20. Var det et hævnmotiv?

 

Var det hævnmotiv?

For nogle år siden var vi fremme i lokale medier med vores opdagelser om Asmus Jensen, som du kan læse om i første afsnit af denne bog. Og da var der en lokal journalist, der spurgte om, vi troede, om der var tale om et hævnmotiv. Og han mente, om hele retsopgøret var et tak for sidst fra de dansksindede over for de tysksindede.

Dengang tænkte jeg ikke så meget over det. Men efter diverse foredrag og henvendelser til min hjemmeside, kunne man næsten komme til at tro det. Dertil kommer en diskussion om tosprogede skilte i Sønderjylland, hvor nogle politikere efter min mening i deres modargumentationer gik lidt for langt.

Jeg tror måske ikke helt det er et hævnmotiv, men måske en form for ”betændelse, der ikke helt vil hele”.

Vreden og bitterheden mod naboen gjorde, at retsopgøret i Sønderjylland havde særlig intensitet. Den danske holdning var præget af mistro og afstandtagen. Det sønderjyske Raad, der bestod af modstandsbevægelsen fik stor folkelig opbakning til deres synspunkter.

 

Svært at hedde Uwe i København

Det er lidt svært at hedde Uwe i København. Det er ikke helt almindeligt herover og ofte bliver det også til Ove. Men det er altid sjovt ved foredrag, for da skal man altid forklare, at man ikke er tysker. Derhjemme i Tønder var vi tre søskende, der var tysk døbt og tre søskende var dansk døbt med dertil hørende dansk/tyske navne. Min far blev træt af den tyske præst’ s indblanding i private forhold. Han skippede det tyske mindretal og Der Nordschleswiger blev skiftet ud med Sønderjyden.

Men lidt foruroligende var det at få at vide lang tid bagefter af min gode ven, Ib, at vi blev kaldt for tyskerbørn ude på Lærkevej i Tønder. Vi er nu alle søskende gået i dansk børnehave og skole i Tønder. Men derfor kunne man jo godt bedrive sport i en tysk klub i byen. Det betød ikke så meget.

Da jeg startede som lærling i Andersen & Nissens Boghandel i Tønder fik jeg at vide, at jeg skulle tiltale alle medlemmer af det tyske mindretal på tysk, for som gamle Nissen sagde:

• Jeg ved jo fra din far, at du kan tale tysk.

Men se det nægtede jeg. Som jeg forklarede gamle Nissen, så ville jeg gerne tiltale kunder fra Tyskland på tysk, men jeg gik ud fra, at medlemmer af mindretallet kunne dansk eller sønderjysk. Og på de sprog, ville jeg gerne tiltale dem.

Det var lige før, at det var fyringsgrund. Men så gik den yngre Andersen ind og forsvarede mig. Det varede nu lidt inden Nissen så på mig med milde øjne.

Ja vores egne børn fortsatte i det tyske system, ikke fordi vi selv tilhørte det tyske mindretal. Men vi mente, at de med to sprog stod godt rustet i EU. Thomas snød dem alle og blev en af de bedste i hans årgang på Deutsches Gymnasium i Aabenraa. Rasmus startede i Kindergarten i Aabenraa, hvor jeg hvis også var tysk julemand. Rasmus fortsatte så i Kindergarten og tysk skole i Padborg.

 

Der burde være plads – uden undertoner

Da fik vi lidt problemer. I forbindelse med en bogudgivelse, skrev min kone og jeg en kronik, som Der Nordschleswiger i første omgang ikke ville bringe. Men det ville Flensborg Avis. Det handlede om, hvad man i det tyske skolesystem kunne gøre anderledes. Her kom vi så med nogle konstruktive forslag til fri afbenyttelse. Indlægget blev hvis nok også omtalt i Radio Syd. Og nu ville Der Nordschleswiger gerne bringe indlægget.

Dette resulterede i, at jeg blev bedt om, at skulle fremlægge mine argumenter på Den Tyske Efterskole i Tinglev. Og for at provokere, så holdt jeg indlægget på tysk, sønderjysk og dansk. Halvdelen var begejstret og klappede, og den anden halvdel var for at sige det mildt ikke begejstret. Og til dem hørte desværre den tyske Skole i Padborg.

Ved en senere lejlighed var vi nogle forældre, der var lidt utilfredse, og vi samledes hos et forældrepar. Det var inden en generalforsamling. Vi kunne nu læse i Der Nordschlewiger, at et oprør var i gang.

Det havde slet ikke noget med virkeligheden at gøre. Ingen havde talt med avisen. Jeg bad Schul- und Sprachverein om at sende en repræsentant. Og det blev heldigvis en af mine gode venner fra Tønder, der kom til generalforsamlingen.

Men pludselig snakkede hverken lærere eller leder af den tyske skole til mig. Langt senere fik jeg tilfældigvis en undskyldning. Nu kunne man jo også bare have holdt sin mund og ladet som ingenting. Men det varmede nu ens hjerte, da vi på den tyske årsfest på Knivsbjerg kunne høre vores forslag blive refereret som positive.

Ja og så kom et kvindelig byrådsmedlem ind i boghandlen i Padborg og skulle bruge noget gavepapir. Jeg viste hende noget med Danneborg på. Hun blev helt stram i masken:

• Jamen Uwe, du foragter jo det danske, du har barn i tysk skole.

Nu er alle disse ting over 20 år gamle, og forhåbentlig forekommer dette ikke på samme måde mere i det sønderjyske. Der burde være plads til mindretal uden politiske undertoner fra nogle af parterne.

 

I Sønderjylland er tysk ikke et fremmedsprog

Vi skal lige have noget klarlagt. Tysk er ikke et fremsprog – i Sønderjylland. Det står faktisk i København-Bonn erklæringen. Og det tyske mindretal omfatter vel i dag cirka 15.000. De har egne institutioner, børnehaver, skoler, biblioteker m.m. Formålet er, at formidle tysk kultur og sprog.

Den 22. november 1945 startede en ny epoke. Bund deutscher Nordschleswiger afgav en loyalitetserklæring, hvori man udtrykte loyalitet over for den danske grundlov og anerkendelse af grænsen fra 1920. Det tyske mindretal fik efter 1933 mere vind i sejlene. Hitler’ s magtovertagelse var gavnlig for mindretallet.

De danske sønderjyder opfattede det tyske mindretals krav om grænserevision som en trussel. Måske var det set i lyset af et muligt tab af Sydslesvig, der fik tyskerne til at anerkende, at grænsen skulle bibeholdes.

 

De nordiske racer var blodbeslægtet

Fra nazistisk side var der en afgørende forskel til den nordlige grænse end til nogen anden. Ifølge de nazistiske raceteorier, så var det nordisk-germanske folk blodbeslægtet. Dette betød, at uoverensstemmelser ved grænsen måtte indtage andre former end ved østgrænsen. Dette var et synspunkt, som man hyldede fra Berlin, men som man ikke var begejstret for lokalt. Nazister på begge sider af grænsen mente, at grænsen skulle forskydes mod nord. I Berlin gik man ind for det storgermanske rige, men man ville lige vinde krigen først. Nu skal det lige dertil siges, at Frits Clausen fra DNSAP ville have grænsen flyttet ned til Ejderen.

 

Mindretal følte sig forfulgt

Det tyske mindretal beklagede sig flere gange til Berlin over danske ”Belästigungen”. Det vil sige chikaner i et forsøg på, at få tyskerne til at gribe ind over for den danske flertalsbefolkning. Men dette krav blev stort set aldrig efterfulgt.

Nazificeringen af mindretallets skoler kunne foregå uanfægtet. I skolelovgivningen af 1923 kunne man i mindretallet selv oprette skolenævn. Mange lærer tog afstand fra den nazistiske lære, mens andre mødte op i fuld uniform og startede dagen med en nazi – hilsen. Antallet af tyske privatskoler steg i Sønderjylland under besættelsen, og det selv om mange lærer var ved fronten. Således var der oprettet 89 tyske skoler i 1945. Ja ved en skoleindvielse i Gråsten havde Jens Møller besøg af sine gode ven, Werner Best og andre nazistiske ledere.

Tiden efter 1945 var svær for både de dansksindede og de tysksindede i Sønderjylland. Man havde svært ved at se hinanden ind i øjnene. Retsopgøret var medvirkende til dette. Trods nedsættelse af diverse straffe, så pinte de borgerlige afstraffelser dog stadig. Selv om de i realiteten blev afskaffet, så eksisterede de i realiteten i lang tid.

Den borgerlige afstraffelse hed nærmere betegnet, ”Tab af almen Tillid”. Denne betegnelse stod fortsat i mange af medlemmer af mindretallets papirer i slutningen af 1970erne. Det betød, at de ikke kunne søge arbejde inden for stat og kommune. De kunne heller ikke få nogen offentlig autorisation. Og så mistede de retten til at opnå næringsbrev som selvstændig erhvervsdrivende.

 

En anden udgave af Det Tyske Mindretal

Der var også en anden udgave end den nazificerede del af det tyske mindretal. Men som bekendt er historien ikke bare sort/hvid. Det var ikke alle fra mindretallet, der var nazister og landssvigere. Og lad det være sagt en gang for alle. Retsopgøret var langt fra fejlfrit.

Vi har haft historikere, der har påpeget, at dem der sad i Fårhuslejren, sad der af god grund. Men der blev begået uretfærdigheder, og hvorfor må dette ikke komme frem? Der blev lagt et kæmpe pres mod alle i det tyske mindretal fra ledelsens side, men mange holdt stand. Mindretallet forsøgte også, at forhindre unge mennesker i at tage en uddannelse, hvis de nægtede at melde sig under hagekorset. Dette forhold er der ikke mange historiebøger, der beskriver.

 

Vanskelige tider for Den Tyske Skole

De lærere, der underviste på de tyske privatskoler, og som ikke havde dansk statsborgerskab blev udvist. En masse var desuden blevet interneret. 90 pct. af de tyske lærere var indespærret. 3.000 tysksindede børn skulle pludselig vende sig til dansk undervisning.

Tiden indtil 1955 var særdeles usikker for det tyske mindretal. De tyske skoler var blevet konfiskeret eller lukket. I 1946 trådte en lov i kraft, der henviste mindretallet ril at oprette privatskoler. Man måtte dog ikke afholde statskontrollerede eksammen. Der fandtes heller ingen undervisningsmateriale. Alt det gamle var blevet beslaglagt.

I 1948 fik man mulighed for at købe 13 af de beslaglagte skoler. Den danske stat havde solgt de 40 andre skoler til anden side. Efter langvarige forhandlinger lykkedes det fra juni 1950, at få genansat nogle af lærerne, som havde fået amnesti.

 

De skal nyde samme rettigheder

Bemærkelsesværdigt er de ting, som Danmark’ s forhandlere lovede i fredskonferencen i Paris i 1919:

• Alle den danske stats fremtidige borgere skal behandles efter samme liberale og demokratiske principper og skal nyde de samme rettigheder. Heraf følger således, at det Tyske Mindretals ret til at bruge deres eget sprog bliver respekteret. De delegerede konstaterer navnlig, at den frie skole er et princip, som altid er blevet fulgt i dansk lovgivning.

Efter Genforeningen var betegnelsen for Sønderjylland, De sønderjyske Landsdele. Men betegnelsen viste sig hurtig, at være for kunstig.

 

De mistede alt

I 1926 blev Kreditanstalt Vogelgesang oprettet. Lånekapitalen kom fra hemmelige tyske kanaler. Her var det de tysksindede landmænd, der blev støttet. Året efter blev Foreningen Landeværnet oprettet for at modvirke de tyske opkøb.

Denne forening havde til formål at holde landbrug på danske hænder. Det skete i form af billigere og risikovillige lån. Vogelgesang blev tvangslikvideret af den danske stat i 1945. Det skete så også for de landbrug, som anstalten havde støttet. Det betød, at mange fra det tyske mindretal pludselig mistede alt, hvad de ejede. Vi har mere om dette senere i artiklen.

 

København – Bonn erklæringen

København – Bonn erklæringerne i 1955 fastslog, at ”bekendelsen til tysk nationalitet og tysk kultur er fri Endvidere blev det fastslået, at dette af myndighederne ikke må Bestriden eller efterprøves.  

Lovgivningen for mindretallene er et indre anliggende for den enkelte stat. Det blev fra dansk side allerede i 1919 gjort klart, at man ikke ville søge internationale garantier, når det gjaldt en aftale mellem Danmark og Tyskland.  

Den slesvig holstenske landdag havde allerede i Kiel-erklæringen i 1949 vedtaget en ordning for det danske mindretal i Sydslesvig. Denne ordning byggede på den nye vesttyske lovgivning.

 

Er de tyskere?

Jamen er de der fra mindretallet tyskere, spørger mange af mine københavnske venner undertegnede? Mindretallets medlemmer opfatter sig selv som tyske nordslesvigere, danske statsborgere med tysk identitet og forankring i regionen. Mange af medlemmerne taler i hverdagen ikke kun tysk, men også ”synnejysk”.

Det er danskere, danske statsborgere med tysk kultur. De børnebørn, oldebørn og sågar tipoldebørn af de tyskere, der ved folkeafstemningen i 1920 var imod at stemme deres tyske pas retur og gør Sønderjylland dansk. Jo de går i tyske skoler. De fleste af dem holder på tyske værdier, tyske kulturelle træk og tyske traditioner.

Indtrykket er dog, at de unge fra det tyske mindretal føler sig både tyske og danske på en gang. Måske er man i gang med at betragte sig som folk, der kommer fra grænselandet mere end at være tyskere i den gamle forstand. Mindretallets kultur og historie er vel mere ved at blive knyttet sammen i en blanding af både tysk og dansk. Mon ikke de unge er ”mere integrerede” end deres bedsteforældre, da deres bånd til Tyskland er tyndere?

De danske sønderjyder betragter deres identitet som meget dansk mens mindretallets sønderjyske identitet nok er en blanding af både dansk og tysk.

For udefrakommende kan det godt være lidt forvirrende. Tyskere fra mindretallet er i dag aktive i danske sportsklubber og det omvendte kan også sagtens være tilfældet.

Traditioner opløses hurtigere i vores samfund. Mindretallets identitet forlænges, hvis man forstår at give identiteten videre til næste generation.

Mindretallets samlede budget er på 275 millioner kroner. Disse penge kommer fra tilskud fra Tyskland, egne indtægter og tilskud fra danske kommuner og den danske stat. Største delen af de danske tilskud er omfattet af henholdsvis friskoleloven og lov om social service. Der skal penge til at drive 22 børnehaver, 15 folkeskoler, en efterskole og et gymnasium, 4 biblioteker og 2 bogbusser. Dertil kommer diverse sportsklubber og museer. Og så har vi jo også den tyske kirke m.m. Indrømmet, jeg ved ikke om disse tal endnu er helt korrekte. De er nok et par år gamle.

 

Kig dog på historien

I 1894 forbød prøjserne, at man udtalte navnet Sønderjylland. Men kigger man efter i historien så er mange af de sønderjyske byers navne oprindelig tyske. Det gælder for eksempel Gråsten, der oprindelig hed Grawenstein.

Kigger man på gamle kort over Sønderjylland fra 1600 – tallet, så ser man en masse tyske stednavne. Åbenbart er ikke alle stednavne blevet rekonstrueret af prøjserne i 1864. Har man glemt, at det tyske har haft hjemstavn i Sønderjylland i hvert fald siden slutningen af det 14. og begyndelsen af det 15. århundrede? Det har været forsøgt modbevist af talrige skrifter.

Går man så længere tilbage, kan man se at området er gammel dansk land. Men historikere på hver side af grænsen diskuterer stadig dette spørgsmål.

Ifølge de tyske historiebøger bestod Slesvig Holsten også af hertugdømmet Holsten, som siden Karl den Store havde tilhørt det tyske rige. I 1025 havde kejser Konrad den Anden foræret danskerkongen hertugdømmet.

Men se i 811 fastslås Ejderen som grænseflod mellem Frankerriget og det danske kongerige. Kulturgrænsen-den sproglige og kulturelle grænse-mellem dansk og tysk lå nordligere ved grænsevolden Danevirke.  

I 1100-tallet indsatte den danske konge repræsentanter, som skulle vogte det danske riges sydgrænse ved Ejderen. Repræsentanterne fik titel af hertug og hermed var hertugdømmet Slesvig skabt. Hertugdømmet var underlagt den danske krone og bestod af området fra Kongeåen til Ejderen.  

Hertugerne ønskede selvstændighed fra den danske konge og allerede i denne magtkamp med de holstenske grever knyttedes der stærke bånd mellem Slesvig og Holsten.  

 

Debat om tosprogede vejskilte

I 2007 blussede der pludselig en debat op omkring tysksprogede by og vejskilte. Forslaget kom fra det tyske mindretal Mange opfattede dette som en provokation. De gjorde opmærksom på, at Danmark var den sydlige del af Kongeriget Danmark, og ikke den nordlige del af Forbundsrepublikken Tyskland. De tyske vejskilte var blevet fjernet i 1920. Og dog, i mange sønderjyske byer var der en overgang tosprogede gadenavne. De var der helt til 1945.

Fra mindretallets side ville man gerne markere, at der i landsdelen fandtes to kulturer og to sprog. Man mente, at der er ganske naturligt, samt praktiseret i andre dele af Europa. Allerede i 2006 havde indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen fremsendt disse tanker i en skrivelse til de sønderjyske kommuner. Det tyske mindretal mente, at tyske skilte netop markerede tolerance og åbenhed og ikke kun floskler.

Tre årsager blev også nævnt som årsag til at vejskiltene skulle have en tysk tekst, turister, grænsependlere og historien.  

Debatten blussede op igen. Man kunne ikke forstå, at der efter 87 år nu forlangtes skilte på tysk. Mange bemærkede også, at fortidens krigsspøgelser var væk, og at man behandlede hinanden med respekt. Straks kom der dog også forslag til danske skilte syd på, for at minde sydslesvigerne om, at de bor i et gammelt dansk land, hvor sproget først de sidste to – tre hundrede år er skiftet fra dansk til plattysk. Mange sønderjyder påpegede også, at tysksprogede skilte ville trampe på følelserne hos mange gamle.

Ja, der var debattører, der mente, at tosprogede skilte kun havde det formål, at holde det tyske mindretal i live. Politikere fik at vide, at de kun forsvarede mindretallet, fordi de kunne have gavn af deres stemmer.  Og pludselig fik vi igen at vide, at der blandt det tyske mindretal var adskillige stikkere under besættelsestiden.

 

Man kræver kirkekunsten tilbage

Pludselig kom man i tanke om, at der på tysk side stod klenodier inden for kirkekunsten på tyske museer. Klenodier, der stammede fra dansk kirkekunst. Ja endda Nydambåden som blev fundet i mosen uden for Sandbjerg Slot. Ældre sønderjyder spurgte, hvornår alle disse kulturskatte vendte tilbage til Sønderjylland

Debatten kammede til tider over. Man talte om en fortyskning og sammenlignede det med Köhler-politikken under det prøjsiske styre. Glemt var også de talrige forsøg på fordanskning, dengang.

Normalt lever nationaliteterne side og side uden problemer af nogen art i Sønderjylland. Men måske er det fordi, at man i det daglige lever forholdsvis usynlig sammen.

Hvorfor man gang på gang henleder opmærksomheden på forbrydelser, som ligger 60 – 90 år tilbage i tiden og som de nuværende hjemmetyskere ingen andel har i, forbliver et stort spørgsmålstegn. At være tysksindet i dag, har ikke noget med nazismen at gøre.

 

Er man ikke modne til at anerkende mindretallet?

Her troede man som sønderjyde, at befolkningen var parat til at anerkende, at vi havde et mindretal med egen national og sproglig identitet. Efter alle de år burde man være modne til at anerkende, at vi har et grænseland med flere nationale tilhørsforhold, sprog og kulturstrømme. Skal vi lige minde om, at forskellige steder i Europa, hvor historien er endnu mere sårbar end i Sønderjylland, har man indført tosprogede skilte. Det er for eksempel i Sydtyrol, Slovenien, Transsylvanien m.m. Og det breder sig – til de britiske øer, de sorbiske områder i Østtyskland, de Samiske områder i Nordskandinavien m.m.  

Flensborg Byråd synes, at det er en god ide, at have tosproget skiltning i Flensborg. Det var det danske mindretal i Sydslesvig, der havde stillet forslaget. Her mente politikerne, at det var ganske passende for en by, der havde så et intens forhold til det danske, at have tosprogede skilte. Også delstaten Slesvig Holsten ser positiv på, at der bliver tosprogede skilte i de byer, hvor der også findes andre sprog som dansk og frisisk. Med andre ord, her vises tolerance, åbenhed og respekt.

 

Tysk øl, danskere og en løve i Flensborg

I den forbindelse er der stadig mange Flensborg-borgere, der ikke kan forstå, at så mange danskere, tager ind til en kirkegård, sætter sig i græsset, drikker en tysk øl og kigger på en kæmpe løve. Det er Isted-løven

Og så hørte jeg for nylig et ungt menneske fra det tyske mindretal sige:

• Når vi sidder ned, taler vi sønderjysk, og når vi står op, taler vi tysk.

Dette kan så berolige mit sønderjyske hjerte. Måske er manglen på tolerance et spørgsmål om genrationskløft.

 

Det handler om følelser

Sønderjydernes følelse i 1864 var skuffelse og modløshed. Et dansk flertal kom under prøjsisk styre.

Københavnerne havde ”en svimlende selvfølelse” helt uden grundlag. Her tillod man sig uhæmmet national stolthed. Tyskerne fandt danskernes opførsel mærkværdig. Krigen gjorde ende på en 400-årig union mellem kongeriget og hertugdømmerne. Et langt og tæt forhold er slut. Hårdt såret og stærkt formindsket smækker Danmark med døren og omfortolker sin egen fortid.

Danmark var nu et lille land banket på plads af en langt større og ond nabo. Vi betragtede os pludselig som en nation, som uskyldigt offer for stormagtspolitik.

I 1920 blev sønderjydernes kår og fremtidsudsigter blev traumatisk for dansk politik. Og det tyske mindretals forhold blev et marginalt problem for den tyske rigsregering.

 

Ernst von Köller

En af de værste perioder for sønderjyderne var perioden fra 1. oktober 1898 til 1903. Da var man udsat for overpræsident Ernst von Köller. Danske embedsmænd blev tvunget til at aflægge preussisk ed. De dansksindede blev af Prøjsen betragtet som Reichsfeinde.  

1.300 trykte skrifter blev forbudt og næsten 1.000 mennesker blev efter hans kommando udvist af Sønderjylland. Von Köller følte sig forpligtet til at fortrænge danskheden. Offentlige tillidshverv skulle dansksindede heller ikke forvente sig.

Den 18. december 1888 lykkedes det for ham ved hjælp af forordninger, forskrifter og forbud at påtvinge alle børn i Sønderjylland til at tale tysk i skolen, dog undtagen i et par enkelte religionstimer.

Og det var bestemt ikke alle sønderjyder, der var enige med den unge journalist H.P. Hanssen i, at det var en god ide, at aflægge ed og aftjene preussisk værnemagt. Ved at række hånden frem, ville man kunne opnå nogle rettigheder. Man kunne så også forhindre, at befolkningstallet af dansksindede faldt.

Overpræsident von Steinmann fulgte opmærksomt foreningslivets udvikling i Sønderjylland. For at skaffe sig indblik i foreningernes virksomhed foranstaltede han husundersøgelser. Desuden beslaglagde han oceaner af post, dog uden at finde noget ulovligt.

Bismarck havde forsøgt derhjemme at undertrykke katolikker, socialdemokrater og polakker ved hjælp af undtagelseslove. Disse love udstyrede administrationen til at overvåge disse statsborgere.

Von Kölle forsøgte det samme i Sønderjylland. Han udsendte blandt andet følgende opfordring:

• Befolkningen skal lære at hæfte solidarisk. Hvis en bryder forordningen, skal de alle straffes, indtil de ved gensidig opdragelse har lært at holde sig i skindet.

Danskerne kunne slet ikke forholde sig til den preussiske filosofi. De følte sig i besiddelse af den historiske, den politiske og den moralske ret.

Den 24. oktober 1898 udvistes for eksempel 15 karle, piger og drenge i Bevtoft. De var ansatte hos folk, der havde deltaget i et vælgermøde. Bladet Hejmdal’ s bogtrykker Carlsen med hustru og fire børn fik marchordre med 24 timers varsel. Den yngste var kun fire uger gammel.

Det var ikke noget med anklage eller domsafhandling. Vi kunne sådan set have nævnt talrige eksempler. Rundt omkring i Sønderjylland henvendte amtsforstandere sig til de dansksindede. Det vil ikke ske jer noget såfremt I:

• Holder jer væk fra danske forsamlinger
• Holder jeres børn hjemme fra højskoler
• Afsiger jeres danske avis osv.

Forsamlingshuse ville knække tyskheden, mente man. Foredragsholderne kom på en sort liste. Kirkedørene var også lukket.

Bladet Dannevirke ændrede efterhånden stil. De kunne ikke klare sig økonomisk i længden og bøjede sig efter prøjserne. Men det betød også, at danskerne vendte bladet ryggen.

I fredstraktatens §5 fik Napoleon den Tredje indført en bestemmelse om, at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved fri afstemning tilkendegiver ønske derom.

Men se dette skete aldrig. I 1879 blev dette blevet strøget af traktaten. Det var en torn i øjet på de dansksindede.

 

Efter 1920

Under Første Verdenskrig faldt 5.000 dansksindede for Prøjsen. Da Schleswiger Wählerverein blev dannet den 15. august 1920 startede det tyske mindretal også sit virke.

Ved Folketingsvalget samme år fik Slesvigsk Parti 14,4 pct. af stemmerne i Sønderjylland. Det var den tyske præst i Vodder, Johannes Schmidt, der kom til at sidde på Christiansborg de næste 19 år.

I Tønder, Højer, Aabenraa og Sønderborg var der flertal for Tyskland. Men da Flensborg sagde nej til Danmark var det med til at udløse Påskekrisen.

Danskerne kaldte det for Genforening, men de tysksindede mente, at Hertugdømmet Slesvig aldrig statsretslig har tilhørt Danmark.

Den 12. januar 1923 udtalte overborgmester Todsen i Flensborg, at han hellere så, at grænsen var flyttet langt længere nord på, for nu ville danskerne besætte hele området ned til Ejderen.

Det sønderjyske spørgsmål skabte mistro til Danmark i Tyskland. Her tillagde man os ”Revanche- eller hævnlyst”. Dette oversteg vores lyst til neutralitet, mente man. Man var i København udmærket klar over dette. Erik Scavenius førte en meget forsigtig politik over for tyskerne.

 

Var Nordslesvig et blandingsprodukt?

Jo, det var jo også tyskerne, der i 1864 fratog os to femtedele af det danske rige. De havde ført en hensynsløs undertrykkelsespolitik over for de danske sønderjyder. Egentlig var der ikke mange, der turde at anfægte denne politik. Men Georg Brandes gjorde det flere gange. Han mente, at den danske regering var alt for passiv.

Det var bestemt ikke alle, der var enige med Georg Brandes. Videnskabsmanden Frederik Poulsen stod bestemt ikke alene med følgende synspunkt:

• Nordslesvig er et blandingsprodukt, oven i købet særlig kompliceret derved, at sprog og sindelag ikke falder sammen. Er det ikke naturligt, at den stærke magt ejer et stykke omstridt land, der motorisk er et blandingsdistrikt?

 

En artikel, der ikke vakte begejstring

Glemt er også, at udenrigsminister grev Ahlefeldt-Laurvig og generaldirektøren for told- og skattevæsnet, Marcus Rubin aftalte at sidstnævnte skulle skrive en artikel, der i 1911 skulle forbedre forholdet til Tyskland. Den udkom i Preussische Jahrbücher under titlen:

• Deutschland, Nordschleswig und Dänemark-Von einem Dänen

Men den stødte i den grad de danske sønderjyder med sætninger som:

• Pragfredens artikel 5, der holdt uroen vedlige
• Artikel 5 er for længst død og magteløs
• Nordslesvig er nu men lov og ret Tysklands, og ved dette faktum hverken kan eller bør røres.
• Kun tåber i Danmark og folk uden indflydelse tænker på en ”genoptagen” af artikel 5 eller lignende

 

Tyskerne rejste selv ”Det Sønderjyske spørgsmål”

Danmark var meget protysk. I januar 1915 havde Stauning afvist et hollandsk forslag om, at man skulle fordømme tyskernes overfald af Belgien. Danske socialdemokrater havde også været i Belgien på tysk initiativ. Og dette irriterede i den grad belgierne.

Det kom helt bag på den danske regering, da tyskerne i 1915 selv rejste det sønderjyske spørgsmål. Igen blev artikel 5 taget op. I første omgang kunne Als ikke komme med til Danmark på grund af flådestationen i Sønderborg, mente tyskerne

 

Det Tyske Mindretal kører det store skyts frem

På et tidspunkt omfattede det tyske mindretal 30.000 personer. Det var fire gange så meget som det danske mindretal syd for grænsen. Og syd for kom de typisk fra samfundets underklasse, mens mindretallet nord for grænsen var blandt de velstillede. På landet var der mange større gårdejere og i byen var der mange selvstændige erhvervsdrivende.

Ved Folketingsvalget i 1939 kørte man fra det tyske mindretals side det store skyts frem. Man fik hjælp syd fra. Da resultatet forelå, manipulerede man med tallet, for det var en kæmpe skuffelse.

Redaktør Ernst Schröder skrev i Flensburger Nachrichten, at der ved anvendelsen af en god dosis tillid burde være muligt at mindske gnidningerne i grænselandet. Men de var opstået genopstået gennem 1930erne. Denne udtalelse passede ikke det tyske mindretals filosof, Jep Schmidt. Han mente, at Ernst Schröder skulle ”sættes ud af spillet”

Den 4. marts 1939 udsendte Hans Schmidt, Oksbøl og A. Freiberg, Tønder et opråb til det tyske mindretal med opfordring til at arbejde hen mod et dansk-tysk tillidsforhold. Men det gjorde nu ikke indtryk på ledelsen i det tyske mindreta. På en valgplakat gjorde man opmærksom på, at Østrig, Sudeterlandet, Bøhmen og Mehren var vendt tilbage til ”Riget”.

Fra tysk side kørte man frem med følgende tal efter valget:

• Landsdelens 180.000 mennesker præsenterede 30.000 tilvandrende rigsdanskere, 50.000 var bevidst dansksindede, 50.000 bevidst tysksindede og 50.000 blev betegnet som ”blakkede”.

De reelle tal var:

• 422 danske stemmer
• 016 tyske stemmer.

 

Danmark havde forhandlet Sønderjylland til en Fattiggård?

En af storbønderne fra det tyske mindretal, Deichgreber, havde ellers forkyndt, at Danmark havde forvandlet området som en fattiggård. Men sandheden var vel, at Sønderjyllands landbrug efter 1920 var kørt helt i sænk. Gennem smug handel med landbrugsprodukter til tårnhøje priser havde man klaret sig nogenlunde gennem krigen. På landet havde gendarmer gået rundt og kontrolleret, at der ikke i smug blev slagtet, kærnet smør eller slagtet.

I 1890erne havde den tyske stat opkøbt 36 store landbrug i Sønderjylland. De indsatte tysksindede forpagtere på særdeles fordelagtige betingelser. Der kunne sagtens være 80 mand tilknyttet et sådant landbrug. Man kaldte det for en domænegård.

I 1891 stiftedes den tyske Ansiedlungsverein. Det lykkedes at få anbragt 200 såkaldte rentegårde i de ellers dansksindede nordlige regioner i Sønderjylland.

I 1914 nægtede den Slesvig Holstenske kreditforening med at give dansksindede kredit med den begrundelse, at pengene ville blive brugt til at modarbejde tyske formål.

I 1922 bestemte man, at domænegårdene skulle udstykkes i husmandsbrug

Mange landboer havde inden Genforeningen optaget lån for at få bragt deres gæld ned. Landsdelen blev efter Genforeningen tilført ny kapital. Det var specielt til erhvervslivet og landbruget. De sønderjyske banker og sparekasser fik stillet cirka 20 millioner kroner til rådighed i statslån. Man forsøgte med Sønderjyllands Kreditforening. De nystiftede lån var forholdsvis dyre. I 1927 oprettedes Sønderjysk Hypoteklånefond.

De kriseramte og kredithungrende landmænd blev pludselig lydhøre over for mere eller mindre fantastiske bevægelser. Og denne situation benyttede man sig af i Berlin. I første omgang sendte man et beløb på 5 millioner kroner til Nordslesvig.

Som modforanstaltning oprettede man Landeværnet, der i løbet af få år fik 10.000 medlemmer.

 

Den usikre grænse

Stauning udtalte engang i et interview, at en dansk-tysk mindretalstraktat kunne være meget praktisk, hvis den ikke indeholdt nogen bestemmelser, der kunne krænke Danmarks suverænitet. Udenrigsminister Moltke fik dog hurtigt banket statsministeren på plads.

Den tyske regering anerkendte på intet tidspunkt grænsen, men de havde intet ønske om at rykke den mod nord. Men se dette vidste man ikke i Danmark. H.P. Hanssens svigersøn, Kresten Refslund Thomsen, der var amtmand over Aabenraa og Sønderborg amter, vågnede hver morgen tynget af tanken om, hvad der kunne ske ved grænsen i dagens løb.

Tidligere udenrigsminister Erik Scavenius skrev i 1930, at en direkte afgørelse mellem Danmark og Tyskland i 1920 ville have været at foretrække.

Det kan næppe tolkes på anden måde, end at i al fald han var parat til at overveje en grænserevision for at få fred med den store nabo mod syd, hvilket måske kan tages som udtryk for, at det var nogen, som var usikre over for, hvor betryggende grænsen var.

Rigsindenrigsminister Karl Jarres havde på en nordisk messe i Kiel i 1924 omtalt Nordslesvig som røvet fra Slesvig Holsten og forkyndte:

• Die Zeit der Wiedergutmachung kommt

Ja da mente den danske regering dog, at her gik man over stregen, så der blev protesteret.

Det var senere mange dansksindede, der mente, at hvis det tyske mindretal ikke havde kæmpet for en grænseændring, var de dømt til undergang, for så havde de ikke noget at kæmpe for.

Mindretallet var utilfreds med skolereformen. Var den tyske utilfredshed velbegrundet? Man fik i 1928 ret til studentereksamen. Men den danske regering ville ikke tillade realeksamen, fordi det gav adgang til postvæsen, toldvæsen og DSB.

 

Vogelgesang

Fra dansk side ville man forhindre at mindretallet hentede arbejdskraft syd fra. Og det absurde var, at borgerne i Flensborg blev nægtet adgang til Kollund Skov. Og så var det fænomenet Cornelius Petersen. I begyndelsen stillede han sig på danskernes side. Men han blev så irriteret på de danske myndigheder, at det var de tysksindede, der fik gavn af ham.

Tyskerne oprettede nu et nyt kreditinstitut, der blev administreret af sagfører Georg Vogelgesang Dette blev aktivt bakket op af det tyske mindretal. Der kom masser af andragender. I begyndelsen så man ikke så meget på sikkerheden. Man skulle bare pille flagstangen ned.

Men sådan blev det ikke ved med at være. Man tinglyste nu forkøbsretsklausuler, der skulle garantere, at man holdt øje med ejendommen. Men det var netop formålet med dette institut. Området skulle germaniseres.

Et specielt administrationsselskab blev oprettet. Det blev kaldt Höferverwaltungsgesellschaft. Efterhånden rådede de over 90 gårde. Vogelgesang sprang til, hvis der manglede børn til de tyske privatskoler. Man kunne med instituttets hjælp flytte en familie med mange børn til et udsat sted, for eksempel til Lydersholm øst for Tønder. Man kunne opsige en kontrakt med kort tids varsel:

• Hvis man ikke havde sine skolepligtige børn i den tyske skole
• Hvis man ikke deltog i den tyske skoles arrangementer
• Hvis man ikke deltog i den tyske vælgerforenings arrangementer
• Hvis man ikke sammen med sin kone stemte på de tysksindede
• Hvis man ikke deltog i de lokale tysksindede kulturaktiviteter
• Hvis man ikke deltog i diverse indsamlinger, der støttede tyskheden

Ved Tysklands sammenbrud blev kreditforeningen opløst, lånene blev afløst af andre lån. De 86 gårde som gårdforvaltningsudvalget lå inde med blev overtaget af Jordlovsudvalget.

I alt var der 135 gårde som Vogelgesang/Höfeverwaltung lå inde med. Det største antal på 40 lå i Tønder-området. Dernæst fulgte Gråsten-området med 34 og Løgumkloster med 29.

Midt i 1930erne udkom en bog med titlen På vej til Danmark. Den beskrev forholdene i Sønderjylland således:

• I Fattigkvarterne ejede de færreste blot en Skjorte. Alle gik i udtrådte Sko og Støvler, som var købt før Krigen og med omhu holdtes vedlige. Rigtig Sæbe gaves ikke mere. Brødet var bagt ved hjælp af ubestemmelige Erstatningsmidler. Gamle Folk, syge Mennesker og Børn kunne få udleveret noget sødmælk mod Lægeattest.

 

Ribebrevet

Helt frem til 1945 fastholdt det tyske mindretal kravet om en grænserevision. De henholdt sig til Ribebrevet. Dette var den aftale som blev indgået den 5. marts 1460 mellem det holstenske ridderskab og Christian den Første.

De tysksindede mente, at der var blevet begået et kæmpe aftalebrud. Ja de dristede sig til at kalde det for en statslig historieforfalskning. Andre mener dog, at gyldigheden bortfaldt, da den danske Helhedsstat forsvandt ved Konventionen den 15. august 1865.

Andre igen mener, at ordvalget blot markerede bevarelsen af fred. Brevet skulle ses som et formål på, at den slesvigske adel ikke måtte få forringet deres magt og privilegier, selv om hertugdømmerne blev indlemmet i Danmark.

 

Barske udtalelser i Grænsevagten

Ak ja, fra dansk side blev det nævnt, at det tyske mindretal var med i planlægningen af besættelsen af Danmark. Jens Møller indrømmede, at han vidste det tre dage før. Min kære far vidste det en uge før ved at snakke med tyske lastbilchauffører i Tønder.

Og havde man i København lyttet til de efterretninger, der kom havde man nok heller ikke kunnet være overrasket. Og en uge inden besættelsen fløj der hver dag et dansk militærfly langs grænsen. Her havde man vel også rapporteret noget.

Antallet af tyske privatskoler steg i begyndelsen af besættelsen til 59, mens antallet af tysksprogede kommuneskoler forblev uændret på 30. Fra dansk side var det alt andet en begejstring for de tysksindede medborgere. Således kunne man i Grænsevagten i februar 1949 læse følgende:

• De værste Fjender vi har, findes i Hjemmetyskernes Rækker! Dette er en Sandhed, man ikke kan komme udenom. Disse Mennesker af dansk Afstemning, der har vendt sig bort fra deres Ophav og ladet sig beruse af den danske Storhed, hader og foragter i virkelighedens Danmark dybt og hjerteligt. De har sagt Farvel til det danske-og så harmer det dem, hver gang de møder noget dansk.

 

• Før Genforeningen var de et og alt med i den tyske Voldspolitik overfor de danske Sønderjyder og i Aarene efter Genforeningen forsømte de ingen Lejlighed til at rakke det danske Styre ned, og puste til Mistænksomheden over for meget af det ny, der ved dansk Styre kom til Landet.

 

 

• De betragter det som en Selvfølge, at de skulde have alle mulige Rettigheder og Friheder. De udnyttede til det yderste den danske Frihed i Skole, Presse og Forsamlingsliv.

 

• De modtog med Begærlighed og som en Selvfølge de danske Tilskud til deres Skoler-men nægtede sig ingen som helst Hadefuldhed og nedrakning af det danske Folk og danske Embedsmænd

 

 

• Efter den 9. April troede de, at for evigt var nu den danske Magt forbi, og med skamløs Iver udnyttede de den Fordel, som den tyske Besættelse af Landet gav dem.

 

• Den danske Stats Tilskud til dem maatte rinde i forøget Tempo, ligesom Penge blev rekvireret fra Nationalbanken til de tyske Skolebygninger, som i Graasten og Kegnæs. Og samtidig optrådte Hjemmetyskerne og deres Presse med de modbydeligste angiveri over for Danskerne, rent bortset fra, at hjemmetyske Entreprenører og Haandværkere tjente fantastiske Summer ved Værnemageri, Summer, der selvfølgelig blev udredet af Danmark.

 

 

• Og nu har de væbnet sig til den sidste Dyst med Danskerne! Værnemagten har givet dem Vaaben og de er militært organiseret i Heimwehr. Saaledes er det endt med Hjemmetyskerne!

 

• Ethvert Forsøg paa Forsoning er slaaet Fejl, og de vil benytte den sidste Time og det sidste Minut til at trodse Danmark. Derfor er det fra dansk Side ikke andet at gøre end at likvidere hele det Hjemmetyske Problem en Gang for alle ved at faa de Hjemmestyskere, der er faldet deres Herbergsstat i Ryggen, sat paa Porten.

 

 

• At vise Mildhed og Overbærenhed og stole paa Forsoning som i 1920 vil vise sig omsonst. Naar Tyskland har endelig tabt, vil Hjemmetyskerne hyle som piskede Hunde. Men de vil være parate til at springe os i Struben, hvis de atter faar Medhør!

 

Nu var det godt nok Dansk Samling, der udgav Grænsevagten. Og det var et problem i lokalsamfundet med denne stejle holdning. Myndighederne havde næsten den samme holdning og det gjaldt også for modstandsbevægelsen.

Det tyske mindretal henviste til deres loyalitetshensyn som medlem af et mindretal over for regering, myndigheder og militær. Og ikke alle jurister var enige i om det gik rigtig for sig efter besættelsestiden. Men fra dansk side sagde man, at der ikke ville blive gjort forskel på danske statsborgere og medlemmer af det tyske mindretal.

Mange tog af sted som helte til fronten og vendte hjem som landsforrædere.

 

Stor Fattigdom

I en række sønderjyske byer drog modstandsfolk gennem byerne og dækkede de tysksindedes forretningsvinduer til med dansk-engelsk boykot-plakater:

• Adgang forbudt for allierede soldater

Den engelske kommandant vidste ikke noget om dette. Vrede engelske soldater blev dog beordret til at fjerne disse plakater. I mange frivillige brandværn rundt omkring i Sønderjylland blev medlemmer af det tyske mindretal smidt ud.

I den grad blev der beslaglagt ejendom hos det tyske mindretal. Den løn som manden havde sendt hjem under krigen fra Deutsche Wermacht blev også beslaglagt. Dertil kom også, at man skulle betale for mad og andet i Fårhuslejren. Dette betød stor fattigdom hos mange i det tyske mindretal. Her opfattede man afstraffelsen som tilfældig og som hævn for de grusomheder Det Tredje Rige og nazisterne havde udført.

 

Hadet forblev

Hadet til det tyske mindretal tog ikke lige sådan af. Den 15. oktober 1946 holdt pastor H.J. Hansen fra Løjt et foredrag i Simon Peter Sogns Menighedshus i København. Fra www.tidehverv.dk bringer vi disse brudstykker, som viser noget af det had, som det tyske mindretal stadig lå under for:

 

• Vi vil aldrig kunne glemmer, hvordan de under Besættelsen på enhver Maade gjorde sig til eet med vore tyske Undertrykkere, hvordan de fik organiseret den militære Tidsfrivillige Tjeneste, som selvfølgelig af os Danske føles som en Pistol i Ryggen.

 

• Den ledende Mænd inden for de saakaldte loyale’ s Kreds fortjener ikke, at vi viser dem Tillid. Den almindelige Stemning blandt Hjemmetyskere i Dag kan karakteriseres som en Blanding af Selvmedlidenhed og Had til os Danskere. Tyskerne føler sig i Dag som alle Tiders største Martyrer. De har saa ondt, saa ondt-ikke af nazismens Millioner af Ofre-al den Tale om de tyske Grusomheder, den er sikkert stærkt overdrevet, mener de.

 

 

• ”Og nu skal det være saa meget hæsligt ved Nationalsocialismen? Det tror vi ganske simpelt ikke paa. Vi har jo før hørt Løgnehistorier om Tyskerne, som den om de afhuggede Hænder hos de belgiske Børn i Liège, og hvordan vore Venner da blev behandlet af Danskerne”

 

• Tyskerne i Dag hader Danmark og afskyr Det Danske Folk, og alt, hvad der er Dansk. Og de mener, at de er i deres gode Ret til det. Danskerne har Magten i Dag, og de misbruger deres Magt. Tyskerne er afmægtige. Og de maa lide Taale og vente-vente paa den Dag, da Bladet igen vender sig.

 

 

• Hvad er det, som gør, at Dansk Demokrati har saa lidt vindende Kraft overfor Tyskerne? Det er vanskeligt at sige. Men det er en Kendsgerning, at de to passer ikke sammen. Det hænger nok sammen med, at Demokratiet forudsætter en politisk og menneskelig Modenhed, som Tyskerne ganske simpelt ikke er i besiddelse af-Tyskerne er som Børn.

 

• Tyskerne er tankeløse og derfor hensynsløse, undertiden grusomme,- som Børn

 

 

• De er utaknemmelige –som Børn

 

• Tyskerne er let at paavirke-som Børn. De kan ikke skelne mellem stort og smaat, væsentligt og uvæsentligt. Derfor bliver de et let Bytte for Demagoger og Agitatorer.

 

 

Allerede den 11.november 1943 havde der været et møde i Haderslev-kredsen i det tyske mindretal. Her var det blevet diskuteret, hvordan forholdene mellem de dansk- og tysk sindede kunne blive efter krigens ophør. Det var pastor Friedrich Prahl, der havde foreslået, at man anerkendte grænsen fra 1920, og at man aktivt skulle vise loyalitet over for den danske stat. Men mødets konklusioner vandt ikke rigtig genklang før tyskernes endelige nederlag.

Men den 22. november 1945 var man dog ikke helt klar til at vedtage hele ordlyden. Man ville godt give den danske stat den fulde loyalitet. Men en total afstandtagen til nazismen var man endnu ikke i stand til. Men man bekendte sig dog til demokratiet.

 

Man fik hurtigt 3.000 medlemmer

Op til begyndelsen af 1947 blev 23 lokale afdelinger af Bund Deutscher Nordschlewiger oprettet. Man fik hurtig 3.000 medlemmer. Alle var velkommen. Dog var det betænkeligheder fra Haderslev-kredsen med at dømte nazister skulle vende tilbage, efterhånden, som de havde udstået deres straf.

I 1951 udkom pastor Schmidt-Vodder med bogen Fra Vodder til København, fra Tyskland til Europa på tysk.Her betegnede forfatteren besættelsen af Danmark som en katastrofe som hverken var klog eller god. Nationalsocialismen betegnede han selv som utysk og et syndefald. Men han betegnede også retsopgøret som forfølgelse og kompromisløs.

Johannes Schmidt var præst i Vodder syd for Ribe. Han var født i Tønder og sad 19 år i Folketinget, som vi allerede har skrevet. Han var fra 1920 den første formand for Schlesvigsche Wahlerverein. Han havde stor indflydelse på mindretallet indtil 1933, hvor han blev kørt ud på et sidespor.

I 1934 grundlagde han Deutsche Front. Organisationen var opbygget efter samme skabelon som det nationalsocialistiske system. Under besættelsen stille han sig til rådighed for de tyske myndigheder med artikler og radioforedrag. Han var en ivrig bidragsyder til Junger Front. Dette var også årsag til, at han blev arresteret i 1946, men som tusindevis af medlemmer af det tyske mindretal blev han løsladt uden retssag.

I 1958 udkom Troels Fink med bogen Historie om det slesvigske grænseland på tysk.  Men det tyske mindretal tog nu ikke dette bog særlig alvorlig. Under retsopgøret optrådte Troels Fink som sagfører og som anklager mod de tysksindede.

 

Behov for selvransagelse

Heller ikke under formand Harro Marqudsen der i 1960 overtog formandsrollen, udviklede der sig nogen egentlig modstand eller egentlig opgør med den tidligere nazi-historie. Helt frem til 1964 forlangte Slesvigsk Parti, at retsafgørelserne blev revideret, og at man fik en form for undskyldning. Men det skete aldrig.

Ja så sent som i 1965 kunne man i en lederartikel i Der Nordschleswiger læse, at tyskerne reddede Danmark for noget, der var meget værre. Og det der ville være meget værre, var hvis englænderne havde besat landet.

Senere må man nok sige, at det tyske mindretal i den grad har taget afstand fra nazismen. Men mindretallet synes stadig, at være blevet uretfærdig behandlet i retsopgøret.

Og man må da sige, at holdningerne i det tyske mindretal har ændret sig alvorlig. Og det skyldes sikkert også tidligere chefredaktør Siegfried Matlok’ s ledere i Der Nordschleswiger. Han har gentagende gange erklæret sig enig i behovet for selvransagelse blandt hjemmetyskerne, når det gælder den nazistiske fortid. Det er særlig midaldrende og yngre, der har været tilhængere af dette.

 

Undskyldning fra Undervisningsministeren

Det vakte stor opmærksomhed og glæde i det tyske mindretal i Sønderjylland, da undervisningsminister Bertel Haarder undskyldte, at der blev begået uret mod det tyske mindretal i forbindelse med retsopgøret. Det skete i forbindelse med årsmøderne i 2006 for det danske mindretal syd for grænsen.

Der Nordschleswiger skrev i en leder, at det var modigt gjort:

• Det betyder, at det tunge kollektiv-ansvar, som blev pålagt medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland for nazi-tiden i Danmark ikke kan opretholdes, og det er glædeligt, selvom det selvfølgelig ikke kan betyde en samlet frikendelse for det tyske mindretal, som vedkender sig sit eget historiske medansvar.

Bladet nævner også, at det er en stor lettelse for pårørende i det tyske mindretal, som blev interneret og uretfærdig straffet efter 1945. De havde store personlige omkostninger.

Chefredaktør Siegfried Matlok stiller også spørgsmålet om, hvorfor undskyldningen først kom på det tidspunkt og om det kom fra som Bertel Haarder som privatperson.

Bertel Haarder havde oplevet, hvad der skete med hans nabo. Han mente, at retsopgøret straffede for mange og for hårdt.

Det var bestemt ikke alle, der var enige med undervisningsministeren i at, der skulle gives en undskyldning. Heriblandt var historikere. De opfatter mindretallet som værende ligeglade også med tiden efter 1945. De valgte ledere med en nazistisk fortid.

 

Fik vi besvaret spørgsmålet?

Fik vi så besvaret spørgsmålet om, der forelå et hævnmotiv fra dansk side. Ja herfra vil man nok sige, at de alle fik en retfærdig behandling. De var loyale over for Tyskland. Men det var på den tid et forbryderisk samfund. Og mange fra mindretallet deltog i krigsforbrydelser under hagekorsflaget.

De blev ikke dømt ud fra tysk sindelag. De blev dømt lige som danskerne, selv om der var lagt op til, at de kunne dømmes mildere grundet deres tilhørsforhold til mindretallet. Mange fra mindretallet har sikkert følt sig hensat i offerrollen. Derfor følte man det dobbelt uretfærdigt.

Selv om man officielt siger, at retsopgøret gik bedre herhjemme end i så mange andre lande, kan jeg godt forstå, at nogle mente, at det der skete efter besættelsestiden ofte kunne forekomme som hævnaktioner, og retssystemet måske ikke altid fungerede efter hensigten.

Det er derfor, at vi i denne bog har taget de forskellige eksempler med som

• Sagen fra Løgumkloster
• Sagen fra Tinglev
• Sagen fra Tønder

Sammenlign på den straf der blev givet for mordet i Løgumkloster med de straffe, man fik for attentatet i Tinglev. Og så var det jo også den dybt nazistiske familie fra Tønder, der for enhver pris skulle dømmes, fordi de var nazister. Og da de så blev frikendt, ja så kunne de ikke få erstatning.

 

Man ser forskelligt på historien

Det er tydeligt, at de dansksindede og de tysksindede ser forskellig på historien. Forholdet mellem dansk og tysk er i dag præget af afspænding og samarbejde, men alligevel er det noget, som spøger. Det er ikke kun tiden mellem 1933 og 1945. Næh, det er også i høj grad tiden bagefter.

Vi bærer på en tung arv. Mange er mærket af den tid. Men skal den overvindes med tavshed?

Mange fra det tyske mindretal som i 1941 og 1942 meldte sig til fronten kæmpede ikke mod danskerne, sagde de. Alligevel blev de straffet. Dette følte de som uretfærdig. Men de kæmpede for en forbryderisk organisation, der hed Waffen SS. Og de blev taberne. Ja det var også en kamp mellem demokrati og nazisme.

Man må sige, at de kilder, der siger, at mindretallets medlemmer ikke oplevede uret, ikke taler sandt. Undertegnede husker beretninger fortalt af Fårhusindsatte, der sagde, at de var udsat for vold og kadaverdisciplin i Fårhuslejren. Hvorfor skulle de tale usandt? Måske var den hårde disciplin medvirkende til Fårhusmyten?

Og denne myte var i mange år en stor blokering for selvransagelse. Denne mentalitet havde en negativ indflydelse på mindretallets politiske linje.

Mange medlemmer af det tyske mindretal har også som uskyldige oplevet masser af krænkelser og ydmyg behandling af modstandsbevægelsen lige efter besættelsestiden.

Nu blev mindretallet ikke dømt kollektivt. Men der blev heller ikke taget hensyn til deres dilemma. For egentlig var der tale om, at der skulle tages hensyn, som vi tidligere har påvist.

Men fra dansk side kunne det påvises, at der fra mindretallets side havde været vist udpræget solidaritet med det nazistiske Tyskland gennem 12 år fra 1933 til 1945.

Kan man sige, at mange fra mindretallet havde svært ved at se de danske signaler ind til august 1943? Her tænkes på samarbejdspolitikken. I hvert fald har tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen taget kraftig afstand fra samarbejdspolitikken. Hans eget parti var nu bedre end de andre partier.

Nu kan mindretallet nok ikke bruge samarbejdspolitikken som undskyldning for deres handlinger under besættelsen.

Fra dansk side har man nok set det meget sort-hvid. For hvordan så det ud for det tyske mindretal efter august 1943. Havde man nægtet at medvirke i tysk krigstjeneste, var man blevet skudt med det samme som desertør. Hvis mindretallets ledelse havde nægtet samarbejde, var hele ledelsen sikkert blevet anholdt og sandsynligvis skudt.

 

Blev man ribbet for alt?

Konfiskation af tysk ejendom kom også til at berøre mindretallet. I en kronik i Jyllands Posten den 26. april 1997 skrev Ditlev Tamm, under overskriften ”Den skandaløse konfiskation af tysk ejendom”:

• Konfiskation af tysk ejendom fandt sted automatisk. Ikke noget med at overveje i hvert enkelt tilfælde, om det var tale om tysk fjendtlig ejendom Al tysk ejendom var i sig selv fjendtlig og blev dermed konfiskeret.

Det var for så vidt korrekt beskrevet. Men alle herboende tyske statsborgere havde mulighed for at friholde en del af deres formue. En meget stor gruppe tyske statsborgere undgik helt konfiskation.

Men kvinder, der havde giftet sig med en tysk soldat fik konfiskeret deres opsparing, fordi de ved giftemålet automatisk blev tyske statsborgere. Professor Stig Jørgensen skrev den 4. oktober 1994 i Information, at tyske statsborgere, der havde boet i Danmark i generationer og som havde opført sig eksemplarisk under besættelsen, fik konfiskeret hele deres ejendom.

Nu kunne man så mene, at Danmark administrerede det hele meget hårdt, som en hævn over for de tysksindede. Det gjorde man måske også i mange tilfælde. Men minister, uden særlige anliggender, Per Federspiel var rejst til London den 1. januar 1940. Her forklarede han englænderne, om det særlige problem, der var med det tyske mindretal.

Briterne bøjede sig så meget, at danskerne ”skulle ordne sagen herhjemme, men blot således, at vi gik så stille som overhovedet muligt med dørene”.

Konfiskationsloven blev gennemført efter pres fra USA og Storbritannien. På den ene side ønskede danske politikere goodwill hos de allierede magter. Samarbejdspolitikken havde ikke ligefrem fremmet dansk prestige. På den anden side ønskede man ikke at provokere Tyskland mere end højst nødvendigt.

Man kunne få dispensation, hvis man kunne bevise, at man ikke havde udvist en fjendtlig holdning til Danmark. Medlemsskab af et nazistisk parti eller det at have arbejdet frivilligt for tyskerne udelukkede som regel dispensation.

Det er da også rigtigt, at en del fik dispensation. Men det kan forekomme urimeligt, at personer fik konfiskeret jord i 1947, men først fik dispensation i 1955.

Den dag i dag mener mindretallet, at også konfiskationsloven var dybt uretfærdig. Igen havde man ikke taget hensyn til den nationale loyalitetskonflikt, som de havde befundet sig i.

 

Lærerne blev dømt ens

Lærerne blev dømt som en samlet flok. Nogle var decideret nazistiske, men det var langt fra alle. Alle tyske præstegårde fra den tyske frimenighed blev beslaglagt

 

De venter stadig på svar

Måske har vi også i vores beskrivelse ubevidst kommet til at bedømme datidens historie med nutidens øjne. Den fejl er det mange, der begår.

Der er mange i det sønderjyske, der har frarådet os, at skrive denne bog. Hvorfor skal i rippe op i dette. Vi prøver at glemme, siger de. Men for Asmus Jensens datter og kone, som nu er 93 år, er det vigtigt at få en afklaring.

Datteren som vi bevidst har holdt anonym er sikker på, at nogle af naboerne kender den helt rigtige historie. Hele hendes efterhånden store familie er meget interesseret i, at den sande historie kommer frem. Lå der et hævnmotiv i likvideringen af Asmus Jensen?

 

 

 

1. Forord

Velkommen til bogen, Grænsen er overskredet. Det var den måske for Asmus Jensen. Men vi tror det ikke. Vi mener ikke, at han blev skudt, fordi han ville flygte over grænsen. Dette påstår Den Danske Brigade, at de har gjort. Men deres forklaring passer slet ikke med den retsmedicinske rapport. Hvorfor påtager de sig skylden for nedskydningen? Og hvorfor skulle han likvideres? Hvad havde han egentlig gjort?

Det er ikke helt unormalt, at Modstandsbevægelsen tog fejl. Gang på gang blev de fem samme personer nævnt som de egentlige ansvarlige for nedskydningen. Men ingen vil stille sig frem med navns nævnelse, hverken alle de ældre i det gamle Bov Sogn, som vi talte med eller vores kontakter syd for grænsen. Og vi kan heller ikke få adgang til de afgørende arkiver. De danske myndigheder har for længst lukket sagen.

Da vi ville have adgang til sagen, måtte vi gå via ombudsmanden, selv med familiens underskrift. Men ret hurtig blev der så lukket for yderligere arkivadgang. I sagen har vi talt med Asmus Jensens familie, datter og kone, der har givet mange nyttige oplysninger. Alligevel vil vi nok blive beskyldt for at være konspiratorer. Men vi håber, at dem, der virkelig ved noget om sagen, vil åbne sig og fortælle sandheden.

Asmus Jensen’ s kone rejste tilbage til Frankrig igen. Hun var simpelthen træt af myndighedernes behandling af hende.

Det er utroligt, at familien skal finde sig i den behandling, som de har fået i denne sag. Utroligt at sagen også skal forfølge familien. Men hvorfor lyver myndighederne?

Asmus Jensen var en skidt karl, bliver det nævnt af en foredragsholder. Ja men hvad lavede han egentlig, som berettiger til, at han skulle likvideres med to nakkeskud. Og hvorfor skulle familien dengang i 1945 først høre rygter, før de fik besked?

Under sagen dukkede der også andre ting frem. Men også disse er ret tillukkede. Vi har i en række artikler skildret ting, som vi med rette kan sige, at her er grænsen overskredet. For hvornår har samfundet fået sandheden at vide, hvornår var det en nødløgn og hvornår har vi kun fået en halv forklaring.

Vi prøver i denne bog at beskrive i hvilket miljø og i hvilken tid Asmus Jensen blev likvideret. Var hans forbrydelse så stor, at han skulle likvideres? Var det ikke andre, der skulle straffes i stedet for? Hvordan havde de dansksindede og de tysksindede det efter besættelsen? Var Asmus Jensen offer for en hævngerning?

Vi vil ikke tilsvine hverken Modstandsbevægelsen, Den Danske Brigade eller andre, men blot appellere til, at man fortæller sandheden.

Det er ikke vores opgave at fortælle, hvad man skulle have gjort dengang. Men det er vel et krav, at vi får sandheden at vide. Det var bestemt ikke let at begå sig i Sønderjylland under og efter besættelsen dengang, ja for den sags skyld i Danmark. Kom du til at ytre dig positivt om tyskerne eller forelskede en pige sig i en tysk soldat, så kom man i et kartotek, man ikke kunne komme ud af.

Selv om du havde overstået din straf, så huskede lokalsamfundet, hvad du havde gjort. Og det gjorde de offentlige myndigheder også. Det betød, at du var udelukket fra at søge offentlige hverv i en lang årrække.

Asmus Jensen arbejdede en overgang i nogle villaer i Kollund Østerskov. Her havde Werner Best sommerhus. Her kom en række topnazister. Men her havde lokale også set Scavenius og Jens Møller, leder af Det Tyske Mindretal og NSDAP – N.

Kurt Jensen har været med til at arbejde med denne bog. Han har besøgt arkiverne og talt med en del ældre mennesker i Bov Kommune samt Asmus Jensens familie. Hans far, Willy Jensen kendte sandheden om Asmus Jensen. Og denne sandhed brugte han til at presse Justitsministeriet til at forblive i Danmark. For som tysk statsborger burde han have været udvist. Han blev heller ikke indsat i Fårhuslejren.

Han rejste flere gange til Justitsministeriet og brugte sin viden til at blive i Danmark og friheden. Men den lokale politimester gad ikke at fortælle, at nu var udvisningen atter engang blevet udsat. Så talrige gange har Willy Jensen siddet og ventet med kufferten pakket på trappeafsatsen. Men de hentede ham aldrig.

Vi har fået at vide, at medlemmerne af Modstandsbevægelsen var efter dem, som eksempelvis solgte mad til dem, der patruljerede langs Flensborg Fjord. Og vi har også fået at vide, at de i den grad var efter medlemmerne af Det Tyske Mindretal. Spørgsmålet er om, der lå et hævnmotiv bag ved behandlingen af Mindretallet efter besættelsen. Vi kigger også på den såkaldte Fårhus-mentalitet, der opstod i Fårhuslejren. Var Asmus Jensen et offer for en hævn?

De domsafsigelser, der foregik i retsopgøret var de retfærdige? Hvad har man i grunden fortiet i den forbindelse? Vi kigger på tre sager i den forbindelse. Den første er Sheriffen i Tinglev. Ja denne nævnes også i forbindelse med en af de sidste fem i forbindelse med Asmus Jensen. Politibetjent Egebjerg Jensen var meget forhadt hos Det Tyske Mindretal. Egenhændig lukkede han alle tyske institutioner. Han skød også en tysk officer på Tinglev Banegård.

I Tønder sad nogle forholdsvis unge mennesker og tysksindede. De havde lavet en liste over, hvem der skulle have en såkaldt ”Denksettel”. En af disse var Sheriffen fra Tinglev. En håndgranat blev smidt ind på kontoret. Heldigvis var der ingen hjemme. Modstandsbevægelsen forlangte dødsstraf. Den 15-årige fik i første omgang 12 års fængsel. Det blev nedsat til 6 år. Også de andre i gruppen fik temmelig høje straffe.

I Tønder håbede man, at to medlemmer af Familien Jürgensen blev skudt. De var blevet dødsdømt af en amerikansk militærret. Man påstod, at de var ledere af Varulvegrupper. Men der var ingen beviser. De blev frikendt. Men gang på gang blev de arresteret. Man forsøgte også at gøre dem til krigsforbrydere. Det lykkedes heller ikke. Og man nægtede også at give dem kompensation for uretfærdig fængsling. De var jo nazister, så skulle de ikke behandles retfærdigt.

I Løgumkloster blev et ungt medlem af Det Tyske Mindretal myrdet. Dette blev i første omgang kun takseret til seks måneders fængsel. I anden omgang blev det til halvanden års fængsel. Men alligevel en lempelig dom i forhold til dommen fra Tinglev.

Jo der skete ting og sager i Sønderjylland og andre steder i tiden efter besættelsen. En massiv overvågning var bebudet. Det var politimester Brix, der var foregangsmand. Han havde opbakning fra politimester Bøving fra Tønder.

Man skulle i den grad holde øje med hjemmetyskerne. Der skulle ansættes spioner, der kunne rapporterer, hvad hjemmetyskerne foretog sig.

Kartoteker blev opbygget. Man fandt ud af, hvem der abonnerede på Der Nordschleswiger og så kontrollerede man Knivsbjergfesterne. Hos Willy Jensen flyttede to betjente ind. Så kunne de på nærmeste hold finde ud af, hvad han foretog sig. Måske udbredte han sin viden om nedskydningen af Asmus Jensen?

En masse ting skete gennem Dibbernhaus i Aabenraa. Herigennem var der en masse kommunikation til de tyske myndigheder. Det var også her, man ansøgte om tilladelse til at køre for den tyske Wehrmacht. Og det var her man ansøgte om at levere varer til tyskerne.

Men stedet rummede også mange skæbner. Her kunne man se, at mange unge mennesker var flygtet fra krigens rædsler. De var simpelthen flygtet også som vagtmandskab fra KZ – lejre. Og nu ventede det dem en barsk afstraffelse. Forældrene fik så senere den barske besked.

Men Det Tyske Mindretal fik det nu ikke helt, som de havde ønsket. De ville gerne have, at kun dem som støttede den tyske sag med børn i tysk skole og så videre fik kørselstilladelse. Men fra Berlin var budskabet klar. Fungerede en kørselsordning var man ligeglad med lokale forhold.

Ikke langt fra det sted, hvor Asmus Jensen blev likvideret, skete der ting og sager. I Flensborg havde alle topnazister forsamlet sig. Her blev der forfalsket i tusindvis af legimitation. Mange gik over den grønne grænse i nærheden af Kruså. Et gartneri spillede her en stor rolle. Og der stod nok af frivillige parat til at hjælpe disse topnazister videre via Sverige.

Grænsen er i den grad overskredet, når man hører hvad der skete i Flensborg Fjord og Gelting Bugt lige over grænsen. Ja, for den sags skyld også i Alssund den 5. maj. Mens danskerne festede blev unge matroser likvideret på et dansk skib og drev i land ved den danske kyst. Og ingen vil tage initiativ til en mindesten for dem.

En mindesten kom der op for andre matroser, der oplevede samme skæbne. De var deserteret fra Svenborg og udleveret af danske modstandsfolk til tyskerne. I Gelting Bugt fandt de deres skæbne.

Vi har fået at vide, at Asmus Jensen stod i Centralkartoteket. Men hvad der stod om ham, kan vi ikke få at vide. Vi kan ikke få adgang. Men hvordan kom man egentlig i dette kartotek. Og havde man begået noget forkert, når man stod her. Blev det nogensinde undersøgt? Hvad med stikkerlikvideringer-fik de oplysningerne herfra? Det var ellers svært at komme ud af dette kartotek, men det lykkedes dog for en del embedsmænd. Hvordan kunne dette lade sig gøre?

Hvis man stod i et andet kartotek, kunne dette også give følger. Det var det såkaldte Bovrup-kartotek. På et tidspunkt påtog Frits Clausen sig selv opgaven at redigere dette kartotek. Dette foregik ikke særlig grundigt. Og ville man ud af det, ja, så kunne man glemme at registrere det. En række bøger med Bovrup-kartoteket blev udgivet. Ja disse bøger kom i ufattelige mange udgaver.

Egentlig var det ikke ulovligt at være nazist. Men det blev det nu alligevel. For uden domsfældelser af nogen art, så blev man smidt ud af sin fagforening, sit firma og meget mere, når man var nazist eller stod i Bovrup-kartoteket. Ja vi har endda hørt, at man også blev likvideret bare fordi, man var nazist.

Der var jo to nazistorganisationer DNSAP med Frits Clausen og det sønderjyske NSDAP-N med Jens Møller som ledere. Denne havde faktisk mere indflydelse og det takket være, at han var personlig ven med Werner Best. De to nazist-leder, der boede meget tæt på hianden var ikke på talefod og egentlig så de også forskelligt på mange ting.

Vi tager en tur langs grænsen på det tidspunkt, hvor Asmus Jensen bliver likvideret. En tysk soldat føler sig så ydmyget, da man tager alt, hvad han har med og til sidst også hans vielsesring. Han tager sin revolver og begår selvmord ved Kruså. Her truer man fra tysk side de danske frihedskæmpere med et gevær.

Ikke langt derfra lå et Aussenlager fra Neuengamme, KZ- Ladelund. Den lå der ikke i lang tid, men nok tid til at sprede rædsel og død. Og lederen af denne lejr blev aldrig straffet. Et hævntogt bevirkede udryddelse af en masse hollændere. KZ-Ladelunds læge døde på Padborg Politistation under mystiske omstændigheder.

Helvedes forgård kaldte man Harislee Banegård. Det er her i grænsebyen, danskerne fylder deres biler med øl og slik. Det var herfra en masse Frøslev-fangere blev sendt videre syd på til en uvis fremtid. Og lokale bønder tjente en god slat penge ved at sælge hø til disse fangere.

I Frøslev-lejren var man lidt usikker på, hvordan tyskerne ville reagere. En del fanger var på vej til at blive sendt til Gestapo i København, men de slap i sidste øjeblik.

Ved Tønder kom der til en ildkamp mellem frihedskæmpere og tyske soldater i nærheden af Sæd. To frihedskæmpere blev alvorlig såret. Et temmelig stort antal hjemmetyskere blev sendt videre til Fårhuslejren her fra egnen. Men også her havde byens dansksindede lejlighed til at spytte på dem, da de blev læsset af ved Missionshotellet.

600 domme omkring værnemageri blev taget op igen i 1949 og endte med frifindelse. Gårdejere fik forbedret indtægten med 49 pct. og godsejere med 62 pct. Fiskerne havde det også godt. Danske firmaer brugte tvangsarbejdere. Ja 180 danske firmaer udførte anlægsarbejdere for tyskerne.

Jo vi udførte en hel del til tyskerne. Men vores eget forbrug var også det højeste blandt de besatte lande. Regeringen uddelte arbejdsopgaver for tyskerne til de danske virksomheder. Ja tænk engang 18 pct. af den voksne danske befolkning arbejdede for tyskerne. Men nu havde både Norge, Belgien, Holland og Frankrig betydelig større udgifter ved at have besøg af tyskerne. Spørgsmålet er også, om Sverige nu var så neutral? Tyskerne fik lov til at transportere deres tropper gennem Sverige, og svenskernes eksport af jernmalm, kuglelejre osv. var betydelig.

Vi indførte censur på 300 blade. Det var danske embedsmænd, der uddelte bøder m.m. Befolkningen måtte ikke blande sig i den politiske situation. Tyske flygtninge blev sendt retur og grundloven blev overtrådt adskillige gange.

Fagbevægelsen sagde til arbejderne, at de skulle tage til Tyskland ellers ville de ingen penge få. Asmus Jensen måtte også tage til Hamborg. Man glemte at fortælle, at de kunne få tilskud, hvis de tog på højskole.

Historikere kunne i 1995 få tilskud, hvis de omtalte samarbejdspolitikken positiv. Og Højgaard – gruppen slap ustraffet selv om de forsøgte et angreb mod folkestyret.

Man sagde, at overgangen til retsopgøret foregik gnidningsfrit og meget bedre end i andre lande. Der blev foretaget over 400 likvideringer. Og det var ikke kun Asmus Jensen, der måtte lade livet efter besættelsen. En historiker har undersøgt, at kun 13 pct. af de likviderede var egentlige stikkere.

Dommerne fulgte mere stemningen i befolkningen, snarere end retssikkerheden. Tyskertøsser blev sat i bås med landsforrædere, og man forhindrede dem i at lede efter deres fædrene ophav. Den sønderjyske skribent, Bjørn Svensson skrev:

• I 1945 var Danmark ikke en retsstat

Poul Henningsen og Hal Koch sagde, at værdien af befrielsen for nazismen var begrænset, fordi vi selv begyndte at bruge nazistiske metoder. Andre mente, at retssikkerheden blev afløst af anarki.

Amtmand Kr. Reftslund Thomsen var ikke velkommen ved grænsen for at modtage englænderne. Modstandsbevægelsen ville hellere have spærret ham inde. Og Det Tyske Mindretal arrangerede eksercits, våbenlære og skydelære i Tinglev. Og de to tyske korps, hvor deltagerne var medlemmer af Det Tyske Mindretal vakte ikke særlig stor begejstring blandt de dansksindede.

Statsminister Buhl mente da også, at Det Tyske Mindretals rolle burde nøje overvejes. Jo der var barske krav fra Modstandsbevægelsen og myndighederne over for Det Tyske Mindretal. Flere danske erhvervsledere appellerede da også til, at nu måtte man begrænse sig, fordi man skulle leve side om side.

Man brugte 88 retsdage til at dømme ledelsen i Det Tyske Mindretal og senere brugte man 66 retsdage til at nedsætte straffen. Stadsadvokat Kirk fra Sønderborg, der i virkeligheden hadede Det Tyske Mindretal mente, at Det Tyske Mindretal blev dømt alt for mildt.

I Det Sønderjyske Amtsråd sad i mange år en markant skikkelse fra Det Tyske Mindretal. Han havde med held skjult at han havde en ret så stor stilling i SS.

Da vi første gang var fremme i medierne med vores sag om Asmus Jensen spurgte en lokal journalist, om vi mente, at der forelå et hævnmotiv. Og se det spørgsmål kan ikke bare besvares i en enkelt sætning. Da må vi dykke ned i historien.

I Sønderjylland er tysk ikke et fremsprog. Det Tyske Mindretal fulgte sig i den grad forfulgt. Og det gjorde de faktisk i mange år. Men spørgsmålet er, om de ikke selv bærer en del af skylden.

Men i det sønderjyske lokalsamfund glemte man ikke, at naboen har siddet i Fårhuslejren. Og det glemte myndighederne heller ikke. Selv om straffen for længst var overstået, blev man udelukket.

Det var også vanskeligheder for den tyske kultur og skolerne. Alt var taget fra dem selv lærerne. Vi går tilbage til Ribe-brevet, som Det Tyske Mindretal hele tiden henviste til. De dansksindede glemmer heller ikke Ernst von Köhler. Det var ham, som Der Nordschleswiger sammenlignede med politimester Brix.

Men før 1920 var det nu heller ikke alle københavnere, der havde forståelse for det sønderjyske problem. Så kom kreditforeningen Vogelgesang støttet syd fra. Nu skulle Sønderjylland germaniseres ved ejendomsopkøb. Men kreditforeningen stillede nogle krav over for de tysksindede.

Hadet mod de tysksindede blev bevaret. Det kunne man læse i Grænsevagten udgivet af Dansk Samling. En præst fra Løjt fortalte i København, hvad de tysksindede var for nogen. Der var godt nok ikke meget forståelse for dem.

Bund Deutscher Nordschleswiger startede forfra. Men gjorde de nu også dette? Mange dansksindede tvivlede. For mange af de nazistiske hjemmetyskere vente tilbage. Der Nordschleswiger har flere gange erklæret, at der var tid til selvransagelse. For nogle var det svært, men den er nu for længst gennemført.

Fabrikant Callesen fra Aabenraa Motorfabrik følte sig også uretfærdig behandlet. Han benyttede sig af advokater for at sikre, at det, han gjorde, var fuldt lovligt. I første omgang blev han da også frikendt for værnemageri. Men det gjorde han så ikke i anden omgang. Han måtte aflevere næsten 700.000 kr.

Modstandsbevægelsen mente bestemt, at Aabenraa Motorfabrik var skyldig. Men sabotageforsøget slog helt fejl. 30 blev anholdt, og mindst 5 døde som følge af stikkeri fra 5 tysksindede personer i Aabenraa. Jo, der var mange stikkere i Sønderjylland.

For over 20 år siden gik en ung mand rundt på Frihedsmuseet og fortalte engelske turister, at i Sønderjylland var der ingen modstandsfolk, fordi man var bange for Det Tyske Mindretal. Min kone og mig havde da også fat i kravetøjet på den unge mand bagefter.

I vores bog slutter vi med et afsnit om Det Tyske Mindretals højborg, Knivsbjerg. Her trives Knivsbjergfesterne videre i bedste forstand. Og her er masser af aktivitet. Det var også her, at danske modstandsfolk længe efter besættelsen sprang resten af Bismarck-monumentet i stykker. Bagefter havde de danske myndigheder ikke den store lyst til at opklare hændelsen.

Jo, det var også her vores yngste spurgte om det var her Hitler lå begravet. Han var nu ikke så gammel, men noget havde han dog fattet. Lige bagved gik formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger. Han hilste med et lidt anstrengt smil.

Her på stedet havde man også æret de faldne fra første og anden verdenskrig. Og dem fra den sidste krig havde man æret med navn.

Men nu har man lavet stedet om til en mindelund. Problemet var, at nogle af dem, som man ærede var krigsforbrydere. Og så skulle man ellers have fat i vinkelsliberen. Og den kan man få brug for igen.

Det er nemlig sådan at det tyske retssystem finder en skyldig i diverse ting, bare idet vedkommende har befundet sig i en koncentrationslejr. Sådan er proceduren i tyskernes bestræbelse på at fange flere krigsforbrydere. En person fra Holbøl var ansat i køkkenet i en sådan lejr, og det var nok til at hans navn blev fjernet.

Vi kunne i vores bog sagtens også have beskrevet de danske myndigheders lyst, evne og energi til at jagte krigsforbrydere. Og vi kunne såmænd have omtalt en masse andre ting.

Vi har i vores bog forsøgt at beskrive det miljø og den tid både før og efter som Asmus Jensen befandt sig i, før og efter han blev likvideret. Familien ved stadig ikke hvorfor, han skulle likvideres og officielt ved de ikke af hvem og hvorfor, selv om Den Danske Brigade påtog sig skylden.

Sagen er for længst stille i bero. Myndighederne vil ikke røre sagen med en ildtang. Da vi kiggede på sagen, stillede PET og Politiforeningen sag på bagbenene. Ja en lokal politimester skrev også til Justitsministeriet i 1972.

• Hvad skal jeg gøre, nu vil medierne igen grave i sagen?

Og svaret, som han fik. Ja det var, at sagen allerede var lukket i 1947. Velkommen til bogen Grænsen er overskredet.

Man vil helst tie denne sag og andre ihjel. Måske skulle man også have tiet? Hvorfor fik vi ikke opklaret mordet mod Asmus Jensen? Der blev lagt os hindringer i vejen. Arkivloven giver så mange muligheder at afvise os med legale midler.

 

Uwe Brodersen

 

   

Historien om Gade

Fortalt af John Dickow

Her på siden vil der løbende blive rettet og tilføjet noget til historien, når jeg falder over noget brugtbart, mens den trykte udgave kan bestilles hos undertegnede.

Udgiver & Redaktion:

Nørrebro Lokalhistoriske Forening & Arkiv

http://www.noerrebrolokalhistorie.dk/  

Forfatter: John Dickov Hansen

mailto:  dickov1951@gmail.com

Redaktion: Jægerposten

1. udgave, 1. oplag ©Jægerposten, A/B Jæger 1998-2001

Indsat på A/B Jæger’s hjemmeside i marts 2002

1. udgave, 1. reviderede oplag © John Dickov Hansen 2004

Indsat på Nørrebro Lokalhistoriske Forening & Arkivs hjemmeside i marts 2004

Tryk og indbinding: Nørrebro Bogtryk & Grafisk Center Kbh. ApS.

Eksemplarer kan bestilles via mailto: dickov1951@gmail.com for kr. 40,- pr. eksemplar + forsendelse.

 

Bogen er blevet til med velvillig støtte i form af tekst og billeder fra:

A/B Jæger

http://www.ab-jaeger.dk/historie/dickovbog.htm (siden er nedlagt)

Nørrebro Lokalhistoriske Forening & Arkiv

http://www.noerrebrolokalhistorie.dk/

Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

http://net.aba.dk/aba/index.php

Strandbergs Forlag A/S

mailto: strandberg.publishing@get2net.dk

Det Kgl. Biblioteks billeddatabase

http://rex.kb.dk/ALEPH/U8388Y4UTUCFMACCSU8L6MQPPBJGKX88DM2INFYMMJ3I9FTYMB-06536/file/start-0

Tak til: Nørrebro Park Kvarter, Kulturpuljen –
for økonomisk støtte

m.fl.

 

For enkelte illustrationer har det været umuligt at finde frem til den retsmæssige copyrightindehaver. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil selvfølgelig blive honoreret, som havde vi indhentet tilladelse i forvejen.

 

I bogserien »KØBENHAVN før og nu – og aldrig« sluttede man i midten af 1990’erne med det 21. og sidste bind i den ellers så udmærkede historiske skildring om København med omliggende bydele, men man gik let og elegant uden om arbejderbydelen Nørrebro. Det blev der rådet bod på ved udgivelsen i december 1997 af lokalhistoriebogen »NØRREBRO – træk af en bydels historie«, som kan købes ved henvendelse til Nørrebro Lokalhistoriske Forening & Arkiv. Til at supplere op på denne udmærkede bog følger her en skildring, som hele tiden er blevet opdateret, om én af de første gader på Ydre Nørrebro. Yderligere opdateringer vil blive bevaret til en eventuel senere udgave, men vil blive tilføjet denne digitale udgave.

 

På baggrund af en opfordring i beboerbladet for A/B Jæger i november 1995, hvor der blev efterlyst en, som ville skrive om lokalhistorie, er der i de efterfølgende 10 års tid fremkommet en hel del artikler af lokalhistorisk karakter, og forfatteren til disse artikler er et par gange blevet opfordret til at samle dem for udgivelse, hvilket hermed forsøges gjort.

Som tilflytter i begyndelsen af 1982 fra Vesterbro via Sundby stod jeg på næsten bar bund med det historiske kendskab til bydelen, så jeg opsøgte forskellige steder for at finde noget kildemateriale, som kunne bruges. Af de steder jeg opsøgte kan nævnes og takkes følgende steder:
Hovedbiblioteket i Krystalgade, 
Bibliotekerne på Nørrebro, 
Landsarkivet på Jagtvej, 
Arbejderbevægelsens Bibliotek & Arkiv på Nørrebro samt Bymuseets Billedarkiv i Absalonsgade på Vesterbro ,

 

hvoraf de to sidstnævnte steder havde et meget lille udvalg af gamle billeder, som desværre i de fleste tilfælde var fotokopier af gamle postkort, billeder og aviser, så gengivelseskvaliteten var ikke så god. De opfordrede mig derimod til at spørge efter billedmateriale, som de kunne låne til scanning, så billederne kunne bevares for eftertiden.

Da beboerbladet Jægerposten var hjemmehørende i Jægersborggade, drejede historierne sig først og fremmest om gadens historie samt om det nærmeste nabolag.

Her følger en gengivelse af historiebogen uden illustrationerne fra bogen:

Jægersborggades historie

Gadens historie starter i del sidste halvdel af 1800-tallet. Området var oprindeligt en del af gården Havremarks jorde, hvor der først og fremmest i gårdens sidste leveår blev avlet tobaksplanter og senere hø.

En del af området blev også benyttet som græsningsareal for egnens kreaturer, og allerede dengang havde bønderne en mindre form for genbrug, da de genbrugte masken, som er affaldsstofferne fra brændevinsfremstillingen, til fodringen af kvæget, som må have gået rundt i en lille brandert, mens de græssede.

Den 30. juni 1856 blev de militære skildvagter ved Kjøbenhavns porte inddraget, med det resultat, at udbygningen af hovedstaden udenfor voldene eksploderede, da byen indenfor voldene ikke kunne huse flere mennesker.

I 1857 blev den første gade i »Kløvermarken«, som området mellem Jagtvej og Lygten blev kaldt, anlagt. Gadens navn er Allersgade, og den er opkaldt efter faderen til Aller-koncernens stifter, grundejer og brygger Christian Hansen Aller [1797-1852], og senere kom andre gader og veje til, f.eks. Nordvestvej, Lyngbygade, Brøndshøjgade, Gjentoftegade, Ordrupgade m.fl. Siger disse navne læserne noget? De eksisterer stadig den dag i dag, men har i mellemtiden fået navneforandring til Rantzausgade, Hillerødgade, Søllerødgade, Vedbækgade og Skodsborggade.

De første spor af Jægersborggade går tilbage til midten af 1880’erne, hvor en grusvej kantedes af nogle enkelte 1-2 etagers bygninger. I forbindelse med åbningen af Nørrebro Jernbane Station i 1886, som station mellem København og Hellerup på både Nordbanen og Klampenborgbanen blev kaldt, blev den lille grusvej udbygget til trafikken til og fra stationen, så hestetrukne og motoriserede transporter nemmere kunne hente og bringe deres banegods og passagerer.

Følgende bygherrer stod for bebyggelsen af de første ejendomme i Jægersborggade:

2. 1-11 Tømmermester L. Larsen, som boede i nr. 1, 2. sal
3. 13-23 Tømmermester J. Jensen
4. 43-53 Murmester J. M. Hansen, som boede i nr. 41, 1. sal
5. 2-  8 Murmester C. Feldborg
6. 10-20 Murmester R. H. Knop, som boede i nr. 18, 1. sal

 

I 1887-88 bebyggedes 2/3 af den nuværende gade af de 5 førnævnte entreprenører, med den daværende fagbevægelse som støtter. De byggede de første beboelsesejendomme i gaden som deciderede lejekaserner, mens gaden blev fuldendt fra omkring 1889 af et kompagniskab bestående af murmester, Justitsråd Albert Nicolaj Schioldann [1843-1917] og chokoladefabrikanten Christoph Cloëtta [1836-1897], som foruden resten af Jægersborggade også stod for en del andre bebyggelser i nabolaget. Deres daværende samarbejde kan ses den dag i dag i Dansens Hus i Hørsholmsgade 20, som i tidsrummet 1901-54 rummede Cloëttas chokoladefabrik. Oven over hovedporten til naboejendommen står der Schioldanns Hus, som i mange år efter tilhørte Schioldanns Stiftelse. Dette kompagniskab overtog efter fuldendelsen af gaden hovedparten af ejerskabet af gaden og da Cloëtta døde i foråret 1897, blev ejerskabet rekonstrueret under navnet Kjøbenhavns Husejerselskab. Under dette navn og efter en senere navneforandring til A/S Jægersborggade fortsatte ejerskabet med forskellige ejendomsadministratorer indtil midten af 1960’erne.

Fra 1888 boede der en urtekræmmer S. J. Knudsen i nr. 41, og fra 1899 og en del år frem ejede han 4 opgange i gaden, som i 1990’erne blev en slags kollega for vores egen andelsboligforening som AB Victoria, men mere om det senere.

 

Forretningsliv i gaden

Som et eksempel på hvor omfangsrigt forretningslivet har været i gaden følger her en oversigt over, hvad der fandtes af erhverv i gaden i årene 1888-1903 i henhold til oplysninger fra Kraks vejviser for disse 15 år:

Jagtvej 35/Jægersborggade 1

1889-            Urtekræmmer H. Paulsen/M. M. C. Paulsen

1897-            Skomager C. F. Madsen

Jagtvej 37/Jægersborggade 2

1889-1893    Værtshusholder H. P. Nielsen

1894-1902    Værtshusholder M. C. Mikkelsen

1902-            Værtshusholder Enkefrue Mikkelsen

Stefansgade 41/Jægersborggade 56

1893-            Værtshusholder H. P. Hansen

Stefansgade 43/Jægersborggade 57

1889-1891    Urtekræmmer P. N. Ramlau

1892-1899    Bogholder O. H. S. Lybecker

1893-1893    H. M. Jørgensen

1893-1896    Fabrikant H. H. A. Tvede (St. 43, 1)

1893-1896    Fabrikant J. Blauenfeldt (St. 43, 2)

1895-1897    Urtekræmmer P. F. Henriksen

1898-1901    Urtekræmmer T. F. Hansen/
G. T. Hansen

1902-            Urtekræmmer S. A. Christensen

Jægersborggade ulige side:

Nr.  3            Detailhandler H. P. Hansen
1888-1888

–      7            Høker J. Petersen
1889-1902

–      7            Bager F. Vulfbrandt
1903-

–    11            Detailhandler J. P. Simonsen
1889-1894

–    11            Slagtermester A. K. Sander
1895-1899

–    11            Skomager V. Andersen
1903-

–    15            Detailhandler R. P. Rasmussen
1892-1902

–    15            Detailhandler B. Pedersen
1903-

–    17            Værtshusholder J. Nielsen         1888-1888

–    17            Barber J. A. Seerup                    1889-1892

–    17, st       Handelsagent H. V. Erichsen      1893-

–    17            Detailhandler F. Nielsen             1900-1901

–    17            Detailhandler A. Jensen             1902-

–    19            Høker P. N. Jørgensen               1889-1895

–    19            Høkerske A. Jørgensen              1895-

–    19            Detailhandler S. C. Petersen     1896-

–    21            Detailhandler C. D. Jacobsen    1892-1895

–    21            Hvidgarver J. C. Schjok             1896-1902
–    21            Dameskrædderinde F. Jensen   1903-

–    21            Cigarhandler J. A. Lund              1903-

–    23            Skomager L. Nielsen                  1888-1900

–    23            Gæstgiver J. J. Rasmussen       1902-

–    25          Urtekræmmer Alb. Jørgensen     1900-1902

–    25          Viktualiehandler P. Petersen       1902-1902

–    25          Urtekræmmer O. V. Petersen      1903-

–    27          Marskandiserske L. Lorentzen     1900-1901

–    27          Urtekræmmer Alb. Jørgensen      1902-

–    29          Detailhandler P. Christoffersen    1903-

–    37          Detailhandler C. Pedersen           1888-1888

–    37          Jernhandler C. Vendelboe           1890-

–    39          Bager R. Lorentzen                      1890-1891

–    39          Ølhandler J. C. Jørgensen           1890-

–    39          Bager N. M. Hansen                    1892-1892

–    39          Bager C. Sørensen                      1893-1896

–    39          Bager V. Jensen                          1897-1900

–    39          Bager N. A. Sørensen/J. Sørensen 1901-

–    41          Urtekræmmer S. J. Knudsen       1888-1901

–    41          Urtekræmmer Oluf Bjørnsen       1902-

–    43          Detailhandler N. Nielsen              1889-1891

–    43          Høker C. J. Jørgensen                1892-

–    45          Entreprenør P. Jørgensen           1892-

–    47          Detailhandler M. Sørensen          1889-1889

–    47          Brødhandler L. B. Lyster              1890-1898

–    47          Grønthandler C. O. Henriksen     1902-

–    49          Urtekræmmer T. F. F. Nielsen     1890-1897

–    49          Cigarhandler H. Christoffersen    1898-

–    53          Gæstgiver J. H. A. Larsen           1898-1900

–    55          Detailhandler P. Jørgensen         1890-1891

–    55          Høker J. Andersen                       1892-1900

–    57, 1      Maler O. R. Aagaard                    1892-1900

–    57          Smed S. Pedersen                       1902-

Jægersborggade lige side:

Nr.  2       Bager W. T. H. Friedrichsen            1888-1889

–      2       Bager S. C. Poulsen                       1890-1891

–      2       Bager K. K. Monrad                      1892-1894

–      2       Bager E. E. Jensen                       1895-1896

–      2       Bager A. G. Bengtsson                 1897-1900

–      2       Bager P. E. E. Samson                 1901-1901

–      2       Maler O. C. Strange                      1902-1902

–      2       Bager C. Andersen                       1903-

–      4       Detailhandler H. Mytzel                 1890-1899

–      4       Hørkræmmer L. A. Holm               1900-

–      6       Handelsagent J. V. H. Petersen    1896-1898

–      6       Detailhandler G. T. F. Becker        1898-1899

–      6       Detailhandlerske A. P. Becker       1899-

–      6       Tømmerhandler B. Pedersen        1900-1902

–      6       Skomager J. C. Jensen                 1902-

–     10      Glarmester J. J. Sørensen            1888-1889

–     10      Slagtermester S. Seitzberg           1890-1893

–     10      Barber C. Wager                           1894-1899

–     10      Barber V. N. Mortensen                1901-1901

–     10      Bager G. E. Nielsen                      1902-

–     12      Detailhandler J. E. Foght              1888-1888

–     12      Detailhandler A. Foght                  1889-1894

–     12      Ismejeri A. Laugesen                    1895-

–     14      Detailhandler C. P. Heiberg          1888-1888

–     14      Detailhandler C. Rasmussen        1890-

–     14      Cigarhandler N. L. Jørgensen       1893-1894

–     14      Detailhandler H. Johansen            1894-1896

–     14      Ølhandler D. H. G. Bohm              1897-1898

–     14      Cigarhandler A. Larsen                 1899-1902

–     14      Detailhandler M. E. Madsen          1903-

–     16, 2  Fuglebursfabrikant Moritz Rabén  1890-

–     16      Fabrikant L. E. Schiøttz                 1894-1897

–     16      Marskandiser H. Olsen                  1898-1902

–     18      Handelsagent H. P. Stephansen   1888-1888

–     18      Urtekræmmer G. V. Liisberg         1890-1894

–     18      Smedemester G. C. Jensen         1895-1899

–     18      Snedkermester N. P. Kristensen  1900-1900

–     18      Urtekræmmer Edvard Vilhelmsen 1902-

–     20      Detailhandler S. Stephansen        1888-1894

–     20      Skomager C. Poulsen                   1895-

–     22      ejet af urtekræmmer S. Knudsen  1899-

–     24      ejet af urtekræmmer S. Knudsen  1899-

–     26      ejet af urtekræmmer S. Knudsen  1899-

–     28      ejet af urtekræmmer S. Knudsen  1899-

–     30      Mejeriejer J. Nielsen                      1901-

–     32      Blikkenslager J. P. Nielsen            1902-

–     34      Cigarhandler O. Gundersen          1901-

–     36      Hørkræmmer A. Jensen                1892-

–     38      Vævermester D. Mehrpahl            1893-1895

–     38      Manufakturhandler S. T. Bruhn     1898-

–     40      Væver D. & C. F. Mehrpahl           1896-1897

–     40      Bager C. Sørensen                       1898-1900

–     40      Detailhandler N. H. Hansen          1902-

–     42      Hørkræmmer J. Larsen                 1891-1900

–     46      Høker C. Markussen                     1888-1888

–     46      Høker H. Markussen                     1889-1900

–     48      Ismejeri B. N. Ploug                      1903-

–     50      Hørkræmmer O. Hansen              1889-1900

–     52      Uhrmager J. P. Rasmussen         1895-1900

–     54      Bager P. Rasmussen                   1889-1894

–     54      Bager L. P. Jørgensen                 1895-1900

–     56      Snedkermester C. G. Glud           1898-1902

–     56      Skomager K. Petersen                 1903-

 

 

Går man denne liste i gennem kan man se, at der på et tidspunkt var 5 bagerforretninger i gaden, hvorimod der i dag kun er én købmand i gaden samt forskelligt erhverv på hjørnerne ved henholdsvis Stefansgade og Jagtvej, bl.a. cykelsmed, døgnkiosk m.m.

 

Fra 1889 til 1893 fandtes der en danserestaurant på hjørnet af Jagtvej og Jægersborggade, hvor der i dag findes en døgnkiosk. Her var der bl.a. syngepiger, som dem vi i dag kender fra Bakkens Hvile. Fra 1894 fik denne restaurant nye ejere, som fik installeret billardborde og kaldte den for »Cafe du Jægersborg«, og med det navn fortsatte den til ejerens død i 1902, hvorefter enken fortsatte endnu et par år for derefter at afhænde forretningen. Så sent som i 1958 var der stadig en  restaurant på dette sted under navnet »Café Jægersborg«. Små cafeer var en del af gadebilledet på Nørrebro såvel som i andre københavnske arbejderkvarterer. Arbejderboligerne var små og en del af det sociale liv måtte nødvendigvis foregå uden for disse. Drikkeri var et stadigt problem for mange familier.

 

Kort før århundredskiftet fandtes der som nævnt adskillige forretninger i gaden, som f.eks. urtekræmmere, høkere, bagere, detailhandlere m.fl. I dag tæller gaden som nævnt kun én købmand i gaden, som ifølge Carlsberg i slutningen af 1990’erne var det sted på Nørrebro, som fik leveret mest øl i sommerperioden – 3 gange om ugen mod højst 2 gange om ugen til de store supermarkeder og restauranter på Nørrebro!

Boligsituationen på Nørrebro belyst ved Jægersborggade i 1890’erne

I 1988 fyldte Dronning Louises Asyl 100 år. I den anledning udkom en bog, som Jægerposten flere gange har brugt som kilde, hvori der står følgende om gaden:

“Husejere i Jægersborggade

Hvor placerede man så denne institution?

»I forstaden Nørrebro – med dens talrige for en væsentlig Del til den ubemidlede Arbejderklasse hørende Befolkning af omtrent 100.000 Indbyggere«… som nabo til Jægersborggade.

Vores interesse for Jægersborggade opstod da det fremgik af Indskrivningsprotokollen, at næsten halvdelen af de 500 første børn boede i Jægersborggade.

Vi havde meget tidligt en formodning om, at de der lod opføre de meget ringe boliger meget vel kunne tænkes at deltage i velgørenhed omkring de familier, som dannede baggrund for “velgørerens” velstand.

Jægersborggade er helt ny, endnu ikke med i folketællingen i 1885, men i 1890 er de fleste huse der. Af Kraks vejviser 1890 fremgår det, at der er ubebyggede grunde mellem nr. 23 og 35 og mellem nr. 20 og 36. Det er sikkert her på den lige side asylet har fået tilbudt en gratis grund af chokoladefabrikanten Christoph Cloëtta. Alle ejendomme på den lige side på nær seks ejedes da af makkerparret Cloëtta & Schioldann.

I 1890 er der i alt 45 ejendomme i Jægersborggade og om bygherre- & ejerforholdene er følgende oplyst i Krak:

24 ejendomme ejedes af 
Cloëtta & Schioldann

  6 ejendomme ejedes af 
Tømrermester L. Larsen    (  1-11)

  2 ejendomme ejedes af 
Tømrermester J. Jensen    (13-23)

  6 ejendomme ejedes af 
Murermester J. M. Hansen (43-53)

  4 ejendomme ejedes af 
Murermester C. Feldborg   (  2-  8)

  6 ejendomme ejedes af 
Murermester R. H. Knop     (10-20)

  2 ejendomme ejedes af 
Snedkermester E. Jensen (opgange er ukendt)

  1 ejendoms ejerforhold er ukendt.

 

De resterende grunde blev bebygget i tidsrummet 1895-1901, 
5 ejendomme ejedes af 
Snedkermester C. Nielsen 
4 ejendomme ejedes af 
Urtekræmmer S. J. Knudsen (22 – 28) – 
han boede selv i nr. 41. 
3 ejendomme ejedes af 
Murermester P. Petersen.”

 

I 1901 er Cloëtta & Schioldann, efter Cloëttas død i marts 1897, overgået til A/S Kjøbenhavns Husejerselskab.

I Socialdemokratiets 10. kreds’s 100 årsskrift refereredes der to gange til problemer med de dårlige bygninger i Jægersborggade i 1890’erne, hvor man forlangte en restaurering af de dengang godt 10 år gamle huse, samt i 1964.

 

Uddrag af Socialdemokratiets 12. kreds’s 100 årsskrift

“Jægersborggade blev bygget som udpræget spekulationsbyggeri af et konsortium, der talte navne som minister Peter Adler Alberti [1851-1932], murmester og justitsråd Albert Nicolaj Schioldann [1843-1917] samt en sagfører G. Kremer. De førte en meget hårdhændet politik overfor lejerne. Under lockouten i 1899 blev mange lejere hensynsløst sat på gaden. Konsortiet bekvemmede sig endelig til at indlede forhandlinger med 12. kreds’ folketingsmand, redaktør Emil Wiinblad [1854-1935], hvis krav var, at ejendomme og lejligheder skulle istandsættes, og at der skulle ansættes en inspektør, som arbejderbefolkningen kunne have tillid til. Det blev altså foreningens formand, Alfred Andersen.

Mange år efter – i 1964 – var foreningens daværende Folketingsmand og senere Boligminister Helge Nielsen stærkt involveret i en strid med ejerne om forholdene i Jægersborggade. Ved 100 års jubilæet (Dr. Louises Asyl – red.) må vi desværre konstatere, at boligstandarden i Jægersborggade og kvarteret heromkring stadig er alt for ringe.

Og senere i skriftet:

Jægersborgsgadesagen

Jægersborggade er stadig 12. kreds’ mest folkerige gade med sine 700 husstande, og husstande der for langt de flestes vedkommende består af flere end 2 personer. Jægersborggade var stadig en gade, hvor nedslidningen havde været stor, og hvor vedligeholdelsen havde været meget lav.

Helge Nielsen, dengang MF, havde den 1. december 1963 et spørgsmål til den daværende boligminister om huslejeforhøjelser og vedligeholdelser og sondringen mellem vedligeholdelse og forbedring. I forbindelse med dette spørgsmål kom Helge Nielsen med nogle meget nedsættende bemærkninger omkring vedligeholdelsesstandarden i Jægersborggade og de lejeforhøjelser, den daværende ejer, vekselerer Erik Jensen havde gennemført efter at have overtaget ejendommene fra den svenske godsejer Anders Bergengren.

Jægersborggades lejerforening havde i mange år kæmpet med de hidtidige ejere, og kampen fortsatte med de nye ejere, der på mange måder optrådte meget aggressivt overfor lejerne med huslejesager til følge Det var helt naturligt, at 12. kreds’ folketingsmand gik ind i disse sager på lejernes vegne. Helge Nielsens udtalelser medførte, at ejerne klagede til Folketingets formand og anmodede om, at Helge Nielsens udtalelser blev tilbagekaldt; hvilket naturligvis blev afvist. Ejeren og hans medarbejdere fulgte Helge Nielsen på hans forskellige møder rundt om i landet og opfordrede ham til at gentage sine angreb på Erik Jensen. Hver gang gentog Helge Nielsen, at han stod ved sine udtalelser. Erik Jensen havde en båndoptager med til alle de omtalte møder i håbet om, at få nogle kompromitterende udtalelser fra Helge Nielsen, men det mislykkedes for ham og hans håndlangere.”

 

Transportforhold

Skulle man fra København (indenfor voldene) på familiebesøg eller omvendt, fandtes der et par transportmuligheder. Med toget tog det 6-8 minutter fra Nordbanegården, som lå omtrent hvor Nyropsgade og Dahlerupsgade ligger i dag, til den tidligere nævnte Nørrebro Jernbane Station, eller man kunne tage en sporvogn fra Nørrebros Sporvejsselskab fra Kongens Nytorv til Nørrebrogade 196 (lige overfor tankstationen i Farumgade) for 15 øre eller Falkoneralléens Sporvejs-Selskab fra Halmtorvet (nuv. Rådhuspladsen) til Frederiksberg Runddel og skifte til en anden sporvogn, kaldet Tværlinien, til Nørrebros Runddel, som var rundkørsel med vendeplads for sporvognen udenfor den nuværende Café Runddelen. Denne tur kostede 20 øre.

Den nævnte rundkørsel blev først endeligt nedlagt i 1961, men man kan stadig se spor af rundkørslen i bebyggelserne på Runddelen.

Med toget kostede det mellem 25 og 60 øre for en enkeltbillet alt efter, om det var på I., II. eller III. klasse. Hvis man ville investere i en returbillet, var prisen det dobbelte, og så var billetten gyldig til 4. dagen kl. 24. Der var altså ingen besparelse i at købe en returbillet.

 

Se i øvrigt afsnittet om Nørrebro Jernbanestation.

 

Lejlighedernes udseende

I en artikel bragt i et blad eller avis i 1906 er fundet en artikel om lejlighedsstandarden i Jægersborggade, hvorfra jeg citerer: “I begyndelsen af 1900-tallet solgte de daværende ejere gaden til et kompagniskab bestående af Sagfører G. Kremer og Malermester Chr. Rosted. Ejendommene, der indeholdt ca. 650 lejligheder, for størstedelen 2 og 3 værelsers, var på det tidspunkt i en så sørgelig forfatning på grund af de gamle ejeres opførsel overfor håndværkere under den store arbejderkonflikt i 1899, at mange lejligheder havde været ubeboet i flere år og flere ejendomme stod gabende tomme.

Gaden gav dengang, dels på grund af dens tarvelige standard og dels på grund af de mange tomme lejligheder et i høj grad trist og mørkt indtryk, og af den grund havde gaden ikke den store tiltrækningskraft på nye beboere.

Da de nye ejere havde overtaget ejendommene, tog de straks fat på at istandsætte og forbedre disse, og denne store reparation er nu (i 1906 – red.) tilendebragt med det resultat, at gaden nu hører til de lyseste og smukkeste i byen. Alle facader er malet i lyse farver, trappeopgange og lejligheder er særlig smukt istandsatte overalt, og der er nu et forholdsvis ringe antal ledige lejligheder i gaden.

Grunden til denne hurtige forandring i en hel gades udseende, må dels søges deri, at ejerne intet havde sparet for at gøre lejlighederne så hyggelige og smukke som overhovedet muligt, dels deri, at lejlighederne til trods for den fortrinlige stand, hvori ejendommene befinder sig, er så usædvanligt billigt, at man næppe andetsteds her i byen kan få tilsvarende lejligheder til samme pris:
2 værelser koster således 15 – 17 kr./måned
3 værelser koster således 20 – 22 kr./måned

 

I alle ejendomme er der nu indrettet vaskerum og tørrelofter, ligesom der er anbragt nye magasinovne i lejlighederne.

Ejerne har desuden sluttet kontrakt med København-Frederiksberg Nattevagt om bevogtning af ejendommene, herunder aflåsning af alle gadedøre. Som følge af den store indvandring til gaden er det gået stærkt fremad for de forretningsdrivende i gaden, og de mange butikker, der tidligere stod tomme, begynder nu at finde lejere, efterhånden som gaden bliver stærkt beboet.

Man kan i det hele taget sige, at folk, der sætter pris på at bo i en vel vedligeholdt og smuk lejlighed, og dog ikke vil give den høje leje, der nu om stunder forlanges for lejligheder i nye huse, ikke kan finde noget bedre sted end i Jægersborggade.

Der findes også i gaden en del større og særdeles rummelige 3 værelsers hjørnelejligheder med pigeværelse og 4 værelsers lejligheder, der ligeledes udlejes på overordentligt billige vilkår, som
3 værelser fra ca. 300 – 325 kr./årligt
4 værelser fra ca. 350 – 400 kr./årligt.”

 

Den store arbejderkonflikt i 1899

Arbejdsgiverforeningen erklærede 24. maj 1899 generallockout i byggefagene, jernindustrien og enkelte andre fag. I august omfattede lockouten over 40.000 mand.

Først efter 16 ugers arbejdsstandsning blev der 5. september opnået forlig, og af den grund blev det kaldt Septemberforliget.

I 1897 havde arbejdsgiverne i jernindustrien gennem en lockout forsøgt at gøre forholdene strammere inden for deres område, men det var endt med en fiasko. Da de i foråret 1898 mente at have forstået, at der var lidt uro i arbejdernes rækker, bl.a. fordi visse enkeltforbund ikke rigtig kunne forlige sig med at afgive deres selvstændighed til »De Samvirkende Fagforbund« (nuv. SID – red.), slog de til.

 

Konfliktstarten

Konflikten startede med at snedkerne i nogle jyske byer strejkede, og de lokale fagforeninger nægtede at respektere en overenskomst, som deres hovedorganisation, Snedkerforbundet havde indgået med mesterorganisationen. Arbejdsgiverforeningen svarede igen med at lockoute snedkerfaget over hele landet, og denne blev 24. maj udvidet til at omfatte samtlige byggefag, jernindustrien og enkelte andre fag. I alt blev ca. 30.000 arbejdere landet over sendt på gaden, og konflikten varede sommeren igennem.

“Hvad har denne historie med gaden at gøre?” spørger du måske.

Jo, under konflikten boykottede socialisterne gadens lejligheder, som var under modernisering af, efter deres mening, uorganiseret arbejdskraft, også kaldet strejkebrydere eller skruebrækkere. Med andre ord – efter omkring 10-15 års eksistens blev ejendommene endeligt moderniseret. De var som tidligere nævnt bygget som såkaldte lejekaserner til den voksende arbejderbefolkning, der i de fleste tilfælde talte to voksne og op til 10-12 børn presset sammen i lejligheder på ca. 60-70 m² og i de fleste tilfælde ned til ca. 50 m².

 

De ramte familier

De lockoutede arbejdere og deres familier havde det svært. En hel del familier sultede. Der var meget lidt understøttelse at få, selvom indsamlinger skaffede ganske betydelige beløb til veje. Ikke blot beskæftigede kammerater, men også mange fra det liberale borgerskab og mange bønder bidrog. Da ferietiden kom, blev arbejderbørn inviteret på ferie hos landbofamilier. Nogle af de indsamlede midler blev brugt til at organisere spisesteder flere steder i byen, hvor kvinder og børn fra de lockoutede hjem kunne få et måltid varm mad en gang om dagen.

 

Konflikten slutter

Efter at forligsforsøget i juli var slået fejl blev konflikten udvidet. I august lockoutede arbejdsgiverne vogn- & beslagsmedene samt arbejdsmændene i en række fagområder. Forligsbestræbelserne fortsatte og endelig 5. september 1899 kunne et dokument underskrives på restaurant »Søfryd« på hjørnet af Sortedams Dossering og Fredensgade. Et af stridspunkterne havde været spørgsmålet om parternes gensidige kompetence og arbejds-givernes holdninger til arbejdsregler og lignende. Det vigtigste i forliget blev derfor dets kodificering af reglerne for det fremtidige forhold mellem arbejdere og arbejdsgivere samt mellem arbejdsmarkedets parter. Da disse regler siden viste deres levedygtighed, har man siden kaldt Septemberforliget for »Arbejdsmarkedets grundlov«.

 

Nørrebro Jernbanestation

Som nævnt tidligere blev Nørrebro Jernbanestation åbnet i 1886 som station på både Nordbanen og Klampenborgbanen, som begge havde fælles ruteføring mellem København og Hellerup. Nordbanen gik i første omgang kun til Lyngby for senere at blive forlænget via Hillerød til Helsingør. Begge baner var oprindeligt åbnet 25 år tidligere, da banen til Klampenborg blev indviet 22. juli 1863, mens banen til Lyngby fulgte efter 1. oktober samme år.

Indtil 1921 kørte disse 2 baner fra hhv. Klampenborg- og Nordbane-stationerne, som begge lå, omtrent hvor Nyropsgade og Dahlerupsgade ligger i dag. Herfra gik banen i en bue over Skt. Jørgens Sø på en dæmning parallelt med Gyldenløvesgade på den modsatte side af Søpavillonen og videre til omtrent det område, hvor Radiohuset ligger i dag.
Her delte banen sig i 2:
1) 
Mod Roskilde og Frederikssund over Frederiksberg
2) 
Nordbanen og Klampenborgbanen over Nørrebro.

 

Nordbanens sidste etape fra Lyngby til Helsingør via Hillerød blev indviet 8. juni 1864, og stationen på Nørrebro kom så til i 1886. Den eksisterede som personbanegård til 1921, hvor det sidste tog til Klampenborg afgik fra Klampenborgbanegården 30. september kl. 23:27.

 

Boulevardbanen

Grunden til lukningen af banen over Nørrebro ligger i dag under Nørre og Øster Voldgade. Udgravningen til Boulevardbanen startede i 1913 og var færdig og blev åbnet for damptogstrafik 1. december 1917, hvorefter alle tog blev ført den vej gennem “røret”, som det blev kaldt i daglig tale dengang.

Der blev dog bevaret lidt togtrafik på Nørrebro nogle år endnu i form af godstogstrafik til og fra Frihavnen, og den gamle station fortsatte som godsindleveringssted indtil 1934. Stationen og dens funktioner ophørte samtidig med, at S-banen’s linie F havde premiere 3. april 1934. Samtidig blev den nye S-tog station Nørrebro åbnet, og de gamle jernbanespor, bl.a. tværs over Nørrebrogade og i den nuværende Nørrebroparken, blev fjernet. Sammen med anlæggelsen af S-banen blev der anlagt et stort rangeringsterræn på Lersøen, som blev brugt af DSB til parkering og rangering af godsvogne, bl.a. for Dan-Link indtil Øresundsbroen blev indviet.

I øvrigt kan det nævnes, at store dele af den opgravede jord fra tunnel-byggeriet blev transporteret til den nuværende Færgehavn Nord og Kalvebod Brygge, hvor det blev brugt til opfyldning i forbindelse med udbygningen af Københavns Havn.

 

Drengestreger

Allerede, mens stationen var i brug, blev der lavet mindre drengestreger på Nørrebro, da en del unger saboterede jernbanefolkenes arbejde ved at koble godsvognene fra hinanden og skubbe dem i gang, til meget stor gene for rangeringspersonalet på og omkring Nørrebro Jernbanestation.

Så noget tyder på, at hærværk og drengestreger på Nørrebro ikke kun er af nyere dato.

 

Barnemord i Jægersborggade

Blandt det meget lille billedmateriale redaktionen er i besiddelse af er et par dårlige fotokopier af avisbilleder taget efter et mord begået i gaden i 1924, som vi ikke har kunnet finde yderligere oplysninger om, og det nævnte vi i Jægerpostens juninummer 1996 med det resultat, at redaktionen blev opsøgt af en beboer fra gaden, der kom med en fotokopi af en side af Berlingske Tidende fra august 1919 med følgende overskrift:

 

“En 13-årig pige voldtaget og dræbt i Jægersborggade”

Om denne udåd fortalte avisen følgende, som redaktionen har tilladt sig at forkorte lidt.

“I Jægersborggade 36, 2. sal bor en forladt hustru med to små børn. Hun har i et stykke tid udlejet værelset mod gården til en sømand, som midlertidigt er uden hyre, men af til har et job i Nyhavn som nattevagt på skibe. Da moderen ved 16-tiden kom hjem, blev hun mødt af et frygteligt syn, for på køkkengulvet lå en pige, som så ud til at være 13-14 år gammel, med tøjet i uorden, og hun kunne straks se, at pigen var død kort tid før, da liget stadig var varmt. Hun kendte ikke pigen, men kontaktede straks politiet på Hillerødgadestationen, som straks kom sammen med en lokal læge, som blot kunne konstatere, at pigen var død.

Politiinspektøren og to af hans assistenter gik i gang med at afhøre opgangens beboere samt moderen uden at kunne få et afgørende spor, men det stod dog snart efter klart, at gerningsmanden måtte være den logerende sømand, som straks blev efterlyst, da politiet fandt ud af, at han tidligere var straffet to gange for tyveri med efterfølgende afsoning i Tugt- & Forbedringshuset.

Pigens identitet kendte man dog ikke, og hverken damen, som fandt pigen, eller opgangens beboere kendte den myrdede. Hun blev først identificeret senere på aftenen efter adskillige gisninger om, hvor hun hørte hjemme, og til sidst troede man simpelthen, at hun slet ikke kom fra gaden.

Ved 20-tiden blev en pige fra nr. 53 imidlertid efterlyst, da en moder savnede sin 13-årige datter, som var iført en trøje med store knapper på, og netop sådan én trøje havde den myrdede pige på. Da moderen hørte, hvad der muligvis var hændt hendes datter, faldt hun i krampegråd og besvimede. I hendes sted tog hendes nabo af sted sammen med politiet til Retsmedicinsk Institut for at identificere pigen. Efter dette var det så op til denne nabo at forklare sagens rette sammenhæng for moderen.

 

Forbryderen anholdes….
Den mistænkte sømand var nattevagt på skibet “Kansas”, som var under reparation ved Refshaleøen, og dette sted blev holdt under opsigt af politiet, mens andre politifolk ransagede kvarteret omkring Nyhavn uden at kende den mistænkte. De havde kun set et foto af ham, og de genkendte ham straks ved 21.30-tiden, da en tydeligt beruset herre kom vaklende hen ad Nyhavnsbroen, og politiet tiltalte ham med et “Godaften Sørensen”, men han svarede koldt, at han ikke hed Sørensen. Politiet var imidlertid så sikker på identiteten, at de tog ham med ind i en port for at kropsvisitere ham. Denne foranstaltning var for ikke at forurolige det øvrige publikum i området.

 

Dette kunne meget let være endt katastrofalt for politibetjentene, da mistænkte pludselig rakte om til baglommen, hvorfra han trak en skarpladt pistol, men han blev dog hurtigt overmandet og erklæret for anholdt.

Han blev kort efter identificeret som omtalte sømand med et synderegister, som talte 9 måneders Forbedringshusarbejde for tyveri i 1917, hvor noget af straffen var blevet gjort betinget, men allerede året efter fik han endnu 1 års Forbedringshusarbejde for endnu et tyveri, hvorfra han var blevet løsladt i december året før.

Da han blev ført ind til afhøring under stærk bevogtning, brød han sammen, så det var ikke meget, politiet fik ud af ham.

 

Forbryderens offer

Berlingske Tidendes udsendte talte samme aften med ejendomsinspektøren for de mange tæt befolkede ejendomme i gaden. Han fortalte, at han havde opsyn over 700 lejligheder, så han kendte ikke alle gadens beboere, men dog de fleste. Han kendte ikke den omtalte sømand, men derimod den myrdede piges mor, som var i midten af 40’erne og var kommet hertil fra Horsensegnen. Hun havde 10 børn, som hun selv havde opdraget og skaffet føden til ved sit arbejde på et snedkeri, hvor hun var meget vellidt. Desuden kendte han den myrdede pige, der så sent som om eftermiddagen havde været nede på ejendomskontoret for at betale husleje for sin mor, så hun måtte stadig have en huslejekvittering på sig, mente han. Han mente desuden, at morderen under et eller andet påskud måtte have lokket pigen med op i lejligheden, hvorefter udåden er sket.”

 

Redaktionens tilføjelse….

Jeg har selv siden februar 1982 boet i den omtalte lejlighed og har talt med min nabo om denne historie, og vi blev enige om, at mordet måtte være begået i min lejlighed, da det drejer sig om en 2 værelsers lejlighed, hvor min nabos lejlighed er en 3 værelsers lejlighed.

Af læseren, som bragte mig dette materiale, fik jeg at vide, at morderen blev idømt 14 års Tugthus.

 

Rundtur i nabolaget

I artiklerne i Jægerposten om lokalhistorie har vi også været på rundtur i det nærmeste nabolag, hvor vi kan starte i Stefansgade, som fra anlæggelsen gik fra Nørrebrogade til Hørsholmsgade ved banen og hed Havremarksvej indtil indvielsen af Skt. Stefans Kirke på 2. juledag 1874, hvorefter Havremarksvej fik navneændring til Stefansgade. Navnet Havremark stammer fra en gård i området i gamle dage, som hed Havremark. Denne gårds jorde strakte sig ca. fra Jagtvej og næsten op til nuværende Hillerødgade og hen over banelegemet, og det er disse marker, der som nævnt i indledningen blev brugt til tobaks- og halmmarker. Navnet Havremark går igen i navnet på en skole i Husumgade 44, som hedder Havremarkens skole.

På vej tilbage ad Stefansgade fra Stefanskirken til Jægersborggade passerer man en institution, som i 1988 fyldte 100 år. I den anledning blev der udgivet en jubilæumsbog, som fortæller lidt om institutionens historie.

 

Dronning Louises Børneasyl

Fra jubilæumsbogen har vi lånt et lille udpluk af lokalhistorisk interesse.

I 1887 var den daværende 70 årige Dronning Louise en aktiv deltager i »Det Kjøbenhavnske Asylselskab«. Hun godkendte selv ansættelsen af personale og foreslog selv den første asylmoder, også kaldet bestyrerinde, til asylet i Stefansgade.
Majestæten ydede også en stor økonomisk støtte og organiserede egenhændigt grundstensnedlæggelsen til Dronning Louises Asyl, og det blev annonceret på følgende måde: “Den 4. Oktober 1887 meddelte etatsråd Hennings selskabets forretningsudvalg at: “Hendes Majestæt Dronningen nu havde fastsat tiden for grundstenens nedlæggelse til førstkommende fredag den 7. ds. Middag kl. 12, og derhos havde meddelt, at Hendes Majestæt Kejserinden af Rusland (prinsesse Dagmar) og Hendes Kongelige Højhed Prinsessen af Wales (prinsesse Alexandra og senere Dronning af England) ville tage del i denne akt samt at Hans Majestæt Kejseren af Rusland (Czar Aleksander III) og hele den øvrige kongelige familie ville overvære højtideligheden. Desuden ville der blive inviteret medlemmer af både den russiske og den engelske legation, ministre med fruer, Rigsdagens 2 formænd og andre notabiliteter.”

 

Royalt besøg på Nørrebro

Berlingske Tidendes reporter på stedet skrev følgende om begivenheden: “Grundstensnedlæggelsen til børneasylet i Skt. Stefans sogn har efter bestemmelsen fundet sted i formiddags. Efter ankomst fra Fredensborg til Nordbanegården blev de kongelige herskaber transporteret med hestetrukne kareter ad Farimagsgade, Frederiksborggade og over Dronning Louises Bro, som Dronningen passerede for første gang, trods det at den var opkaldt efter majestæten. Derefter kørte kortegen ad Nørrebrogade til Stefansgade, hvor man svingede ned mod bestemmelsesstedet. På den indhegnede plads i Stefansgade var der samlet et talrigt og festklædt publikum, som fik plads langs med de tre sider på lange bænkerækker. Midt på den med en mængde flag udsmykkede plads var en murpille muret op, og den skulle indeslutte grundstenene”.

Grundstensnedlæggelsen kan med lidt god vilje kaldes en lille kongelig familieudflugt, da Kongeparret fik tilnavnet »Europas svigerforældre«, fordi de fik deres 6 børn giftet ind i flere af Europas fyrste- og kongehuse. De mødtes jævnligt under familiære former med ægtefæller og børn på Fredensborg Slot, som derved næsten var Europas centrum.

 

Uventet henvendelse dagen derpå…

Få dage efter grundstensnedlæggelsen holdt forretningsudvalget igen møde, og Kammerherre Benzon fremlagde en skrivelse af 5. oktober fra chokoladefabrikanten Christoph Cloëtta, hvorved denne uden vederlag tilbød en grund midt i Jægersborggade til opførelse af en børnehave eller et asyl. Samtidig tilbød de at købe det af Dronningen skænkede grundstykke i Stefansgade for kr. 10.000,-, som var det samme beløb Majestæten havde givet for grunden. Cloëtta var dog lidt for sent ude med sit tilbud, så det blev ikke til noget.

Til dette tilbud skal lige nævnes, at Jægersborggade endnu ikke var fuldt udbygget på det tidspunkt, da der endnu var tomme byggegrunde mellem numrene 23 og 35 samt mellem numrene 30 og 36. Det var muligvis på den lige side, at asylet fik tilbudt en gratis grund, da alle ejendomme på nær nr. 6 på det tidspunkt var ejet af det tidligere nævnte partnerskab Cloëtta & Schioldann.

Cloëtta var dog endnu ikke helt færdig med asylselskabet, da han senere blev en stor giver, eller som vi kalder det i dag sponsor for Asylselskabet.

Den 12. april 1894 henvendte han sig til bestyrelsen angående udskænkning af chokolade til børnene i forbindelse med pinse, og ved hans død i 1899 tildelte hans enke, konsulinde Ida Cloëtta, asylselskabet et legat på kr. 25.000, som rettede op på den betrængte økonomi, og hun blev samtidig indvalgt i bestyrelsen.

 

Børnerige familier

Jægersborggade var Nørrebros mest børnerige gade, så det kan derfor ikke undre, at førnævnte Dronning Louises Asyl blev stiftet. At børnemængden dengang var stor i Jægersborggade fortæller en statistik fra perioden 13. februar 1889 til 21. september 1892. Af 484 børn fra kvarteret kom de 202 fra Jægersborggade, hvilket svarer til 41,7%.

I februar 1895 boede der i én opgang i gaden i alt 74 personer, hvoraf de 49 var børn fordelt på 10 lejligheder.

Af en nu afdød beboer opvokset i gaden i 20’erne og 30’erne har jeg fået fortalt om en for os i dag usædvanlig situation. Et par voksne eller store teenagere trommede gadens mange børn sammen på gaden søndag eftermiddag, hvorefter et følge på omkring 100 børn vandrede stille og roligt i to geledder ad Jægersborggade og Jagtvej til den lokale biograf »Colosseum« (nu Aldi) for at se en cowboyfilm eller lignende. Af lignende arrangementer var der også f.eks. fælles udflugt til Zoologisk Have og lignende steder.

Det kan så undre nogle, at der så ikke bor flere børn i gaden i dag…

 

Landsarkivet

På vores rundtur i nabolaget har vi også været en tur nede på hjørnet af Rantzausgade og Jagtvej, hvor man finder en offentlig institution kaldet Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm, som oprindeligt hed Provinsarkivet, og det var som tidligere nævnt et af de første steder, jeg opsøgte, da jeg begyndte med at opspore lokalhistorier. Her findes der et udmærket og alsidigt bibliotek med lokalhistoriske bøger og biografier, som man kan sidde og studere i læsesalen.

På Landsarkivet begyndte jeg kort efter at snuse lidt til slægtsforskningens besværlige kunst. Diverse bøger og hjælpemateriale til denne til tider vanskelige kunst opfordrer interesserede i at forberede sig godt og grundigt i forvejen. Det havde jeg nu ikke gjort, men kom i gang alligevel og har nu 2-3 slægtsforskningsprojekter i gang på tiende år, hvor jeg har sporet min egen familie tilbage til slutningen af 1700-tallet, mens et andet projekt for en tidligere skolekammerat er nået tilbage til første halvdel af 1600-tallet i Wales og videre over den daværende dansk/norske marine til anlæggelsen af fortet på Christiansø og frem til vor tid.

Vedrørende Landsarkivet, så har det indenfor de sidste par år været meningen, at de sammen med Rigsarkivet skulle flytte sammen i et nybyggeri i Ørestaden, men efter regeringsskiftet i november 2001 blev dette projekt sparet bort og tilbage står et halvfærdigt byggerifundament. Efter denne besparing er det myldret frem med forslag fra andre byer, som gerne vil huse Rigsarkivet, men nu tyder det på (i slutningen af 2003), at det skal flyttes til Godsbaneterrænet i og ved DSB’s bygning på hjørnet af Bernstorffsgade og Vasbygade.

 

Assistens Kirkegård

I forlængelse af Jægersborggade ligger på den anden side af Jagtvej et område med navnet Assistens Kirkegård. Navnet stammer fra latin og betyder “kirkegård til aflastning af centralkirkegård”. Den oprindelige kirkegård, som er det nuværende afsnit A, blev anlagt og indviet 6. november 1760 under navnet “Assistenskirkegaardene udenfor Stadens Nørreport”. Med denne betegnelse henviste man til, at den rent faktisk var oprettet af nød, da Staden Københavns kirker og kirkegårde indenfor voldene var fyldt op, og man blev derfor nødt til at anlægge “Assistenskirkegaarde” udenfor byens volde.

I 1711 ramtes København af en pestepidemi – byldepest eller “den engelske sved”, som den blev kaldt dengang. Pesten førte til omkring 23.000 dødsfald i løbet af sommeren og efteråret, og det var langt over de eksisterende kirkegårdes kapacitet, selvom Garnisonskirkegården blev anlagt samme år, men den dækkede langt fra behovet. På Holmens Kirkegård stod kisterne ubegravede og for at afbøde for de værste lugtgener, affyrede man kanoner for at sprede og dæmpe ligstanken.

Først ved et kongelig reskript af 20. maj 1757 blev det vedtaget at anlægge kirkegårde udenfor voldene her i blandt Assistens kirkegård, som kom til 3 år efter.

I de første år var københavnerne dog ikke så interesseret i at blive begravet på “fattigkirkegården”, som den blev kaldt i folkemunde.

Sådan fortsatte det indtil førstesekretæren i Krigskancelliet, Johan Samuel Augustin (1715-1785), som ønsket i sit testamente, blev begravet på Assistens kirkegården, og så blev stedet med ét accepteret som andet end en “fattigkirkegård”.

Allerede i 1801 diskuteredes den første udvidelse, som påbegyndtes i 1803, og siden hen fulgte flere afsnit til, så kirkegården i dag tæller omkring 26 afsnit.

Denne kirkegård gemmer på adskillige historier, både de makabre og de lidt mere muntre. Af de førstnævnte er der et par historier om gravrøverier, som blev opdaget i januar 1804 – et håndgribeligt tilfælde fandt sted i 1798, hvilket blev afsløret af en af kirkegårdens daværende gravere på hans dødsleje.

Kirkegården blev hurtigt et yndet udflugtsmål for københavnerne med eller uden madkurv og drikkevarer, men manglede man dette, var der flere butikker i nabolaget, der levede af at sælge mad og drikkevarer, bl.a. mælketoddyer (½ snaps + ½ mælk).

Om dette fortæller H. C. Andersen, som ligger i afsnit P, i historien “Portnøglen”, om hvordan københavnerne på Frederik VI’s tid gik søndagstur: “ud af Porten til Assistens-Kirkegaarden, læste Indskrifterne paa Gravene, satte sig i Græsset, spiste sin Madkurv og drak sin Snaps til….”

I februar 1805 blev det dog forbudt at foretage disse skovture, da man mente, at det var helligbrøde og gravskænderi at lægge skovtursduge henover gravstenene, så man kunne nyde skovturskurvens indhold.

Diskussionen om kirkegårdens fremtid er ikke af ny dato. Allerede i 1873 udtalte den daværende biskop Hans Lassen Martensen [1808-1884], at det var hans håb, at Assistens Kirkegård måtte blive bevaret som “en park med smukke monumenter”. Hvilken fremsynet tanke var det ikke, når man ser kirkegårdens nuværende fremtidsplan kaldet “Dispositionsplan År 2020”, hvor kirkegården ønskes opdelt i følgende fire områder: Museumsdel, Mindepark, Lokalkirkegård og Park.

Efter at have deltaget i et par af de guidede rundture på kirkegården i weekenderne har jeg selv fundet flere gravsteder og historier end dem, der bliver fortalt om, med det resultat, at jeg selv kan stå for en rundtur på kirkegården ud over de sædvanlige rundture, som kun kredser rundt omkring kapellet. Mit eget forslag til en guidet rundtur gælder det meste af kirkegårdens område og tæller både historiske, kulturelle og andre kendte og mindre kendte personer tilføjet et par muntre anekdoter.

 

Gaden til salg

I marts 1958 havde det nu hedengangne dagblad Land & Folk et par medarbejdere på besøg i gaden for at checke op på en annonce i Berlingske Tidende, hvor gaden var sat til salg af den tidligere nævnte svenske godsejer Anders Bergengren. Vi citerer her artiklen med denne overskrift:

 

“Godsejeren vil nu skille sig af med Jægersborggade.

Efter en årrækkes godt udbytte vil han slippe for istandsættelse…

Det røre som beboerne i Jægersborggade i København har skabt ved bl.a. at henlede offentlighedens opmærksomhed på grundejernes totale misrøgt i et halvt hundrede ejendomme, som de lader forfalde ved manglende vedligeholdelse og rengøring, har allerede sat sine spor.

Som nævnt ejes hovedparten af gadens ejendomme af A/S Jægersborggade, hvis hovedaktionær er den svenske godsejer Anders Bergengren, der har sin bopæl i Malmö.

Udsigten til at selskabet ikke længere uden videre kunne tilsidesætte sine lejeres berettigede krav om et minimum af reparationer og mere anstændige omgivelser, har sandsynligvis foranlediget ham til det skridt, der kan læses i Berlingske Tidende for i går, hvor 44 opgange, som A/S Jægersborggade ejer, averteres til salg.”

Land & Folk slutter så sin artikel af med følgende kommentar: “Sådan kan man jo også frigøre sig for sine forpligtelser!”

Annoncen resulterede dog ikke i noget, og A/S Jægersborggade indgav frivillig konkursbegæring, som dog først resulterede i salg ca. 10 år efter. I den tid var der ikke den store søgning efter lejligheder i gaden grundet den manglende vedligeholdelse, og det resulterede i et besøg af “slumstormere” i december 1970, men de blev her kun i 3 ugers tid.

Små 10 år før havde nogle andre “huseret” i gaden. I den halvdel af gaden nærmest Stefansgade holdt Galopping Goose til, mens rivalerne Filthy Few holdt til i den anden halvdel, så gaden kunne på nogle tidspunkter ligne en krigsskueplads. Filthy Few holdt dog ikke længe i gaden, mens Galopping Goose på et lidt senere tidspunkt blev til Hells Angels med hovedkvarter i Titangade, som de dog måtte fraflytte i efteråret 1996.

Gadens dårlige rygte flere steder ude i byen den dag i dag stammer ganske givet fra den gang, men det forsøger vi nu at råde bod på.

 

Beboerne køber gaden

Som nævnt i indledningen er jeg tilflytter og kom som nævnt til gaden i februar 1982, og fra den tid og 11 år frem havde vi 5-6 forskellige ejendomsadministratorer i gaden.

Til sidst endte ejerskabet hos den tidligere storentreprenør Kaj Wilhelmsen, som bl.a. fik iværksat de første gårdsaneringer i gaden, men da hans virksomhed gik konkurs, fik beboerne iht. gældende lov tilbuddet om at købe gaden som andelslejligheder. Dette fik et par interesserede beboere til at samles over noget grillmad og nogle håndbajere på gaden for at drøfte, om det kunne realiseres at købe gaden.

I dag findes foruden A/B Jæger et par mindre boligforeninger i gaden. De 49 af de 59 opgange i gaden ejes af A/B Jæger, mens de resterende 10 opgange består af AB Victoria med 4 opgange nr. 22-28, AB Jægersborggade 21-23, AB Nørreblå også med 2 opgange nr. 1 & Jagtvej 35, AB 3’eren, mens de resterende 2 opgange nr. 29-31 er de sidste privatejede lejelejligheder, hvor beboerne dog har vist interesse i også at blive andelshavere, når den nuværende ejer vil skille sig af med dem.

Idéen til andelsforeningen opstod som nævnt i 1993, da storentreprenøren Kaj Wilhelmsens konkursbo skulle sælges, og Jægersborggade blev i overensstemmelse med gældende lov tilbudt beboerne som andelsforening. Efter en snak over en kasse øl på gaden efterfulgt af et møde på “Café Lille Peter” i Stefansgade tog en gruppe på 6-7 beboere fat på arbejdet og sørgede for at det blev en realitet og andelsboligforeningen A/B Jæger blev stiftet 24. juni 1993.

Det nye mål med erhvervelsen af gaden var 300 lejligheder, som var det absolutte minimum for at få økonomien til at løbe rundt i andelsboligforeningen. De første kommende medlemmer af foreningen blev kapret på gaden, hvorefter 7-8 personer, hvoraf de fleste stadig bor i A/B Jæger, begyndte at få andre beboere interesseret i projektet ved at stemme dørklokker og informere om planerne.

Blandt disse initiativrige personer er Martin Rosendal, som ved den efterfølgende stiftende generalforsamling i juni 1993 blev valgt som formand for bestyrelsen, en post han bestred lige indtil generalforsamlingen i november 1998, da han ved de mellemliggende generalforsamlinger var blevet genvalgt med akklamation uden modkandidater. Han indrømmede i 1997 ærligt i et interview, at han havde absolut intet kendskab til andelsboligforeningsarbejde fra starten, så han måtte starte fra bunden, og han erindrer, at de fik 6-7 flyttekasser fyldt med papirer, da de begyndte deres arbejde på boligkontoret.

Det vigtigste job for bestyrelsen siden starten er generalforsamlingsbeslutningen om renovering af gadens ejendomme, som siden anlæggelsen i 1886-89 som nævnt tidligere kun havde fået én ansigtsløftning i begyndelsen af 1900-tallet, og derfor trængte meget hårdt til en særdeles kraftig renovering.

Beslutningen har resulteret i udskiftning af taget, facadeafrensning, termovinduer, fjernvarme med radiatorer i lejlighederne, varmt vand i alle lejligheder, nye gadedøre med dørtelefoner m.m. Projektet var fra starten budgetteret til omkring 350 millioner kroner.

Vi har dog haft vores problemer med byfornyelsen, da der grundet den manglende vedligeholdelse gennem tiden blev fundet et stort antal svampeskader, som har resulteret i, at vi blev tvunget til at genhuse en del beboere for kortere eller længere tid.

I efteråret 1998 var der indvielse af et beboervaskeri i gaden kombineret med et beboerlokale og en beboerbadeanstalt. Bestyrelsesmøderne bliver afholdt i beboerlokalet og andelshaverne kan leje lokalet til festlige lejligheder. Som et resultat af renoveringen er der pludselig blevet rift om lejlighederne i gaden med det resultat, at ventetiden i øjeblikket er på ca. 3 år. Jævnligt bliver ejendomskontoret ringet op fra det meste af landet af unge boligsøgende, som ønsker en lejlighed til en rimelig leje. Blandt de utallige telefonopringninger med forespørgsel om opskrivning til en lejlighed erindrede vores tidligere formand Martin Rosendal i det tidligere omtalte interview til lokalavisen PåGaden en opringning fra Grønland. Det har vist sig, at selv uden reklamering er der rift om lejlighederne, som efter renoveringen skal have malet facaderne i flotte lyse farver.

 

Efter opstarten af A/B Jægers hjemmeside er der dog sket det, at flere og flere er blevet gjort opmærksom på foreningen og dens venteliste, med det resultat at antallet af opskrivelser til ventelisten er øget betragteligt, men på grund af den løbende udskiftning er ventetiden dog i skrivende stund stadig på de ca. 3 år.

 

Gadens egen kommunikationscentral

Siden 1997 har en lille gruppe mennesker i gaden arbejdet med muligheden for at etablere gadens egen telefoncentral. I forbindelse med afslutningen på TDC’s monopol på teletrafik startede de forhandlinger med et par af de nye teleselskaber om et system med telefon- & datatrafik m.m. Dette system ville give os mulighed for at tale sammen i gaden gratis, spille EDB-spil med andre computere i gaden, surfe på Internettet og meget andet til en billig penge.

Efter mange svære forhandlinger med entreprenører lykkedes det så endelig i 1999 at få startet gadens egen kommunikationscentral, som for billige penge giver abonnenterne billig telefoni, TV og datatrafik.

I starten af 2004 gik A/B Jæger så ind og overtog Jægersborggade Kommunikationscentral, og den fortsætter så som et af bestyrelsens underudvalg kaldet A/B Jægers Lokalnet. Det giver mulighed for flere abonnenter, da der fra 1. februar 2004 sammen med boligafgiften vil blive opkrævet et beløb på kr. 125,- pr. måned for alle A/B Jægers andelshavere og de enkelte lejere, som er tilbage. For dette beløb får alle beboerne nu fri adgang til både telefon, internet og kabel-TV i modsætning til kommunikationscentralens hidtidige abonnenter. På et senere tidspunkt er det så planen, at vi skal etablere gadens egen lokal-TV, og hvem ved måske også gadens egen lokalradio. Mulighederne er til stede med det nuværende modtageudstyr. Vores kommunikationscentral er sidenhen blevet lagt sammen med Parknet, som dækker størstedelen af lokalområdet.

Gaden holder fødselsdag

På en af lørdagene i august måned markerer andelsboligforeningen sin fødselsdag ved et heldagsarrangement, hvor gaden bliver spærret for al trafik.

Vi starter ved middagstid med børneunderholdning efterfulgt af levende musik fra 2-4 bands fra om eftermiddagen indtil kl. 22, da politivedtægten forhindrer os i at fortsætte med levende musik udendørs efter dette tidspunkt. For at slukke tørsten og fylde maven kan man købe drikkevarer og nogle gange også små lune retter fra boder i gaden, og også her sker reklameringen ved hjælp af omtale fra mund til mund.

 

Gaden bliver kendt i offentligheden

Søndag 23. august 1998 havde Nørrebro Lokalhistoriske Forening & Arkiv i samarbejde med Komité Nørrebro 2000 arrangeret en gadevandring i lokalområdet startende fra Nørrebros Runddel via Jægersborggade for derefter at afslutte over en kop kaffe med blødt brød i menighedsrådslokalerne i Anna Kirken i Bjelkes Allé. Her deltog ca. 50 mennesker, som fik fortalt lidt om gadernes og bygningernes historie. Fra Hørsholmsgade ud for nr. 20-22 overtog undertegnede fortællingen om A/B Jægers og gadens historie. Til at assistere mig med fortællingen om A/B Jægers start fik jeg assistance af foreningens daværende formand Martin Rosendal.

En par måneder efter, tirsdag 27. oktober 1998 var A/B Jæger inviteret til en reception hos Unibank på Nørrebrogade. Her blev der uddelt diplomer og rosende omtale til 4 foreninger på Nørrebro, bl.a. til A/B Jæger, hvor diplomets rosende omtale lød:

 

“Fremhæves for Andelsboligforeningen A/B Jægers initiativ og vilje til at gennemføre en samlet renovering af gadens facader, hvor der er taget et stort hensyn til de enkelte ejendommes arkitektoniske særpræg.”

 

I forbindelse med offentliggørelsen af diplommodtagerne var der udsendt en pressemeddelelse, som resulterede i besøg af et par TV-hold og skrivende journalister, så her fik gaden en positivt omtale i forhold til det dårlige, gamle ry, der som tidligere nævnt stadig florerer mange steder ude i byen.

Nogenlunde samtidig var et filmhold fra EASY-film begyndt på optagelser af en TV-udsendelsesserie i 4 afsnit om storbyers byfornyelse. Første afsnit af denne miniserie blev udsendt på DR2 onsdag 20. januar 1999 med genudsendelse på DR1 søndagen efter og omhandlede Jægersborggade samt A/B Mønten ude i NV-kvarteret. Serien har siden hen været genudsendt et par gange på enten DK4 eller på DR2.

 

Massemorder i gaden

Kort tid før denne bog gik i trykken, blev jeg gjort opmærksom på, at en massemorder skulle have boet i gaden. Jeg fik det undersøgt og fandt frem til, at en Dagmar Overby har boet i gaden. Det menes at hun i perioden 1911-1920 tog hun livet af omkring 25 spædbørn. Hun var berygtet for sin måde at slette sporene på – kakkelovnen var hendes mest foretrukne løsning. Det var tiden inden plejeloven, inden folkeregistreringen og Dagmar havde frit spil. Historien om denne sag er udførligt kommenteret i en i begyndelsen af april 2004 udkommet bog med titlen “Englemagersken” af Karen Søndergaard Jensen på forlaget Ådalen. Til brug i beboerbladet Jægerposten fik jeg en bekendt, som er en af bydelens boghandlere til at anmelde bogen.

Uwe Brodersen’s anmeldelse af “Englemagersken”

En del af mordene foregik i Jægersborggade og et enkelt skulle have fundet sted på Assistens Kirkegård. Kort før hendes dom, blev Dagmar Overby mentalundersøgt. Professor Wimmer gav bl.a. følgende karakteristik. “Hun er ikke lidende af hysteri eller tvangstanker. I moralsk henseende betegnes hun som defekt, uærlig, seksuelt uregelmæssig og med trang til at lade andre tage skylden, for det hun har begået. Det er mulighed for, at brugen af narkotiske midler har svækket hende i moralsk henseende.” Man kan tilføje, at hun var ualmindelig godt begavet og lærenem. Hun havde et frygteligt temperament og sind.

Egentlig blev hun kun dømt for 8 mord, og det var med livet. Hun skulle henrettes ved halshugning, guillotine eller økse. Henrettelsen skulle ske offentlig. Den 15. januar 1921 blev dommen omstødt til tugthusarbejde på livstid. Dagmar Overby kunne ikke affinde sig med at være indespærret. Mentalt blev hun helt afsporet, og måtte senere overflyttes til Skt. Hans i Roskilde. Hun døde den 6. maj 1929. Som barn havde hun det ikke let, tyvetøsen blev hun kaldt. Sammen med sine forældre flyttede hun til Århus, nærmest i en fattiggård. Hun blev dømt 10 dages fængsel for at “rapse” 50,- kr. Hendes første barn døde – en naturlig død. Hun blev igen gravid uden for ægteskabet, og giftede sig med én, der var meget ældre end hende selv. Han kunne jo passende tro, at være far til barnet.

Flere forhold fulgte. En husbond ville ikke anerkende et barn hun fik, så det måtte ryddes af vejen. Det blev så lagt i en lade, og heldigvis fundet i live. I 1915 ankom hun til hovedstaden, og etablerede en slikbutik i Holmbladsgade. Hun blev forelsket i Svendsen, som var bud for en af slikleverandørerne. På grund af indlæggelse måtte hun afhænde slikbutikken og flyttede til Jægersborggade i april 1916. Hun annoncerede i avisen efter plejebørn, og det gik fint. Det gav penge. Horeunger havde ingen rettigheder i verden. Mange ulykkelige unge piger blev gravide uden for ægteskab. Datidens moral var indskrænket. Ofte ville faderen ikke kendes ved barnet. Han betalte sig fra det. Og det blev Dagmar Overbyes lykke eller ulykke – om man vil.

Det vides, at hun smed et barnelig i latrinet på Assistens Kirkegården. Andre oplysninger siger, at hun skar halsen over på et barn, og lagde det på en grav på kirkegården. Som regel skrev hun et kort til moderen, efter at hun begik mordene. “Lillebror har det godt.” Det skete også, at hun mødte mødrene til de børn, hun havde myrdet, når hun gik tur med barnevognen. Det var så med et andet barn. I begyndelsen gemte hun ligene i en kuffert og begravede dem i udkanten af København – på Amager eller Bispebjerg.

Hun fandt ud af at æter, gav en dejlig afslappende virkning på sig selv. Ofte under disse rus begik hun mordene. Hun kvalte børnene med en snor og gemte dem i køkkenskabet. Ofte glemte hun ligene. Hun fandt så ud af, at den letteste måde, at komme af med dem på, var at brænde dem i kakkelovnen. Mindst tre af mordene blev begået, mens hun boede i Jægersborggade. Hun boede også en kort overgang i Landemærket, Adelgade, Ryesgade og til sidst på Enghavevej. Et af ligene havde hun med i en kuffert, da hun besøgte familien i Århus.

Et af plejebørnene, Angelo, blev hendes yndlingsbarn og blev efter mange år i pleje afleveret til den rigtige mor.

Et familiemedlem blev på et tidspunkt mistænksom, men Dagmar Overby skaffede både lægeattest og begravelsespapirer på et barn, hun havde myrdet. Hun fik selv et barn, Erna, sammen med hendes mand, Svendsen, og ofte blev Erna og Angelo passet hos marskandiser Petersen i Jægersborggade, mens hun begik nye mord.

I 1918 befandt Dagmar Overby sig omkring Århus. Her blev hun dømt 11 måneders forbedringsarbejde for at stjæle høns. Børnene blev fjernet, og kom på børnehjem. Efter at have afsonet straffen i Straffeanstalten Christianshavn, blev hun aktiv i Kirkens Korshær. Og efter et stykke tid fortsatte hun sine ugerninger. Men det fik en brat ende. En ulykkelig mor fortrød, at have givet Dagmar Overby, barnet i pleje, og ville have det igen. Barnet var myrdet og moderen gik til politiet. Da politiet efterforskede sagen, fandt de knoglerester i kakkelovnen, flere sæt børnetøj i skufferne og et glemt indtørret barnelig på loftet.

Efterskrift:
Efter denne historiebog er udkommet har jeg ved gennemlæsning af bogen “Englemagersken” fundet ud af, at Dagmar Overby i 1916 flyttede til Jægersborggade 43 fra Dagmarsgade – et halvt års tid hvert sted – hvorefter hun flyttede til Enghavevej på Vesterbro.

ISBN: 87-990136-0-6

ISBN/EAN: 9788799013609

Det er 100 år siden

En region blev reduceret. Hertugdømmerne for sig selv i århundreder. En lang fest for de dansksindede. Den Slesvig – Holstenske bevægelse. Forslag til grænser. Wilson reddede den danske regering. H.P. Hanssen ville ikke satse på Flensborg. Ingen dansk enighed på fredskonference. En forsømt og fattig landsdel. Sangerkrig. Stor valgdeltagelse. Afstemningsfesterne.

 

En region blev reduceret

En velstående og sammenhængende region blev reduceret til to periferier i hver sin nationalstat. Siden er Sønderjylland og Sydslesvig glædet længere fra hinanden. Ja sådan slutter Hans Schultz Hansen sin meget informative bog om Genforeningen i serien 100 danmarkshistorier fra Aarhus Universitetsforlag. Den kan varmt anbefales.

Måske kan 100 året være afsæt for en ny grundfortælling. Perspektivet vil være Slesvigs deling frem for Sønderjyllands Genforening.

 

Hertugdømme for sig selv i århundreder

For hvad var det lige statsminister Neergaard sagde i sin tale i Dybbøl i 1920:

 

• Slesvig var i århundrede et hertugdømme for sig selv, før det blev tysk i 1864 og delt mellem Danmark og Tyskland i 1920, og dets indbyggere var slesvigere før de delte sig op i danskere og tyskere.

 

Ja så klart kan det siges.

Desuden sagde den daværende statsminister Neergaard:

 

• Vi taler om Genforening. Sagen er, at aldrig i vores tusindårige Historie har Sønderjylland været et med Danmark. Først nu sker det efter Sønderjyderne egen lykkelige vilje.

 

En lang fest for de dansksindede

Jo det er en kompliceret historie mellem Danmark og Tyskland. Det har mange nord for Kongeåen glemt. De undervurderede også, hvordan Sønderjylland var i forhold til det øvrige land.

Det var en lang fest for de dansksindede i 1920. Det havde været en kampplads mellem holstenske grever, sønderjyske hertuger og danske konger. I 1800 – tallet var det mellem dansk og tysk.

 

Den Slesvig – Holstenske Bevægelse

Den Slesvig – Holstenske bevægelse hævdede at Slesvig og Holsten siden middelalderen hørte sammen. De mente, at de havde ret til at leve sammen ”evig udelte sammen”. Men først fra 184o0 arbejdede man målrettet på at opnå denne statsdannelse.

Arveforhold satte grå hår i hovedet på de europæiske diplomater. Men hvor meget gyldighed havde Ribe – brevet egentlig?

Det danske sprog blev også udgangspunkt for en bevægelse.

Ja det var Slesvig – Holstenere, der i 1848 gjorde oprør og dannede deres egen regering.

 

Forslag til grænser

Efter den Første Slesvigske krig foreslog den britiske regering en deling syd for Flensborg og nord for Bredsted, men den danske regering ville ikke afstå området syd for linjen Slien – Dannevirke – Husum.

Og egentlig foreslog Bismarck jo også en linje syd for Flensborg og Tønder i begyndelsen af fredsforhandlingerne efter 1864. Men den danske regering håbede på mirakler.

 

Flensborg blev tabt for danskheden

I 1867 var det dansk flertal nord om Tønder og syd for Flensborg. Omfattende udvandring og dårlig dansk organisering kunne ikke fastholde dette gunstige udgangspunkt. Især i 1870erne og 1880erne gik de dansksprogede tilbage. Fra tysk side forstod man at tiltrække folk syd fra.

 

Det tyske sprog i administration og skole

Omkring 1890erne gik Flensborg definitivt tabt for danskheden Det industrielle gennembrud tiltrak arbejdskraft syd fra.

I Sønderjylland blev tysk 1876 det eneste tilladte sprog i administrationen i Nordslesvig. I 1888 blev tysk det eneste tilladte skolesprog bortset fra fire dansksprogede religionstimer.

Allerede i 1914 havde den Slesvig – Holstenske bevægelse udspillet sin rolle.

 

Wilson redede den danske regering

Den danske regering havde i den grad berøringsangst. De turde ikke fornærme den sydlige nabo. Det var præsident Wilson, de redede den danske regering. I februar 1918 lovede han, at alle klart formulerede nationale ønsker skulle imødegås.

 

H.P. Hanssen ville ikke satse på Flensborg

H.P. Hanssen var ikke meget for at satse på, at Flensborg skulle med til Sønderjylland. Dette synspunkt var årsag til, at han senere af københavnerne blev kaldt forræder. Men han var jo bare realistisk. Han vidste, at her var et stort tysk flertal.

Han mente, at dette forhold senere ville skabe problemer for sønderjyderne. I Flensborg var der kun 4 pct. danske stemmer ved Rigsdagsvalget i 1912. Flensborg havde 60.000 stemmer. Selv ved en-bloc afstemning kunne det danske flertal komme i klemme.

 

Ingen dansk enighed ved Fredskonferencen

Ja og selv på fredskonferencen i januar 1919 smuldrede den brede danske enighed fra rigsdagsresolutionen og Aabenraa – resolutionen til fordel for dansk splittelse i grænsespørgsmålet.

Der opstod i vinteren 1918 – 1919 tre retninger med forskellige holdninger til folkets selvbestemmelsesret. Dannevirke-bevægelsen skød selvbestemmelsesretten helt til side og krævede grænsen langs den historiske grænsevold i Sydslesvig.

Flensborgbevægelsen var i tråd med selvbestemmelsesretten, men slog også på byens historiske tilknytning til Danmark og på det danske flertal i 1867 som for længst var borte.

Frankrig ønskede hævn og tyskerne og gik med til at give Danmark området ned til Slien – Dannevirke og Ejderen.

Arbejder – og Soldaterrådene afviste, at en grænsedragning skulle være relevant efter revolutionen.

 

En forsømt og fattig landsdel

Men hvordan var det egentlig dengang?

 

• 200 sønderjyder havde mistet livet
• 000 var hårdt såret og skulle haver invalidehjælp
• 000 var i krigsfangelejr, da krigen sluttede
• 500 havde rømmet militærtjenesten og var gået over grænsen til Danmark

 

En forsømt og fattig landsdel ventede de hjemvendte. Her havde kvinder, store børn og ældre under mændenes fravær havde slidt hårdt, mens de tænkte på soldaternes skæbne.

I byerne sultede man i underklassen. Butikkerne var tomme. Man solgte dårlige erstatningsvarer. Det var generel mangel på sæbe, kaffe og tobak. Smugleri med de rationerede varer skete i stor stil.

Den tyske inflation udhulede folks økonomi. Før krigen kostede 100 mark – 89 kroner. I februar 1920 var man nede på 7 kr.

 

Sangerkrig

De tysksindede betragtede de fremmede tropper i landsdelen som en besættelsesmagt. De dansksindede hilste dem velkommen.

I Udbjerg mødtes tysksindede. Her blev der i første omgang bestemt, at man kun talte tysk i hvert fald ikke dansk. Men det hele endte nu i fordragelighed for man bestemte, at det skulle være på sønderjysk.

Der var også sangerkrig i Tinglev mellem dansk – og tysksindede. Det gjaldt om, hvem der kunne synge højst.

 

Stor valgdeltagelse

Og den 10. februar 1920 var valgdeltaget på 91,5 pct. Det svarede til 100.000 vælgere. Det blev i 1. zone, 75.431 danske stemmer og 25.329 tyske stemmer. I Rejsby og Skast sogne var det flest danske stemmer.

Skal vi prøve at kigge på nogle interessante tal. Her følger antallet af danske stemmer:

 

• Haderslev 63 pct.
• Aabenraa 45 pct.
• Tinglev 43 pct.
• Udbjerg 17 pct.
• Tønder 23 pct.
• Højer 27 pct.
• Højer Landsogn 38 pct.
• Møgeltønder 86 pct.

 

Ja og fra 2. afstemningszone:

 

• Flensborg 24,8 pct.

 

Afstemningsfesterne

Afstemningsfesterne blev svækket i1960erne. I 1970erne så det ud som om, at de helt skulle uddø. Men sådan kom det ikke til at gå. I 1980erne genopstod de. Og siden har de været levedygtige uden dog at kunne leve op til fortidens højder.

 

Kilde/øvrig litteratur:

• Hans Schultz Hansen: Genforeningen
• Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1-3
• Franz von Jessen: Haandbog i det slesvigske diplomatiske Spørgsmaals Historie
• Vilhelm La Cour: Grænsevagten (tidsskrift)
• Dumreicher: Genforeningen
• Ludvigsen: En konges ridt
• Jespersen: Rytterkongen
• Christensen: Jomfru Fanny
• Barsballe Thygesen: Christian X og den hvide hest
• Schultz Hansen, Becker Christensen: Sønderjyllands Historie 1 – 2
• Fink: Den første streg på kortet
• Jørgensen: Åbenråresolutionens tilblivelse
• Rerup: Territoriale selvbestemmelsesret
• Tardieu, Jessen: Slesvig paa Fredskonferencen
• Andersen: Folkeafstemning og Fødevareforsyning
• Mathiasen: franske og engelske besættelsestropper
• Adriansen og Doege: Dansk eller Tysk?
• Kaarsted: Påskekrisen 1920
• Hans Schultz Hansen: Genforeningens arkitekt: H.P. Hanssen 1914-1936
• Svendsen, Thorsen: På vej til Danmark, Livsbilleder fra Sønderjylland.

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 120 artikler, der kan relateres til emnet. Se liste med 118 artikler under artiklen Velkommen til Indlemmelse, Afståelse og Genforening.

 

 

Tiden omkring 1920 i Sønderjylland

Skal en københavner gør sig klog på dette? En forsigtig udenrigsminister. Var Stauning bedre? Et chokerende forslag. Store tab i krigen.  Vi tager en tur rundt i Sønderjylland og ned langs grænsen. Vi når Haderslev, Sønderborg, Kruså, Frøslev, Bylderup Bov, Burkal, Jejsing, Tønder, Aventoft og Højer. Vi skal hilse på grænsegendarmerne og de danske jernbaner. Vi kigger lidt på skolepolitikken. Og så havde den tyske mark det ikke særlig godt. Og så tager vi igen en gang stilling til benævnelsen. Og vi henviser til en ordentlig stak historiske artikler, der mere eller mindre afviser det ord, som mange bruger. H.V. Clausen havde argumenterne klar. Regeringen ville ikke have at stormagterne skulle blande sig. H.P. Hanssen blev kaldt for landsforræder. Christian den Tiende fik ikke hele Slesvig, ikke engang Flensborg.

 

En københavner – der gør sig klog

Sønderjyllands historie er kompliceret. Men der ingen grund til, at kalde en for historieløs, fordi man ikke vil anerkende ordet Genforening! Ordet er lige så godt som alle de andre ord, der er brugt i denne forbindelse. At ordet Genforening bringer mange følelser frem kan jeg godt forstå. Vi har efterhånden bragt en del artikler om dette tema. Reaktionerne har været mange:

 

• Der sidder en man over i København og gør sig klog på Genforeningen
• Han forstår jo ikke en klap af, hvad det er foregået, men det er nok fordi, at han er københavner!

 

Ja sådan kunne vi blive ved. Men her vil vi prøve at dukke ned i dagligdagen dengang. På den måde kan man måske bedre tolke problemerne dengang. Det er ikke så kedelig som statistikker og tal. Vi tager lige en rundtur i Sønderjylland før, under og efter 1920.

 

En forsigtig udenrigsminister

Udenrigsminister Scavenius var en meget forsigtig mand. Han ville ikke genere tyskerne. I Tyskland var det lige modsat. Her blev det råbt:

 

• Dänen raus
• Deutschland bis Skagen

 

De københavnske politikere var meget irriteret over sønderjyderne. Scavenius havde nærmest forbudt dagbladene at omtale Sønderjylland/Nordslesvig.

 

Var Stauning bedre?

Til et møde med SPD i Tyskland i 1918 blev Stauning spurgt om holdningen til de dansksindede i Nordslesvig:

 

• Vort parti har for stedse holdt sig fjernt for enhver støtte for den danske agitation i Nordslesvig.

 

Politikerne var chokeret

Allerede i 1915 var en tysk ambassadør rejst til København for at tale med politikerne der, om Nordslesvig. Hvad havde man tænkt sig? Ja de var nærmest blevet chokeret.

 

Et chokerende forslag

H.P. Hanssen havde længe gentagende gange efterlyst en positiv interesse fra de danske politikere om det sønderjyske spørgsmål.

Og det var sikkert ikke det forslag som Scavenius kom med den 10. februar 1917, som H.P. Hanssen havde regnet med. Vi skulle have Nordslesvig tilbage mod at englænderne skulle tilbagelevere nogle af de kolonier, som de havde erobret af tyskerne. Med andre ord, England skulle betale for tysk velvilje.

Lige så chokerende var det vel, at forsvarsminister Munch var villig til at give tyskerne Årø, så de kunne opbygge en militærstation. Scavenius ville ikke have, at de allierede blandede sig i Sønderjyllands – spørgsmålet.

 

Grev Moltke mente at sønderjyderne skulle lade sig germanisere

Grev Moltke var Danmarks gesandt i Berlin. Han mente, at sønderjyderne skulle lade sig germanisere. Ja det fremgik af artikler fra 1919. Det bedste ville være hvis sønderjyderne holdt op med at blive ved med at kværulere.

Tænk, at sådan en mand senere blev vores udenrigsminister.

 

Store tab i krigen

26.000 nordslesviger/sønderjyder var blevet tvangsudskrevet til Første Verdenskrig. Dette bevirkede:

 

– at 5.270 aldrig vendte hjem

– at de efterlod 1.500 enker

– de efterlod 5.000 faderløse børn

– at 7.000 blev såret.

 

Hvis de så forsøgte, at desertere, ja så var de tyske soldater eller gendarmer ved grænsen lovet 50 mark i belønning hver gang de skød eller pågreb en desertør.

 

Fordommene stortrivedes

De tysksindedes fest på Knivsbjerg samlede 2.000 – 3.000 mennesker. Selv om grænsen nu lå fast diskuterede man stadig grænsen. Den 12. januar 1923 udtalte overborgmester Todsen fra Flensborg, at danskerne ville besætte området ned til Ejderen. Han så hellere, at grænsen blev lagt længere nord på. Men nu havde gårdejer Cornelius Petersen været i gang med en kampagne om en selvstændig stat.

 

Danmark til Ejderen

Orla Lehmann ville have Danmark til Ejderen. Holsten skulle udskilles fra den danske stat. Argumentet var, at Danmark via Holsten ville blive trukket ind i det tyske forbund og dermed miste sin selvstændighed. Årsagen til krigen i 1864 var jo netop, at Slesvig skulle tættere på Danmark end Holsten, sagde Lemann.

Egentlig havde danskerne i Nordslesvig jo ikke haft den største tillid til København. Den begyndte først at komme i 1840erne og kom helt frem i lyset i 1864 – 1920.

Ernst Christiansen redaktør af Flensborg Avis ville have grænsen ned til Slien.

Jonaz Colin ville have bedre bånd til England. Han stod for en meget antitysk retning.

 

Clausen havde argumenterne klar

H.V. Clausen var Colins ærkefjende. I nationaltidende skrev han:

–  Vi vil ikke have Sydslesvig ind under disse grunde:

 

1. Hensyn til selve sydslesvigerne
2. Hensynet til os selv.
3. Af hensyn til de danske sønderjyder

 

Hvis vi krævede Slesvig, ville Danmark begå den samme uret som først Preussen og siden Tyskland begik mod Danmark ved at håndhæve et område som det nordslesvigske, der var så udpræget dansk:

• At regne Flensborg med til Sydslesvig er direkte forkert sagde Colin.

 

Regeringen var bange for naboen i syd

Regeringen var bange for naboen i syd. Var det ikke bedre at forhandle direkte med tyskerne. Man måtte ikke genere dem. Udspillet måtte komme derfra. Heller ikke Stauning brød sig om, at stormagterne blandede sig.

Den danske neutralitet indeholdt en velvillighed for Tyskland under Første Verdenskrig. Tyske skibe udlagde miner i strædet og mellem Langeland og Lolland.

Christian den Tiende så heller ikke dette som noget problem.

 

6.500 vendte aldrig hjem

I løbet af den 4- årige periode – krigen varede drog 26.000 i krig, 6.500 vendte tilbage. Der opstod et rygte i København i København, at danskerne havde lavet en undergrundsaftale med tyskerne. Kongen håbede stadig inderst inde at få hele Slesvig. Det ville være den perfekte aftale for hele Slesvig. Han ønskede ikke direkte forhandlinger med tyskerne. Dette forhold gav så et anspændt forhold til udenrigsministeren.

 

Danmark var en kræmmernation

Frankrig mente, at Danmark var en kræmmernation: Først De Vestindiske Øer, så Island og nu ville man give afkald på hele Slesvig. De gik ind for Dannevirke-linjen.

 

Vi havde ikke juridisk krav på §5

Da Paragraf 5 og Pragferien for længst var blevet opløst havde Danmark faktisk ikke et juridisk krav på en juridisk afståelse af hele eller dele af Slesvig. Vi havde egentlig heller ikke en ret til afstemning. Dette glemmer man altid at fortælle. At man så moralsk havde det, ja det er noget andet.

H.P. Hanssen mente hele tiden, at vi havde juridisk ret til begge ting.

 

Et vigtigt møde på Folkehjem

Den 17. november 1918 blev der holdt et vigtigt møde på Folkehjem i Aabenraa. 3.000 mennesker deltog. Her blev en vigtig reluition vedtaget. Der var også meget store mødeaktivitet hos de tysksindede. Fordelen ved et man vedtog i Aabenraa var, at nu kunne tyske områder som Højer og Tønder også bliver sønderjysk.

Egentlig blev den danske regering godt tilfreds med udviklingen. Præsident Wilson var kommet med et udkast. Det var ikke noget den danske regering selv var komme med, så det kunne ikke genere tyskerne. Og så var der også kommet et forslag fra de dansksindede fra Nordslesvig og ikke bare fra den ”irriterende” H.P. Hanssen.

Senere kom man til at overtage en del af tyskernes statsgæld. Og mange håbede endnu på at få Flensborg med.

 

På Fredskonferencen

På selve fredskonferencen var der bestemt ikke dansk enighed. Egentlig var Colin slet ikke inviteret, men han dukkede op. De britiske repræsentanter havde fået at vide, at de skulle gå ind for en linje – nord om Flensborg og syd om Tønder og Højer.

Nu var der så pludselige planer om en stemmeafgivning i tredje zone, Måske havde Colin alligevel fået indflydelse.

 

H.P. Hanssen som minister

Zahle udnævnte nu helt selvstændigt H.P. Hanssen til minister for sønderjyske anliggender. Men dette var Christian den Tiende dog lidt betænkelig ved. Der var stor opstandelse over, måden han gjorde det på. Nu havde regeringen da ellers krammet på Vælgerforeningen. Amtmand O.D. Schack blev udnævnt som ny formand for Vælgerforeningen.

 

De to Zoner

Den første zone gik fra Flensborg Fjord vest på langs Skelbækken og Vidåen syd om Tønder. Den anden zone var et område der strakte sig ca. 20 km syd for linjen, der adskilte de to zoner og som bl.a. omfattede Flensborg og vadehavsøerne.

 

Tropperne kommer

19. januar forlod tyskerne Haderslev. Dagen efter rykkede franske tropper ind. Samtidig besatte britiske tropper, Aabenraa. Den 22. januar marcherede franske tropper ind i Sønderborg. Og den 24. januar forlod de tyske tropper Flensborg. De efterlod både Duborg – kasernen og Marineskolen Flensborg – Mörvig til britiske styrker.
20. februar ankom de første britiske styrker til Tønder.

Ja og den 25. januar ved middagstid ankom nattoget fra København til Flensborg. Ombord var den internationale kommission.

 

Efter 10. februar

Efter afstemningen kunne man konstatere tysk flertal i Aabenraa, Sønderborg, Tønder, Højer Flække og Landsogn samt i Ubjerg og Tinglev Landsogne.

Tiden mellem den 14. februar og 14. marts var formentlig den mest udfordrende for den Internationale Kommission.

I Mellemslesvig havde de dansksindede været i mindretal i debatterne. I Flensborg var der ofte ballade. Den lokale politimester tog sin afsked, fordi han ikke kunne få et fornuftigt samarbejde med de internationale tropper.

Den såkaldte Tiedje – linje kom til debat. Den gik i en lige linje nord om Højer, syd om Møgeltønder, nord om Tønder og videre i en bue om Løgumkloster og ud ved Flensborg Fjord.

 

Påskekrisen

Egentlig vil vi ikke gå i detaljer med dette. Det er jo en artikel i sig selv. Zahle har en gang sagt, at ”Christian den Tiende førte politik med hjertet”. Han tillod at afsætte regeringen. Men det var sandelig lige før, at han havde afsat sig selv. Hans hjerte bankede stadig for hele Slesvig. Og han var bestemt ikke tilfreds med udviklingen. Han var af den opfattelse, at Zahle – regeringen i den grad havde begået vildfarelser. Kongen ville også have haft Flensborg til Danmark.

I befolkningen opnåede H.P. Hanssen at blive kaldt for forræder, fordi han gik med til Slesvigs deling.

Først den 9. juli underskrev Christian den 10. formelt den traktat, der delte Slesvig midt over.

 

Kvinderne i Haderslev

Kvinderne i Haderslev havde fået nok. De måtte ikke engang tale dansk i telefonen. Blev det opdaget blev telefonen konfiskeret. Den 2. jan 1918 kl. 10 præcis startede et kæmpe opløb i byen. På alle fabrikker og Fuglsang bryggeriet nedlagde kvinderne arbejdet. De begav sig alle til Rådhuset.

Hurtigt fik man fat i borgmester Schindelhauer. Han måtte have politieskorte gennem menneskemængden. Gennem vinduet lovede han nu kvinderne marmelade, sirup og et pund gryn. De fik også lovning på sukker og at mælken fremover ikke var sur, når de fik den.

 

En spion i Sønderborg

Man havde fundet ud af, at der var en spion, der huserede på flådestationen og andre steder i Sønderborg. Men man vidste ikke, hvem det var.

En ung flyveløjtnant, der kaldte sig Freiherr von Smettau var kommet til Sønderborg. Han havde fået talt med landråden og omgikkes alle officerer. I Varnæs fik han en meget fin middag. Da han så skulle betale, sagde han, at regningen skulle sendes til flyverskolen i Aabenraa.

Værten fattede mistanke og ringede til skolen. Et par flyvere blev nu sendt til Varnæs, fordi man pludselig fandt ud af, at han kunne være spionen. Men han var for længst over alle bjerge.

 

Da Als blev republik

Det var den 6. november 1918, at Bruno Topf erklærede Als som en republik og at han nu var præsident. Dagen efter ophørte Als at være republik og ekspræsidenten gled ud af historien.

Under krigen var han overskædder – gast i Marinen. Da budskabet om revolutionen nåede Sønderborg lå han på lazarettet. Han led af tuberkulose. Trods alt kom han i spidsen af Soldaterrådet.

Han forlangte bl.a. at marinen skulle sejle under rødt flag.

 

Flertal i Bov Sogn

I Bov Sogn var der 656 danske mod 496 tyske stemmer. Og så var det problemer for befolkningen i Frøslev. De skulle have speciel tilladelse for at komme til Padborg.

Den 10. februar 1929 blev der rejst 29 flagstænger i Frøslev og alle var naturligvis forsynet med Dannebrog. De tysksindede flagrede med Slesvig Holsten flaget eller det tyske rigsflag.

Og resultat i Frøslev blev 149 danske mod 106 tyske stemmer.

 

Grænsedragningen

I første omgang kom grænsedragningen til at gå tværs gennem Kruså Mølle og Kobbermøllen. Ejerne ønskede at komme til Danmark. Men det skete nu ikke for Kobbermøllen. Også Krusågård ønskede at komme til Danmark.

 

Grænsegendarmerne

Grænsegendarmerne, der stadig stod ved Kongeåen til november 1920, måtte sende folk til den ny grænse den 5. maj 1920. Oprindelig var de 100 mand hernede. Men det blev hurtig udvidet til 500. Unge danske soldater, der ellers skulle have været hjemsendt blev nu udkommanderet til grænsegendarmerne.

De skulle gå to daglige ture på gendarmstien. Dagen var inddelt i 6 vagter af 4 timer. Og der var masser af smugleri over grænsen. I 1920 blev en gendarm skudt.

Ordren lød på, at man ikke måtte gå til bal i den flotte blå uniform. Men ak. De unge gendarmer kunne godt mærke, at den blå uniform tiltrak de unge sønderjyske piger.

Mange forelskelser fulgte. Der blev til mange forlovelser. Og mange gendarmer bosatte sig hernede.

Dem, der så ikke havde held med pigerne i første omgang indrykkede en annonce i Flensborg Avis:

 

• Unge Damer – Se her – Fire unge livlige Gendarmer søger Bekendtskab med flere smukke Flensborgske Damer – Billet mrkt. ”Haab” med Fotografi paa Flensborg Avis’ s Kontor.

 

Rige tysker i Kollund

Efter 1920 var der stadig masser af rige tysker, der besøgte hotellerne langs Flensborg Fjord. Ja man kunne læse i Flensborg Avis, hvem der besøgte Kollund. Fjorddamperne havde masser af passagerer.

 

Kruså voksede

I 1921 var der kun 120 mennesker i Kruså. Men det antal voksede hurtigt. Tolderne stiftede familie og bosatte sig. Mange embedsmænd fra Padborg bosatte sig også her.

 

Farvel til de russiske flygtninge

Det var vedmodigt, da de russiske flygtninge fra sognet forlod stedet. De blev kørt til Flensborg Banegård. Men mange beboere fra sognet var taget med derover. Der blev udvekslet mange ”Dosvidanje”. Fangerne gav udtryk for, at de aldrig ville glemme befolkningen i Bov.

 

Landeværnet blev dannet i Tinglev

I Tinglev blev foreningen ”Landeværnet” dannet som led i den nationale kamp om jorden i Sønderjylland. Allerede i 1890 startede den preussiske stat germaniseringen af området ved at tilbyde tyske landmænd billige jendomme og jord.

Mens landbruget i Sønderjylland var i dyb krise forsøgte ”Kreditanstallt Vogelgesang” at støtte unge tyske landmænd med billige lån.

I juli 1920 var markens kurs helt nede på 16 øre. De sønderjyske banker og sparekasser fik stillet 20 mio. kr. til rådighed i statslån. Man forsøgte sig med Sønderjysk Kreditforening. De nystiftede lån var dog forholdsvis dyre. I 1927 oprettedes Sønderjysk Hypotekslån.

Dengang var 40 pct. af nordslesvigerne beskæftiget ved landbruget. Men man manglede arbejdskraft. Mange af sønderjyderne var udvandret enten til Amerika eller Danmark.

I 1926 havde Berlin bevilliget 6 mio. kr. til tysk kultur i Nordslesvig. Interessant er det også at se, at 17.000 af befolkningen var født syd for grænsen, og 8.000 tjenestefolk var såkaldte ”udlændinge” nok mest tyske.

 

Præst vækker forargelse i Bylderup Bov

En mindetavle i Bylderup Bov vakte vild forargelse. Pastor von Hermolt havde ladet en mindetavle opstille. Han havde forsynet den med det Slesvig Holstenske våben og med tysk indskrift med, hvem der var faldet for fædrelandet.

Da konfirmationsundervisningen skulle starte ville man have en anden præst. Det var så pastor Schüllein fra Øster Højst, der måtte træde til.

Det var sin sag med disse præster. Mange søgte embeder syd for grænsen. Nogle blev fyret, og nogle beholdt man. I Visby nord for Tønder lød afstemningen på 146 mod 146 for den nuværende præst. Men han trak sig først i 1922 mod en understøttelse på årligt 2.500 kr.

Præsten havde begået den ”forbrydelse”, at begrave sin kone ude i haven. Det havde han ikke fået tilladelse til.

Og ude i Højer havde pastor Rolfs taget sin afsked. Så blev det pastor Brarens tur. Men han mødte op i sin tyske præstedragt ved indsættelsen. Han mente at han både var danskernes og tyskernes præst. Han lagde alle hindringer i vejen, da det endelig kom en dansk præst til Højer. Her gad menighedsrådet ikke engang at hjælpe med at finde en bolig til den ny pastor.

Så måtte direktøren for Højer Tæppefabrik træde til og købe en bolig til ham.

 

I Burkal

Først i oktober 1920 blev et skilt, hvor der stod ”Dorf Burkall, Kreiss Tondern” fjernet. Her boede danskere og tyskere side om side. Ja tyskerne hed også Nissen, Petersen, Nielsen, Hansen, Lorentzen m.m. For udefrakommende var det en overraskelse. Og de talte også sønderjysk.

Ja man sagde, at i Tønder snakkede man fem sprog omkring 1920, højtysk, rigsdansk, plattysk, frisisk og sønderjysk. Ja nogle talte også Tønder – plat. Men på gaden talte man sønderjysk.

Skolen i Burkal var forsømt. Der var to klasser med 60 elever i hver. Førstelærer Hansen kunne fortælle, da en preussisk embedsmand var på besøg engang. Han åbnede vinduet på en måde, så glasset faldt ud rammen:

 

• Wo man hin sieht, und wo man hin greift, lauter Trümmer.

 

En søndag I november blev en sten afsløret ved indgangen til kirkegården. Det var til minde om dem fra sognet, der faldt i krigen. 70 navne var der på stenen. Pastor Schwartz fra Holsten holdt tale på dansk, og førstelærer Hansen, der var født i Sønderjylland holdt tale på tysk.

I det daglige var der ingen problemer mellem de danske og de tysker. Man levede side om side. Men ved fester og sammenkomster kunne udtalelserne godt løbe løbsk.

Slogs Herreds Hus betød meget for danskheden. Den lå i Bylderup. Og her i Burkal var der et stort tysk flertal.

I Slogs Herred var der stærk hjemmetyskhed efter 1920. De danske præster var for længst fordrevet. Kun i Ravsted og danske Rørkær havde man dengang protesteret.

 

Meyer var jo dansksindet

Lærer Meyer i Rørkær stammede fra Simondys ved Frøslev. Han måtte undertrykke sin danskhed for at bevare jobbet. Mod sin vilje var han også formand for en tysk forening i byen.

Den danske Sangforening blev oprettet. De øvede på Stationskroen i Jejsing. Men så kom der et forbud mod at synge på kroen. Resultatet af dette forbud førte til et dansk forsamlingshus lige i nærheden.

En aften var der et tysk møde på kroen og på forsamlingshuset var der samme aften et dansk møde. Men Johan Meyer kunne ikke dy sig:

 

• Mens vi sidder her og knap nok kan synge første vers af ”Deuschland über alles” udenad, synger vores danske venner de danske sange fra første til sidste vers næsten alle udenad.

 

Dermed faldt Johan Meyer i unåde hos tyskerne i sognet.

 

Anton fra Lydersholm

Efter afstemningen i 1920 og grænsedragningen blev den justeret mange steder. Det skete fordi ejeren absolut ikke ville tilhøre den anden nationalitet. Det gjaldt også for Adolf Ewertsen. Han blev også kaldt for Adolf Tysker. Inden grænsen blev flyttet boede han i Lydersholm.

Han ville absolut ikke være dansk statsborger. Da området så blev dansk pakkede han sine ejendele og flyttede over på tysk side. Han boede så med en ko og nogle får i en jordhule, da han ikke havde råd til at købe eller leje et hus.

Han blev i 1924 begravet på Ladelund Kirkegård, syd for grænsen. Familien betalte i danske kroner og ører.

 

Mange tyske foreninger i Tønder

I Tønder var det både Singverein, Familienverein, Schützenverein og Æ Feuerwehr. De fleste tysksindede talte sønderjysk i det daglige. De havde ikke så meget til overs for Danmark:

 

• De har it mæe soldate, end at Æ Feuerwehr i Affanraa ka arrestere dem.

Kiegsverein havde sagt, at de ville ekskludere de tysksindede borgere, der blev aktionærer hos Tønder Landmandsbank. Mange fik så deres koner til at skrive under i stedet. Så kunne man stadig være anset i de tyske kredse.

Oluf Olufsen, Tysksindet borgmester i Tønder og byens matador så helst ikke, at der kom flere banker til byen. Han opbevarede alle de store landmænds penge i sin meget store bankboks.

Desværre fik han solgt alle sine grunde på et forkert tidspunkt. Han investerede sine penge i tyske mark. Det skulle han nok heller ikke have gjort.

Den nye matador i Tønder blev Hans Angel. Han blev også kaldt for Tykke Angel. Han var urimelig tyk. Man sagde om ham, at han kunne spise en hel ost af gangen.

 

Revolutionen i Tønder

Også i Tønder var der revolution. Et par menige soldater fra Kiel var ankommet med røde plakater. Der blev også oprettet soldater – og arbejderråd. På et møde i byrådet bankede førerne af kommunisterne deres revolvere i bordet. Dette medførte, at de fik flere penge til deres gøremål

Det blev også afholdt et offentlige møde på Torvet i Tønder. Til den historie hører, at borgmesteren skulle fremskaffe et rødt flag. Men det lykkedes ikke, så måtte fruen ofre hendes røde kjole, ellers kunne revolutionen ikke gennemføres i Tønder.

 

Legater kun til tysksindede

Der var mange legater i Tønder. Men de allerfleste blev kun givet til de tysksindede. En dansksindet mor henvendte sig for at få et legat til datterens konfirmation. Hun fik følgende svar:

 

• Nej, hvad tænker De dog på. Deres mand er jo fra Danmark. Så må Danmark jo ernære Dem
• Å ejsen må de hunge.

 

Da Thorvald Petersen rejste problemet i Tønder i 1919 var svaret:

 

• Sie sind ja Dänische Untertannen, mit dennen haben wir nichts zu tun.

 

Sturm auf Tondern

Deutscher verein havde i Tønder indkaldt til Folkemøde. Der samlede 1.000 deltagere. Ekstra tog var indsat. Man kaldte mødet ikke uden grund ”Sturm auf Tondern” Og formanden holdt et langt indlæg om de tyske værdier.

 

Sangerkrigen i Tønder

Inden valget havde de dansksindede meget travlt. Det viste sig, at meget få havde kendskab til Danmark og hvad det stod for.

Fra tysk side havde man i generationer fortalt, om hvilket lille usselt land, det var. Og det var avisen Tonderische Zeitung, der førte an.

Til afstemningen var der kommet et særtog nord fra. Men der var ingen flagalle til at tage imod de dansksindede. I stedet for stod hundredevis af tyske skolebørn på banegården og sang:

 

• Schleswig Holstein meerumslungen

 

Den 10. februar 1920 opstod der en sangerkrig på Storegade i Tønder. De tysksindede sang ”Schleswig Holstein meerumschlungen” og de dansksindede sang ”I alle de riger og lande”

Det kom til optøjer. Engelske soldater måtte tilkaldes og Grev Schack forsøgte at berolige gemytterne.

Ja det blev et klar flertal til Tyskerne med 2.448 stemmer. Danskerne fik kun 750 stemmer. Inden valget var borgerne gået rundt med sløjfer på tøjet for at tilkendegive, hvor de hørte til. De dansksindede med rød og hvis og de tysksindede med ”Schwartz, Rot, Gold.

Selve afstemningsdagen var præget af stærk storm, sne og slud.

 

Soldaterne kommer

Den 10. jan 1920 forlod de tyske tropper endelig afstemningszone. Rundt omkring i Sønderjylland begyndte engelske og franske tropper at rykke ind efter 14. jan.

Den 2. februar var englænderne kommet med en fortrop med 60 mand. Til tonerne af engelske kampsange gik det til Seminariet. Forest gik en karl fra Solvig med Dannebrog.

Den 5. maj kom de danske tropper endelig til Sønderjylland. De havde fået strenge ordre til opføre sig korrekt over for de tysksindede. De skulle fremme danskheden ved at lære fædrelandssangen udenad. De skulle kunne Sønderjyllands indviklede historie og besøge mindestenene.

Allerede syd for Ribe løb man ind i de første problemer. Her ville den tyske lokomotivfører spænde treinvognene fra. Men han kom på andre tanker, da han blev truet med en pistol.

Ved den første sønderjyske station Vester Vedsted stod folk og vinkede med Dannebrogs – flag.

Ved ankomsten til Tønder drillede de tyske jernbanefolk igen. Tropperne blev rangeret helt over til kreaturstaldene. Man rangerede ekstra kraftig og ekstra længe.

Det var uro i Tønder. Det hjalp da de danske soldater ankom til Tønder. Men det var kun kortvarig.

Den 4. juni blev der erklæret generalstrejke. De tyske arbejdere forlangte timelønnen sat op fra 1,60 til 2,00 kr. Man forlangte at danske politi skulle beskytte arbejderne på værkerne. Men det ville politiet ikke, så måtte dragonerne træde i funktion.

Den 8. maj var dragonerne ankommet til Tønder fra Randers. Hestene blev i begyndelsen opstillet forskellige steder i byen indtil staldene ved Ryttervej var færdigbygget.

Soldaterne flyttede først ude på zeppelinbasen nord for Tønder. Efterhånden flyttede de så ind i det nordlige Tønder, hvor Ryttervej og Svinget nu ligger.

 

Møntsystemet

Den 20. maj indførtes det danske møntsystem. Kroner og øre afløste Mark og pfennig.

Håndværkere, lønarbejdere og tjenestefolk klagede over, at de fik deres løn udbetalt i ustabile D – mark. De ville hellere have deres løn udbetalt i danske kroner.

Overgangen fra tysk til dansk forvaltning skabte problemer. I den tyske forvaltning havde hver lille by et kommuneråd og en forstander. Nu skulle man pludselig være en stor sognekommune.

 

De danske Tog

Den 14. juni kørte det første danske tog til Bramming. To dage efter rejste det tyske personale med et tog bestående af 10 tyske lokomotiver med af rejse fra Marschbahnhof, men nu Tønder H.

Man lod alle dampføjterne pibe på en gang. På siden af alle lokomotiver var hængt plakater med teksten:

 

• Vi kommer igen om fem år.

 

Den tyske stationsforstander overlod kassen til den danske efterfølger. Kassen var tom. Der blev drukket et glas portvin. Man var høflige over for hinanden. Men tyskerne trak sig hurtig. Næsten alt på stationen manglede. Det så noget ramponeret ud.

Et par dage efter overmalede de tysksindede alle de røde postkasser i Tønder.

 

Tønder mister opland

Tønders opland mod syd blev ny stærkt begrænset, Fra en upåagtet Kreisstadt blev byen nye Danmarks yderste grænseby.

 

I Byrådssalen

Det første valg efter ”Genforeningen” gav de dansksindede tre ud af 18 stemmer. De dansksindede nægtede at tale tysk efter 1920. Det fik skræddermester Petersen til ar rejse sig. På tysk forkyndte han:

 

• Jeg forstår ikke dansk. Må vi få en tolk. Jeg opfordrer alle de tysksindede til at udvandre fra salen i protest.

 

Et dansk bibliotek

I en baggård til Tønder Landmandsbank var der under det tyske styre indrettet et dansk bibliotek på 56 m2. Man var meget forsigtig. Danske tjenestemænd turde ikke at møde op her.

Af og til dukkede en tysk gendarm op. Han skulle høre, hvad der blev læst op og hvad der blev sunget.

Under det tyske herredømme fik man meget hjælp fra Kongeriget. Byrådet i Tønder mente, at man kunne klare sig med det tyske bibliotek. Og det var i 1922. Men Tønder Bibliotek startede først sin virksomhed i 1923 med kun 12.000 kr.

Man havde i begyndelsen 1.400 bøger til udlån. I 1928 havde man samlet så mange bøger, at man kunne kalde sig centralbibliotek. Det var en meget svær fødsel.

 

Hvor er de dumme danskere?

For Landrath Rogge var det irriterende, at der trods alt var dansksindede i byen inden 1920. Han kendte ikke så mange af dem. Og så stillede han hele tiden spørgsmålet:

 

• Wo sind die dummen Dänen?

 

Og de dansksindede blev mødt af de tysksindede med følgende bemærkning:

 

• Danskerpak – mæ Lus i æ Nak.

 

Statsskolen

I 1920 afløste Tønder Statsskole, Realschule Tondern. Den danske regering havde besluttet, at der skulle oprettes fire gymnasier i Sønderjylland.

Pastor Steffen, den tyske præst i Tønder synes, at det var uretfærdig at Tønder var blevet tysk. I 1917 havde man besluttet at afskaffe den danske gudstjeneste.

En adjunkt senere lektor dr. Felix Arnt var lærer i tysk. Han kom fra Brandenburg. I 1920 fik han lov til at gå med over i Statsskolen. I Tønder lærte man sandelig ikke ”Københavner – tysk” Han var ret populær. Men senere oplevede eleverne nærmest et chok.

 

Den rebelske storbonde

Ude i Vester Anflod boede den rebelske storbonde Cornelius Petersen. Hans fødeegn var Nordfrisland. Han gik egentlig ind for et samlet Slesvig Holsten. Han oprettede bevægelsen ”Bondens Selvstyre” Han havde også tæt kontakt Danevirke – bevægelsen.

I 1926 kaldte han Stauning for en røverkaptajn. Det kom efter at Stauning på Bov kro havde sagt, at 50.000 arbejdsløse var klar til at overtage det fallerede landbrug. Ja for denne bemærkning fik han tre måneders fængsel.

 

Heimatfest 1921

Genforeningen var langt fra så smertefri, som det ofte bliver fremstillet. Den 18. – 19. juni 1921 var der Heimatfest i Tønder. De tysksindede havde set frem til den dag. Det var ”Oprørssangen” og ”Oprørsfanerne”. Man sang også smædesangen:

 

• Wir wollen keine Dänen sein

 

Folketingsmand Schmidt holdt en kamptale for den tyske ungdom. 1.500 mand var med i marchen. Danske soldater gik i spidsen og forsøgte at overdøve tyskerne ved at afsyngefædrelandssange. Militæret blev svinet til i de tysksindede medier i Sønderjylland.

 

Man talte dansk i Aventoft

Man talte dansk i Aventoft syd for Tønder. Og det gjorde man også i den nærliggende by Humptrup. Men en ”Jyllænder” var noget af det mest forargelige, som man kunne tænke sig. Det kaldte man en, der var dansk døbt i Møgeltønder.

Og når kaffen steg i pris var det københavnernes skyld. I 1920 skete der noget i Aventoft. Nu sagde de tysksindede:

 

• Ich bin Deutsch bis an die Knochen

 

Det blev de så drillet for af dansksindede. For knoglerne var jo danske. De havde jo alle sammen hentet dansk flæsk i Ribe. Efter afstemningen blev kontakten til Danmark udvidet.

Den 15. juni blev Nordslesvig officielt forenet med Danmark. Indtil november 1920 var den gamle grænse stadig overvåget.

En overgang efter 1920 var bestemmelserne så strenge, at man ikke måtte tale med tyskerne på den anden side af grænsen.

Her ved Aventoft ville ejeren sandelig ikke sælge arealet til det danske toldvæsen. Han kunne ikke komme til sin mødding hævdede han, når arealet blev solgt. Myndighederne besluttede, at man skulle foretage prøvekørsler med og uden mødding. Men man nåede dog til kompromis uden disse prøvekørsler.

 

Den stakkels beboer

Ude i Højer havde man den 18. marts 1919 udvidet flækkebestyrelsen fra 8 til 15. Og det var med et meget stort tysk flertal

En gammel tysk beboer i Højer troede blindt på Tysklands sag. Han gav i den grad udtryk for sine følelser med ”Die Abtrennung”. I hans bibel skrev han:

 

• Min Gud, Min Gud, hvorfor har du forladt os? Sådan skriver jeg og tusinde gode tyskere i Nordslesvig daglig til dig. Vi kan ikke begribe dine uransagelige veje. Vi forstår slet ikke, kære Gud. Af hvilken grund skulle vi tyskere udleveres til de hadefulde danskere og gøre os til sønderjyder.

 

Ikke mange danske børn

I oktober 1920 blev der oprettet en dansk kommuneskole. Men i bygningen skulle man også dele med den tyske kommuneskole med 168 børn. Den danske afdeling havde kun 16 børn det første år. Året efter var der allerede 45 danske børn.

De to skoleledere var uenige om alting. Det blev først meget bedre i 1926, da den danske skoleleder blev fyret.

De dansksindede forældre havde heller ikke så meget, at skulle have sagt i Højer. De tysksindede havde også de største gårde i byen.

I Flækkerådet blev der altid sagt ”Lad os stemme om det”. Der var tysk flertal til efter besættelsen. Der sad da så mange i Fårhuslejren, at det endelig blev dansk flertal.

 

Mange skift af statsborgerskab

Käthe Boysen fra Herbergsgade blev født som tysk statsborger i 1906. Hun fik dansk statsborgerskab i 1920. I 1926 blev hun gift og blev automatisk tysk statsborger. Senere Blev hun og hendes mand så danske statsborgere. Så let gik det langt fra alle i Sønderjylland.

 

Revolution i Højer

Som alle andre steder varder også revolution i Højer. Det foregik på Centralhotellet. En kendt håndværker blev foreslået som formand:

 

• Nej, nej, Det ka æ it – Det stemme it mæ min kristen øwebevisning

Men håndværkeren måtte nu bøje sig for modbevisningen:

 

• Dæ æ jawn sån jen, Vorherre ve ha

 

Eksempel på modsætningsforhold

Modsætningsforholdene mellem dansk og tysk var til stede. Og den lille historie giver et humoristisk indtryk af det.

En hjemmetysker havde været på kro og fået en ordentlig ”hårbyttel” Han kunne ikke stå på benene og endte i rendestenen. Et par mænd kom forbi og spurgte om de kunne hjælpe:

 

• Æ I tysk essen dansk?

 

De to måtte indrømme, at de var dansksindet. Så lod svaret ned fra rendestenen:

 

• Dann lieber kriechen

 

Kongens rundtur

Så var det Jomfru Fanny fra Aabenraa. Ja og for dem, der ikke kender hende, kan vi fortælle, at mange tror, at hun var kongedatter. I så fald skulle hun have været halvbror til H.C. Andersen, som var beskyldt for at være kongesøn. Jomfru Fanny var kommet til Aabenraa en sen nattestund i en kongelig karret til Slotsgade i Aabenraa. Men se det er en hel anden historie. Men hun kunne forudse ting og sager. Hun havde proklameret:

 

• Det bliver ikke Christian den Niende som kommer herned som dansk konge. Kongen som kommer, er en mand i sin bedste alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende på en hvis hest. Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser, og det vil være sort af mennesker for at tage imod ham og ikke et eneste kendt ansigt.

 

Og kongen kom den 10. juli 1920. Han var kommet med skib til Kolding. En kilometer før grænsen var han steget op på Malgre Tout. Det er fransk og betyder ”Trods alt”

Man har sagt at hesten var en albino. Men nu kan heste ikke blive albinoer.

Dengang havde de kongelige stalde ikke nogen hvide heste. Men det havde man på Visborggaard.

 

Hesten blev aflivet i 1921

I 1921 fik den dårlige ben og måtte skydes. Man talte om at skyde den. Men det ville koste den fyrstelige sum af 12.000 kr. Det ville man dog ikke ofre. I stedet lagde man en stor sten over dens grav. Kongen havde været op og snakke med den, da den levede.

Hesten var ikke blevet skudt påstås det. Den blev slået ned. Og så var den ikke købt i Frankrig, men det var en ”Knabstrupper” Og så havde man ikke brugt kalk men pibeler.

Og myterne er mange. Således skulle Arveprins Knud have fået noget kalk på sig. Han red ved siden af sin far.

 

Lille Johannes tårer

Den lille pige var Pastor Brarens lille plejedatter. Han blev senere dansk/tysk præst i Højer. Det var i 1926. Og Henrik Pontopidan skrev et digt om episoden. Det var meningen, at hun kun skulle give ham blomsterne. Meningen var slet ikke, at hun skulle op til kongen. Kongen spurgte moderen. Men hun hørte ikke spørgsmålet.

I forvejen havde nerverne spillet hende et puds. Der var mange mennesker, så hun var utryg. Tårene trillede ned af hendes kinder, da hun sad oppe hus kongen. Lille Johanne var i 1915 blevet overladt til et børnehjem. Hun kom i pleje hos familien Braren i Årslev.

Kongen mente ellers at pigen var meget tillidsfuld. Han holdt kontakten ved lige. Og Johanne fik et halsbånd af ham til sin konfirmation.

Der hvor kongen red over var lige i nærheden af Frederikshøj, nord for Christiansfeld.

 

De kom fra Flensborg

Den 12 juli kom kongen forbi Bov Sogn. De danske fra Flensborg var gået til Kruså for at hilse på kongen. Et mindesmærke er også sat op ved Kruså Korsvej:

 

• Her mødte Christian den 10. det danske folk syd fra 12.7.1920. I skal ikke blive glemt.

 

Besøget i Burkal

Selvfølgelig kom kongen og dronningen også til Burkal. De dansksindede havde travlt. I løbet af natten havde de rejst en æresport. Og da tiden nærmede sig, var de to lærere og børnene styrtet hen til landevejen. Pastor Schwartz skulle byde velkommen. Han var nervøs og gik frem og tilbage.

Delvis skjult bag buskerne over på den anden side af vejen stod en masse hjemmetyskere. Alle kiggede spændt i retningen af Saksborg. Så kom der en bil. Alle skyndte sig tilbage i opstilling. Men ak, det var bare amtsskolekonsulent Svendsen. Han kørte en Ford af ældre model. Han råbte, at de var på vej.

En bil i det fjerne. Den funklede i solen. Det måtte være den. Tilbage i opstillingen. Det måtte da være kongen. Men ak nej. Det var Grev Schack. Og hvad lavede han her. Han skulle jo selv tage imod på Schackenborg senere i løbet af dagen.

Men et par minutter efter kom kongen og følge. Han var i admiralsuniform. Pastor Schwartz fra Holsten holdt tale på dansk, Og kongen sagde tak for troskab gennem årene. Nogle af børnene fik et kongeligt håndtryk. Og efter et kvarter var det hele overstået. Kongen med følge tog retning mod Store Jyndevad og Rens.

 

Store øre i Tønder

Da kongefamilien kom til Tønder kom til lovede den tysksindede borgmester Olufsen loyalitet over for Danmark. Kongen var stadig præget af et uheld ved grænsen, hvor hesten smed ham af. Han haltede temmelig meget.

Man flagede endda med Dannebrog fra kirketårnet. I første omgang havde man ikke turdet at spørge det tyske flertal om lov. Men de havde ikke noget imod det.

To hjemmetyske piger stod og snakkede sammen på Torvet:

 

• Kug Mahl – Der König har grossen Ohren!

 

Pludselig vendte kongen sig smilende om til de to piger:

 

• Ja mit grossen Ohren kan er alles höhren

 

Da Laust fik en kongelig køretur

Det var lidt af en kattepine for Højer, at kongen kom på besøg. Byrådet skulle godkende talen, som borgmester Johansen holdt på tysk.

Da kongen havde været i Møgeltønder og Højer og skulle til Skærbæk, gjorde han lige holdt i en lille landsby. Og der stod en af byen gamle bønder, Laust. Han hilste på kongen:

 

• Godaw Hr. Kung
• I ku vel it køe så sinne, tæ æ ka følg mæ i mit hestvoun.

 

Laust ville gerne være der i Skærbæk, når Kongen blev modtaget. Det endte med, at Laust kunne tage plads i en af de medfølgende biler.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.468 artikler, heraf har vi udvalgt disse artikler, der historisk kan føres frem til de ting, der skete i 1920

 

Se listen (118 artikler) – i artiklen – Velkommen til Indlemmelse. Afståelse og Genforening her i kategorien

 

 

 

 

 

Velkommen til Indlemmelse, Afståelse og Genforening

Der er mange holdninger til brugen af ordet ”Genforening”. Følelsesmæssig kan man måske godt forstå det. Men historisk er det forkert. Det vil ”Den Gamle Redaktør” fortælle om til Afstemningsfest i Rens den 10. februar 2020. Her er en liste over 112 artikler på dengang.dk, der har relationer til Indlemmelse, Afståelse og Genforening.

 

Utilfredshed med ”Den Gamle Redaktørs” artikler

Her i 2020 er det 100 år siden, at Sønderjylland blev indlemmet i Danmark. Her på siden har vi efterhånden skrevet en del artikler, der henviser til overstående. Vi har fået mange hug fra læsere, fordi vi ikke uden videre anerkender ordet Genforening.

Vi kan sagtens forstå, at der er følelser med ordet Genforening, men historisk er det ikke korrekt. Og det er jo vanvittigt, hvis man forlanger at folk fra Det Tyske Mindretal uden videre skal godkende ordet. Så kender man ikke historien.

Der bliver i jubilæumsåret holdt mange arrangementer i det sønderjyske. Det er ”Den Gamle Redaktørs” håb, at man ikke begår historieforfalskning. Der er skrevet mange bøger om begivenheden. Og dem ”Den gamle redaktør” indtil nu har læst er udmærket.

Men der er sandelig også læst artikler, der ikke holder sig til sandheden.

 

En festtale i Rens

Selv har ”Den Gamle Redaktør” æren af, at skal holde Festtalen til Afstemningsfesten nede i Rens i Sønderjylland. For dem der ikke ved det, så ligger den lille by mellem Tønder og Tinglev lige op af den tyske grænse. Og ”Den Gamle Redaktør” glæder sig.

Vi skal have en festmiddag, der består af det, som man spiste dengang. Ja så kommer Tinglev Brandværnsorkester og spiller nogle melodier, der hører med til Afstemningsfesten. Og det bedste er, at talen bliver holdt på sønderjysk. Måske har der allerede lyst nogle kritiske ryster:

• Hvad ved en københavner om det tema, og kan han sønderjysk?

Ja de faste læsere af denne side ved hvis bedre!

 

Masser af artikler

Nu er det sådan, at allerede nu har flere medier henvendt sig, derfor starter vi en ny temaside om Indlemmelse, Afståelse og Genforening. Vi kan sikkert også finde flere ord for det, der skete for 100 år siden.

Vi har jo allerede skrevet en del om temaet og lagt artiklerne ud. Derfor starter vi her med en oversigt over de artikler, der giver et overblik over begivenhederne. Og så starter vi med at henvise til, hvor du kan finde artiklerne.

Vi vil i løbet af 2020 skrive flere artikler om temaet. Og til kritikkerne af vores indlæg, kan vi kun sige, at det selvfølgelig er tilladt at have en holdning, så længe man holder sig til de historiske kendsgerninger.

 

Oversigt over artikler, der relaterer sig til begreberne Indlemmelse, Afståelse og Genforening:

 

• Under Tønder (248 artikler)
• Slogs Herred – mellem dansk og tysk
• Heimatfest 1921
• Tønder – omkring 1930
• Da Tønder igen blev dansk
• Tønder – mellem dansk og tysk
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Tønders tyske sportsforeninger
• Sprogkampen i Tønder 1851 – 1854
• Socialdemokrat i Tønder – dengang
• Tønder – før og efter Genforeningen
• Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
• Lærer i Burkal
• Tondern station
• Tønder Bibliotek – i begyndelsen
• Militæret i Tønder 1920 – 1923
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
• Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
• Soldat i Tønder 1851
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Klosterbrødrene i Tønder
• Man talte da dansk i Tønder i 1600 – tallet
• Et slot i Løgumkloster
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Adel – og storgårde i Tønder Amt
• Schackenborg i Møgeltønder
• Åndens Folk i Tønder
• Tønderhus, slot, borg og fæstning
• Hertugen af Tønder
• Møgeltønders historie

 

• Under Højer (70 artikler)
• Den sure præst fra Højer
• Pigen fra Højer
• Heltene i Vadehavet
• Apotekeren fra Højer

 

• Under Sønderjylland (184 artikler)
• Hvorfor anerkender det tyske mindretal ikke ordet ”Genforening”
• Sønderjylland under pres syd fra
• Folketingsvalget 1939
• Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
• Den Gamle Grænsekro
• Hertugdømmet – den rigtige historie
• Den Blå sangbog i Sønderjylland
• Det tyske mindretal
• Fremmedflag i Sønderjylland
• Sønderjylland – efter Genforeningen
• Jordekamp, Vogelgesang og domænegårde
• Kan man egentlig tale om genforening?
• Er Genforeningen det rette ord?
• Var Sønderjylland en del af Danmarks Rige i Middelalderen?
• Da Sønderjylland blev dansk
• Lov og ret i Sønderjylland – dengang
• Sønderjylland i knibe
• Kongens hvide hest 1-2
• Slaget om Als
• Sønderjylland til Ejderen
• Genforening – Forening eller Indlemmelse
• Ribe – brevet
• Var det virkelig tale om Genforening?
• Dansk-tyske brydninger i et Grænseland
• Var afstemningen i 1920 retfærdig?
• Rendsborg 1848
• De Sønderjyske Piger
• Sønderjyder i Første Verdenskrig
• Ved Krigsfronten
• De kongerigske Enklaver 1 – 2
• Slottet Duborg i Flensborg
• Sikringsstilling Nord
• En adelsborg ved Tønning
• Ned med de dansksindede
• Sproget i Sønderjylland
• Abel og hans sønner
• Sønderjyllands historie indtil 1200
• I Sønderjylland siger vi Mojn
• Genforening, Afståelse, Deling eller Grænsedragning
• Farvel til de sønderjyske Gråbrødreklostre
• På flugt fra Wallenstein
• Dengang på Sønderborg Slot
• Da Christiansfeld opstod
• De sidste hertuger på Augustenborg
• Flensborg – hverdag og krig (2)
• Margrethe den Anden og Sønderjylland

 

• Under Aabenraa (147 artikler):
• Knivsbjerg – nord for Aabenraa (vers. 2018)
• Aabenraa – mellem to krige
• Aabenraa 1848 – 1851
• Aabenraa – før prøjserne
• Kysten – ud for Aabenraa 1863 – 1864
• Aabenraa 1864
• Den onde amtmand fra Aabenraa
• Caspar von Saldern – hvem var han?
• Brundlund Slot
• Adelsslægten fra Aabenraa
• Ahlefeldt og Søgård
• Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa 1-2
• Aabenraas Historie

 

• Under Kruså/Padborg/Bov (57 artikler):
• Bov Sogn – mellem dansk og tysk
• Genforening i Bov Sogn
• Sejren ved Bov
• Kampen ved Bov – og de slesvigske krige

 

• Under 1864 og De Slesvigske Krige (14 artikler):
• Statskup og enevælde
• Unødvendige krige
• Slaget ved Brøns (1)
• Slaget ved Brøns (2) – set med tyske øjne
• G. Monrad 1- 2
• Lundtoft Herred 1848
• Sønderborg 1864
• Sandheden om Herman Bangs Tine

 

• Under København (160 artikler):
• Istedløven brøler stadig
• Begik kongen højforræderi
• Sønderjyder i København

 

• Kig også eventuelt på Besættelsestiden (146 artikler)

Her belyses dansk – tyske forhold efter 1940 og situationen i Sydslesvig.

 

 

 

 

Velkommen til Industri på Nørrebro

Vi har været på jagt efter både store og små fabrikker på Indre og Ydre Nørrebro. Det er blevet til mange virksomheder. Vi har vist flere hundrede flotte fotos. Desværre vil disse komme til at fylde lidt for meget og så er det lige det med rettigheder. Der har været stor interesse for vores projekt. Og det er langt fra slut. Der kommer yderligere en byvandring samt et par foredrag i Nordvest. Her har vi til at starte med en oversigt over de artikler, der allerede ligger inde på dengang.dk og det er under temaerne, Industri på Nørrebro, Den kollektive trafik på Nørrebro og Arbejderne på Nørrebro.

 

Der har været stor interesse for vores projekt ”Industri på Nørrebro”. Vi gik på jagt efter store og små fabrikker både på Indre og Ydre Nørrebro. Der blev samlet et hav af herlige fotos, som vi af tekniske og ophavsretslige grunde ikke kan bringe her. Hvis vi vender tilbage til Facebook, så kan vi bringe nogle af mange herlige fotos der.

Vi har fået tilskud af Nørrebro Lokaludvalg til projektet. Og det har foreløbig blevet til 2 gange 3 timers foredrag med hundredvis af billeder i Støberiet og Multihallen/Nørrebrohallen. Desuden vil der blive arrangeret en byvandring til nogle af de steder, som vi har nævnt.

Desværre er der ikke midler til at bringe et hæfte med fotos og tekst. Men vi har i hvert fald teksten. Og den bringer vi så på dette sted. Måske bliver det ikke i helt samme rækkefølge som under foredragene.

Der er blevet vist interesse fra Nordvest til dette projekt. Så det er muligt, at vi engang i vinter/foråret holder to gange to timers foredrag derude. Det bliver så i en redigeret form. Måske kommer der et par nye virksomheder op på denne.

I denne lille artikel vil gøre opmærksom på, at der allerede ligger en del artikler om emnet her på dengang dk. Her bringer vi en oversigt, som vi har delt op i Industri, Kollektiv trafik og Arbejdere.

Grunden til dette er, at alle tre ting havde betydning for den industrielle udvikling på Nørrebro. Fabrikkerne kunne ikke leve uden den kollektive trafik og godsbanen samt arbejderne.

Vi skal også gøre opmærksom på, at vi også på dengang.dk har en bestemt kategori, der hedder Fra Urtekræmmer til Shawarmabar. Denne kategori bygger delvis på den bog som ”Den Gamle Redaktør” skrev i forbindelse med Nørrebro Handelsforenings 110-års fødselsdag for snart mange år siden.

Den kategori bygger på detailhandlens historie på Nørrebro.

Med andre ord under Nørrebro finder du disse artikler:

 

• Industri på Nørrebro
• Arbejdende børn på fabrikker på Nørrebro
• Tændstikfabrikker på Nørrebro
• Titan på Nørrebro
• Da fabrikkerne kom på Nørrebro
• Mælkedreng på Nørrebro
• Automobilen fra Nørrebrogade 38
• De fattiges fabrik på Ladegården
• Anker Heegaard og hans jernstøberi
• Fra Mælkedreng til pensionist
• En mælkedreng fra Enigheden
• Familien Aller på Nørrebro
• Jagtvejens Mølle
• Ølunds Mølle
• Nørrebro-virksomheder 1923
• Novo på Nørrebro
• Rud Rasmussens snedkerier på Nørrebro
• En Låsesmed på Nørrebro (Fra urtekræmmer til shawarmabar)
• Turen går til Mimersgade-kvarteret

 

• Arbejdere på Nørrebro

Det store slag på Nørre Fælled

Røde Faner på Assistens Kirkegård

De Socialistiske blade på Nørrebro

Ned med arbejderne

Flere arbejdere på Nørrebro

Arbejderkamp på Nørrebro

Arbejdere og Industri på Nørrebro

Arbejderne på Nørrebro

Louis Pio på Nørrebro

Industri og arbejdere på Nørrebro

Der var gang i den på Fælleden

De kaldte sig Syndikalister

Kampen på Fælleden

 

 

 

• Den kollektive trafik på Nørrebro
• Den Gamle Jernbane på Nørrebro
• Jernbanen satte sin spor
• Dengang – der kom en sporvogn på Nørrebro
• Gå ikke over sporet, der kommer tog
• Flere spor på Nørrebro
• På sporet af Nørrebro
• Med tog over Lersøen
• Nørrebros mange stationer
• Sporvogn på Nørrebro

 

Her under denne afdeling vil vi lægge teksten ind fra vores foredrag.

 

En Nørrebrodrengs oplevelser

Vi følger i denne artikel to knægtes oplevelser på Nørrebro. Vi starter i Guldbergsgade før 1900 – tallet og slutter i Kronborggade i 1930erne. Aviser brugt som lokumspapir. Der var sparsom belysning på trappen. Det var lange vinteraftener. Gården og gaden var legeplads. Hestesporvogne larmede på Nørrebro. Skolerne røg i totter på hinanden. Eleverne måtte selv sjoske hjem fra Zoo. Undervisningen blev forstyrret af militæret. På Fælleden var der et morsomt folkeliv. Vi skal høre om den offentlige transport dengang. Vi møder en knægt født i Thorupsgade i 1924. Som 2-årig kom han til Kronborggade. Jægersborggade var spekulationsbyggeri. Stakkels nabosøn. Baneterrænet var en pragtfuld arbejdsplads. Så var det kampene mod ”Hellebækdrengene”. Der var også en digter i Schioldan- stiftelsen. En tjeneste for gamle fru Thorsen gav to øre. En gratis karruseltur, og så var det bager Dueholm. Da far byggede et krystalapparat. Efter kul i mørke. Bygas blev også brugt til stor badedag. Mor vaskede hele dagen. Ikke mange butikker på Kroborggade. Mange tiggere bankede på. Tandlæge – to gange om året.

 

Aviser brugt som lokumspapir

Vi er i Guldbergsgade på Nørrebro. Det er oppe på 4. Sal. Det er før 1900 – tallet. Boligforholdene er meget uhygiejniske. Hjemmet bestod af 3 værelser og køkken. Ejendommen bestod af forhus og baghus med en mellemliggende gårdsplads.

I den østligste del af gårdspladsen var der anbragt en række store skarnskasser. I den vestlige del var der 8 lokummer. De var som regel overfyldte. Som toiletpapir var avispapir det mest almindelige. En spøgefugl havde en dag lagt et par klumper brødgær i et par af tønderne. Det udviklede sig til noget værre svineri.

 

Sparsom belysning på trappen

Trappebelysningen bestod af et åbent gasblus på hver anden etage. Der var ingen belysning på køkkentrappen, som var den eneste vej til gården. Det var en væmmelig tur, når man om aftenen eller natten på naturens vegne skulle ned på lokummet. Så måtte man tænde lys i den lille firkantede lygte, og så ned af de mange trapper og over gårdspladsen. Rotter var der altid.

Det påhvilede alle beboerne at vaske trappe, fra etage til etage. På køkkentrappen skulle der strøs med frisk sand. Der kom hver anden uge en sandhandler i gaden. Al legemlig vask foregik i køkkenvasken og en enkelt gang i en balje på køkkengulvet.

 

De lange vinteraftner

De lange vinteraftener blev tilbragt på forskellig måde. Man var placeret rundt om det store spisebord. Familien bestod af forældre og fem børn. Familien havde klaver, og den ældste søster underholdt ofte med hendes klaverspil. Så sang man og hun spillede fra ”Danmarks Melodibog”.

Så var det jo fæstningen med tinsoldater. Så var det ”Lanterna Magica” som fra kulørte glasplader fremkaldte de smukke lysbilleder, som blev fremført på en hvid ophængt dug. Om sommeren var det mest friluftslivet i kolonihaverne, der trak.

Af og til havde forældrene gæster til kortspil. Så måtte der jo bud til bageren efter brød og fløde. I en lille spand blev der hentet for 5 eller 10 øre fløde. Fløden opbevarede bageren i et stort blikfad. I tilgift fik man en stor klat flødeskind oveni.

Brødet var for det meste 4 øres wienerbrød til de voksne og 2 – øres til børnene eller 5 – øres kager og et fjerdingspund Vrøvl (småkager). Efter kaffen blev ungerne gennet ned på gaden eller puttet i seng.

 

Gaden og gården var legeplads

Som legeplads var der gårdspladsen eller gaden. Der var mange lege ”Skjul”, ”Røver og soldater”, ”Gorm den gamle kæmper” eller som det hed ”Hest og Vogn”. Det sidste bestod af en lang sejlgarnssnor bundet om ærmerne og den bagved løbende dreng. Som pisk havde han en pind med sejlgarnsnet på.

Der var jo mange småbeværtninger på Nørrebro og særlig fredag og lørdag aften oplevede vi at se gadebetjenten drive af med dem ”en fuld støjer”. Dette gav jo anledning til at lege ”Betjent og fuld støjer”. Så optrådte drengene til skiftevis at være betjent eller ”støjer” og den fulde mand blev puttet ned i kælderen.

 

Hestesporvogne larmede på Nørrebro

Gaderne var jo belagt med brosten, hvilket afstedkom stort spektakel. Det var også dengang Nørrebros hestesporvogn, som var i to etager. Desuden var der en hestesporvogn i Korsgade, den havde udgangspunkt ved Skt. Josefs Hospital. Fra Skt. Hans Torv til Christianshavn kørte ”De Gule Hesteomnibusser”. De ophørte i 1903. De grønne omnibusser kørte fra Kapelvej.

I 1897 begyndte de elektriske sporvogne på Nørrebro. De var ubehagelige på grund af syrelugten, som stammede fra akkumulatorerne.

I 1901 fik Nørrebro luftledninger. Samme år fulgte den elektriske drift i Farimagsgaderne samt på Blegdamsvej, her var der toetagers vogne. Automobilerne var der ikke endnu. Men så var der da også de gode gamle hestedroscher.

Ved århundredeskiftet var der Hovedbanegården, som ophørte 1911, da den nuværende banegård blev taget i brug. Så var der ellers Nordbane og Klampenborgbanen.

 

Skolerne røg i totterne på hinanden

Prinsesse Charlottegades skole var en betalingsskole. Den kostede 1 kr. pr. måned. Nede ved Sjællandsgade lå der en skole, som var en friskole uden betaling. Denne forskel førte selvfølgelig med sig, at ungerne fra de to skoler var i totterne på hinanden. Ofte var det nogle grove begivenheder.

Der var både rare og knap så rare lærere på skolen. Fhv. kaptajn Dahl tilhørte den sidste kategori. Han var ubehagelig og straffede børnene hårdt ved at slå inde i håndfladerne med en stok. Det var noget, der sved.

Gymnastiklæreren var fhv. oversergent Bohse. Skolebad kendtes ikke, heller ikke sløjd.

 

Eleverne måtte selv sjoske hjem fra Zoologisk Have

For en knægt var det interessant at se, hvad der foregik på Nørrebros Runddel. Der kom de kønne toetagers sporvogne fra Frederiksberg til deres endestation over i Runddelens sydvestligste hjørne.

De blev kørt ud på en stor drejeskive og blev drejet i modsat retning. Der kunne man så få en lille karruseltur, siddende på trinbrættet.

En gang om året var alle skolens elever i Zoologisk Have. Man marcherede derud i lange rækker. Provianten var hjembragte madpakker og 25 øre til sodavand eller slik.

Klokken 13 præcis var skolegangen normalt slut. Derefter forlod lærerne stedet. Så måtte man selv sjoske hjem, dygtig trætte.

 

Undervisningen blev forstyrret

I de senere skoleår var klasseværelset ovre i sidebygningen, kaldet Filialen. Der vendte vinduerne på førstesal ud mod Fælledarealerne. Herfra blev eleverne ofte forstyrret, når stabsambur Schenstrøm havde øvelser med gardens piber og trompetkorps, eller når infanteristernes hornsignalblæsere holdt øvelser – det var meget generende for undervisningen.

I skolegården var der en vandpost, som man alle kunne sætte mund til. I kælderen kunne man købe ingefærskager hos skolebetjentens hustru. De kostede 1 øre og smagte dejligt.

 

Et morsomt folkeliv

Fra den vestlige del af Guldbergsgade og over til Tagensvej var der et par kolonihaveselskaber. Over på Tagensvej lå jo de store fælleder. Her var om sommeren kvæg på græs. Børnene blev ofte sendt derover med legevognen for at fylde dem med kokager, som blev anvendt til gødning i haven.

På Fælleden var der et morsomt folkeliv om sommeren. Københavns Borgervæbning havde øvelser om aftenen. Under øvelserne var der gerne en længere pause. Så lejrede Borgersoldaterne sig sammen med kone og børn i græsset og den medbragte madkurv og den uundværlige pægleflaske blev snart tømt. Imens underholdt Borgervæbningens Musikkorps de mange tilhørere.

 

De offentlige transportmidler

På Tagensvej kørte en hestesporvogn. Dens rute var fra Heimdalsgade, ad Sølvgade til Kongens Nytorv. Om vinteren var det strengt arbejde for kusken, som sad på den åbne for perron. Var snevejret for strengt måtte der spændes to heste for vognen. Stoppestedet var jo ukendt, så der var stadig stop og igangsætninger. Vognene var indvendig belyst med petroleumslampe i hvert hjørne. Det var jo en stor dag, da sporvognene i 1909 – 10 blev elektrisk sporvogn med linjenummer 10.

Fra dronning Louises Bro kunne man se de smukke hvide motorbåde, som havde passagertrafik mellem Gyldenløvsgade og Østerbro.

Da sporvejsdriften også blev elektrisk, kunne bådene de små både ikke mere betale sig.

 

En knægt fra Thorupsgade i 1924

I Thorupsgade oppe på 4. sal blev en anden Nørrebro-knægt født i 1924. De første ord, han lærte at sige, var adressen. Forældrene var bange for at knægten blev kidnappet, når han stod i barnevognen.

Ejendommen var en af de første lejekasserne bygget i 1870 med 6 lokkummer og pissoir i gården. Huset fik lov at stå i hundrede år, indtil 1971, da faldt den første saneringsbølge i kvarteret.

 

Som 2 – årig til Kronborggade

Næste stop for knægten var Kronborggade. Som de øvrige gader nord for Assistens Kirkegård var gaden anlagt omkring 1900. Her var han flyttet hen i 1926 på tredjesalen af en fem etagers ejendom.

Herfra kunne man tydelig høre lydene fra Nordbanens udstrakte stationsområde. Der var tøffende damptog, de skingre fløjtesignaler og bragene fra under rangering. Men der var også andre lyde, og de var mere foruroligende.

Gården var med et plankeværk adskilt fra parallelgaden – Jægersborggade. Ejendommen var forsynet med en sidebygning, der sprang helt frem til det fælles plankeværk.

 

Jægersborggade var spekulationsbyggeri

Jægersborggade var et spekulationsbyggeri fra århundredeskiftet med ganske små lejligheder, der var pakket med mennesker. Sidebygningen var ren slum, uegnet som bolig for mennesker. Det var forfaldent, uhyggeligt, grimt. Men her boede mennesker. Og vreden og frustrationen trivedes.

Der blev råbt og skreget, drukket og kæmpet med kniv og gafler. Der bliv smidt ting ud af vinduerne eller gennem dem. Politi og ambulancefolk var hyppige gæster. Det var en barsk introduktion til virkelighedens verden for en lille fyr på Nørrebro.

 

Solen trængte kun sparsomt igennem

Gården var meget snæver fyldt som den var af en lang række cykelskure og skarnskasser. Der var plankeværk er på to af siderne.

De høje huse og vasketøjet, der var hængt til tørre ud af vinduerne gjorde det svært for solen, at nå ned til bunden i skakten. Men nu interesserede solen nok ikke så meget børnene. De havde alle tiders legeplads lige for hånden. Der var masser af børn i kvarteret. Den vilde jagt gik hen over skurene, over plankeværkerne og ned i kældrene – med diverse viceværter, som man skulle vare sig for, som gnave modspillere.

 

Stakkels nabosøn

Den var en ren drenge-verden, i hvilken pigerne næppe eksisterede. Man tog, hvad der kom, også et par øretæver, hvis man blev fanget af viceværten eller faldt ned fra et tag. Man hylede ikke, med mindre at det var stærkt nødvendigt.

Det var værre med naboen søn. Hansmor var en kraftig kvinde. Fra vinduet kaldte hun altid, når man legede bedst. Og det skete, at hun også kaldte anden gang. Så vidste man, hvad der var i vente. Så fulgtes man ad op af køkkentrappen og vædede om, hvor mange hug, at han kunne tåle.

Så snart han var inde i køkkenet gik afstraffelsen i gang på nabosønnens bare ende under moderens hårdtslående højre hånd. I sikkerhed stod man så og talte indtil hylende pludselig indtrådte. En sådan hurtig og kontant afstraffelse hørte til dagens orden i dette miljø.

Mange familier havde spanskrør stående i skabet eller en ridepisk hængende på en krog i soveværelset til skræk og advarsel.

 

Baneterrænet var en pragtfuld legeplads

En anden pragtfuld legeplads var baneterrænet. Nordbanen fra København til Hillerød passerede bydelen gennem Hørsholmsgade til Nørrebro Station for enden af Jægersborggade og derfra videre mod nord. Banen blev nedlagt omkring 1930, men heldigvis for drengene fortsatte godstogstrafikken endnu et stykke tid ad de gamle spor.

De lange togrammer bevægede sig med moderat fart ned gennem Hørsholmsgade og nærmest inviterede knægtene til at springe på og af, som man i biografen havde set indianere og cowboys gøre det.

De såkaldte bremsekasser, som ragede i vejret på enkelte af godsvognene, og som var forsynet med en metalstige, der førte op til døren på kassen, øvede en ganske særlig tiltrækning på knægtene. Hvis døren var ulåst, var dagen reddet. Man var i bogstaveligste forstand ”on the top of the world”.

Men farerne lurede overalt. Det var togbetjenten, der fulgte med toget, men som dog ikke havde en kinamands chance for at få fat i kraven på ungerne, dertil var de for årvågne og for rappe på benene.

 

Kampen mod Hellebækdrengene

Næh den virkelige risiko lå i at falde i kløerne på Hellebækkerne, drengene fra Hellebækgade på den anden side af banelegemet. Territorierne stødte sammen netop lige her på banelegemet. Det var dem og de andre. Det var ren bandekrig.

Sikkerheden lå i flokken, og det var flokken som med mellemrum tørnede sammen på banelegemet. Når råbet lød hjemme i gården:

 

• Hellebækkerne kommer!

 

Ja så gjaldt det om hurtigt at finde en solid lang kæp og så over i Hørsholmsgade til kamp. Styrken lå i at få nogle af de store drenge med og ellers at være så mange som muligt inklusive de små og gerne nogle raske piger til at fylde op.

Kampen blev normalt indledt med lerklumper, som var lige til at samle op. Det blev betegnet som fejt at kaste klumper med sten i. Hånende tilråb blandede sig med lerklumperne. Flere drenge og piger sluttede sig til fra gaderne på begge sider af kamppladsen. Der var ofte tale om omkring 50 på hver side.

Det hele opstod spontant uden planlægning eller strategi og uden ledelse, bortset fra, at det var de største drenge og dem med de længste kæppe, som førte an i overgangen fra stillingskrig til angreb. Pludseligt gik det løs under høje råb stormede en af flokkerne fremad, svingende med trævåben fra side til side.

Hvis Hellebækkerne angreb, og de andre for en stund blev tvunget på tilbagetog, så fik de små og pigerne i bagtroppen benene på nakken for brat at standse op, når krigslykken vendte og med fryd deltage i et modangreb, der drev Hellebækkerne helt ud af baneterrænet.

De sårede kom hurtigt til hægterne. Med knækkede kæppe og højstemte beretninger om heltedåd drog man i samlet flok til gaderne. Det hændte at kampen opløste sig før tiden, når et par politimotorcykler viste sig i Hørsholmsgade, hidkaldt af nervøse beboere i de omliggende boligkomplekser.

Størstedelen af krigerne fra begge sider gik i samme skole til daglig. Men kampene blev aldrig fulgt op på skolen dagene efter. Man kendte hinanden så godt, at man undgik at vove sig ind i modpartens gader. Rygterne gik om de forfærdelige konsekvenser det kunne medføre at blive antruffen og taget til fange af drengene på den anden side af banen.

 

Digteren i Schioldans Stiftelse

Lige ud for kampområdet i Hørsholmsgade lå og ligger en stor cementgrå stiftelse, Schioldans Stiftelse. På anden sal boede dengang en hyper sensitiv digter, som konstant var efter knægtene og de efter ham. Han yndede at åbne et vindue og bombardere knægtene med kartofler, ikke mindst når de i flok stillede sig op nede på gaden og sang til ham:

 

• Digter, digter dit hoved svigter

 

Det var ikke den højere for poesi, men nok til at sætte ham i gang med kartoflerne. Han kæmpede virkelig for sin sag også ved at hugge børnenes tennisbold. Det gjorde man dagligt i sæsonen, spillede fodbold på Trekanten, et stort asfaltbelagt fortov i gaflen, hvor Hørsholmsgade løber sammen med Kronborggade.

Stiftelsens gavl fungerede som det ene mål mens målet i modsatte ende blev markeret af et par halstørklæder eller uldne sokker. Her blev der spillet hver dag – en 3 – 4 stykker. Ja en af de bedste, Erling Sørensen endte endda på landsholdet.

 

Tjeneste for game Fru Thorsen

Nede i stuen i opgangen boede gamle fru Thomsen i en lille lejlighed, som tidligere havde huset en butik. Hun bad ofte om nogle ærinder. Og dette afstedkom et stykke fedtemad eller en 2 – øre.

 

En gratis karruseltur

Efter nedlæggelsen af Nørrebro station og arealets fritlæggelse kom et omrejsende tivoli på besøg. Mellem skydetelte, gynger og andet gøgl stod en kæmpe karrusel med nymalede dyrefigurer og fuld af musik. Med en gratis tur på et af dyrene efter eget valg som honorar fik drengene tjansen med at få karrusellen til at køre rundt. Ad stigen steg man op til hestemøllen øverst på karrusellen. Her var til hovedakslen indfaldet nogle rundestager som egerne på et hjul. Når skibsklokken lød nede fra gik knægtene i gang med at skubbe rundt og rundt til musik af Skøjteløbervalsen. Det var klassisk slavearbejde for børn men sjovt var det.

 

Bager Dueholm

I ejendommen var der en bagerforretning, bager Dueholm, som vistnok ejede huset. I udstillingsvinduet var fremlagt de mest fristende bagerbrød, som man kunne forestille sig. Især kanelsnegle til 5 øre stykket var fristende.

Men ak ofte var de uden for en rask knægts økonomiske formåen undtagen en gang om måneden. Så blev der modtaget 5 øre af moderen, fordi hun var optaget af vask hele dagen.

 

Da far byggede et krystalapparat

Pengene var små i 1930’erne på Nørrebro. Hver en femøre blev vendt et par gange. ”Slik” kunne også bestå af en afskåret rugbrødsskorpe fra dåsen med skorper som blev samlet for at blive konverteret til øllebrød.

Forældrene stod op kl. 6 om morgenen alle ugens hverdage. Mens far barberede sig, kogte mor havregrød, lavede kaffe og smurte otte halve. Det var, hvad far skulle have med i sin madkasse. Han kørte på cykel til Frihavnen, hvor han førte tilsyn med de elektriske installationer.

Aftensmaden stod klar, når far kom hjem ved femtiden. Ofte arbejdede han over. Han byggede også et krystalapparat som blev tilsluttet en højtaler. Det var en højtidelig stemning, da familien første gang lyttede til radioen.

 

Efter kul i kælderen

Børnene havde deres faste gøremål. Om tirsdagen skulle der hentes cerutter til far og et eksemplar af Familie Journalen. Det skete nede i Fru Steffensens kiosk i nr. 11. Bladet blev sirligt pakket ind i lyserødt papir. Og så var der da også et bolsje.

Der skulle også løbes ned i gården efter koks, der skulle op af kælderen.  Koksene lå i et rum helt nede for enden af kælderen. Det var en meget mørk kældergang. Kun en enlig pære lyste op i den. Det var ikke spor sjovt at hente kul en mørk aften med koksspanden i den ene hånd og en lommelygte i den anden. Man skulle nærmest famle sig frem til koksrummet. Det gik meget hurtigt med at få fyldt spanden og komme ud og op igen.

Den store kakkelovn, der stod i dagligstuen, var umættelig i sine krav til nye forsyninger. Men den gav også meget igen. Det var hyggeligt at side foran på en skammel med noget læsestof.

 

Bygas – også til den store badedag

Madlavningen foregik på de køkkenblå gasapparater, hvor temperaturen så let kunne reguleres. Men bygassen var en farlig og giftig medhjælp. Gasapparaterne var på fulde omdrejninger, når der var badedag, sædvanligvis over weekenden. Der var kun koldt vand i rørene. Der skulle varmes vand til zinkbaljen.

 

Mor vaskede hele dagen

En gang om måneden blev der kastet en nøgle ind af brevsprækken. Nu skulle der vaskes tøj. Nøglen var til vaskerummet i kælderen. Her kogte mor tøjet i en stor gruekedel under omrøring med jævne mellemrum. Hertil brugte hun en langskaftet træslev. Rummet var lille og aftrækket beskedent, så mor knap nok kunne skimtes i den tætte tåge af damp.

Efter kogevasken i kedlen blev tøjet lagt over i en balje, skrubbet på et vaskebræt, skyllet og vredet og under knægtens medvirken båret op på tørreloftet. Når tøjet var tørt, blev det lagt sammen og hentet ned i lejligheden. Her blev lagnerne strakt og lagt omhyggelig sammen. Til sidst blev de anbragt i de store skuffer i dragkisten.

 

Ikke mange butikker på Kronborggade

For enden af karreen var der en åbning i husrækken som blev kaldt Hugget. Her blev Kronborggade forbundet med Jægersborggade. I sidstnævnte var der mange små og trange lejligheder. Der var mange butikker og småværksteder i kælderetagen. Man sagde dengang, at en sådan anvendelse af kælderlokaler gav bygherren adgang til større byggelån. Derimod havde boligblokkene i Kronborggade kun få butikker, et par bagerforretninger, et ismejeri, en rulleforretning, en frisør, en cafe – Guldminen og fru Steffensens kiosk med tobaksvarer og blade.

Kronborggade var mere stille end Jægersborggade, som blandt andet udmærkede sig ved hvert år at komme i avisen, fordi det var her, der nytårsaften blev brændt bål af midt i gaden, hvilket kaldte brandvæsen og politi til. Man kan sige det gav nytårsaften en særlig dynamik.

Kronborggade var sparsomt oplyst af gaslygter med stor indbyrdes afstand. De blev aktiveret af lygtetænderne, som, når mørket sænkede sig, kom gående ned ad gaden. Ved hjælp af deres lange stænger med en krog for enden satte blus på lamperne.

 

Mange tiggere ringede på

Krisen i slutningen af tyverne og begyndelsen af trediverne med 20 pct. Afløse kom til udtryk i de mange tiggere, der ofte ringede på døren og bad om penge eller madpakker. En anden måde at redde sig et par skillinger på var at synge eller spille i gården.

 

Tandlæge – to gange om året

I skolen trådte viceinspektøren en stille mandag ind i klassen for at meddele at klassen førstkommende fredag skulle til tandlægen. Resten af ugen var ødelagt. Tandlægebesøgende på den nærliggende Stevnsgades Skole var hver gang aldeles forfærdelige at komme igennem Turen ad Jagtvej langs muren til Assistens Kirkegård til Stevnsgade,

Oppe på 4. sal lugtede det af æter og angstens sved, De stakkels børn sad langs væggen og ventede på, at sekretæren for enden af rummet skulle råbe ens navn op. Der var omkring 10 stole i klinikken. En nummertavle bag sekretæren markerede hvem af tandlægerne, der var klar til at modtage næste offer.

Man fik sit tandkort stukket i hånden, og med tanke på, hvad indianerne kunne bære uden at kny, løftede man hovedet og gik sin skæbne i møde. Klinikken lå i et aflangt rum med 5 tandlægeskole på hver langside, adskilt fra hinanden med en tynd skillevægge og med store tagvinduer over hver stol.

Sidste stol i rækken til venstre var overtandlægens. Han var den eneste af hankøn, der var på klinikken. Han efterså og kontrollerede den givne behandling. Når man efter prøvelserne satte sig ned til ham, var det værste som regel overstået. Først når man gik ned ad trapperne forsvandt smerten og angsten. Så kunne man glæde sig over, at det nu skulle gå seks måneder, inden man igen skulle til.

Vi vender snart tilbage til Nørrebro med nye oplevelser.

 

Kilde:

• Se Litteratur Nørrebro
• Artikler på Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere:

• På dengang.dk kan du læse 1.463 artikler heraf 301 fra Det Gamle Nørrebro herunder:
• Minderne fra Nørrebro
• Jægersborggade før/nu og altid
• Barnemoderen fra Nørrebro – den tredje historie
• Nørrebro – børn
• Nørrebro – fra Fælled til Lejekaserne
• En barnemorder i Jægersborggade
• Ungdom på Nørrebro
• Dagligliv på Nørrebro – dengang
• Omkring Nørrebroparken 1 – 3
• Barn på Nørrebro
• Barnemorderen fra Jægersborggade og mange flere

 

 

 

 

 

 

 

En Amagerdrengs oplevelser

Amager – historie fra omkring 1900 – 1912. Det lignede Lægeforeningens boliger på Østerbro. Stadsstuen blev næsten ikke brugt. Pas på – gæs. Ugelønnen var på 12 kr. Artilleri kom i fuld galop. Landelige omgivelser med lav bebyggelse. Masser af ildebrande. Arbejderne Forsamlingsbygning, Røde Kro og Vennelyst. Vi kigger på transportmidlerne i 1900. Sundholm kom bag trådgitter. Flypionererne på Kløvermarken. Her landede Graf Zeppelin også. Lærerplads på B&W. En lille opstrammer om morgenen. M/S Selandia skulle repareres. Respekt for ”den lange ” driftsbestyrer. På tegnestuen sagde man De.

 

Det lignede Lægeforeningens Boliger på Østerbro

Dengang i 1893 hed det endnu Nygade, i dag er det Sverrigsgade. Stedet hørte til Sundbyvester Sogn. Og egentlig lignede kvarteret Lægeforeningens Boliger på Østerbro.

Køkkenet var lille uden gas eller indlagt vand. Vandet måtte hentes fra en vandhane henne op hjørnet. Det var ”Københavnervand”. Det var blødere end det man fik fra posten nede i gården.

 

Stadsstuen blev næsten ikke brugt

I stuen mod haven (syd) stod en dobbeltseng – en barneseng – et skab – en kommode med hvidskuret bord oh fire stole. Her sov, spiste og opholdt man sig.

I den tilstødende stue – stadsstuen – fandtes røde klunkemøbler – en sofa – to lænestole – et ovalt mahognibord og et konsolskab med et stort spejl. Denne stue blev kun benyttet, når der var besøg af familien.

 

Pas på gæs

En af de begivenheder som man aldrig glemmer, er en stor flok gæs med en meget aggressiv gasse der kom vraltende hver aften hjem fra Fælleden. Denne gasse kun godt finde på at nappe folk så eftertryggelig i ens bag. Havde man en gang oplevet dette var det med at komme væk, når man hørte at de var på vej.

 

Langt mellem lygterne

Stedet her omkring Nygade var en stille idyl uden nogen form for trafik. Der var åbne rendestene, belysningen af gaden skete fra lygter med tranlamper, anbragt med store mellemrum. De blev dog ikke tændt i de lyse nætter.

Nu var det heldig, hvis man kunne flytte til en større lejlighed i samme gade. Til en opgang var der seks lejligheder. Der hørte en legegård til og en lille have, som børnene dog ikke måtte lege i.

 

Ugeløn på 12 kr.

En arbejdsmand på Holmen løn var på ca. 12 kr. Men når far kom hjem med resterne om lørdagen var vejen næppe bred nok. Konen måtte derfor vaske for fremmede og tjente vel 2 kr. for 8 – 10 timers slid. De store børn arbejdede i Skråtobaksfabrikken i Prinsessegade.

På Bådsmandsstrædes artillerikasserne kunne man dengang for 25 øre købe 8 punds kommisbrød hos basserne, som vist fik meget af fortæringen sendt hjemmefra.

 

Artilleri i fuld galop

Men der var penge at tjene på Fælleden til eksercerpladsen, som hørte til Artillerivejens Kasserne. Man kunne tjene 2 øre ved at samle madpapir efter soldaternes frokost. Dette soldaterliv var meget interessant for knægtene. Det var især, når de skød med kanonerne fra ”Faste Batteri”. Men det var også sjovt at se, når den hestetrukne artilleri i strakt galop stormede ud over selve den vidtstrakte Amager Fælled.

Beboerne, der boede her i Nygade (Sverigesgade) var jævne folk, arbejder, håndværkere, formænd m.m. Lørdagsbranderne forekom længe efter, at børnene var lagt i seng efter behørig aftenbøn.

Slagsmål var der mere af i sidegaderne inde på Christianshavn.

 

Landelige omgivelser med lave bygninger

Det var endnu ret landelige omgivelser. Mange af husene på Amagerbrogade var lave 1. og 2. etagers ejendomme. Det var først efter indlemmelsen i København, at der kom fart i byggeriet af de store karreer f.eks. Sundbyholm ved Norgesgade – Syven – Sundborg ved Frankrigsgade.

I mange år var vejen fra Volden og ud til Frelserens Kirkegård en allé med store kastanjetræer og dybe grøfter på den østlige side. Her lå et stort blomstergartneri samt Holmblads palæagtige hus – det som senere blev hovedsæde for Amagerbanken.

 

Masser af ildebrande

På den modsatte side lå nogle store tømmerpladser, som af og til brændte under stor tilstrømning af tilskuere. Det tjente de omkringliggende beværtninger og forlystelser også på.

Herude lå også Vennelyst Varieté, som senere blev til White Star.

Ved sådanne brande kom der selvfølgelig slukningstog fra København. Det lokale brandværn var ikke meget bevendt. Sognets håndbetjente sprøjte var anbragt i et skur på Brigadevej.

I bydelen øst for Amagerbrogade fandtes mange gamle stråtækte rønner og en overgang var det almindeligt, at der hver lørdag aften gik en op i luer. Så trådte det lokale brandvæsen i funktion, Man klemtede med kirkeklokkerne i Sundby kirke. En dertil bestikket beboer i sidegaderne for ud og fløjtede. En hest – muligvis en droskehest – blev trukket hen til sprøjten og spændt for. Så gik det ellers i luntetrav til brandstedet, hvor man som regel kun nåede at slukke ulmende gløder fra det nedbrændte hus. Men sådanne brande var store begivenheder for befolkningen som med liv og lyst deltog i slukningsarbejdet.

 

Forlystelsesstedet Vennelyst

På Vennelyst var et orkester. Det bestod af klaver – violin og janitshar, det vil sige en musiker som betjente et horn, bækken og trommerne. Om vinteren var der varietéforestillinger i en træbygning med en scene og bagvedliggende garderobe – en til mænd og en til kvinder.

Salen kunne vel rumme 250 – 300 gæster. Ud mod Alléen lå restauranten, som var åben hele dagen og til kl. 1 om natten. Efter forestillingen, der bestod af sangerinde og dansenumre. Ja så var der også små sketches.

Derefter fortsatte mange af gæsterne i restauranten. Det var også velset, at musikkerne og de optrædende blandede sig med gæsterne. Det stimulerede omsætningen.

 

En lort til – kan ikke gøre noget

Den senere meget kendte skuespiller, Oscar Stribolt startede sin karriere i Vennelyst. Han havde en udmærket sangstemme. Om dagen arbejdede han som smedesvend på en renovationsstation længere nede af Kløvermarksvej. Her afleverede hver nat de såkaldte natmænd byens latrinspande. Indholdet blev så pumpet ud i Øresund.

Det fortælles, at en mand, som var kommet for sent til sidste sporvogn, prajede kusken og spurgte, om han måtte køre med ud på Østerbro. Svaret lød:

• Hop bare op, en lort mere eller mindre kan ikke gøre noget.

Om sommeren blev der spillet på en separat scene i haven, mens publikum sad i det fri eller i lysthuse langs siderne i haven. Der kunne man så søge ind i tilfælde af regnvejr.

 

Arbejdernes Forsamlingsbygning

Publikum bestod af ”borgerskabet” fra Christianshavn og Sundbyerne. Men der kom også folk fra byen, som i de frie og luftige omgivelser medbragte madkurve og kun købte drikkevarerne og fik kaffe på maskine. At man ofte på bunden af kaffekoppen fandt en død kakerlak vakte sjældent større opmærksomhed.

Men altså ”borgerskabet” holdt til i Vennelyst, var det ved siden af beliggende traktørsted ”Arbejdernes Forsamlingsbygning” tilholdssted for selve arbejderpublikummet, Det kaldtes ”Slæven”. Det var formodentlig, fordi man på balaftener under danse smed slæverne – altså træskoene – og dansede på strømpesokkerne.

Det var dengang skarpt skel mellem arbejderne og borgerskabet, som de handlende – funktionærer – lærerne – etc. Og mellem disse og de højstbeskattede var der igen en vis afstand. Det var folk med en skattepligtig indtægt på over 4.000 kr. om året.

Det var også forskel på kædedragten. De mere velstillede optrådte gerne i diplomatfrakke eller i jaket med stribede benklæder – og oftest med høj hat.

 

Transportmidlerne omkring 1900

Cyklen var før 1900 et ret sjældent befordringsmiddel. Folk dengang gik eller kørte med de hestetrukne sporvogne. En tur fra Sundby til Christianshavns Torv kostede 5 øre, og til Højbro Plads 10 øre. Derfra kunne man så stige om til vogne, der kørte mod Østerbro og Vesterbro.

Til Nørrebro kom man gennem Købmagergade med en omnibus, som var en skrækkelig rumlekasse med jernbeslåede hjul, der lavede en farlig støj, når den kørte på gader med stenbrosbelægning. Man kunne også komme med en elektrisk drevet sporvogn fra Kongens Nytorv til Nørrebro. Den kaldtes syrevognen, fordi elkraften skabtes fra syrebatterier under vognen. Osen fra disse trængte undertiden op i vognen og gjorde folk syge.

Endelig havde man hestedroskerne. Det var en stor oplevelse for børnene. Når man så kørte med den mod Amager blev man stoppet ved ”Bommen” – som var anlagt ved ”Syven” Der skulle man så betale 2 eller 4 øre i bompenge.

Alle køretøjer – undtagen sporvognene – måtte betale bompenge. Det var især Amagerbønderne, som kørte på Torvet måtte bløde op med 5 eller 10 øre. Det var mange penge dengang.

 

En lang vandretur for en musiker

Dengang fik man 6 – 7 kr. om ugen i aldersrente. Så kunne man tjene 2 kr. om ugen ved at bære en tung posttaske fra Christianshavns Torv hen til posthuset i Strandgade. Dagvognen fra Dragør havde den med. Men den kørte kun til torvet. Endnu i halvfemserne solgte amagerne deres varer fra dette tov.

Hestene blev opstillet i stalde i nærheden.

Musikkerne dengang var for resten samtidig militærmusikere. Det var nu en meget beskeden løn som de fik. En trompeter, der var stationeret i Helsingør spillede også på danseestraden i Grøndalshuset i Charlottenlund om søndagen. Han spadserede frem og tilbage og måtte stille til tjeneste mandag morgen kl. 6.

 

Sundholm bag trådgitre

Arbejdstiden var på fabrikker og i håndværket fra kl. 6 om morgenen til kl. 17 eller 18. Det var derfor almindeligt, når manden kom hjem fra arbejdet og havde spist, lagde han sig på sofaen. Der blev han liggende til han skulle i seng.

Der fandtes ikke så meget kulturelt liv. Ud over de små skillingsviser til 2 øre kunne man læse Folkets Avis – aftenbladet m.m. Men det var nu begrænset, hvad folk læste. Mange børn måtte i en tidlig alder hjælpe til som for eksempel mælkedrenge – bydrenge m.m. Pigerne måtte hjælpe til ved at passe på mindre søskende. Det var ikke ualmindeligt at folk havde 8 – 10 børn, og at moderen gik på arbejde.

I 1902 blev bydelen indlemmet i København, og i 1908 flyttede Ladegården til Sundholm. Stedet var omgivet af dybe grave og høje trådgitre,

 

Bedre folks børn gik i private – realskoler

Bedre folks børn gik i private – realskoler, hvor man betalte skolepenge. Så var der kommuneskoler, der var delt op i friskoler og kroneskoler. Her betalte man 1 kr. om måneden i skolepenge. En af disse var Prinsessegades Skole. Undervisningen for piger var fra kl. 8 – 13 og for drenge 13 – 18.

Det var heldigvis ikke alle lærer, der brugte spanskrør.

I 1905 kunne de 25 dygtigste elever i kommuneskolen blive optaget i Kommunens Belønningsskole i Lille Istedgade.

Der var mindst en dansk og en tysk stil hver uge. Om sommeren blev der svømmet nede i Gasværkshavnen på den kommunale. Om vinteren var der masser af gymnastik i skolen.

 

Flyvepionererne på Kløvermarken

Mangen en sommerdag gik turen til Kløvermarken. Man ville se flyvepionererne. Det var spinkle lavet af cykelrør og sækkelærred. Det var dengang, da Robert Svendsen fløj over Sundet. Så var det Alfred Nervøs flyvning ind over byen og rundt om rådhustårnet.

 

Røde Kro

Ja herude lå også Røde Kro. Det var et rigtigt teater med faste skuespillere og et repertoire bestående af lystspil, farcer og især revy. Det var noget af en københavner – begivenhed, når der var premiere på den årlige begivenhed. Røde kro var også et serverings – teater.

 

Ud med telegrammer – 3 kr.

Man kunne nu også som knægt tjene penge på andre måder. Man kunne få et job som bud i en aviskiosk. Hver morgen skulle man udbringe aviser og telegrammer. Så kunne man tjene 3 kr. om ugen. Det med at udbringe telegrammer var mest basseret på drikkepenge. Og det var de fattige, der gav mest.

 

Lærerplads på B&W

Hvis man var heldig kunne man få en lærerplads hos B&W, men så skulle man også have forbindelserne i orden. En larmende inferno stod imod en. Kvælende gul røg steg op gennem aftrækshætterne. Fra de mellemstore ovne, som var nødtørftigt lukkede med ildfaste hejselemme strålede kaskader af ild og gnister, mens smede prøvede de større og mindre dampkamre. Som anvendes til smeltning af skrueaksler og krumtapaksler. Disse blev opvarmet i store ovne, som opfyredes med generatorgas.

Samtidig med oplæring skulle man passe sin aftenskole.

Det var meget ofte sveddryppende mænd, der arbejdede her. Dengang var der ikke kantine hos B&W. Det var ikke noget med, at man vaskede hænder før man spiste. De blev tørret af i en tot tvist. Det var et vaskerum, hvor man om aftenen vaskede sig i lange trug med koldt vand – dog rindende.

 

En lille opstrammer om morgenen

Når arbejderne om morgenen, dengang før kl. 6 stævnede mod fabrikken skulle de i Torvegade forbi en lang række morgenbeværtninger, som udskænkede mælketoddyer – eller en ”Rund”. De kostede pr. stk. fra 2 til 4 øre. Mange begyndte dagen på denne måde muligvis fordi man virkelig trængte til en opstrammer, som kunne varme de indre organer og sætte blodet lidt i cirkulation. Men kom jo ikke fra en lun centralopvarmet lejlighed.

 

Da Graf Zeppelin landede på Kløvermarken

En dag i 1912 lukkede virksomheden allerede kl. 12. Hvorfor? Jo, det var for at alle kunne få muligheden for at se Graf Zeppelin svæve ind over København. Det var et imponerende syn at se denne kæmpe cigar let og elegant manøvrere ud til Kløvermarken.

 

M/S Selandia til reparation

Det var også en interessant begivenhed, at M/S Selandia gik ud på sin jomfrurejse drevet af verdens første reversible skibsdieselmotorer. Det var en mægtig reklame for B&W. Skibet havde to hovedmotorer med hver 6 cylindre. Skibet kom både ud og hjem ved egen kraft om end med besvær. Det var kun få cylindre, der var i drift, da man lagde til kaj. Motorerne blev fuldkommen splittet af og sendt ind på Christianshavn for reparation og udskiftning.

 

Respekt for ”den lange” driftsbestyrer

Fabrikken på Christianshavn blev ledet af en driftsbestyrer, som i daglig tale kun blev benævnt som ”den lange”. Det var en meget myndig herre. Han gik hver dag en tur gennem alle værksteder og havde et uhyre skarpt blik for den mindste uregelmæssighed.

Hans bowlerhat var anbragt ned over panden, så han lige kunne se under hatteskyggen. Når han forlod driftskontoret, gik det som en løbeild gennem alle værkstederne:

• Den Lange kommer.

Så fløj værkførere og formænd ud af deres bure – som kontorerne kaldtes. Alle arbejderne udviste en energi og aktivitet, som ellers var mere behersket. På hans vandring strøg alle han kom forbi huen eller kasketten, mens han aldrig selv tilkendegav, at han havde bemærket vedkommende.

Jo det var en mand, der var respekt om. Hvis han opdagede at noget var galt, kaldte han med pegefingeren på den nærmest stående og befalede:

• Hent mester ditten og datten

Og så kan det nok være, at vedkommende fik læst og påskrevet. Når ”den lange” så var gået, fik den eventuelle synder en endnu kraftigere skylle. Hvis det var muligt, blev skideballen videregivet nedefter som hakkeloven foreskriver.

 

I Tegnestuen sagde man ”De”

Var man så heldig at komme op i tegnestuen, ja så skulle man have helt andet tøj på, og så blev man tituleret med De. Hver eneste rør med haner, ventiller, forgreninger, aftapninger, udluftninger m.m. som fandtes i et skib, blev tegnet op på ofte meter lange tegnepapirer og med forskellige farver for de respektive anvendelser.

Med dette besøg hos B&W forlader vi Christianshavn for denne gang, men vi kommer snart igen

 

Kilde:

• Diverse artikler på dengang.dk
• Litteratur Amager (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Her på www.dengang.dk har vi 160 artikler fra København herunder disse fra Amager:

• Christianshavn fra A til Å
• Christianshavn for længe siden
• Gamle Huse på Christianshavn
• Anekdoter fra det gamle Christianshavn
• Christianshavn – dengang
• Er Amagerbønderne slet ikke fra Holland
• Amager fra A til Å
• Dragør og Store Magleby – dengang
• Lodsen fra Dragør
• Amager for længe siden
• Da Dragør blev badeby

 

 

 

 

 

De stridbare danskere

Dette er forsøg på anmeldelse af Rene Karpantschof: De Stridbare danskere – Efter enevælden før demokratiet 1848 – 1920. En anderledes Danmarkshistorie fortæller, at der langt fra var så fredelig herhjemme. Bogen spænder vidt, lige fra Nørrebro Anarkister til Genforening i Sønderjylland. Der er sydende oprør og uretfærdigheder, Ukendte dramaer fremkommer. Selv i Ribe trak gendarmerne sablerne. Det var styrkeprøve mellem kapitalisme og socialisme. Det er bestemt ikke klassisk danmarkshistorie. Overklassen forsøgte at bevare deres magt. Bogen er opbygget som en roman og ganske spændende at læse. Den kan varmt anbefales. Det er en oplagt julegave til de historieinteresserede. Og måske en kandidat til Årets bog, fordi den er så anderledes. Her på siden vil vi med jævne mellemrum vende tilbage til bogen.

 

Nørrebro – anarkister og Genforening

Dette er en anderledes historiebog, en helt anden forklaring af vigtige begivenheder. Og måske er det derfor at bogen er spændende at beskæftige sig med. En anden ting, det gør den spændende, er at mange af de ting bogen beskæftiger sig med, er også ting vi her på hjemmesiden har beskæftiget os med og sjov nok er mange af kilderne også de samme.

Forfatteren mener, at demokratiet først indtrådte i 1920. Han mener, at de danske konger spillede en større rolle, end vi egentlig forestiller os. Bogen rummer så forskellige ting som Nørrebro-anarkister og Genforening. Ja forfatteren husker også at nævne, at det begreb, anerkender tyskerne ikke. De kaldte det for ”abtrennung” og Sønderjylland for ”Das abgetrennte Land.

 

Sydende oprør og uroligheder

Problematikken får vi også godt fat. Vi hører dog så meget om preussernes undertrykkelse af de danske sønderjyder. Men selv H.P. Hanssen fylder meget i bogen. Og så er det lige den modige kamp ude i Vadehavet, ja den er også med i bogen.

Normalt når vi læser danmarkshistorie hører vi om en et roligt Danmark. Men det får vi bestemt ikke i denne bog. Vi hører om kamp mod udsugning af bønder. Det er et sydende oprør og uroligheder som følgende af stigende uligheder.

 

Ukendte dramaer kommer frem

Selv de slesvigske krige bliver beskrevet uden den gnist af national stolthed, der normalt er overskriften. I 1849 blev 146 soldater arresteret for lydighedsnægtelse.

Der var store samfundsomvæltninger, vold og ballade. Danmarkshistorien er slet ikke så pæn og renvasket. Der er mange spændende vinkler og afkroge i denne bog, som vi aldrig har hørt om.

Vi hører om bonde – og arbejderbevægelse. Og overraskende ting kommer også frem så som nordsjællandske soldater, der blev dræbt af protesterende landarbejdere. Ja og tjenestepiger, der måtte gemme sig i skovene. Ukendte dramaer kommer pludselig frem til overfladen.

 

Selv i Ribe trak gendarmerne sablen

Undertegnede var ikke klar over, at der i 1849 var voldsomme slagsmål i Kalundborg og Skælskør i 1849. I Jyderup var der i 1883 blodige optøjer.

Danskerne havde indbyrdes kampe og uenigheder. Her har vi så tidligere fået at vide, at vores indbyrdes konflikter ikke var så dybe, men vi slog hinanden ihjel for det.

I 1885 var der særdeles mange protester herhjemme. De fik dog også mange konsekvenser. Historikere har ikke hidtil beskæftiget sig så meget med dette. Jo danskerne har været stridbare.

Selv i fredelige Ribe måtte gendamerne trække sablerne foran rådhuset i 1887.

 

Styrkeprøve mellem kapitalisme og socialisme

Tjenestepiger satte ild til gårde. Landarbejdere og deres overordnede kæmpede mod hinanden, og nogle gange endte det med døden.

Vi følger demonstranter, politikere, præster, direktører, generaler og konger. Det var en styrkeprøve mellem kapitalisme eller socialisme.

Og så er der i den grad brugt faglitteratur. Det er sammen med både sted og navneregister flot og overskuelig placeret i bogen. Jeg er sikker på, at vi kommer til at høre mere om bogen i forbindelse med andre artikler på vores hjemmeside.

 

Det er ikke klassisk Danmarkshistorie

Nej det er bestemt ikke en klassisk Danmarkshistorie. Vi møder selvfølgelig tidens prominente personer, men vi møder sandelig også tjenestepiger, der brænder gårde af og den københavnske gadebetjent. Ja vi tager da også lige et smut til De Vestindiske Øer.

Karpantschof mener som sagt, at demokratiet lod vente på sig. Grundloven af 1849 var ikke skabt for at fremme demokratiet. Dette tema bliver også fremragende belyst i bogen.

 

Overklassen forsøgte at bevare sin magt

Bogen tegner også en fin gennemgang af overklassen, der forsøgte at bevare sin magt. Vi hører selvfølgelig om kvindekampen og det berømte møde i Folkets Hus. Syndikalisten Christian Christensen og hans lidelsesfælder er med. På en forunderlig måde lader forfatteren kilderne fortælle. Ja han er nærmest nøgtern i sin fortællerstil.

Vi slutter med Påskekrisen. Ja egentlig havde man lyst til at læse meget mere. For historie kan være utrolig spændende – det viser denne bog.

 

Opbygget som roman

Bogen er opbygget som en roman. Det er en fortællende fremstilling, hvor man følger forskellige personer, der gør noget ud fra forskellige motiver. Selv om det er en ordentlig moppedreng så har man lyst til at fortsætte med at læse. Vi må så håbe at René Karpantschof har fået bod på tanden og snart fortsætter.

 

Kandidat til ”Årets Bog”?

Her på siden vil vi med jævne mellemrum dukke ned i bogen. Mon ikke denne bog bliver en af kandidaterne til Årets Historiebog, alene på grund af sin forskellighed. Herfra skal lyde de varmeste anbefalinger. En god julegave for den historieinteresserede er det bestemt også.

Den Gamle Redaktør mente, at kende en del til historien i denne periode, både om, hvad der foregik i Sønderjylland og på Nørrebro, men blev dog en del overrasket ved at læse bogen.

 

René Karpantschof: De stridbare danskere – Efter enevælden og før demokratiet 1848 – 1920. Gads Forlag.