Artikler
September 27, 2018
En stinkende kloak og flere opløftende temaer (Nør.LIV 4)
Dette er vores 4. bidrag til Nørrebro Liv. Det handler bl.a. om ”Den Stærke mand”, der bare stak af. Vi besøger Nørrebros første skole og danseboden ”Det Gamle Testamente”. Familien Ventegodts børn havde lang vej til skole. Her var ikke meget håb for kristendommen blev det sagt. Her var sandelig også en ”Grundtvigs Højskole”. I Ryesgade var en skolelærer, der underviste i at køre på Velcopeter.
Det første byggeri i Blågårds-kvarteret var forfærdeligt. Det var uden fortove og rendesten. Drikkevand måtte man hente fra brønde. Men så fandt man ud af, at vandet kom fra kirkegården. Hurtigt fik man etableret drikkevand fra Søerne. Men det blev kvaliteten nu ikke bedre af. Der var heller ikke noget lys i kvarteret. En udflugt om aftenen var ikke helt uden fare.
En stinkende grøft ville Magistraten ikke gøre noget ved. Det var ikke deres bord. Spildevandet fra grøften blandede sig med drikkevandet. Heegaards store jernstøberi lå på det nuværende Blågårds Plads. Her lå også et par lysstøberier og en voksdugsfabrik. Ja så var det Peter Hansens store og berømte blomstergartneri.
Kunstberider Jean Lustre købte fast ejendom i området. I år 1800 fik han tilladelse til at undervise i ridekunsten og andre legemsøvelser. Det var noget det bedre borgerskab så frem til. En gartner dyrkede rabarber på en del af jorderne. Navnet Rabarberland blev sandelig hængende.
Allerede i 1722 havde von Eckenburg indrettet et forlystelsessted i nærheden af Sankt Hansgade. Han optrådte som ”Den Stærke Mand” og det også i kirketiden. Det var utrolig var han kunne. Men pludselig var han væk. Han havde efterladt en masse ubetalte veksler og bristede pighjerter.
Når man læser diverse jubilæumsskrifter er der mange skoler, der gene vil være Nørrebros ældste skole. Men den der lå ved 12. blegdam, kan vel godt kalde sig dette. I dag er det omtrent på hjørnet af Trepkasgade og Blegdamsgade. Den blev oprettet i 1761. I en meddelelse fra Magistraten hed det sig:
Forholdene var elendige. Der var dog godt nok 2 skolestuer og en lejlighed til læreren. Først efter lang tid gjorde Magistraten noget ved problemet. Det skete med udnævnelsen af sigteren Frederik Høgh – Guldberg til skoleleder. Ja han gjorde skolen til en af de bedste almueskoler i København.
På Jødevejen (Møllegade) lå danseboden ”Det Gamle Testamente”. Navnet stammer ganske givet fra ”Den Mosaiske Kirkegård”, der blev anlagt helt tilbage i 1694. Det var i begyndelsen af 1800 – tallet, hvor jøderne blev forfulgt i København. Nogle mente, at de skulle gå med armbind.
Ude på Ydre Nørrebro lå gården Ventegodt allerede i det 18 – århundrede. I det 19 – århundrede var det slægten Melchior, der boede på stedet. Man kaldte dem for ”Jøderne på Ventegodt. Ejendommen lå omkring Esromgade/Lundtoftegade. Borgerskabets børn kunne dengang ikke nøjes med forstadens visdom, således gik grosserer Melchiors børn i skole inde på Højbro Plads. De kunne dog tage med mælkebønderne derind. Men de måtte kun betale 2 skilling for turen. Blev der forlangt 3 skilling, ja så måtte de stakkels børn gå den lange tur.
Ved Ølunds Mølle i nærheden af Nørrebros Runddel blev der i 1804 anlagt en reberbane af kaptajn i Borgervæbningen, Toksværd. Mølleren påstod at poppeltræerne tog for meget af vinden. Man besluttede derfor at fælde i disse i nærheden af Runddelen og så i stedet at plante linde- og elmetræer.
Da der endelig kom gang i byggeriet på Ydre Nørrebro kunne man i datidens medier læse:
Det sidste var vel sagt i forbindelsen med etableringen af Stefans Kirken. Bag ved kirken var der sket et forceret spekulationsbyggeri. Man vidste ikke rigtig, hvor jernbanestationen engang skulle anlægges. Et mylder af gadestumper opstod i kirkens nabolag. Skulle man fra stationen om vinteren og i efteråret var det en god ide med lange støvler. Man sank langt ned i dyndet.
Lidt længere ude, der hvor Haraldsgade i dag ligger lå lystejendommen Marielyst. Hvad de færreste sikkert ved, så blev der her indrettet en højskole, hvor Grundtvig ofte kom. Åbningshøjtideligheden fandt sted den 3. november 1856. Skolens første forstander var teologen C.J. Brandt. Der var foredrag om folkesagn og fædrelandets historie. En hjælpelærer, Rasmus Fenger underviste i landmåling, agerbrug, kvægavl og kemi. Om aftenen var det modersmålet, der var på skemaet. Men det gik nu ikke så godt for Grundtvigs Højskole på Nørrebro. Første år kom der 20 elever, næste år 16 og året efter kun 12.
Det første stykke af Ryesgade blev anlagt i 1858. Først i 1881 blev gaden ført igennem til Østerbrogade. Der blev påstået, at man på gaden havde set rotter lige så store som en hund. Og der var tusindvis af dem dengang i gaden. Det nordligst stykke var så godt som ubeboet.
En enkelt mand var dog godt tilfreds med dette. Det var løjtnant H. Schow. Han underviste folk i at køre på cykel eller som det hed dengang – Velcopeter. Den lukkede gade var eminent til dette formål. Annoncer fremhævede, at folk der lejede Velcopeter på hans plads kunne ”ride” til både Klampenborg og Lyngby, uden at passere stenbro.
September 27, 2018
Actionhelten fra Stefansgade(Nørrebro LIV 3)
Dette er 3. bidrag, som vi har leveret til Ugeavisen Nørrebro Liv. Hovedpersonen er Emilie Sannom og så kaldet Mille. Det var hendes mor, der fik hende ind i underholdningsbranchen. Hun startede som skuespiller, men efterhånden var nærmest stuntman og lavede det ene umulige trick efter det andet. Hun medvirkede i 85 film. Hun skulle forsørge sin datter og sine forældre. Derfor optrådte hun ofte med faldskærmsudspring. Og det var det eneste hun var bange for. En ny faldskærm udfoldede sig ikke.
Forfalskede dåbsattesten
Vidste du, at en af filmhistoriens største Actionhelte har boet i Stefansgade. Hun var beundret og tilbedt af mange. Hun deltog i 85 danske og udenlandske film. Emilie Sannom har gennemført luftakrobatik, som aldrig er set siden.
Går man en tur på Assistens Kirkegård kan man risikere at støde på hendes gravsten.
Hun er født den 29. september 1886 uden fattige kår på Nørrebro. Faderen var kioskejer og tidligere sømand. Men også maskinmester, kedelpasser og skibsfører. På hendes dåbsattest stod der dog 1892. Hun har selv forfalsket den, for at få myndighedernes tilladelse til at foretage faldskærmsudspring i en sen alder.
Udvandrede til Florida
Den farverige familie udvandrede og slog sig ned i Louis Pio – kolonien i Florida. Men efter syv år gik turen igen hjem til Nørrebro. Mille, som hun blev kaldt fortalte senere:
Danmarks vovehals nummer et
Allerede som ni – årig begyndte Mille at optræde på dagmarteatret, hvor hun debuterede i en juleudstilling. Også hedes søskende Charlotte, Thora og Ragnhild blev skuespillere. Ja det kan de takke deres mor for.
Hun var åleslank og en yndefuld danser. Hun optrådte sammen med den meget berømte Asta Nielsen, som også har boet på Nørrebro. De to var på en nordisk turne. I anmeldersene kunne man læse, at ”Den blonde gazelle” Emilie Sannom ofte høstede større anerkendelse end den mørke ”mystiske” Asta.
Omkring år 1900 var hun i flere sæsoner på Nørrebros Teater. Dengang var det et populært og folkeligt serveringsteater.
Hendes stunt – kvaliteter viste hun allerede i 1911, i rollen som Ofelia i Hamlet. Hun kastede sig ud fra Kronborgs høje murværk og ned i den plørede voldgrav.
Senere blev det spring fra høje altaner, fra hustag til hustag. Hun løb ud af brændende huse og sloges med glubske hunde, faldt af hurtigkørende hestevogne og lod sig begrave af sammenstyrtende bygninger. Hun medvirkede i vilde bil – om motorcykelkørsler, balanceakter over dybe afgrunde og på brændende møllevinger. Hun var Danmarks vovehals nummer et.
Fløj uden flyvecertifikat
Da hun skulle optage svømmebilleder til filmen ”Den Blå grotte” i Italien mødte hun nogle piloter. Hun lod sig overtale til at medvirke i en opvisning, hvor hun skulle sidde på flyets understel. Mille’ s vovemod blev kendt, og det var årsagen til, at hun fik rollen i ”Luftens herskerinde”.
Her boltrede hun sig uden sikkerhedslinje – på en så dristig og livsfarlig måde, at noget lignende aldrig tidligere var set eller senere blev efterlignet.
I 1912 føde hun uden for ægteskabet, datteren Grethe. Faderen var skuespilleren Axel Carl Schultz.
Hun forsøgte selv at få flycertifikat, men fik det aldrig. Grunden var at flyveskolen måtte lukke. Men trods dette fløj hun alligevel.
Da talefilmen vandt frem, forsøgte hun sig igen på teatret, hvor der blev til en del roller io revyer og varieteer. Derefter kastede hun sig over luftakrobatik.
Skulle forsørge forældre og datter
Datteren Grethe blev født dagen efter præmieren på ”Dødens brud”. Emilie Sannom havde filmet under hele svangerskabet. Senere blev datteren drillet af mormoderen:
Mille døde iført en badedragt i 1932 ved en faldskærmsulykke ved Hessel Gods syd for Grenå. Hun var ikke så glad for faldskærmsudspring, men hun skulle forsørge sin datter og sine gamle forældre hjemme i Stefansagde 41 1.sal. Den faldskærm som hun sprang ud i var ny. Det blev hendes skæbne.
Begravelsen fandt sted fra Stefanskirken. Trods kulde og regn var der kommet flere mennesker end hvad kirken kunne rumme. Og de fulgte med hen på Assistens Kirkegård.
På hendes gravsten står der:
Større var Frygten for Livet paa Jord
Det er nogle linjer fra et digt, som Tom Kristensen skrev dagen efter hendes død.
Hun forblev ugift, men havde mange beundrere og tilbedere. I hele forløbet blev hun boende i Stefansgade. Hun deltog også i det praktiske, bl.a. trappevask til stor forundring for postbuddet, der kom med alle fanbrevene.
September 26, 2018
Norden for Lands Lov og Ret
Af Lisa Hildegardt
En højtstående embedsmand i København har sagt at Vendsyssel ”ligger Norden for Lands Lov og Ret”. Og hvorfor rejser man en sten for dem, der slog 4 mand ihjel? Ja det gjorde man i 1976. Når øvrigheden ikke kan klare retsvæsenet, ja så må folk tage sagen i egn hånd. Dette handler om den mest omfattende kriminalsag i Vendsyssel. En bog blev udgivet i 1843 ”Commisions-Dommen. Dommen over ”Pakket” faldt i Sæby Byret den 13. marts 1843. Kun en af 170 blev frifundet.
Den 26. juni 1976 afsløredes en mindesten for nogle yderst voldsomme begivenheder i Stagsted Hedehus – et usselt fattighus i Skæve sogn i Vendsyssel. Stenen er rejst til ære for dem, der slog fire personer ihjel. Stenen står hvor hedehuset engang lå.
Mindestenen bærer følgende inskription:
HER LÅ ‘ASYLET’ STAGSTED HEDEHUS
1.11.1841 TOG 7 VENDELBOER: LARS JENSEN
HELLUM, LARS JENSEN KROG HELLUM. PEDER
HANSEN AUNKJØT, JENS CHR. PEDER=
SEN STAGSTED, ANDERS PEDERSEN STAGSTED
– KRÆNKEDE I DERES RETSFØLELSE –
LOVEN I EGEN HÅND OG IHJELSLOG
HUSETS LOVLØSE BEBOERE
På stenens bagside står navnene på de fire dræbte:
KLOG-MAREN – KLOG-CHRESTEN – KLOG-LARS
OG SKOV-CHRISTIAN
Hvad skal man nu mene om en sådan indskrift? Det helt specielle er, at der, så vidt vides, aldrig er rejst et minde over de mennesker, der forøvede en udåd. De syv, der stod bag den skændige handling, var hæderlige mænd fra Hellum og Skæve sogne, den ene var oven i købet sognefoged, altså den stedlige politimyndighed. De fire af dem blev dømt til døden, men fik senere straffen ændret til livsvarigt fængsel, de tre andre fik tugthusstraffe på 1-2 år. Det skal også noteres, at i 1848 – fem år efter dommen i 1843, blev de fire livsfanger benådet, og de vendte hjem til egnen og blev hilst som hædersmænd og egnens befriere. Sognefogeden blev suspenderet et stykke tid, men fik sit embede tilbage og endda i 1881 udnævnt til Dannebrogsmand.
Stedet for begivenhederne i 1841 var Jyske Aas og egnen deromkring. Aasen er en høj bakkeryg der danner en bue på over 30 km i Østvendsyssel mellem Dronninglund og Tårs. Navnet forbindes især med den skovklædte sydlige del. Den ca. 3 km brede bakkeryg når flere steder mere end 100 m.o.h. med Knøsen i Dronninglund Storskov som det højeste punkt på 136 meter.
I 1800-årene var Jyske Aas dækket af hede, som 30 pct. af Dronninglund herred var det, og der var øde og uvejsomt. Fattigfolk, tyve og røvere fandt gode opholds- og gemmesteder der, og folk tænkte sig om, før de krydsede åsen. I Dronninglund herred steg befolkningstallet kraftigt, og som følge deraf voksede fattiglemmernes antal. Mange af de fattige flyttede ud til bakkelandet i og omkring Jyske Aas.
I første halvdel af 1800-årene var der få, der kunne føle sig trygge over for undvegne forbrydere. Visse egne af landet var i perioder plaget af tyvebander. Det gjaldt, f.eks. sognene omkring Jyske Aas. Fra fængslerne skete der ofte udbrud, og øvrigheden kunne ofte ikke klare problemerne.
Almindelige mennesker var præget af skæbnetro. De mente, at nogle mennesker var forudbestemt til at blive tyve, og de mente også, at stjælesyge folk kunne have en lille knude på højre hånd. Det var en almindelig og udbredt antagelse, at hvis moderen var tyv under svangerskabet, blev barnet tyv. Også officielt fra statens side blev tyveri anset for at være en ualmindelig grov forseelse, der skulle straffes hårdt.
Men nu til begivenhederne, der ledte frem til det firdobbelte drab den 1. november 1841. Lørdag aften den 30. oktober var der høstgilde på gården Langholt i Skæve sogn. Det var arrangeret for folkene på egnens store gårde: Dybvadgård, Knudseje, Solholt, Ormholt og Langholt, men mange andre deltog. Dansen gik lystigt i storstuen. Ind træder “pakket”, som de blev kaldt, som snyltegæster: Skov-Christian, Klog-Chresten, Klog-Lars, Klog-Lars Christian samt pigebarnet Klog-Else.
Inde i folkestuen sidder nogle gæster og spiller kort. De spillende rejser sig efter et stykke tid, og pakket sætter sig straks ved bordet i stedet og opfordrer snart den ene, snart den anden til at spille kort med sig. Ingen vil spille med dem. Der hviskes i krogene om, at tyvepakket nu skal ryddes af vejen. Men hvordan?
Hvis man beder dem gå, bliver der klammeri, og høstgildets folk ved, at de ubudne gæster har lange knive inden for vesten. Ude på gårdspladsen samler sig et antal folk, som nu vil gøre op med pakket, og give dem en eftertrykkelig afklapsning. De bevæbner sig med vognkæppe, skovleskafter samt jernlod forsynet bismervægt, og går ind i folkestuen.
En voldsom kamp følger, først inde og derefter på gårdspladsen og ude på markerne. Else og Lars Christian ser deres snit til at slippe væk, og de går hjem over heden. Mørbankede og foreslåede når de tre andre deres hjem i Stagsted Hedehus. Men to dage senere lå de døde uden for huset. De havde fået nok en gang læsterlige prygl, og denne gang døde de af det.
Det var mandag aften den 1. november 1841. I Hedehuset boede to familier, Klog-Folkene og Skov-Folkene – deraf navnene. De to familier havde hver deres hummer, der udgjorde dagligstue og sovekammer; køkkenet derimod var fælles, forstuen ligeså. I den østlige ende af huset boede Per Klog og Klog-Maren Olesdatter med deres voksne sønner Christian, Lars, Ole og Lars Christian, drengebørnene Stinus og Jens, samt pigebarnet Else. I den vestlige ende boede Johanne Nielsdatter, kaldet Skov-Hanne med sine to voksne sønner, Skov-Hans og Skov-Christian. I alt 12 personer på ikke ret megen plads.
Stedet var en gammel hytte – kaldt Asylet, med utæt tag, faldefærdige vægge og huller i ruderne, udstoppet med pjalter og klude. Beboerne i fattighuset hører trin tæt ved huset. Yderdøren slås op med et brag, og fire maskerede mænd braser ind i forstuen, og tre andre bliver udenfor og hamrer løs på ydervæggene. Skovpakket mistænkes for at stå bag tyverier og røverier på egnen, og så var der jo hændelserne ved høstgildet på Langholt to dage forinden.
Der begynder nu et voldsomt slagsmål, hvis mange blodige detaljer ikke skal skildres her, men kun et par episoder nævnes. En af beboerne, der er klumpfodet, hales ud af sin seng og ud på gulvet, hvor han bliver gennempryglet. Han trækkes uden for huset, hvor han beder for sig og lægges ind i sengen igen. En anden er løbet op på loftet og har gemt sig i en bunke lyng. Han har medbragt en langbladet kniv. Men de fremmede finder ham, smider ham ned gennem loftlemmen og giver ham mange prygl. Mishandlingen stod på tre til fire timer.
Kommissionsdomstolen fandt, at der ikke var nogen forbindelse mellem slagsmålet ved høstgildet og hændelserne mandag aften. Dog vidste “angriberne”, at ofrene var svage efter hændelserne to dage før, sagde domstolen også. Dagen efter underrettes sognefogeden i Skæve sogn, og han begiver sig til åstedet og finder tre voldsomt mishandlede lig i og uden for huset. Senere på dagen findes nok et lig i et krat i nærheden. Sognefogeden underretter sin overordnede herredsfoged J.C. Heiberg i Sæby, som indfinder sig på stedet sammen med distriktslægen.
I Hugdrup Skole nær Skæve Kirke bliver de fire lig obduceret efter at være blevet ført til kirkens våbenhus, to af dem i en fælles kasse, og de to andre i hver sin sæk. Efter obduktionen bliver ligene igen kørt tilbage til våbenhuset i kassen og de to sække.
Beretningen om obduktionen er lang, grundig og rystende. Her skal gives et kort uddrag: “Christian Nielsen (Skov-Christian) er befunden at være robust af Bygning, henved 25 Aar gammel, nøgen, besudlet med Snavs og Lidet Blod. Spor af blod i Næseborene og hans Læber og Spidsen af Tungen blaa. Af den venstre Arm var Overarmen brækket i smaa Stykker oven for Albuen. Knæskallen på Venstre ben brækket paa tværs. Paa indvendig Side af højre ben et 3½ Tomme langt Saar, hvor igennem Skinnebenet stikker 6 Tommer frem.
De nævnte Læsioner medføre ingen absolut Aarsag til Døden, men ville rimeligvis have foraarsaget den efter nogle Dages Forløb ved Koldbrand m.m. Dødsaarsagen maa altsaa antages at ligge i indvortes Læsioner.” Og meget, meget mere.
Begravelsen fandt sted 13. november på Skæve Kirkegård. Ligkister var der ingen af, endnu mindre grønt og blomster, og hverken Klog-Per eller Skov-Hanne eller nogen fra de to familier var til stede, kun kapellan og fire mand var tilsagt som ligbærere. Klog-Maren var anbragt i pakkassen sammen med Klog-Lars, medens Klog-Chresten og Skov-Christian lå i hver sin sæk.
Der var gravet to grave ved siden af hinanden, i den ene blev kassen sænket ned, i den anden de to sække. Da det var besørget, trådte kapellanen hen til gravene, kastede tre skovlfulde jord i hver af dem, bad en kort bøn, sammen med de fire ligbærere, som derefter kastede gravene til.
Salmesang var der ingen af, og kirkeklokken hang oppe i tårnet og tav. I det nordvestlige hjørne af kirkegården, tæt op mod diget, ligger et par aflange tuer, bevokset med græs. Det er det eneste, der er tilbage som synligt minde om det berygtede pak fra Stagsted Hedehus. I dag vokser der nogle buske på gravene.
Som nævnt i begyndelsen blev der fældet strenge domme. Regeringen nedsatte en kommission den 13. november 1841, den såkaldte “Dronninglundske Commision”, der kom til Vendsyssel den 17 november. Den skulle undersøge de nærmeste omstændigheder ved de fire drab, og også se nærmere på, hvorfor øvrigheden ikke havde grebet ind på tilstrækkelig måde over for “en Mængde i Omegnen af Skæve begaaende Misgjerninger.”
Det blev et mægtigt arbejde at komme til bunds i det hele: Kommissionen arbejdede ca. fem måneder, for ikke alene de fire drab, men mange andre sager blev rullet op: Der var i næsten alle tilfælde tale om tyveri og hæleri, men også kvaksalveri og hor kom for dagen. Tyverierne og hælerierne omfattede især får og høns. De skyldige var næsten altid fattige folk, der sad småt i det. Sagen er blevet benævnt som den mest omfattende kriminalsag i Vendsyssel, og så stor opmærksomhed vakte den, at et Københavns forlag udgav Commissions-Dommen som bog i 1843. Bogen omhandler 181 tiltalte, hvoraf 11 af dem var impliceret i hændelserne i Stagsted Hedehus. Alle får rullet deres fortid op i de mindste detaljer. Lidenskabsløst berettes om stort og småt, helt ned til et stjålet reb eller et stykke jern. Også sager adskillige år tilbage trækkes frem.
Der er ingen tvivl om, at øvrigheden nu ville til bunds i mange års lovløshed, og nok også kom det. Dommen over “pakket” faldt i Sæby Byret 13.marts 1843 og stadfæstedes af Højesteret 17. juli 1844. Som nævnt blev de fire dømt til døden. 170 personer var indblandet i tyveri, hæleri m.m. Kun én af de 170 blev frifundet. Resten fik straffe af vekslende art og længde. Der er heller ingen tvivl om, at samtidens vendelboere opfattede mordene på de fire i Hedehuset som ganske i sin orden.
Der var ikke andet at gøre. Det kan man bl.a. se af ordlyden i benådningsansøgningerne. Men hvad med de gode vendelboere, der satte mindet i 1976 og som lod sætte ordene fra historiens begyndelse? De har at dømme efter indskriftens ordlyd følt ganske det samme. Skovpakket måtte væk, da retsfølelsen var blev krænket.
I Vendsyssel Tidendes referat 26. juni 1976 fra afsløringen af stenen kan dette bekræftes. Der står bl.a. følgende at læse: “Det er en sten, som også fortæller om vendelbosindet, at når øvrigheden ikke kan klare retsvæsenet, ja, så må folk tage sagen i deres egen hånd”, fortæller lektor, Svend Skole fra Frederikshavn Gymnasium.
Senere i referatet meddeles, at Svend Skole i et foredrag senere på dagen sagde, at de syv mordere, ikke af lyst, men for at sætte skel mellem ret og uret. Ja, som Hans Kirk i romanen, “Fiskerne” lader 1864-veteranen Martinus sige, da han får Dannebrogordenen og en hilsen fra kongen: “Det var os, der slog kong Knud ihjel”.
En højtstående embedsmand i København er citeret for at have udtalt, at Vendsyssel ligger “Norden for lands lov og ret”.
Hedehuset er forlængst jævnet med jorden, og ingen tænker mere på, at her lå Asylet, et usselt fattighus; man aner knap nok, hvor det lå.
Tyvebanden på den Jyske Aas er beskrevet i Vendsyssel Årbog 1999
September 26, 2018
Letfærdige Kvindfolk
Dagmar Overby myrdede børn ”for egen vindings skyld”. Disse kvinder her myrdede af nød. De fleste var døtre af fæstebønder. Liget gemte de mange steder. I en dragkiste fandt man knoglerester fra yderligere to børn, født i al ubemærkethed. Hørte man rygter gik man til sognepræsten. Men kunne også dømmes for uforsvarlig adfærd. Kongen kunne mildne straffen. Dødsstraf for barnemord blev afskaffet i 1866. Der var enklaver med 20 pct. ”uægte børn”. Kvaksalvere dukkede op. Sagerne om Johanne Marie Andrea og Ane Marie Nielsen. Et barn blev druknet i en natpotte. Fra 1900 – 1920 var der måske 1.000 barnemordere. Mange blev slet ikke opdaget. Journalister kaldte dem først afstumpet men fik medlidenhed. Vi skal høre om ”Kogejomfruen fra Karise”, der myrdede 5 børn. I 1933 blev straffen for at myrde børn sat til ca. 4 år.
Dagmar Overby
Vi har på vores side skrevet om Dagmar Overby, der blev dømt for at have myrdet 8 børn. Hun boede bl.a. på Jægersborggade på Nørrebro, hvor hun myrdede mindst tre børn. Men man havde en mistanke om, at hun havde myrdet op til 25 børn.
Hun myrdede ”for egn vindings skyld”. Men de piger og kvinder vi her skal høre om gjorde det ofte fordi de var lykkelige, manden var strøget, og de stod helt alene med problemet ofte udskudt af samfundet og udnævnt som en ”Et Letfærdigt Qvindfolk”
Den hårdeste straf
I Danske Lov 6. Bog 6. Kapitel 7. artikel hedder det:
1700-tallets egne skribenter anså et af tidens største kriminalpolitiske problemer:
Ja egentlig er det svært at dukke ned i protokoller m.m. og finde dokumentation. Ofte er det yderst kortfattet med kvindens navn og dommerens konklusion. Desuden er mange herreds-, birke- og bytingsprotokoller gået tabt i tidens løb.
I en enkelt dom afsagt den 29. marts 1738 fylder vidneforklaringerne m.v. 47 tætskrevne foliosider i retsprotokollen. Men det er dog lykkedes at finde frem til en række ulykkelige historier.
Døtre hos fæstebønder
De fleste har været døtre hos fæstebønder. De har alle tilhørt tyendeklassen og tjent hos bønder, på godser, hos præster eller – i enkelte tilfælde – hos byfolk. Et par af kvinderne omtales som betlere (løsgængere) og en enkelt som opvokset i betlerstanden.
Fædrene til de børn, som kvinderne dræbte, synes stort set at have tilhørt samme klasse. Det er enkelte eksempler på, at husbond var barnefaderen, men de fleste synes at have været tjenestekarle på de samme gårde eller i nabolaget.
Her må naturligvis tages forbehold for falske angivelser. I et tilfælde opgav kvinden som barnefader sønnen på det gods, hvor hendes forældre var fæstebønder. Senere kom hun dog på ”bedre tanker” og forklarede, at det var en soldat, som imidlertid nu var rejst bort med sit kompagni. Naboerne kunne bevidne, at den pågældende soldat hyppigt havde aflagt besøg i forældrenes hus den forrige vinter og engang var gået derfra med uld til et par strømper.
Danske Lov 6-6-8 siger følgende:
Liget gemt mange steder
I praksis synes de fleste fødsler dog at være foregået i kvindens egen seng eller andre steder i den bolig, som hun i reglen delte med husbond, madmoder, børn og andre tjenestefolk.
Kun i enkelte tilfælde var fødslen sket på ”den vilde Marck” og lignende afsides steder.
De fleste kvinder skjulte det udendørs på marken, i en tørvegrav, på kirkegården m.m. At liget overhovedet blev fundet igen kunne skyldes at det:
De havde opdaget det på møddingen. Et par tvillingefostre var blevet rodet frem af svin, men da var:
Knogler af endnu to spædbørn
Et andet almindelig sted at gemme det døde barn var i kvindens kiste. Som et eksempel kan nævnes en kvinde, der i flere år havde tjent som amme på et gods. Da hun til sidst blev syg og døde, opdagede man, at hun netop havde født et barn.
Dette blev fundet sammen med knoglerne af endnu to spædbørn, da man ville tage tøj fra hendes kiste til at klæde hendes lig i. I et andet tilfælde havde kvinden svøbt barneliget i et klæde og lagt det under sengehalmen i sin seng. Der gik 13 – 14 uger, før det blev fundet. I al den tid havde hun hver nat sovet i sengen.
Født i al ubemærkethed
Hvis kvinden fra første færd havde besluttet at føde i dølgsmål, ville hun formentlig også søge at skjule sit svangerskab. Dette forhindrede dog ikke domsfældelse, hvis fødslen senere resulterede i et dødt barn.
Hvis det skulle lykkes at skjule fødslen, var kvinden nødt at lade som ingenting, så hurtig som muligt efter, at den var overstået. Der findes da også en del beskrivelser af, hvordan hun straks genoptog sit hårde arbejde.
En kvinde var ved at vaske tøj, da hun fik veer. Hun gik ind i et afsides kammer, fødte et dødfødt pigebarn, lagde det i sin kiste og gik derefter ud for at malke køerne. Dette skete uden, at nogen havde lagt mærke til noget som helst.
Man gik til sognepræsten
Først hvis børneliget blev fundet, eller begivenhederne i øvrigt rygtedes gik sagen i gang. Sognepræsten var ofte den, folk gik til med deres mistanke. Undertiden var det hele kun sladder, men i et sådant tilfælde kunne en emsig præst gøre helvede hedt for den mistænkte kvinde.
Det skete for en enke, hvis tjenestepige havde bundet et stykke næsten opbrændt kød på skorstensilden. Hun viste det til en kone, som mente, at det var tale om efterbyrden fra et foster.
Tjenestepigen kom derefter i tanker om, at enken måtte have født et par dage tidligere, hvor hun nemlig ikke var blevet set fra kl. 10 om formiddagen til kl. 2 om eftermiddagen. Desuden havde hun skiftet sengeklæder og taget rent tøj på. Hun havde endda strøget nyt sand på gulvet. Så megen renlighed var mistænkeligt.
Kvinderne gik til præsten, der straks ”uden Rættens Middel og Husbondens Viidenhed og Tilladelse – tog affære. Han lod enken føre til præstegården, hvor hun blev malket og besigtiget af to jordemødre og nogle andre ”Dannekvinder”.
Der blev fundet en enkelt dråbe gul væske i hendes bryster, men ingen af kvinderne mente, at hun lige havde født. Alligevel fremturede præsten. Han lod enken indespærre i præstegården og slap hende først løs, da hun stillede kaution.
Præsten blev idømt bøde
Sagen endte halvanden år senere med frifindelse i Landstinget, selv om præsten forinden havde tilbudt selv at betale alle omkostninger ved en udsættelse af domsafsigelsen, idet han så ville skaffe yderligere beviser mod enken.
Dommerne pålagde præsten at lade frifindelsen bekendtgøre enten for det herredsting, som oprindelig havde behandlet sagen (og i øvrigt også frifundet enken), eller for menigheden i kirken.
For den spot og skade, præsten havde påført enken, blev han desuden dømt til at betale 50 rigsdaler i erstatning.
At sagsøge en kvinde for fosterdrab eller fødsel i dølgsmål tilkom som omtalt ikke præsten, men derimod amtmanden, byfogeden eller kvindens herskab, dvs. den herremand under hvem kvindens husbond var fæster.
Kvindens tilståelse var ikke nok
Kvindens tilståelse var ifølge forordning af 21. maj 1751 ikke nok til domsfældelse. Der skulle foreligge andre beviser. Derfor lykkedes det ikke for en tyvekvinde at blive dødsdømt selv om hun ved et udenretligt forhør fortalte om en barnefødsel i dølgsmål. Og et efterfølgende drab, som hun skulle have begået.
Senere frafaldt hun – stærkt presset – forklaringen. Hun begrundede den falske tilståelse med, at ”hun vilde helst miste sit Lif”, idet hun umiddelbart forinden var blevet dømt til kagstrygning, brænding med tyvsmærke i panden og livsvarigt arbejde i Spindehuset for at have opbevaret nogle tyvkoster – vistnok for sin kæreste.
Malkning af den mistænkte kvindes bryster, synes i hvert fald indtil midten af 1700-tallet at have været almindelig.
En justitsråd fik en bøde
I et tilfælde slog Landstinget hårdt ned på en justitsråd, der som husbond havde ladet fornstalte en ”høyst beskiemmelig Besigtelses Forretning” af en kvinde, der var blevet offer for at rygte om at have født i dølgsmål, sat i gang af to kvinder på egnen.
Efter Landstingets mening burde justitsråden straks have gennemskuet sammenhængen. Han blev derfor dømt til at betale den beskæmmende kvinde 10 rigsdaler i erstatning samt 10 skilling danske i bøde til Viborg domhus.
Danske Lovs regel om fødsel i dølgsmål indeholder en såkaldt redelig præsentation. Hvis barnet under de i bestemmelsen beskrevne omstændigheder var forsvundet eller dødt, skulle kvinden nemlig dømmes på samme måde som den, der med forsæt (vilje) havde ombragt sit barn.
Uforsvarlig adfærd
Kvinder, hvis nedkomst kom helt bag på dem, fordi de fødte for tidligt og bevisligt havde frembragt et i høj grad ufuldbårent foster, blev som regel frifundet for dødsstraf. Selv om der ifølge loven herefter ikke var andet end lejermålet (det uægteskabelige samleje med svangerskab til følge) at straffe for, fandt retten sig ofte foranlediget til at idømme en arbitrær straf for den uforsvarlige adfærd i forbindelse med barnefødslen – undertiden så alvorlig som livsvarig indsættelse i Tugt – eller Spindehus.
Danske Lov 6-6-8 handler om krav om forsæt. En kvinde havde for længst afsløret sit svangerskab. Hun havde bestilt ”Logement til hendes Barsel-Seng” Desuden havde hun anskaffet børnetøj og aftalt nærmere med jordemoderen.
Hun havde født sit barn 5 – 6 uger før ventet uden hjælp af nogen. Retten dømte hende at arbejde et år i Viborg Tugthus. På baggrund af lignende omstændigheder fik en anden kvinde få år senere en dom på 10 års fængsel i Børnehuset på Christianshavn. Måske skyldes den store forskel, at den sidste kvinde under sagen igen var gravid, hvilket i sig selv var en forbrydelse. I øvrigt var man i Viborg Tugthus ikke så glad for små børn. Det vanskeliggjorde produktionen.
Kongen mildnede straffen
En af Landstinget afsagt dødsdom fik ofte en tilføjelse om, at eksekutionen ikke måtte ske før kongens endelige afgørelse var indhentet. Men også selv om det ikke udtrykkeligt blev sagt i dommen, havde kongen ifølge reskript af 28. maj 1735 det sidste ord i enhver sag, der ved Landsting eller Højesteret var faldet ud til dødsstraf.
Mange blev løsladt efter kortere eller længere årrække. En enkelt kvinde opholdt sig dog i Viborg Tugthus i over 31 år før døden udfriede hende. En anden flygtede efter 24 år.
Det var kun ugifte kvinder, der kunne begå fosterdrab og fødsel i dølgsmål i Danske Lovs forstand.
Dødsstraf afskaffet i 1866
I praksis ramte straffen aldrig faderen. Det var særlig kvinder af laveste rang, der gik ud over. Det var samfundets fordømmelse og den skamfuldhed, der fulgte med, der var den vægtigste årsag til, at kvinderne valgte at sætte deres eget liv på spil og føde i dølgsmål for således at gøre sig selv skyldige i en af de værste forbrydelser, man næste kan forestille sig.
Dødsstraffen for barnedrab og fødsel i dølgsmål blev afskaffet med straffeloven af 1866. Sidste gang en kvinde blev halshugget for barnedrab var i 1861. Her måtte tjenestepigen, den 23 – årige ugifte Ane Cathrine Andersdatter lade livet på Rødovre Mark.
Man fik øje for, at kvinderne kunne være nyttig og god arbejdskraft. På den tid var der i samfundet en general bekymring for, om der var arbejdskraft nok i landet.
Kvinderne skulle bruges som arbejdskraft
Man var meget opmærksomme på, at der ikke skulle være for mange friløbere som tiggere og andre, der ikke bidrog til samfundet. Og tugthusene, hvor de blev sendt hen for at afsone deres straf, skulle helst finansiere sig selv. Det kunne disse kvinder hjælpe til ved hårdt arbejde.
I 1864 – 65 blev kvindefængslet på Christianshavn oprettet. Her afsonede en del af kvinderne. Flere af dem kom helskindede gennem fængselsopholdet. Det lykkedes også en del af dem, at få en normal tilværelse bag efter. Men for andre gik det igen galt. Så måtte de atter bag tremmer.
Enklaver med 20 pct. uægte børn
Sådan udtrykte den danske teolog og jurist Christian Ditlev Hedegaard, der tilbage i1762, da han konstaterede at lejermåle, der som allerede skrevet betyder seksuelt samvær uden for ægteskab, altid vil finde sted, uanset hvordan man indretter lovgivningen.
Seksuelle forhold uden for ægteskabets rammer var slet ikke usædvanlig i hverken 1700-tallet eller 1800-tallet, hvilket havde den konsekvens, at der kom en hel del børn til verden. Og disse børn fik status som uægte børn.
I tidsrummet fra 1850 – 1880 var der 11 pct. af landets børn, der var født uden for ægteskab. I nogle egne af landet var der ligefrem enklaver, hvor helt op til 20 pct. af alle børnene var født uden for ægteskab. I disse områder var de uægte børn og deres ugifte mødre ikke på nogen måde stigmatiserede og blev ej heller udsat for en nedladende behandling.
Kvaksalvere dukkede op
Viden om, hvordan man kunne undgå graviditet ved samleje, var det småt med. Først i 1920erne bredte der sig visse metoder, som kunne være virksomme, ligesom der på det tidspunkt dukkede flere mere eller mindre dygtige læger og kvaksalvere op, der tilbød at foretage illegale aborter i hemmelighed.
Når en tjenestepige blev gravid, var det bedste, hun kunne håbe på, at manden, hun var blevet gravid med, ville gifte sig med hende. I så fald var konsekvenserne overskuelige. Men hun var relativ alene, hvis faderen ikke ville kendes ved graviditeten. Han var måske allerede som karl rejst videre til en anden gård for at tjene. Han var måske ikke klar over graviditeten.
Kvinden var ilde stedt
Hvis kvinden kom fra fattige kår, og hendes nærmeste familie ikke kunne hjælpe hende hverken økonomisk eller med pleje, var hun ilde stedt. Også i begyndelsen af 1900 – tallet forekom der mange barnemord.
Liget kunne anbringes i en kuffert. De små mennesker blev også fundet døde i Christianshavns Kanal og endda i Ladegårdsåen. De blev kvalt og skaffet bort eller klemt så hårdt, at de ikke kunne få luft.
Der var da også kvinder, som fødte børnene på hospitalet og gav dem til plejeforældre eller børnehjem.
Sagen om Johanne Marie Andrea
Johanne Marie Andrea er født i 1880 i Aarhus. Hendes ansigt udtrykker vrede, trods og ulykke. I fængslets protokol står der om hendes ulykkelige liv:
Moderen har to gange været på Aarhus Sindssygeanstalt. En broder, der også er sindssyg var anbragt i fremmed pleje til det niende år. Derefter blev han anbragt på Holsteinsminde Opdragelsesanstalt efter at have fået sin første straf. Var her til sit 17. og har siden tjent i Haderslev i to år og endelig de sidste år i Aarhus.
Har kort efter fødslen dræbt sit uægte barn ved at trykke det så fast ind til sit bryst, at det kvaltes. Endvidere forsøgt at fordrive fostret.
Hun ankom til Kvindefængslet 22. maj 1901. Hun var idømt fire års forbedringshusstraf for barnemord. Moderen havde fået dom for ”Forargeligt samliv” og faderen var tvangsindlagt til behandling for syfilis.
De hutlede sig igennem dagen og vejen ved betleri, bedrageri og tiggeri. Det blev også Johannes hverdag.
Sagen om Ane Marie Nielsen
I 1843 tog pigen Ane Cathrine Jørgensen hjem til sine forældre, husmand Jørgen Hansen og hustru Karen Nielsdatter i Agedrup Sogn ved Odense. Her fødte hun den 16. marts en uægte datter Ane Marie Nielsen. Pigen blev efterladt som plejebarn hos sin bedsteforældre, så den unge mor selv kunne tage ud at tjene. Men fordi bedsteforældrene blev skilt, inden Ane Marie blev voksen, kom hun i stedet til at bo hos og blive forsørget af sin morbroder.
Da Ane Marie Nielsen blev en ung kvinde, kom hun til at gå i sin mors fodspor. Som 21-årig blev hun således gravid uden at være i forhold til faderen, og hun besluttede at skjule sin graviditet, når det var født.
Den anden maj 1864 følte Ane Marie Nielsen sig dårlig, imens hun var i gang med noget bryggearbejde. Hun gik ud på toilettet. Idet hun satte sig faldt barnet ud fra hendes liv og landede på gulvet.
I politiprotokollen står således:
Da hun en dag klagede over ikke at være rigtig rask, men samtidig nægtede at have født et barn, blev der sendt bud efter en jordemoder, der efterfølgende kunne konstatere, at Ane Marie Nielsen netop havde født et barn. Derefter indrømmede den unge tjenestepige og fortalte også, at hun havde gemt barnet i et skab på sit kammer, hvor hun senere ville hente det og begrave det rigtigt.
Ane Marie Nielsen angav selv som årsag til sin forbrydelse, at hun havde frygtet ikke at få lov til at komme hjem til sin morbroder, som hun var vokset op hos.
Dommen, som den unge pige blev idømt, lød som følger:
Ane Marie Nielsen blev dog ikke halshugget, men fik en mildere fængselsstraf for sin forbrydelse.
Druknet i en natpotte
Ja vi hører om spædbørn, der er druknet i en natpotte. Bagefter er de små lig pakket ind og anbragt i kommodeskuffer, gravet ned under hønsehuse, smidt ud af vinduet til hundene eller kastet i ajlebeholdere på landet.
Det er et grumt kapitel af danmarkshistorien. Det var tiden inden fri abort. Det er en barsk historie om de svageste, de mest hjælpeløse og uskyldige, man kan forestille sig – de nyfødte. Men kvinderne var alene, desperate og ulykkelige, når de mere eller mindre aktivt foretog det ultimative valg.
Fra 1900 – 1920 – Måske 1.000 barnemordere
Jordemoderen havde anmelderpligt. Fra 1900 og 20 år frem blev 318 kvinder dømt for barnemord eller uforsvarlig fødsel og omgang med deres barn. Men masser af barnefødsler er slet ikke blevet opdaget, så antallet af barnemord er sikkert op til tre gange højere.
Ofte var kvinderne fattige og socialt belastede eller direkte uvidende om deres graviditet.
Fra afstumpethed til medlidenhed
I de første årtier af 1900-tallet blev barnemoderskerne betragtet som onde afstumpede umennesker, der skulle straffes. Avisartiklerne dengang var fordømmende. Men i takt med tidens voksende opmærksomhed om sociale forhold begynder journalisterne op gennem århundredet at leve sig ind i kvindernes ulykkelige situation.
Kogejomfruen fra Karise
En af datidens gruopvækkende forbrydelser begået af ”Kogejomfruen fra Karise” er i 1926 – aviserne beskrevet med en vis medlidenhed.
Kogejomfru Marthalene Jensine Larsen brugte barnemord som en form for prævention og slog fem spædbørn ihjel på ni år.
Men i retsreferaterne i Haslev Avis er sympatien hos den ulykkelige kvinde. Reporteren godter sig over, at fædrene må i gabestokken som vidner, og da den femdobbelte barnemodersker føres ind, spørger journalisten sig selv og læserne om denne kvinde med:
Også forsvareren minder retten om den situation:
Det hjalp ikke Marthalene, der blev idømt 12 års tugthusarbejde.
Stakkels børn
I mange tilfælde måtte fattigforsorgen i kvindens hjemsogn overtage forpligtelsen for det uægte barn. Mens kvinden atter blev sendt ud for at tjene, blev barnet sat i pleje hos andre familier. Her levede børnene ikke noget misundelsesværdigt liv. Nu var det sådan, at et plejebarn gik ofte til den familie, der skulle have færrest penge for at tage det i pleje. Her kunne barnet bruges som arbejdskraft allerede fra seksårs – alderen. Aftagere af sådant et plejebarn var ofte daglejere eller ældre ægtepar, der ikke mere havde kræfter til at drive deres eget lille husmandssted.
Cirka 4 års fængsel for barnemord
Den nyeste straffelov fra 1933 med senere ændringer, som vi bruger i dag, har et formidlende syn på barnedrab med fængsel op til fire år. Vi ved godt i dag, at når en mor udfører den slags forfærdelige handlinger, er det udtryk for svære sociale og psykiske problemer kun en kvinde i nød vil handle sådan.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Her på www.dengang.dk kan du også læse:
September 25, 2018
Knivsbjerg – nord for Aabenraa (udgave 2018)
Vi har ny skrevet artiklen om Knivsbjerg. Dette er stadig Det Tyske Mindretals samlingssted. Men i mange år blev stedet overvåget af Dansk Politi. Man overvågede Mindretallet i mange år efter krigen. Her er også mindesmærker for de faldne. Og det er ikke helt uden problemer. Her blev det også efter krigen udøvet sabotage mod Bismarck – monumentet. Det Tyske Mindretal mente ikke, at de danske myndigheder var særlig aktive for at få opklaret dette.
Forsøgte at købe Knivsbjerg tilbage
Knudsbjerg var engang et tingsted. Og man mener også, at det har været et kulturcenter og et offersted.
Efter et stormøde den 16. juli 1893, mødtes hjemmetyskere fra Aabenraa, Løjt og Hoptrup for at købe Knivsbjerg til fremtidige møder. To tysksindede bønder gik til bakkens ejer, der var dansk, og købte stedet for 6.700 mark. De fortalte ikke rigtig, hvad de ville bruge den til. Og det hele blev sat i gang af pastor Jessen i Sønder Vilstrup.
Da man fra dansk side, hørte, at de ville oprette en Germania-statue, forsøgte man, at købe marken tilbage, men så var det for sent.
Lidt syd for Hoptrup og ca. 10 kilometer nord for Aabenraa ligger Knivsbjerg. Det rager ganske godt op i vejret – 97 meter. Siden 1893 har det været ejet af Knivsbjerg-selskabet.
Fra 1894 blev de årlige tyske fester fejret her. Her besluttede man så at rejse et nationalt mindesmærke for ”Hertugdømmernes befrier”, Otto Bismarck. Det var ham, der var skyld i, at Sønderjylland var tysk fra 1864 – 1920.
Ved indvielsesmødet den 15. juli 1894 var der 6.000 deltagere. Der blev hejst en 25 meter flagstang med et ti meter langt flag skænket af Michael Jebsen. Fra de tysksindedes side foreslog man, at bakken skulle hedde Wilhelmhöhe, men det slog aldrig an.
Åbenbart har man fundet inspiration fra Skamlingsbanken, som siden 1843 var blevet brugt til lignende nationale formål med modsat fortegn.
Ved indvielse af Knivsbjerg blev der udtalt følgende af Landråd Schwartz:
Indsamling til Bismarck – statue
Man foretog en indsamling, og hos rederen Michael Jebsen og hans familie fik man et større beløb. Man fik samlet cirka 10.000 mark. Grundstenen blev lagt i 1895. Men først i 1901 blev det berømte Bismarck-tårn indviet. Da var Bismarck blevet fyret af Kejser Wilhelm den Anden.
Dette var Bismarck ikke særlig tilfreds med. Fra hans gods Friederichsruh skrev han mange barske udfald mod regeringen gennem Hamburger Nachrichten. Og han nåede slet ikke, at se sit tårn, der ragede 46 meter i vejret. Han døde i 1898.
Hele anlægget kom til at koste 170.000 Mark. De fleste af disse penge, blev betalt af redder, Michael Jebsen. Den resterende del af pengene blev samlet rundt omkring i provinsen. Monumentet på Knivsbjerg blev kåret som den næstbedste af samtlige Bismarck-monumenter. Og dem var der sandelig mange af.
Jebsen – et stort firma
På verdensplan har Jebsen og Co 6.500 ansatte. Michael Jebsen etablerede sig som selvstændig redder på Skibbroen i Aabenraa i 1882. Allerede i 1897 ejede han 14 dampskibe. Ved første verdenskrigs begyndelse i 1914 blev Michael Jebsen interneret af englænderne. Først i 1919 kunne han vende tilbage til Aabenraa og genoptage virksomheden.
Monumentet af Bismarck bestod af blandt andet to gange seks meter brede tapper med 30 trin. Og så kunne man i midten komme op på den øverste etage, men det krævede yderligere 20 trin.
Man kan altid diskutere, hvor flot bygningsværket tog sig ud. Det var bygget i den rigtige tyske gotiske og kraftbare stil. Udvendig var det beklædt med granit. I en niche var der anbragt en syv meter høj statue af Bismarck. På monumentet var der anbragt et citat af Bismarck:
Under statuen stod ”Up ewig ungedeelt” (for evig uddelt). Og her menes selvfølgelig Slesvig Holsten. Og det sigtes sikkert mod Ribe-brevet.
Bürschenschaft Alamania forsøgte, at opstille 300 statuer af Bismarck overalt i Tyskland. Man anbefalede, at der skulle bruges tysk granit. Dog mente man ikke, at prisen skulle overstige 20.000 kr.
Det blev til 250 statuer af Bismarck. De blev bygget i forskellige stilarter i forskellige kontinenter. Der står endnu 175 tilbage, heraf otte stk. i Slesvig Holsten.
Den sidste forsamling fandt sted på Knivsbjerg den 11. maj 1919, inden Sønderjyllands afståelse til Danmark. Den 4. juli blev Bismarck statuen afmonteret og fragtet til Rendsborg. Man blev nødt til at save hovedet over, for at der kunne være plads. Brütt’ s mesterværk blev den 30. august 1930 transporteret til Hütten Sogn og opstillet i Aschberg.
Knivsbjergtårnet sprængt
Den 16. august 1945 kunne man i Danevirke læse følgende overskrift:
Bladet kunne endvidere fortælle, at tårnet kun var en ruinhob, og at ingen mennesker var kommet til skade. Eksplosionen foregik ved 3-tiden om natten. Den tyske militærbelægning, der lå i en barak tæt på, var klokken 3.10 blevet advaret. Fem minutter efter lød der et ordentligt brag. Man anslog, at 40 sabotører havde anvendt 850 kg sprængstof.
I området opholdt der sig 150 tyske flygtninge og 75 soldater. Man skulle også nå at advare gårde og huse i området. Vinduerne skulle åbnes og al trafik på hovedvej 10 skulle stoppes.
Modstandsbevægelsen foretog sprængingen lige inden, de skulle aflevere deres våben og sprængstoffer til politiet. Hærværket blev aldrig opklaret. Det tyske mindretal mente, at politiet ikke gjorde nok ud af opklaringen. Og det har de nok heller ikke helt uret i.
Nu er det hele vel ikke så hemmeligt mere. For i bogen ”Kvinderns modstandskamp fortæller den dengang 27 – årige Ulla Kunøe, at hun var at være eneste kvinde, blandt 40 sabotører. Hun har offentliggjort et dokument, hvor det afsløres, at hun var med ved sprængningen.
Deltagerne var ”tyskerklippet”
Knivsbjerg-festerne blev genoptaget i juni 1947. Dette vakte stor modstand i de danske kredse. Natten til ugedagen, hvor festen skulle afholdes, blev der udført to sprængninger på Knivsbjerg. Der blev opsat skilte med dødningehoveder og med teksten ”Livets Landminer er udlagt” I mange år blev møderne kontrolleret af politiet. I en rapport fra 1947 skriver de:
Æreslunden skiftede til mindesmærke
Fra 1955 fandt politiet ikke officielt anledning mere til at holde øje med Knivsbjerg-festen. I 1955-956 betalte den danske stat for oprydningen ved Knivsbjerg. Tårnet blev aldrig genopført, men blev dækket med jord. Tilbage står kun en nøgtern indskrift om sprængningen.
I 1969 bragte Danmarks Radio en radioudsendelse om sprængningen. En hvis hr. Frandsen kunne fortælle om episoden. Han fortalte blandt om, at tyske soldater havde skudt efter sabotørerne.
Æreslunden (Ehrenhain) for faldne sønderjyder i tysk tjeneste blev indviet i 1962 med massiv opbakning. Modsat æreslunden for de faldne i Første Verdenskrig blev de faldne fra Anden Verdenskrig alle forsynet med navne.
Man var dengang af den opfattelse, at de faldne skulle æres, da de jo havde kæmpet en ærefuld kamp og på ærefuld vis havde ofret livet. At man havde kæmpet for et menneskeforagtende og forbryderisk system er noget andet. Tusindvis af danskere, der ikke havde noget at gøre med det tyske mindretal gjorde det samme.
I 1990 så en kvindelig besøgende på Knivsbjerg til sin forfærdelse på en af tavlerne navnet på en mand, der under Gestapo-forhør havde tortureret hendes broder. Manden var på grund af sine handlinger blevet dømt til døden og henrettet i 1948.
Den person, hvis navn forekom på stenen var en af de danske Gestapo-folk, der havde for vane at torturere og mishandle tilfangetagende modstandsfolk på Staldgården i Kolding.
I 2010 blev to navne fjernet, da det viste sig, at de var blevet henrettet af britiske myndigheder i Tyskland for grove krigsforbrydelser.
Lysten til at fjerne denne og andre tvivlsomme personer var nu ikke så stor dengang. Det viste sig, at flere havde begået krigsforbrydelser og gjort tjeneste i koncentrationslejre.
På det traditionelle årsmøde i Sankelmark havde fire medlemmer af det tyske mindretal nogle meget personlige indlæg, hvor de gjorde op med den træge holdning til den nazistiske fortid. Årsagen har sikkert været udgivelsen af Henrik Skov Kristensen’ s bog, Straffelejren. Her bliver retsopgøret med mindretallet detaljeret behandlet. Der kom et forslag om, at Ehrenhain (æreslund) blev ændret til Gedenkstätte (mindelund).
Det var ikke en let beslutning. En del pårørende til de faldne og tidligere frontsoldater var imod denne navneændring. Hos dem vejede forestillingen om en ærefuld indsats stadig tungt. Men trods uoverensstemmelser blev navnet ændret på mindretallets 50-årsdag den 18. august 2012.
Der kommer måske flere?
Seks af navnene er senere blev fjernet med en vinkelsliber. De to af dem, var belastet af deres gerninger efter krigen. To af dem døde reelt først efter krigen, hvor de blev henrettet i forbindelse med retsopgøret.
Men helt let er det ikke. Snart viste det sig, at en person fra Holbøl havde gjort tjeneste i køkkenet i Kz-lejren Dachau. Fra det tyske mindretals side var man afventende for at se, om vedkommende havde gjort nogle strafbare handlinger. Han har under alle omstændigheder set og deltaget i ”Vernichtung durch Lebensverhältnisse” (tilintetgørelse på grund af livsforhold).
Kz-fanger skulle gå til grunde ved udhungring, epidemier, de skulle bryde sammen og knækkes på grund af sult eller byrden af det vanskeligst tænkelige fysiske arbejde. Derfor må denne mand fra Holbøl også gøres medskyldig.
Og det er desværre nok ikke den sidste sag. Vi har i vores undersøgelser i Dibbernhaus-kartoteket også set personer desertere fra Buchenwald og andre steder. De havde fået nok. Og nu blev de eftersøgt. Viste de sig igen, ja så ventede det dem en hård dom. Det har vi også set eksempler på.
Men det ser ud som tysk retspraksis er ændret i sagerne fra de tyske koncentrationslejre. Med andre ord, bare tilstedeværelsen i en koncentrationslejr er kriminel.
83 familier har ikke ønsket at deres efterladte skulle mindes på Knivsbjerg. Og de 5.000 faldne fra Første Verdenskrig mindes som skrevet kollektivt uden navneangivelse.
Tilfældigheder afgjorde om man bliv vagter
Fordi man boede i Danmark, var det svært at komme i den tyske værnemagt. Det var væsentlig lettere at komme i SS. Og det var jo netop dem, der stod for organisationen af udryddelseslejrene. I mange tilfælde var det tilfældigheder, der gjorde, at man endte som vagter i lejrene.
Mange fra det tyske mindretal blev sendt til SS Totenkopf. Men som Dennis Larsen beskriver i sin fortræffelige bog ”Fortrængt grusomhed” var der ingen forskel på, hvordan etniske danskere og medlemmer af det tyske mindretal optrådte i lejrene.
Forfatteren siger også meget rammende, at medlemmer af det tyske mindretal følte sig som offer efter krigen, men mange af dem var også gerningsmænd. Men inden vi nu går i selvsving i forargelse, så må man sige, at de etnisk danske, der gjorde tjeneste i lejrene fik meget lidt opmærksomhed i retsopgøret efter krigen. De fleste gik fri.
Nu skulle man tro, at man på Knivsbjerg er ligeglade med, hvem der bliver mindet, men sådan forholder det sig ikke. Allerede i 1993 blev alle navne sendt til Rigspolitiet for at blive undersøgt og herfra havde man ikke hørt noget.
Der Nordschleswiger ville have Bismarck tilbage
I 2010 vakte det langt fra begejstring alle steder, da Der Nordschleswiger–det tyske mindretals blad, forslog, at der skulle oprettes et mindesmærke for selve Bismarck i Danmark.
Efter offentliggørelse af Kong Christian den Niendes breve, hvori kongen tilbyder Danmark som medlem og provins af de tyske forbund (Deutscher Bund) efter 1864, må den danske historie også omskrives vedrørende Bismarck, mente avisen i en leder. Den tyske rigskansler var mere end et århundrede forhadt i Danmark på grund af hans politik. Åbenbart modsatte Bismarck sig personligt planen om, at Danmark skulle ende som en provins i Deutscher Bund.
Og i Der Nordschleswiger blev der udtalt, at efter, at tårnet var bortsprængt på Knivsbjerg, kunne man overveje at få Bismarck tilbage i lighed med Isted-løven!
Men det var her på Knivsbjerg, vi kom nogle gange. Vores søn Peter Rasmus gik som allerede nævnt i tysk skole i Padborg. Han var ikke så gammel, dengang vi gik forbi alle mindeplader. Min kone og mig gik lidt foran. Pludselig råbte Rasmus:
Bagefter os gik formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger. Han så ud til at have et lidt anstrengt smil.
Masser af aktiviteter
Der sker masser af aktiviteter på Knivsbjerg af mange forskellige karakterer. Og her møder man ikke kun medlemmer af det tyske mindretal. Og den årlige årsfest er her stadig med en masse deltagere inden for forskellige sportsgrene og publikum møder stadig op i tusindtal.
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 142 artikler om det gamle Aabenraa og omegn. Du kan også finde 258 artikler om Besættelsestiden (før/nu/efter)
September 24, 2018
Kommunisterne i Horserødlejren
Fangerne havde fået et tilsagn om, at de ville blive løsladt. Men det var åbenbart et usikker tilsagn. Værnemagten kendte for lidt til stedet. Derfor kunne 95 flygte fra stedet. Myndighederne hjalp ikke. Chancen blev forpasset for resten. De måtte lide halvanden år i Stutthof. Dansk Røde kors og udenrigsministeriet ville ikke hjælpe 2De Røde Enker”. Senere måtte svensk Røde kors træde til. Politikerne forholdt sig tavse. Kommunisterne var ikke så højt prioriteret som jøderne. Scavenius: ”Vi skal ikke provokere tyskerne unødvendig”. Man vil ikke ødelægge forholdet til tyskerne heller ikke efter 29. august 1943. Thune Jacobsen, justitsminister: ”En reaktion med den tungeste vægt ville forekomme fra tyskerne” Der forekom urigtige oplysninger fra justitsministeren efter besættelsestiden.
Et usikker tilsagn
I lejrens uofficielle ledelse mente man, at have et tilsagn fra justitsminister Thune Larsen, om at få et varsel i tide, hvis tyskerne virkelig skulle overtage magten. Et varsel, der kunne gøre det muligt for de internerede at slippe væk i tide. Men der var intet aftalt om en nærmere udformning af advarslen. Værre var, at de indsatte opfattede det som et reelt løfte.
Værnemagten kendte for lidt til stedet
Den 28. august 1943 var man i Horserød lige så alarmeret som man var mange steder i København. Det gjaldt også fængselsbetjentenes kreds. De var efterhånden alle indstillet på ikke at løsne et skud, hvis et tysk overfald skulle gøre en hastig fangeflugt nødvendig.
Det gik delvis godt den 29. august. Og det skyldtes ene og alene fejl og misforståelse hos de tyske specialtropper, der var sat ind for at klare magtovertagelsen.
Det var et imponerende opbud af panserbiler og transportkøretøjer, der natten mellem den 28. og 29. kl. 3.00 skulle bruges til at storme lejren. Om nødvendig skulle det danske fængselsvæsen uskadeliggøres.
Men den tyske major, der stod i spidsen for aktionen, gjorde i mørket og regnen den fejl at tro, at den nye lejr og administrationsbarakken syd for landevejen rummede hele Horserødlejren.
Martin gik i seng igen
Til den gamle officerslejr hvor alle de ”rigtige” kommunister boede, havde man intet kendskab. Da klokken var 2.00 havde hverken den gamle eller den nye lejr fået et vink om flugt fra de danske myndigheder i København.
Der har senere været tale om misforståelser, men i en så alvorlig sag skulle der ikke være mulighed for misforståelser. Hvorfor var de ikke blevet advaret?
Ved 2 – tiden klatrede en våd og muddertilsølet dansk færdselsbetjent ind ad Martin Nielsens vindue og sagde:
Men den korrekte Martin Nielsen afslog at flygte eller alarmere sine kollegaer i den ”nye lejr”. Han havde ikke fået en officiel varsel som lovet. Han lagde sig tilbage i sin seng.
Chancen var forpasset
En time efter var lejren besat af et betydeligt antal trænede tyske soldater med en rabiat råbende officer i spidsen. Enhver chance for de 145 mand i Martin Nielsens lejr var forpasset. Vidste de havde vidst, hvad der ventede dem, havde de sikkert flygtet.
Men oppe i den gamle kommunistlejr skete der ingenting. Så gik det op for ledelsen derover, at de formentlig havde en uventet og uvarslet chancefor at slippe ud, hvis de handlede hurtigt og beslutsomt.
Planer blev iværksat
De planer, der var udtænkt i forvejen blev nu pludselig iværksat. Badeliste fra toiletrummene, omlavet til stiger blev stillet op af pigtrådshegnet bag barak K. Samtidig blev nogle madrasser smidt op på det næsten vandrette pigtrådshegn og dannede derved en slags bro over pigtråden.
De første, der gik over stillede også stiger på ydersiden, og snart gik det fuldstændig på tælling. 95 mand – det var næsten alle – kom over i løbet af mindre end en time. Selv lejrens eneste mand med træben kom over.
Man flygtede syd på
Han overnattede i et træ og kom videre den næste dag. Alle var instrueret om denne gang at løbe mod syd for oppe på landevejen mod nord holdt jo hele det tyske materiel med bevogtningsmandskab.
Skønt der ingen biler holdt til at lette flugten og skønt at det var svært at finde vej til København, når man ville undgå landevejen. Skønt kommunist-flygtninge ville få en kold skulder af lokalbefolkningen foreligger der ingen beretninger om, at nogen af de 95 fangere blev pågrebet.
Betjentene måtte forlade området
Fangerne måtte selv tage affære. De blev svigtet af justitsministeren. Den næste formiddag ankom den særdeles rasende general Haneken og skældte de danske fængselsbetjente ud for deres totale svigt. Det var en grim sag at skulle indberette til Berlin.
Betjentene fik at vide, at de skulle forsvinde fra lejren. Med alt deres habengut med det samme. Nu overtog tyskerne hele Horserødlejren. De 145 tilbageværende fik besked om, at gøre den forladte afdeling rent.
Halvanden års rædsler i Stutthof
Specialtropperne blev snart udskiftet med ældre soldater på orlov fra Rusland. Og den 3. oktober blev de 143 kommunister fra Horserødlejren sendt til et for dem ukendt sted med 207 danske jøder fra Langelinie. De blev anbragt i lastrummet på et skib ved navn Wartheland.
Men de oplevede 1 ½ års rædsler i Stutthof. 6 var døde i lejren. 10 var segnet om på landevejen eller skudt på dødsmarchen for at undgå russerne. Desuden døde 6 kort efter hjemkomsten. Men det kunne have gået meget værre, hvis det ikke lige havde været for ”De Røde Enker”.
Den officielle debat efter besættelsen gik på, at man befriede kommunisterne for en værre skæbne i Tyskland. Den holder hvis ikke.
Dansk Røde Kors ville ikke hjælpe
”De Røde enker” gik først til Dansk Røde Kors. De henvendte sig til den daværende direktør Helmer Rosting, der kom med et kategorisk nej. Dansk Røde Kors kunne ikke hjælpe politiske fanger.
Nu var denne Helmer Rosting særdeles tyskervenlig. Han var flere gange nævnt som udenrigsminister i en tysk ministerliste med Frits Clausen som statsminister.
Udenrigsministeriet ville heller ikke hjælpe
”De Røde enker” gik videre til udenrigsministeriet. Men de hævdede, at de ikke anede, hvor kommunisterne var blevet sendt hen. Men det var ganske ukorrekt. Udenrigsministeriet havde tætte forbindelser til den tyske topledelse på Dagmarhus.
Men endelige kom de igennem hos Socialministeriet, der gennem Dansk Røde Kors fik sendt pakker af sted. Men det var imod Helmer Rostings vilje.
Datidens LO (DSK) advarede mod ”De Røde Enker”
Mange af kommunisterne havde været fagorganiserede arbejdere, nogle endda fagforeningsleder. Men det fik ikke datidens LO – ledelse. Tværtimod udsendte den daværende LO – formand, den markante socialdemokrat Ejler Jensenet brev til alle fagforeninger, hvor han advarede mod ”denne selvbestaltede komite”, som kunne skade det arbejde fagbevægelsens ledelse havde gjort for at hjælpe fangerne.
Da kvinderne senere spurgte Ejler Jensen, hvad man havde gjort for at hjælpe deres mænd, hævdede han, at der var sendt et større beløb fra den danske fagbevægelse til Stutthof – lejren. Det viste sig, at man i alt havde sendt 150 kr.
Svensk Røde Kors gjorde det lang hurtigere
I 1944 gik det trægt med forsendelsen. Det var som om, at Dansk Røde Kors prøvede på at sabotere forsendelsen. Men nu gik ”De Røde Enker” så til Svensk Røde Kors, som straks sendte adskillige pakker til de danske fanger.
”De Røde Enker” fik en gallamiddag, som Udenrigsministeriet var vært for i 1946, men en egentlig officiel tak har de aldrig fået for deres arbejde.
Ingen myndigheder hjalp de 95 på flugt
Nu er det der står i Hartvig Frisch behandling af sagen nok ikke helt korrekt. Den Parlamentariske Kommission behandlede sagen i efteråret 1946. Her kulegravede de problemet med, hvorfor myndighederne ikke hjalp de indsatte. Her kom det første egentlige kildemateriale på bordet.
I Hartvig Frisch omtale tildeles den danske regering ikke et særligt ansvar over for kommunisterne.
Ifølge Den Parlamentariske Kommission var løftet til de internerede givet af underordnede embedsmænd, nemlig de menige betjente i Horserød, lejrchefen og andre.
Nu skyldtes de 95 kommunisters flugt på ingen måde medvirken fra myndighedernes side eller politikernes fortjeneste. Men det skete alene, fordi værnemagten ikke kendte forholdene omkring Horserød.
De lovede at holde sig i ro
Nu kunne alle kommunister sagtens være flygtet, men lejrledelsen holdt dem tilbage. Dette skyldtes i henhold til kommunisternes egne oplysninger, at man havde lovet lejrchefen at holde sig i ro. Dette kunne ødelægger forhandlingssituationen med tyskerne. Men dette løfte var vel ikke gældende om aftenen, da krisen var bekendt også over for de indsatte. Således var telekommunikationen til Sverige blevet afbrudt.
Lejrchefen Gjerstrup forsøgte forgæves at få politikerne i tale, om han måtte åbne portene for kommunisterne. Han fik telefonisk kontakt med fængselsdirektør Tetens. Denne kunne fortælle, at forhandlingerne med tyskerne endnu ikke var afbrudt. Gjerstrup ville få besked, men det fik han aldrig. Lejrchefen var oppe hele natten for at afvente telefonbesked fra København.
Gennem Duckwitz og telefonaflytning vidste man, at der var masser af aktivitet blandt de tyske tropper på kasernerne.
Klokken 22 forlød det fra Dagmarhus, at der kom en vigtig besked i løbet af natten.
Politikerne forholdt sig tavse
Men politikerne forholdt sig tavse. Carl Madsen, der selv slap væk natten den 29. hævdede senere, at dette skyldtes en kynisk handel mellem regeringen og tyskerne, hvor kommunisterne var betalingen for at samarbejdspolitikken kunne fortsætte. Men der foreligger dog ikke dokumentation for dette, og mon ikke det lige er ret meget efterrationaliseret.
Vilhelm Buhl, der var formand for samarbejdsudvalget forklarede til den Parlamentariske Kommission, at han havde haft så meget at gøre om lørdagen, at han glemte kommunisterne i Horserød.
Kommunisterne var ikke så højt prioriteret
Åbenbart var disse kommunister ikke så højt prioriteret mål for de danske beslutningstagere i hvert fald ikke for kollaborationens overlevelsesstrategi. Det sidste ministermøde om lørdagen kl. 16, hvor kommunistspørgsmålet var oppe at vende. Hverken Gunnar Larsen, Kofoed eller Holbøll nævner kommunisterne i deres samtidige optegnelser. Noget tyder på, at behandlingen af emnet var meget overfladisk.
Udenrigsministeriets direktør, Niels Svenningsen erklærede senere over for den Parlamentariske Kommission, at der blev sagt noget i retning af, ”Og hvad så med kommunisterne i Horserød? Det var nok ikke alle, der hørte bemærkningen. Der gav ikke anledning til debat af nogen art.
Scavenius: ikke provokere tyskerne unødvendigt
Eivind Larsen, departementschef havde prikket sin høje chef, justitsminister Thune Jacobsen i siden, fro at få ham til at tage sagen op.
Selv hævdede Thune Jacobsen efter krigen, at den konservative Halfdan Hendriksen havde sagt, at sådan et spørgsmål kunne man ikke rejse der. Også Gunnar Larsen skal have vinket afværgende.
Scavenius sagde vist ikke noget, men protesterede ikke, da justitsministeren efter krigen tog ham til indtægt for sit synspunkt, der klart var dette:
Man ville ikke ødelægge forholdet til tyskerne
Nogen seriøs vilje til at diskutere kommunisterne var der i hvert fald ikke til stede – en desinteresse som Thune Jacobsen formentlig ikke med urette opfattede som udtryk for at ministrene ikke ønskede lejren åbent før tyskerne rykkede ind.
Thune Jacobsen: En reaktion med den tungeste vægt
Thune Jacobsen sagde det befriende ligefrem i en situation hvor han har haft god grund til at skubbe skylden over på andre, nemlig over for den Parlamentariske Kommission, at:
Urigtige oplysninger af justitsministeren
Thune Jacobsen foretog sig altså helt bevidst intet og var ved tilbagekomsten til Justitsministeriet lukket af for alle andre spørgsmål end sine egne karriereproblemer. Ganske vist hævdede han senere at have givet ordre til, at Horserød – betjentene ikke måtte skyde, hvis kommunisterne stak af. Men dette benægtes af samtlige implicerede.
Ministrene, der havde indsigten, var klart imod at provokere tyskerne til at bryde alle broerne for en fortsat kollaboration. Man mente heller ikke, at man skulle sætte sig til modværge mod tyskerne.
At der så alligevel kom til kamp den 28. og 29. august, skyldtes at værnscheferne saboterede forsvarsministerens ordre.
Man prioriterede ikke kommunisterne så højt som jøderne
Politikerne, der stod for beslutningerne prioriterede kommunistspørgsmålet lavt og skød det derfor til side. For det ville være vanskeligt at bortforklare, at både socialdemokrater og konservative kunne have meddelt situationens alvor for lejrchef Gjerstrup. Om de havde prioriteret kommunisternes redning lige så højt, som de gjorde en måned senere med jødernes.
Således havde den socialdemokratiske indercirkel en direkte og varm linje til Gjerstrup i Horserødlejren, men den blev aldrig brugt for at hjælpe kommunisterne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 258 artikler fra besættelseshistorien herunder:
September 24, 2018
Jægersborggade – Før og Nu og Altid
Dengang var der også et rigt handelsliv på Jægersborggade. Men i dag fungerer det lidt anderledes. Nu vil man kun have iværksættere med originale ideer. Det vil sige, man vil godt have en købmand og en grønthandler. Man er i den heldige situation, man selv kan vælge. Her er skævt og anderledes. Man har måttet dele pladsen med pushere, der ikke var helt tilfredse med udviklingen. Her i gaden har der været rockere, bandekrig, massemordere, voldtægtsforbrydere, sygepiger, bedragere m.m. Her var decideret slum. I dag er der tre års ventetid, for at komme ind i A/B Jæger. Ja og hertil bliver krydstogtsturister fragtet til for at se en helt unik gade med helt anderledes butikker.
Nørrebros mest spændende gade
Man kan ikke mere finde pushere på gaden. Det var før let at købe en pose her. Men du skal nu ikke gå så lang for at finde forhandlere af dette. Men faktisk er Jægersborggade nok Nørrebros mest spændende gade.
Her er plads til sjove og lidt skæve butikker. Man fornemmer, at der er et meget stærkt sammenhold. Både A/B Jæger og butikkerne søger efter at få skabt resultater.
Informateket
Ja vi var nogle, der var med fra starten. Sådan da. Vi sad i Informateket i Stefansgade i Erhvervs – og Beskæftigelsesudvalget og fulgte alle projekter i forbindelse med Kvarterløft Nørrebro Park Kvarterløft.
Indvielsen af Informateket foregik af overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. Han indledte med:
Dengang kunne man levere stikord til overborgmesteren, når han kom på besøg. Og disse stikord havde ”Den Gamle Redaktør” her skrevet. Og jeg havde bestemt ikke skrevet Vesterbro.
Butikker i pulterrum
I de tidligere pulterrum på Jægersborggade er der nu indrettet 40 specialbutikker og madsteder. Utroligt for efter Anden Verdenskrig var alle butikker bukket under.
Her er der butikker fyldt med kaffe, vin, tøj og lækre ting til krop og sjæl. Her er designere, fotografer, musikelskere og kunstnere. Hele tiden dukker nye spisesteder og gallerier op. Ja nu kan man sågar byde på Verdens første Grødcafé.
Man forstår at holde sammen
Og så er man også god til PR. Man er god til at gøre opmærksom på sig selv, og medierne sluger det råt. Hver anden lørdag fra april til oktober var der Laid Back Hunting. Man havde også begrebet Late Night Hunting. Begge begivenheder bød på overraskelser med live musik med mere. Farmer market, Loppemarked, Fælles julearrangementer, ja man forstår det på Jægersborggade. Sammenhold mellem butikker bærer frugt. Det er der nogen, der kan lære af.
Storheds – og nedgangstider
Gaden har haft storheds – og nedgangstider. Den har rummet op til flere mordere. Og meget overraskende har gaden også tidligere været en af Nørrebros store handelsgader.
Havremarken
Jægersborggade startede på Havremarkens jorder. På gården blev der avlet tobaksplanter og senere hø. Og kvæget, der græssede her, havde det godt. De fik mask, et affaldsprodukt fra brændevin og øl fremstilling.
Grusvejen blev udbygget
De første spor går tilbage til midten af 1880erne. Her lå en grusvej omkranset af enkelte 1 – 2 etagers bygninger.
I forbindelse med anlæggelse af Nørrebro station i 1886 blev den lille grusvej udbygget, så den kunne klare den øgede trafik.
En chokoladefabrikant
I perioden 1887 – 1888 begyndes to tredjedel af de nuværende bygninger af følgende murere og bygmestre Larsen, Jensen, Hansen, Feldberg og Knop.
Et kompagniskab bestående af murermester og justitsråd Shioldam og chokoladefabrikant Cloëtta overtog bygningerne.
Dansens Hus i Hørsholmsgade rummer en tidligere chokoladefabrik fra 1901 – 54. Da Cloëtta døde i foråret 1897, blev ejerskabet rekonstrueret under navnet Kjøbenhavns Husejerskab. Under dette navn og efter en senere navneforandring til A/S Jægersborggade fortsatte ejerskabet med forskellige ejendomsadministratorer indtil midten af 1960erne.
A/B Victoria
Fra 1888 boede der en urtekræmmer S.J. Andersen i nummer 41. Fra 1899 og en del år frem ejede han fire opgange i gaden. I 1990erne opstod her andelsboligforeningen A/B Victoria.
Et rigt handelsliv – dengang
Kigger man på ældre udgaver af Kraks vejviser, kan man se, at gaden tidligere har været ret så aktiv. Fra 1888 til 1903 var her et særdeles aktivt forretningsliv.
Syngepiger
På hjørnet af Jagtvej/Jægersborggade lå en danserestaurant med syngepiger. I gaden lå også en købmand som ifølge Carlsberg i slutningen af 1990erne var det sted på Nørrebro, hvor der solgtes flest øl i sommermånederne.
500 af de første børn, der blev indskrevet i Dronning Louises Asyl i 1888 boede i Jægersborggade.
Hensynsløst smidt ud
Under lockouten i 1899 blev mange lejere hensynsløst sat på gaden. Det var på det tidspunkt, at Alberti havde store interesser i gaden. Alberti var senere minister og endte sine dage på Nørrebro. Ved Fælledvej blev han kørt over af en sporvogn.
Lav boligstandard
Boligstandarden var utrolig lavt i gaden. Bygningerne var i hast blev opbygget som lejekaserner. Ingen ville flytte ind i de elendige lejligheder. Og efter blot 10 – 15 år måtte lejlighederne moderniseres.
Slumstormere
I marts 1958 bragte Land og Folk en artikel:
44 opgange tilhørende A/S Jægerborggade var sat til salg. Journalisterne havde set en annonce i Berlingske Tidende. Men dette førte ikke til noget salg. Selskabet indgav frivillig konkursbegæring.
Først 10 år efter blev hele herligheden solgt. Det var ikke den store interesse for at flytte ind. I december 1970 var slumstormere på besøg, men de var der kun i tre uger.
Rockerne rykker ind
Andre havde huseret i gaden. Nærmest Stefansgade holdt Galopping Goose til, mens rivalerne Filthy Few holdt til i den anden halvdel. Sidstnævnte holdt dog ikke længe. Galopping Goose blev senere til Hells Angells. Og de er stadig til stede i Jægersborggade.
Sociale tilfælde rykker ind
Fra cirka 1982 til 1993 har der været ca. 4 – 5 administratorer i gaden. Til sidst endte ejerskabet hos storentreprenør Kaj Vilhemsen. Han fik iværksat de første gårdsaneringer. Men virksomheden gik konkurs. Her blev sociale tilfælde placeret.
Beboerne får tilbudt ”gaden”
Ifølge gældende lov blev beboerne tilbudt at købe gaden. Det er de 49 af 59 opgange, der i dag er A/B Jæger. Endvidere findes der i gaden A/B Victoria, A/B Nørreblå og A/B 3’eren.
En badeanstalt
A/B Jæger var en realitet den 24. juni 1993. Den første udfordring var en gennemgribende istandsættelse på 350 millioner kroner.
I 1998 kunne foreningen indvie et beboervaskeri kombineret med et beboerlokale og en beboer – badeanstalt. I dag er der tre års ventetid for at komme ind i A/B Jæger.
Der blev by fornyet til den store guldmedalje. Køkken og bad blev etableret. Brusekabiner blev forbudt.
To mordere
I tidens løb var det ikke kun byens bedste børn, der boede i Jægersborggade. Her boede mindst to mordere.
I Jægersborggade 36 2. sal boede en forladt hustru med to små børn. Hun havde i et stykke tid udlejet et værelse ud til gården til en sømand.
Da hustruen en dag ved 16 – tiden kom hjem fandt hun en 13 – 14 årig pige med tøjet i uorden ligge livløs på køkkengulvet. Hun var død, men liget var stadig varmt. Konen kendte ikke pigen. Politiet på Hillerødgades Station gik straks i gang med undersøgelserne. Snart fandt man frem til pigens identitet og den mistænkte gerningsmand kunne anholdes i Nyhavn.
Massemorderen Dagmar Overby boede en overgang i gaden. Hun tog livet af ca. 25 spædbørn. Hun brændte dem i kakkelovnen. En del af mordene fandt sted i Jægersborggade. På vores side kan du finde tre artikler om Dagmar Overby.
24 sprog i en børnehave
Tænk, at på Nørrebro er 22 pct. af indbyggerne indvandrere eller efterkommere af indvandrere. I nogle børnehaver tales der 24 sprog. Alene i Rantzausgade var der ni kiosker. Ja og så er der plads til Jægersborggade.
Nåh ja, vi har også Elmegade.
De sidder og taler med hinanden
Nørrebro vælter sig i fester og loppemarkeder, og det sker også i Jægersborggade. Ja nabogaden Stefansgade er også ved at udvikle sig med små specialbutikker.
Her er altid masser af mennesker på Jægersborggade. De sidder og taler med hinanden. Og foran de mest berømte forretninger er der ofte kø.
Originale ideer er velkommen
Som en modvægt til kriminaliteten i gaden satte man sig sammen. Cyklerne kom ud af kælderen og iværksættere flyttede ind. Shawarmabarer var bandlyst. Dem var der nok af andre steder. Man ville have fat i folk der have originale ideer. Karamelkogeri lød også bedre.
Farmers Market er rigtig økologi. Det var en succes fra starten. Men når andre rykkede ud på gaden ville ingen købe hash, så det var ikke uden problemer, at nye tider indfandt sig i Jægersborggade.
Skævt og anderledes
Blandt pushere og andre lå her hæderkronede restauranter. Man skulle vende sig til hinanden. Her var skævt og anderledes. Nøjagtig som maden og butikkerne.
Men hashandlerne fik dårligere betingelser. Mange er flyttet. Kunderne til dette, ved godt hvorhen.
Handelslivet – ikke på markedsmekanismer
Iværksætterne henviser til hinanden og A/B Jæger kan udpege dem. Lejekontrakterne er individuelle. På en smart måde styrer foreningen udviklingen i butikssammensætningen.
Men hvad er det i grunden for en gade?
Jægersborggade er en seværdighed. Den kan let udvikle sig til en turistmagnet. Man forsøger at neddrosle det eksklusive. Det må ikke udvikle sig til en dyr gade. De små iværksættere skal have råd til at nedsætte sig her, mener man i A/B Jæger. Handelslivet må ikke fungere på markedspræmisser.
Men hvad sker der for gaden, hvis nu Visit Copenhagen beslutter sig til at føre organiserede turer fra krydstogtskibene ud til Nørrebro?
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 233 artikler fra Det Gamle Nørrebro, herunder:
September 22, 2018
Myterne omkring det sønderjyske kaffebord
Det er nogle spørgsmål, som vi bliver ved med at blive stillet omkring Det Sønderjyske Kaffebord. Det forsøger vi at besvare i den korte artikel. Men bagerst vil du kunne finde en oversigt over mange flere artikler om dette emne plus den sønderjyske mad – og drikkekultur, som du kan finde på dengang.dk. Kaffebordet overskygger andre danske regionale spisevaner. Det prøjsiske spiritusforbud i de danske forsamlingshuse og foreninger satte gang i den. Første verdenskrig satte en stopper for overdådigheden men var også en prøvelse for husmoderens kreativitet. Det er stadig en tradition, og så blev der sunget af ”Den Blå” senere af Højskolesangbogen til kaffebordet. Så skulle der i den grad nødes. Der blev aldrig dyrket så meget sønderjysk kaffebord i byerne. De rige købmands – og kaptajnsfamilier syntes, at det var for bondsk. Der skulle finere ting på bordet.
Overskygger andre danske regionale spisevaner
Ja vi har efterhånden skrevet en del om dette emne. Og vi har også på vores side bragt en del opskrifter. Og endnu engang kommer københavnere hjem for at fortælle, at de har deltaget i det Sønderjyske Kaffebord. Men det er foregået på den måde, at de bare blevet præsenteret for et kæmpe kaffebord med oceaner af kager.
De er egentlig ikke blevet klogere. De ved stadig ikke, hvorfor det sønderjyske kaffebord er så overdådig. Derfor er det med stor glæde, at jeg kan fortælle københavnerne om det. Og det er da blevet en del foredrag om Sønderjysk kaffebord i det københavnske. I den lille artikel har ”Den Gamle Redaktør” sammenfattet nogle af de mest stillede spørgsmål.
Men hvorfor gør turistforeningerne i det sønderjyske ikke mere ud af det. Der er da skrevet en masser af god litteratur om det.
Et ry, der overskygger alt andet
Kaffen vandt indpas omkring 1850 herhjemme. Forskellen til de andre danske kaffeborde er ikke slående. Alligevel har det sønderjyske kaffebord et ry, som helt overskygger andre danske regionale spisevaner. Dette ry skyldes især den specielle, nationale situation. Kaffebordet blev udviklet til overdådighed i den selvstændige bondestand. Disse var kærnen i den danske folkegruppe.
Spiritusforbuddet satte gang i den
Det fælles kaffebord blev på grund af spiritusforbuddet et fænomen, der især blomstrede i danske forsamlingshuse.
Kroerne og gæstgiverierne, hvor den tyske folkegruppe holdt møder, havde ikke spiritusforbud. Derfor vandt det fælles kaffebord aldrig nogen særlig udbredelse der. På grund af dette er mange tilbøjelige til at overse, at kaffebordet med de mange gode kager også var yndet hos de hjemmetyske familier.
Det synes at ske en hvis vekselvirkning mellem kaffebordstraditionen i hjemmene og i forsamlingshusene i tiden 1900 – 1914. De tilrejsende rigsdanskere var med til at opbygge myten om de helt utrolige kaffeborde i Nordslesvig, idet de overførte deres positive oplevelse af folkeånden og kampviljen til at gælde alle sønderjyske fænomener.
En rigsdansker, der opholdt sig i Nordslesvig omkring 1907 – 08 udtrykker det således:
Første Verdenskrig satte en stopper for det overdådige kaffebord
Første verdenskrig medførte en egentlig hungersnød i Sønderjylland ligesom i det øvrige Tyskland. Alle længtes tilbage til de gode gamle tider før krigen. Dengang var der nok at spise. Efter genforeningen tog man de gamle vaner op igen.
Det gjaldt både for dagligkosten og for festmad og kagebagning. Første verdenskrig kom til at betyde en slags kulturel forsinkelse på det kostmæssige område. Derfor blomstrede kaffeborde så kraftig op igen i 1920erne og 30erne.
Lidt af det samme, om end i langt mindre målestok, sker efter besættelsen. Den sidste kulmination nås i 1950erne.
Rundt omkring i Sønderjylland i private hjem dyrkes det næsten ikke mere. Det er dyrt og slet ikke slankende. Kaffebordet lever slet ikke op til vores skønhedsideal.
Stadig en tradition
Siden da har ændrede kostvaner og skønhedsidealer, savnet af billig arbejdskraft og mangel på råvarer af egen produktion gjort det af med ”det fulde kaffebord”
Talrige sønderjyske restauranter servere stadig ”Sønderjyske Kaffeborde” og det samme gør masser af foreninger. Kogebogsudgivelser har selvfølgelig også sønderjysk kaffebord med, når det er lokale bogudgivelser.
Når de kongelige er på besøg, ja så serveres der selvfølgelig også sønderjysk kaffebord. Willy August Lindemann, forfatter født i Flensborg i 1914 lader en 100 – årig fejre sin fødselsdag med 21 forskellige tærter og 21 slags småkager. Og den sønderjyske forfatter, Peter Seeberg født i Skrydstrup 1927 skildrer det sønderjyske kaffebord som et fænomen, der i kvalitet og righoldighed langt overgår det franske køkken.
Der blev sunget til kaffebordet
For mange var det uforglemmeligt, at man sang af højskolesangbogen ved kaffebordene. Det gav en slags dansk fællesskabsfølelse. Og dette fænomen gentog sig i besættelsestiden.
Ved møder i forsamlingshusene blev der sunget af nordslesvigernes egen ”Den Blå”. Også i hjemmene blev der sunget flittigt. Her var ingen gendarmer til stede. Her kunne man så også synge de forbudte sange.
Der skal nødes
Nu virker det sønderjyske kaffebord også overdådig på grund af den særlige serveringsteknik, som stadig fastholdes. Kagefadene bliver sendt rundt i rask rækkefølge og enhver stabler op på sin sidetallerken 3 – 4 forskellige slags, så meget, som det kan være. Derpå giver det lidt madro lidt tid, før kagefadene atter begynder at vandre.
På fremmede virker dette overdådigt, ja på grænsen til fråseri.
Den opmærksomme værtinde holdt øje med, at gæsterne smagte på alt. Et afslag blev mødt med bemærkningen:
Og så blev der nørdet, indtil værtinden afgjorde sagen ved at læsse et stykke kage mere over på gæstens tallerken. Dette blev betragtet af de øvrige gæster som udtryk for den yderste gæstfrihed.
Nøderiet er dog ikke et specielt sønderjysk fænomen. Måske er nøderiet blevet fastholdt længere i Sønderjylland end i det øvrige land. I hvert fald havde tilflyttede rigsdanskere i 1920 ingen sans for nørderiet. Mange af de tilflyttede rigsdanskere dengang var tjenestemænd. Og i disse samfundslag har nørderiet næppe været udbredt.
Vi fik ikke noget
En alsisk familie var inviteret til kaffe hos en rigsdansk DSB – familie kort efter genforeningen. De glædede sig meget, for alt dansk var i høj kurs. Den følgende dag spurgte naboerne, hvordan det var:
Fra Notmark sogn berettes om nøden i slutningen af 1950erne. Det var ikke rigtig velset, hvis man ikke smagte på det hele. Det blev anset for noget af en krænkelse af værtindens bagekunst. Det blev selvfølgelig ikke sagt direkte men det lå ligesom i luften.
Dette kunne værtinden sige med myndig stemme og selvom Olsen måske var mæt, det stakkels kræ, og selvom han måske smilede undseeligt undskyldende, så hjalp der ingen kære mor. Han skulle betale sin tribut til værtindens store anstrengelser i køkkenet. Han vidste det godt selv og svarede med en blanding af dårlig samvittighed og pligtfølelse:
Opfindsomhed var krævet under krigen
Alt mindretalsarbejde var blevet forbudt ved krigsudbruddet. De store foreningsmøder med fælles kaffebord eksisterede ikke under Første Verdenskrig. Derimod kom folk naturligvis fortsat sammen i de private hjem, men krigens gru satte en naturlig dæmper på omfanget af den private selskabelighed.
Hvis ens ægtemand, søn eller bror var ved fronten, havde man ikke særlig lyst til at mæske sig ved det halvårlige kaffegilde. Efterhånden som forholdene blev skærpede kom der dog særlige spændingsmomenter ind ved invitationen til et kaffebord. Hvor vidt strakte husmoderens opfindsomhed med de begrænsede fødemidler.
Ikke så meget kaffebord i byerne
Tærter blev spist af byfolk, ja men alligevel ikke i samme målestok, som det var ude på landet. Hos de velhavende købmænd og kaptajner i Aabenraa regnede man ikke de overdådige kaffeborde, som blev anset for at være lidt bondske. Disse familier ønskede nogle finere sager på bordet.
Ellers gik man slet ikke sådan til den i almindelige familier i byerne. Her klarede man sig med hvedebrød, ellers var det rugbrød og sigtebrød. Familiens kageudvalg indskrænkede sig normalt til tvebakker og kagestænger, men til sammenkomster blev der bagt både kringle, pladekager og småkager.
Du kan læse meget mere om Sønderjysk kaffebord, og der hvor vi har sat kryds kan du finde opskrifter. Vi har også medtaget andet sønderjysk madkultur.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Du kan finde meget mere om Sønderjysk Madkultur her på www.dengang.dk:
September 17, 2018
Mordet på Heden
Af Lisa Hildegardt
Vi er på en oldtidshøj på Dejberg Hede. Den kom siden til at hedde Casper Hoddes Høj. Læs her hvorfor. De havde levet sammen i mange år, Casper og Anne Marie. Ofte gennempryglede Caspar hende. Men nu havde Anne Marie fået nok. Hun slog han ihjel og gemte ham i lyngen. Hun kom til at sidde 14 år i tugthus på Christianshavn. Hun blev løsladt grundet en underlivssvulst. Sine sidste dag tilbragte hun med en fordrukken mand fra Sunds. Anne Marie blev den sidste morder blandt Danmarks rakkerflok.
Casper Hodde og Ane Marie Grønnings liv var at strejfe omkring; det var tiggeri, tyveri, druk og skænderier gennem 25 år. Det sluttede dramatisk en nat på heden i sommeren 1882, hvor et jalousidrama fik Ane Marie til at slå Casper ihjel og gemme ham i lyngen.
Historien om Ane Marie, det uægte barn, der tilbragte den første del af sit liv i fattighuset i Sunds og måtte lide den tort at komme tilbage dertil igen efter at have siddet 14 år i tugthus,
Ane Marie Nielsdatter Grønning blev født 29. juli 1836 i Dejbjerg i Vestjylland, og døbt i Sunds Kirke den 7. august samme år. Som barnefader udlagde moderen Kirsten Marie, Niels Skott Christensen fra Dejbjerg. Ane Marie blev som barn bortliciteret til Jørgen Sørensen, Sønderås Huse, der i 1846 fik en tønde rug for at have hende.
Først søndag efter Påske 1851 blev hun konfirmeret i Gjellerup Kirke efter at være “befunden god i kristendomskundskab og meget god opførsel”. Derefter fik hun plads hos selve herredsfogeden, justitsråd Feddersen på Nørholm ved Herning fra maj til november. I hendes skudsmål udtrykte herredsfogeden sin fulde tilfredshed med hende.
I foråret 1857 havde Ane Marie plads hos en ældre mand i Vejrum ved Holstebro, men der løb hun fra i efteråret, kom hjem til sin moder i Sunds fattighus – strejfede om og tiggede og stjal et lommeur hos snedker Povl Mikkelsen i Ørre. Man fandt uret hos hende, hun blev arresteret og i Hammerum herred ekstraret idømt to gange fem dages fængsel på vand og brød.
Det var samme år hun fandt sammen med Casper Nielsen, kaldet Casper Hodde. Han var søn af Niels Outrup og Anna Kierstine Caspersdatter fra Hodde i Rind sogn. Casper havde været gift før og aftjent sin værnepligt, men stak af fra kone og børn, og hutlede sig igennem som en slags omløbende glarmester. Formentlig havde Casper været straffet, før han mødte Ane Marie. I hvert fald varede det ikke længe inden de på den hvileløse omflakken i det vestjyske, hvor de tiggede og stjal sig frem, kom i konflikt med øvrigheden.
I sommeren 1858 straffedes Ane Marie med to gange fem dage på vand og brød for tyveri, og derefter gik det slag i slag. 1861 fik Casper et års forbedringshus for tyveri af et brød, og snart var de begge anbragt i Viborg Tugthus.
Beretningen om deres liv er en beretning om den nød og fattigdom, der var den usle hverdag for samfundets udstødte i en tid, da de sociale foranstaltninger udelukkende skulle tjene til at isolere småkriminelle fra det øvrige samfund.
Ane Marie og Casper tilhørte det omstrejfende vestjyske folkefærd, der skiftevis benævntes som: natmænd, kjeltringe, skøjere og en hel del mere, og som de sidste par hundrede år tjente til livets ophold ved at gøre det arbejde, det gode borgerskab anså for uærligt – såsom at gilde svin og andre husdyr, at flå og begrave selvdøde kreaturer og at feje skorstene.
I slutningen af 1800-årene var det slut med, at bønderne ville slippe deres surt tjente skillinger for at få den slags arbejde gjort, og så måtte omstrejferne – et par hundrede i tal vel – få føden ved smårapserier og pågående tiggeri, hvis de da ikke blev forsørget af det offentlige i egnens tugthuse og arbejdsanstalter.
Ifølge de forhør, politimyndighederne foretog ved anholdelsen af Ane Marie for mordet på Casper, som hun ret snart indrømmede. Hun fortalte, at Casper blev indlagt i 1876 på sygehuset i Ringkøbing til behandling for syfilis. Fra det tidspunkt forandrede han sig fuldstændig. Han optrådte oftere og oftere voldeligt overfor sin samlever. To år efter er det Ane Maries tur til at komme på sygehuset. Casper havde givet hende en del skrammer, og der må være tale om alvorlige skrammer, siden hun kom på sygehuset, og da hun siden, ifølge hendes egen og vidners forklaring, jævnligt blev gennempryglet af Casper, var der grund til at tro, at hun slog Casper ihjel, fordi hun var dødsensangst for, at han ville dræbe hende.
Kort før drabet kom parret på besøg hos Christian Bjødstrup og Ingeborg Mæster i Bjørnemosehuset på Dejbjerg hede. Den 22. juni er mændene ved Stauning Fjord for at stange ål, medens kvinderne var alene hjemme. Ane Marie pæglede brændevin, blev svirendes og ustyrlig. Da Casper kom tilbage gik han amok, og kun Christian Bjødstrups indgriben forhindrede Casper i at gennemprygle sin samlever endnu engang.
Næste morgen fortsatte parret deres vandring. Ane Marie havde en trepæglsflaske i sin kurv, og de drak begge af den. Da de var kommet en halv mils vej fra hytten, lagde Casper sig på en lynghøj, og her genoptog han de sidste dages stiklerier og grove beskyldninger mod hende. Han hævdede, at hun var kæreste med Anders Rasmussen i Røgind, og når de kom til Anders’s sted og havde spist middagsmad, ville han, Casper, slå dem begge ihjel.
For at understrege, at det ikke var mundsvejr, lå Casper og ”legede” med en kniv, som han havde stjålet i Bjørnemosehuset. Han gik så vidt, at han skar et hul i hendes forklæde, inden han trak sin frakke over hovedet og lagde sig til at sove. Ane Marie faldt også i søvn, men vågnede snart efter plaget af angst for at Casper skulle gøre alvor af sine trusler. Hun fik da den tanke at dræbe ham, før han dræbte hende. Efter et kvarters grublen over fremgangsmåden opdagede hun en sten, som lå i nærheden af en tørvestak. Hun lagde stenen i en pose, snurrede posen nogle gange rundt for at stenen kunne ligge fast, satte sig på hug ved Caspers venstre side og slog ham hårdt to gange, en gang i tindingen og en gang på venstre kind. Casper vendte sig nu uden at give en lyd, så han kom til at ligge på ryggen, og derefter gav hun ham det tredje slag i panden og nu fik han slag på slag. Hun var ikke selv klar over, hvor mange hun tildelte ham i det sindsoprør, hun var kommet i. Da hun skønnede, at han ikke mere trak vejret, tildækkede hun hans lig med lyngtørv. Efter at hun i et kvarterstid havde siddet ved liget og kysset dets højre hånd, idet hun bad Gud være Caspers sjæl nådig, flygtede hun.
Efter drabet købte Ane Marie brændevin hos kræmmeren i Lem, og hen under aften kom hun til Anders Rasmussens bosted i Røgind. Hun betroede ham sammenhængen, og fortsatte efter et par dages ophold til Skarrild til Anders Kvembjerg, hvis søn den 30. juni overgav hende til politiet.
I begyndelsen nægtede Ane Marie at kende noget til drabet på Casper, hvis lig blev fundet af forstanderen på Dejbjerg fattiggård. Først da Anders Kvembjerg kom i forhør, tilstod hun og indsat i kvindefængslet på Christianshavn. På grund af en underlivssvulst blev hun benådet og løsladt i 1897 efter at have tilbragt 14 år i tugthuset.
Sine sidste år levede hun sammen med en fordrukken enkemand på fattiggården i Sunds. En morgen, da manden vågnede på gulvet, hvor han om natten i fuldskab var faldet i søvn, fandt han Ane Marie liggende død i sengen. Det var den 15. maj 1901, hun var da 64 år. Hun blev begravet på Sunds Kirkegård søndagen før Pinse.
Hun blev den sidste morder blandt Danmarks rakkerfolk. Man talte i øvrigt pænt om hende i Vestjylland. Ingen kunne så kærligt som hun stryge de farende svende over panden, når hun hørte på deres menneskelige forlis.
Man kan vist godt sige, at hun var et fint menneske, livet havde givet visse skrammer.
Det var ved denne oldtidshøj på Dejbjerg Hede, at Casper Hodde den 23 juni 1882 blev myrdet af Ane Marie Grønning. Højen blev herefter kaldt Casper Hoddes Høj.
Casper Hodde og Ane Marie Grønning er beskrevet i folkemindesamler H.P. Hansens; “Jyske skøjere og rakkere.”
FOTO AF HODDES HØJ
Tak til Lisa, for en interessant og sørgelig beretning.
September 16, 2018
De glemte krigssejlere
Ingen var interesseret i at lytte. Søfolkene var i evig spændingstilstand. Stauning i 1940: ”I skal ikke blive glemt”. England betragtede danskerne som fjender i begyndelsen. Tyskerne havde succes på Atlanterhavet i de første år. Der var danske søfolk overalt. Der var også den iskolde rute med fornøjelser. Vi skal møde Kanon – Sussi. Alkohol dulmede nerverne og blev en god ven. Der var masser af drama. Dansk film hyldede krigssejlerne. Og så blev flaget taget fra danskerne. Russerne ville ikke anerkende danskerne 800 danskere og 31 dansk bemandede både til D – dag. Danske søfolk glemt i mange år i Normandiet. Nu er de kommet på museum dernede. Den engelske konge takkede danskerne. Vi skal høre om hjemmeflåden, handelsflåden og udeflåden. Danskere var med til at lave tyske torpedoer. Vi møder en sømand, der tog turen over kanalen til Normandiet hele 25 gange. Hvorfor blev krigssejlerne glemt?
Ingen var interesseret i at lytte
Ja de fleste vil sikkert kalde dette for en forkert overskrift. De er da ikke glemt mere. Nej, men det varede sandelig længe inden de blev anerkendt. Hele 6.300 danske krigssejlere sejlede for de allierede og 2.200 af dem betalte den højeste pris. Et ukendt antal var lemlæstet og traumatiseret resten af livet.
Mange havnede som krigsfanger og måtte tilbringe tid på sygehuse efter sænkninger. Psykisk var krigssejlerne og deres familier mærket senere i livet.
Det var de lokale grupper udstyret med armbind med de tre farver, stålhjelm og håndvåben, der søgte at holde ro og orden. Mange andre kom senere på banen som fx Den danske Brigade, der havde etableret sig i Sverige. KZ – fangerne og de danske søfolk sivede ubemærket hjem i løbet af nogle år. Der var ikke nogen, der var interesseret i at lytte.
I evig spændingstilstand
Man var i en spændingstilstand, som man levede dag efter dag, nat efter nat i rædsel for det ukendte i dybet. Det var ufattelige prøvelser og afsavn, søfolkene måtte igennem. Nogen særlig ophøjet placering efter krigen fik de ikke. Modstandsbevægelsens mere konkret heroiske virke skyggede for disse hverdagens helte. Den danske indsats mod nazismen foregik i lige så høj grad uden for som inden for danske nationalgrænser.
Ja disse krigssejlere er ikke tiltænkt den største plads i historien.
Stauning: I skal ikke blive glemt
Danmark havde en ikke-angrebspagt med Tyskland og erklærede sig ved krigens udbrud i september 1939, neutralt. Alligevel blev danske skibe angrebet af tyske ubåde. 29 skibe blev sænket inden den 9. april 1940. Da havde 360 allerede mistet livet.
Den 1. januar 1940 sagde statsminister Thorvald Stauning i sin nytårstale, at de aldrig ville blive glemt. Men det gik anderledes.
Betragtet som Englands fjender
Krigssejlerne var med til at sikre forsyningerne til de allierede, så kunne føre krig. Men Danmark fik taget deres flag modsat Norge, der fik lov til at beholde deres.
De danske kaptajner fik at vide, at de rent teknisk var at betragte som fjender. En af sømændene, andenstyrmand Anders Hansen fra ØK – skibet Panama lå i april 1940 i Manila. Han skrev hjem til sin kone Inger Karla, at der hele tiden var modstridende oplysninger. Først var man at betragte som Englands fjender siden deres venner.
Men til forvirringen hørte, at Handelsministeriet i København den 10. april havde sendt en opfordring til danske skibe om ”at søge til neutrale havne”.
Anders Hansen havde besluttet sig at gå i allieret tjeneste. Man i begyndelsen blev han af englænderne betragtet som ”taalte fremmede”. Muligheden for landlov til danskerne var begrænsede i forhold til nordmændene.
Særligt i de første år mærkede de danske søfolk den dobbelthed englænderne følte over for danskerne. Men de tog afsæt i den politi, som Danmark førte. De danske søfolk var underlagt en række restriktioner, og en af dem var, at man ikke måtte føre dansk flag.
Men danskere blev dog også mistænkeliggjort af briterne. De blev udsat for forhør, fængsel og fangelejr.
Storbritannien havde brug for en tons forsyninger
Storbritannien havde brug for at få tilført mere end en million tons forsyninger om ugen. Handelsskibe, der forbandt Nordamerikas industri med Storbritannien var afgørende led i den allierede krigsførelse. Det vidste tyskerne godt, og de satte alt ind på være ved ruterne.
Tyskerne havde succes i de første år
En af søkrigenes vigtigste slagmarker var Atlanterhavet, hvor de britiske konvojer kæmpede mod tyske ubåde og fly for at få forsyninger frem. Den overordnede kamp stod mellem tysk forsøg på at kappe denne forsyningslinje og samtidig prøve at sænke flere handelsskibe end de allierede kunne producere som erstatning for dem der gik ned.
I de første år af krigen havde tyskerne stor succes. Skib efter skib gik ned. Tyskerne sænkede skibene hurtigere, end de allierede kunne bygge nye. I juni 1942 havde alene Storbritannien mistet 1.000 skibe. Havde det ikke været for et stort antal handelsskibe fra lande som Norge og Danmark var slaget om Atlanten blevet tabt.
Frem til begyndelsen af 1943 var situationen kritisk. Derefter fik de allierede overtaget takket være øget brug af radar og flyovervågning. Men også fordi, at det lykkedes at bryde den kode, de tyske ubåde sendte deres radiosignaler i, så kunne man opspore dem, inden de gik til angreb mod skibskonvojerne.
Danske søfolk overalt
De danske søfolk var med i ishavskonvojerne til Rusland. De fragtede forsyninger, tropper og materiel rundt i Stillehavet. Og det var netop ad Atlanterhavets hovedfærdselsårer, hvor de sejlede med forsyninger.
Danske søfolk sejlede olie fra Sydamerika til USA og andre fragtede tropper og våben til Mellemøsten og Asien.
Den iskolde rute med fornøjelser
Den mindst kendte konvojrute gik via det nordlige ishav til Murmansk og Arkhangelsk i Nordrusland. Det var også den farligste, fordi skibene sejlede skiftevis i vinterbælgmørke og i sommermidnatssol eksponeret for tyske fly fra norske baser. Her kunne man kun overleve få minutter i det iskolde vand.
Der eksisterer nogle fandenivoldske beretninger fra Molotowsk, hvor losning og bevogtning blev varetaget af livskraftige unge piger, så søfolkene lærte russisk på hovedpuden og i havnens bombesikre cementrør.
”Og hvis vi slap tilbage til USA”, fortæller maskinmester Waldemar Lund, ”Fik vi en check på 200 dollar underskrevet af Stalin”
Kanon – Sussi
Det var også Kanon – Sussi, der var om bord på ØK’ s Eria, der den 9. april 1940 søgte canadisk havn og gik i britisk krigstjeneste. Fru Weber, som hun også hed, blev den første kvindelige kanonskytte. Hun betalte omkostningerne med flossede nerver og elendig nattesøvn. Som så mange andre konvojsejlende oplevede fru Weber gang på gang tyske u – både, der i store flokke angreb de allierede handelsskibe, eksplosionerne til højre og venstre, skibe der gik ned på halve minutter.
Mange turde kun sove med åben dør eller som Kanon – Sussi med våben i sengen, hvad der ikke hindrede hylende mareridt.
I øvrigt blev hyren trukket fra det øjeblik, skibet var forlist.
Masser af drama
Hvis man ikke blev suget med ned, når et skib synkede på tre minutter, pulveriseret i en eksplosion, kogt i maskinrummet eller mejet ned af tyske ubådes maskingeværer, og hvis man overlevede 8 dage på åbent hav, så var det angsten.
Mange har set kammerater brænde i olie og blive agterudsejlet, for skibene måtte ikke standse og samle overlevende op. Dette øgede risikoen for torpederinger og kollisioner i konvojen. Det hele bidrog til følgesygdomme efter krigen.
Alkohol blev en god ven
Erik Gøbel Jensen startede efter syv års skolegang i marinen som skibsdreng og senere letmatros. Den 9. april 1940 var han med som telegrafist på et skib i Dakar, der blev opbragt af franske myndigheder. Derefter var han på et belgisk skib under amerikansk kontrol.
Erik Gøbel Jensen sejlede i 38 måneder krigssejlads bl.a. i Atlanten. Han var radiotelegrafist på et ammunitionsskib, der i november 1943 blev bombet af tyske fly i Middelhavet og sank. Efter fire – fem timer i vandet blev han samlet op af en amerikansk destroyer. Men han havde stærke forbrændinger og kraniebrud.
Efter nogle måneders rekonvalescens tog han atter hyre på et skib og sejlede på Atlanten. Han deltog i troppetransporter til Normandiet. Han sejlede også til Burma, hvor hans skib blev bombet af japanske fly.
Erik Gøbel Jensen vendte hjem til Danmark i 1947 med sin belgiske hustru. Efter krigen led han af traumer og begyndte at drikke. Og hans ægteskab gik i stykker. Historien er omtalt i Frihedsfondens rapport, der blev udarbejdet i 1982, og som er omtalt i bogen ”Sænket af tyskerne”.
Alkohol dulmede mareridtet
Maskinmester Andreasen var en af de danske søfolk, der efter Danmarks besættelse 9. april 1940 gik i allieret tjeneste. I 1941 på vej med forsyninger fra Canada til England, blev hans skib torpederet af en tysk ubåd.
Skibet gik midtover, men Andreasen slap ud med sin ruhårede terrier Terry. De holdt sig til et flydende køleskab, blev samlet op af et norsk skib, og knap var de blevet overført til en britisk destroyer, før ”nordmanden” sprang i luften. Det var et ammunitionsskib, og der var ingen overlevende herfra at samle op.
Maskinmesteren kom på hospitalet i Hull, blev kørt ned af en bil i Newcastle, igen indlagt på hospital – og gift med en sygeplejerske.
Han fortsatte krigssejladsen og deltog i invasionen i Normandiet i juni 1944. Efter krigen fik han tuberkulose og blev maskinmester på B&W. Men han blev en fast ven af alkoholen. Den dulmede mareridt, hvor han genoplevede ”halve skibe, brændende mennesker osv.”
Kammerater og venner i navnløs grav
På de allieredes side mistede man i 1942 næsten 3.000 skibe i Atlanten. I et brev hjem til sin kone fra januar 1943 skriver Anders Hansen:
Da flaget blev taget fra danskerne
Efter krigen giver kaptajnen på ØK – skibet Erria, Mouritsen en englænder tørt på, da denne spørger om ikke kaptajnen er glad for igen at kunne sejle under dansk flag:
Så vidt vides faldt denne undskyldning aldrig.
Dansk Film hædrede krigssejlerne
Dansk film bidrog dog med et værdigt minde i ”Støt står den danske sømand af Bodil Ipsen og Lau Lauritzen jun. med sidstnævnte og Poul Reichardt i hovedrollerne som typiske danske sømænd i allieret tjeneste.
Russerne ville ikke anerkende danskernes indsats
Først i 2014, da man markerede 70 – års dagen for den vest-allierede invasion i Normandiet den 6. juni 1944 var Danmark inviteret med. Vi skal heller ikke glemme, at 1.000 danskere havde meldt sig til den engelske hær dengang.
Det var den konservative politiker John Christmas Møller, der sammen med et par andre, der i september 1943 havde opsøgt den britiske udenrigsminister Anthony Eden. Danskerne anmodede om, at blive anerkendt som medlem af alliancen mod Hitler. Englænderne og amerikanerne var positive. Sovjetunionen sagde afgjort nej. Først langt ind i 1944 fik vi en nogenlunde accept fra russerne. Sovjets forståelige reservation bevirkede, at Danmark aldrig fik status som andet end ”de facto – allieret” Russerne glemte aldrig, at vi havde sagt ja til Antikominternpakten. Dermed havde vi tilsluttet os Tyskland og tilsluttet os angrebet mod Sovjetunionen.
800 danskere og 31 dansk bemandede både på D – Dag
Dat danske bidrag på selve D – dagen var ellers stort. 800 søfolk på 31 dansk bemandede skibe deltog. Måske er det søfolkene der er den gruppe, som ydede det største og mest presserende bidrag til, at det ar muligt at besejre Tyskland. Især i krigens første halvdel var det af vital betydning.
Under kodenavnet Operation Overlord var det en landgang af hidtil uset format og størrelse. I alt blev 130.000 mand landsat på førstedagen fra søssiden og yderligere 23.000 fra luften. Til at gennemføre operationen blev der brugt tæt ved 7.000 skibe som talte både landgangsfartøjer, krigsskibe og et større antal handelsskibe.
Sømand ”Kaj” beskriver D – dag
I en samtidig beskrivelse beretter en sømand under dæknavnet ”Kaj”, om sine oplevelser fra invasionens anden dag. Kaj fortæller om rutefarten – lastning og losning – mellem den engelske kyst og Normandiet. Han gør sig følgende betragtning:
Hvem Kaj var, ved vi ikke. Måske var han en af dem, der betalte den højeste pris. En ting synes i hvert fald sikkert, at han ville have glædet sig til, at Danmark endelig på 70 års dagen var blevet anerkendt som allieret nation.
Danske Søfolk forbigået i mange år – også i Normandiet
Fem danske krigssejlere var til stede. De var anført af den yngste, den 90 – årige Erik Kragelund, som siden begyndelsen af 1980erne har arbejdet for at registrere og skaffe anerkendelse til krigssejlerne. Kragelund mente selv, at det skyldes, at de ikke var en forening. Mens datoer som 9. april, 29. august og 5. maj er centrale for danske frihedskæmpere, så er den 6. juni krigssejlernes mærkedag, fordi de spillede en stor rolle ved D – dag.
I 1984 blev der i Normandiet rejst en statue for de danske søfolk. Men ingen danskere var inviteret til 40, 50 og 60 – års markeringerne.
I samarbejde med tidligere kammerherre Christian Eugen-Olsen fra Frihedskampens Frednings- og Mindefond har bestræbelser nu langt og længe båret frugt. Nu mindes man endelig de danske krigssejlere.
Nu er danskerne også på museum i Normandiet
At de danske krigssejlere nu bliver løftet ud af glemselen understreges af, at D – dagsmuseet Utah Beach Museum i Normandiet har fået en udstilling om de 800 danskers bidrag. Kulturministeriet bevilligede 75.000 kr. til, at udstillingen blev en permanent del af museet.
Den engelske konge takkede danskerne
Og nu er det ikke helt rigtigt at englænderne havde glemt danskerne for i november 1944 holdt kong George den Sjette en takketale i Underhuset. Han sagde bl.a.:
Når Danmark blev omtalt på denne måde, var det for at fremhæve det danske bidrag, der var værdsat. Danmark var ikke en krigsførende nation. Vi var godt nok besat af Tyskland, men vi var formelt ikke i krig.
Danskerne vil have danske flag i den britiske hær
Men derefter gik det hele i glemmebogen. Og glemt er også, at allerede i oktober 1940 åbnede et rekrutteringskontor i London, hvor man hvervede danskere til britisk krigstjeneste. Mange brugte argumentet med at få afvasket skammen for den kampløse kapitulation 9. april 1940. Således kæmpede danskerne i regimentet The Buffs en kamp for at få påsyet et dansk flag på skulderen.
De danske søfolk ville gerne i den britiske hær, men de fik afslag, fordi briterne havde mere brug for dem til søs.
Udeflåden
Historien om de danske krigssejlere er ikke kun en militær historie om at bekæmpe nazistisk tyranni. Det er beretningen om, hvorledes uforberedte søfolk overlevede verdenskrigens gru. De udgjorde besætningerne på den danske handelsflåde skibe, der ved den tyske besættelse den 9. april 1940 var delt op i flere grupper med hver sin skæbne.
To tredjedele (udeflåden) befandt sig enten i allieret farvand og blev sammen med besætningerne beslaglagt af englænderne eller i neutralt farvand, som fx skoleskibet Danmark.
Handelsflåden
Den sidste tredjedel af handelsflåden (hjemmeflåden) befandt sig imidlertid ved den tyske besættelse i hjemlige farvande og i Østersøen. Sammen med hovedparten af fiskeriflåden var disse handelsskibe i stigende grad udsat for at blive overtaget af den tyske værnemagt til fx kystvagtopgaver. Man undgik dog med nød og næppe at flertallet af af skibene blev armeret med kanoner og at de i større antal blev brugt til militære transporter. Dog var de med til at importere kul og koks. Ligeledes transporterede de malm fra Sverige til Tyskland.
Hjemmeflåden
Det er indlysende at de danske fiskere og søfolkene i hjemmeflåden havde maget vanskelige vilkår både under og ikke mindst efter besættelsens afslutning. Deres dilemma var, at de skulle sikre familiernes udkomne og skibenes sikkerhed, samtidigt med at de var afhængige af den tyske krigsmarine og de mange højeksplosive søminer, der var udlagt langs kysterne. Fiskerne fra Esbjerg var også udsatte for engelske bombeangreb. Englænderne var af de mening, at Danmark eksporterede lidt rigelig med fisk til tyskerne.
Der var også tab blandt de hjemmelige fiskere og blandt dem, der sejlede i det tysk kontrollerede Europa.
Danskerne var med til at lave tyske torpedoer
TV2 besøgte en 95- årig krigssejler med markante meninger. Han boede sammen med sin kone i et lille hus på Tåsinge. Den danske regerings samarbejde med Hitlers Tyskland i de første tre år fik ham til at sige nej tak til at deltage til 70 – års arrangementet i Normandiet. Evald Brinck, som den ældre mand hedder mener, at det er løgn, at Danmark var allieret under Anden verdenskrig.
Men nu mødte han alligevel dronningen. Anledningen var, at krigssejlerne omsider fik den anerkendelse, som de længtes efter siden krigen. Et stort monument af kunstneren Per Arnoldi blev afsløret i Mindelunden, der hidtil havde været forbeholdt modstandsbevægelsen. Ewald fortalte:
Evald Brincks heltemod blev hans held under krigen. Han afmønstrede skibet Boringia i Skotland i 1942 for at melde sig i aktiv tjeneste i England. Få måneder senere blev Boringa torpederet af tyskerne syd for Afrika. Halvdelen af besætningen omkom, mens Evald Brinck var i træning som rekrut i den engelske by Canterbury.
I 1944 var han blevet underofficer i marinen, da der pludselig kom besked om at gøre en nybygget båd klar. Det var D-dagen, der nærmede sig.
25 ture til Normandiet
De små landgangsfartøjer krydsede Den Engelske Kanal natten til den 6. juni.
Evald Brinck nåede at sejle 25 ture til Normandiet med tropper og udstyr. Han deltog også i invasionen i Italien i 1943 og sejlede i halvandet år i Middelhavet, hvor mange af de andre skibe i konvojerne blev sænket af de tyske u – både.
Hvorfor blev de glemt?
Krigssejlerne var placeret blandt frihedskæmperne. Men det varede længe, inden de blev anerkendt som ligemænd. Men hvorfor var det sådan?
Før det første delte de ikke deres oplevelser med den øvrige danske befolkning. De bedrifter passede ikke ind i den nationale fortælling.
For det andet oplevede søfolkene hverken besættelsen eller befrielsen. De vendte først hjem, da det hele i Danmark var overstået og samfundet var på vej til normale tilstande.
For dem, der havde været i allieret tjeneste blev konsekvensen, at de ikke var hjemmehørende i den folkelige befrielsesfest, hvor alle havde været i samme båd. Det var ikke fordi, de blev nægtet adgang, men fordi festen havde det mentale adgangskrav, at man havde delt besættelsestidens vilkår. Det havde krigssejlerne ikke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om modstand og sabotage: www.dengang.dk indeholder 257 artikler om besættelsestiden før/under/efter herunder:
