagligt personligt gravearbejdet, råbte ad karpoerne og sparkede til de livløse kroppe, der lå ved grøftekanten for at konstatere, om der stadig var liv. Det skete dog ikke af medmenneskelighed, men for at finde ud af, om der stadig var arbejdskraft i den pågældende fanges krop.
SS – folk chikanerede fangerne
I KZ – lejrene var der udbredt blandt SS – mænd at chikanere fangerne på arbejdskommandoerne på en måde, så disse blev nødt til at bevæge sig uden for det af vagtposterne sikrede område. Dette kunne gøres ved at tvinge fangen til at hente sin hue, der til lejligheden var blevet revet af hovedet og smidt væk eller ved at flytte kæden af vagtposter.
Formålet ved denne behandling var at SS dermed kunne påstå, at den pågældende fange havde fjernet sig fra arbejdet uden tilladelse, hvilket blev tolket som flugtforsøg og dermed legitimerede et dræbende skud. Drabsmanden blev oftest belønnet med naturalier i form af delikatesser, spiritus eller en fridag.
Historien om de tre hollandske fangere
”Kapoerne” havde af SS fået tilkendt ret meget magt. Tre unavngivne hollandske fanger var i begyndelsen af november blevet slået voldsomt og efterfølgende spæret inde i et skur, hvor man opbevarede ligene fordi man beskyldte dem for at have stjålet mad.
Den efterfølgende dag var de tre fysisk og psykisk svækkede efter denne behandling, men måtte alligevel rykke ud med arbejdskommandoen for at grave tankspærringer i et særligt straffekompagni, hvor der var ekstra mudret.
Gentagende gange modtog fangerne 20 – 30 slag. Dette gentog sig over nogle dage. Hver aften blev de spæret inde sammen med lig. Her stank det i den grad af forrådnelse og rotter, der gnavede i ligene. I hvert fald en af hollænderne blev sindssyg og blev skudt under flugtforsøg. Men det var nok tale om et bevidst selvmord.
Mange fangere valgte ”selvmord”
Dette var det flere fanger, der valgte. De opfattede deres situation som værende håbløs. Selvmord blev af enkelte fanger set som sidste udvej, som protest og modstand som en sidste mulighed for at bestemme over eget liv.
Det var uhyre svært for fangerne at grave noget op på grund af den våde og mudrede grøft. At arbejdet ikke skred frem gjorde ”Kapoerne” hysteriske. De begyndte at slå fangerne med knyttede næver og knipler.
Dansker døde af kæbebrud
En af dem beskyldte danskerne for at sabotere arbejdet og kaldte dem op af grøften for at mishandle dem på række. Herved blev en af fangerne Poul Erik Astrup slået så hårdt, at denne brækkede kæben.
Da man i lejren ikke havde mulighed for at behandle bruddet, døde Astrup af sine kvæstelser få dage senere, da han ikke var i stand til at indtage nogen form for føde.
Kollektiv afstraffelse
Mange brugte tæpperester til forbinding. Men blev det opdaget ved stikprøvekontroller under appellerne, blev fangerne beskyldt for tyveri og dermed for sabotage mod ”Det Tredje Rige” Straffen var prygl, oftest pisk af enden og den nedre del af ryggen. Dette var i mange tilfælde ensbetydende med åbne sår og sågar nyreskader. Mange af disse skader endte dødeligt. Afstraffelsen foregik med en tommetyk kæp eller et tykt kabel op til 70 centimeters længde.
Det skete også at SS gennemførte kollektiv afstraffelse. En af disse afstraffelser bestod af, at fangerne skulle trække deres overtøj op over hovedet for at få ti slag med en skovl, et stykke pigtråd eller andre forhåndenværende redskaber.
Manglende ernæring
Om morgenen og om aftenen så beboerne i Husum de udhungrede fangere. Og lokale vognmænd måtte transportere ligene til kirkegården. Blandt de døde var en lektor var Tønder og Vardes politimester Jørgen Bech Simony.
En elendig hygiejne
De fik ikke nok at spise. Den manglende ernæring førte til mange sygdomme, bl.a. epidemier. Mange fik diare. Og selv det mindste sår kunne føre til katastrofale infektioner, som kunne ende med døden. Man havde ingen medikamenter eller forbindingsmaterialer.
Den danske ”funktionsfange” Poul Thygesen, der fungerede som læge, kunne i slutningen af november konstatere, at 700 var syge. Hygiejnen var elendig. Nu var funktionsfanger ikke garanteret overlevelse. Det er en anden dansk funktionsfange beviset på. Det var den 48 – årige praktiserende læge, Knud Nordentoft fra Varde. Han døde i Husum.
Næsten dagligt døde fanger under arbejdet eller i barakkerne.
I KZ – lejrene var sult en af hovedårsagerne bag intrigerne for at sikre sig madrationer. ”Politiske” og ”Kriminelle” kæmpede om magten i lejrens fangesamfund.
I december 1944 blev projektet opgivet
I december 1944 blev projektet med Friesenwall opgivet. Den militære situation havde ændret sig. Ja blandt fangerne opstod det rygte, at kommandanturet i stamlejren havde fundet ud af, hvor ekstreme forholdene var. Derfor skulle man have besluttet sig for at lukke lejren. Men dette har du ikke kunnet dokumenteres.
Dødsmarcher blev kun en realitet for ganske få af Schwesing – fangerne. Lejren blev opløst, mens Neuengamme – lejrkomplekset stadig var fuldt operativt. Fangernes skæbne blev derfor ofte afgjort af, hvilke lejre de efterfølgende blev fordelt på.
Flertallet af de danske fanger blev koncentreret i Neuengamme i foråret 1945 og evakueret af ”De Hvide Busser” få dage inden SS rømmede stamlejren.
Andre blev forlagt til skibe i Neustädter-bugten fra den 20. april 1945. Skibene blev angrebet af Royal Air Force den 3. maj 1945. Af de 10.000 fanger, der blev transporteret til Lübeck fra Neuengamme døde ca. 7.500 fanger på skibene ved angrebet. Flertallet af ofrene blev aldrig identificeret.
SS sendte både fangerne på march for ikke at lade dem falde i fjendens hænder og samtidig for at sikre deres arbejdskraft i andre KZ – lejre i håbet om at kunne stabilisere fronterne og producere sig til at kunne vende krigslykken.
Kommandanten – Hans Hermann Griem
Det var SS-Untersturmfûhrer Hans Hermann Griem der var leder af lejren. I november 1944 blev han også leder af lejren i Ladelund. Og Griem tjente masser af penge på at sælge de levnedsmidler til lokale, som de indsatte ellers skulle have haft.
Han havde sadistiske tilbøjeligheder og elskede at torturere fangerne. Ofte var han fordrukken. Ja man fik nærmest indtrykket, at han var egoistisk, magtsyg og uligevægtig. Men i KZ – systemet var han en betroet og driftsikker medarbejder, der blev sendt ud for at løse omfattende opgaver. Han leverede varen uden hensyn til menneskeliv.
Han kunne sit håndværk. Gennem sin brutale fremfærd og sit uberegnelige væsen forstod han at skabe frygt i fangesamfundet. Han skabte resultater gennem terror. Grunden til, at Griem ud fra et SS – perspektiv var en succes var måske netop, at han fik realiseret systemets ideologiske projekter som i dette eksempel ”Friesenwall”
Kun lidt vides om hans privatliv. Han havde været gift, havde fået to børn. Under krigen holdt han sig tillige en elskerinde. At han var beruset under tjeneste er kendt gennem flere beretninger. Men om det er tale om egentlig alkoholisme kan ikke dokumenteres. Om alkoholforbruget skyldes trangen til at drukne koncentrationslejrens daglige realiteter eller skal findes tidligere i Hans Griems liv lader sig heller ikke fastslå.
Efter opløsningen af lejren blev han kommandant i KZ – Udelejren Dalum.
Griem døde uden at blive dømt
Først så sent som i 1963 begyndte statsadvokaten i Flensborg at starte efterforskningen af Griem. I 1965 fandt man ud af, at han opholdt sig i Hamborg – Bergedorf. Det betød at juristerne i Hamborg overtog sagen. I 1969 rejste Landsretten så en forundersøgelse mod Griem. Men inden sagen rigtig blev rejst døde Griem den 25. juni 1971.
Han var flygtet under det britiske retsopgør i 1946. Mange af fangerne mente, at Griem var ligeglad med at fangerne døde.
Griem solgte fangernes mad
Hos flere fanger findes der skildringer af, hvorledes SS med Hans Griem i spidsen slog mønt på de sultne fanger. Med profit solgte SS således kartofler, roer og andre rodfrugter som svinefoder til egnens bønder, mens fangerne sultede i lejren. Disse grøntsager blev ifølge beretningerne kamufleret med et tyndt lag kartoffelskræller eller rådne kålblade og således solgt som køkkenaffald.
Hvad SS tjente på dette foretagende vides ikke, men det må have været tale om en lukrativ forretning, der fandt sted over en længere periode.
Var det mon de samme landmænd, der leverede varen og hentede den igen? Det kan vi kun gisne om
Andre krigsforbrydere i Husum
Allerede i marts 1947 startede undersøgelserne mod Griems stedfortræder, Eichler, blokfører Klingler og ”Kapo” Schneider.
Og det endte med, at Klingler blev dømt til døden. Eichler fik fem års fængsel og Schneider fire års fængsel.
Paul Thygesen skrev følgende om Eichler:
Griem, Eichler og Klinger var Husum-lejrens centrale SS-mænd. Hvor mange SS-folk, der gjorde tjeneste i Husum og Ladelund. Vi ved dog, at der i Ladelund har været cirka 20 danske statsborgere og medlem af Det Tyske Mindretal, som fungerede som vagter.
Husum-lejrens feltkøkken
SS – OberScharführer Friederich Otto Dörge fungerede som Husum – lejrens Verwaltungsführer og uddannet købmand. Som forvaltningsfører havde han ansvaret for forplejningen, beklædningen og forvaltningen af fangernes eventuelle ejendele samt lejrens økonomiske mellemværender med omverdenen.
Tillige havde han det overordnede ansvar for driften af lejrkøkkenet. I køkkendagbogen er der anført en næsten dobbelt så høj brødration, end den fangerne fik.
Muggen rugbrød lavet af savsmuld
Hans Christian Rasmussen fortæller, at det var Hitler Jugend, der leverede brødet til koncentrationslejrens fanger. Han fortæller, at brødet ofte var muggent, fordi det skulle være blevet opbevaret i en fugtig lade over længere tid inden fangerne fik det udleveret.
Begrundelsen for dette skulle være, at fangerne ikke måtte få udleveret fødevarer, der var af samme kvalitet som de fødevarer, den tyske befolkning modtog. Det er sandsynligt, at en stor del af brødet bestod af savsmuld og skaller af korn.
Når suppen væltede
Det hændte, at fangernes suppe, der blev transporteret i store, åbne kar, væltede undervejs fra lejrkøkkenet til stedet, hvor den skulle uddeles. Skete dette, resulterede det i, at en gruppe sultne fanger omgående styrtede hen til suppepytten og forsøgte at slikke denne samt de sparsomme stykker af rodfrugter eller endnu sparsommere stykker kød op af den bare jord. Sulten var så slem, at fangerne herved kunne komme op at slås indbyrdes.
Paul Thygesens skildring af en episode, hvor han iagttog en russisk fange, der på samme facon spiste en hollandsk medfangers opkast. Sulten blev også anvendt som et instrument for umenneskeliggørelse viser en episode, hvor en sulten russisk fange blev pint ved, at en SS – mand smed kartofler over i pigtrådshegnet. Da fangen nærmede sig dette for at samle kartoflerne op, blev denne omgående skudt af vagtposten på grund af ”flugtforsøg”.
En hollandsk sygepasser solgte medikamenter for højest bydende blandt fangerne.
Likvideringer med indsprøjtninger
Der har også fundet målrettede likvideringer sted både i Husum og Ladelund gennem injektioner. Indsprøjtningerne blev givet af fangelæger efter ordre fra Griem. Formålet med likvideringerne var, at skaffe uarbejdsdygtige fanger af vejen. Derved kunne man nedbringe belægningen på reviret og samtidigt undgå, at de syge skulle sendes på sygetransport til Neuengamme.
Hans S. Bruhn berettede:
Antallet af døde steg også hurtigt som følge af overbelægningen.
Ligene blev betragtet som affald
Ligene blev betragtet som affald, der afventede den vogn, der skulle køre dem til massegraven på Husum Østre Kirkegård. Ifølge en beretning husede barakken, som her på baggrund af sin hovedfunktion kaldes kartoffelskrælleriet, også et lille snedkeri, hvori der blev fremstillet ligkister. Op til tre fanger kom i hver kiste, der blev lavet af affaldstræ. På grund af mangel på materialer anvendte man også papirsække i forbindelse med begravelserne. Man begravede til sidst ligene nøgne, fordi der heller ikke var nok papirsække.
Hans S. Bruun fortæller, at den danske fange, Viggo Hansen var i begyndelsen med til at fremstille disse kister.
Ligene faldt af hestevognen
Transporten af ligene fra lejren til Østre Kirkegård i Husum foregik med hestevogne, der var så overfyldte, at ligene faldt af undervejs. På kirkegården blev ligene lagt i massegrave med 30 – 40 lig i hver grav i op til fem lag.
Thygesen, som efter krigen også deltog i ekshumeringen af ligene af de danske Hsum-fanger, anførte antallet af massegrave til at være omkring 12, hvilket kan tyde på 60 – 140 flere ofre end de officielle knap 300 omkomne i løbet af lejrens eksistensperiode
En lærer og en skoleklasse opdagede stedet
I 1983 var der en arbejdsgruppe, der offentliggjorde KZ – lejrens historie. En mindehøjtidelighed blev afholdt den 30. januar 1983 med deltagelse af flere end 1.000 mennesker. Mange af dem var tidligere fanger. Og de fleste borgere har ikke anet, at der her havde eksisteret en sådan lejr.
Ja det var faktisk en lærer og hans folkeskoleklasse, der i 1970erne opdagede dens eksistens. De begyndte at undersøge gamle arkiver. Den sidste overlevende danske KZ – fanger Einar Brøgger fra Hammerlev, der blev taget af Gestapo i juni 1944 fortæller:
Man skal have held og meget held
Benjamin Mørk spurgte i sine erindringer:
Og hans svar var:
Brutalitet, vilkårlighed og død var hverdagsbegivenheder i KZ – lejren.
Mindelund med informationstavle
I 1987 blev der indviet et mindelund. Og siden 1995 er der på stedet anbragt bygningsrester fra dengang. En informationstavle beretter nu om lejrens historie. På stedet er der også 300 små opstandere i jern med navnet på hver enkelt af de omkomne i lejren.
Der blev vist mellidenhed
Mange vil sikkert spørge, hvordan befolkningen kan glemme sådan et sted. Måske var det ens samvittighed. Man var bange for at vise medlidenhed, for så at ende i samme situation.
Men nu er det dog flere eksempler på medmenneskelighed fra lokalbefolkningen. Hans Mørup kan berette om, at en lille pige uden for lejren gav ham et æble, som han delte med de andre fangere.
Kontakten med lokalbefolkningen var forbudt. Ved en episode, hvor fangerne skulle losse et skib i Husum, blev fangerne og deres vogtere inviteret indenfor i en garage og fik her forplejning af en lokal kvinde.
Gulerødder til fangerne
I en anden episode oplevede Benjamin Mørch, at en landmand i en af de landsbyer, hvor fangerne skulle grave huller til maskingeværstillinger, havde lagt en stak gulerødder til fangerne. Han kunne ikke give dem direkte til fangerne, da dette var strengt forbudt og pålagt stor risiko for landmanden selv.
Blikke mellem fangerne, landmanden og en ældre godmodig marinesoldat, der bevogtede arbejdskommandoen, afgjorde situationens udfald. Bevogteren kiggede væk og fangerne fik et kærkommet tilskud til den mangelfulde lejrkost.
Mørch selv, der hentede gulerødderne fik mulighed for at veksle nogle få ord med landmanden, der udtrykte bekymring over for fangernes tilstand. Ifølge Mørch var flere af de lokale blevet opmærksomme på, hvordan fangerne blev behandlet ude på arbejdsstederne.
Fangerne blev ikke slået i landsbyerne
Mørch berettede om, at fangerne særligt ved arbejdet med maskingeværstillingerne inde i landsbyerne ikke blev slået af ”kapoerne” og bevogtningsmandskabet. Det var for ikke at pådrage sig negativ opmærksomhed fra civilbefolkningens side. Slagene blev i stedet uddelt ved hjemkomsten til lejren. Men de forekom her mindre slemme, da afstraffelsen var hurtigere oversået i stedet for at være spredt over hele arbejdsdagen.
Mange hånede også fangerne
De civile kunne dog også acceptere det de så – måske alt efter politisk ståsted. De kunne endda fryde sig over fangernes lidelser, når de mødte dem på de nordfrisiske veje eller i Husums gader.
Mange væmmedes af at se fangerne, andre hånede og grinede af de forhutlede fanger. Dette står lidt i kontrast til den tyske befolknings ansvarsfraskrivelse og påstand om, at:
Der fandtes jo masser af lejre ligesom denne spredt ud over hele Tyskland og også som denne placeret i et lokalsamfund.
Lejrene blev kaldt ”Dødslejrene”
Ladelund og Husum-Svesing blev af fangerne kaldt ”dødslejren”. Det antages at indtil 5.000 fangere har opholdt sig i de to udelejre. Det nøjagtige antal fanger og hvor mange af dem, der døde, er ikke kendt.
Man mener, at mellem 300 og 500 døde i Svesing, og 300 i Ladelund.
1.000 mand til Ladelund
Den 1. november blev 1.000 fanger taget ud ved appellen med henblik på transport. De skulle til Ladelund. Hans Christian Rasmussen erindrer, at en håndfuld danskere var blandt de udvalgte, men disse blev erstattet af andre. Men 4 kilometer fra den dansk – tyske grænse ville man ikke have danskere. Her kunne man måske formode støtte fra venligsindede modstandsgrupper.
Historien om den hollandske by: Putten
Cirka 100 af de døde kom fra den lille hollandske by Putten. Og forhistorien til dette, er at den 1.oktober 1944 døde en tysk officer og to blev kvæstet i nærheden af denne by. Kommandanten, der stammede fra øen Føhr General Freidrich F. Chiristiansen lod byen nedbrænde og sendte den mandelige befolkning til Tyskland til tvangsarbejde. 602 mænd fra Putten landede i Neuengamme, 540 nåede ikke tilbage til Holland.
Arbejd til udslettelse
Oprettelsen af lejren i Ladelund betød tillige, at fangerne i det daglige kom til at se mindre til hans Griem, der nu primært opholdt sig i Ladelund og kun lejlighedsvis kom til Husum. Terroren mod fangerne fra kapoernes og SS´ side blev dog ikke mindre af den grund.
De fanger, der kom til Ladelund var allerede afkræftet ved ankomsten. Tænk engang. Her ankom 2.000 fangere til en lejr kun bygget til 200. Det blev til en decideret udryddelseslejr under mottoet:
Arbejdet stod på i kun seks uger. Så indså tyskerne, at slaget var tabt, og at det ikke gav nogen mening at fortsætte. Men som skrevet på den korte tid var allerede 300 døde. Den sidste barak blev revet ned i 1970.
Som det eneste sted i Tyskland kan du her i nærheden af lejren opleve en rest af den oprindelige Friesenwall. Vi har allerede på siden to artikler om Ladelund samt en billedrække af mindelunden og museet ved Ladelund
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 259 artikler om Besættelsestiden (før/nu/efter) herunder:
September 28, 2018
Dengang på Nørrebro – Sjællandsgade
Haverne forsvandt efterhånden. Her var papegøjer og undulater. Og så havde mænd også natpotter. Man gik til bager i pyjamas og natkjoler. Man fik Nørrebro – mad ved luftalarm. Kakkelovnen var et hyggeligt monstrum. Her skete dramatiske ting under besættelsen. Og så kom man en tur på Fælledvejens Politistation. Chokolade og andre godbidder. Og så var citroner en sur fortjeneste. Man kunne finde slik og osteskorper i butikkerne. For 10 øre kunne man få tre minutters telefonsamtale. Og så var det lige Hr. Jessen og hans musik. Man havde også et plankeværk og en legetøjsbutik. Ja så var det lige værtshusene Eldorado og Belvedere.
Haverne forsvandt efterhånden
Dengang og indtil midt i 40erne var der små haver uden for stuelejlighederne. De blev godt udnyttet – og plyndret af folk udefra – under krigen.
Haverne blev først fjernet på den lange side af alléen og senere i ”den fine ende”. Ja der var skam forskel. Hvorfor der blev kaldt den fine ende er svært at forstå. Der var absolut ingen forskel på boligerne. Men det kunne have noget at gøre med sollyset.
På gamle billeder kan man se at der endnu i 1935 – 40 lå haverne der endnu i hele Sidealléen. Men i 1945 – 46 var haverne fjernet i en stor del af alleen.
Vi befinder os i området omkring Sjællandsgade og Sjællandsgades Sideallé i 1940erne og 1950erne. ”Den Gamle Redaktør” har fundet et herligt manuskript uden navn og kildeangivelse, som vi redigerer i.
Det var slet ingen sol på den lange side af Sidealléen. Men der var en masse i den tværgående bygning.
Papegøjer og undulater
Mens haverne endnu fandtes, havde Hr. Petersen i stueetagen en papegøje. Den kunne snakke til stor fryd for børnene. Men mødrene fik røde kinder, når de hørte, hvad den sagde. Papegøjen var en rigtig sømand, der havde sejlet i østen og den var særdeles bramfri i dens tale.
Dengang havde man i Konfektionshuset på Nørrebrogade i mange året meget stort inde/udebur med undulater. De kunne høres nogle steder her i området. Legekammerater kom op for at høre dem. Ikke alle børn fik lov til selv at gå alene over på Nørrebrogade og selv se dem.
Mænd havde også natpotter
Lige bag ved lå der en fabriksbygning med bølgebliktag, hvor der var en masse katte. Et stort tilløbsstykke for børnene. Men et plankeværk hindrede, at de kunne komme i nærheden af dem.
Det var gode, hjælpsomme og flittige mennesker, der boede i sidealleen. Tiderne var svære, men der var arbejdsvillighed. Midt i al fattigdom var trods alt renlighed overalt, hvor utroligt det end lyder med gamle toiletter i gården.
Alle kvinder tog deres tørn med at vaske dem. Der var i ventetiden, så ofte som muligt, varme i små gasbrændere. De fleste børn havde naturligvis en natpotte. Det havde nogle af de voksne såmænd også, men det snakkede man ikke om. Det var ikke ”pænt” at lægge mærke til.
Til bager i pyjamas eller natkjole
Det var ikke noget så dejligt som en søndag med godt vejr, hvor alle kvinderne havde vinduerne åbne og var i fuld gang med rengøringen. Børnene blev sendt ud at lege. Den musik, der var tilladt og muligt at lytte til, blev hørt uden for gennem de åbentstående vinduer af børnene.
Det var også sjovt at se naboerne, der ilede til bageren. Det foregik oftest i pyjamas eller natkjole med frakken over og enten sutsko eller støvler alt efter vejret. Det var hvis kun noget der foregik i de fattige kvarterer. Man skyndte sig hjem med morgenbrødet. Og så i seng med det hele. Så kunne det spares på fyringen, hvis det var om vinteren. Det var en hvis form for hygge og samvær.
En Nørrebro – mad ved luftalarm
Beboerne støttede hinanden, selvom der naturligvis også forekom en del sladder fra vindue til vindue. Børnene vidste, at når de var ”ude at lege” og der blev luftalarm, så skulle man ikke nødvendigvis skynde sig hjem, men blot gå ind til nærmeste nabo, som sikkert var mor til en af børnene. Hvis det varede længe så fik man også mad hos naboen. Nogle gange var det bare en ”Nørrebro – mad”. Det var et tykt stykke rugbrød med fedt.
Kakkelovnen – et hyggeligt monstrum
Lejlighederne var små og med bare en enkelt sort høj kakkelovn i hver lejlighed. Der var hjemmelavede skærme med asbest og sølvpapir stillet op til at reflektere varmen ud i stuen, men også på grund af brandfaren. Der blev jo fyret med alt muligt.
Der var avisknuder, som man selv lavede. De kunne knyttes meget stramt, så de kunne brænde i længere tid. Kakkelovnen blev et godt bekendtskab. Først naturligvis under krigen til at varme op med, men også ofte til at varme vand eller mad, hvis der i perioder var lukket for gassen.
Efter krigen var kakkelovnen stadig en nødvendighed, men også et hyggeligt monstrum, altid med en svagt fløjtende kedel på pladen. Mange kan sikkert stadig lugte den første appelsin, der kom fra Sverige. Skrællen blev lagt ind på kakkelovnens varmeplade, hvorfra den duftede noget så vidunderligt.
Dramatiske ting under besættelsen
Børnene i Sjællandsgades Sideallé oplevede også dramatiske ting under besættelsen. Åbenbart befandt der sig her modstandsfolk. Flere gange blev der skudt her. Man kunne også høre brag fra fabrikker, der blev sprunget i luften.
Fra aviskiosken på hjørnet af Guldbergsgade og Møllegade blev der afleveret illegale blade til bestemte personer. Ja selv i en rullestol blev der fragtet illegale blade.
En tur på Fællevejens politistation
Da et barn sad under postkassen på hjørnet af Sjællandsgade og Nørrebrogade og kiggede på sporvogn kom en dame løbende og råbte op, at hun var blevet væk. Men det var barnet ikke. Hun kunne sagtens finde tilbage til Sjællandsgades Sidealle. Hun havde prøvet turen adskillige gange.
Men nu blev hun nærmest trukket med hen til Fælledvejens politistation. Men her blev barnet nu fint behandlet. Hun blev taget med ud bagved og kunne se på både politibiler og brandbiler. Og så fik hun en hel sandkassespand med småkager, og det midt under en krig. Hun forklarede betjentene, at hun sagtens selv kunne finde vej hjem.
Chokolade og andre godbidder
Lige rundt om hjørnet fra Sjællandsgade på Nørrebrogade lå et bageriudsalg. Selve bageriet lå i gården ved Sjællandsgade 1. Men man skulle over gaden for at komme til forretningen. Og hver gang man kom forbi, ja så havde bager Jacobsen en godbid.
På hjørnet af Prinsesse Charlottesgade og Sjællandsgade lå et ismejeri. Senere kom det hvis nok til at hedde Irma. Der kunne man komme med rationeringsmærker og få lækkert smør taget med en rillet træske direkte ud fra smørdrittelen. Og så var der et rationeringsmærke, hvormed man kunne købe et stykke chokolade, der hed Store Klaus. Himmelsk!
Citroner – en sur fortjeneste
I tiden indtil ca. 1948, var der flere ting, som gjorde indtryk. Ved Sidealleens begyndelse var der et par garager, som blev brugt til opbevaring af en frugtstand om natten. Det var disse sjove tohjulede ladvogne med to ben i hver ende. Det var ingen eksotiske frugter, men der var citroner. Hver dag kunne børnene tjene gratis citroner ved at åbne garagedøren. Men for mange af dem var det dog en sur fortjeneste.
Slik og osteskorpe
Når børnene for en sjælden gangs skyld fik 10 – 25 øre til at snolde for, gik det over til ”chokolademutter” i Prinsesse Charlottesgade i kælderen lige over for skolen. Men man kunne også gå hen til osteforretningen i Sjællandsgade 4 – 6, hvor man kunne købe en osteskorpe for 25 øre.
I Sjællandsgade 2 lå en grønthandler og et ishus. Børnenes behov kunne dækkes med de butikker, der var lige i området.
10 øre for tre minutters telefonsamtale
Telefon var der ingen, der havde i Sidealleen. Men kiosken i Sjællandsgade ved siden af osteforretningen havde telefonbokse inde i forretningen. I dørene var der runde ruder, så man kunne banke på ruden, når personen derinde havde snakket mere end de tre minutter, der var tilladt for 10 øre.
Ved siden af kiosken lå Schous Sæbehus og senere kom fru Rasmussens Isbar og Chokoladeforretning.
Hr. Jessen og hans musik
I Sidealleen boede en hel del sjove og særegne mennesker. Blandt dem var Hr. Jessen. Han spillede sammen med en ven under navnet Bing og Bang. Først var det i en restaurant i Jernbanegade siden i Nyhavn 17.
Da han spillede meget om natten sov han meget i dagtimerne. Så kunne de mere vakse børn tjene en skilling ved at handle for ham. Det var ikke usædvanligt dengang, at børn gik til købmand, ismejeri og lignende efter dagligvarer for ældre naboer eller andre med behov derfor.
Lidt hårdere var det at hente koks. Det foregik i Kokskælderen i Prinsesse Charlottesgade. Og det foregik med en kæmpetaske, der var lidt tung. Nogle gange kunne Jessen ikke lide kulet. Så måtte man helt ned til Peter Fabersgade og hente brændsel. Men så kunne børnene tjene en hel krone. Og det var en hel formue dengang.
Plankeværket og legetøjsbutikken
Plankeværket ind til baggårdene i Prinsesse Charlottesgade var helt rigtige til at spille bold opad eller danne væg for alverdens sjove lege. Efter at de tyske flygtninge havde forladt skolen, var dette stedet, hvor man kunne regne hinkeruder og løbe på rulleskøjter.
Petersen, der havde tobaksforretning havde en voksen søn, der satte skuespil op i deres lille gård. Så tog han entré fra børnene.
Det var en legetøjsforretning ved siden af tobaksforretningen. Det nærmeste de fleste af børnene kom, var at kigge vinduer.
Eldorado og Belvedere
Og så var det værtshuset Eldorado i Sjællandsgade. Lige over for lå også værtshuset Belvedere.
Børn var der masser af i kvarteret. Hvis de lidt støre børn ville tjene en skilling kunne de altid blive babysitter.
Dette var et lille øjebliksbillede fra Sjællandsgade, Sjællandsgades Sidealle, Prinsesse Charlottes gade og lidt Guldbergsgade.
September 27, 2018
Anker Heegaard og hans jernstøberi
M.A. Heegaard tilbragte sin barndom på Samsø. Han fik sin egen isenkram – butik. Og så købte han 5 tønder land på Nørrebro. Kongen og militæret skulle spørges. Befolkningen hadede alt, hvad der var engelsk. Det var heldigt for Heegaards omsætning. To sønner overtager virksomheden. Kompagniskabet ophører. Der produceres kakkelovne, gryder, pander, plove og to chokolademaskiner. Det var dyrt for arbejderne, at møde kl. 5 om morgenen. Tarmfabrikken måtte lukke. Det lugtede meget fælt. Man fremstillede musikinstrumenter. Stor Nordisk – udstilling i 1872. I 1872 var der 102 ansatte. To sønner og svigersøn overtager. Stort socialt engagement. Heegaard sælger ud – nye beboelseskvarterer opstår. Og så tog Anker Heegaard fusen på grundejerne. Han var førende på dansegulvet. I 1898 flytter man til Hillerødgade og sælger 14 år senere. Der fortsættes i Frederikssund.
Barndom på Samsø
Mathias Anker Hedegaard var født 1776 og tilbragte det meste af sin barndom på Samsø, hvor hans far var sognepræst på Samsø. Der var flere præster i familien. Men den vej ville Mathias Anker ikke gå. Han valgte en helt anden løbebane.
Efter konfirmationen rejste han i 1790 til København, hvor han kom i lære hos isenkræmmer Peter Faber. Han viste en stor håndværksmæssig kunnen men også et stort handelstalent.
Egen isenkrambutik
I 1803 åbnede han sin egen isenkramforretning i Frederiksborggade. Butikken voksede støt. I 1820 købte han naboejendommen på hjørnet af Frederiksborggade og Nørrevold. Nu havde han byens største forretning af den art.
Efter det engelske bombardement af København og Englandskrigene var der stor modvilje i befolkningen mod alle engelske varer. Det var baggrunden for, at Heegaard optrådte som medstifter af ”Selskabet for indenlandsk Kunstflid”. Selskabet afholdt en række udstillinger i det følgende tiår.
I 1813 havde Heegaard fået patent på en ny slags jernkedler. Modviljen mod de fremmede produkter gav ham vind i sejlene, så han efterhånden havde kunder over det meste af landet.
Han købte 5 tønder land
Det var langt ude for byen dengang. Og lystslottet Blågård var delvis revet ned. Og nu var det plads. Det havde M.A. Heegaard også opdaget. Han købte 5 tønder land.
Ansøgte Kongen om tilladelse
I oktober 1827 søgte han kongen allernådigst om at måtte få tilladelse til at drive et jernstøberi på stedet. Ja han spurgte også om han måtte ansætte smede og håndværkere. Han forklarede kongen, at hans ide var at fremstille alle sorter af støbte gryder, kakkelovne, strygejern og andre finere ting af jern.
Han har sikkert også forklaret kongen, at alle disse ting var noget som vi importerede fra udlandet. Heegaard mente, at det ville gavne landets økonomi, at vi selv kunne fremstille det. Og han mente sandelig, at han også kunne gøre det billigere.
De gamle håndværkere protesterede, men Heegaard fik tilladelsen. En masse fabriksbygninger blev opført rundt på grunden. Selv tog han sommerresidens og senere fast ophold på Blågårdsgade.
Militæret skulle også spørges
Arealet lå på demarkationsområdet foran voldene, hvor der af forsvarsmæssige grunde kun måtte bygges i begrænset omfang. Der skulle søges om tilladelse hos militærets demoleringskommission.
To sønner overtager virksomheden
I 1837 overtog sønnen Anker sammen med en ældre bor Christian August virksomheden samt isenkramforretningen. Der kom flere produkter til, bl.a. messingdekorationer til ovne.
Anker måtte mellem 1839 og 1840 afsone ti måneder i fængsel for underslæb, men fortsatte sine forretninger efter løsladelsen.
Kompagniskabet ophører
I 1847 blev kompagniskabet ophævet. Anker overtog nu for egen regnskab støberiet. Fabrikken skiftede navn fra M.A. Heegaard Sønner til Anker Heegaards Jernstøberi. Nu var han udelukkende fabrikant.
Kakkelovne, gryder, plove, pander og to chokolademaskiner
Jernstøberiet havde stor fremgang på grund af det almindelige økonomiske opsving. Den kongelige fabriksinspektør O:J. Rawert, til hvem industrihistorikere er i stor gæld på grund af hans grundige bøger, oplyser i sin beskrivelse af
at der da var 52 arbejdere ansat på virksomheden. Der blev blandt andet årligt produceret 4.000 gryder og 4.500 pander, 1.900 kakkelovne af forskellige typer og 140 skorstensindretninger.
Af de mere specielle produkter var to chokolademaskiner til kværning og finmaling af kakaobønner samt fire barkmøller, som blev anvendt til garverierne. De gode tider for landbruget i årtierne frem til ca. 1870 spillede også ind for afsætningen.
Rawert nævner således også 390 plove og dele til plove. Netop på denne tid begyndte man at fremstille en række redskaber af jern i stedet for af træ, som man havde gjort tidligere.
Det var dyrt for arbejderne
København var indtil 1850erne, da koleraen slog til, endnu en fæstningsby. Arbejderne boede inden for voldene. Arbejdet på jernstøberiet startede kl. 5 om morgenen. Det kunne selvfølgelig give problemer, når porten først blev åbnet for fri færdsel kl. 7.
For at komme igennem inden da, skulle der erlægges en afgift på 2 skilling til portvagten som bompenge. Det var en mærkbar udgift. Det udgjorde således 1/24 af en arbejders og 1/16 af en lærlings løn.
Fabrikanterne på Nørrebro klagede derfor i 1844 til Borgerrepræsentationen. Men da den årlige indtægt beløb sig til omkring 1.000 rigsdaler, var man ikke meget for ændringer. I de følgende år øgedes klagestrømmen. Først i 1852 bøjede man sig, idet byportene da blev åbenet kl. 5. Året efter forsvandt afgiften helt.
Familien boede i 1850 på Blaagaardsvej 36
En optælling fra 1850, kan vi se, at Anker Hedegaard bor på Blaagaardsvej 36. I husholdningen er hans kone, Louise Feilberg og tre børn, Luis Carl, Stephan Petrea Ankeriette og Anna Sophie.
Der var en mandelig og en kvindelig tjener, en bogholder, en kusk og en karl
Efterspørgslen på gelændere, kakkelovne og komfurer steg. Heegaard kunne levere det hele.
Tarmfabrikken måtte lukke
Men det var nu ikke den store succes med at omdanne tarmstrenge til musikinstrumenter. Det var godt nok stor efterspørgsel efter violinstrenge, og det var en god efterspørgsel. Men lugten hang tungt over Nørrebro. Så tungt at sundhedspolitiet blev alarmeret.
De lokale beboere skulle leve med åbne gruber med betydelige mængder rådnende tarmindhold. Stanken spredte sig med vinden. Fabrikken blev dog også lukket af myndighederne.
Store opkøb
Under Anker Hedegaards ledelse blev de største af sin art i Danmark. I 1857 købte han J.F. Clausens 100 år gamle maskinfabrik og jernstøberi i Frederiksværk. Han købte det under auktion for 118.000 rigsdaler.
Samme år overtog han et lerbrænderi i Blågårsgade. I Frederiksværk fik han installeret dampmaskine som supplement til den ustabile vandkraft. Ja han fik også anlagt en havn i Frederiksværk. Den stod klar i 1866.
Hovedkontoret og lagerbygningerne blev etableret i Havnegade i København.
Stor udstilling i 1872
Ved den ”Nordiske Industri – og Konstudstilling i Kjøbenhavn” i 1872 optræder Anker Heegaard som stor udstiller. Han udstillede dampmaskiner, industri – og landbrugsmaskiner samt en betydelig række støbte husholdningsmaskiner, derimellem emaljerede gryder.
Udstillingen blev afholdt af Industriforeningen, hvis formand Heegaard var blevet.
Støberiet var leverandør til bl.a. støbejernsgitteret, som endnu omgiver Ørstedsparken i København. Fabrikken leverede også jernrammer til Hornung & Møllers pianoer og flygler.
Masser af udvidelser og 102 ansatte
I 1860erne og i begyndelsen af 1870erne opførtes nye værkstedsbygninger, foruden ombygninger af de eksisterende huse. En opgørelse fra 1872 viser, at der nu var beskæftiget 102 arbejdere.
I 1862 havde han stiftet Frihandelsforeningen. Men han nærmest stemte imod dens program. Så her var han kun kort tid.
To sønner og svigersøn overtager
Han var også med i Arbejderforeningen af 1860. Fra 1866 – 1885 var han med i bestyrelsen. Fra 1868 til 1885 var han i Borgerrepræsentationen i København. I 1881 var han en af stifterne til Dansk Sparemærkekasse.
Anker Heegaard ønskede efterhånden at trække sig tilbage til privatlivet. I 1884 overdrog han derfor hele sin virksomhed, fabrikkerne på Blågård og Frederiksværk til to sønner og en svigersøn.
Stort socialt engagement
Hans sociale engagement kom også til udtryk gennem en række legater, der blev stiftet på grundlag af en del af hans formue. Ved testamente af 1890, der trådte i kraft ved hustruens død i 1905 skænkkede Hedegaard 350.000 kr. til legater bl.a. med det formål at fremme afholdelse af populære foredrag over naturvidenskaber og historie.
Også de socialt dårlig stillede på Nørrebro mærkede hans godhed, således skænkede han grunden til Marthahjemmet.
Han blev Ridder af Dannebrog i 1869, Dannebrogsmand i 1872 og etatsråd i 1883. I 1844 var han blevet gift i Thisted med Louise Christine Feilberg. De fik i alt seks børn.
En gade på Nørrebro blev opkaldt efter hans kone, Louisegade. Men efter et grusomt mord fik gaden navneforandring til Prins Jørgens Gade.
Anker Heegaard døde den 19. december 1893 og ligger begravet på Assistens Kirkegård.
Det kneb med udvidelsesmulighederne
Gradvist blev mange af aktiviteterne flyttet til Nordsjælland. På Nørrebro kneb det efterhånden med udvidelsesmulighederne. Det var efterhånden blevet et tætbefolket arbejderkvarter. Grundpriserne steg. Og Heegaard tjente masser af penge, da han i 1898 solgte den sidste rest af sine ejendomme på Blågårdsgade til Københavns Kommune.
Nye beboelseskvarterer opstår
Men allerede fra midt i 1870erne begyndte Heegaard at sælge af sine grunde på Nørrebro. Det gav en ikke ubetydelig indtægt. Der opstod beboelseskvarterer omkring Stengade, Bagergade (senere nedlagt), Todesgade, Baggesensgade, Korsgade, Louisegade (Prins Jørgensgade).
Anker Heegaard tager fusen på grundejerne
Vi skal da lige have historien fra 1872, da Baggesensgade skulle anlægges. Det viser, hvordan Anker Heegaard i usædvanlig grad var i stand til at spinde guld på andre grundejers bekostning. Gaden løber i dag parallelt med Nørrebrogade. Heegaard forsøgte at få denne gades grundejere med på anlæggelse af den nye gade. Han foreslog, at de delte anlægsudgifterne, og at alle afgav et stykke af deres jord.
Det blev pure afvist af alle grundejerne, men Heegaard absolut mente, at der ville blive behov for en gade netop på dette sted, valgte han i stedet at anlægge den midt inde på sin egen parcel. Mellem fortovet og grundene langs Nørrebrogade lod han imidlertid en strimmel jord ligge ubenyttet hen.
For de berørte grundejere opstod der hurtigt et behov for den nye gade. Men de var blot nødt til hver at erhverve en bid af jordstrimlen. Det blev naturligvis til en noget højere pris, end hvis de fra begyndelsen havde indvilliget i at deles om anlæggelsen. Også på den forretning tjente Heegaard en net sum.
Førende på dansegulvet
Man sagde om Anker Heegaard, at han nærmest var førende på dansegulvet. Det får man glimt af i et brev fra direktionen for ”Det forenede borgerlige Selskab” i februar 1842. Jo det var en af byens fineste selskaber som også lå på Nørrebro:
Brevet var var underskrevet af direktionsmedlemmerne J, Hammerich, Thønnesen, Bülow og J.R. Harboe.
Man flytter til Hillerødgade
Mod slutningen af 1800-årene var fabriksbygningerne i Blågårdsgade efterhånden nedslidte. Og i 1898 erhvervede Anker Hedegaard en ny stor grund i Hillerødgade nær ved Nørrebro Station. Dengang var her en betydelig godsbanestation, som betjente det store industriområde i denne del af byen.
Hertil flyttedes produktionen fra Blågårdsgade, hvor bygningerne blev nedrevet i 1899. Her lå virksomheden i 14 år, da maskinfabrikken Aurora overtog anlægget. På samme måde som Blågårds Plads opstod, blev godsstationen nedlagt 1930, og hele jernbaneområdet blev udlagt til Nørrebroparken.
I 1918 blev fabrikken (Frederikssund) omdannet til Aktieselskab A/S Anker Hedegaard og i 1930 indgik den i De Forenede Jernstøberier.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 236 artikler om det gamle Nørrebro, herunder:
September 27, 2018
En stinkende kloak og flere opløftende temaer (Nør.LIV 4)
Dette er vores 4. bidrag til Nørrebro Liv. Det handler bl.a. om ”Den Stærke mand”, der bare stak af. Vi besøger Nørrebros første skole og danseboden ”Det Gamle Testamente”. Familien Ventegodts børn havde lang vej til skole. Her var ikke meget håb for kristendommen blev det sagt. Her var sandelig også en ”Grundtvigs Højskole”. I Ryesgade var en skolelærer, der underviste i at køre på Velcopeter.
Det første byggeri i Blågårds-kvarteret var forfærdeligt. Det var uden fortove og rendesten. Drikkevand måtte man hente fra brønde. Men så fandt man ud af, at vandet kom fra kirkegården. Hurtigt fik man etableret drikkevand fra Søerne. Men det blev kvaliteten nu ikke bedre af. Der var heller ikke noget lys i kvarteret. En udflugt om aftenen var ikke helt uden fare.
En stinkende grøft ville Magistraten ikke gøre noget ved. Det var ikke deres bord. Spildevandet fra grøften blandede sig med drikkevandet. Heegaards store jernstøberi lå på det nuværende Blågårds Plads. Her lå også et par lysstøberier og en voksdugsfabrik. Ja så var det Peter Hansens store og berømte blomstergartneri.
Kunstberider Jean Lustre købte fast ejendom i området. I år 1800 fik han tilladelse til at undervise i ridekunsten og andre legemsøvelser. Det var noget det bedre borgerskab så frem til. En gartner dyrkede rabarber på en del af jorderne. Navnet Rabarberland blev sandelig hængende.
Allerede i 1722 havde von Eckenburg indrettet et forlystelsessted i nærheden af Sankt Hansgade. Han optrådte som ”Den Stærke Mand” og det også i kirketiden. Det var utrolig var han kunne. Men pludselig var han væk. Han havde efterladt en masse ubetalte veksler og bristede pighjerter.
Når man læser diverse jubilæumsskrifter er der mange skoler, der gene vil være Nørrebros ældste skole. Men den der lå ved 12. blegdam, kan vel godt kalde sig dette. I dag er det omtrent på hjørnet af Trepkasgade og Blegdamsgade. Den blev oprettet i 1761. I en meddelelse fra Magistraten hed det sig:
Forholdene var elendige. Der var dog godt nok 2 skolestuer og en lejlighed til læreren. Først efter lang tid gjorde Magistraten noget ved problemet. Det skete med udnævnelsen af sigteren Frederik Høgh – Guldberg til skoleleder. Ja han gjorde skolen til en af de bedste almueskoler i København.
På Jødevejen (Møllegade) lå danseboden ”Det Gamle Testamente”. Navnet stammer ganske givet fra ”Den Mosaiske Kirkegård”, der blev anlagt helt tilbage i 1694. Det var i begyndelsen af 1800 – tallet, hvor jøderne blev forfulgt i København. Nogle mente, at de skulle gå med armbind.
Ude på Ydre Nørrebro lå gården Ventegodt allerede i det 18 – århundrede. I det 19 – århundrede var det slægten Melchior, der boede på stedet. Man kaldte dem for ”Jøderne på Ventegodt. Ejendommen lå omkring Esromgade/Lundtoftegade. Borgerskabets børn kunne dengang ikke nøjes med forstadens visdom, således gik grosserer Melchiors børn i skole inde på Højbro Plads. De kunne dog tage med mælkebønderne derind. Men de måtte kun betale 2 skilling for turen. Blev der forlangt 3 skilling, ja så måtte de stakkels børn gå den lange tur.
Ved Ølunds Mølle i nærheden af Nørrebros Runddel blev der i 1804 anlagt en reberbane af kaptajn i Borgervæbningen, Toksværd. Mølleren påstod at poppeltræerne tog for meget af vinden. Man besluttede derfor at fælde i disse i nærheden af Runddelen og så i stedet at plante linde- og elmetræer.
Da der endelig kom gang i byggeriet på Ydre Nørrebro kunne man i datidens medier læse:
Det sidste var vel sagt i forbindelsen med etableringen af Stefans Kirken. Bag ved kirken var der sket et forceret spekulationsbyggeri. Man vidste ikke rigtig, hvor jernbanestationen engang skulle anlægges. Et mylder af gadestumper opstod i kirkens nabolag. Skulle man fra stationen om vinteren og i efteråret var det en god ide med lange støvler. Man sank langt ned i dyndet.
Lidt længere ude, der hvor Haraldsgade i dag ligger lå lystejendommen Marielyst. Hvad de færreste sikkert ved, så blev der her indrettet en højskole, hvor Grundtvig ofte kom. Åbningshøjtideligheden fandt sted den 3. november 1856. Skolens første forstander var teologen C.J. Brandt. Der var foredrag om folkesagn og fædrelandets historie. En hjælpelærer, Rasmus Fenger underviste i landmåling, agerbrug, kvægavl og kemi. Om aftenen var det modersmålet, der var på skemaet. Men det gik nu ikke så godt for Grundtvigs Højskole på Nørrebro. Første år kom der 20 elever, næste år 16 og året efter kun 12.
Det første stykke af Ryesgade blev anlagt i 1858. Først i 1881 blev gaden ført igennem til Østerbrogade. Der blev påstået, at man på gaden havde set rotter lige så store som en hund. Og der var tusindvis af dem dengang i gaden. Det nordligst stykke var så godt som ubeboet.
En enkelt mand var dog godt tilfreds med dette. Det var løjtnant H. Schow. Han underviste folk i at køre på cykel eller som det hed dengang – Velcopeter. Den lukkede gade var eminent til dette formål. Annoncer fremhævede, at folk der lejede Velcopeter på hans plads kunne ”ride” til både Klampenborg og Lyngby, uden at passere stenbro.
September 27, 2018
Actionhelten fra Stefansgade(Nørrebro LIV 3)
Dette er 3. bidrag, som vi har leveret til Ugeavisen Nørrebro Liv. Hovedpersonen er Emilie Sannom og så kaldet Mille. Det var hendes mor, der fik hende ind i underholdningsbranchen. Hun startede som skuespiller, men efterhånden var nærmest stuntman og lavede det ene umulige trick efter det andet. Hun medvirkede i 85 film. Hun skulle forsørge sin datter og sine forældre. Derfor optrådte hun ofte med faldskærmsudspring. Og det var det eneste hun var bange for. En ny faldskærm udfoldede sig ikke.
Forfalskede dåbsattesten
Vidste du, at en af filmhistoriens største Actionhelte har boet i Stefansgade. Hun var beundret og tilbedt af mange. Hun deltog i 85 danske og udenlandske film. Emilie Sannom har gennemført luftakrobatik, som aldrig er set siden.
Går man en tur på Assistens Kirkegård kan man risikere at støde på hendes gravsten.
Hun er født den 29. september 1886 uden fattige kår på Nørrebro. Faderen var kioskejer og tidligere sømand. Men også maskinmester, kedelpasser og skibsfører. På hendes dåbsattest stod der dog 1892. Hun har selv forfalsket den, for at få myndighedernes tilladelse til at foretage faldskærmsudspring i en sen alder.
Udvandrede til Florida
Den farverige familie udvandrede og slog sig ned i Louis Pio – kolonien i Florida. Men efter syv år gik turen igen hjem til Nørrebro. Mille, som hun blev kaldt fortalte senere:
Danmarks vovehals nummer et
Allerede som ni – årig begyndte Mille at optræde på dagmarteatret, hvor hun debuterede i en juleudstilling. Også hedes søskende Charlotte, Thora og Ragnhild blev skuespillere. Ja det kan de takke deres mor for.
Hun var åleslank og en yndefuld danser. Hun optrådte sammen med den meget berømte Asta Nielsen, som også har boet på Nørrebro. De to var på en nordisk turne. I anmeldersene kunne man læse, at ”Den blonde gazelle” Emilie Sannom ofte høstede større anerkendelse end den mørke ”mystiske” Asta.
Omkring år 1900 var hun i flere sæsoner på Nørrebros Teater. Dengang var det et populært og folkeligt serveringsteater.
Hendes stunt – kvaliteter viste hun allerede i 1911, i rollen som Ofelia i Hamlet. Hun kastede sig ud fra Kronborgs høje murværk og ned i den plørede voldgrav.
Senere blev det spring fra høje altaner, fra hustag til hustag. Hun løb ud af brændende huse og sloges med glubske hunde, faldt af hurtigkørende hestevogne og lod sig begrave af sammenstyrtende bygninger. Hun medvirkede i vilde bil – om motorcykelkørsler, balanceakter over dybe afgrunde og på brændende møllevinger. Hun var Danmarks vovehals nummer et.
Fløj uden flyvecertifikat
Da hun skulle optage svømmebilleder til filmen ”Den Blå grotte” i Italien mødte hun nogle piloter. Hun lod sig overtale til at medvirke i en opvisning, hvor hun skulle sidde på flyets understel. Mille’ s vovemod blev kendt, og det var årsagen til, at hun fik rollen i ”Luftens herskerinde”.
Her boltrede hun sig uden sikkerhedslinje – på en så dristig og livsfarlig måde, at noget lignende aldrig tidligere var set eller senere blev efterlignet.
I 1912 føde hun uden for ægteskabet, datteren Grethe. Faderen var skuespilleren Axel Carl Schultz.
Hun forsøgte selv at få flycertifikat, men fik det aldrig. Grunden var at flyveskolen måtte lukke. Men trods dette fløj hun alligevel.
Da talefilmen vandt frem, forsøgte hun sig igen på teatret, hvor der blev til en del roller io revyer og varieteer. Derefter kastede hun sig over luftakrobatik.
Skulle forsørge forældre og datter
Datteren Grethe blev født dagen efter præmieren på ”Dødens brud”. Emilie Sannom havde filmet under hele svangerskabet. Senere blev datteren drillet af mormoderen:
Mille døde iført en badedragt i 1932 ved en faldskærmsulykke ved Hessel Gods syd for Grenå. Hun var ikke så glad for faldskærmsudspring, men hun skulle forsørge sin datter og sine gamle forældre hjemme i Stefansagde 41 1.sal. Den faldskærm som hun sprang ud i var ny. Det blev hendes skæbne.
Begravelsen fandt sted fra Stefanskirken. Trods kulde og regn var der kommet flere mennesker end hvad kirken kunne rumme. Og de fulgte med hen på Assistens Kirkegård.
På hendes gravsten står der:
Større var Frygten for Livet paa Jord
Det er nogle linjer fra et digt, som Tom Kristensen skrev dagen efter hendes død.
Hun forblev ugift, men havde mange beundrere og tilbedere. I hele forløbet blev hun boende i Stefansgade. Hun deltog også i det praktiske, bl.a. trappevask til stor forundring for postbuddet, der kom med alle fanbrevene.
September 26, 2018
Norden for Lands Lov og Ret
Af Lisa Hildegardt
En højtstående embedsmand i København har sagt at Vendsyssel ”ligger Norden for Lands Lov og Ret”. Og hvorfor rejser man en sten for dem, der slog 4 mand ihjel? Ja det gjorde man i 1976. Når øvrigheden ikke kan klare retsvæsenet, ja så må folk tage sagen i egn hånd. Dette handler om den mest omfattende kriminalsag i Vendsyssel. En bog blev udgivet i 1843 ”Commisions-Dommen. Dommen over ”Pakket” faldt i Sæby Byret den 13. marts 1843. Kun en af 170 blev frifundet.
Den 26. juni 1976 afsløredes en mindesten for nogle yderst voldsomme begivenheder i Stagsted Hedehus – et usselt fattighus i Skæve sogn i Vendsyssel. Stenen er rejst til ære for dem, der slog fire personer ihjel. Stenen står hvor hedehuset engang lå.
Mindestenen bærer følgende inskription:
HER LÅ ‘ASYLET’ STAGSTED HEDEHUS
1.11.1841 TOG 7 VENDELBOER: LARS JENSEN
HELLUM, LARS JENSEN KROG HELLUM. PEDER
HANSEN AUNKJØT, JENS CHR. PEDER=
SEN STAGSTED, ANDERS PEDERSEN STAGSTED
– KRÆNKEDE I DERES RETSFØLELSE –
LOVEN I EGEN HÅND OG IHJELSLOG
HUSETS LOVLØSE BEBOERE
På stenens bagside står navnene på de fire dræbte:
KLOG-MAREN – KLOG-CHRESTEN – KLOG-LARS
OG SKOV-CHRISTIAN
Hvad skal man nu mene om en sådan indskrift? Det helt specielle er, at der, så vidt vides, aldrig er rejst et minde over de mennesker, der forøvede en udåd. De syv, der stod bag den skændige handling, var hæderlige mænd fra Hellum og Skæve sogne, den ene var oven i købet sognefoged, altså den stedlige politimyndighed. De fire af dem blev dømt til døden, men fik senere straffen ændret til livsvarigt fængsel, de tre andre fik tugthusstraffe på 1-2 år. Det skal også noteres, at i 1848 – fem år efter dommen i 1843, blev de fire livsfanger benådet, og de vendte hjem til egnen og blev hilst som hædersmænd og egnens befriere. Sognefogeden blev suspenderet et stykke tid, men fik sit embede tilbage og endda i 1881 udnævnt til Dannebrogsmand.
Stedet for begivenhederne i 1841 var Jyske Aas og egnen deromkring. Aasen er en høj bakkeryg der danner en bue på over 30 km i Østvendsyssel mellem Dronninglund og Tårs. Navnet forbindes især med den skovklædte sydlige del. Den ca. 3 km brede bakkeryg når flere steder mere end 100 m.o.h. med Knøsen i Dronninglund Storskov som det højeste punkt på 136 meter.
I 1800-årene var Jyske Aas dækket af hede, som 30 pct. af Dronninglund herred var det, og der var øde og uvejsomt. Fattigfolk, tyve og røvere fandt gode opholds- og gemmesteder der, og folk tænkte sig om, før de krydsede åsen. I Dronninglund herred steg befolkningstallet kraftigt, og som følge deraf voksede fattiglemmernes antal. Mange af de fattige flyttede ud til bakkelandet i og omkring Jyske Aas.
I første halvdel af 1800-årene var der få, der kunne føle sig trygge over for undvegne forbrydere. Visse egne af landet var i perioder plaget af tyvebander. Det gjaldt, f.eks. sognene omkring Jyske Aas. Fra fængslerne skete der ofte udbrud, og øvrigheden kunne ofte ikke klare problemerne.
Almindelige mennesker var præget af skæbnetro. De mente, at nogle mennesker var forudbestemt til at blive tyve, og de mente også, at stjælesyge folk kunne have en lille knude på højre hånd. Det var en almindelig og udbredt antagelse, at hvis moderen var tyv under svangerskabet, blev barnet tyv. Også officielt fra statens side blev tyveri anset for at være en ualmindelig grov forseelse, der skulle straffes hårdt.
Men nu til begivenhederne, der ledte frem til det firdobbelte drab den 1. november 1841. Lørdag aften den 30. oktober var der høstgilde på gården Langholt i Skæve sogn. Det var arrangeret for folkene på egnens store gårde: Dybvadgård, Knudseje, Solholt, Ormholt og Langholt, men mange andre deltog. Dansen gik lystigt i storstuen. Ind træder “pakket”, som de blev kaldt, som snyltegæster: Skov-Christian, Klog-Chresten, Klog-Lars, Klog-Lars Christian samt pigebarnet Klog-Else.
Inde i folkestuen sidder nogle gæster og spiller kort. De spillende rejser sig efter et stykke tid, og pakket sætter sig straks ved bordet i stedet og opfordrer snart den ene, snart den anden til at spille kort med sig. Ingen vil spille med dem. Der hviskes i krogene om, at tyvepakket nu skal ryddes af vejen. Men hvordan?
Hvis man beder dem gå, bliver der klammeri, og høstgildets folk ved, at de ubudne gæster har lange knive inden for vesten. Ude på gårdspladsen samler sig et antal folk, som nu vil gøre op med pakket, og give dem en eftertrykkelig afklapsning. De bevæbner sig med vognkæppe, skovleskafter samt jernlod forsynet bismervægt, og går ind i folkestuen.
En voldsom kamp følger, først inde og derefter på gårdspladsen og ude på markerne. Else og Lars Christian ser deres snit til at slippe væk, og de går hjem over heden. Mørbankede og foreslåede når de tre andre deres hjem i Stagsted Hedehus. Men to dage senere lå de døde uden for huset. De havde fået nok en gang læsterlige prygl, og denne gang døde de af det.
Det var mandag aften den 1. november 1841. I Hedehuset boede to familier, Klog-Folkene og Skov-Folkene – deraf navnene. De to familier havde hver deres hummer, der udgjorde dagligstue og sovekammer; køkkenet derimod var fælles, forstuen ligeså. I den østlige ende af huset boede Per Klog og Klog-Maren Olesdatter med deres voksne sønner Christian, Lars, Ole og Lars Christian, drengebørnene Stinus og Jens, samt pigebarnet Else. I den vestlige ende boede Johanne Nielsdatter, kaldet Skov-Hanne med sine to voksne sønner, Skov-Hans og Skov-Christian. I alt 12 personer på ikke ret megen plads.
Stedet var en gammel hytte – kaldt Asylet, med utæt tag, faldefærdige vægge og huller i ruderne, udstoppet med pjalter og klude. Beboerne i fattighuset hører trin tæt ved huset. Yderdøren slås op med et brag, og fire maskerede mænd braser ind i forstuen, og tre andre bliver udenfor og hamrer løs på ydervæggene. Skovpakket mistænkes for at stå bag tyverier og røverier på egnen, og så var der jo hændelserne ved høstgildet på Langholt to dage forinden.
Der begynder nu et voldsomt slagsmål, hvis mange blodige detaljer ikke skal skildres her, men kun et par episoder nævnes. En af beboerne, der er klumpfodet, hales ud af sin seng og ud på gulvet, hvor han bliver gennempryglet. Han trækkes uden for huset, hvor han beder for sig og lægges ind i sengen igen. En anden er løbet op på loftet og har gemt sig i en bunke lyng. Han har medbragt en langbladet kniv. Men de fremmede finder ham, smider ham ned gennem loftlemmen og giver ham mange prygl. Mishandlingen stod på tre til fire timer.
Kommissionsdomstolen fandt, at der ikke var nogen forbindelse mellem slagsmålet ved høstgildet og hændelserne mandag aften. Dog vidste “angriberne”, at ofrene var svage efter hændelserne to dage før, sagde domstolen også. Dagen efter underrettes sognefogeden i Skæve sogn, og han begiver sig til åstedet og finder tre voldsomt mishandlede lig i og uden for huset. Senere på dagen findes nok et lig i et krat i nærheden. Sognefogeden underretter sin overordnede herredsfoged J.C. Heiberg i Sæby, som indfinder sig på stedet sammen med distriktslægen.
I Hugdrup Skole nær Skæve Kirke bliver de fire lig obduceret efter at være blevet ført til kirkens våbenhus, to af dem i en fælles kasse, og de to andre i hver sin sæk. Efter obduktionen bliver ligene igen kørt tilbage til våbenhuset i kassen og de to sække.
Beretningen om obduktionen er lang, grundig og rystende. Her skal gives et kort uddrag: “Christian Nielsen (Skov-Christian) er befunden at være robust af Bygning, henved 25 Aar gammel, nøgen, besudlet med Snavs og Lidet Blod. Spor af blod i Næseborene og hans Læber og Spidsen af Tungen blaa. Af den venstre Arm var Overarmen brækket i smaa Stykker oven for Albuen. Knæskallen på Venstre ben brækket paa tværs. Paa indvendig Side af højre ben et 3½ Tomme langt Saar, hvor igennem Skinnebenet stikker 6 Tommer frem.
De nævnte Læsioner medføre ingen absolut Aarsag til Døden, men ville rimeligvis have foraarsaget den efter nogle Dages Forløb ved Koldbrand m.m. Dødsaarsagen maa altsaa antages at ligge i indvortes Læsioner.” Og meget, meget mere.
Begravelsen fandt sted 13. november på Skæve Kirkegård. Ligkister var der ingen af, endnu mindre grønt og blomster, og hverken Klog-Per eller Skov-Hanne eller nogen fra de to familier var til stede, kun kapellan og fire mand var tilsagt som ligbærere. Klog-Maren var anbragt i pakkassen sammen med Klog-Lars, medens Klog-Chresten og Skov-Christian lå i hver sin sæk.
Der var gravet to grave ved siden af hinanden, i den ene blev kassen sænket ned, i den anden de to sække. Da det var besørget, trådte kapellanen hen til gravene, kastede tre skovlfulde jord i hver af dem, bad en kort bøn, sammen med de fire ligbærere, som derefter kastede gravene til.
Salmesang var der ingen af, og kirkeklokken hang oppe i tårnet og tav. I det nordvestlige hjørne af kirkegården, tæt op mod diget, ligger et par aflange tuer, bevokset med græs. Det er det eneste, der er tilbage som synligt minde om det berygtede pak fra Stagsted Hedehus. I dag vokser der nogle buske på gravene.
Som nævnt i begyndelsen blev der fældet strenge domme. Regeringen nedsatte en kommission den 13. november 1841, den såkaldte “Dronninglundske Commision”, der kom til Vendsyssel den 17 november. Den skulle undersøge de nærmeste omstændigheder ved de fire drab, og også se nærmere på, hvorfor øvrigheden ikke havde grebet ind på tilstrækkelig måde over for “en Mængde i Omegnen af Skæve begaaende Misgjerninger.”
Det blev et mægtigt arbejde at komme til bunds i det hele: Kommissionen arbejdede ca. fem måneder, for ikke alene de fire drab, men mange andre sager blev rullet op: Der var i næsten alle tilfælde tale om tyveri og hæleri, men også kvaksalveri og hor kom for dagen. Tyverierne og hælerierne omfattede især får og høns. De skyldige var næsten altid fattige folk, der sad småt i det. Sagen er blevet benævnt som den mest omfattende kriminalsag i Vendsyssel, og så stor opmærksomhed vakte den, at et Københavns forlag udgav Commissions-Dommen som bog i 1843. Bogen omhandler 181 tiltalte, hvoraf 11 af dem var impliceret i hændelserne i Stagsted Hedehus. Alle får rullet deres fortid op i de mindste detaljer. Lidenskabsløst berettes om stort og småt, helt ned til et stjålet reb eller et stykke jern. Også sager adskillige år tilbage trækkes frem.
Der er ingen tvivl om, at øvrigheden nu ville til bunds i mange års lovløshed, og nok også kom det. Dommen over “pakket” faldt i Sæby Byret 13.marts 1843 og stadfæstedes af Højesteret 17. juli 1844. Som nævnt blev de fire dømt til døden. 170 personer var indblandet i tyveri, hæleri m.m. Kun én af de 170 blev frifundet. Resten fik straffe af vekslende art og længde. Der er heller ingen tvivl om, at samtidens vendelboere opfattede mordene på de fire i Hedehuset som ganske i sin orden.
Der var ikke andet at gøre. Det kan man bl.a. se af ordlyden i benådningsansøgningerne. Men hvad med de gode vendelboere, der satte mindet i 1976 og som lod sætte ordene fra historiens begyndelse? De har at dømme efter indskriftens ordlyd følt ganske det samme. Skovpakket måtte væk, da retsfølelsen var blev krænket.
I Vendsyssel Tidendes referat 26. juni 1976 fra afsløringen af stenen kan dette bekræftes. Der står bl.a. følgende at læse: “Det er en sten, som også fortæller om vendelbosindet, at når øvrigheden ikke kan klare retsvæsenet, ja, så må folk tage sagen i deres egen hånd”, fortæller lektor, Svend Skole fra Frederikshavn Gymnasium.
Senere i referatet meddeles, at Svend Skole i et foredrag senere på dagen sagde, at de syv mordere, ikke af lyst, men for at sætte skel mellem ret og uret. Ja, som Hans Kirk i romanen, “Fiskerne” lader 1864-veteranen Martinus sige, da han får Dannebrogordenen og en hilsen fra kongen: “Det var os, der slog kong Knud ihjel”.
En højtstående embedsmand i København er citeret for at have udtalt, at Vendsyssel ligger “Norden for lands lov og ret”.
Hedehuset er forlængst jævnet med jorden, og ingen tænker mere på, at her lå Asylet, et usselt fattighus; man aner knap nok, hvor det lå.
Tyvebanden på den Jyske Aas er beskrevet i Vendsyssel Årbog 1999
September 26, 2018
Letfærdige Kvindfolk
Dagmar Overby myrdede børn ”for egen vindings skyld”. Disse kvinder her myrdede af nød. De fleste var døtre af fæstebønder. Liget gemte de mange steder. I en dragkiste fandt man knoglerester fra yderligere to børn, født i al ubemærkethed. Hørte man rygter gik man til sognepræsten. Men kunne også dømmes for uforsvarlig adfærd. Kongen kunne mildne straffen. Dødsstraf for barnemord blev afskaffet i 1866. Der var enklaver med 20 pct. ”uægte børn”. Kvaksalvere dukkede op. Sagerne om Johanne Marie Andrea og Ane Marie Nielsen. Et barn blev druknet i en natpotte. Fra 1900 – 1920 var der måske 1.000 barnemordere. Mange blev slet ikke opdaget. Journalister kaldte dem først afstumpet men fik medlidenhed. Vi skal høre om ”Kogejomfruen fra Karise”, der myrdede 5 børn. I 1933 blev straffen for at myrde børn sat til ca. 4 år.
Dagmar Overby
Vi har på vores side skrevet om Dagmar Overby, der blev dømt for at have myrdet 8 børn. Hun boede bl.a. på Jægersborggade på Nørrebro, hvor hun myrdede mindst tre børn. Men man havde en mistanke om, at hun havde myrdet op til 25 børn.
Hun myrdede ”for egn vindings skyld”. Men de piger og kvinder vi her skal høre om gjorde det ofte fordi de var lykkelige, manden var strøget, og de stod helt alene med problemet ofte udskudt af samfundet og udnævnt som en ”Et Letfærdigt Qvindfolk”
Den hårdeste straf
I Danske Lov 6. Bog 6. Kapitel 7. artikel hedder det:
1700-tallets egne skribenter anså et af tidens største kriminalpolitiske problemer:
Ja egentlig er det svært at dukke ned i protokoller m.m. og finde dokumentation. Ofte er det yderst kortfattet med kvindens navn og dommerens konklusion. Desuden er mange herreds-, birke- og bytingsprotokoller gået tabt i tidens løb.
I en enkelt dom afsagt den 29. marts 1738 fylder vidneforklaringerne m.v. 47 tætskrevne foliosider i retsprotokollen. Men det er dog lykkedes at finde frem til en række ulykkelige historier.
Døtre hos fæstebønder
De fleste har været døtre hos fæstebønder. De har alle tilhørt tyendeklassen og tjent hos bønder, på godser, hos præster eller – i enkelte tilfælde – hos byfolk. Et par af kvinderne omtales som betlere (løsgængere) og en enkelt som opvokset i betlerstanden.
Fædrene til de børn, som kvinderne dræbte, synes stort set at have tilhørt samme klasse. Det er enkelte eksempler på, at husbond var barnefaderen, men de fleste synes at have været tjenestekarle på de samme gårde eller i nabolaget.
Her må naturligvis tages forbehold for falske angivelser. I et tilfælde opgav kvinden som barnefader sønnen på det gods, hvor hendes forældre var fæstebønder. Senere kom hun dog på ”bedre tanker” og forklarede, at det var en soldat, som imidlertid nu var rejst bort med sit kompagni. Naboerne kunne bevidne, at den pågældende soldat hyppigt havde aflagt besøg i forældrenes hus den forrige vinter og engang var gået derfra med uld til et par strømper.
Danske Lov 6-6-8 siger følgende:
Liget gemt mange steder
I praksis synes de fleste fødsler dog at være foregået i kvindens egen seng eller andre steder i den bolig, som hun i reglen delte med husbond, madmoder, børn og andre tjenestefolk.
Kun i enkelte tilfælde var fødslen sket på ”den vilde Marck” og lignende afsides steder.
De fleste kvinder skjulte det udendørs på marken, i en tørvegrav, på kirkegården m.m. At liget overhovedet blev fundet igen kunne skyldes at det:
De havde opdaget det på møddingen. Et par tvillingefostre var blevet rodet frem af svin, men da var:
Knogler af endnu to spædbørn
Et andet almindelig sted at gemme det døde barn var i kvindens kiste. Som et eksempel kan nævnes en kvinde, der i flere år havde tjent som amme på et gods. Da hun til sidst blev syg og døde, opdagede man, at hun netop havde født et barn.
Dette blev fundet sammen med knoglerne af endnu to spædbørn, da man ville tage tøj fra hendes kiste til at klæde hendes lig i. I et andet tilfælde havde kvinden svøbt barneliget i et klæde og lagt det under sengehalmen i sin seng. Der gik 13 – 14 uger, før det blev fundet. I al den tid havde hun hver nat sovet i sengen.
Født i al ubemærkethed
Hvis kvinden fra første færd havde besluttet at føde i dølgsmål, ville hun formentlig også søge at skjule sit svangerskab. Dette forhindrede dog ikke domsfældelse, hvis fødslen senere resulterede i et dødt barn.
Hvis det skulle lykkes at skjule fødslen, var kvinden nødt at lade som ingenting, så hurtig som muligt efter, at den var overstået. Der findes da også en del beskrivelser af, hvordan hun straks genoptog sit hårde arbejde.
En kvinde var ved at vaske tøj, da hun fik veer. Hun gik ind i et afsides kammer, fødte et dødfødt pigebarn, lagde det i sin kiste og gik derefter ud for at malke køerne. Dette skete uden, at nogen havde lagt mærke til noget som helst.
Man gik til sognepræsten
Først hvis børneliget blev fundet, eller begivenhederne i øvrigt rygtedes gik sagen i gang. Sognepræsten var ofte den, folk gik til med deres mistanke. Undertiden var det hele kun sladder, men i et sådant tilfælde kunne en emsig præst gøre helvede hedt for den mistænkte kvinde.
Det skete for en enke, hvis tjenestepige havde bundet et stykke næsten opbrændt kød på skorstensilden. Hun viste det til en kone, som mente, at det var tale om efterbyrden fra et foster.
Tjenestepigen kom derefter i tanker om, at enken måtte have født et par dage tidligere, hvor hun nemlig ikke var blevet set fra kl. 10 om formiddagen til kl. 2 om eftermiddagen. Desuden havde hun skiftet sengeklæder og taget rent tøj på. Hun havde endda strøget nyt sand på gulvet. Så megen renlighed var mistænkeligt.
Kvinderne gik til præsten, der straks ”uden Rættens Middel og Husbondens Viidenhed og Tilladelse – tog affære. Han lod enken føre til præstegården, hvor hun blev malket og besigtiget af to jordemødre og nogle andre ”Dannekvinder”.
Der blev fundet en enkelt dråbe gul væske i hendes bryster, men ingen af kvinderne mente, at hun lige havde født. Alligevel fremturede præsten. Han lod enken indespærre i præstegården og slap hende først løs, da hun stillede kaution.
Præsten blev idømt bøde
Sagen endte halvanden år senere med frifindelse i Landstinget, selv om præsten forinden havde tilbudt selv at betale alle omkostninger ved en udsættelse af domsafsigelsen, idet han så ville skaffe yderligere beviser mod enken.
Dommerne pålagde præsten at lade frifindelsen bekendtgøre enten for det herredsting, som oprindelig havde behandlet sagen (og i øvrigt også frifundet enken), eller for menigheden i kirken.
For den spot og skade, præsten havde påført enken, blev han desuden dømt til at betale 50 rigsdaler i erstatning.
At sagsøge en kvinde for fosterdrab eller fødsel i dølgsmål tilkom som omtalt ikke præsten, men derimod amtmanden, byfogeden eller kvindens herskab, dvs. den herremand under hvem kvindens husbond var fæster.
Kvindens tilståelse var ikke nok
Kvindens tilståelse var ifølge forordning af 21. maj 1751 ikke nok til domsfældelse. Der skulle foreligge andre beviser. Derfor lykkedes det ikke for en tyvekvinde at blive dødsdømt selv om hun ved et udenretligt forhør fortalte om en barnefødsel i dølgsmål. Og et efterfølgende drab, som hun skulle have begået.
Senere frafaldt hun – stærkt presset – forklaringen. Hun begrundede den falske tilståelse med, at ”hun vilde helst miste sit Lif”, idet hun umiddelbart forinden var blevet dømt til kagstrygning, brænding med tyvsmærke i panden og livsvarigt arbejde i Spindehuset for at have opbevaret nogle tyvkoster – vistnok for sin kæreste.
Malkning af den mistænkte kvindes bryster, synes i hvert fald indtil midten af 1700-tallet at have været almindelig.
En justitsråd fik en bøde
I et tilfælde slog Landstinget hårdt ned på en justitsråd, der som husbond havde ladet fornstalte en ”høyst beskiemmelig Besigtelses Forretning” af en kvinde, der var blevet offer for at rygte om at have født i dølgsmål, sat i gang af to kvinder på egnen.
Efter Landstingets mening burde justitsråden straks have gennemskuet sammenhængen. Han blev derfor dømt til at betale den beskæmmende kvinde 10 rigsdaler i erstatning samt 10 skilling danske i bøde til Viborg domhus.
Danske Lovs regel om fødsel i dølgsmål indeholder en såkaldt redelig præsentation. Hvis barnet under de i bestemmelsen beskrevne omstændigheder var forsvundet eller dødt, skulle kvinden nemlig dømmes på samme måde som den, der med forsæt (vilje) havde ombragt sit barn.
Uforsvarlig adfærd
Kvinder, hvis nedkomst kom helt bag på dem, fordi de fødte for tidligt og bevisligt havde frembragt et i høj grad ufuldbårent foster, blev som regel frifundet for dødsstraf. Selv om der ifølge loven herefter ikke var andet end lejermålet (det uægteskabelige samleje med svangerskab til følge) at straffe for, fandt retten sig ofte foranlediget til at idømme en arbitrær straf for den uforsvarlige adfærd i forbindelse med barnefødslen – undertiden så alvorlig som livsvarig indsættelse i Tugt – eller Spindehus.
Danske Lov 6-6-8 handler om krav om forsæt. En kvinde havde for længst afsløret sit svangerskab. Hun havde bestilt ”Logement til hendes Barsel-Seng” Desuden havde hun anskaffet børnetøj og aftalt nærmere med jordemoderen.
Hun havde født sit barn 5 – 6 uger før ventet uden hjælp af nogen. Retten dømte hende at arbejde et år i Viborg Tugthus. På baggrund af lignende omstændigheder fik en anden kvinde få år senere en dom på 10 års fængsel i Børnehuset på Christianshavn. Måske skyldes den store forskel, at den sidste kvinde under sagen igen var gravid, hvilket i sig selv var en forbrydelse. I øvrigt var man i Viborg Tugthus ikke så glad for små børn. Det vanskeliggjorde produktionen.
Kongen mildnede straffen
En af Landstinget afsagt dødsdom fik ofte en tilføjelse om, at eksekutionen ikke måtte ske før kongens endelige afgørelse var indhentet. Men også selv om det ikke udtrykkeligt blev sagt i dommen, havde kongen ifølge reskript af 28. maj 1735 det sidste ord i enhver sag, der ved Landsting eller Højesteret var faldet ud til dødsstraf.
Mange blev løsladt efter kortere eller længere årrække. En enkelt kvinde opholdt sig dog i Viborg Tugthus i over 31 år før døden udfriede hende. En anden flygtede efter 24 år.
Det var kun ugifte kvinder, der kunne begå fosterdrab og fødsel i dølgsmål i Danske Lovs forstand.
Dødsstraf afskaffet i 1866
I praksis ramte straffen aldrig faderen. Det var særlig kvinder af laveste rang, der gik ud over. Det var samfundets fordømmelse og den skamfuldhed, der fulgte med, der var den vægtigste årsag til, at kvinderne valgte at sætte deres eget liv på spil og føde i dølgsmål for således at gøre sig selv skyldige i en af de værste forbrydelser, man næste kan forestille sig.
Dødsstraffen for barnedrab og fødsel i dølgsmål blev afskaffet med straffeloven af 1866. Sidste gang en kvinde blev halshugget for barnedrab var i 1861. Her måtte tjenestepigen, den 23 – årige ugifte Ane Cathrine Andersdatter lade livet på Rødovre Mark.
Man fik øje for, at kvinderne kunne være nyttig og god arbejdskraft. På den tid var der i samfundet en general bekymring for, om der var arbejdskraft nok i landet.
Kvinderne skulle bruges som arbejdskraft
Man var meget opmærksomme på, at der ikke skulle være for mange friløbere som tiggere og andre, der ikke bidrog til samfundet. Og tugthusene, hvor de blev sendt hen for at afsone deres straf, skulle helst finansiere sig selv. Det kunne disse kvinder hjælpe til ved hårdt arbejde.
I 1864 – 65 blev kvindefængslet på Christianshavn oprettet. Her afsonede en del af kvinderne. Flere af dem kom helskindede gennem fængselsopholdet. Det lykkedes også en del af dem, at få en normal tilværelse bag efter. Men for andre gik det igen galt. Så måtte de atter bag tremmer.
Enklaver med 20 pct. uægte børn
Sådan udtrykte den danske teolog og jurist Christian Ditlev Hedegaard, der tilbage i1762, da han konstaterede at lejermåle, der som allerede skrevet betyder seksuelt samvær uden for ægteskab, altid vil finde sted, uanset hvordan man indretter lovgivningen.
Seksuelle forhold uden for ægteskabets rammer var slet ikke usædvanlig i hverken 1700-tallet eller 1800-tallet, hvilket havde den konsekvens, at der kom en hel del børn til verden. Og disse børn fik status som uægte børn.
I tidsrummet fra 1850 – 1880 var der 11 pct. af landets børn, der var født uden for ægteskab. I nogle egne af landet var der ligefrem enklaver, hvor helt op til 20 pct. af alle børnene var født uden for ægteskab. I disse områder var de uægte børn og deres ugifte mødre ikke på nogen måde stigmatiserede og blev ej heller udsat for en nedladende behandling.
Kvaksalvere dukkede op
Viden om, hvordan man kunne undgå graviditet ved samleje, var det småt med. Først i 1920erne bredte der sig visse metoder, som kunne være virksomme, ligesom der på det tidspunkt dukkede flere mere eller mindre dygtige læger og kvaksalvere op, der tilbød at foretage illegale aborter i hemmelighed.
Når en tjenestepige blev gravid, var det bedste, hun kunne håbe på, at manden, hun var blevet gravid med, ville gifte sig med hende. I så fald var konsekvenserne overskuelige. Men hun var relativ alene, hvis faderen ikke ville kendes ved graviditeten. Han var måske allerede som karl rejst videre til en anden gård for at tjene. Han var måske ikke klar over graviditeten.
Kvinden var ilde stedt
Hvis kvinden kom fra fattige kår, og hendes nærmeste familie ikke kunne hjælpe hende hverken økonomisk eller med pleje, var hun ilde stedt. Også i begyndelsen af 1900 – tallet forekom der mange barnemord.
Liget kunne anbringes i en kuffert. De små mennesker blev også fundet døde i Christianshavns Kanal og endda i Ladegårdsåen. De blev kvalt og skaffet bort eller klemt så hårdt, at de ikke kunne få luft.
Der var da også kvinder, som fødte børnene på hospitalet og gav dem til plejeforældre eller børnehjem.
Sagen om Johanne Marie Andrea
Johanne Marie Andrea er født i 1880 i Aarhus. Hendes ansigt udtrykker vrede, trods og ulykke. I fængslets protokol står der om hendes ulykkelige liv:
Moderen har to gange været på Aarhus Sindssygeanstalt. En broder, der også er sindssyg var anbragt i fremmed pleje til det niende år. Derefter blev han anbragt på Holsteinsminde Opdragelsesanstalt efter at have fået sin første straf. Var her til sit 17. og har siden tjent i Haderslev i to år og endelig de sidste år i Aarhus.
Har kort efter fødslen dræbt sit uægte barn ved at trykke det så fast ind til sit bryst, at det kvaltes. Endvidere forsøgt at fordrive fostret.
Hun ankom til Kvindefængslet 22. maj 1901. Hun var idømt fire års forbedringshusstraf for barnemord. Moderen havde fået dom for ”Forargeligt samliv” og faderen var tvangsindlagt til behandling for syfilis.
De hutlede sig igennem dagen og vejen ved betleri, bedrageri og tiggeri. Det blev også Johannes hverdag.
Sagen om Ane Marie Nielsen
I 1843 tog pigen Ane Cathrine Jørgensen hjem til sine forældre, husmand Jørgen Hansen og hustru Karen Nielsdatter i Agedrup Sogn ved Odense. Her fødte hun den 16. marts en uægte datter Ane Marie Nielsen. Pigen blev efterladt som plejebarn hos sin bedsteforældre, så den unge mor selv kunne tage ud at tjene. Men fordi bedsteforældrene blev skilt, inden Ane Marie blev voksen, kom hun i stedet til at bo hos og blive forsørget af sin morbroder.
Da Ane Marie Nielsen blev en ung kvinde, kom hun til at gå i sin mors fodspor. Som 21-årig blev hun således gravid uden at være i forhold til faderen, og hun besluttede at skjule sin graviditet, når det var født.
Den anden maj 1864 følte Ane Marie Nielsen sig dårlig, imens hun var i gang med noget bryggearbejde. Hun gik ud på toilettet. Idet hun satte sig faldt barnet ud fra hendes liv og landede på gulvet.
I politiprotokollen står således:
Da hun en dag klagede over ikke at være rigtig rask, men samtidig nægtede at have født et barn, blev der sendt bud efter en jordemoder, der efterfølgende kunne konstatere, at Ane Marie Nielsen netop havde født et barn. Derefter indrømmede den unge tjenestepige og fortalte også, at hun havde gemt barnet i et skab på sit kammer, hvor hun senere ville hente det og begrave det rigtigt.
Ane Marie Nielsen angav selv som årsag til sin forbrydelse, at hun havde frygtet ikke at få lov til at komme hjem til sin morbroder, som hun var vokset op hos.
Dommen, som den unge pige blev idømt, lød som følger:
Ane Marie Nielsen blev dog ikke halshugget, men fik en mildere fængselsstraf for sin forbrydelse.
Druknet i en natpotte
Ja vi hører om spædbørn, der er druknet i en natpotte. Bagefter er de små lig pakket ind og anbragt i kommodeskuffer, gravet ned under hønsehuse, smidt ud af vinduet til hundene eller kastet i ajlebeholdere på landet.
Det er et grumt kapitel af danmarkshistorien. Det var tiden inden fri abort. Det er en barsk historie om de svageste, de mest hjælpeløse og uskyldige, man kan forestille sig – de nyfødte. Men kvinderne var alene, desperate og ulykkelige, når de mere eller mindre aktivt foretog det ultimative valg.
Fra 1900 – 1920 – Måske 1.000 barnemordere
Jordemoderen havde anmelderpligt. Fra 1900 og 20 år frem blev 318 kvinder dømt for barnemord eller uforsvarlig fødsel og omgang med deres barn. Men masser af barnefødsler er slet ikke blevet opdaget, så antallet af barnemord er sikkert op til tre gange højere.
Ofte var kvinderne fattige og socialt belastede eller direkte uvidende om deres graviditet.
Fra afstumpethed til medlidenhed
I de første årtier af 1900-tallet blev barnemoderskerne betragtet som onde afstumpede umennesker, der skulle straffes. Avisartiklerne dengang var fordømmende. Men i takt med tidens voksende opmærksomhed om sociale forhold begynder journalisterne op gennem århundredet at leve sig ind i kvindernes ulykkelige situation.
Kogejomfruen fra Karise
En af datidens gruopvækkende forbrydelser begået af ”Kogejomfruen fra Karise” er i 1926 – aviserne beskrevet med en vis medlidenhed.
Kogejomfru Marthalene Jensine Larsen brugte barnemord som en form for prævention og slog fem spædbørn ihjel på ni år.
Men i retsreferaterne i Haslev Avis er sympatien hos den ulykkelige kvinde. Reporteren godter sig over, at fædrene må i gabestokken som vidner, og da den femdobbelte barnemodersker føres ind, spørger journalisten sig selv og læserne om denne kvinde med:
Også forsvareren minder retten om den situation:
Det hjalp ikke Marthalene, der blev idømt 12 års tugthusarbejde.
Stakkels børn
I mange tilfælde måtte fattigforsorgen i kvindens hjemsogn overtage forpligtelsen for det uægte barn. Mens kvinden atter blev sendt ud for at tjene, blev barnet sat i pleje hos andre familier. Her levede børnene ikke noget misundelsesværdigt liv. Nu var det sådan, at et plejebarn gik ofte til den familie, der skulle have færrest penge for at tage det i pleje. Her kunne barnet bruges som arbejdskraft allerede fra seksårs – alderen. Aftagere af sådant et plejebarn var ofte daglejere eller ældre ægtepar, der ikke mere havde kræfter til at drive deres eget lille husmandssted.
Cirka 4 års fængsel for barnemord
Den nyeste straffelov fra 1933 med senere ændringer, som vi bruger i dag, har et formidlende syn på barnedrab med fængsel op til fire år. Vi ved godt i dag, at når en mor udfører den slags forfærdelige handlinger, er det udtryk for svære sociale og psykiske problemer kun en kvinde i nød vil handle sådan.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Her på www.dengang.dk kan du også læse:
September 25, 2018
Knivsbjerg – nord for Aabenraa (udgave 2018)
Vi har ny skrevet artiklen om Knivsbjerg. Dette er stadig Det Tyske Mindretals samlingssted. Men i mange år blev stedet overvåget af Dansk Politi. Man overvågede Mindretallet i mange år efter krigen. Her er også mindesmærker for de faldne. Og det er ikke helt uden problemer. Her blev det også efter krigen udøvet sabotage mod Bismarck – monumentet. Det Tyske Mindretal mente ikke, at de danske myndigheder var særlig aktive for at få opklaret dette.
Forsøgte at købe Knivsbjerg tilbage
Knudsbjerg var engang et tingsted. Og man mener også, at det har været et kulturcenter og et offersted.
Efter et stormøde den 16. juli 1893, mødtes hjemmetyskere fra Aabenraa, Løjt og Hoptrup for at købe Knivsbjerg til fremtidige møder. To tysksindede bønder gik til bakkens ejer, der var dansk, og købte stedet for 6.700 mark. De fortalte ikke rigtig, hvad de ville bruge den til. Og det hele blev sat i gang af pastor Jessen i Sønder Vilstrup.
Da man fra dansk side, hørte, at de ville oprette en Germania-statue, forsøgte man, at købe marken tilbage, men så var det for sent.
Lidt syd for Hoptrup og ca. 10 kilometer nord for Aabenraa ligger Knivsbjerg. Det rager ganske godt op i vejret – 97 meter. Siden 1893 har det været ejet af Knivsbjerg-selskabet.
Fra 1894 blev de årlige tyske fester fejret her. Her besluttede man så at rejse et nationalt mindesmærke for ”Hertugdømmernes befrier”, Otto Bismarck. Det var ham, der var skyld i, at Sønderjylland var tysk fra 1864 – 1920.
Ved indvielsesmødet den 15. juli 1894 var der 6.000 deltagere. Der blev hejst en 25 meter flagstang med et ti meter langt flag skænket af Michael Jebsen. Fra de tysksindedes side foreslog man, at bakken skulle hedde Wilhelmhöhe, men det slog aldrig an.
Åbenbart har man fundet inspiration fra Skamlingsbanken, som siden 1843 var blevet brugt til lignende nationale formål med modsat fortegn.
Ved indvielse af Knivsbjerg blev der udtalt følgende af Landråd Schwartz:
Indsamling til Bismarck – statue
Man foretog en indsamling, og hos rederen Michael Jebsen og hans familie fik man et større beløb. Man fik samlet cirka 10.000 mark. Grundstenen blev lagt i 1895. Men først i 1901 blev det berømte Bismarck-tårn indviet. Da var Bismarck blevet fyret af Kejser Wilhelm den Anden.
Dette var Bismarck ikke særlig tilfreds med. Fra hans gods Friederichsruh skrev han mange barske udfald mod regeringen gennem Hamburger Nachrichten. Og han nåede slet ikke, at se sit tårn, der ragede 46 meter i vejret. Han døde i 1898.
Hele anlægget kom til at koste 170.000 Mark. De fleste af disse penge, blev betalt af redder, Michael Jebsen. Den resterende del af pengene blev samlet rundt omkring i provinsen. Monumentet på Knivsbjerg blev kåret som den næstbedste af samtlige Bismarck-monumenter. Og dem var der sandelig mange af.
Jebsen – et stort firma
På verdensplan har Jebsen og Co 6.500 ansatte. Michael Jebsen etablerede sig som selvstændig redder på Skibbroen i Aabenraa i 1882. Allerede i 1897 ejede han 14 dampskibe. Ved første verdenskrigs begyndelse i 1914 blev Michael Jebsen interneret af englænderne. Først i 1919 kunne han vende tilbage til Aabenraa og genoptage virksomheden.
Monumentet af Bismarck bestod af blandt andet to gange seks meter brede tapper med 30 trin. Og så kunne man i midten komme op på den øverste etage, men det krævede yderligere 20 trin.
Man kan altid diskutere, hvor flot bygningsværket tog sig ud. Det var bygget i den rigtige tyske gotiske og kraftbare stil. Udvendig var det beklædt med granit. I en niche var der anbragt en syv meter høj statue af Bismarck. På monumentet var der anbragt et citat af Bismarck:
Under statuen stod ”Up ewig ungedeelt” (for evig uddelt). Og her menes selvfølgelig Slesvig Holsten. Og det sigtes sikkert mod Ribe-brevet.
Bürschenschaft Alamania forsøgte, at opstille 300 statuer af Bismarck overalt i Tyskland. Man anbefalede, at der skulle bruges tysk granit. Dog mente man ikke, at prisen skulle overstige 20.000 kr.
Det blev til 250 statuer af Bismarck. De blev bygget i forskellige stilarter i forskellige kontinenter. Der står endnu 175 tilbage, heraf otte stk. i Slesvig Holsten.
Den sidste forsamling fandt sted på Knivsbjerg den 11. maj 1919, inden Sønderjyllands afståelse til Danmark. Den 4. juli blev Bismarck statuen afmonteret og fragtet til Rendsborg. Man blev nødt til at save hovedet over, for at der kunne være plads. Brütt’ s mesterværk blev den 30. august 1930 transporteret til Hütten Sogn og opstillet i Aschberg.
Knivsbjergtårnet sprængt
Den 16. august 1945 kunne man i Danevirke læse følgende overskrift:
Bladet kunne endvidere fortælle, at tårnet kun var en ruinhob, og at ingen mennesker var kommet til skade. Eksplosionen foregik ved 3-tiden om natten. Den tyske militærbelægning, der lå i en barak tæt på, var klokken 3.10 blevet advaret. Fem minutter efter lød der et ordentligt brag. Man anslog, at 40 sabotører havde anvendt 850 kg sprængstof.
I området opholdt der sig 150 tyske flygtninge og 75 soldater. Man skulle også nå at advare gårde og huse i området. Vinduerne skulle åbnes og al trafik på hovedvej 10 skulle stoppes.
Modstandsbevægelsen foretog sprængingen lige inden, de skulle aflevere deres våben og sprængstoffer til politiet. Hærværket blev aldrig opklaret. Det tyske mindretal mente, at politiet ikke gjorde nok ud af opklaringen. Og det har de nok heller ikke helt uret i.
Nu er det hele vel ikke så hemmeligt mere. For i bogen ”Kvinderns modstandskamp fortæller den dengang 27 – årige Ulla Kunøe, at hun var at være eneste kvinde, blandt 40 sabotører. Hun har offentliggjort et dokument, hvor det afsløres, at hun var med ved sprængningen.
Deltagerne var ”tyskerklippet”
Knivsbjerg-festerne blev genoptaget i juni 1947. Dette vakte stor modstand i de danske kredse. Natten til ugedagen, hvor festen skulle afholdes, blev der udført to sprængninger på Knivsbjerg. Der blev opsat skilte med dødningehoveder og med teksten ”Livets Landminer er udlagt” I mange år blev møderne kontrolleret af politiet. I en rapport fra 1947 skriver de:
Æreslunden skiftede til mindesmærke
Fra 1955 fandt politiet ikke officielt anledning mere til at holde øje med Knivsbjerg-festen. I 1955-956 betalte den danske stat for oprydningen ved Knivsbjerg. Tårnet blev aldrig genopført, men blev dækket med jord. Tilbage står kun en nøgtern indskrift om sprængningen.
I 1969 bragte Danmarks Radio en radioudsendelse om sprængningen. En hvis hr. Frandsen kunne fortælle om episoden. Han fortalte blandt om, at tyske soldater havde skudt efter sabotørerne.
Æreslunden (Ehrenhain) for faldne sønderjyder i tysk tjeneste blev indviet i 1962 med massiv opbakning. Modsat æreslunden for de faldne i Første Verdenskrig blev de faldne fra Anden Verdenskrig alle forsynet med navne.
Man var dengang af den opfattelse, at de faldne skulle æres, da de jo havde kæmpet en ærefuld kamp og på ærefuld vis havde ofret livet. At man havde kæmpet for et menneskeforagtende og forbryderisk system er noget andet. Tusindvis af danskere, der ikke havde noget at gøre med det tyske mindretal gjorde det samme.
I 1990 så en kvindelig besøgende på Knivsbjerg til sin forfærdelse på en af tavlerne navnet på en mand, der under Gestapo-forhør havde tortureret hendes broder. Manden var på grund af sine handlinger blevet dømt til døden og henrettet i 1948.
Den person, hvis navn forekom på stenen var en af de danske Gestapo-folk, der havde for vane at torturere og mishandle tilfangetagende modstandsfolk på Staldgården i Kolding.
I 2010 blev to navne fjernet, da det viste sig, at de var blevet henrettet af britiske myndigheder i Tyskland for grove krigsforbrydelser.
Lysten til at fjerne denne og andre tvivlsomme personer var nu ikke så stor dengang. Det viste sig, at flere havde begået krigsforbrydelser og gjort tjeneste i koncentrationslejre.
På det traditionelle årsmøde i Sankelmark havde fire medlemmer af det tyske mindretal nogle meget personlige indlæg, hvor de gjorde op med den træge holdning til den nazistiske fortid. Årsagen har sikkert været udgivelsen af Henrik Skov Kristensen’ s bog, Straffelejren. Her bliver retsopgøret med mindretallet detaljeret behandlet. Der kom et forslag om, at Ehrenhain (æreslund) blev ændret til Gedenkstätte (mindelund).
Det var ikke en let beslutning. En del pårørende til de faldne og tidligere frontsoldater var imod denne navneændring. Hos dem vejede forestillingen om en ærefuld indsats stadig tungt. Men trods uoverensstemmelser blev navnet ændret på mindretallets 50-årsdag den 18. august 2012.
Der kommer måske flere?
Seks af navnene er senere blev fjernet med en vinkelsliber. De to af dem, var belastet af deres gerninger efter krigen. To af dem døde reelt først efter krigen, hvor de blev henrettet i forbindelse med retsopgøret.
Men helt let er det ikke. Snart viste det sig, at en person fra Holbøl havde gjort tjeneste i køkkenet i Kz-lejren Dachau. Fra det tyske mindretals side var man afventende for at se, om vedkommende havde gjort nogle strafbare handlinger. Han har under alle omstændigheder set og deltaget i ”Vernichtung durch Lebensverhältnisse” (tilintetgørelse på grund af livsforhold).
Kz-fanger skulle gå til grunde ved udhungring, epidemier, de skulle bryde sammen og knækkes på grund af sult eller byrden af det vanskeligst tænkelige fysiske arbejde. Derfor må denne mand fra Holbøl også gøres medskyldig.
Og det er desværre nok ikke den sidste sag. Vi har i vores undersøgelser i Dibbernhaus-kartoteket også set personer desertere fra Buchenwald og andre steder. De havde fået nok. Og nu blev de eftersøgt. Viste de sig igen, ja så ventede det dem en hård dom. Det har vi også set eksempler på.
Men det ser ud som tysk retspraksis er ændret i sagerne fra de tyske koncentrationslejre. Med andre ord, bare tilstedeværelsen i en koncentrationslejr er kriminel.
83 familier har ikke ønsket at deres efterladte skulle mindes på Knivsbjerg. Og de 5.000 faldne fra Første Verdenskrig mindes som skrevet kollektivt uden navneangivelse.
Tilfældigheder afgjorde om man bliv vagter
Fordi man boede i Danmark, var det svært at komme i den tyske værnemagt. Det var væsentlig lettere at komme i SS. Og det var jo netop dem, der stod for organisationen af udryddelseslejrene. I mange tilfælde var det tilfældigheder, der gjorde, at man endte som vagter i lejrene.
Mange fra det tyske mindretal blev sendt til SS Totenkopf. Men som Dennis Larsen beskriver i sin fortræffelige bog ”Fortrængt grusomhed” var der ingen forskel på, hvordan etniske danskere og medlemmer af det tyske mindretal optrådte i lejrene.
Forfatteren siger også meget rammende, at medlemmer af det tyske mindretal følte sig som offer efter krigen, men mange af dem var også gerningsmænd. Men inden vi nu går i selvsving i forargelse, så må man sige, at de etnisk danske, der gjorde tjeneste i lejrene fik meget lidt opmærksomhed i retsopgøret efter krigen. De fleste gik fri.
Nu skulle man tro, at man på Knivsbjerg er ligeglade med, hvem der bliver mindet, men sådan forholder det sig ikke. Allerede i 1993 blev alle navne sendt til Rigspolitiet for at blive undersøgt og herfra havde man ikke hørt noget.
Der Nordschleswiger ville have Bismarck tilbage
I 2010 vakte det langt fra begejstring alle steder, da Der Nordschleswiger–det tyske mindretals blad, forslog, at der skulle oprettes et mindesmærke for selve Bismarck i Danmark.
Efter offentliggørelse af Kong Christian den Niendes breve, hvori kongen tilbyder Danmark som medlem og provins af de tyske forbund (Deutscher Bund) efter 1864, må den danske historie også omskrives vedrørende Bismarck, mente avisen i en leder. Den tyske rigskansler var mere end et århundrede forhadt i Danmark på grund af hans politik. Åbenbart modsatte Bismarck sig personligt planen om, at Danmark skulle ende som en provins i Deutscher Bund.
Og i Der Nordschleswiger blev der udtalt, at efter, at tårnet var bortsprængt på Knivsbjerg, kunne man overveje at få Bismarck tilbage i lighed med Isted-løven!
Men det var her på Knivsbjerg, vi kom nogle gange. Vores søn Peter Rasmus gik som allerede nævnt i tysk skole i Padborg. Han var ikke så gammel, dengang vi gik forbi alle mindeplader. Min kone og mig gik lidt foran. Pludselig råbte Rasmus:
Bagefter os gik formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger. Han så ud til at have et lidt anstrengt smil.
Masser af aktiviteter
Der sker masser af aktiviteter på Knivsbjerg af mange forskellige karakterer. Og her møder man ikke kun medlemmer af det tyske mindretal. Og den årlige årsfest er her stadig med en masse deltagere inden for forskellige sportsgrene og publikum møder stadig op i tusindtal.
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 142 artikler om det gamle Aabenraa og omegn. Du kan også finde 258 artikler om Besættelsestiden (før/nu/efter)
September 24, 2018
Kommunisterne i Horserødlejren
Fangerne havde fået et tilsagn om, at de ville blive løsladt. Men det var åbenbart et usikker tilsagn. Værnemagten kendte for lidt til stedet. Derfor kunne 95 flygte fra stedet. Myndighederne hjalp ikke. Chancen blev forpasset for resten. De måtte lide halvanden år i Stutthof. Dansk Røde kors og udenrigsministeriet ville ikke hjælpe 2De Røde Enker”. Senere måtte svensk Røde kors træde til. Politikerne forholdt sig tavse. Kommunisterne var ikke så højt prioriteret som jøderne. Scavenius: ”Vi skal ikke provokere tyskerne unødvendig”. Man vil ikke ødelægge forholdet til tyskerne heller ikke efter 29. august 1943. Thune Jacobsen, justitsminister: ”En reaktion med den tungeste vægt ville forekomme fra tyskerne” Der forekom urigtige oplysninger fra justitsministeren efter besættelsestiden.
Et usikker tilsagn
I lejrens uofficielle ledelse mente man, at have et tilsagn fra justitsminister Thune Larsen, om at få et varsel i tide, hvis tyskerne virkelig skulle overtage magten. Et varsel, der kunne gøre det muligt for de internerede at slippe væk i tide. Men der var intet aftalt om en nærmere udformning af advarslen. Værre var, at de indsatte opfattede det som et reelt løfte.
Værnemagten kendte for lidt til stedet
Den 28. august 1943 var man i Horserød lige så alarmeret som man var mange steder i København. Det gjaldt også fængselsbetjentenes kreds. De var efterhånden alle indstillet på ikke at løsne et skud, hvis et tysk overfald skulle gøre en hastig fangeflugt nødvendig.
Det gik delvis godt den 29. august. Og det skyldtes ene og alene fejl og misforståelse hos de tyske specialtropper, der var sat ind for at klare magtovertagelsen.
Det var et imponerende opbud af panserbiler og transportkøretøjer, der natten mellem den 28. og 29. kl. 3.00 skulle bruges til at storme lejren. Om nødvendig skulle det danske fængselsvæsen uskadeliggøres.
Men den tyske major, der stod i spidsen for aktionen, gjorde i mørket og regnen den fejl at tro, at den nye lejr og administrationsbarakken syd for landevejen rummede hele Horserødlejren.
Martin gik i seng igen
Til den gamle officerslejr hvor alle de ”rigtige” kommunister boede, havde man intet kendskab. Da klokken var 2.00 havde hverken den gamle eller den nye lejr fået et vink om flugt fra de danske myndigheder i København.
Der har senere været tale om misforståelser, men i en så alvorlig sag skulle der ikke være mulighed for misforståelser. Hvorfor var de ikke blevet advaret?
Ved 2 – tiden klatrede en våd og muddertilsølet dansk færdselsbetjent ind ad Martin Nielsens vindue og sagde:
Men den korrekte Martin Nielsen afslog at flygte eller alarmere sine kollegaer i den ”nye lejr”. Han havde ikke fået en officiel varsel som lovet. Han lagde sig tilbage i sin seng.
Chancen var forpasset
En time efter var lejren besat af et betydeligt antal trænede tyske soldater med en rabiat råbende officer i spidsen. Enhver chance for de 145 mand i Martin Nielsens lejr var forpasset. Vidste de havde vidst, hvad der ventede dem, havde de sikkert flygtet.
Men oppe i den gamle kommunistlejr skete der ingenting. Så gik det op for ledelsen derover, at de formentlig havde en uventet og uvarslet chancefor at slippe ud, hvis de handlede hurtigt og beslutsomt.
Planer blev iværksat
De planer, der var udtænkt i forvejen blev nu pludselig iværksat. Badeliste fra toiletrummene, omlavet til stiger blev stillet op af pigtrådshegnet bag barak K. Samtidig blev nogle madrasser smidt op på det næsten vandrette pigtrådshegn og dannede derved en slags bro over pigtråden.
De første, der gik over stillede også stiger på ydersiden, og snart gik det fuldstændig på tælling. 95 mand – det var næsten alle – kom over i løbet af mindre end en time. Selv lejrens eneste mand med træben kom over.
Man flygtede syd på
Han overnattede i et træ og kom videre den næste dag. Alle var instrueret om denne gang at løbe mod syd for oppe på landevejen mod nord holdt jo hele det tyske materiel med bevogtningsmandskab.
Skønt der ingen biler holdt til at lette flugten og skønt at det var svært at finde vej til København, når man ville undgå landevejen. Skønt kommunist-flygtninge ville få en kold skulder af lokalbefolkningen foreligger der ingen beretninger om, at nogen af de 95 fangere blev pågrebet.
Betjentene måtte forlade området
Fangerne måtte selv tage affære. De blev svigtet af justitsministeren. Den næste formiddag ankom den særdeles rasende general Haneken og skældte de danske fængselsbetjente ud for deres totale svigt. Det var en grim sag at skulle indberette til Berlin.
Betjentene fik at vide, at de skulle forsvinde fra lejren. Med alt deres habengut med det samme. Nu overtog tyskerne hele Horserødlejren. De 145 tilbageværende fik besked om, at gøre den forladte afdeling rent.
Halvanden års rædsler i Stutthof
Specialtropperne blev snart udskiftet med ældre soldater på orlov fra Rusland. Og den 3. oktober blev de 143 kommunister fra Horserødlejren sendt til et for dem ukendt sted med 207 danske jøder fra Langelinie. De blev anbragt i lastrummet på et skib ved navn Wartheland.
Men de oplevede 1 ½ års rædsler i Stutthof. 6 var døde i lejren. 10 var segnet om på landevejen eller skudt på dødsmarchen for at undgå russerne. Desuden døde 6 kort efter hjemkomsten. Men det kunne have gået meget værre, hvis det ikke lige havde været for ”De Røde Enker”.
Den officielle debat efter besættelsen gik på, at man befriede kommunisterne for en værre skæbne i Tyskland. Den holder hvis ikke.
Dansk Røde Kors ville ikke hjælpe
”De Røde enker” gik først til Dansk Røde Kors. De henvendte sig til den daværende direktør Helmer Rosting, der kom med et kategorisk nej. Dansk Røde Kors kunne ikke hjælpe politiske fanger.
Nu var denne Helmer Rosting særdeles tyskervenlig. Han var flere gange nævnt som udenrigsminister i en tysk ministerliste med Frits Clausen som statsminister.
Udenrigsministeriet ville heller ikke hjælpe
”De Røde enker” gik videre til udenrigsministeriet. Men de hævdede, at de ikke anede, hvor kommunisterne var blevet sendt hen. Men det var ganske ukorrekt. Udenrigsministeriet havde tætte forbindelser til den tyske topledelse på Dagmarhus.
Men endelige kom de igennem hos Socialministeriet, der gennem Dansk Røde Kors fik sendt pakker af sted. Men det var imod Helmer Rostings vilje.
Datidens LO (DSK) advarede mod ”De Røde Enker”
Mange af kommunisterne havde været fagorganiserede arbejdere, nogle endda fagforeningsleder. Men det fik ikke datidens LO – ledelse. Tværtimod udsendte den daværende LO – formand, den markante socialdemokrat Ejler Jensenet brev til alle fagforeninger, hvor han advarede mod ”denne selvbestaltede komite”, som kunne skade det arbejde fagbevægelsens ledelse havde gjort for at hjælpe fangerne.
Da kvinderne senere spurgte Ejler Jensen, hvad man havde gjort for at hjælpe deres mænd, hævdede han, at der var sendt et større beløb fra den danske fagbevægelse til Stutthof – lejren. Det viste sig, at man i alt havde sendt 150 kr.
Svensk Røde Kors gjorde det lang hurtigere
I 1944 gik det trægt med forsendelsen. Det var som om, at Dansk Røde Kors prøvede på at sabotere forsendelsen. Men nu gik ”De Røde Enker” så til Svensk Røde Kors, som straks sendte adskillige pakker til de danske fanger.
”De Røde Enker” fik en gallamiddag, som Udenrigsministeriet var vært for i 1946, men en egentlig officiel tak har de aldrig fået for deres arbejde.
Ingen myndigheder hjalp de 95 på flugt
Nu er det der står i Hartvig Frisch behandling af sagen nok ikke helt korrekt. Den Parlamentariske Kommission behandlede sagen i efteråret 1946. Her kulegravede de problemet med, hvorfor myndighederne ikke hjalp de indsatte. Her kom det første egentlige kildemateriale på bordet.
I Hartvig Frisch omtale tildeles den danske regering ikke et særligt ansvar over for kommunisterne.
Ifølge Den Parlamentariske Kommission var løftet til de internerede givet af underordnede embedsmænd, nemlig de menige betjente i Horserød, lejrchefen og andre.
Nu skyldtes de 95 kommunisters flugt på ingen måde medvirken fra myndighedernes side eller politikernes fortjeneste. Men det skete alene, fordi værnemagten ikke kendte forholdene omkring Horserød.
De lovede at holde sig i ro
Nu kunne alle kommunister sagtens være flygtet, men lejrledelsen holdt dem tilbage. Dette skyldtes i henhold til kommunisternes egne oplysninger, at man havde lovet lejrchefen at holde sig i ro. Dette kunne ødelægger forhandlingssituationen med tyskerne. Men dette løfte var vel ikke gældende om aftenen, da krisen var bekendt også over for de indsatte. Således var telekommunikationen til Sverige blevet afbrudt.
Lejrchefen Gjerstrup forsøgte forgæves at få politikerne i tale, om han måtte åbne portene for kommunisterne. Han fik telefonisk kontakt med fængselsdirektør Tetens. Denne kunne fortælle, at forhandlingerne med tyskerne endnu ikke var afbrudt. Gjerstrup ville få besked, men det fik han aldrig. Lejrchefen var oppe hele natten for at afvente telefonbesked fra København.
Gennem Duckwitz og telefonaflytning vidste man, at der var masser af aktivitet blandt de tyske tropper på kasernerne.
Klokken 22 forlød det fra Dagmarhus, at der kom en vigtig besked i løbet af natten.
Politikerne forholdt sig tavse
Men politikerne forholdt sig tavse. Carl Madsen, der selv slap væk natten den 29. hævdede senere, at dette skyldtes en kynisk handel mellem regeringen og tyskerne, hvor kommunisterne var betalingen for at samarbejdspolitikken kunne fortsætte. Men der foreligger dog ikke dokumentation for dette, og mon ikke det lige er ret meget efterrationaliseret.
Vilhelm Buhl, der var formand for samarbejdsudvalget forklarede til den Parlamentariske Kommission, at han havde haft så meget at gøre om lørdagen, at han glemte kommunisterne i Horserød.
Kommunisterne var ikke så højt prioriteret
Åbenbart var disse kommunister ikke så højt prioriteret mål for de danske beslutningstagere i hvert fald ikke for kollaborationens overlevelsesstrategi. Det sidste ministermøde om lørdagen kl. 16, hvor kommunistspørgsmålet var oppe at vende. Hverken Gunnar Larsen, Kofoed eller Holbøll nævner kommunisterne i deres samtidige optegnelser. Noget tyder på, at behandlingen af emnet var meget overfladisk.
Udenrigsministeriets direktør, Niels Svenningsen erklærede senere over for den Parlamentariske Kommission, at der blev sagt noget i retning af, ”Og hvad så med kommunisterne i Horserød? Det var nok ikke alle, der hørte bemærkningen. Der gav ikke anledning til debat af nogen art.
Scavenius: ikke provokere tyskerne unødvendigt
Eivind Larsen, departementschef havde prikket sin høje chef, justitsminister Thune Jacobsen i siden, fro at få ham til at tage sagen op.
Selv hævdede Thune Jacobsen efter krigen, at den konservative Halfdan Hendriksen havde sagt, at sådan et spørgsmål kunne man ikke rejse der. Også Gunnar Larsen skal have vinket afværgende.
Scavenius sagde vist ikke noget, men protesterede ikke, da justitsministeren efter krigen tog ham til indtægt for sit synspunkt, der klart var dette:
Man ville ikke ødelægge forholdet til tyskerne
Nogen seriøs vilje til at diskutere kommunisterne var der i hvert fald ikke til stede – en desinteresse som Thune Jacobsen formentlig ikke med urette opfattede som udtryk for at ministrene ikke ønskede lejren åbent før tyskerne rykkede ind.
Thune Jacobsen: En reaktion med den tungeste vægt
Thune Jacobsen sagde det befriende ligefrem i en situation hvor han har haft god grund til at skubbe skylden over på andre, nemlig over for den Parlamentariske Kommission, at:
Urigtige oplysninger af justitsministeren
Thune Jacobsen foretog sig altså helt bevidst intet og var ved tilbagekomsten til Justitsministeriet lukket af for alle andre spørgsmål end sine egne karriereproblemer. Ganske vist hævdede han senere at have givet ordre til, at Horserød – betjentene ikke måtte skyde, hvis kommunisterne stak af. Men dette benægtes af samtlige implicerede.
Ministrene, der havde indsigten, var klart imod at provokere tyskerne til at bryde alle broerne for en fortsat kollaboration. Man mente heller ikke, at man skulle sætte sig til modværge mod tyskerne.
At der så alligevel kom til kamp den 28. og 29. august, skyldtes at værnscheferne saboterede forsvarsministerens ordre.
Man prioriterede ikke kommunisterne så højt som jøderne
Politikerne, der stod for beslutningerne prioriterede kommunistspørgsmålet lavt og skød det derfor til side. For det ville være vanskeligt at bortforklare, at både socialdemokrater og konservative kunne have meddelt situationens alvor for lejrchef Gjerstrup. Om de havde prioriteret kommunisternes redning lige så højt, som de gjorde en måned senere med jødernes.
Således havde den socialdemokratiske indercirkel en direkte og varm linje til Gjerstrup i Horserødlejren, men den blev aldrig brugt for at hjælpe kommunisterne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 258 artikler fra besættelseshistorien herunder:
September 24, 2018
Jægersborggade – Før og Nu og Altid
Dengang var der også et rigt handelsliv på Jægersborggade. Men i dag fungerer det lidt anderledes. Nu vil man kun have iværksættere med originale ideer. Det vil sige, man vil godt have en købmand og en grønthandler. Man er i den heldige situation, man selv kan vælge. Her er skævt og anderledes. Man har måttet dele pladsen med pushere, der ikke var helt tilfredse med udviklingen. Her i gaden har der været rockere, bandekrig, massemordere, voldtægtsforbrydere, sygepiger, bedragere m.m. Her var decideret slum. I dag er der tre års ventetid, for at komme ind i A/B Jæger. Ja og hertil bliver krydstogtsturister fragtet til for at se en helt unik gade med helt anderledes butikker.
Nørrebros mest spændende gade
Man kan ikke mere finde pushere på gaden. Det var før let at købe en pose her. Men du skal nu ikke gå så lang for at finde forhandlere af dette. Men faktisk er Jægersborggade nok Nørrebros mest spændende gade.
Her er plads til sjove og lidt skæve butikker. Man fornemmer, at der er et meget stærkt sammenhold. Både A/B Jæger og butikkerne søger efter at få skabt resultater.
Informateket
Ja vi var nogle, der var med fra starten. Sådan da. Vi sad i Informateket i Stefansgade i Erhvervs – og Beskæftigelsesudvalget og fulgte alle projekter i forbindelse med Kvarterløft Nørrebro Park Kvarterløft.
Indvielsen af Informateket foregik af overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. Han indledte med:
Dengang kunne man levere stikord til overborgmesteren, når han kom på besøg. Og disse stikord havde ”Den Gamle Redaktør” her skrevet. Og jeg havde bestemt ikke skrevet Vesterbro.
Butikker i pulterrum
I de tidligere pulterrum på Jægersborggade er der nu indrettet 40 specialbutikker og madsteder. Utroligt for efter Anden Verdenskrig var alle butikker bukket under.
Her er der butikker fyldt med kaffe, vin, tøj og lækre ting til krop og sjæl. Her er designere, fotografer, musikelskere og kunstnere. Hele tiden dukker nye spisesteder og gallerier op. Ja nu kan man sågar byde på Verdens første Grødcafé.
Man forstår at holde sammen
Og så er man også god til PR. Man er god til at gøre opmærksom på sig selv, og medierne sluger det råt. Hver anden lørdag fra april til oktober var der Laid Back Hunting. Man havde også begrebet Late Night Hunting. Begge begivenheder bød på overraskelser med live musik med mere. Farmer market, Loppemarked, Fælles julearrangementer, ja man forstår det på Jægersborggade. Sammenhold mellem butikker bærer frugt. Det er der nogen, der kan lære af.
Storheds – og nedgangstider
Gaden har haft storheds – og nedgangstider. Den har rummet op til flere mordere. Og meget overraskende har gaden også tidligere været en af Nørrebros store handelsgader.
Havremarken
Jægersborggade startede på Havremarkens jorder. På gården blev der avlet tobaksplanter og senere hø. Og kvæget, der græssede her, havde det godt. De fik mask, et affaldsprodukt fra brændevin og øl fremstilling.
Grusvejen blev udbygget
De første spor går tilbage til midten af 1880erne. Her lå en grusvej omkranset af enkelte 1 – 2 etagers bygninger.
I forbindelse med anlæggelse af Nørrebro station i 1886 blev den lille grusvej udbygget, så den kunne klare den øgede trafik.
En chokoladefabrikant
I perioden 1887 – 1888 begyndes to tredjedel af de nuværende bygninger af følgende murere og bygmestre Larsen, Jensen, Hansen, Feldberg og Knop.
Et kompagniskab bestående af murermester og justitsråd Shioldam og chokoladefabrikant Cloëtta overtog bygningerne.
Dansens Hus i Hørsholmsgade rummer en tidligere chokoladefabrik fra 1901 – 54. Da Cloëtta døde i foråret 1897, blev ejerskabet rekonstrueret under navnet Kjøbenhavns Husejerskab. Under dette navn og efter en senere navneforandring til A/S Jægersborggade fortsatte ejerskabet med forskellige ejendomsadministratorer indtil midten af 1960erne.
A/B Victoria
Fra 1888 boede der en urtekræmmer S.J. Andersen i nummer 41. Fra 1899 og en del år frem ejede han fire opgange i gaden. I 1990erne opstod her andelsboligforeningen A/B Victoria.
Et rigt handelsliv – dengang
Kigger man på ældre udgaver af Kraks vejviser, kan man se, at gaden tidligere har været ret så aktiv. Fra 1888 til 1903 var her et særdeles aktivt forretningsliv.
Syngepiger
På hjørnet af Jagtvej/Jægersborggade lå en danserestaurant med syngepiger. I gaden lå også en købmand som ifølge Carlsberg i slutningen af 1990erne var det sted på Nørrebro, hvor der solgtes flest øl i sommermånederne.
500 af de første børn, der blev indskrevet i Dronning Louises Asyl i 1888 boede i Jægersborggade.
Hensynsløst smidt ud
Under lockouten i 1899 blev mange lejere hensynsløst sat på gaden. Det var på det tidspunkt, at Alberti havde store interesser i gaden. Alberti var senere minister og endte sine dage på Nørrebro. Ved Fælledvej blev han kørt over af en sporvogn.
Lav boligstandard
Boligstandarden var utrolig lavt i gaden. Bygningerne var i hast blev opbygget som lejekaserner. Ingen ville flytte ind i de elendige lejligheder. Og efter blot 10 – 15 år måtte lejlighederne moderniseres.
Slumstormere
I marts 1958 bragte Land og Folk en artikel:
44 opgange tilhørende A/S Jægerborggade var sat til salg. Journalisterne havde set en annonce i Berlingske Tidende. Men dette førte ikke til noget salg. Selskabet indgav frivillig konkursbegæring.
Først 10 år efter blev hele herligheden solgt. Det var ikke den store interesse for at flytte ind. I december 1970 var slumstormere på besøg, men de var der kun i tre uger.
Rockerne rykker ind
Andre havde huseret i gaden. Nærmest Stefansgade holdt Galopping Goose til, mens rivalerne Filthy Few holdt til i den anden halvdel. Sidstnævnte holdt dog ikke længe. Galopping Goose blev senere til Hells Angells. Og de er stadig til stede i Jægersborggade.
Sociale tilfælde rykker ind
Fra cirka 1982 til 1993 har der været ca. 4 – 5 administratorer i gaden. Til sidst endte ejerskabet hos storentreprenør Kaj Vilhemsen. Han fik iværksat de første gårdsaneringer. Men virksomheden gik konkurs. Her blev sociale tilfælde placeret.
Beboerne får tilbudt ”gaden”
Ifølge gældende lov blev beboerne tilbudt at købe gaden. Det er de 49 af 59 opgange, der i dag er A/B Jæger. Endvidere findes der i gaden A/B Victoria, A/B Nørreblå og A/B 3’eren.
En badeanstalt
A/B Jæger var en realitet den 24. juni 1993. Den første udfordring var en gennemgribende istandsættelse på 350 millioner kroner.
I 1998 kunne foreningen indvie et beboervaskeri kombineret med et beboerlokale og en beboer – badeanstalt. I dag er der tre års ventetid for at komme ind i A/B Jæger.
Der blev by fornyet til den store guldmedalje. Køkken og bad blev etableret. Brusekabiner blev forbudt.
To mordere
I tidens løb var det ikke kun byens bedste børn, der boede i Jægersborggade. Her boede mindst to mordere.
I Jægersborggade 36 2. sal boede en forladt hustru med to små børn. Hun havde i et stykke tid udlejet et værelse ud til gården til en sømand.
Da hustruen en dag ved 16 – tiden kom hjem fandt hun en 13 – 14 årig pige med tøjet i uorden ligge livløs på køkkengulvet. Hun var død, men liget var stadig varmt. Konen kendte ikke pigen. Politiet på Hillerødgades Station gik straks i gang med undersøgelserne. Snart fandt man frem til pigens identitet og den mistænkte gerningsmand kunne anholdes i Nyhavn.
Massemorderen Dagmar Overby boede en overgang i gaden. Hun tog livet af ca. 25 spædbørn. Hun brændte dem i kakkelovnen. En del af mordene fandt sted i Jægersborggade. På vores side kan du finde tre artikler om Dagmar Overby.
24 sprog i en børnehave
Tænk, at på Nørrebro er 22 pct. af indbyggerne indvandrere eller efterkommere af indvandrere. I nogle børnehaver tales der 24 sprog. Alene i Rantzausgade var der ni kiosker. Ja og så er der plads til Jægersborggade.
Nåh ja, vi har også Elmegade.
De sidder og taler med hinanden
Nørrebro vælter sig i fester og loppemarkeder, og det sker også i Jægersborggade. Ja nabogaden Stefansgade er også ved at udvikle sig med små specialbutikker.
Her er altid masser af mennesker på Jægersborggade. De sidder og taler med hinanden. Og foran de mest berømte forretninger er der ofte kø.
Originale ideer er velkommen
Som en modvægt til kriminaliteten i gaden satte man sig sammen. Cyklerne kom ud af kælderen og iværksættere flyttede ind. Shawarmabarer var bandlyst. Dem var der nok af andre steder. Man ville have fat i folk der have originale ideer. Karamelkogeri lød også bedre.
Farmers Market er rigtig økologi. Det var en succes fra starten. Men når andre rykkede ud på gaden ville ingen købe hash, så det var ikke uden problemer, at nye tider indfandt sig i Jægersborggade.
Skævt og anderledes
Blandt pushere og andre lå her hæderkronede restauranter. Man skulle vende sig til hinanden. Her var skævt og anderledes. Nøjagtig som maden og butikkerne.
Men hashandlerne fik dårligere betingelser. Mange er flyttet. Kunderne til dette, ved godt hvorhen.
Handelslivet – ikke på markedsmekanismer
Iværksætterne henviser til hinanden og A/B Jæger kan udpege dem. Lejekontrakterne er individuelle. På en smart måde styrer foreningen udviklingen i butikssammensætningen.
Men hvad er det i grunden for en gade?
Jægersborggade er en seværdighed. Den kan let udvikle sig til en turistmagnet. Man forsøger at neddrosle det eksklusive. Det må ikke udvikle sig til en dyr gade. De små iværksættere skal have råd til at nedsætte sig her, mener man i A/B Jæger. Handelslivet må ikke fungere på markedspræmisser.
Men hvad sker der for gaden, hvis nu Visit Copenhagen beslutter sig til at føre organiserede turer fra krydstogtskibene ud til Nørrebro?
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 233 artikler fra Det Gamle Nørrebro, herunder: