Artikler
November 17, 2018
Manden – der ville købe Nørrebrogade (NørLIV 9)
Dette er vores 9. bidrag til Ugeavisen NørrebroLiv. Det handler om Alex Brask Thomsen som ikke gade, at være farvehandler lige som sin far. Men han havde arvet nogle af sin fars handelsegenskaber. Så var han stærk indblandet i Radio Merkur ude i Øresund. Da han var kommet til penge tilbød han Københavns Kommune, at han ville købe Nørrebrogade. Med andre ord, så skulle de bare omdøbe Nørrebrogade til Alex Brask Thomsens Gade. Men det gik politikerne ikke med til. Og han ville ikke nøjes med en svømmehal eller et bibliotek opkaldt efter sig. Han ville heller ikke begraves på Assistens Kirkegård. Han var bange for, at drukne. Så han blev begravet på Bispebjerg Kirkegård. Men begravelsen foregik fra Stefans Kirke.
Faderen havde også handelstalent
Faderen hed Anders, og var født på Nørrebro i 1894. Han kom i lære i en farvehandel i Hillerød. I 1920 flyttede familien til Fensmark 20 på Nørrebro. De havde nu fået en lille knægt, som de kaldte, Alex. Senere fik han to søstre.
Far Anders besøgte skibsværfter. Men mor Jenny stolede ikke rigtig på ham. En aften vidste hun udmærket, at han sad og fuldede sig på en restaurant på Fælledvej. Fem årige Alex tog moderen i hånden og først fødte Kirsten blev lagt i barnevognen. Og så holdt mor ellers dundertale på restauranten.
Denne dundertale gjorde indtryk. Far Anders opgav karrieremulighederne og etablerede sin egen forretning på Nørrebrogade. Den 1. april 1927 blev en Farve – og Tapethandel på Nørrebrogade 228 overtaget. Året efter flyttede familien ind i en stor lejlighed oven over butikken.
Ja senere blev Anders Thomsen kasserer i Københavns Farverhandlerforening. Faderen havde særdeles gode forretningstalenter. Han havde eget limfabrikat og andre specialiteter. Sønnen skrev følgende:
6 krav til, hvad han gad at beskæftige sig med
Han var Nørrebro – drengen de pæne ikke ville lege med. Egentlig skulle han bare have været almindelig farvehandler & Søn på Nørrebrogade. Han blev da også uddannet farvehandler, efter at være gået på Sjællandsgades skole, med realeksamen på efterslægten og farvehandler-uddannelse. Det kneb lidt med skolekundskaberne og vores hovedperson blev betegnet som en lidt mærkelig person.
Han fik en god ven i Henning. De gik lange ture langs Ladegårdsåen og diskuterede.
Ja vi taler om en herre ved navn Alex Brask Thomsen. Efter handelsskolen kom han til Sadolin & Holmblad. Pludselig havde han gang i kemikaliehandel. Hans ven blev vekseller. Det var måske mere spændende end farvehandler. Men først tog Brask til Paris. Han vendte hjem i 1946. Året efter startede han et A/S fra sin lejlighed i Lundtoftegade.
I Bredgade 37, hvor Land & Folk havde til stede, begyndte de to venner med diverse ting. Man havde ikke noget imod at leje ud til to kapitalister. Brask nedfældede nogle krav til det, som han gad at beskæftige sig med:
Og pludselig startede han Københavns Kreditbank sammen med en ven med Danmarks højeste rente. Men ak banken krakkede i 1955, men da var den for længst blevet solgt.
Bedre gik det med næste forsøg med Finansbanken. Den voksede og voksede, og blev Danmarks 6. største bank. Måske blev det en succes, fordi Brask fik kunder de andre banker ikke ville lege med.
Ja og så blev det til Kreditbanken. I forbindelse med salget af denne blev Brask anklaget. Men der blev aldrig rejst tiltale.
Som uofficiel bagmand bag Radio Mercur gjorde han sig upopulær i mange kredse. Men i andre kredse blev han yderst populær. Ude fra Øresund kunne man pludselig høre ordentlig musik. Radio Luxemburg havde fået en konkurrent. Og Danmarks Radio fik Jørgen De Mylius.
Brask solgte efter boringen af den populære station flere af piratradioens ”aktiviteter” bl.a. Radio Mercur City, som egentlig var Nørrebros Teater. Herfra blev mange udsendelser optaget og sendt ude fra Øresund.
Et tilbud på 250 millioner kroner
I slutningen af 1992 modtog overborgmester Jens Kramer Mikkelsen et brev med et udsædvanligt tilbud tit Københavns Kommune. Brask ville give 250 millioner kroner for at hans barndomsgade Nørrebrogade fik navneforandring til Alex Brask Thomsens Gade.
Per Bregengård fra Enhedslisten var positiv stemt:
Hans Thustrup Hansen, konservativ boligborgmester var også fristet af udsigten til de mange millioner i kommunekassen:
Et par dage efter mødtes Brask med overborgmesteren. Han foreslog, at Brask kunne donere til enten en park i nærheden af Nørrebrogade, en svømmehal eller et bibliotek, der så kunne bære hans navn. Dette afviste Brask.
Senere fastholdt han tilbuddet, og sagde at det ikke var for at komme i medierne. Han var dybt skuffet over afslaget.
Brask overtog kontrollen med tekstilvirksomheden Henriques & Løvgreen. Bl.a. har Klaus Riskær Petersen lånt penge hos ham. Sit otium tilbragte han i Monaco. Og ved sin død efterlod Brask en formue på 10 milliarder kroner.
Han ville ikke begraves på Assistens Kirkegård, fordi han var bange for at drukne i vand. Derfor blev han begravet på Bispebjerg Kirkegård. Men begravelsen foregik fra Stefanskirken.
November 10, 2018
En 325 – årig skytteklub fra Tønder
Man skød efter papegøjestangen. I Tønder findes papegøjevejen stadig. Det hele begyndte med Tønder Fastelavnslaug. I 1346 omtales en fuglekonge fra Lund. Man indførte skiveskydning. Faste regler og traditioner indtraf. Man kunne vinde en fritagelse for skatter og indkvartering i et helt år. Der var nær tilknytning til Kongehuset. Og så var det selvfølgelig Skyttegården. Under Besættelsen skød man ude ved Zeppelin-hallerne. Damerne blev også aktive. Og så var der parade på Ribe Landevej.
Papegøjevejen
Hvis du kører forbi godsstationen og kigger lidt til venstre, ja så kommer du ud på Papegøjevejen. Er det fordi, der var papegøjer i Tønder i gamle dage?
Vi kørte ad denne vej, når vi skulle ud at bade, og denne vej kørte ”Den Gamle Redaktør” også på, når han hver søndag kørte rundstykker ud for Arnolds Bageri.
Tønder Fastelavnslaug
Et godt stykke ude af denne vej holdt Tønder Fastelavnslaug til fra 1546 til 1619. I denne forening skød købmænd og håndværkere fra Tønder efter papegøjestangen. Man hjalp også hinanden, festede sammen og var de første, der mødte op, når Tønder var plaget af oversvømmelse og brand.
30 års krigen betød afbrud i al foreningsaktivitet. Men i 1690erne kom der igen takket være kniplingsindustrien gang i foreningslivet. I tiden omkring ”Æ Kachmands” opstilling, dannedes Tønder Skyttekorps. Det var i 1693. Man brugte nu ikke mere armbryst, men geværerne var taget i brug.
I 1346 omtales en fuglekonge i Lund
Sammenslutningerne opstod i 1200-tallets Frankrig og bredte sig til Tyskland og siden til Norden. Ældste kendte kilde i Danmark er fra 1346, hvor en fuglekonge i Lund omtales. Det ældste skydeselskab i Danmark er Legemes Lav i Aalborg stiftet i 1431, mens det endnu eksisterende skyttegilde i Slesvig er fra 1449. Sønderborg Skyttelaugs kongeskilt er fra omkring 1600.
I Danmark var det var det ofte købmandsgilderne, der stod for skydningerne i forbindelse med selskabelighed, således Skt. Knudsgildet fra omkring 1200 i Flensborg (Læs vores artikel om dette gilde)
Omtumlet tilværelse under 1600-tallets krige
En del skyttelav førte en omtumlet tilværelse under 1600-tallets krige, og i mange byer forsvandt skydningen for igen at opstå under nye former. Alle byer i Slesvig havde dog i 1600 og 1700-tallet skyttelav. Enkelte af disse eksisterer endnu, således de tre lav i Husum, Frederiksstad, Skt. Nicolai/Skt. Johannes (og siden 1844 med navnet Skt. Knuds Gilde) i Flensborg. Ja så er det også lige Aabenraa Skyttelaug fra 1734. (Læs vores artikel om dette laug)
Af nyere dato er Haderslev Skydeselskab fra 1857 og Borgerforeningens skyttelaug i Sønderborg fra 1881
Men inden vi glemmer dem, må vi hellere vende tilbage til Tønder.
Man indførte skiveskydning
Årstallet for stiftelsen står skrevet på en af foreningens smukke ”oldermandsstave”, stiftet af Hertug Albrecht af Slesvig Holsten. Den anden stav blev stiftet af kong Christian den Syvende i 1779. Disse stave benyttes af ”oldermændene”. Når de, som f.eks. ved en forsamling, slog i bordet skulle der være ro.
Efter Flensborgs forbillede besluttede man nu også, at indføre skiveskydning med geværer. Man enedes om nogle vedtægter, der blev stadfæstet af byrådet. Det blev bl.a. besluttet, at den årlige skyttefest skulle finde sted den første søndag efter pinse.
Faste regler og traditioner
Efterhånden dannedes der faste regler og traditioner. Festen tog udgangspunkt fra rådhuset. Klokken 7 om morgenen marcherede man herfra til skydepladsen. Som det er den dag i dag gik ”kronedrengene”, der bar præmierne, foran, så fulgte orkestret, fanen, de to oldermænd med kongen mellem sig og derefter skytterne.
Selve skydningen på den store kongeskive foregik ude i det fri på ”skyttefennen” syd for byen. Den nye skyttekonges proklamation foregik på rådhuset. Han fik et sølvskilt, som tegn på sin værdighed måtte han også bære et gammelt pulverhorn med et bredt skærf, som stadig er i brug. Dagen sluttede med bal i Rådhusets festsal. Herved blev de øvrige præmier fordelt.
Fritages for skatter og indkvarteringer
I Skyttekorpsets gamle dokumenter findes der en lang række navne af kendte Tønder-borgere. Der var mest håndværkere og købmænd, der gennem årene har båret kongeæren.
Navnene er kendt fra en gammel protokol fra 1793. Den 11. oktober 1731 lykkedes det foreningen at opnå et privilegium, som blev bevilliget af Christian den Sjette. Det gik ud på at skyttekongen inden for et år skulle fritages for skatter og indkvarteringer. Dette var man meget glad for, fordi det var med til at hæve foreningens anseelse. Disse privilegier har foreningen desværre ikke i dag.
I Aabenraa var der også en glad mand, der troede, at han vandt denne fritagelse, da han blev konge. Men det viste sig, at han boede i Slotsgade i Aabenraa. Og se denne gade tilhørte ikke byen. Det endte med, at manden blev smidt ud af foreningen. Der kendes ikke tilsvarende historie fra Tønder. Der er sikkert nogle kvikke hoveder, der kan huske, at Tønder også havde et par gader, der ikke tilhørte/omfattede byen.
Nær tilknytning til Kongehuset
Skyttekorpset har altid haft nær tilknytning til kongehuset. Fra 1741 blev det skik ved skyttefesten at en skytte skulle affyre et skud i kongens navn, et såkaldt ”kongeskud”. Den eventuelle gevinst blev sendt til hoffet.
I en årrække blev også kongens fødselsdag fejret med et festmåltid og efterfølgende bal i det i denne anledning illuminerede rådhus, som det står i en beretning fra 1793.
I anledning af, at Frederik den Sjette besøgte Tønder i 1824, modtog skyttekorpset og magistraten kongen ved Østerport. Kong Christian den Syvende besøgte flere gange Tønder med sin familie på tilbagerejsen fra badeophold på øen Föhr. De tog som regel ophold i Amtspalæet. Foran palæet holdt skytterne så æresvagt.
Skyttegården
Fra den tyske periode efter 1864 kan det særligt fremhæves, at man nu holdt sine fester i en gæstgivergård, der senere fik navnet ”Skyttegården”. Her anlagde man en 150 meter lang skyttebane og en vold. Skyttegården lå ved siden af posthuset. Den blev nedrevet, da omkørselsvejen (Kongevejen) blev anlagt.
Efter afstemningen i 1920 fortsatte foreningslivet i skyttekorpset. Efter gammel tradition tog skytterne opstilling, da Kong Christian den Tiende i 1920 besøgte Tønder. Skytterne var også til stede, da Hans Majestæt deltog i Ringriderkorpsets 125 års jubilæum i året 1937. Sammen med orkestret havde skyttekorpset taget opstilling for at modtage kongen.
Skydning ved Zeppelin – hallerne
Besættelsen satte præg på foreningslivet, da man ikke kunne disponere over skydebanerne ved Schweitzerhalle. Takket være myndighedernes imødekommenhed blev der dog afholdt kongeskydning på banen ved de gamle zeppelinhaller i krigsårene.
I 1953 kom der også liv i skytteorkestret som blev nydannet ved gamle og nye medlemmer. Det oprindelige orkester var grundlagt i 1922. Nu kunne man igen marchere gennem byen med et orkester i spidsen.
Damerne blev også aktive
I 1976 blev damerne også aktive inden for skydningen. Der blev dannet en dameskydningsforening. Der afholdes hvert år en konkurrence om dronningeæren med efterfølgende fest.
I 1973 kunne man indvie eget skyttehus, der blev udvidet med et klublokale i 1978, hvor der tidligere lå en forfalden garage. Alt dette skete ved frivillig arbejdsindsats fra medlemmernes side. Resultatet blev et meget smukt og lyst lokale.
I 1981 skete der en forandring, idet der blev etableret en afdeling for børn og unge under 18 år, som kårede deres egen konge og uddelte præmier ved deres egen lille skyttefest.
300 års jubilæum
En stor dag for korpset var det, da man den 18. juni 1993 kunne fejre 300 års jubilæum. Det skete samtidig med Tønder By, der dette år havde eksisteret i 750 år. Det var nogle fantastiske dage med jubilæum, fest, udstillinger i museet og ikke at forglemme deltagelse af hele byen.
I 2007 samlede man sig i en stor forening, idet damerne og ungskytterne kom med i en stor forening. Og man fejrede en fest, der gjaldt for alle. Det skulle godt nok gennem mange diskussioner blandt herrene, om man virkelig kunne have damerne med.
Som unge var vi altid over på Schweitzerhalle, når der var skyttefest. Onkel Jacob var medlem. Jeg kan huske, at jeg en enkelt gang fik lov at skyde. Og inde i den store hal på Scweitzerhalle var der propfuld. Det var der, vi senere gik til bal.
I kælderen under den store sal, var undertegnede med til at stifte Tønder Båndamtørklub. Vi lavede bl.a. lydbånd til de gamle.
Og foran var vi altid til afslutning, når vi havde haft ræveløb i walkieklubben. Det blev så senere lavet om. Og der holdt jeg så mange år senere foredrag om Tønders historie.
Parade på Ribe Landevej
Jo man kan også huske, når de kom marcherende på Ribe Landevej. Ofte havde de gæster sydfra. Nogle år var det Højer Brandværnsorkester med onkel Pulle.
Foreningen har i dag 35 aktive og passive medlemme og 15 ungdoms-skytter. En af foreningens mest sorte dage indtraf den 4, februar 2016, da skyttehuset brændte. Man nåede dog at redde en del af indmaden.
Endelig kunne man i oktober 2018 fejre 325 års jubilæum. Og det var med en masser gæster.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
November 9, 2018
Da Buldog brændte(NørrebroLIV8)
Her vores ottende bidrag til Ugeavisen NørrebroLIV. Det handler om de hede dage i slutningen af juni på Nørrebro. En masse mennesker blev skudt på få dage. Tyskerne og danske terrorkorps var med til at skyde folk på Nørrebro i de hektiske dage. Butikker blev sat i brand og plyndret. Og det var ikke nødvendigvis butikker, der havde noget med tyskerne at gøre. Det store varehus Buldog blev sat i brand og plyndret. Man nægtede at lade brandværnet komme til, og det kunne have endt katastrofalt, hvis ilden havde bredt sig endnu mere.
Det var varmt på Nørrebro i dobbelt forstand. Dagene mellem den 30. juni og 1. juli 1944 var nok nogle af de blodigste som Nørrebro nogensinde har oplevet. Beboerne på Nørrebro vågnede op med budskabet om, at otte medlemmer af Hvidstensgruppen var blevet henrettet dagen forinden. Budskabet fik sporvognspersonalet til at nedlægge arbejdet.
Og ved 10 – tiden her den 30. juni vrimlede der med mennesker på Nørrebrogade. Man begyndte at bygge barrikader over vejen. Arbejdsvogne og en masse andet materiale blev anvendt. Røde flag med hammer og sejl flagrede på barrikaderne. Mængden var ophidset og politiet affyrede skræmmeskud.
En enlig tysk soldat på cykel blev overfaldet af masserne. Ved Fredensgade var der rejst en figur, der forestillede Hitler. Politiet var dukket op med 15 mand. Men det var slet ikke nok. Man trak sig tilbage til Fælledvej, hvor man ventede på forstærkning.
Mellem Stengade og Griffenfeldtsgade brændte et mægtigt bål. Kommunens store redskabsvogn som stod på Blågårds Plads var blevet hentet til Nørrebrogade og væltet om på siden. Nu var der også tændt bål på Kapelvej. En masse fødevare – og tobaksforretninger var ved at blive plyndret. Situationen udviklede sig mere og mere.
En mand blev overfaldet. Der blev med stor kraft kastet en stor sten mod hans hoved. Han var dræbt på stedet. Man sagde om ham, at han var stikker.
I Rantzausgade foran en slagterbutik tilhørende slagter Trebien var der opløb. Pludselig lød der et brag. Ruderne var knust. Tre – fire mand sprang ind i butikken og kastede spegepølse, rullepølse, leverpølse og kødpølse til folk. Butikken blev ikke plyndret, den blev også ødelagt. Alt hvad der overhovedet kunne slås i stykker med hænder, ved spark eller hakke og koben blev total knust. Denne Trebien havde nazistiske tilbøjeligheder.
Da man var færdig her gik det ud over en bagerbutik på hjørnet af Rantzausgade og Skyttegade. Den blev også kåret som Nazi – Butik. Wienerbrød, kiks, ispinde, smør og fedt blev mere eller mindre fordelt mellem de tilstedeværende inden butikken skulle ødelægges. Men pludselig lød det. ”Tyskerne kommer”.
Og pludselig løs råbet. ”Til Buldog”. Det var det store varehus på hjørnet af Ravnsborggade og Nørrebrogade. Først blev det plyndret. Ruderne blev knust og inventaret smidt ud i et stort bål på Nørrebrogade. Man kaldte varehuset for en Nazi – rede.
Politiet kunne ikke rigtig stille noget op. Og de måtte helt opgive, da medlemmer af Schallburgkorpset dukkede op og skød vildt omkring sig. De dukkede op med maskinpistoler ud af vinduerne af bilerne. Tre mennesker døde under denne aktion.
Et par skovvogne med politi dukkede op. Folk forsvandt midlertidig fra Buldog. Men de vendte tilbage og nu blev der også sat ild til varehuset. Millioner af varer gik op i lys lue. Branden var omfattende og havde allerede fat i en beboelsesejendom på Ravnsborggade.
Brandvæsnet blev nægtet adgang. Polititiet forsøge at rede, hvad der kunne reddes.
Henne fra Sankt Hans Torv lød nogle maskingeværssalver. Det var fra en tysk bombemaskine som sendte nogle salver mod folkemængden. En halv snes mennesker blev under denne aktion enten dræbt eller såret.
Kort efter kom en tysk lastbil. Kuglerne hvinede hen over Fælledvej. Folk skyndte sig ind i porte og inde i gadedøre. En Schalburg – mand som havde vist sig i civil blev klædt af af mængden. Han måtte nøgen løbe spidsrod til Schalburg – borgen på Blegdamsvej. Mange butikker, der ikke nødvendigvis var Nazi – butikker var blevet sat i brand. Og omkring varehuset stod kun de røgsværtede murer tilbage.
Klokken 17 var der brand i Palsbøls Konfektionsfabrik i Stengade 38. En halv time efter der brand i Lysdahls Konfektionsfabrik.
Ved 18 – tiden kom en hestevogn uden heste foran fra Griffenfeldsgade med masser høballer, der var sat ild til. Vognen blev væltet på Nørrebrogade og de brændende høballer rullerede hen ad Nørrebrogade.
Pludselig lød et voldsomt brag. En dreng hoppede rundt med et ordentligt hul i låret, hvorfra kødtrevler hang ud. Ude midt på gaden lå en ung mand og nærmest svømmede i blod. Han var revet i stykker under en voldsom eksplosion. På modsatte gadehjørne lå en kvinde og to – tre mænd gennemvæddet af blod. Deres kroppe, arme og ben var gennemskåret af splinter.
Tyskerne havde opstillet kanoner, der tilfældigt skød ned ad Nørrebrogade. Vidner berettede om 12 – 20 døde. I butiksdøren til en chokoladefabrik lå en kvæstet kvinde. Der stod nogle CB’ ere omkring hende. På vejen lå hendes cykel sprængt i tre dele. En familie var netop kørt over Nørrebrogade fra Møllegade til Solitudevej, da katastrofen indtraf. Drengen lå inde i en opgang. Der lå mange døde og kvæstede rundt omkring i opgange og på sideveje.
Det gik uendelig tid før en enlig ambulance dukkede op. Den blev fyldt op med sårede og døende mennesker. Noget senere kom ydere et par stykker og resten blev kørt væk. Gader og fortove var overfyldt med blod.
Klokken 19.25 meldes om flere sårede ved skydning på Nørrebros Runddel med tyske maskingeværer. På hjørnet af Griffenfeldsgade og Nørrebrogade skød det tyske politi. Klokken 21 var der hærværk på Stella Nova Nørrebroagde 32. Inventaret var blevt slæbt ud på gaden og antændt.
En tysk uniform var ophængt på et stativ og stillet ud på gaden og antændt. Det betød at tysk politi skød vildt omkring.
Tyskerne kørte rundt i kvarteret og antagelig også terrorkorps og beskød tilfældige. Klokken 22.30 var der forholdsvis roligt i kvarteret.
Men balladen fortsatte de næste tre dage. Allerede kl. 6.20 næste dag blev en person skudt. Tilfældige forbipasserende blev beordret til at rydde barrikaderne. Der var opstillet kaniner på Nørrebrogade, Skt. Hans Torv, Blågårdsgade og andre steder. Patruljer kørte rundt og skød på folk med geværer, maskinpistoler og undertiden endnu større våben.
En brandmand på vej til arbejde blev skudt på sin cykel. En kanon blev affyret mod Thorupsgade 15.
Den 7. august efter blev den tidligere politimand Sustmann Ment dræbt i en linje 16 ud for det nedbrændte Buldog af modstandsfolk. Han arbejdede nu for det tyske sikkerhedspoliti. Dette afstedkom, at lederen af det tyske sikkerhedspoliti SS Standartenführer Bovensieben krævede en hævnaktion. Og det skete med nedskydningen af 11 danskere i tysk fangenskab ved Osted mellem Roskilde og Ringsted.
November 5, 2018
Unødvendige Krige?
Danmark var en helstat. Hertugdømmerne havde egen forfatning. Holsten var med i Det tyske Forbund. En modbevægelse blev startet i Slesvig. Den oldenborgske kongelinje ville uddø. Hertug af Augustenborg øjnede chancen. Danmark til Ejderen. Folkestyret blev indført. Falske rygter til ny regering. Der var også rygter i Slesvig. I Slesvig-Holsten kæmpede man mod den danske kongemagts undertrykkelse. En smart list i Rendsborg i 1848. Tre – års krigen rasede. Men det var en dyr sejr. Danmark havde to grundlæggende problemer. Tronfølgerspørgsmålet løst i samarbejde med russerne. Staten betalte den hertugelige familie til tavshed. Bismarck udnyttede situationen. Danmark ville ikke afskaffe november-forfatningen. Og det kneb med opbakningen til danskerne, pludselig stod de helt alene. Danmark gamblede men tabte. 1864 blev et trauma, der endnu ikke er overstået.
Danmark var en helstat
Mange mener, at de Slesvigske Krige var unødvendige. De fleste kalder krigene for borgerkrig. Og de allerfleste husker dem kun for ”Slaget ved Dybbøl”.
Udtrykket Danmark er ikke noget entydigt begreb. Den danske monarki var en helstat, der foruden kongeriget Danmark bestod af Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, hvis hertug var identisk med kongen af Danmark.
Forskellig lovgivning
Kongen/hertugen var altså forenede faktor mellem statens forskellige dele. Lovgivning, forvaltning og retsvæsen i kongeriget og hertugdømmerne var forskellig. Kongeåen var grænsen mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig. Ja det var også en toldgrænse.
I 1460 var den danske kong Christian den Første i kraft af Ribe – privilegiet blevet hertug af Slesvig og greve af Holsten. Ved denne lejlighed havde han mht. Slesvig og Holsten måttet love:
Det betød de to landsdeles udelelighed, enhed og sammenhørighed.
Hvad der var sket i 1460 var med andre ord en ”personalunion” mellem kongeriget Danmark, hertugdømmet Slesvig og grevskabet Holsten. Sidstnævnte blev i 1474 ophøjet til hertugdømme. Slesvig og Holsten var en såkaldt realunion.
Holsten var med i Det tyske Forbund
I det 19. århundrede var situationen den, at Holsten var medlem af Det tyske Forbund, som var en løs sammenslutning af store og små tyske stater. Slesvig var ikke medlem.
Fra tysk side blev det i 1841/42 foreslået, at den danske helstat tilsluttede sig Det tyske Forbund som ”admiralstat”. Denne ide mødte dog heftig modstand blandt danske liberale og blandt dansksindede slesvigere.
Sure miner i Slesvigs stænderforsamling
I 1844 bestemte kongen, at man kun måtte tale dansk i Slesvigs stænderforsamling, hvis man ikke kunne tale tysk og forbød dermed Hjort Lorenzen at tale på dansk. Dette bevirkede at han og andre meningsfælder nægtede at møde i stænder – salen. Kongens afgørelse førte til store protester.
En modbevægelse
I den tysksindede befolkning var der startet en modbevægelse, der arbejde for, at Slesvig Holsten skulle løsrives fra Danmark med tysk som eneste sprog, og i stedet knyttes til Tyskland med hertugen af Augustenborg som hertug. Bevægelsen kaldtes for slesvig-holstenismen. Ved en sangermøde i Rendsborg, arrangeret af bevægelsen i 1843 blev sangen ”Schleswig-Holstein meerumschlungen” præsenteret. Det blev en slags nationalsang for oprørerne.
Den oldenborgske kongelinje ville uddø
I hertugdømmerne var man efterhånden klar over, at kronprins Frederik, den senere Frederik den Syvende ikke kunne få arvinger. Det betød at den oldenborgske kongelinje ville uddø med ham. Hvad skulle der nu ske med hertugdømmerne. Efter den danske kongelov skulle arvefølgen så gå over til kvindelinjen. På den måde ville det ikke være nogle problemer med arveretten til den danske trone. Spørgsmålet var arveretten til hertugdømmerne og specielt Slesvig.
Hertug af Augustenborg øjnede chancen
Christian August, hertug til Slesvig Holsten og prins af Augustenborg så nu chancen til at løsrive hertugdømmerne fra den danske trone og lade dem indgå i det tyske forbund med ham selv som arvehertug til både Slesvig og Holsten. Ja han mente sig endog berettiget til at overtage hele monarkiet som dansk konge og hertug.
Han samarbejdede med det slesvig-holstenske ridderskab og var medlem af stænderforsamlingen i Slesvig samt overhoved for det slesvig-holstenske parti, der arbejdede på en sammenslutning af Slesvig og Holsten og en adskillelse fra kongeriget.
I starten var det hertugens lillebror prins Frederik af Nør, der arbejdede på at piske en oprørsstemning op mod Danmark, men han tilsluttede sig snart selv oprøret, der var rettet mod deres egen svoger, den danske kong Christian den Ottende, der i sit anden ægteskab, havde giftet sig med brødrenes søster, Caroline Amalie.
Begge de to brødre, der stod i spidsen for oprøret, var opdraget som danske prinser og de havde talt dansk i deres hjem. De var sønner af Frederik den Sjettes søster, Louise Augusta og hertug Frederik Christian af Augustenborg.
Danmark til Ejderen
De national – liberale ønskede et Danmark til Ejderen. Slesvig – Holstenerne ønskede et Slesvig – Holsten til Kongeåen. Der fulgte endeløse diskussioner og henvisninger til begivenheder i historien, der skulle forklare, hvem der havde rettighederne på deres side.
Slesvig – Holstenerne var indstillet på, at området skulle inddeles i en tysk og en dansk del. Men fra dansk side ønskede man, at nu skulle hele Slesvig – Holsten også den tyske del indlemmes i kongeriget.
Folkestyret blev indført
1848 bliver ellers anset for, at være en af Danmarks største frihedsår. Her indførtes folkestyret og året efter var det grundloven, der blev underskrevet. Men der var absolut ikke tale om idel lykke og harmoni inden for helstaten op til 1848
Liberale og revolutionære regeringer i de tyske stater blev slået ned bl.a. med den preussiske hærs hjælp.
Falske rygter første til ny regering
Kravet om, at også Slesvig skulle tilsluttes det planlagte samlede Tyskland var stærkt medvirkende til, at det i København kom til demonstrationen den 21. marts 1848. Kravet var et nyt ministerium og sikring af Slesvigs tilhørsforhold til Danmark.
Blandt historikere er der uenigheder om, at det var den nationalliberale Orla Lehmann, der havde udspredt rygter om, at der var et oprør i gang i Slesvig – Holsten. Dette rygte var notorisk ikke sandt. Men det var afgørende for folketoget til kongen den 21. marts og for dannelsen af den nye regering.
Rygtet blev nemlig udbredt med det sigte at fremkalde et regeringsskifte. Der var vitterligt ikke et oprør i gang i Slesvig – Holsten på daværende tidspunkt. Men det blev det, da denne begivenhed med rygter nåede til hertugdømmerne.
Også rygter i Slesvig
Blandt slesvig-holstenerne blev efterretningerne om systemskiftet derfor opfattet som kup. Og for at legimitere dette spredtes rygtet om, at hertugen (Frederik den Syvende) var taget til fange af oprørerne i København, hvorfor man dannede en regering i ”den ufri hertugs” navn.
I slutningen af marts fandt de første militære sammenstød mellem danske og slesvig-holstenske styrker sted.
Mod den danske kongemagts undertrykkelse
Treårs – krigen, der blev udkæmpet fra 1848 til 1850 var hertugdømmernes væbnede oprør mod den danske kongemagts undertrykkelse. Mange slesvigske familier og mennesker, der tidligere havde været gode venner og naboer valgte forskellig side og blev nu fjender. Mange slesvigere blev grundet gruppepres tvunget på tysk side.
En smart list i Rendsborg
Prinsen af Nør trak i militæruniform og ilede til Kiel for at være med til starten på oprøret. Det lykkedes for prinsen af Nør den 24. marts 1848 ved en list, at overrumple garnisonen i Rendsborg ved en list. Han optrådte i en dansk generaluniform. Han blev derpå udnævnt til krigsminister i den oprørsregering slesvig – holstenerne havde dannet. Vi har tidligere skrevet om denne episode.
Treårs-krigen
Der fulgte nu en række kampe, hvoraf mange var særdeles blodige. Bl.a. kan vi nævne:
Den 12. januar 1851 proklameredes standsningen af fjendtlighederne.
En dyr sejr
Oprørerne fik hjælp fra Preussen og det tyske forbund. Efter sejren førte det til helstaten med Kongeriget og Hertugdømmerne under den danske kong Frederik den Syvende blev genoprettet.
Stormagterne var fast besluttet på, at den danske helstat skulle opretholdes, fordi man ikke ønskede preussisk kontrol med den vigtige flådehavn i Kiel, fordi noget sådant ville forrykke den internationale magtbalance.
Det tyske Forbund så med skepsis på den hårdhændede ”daniserings – politik” i Slesvig.
Men sejren var dyrekøbt. Og i 1864 blussede den atter op. Men inden da skete der også ting og sager.
Danmark havde to grundlæggende problemer
Godt nok stod Danmark som sejrherre, men der var to grundlæggende problemer. For det første var Hertugdømmet Holsten under kontrol af tyske forbundstropper, som havde overtaget kontrollen fra de slesvig-holstenske oprører.
Det andet problem var som allerede nævnt, at den danske kongeslægt var i fare for et uddø. Og det gjaldt forskellige arveregler i Kongeriget Danmark og i Slesvig-Holsten.
Danmark indledte forhandlinger med de to tyske stormagter Preussen og Østrig som både skulle indvillige i, at tropperne skulle forlade Holsten, og i at anerkende en ny tronarving til hele det danske rige. Alt dette foregik i noteform. Og det var her, at den danske regering skrev, at Slesvig ikke ville indgå i det danske kongerige.
Aftalen var vigtig, for ellers kunne London-aftalen ikke underskrives.
Trods sin 1852 indgåede forpligtelser afstod hertugen af Augustenborg nu sine ”rettigheder” til sin søn, prins Frederik som straks lod sig udråbe til slesvig-holstensk hertug under navnet Frederik den Ottende. Dette vandt også tilslutning hos oprørspartiet i hertugdømmerne.
Trofølgespørgsmålet løst i samarbejde med Rusland
Tronfølgerspørgsmålet skulle også løses. Det gjaldt navnlig her at få en overenskomst med Rusland, hvis herskerhus havde arvekrav på dele af Holsten. Efter Ruslands anvisning bestemte man sig først for arvestorhertug Peter af Oldenburg. Men det viste sig at denne var alt for meget slesvig-holstener af sind og tanke.
Man enedes derfor med russerne om prins Christian af Lyksborg, som var gift med Christian den Ottendes søsterdatter prinsesse Louise af Hessen. På denne måde tog man også hensyn til den tilsidesatte oldenborgske kvindelinje. For danskerne var det vigtigt at vide, at prins Christian under oprørskrigen havde støttet den danske sag og tjent den danske hær.
De nødvendige arveafkald blev tilvejebragt. En overenskomst var opnået angående ordningen af monarkiets forfatningsforhold gennem kundgørelsen af 28. januar. Men også de tyske stormagter var villige til at anerkende det danske monarkis integritet.
Staten betalte den hertugelige familie til tavshed
Forinden havde også hertugen af Augustenborg, mod at den danske regering for en i forhold til værdien meget betydelig sum afkøbte ham hans slesvigske godser, ved sit hertugelige ord og ære på egne af familiens vegne lovet intet at foretage, der kunne true roligheden i det danske monarki eller den ny tronfølgeordning. Med andre ord, den danske stat købte sig til tavshed hos den hertugelige familie fra Augustenborg. Denne familie havde som bekendt stået på den anden side sammen med oprørerne.
Bismarck udnyttede situationen
I efteråret 1862 var Bismarck blevet preussisk ministerpræsident. Han ville benytte situationen til fremkalde en krig mod Danmark. Det kunne give den preussiske regering styrke i dens kamp mod deputeretkamret, vise den ny hærorganisations fortrin og bane vejen for Preussens erhvervelse af hertugdømmerne. Man havde en tvetydig stilling til London – traktaten, som Preussen selv var underskriver af. Man ville gøre dens gyldighed afhængig af, at Danmark opfyldte sine forpligtigelser af aftalerne fra 1851 – 52.
Danmark ville ikke afskaffe November-forfatningen
Efter treårs – krigen fortsatte de nationale stridigheder i Slesvig. I 1863 fik de national – liberale genoplivet Ejder – politikken. Atter forsøgte man at indlemme hele Slesvig i kongeriget. Resultatet blev en ny krig nu med Preussen og Østrig.
Det var november-forfatningen i 1863, som både russerne, franskmændene og englænderne forsøgte at få den danske regering til at trække tilbage, som knyttede Slesvig til Danmark.
Danmark havde ikke opbakning
På en smart måde tillod Bismarck ikke Danmark en lang frist til at tilbageføre november-forfatningen. Rusland som tidligere havde været Danmark venlig stemt, var blevet knyttet nærmere til Preussen på grund af deres optræden i forbindelse med opstanden i Polen til gunst for Rusland.
Russerne så også skævt på de såkaldte sprogreskripter fra 1854, hvorved Slesvig, hvad kirke-, skole-, rets- og administrationssprog angik, deltes i 3 bælter, et rent dansk, et rent tysk og et blandet -. Derved mente russer, at Danmark havde forurettet den tyske nationalitet.
Sverige og Norge havde sagt fra på grund af november-forfatningen.
Første februar 1864 overskred preusserne Ejderen. Danmark stod selv uden hjælp fra nogen.
Danmark gamblede – men tabte
Under fredsforhandlingerne forsøgte Danmark at spille, men tabte.
Denne gang foreslog Preussen og Østrig en deling efter afstemning. Den danske regering gamblede og afviste forslaget. Krigen fortsatte og et par uger efter havde Danmark definitivt tabt krigen.
Konferencen i London fra den 20. april til 25. juni endte uden resultat. Tanken om en personalunion blev afvist af Danmark. Man erklærede sig villig til at forhandle om en deling af Slesvig ved Danevirke – linjen.
Preussen og Østrig stillede et modforslag om en deling efter Aabenraa – Tønder linjen. Men man var dog villige til at foreslå deres regeringer om en deling i en linje nord om Flensborg og Højer til Tønder. Begge disse delinger blev afvist af Danmark.
Danmark stod selv
Englænderne foreslog en mægling, der gik på at drage en grænselinje ikke sydligere end Dannevirke og ikke nordligere end Aabenraa – linjen. Dette forslag blev stærkt støttet af Rusland og Frankrig. Men tyskerne ville ikke støtte nogen voldgiftskendelse, men kun en mægling af en neutral magt. Dette blev afvist af danskerne.
Danmark havde håbet på hjælp fra Rusland og England, men disse forhåbninger bristede, da krigen den 26. juni blev genoptaget. Als blev tabt og hele Jylland blev besat. Den 1. august indledtes fredskonferencen i Wien. Den sluttede den 30. oktober 1864. Resultatet blev, at Danmark mistede alle tre hertugdømmer.
1864 – et trauma, der endnu ikke er overstået
Ved Prag – freden i 1866, som afsluttede den Preussisk – Østrigske krig, fik Napoleon den Tredje indført § 5 ordningen, hvor Slesvigs nordligste distrikter fik mulighed for ved afstemning at kunne blive forenet med Danmark. Men denne paragraf blev ophævet i 1878 i en overenskomst mellem Preussen og Østrig.
Og herhjemme blev grundloven af 1849 revideret i konservativ retning. Den almindelige valgret til Landstinget blev indskrænket til fordel for privilegeret valgret til de højest-beskattede.
Nederlaget 1864 medførte et nationalt trauma, der endnu ikke er overvundet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
November 3, 2018
Saltvandssøen ved Højer
Vi er syd for Højer. Her lavede vi tømmerfloder og badede. Men det er 60 år siden. Nu blev der her etableret en fuglelokalitet af de helt store. Det var et alternativt flertal, der bestemte dette. Det hele blev etableret, efter at vandet sprøjtede over digekronen. Skulle man bygge nye diger eller forstærke de etablerede? Saltsøen har en max. dybde på 40 cm. Vand tages 800 meter ude i Vesterhavet. Fuglelivet trives bedre end forventet. Og der er 130.000 fugle. Søen fungerede dog først optimalt fra 1987. Man kan komme ganske tæt på.
Tømmerfloder og badning
Det er i det område, hvor vi byggede tømmerflåder og huler. Vi badede i Priler, som er kanaler ude i forlandet. Vi havde nogle skønne sommerferier herude på forlandet. Men vi havde også fået restriktioner på, hvornår vi skulle være hjemme. Vores legeplads kunne være en farlig legeplads, hvis ikke vi respekterede naturens luner og tog hensyn til ebbe og flod, vejr og vind.
Min Opa var vel det, der hed stedfortrædende slusemester. Han kunne aflæse skyerne omkring vejrforhold. Og min Oma havde lært noget af det. Så vi vidste, hvornår vi skulle stå på diget.
Det var forlandet ud for Ny Frederikskog, og det er vel i dag over 50 år siden.
Det blev en fuglelokalitet
Nu er området herude fuldstændig forandret. Der er kommet et fremskudt dige og en ny slude. Her er kommet en saltvandssø, og selve det indvundne land hedder nu Magrethekogen. Denne saltvandssø tiltrækker i den grad naturelskere.
Det fremskudte dige var til livlig diskussion dengang i slutningen af 1970erne. Der kom beskyldninger om skjulte landindvindinger for statens penge. Men uofficielt glædede landmændene sig til 1.150 hektar billig landindvindings – jord i den nye Margrethe Kog. Men sådan blev det ikke. Det blev i stedet en femstjernet fuglelokalitet.
Et alternativt flertal
Et alternativt flertal uden om den siddende borgerlige regering vedtog i Folketinget, at når trafikministeren insisterede på et fremskudt dige ude i Vadehavet – i modsætning til tyskerne, der trak deres diger ind til land – så skulle der kompenseres for tabet af det rige forland.
Flertallet bestemte derfor, at der skulle etableres en saltvandssø bag det nye dige. Man bestemte, at de sydlige dele af Magrethe Kog ikke måtte opdyrkes. De skulle drives som fugtige marskenge, der afgræsses af får.
Loven blev underskrevet i 1983. Der blev afsat en beløbsramme på 10 mio. kr., hvoraf halvdelen kom fra EF.
Det sprøjtede over digekronen
Allerede i februar 1962 havde en voldsom stormflod sat spørgsmålstegn ved digesikkerheden langs Vadehavet. Da endnu en ødelæggende stormflod ramte digerne i januar 1976, var bægeret fuldt.
Den 3. januar 1976 om morgenen tvang en nordveststorm vandstanden op i 4,92 meter over DNN. Det var den højeste vandstand i hele århundredet. Mens bølgerne sprøjtede ind over digekronen, lod befolkningen sig evakuere fra flere områder.
Et par dage efter det store drama måtte statsminister og trafikminister en tur til Højer for at lade sig skælde ud af Højers borgmester. Året efter blev det besluttet af den socialdemokratiske borgmester, at der skulle gøres noget for at sikre digerne.
Nye diger – eller forstærkning af de eksisterende?
Og så var det ellers, at debatten brød løs.
Skulle de eksisterende diger forstærkes og gøre højere? Eller skulle der bygges et helt nyt dige? Og hvis nu der skulle bygges et nyt dige, skulle det så ligge ude i Vadehavet?
Det nye dige krydsede landegrænse, men tyskerne valgte at trække linjeføringen tilbage grundet kraftige protester fra naturorganisationerne. Men sådan var det ikke i Danmark. Landbruget havde stillet krav.
Men nu havde de grønne partier indledt et effektivt samarbejde, og det lykkedes, at overbevise et flertal af politikere, om at overbevise politikerne om at overbevise dem om, at der skulle kompenseres for tab af natur. Man gik uden om den siddende regering og dermed blev anlæggelse af en saltvandssø en realitet.
Maksimal dybde på 40 cm
Ved den nye sluse er der etableret et dagligreservoir, der fungerer som opsamlingsbassin for de varierende vandmængder, der ophobes i Vidåen.
Byggeriet af saltvandssøen er udført af Wright, Thomsen og Kier. Man gik i gang i juni 1983. Den fire kilometer lange sø kunne indvies allerede i september 1984. Saltvandssøen dækker omkring 250 ha. Den er meget lavvandet med en maksimal dybde på 40 cm. Og dette er nok hemmeligheden bag successen. Den lave vandstand giver de bedste muligheder for vadefugle og ænder til at finde føde.
Vand taget 800 meter ude i Vesterhavet
Bredzonen er meget uregelmæssig med masser af indskrænkninger, bugter og småvige, som også betragtes som en fordel for fuglelivet.
Vandet i søen er som noget antyder, saltvand. Det hentes 800 meter ude i Vesterhavet. Gennem en nedgravet rørledning, der gennemborer diget pumpes vandet ved højvande ind i søens sydlige del. Her budfælder slam, tang og materiale i et bassin, inden havvandet strømmer ind i saltvandssøen.
I den nordlige del løber vandet over en lav tærskel gennem en kanal til det reservoir, der er forbundet med Vidåen.
Vandet i søen udskiftes seks – ti gange om året. Indpumpningen styres af et elektronisk anlæg.
Fuglelivet trives bedre end forventet
Fuglelivet synes at trives bedre end forventet. Antallet af gæs er fem gange større end forventet. Svømmeændernes antal er lidt lavere end forventet, mens vadefuglenes andel er hele seks gange højere.
Man har fundet hele 22 arter. Af disse topper rylen med 39.000 – 56.000 individer. Den islandske ryle tæller fra 9.500 – 27.000. Klyden er repræsenteret med fra 2.000 – 5.000 stykker.
Man siger at 25 vandfuglearter er steget i antal, mens 9 arter er faldet.
130.000 fugle
Margrethe Kog kan i træktiden huse mere end 100.000 rastende fugle. Og både havørn og vandrefalk har fundet vej til det rige spisekammer. De ynglende fugle har også fundet fristed på de mange holme i Saltvandssøen. Også de meget sjældne stylteløbere har fundet hertil.
30.000 individer befinder sig på forlandet vest for det fremskudte dige
Syd for åen ligger mod øst ca. 670 ha græsklædte arealer som afgrænses af får og heste. Nord for åen er almindelig landbrugsjord i omdrift.
Fungerede optimalt fra 1987
De første år efter saltvandssøens etablering i 1981 fungerede den ikke optimalt på grund af digebrud. I perioder manglede der indpumpning af saltvand. Men fra 1987 betragtes driften og de fysiske forhold i søen som stabile.
Vi har tidligere på vores hjemmeside citeret vadehavsmaleren Nolde, da denne berettede om et meget varieret dyreliv i Tøndermarsken inden hele området blev afvandet. Før i tiden var det næsten tale om et amfibielandskab.
Man kan komme tæt på
Man har en sjælden mulighed for at komme tæt fordi der er fast land næsten hele vejen rundt. Man kan se ind i en sjælden spændende verden. Adgangen til den sydlige del af Magrethe – kog er begrænset, for at give naturen et sted hvor den kan udvikle sig uforstyrret, og hvor vi mennesker dog kan følge med på afstand.
Man kan iagttage Saltvandssøen, hvis du kører grænsen ved Siltoft. Husk dit pas. Det er fra grænsevejen mellem Siltoft til det fremskudt dige. Og så kan du også observere søen fra Diget mellem Ny Frederiks Kog og Magrethe Kog.
I Magrethe Kogs sydlige del, hvor saltvandssøen ligger, har offentligheden nu lovligt kun adgang af to østlige stikveje, der går ind i Magrethe Kog fra øst af det gamle havdige mellem Højer og Siltoft syd for Højer. Adgangen må kun ske til fods uden for perioderne 1. marts – 31. maj og 1. – 31. oktober.
Den offentlige adgang fra Vidåslusen og ned til Saltvandssøen i Magrethe Kog var i strid med gældende bestemmelser, så Fredningsnævnet har besluttet, at den vej må man ikke benytte. Man vil arbejde på, at denne vej igen blev åbnet. Men på stående fod ved undertegnede ikke om stien er genåbnet. Og måske skal de andre råd tages med forbehold. Det er længe siden ”Den Gamle redaktør” har været på stedet, og måske er der indtruffet nye fredninger
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk er der bl.a. 69 artikler fra det gamle Højer og 235 artikler fra det gamle Tønder. Der er 162 artikler fra Sønderjylland. Her er masser af artikler fra Tøndermarsken og Vadehavet.
November 2, 2018
Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
Vidste du, at der er både Sort, Hvid, Grå og Sølv Sol. Ja og navnet ”Sort Sol” stammer fra Møgeltønder. Det hed det nemlig ikke for 60 år siden, da undetegnede så fænomenet første gang. Det er rovfuglene, der får stærene til at danse. Rovfuglene angriber oppe fra. Ja du kan også sige God Morgen til Sort Sol. Stærene flyver også med promille. De overnatter tre til syv dage hvert sted. Og så er en stær nærsynet. En gås kan blive 30 – 40 år gammel, dog næppe julegåsen.
For 60 år siden hed det ikke Sort Sol
Vi så det første gang ude i Ny Frederikskog. Dengang var det også en oplevelse. Ja det er vel 60 år siden, at vi første gang var dybt betaget af fænomenet.
I dag flokkes naturelskere for at se og fotografere fænomenet, når mellem en halv og hel million stære danser på himlen hver forår og efterår. Fugleballetten er betagende at kigge på.
Man ser det også i Gotteskoog, når stærene vil slå sig til ro i tagrørene. Men gang på gang forstyrres de af sultne rovfugle. Og så er det med at tage himmelflugten i forskellige formationer og mønstre, som skal forvirre rovfuglen. Ja det er det som man kalder Sort Sol. Det hed det hvis nok ikke for 60 år siden.
Det er rovfuglene, der får dem til at danse
Snart er det en vandrefalk, snart en spurvehøg og snart er det en rørhøg, men den er for langsom. Det skal nemlig hurtighed til for at få en stær til aftensmad.
Der skam også noget der hedder Hvid og Grå Sol.
Stære reagerer 16 gange hurtigere end os. Når stærene går ned i tagrørene, er det med 65 kilometer i timen. De er bange for at blive angrebet, når de dykker. Vandrefalken angriber dem i luften. Mens spurvehøgen sidder nede i rørene og venter på dem. Jo det er rovfuglene, der får dem til at danne Sort Sol til glæde for os.
Rovfuglene angriber oven fra
Gang på gang kredser stærene hen over tagrørene og lægger an til landing, men fortryder så og danner endnu et grafisk mønster på aftenhimlen. Mens dette sker sidder folk med picnickurv med sandwich og et køligt glas hvidvin og betragter skuepladsen. Måske nøjes man med enkelt øl eller to købt i grænsebutikkerne i Aventoft. For også her i Aventofts tagrør kan man observere fænomenet.
Mindre flokke af stære på 500 til 1.000 slutter sig hele tiden til hovedflokken, som slutter med at være adskillige tusinde. Vi kan godt nå op på en million.
Når de sidder på tagrørene, kan gederne ikke tage dem. Rovdyr kan heller ikke nå ud til dem ude i vandet. Nu skal de bare undgå rovfuglene. Nu bliver en patrulje sendt ud for at rekognoscere. De gamle og erfarende fugle ligger lige bag formationens spidser, og det er dem, der bestemmer, hvornår det er sikkert at lande.
Rovfuglene forsøger at angribe stærene fra oven. Stærene forsøger med undvigelsesmanøvrerne at holde rovfuglene under sig. Ja de laver endda kontrangreb på rovfuglene med opkast og fugleklatter, som gør rovfuglenes fjer klistret, så de ikke kan flyve.
Du kan også sige God Morgen til Sort Sol
Du kan også sige God Morgen til Sort Sol. Cirka en time før solopgang begynder stærene at synge og ca. ½ time før solopgang letter de fra tagrørene på en gang. Nu skal de ud at finde føde. Stærene finder stankelbens – og gåsebillelarver i de fugtige græsmærker, men spiser også bær og frø.
De flyver med promille
I sensommeren og i efteråret drager især de unge stære nytte af de store mængder bær, der findes i haver og hegn på den tid af året. Bærrene er dog forbundet med en vis risiko. Mange af dem har nemlig ligget på jorden i længere tid og er derfor begyndt at gære og danne alkohol. En bærspisende stær kommer nemt til at indtage alkohol i mængder, som burde kunne slå et dyr af denne størrelse ud. Men en stær har en alkoholforbrænding, der er cirka 20 gange så høj som menneskets og stærene kan sagtens manøvrere i flokken selv med en stor promille.
Stærenes forårstræk ligger fra februar til midt i april. Og efterårstrækket begynder i august og varer til helt til december. Den største Sort Sol kan du som regel opleve i slutningen af marts og begyndelsen af april, i september og hele oktober.
Tre til syv dage hvert sted
Når turister valfarter til, så forventer de at se flokke på minimum 100.000. Men nogle gange bliver man snydt.
Normalt overnatter stærene tre til syv dage på samme sted, inden de flytter til et nyt natteleje, som er typisk 700 meter til tre kilometer væk. Stærene er i marsken i forår og efterår for at spække sig. Om foråret æder de som rasende og på tre uger stiger deres vægt fra 80 til 110 gram. Om efteråret skal de have fedt på kroppen for at holde varmen.
Navnet stammer fra Møgeltønder
Vi har jo en gruppe, der hedder Sort Sol. Gad godt nok vide, om de har taget navnet efter dette fænomen. For jeg mener, at det er naturvejleder Iver Gram, der har opfundet navnet. Han boede dengang i Møgeltønder og det var i forbindelse med en artikel i Jyske Vestkysten, at navnet opstod.
Fænomenet gør indtryk på de fleste. Dengang, da Prins Joachim endnu boede på Schackenborg Slot tog han ofte sine gæster med ud og se på Sort Sol. Ja man kan sige, at fænomenet tiltrækker måske folk, der ikke normalt kommer i naturen.
Og for Tønder og Omegns handlende er det jo også indbringende. Måske skal vi lige udvide området til hele marsken også længere nord på, så betyder fænomenet 135 til 150 millioner kroner mere til Udkants – Danmark.
En stær er nærsynet
Årsagerne til at stærene flyver i flok er måske for at forvirre rovfuglene. Men en teori er også, at stærene er nærsynede. De har fremadrettede øjne, hvilket betyder, at de kan have vanskeligt ved at opdage fjender. Deres øjenplacering er ideel, når det drejer sig om at fokusere på en genstand, et fødeemne, foran sig, men mindre fordelagtig, når fjenden skal opdages.
Et angreb lykkes som regel
Normalt lykkes det dog rovfugle at få fat i mange stære i de minutter, hvor fuglene samles til overnatning. Når en rovfugl flyver ind i flokken, reagerer stærene promte med et bombardement af gylp og ekskrementer. Når stærene har sat sig til ro, kan det ske, at hornugler går til angreb på de sovende stære. I det tilfælde opskræmmes alle fugle og overnatningsstedet opgives.
Sort Sol er ligesom Sønderjysk Kaffebord for længst blevet et begreb. Gæssene og svanerne danser også. Ja og førstnævntes dans er kaldt Grå Sol. Og det er også en stor oplevelse. Gæssene spreder sig mere.
Grå Sol
Her i marsken oplever vi Europas største gåseflokke på mellem 40.000 og 65.000 gæs. Der hvor størstedelen af Tønder Musik festival i dag afholdes kunne man i fordums tider opleve at gæssene nærmest drattede ned af himlen så mange var der. Man kunne næsten gribe dem i luften. Dengang var der et utal af butikker i Tønder, der solgte gæs. Men se den historie har vi jo for længst skrevet om.
Ude i Ny Frederikskog kan du godt opleve, når et tusindtal af gæs letter og udfører et flyve– og lydshow.
Det er ikke langt fra Margrethe Kog, som er den yngste inddigning i Vadehavet. Den 11 kvadratkilometer store inddigning ligger mellem Emmerlev Klev og den dansk – tyske grænse. Den rummer en stor saltvandssø, som nok fortjener sin egen artikel. Her kan du opleve Grå Sol. Her opholder der sig tusindvis af bramgæs. De kan sagtens lade sig skræmme af en falk eller en havørn, og så stiger de ellers skræppende op i et gråt tæppe.
En gås kan blive 30 – 40 år gammel
Gæssene er her for at æde. De må virkelig æde meget for de udnytter kun 7 pct. af det græs, de tager indenbords. Og der skal virkelig nippes noget græs, for gæssene æder tre gange deres kropsvægt i døgnet. Vidste du, at gæssene bliver 30 – 40 år gamle og er monogame?
Bestanden er stærkt stigende, for bramgæssene må ikke jages og landbrugsstrukturen passer dem godt.
Gåseflokkene bruger kogen som overnatningsområde, når de er kommet ind fra ædearealerne. Det samme gælder svanerne.
Hvid Sol
Svanerne opfører en Hvid Sol, når de har været ude at æde. De står på jorden og danser og kurtiserer. Det er et imponerende skue.
Sølv Sol
Oppe ved Mandø ved østersbankerne kan man faktisk opleve Sølv Sol. Her det tale om ryler. Ja det kaldes også for ”Marskens Nordlys”. Synet kan man opleve når vandrefalken er på spil. Dette er også en enestående naturoplevelse. Gad vide, om alle de kinesere, der efterhånden samler østers har oplevet dette?
Et sandt skattekammer
Vadehavet og Tøndermarsken er både på den ene og anden side af grænsen et sandt skattekammer af både sultne fugle og naturgalde mennesker. Ja og sidstnævnte kategori kan jo så bagefter indtage et Sønderjysk Kaffebord bagefter med efterfølgende symptomer.
På www.dengang.dk er der masser af artikler om Vadehavet og Tønder-marsken. Bagerst i artiklen ”Langs vadehavet” finder du en liste med hele 89 artikler.
November 1, 2018
Sønderjylland under pres – syd fra.
Ensretningen ramte også hårdt ned i det tyske mindretal. Pastor Schmidt kunne ikke beholde magten. ”Vi vil have Nordslesvig tilbage”, lød budskabet. Fra dansk side, lød det ”Grænsen ligger fast”. Men de tysksindede mente, at der i 1920 var sket ”En hårdrejsende forbrydelser mod det tyske folk”. Nazismen startede i tønder! Frits Clausen sammenlignede Hitler med Morten Luther. Mindretallet blev næsten totalt nazificeret. Landbruget i Sønderjylland havde store problemer og landmændene radikaliseret. Vi fik Bovrup Stormen med bøder. Frits Clausen meget populær på hjemegnen. Nazismen tiltrak ungdommen Rønshoved Højskolen sammenlignede Hitler med Grundtvig. Aksel Larsen hev et Nazi – flag i stykker. Sønderjyderne forlangte ekstra bevogtning af grænsen. Men det ville man ikke fra Københavns side. Det ulmede i Sønderjylland i 1920erne. Presset syd fra var stort.
Ensretningen ramte hårdt i det tyske mindretal
Det var en forvirrende periode i Sønderjylland. Støvletramp var allerede kommet til landet. Og i Sønderjylland var nogle sønderjyder begyndt at heile. Vi er i 1930erne. Forfatteren Jacob Paludan kaldte det i romanen ”Jørgen Stein” for ”Torden i syd”.
Man kunne i den grad mærke i Sønderjylland, at Hitler var kommet til magten.
Orkanens øje var det tyske mindretal. De enkelte medlemmer blev i den grad presset. Ensretningen i Det Tredje Rige ramte hårdt i Det Tyske Mindretal. Vi oplevede Påskeblæsten. Det var vel den første egentlige konfrontation med det nazistiske Tyskland. Og pludselig kan man i tanke om, at tyskerne aldrig havde accepteret grænsedragningen i 1920.
Pastor Schmidt kunne ikke bevare magten
Pastor Schmidt regnede med, at han kunne bevare magten inden for det tyske mindretal. Ideologisk set var det sikkert ikke så svært for ham at acceptere den nazistiske ideologi. Men den kommende tid med den turbulente nazificering af mindretallet skulle vise ham, at han, og dermed også den gamle mindretalsledelse, ville trække det korte strå i dette politiske opgør.
Vi vil have Nordslesvig tilbage
For Danmark betød nazismens barske og fuldstændige overtagelse af mindretallets ledelse en stor politisk udfordring for nazisterne havde bestemt ikke skrinlagt grænserevisionskravet.
Landrat Dr. Wilhelm Sievers, der senere blev borgmester i Flensborg og Pastor Johann Leopold Peperkorn rettede voldsomme angreb mod alt, hvad der var dansk.
Sievers krævede under en tale i Rendsborg:
De to krævede også Slesvig – Holsten ”Up ewig ungetailt”.
Men noget tyder dog på, de to herrer nok optrådte for egenrådige. Ifølge Berlingske Tidende ønskede Tyskland et godt naboforhold til Danmark. Også Hitler var blevet irriteret over de to herrers agitation.
Flensburger Nachrichten gik til angreb mod det danske mindretal endda inden det blev et nazistisk organ. Ja egentlig blev der kæmpet helt frem til 1955, da København – Bonn erklæringen blev vedtaget.
Grænsen ligger fast
Ja egentlig var det tale om en mindre udenrigsk politisk krise, der resulterede i Staunings udtalelse:
Berlin gav dog også en ordre til at dæmpe tonen.
Hverken Thorvald Stauning eller udenrigsminister Munch ønskede ingen optrapning eller dramtik om grænsespørgsmålet. Denne holdning var i overensstemmelse med den udenrigspolitiske linje, som Danmark havde lagt fra midten af 1920erne. Man kan også kalde det for afmålt tilpasningspolitik over for Tyskland.
Udenrigsminister Munch bad den københavnske presse om ikke at omtale den slesvigske ”Grænsekonflikt”.
En hårdrejsende forbrydelse mod det tyske folk
Men Hejmdal kunne dog berette om flere grænse – synspunkter fra Peperkorn. Men provokationerne fortsatte. Således lovede Sievers, at understøtte de tyske nordslesvigere i nazismens ånd. Desuden blev det fastslået at grænsedragningen i 1920 var:
I en kort periode omkring 1937 forsøgte Stauning forgæves om hjælp fra England og Skandinavien. Den dansk – tyske angrebspagt den 24, juni 1939 var vel i den henseende uundgåelig. Men denne pagt tog ikke stilling til grænsen.
Det startede i Tønder
Vi har i tidligere artikler beskrevet mødet i Tønder den 23. marts 1933, hvor vi mødte den første nazistiske manifestation inden for det tyske mindretal. Det var lærer Lutz fra Süderlügum på besøg.
Den 15. april blev Nationalzozialistische Arbeitsgemeinschaft Nordschlewig NSAN stiften i Aabenraa med Jens Lorenzen som formand. I 1938 havde NSDAP – N med dyrlæge Jens Møller udkonkurreret den anden forening.
Det var nok Gauleiter Heinrich Lohse i Flensborg, der gjorde sit ti at nazificere det tyske mindretal nord for grænsen. Han advarede mindretallet mod at indmelde sig i DNSAP. Pastor Peperkorn forlangte at alle tysksindede nordslesvigere inden den 15. april 1933 skulle være udmeldt af DNSAP. Pastoren forlangte, at Frits Clausen tog en klar stilling til grænsen.
Frits Clausen sammenlignede Hitler med Martin Luther
Frits Clausen sammenlignede Hitler med Martin Luther. Hans ide kunne ikke blot redde Tyskland, men ”alle folkeslag af nordisk-germansk kultur”. Egentlig tog Clausen ikke rigtig stilling til det slesvigske spørgsmål. Han gik i stedet tilbage til de ”urgamle forestillinger” om den nordiske historie.
Mellem linjerne kunne man dog skimte den holdning hos Frits Clausen, at hele Slesvig i sin oprindelse var kernedansk. Men der skulle holdes en dør på klem for de tysksindede landsmænd – de skulle nemlig på længere sigt genvindes for danskheden.
Mindretallet blev nazificeret
På Saksborg kro ikke langt fra Tønder blev der begejstret gjort rede for NSDAP’ s grundlag og mål. På en enkelt aften var der 65 nye medlemmer. På et møde i Tinglev blev man enige om, at mindretallets vælgerforening skulle nazificeres. Man afsluttede mødet med Hitler – Lied og Hitler – hilsen.
Flere tyske foreninger, herunder borger – og musikforeninger – blev opslugt af det nyoprettede ”Bund für deutsche Kultur, der gennem koncerter, teater, foredrag og film skulle sammensvejse mindretallet til et ”nationalsocialistisk kulturfællesskab” Tilsvarende gik det med Pfadfinder og Wandervogel, som smeltede sammen med det i sommeren 1933 nyoprettede Deutsche Jugendschaft Nordschleswig. Det blev en hjemmetysk pendant til det rigstyske Hitler – Jugend.
Landbruget havde store problemer
Man skal også huske, at Sønderjylland i 1930erne var ret gældsplaget. Landsdelen var præget af mange konkurser. Mellem 1926 og 1937 var der i alt 2.440 sønderjyske landbrug, der gik på tvangsaktion. Måske var derfor, at LS – bevægelsen havde så godt et tag i sønderjyderne.
Man vedtog ”Det Nordslesvigske Manifest”, der konkluderede, at den danske regering ikke ydede tilstrækkelig økonomisk hjælp efter Genforeningen. Dette satte i den grad sindene i kog. Det kogte så meget, at regeringen vedtog en ”rentelempelseslov”, der ”gav mange sønderjyske erhvervsdrivende et tiltrængt økonomisk pusterum”.
Bovrup – storm
Det var jo også her fra Sønderjylland, at man kunne levere en formand til DNSAP – det danske nazistparti. Ja partiet blev startet den 16. november 1930 i selveste Grundtvigs Hus i København med 5 deltagere.
Til stor fortrydelse vedtog man et uniformsforbud. Men det forhindrede dog ikke i afholdelse af den såkaldte ”Bovrup Storm” i uniform. Men hammeren faldt prompte. 17 mand blev anklaget. De fik alle bøder mellem 10 kr. og 20 kr. og konfiskeret uniformer og uniformsgenstande.
I dag er der ingen der vil kendes ved denne Frits Clausen. Han var ellers meget populær dengang.
Til et møde i Kollund blev Frits Clausen spurgt om nationalsocialisme ikke i bund og grund var en tysk bevægelse. Hertil svarede Frits Clausen, at hans bagdel var bred nok til at sidde på to stole på en gang. Det morede selvfølgelig forsamlingen, men spørgeren fik ikke svar på, om det nu også lod sig gøre at forene nationalsocialisme med dansk nationalfølelse.
Frits Clausen – populær på hjemegnen
Frits Clausen trak mange stemmer fra hans hjemegn i Bovrup, Felsted, Ullerup og Varnæs. Den stærkt dansk – nationale Ejnar Vaaben var kun i perioder allieret med DNSAP. Han stod nærmest i opposition til Frits Clausen grundet dennes særlige læggen vægt på det slesvigske.
I 1935 fik DNSAP 4,4 pct. af stemmerne i Sønderjylland mod 1 pct. på landsplan. Frits Clausen var populær. Og så var det jo lige landbrugskrisen i Sønderjylland. Det gjorde landmændene mere radikale.
Ved årsmødet den 25. juni 1933 i Toftlund sang deltagerne en dansk version af ”Horst Wessel Lied” samt ”Dengang jeg drog af sted”. I sangen hedder det dog:
Det havde man måske ikke opdaget. En måned efter havde Frits Clausen taget magten i DNSAP. Det foregik faktisk på det nuværende Hotel Royal i Aabenraa.
En snert af Nazisme
Korrespondent for Dagens Nyheder og Flensborg Avis var dengang Jacob Kronika. Han havde været en uforsonlig kritikker af Nazismen. Men den 21. april 1933 kunne man i Flensborg Avis læse følgende fra hans pen:
Avisens chefredaktør Ernst Christensen lod sig til en vis grad forblænde. Men nu kunne ingen på dette tidspunkt ane, at den højtstående kulturnation kunne udvikle sig til et af de mest grusomme og umenneskelige diktaturer, som verden nogensinde har set.
Chefredaktøren var dog mere forbeholden end Kronika, men også han fremhævede de samme udviklinger og tendenser i Hitlers Tyskland, som han mente Danmark kunne lære noget af. Den var helt i overensstemmelse med hans ”front og bro – tænkning, der betød, at det var de danske slesvigers helt særlige opgave ved siden af at forsvare egen nationalitet også at fungere som formidlere af gode tanker fra Tyskland.
Nazismen tiltrak ungdommen
Men Kronika og Christensen pegede også på, at nazismen tiltrak ungdommen. Hvis ikke danskerne kunne tilbyde de unge sønderjyder en national vækkelsesbevægelse, der kunne måle sig med nazisternes, så risikerede man at de unge blev nationalsocialister.
Det unge Grænseværn blev oprettet som en slags modvægt, og Flensborg Avis stillede en ugentlig side til rådighed. Kronika og Christensen endte som antinationalister.
Rønshoved Højskole så ligheder mellem Grundtvig og Hitler
I Rønshoved Højskoles årsskrift for 1934 skrev forstander, Aage Møller, at man skulle være ”stokblind” for ikke at kunne få øje på lighederne mellem Grundtvig og Hitler. Så må vi da lige tilføje, at man skal være end almindelig svagtseende for ikke at få øje på forskellene.
På skolen ansatte man nazisten Mikkel P. Ejerslev som historielærer. Men dette førte til modstand. Og med bitterhed blev Aage Møller nødt til at afskedige Ejerslev for at redde sin højskole fra økonomisk ruin.
Også på Askov Højskole var der en hvis sympati for nazismen men også en afsky.
Hans Harder, der i 1941 overtog Rønshoved Højskole anerkendte det tyske regimes evne til at begejstre og samle folket, men på debetsiden regnede han hetzen mod jøderne og styrets militaristiske propaganda.
Aviserne tolkede nazismen forskellig
Mellem Jyske Tidende, Dannevirke/Modersmålet og Flensborg Avis på den ene side og Hejmdal og Sønderborg Socialdemokrat på den anden side var der dyb uenighed om, hvordan man skulle håndtere nazismen. Inden 1933 var omme, var Hejmdal og Sønderborg Socialdemokraten forbudt i Tyskland.
Aksel Larsen i retten
I Aabenraa rev folketingsmedlem Aksel Larsen et naziflag itu under et møde. Det tyske gesandtskab gik i selvsving og krævede retssag og straf. Det blev til en frifindelse, for Hagekorsflaget var endnu ikke det officielle flag.
Danmarks grænse skulle vogtes
Den 18. april – selvfølgelig på årsdagen for ”Slaget ved Dybbøl” samledes 3 – 4.000 mennesker på et stort folkemøde i Haderslev. Her forlangte man, at:
Man sendte en delegation til København, hvad der absolut ikke kom noget ud af. Men sønderjyderne sled videre. I perioden oktober til november 1933 kunne man oprette ”Danske Samfund” i 32 grænsesogne.
Ingen føling i København
Til et møde den 17. juli 1933 sendte Martin Hammerich fra ”Danske Samfund” nogle tanker til H.P. Hanssen. Han mente, at der fra København manglede en føling af forholdene. Desuden mangler man det rigtige kendskab, derfor var det heller ikke de rigtige ting, der blev gjort. Han mente også, at der skulle vedtages en særbevilling så unge landmænd kunne etablere sig i grænseområdet.
Det ulmede rundt omkring
H.P. Hanssen havde noteret sig, at i Ubjerg ved Tønder da regnede de tysksindede med, at grænsen snart blev flyttet. I Højer var de tysksindede allerede nazister. De regnede med at kunne få de danske arbejdere med på vognen. I Tønder lød parolen:
– Vi er tyske om 14 dage.
I Øster Løgum meldte tyske arbejdere sig ud af Socialdemokratiet og ind i Nazi – partiet. I Holbøl var nazist – partiet særdeles populært blandt ungdommen. I Rise gjorde man på den tyske skole meget for, at få danske elever over på den tyske skole. I Rinkenæs blev der lagt meget tryk på håndværkerne for at få dem over i nazist – partiet. Og i Genner var der særdeles meget tryk på danskerne fra tysk side.
I Nr. Løgum savnede man begejstring fra den danske ungdom. I Bov fandtes en dygtig lærerstab i de danske skoler. I Kliplev savnede man gode danske ledere. Her var det svært at samle folk til foredrag. I Rinkenæs var der intern strid. Der var modsætninger mellem ungdommen nord fra og ungdommen her.
I Hjordkær skabte det religiøse skel. De missionske holdt sig tilbage fra dansk arbejde. Behovet for dansk samling kom fra Burkal. Fra Holbøl lød det, at tyskerne får alt og vi intet.
Kreditanstalt Vogelgesang var ret så aktiv. Befolkningen mente, at Statens Jordlovsudvalg var alt for sløve.
Der var behov for nye impulser og kræfter til ungdomsarbejdet, bedre faciliteter, øget systematik og frem for alt, flere penge.
De tysksindede arbejdede meget målbevidst og var godt organiserede.
12.000 unge til idrætsstævne i Tønder
Der blev også oprettet et Grænseværn. En af foreningens stolteste timer da op mod 12.000 unge fra hele landet mødtes i den ellers meget ”tyske” by, Tønder.
Den 11. juni mødtes mellem 35.000 og 50.000 i selveste ”Kongeskansen” på Dybbøl Banke. Ja selv Statsradiofonien transmitterede fra mødet.
Men sønderjyderne var angste for at nazismen nu for alvor via det tyske mindretal ville styrte over grænsen. Det tyske mindretalsavis ”Nordschleswigsche Zeitung” gjorde sit til at opildne til nazisme.
Et nazistisk fremstød ved grænsen
Avisen, Hejmdal regnede med ”et tysk nazistisk fremstød over grænsen”. Dagens Nyheder opfordrede de danske sønderjyder til national samling for at tilbagevise nazisterne.
I Sprogforeningen forlangte man at grænsen blev ”skarpt overvåget”. Stauning afviste dog at lade grænsen blive bevogtet af militæret.
Presset syd fra
Socialdemokraterne afbrød samarbejdet med Slesvigsk Parti. Dette resulterede i, at Tønder fik sin første danske borgmester i 1936. Socialdemokraternes anti-nazistiske arbejde blev overvåget af både hel og halvofficielle spioner fra Tyskland. I Tønder kom der til slåskamp mellem nazister og socialister.
Sønderjyderne var presset – syd fra. Og temaet er beskrevet i andre artikler på vores hjemmeside.
Kilde:
Hvis du vil vide mere – Læs her på www.dengang.dk
Oktober 31, 2018
Bernhard eneboer
Af Lise Hildegardt
Ved Himmelbjerget ned mod Julsø ligger Sletten – en gammel bondeskov, der i dag ejes af FDF. Her boede i mange år eneboeren, Bernhard Sørensen. Faderen var eftersigende velhavende. Bernhard begyndte da også med en uddannelse. Men han blev smidt ud, fordi han rapsede. Han var meget filosofisk og læste tykke værjer derude i skoven. Men ofte satte han ild til sit ”hul” eller hytte på grund af piberygning. Man fandt ham en gang meget syg i skoven. Han blev sat ind på et aflastningshjem. Men han flygtede. Man fandt godt nok en gammel mand. Men om det var Bernhard, kan man være i tvivl om. På kirkegården ved Gl. Rye Kirke er der sat en beskeden sten – ligesom Bernhards liv.
Vest for Himmelbjerget ned mod Julsø, ligger Sletten – en gammel bondeskov, der i dag ejes af FDF og benyttes til de store landlejre – Julsølejrene. Men skoven er også interessant af en helt anden grund.
Her boede nemlig i mange år en eneboer. Bernhard Sørensen var hans navn. Han blev født 21. oktober 1890 i landsbyen Gammel Rye i Østjylland. Her voksede han op sammen med seks søskende og med en fader der efter sigende skulle have været temmelig velhavende. Om hans moder melder historien intet om. Faderens velstand betød, at Bernhard, da han blev voksen, fik mulighed for at påbegynde en uddannelse på seminariet. Uddannelsen blev imidlertid aldrig gjort færdig, da Bernhard, ifølge historien om ham, blev bortvist fordi han rapsede. Og fra den dag, trak han sig tilbage og levede sit liv uden særlig kontakt til andre mennesker.
Bernhard var en særling: Han var meget filosofisk anlagt, og læste tykke videnskabelige værker her midt ude i skoven, hvor han boede i de mest primitive huler, han selv havde bygget.
I begyndelsen gravede han et hul i jorden og ind i skrænten og forede hullet med halm. Åbningen stoppede han ud med en sæk fyldt med lyng, og det fortælles ofte, hvordan hulerne brændte for ham, fordi han kom til at sætte ild til halmen med sin uundværlige pibe. Gennem hele sit liv var Bernhard plaget af ildebrande, der gjorde det af med flere af hans hytter og huler. Selv mente Bernhard, at det skyldes nogle stærke naturkræfter og ikke hans eget piberygeri. En gang var han skyld i en større brand som løb op i mod Himmelbjerget.
En bonde på Himmelbjerggården spurgte da Bernhard:
– “Hvorfor tænder du ild, når det er så tørt?”
– “Ja, det kan jo ikke brænde, når det er vådt!” havde Bernhard da svaret.
Beboerne på gårdene i området mærkede ikke meget til Bernhard, udover at han engang imellem sneg sig til at stjæle mælk fra mælkejungerne og et par æg fra hønsehusene – og en sjælden gang en høne eller to. Naboerne accepterede det, og meldte ham aldrig til myndighederne. Af og til var han selvforsynende, da han dyrkede grønsager, holdt høns og kaniner – og engang havde han også en ged.
Kun sommerhusejerne meldte ham engang imellem til politiet, når han havde begået hærværk. Han var således fængslet flere gange, men blev som regel løsladt inden der var gået ret lang tid.
Sognerådet i Gammel Rye var i mange år ked af, at have Bernhard gående, så selv om han ikke var gammel nok tilbød de ham en plads på et alderdomshjem. Men Bernhard afslog tilbuddet med det samme.
I de sidste år blev han syg, og efter at han en dag blev fundet stærkt forkommen, blev han bragt på Gjern hvilehjem. Her kom han langsomt til hægterne igen og genvandt noget af sin tidligere styrke. Men det indendørs liv var ikke noget for Bernhard. Han lagde flere planer om at flygte fra hvilehjemmet, men han holdt sine ideer for sig selv.
Pludselig en dag, da personalet kom for at se til ham, var hans værelse tomt. Der blev ledt overalt på hvilehjemmet, i byen, på markerne, i de store skove og i nabosognene. Men Bernhard var som forsvundet fra jordens overflade. De fleste troede han var faldet om og lå et sted ude i skoven. Men flere uger efter så flere ham sidde og varme sig ved et bål i Slettens skove.
De nærmeste naboer sagde ikke noget til myndighederne, da de vidste, at Bernhard for en hver pris ville undgå at blive spærret inde på et alderdomshjem. I stedet stillede de mælk frem og lagde æg og høns i hulen til Bernhard. Et godt stykke tid efter forsvandt Bernhard, og ingen har set ham siden. Man fandt godt nok en død mand under en bro i skoven nogle uger efter han sidst var blevet set. Men ingen var helt sikker på at det var Bernhard. Flere der havde kendt ham godt, sagde, det ikke var ham. Alligevel begravede man manden på Gammel Rye kirkegård, som om det var eneboer Bernhard.
Det sidste spor af Bernhard Sørensen, der i dag er at finde efter ham, er en natursten, opstillet på kirkegården ved Gammel Rye Kirke. På stenen fremgår alene Bernhard Sørensens navn samt årstallene for hans fødsel og død. En sten der er ligeså beskeden som det liv Bernhard levede.
Stenen bærer en kort inskription
BERNHARD SØRENSEN
f. 21.10.1890 – d.1945
Oktober 29, 2018
Kan man egentlig tale om en Genforening?
Bagerst i denne artikel finder du en fortegnelse over 79 andre artikler, der berører Genforeningen, som vi også har skrevet. § 5 blev sløjfet. I 56 år var Sønderjylland under tysk herredømme. Sønderjyderne flygtede eller udvandrede. Danske meninger fermkom efterhånden. En ny undertrykkelse under Første Verdenskrig. Sønderjysk støtte til Clausen – linjen. Enklaver med tysk flertal. Påskekrisen. Svært at trække en statsgrænse. Kongen red over grænsen. Kan man kalde det Genforening? Er det ikke statsretslig historieforfalskning? Hvornår var Sønderjylland sidst dansk? Får vi den rigtige historie i 2020? Historien er præget af historikernes ståsted og tolkninger. Verden opfattes forskellig. Og hvad var Christian den Niendes rolle. ”Genforeningen” og 1864 tolkes vidt forskellig fra dansk og tysk side. Det viser os at historien tolkes vidt forskellig i de enkelte lande.
Det er aldeles upopulært at stille spørgsmål ved dette. Men prøv lige at læse denne artikel.
Med freden i 1864 måtte Danmark afstå Slesvig – Holsten til Prøjsen. I fredstraktaten § 5 blev der, på Napoleon den Tredjes foranledning, indsat en bestemmelse om, at
Bestemmelsen blev dog aldrig ført ud i livet, og i 1879 blev den strøget af traktaten uden at stormagterne protesterede.
I 56 år under tysk herredømme
I 56 år frem til 1920, var det nuværende Sønderjylland under tysk herredømme. Det blev en hård tid for de dansksindede i området. Dels øjnede man ikke mange chancer for at komme ”hjem til Danmark”, dels satte man fra tysk side ind med en kraftig fortyskning af tyske embedsmænd.
Al skoleundervisning skulle foregå på tysk, bortset fra nogle få religionstimer. Folk blev forsøgt udvist til Danmark, eller fængslet for påstået dansk – nationalt virke.
Dansksindede flygtede eller udvandrede
Efter de første mørke år og en markant nedgang i de danske stemmetal efter 1864 – mange unge dansksindede var flygtet til Danmark eller udvandret til Amerika for at undgå tysk militærtjeneste – begyndte det danske at forme sig. H.P. Hanssen havde opfordret til, at man blev i landsdelen for at kæmpe for danskheden.
Danske meninger fremkom
Dansksprogede aviser begyndte at udkomme. Danske synspunkter blev fremført både i landdagen og rigsdagen. Ungdomsforeninger, frimenigheder og vælgerforeninger opstod. H.P. Hanssen kom efterhånden til at fremstå som de danskes leder.
Han repræsenterede danskerne først i landdagen i Kiel og fra 1906 i Rigsdagen i Berlin. Hjemme i Aabenraa udgav han det lille, men meget indflydelsesrige blad, Hejmdal.
En særlig strid, kampen om jorden, fandt sted omkring århundredeskiftet. Da begyndte den prøjsiske stat at opkøbe danske gårde i det nordlige Slesvig og give dem som domænegårde til tysksindede på favorable vilkår. På den måde håbede man at fortyske området og sikre jorden på tyske hænder. En tilsvarende dansksindet modbevægelse kom hurtigt på benene.
En ny undertrykkelse under Første Verdenskrig
Første Verdenskrig betød en fornyet tysk undertrykkelse af danskheden og en udskrivning af unge mænd til tysk krigstjeneste. Mere end 5.000 dansksindede faldt ved fronten. I Slesvig var der udbredt nød og sult.
Men med kejserrigets sammenbrud 11. november 1918, revolutionens sejr i Berlin og præsident Wilsons ønske om folkenes selvbestemmelse så de danske sønderjyder endelig håb forude.
Sønderjysk støtte til Clausen – linjen
Den 16. og 17. november var H.P. Hanssen til møde med Vælgerforeningens hovedbestyrelse. Om aftenen den 17. november holdt han tale på Folkehjem i Aabenraa, hvori han skitserede en løsning af det nordslesvigske problem – en samlet fri afstemning nord for den såkaldte Clausen – linje, den sproglige grænse gennem landsdelen. Ønskede man afstemninger syd for linjen ville man støtte dette. Og sådan blev det.
Enklaver med tysk flertal
Endelig den 10. januar 1920 overtog en international kommission styret af Slesvig. Den 10. februar fandt afstemningen i Nordslesvig – zone 1 – sted:
Afstemningen i zone 2 fandt sted en måned senere.
I Nordslesvig var der et lille tysk flertal i Aabenraa og Sønderborg. Der var et betydeligt tysk flertal i Tønder og Højer.
Påskekrisen
De tysksindedes valgsejr i zone 2 gav anledning til Påskekrisen. Visse danske kredse ønskede Flensborg med til Danmark på trods af afstemningsresultatet. De fik kong Christian den Tiende med på ideen. Men det var hvis ikke helt efter spillereglerne.
Da den Radikale regeringen Zahle nægtede at indlede forhandlinger om Flensborgs status, afskedigede kongen regeringen uden forudgående mistillidsvotum i Folketinget.
De Radikale og Socialdemokratiet kaldte det for grundlovsbrud og fagforeningerne varslede generalstrejke. Kongen måtte retirere og erstatte det af ham indsatte forretningsministerium Liebe med et samlingsministerium under Friis.
Regeringen Friis udskrev nyvalg, hvor de Radikale tabte stort. Venstre dannede regering med Neergaard i spidsen. Men meget snart blev det også klart for Neergaard, at Flensborg ikke kunne komme til Danmark og man opgav sagen.
Svært at trække en statsgrænse
Den nye grænse blev trukket af en international kommission, på baggrund af Clausen – linjen. Det var ikke nogen enkelt sag at trække en statsgrænse gennem et landskab uden naturlige grænser.
Resultatet blev blandt andet gennemskårne landejendomme, hvor gården lå i det ene land, mens nogle af markerne lå i det andet. Mest særpræget blev dog grænsedragningen gennem Rudbøl. Her kom grænsen til at løbe på langs gennem landsbyens gade, så beboerne på den ene side af vejen forblev tyske og den anden blev danske.
Kongen red over grænsen
Den 10. juli 1920 kunne kong Christian den Tiende på sin hvidkalkede hest ride over den gamle Kongeå – grænse og ind i det nu danske Sønderjylland. Jo, det var Jomfru Fanny fra Aabenraa, der havde forudsagt, at en konge ville ride over grænsen på en hvid hest.
Kan man kaldet for Genforening
Kan man egentlig tale om en genforening i 1920? For kan man genforene noget, der aldrig tidligere har været forenet?
Bortset fra de kongerigske enklaver, der var fuldgyldige dele af Danmark var Slesvig – Holsten statsrestlig et hertugdømme i union med Danmark, og hvor den danske konge var hertug.
Er det ikke statsretslig historieforfalskning?
De slesvigske krige havde deres udspring i (dele af) befolkningens kamp for et selvstændigt Slesvig – Holsten uafhængigt af Danmark.
Når man taler om en ”genforening” i 1920 er det en statsretslig historieforfalskning. Er det for hårdt et ord? En forfalskning der overser stridens egentlige kerne – den nationalistiske slesvig – holstenisme. Man gør den til et forhold mellem Danmark og Tyskland. Og det var den ikke.
Hvornår var Sønderjylland sidst dansk?
En anden ting man stiller spørgsmålstegn ved. Hvornår var Sønderjylland egentlig dansk uden at være under et eller andet hertugdømme med egne regler og love.
Når vi læser den historiske gengivelse af Slesvig – Holstens tilknytning til Danmark så undrer vi os over alt det man glemmer at oplyse om. Indrømmet, det er heller ikke let at holde styr på det hel. Det ville være meget lettere bare at kalde det for ”Genforening” og så bare trække på skulderen.
Ofte handler historie om fortolkning
Får vi den rigtige historie?
Det er fin nok at fejre 100 året for Sønderjyllands forening med Danmark. Men gad nok vide, om vi får den rigtige historie!
Men en ting er sikkert, du kan få en masse viden her på siden, hvad der skete før og efter Genforeningen. Hvad skete der før og efter de slesvigske krige? Hvad skete der under det prøjsiske styre? Og hvad skete der lige før og efter Genforeningen?
Historiefortællingen er præget af konflikter, hvor politikere, kunstnere og historikere har udlagt centrale begivenheder grundlæggende forskelligt. Dette skyldes de forskellige ideologiske briller, som de ser den igennem. Historien giver på forunderlig vis alle ”ret”. Fortællingerne er præget af den enkeltes ståsted og pragmatiske brug af historien i nutiden.
Vores forståelse af fortiden er imidlertid ikke kun formet af politikere og forskere med i stigende grad af medier og kunst.
Ordene stammer fra den amerikanske vicepræsident Hubert H. Humphrey. De beskriver situationen i Danmark i 1864. Allerede før krigen var slut, sloges politikerne om, hvem der var skyld i nederlaget.
Præget af historikernes ståsted
De konservative helstatsmænd gav deres nationalliberale modstandere skylden. Nederlaget var et resultat af deres nationalisme og manglende forståelse af udenrigspolitik, mente de.
De nationalliberale havde den stik modsatte forklaring. Nederlaget skyldtes de onde tyskere samt et svigt fra de neutrale stormagter og nationens skandinaviske brødre. Nederlaget forandrede Danmark og trak både helstatsmændene og de nationalliberale med sig i graven. Men deres fortællinger levede videre og er blevet brugt politisk frem til i dag. Og et forsvar, der opgav Jylland for at forsvare eliten i København var alt andet end folkeligt og regionalt.
Historiemalerne af 1864 dyrkede således en idealistisk forsvarsvilje, mens for eksempel Herman Bangs ”Tine” fra 1889 gjorde sit bedste for at pille denne fra hinanden.
Historien præget af tolkninger
Man forsøger at holde en tilstræbt objektivitet, men ligesom alle de øvrige tolkninger præget af sin tid og historikernes personlige ståsted. Meget historie er vel stort set ikke andet end myter og selvforblændelse. Man skal passe, at man ikke selv bliver revet med. Måske skal man en gang imellem være mere varsom med kildekritik. Der er forskellige standarder for, hvad man må gøre.
Se bare på 1864. Den 18. april 1864 – 37.000 preussiske soldater stormede de ødelagte skanser. Her ventede 11.000 danske soldater. I de næste fire timer forsøgte de at holde overmagten tilbage, indtil de mod politikernes vilje måtte redde sig i sikkerhed på Als.
Seks måneder senere stod danskerne op til Danmark, der var blevet en reel miniputstat. Afståelsen af Slesvig og Holsten, samt den nye dansk/tyske grænse ved Kongeåen havde reduceret landet med 33 pct. Eller tilhørte Slesvig – Holsten i grunden Danmark?
Verden opfattes forskellig
Årsagerne til og forklaringerne på, hvorfor udfaldet blev, som det gjorde, er der stadig uenighed om. Det skyldtes især at hver historiker opfatter verden forskellig. Begivenhederne er der, men årsagen og sammenhængen forklarer ikke sig selv, og de blander forskellige, alt efter hvordan historikerne opfatter verden.
Var det udelukkende de danske politikers storhedsvanvid, der var skyld i krigen, eller havde kongen en andel i krigens begyndelse?
Hvad var Christian den Niendes rolle?
Christian den Niende forsøgte at få regeringen til at underskrive en beslutning om, at udskyde krigen, men det gik ikke. Kongen bestemte altså ikke, at der skulle være krig. Måske lagde nogle historikere for stor vægt på kongens myndighed. Men ifølge Grundloven har kongen det brede ansvar for de beslutninger, der bliver truffet. Men det er korrekt, at det var en magtkamp mellem kongen og regeringen.
Nu kan en anderledes fortolkning af begivenhederne også skyldes valget af de kilder, som man bruger i sin tolkning af begivenhederne. Indbyrdes kan historikere heller ikke undgå uenighed selv om man nok søger at mindske dem. Men efter Anden Verdenskrig er man stort set alle historikere blevet enige om, at en objektiv historieskrivning ikke findes.
Stor forskel på den danske og tyske tolkning
Forklaringer på historiske begivenheder og personerne som er involveret i dem har ændret sig gennem tiden. Historikere har forskellige opfattelser af, hvad der motiverer menneskers handlinger. Den politiske magt har også spillet en rolle i historieskrivningen og forskningen.
De forskellige lande skriver også deres historie ud fra deres synspunkt. Der er meget stor forskel på den nationale historieskrivning i forskellige lande. Det giver selvfølgelig også nogle forklaringer og fortolkninger af historiske begivenheder, som er forskellige.
Således er der stor forskel i den tyske og den danske holdning omkring 1864 og Genforeningen. Krigen i 1864 så tyske historikere som en reaktion på dansk undertrykkelse af hertugdømmerne. Danskerne så den derimod som et tysk overgreb. Historikerne kommer måske aldrig til enighed om, hvad der egentlig hændte.
Sønderjysk Kaffebord og Jomfru Fanny burde have været med!
Egentlig burde vi have historien om Det Sønderjyske Kaffebord med på vores liste, som jo egentlig udviklede sig under det prøjsiske styre. Vi burde også have historierne med om Jomfru Fanny fra Aabenraa med. Det var hende, der kunne fortælle, at en dansk konge ville ride over grænsen på en hvid hest. Men disse to temaer har vi undladt.
Vi ved på forhånd, at langt fra alle er enige med os. Vi har skrevet meget om emnet. Se venligst alle disse artikler, som vi her har samlet. Og vi påtager os gerne den skyld, som vi har tilegnet historikere.
Hvis du vil vide mere om de temaer som vi har skitseret her i artiklen så kan du læse alt dette på www.dengang.dk (1.307 artikler)
Sønderjylland (163 artikler)
1864 og de Slesvigske krige (27 artikler)
Genforeningen
Prøjsisk styre
Tønder (234 artikler)
Højer (69 artikler)
Padborg (55 artikler)
Aabenraa (142 artikler)
Haderslev
Oktober 27, 2018
Jernbanen satte sine spor. (NørLIV7)
Her vores 7. bidrag til ugeavisen Nørrebro LIV. Den handler om jernbanen på Nørrebro. På vores hjemmeside har vi 4 – 5 artikler om emnet. Længe måtte Nørrebro – beboerne se, at toget bare kørte igennem uden at gøre stop. Men så fik Nørrebro endelig en banegård, både en station A og B. Men det skete først i 1886. Behovet for en godsstation voksede. Men den blev placeret meget uheldig for trafikken på Lygtevejen (Nørrebrogade) Vi skal også kigge på Lygten Station og Lersø Latrinstation.
I 1847 startede det hele med Danmarks første jernbane. Den gik fra København til Roskilde. I 1863 kunne Nordbanen indvies. I første omgang gik den til Lyngby over Hellerup. Fra Hellerup gik der en lige linje til Klampenborg. Den blev meget populær. Nordbane-togene havde samme linje som Vestbanen i det første stykke.
Sporene gik så i en bue over Sankt Jørgens Sø på en dæmning parallel med Gyldenløvsgade. Derefter til Rosenørnsalle Allé, hvor Radiohuset lå. Her skiltes sporene. Vestbanen fortsatte mod Roskilde, mens Nordbanen krydsede Ladegårdsåen ved Bülowsvej. Så kørte man videre ad Nørrebros marker syd for Assistens Kirkegården over Havremarken og Rådmandsmarken uden stop til Hellerup.
I mange år måtte beboerne på Nørrebro kigge langt efter toget, der bare kørte igennem. Imens steg befolkningsantallet eksplosivt. Et større areal syd for Nørrebrogade blev eksproprieret. Det var stort set det nuværende Nørrebroparken.
Den 1. juli 1886 blev Nørrebro Station åbnet. Allerede fra starten var stationen underdimensioneret. Stationen fik en speciel udformning med to selvstændige ekspeditionsbygninger, Station A og B.
Det var hovedsagelig biletter til Nordbanen, der blev solgt. Skulle man ind til byen var det lettere at tage sporvejen fra Nørrebrogade. Også det med biletterne var kaotisk. De var ofte udsolgte hen ad formiddagen.
Behovet for en godsstation voksede. I perioden 1870-1890 blev godsmængden på Nordbanen femdobbelt. Al godstrafik til og fra Nordhaven og Frihavnen foregik via Nørrebro station. Flere gange måtte Nørrebro Station udvides for at kunne klare presset.
Godstogene spærrede også for de rejsende og ikke mindst på Nørrebrogade brød trafikken helte tiden sammen, fordi godstogene skulle over Nørrebrogade. Og så skulle der hele tiden rangeres.
Efter at Slangerupbanen meget senere blev indviet var der forbindelse til Station B via ”Stensporet” til Lygten Station.
I slutningen af 1890erne kunne man på Nørrebro se en kæmpe sneplov, der med banen skulle fragtes til Rusland. Det var direktionen på Kiev – Odessa banen, der havde bestilt den. Og det var Firmaet Smith § Mygind, der havde bygget den.
I 1897 anlagde man Klampenborgbanen. Den fulgte Nordbanen til Hellerup, og her drejede den mod Klampenborg. Den var udelukkende anlagt som forlystelsestog for københavnere, der ville til skov og strand. Den første kørerdag afsendtes ikke mindre end 34 tog med 16.000 passagerer. De skulle også hjem igen. Det sidste tog kørte kl. 4 om morgenen.
Den nye kystbanestrækning blev prøvekørt den 11. juni 1897. Toget bestod af et let lokomotiv, et par salonvogne og en pakkevogn. Man afgik kl. 11 om formiddagen fra Hovedbanegården over Nørrebro ad Frihavnen til Østbanegården. Herfra afgik toget klokke 13 og ankom til Helsingør kl. 16.
I 1897 var dele af Ladegårdsåen blevet overdækket. Og så var det vanskeligt at anbringe den gamle vittighed, når toget var forsinket:
Den 16. juli 1905 blev der arrangeret en præsentationstur på den nye Slangerup – bane for pressen. En masse pressefolk var mødt op på Lygten Station. Det var en kæmpe succes. En af overskrifterne lød sådan:
Lygten Station er tegnet af Heinrich Wenck. Han var statsbanernes overarkitekt. Tre dage efter var den officielle indvielse. Et flagsmykket tog begav sig kl. 11.30 fra Lygten Station med 100 indbudte honoratiores om bord. Politiken kunne dagen efter skrive følgende:
I maj 1906 var Lygten Station igen på forsiden. En ung kvinde nedkom med et barn på stationen:
I 1913 var udgravningerne til Boulevardbanen allerede gået i gang. Det var et projekt, der skulle gå fra Hovedbanegården til Østerport. I Nørrebro Handelsforening var man utilfreds med denne beslutning. Dette betød nemlig nedlæggelse af Nørrebro Station. I 1921 blev Nordbane og Klampenborgtogene omlagt til den nye linjeføring.
Allerede i 1923 var den nye højbane tegnet ind på kortene. Men Nørrebro – borgerne måtte vente syv år før det blev en realitet. Den 1. juli 1930 blev højbanen med den nybyggede Nørrebro – station indviet. Den er tegnet af overarkitekt K.T. Seest. Den blev modtaget med en del skepsis. Og de to station A og B forsvandt for altid.
Navnet Nordbanegade forblev som et minde. Denne gade var på et tidspunkt en ghetto for alle jyder på Nørrebro. Disse jyder talte et mærkeligt sprog, gik mærkeligt klædt, spiste mærkeligt (kartofler). De havde en mærkelig religion (Indre Mission). Først da de begyndte at gå på værtshus og bordeller blev de anerkendt af Nørrebro – borgere.
Det var jo også en glemt station – Station Lersøen som var en latrinstation. I de 15 år, der eksisterede blev der herfra sendt 208.907 tons latrin. Her var ansat en stations – betjent, der til sin forhave havde gratis gødning! Det har måske ikke været et særlig eftertragtet job. Ja stationen åbnede i februar 1891.
Man havde lavet en anordning på tøndevognene så de ikke eksploderede. Ja disse latrinærvogne blev også kaldt for chokoladevogne. Men i stærk sommervarme kunne de nu godt eksplodere. Og det skete da også flere gange på Nørrebro station.
Det var heller ikke altid, at disse vogne var tætte. Det betød, at de efterlod en stribe som Nørrebros hunde nød godt af. Man kan også sige, at det første stykke af Slangerup – banen ikke var særlig velduftende.